STUDIER I SKRIFTEN

BIND II.

Tiden er nær

  KAPITEL 2

BIBELENS TIDSREGNING.

Tidsregning nødvendig for Profetiernes Forstaaelse. — Uundværlige Tidsangivelser findes i Bibelen. — Fra Adams Skabelse til 1873 e. K. var der 6000 Aar. — En Fremstilling af Bibelens Tidsregning i store Tidsrum. — Indgaaende Undersøgelser af den. — Fra Skabelsen til den Dag, Flodens Vande var borttørret. — Til Abrahamspagten. — Til Loven blev givet. — Til Delingen uf Kanaan mellem Stammerne. — Dommertiden — Kongetiden. — Det Tidsrum, hvori Landet henlaa øde. — Til 1873 e. K. — Hvori Forskellen mellem denne og Biskop Ushers Tidsregning bestaar. — Det rigtige Aarstal for Herrens Fødsel.

I DETTE Kapitel fremstiller vi det bibelske Bevis for, at 6000 Aar fra Adams Skabelse udløb i 1872 e. K., og at vi følgelig siden 1872 e. K. befinder os i det syvende Aartusinde eller Millenniet, hvis første Del, »Herrens Dag«, »Trængselens Dag«, skal være Vidne til Omstyrtelsen af denne Verdens Riger og Oprettelsen af Guds Rige under hele Himmelen.

Tidsregning er nødvendig som et Grundlag for Undersøgelsen af de profetiske Tidsrum. Vi maa allerførst komme paa det rene med, hvor vi er paa Tidens Strøm, og for at kunne dette maa vi have paalidelige Udgangspunkter for vor Beregning; følgelig tager vi Tidsregningsspørgsmaalet op som det første i Rækken. Og en fuldstændig Tidsregning i Forbindelse med Menneskeslægtens. Historie maa nødvendigvis begynde med Menneskets Skabelse.

Længden af den Tidsperiode, som er hengaaet siden Menneskets Skabelse, bliver forskellig anslaaet. Blandt dem, som godkender Bibelens Beretninger, kan der kun være liden Meningsforskel; men blandt dem, som forkaster [32]  disse, er Meningerne overordentlig delte. Nogle antager, at det nævnte Tidsrum spænder over henved ti Tusinde Aar, medens andre taler om hundrede Tusinder af Aar. Disse Gisninger bygges paa Kendsgerninger, der kun yder ringe Støtte for saadanne vidtgaaende og dumdristige Slutninger. At der er fundet Pileodder af Flint i Schweiz' og Irlands Tørvemoser i en betydelig Dybde under Overfladen, tages f. Eks. som Bevis paa, at de Jordlag, hvori de fandtes, en Gang var Overflade, og at Tørvelagene lidt efter lidter vokset op omkring og over dem. Den til en saadan Tilvækst nødvendige Tid udregnes saa ud fra den nu meget ringe Tilvækst, som finder Sted i Løbet af 100 Aar. Om disse Forudsætninger var rigtige, vilde det naturligvis bevise, at der levede Mennesker hundrede Tusinder af Aar tilbage. Men andre Geologer vil hævde, og det med god Grund, at disse Tørvemoser en Gang var saa bløde, at en Pileod af Flint lidt efter lidt kunde synke meget dybt i Løbet af nogle faa Aarhundreder.

Vi nævner et andet Tilfælde: »Ved Undersøgelser af Nildalens dyndede Jordbund opdagede man to brændte Mursten, den ene i en Dybde af 80, den af af 96 Fod. Om vi anslaar Tykkelsen af det af Floden dannede Lag til at være 8 Tommer hvert Aarhundrede, maa vi tillægge den første af disse Mursten en Alder af 12,000 og den anden 14,000 Aar. Ved Hjælp af tilsvarende Overslag formoder Burmeister [en bekendt Geolog], at der er hengaaet 72,000 Aar siden Menneskets første Fremtræden paa Ægyptens Grund; og Draper [en anden bekendt Geolog] mener, at det europæiske Menneske, som var Vidne til den sidste Isperiode, levede for over 250,000 Aar tilbage.«*)

*) Prof. N. Joley i »Man before Metals«, Side 183,

Naturligvis, »om vi anslaar« paa samme Maade som disse store Mænd, vil vi naa til samme store Slutninger. Men nogle af os er uvidenskabelige nok til at spørge, [33] om det ikke er mere end sandsynligt, at Nilflodens Dyndaflejringer har været meget uregelmæssige ligesom andre Floders, der undertiden skifter Leje og bortskyller deres Bredder paa forunderlig Vis ved en eneste Oversvømmelse. Desuden husker vi Vandfloden paa Noas Tid, der ikke alene særskilt omtales i Bibelen, men ogsaa er opbevaret i de hedenske Folks ældste Overleveringer, og vi kan ikke lade være at spekulere over, hvor meget Dynd og hvor mange Aflejringer den vel efterlod sig ud over de 8 Tommer hvert Aarhundrede. Vi kan tillige ikke rigtigt forstaa, hvorfor det ikke er opkommet i disse store Mænds Tanker, som det naturligt gør hos nogle, der ikke er for store, at et Par Mursten, henkastede i den »dyndede Jordbund« paa en Tid; da denne stod under Vand og var meget blød, vilde synke temmelig dybt paa Grund af deres egen Vægt, idet de jo var saa meget tættere end den dyndede Jordbund. Med Hensyn til Forskellen i Dybden mellem de to Stenes Leje vilde det for en uvidenskabelig Person synes meget rimeligere at formode, at den ene faldt paa Kanten eller paa Enden i Dyndet, hvorimod den anden faldt paa den flade Side og derfor sank langsommere, end at tænke sig, at Mennesker, hvis Levetid var adskilt ved 2000 Aars Mellemrum, skulde have lavet to Mursten nøjagtig ens.

