Bind 6 - Den  nye  Skabning

 KAPITEL 3

DEN NYE SKABNINGS KALDELSE.

Kun de »kaldede« kan udvælges. — Hvornaar Kaldelsen til denne »store Frelse« begyndte. — At kalde til Omvendelse ikke det samme som at kalde til den guddommelige Natur. — Den jødiske Kaldelse. — Evangelietidsalderens Kaldelse. — Hvorfor ikke mange »vise«, »mægtige«, eller »fornemme« er kaldet. — Ophøjelse som Belønning for sand Ydmyghed. — Karakter er en Nødvendighed. — Til Verden i Tusindaarsriget udgaar ingen Kaldelse, men Befaling. — Tiden for den himmelske Kaldelse begrænset. — Den nye Skabning kaldet eller draget af Faderen. — Kristus vor Visdom. — Kristus vor Retfærdiggørelse. — Forskellen mellem virkelig og tilregnet Retfærdiggørelse. — Behøver den »nye Skabning« Retfærdiggørelse? — Grundlaget for Retfærdiggørelse. — Forskellen mellem Fortidens helliges Retfærdiggørelse og vor. — Retfærdiggørelse i Tusindaarsriget. — Kristus vor Helliggørelse. — Helliggørelse i Tusindaarsriget. — To forskellige Indvielser, forbilledligt fremstillet i Levitterne. — Betydningen af, at ingen af Levitterne fik Arv i Landet. — Den store Skare. — To Sider af Helliggørelsen. — Menneskets Del. — Guds Del. — Forskellige Erfaringer efter de forskellige Temperamenter. — Helliggørelse ikke Fuldkommenhed eller Følelser. — »Han, som læger alle dine Brøst.« — Naadens Trone. — Hvorledes Retfærdiggørelse leder til Helliggørelse. — Indvielse, efter at den himmelske Kaldelse er ophørt. — Menighedens Frelse eller Befrielse.

DER BLEV ikke givet Menneskene i Almindelighed Lejlighed til at blive Medlemmer af den nye Skabning og faa Del i dens Muligheder, Forrettigheder, Velsignelser og Herligheder. Dette forbeholdtes en udvalgt, en kaldet Klasse, hvad der klart og tydeligt fremholdes i Bibelen.

Israel efter Kødet blev kaldet af Gud til at være hans Ejendomsfolk, adskilt fra alle andre Nationer paa Jorden, som der staar skrevet: »Kun eder har jeg kendt [anerkendt] af alle Jordens Slægter.« (Amos 3, 2.) Imidlertid var Kaldelsen til Israel ikke den himmelske [94] Kaldelse; derfor finder vi heller intet nævnt om de himmelske Ting i de Løfter, som gælder dette Folk. Deres Kaldelse var af en forberedende Art, idet der til sidst af denne Nation stod en Levning rede til at tage imod og drage Nytte af Kaldet herovenfra til »saa stor en Frelse, som jo efter først at vare blevet forkyndt ved Herren er blevet stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham « . — Heb. 2, 3.

Vi skal derfor ikke i det gamle Testamente, men i det nye, søge efter den himmelske Kaldelses Betingelser, skønt vi dog, efterhaanden som vor Forstands Øjne bliver opladt til at se og forstag Guds Dybder, hans Handlemaade med og Omsorg for det kødelige Israel, kan se visse forbilledlige Lærdomme, der kan være til Gavn for den aandelige Sæd, som er blevet kaldet med den himmelske Kaldelse. Det kødelige Israel, dets Love og Guds Førelse med det var nemlig, som Apostelen paapeger, altsammen Skygger eller Forbilleder af bedre Ting, der tilhører dem, som er blevet kaldet til at være Medlemmer af den nye Skabning.

Da Kristus skulde være den første og ypperste i alle Ting og derfor blev Ypperstepræsten, Lederen for den nye Skabning af Guds Sønner, deres Frelses Ophavsmand, deres Forbillede, hvis Liv og Vandel de skulde efterligne, og i hvis Fodspor de skulde gaa, forstaar vi, at Fortidens værdige ikke kunde komme til at høre med til denne nye Skabning. Jesu Ord om Johannes Døberen bekræfter ogsaa dette til fulde: »Iblandt dem, som er født af Kvinder, er ingen større fremstaaet end Johannes Døberen, men den mindste i Himmeriges Rige er større end han.« (Matt. 11, 11.) Paa lignende Maade udtaler Hebræerbrevets Forfatter sig, idet han i høje Toner priser den Tro og den ædle Karakter, som Brødrene i den forrige Husholdning lagde for Dagen, men samtidig erklærer, at »Gud forud havde udset noget bedre for os, for at de ikke skulde fuldkommes uden os«. — Heb. 11, 40.

[95] Vi maa desuden huske paa, at ingen kan kaldes, saa længe Fordømmelsen for Adams Synd endnu hviler over ham. For at kunne modtage denne himmelske Kaldelse, maa man først være retfærdiggjort fra Dommen i Adam. Men Israel efter Kødet blev ikke retfærdiggjort ved Blodet af Tyre og Bukke;  thi disse kan aldrig borttage Synder. De var blot Forbilleder paa de bedre Ofre, der virkelig tilfredsstiller de Krav, som Retfærdigheden gør gældende overfor vor Slægt. Som Følge deraf kunde Kaldet ikke udgaa, førend vor Herre Jesus havde betalt Genløsningssummen — løskøbt os med sit eget dyrebare Blod. Selv Apostlene blev kun midlertidig kaldet og antaget, indtil Genløseren havde erlagt Betalingen, var opfaret til det høje og havde fremstillet den til Bedste for  dem.  Da og først da kunde Faderen direkte anerkende de troende paa Pinsedagen og avle dem med sin hellige Aand til at være nye Skabninger. Ganske vist havde Jesus, medens han vandrede her paa Jorden, sagt til Farisæerne: »Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men Syndere til Omvendelse.« (Matt. 9, 13; eng. Overs.) Men vi maa lægge Mærke til, hvilken stor Forskel der er mellem at kalde Mennesker til Anger og Omvendelse og at kalde dem med den himmelske Kaldelse til den guddommelige Natur, til at være Medarvinger med Kristus. Ingen Syndere kaldes til dette sidste. Derfor maa vi, som af Naturen er Vredens Børn, først blive retfærdiggjort uforskyldt fra alt ved Kristi dyrebare Blod. I fuld Overensstemmelse hermed hedder det i Indledningen til Romerbrevet (1, 7), at dette Brev er skrevet til »alle Gudselskede, som er i Rom, kaldet til at være hellige« (eng. Overs.), til at blive delagtige i den guddommelige Natur. Indledningen til første Korinthierbrev lyder: »Til Guds Menighed, som er i Korinth, helligede i Kristus Jesus, hellige ifølge Kald tillige med alle dem, der paa ethvert Sted paakalder vor Herres Jesu Kristi, deres og [96] vor Herres Navn.« (1 Kor. 1, 2.) Det begrænsede, men tillige det ophøjede i dette Kald fremholdes med endnu større Eftertryk i et senere Vers (9), hvor der tales om Kaldelsens Ophavsmand:  »Trofast er Gud, ved hvem I blev kaldet til Samfund med hans Søn, Jesus Kristus, vor Herre.« Dette indbefatter Tanken om en bestemt Enhed eller Sammenslutning. Kaldet udgaar altsaa i den Hensigt at udsøge iblandt Menneskene nogle, der skal blive eet med Genløseren som nye Skabninger, Medarvinger med ham til den Ære, Hæder og Udødelighed, der blev tildelt ham som Belønning for hans Trofasthed.

Herved bliver vi erindret om Apostelens Ord, at vi kun paa visse Betingelser kan blive Medarvinger med Kristus, nemlig »om ellers vi lider med ham for ogsaa at herliggøres med ham«. (Rom. 8, 17.) Andetsteds (1 Kor. 1, 24) viser Apostelen os, at den Kaldelse, han taler om, ingenlunde er den samme som den, der for en Tid gjaldt Jøderne alene, og endvidere fastslaar hans Ord, at ikke alle er kaldet. Han siger: »For alle de kaldede, baade Jøder og (Grækere, prædiker vi Kristus som Guds Kraft og Guds Visdom«, skønt Kristus for de ikkekaldede Jøder var en Anstødssten og for de ikkekaldede Grækere en Daarskab. Hebræerbrevets Forfatter paapeger (9, 14. 15), at Evangelietidsalderens Kaldelse ikke kunde udgaa, før Herren med sit Blod havde beseglet den nye Pagt. Dette udtrykker han saaledes: »Derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede, da der har fundet Død Sted til Genløsning fra Overtrædelserne under den første Pagt, maa faa den evige Arvs Forjættelse.«

Ikke mange vise, ikke mange mægtige, ikke mange
fornemme.

Det vilde være ganske naturligt for os at antage, at naar denne særlige Kalddeise i det hele taget var begrænset, maatte den være indskrænket til at gælde de [97] allerbedste Mennesker i den faldne Slægt, de ædleste, de dygtigste, de mest begavede. Men Apostelen modsiger bestemt denne Tanke: »Thi se, Brødre, paa eders Kaldelse, at I er ikke mange vise efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, som var Daarskab for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme det stærke, og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet, for at fintet Kød skal rose sig for Gud.« (1 Kor. 1, 26-29.) Grunden hertil forklarer Apostelen, er den, at Gud ikke vilde, at noget Menneske skulde kunne prale af, at det i nogen Grad havde fortjent de store Velsignelser, som blev det tildelt. Gud havde til Hensigt at vise baade Engle og Mennesker sin Magt til at omdanne Karakterer fra at være lave og fornedrede til at blive ædle og rene, ikke ved Tvang, men ved Sandhedens omdannende Kraft, idet denne virker i de kaldede — ved de Forjættelser og Forhaabninger, der er fremholdt for dem — baade at ville og at virke efter Guds Velbehag. Ikke blot vil denne Guds Ordning have til Følge, at Faderen bliver forherliget, men ogsaa, at de, hvem han vil velsigne, lærer en Ydmyghed, som bliver til evigt Gavn for dem. Gang paa Gang finder vi i det nye Testamente Udtalelser om, at dette Kald og den Frelse, som staar i Forbindelse dermed, ikke er af Mennesker eller ved menneskelig Kraft, men af Guds Naade.

Det er ikke vanskeligt at indse, hvorfor dette Kald i Almindelighed virker mindre tiltrækkende paa de fornemme end paa de ulærde. Stoltheden indtager en fremragende Plads i den faldne Natur, hvorfor man bestandig maa regne med den. De, der er mindre faldne end de fleste af deres Medmennesker, de der altsaa af Naturen er mere ædle end de øvrige, vil let selv kunne mærke dette og som Følge deraf føle en vis Overlegenhed, et vist Hovmod overfor de andre. Selv om nu [98] saadanne i det hele taget søger Herren og attraar Velsignelse og Gunst fra ham, vil de dog være tilbøjelige til at vente, at de bliver modtaget af Herren paa et noget andet Grundlag end deres mere faldne og mindre ædle Medmennesker. Imidlertid er Guds Maalestok Fuldkommenhed, og han erklærer, at alt, hvad der ikke svarer til denne Maalestok, er under Fordømmelsen. Alle de fordømte maa han henvise til den samme Genløser og til det samme Offer for Synden, hvad enten de nu har lidt større eller mindre Skade ved Faldet.

Betingelserne for at blive antaget magtte naturligvis virke mere tiltrækkende paa de ringe og mere faldne Medlemmer af Menneskeslægten end paa de ædlere; thi de svage og faldne forstaar langt klarere, hvor nødvendigt det er for dem at have en Frelser, idet de er bedre i Stand til at indse deres egne Ufuldkommenheder. De mindre faldne derimod, som for en Del er opfyldt af Selvtilfredshed, har ikke saa let ved ydmygt at bøje sig for Kristi Kors og tage imod Retfærdiggørelsen som en fri Gave og alene paa Grundlag af den nærme sig den himmelske Naadetrone for at finde Barmhjertighed og Hjælp. De er mere tilbøjelige til at forlade sig paa deres egen Forstand, deres Selvtilfredshed hindrer dem i at gaa ind igennem den trange Port og vandre paa den snævre Vej.

Gud sætter tydelig nok særlig Pris paa, at de, som han indbyder til at blive Medlemmer af den nye Skabning, er ydmyge. Derfor siger ogsaa Apostelen: »Ydmyg eder under Guds vældige Haand, for at han i sin Tid maa ophøje eder.« (1 Pet. 5, 6.) Paulus peger paa vort Forbillede, Kristus Jesus, og viser os, hvorledes han ydmygede og fornedrede sig selv, idet han paatog sig en lavere Natur og blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden. Som Følge af denne hans Lydighed og Ydmyghed har Gud højt ophøjet ham. Apostlenes Lære i saa Henseende kan sammenfattes i Peters Ord: »Gud staar de hoffærdige imod, men de ydmyge giver [99] han Naade.« (1 Pet 5, 5.) Ikke mange store, vise eller lærde er kaldet, men hovedsagelig saadanne, som er fattige paa denne Verdens Gods, men rige paa Tro. Foruden paa Ydmyghed sætter Gud ogsaa stor Pris paa Tro. Til at udgøre den nye Skabning ønsker han saadanne, som har lært at stole ubetinget paa ham, som tager imod hans Naade som tilstrækkelig for dem, og som i den Kraft, han giver dem, vinder den Sejr, han kalder dem til, og som betinger deres Ophøjelse.

Karakter er en Nødvendighed.

Skønt Gud ikke kaldte de vise, store eller mægtige, maa dette dog ikke faa os til at tro, at hans Børn er lave, uædle eller uvidende i den Forstand, at de er onde, fordærvede eller lavsindede. Herren sætter netop den højest mulige Maalestok frem for dem, som han kalder. De bliver kaldet til Hellighed, Renhed og Trofasthed og til at leve efter Retfærdighedens Principper, til i Hjertet at sætte Pris paa disse Ting og fremvise dem i højest mulige Maalestok frem for dem, som han kalder, dem fra Mørke til sit underfulde Lys. (2. Pet. l, 3; 1 Pet. 2, 9.) Verden vil maaske kun kunne kende dem efter Kødet, og efter Kødet er de maaske ikke ædlere eller renere end andre — i mange. Tilfælde det modsatte. Men Herren dømmer ikke efter Kødet, men efter Aanden, efter Sindet, efter deres Hensigter. Fra det Øjeblik af, da de modtager Guds Naade i Kristus Jesus og deres Synders Forladelse og indvier sig til Herren, bliver de betragtet som befriet fra de Skrøbeligheder, de af Naturen som Adams Børn er behæftet med. Deres Kød bliver regnet for at være iklædt Kristi Fortjeneste, der skjuler alle deres Mangler. Det er det nye Sind, den nye Vilje, der er den nye Skabning. Det er denne, der bliver antaget og kaldet af Gud, og det er kun den, han vil have at gøre med.

Ganske vist vil det nye Sind, efterhaanden som det udvikles, aabenbare sig som ædelt, hæderligt og retskaffent. [100] Det vil lidt efter lidt faa mere Magt og Herredømme over Kødet, saa at selv de, der ikke anerkender de nye Skabninger, ligesom de ikke anerkendte Herren, dog til sidst vil komme til at undre sig over deres gode Gerninger og hellige Levned samt over det sunde Sinds Aand, hvoraf de er besjælet, selv om de til Tider vil søge daarlige Bevæggrunde bagom alt dette. Skønt det nye Sind stadig vokser op til større Harmoni med Herrens, kan det dog aldrig faa fuldt Herredømme over det dødelige Legeme, hvormed det er forbundet. Dog maa det stadig være vort Ønske og vor Opgave at ære Gud i vore Legemer saavel som i vort Sind, vor Aand, der hører ham til. — 1 Kor. 6, 20.

Lad os lægge Mærke til nogle af de Enkeltheder og Begrænsninger, der har at gøre med den nye Skabnings Karakter. Til en af de kaldede siger Paulus følgende, som vi alle bør lægge os paa Sinde: »Strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du blev kaldet.« (1 Tim. 6, 12.) De nye Skabninger maa ikke vente at sejre og opnaa den store Belønning uden Kamp med Modstanderen saavel som med Synden, der omgiver dem paa alle Kanter, og tillige med deres eget Køds Svagheder, til Trods for at disse dækkes af Kristi Retfærdigheds Fortjeneste. Endvidere formaner Apostelen de kaldede til at »vandre Gud værdigt, han, som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed«. (1 Thess. 2, 12.) De nye Skabninger maa ikke blot forstaa, hvilket Kald, de er kaldet med, og hvilken endelig Belønning, de vil opnaa i Herlighedens Rige, men ogsaa komme i Hu, at de her i Livet er Repræsentanter for Gud og hans Retfærdighed og maa søge at vandre i Overensstemmelse hermed. Vi læser derfor: »Efter den hellige, som kaldte eder, skal ogsaa I være hellige i al eders Vandel; thi der er skrevet: I skal hellige eder; thi jeg er hellig.« (1 Pet. 1, 15. 16.) I samme Brev (2, 9) læser vi: »I skal forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys.«

[101] De aandelige Israelitter er ikke bundet af særlige Love, saadan som de kødelige Israelitter var det. De er blevet stillet under Frihedens Lov, for at deres Kærlighed til Herren kan aabenbare sig ved, at de ikke blot frivilligt afholder sig fra alt, som de ved er Herren imod, men ogsaa ved, at de frivilligt opofrer menneskelige Rettigheder og Interesser, idet de tjener Sandheden og Retfærdigheden. Herren og Brødrene. Apostelen siger i Overensstemmelse hermed: »Gud kaldte os ikke til Urenhed, men til Helliggørelse« (1 Thess. 4, 7), og atter: »I blev kaldet til Frihed, Brødre, kun at I ikke bruger Friheden til en Anledning for Kødet« (Gal. 5, 13), en Lejlighed til at gøre ondt. Vi bør bruge vor Frihed til at opofre vore nu værende Rettigheder for Sandhedens og dens Tjenestes Skyld, for at vi derved kan blive ofrende Præster af det kongelige Præsteskab, der en Gang skal regere som Medarvinger med Kristus for at uddele Guds Velsignelser til Verden.

Talrige Skriftsteder viser, at de nye Skabninger er kaldet til Ære, Hæder og Udødelighed. (Fil. 3, 14; 2 Pet. 1, 3; o. s. v.) Men overalt paapeges der tillige, at den Vej, der fører til Herligheden, er trang og gaar gennem Prøvelser og Opofrelser, saa at kun de, der er blevet avlet af Guds Aand, ja, er opfyldt af den, vil blive i Stand til at sejre til Slut og opnaa de herlige Ting, hvortil de er kaldet, og hvortil Vej er blevet beredt for dem af ham, der har lovet: »Min Naade er dig nok; thi min Kraft fuldkommes i Magtesløshed.« — 2 Kor. 12, 9.

Vi maa ikke tro, at der findes forskellige Kaldelser, da vi har Apostelens udtrykkelige Erklæring: »I blev kaldet til eet Haab i eders Kaldelse.« (Ef. 4, 4.) Det er fejlagtigt at tro, at vi skulde hage noget Valg i saa Henseende. Ja, hvad Verden angaar, vil der overhovedet ikke udgaa nogen Kaldelse til den i den næste Tidsalder. Gud vil da ikke længere søge og udtage en [102] særlig K1asse til at indtage en særlig Stilling. I Stedet for at kalde vil Herren give Verden Befaling til i Tusindaarsrigets Tidsalder at adlyde Retfærdighedens Love og Principper. Af alle Skabninger vil der blive krævet (ikke blot ønsket), at de viser Lydighed mod den tusindaarige Regering. Om de ikke gør det, vil de faa »Hug« for deres Ulydighed og til sidst blive udryddet af Folket, som der staar skrevet: »Hver Sjæl, som ikke hører [adlyder] den Profet, skal udryddes af Folket« (Ap. G. 3, 23) — skal dø den anden Død uden Haab om nogen Sinde at opnaa Liv igen. Der er heller ikke noget andet Kald i Evangelietidsalderen, skønt der, som vi tidligere har set, i Løbet af denne Tidsalder vil blive udtaget en anden Skare frelste — den store Skare (Aab. 7, 9-14), »som ingen kunde tælle af alle Folkeslag og Stammer og Folk og Tungemaal«. De skal tjene Gud i hans Tempel og foran Tronen i Modsætning til Bruden, der skal sidde paa Tronen og udgøre selve Templet. Ingen er dog derfor blevet kaldet til den store Skare. De kunde lige saa let og med langt større Tilfredsstillelse have opnaaet den guddommelige Natur, om de villigt og med Glæde havde vist Lydighed. Til sidst vil de vinde Sejr, hvad der fremgaar deraf, at de faar Palmegrene i Hænderne. Men deres Mangel paa Nidkærhed hindrede dem i at komme til at høre med til den Skare, der er mere end Sejrvindere, hindrede dem i at blive Medarvinger til den nye Skabnings evige Herlighed, ligesom den ogsaa for en stor Del berøvede dem den Glæde og Fred, som de, der er mere end Sejrvindere, allerede kan nyde i dette Liv. Som vi har set, vil den store Skares Stilling øjensynlig i mange Henseender blive noget lig Englenes.