Det er ikke mange Aar siden, at et Menneskeskelet blev fundet i et af Mississippiflodens tidligere Lejer, og nogle Geologer begyndte at beregne, hvor mange Tusind Aar de adskillige Fod Mudder, Dynd og andet, der laa over Skelettet, vel kunde angive, idet de indbildte sig, at de her havde et meget værdifuldt Eksemplar af et forhistorisk Menneske. Men senere fandt man flere Fod under Skelettet Stykker af en flad Baad af den Slags, som var i Brug paa Mississippi­floden for mindre end 50 Aar siden. Dette kuldkastede aldeles Udregningerne og befriede derved Menneskeheden [34] for »et nyt Bevis« paa, at Verden er hundrede Tusinder af Aar ældre, end Bibelen lærer.

Idet vi vender os bort fra visse Geologers uoverensstemmende og helt upaalidelige Gisninger med Hen­syn til Kronologien, henvender vi os til Menneskehedens Historie for at søge Oplysninger. Og hvad finder vi her? — De ældste Hedningefolks Historie kan ikke engang klart og tydeligt føres 3000 Aar tilbage. Bag den Tid er alt mørk og usikker, sagnagtig, fabelagtig og utroværdig Overlevering. Romernes Historie strækker sig ikke saa langt tilbage, da det endnu ikke er 2700 Aar siden Rom blev grundlagt, og desuden er dets første Aarhundreders Historie indhyllet i usikre Overleveringer. 3000 Aar tilbage i den babyloniske, syriske og ægyptiske Historie bringer os til et Tidsrum, hvor Optegnelserne er brudstykkeagtige og meget uklare. I Kinas Historie bringer det os til Tchou-Dynastiet, med hvilket den kinesiske Historie »begynder at blive mere troværdig«. I Grækenland, der har været bekendt for dets Lærdom i de sidste 3000 Aar, og hvor vi fremfor hos alle andre Folkeslag skulde vente at finde en nøjagtig Historie­skrivning, — hvad finder vi der? Vi finder Aarstallene nøjagtige for de sidste 2600 Aars Vedkom­mende, men ikke længere tilbage. Bag den Tid kommer vi til, hvad der er kendt som Grækenlands »fabelagtige, sagnagtige eller forhistoriske Tidsalder«. Den eneste fornuftige og sammenhængende Redegørelse for de første 3000 Aar af Menneskets Tilværelse paa Jorden findes i Bibelen, og denne Kendsgerning staar unægtelig i Samklang med dens Paastand om at være af guddommelig Oprindelse og staa under Guds særlige Beskyttelse.

Som det forholder sig med Historien, saaledes ogsaa med Tidsangivelserne. Foruden Bibelen har Verden intet Middel, hvorved den kan forfølge sin Tidsregning længere tilbage end til 776 f. K. Med Hensyn [35] til dette Spørgsmaal vil vi citere Prof. Fisher, Lærer ved Yale-Universitetet. Han siger:

»En nøjagtig Maade fastslaa Aarstal paa naaede man kun langsomt til. Opfindelsen af et Udgangspunkt for Aarsregningen var uundværlig i dette Øjemed. Det første bestemte Tidsbegyndelsespunkt blev fastslaaet i Babylon — Nabonassars Æra fra Aar 747 f. K. Grækerne daterede [fra omkring 300 f. K.] alle Begivenheder fra den først om­talte Sejr i de olympiske Lege, 776 f. K. Disse Lege indtraf hvert fjerde Aar. Enhver Olympiade var saaledes et Tidsrum paa fire Aar. Romernes Udgangspunkt var Roms Grundlæggelse, 753 f. K., skønt de først begyndte deres Tidsregning nogle Hundrede Aar efter denne Begivenhed.«

Som yderligere Bevis paa, at de mange saakaldte historiske Optegnelser om den fjerne Hedenold i den Grad vrimler af Ting, der er grebet ud af Luften, og af sagnagtige Overleveringer, at de gøres værdiløse for Tidsregningen og bliver helt uværdige til at komme i Betragtning, citerer vi det følgende fra »American Cyclopædia«, Artiklen om »Kronologi«:

»Oldtidsfolkenes Historie gaar med Undtagelse af Hebræernes tilbage til sagnagtige Tidsrum af Tusinder eller Millioner af Aar, og selv efter at Optegnelserne er begyndt at antage et historisk Udseende, er Uoverensstemmelserne dog meget store.... De assyriske, babyloniske og ægyptiske Indskrifter er affattet paa uddøde Sprog og skrevet med længst forglemte Bogstavtegn.... Græske og romerske Aarstal har gerne god Hjemmel for sig tilbage til henholdsvis den første Olympiade 776 f. K. og Oprettelsen af Konsulatet 510 f. K. Før den Tid hviler de væsentligst paa Overleveringer og Legender. Herodots Beretninger er kun værdifulde med Hensyn til Begivenheder fra hans egen Tid, omkring 450 f. K., og et eller to af de foregaaende Aarhundreder.«

Clinton siger i sit Værk (Grecian Chronology, Side 283):

»Den i de hebraiske Skrifter indeholdte Historie frembyder en mærkværdig og tiltalende Modsætning til Grækernes tidligste Meddelelser. I de sidstnævnte kan vi med Vanskelighed efterspore nogle faa uklare Kendsgerninger, der er opbevaret for os af Digterne, som med alle Digtekunstens og Fabelens Udsmykninger gav videre, hvad de havde mod taget [36] gennem den mundtlige Overlevering. I det hebraiske Folks Aarbøger har vi troværdige Beretninger, skrevne af Mænd, som levede samtidigt med Begivenhederne og blev vejledet og inspireret af Gud. Hvad de har overgivet os, er derfor stadfæstet paa to forskellige Maader. Ved guddommelig Inspiration blev de sat i Stand til at optegne Kendsgerninger, hvorom de som blot menneskelige Vidner kunde have afgivet gyldige Vidnesbyrd.«