Vi kunde fremdeles lægge Mærke til, at Kaldet er begrænset til en bestemt Tid. Apostelen siger saaledes: »Se, nu er det en velbehagelig Tid, se, nu er det en Frelsens Dag.« »Idag, naar I hører hans Røst, da [103] forhærd ikke eders Hjerter.« (2 Kor. 6, 2; Heb. 3, 15.) Denne velbehagelige Dag, denne Tid begyndte med Jesu Indvielse. Han blev kaldet. Han tiltog sig ikke selv den Ære. Og saadan har det været siden. »Ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud.« (Heb. 5, 4.) Det vilde virkelig være et formasteligt Menneske, som gjorde Fordring paa som sin Ret at blive forvandlet fra menneskelig til guddommelig Natur, forvandlet fra at være en af Adams Efterkommere og Medarving med ham til hans Fald og ødelagte Tilstand til at blive Medarving med Kristus til alle de Rigdomme, den Herlighed og Ære, som han ved at efterfølge sin Kaldelse blev den retmæssige Arving til i al Evighed.

Denne Kaldelsens Tid, denne Frelsens Dag, vil lige saa sikkert finde en Afslutning, som den havde en Begyndelse. Gud ordnede det saa, at et bestemt Antal skulde udgøre den nye Skabning, og saa snart dette Antal er fuldt, vil Evangelietidsalderens Værk være afsluttet. Vi vil ogsaa kunne indse, at saa snart det rette Antal er blevet kaldet, maa Kaldet ophøre; thi det vilde ikke være i Overensstemmelse med Guds Fremgangsmaade at kalde blot en eneste mere, end han havde udvalgt, selv om han paa Forhaand vidste, hvor mange af de kaldede, der af Mangel paa Lydighed undlod at befæste deres Kaldelse og Udvælgelse, og som derfor maatte erstattes af andre. Al Rimelighed synes at fordre, at den Almægtige end ikke tilsyneladende maa holde sine Skabninger for Nar ved at udsende en eneste Indbydelse, som ikke kunde fastholdes, om den blev modtaget. Skriften fremholder den Tanke, at der for ethvert Medlem af det begrænsede Antal af det kongelige Præsteskab findes en Krone. En saadan Krone bliver holdt i Beredskab for enhver, der efterfølger Herrens Kaldelse og i Overensstemmelse dermed indvier sig til ham. Det vilde ikke være [104] rigtigt af os at antage, at Herren vilde kalde nogen, som han senere, naar vedkommende havde modtaget Kaldet og indviet sig, maatte underrette om, at der ikke fandtes nogen Krone for ham, men at han maatte vente, indtil en af de tidligere antagne viste sig utro og derved forspildte sin Ret til Kronen. Jesu Formaning: »Holdt fast ved det, du har, for at ingen skal tage din Krone«, synes ikke blot at indbefatte, at Kronernes Antal er begrænset, men ogsaa, at der til sidst ved denne Tidsalders Afslutning vil indtræde et Øjeblik, hvor de, der ikke trofast har levet i Overensstemmelse med deres Pagt, bliver forkastet, og at andre da staar rede og venter paa at tage imod disse Kroner. — Aab. 3, 11.

Efter vor Forstaaelse ophørte det almindelige Kald til at blive Medarvinger med Genløseren og Medlemmer af Guds nye Skabning i 1881. Men vi tror, at et stort Antal (maaske 20 eller 30 Tusind indenfor alle Kristenhedens forskellige Afdelinger) af dem, der paa den Tid fuldt ud havde indviet sig, senere har vist sig at være utro mod deres Offerpagt. De, der efter fuldt ud at være blevet prøvet befindes at være utro, bliver en for en forkastet og afskaaret fra Meddelagtighed i den keldede Skare, for at andre, der i Mellemtiden har indviet sig, kan opnaa det inderlige Samfund med Kristus til Trods for, at Kaldet er ophørt. Disse nylig antagne vil da hver for sig efterhaanden blive stillet paa Prøve, og hvis de findes uværdige, bliver de ligeledes forkastet, for at deres Pladser kan blive udfyldt af atter andre, som da er beredt til at indtage disse efter at have indviet sig. Af den Grund har der ikke været Brug for noget almindeligt Kald siden 1881. De, der nu kommer ind, kan lige saa vel faa Del i Rettighederne og Lejlighederne, skønt den almindelige Kaldelse eller Indbydelse ophørte at udgaa i 1881. De faar Adgang, efterhaanden som der bliver Pladser ledige, ved at nogle træder ud. Efter vor Forventning [105] vil denne Indtræden og Udtræden vedblive, indtil det sidste Medlem af den nye Skabning er fundet værdig, og alle Kronerne uddelt for bestandig.

Apostelen siger: »I, Brødre, I er ikke i Mørke, saa at Dagen skulde overraske eder som en Tyv.« (1 Thess. 5, 4.) Idet vi støtter os paa alle de forannævte Skriftsteder, er vi tilbøjelige til at tro, at der nu i Evangelietidsalderens Høsttid bliver givet alle Herrens indviede Kundskab om Sandheden angaaende Guds Plan, Menneskesønnens Nærværelse og Høstarbejdet. Vi tror, at den nærværende Sandhed saaledes bliver brugt til gennemgribende at prøve alle de indviedes sande Hjertetilstand, ligesom ogsaa Budskabet om Herrens Nærværelse i den jødiske Tidsalder tjente til at prøve det jordiske Israel ved Herrens første Komme. Vi er endvidere af den Overbevisning, at de, der i denne Tid faar en klar Forstaaelse af Sandheden og et dybere Indblik i Guds Plan, og som viser, at de oprigtigt tror paa det dyrebare Blod og fuldt og helt har indviet sig til Herrens Tjeneste, kan regnes for deri at have Vidnesbyrdet om, at de er blevet antaget af Herren som fremtidige Medarvinger med Jesus Kristus, selv om de har indviet sig efter 1881. Hvis de har indviet sig, før Kaldet ophørte, forstaar vi det saaledes, at de da først efter nogen Tids Forløb er kommet i den rette. Tilstand som indviede, og at de derpaa har faaet Kundskaben om den nærværende Sandhed som en særlig Velsignelse fra Herren og som et Vidnesbyrd om deres aandelige Samfund med ham. Hvis de ikke var iblandt de indviede i 1881 eller tidligere, maa vi slutte, at de nu er blevet antaget til Maddelagtighed i den kaldede Skare ved, at de har modtaget Pladsen efter andre, som tidligere var blevet kaldet, men viste Mangel paa Nidkærhed, saadanne som hverken var kolde eller varme og derfor blev udspyet til Delagtighed i den kommende Trængsel, hvor de vil lære de værdifulde Lektier, som de burde have fundet i Guds Ord, men nu [106] maa tilegne sig under Ydmygelser og Tugtelser. Efter at være gaaet igennem den store Trængselstid vil saadanne fas Plads i den store Skare, medens de, om de frivilligt og med Glæde havde udholdt Trængslerne og Prøvelserne, vilde kunne have taget Sæde med Kristus paa hans Trone.

HVORLEDES GUD KALDER OS.

»Men ud af ham er I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud, baade Retfærdighed [Retfærdiggørelse] og Helliggørelse og Forløsning.« — 1 Kor. 1,  30.

Kristus vor Visdom.

Tilegnelsen af Visdom opstilles her som det første og i den Forstand ogsaa det vigtigste Trin paa Frelsens Vej. Hermed stemmer ogsaa Vismandens Ord overens, naar han siger: »Visdom er det vigtigste. . . Køb Forstand for al din Ejendom.« (Eng. Overs.) Hvordan vi end er af Naturen, hvor svage eller hvor stærke i os selv, saa er Visdommen dog det, vi først af alt trænger til for at kunne vælge den rette Vej. Det bliver ogsaa almindelig anerkendt i Verden. Alle de, der i det hele taget i nogen Forstand søger efter yderligere Kundskab og Visdom, ja, selv de, der slaar ind paa de taabeligste og urimeligste Veje, gør det som Regel kun, fordi det i Øjeblikket ikke synes dem ufornuftigt. Saaledes var det med vor Stammoder Eva. Hun tragtede efter at opnaa Kundskab og Visdom, og netop den Omstændighed, at det forbudte Træ syntes at aabne hende Vejen til Visdom, var det, som fristede hende til Ulydighed mod Skaberen. Det er derfor uomgængelig nødvendigt, at vi har en viis Raadgiver til at lede os paa Visdommens liflige Stier og alle dens fredfyldte Veje.

Naar hun, der den Gang dog var fuldkommen, trængte til en viis Vejleder, hvor meget mere gør da ikke vi det, hendes faldne og ufuldkomne Børn! Da [107] vor himmelske Fader kaldte os til Medlemmer af den nye Skabning, saa han forud alle vore Tarv, og har vidste, at vor egen Visdom ikke vilde være tilstrækkelig for os, og at Modstanderen og de, der af ham var blevet narret til at være hans Efterfølgere; vilde anvende deres Kløgt til Skade for os ved at forsøge at gøre Lys til Mørke og Mørke til Lys. Derfor maatte Kristus blive vor Visdom, som Teksten siger os. Førend vi kan komme til Gud, førend vi kan tilegne os Forsoningsofrets Fortjeneste og derved opnaa Sønneudkaarelsen, trænger vi til Hjælp, til Vejledning og Visdom. Vor Forstands Øjne maa oplades, saa at vi kan se, hvad Gud har beredt os i sin Søn.

For at kunne have Øret opladt for Visdommen herovenfra er det først og fremmest nødvendigt at være i den rette Hjertetilstand, at være oprigtig. Vi maa besidde et vist Maal af Lydighed; thi ellers vil vi tænke højere om os selv, end vi bør tænke, og ikke være i Stand til at indse, hvor svagelige, mangelfulde og uværdige vi er set fra Guds Standpunkt. Vi maa ogsaa saa langt være ærlige og oprigtige, at vi er villige til at indrømme de Fejl, som det ydmyge Sindelag kan se. De, der tragter efter Retfærdighed og Har­moni med Gud, og som har lært at se paa alt ud fra dette Standpunkt, og virkelig er naaet til en saadan Selverkendelse, bliver vist hen til Jesus som Frelseren. Hvor ufuldkomment vi end til at begynde med forstaar Forsoningens Filosofi, maa v i dog i det mindste kunne fatte, at vi af Naturen er »Vredes Børn ligesom de andre« — at vi er Syndere. Vi maa kunne se, at Kristi Offer var fuldgyldigt og retfærdigt, og at Gud selv har skaffet det til Veje og godkendt det, for at vi skulde faa Lægedom ved Genløserens Saar, og for at vi skulde kunne antages af Faderen ved hans Lydighed, idet vore Synder regnes for overført paa ham, baaret af ham, medens hans Retfærdighed og Fortjeneste tilregnes os  som en Retfærdighedsklædning. [108] Dette maa vi se — Kristus maa saaledes blive vor Visdom — førend vi kan udføre Gerninger, der er i Overensstemmelse med denne Kundskab, og førend vi ved af hele vort Hjerte at tage imod Kristi Fortjeneste kan blive retfærdiggjort i Faderens Øjne, antaget af ham, helliggjort og til sidst blive forløst og herliggjort. Imidlertid ophører Kristus ikke med at være Visdom for os, naar vi tager det næste Skridt, naar han bliver vor Retfærdighed, vor Retfærdiggørelse. Nej, vi trænger stadig til ham som vor Visdom, vor vise Raadgiver. Ved hans Vejledning maa vi lære at indse, hvor fornuftigt det er fuldt og helt at indvie sig og derpaa opfylde Pagten om at leve et helligt Liv ved at gøre Faderens Vilje. Ved hvert Skridt fremad vi tager, er Visdommen det vigtigste. Igennem hele det indviede og helliggjorte Liv trænger vi til Visdommen herovenfra, om hvilken Apostelen siger, at den »først er ren, dernæst fredsommelig, mild, føjelig, fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk, uden Skrømt«. (Jak. 3, 17.) Den jordiske Visdom fremmer Selviskhed, Egenvilje, Hovmod og Selvgodhed, og disse Ting fører atter, som Apostelen viser os, til bitter Avind og Trættesyge, fordi denne Art Visdom i Modsætning til den herovenfra er »sanselig, djævelsk«. Den himmelske Visdom stemmer nøje overens med den guddommelige Kærlighed, der »ikke praler, ikke opblæses, intet usømmeligt gør; . . . ikke glæder sig over Uretfærdighed, men glæder sig ved Sandhed«. — 1 Kor. 13, 4-6.

Denne Visdom virker desuden efter en ganske bestemt Rækkefølge; thi medens den besidder alle de Egenskaber, som Apostelen Jakob opregner, er der dog Forskel paa den Plads, der anvises hver enkelt af disse. Skønt Visdommen herovenfra er fredsommelig og søger at fremme Fred, giver den dog ikke Freden Førstepladsen. Renheden kommer først. Den er først og fremmest ren, dernæst fredlsommelig. Det er den [109] jordiske Visdom, som raader til at holde Fred for enhver Pris, som byder Samvittigheden at tie stille, for at den egenkærlige Fred kan fremmes. At Visdommen er ren, vil sige, at den er ligefrem, uden Svig, ærlig og aaben. Den elsker Lyset, den har intet at gøre med Mørket og Synden. Den vil ikke støtte noget, som behøver at skjules; thi den forstaar, at skjulte Gerninger sædvanligvis er Mørkets Gerninger, at alt, hvad der maa dølges, sædvanligvis er ondt. Den er fredsommelig, saa længe dette kan forenes med Ærlighed og Renhed. Den ønsker Fred, Harmoni, Enhed. Men da Freden ikke er det første for den, kan den kun have sand Fred og fuld Overensstemmelse med det, der er ærligt, rent og godt.

Den himmelske Visdom er mild, ikke grov og haard i Hensigter eller Fremgangsmaader. Dog kommer Mildheden efter Renheden og Fredsommeligheden. De, der har denne Visdom, er ikke først og fremmest milde, dernæst rene og fredsommelige. De er allerførst rene, helliggjorte af Sandheden. De attraar Fred og ønsker at stifte Fred. Derfor er de milde og føjelige. Men de kan kun være eftergivende og føjelige, naar dette kan være overensstemmende med Renhed, Fred og Mildhed. De kan ikke give efter i den Grad, at de gaar ind paa at hjælpe andre med noget ondt. Den himmelske Visdom forbyder dem en saadan Fremgangsmaade.

Den himmelske Visdom er fuld af Barmhjertighed og gode Frugter; den glæder sig ved Barmhjertigheden, idet den indser, at den er en Hovedbestanddel af Guds Karakter, som den bør søge at tilegne sig. Man kan være fuldt forvisset om, at det Hjerte, der er fyldt af Visdommen herovenfra, vil lægge Barmhjertighed for Dagen, og at alle Randens Frugter vil blive udviklet og bragt frem til Modenhed i det. Medens denne Barmhjertighed med Sympati og Hjælpsomhed tager sig af dem, der af Uvidenhed eller Uforsigtighed gør [110] ondt, kan den ikke have Forbindelse med dem, der forsætligt gør Uret, eftersom Visdommen herovenfra ikke først er barmhjertig, men derimod først er ren. Derfor kan Barmhjertigheden i denne Visdom kun fuldt ud komme dem til gode, som uforsætligt eller i Uvidenhed gør Uret.

Den himmelske Visdom siges at være upartisk. Partiskheden indbefatter Uretfærdighed. Men den Renhed, Fred, Mildhed, Barmhjertighed og de gode Frugter, der hidrører fra Visdommen herovenfra, faar os til ikke længere at anse Personer, men til at bedømme Menneskenes virkelige Værdi ved at give Agt paa deres Karakter. Det naturlige Menneskes ydre Udseende, Klædedragt, Hudfarve o. s. v. har intet at betyde for Herrens Aand, for Visdommen herovenfra, den er upartisk og søger det, der er fredsommeligt, mildt og sandt, hvor det saa end findes, og under hvilke Omstændigheder det end aabenbarer sig.

Visdommen herovenfra er endvidere uden Skrømt. Den er saa ren, saa fredsommelig, saa mild, saa barmhjertig mod alle, at Hykleri er fuldstændig overflødigt, hvor den hersker. Den kan umuligt have Samfund med, hvad der er syndigt, eftersom den er i Sympati med alt, hvad der er rent, og søger at fremme Renhed, Fred og Mildhed. Derfor er der ikke hos den nogen Plads for Skrømt og Hykleri.

Gud har ved sin Søn givet os den himmelske Visdom i alle disse Henseender, ikke blot ved det Budskab, Sønnen har bragt os om Genløsningsværket, men ogsaa ved, at han saa klart lagde for Dagen, hvad der indbefattes i Aandens Frugter og i Lydighed mod Faderen, idet han underviste os baade ved Ord og Eksempel. Endvidere kommer Visdommen herovenfra til os ved Apostlene, der er Kristi Repræsentanter, saavel som ved dem, der allerede har modtaget denne Visdom og daglig søger at lade Lyset skinne for derved at forherlige Faderen. [111]

Kristus vor Retfærdiggørelse.

Vi har allerede i nogen Udstrækning omtalt Forsoningen mellem Gud og Mennesket og set, hvorledes Jesus blev til Retfærdiggørelse for alle dem, der tager imod ham. (Bind V, Kap. 15.) Her ønsker vi, imidlertid mere indgaaende at undersøge Betydningen af dette saa ofte anvendte Ord Retfærdiggørelse, der blot ufuldkomment synes at forstaas af det store Flertal af Guds Folk. Følgende Tanker indbefattes i Ordet Retfærdiggørelse: 1) At der er Retfærdighed til, at der findes en Maalestok for det rette, 2) at noget er ude af Harmoni med denne Maalestok, ikke opfylder dens Fordringer; 3) at den mangelfulde Person eller Ting bringes i Overensstemmelse med den rette Maalestok, med Retfærdigheden. Vi kan belyse dette ved at bruge en Vægt solli Billede. I den ene Vægtskaal ligger Retfærdigheden, i den anden Menneskets Lydighed, der skulde kunne veje op mod eller være lige saa vægtig som Retfærdigheden. Men alle Mennesker savner Lydighed i større eller mindre Grad. Denne Mangel maa opvejes ved, at der lægges noget i Lydighedens Vægtskaal, saa at denne kan komme til at staa paa lige med den anden Skaal, Retfærdigheden. Lad os gaa lidt nærmere i Enkelthederne: Adam blev skabt fuldkommen, lydig imod Gud og i Harmoni med ham. Dette var ret, hans retfærdige Tilstand, hvori han skulde være forblevet, men som Følge af Synden kom han indunder Dødsdommen og blev forkastet, da han nu ikke længere var i Overensstemmelse med Guds Maalestok. Siden da er hans Efterkommere blevet født i Synd og undfanget i Misgerning, indtraadt i Livet paa et lavere Stade end Adam, deres Stamfader, og kommer i bestandig større Uoverensstemmelse med den Maalestok, som Guds Retfærdighed har opstillet. Som Følge deraf vilde det være fuldstændig urimeligt og unyttigt, om nogle af Adams Efterkommere bad Skaberen om paa ny at blive vejet eller prøvet for at se, [112] om det ikke skulde lykkes dem at komme i Overensstemmelse med den ubegrænsede Retfærdighed. Vi forstaar, at naar selv det fuldkomne Menneske mistede sin Stilling ved sin Ulydighed, vilde vi, der dog er ufuldkomne, faldne og fordærvede, ikke have noget som helst Haab om at kunne tilfredsstille Retfærdighedens Fordringer eller gøre os selv retfærdige overfor Gud, hvorfor en saadan Prøve vilde være absolut unyttig. Vi har alle syndet og fattes den Ære fra Gud, som vor Stamfader, Adam, oprindelig besad.