Bibelen, vor af Gud tilvejebragte historiske Beretning om de første 3000 Aar, er det eneste Værk i Verden, der — ved at begynde med Adam, det første i Historien, i Indskrifter eller paa Mindesmærker omtalte Meneske, hvis Navn, Skabelsestid og Død er optegnet, og hvis Efterkommere kan forfølges med Hensyn til Navn, i paa hinanden følgende Led i næsten 4000 Aar — giver os en klar, sammenhængende historisk Beretning ned til et Tidspunkt, hvor Verdens­historien har sikker Hjemmel. Som vi skal faa at se, strækker den bibelske Beretning sig til Kyrus' første Regeringsaar, 536 f. K., et vel grundet og almindeligt antaget Aarstal. Der forsvinder den bibelske Tidsregnings Traad — paa et Punkt, hvor Verdenshistorien er paalidelig. Gud har saaledes skaffet sine Børn en klar og sammenhængende Tidsregning ned til den nærværende Tid. Ved sine Profetier udfylder Bibelen endogsaa Historien frem til Fuldendelsen af »alle Tings Genoprettelse« ved Enden af det syvende Aartusinde, hvor den evige Saligheds nye Tid vil tage sin Begyndelse. Bibelen er derfor det eneste Skrift i Verden, der frembyder et Overblik over Menneskets Historie som et Hele. Den fører os fra første Mosebogs tabte Paradis til Aabenbaringsbogens genoprettede Paradis, forfølgende Menneskehedens Bane ind i Evigheden. Taget i Sammenhæng afgiver Bibelens Historie og Profetier et Rundskue over Verdensbegivenhederne fra Menneskets Skabelse og Fald til dets Forligelse og Oprejsning. Bibelen er derfor al Histories Kort. Uden den vilde, som der med Sandhed er blevet sagt, [37] Historien være »lig Floder, der strømmer ud fra ukendte Kilder til ukendte Have«. Men under dens Vejledning kan vi forfølge disse Floder op til deres Udspring og se deres herlige Udmunding i Evighedens Ocean.

Derfor kan vi kun i Bibelen vente at finde en sammenhængende Historie, hvorved vi paa rette Maade kan samle og harmonisere de afbrudte og uregelmæssige Tidsrum, som den menneskelige Histories Optegnelser ved første Øjekast fremviser for os, og tillige faa dem til at stemme overens med Naturens Perioder.

Naar vi til at begynde med stiller det Spørgsmaal: »Hvor længe er det siden Mennesket blev skabt?« bør vi have og har virkelig Tillid til, at han, som gav os Profetierne og sagde, at de i Endens Tid skulde blive forstaaet, i sit Ord har skaffet de nødvendige Oplysninger til Veje for at sætte os i Stand til nøjagtigt at anbringe disse Profetier paa deres rette Plads. Imidlertid vil man blive skuffet, om man venter at finde disse Ting saa tydeligt ùdtalt, at de er aabenbare for den rent overfladiske Læser eller den uoprigtige Tvivler. Guds Tider og Stunder er meddelt paa en saadan Maade, at de paa denne Tid kun vil blive aabenbaret for dem, som ved Kendskab til Gud er i Stand til at erkende hans ejendommelige Fremgangsmaader. Beviserne gives, »for at Guds-Mennesket maa vorde fuldkomment dygtiggjort«. (2 Tim. 3, 17.) Disse ved godt, at paa alle de Stier, ad hvilke deres Fader leder dem, maa de vandre i Tro og ikke i Beskuelse. For alle dem, som er beredt til at vandre saaledes, venter vi at være i Stand til for hvert Trin at paapege sikre Udsagn i Guds Ord — en fast Grundvold for en fornuftig Tro.

Vi vil ikke her diskutere Værdien af henholdsvis den græske og hebraiske Udgave af det gamle Testamente, deres Uoverensstemmelser i Tidsspørgsmaal og andet; men vi haaber, at det vil være tilstrækkeligt at [38] paapege, at den førstnævnte (Septuaginta) var en Oversættelse til det græske Sprog, som blev foretaget af Ægyptere, hvorimod den sidstnævnte er den hebraiske Grundtekst. Disse Kendsgerninger taget i Forbindelse med den næsten overtroiske Ærefrygt, hvormed Hebræerne vaagede over det mindste Bogstav og hver Tøddel af hine hellige Skrifter, er stærke Beviser for den hebraiske Udgaves Paalidelighed. Den godkendes almindeligt af de lærde, og i dette Bind følger vi dens Tidsangivelser m. m.

Her fremstiller vi Beviset for, at der fra Adams Skabelse til 1873 e. K. var 6000 Aar. Og skønt Bibelen ikke indeholder noget direkte Udsagn om, at det syvende Aartusinde vil blive Tiden for Kristi Regering, den store Genoprettelses-Sabbat, er dog denne ærværdige Overlevering ikke uden en rimelig Grundvold. Den til Israel, det forbilledlige Folk, givne Lov, som bestemte, at seks Dages Arbejde og Møje skulde efterfølges af een Dags Vederkvægelse og Hvile fra deres egne Gerninger, synes paa en passende Maade at illustrere de 6000 Aar, hvori al Skabningen arbejder og sukker under Syndens og Dødens Trældom (Rom. 2, 22) i en forgæves Bestræbelse for at frigøre sig selv, og den vidunderlige Tusindaarsdag, da de arbejdende og besværede kan komme til Kristus Jesus, deres Sjæles Hyrde og Tilsynsmand, og ved ham finde Hvile, Vederkvægelse og Genoprettelse — den Tid, da de for hans dyrebare Blods Skyld kan finde Omvendelse og Syndstilgivelse. Paa den forbilledlige syvende Dag spurgte Herren det vanføre Menneske: »Vil du blive rask?« Og som Svar paa dennes Tro og Lydighed gav han ham Kraft til at tage sin Seng og gaa. (Se Joh. 5, 6-9; Matt. 12, 10. 13; Joh. 7, 23; Luk. 13, 11-16; 14, 1-5.) Saaledes vil der paa den modbilledlige Sabbat, Tusindaarsdagen, blive vidnet for al Verden, at hver den, som vil, kan faa evigt Liv og Helbred ved at vandre Troens og Lydighedens Vej.