Om vi da indser, at vi som Slægt betragtet alle er ufuldkomne og uretfærdige, og ligeledes forstaar, at ingen ved sine Gerninger kan tilfredsstille Retfærdighedens Krav, begriber vi ogsaa, at »en Mand ikke kan udløse sin Broder, ikke kan give Gud Løsepenge for ham«. (Ps. 49, 7.) Ingen kan udfylde, hvad der mangler hos en anden; thi ikke blot har han ikke nogen overflødig Fortjeneste eller Dyd at kunne give en anden; men han har end ikke nok til sig selv; thi alle har de syndet og er kommet til kort. Vi spørger derfor: Kan Gud i det hele taget have noget at gøre med de uretfærdige og faldne Mennesker, som han allerede har fordømt og erklæret uværdige til Livet? 

Ja, han viser os selv, paa hvilken Maade han kan gøre dette — paa hvilken Maade han baade kan være retfærdig og dog retfærdiggøre hver den, som tror paa Jesus. Han viser os, at han har bestemt Kristus til at være Mellemmand for den nye Pagt, at Kristus har købt Verden med sit eget dyrebare Blod, med sit Offers Fortjeneste, og skal derfor i sin Tid, nemlig i Tusindaarsriget, blive Konge over Jorden for at velsigne alle Jordens Slægter ved at give dem Kundskab om Sandheden og Lejlighed til at blive genoprettet til det Guds Billede, hvori Adam blev skabt. 

Det vil være til særlig Styrke og Befæstelse for de genoprettede, at de har oplevet Faldet og Udfrielsen fra dettes Følger. Naar Menneskeslægten bliver bragt tilbage til Fuldkommenheden, vil dette [113] blive en virkelig Retfærdiggørelse i Modsætning til den tilregnede Retfærdiggørelse, som nu ved Tro bliver Menigheden til Del. Den virkelige Retfærdiggørelse vil begynde samtidig med Kristi tusindaarige Regering og vil Skridt for Skridt fortsættes, indtil alle har faaet den bedst mulige Lejlighed til at generhverve sig alt det, som gik tabt i Adam — foruden at de da vil sidde inde med mange nyttige Erfaringer. Gud være lovet og priset, at der kommer en saadan virkelig Retfærdiggørelsens Tid, da alle de villige og lydige iblandt Menneskene virkelig bliver løftet fra Ufuldkoramenhed til Fuldkommenheden i legemlig, aandelig og moralsk Henseende!

Nu betragter vi imidlertid særlig den nye Skabning og de Foranstaltninger; Gud har truffet for at retfærdiggøre den lille Klasse af Menneskene, som han har kaldet til guddommelig Natur, til Ære og Udødelighed. Disse trænger til Retfærdiggørelse, lige saavel som Verden gør det, eftersom de af Naturen var Vredes Børn ligesom de andre. Saa længe de som Syndere stod under Dødsdommen, kunde Gud lige saa lidt have noget at gøre med dem, der senere blev kaldet til at udgøre den nye Skabning, som han kunde have noget at gøre med Verden. Naar Verden maa retfærdiggøres, bringes tilbage til Fuldkommenheden, før der kan være Harmoni mellem den og Gud, hvorledes kunde da Gud have Samfund med Menigheden eller kalde den til Medarveret med sin Søn, medmindre den først blev retfærdiggjort? Man maa indrømme, at Retfærdiggørelsen er en nødvendig Forudsætning for Kaldelsen til den nye Skabning. Men hvorledes udvirkes Retfærdiggørelsen for os? Skal vi genoprettes til absolut Fuldkommenhed i legemlig, sandelig og moralsk Henseende? Vi svarer nej. Gud har ikke truffet Foranstaltning for en saadan virkelig Retfærdiggørelse for os. Vi bliver, som Skriften siger, »retfærdiggjort ved Tro«. Dette er ikke en virkelig, men en tilregnet Retfærdiggørelse. Guds Foranstaltning [114] gaar ud paa, at alle de, der nu i denne Tid, medens Synden og Døden hersker, hører Budskabet om hans Naade og Barmhjertighed i Kristus og kommer i hel og fuld Overensstemmelse med Visdommen herovenfra, saa at de bekender, at de er Syndere, og derpaa, idet de stoler paa Guds Budskab om Naade og Barmhjertighed i Kristus, angrer deres Synder og saa langt som muligt gør godt igen, hvad de har gjort galt — at alle disse af Gud betragtes som iført Kristi Fortjeneste, saa at deres Mangler skjules af den. Men de bliver ikke ført tilbage til virkelig Fuldkommenhed. Naar han da handler med dem, betragter han dem som retfærdige, idet han retfærdiggør dem ved Troen.

Denne tilregnede Retfærdiggørelse, Retfærdiggørelsen ved Tro, varer ved lige saa længe som Troen og støttes af Bestræbelserne for at gøre Guds Vilje. Dersom Tro og Lydighed ophører, gøres der samtidig Ende paa Retfærdiggørelsen. Men Retfærdiggørelsen ved Tro holder ikke op, naar vi tager det næste Skridt, Helliggørelsen. Den bliver ved at følge os som nye Skabninger, idet den ikke blot fritager os fra Fordømmelsen i Adam, men ogsaa dækker over alle de Ufuldkommenheder, vi lægger for Dagen i Tanker, Ord og Handlinger paa Grund af nedarvede og uforsætlige Svagheder i Kødet. Den ejes altsaa bestandig af Guds Folk, lige fra de bliver nye Skabninger, indtil deres Løbebane afsluttes — gennem alle de Prøver og Vanskeligheder, som de maa udholde for at kunne blive Medlemmer af den nye Skabning. I Overensstemmelse hermed siger Apostelen: »Saa er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, . . . som ikke vandrer efter Kødet, men efter Aanden.« (Rom. 8, 1. 4.) Dog har vi den nye Natur i Lerkar og er som Følge deraf stadig behæftet med ufrivillige Fejl, af hvilke selv den mindste vilde være nok til at fordømme os fra at opnaa evigt Liv paa noget som helst Plan, om den ikke fulfistændigt blev dækket af vor Bryllupsklædning, [115] Kristi Retfærdighed, der tilregnes os ved Tro. Vi behøver denne Retfærdiggørelse, og den vedbliver at dække os som en Klædning, saa længe vi er i Kristus og endnu befinder os i Kødet. Men den ophører at gælde, naar vor Prøve er endt, og vi som dem, der har mere end sejret, faar Del i den første Opstandelse. Derfor siger Apostelen, at det saaes i Forkrænkelighed, Vanære og Skrøbelighed, men opstaar i Uforkrænkelighed, Herlighed og Kraft — i fuld Lighed med Herren, den levendegørende Aand, som er Faderens Væsens udtrykte Billede. Naar vi har opnaaet denne Fuldkommen­hed, er der ikke længere Brug for nogen tilregnet Retfærdighed; thi da er vi virkelig retfærdige og virkelig fuldkomne. Hvad Retfærdiggørelsen angaar, har det intet at sige, at den nye Skabning vil blive fuldkommen paa et højere Plan end Verden. De, der ved at tage imod Guds Naade bliver genoprettet til den menneskelige Naturs Fuldkommenhed, vil være retfærdige eller fuldkomne, naar Genoprettelsesværket er fuldendt, men fuldkomne paa et lavere Plan end det aandelige. De, der nu bliver kaldet til at opnaa den guddommelige Natur, og som paa Forhaand bliver retfærdiggjort ved Tro, for at deres Kaldelse og Prøvelse som Guds Sønner i det hele taget kan blive mulig, vil ikke blive retfærdiggjort eller fuldkommet, før de i den første Opstandelse kommer i Besiddelse af den Fylde af Liv og Fuldkommenhed, hvori der ikke findes noget som helst tilbage af deres nuværende Ufuldkommenhed — den Fuldkommenhed, som nu blot tilregnes dem.

Grundvolden for vor Retfærdiggørelse.

Mange er kommet i stor Forvirring med Hensyn til dette Spørgsmaal, fordi de undlader at sammenligne alle de forskellige Udtalelser i Guds Ord herom. Nogle lægger Mærke til Apostelens Udsagn om, at vi bliver »retfærdiggjort af Tro« (Rom. 3, 28; 5, 1; Gal. 2, 16, 3, 24), [116] og heraf drager de saa den Slutning, at Tro er i den Grad værdifuld i Guds Øjne, at den kan dække over alle vore Ufuldkommenheder. Andre læser Apostelens Ord om, at vi bliver »retfærdiggjort af hans [Guds] Naade« (Rom. 3, 24; Titus 3, 7), og hævder paa Grundlag heraf, at Gud vilkaarligt retfærdiggør eller renser, hvem han vil, uden Hensyn til de Egenskaber, Gerninger eller Trosfortjenester, som vedkommende kan have at opvise. Atter andre lægger Vægten paa Skriftens Ord om, at vi bliver »retfærdiggjort ved hans [Kristi] Blod« (Rom. 5, 9; Heb. 9, 14; 1 Joh. 1, 7), og kommer herfra til det Resultat, at Kristus ved sin Død udvirkede Retfærdiggørelse for alle Mennesker, uanset deres Tro og Lydighed. Endnu andre støtter sig paa Bibelens Ord om, at Kristus blev »oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld« (Rom. 4, 25), og paastaar da, at Retfærdiggørelsen bliver os til Del ved Kristi Opstandelse. Endelig findes der nogle, som holder sig til det Skriftsted, der siger, at »et Menneske retfærdiggøres af Gerninger«. (Jak. 2, 24.) De hævder, at naar alt kommer til alt, er det vore egne Gerninger, der afgør, hvorvidt vi skal opnaa Guds Velbehag eller hans Uvilje.

I Virkeligheden er alle disse Udsagn rigtige. De fremstiller blot forskellige Sider af den samme store Sag, saadan som man ogsaa kan betragte et stort Bygningsværk saavel forfra som bagfra, fra Siderne og fra de forskellige Hjørner. Naar Apostlene ved forskellige Lejligheder anvendte de ovenstaaende Udtryk, behandlede de blot forskellige Dele af det samme Emne. Det er nu vort Maal at sammenholde alle disse for derved at se den fulde Sandhed angaaende Retfærdiggørelsen.

Først og fremmest bliver vi retfærdiggjort ved Guds Naade. Vor Skaber var ikke paa nogen som helst Maade forpligtet til at udfri os fra den retfærdige Straf, som han havde idømt os; det var udelukkende [117] af fri Naade, at han, da han forudsaa vort Fald, førend vi endnu blev skabt, i sin Medlidenhed med os før Verdens Grundlæggelse udtog det Lam, der skulde slagtes for at genløse os. Vi maa altsaa forstaa, at vor Forligelse med Faderen helt og fuldt skyldes hans Naade, hvilke Midler det saa end har behaget ham at benytte for at bringe den i Stand.

Dernæst bliver vi retfærdiggjort ved Kristi Blod, ved hans Genløsningsværk, ved hans Død. Skaberens Naade imod os blev nemlig aabenbaret ved, at han lod Jesus Kristus smage Døden for alle og saaledes lide Straffen for Adam. Ligesom Adams Fald i Overtrædelse blev til Fordømmelse for alle Mennesker, saaledes vil dette, at Kristus har taget Følgerne af dette Fald paa sig, til sidst udvirke, at hele Verdens Synd bliver slettet. Lad os gøre os dette klart, saa at vi kan se, at Guds Naade kun virker gennem denne ene Kanal. »Den, som har Sønnen, har Livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke Livet«, men er vedblivende under Dødsdommen. —   1 Joh. 5. 12.

For det tredje gælder det ligeledes, at Jesus Kristus blev oprejst fra Døden for vor Retfærdiggørelses Skyld; thi Guds Naade gik ud paa, at Kristus ikke blot skulde være Folkets Genløser, men at han desuden skulde velsigne og genoprette alle, sogn ønskede at vende tilbage til Harmoni med Faderen. Medens Jesu Død altsaa udgjorde den nødvendige og betydningsfulde Grundvold for vor Forligelse med Gud, kunde han dog aldrig være blevet den Kanal, hvorigennem vi fik Del i Velsignelsen og Genoprettelsen, hvis han var vedblevet at være død. Faderen, der tillod, at han døde som en Genløsningsbetaling for os, sørgede derfor ogsaa for, at han opstod fra de døde, saa at han i sin Tid kunde retfærdiggøre Menneskene, bringe dem tilbage til en retfærdig Tilstand i Harmoni med Gud.

For idet fjerde bliver vi (Menigheden) retfærdiggjort af  Tro i den Forstand, at Gud i denne Tidsalder ikke [118] lader nogen blive virkelig retfærdiggjort eller genoprettet, men blot tilregner os Retfærdiggørelsen og Genoprettelsen ved Tro. Kun de, der vil udvise Tro, kan blive delagtige i denne Guds tilregnede Naade. Imidlertid kan hverken vor Tro eller Vantro i ringeste Grad indvirke paa de Planer, Gud har lagt hos sig selv, og som han vil fuldende i sin Tid. Men vor Delagtighed i den Gunst, der bliver os tilbudt forud for Verden, er afhængig af vor Tro. I Løbet af Tusindaarsrigets Tidsalder vil Længden og Bredden i Guds Frelsesplan blive aabenbaret for alle. Guds Rige vil blive oprettet i Verden, og han, som genløste Menneskeslægten, og som har faaet Magt til at velsigne alle med Kundskab om Sandheden, vil da virkelig retfærdiggøre og genoprette alle dem, der vil modtage Guds Gunst paa de bestemte Vilkaar.

Det er ogsaa fuldt ud rigtigt at sige, at Troen er af væsentlig Betydning ved den fremadskridende Genoprettelse til virkelig Retfærdiggørelse; thi »uden Tro er det umuligt at behage Gud«. Genoprettelsens Velsignelser og Belønninger bliver kun uddelt paa Betingelse af, at der er Tro til Stede. Men den Tro, som da vil være nødvendig, for at Menneskene kan skride fremad i Genoprettelsen, vil være vidt forskellig fra den Tro, der nu fordres af dem, som »kaldes til at være hellige«, »Kristi Medarvinger«, »nye Skabninger«. Naar Guds Rige er blevet oprettet, naar Satan er bundet, og naar Herrens Kundskab fylder hele Jorden, vil alle kunne se, at Guds Forjættelser er gaaet i Opfyldelse. Og saaledes vil meget af det, der nu kun kan skelnes med Troens Øje, blive erkendt udfra Beskuelse eller virkelig Kundskab. Men Tro vil ikke desto mindre være nødvendig, for at Menneskene skal kunne skride fremad til Fuldkommenheden. Den virkelige Retfærdiggørelse ured Slutningen af Tusindaarstidsalderen vil kun kunne opnaas af dem, som vedvarende har udvist Tro og udøvet tilsvarende Gerninger. Skønt det hedder om [119] den Tid, at de døde vil blive dømt efter det, der er skrevet i Bøgerne, efter deres Gerninger, i Modsætning til denne Dom over Menigheden, der nu finder Sted efter Tro, vil deres Gerninger dog ikke kunne være uden Tro, ligesom vor Tro nu maa ledsages af saadanne Gerninger, som det er os muligt at udføre. Sammenhængen viser os klart, at Meningen med Apostelens Udsagn i Gal. 3, 8 om, at det er ved Tro, Gud retfærdiggør Hedningerne, er den, at den genoprettede Menneskeslægts Forligelse med Gud ikke bliver et Resultat af Lovpagten, men vil skyldes Guds Naade under den nye Pagts Vilkaar. Alle, som vil nyde Fordelene af denne Pagt, maa tro paa den, antage den og leve i Overensstemmelse med den. Forskellen mellem den nuværende og den fremtidige Retfærdiggørelse er da den, at de, der nu i Tiden lægger den rette Tro for Dagen, straks faar Samfundet med Faderen ved en tilregnet Retfærdiggørelse, medens de, der i den næste Tidsalder under de gunstigere Forhold udviser Tro og Lydighed, ikke faar nogen Retfærdiggørelse tilregnet, men derimod ved Afslutningen af Tusindaarsriget opnaar en virkelig Retfærdiggørelse og som Følge deraf Samfund med Gud. Indtil da vil Verden blive ledet og styret af den store Mellemmand, der klart vil vise den, hvad der er Guds Vilje, og som vil vejlede og genoprette alle de lydige, indtil de virkelig er retfærdiggjorte. Da vil han fremstille dem fejlfri for Faderen, naar han overgiver Riget til Gud. — 1 Kor. 15, 24.

Herren udsøger sig nu en særlig Skare til at udgøre den nye Skabning. Ingen bliver kaldet med denne himmelske Kaldelse, uden de først har faaet Kundskab om Guds Naade i Kristus og er blevet i Stand til at tro paa Guds Anordning, i Stand til ogsaa fuldt ud at stole paa det endelige Resultat af Guds storslaaede Plan, at deres Tro i saa Henseende kan virke omdannende paa deres nuværende Liv og faa dem til at regne de nærværende Interesser for Skarn og Tab i Sammenligning [120] med de himmelske. De, der nu i denne mørke Tid, hvor det ondes Herredømme synes at modsige Skaberens Visdom, Kærlighed og Magt, udviser en sand og oprigtig Tro, bliver af Gud regnet som om de levede i Tusindaarsrigets Tidsalder og var blevet genoprettet til menneskelig Fuldkommenhed. Denne Fuldkommenhed, som de ellers ved Guds Foranstaltninger lidt efter lidt vilde være naaet frem til, bliver dem tilregnet, for at de kan fremstille den som Offer — for at de kan bringe deres Legemer (der altsaa regnes for fuldkomne), deres Genoprettelsesprivilegier, deres jordiske. Forhaabninger og Interesser som et levende Offer til Gud, idet de ombytter disse Ting med de himmelske Forhaabninger og Forjættelser om Opnaaelsen af guddommelig Natur og Medarveret med Kristus, hvis de da som Bevis paa deres Oprigtighed lider med Kristus og virkelig regner de jordiske Interesser og den menneskelige Ære for Tab og Skarn.

For det femte maa de, der nu bliver retfærdiggjort af Tro, naturligvis ikke forsætligt fornægte Troen ved modstridende Gerninger. Vi bør vide, at skønt Gud i sin Naade handler med os ef ter vor Tro og ikke tilregner os vore Overtrædelser, men betragter dem som borttaget af Genløseren paa Golgatha — ikke tilregner os Overtrædelserne, ikke dømmer os efter Kødet og vore virkelige Gerninger, men efter Aanden, Viljen, Hensigten — saa venter han dog, at Kødet saa meget som muligt, saa langt som vi evner det, skal bringes til Underkastelse under det nye Sind og samarbejde med det i alt, hvad der er godt, efter som det har Lejlighed dertil. I denne Forstand og i denne Udstrækning har vore Gerninger at gøre med vor Retfærdiggørelse; de bliver et bekræftende Vidnesbyrd, der viser Oprigtigheden af vor Indvielse. Herren dømmer os alligevel ikke efter vore Gerninger, men efter vor Tro. Blev vi dømt efter vore Gerninger, vilde det vise sig, at vi alle »fattes Æren fra Gud«. Men naar de nye Skabninger [121] dømmes efter Hjerterne, efter Hensigterne, kan de bestaa indfor den guddommelige Maalestok som Følge af Guds naadefulde Anordning, der gaar und paa, at Kristi Offers Fortjeneste dækker over deres uforsætlige Fejltrin. Ganske sikkert kan ingen have noget at indvende imod, at Gud venter af os, at vi frembringer saadanne Retfærdighedsfrugter, som vi under de nuværende ufuldkomne Forhold kan frembringe. Mere end dette fordrer Gud heller ikke. Men vi kan ikke vente, at han vil antage og belønne mindre end det.