[39] Vi maa ikke overse den allerede omtalte Omstændighed (Bind I, Kap. 8), at Udtrykket »Dag« er ube­stemt og blot betegner en vis Tidslængde, enten saa denne er kortere eller længere. Apostelen Peter hentydede til, at Verdenshistoriens syvende Aartusinde vilde blive den syvende Dag efter Guds Regnemaade, da han sagde: »Dette ene bør ikke undgaa eder, I elskede, at een Dag er for Herren som tusinde Aar og tusinde Aar som een Dag.... Men Herrens Dag skal komme« o. s. v. — 2 Pet. 3, 8. 10.

Hvis derfor det syvende Aartusinde af Jordens Historie er et Tidsrum, der udmærker sig ved at være Kristi Regeringstid, saa vil vi bevise, at vi allerede befinder os i denne, naar vi viser, at dette Tidsrum begyndte i 1873 e. K. Dette minder os om, hvad vi allerede har fremhævet i det forrige Bind, at Skriften tilkendegiver, at Tusindaarsrigets eller Herrens Dags aarle Morgenstund vil blive mørk og stormfuld og rig paa Trængsel over Verden og Navnkirken, skønt allerede dens tidligste Lysskær vil blive til Trøst og Vederkvægelse for de hellige, som finder Opmuntring og Fred i det for dem i Evangeliet fremsatte Haab, der som et Anker naar ud over Trængselstiden og fæster sig ved de dyrebare Løfter om Tusindaarsrigets Solopgang og Herlighed. De ser hinsides Trængselen den herlige Regering og den forjættede Velsignelse.

Den almindelige Tilstand i Verden i vor Tid og den siden 1873 rask fremadskridende Udvikling af Socialis­me, Nihilisme og Kommunisme, der aabenlyst vedkender sig det Formaal. at omstyrte de herskende Øvrig­heder og fordele Verdens Rigdom, er visselig ikke i Uoverensstemmelse med, hvad vi kunde vente, hvor meget end disse Omvæltninger i nogle Henseender afskyes af dem, der elsker Lov og Orden. Kun de, som ser, at den kommende Regeringsløshed og Trængsel er de Midler, Gud vil benytte for at faa oprettet en fuldkommen Lov og Orden og en varig Fred, vil kunne [40] være fri for overvældende Frygt, naar disse Ting kommer.

Bestemmelsen af det syvende Tidsafsnit eller Tusindaarsriget er heller ikke det eneste værdifulde ved Tidsregningen. Thi skønt vi opstiller adskillige Rækker af Profetier, som er aldeles uafhængige af Tidsregningen, er denne dog den Maalestok, hvorefter de fleste profetiske Linier bedømmes. Den fuldkomne Overensstemmelse mellem disse to Arter profetiske Lærdomme, nogle afhængige af og andre uafhængige af Tidsregningen, er et meget stærkt Bevis ikke alene paa Rigtigheden af Fortolkningerne, men ogsaa paa Rigtigheden af den Tidsregning, som faststlaar Overensstemmelsen, ifølge den Grundsætning, at en Nøgle, der kan aabne et Skatkammer, som er vanskeligt at aabne, øjensynligt er den rette Nøgle. Den i det følgende fremstillede Tidsregning bringer de forskellige Udsagn med Hensyn til Kristi Rige og dets Oprettelse til at samstemme ved at vise, hvorledes de forholder sig til hinanden med Hensyn til Rækkefølge og Tid. Tidsregningen er det Rør eller Haandtag, hvorved alle de profetiske Tidsbeviser som Indsnit eller Laasegænger paa en Nøgle holdes sammen og virker.

En sammentrængt Fremstilling af Tidsregningen til
Aar 6000 efter Adam.

Den følgende sammentrængte Fremstilling af Tidsafsnit kan passende kaldes Bibelkronologi, fordi Bibelen alene er fulgt ned til Kyrus' første Regeringsaar, 536 f. K., et sikkert hjemlet og af de lærde almindelig godkendt Aarstal. Her ender Bibelkronologiens Traad et lille Stykke ud over det Punkt, hvor Verdens­historien begynder at blive paalidelig. Dette er i sig selv et tydeligt Bevis paa guddommelig Ledelse og Tilsyn, idet der kun ydes os Hjælp, hvor vi er ude af Stand til at hjælpe os selv. [41]

Idet vi nu nøjere betragter disse Tidsrum hvert for sig, lad saa Læseren regne dem igennem for sig selv og se, hvor fast en Grundvold der er lagt for vor Tro i Guds Ord. To Huller i det gamle Testamentes historiske Meddelelser kommer vi til; men naar vi opdager, at Gud i det nye Testamentes Skrifter har sørget for Broer, der fører os over disse to Kløfter, burde det styrke vor Tro paa, at Gud ordnede Optegnelserne saaledes, at de holdt hans Tider og Stunder skjult, indtil det rette Tidspunkt til at aabenbare dem var kommet — ganske som han har gjort med andre Sandheder, som vi allerede har lagt Mærke til.

Vi vil altsaa undersøge de foregaaende Tidsrum hvert for sig i deres ovennævnte Orden ned til Kyrus' Regering. Hav Bibelen ved Haanden og prøv hvert Skriftsted, saa at du kan modtage dette som Guds Ord og ikke som Menneskers.

Tiden fra Adams Skabelse til den Dag, da Flodens
Vande var borttørret.

Man kan ikke forlange noget mere nøjagtigt og ligefremt end dette, hvor selve Dagen er angivet. Lad os nu undersøge det næste Tidsrum.