For at belyse den fælles Virkning af Retfærdiggørelsen ved Naade, ved Kristi Blod, ved hans Opstandelse og ved vor Tro samt det Forhold, vore Gerninger staar i hertil, vil vi benytte et Billede fra Sporvognsdriften. Elektricitetsværket, Kraftstationen, kan i nogen Grad tjene til at fremstille Kilden til vor Retfærdiggørelse, Guds Naade. Ledningen, hvorigennem Strømmen gaar, kan anvendes som et ufuldkomment. Billede paa vor Herre Jesus Kristus, der er Faderens Redskab til vor Retfærdiggørelse. Vognene kan fremstille de troende, og Stængerne, der presser mod Ledningen, kan belyse den Tro, vi maa lægge for Dagen. 1) Alt afhænger af den elektriske Strøm. 2) Det vigtigste er Ledningen, som fører Strømmen til os. 3) Uden Troens Arm, der staar i Berøring med og fatter om vor Herre Jesus, Retfærdiggørelsens Kanal, kan vi ikke modtage nogen Velsignelse. 4) Den Velsignelse, der bliver os til Del ved Berøringen med vor Herre Jesus, svarer til det Lys, som den elektriske Strøm frembringer i Vognen, og som tilkendegiver, at Kraften er til Stede og kan anvendes. 5) Vognstyreren og hans Haandsving kan fremstille den menneskelige Vilje, medens 6) Motoren kan være et Billede paa de Evner hos os, som paavirkes af den Kraft, der gennem Troen kommer til os. Alle disse 6 Ting maa virke i Forening, om vi skal gøre Fremskridt, og om vi skal gennemløbe Banen for til sidst at naa frem til 7) Endestationen, [122] i dette Billede svarer til vor Plads som nye Skabninger i Faderens Hus med de mange Boliger for Sønnerne af de forskellige Naturer.

Fortidens hellige og deres Forhold til Retfærdiggørelsen.

Apostlenes Udsagn viser os, at der fandtes hellige, længe før det dyrebare Blod var blevet udgydt til vor Retfærdiggørelse. Saadanne var Enok, Noa, Abraham, Jakob, David og mange andre hellige Profeter, der var retfærdiggjort ved Tro. Eftersom de nu ikke har kunnet tro paa det dyrebare Blod, hvilken Tro kan det da have været, som har retfærdiggjort dem? Vi svarer med Bibelens Ord: »De troede Gud, og det blev regnet dem til Retfærdighed [Retfærdiggørelse].« Gud aabenbarede ganske vist ikke for dem Filosofien i sin Plan, saaledes som han har aabenbaret den for os, for at vi skulde se, hvorledes han kunde være retfærdig og dog retfærdiggøre hver den, som tror paa Jesus. De er imidlertid ikke ansvarlige for, at de ikke troede paa, hvad der ikke var blevet dem aabenbaret. Men de troede, hvad Gud havde vist dem, og dette indbefattede alt, hvad vi nu ser, dog i en meget sammentrængt Form, ligesom et Agern i en vis Forstand kan siges at indeholde en hel Eg. Enok profeterede om Messias' Komme og om de Velsignelser, dette vilde medføre. (Jud. 14. 15.) Abraham troede Guds Forjættelse om, at hans Sæd i saa høj Grad vilde blive begunstiget af Gud, at alle Jordens Slægter gennem den vilde blive velsignet. Dette indbefattede Opstandelsen fra de døde, da mange af Jordens Slægter allerede den Gang var døde. Abraham troede, at Gud var i Stand til at oprejse de døde og viste det, ved at han, da han blev stillet paa Prøve, var villig til at ofre Isak, gennem hvem Forjættelsen skulde opfyldes. Han tænkte, at Gud var mægtig endog til at opvække fra de døde. Hvor klart og tydeligt Abraham og de øvrige saa, hvilke Metoder Gud vilde benytte for at oprette sit Rige paa Jorden og indføre [123] den evige Retfærdighed ved at retfærdiggøre saa mange, som vilde adlyde Messias, kan vi ikke vide med Sikkerhed; men vi har Jesu egne Ord for, at Abraham i det mindste med forunderlig Klarhed havde opfattet Guds Plan om den kommende Tusindaarsdag, og muligvis forstod han ogsaa i nogen Grad, hvilket Offer for Synden, Jesus maatte erlægge. »Abraham, eders Fader, frydede sig til at se min Dag, og han saa den og glædede sig.« — Joh. 8. 56.

Der er mange, som ikke klart kan se, hvilken Forskel der er mellem 1) den Retfærdiggørelse, der blev Abraham og andre af Fortidens hellige til Del, nemlig en Retfærdiggørelse til Samfund med Gud, endnu inden den virkelige Grundvold for et saadant Samfund var lagt ved Kristi Død, og 2) Retfærdiggørelsen til Liv, som finder Sted nu i Evangelietidsalderen. Der er imidlertid en udpræget Forskel mellem disse to Velsignelser, skønt de har dette til fælles, at de begge er betinget af Tro. Alle Mennesker var med Rette blevet underkastet Dødsdommen, hvorfor ingen kunde anses for fritaget fra denne Dom, retfærdiggjort til Liv (Rom. 5, 18), før efter at Genløseren havde erlagt det store Offer for Synder. Apostelen hævder ogsaa, at dette var nødvendigt først, for at Gud kunde være retfærdig i denne Sag. (Rom. 3, 26.) Men da Retfærdigheden forudsaa, at Genløsningsplanen vilde blive udført, kunde den ikke modsætte sig, at dette paa Forhaand som et Bevis paa Guds Gunst blev forkyndt dem, der besad den fornødne Tro, hvorved disse blev retfærdiggjort og kom i Samfund med Gud.

Apostelen siger, at Retfærdiggørelsen til Liv er Guds Foranstaltning i Kristus, og at den til sidst skal blive alle Mennesker til Del. Det eer denne Retfærdiggørelse, som nu ved Tro forud tilregnes alle dem, der kaldes til at udgøre den nye Skabning. De oplever en Retfærdiggørelse, som ikke blot bringer dem i Samfund med Gud og gør dem til hans Venner, saa han ikke længere[124] betragter dem som fremmede og Fjender, men som ogsaa gør det muligt for dem ved den samme Tro at opnaa de Genoprettelses- privilegier, som er tilsikret dem ved Genløserens Offer, hvorved de bliver i Stand til at opofre disse jordiske Livsrettigheder som Underpræster under deres Bekendelses Ypperstepræst, Kristus Jesus.

Skønt Fortidens hellige nok kunde komme i Harmoni med Gud ved Tro paa Fuldbyrdelsen af en Plan, som ikke var fuldt ud aabenbaret for dem, ja, hvis Udførelse end ikke var paabegyndt, synes det dog at være umuligt for den guddommelige Retfærdighed at gaa længere end hertil, førend der havde fundet en virkelig Soning for Synden Sted ved Kristi Offer. Herom siger Apostelen: »Gud havde forud udset noget bedre for os [Menigheden, den nye Skabning], for at de [Fortidens hellige] ikke skulde fuldkommes uden os.«  (Heb. 11, 40.) Dette stemmer overens med, hvad Jesus sagde om Johannes Døberen, at der ikke var fremstaaet nogen større Profet end han. Men da han døde, førend Soningsofret virkelig var blevet bragt, vilde den mindste i den himmelske Skares, den nye Skabnings, Rige dog være større end han, idet en saadan vilde være retfærdiggjort til Liv og kaldet til at lide og regere med Kristus. — Matt. 11, 11.

Vi har allerede paavist, at Kristus og den herliggjorte Menighed i Løbet af Tusindaarets Tidsalder vil retfærdiggøre (genoprette) Verden, ikke med en Retfærdiggørelse ved Tro, en tilregnet Retfærdiggørelse, som vi nu har faaet den, men med en virkelig Retfærdiggørelse — ved Gerninger i den Forstand, at skønt Troen ogsaa her bliver nødvendig, vil Menneskene dog til sidst blive prøvet og dømt »efter deres Gerninger«. (Aab. 20, 12; Matt. 25, 31-46.) De nye Skabninger vandrer i Tro, ikke i Beskuelse. Deres Tro bliver sat paa Prøve, og de maa holde ud, som om de saa den usynlige. De maa tro paa noget, der, hvad ydre Beviser angaar, tager [125] sig usandsynligt og ubegribeligt ind for det naturlige  Sind. Denne Tro staar i Forbindelse nied vore ufuldkomne Gerninger, men det, der mangler i disse, udfyldes af Jesu fuldkomne Værk for os. Vor Tro er Gud velbehagelig, idet han tager i Betragtning, at vi, skønt vi lever under ufuldkomne Forhold, dog efter bedste Evne stræber at behage Herren og tilegne os saa meget af Kristi Aand, at vi med Glæde kan udholde Lidelser for Retfærdighedens Skyld. Dette betragter Gud som Bevis paa, at vi under gunstigere Omstændigheder vilde elske Retfærdighedens Principper endnu mere. Naar engang Herrens Kundskab skal fylde hele Jorden, naar det Mørke, der nu omgiver Herrens trofaste, er forsvundet, naar Retfærdighedens herlige Sol omsider har fyldt Verden med Sandhed, med den rette Forstaaelse af Gud, hans Karakter og hans Plan, naar Menneskene engang kommer til at se Beviserne paa Guds Yndest og paa Forligelsen i Kristus deri, at alle de, der søger Harmoni med ham, bliver højnet mere og mere, naar Menneskenes Genoprettelse i legemlig, aandelig og moralsk Henseende træder klart for Dagen, da vil nødvendigvis den blinde Tro, som nu fordres af os, blive afløst af en anden Art Tro. Menneskene vil ikke længere behøve at se »i et Spejl, i en Gaade«, det vil ikke længere være nødvendigt, at Troens Øje anstrænger sig for at se Beviserne paa alt det herlige, som Gud har i Beredskab for dem, som elsker ham; thi dette herlige vil da mere eller mindre klart blive opfattet af alle Mennesker. Jordens Indbyggere vil fremdeles behøve at tro paa Gud. Men der er en stor Forskel mellem Tro paa det, der kan opfattes af de naturlige Sanser, og den Tro, der nu fordres af den nye Skabning, idet disse maa tro paa, hvad de ikke kan se. Den Tro, som Gud i Evangeliets Tidsalder søger hos sit Folk, er dyrebar i hans Øjne. Den kendetegner en særlig, lille Skare, og Gud har udsat en stor Belønning for at udvise den. Naar Tusindaarsriget er [126] blevet oprettet, vil det være umuligt at tvivle om de da foreliggende aabenbare Kendsgerninger, hvorfor det heller ikke længere vil være paa sin Plads at udlove en særlig Belønning for dem, som under saadanne Forhold ikke tvivler.