Dette er ogsaa meget ligefremt og nøjagtigt. Men det, næste Tidsrum lader sig ikke saa let efterspore; thi den lige Tidsregnings Linie er afbrudt indtil efter Israels Udgang af Ægypten. Følgelig vilde være ude af Stand til at komme længere, om ikke Paulus og Stefanus som Aandens Talerør havde forsynet os med Bindeleddet.

Tiden fra Pagten med Abraham til Lovens Indstiftelse.

Paulus vidner, at denne Tidslængde var 430 Aar (Gal. 3, 17). Pagten indeholdt Løftet om Kanaans [44] Land til evigt Eje, og skønt den blev stedfæstet paa ny adskillige Gange til Abraham, til Isak og til Jakob, var det dog altid den samme Pagt. (Se 1 Mos. 12, 7. 8; 13, 14-18; 26, 3. 4; 35, 9-12; 46, 2-4; 50, 24.) Som det fremgaar af en Sammenligning mellem 1 Mos. 12, 1-5 og Ap. G. 7, 2-5, blev Pagten oprettet (ifølge et forudgaaende Løfte), saa snart Abraham havde efterkommet de Vilkaar, hvorpaa han skulde modtage den, d. v. s. saa snart han var draget ind i Kanaan, hvilket han gjorde straks efter sin Faders Død, der fandt Sted i Karan paa Vejen til Kanaan. Med Aarstallet for Pagtens Oprettelse — lige efter Tarahs Død — saaledes fastslaaet ved Stefanus' Udtalelse, og med Paulus' Udsagn om, at Loven kom 430 Aar efter Pagten, er det manglende i det gamle Testamentes Tidsregning paa dette Sted dermed udfyldt af det nye. Men lad os læse Beretningen med Omtanke og mærke os den Nøjagtighed, hvormed Broen er bygget: »Og Herren havde [før Abram forlod Mesopotamien eller Kaldæernes Ur] sagt til Abram: Gaa ud fra dit Land og fra din Slægt og fra din Faders Hus [Brødre o. s. v.] til et Land, som jeg vil vise dig, og jeg vil [om du gør det] gøre dig til et stort Folk« o. s. v. (1 Mos. 12, 1. 2, eng. Overs.; jfr Ap. 7, 2.) Dette giver til Kende, at Gud havde foreslaaet Abraham Pagten, før Tarah, hans Fader døde, og før han kom til at bo i Karan. Men der var en Betingelse, som i Tro og Lydighed maatte opfyldes af Abraham, før Pagten i Virkeligheden kunde oprettes. Denne Betingelse var, at han matte vise Tro paa Løftet om, at en saadan Pagt vilde blive oprettet med ham, ved at han forlod sit Fædreland og sin Slægt og drog til det Land, der blev ham anvist. Dette gjorde Abraham; og da hans Hustru, hans Brodersøn Lot og hans alderstegne Fader delte hans Tro og ønskede at dele hans Skæbne, fik de Lov til at drage med ham. Disse fire begav [45] sig altsaa paa Vej til det forjættede Land. Hans Fader Tarah døde undervejs i Karan, hvorefter Abraham drog over til Kanaan, for at han der kunde faa Pagten sikret og gjort bindende. Saaledes siger Stefanus til Israel: »Efter hans Faders Død lod Gud ham flytte derfra hen i dette Land, hvor I nu bor.« »Og Abraham gik [ud af Karan], ligesom Herren havde talt til ham.« (Ap. G. 7, 4; 1 Mos. 12, 4.) Pagten blev oprettet, lige efter at han var kommet ind i Landet. (1 Mos. 12, 5-7.) Derved har vi Aarstallet for Pagtens Oprettelse og Begyndelsen af de 430 Aar fastsat som umiddelbart paafølgende Tarahs Død, og Tidsregningskæden er fuldstændig indtil Lovens Indstiftelse. Det første Moment i Loven omhandlede Paasken, der blev indstiftet samme Dag, som Israel forlod Ægypten. — 2 Mos. 12, 41-43, 47, 50, 51.

*) Sammenholder man i Mos. 11, 26: »Tarah levede 70 Aar, og han avlede Abram, Nachor og Haran«, med 1 Mos. 12, 4-7, hvori det hedder, at Abram var 75 Aar gammel, da han drog ind i Kanaan og saaledes fik den forud forjættede Pagt oprettet, kunde det se ud, som om Tarah kun var 145 Aar (70 + 75), da Abram drog til Kanaan. Imidlertid hævder Stefanus klart (Ap. Gern. 7, 2-5), at det var umiddelbart efter Tarahs Død, at Abram drog til Kanaan, og fra 1 Mos. 11, 32 ved vi, at Tarah var 205 Aar gammel, da han døde. Vi maa derfor forstaa 1 Mos. 11, 26 saaledes, at Tarah i en Alder af 70 Aar fik den førstefødte af sine tre Sønner, men at Abram var den yngste af disse og først blev født, da Tarah var 130 Aar gammel. Abram nævnes først, fordi han var den vigtigste for Beretningen. At Haran var den ældste, er ogsaa indlysende deraf, at han havde en voksen Søn, Lot; hans Broder Nachor var gift med hans Datter Milka (Vers 29). Jfr. ogsaa 1 Mos. 10, 22 og 11, 10, hvoraf fremgaar, at den ældste ikke altid nævnes først. Sem, Kam og Jafet er disse Navnes sædvanlige Følgeorden, og dog var Kam den yngste (1 Mos. 9, 24). — Overs. Anm.

I Samklang hermed læser vi: »Udlændigheden for Israels Børn, som opholdt sig i Ægypten, varede 430 Aar; og det skete, da 430 Aar var til Ende, paa denne selvsamme Dag gik alle Herrens Hære ud af Ægyptens Land.« — 2 Mos. 12, 40-42, 51; eng. Overs.

Nogen kunde maaske mene, at Moses' og Paulus' Udsagn i 2 Mos. 12, 40-42 og Gal. 3, 17 ikke stemmer overens, idet den ene hævder, at Israels Udlændighedstid varede 430 Aar, og den anden, at der fra Pagten med Abraham til den Tid, Loven blev givet, var 430 Aar, hvorfor man drager den Slutning, at hvis kun 430 Aar gik hen mellem Abrahams Komme til Kanaan og den Tid, da Loven blev givet, maa Israels Børns Ophold i Ægypten have været meget kortere. Men man bør lægge Mærke til, at det ikke hedder, at Israels Børn opholdt sig i Ægypten i 430 Aar, men at Udlændigheden for det Folk, som i nogen Tid boede i Ægypten, alt i alt varede 430 Aar: »Og Udlændigheden for Israels Børn, som opholdt [46] sig Ægypten, varede 430 Aar.« *) Den Udlændighed, der her tales om, (begyndte da Abraham kom ind i Kanaans Land. (Heb. 11, 8. 9.) Israel var Udlænding i Abraham, i Isak og i Jakob, ligesom Levi betalte Melkisedek Tiende, medens han var i sin Faders Lænd. — Heb. 7, 9. 10.

Pagten med Abraham traadte i Kraft fra det Øjeblik af, han forlod Karan og satte sin Fod i Kanaan, Forjættelsens Land. Fra den Tid af blev han, og hele det endnu ufødte Israel i ham, Arvinger til de forjættede Ting og Udlændinge eller Pilgrimme, der biede paa Guds Opfyldelse af Forjættelsen. Denne Udlændighed havde varet nøjagtig 430 Aar, da Israel forlod Ægypten og modtog den første Del af Loven, Indstiftelsen af Paasken. Moses' og Paulus' Udsagn gælder derfor nøjagtigt samme Tidsrum, hvorved der gives højst afgørende Beviser for, at der fra Pagten med [47] Abraham til den Tid, da Loven blev givet, var 430 Aar. Paulus lagde særskilt Vægt paa den Omstændighed, at Paasken maa anses som Begyndelsen til Lovpagten (hvad Moses ogsaa viser — 2 Mos. 12, 42. 43. 47. 50), og Moses lagde særlig Vægt paa Tidsrummets nøjagtige Længde.

*) Ifølge nogle nyere Oversættelser, deriblandt den nye norske, er ganske vist en anden Gengivelse af dette Vers mulig, hvorefter Israel skulde have opholdt sig 430 Aar i Ægypten. Da dette imidlertid afgjort er i Modstrid med Paulus' Udtalelse i Gal. 3, 17, bør vi anse den her gengivne Oversættelse for den rigtige, hvilket ogsaa stemmer overens med den græske Septuagint-Udgave af det gamle Testamente. Desuden vil en omhyggelig Sammenligning af andre af Mosebøgernes Talangivelser klart vise, at Israel umuligt kan have opholdt sig 430 Aar i Ægypten. Saaledes ved vi f. Eks. fra 1 Mos. 46, 8-11, at Kahath, hvis Søn, Amram, var Fader til Moses, kom til Ægypten sammen med Jakob. Endvidere ser vi af 2 Mos. 6, 18. 20, at Kahath døde i en Alder af 133 Aar, medens Amram, Moses' Fader, blev 137 Aar gammel. Selv om vi nu vil antage, at Kahath var nyfødt, da han kom til Ægypten, og at han først fik sin Søn, Amram, i sit Dødsaar, samt at Amram ligeledes først fik Moses i sit Dødsaar, vilde Moses dog have været 160 Aar, da han førte Israel ud af Ægypten, hvis Israel virkelig skulde have opholdt sig der i 430 Aar, medens det fremgaar af Beretningen i 2 Mosebog og i Ap. G. 7, at han kun var 80 Aar ved den Tid, og i 5 Mos. 34, 7 læser vi, at han ikke var mere end 120 Aar gammel, da han døde. Overs. Anm.

Dermed har vi vort tredje Afsnit klart afgrænset, og naar vi mærker os Herrens Nøjagtighed, endog med Hensyn til en Dag, hvor det gjaldt Tilvejebringelsen af dette Led i Tidsregningens Kæde, indgyder det os en stærk Tillid, især naar vi tænker over, at en saadan Nøjagtighed sandsynligvis ingen særskilt Betydning havde for Menigheden i Fortiden og kun blev givet for at være til Nytte den nærværende Tid.

Tiden fra Udgangen af Ægypten til Kanaans Deling
blandt Stammerne.

Israels 40 Aar eller »Fristelsens Dag« i Ørkenen (5 Mos. 8, 2; Ps. 95, 8-10; Heb. 3, 8. 9) blev paafulgt af 6 Aars Krig i Kanaan og Delingen af Landet mellem Stammerne. Eet Aar, een Maaned og fem Dage henrandt fra deres Udgang af Ægypten indtil deres Afrejse fra Sinai til Paran (4 Mos. 33, 3; 10, 11-13), og da var det, at Spejderne blev udsendt fra Kades-Barnea i Parans Ørken. (4 Mos. 13, 3-26; 32, 8-13.) Da en af disse, Kaleb, begærede sin Arv ved Landets Deling (Jos. 11, 23; 10, 42), sagde han: »Jeg var 40 Aar gammel, da Moses, Herrens Tjener, sendte mig ud fra Kades-Barnea for at spejde Landet, og jeg bragte ham Svar tilbage.... Og nu, se, Herren har ladet mig leve, ligesom han talte, disse 45 Aar fra den Tid, da Herren talte dette Ord, ... da Israel vandrede i Ørkenen; og nu, se, jeg er i Dag 85 Aar gammel.« (Jos. 14, 7. 10.) Heraf vil man se, at der var 45 Aar fra Udspejdningen af Landet til dets Deling mellem Stammerne, saaledes som Josva fremhævede det, og lidt over et Aar fra Udgangen af Ægypten til [48] Udsendelsen af Spejderne, tilsammen 46 fulde Aar og en Brøkdel *) fra Udgangen af Ægypten til Landets Deling.