Skønt Herrens Kundskab vil komme til at fylde hele Jorden, saa det ikke længere vil være nødvendigt at sige til sin Næste: Kend Herren, vil Menneskene dog blive stillet paa en anden Prøve, ikke med Hensyn til deres Tro, men med Hensyn til deres Gerninger, deres Lydighed. »Det skal ske, hver Sjæl, som ikke hører [adlyder] den Profet, skal udryddes af Folket.« (Ap. G. 3, 23.) Nu i Tiden, medens Guds Plan og Opfyldelsen af den kun uklart bliver forstaaet, medens Synden hersker, og Satan er denne Verdens Fyrste, har Gud,udsat en Belønning for Troen, idet det hedder: »Det ske eder efter eders Tro« (Matt. 9, 29), og atter: »Dette er den Sejr, som har overvundet Verden, vor Tro.« (I Joh. 5, 4.) Men om Verdens Prøve eller Dom i Løbet af den tusindaarige Domsdag læser vi, at alle da vil blive dømt efter deres Gerninger, skønt disse maa. ledsages af Tro. Det er Gerningerne, der skal afgøre, hvorvidt de ved Tusindaarets Afslutning vil blive godkendt eller forkastet. — Aab. 20, 12.

Retfærdiggørelsen betegner fuld Forligelse mellem Synderen og Skaberen. Vi læser ingen Steder, at det er nødvendigt for Synderen at blive retfærdiggjort indfor Kristus. Derimod hedder det, at han ved Kristi Fortjeneste maa retfærdiggøres indfor Faderen. Lad os undersøge dette Punkt nøjere, da det maaske kan hjælpe os til bedre at forstaa hele Spørgsmaalet. Skaberen staar som Repræsentant for sin egen Lov. Under denne stillede han i Begyndelsen Adam og hans Slægt, idet han erklærede, at saa længe de var lydige, vilde de eje hans Yndest og Velsignelse samt det evige Liv, men at de vilde forspilde disse Gunstbevisninger, om de blev ulydige. Dette maa vi holde fast ved. Inden [127] Menneskene kan opnaa Samfund med Gud og komme til at nyde godt af hans velsignede Gave, det evige Liv, maa de paa en eller anden Maade komme tilbage til fuld Overensstemmelse med Skaberen, tilbage til en Fuldkommenhed, hvori de kan bestaa indfor Guds ransagende Lys paa en fuld Lydighedsprøve. Verden laa efter Syndefaldet saa at sige udenfor den Almægtiges Rækkevidde. Med Hensigt havde han indrettet sine Love saaledes, at Menneskene ikke kunde blive hjulpet af Retfærdigheden, men at den Plan, vi nu ser aabenbaret, blev nødvendiggjort — Genløsning og Retfærdiggørelse eller Genoprettelse til Fuldkommenhed af de lydige og villige, idet Frelseren, indtil dette var opnaaet, vilde staa som deres Mellemmand.

Skønt Mellemmanden var fuldkommen, havde han dog ingen Lov at fordre respekteret. Han havde ikke udtalt nogen Dom over Adam og hans Slægt, der kunde hindre ham i at tage sig af dem og have Barmhjertighed med deres Ufuldkommenheder. Tværtimod ser vi, at han købte Verden i dens syndige og ufuldkomne Tilstand, skønt han var fuldt vidende om dens daarlige Forfatning. Han antager sig Menneskene, saaledes som han finder dem, og vil i Tusindaarsrigets Tidsalder behandle alle efter deres Tarv. Han vil have Overbærenhed med de svage, men stille større Fordringer til de stærkere. Saaledes vil han tillempe Rigets Love efter de forskellige Skrøbeligheder og Svagheder, der forefindes hos Undersaatterne; thi »Faderen har givet Sønnen hele Dommen«. (Joh. 5, 22.) Sønnen vil da vise Menneskene, hvad Guds Lov fordrer af dem, saa de kan vide, hvad de til sidst maa opnaa for at være retfærdige og velbehagelige i Faderens Øjne ved Tusindaarsrigets Afslutning. Men han søger ikke at gennemtvinge dette Fuldkommenhedsmaal i den Forstand, at de, der ikke straks naar op til det, bliver regnet for Overtrædere, der trænger til ny Naade for at skjule hver eneste uforsætlig Fejl. Hele denne Forsoning [128] for Overtrædere af Guds fuldkomne Lov vil være udført, inden han overhovedet tager Regeringstøjlerne i sin Haand.

Kristus har allerede ved sit Offer betalt den fulde Købesum. Han har allerede anvendt en Del af denne sin Fortjeneste for Troens egne og ved Afslutningen af Evangelietidsalderen, vil han anvende Resten af Syndofrets Fortjeneste for »hele Folket«, for hele Menneskeslægten. I Forsoningsdagens Forbillede har Gud vist os, at Ofret vil blive antaget, og at Kristus og hans Menighed som Følge af denne Antagelse da vil overtage Styret i Verden under, hvad man kunde kalde et Krigsdiktatur eller et Despoti, der paa Grund af de herskende Omstændigheder tilsidesætter almindelig gældende Love og i Stedet for anvender Regler, der er afpasset efter den revolutionære og anarkistiske Tilstand, Verden ved Synden er sunket ned i, men ikke er afpasset efter den fuldkomne Tilstand, saaledes som Lovene i Jehovas Rige er det. Denne nødvendige Enevoldsregering, i hvilken Kongen desuden er øverste Dommer og Præst, vil, som vi har set, bibringe Verden en Retfærdiggørelse, der ikke er tilregnet, men virkelig, med Gerninger som Maalestok, dog støttet af Tro. Denne virkelige Retfærdiggørelse vil ikke blive opnaaet, før i Slutningen af Tusindaars- riget som et Resultat af det nye Styre.

Retfærdiggørelsen ved Tro i den indeværende Tidsalder har til Formaal at gøre det muligt for nogle faa, hvem Gud har bestemt at kalde til sin særlige Tjeneste, at opnaa Delagtighed i Abrahamspagten som Forjættelsens Børn, der ofrer med Jesus og derfor ogsaa skal arve med ham. Selv med disse kan Gud ikke indgaa nogen direkte Pagt. Efter at de er blevet retfærdiggjort ved Tro paa Frelserens Fortjeneste, bliver de alligevel behandlet som udygtige. Det bliver dem meddelt, at de kun er antagelige i den elskede, i Kristus, og [129] at deres Pagt om Offer vilde være værdiløs, om han ikke var gaaet i Borgen for dem.

Bibelen viser os klart, at det eneste Formaal med Evangelietidsalderen er at udtage iblandt Menneskene et ringe Antal til at blive Medlemmer af den nye Skabning, og at Hensigten med Retfærdiggørelsen ved Tro er at give de troende en Stilling indfor Gud, hvori de kan paatage sig de Pagtsforpligtelser, som maa opfyldes af dem, der er Prøvemedlemmer af den nye Skabning. Som allerede nævnt er Selvopofrelse Betingelsen for at blive antaget i den nye Skabning. Da Gud ikke kan modtage som Offer noget, der nar Fejl eller Mangler, kan vi som Medlemmer af den fordærvede og fordømte Slægt ikke blive antaget af ham, før vi er blevet regnet for retfærdiggjorte fra al Synd, saa at vi, søm Apostelen udtrykker det, kan »fremstille vore Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer« — hvilket er vor »fornuftige Gudsdyrkelse«. — Rom. 12, 1.

Hvad skal vi med dette for Øje tænke om dem, der kommer til Tro paa Gud, og derved bliver retfærdiggjort, men som, naar de ser, at Herrens Vej leder til Selvopofrelse og Selvfornægtelse, trækker sig tilbage, fordi de ikke vil gaa gennem den trange Port og vandre ad den snævre Vej til Døden? Er Gud vred paa dem? Nej, vi maa antage, at de i samme Udstrækning, som de fulgte Retfærdighedens Veje, var velbehagelige i Guds Øjne. At de virkelig bliver velsignet, viser Apostelen os klart, naar han siger: »Altsaa retfærdiggjort af Tro har vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.« En saadan Fred forudsætter i det mindste noget Kendskab til Guds Plan om engang i Fremtiden at udslette de troendes Synder. (Ap. G. 3, 19.) Den indbefatter ogsaa nogen Overensstemmelse med Retfærdighedens Principper; thi den retfærdiggørende Tro virker altid forbedrende. Vi glæder os med alle [130] dem, der er kommet saa langt. Vi glæder os over, at de har opnaaet denne Fordel fremfor det store Flertal af Menneskene, hvem denne Verdens Gud saa grundigt har forblindet, at de ikke for nærværende kan se eller fatte Guds Naade i Kristus, og vi formaner dem til at blive i Guds Gunst ved at skride frem til fuld Lydighed.

Om ikke forgæves at  have modtaget Guds Naade.

Hvor meget vi end glæder os med saadanne, og hvor stor Fred og Glæde der end bliver dem til Del, som kommer til at tro og søger at vandre ad Retfærdighedens Vej, men undgaar den snævre Offervej, maa vi alligevel for at være oprigtige, sige til dem, at de »forgæves har modtaget Guds Naade«. (2 Kor. 6, 1.) Thi den Guds Naade, som de har modtaget med og i Retfærdiggørelsen, skulde blot være et Trappetrin opad til de endnu større Rettigheder og Velsignelser, som hører med til Kaldet herovenfra til at være nye Skabninger. Guds Naade bliver modtaget forgæves af dem, fordi de ikke benytter sig af den herlige Anledning, der aldrig tidligere har staaet aaben for nogen, og, saa vidt Skriften viser os, heller ikke senere vil blive tilbudt nogen. De modtager nu Guds Naade forgæves, fordi den Lejlighed til Genoprettelse, som de vil faa i den kommende Tidsalder, bliver fælles for hele den genløste Slægt. Guds Naade imod dem i den indeværende Tid bestaar i, at de forud for Verden er blevet bekendt med hans Godhed, og dette er sket med det for Øje, at de ved Retfærdiggørelse skulde kunne opnaa det, hvortil de er kaldet, blive delagtig i den herlige Sejrsløn, som skal gives Kristi udvalgte Legeme, det kongelige Præsteskab.

Naar vi kaster Blikket ud over den saakaldte kristne Verden, ser vi klart, at det store Flertal af de troende, selv om de er oprigtige, aldrig er naaet videre end til dette forberedende Skridt, Retfærdiggørelsen. De har smagt, at Herren er god, og dette har været dem nok. [131] Imidlertid burde denne Forsmag have fremkaldt hos dem en endnu større Hunger og Tørst efter Retfærdighed, efter Sandhed, efter mere Kundskab om Guds Karakter og Plan, efter større Vækst i Naade og Kærlighed, efter at opnaa en bedre Forstaaelse af Guds Vilje. Alt dette vil vi betragte i det næste Afsuit