*) Vi regner kun med de fuldstændige Aar, da en nøjere Regning er umulig. Undertiden er Aarene som ovenfor en Brøkdel længere, undertiden kortere, hvilket er Tilfældet med Zedekias' Regeringstid. Zedekias siges at have regeret 11 Aar (1 Krøn. 36, 11; Jer. 52, 1); dog fremgaar det klart af Vers 3-7 i sidstnævnte Kapitel, at hans virkelige Regering varede 10 Aar, 4 Maaneder og 9 Dage. Vi tror, at Herren har styret og ordnet Sagen saaledes, at disse Brøkdele af Aar vejer op mod hverandre. Denne vor Overbevisning støttes af Enderesultatet og de Slutninger, som lader sig udlede deraf, og af Nøjagtigheden med Hensyn til selve Dagen i store Tidsrum, hvad vi allerede har set. Som Eksempler paa Guds Omsorg og Omhyggelighed i denne Sag henviser vi til 1 Mos. 7, 11-13 og 2 Mos. 12, 40, 41.

Medens de første 40 Aar i dette Tidsrum um blev tilbragt i Ørkenen, hvilket fremgaar af mange Skriftsteder, især Ap. G. 7, 36, Heb. 3, 9, blev de øvrige 6 Aar indtil Landets Deling tilbragt i Kanaan med at undertvinge Forjættelsens Land og tage det i Eje.

Dommernes Tid.

Vi kommer nu til det vanskeligste Afsnit i Tidsregningen, nemlig Tiden fra Landets Deling til den Dag, da Saul blev salvet som Konge. Den kaldes sædvanlig Dommertiden, skønt Dommerne ikke sad inde med Embedet til Stadighed. Den i Dommernes Bog og første Samuels Bog givne Historie omtaler 19 Tidsrum, der nærmer sig et samlet Antal af 450 Aar; men de er usammenhængende, afbrudte, griber ind i hinanden og er i den Grad indviklet i hinanden, at vi ikke kunde komme til noget bestemt Resultat ved Hjælp af dem og maatte se os nødsaget til, som andre har gjort, at drage den Slutning, at intet afgørende kunde vides om Sagen, hvis ikke det nye Testamente udfyldte Mangelen. Paulus udtaler, at efter at Gud havde fordelt deres Land iblandt dem ved Lodkastning, »gav [49] han dem i omtrent [i Løbet af] 450 Aar Dommere indtil Profeten Samuel. Og derefter bad de om en Konge; og Gud gav dem Saul.« — Ap. G. 13, 19-21.

Det græske Ord, som er gengivet med »omtrent« i vor Oversættelse, er hos og betyder »i Løbet af« eller »medens«. Den samme Skribent bruger Ordet paa tre andre Steder, hvor de fleste Oversættelser gengiver det med »medens« eller »da«, nemlig Ap. G. 1, 10; 10, 17 og Luk. 24, 32. Dette Sted kunde bedre oversættes saaledes: »Han gav dem Dommere i Løbet af 450 Aar.« I det syriske Nytestamente lyder det: »Og i 450 Aar gav han dem Dommere indtil Profeten Samuel« — den sidste af Dommerne.

Apostelens Udsagn om Længden af denne Dommernes Tid modtager vi som en særskilt Løsning af Spørgsmaalet. Kun i to Tilfælde — de 430 Aar fra Pagten til Loven og denne Dommernes Tid — er der nogen egentlig Uvished i det gamle Testamentes Tidsregning, og begge omtales klart i det nye Testamente. Kan vi tænke os, at dette blot er et Tilfælde? Det er fornuftigere at tro, at Gud først skjulte Sagen ved at lade det gamle Testamentes Meddelelser være ufuldstændige og senere i det nye Testamente udfyldte Mangelen, saa at de, der havde tilstrækkelig Interesse til at sammenligne Beretningerne (naar i sin Tid Opmærksomheden blev henledt derpaa), kunde finde de manglende Led, skaffet til Veje paa en Maade, som er bestemt til at vise os vor Afhængighed af den store Tidsstyrer.

Kongetiden.

Sauls Regering varede i 40 Aar og fulgte efter den sidste Dommer, indtil David blev salvet til Konge som paavist ovenfor. Og efter ham kan de Tidsafsnit, hvori Kongerne i Davids Linie regerede, let forfølges i Krønikebøgerne, saaledes:

De 70, Aar, hvori Landet henlaa øde.

Dette bringer os til den Tid, hvori Landet henlaa øde, hvilket varede i 70 Aar og endte med Folkets Tilbagevenden fra Babylon i Kyrus' første Regeringsaar, 536 f. K.*) (se 2 Krøn. 36, 20. 23), et i Verdens­historien sikkert hjemlet Aarstal, som den bibelske Tidsregning ikke naar ud over.

___________
*) Undertiden ser man Kyrus' første Regeringsaar opgivet til at være 538 f. K., det Aar, da han erobrede Babylon. Men ved denne Lejlighed optraadte han kun som Hærfører for sin Onkel, den mediske Konge Kyaxares eller, som Daniel kalder ham (6, 1), »Mederen Darius«. Først i Aar 536 f. K. blev Perseren Kyrus Konge; og dermed overgik Førerstillingen inden for Riget fra Mederne til Perserne.
___________

Overs. Anm.

[51] Tiden fra Tilbagekomsten indtil 1873 e. K.

Tidsrummet fra Jødernes Hjemkomst fra Babylon i Kyrus' første Regeringsaar ved Slutningen af de 70 Aar, hvori deres Land henlaa øde, ned til, hvad der er kendt som Aar 1 e. K., omspændes ikke af Bibel­historien. Som forhen paavist er det fastslaaet af Verdenshistorien som et Tidsrum paa 536 Aar. Ptolemæus, en lærd Græko-Ægypter, Landmaaler og Astronom, fastslaar dette Tal, og det godkendes i Almindelighed af de lærde.

Vi har saaledes fundet en tydelig og sammenhængende kronologisk Kæde fra Skabelsen. til Begyndelsen af den kristne Tidsregning (Aar 1) — i alt et Tidsrum paa 4128 Aar, hvilket tilsammen med 1872 Aar af den kristne Tidsperiode udgør 6000 Aar fra Skabelsen til Aar 1873 e. K.

Denne og Ushers Kronologi sammenlignet.

Det vil være af Interesse for nogle at vide, hvori ovenstaaende Tidsregning afviger fra den i den almin­delige engelske Bibeloversættelse opstillede, kendt som Ushers Kronologi. Forskellen mellem disse to ned til de 70 Aar, hvori Landet henlaa øde, er 124 Aar. Denne Forskel fremkommer ved fire Tidsrum paa henholdsvis 18, 4, 2 og 100 Aar, som følger:

Usher lader de 70 Aar, hvori Landet henlaa øde, begynde 18 Aar tidligere end ovenfor fremsat — d. v. s. før Zedekias', Judas sidste Konges, Afsættelse, — fordi Babels Konge efter hans Mening tog mange af Folket til Fange paa den Tid.*) (2 Krøn. 36, 9. 10; 17, 21; 2 Kong. 24, 8-16.) Han gør sig aabenbart skyldig i den ikke usædvanlige Fejl at betragte hine 70 Aar som Tiden for Fangenskabet, hvorimod Herren udtrykkeligt vidner, at det skulde være 70 Aar, hvori Landet [52] skulde henligge »øde og uden Indbyggere«. Dette var ikke Tilfældet før Zedekias' Afsættelse (2 Kong. 24, 14); men efter Zedekias' Undergang laa Landet fuldstændig øde; thi endskønt nogle af de fattige blev ladt tilbage som Vingaardsmænd og Agerdyrkere (2 Kong. 25, 12), flygtede dog kort efter ogsaa disse — »alt Folket, baade smaa og store« — til Ægypten af Frygt for Kaldæerne (V. 26). Der kan ingen Tvivl være herom; og derfor bør, naar man udregner Tiden indtil det Tidspunkt, da Landet kom til at ligge øde hen, alle Tidsrum ned til Afslutningen af Zedekias' Regering tælles med, saaledes som det er sket ved vor Beregning.

____________
*) Denne delvise Bortførelse fandt imidlertid Sted ikke 18, men 11 Aar før Zedekias' Afsættelse.
____________

De 4 Aars Forskel ligger i Jorams Regering. Usher sætter den til 4 Aar, hvorimod Bibelen siger, at den varede i 8 Aar. — 2 Krøn. 21, 5; 2 Kong. 8, 17.

Af de 2 Aars Forskel findes eet Aar i Achas' Rege­ring, som Usher sætter til 15 Aar, hvorimod Bibelen siger 16 Aar. (2 Krøn. 28, 1; 2 Kong. 16, 2.) Det andet er i Joas' Tid, som Usher regner til 39, hvorimod Bibelen opgiver 40 Aar. — 2 Kong. 12, 1; 2. Krøn. 24, 1.

Disse Uoverensstemmelser kan kun forklares ved den Antagelse, at Usher fulgte eller forsøgte at følge Josefus, en jødisk Historieskriver, hvis Tidsangivelser nu i Almindelighed anses for løse og fejlagtige. Vi støtter os til Bibelen alene, da vi tror, at Gud er sin egen Fortolker.

Bortset fra disse 24 Aars Forskel i Kongetiden er der en anden Ulighed mellem ovenstaaende Kronologi og Ushers, nemlig 100 Aar i Dommernes Tid. Her blev Usher vildledt af den øjensynlige Fejl i 1 Kong. 6, 1, hvor det hedder, at Salomos Regerings 4. Aar var det 480. Aar efter Udgangen af Ægypten. Der burde aabenbart staa det 580. Aar; thi hvis vi til Salomos 4 Aar lægger Davids 40 Aar, Sauls 40 og de 46 Aar fra Udgangen af Ægypten til Landets Deling, saa har vi 130 Aar, og disse trukket fra 480 vilde kun give [53] 350 til Dommerperioden i Stedet for de 450 Aar, der omtales i Dommernes Bog og hos. Paulus, som forud paavist. Det hebraiske Skrifttegn »Daleth« (4) ligner meget »He« (5), og man mener, at det er ved en Forveksling af disse, at Fejlen er opkommet — muligvis en Afskrivers Forseelse. I 1 Kong. 6, 1 bør der altsaa staa det 580. Aar, hvorved der opnaas fuld Overens­stemmelse med de andre Udsagn.

Saaledes retter Guds Ord de faa ubetydelige Fejl, der paa en eller anden Maade har indsneget sig deri.*) Og husk paa, at disse Huller forekommer i et Tidsrum, over hvilket der til fulde slags Bro ved det nye Testamentes inspirerede Vidnesbyrd.

__________
*) En lignende Uoverensstemmelse finder man ved at sammenligne 2 Krøn. 36, 9 med 2 Kong. 24, 8. Det ene Sted angiver 18 Aar og det andet, aabenbart urigtigt, 8 Aar som Jojakins Alder, hvilken regerede tre Maaneder og gjorde, hvad ondt var i Herrens Øjne, og blev straffet med Fangenskab o. s. v. En saadan Fejl kunde let indsnige sig; men Gud har vaaget over sit Ord saaledes, at de faa ubetydelige Fejltagelser, som Afskrivere er kommet til at begaa, træder meget aabenbart frem, saa at hans Ords fulde Samklang kan afgive et fast Grundlag for vor Tro.
__________

Medens Usher saaledes sætter Aar 1 e. K. som Aar 4005 fra Adams Skabelse, var det dog i Virkeligheden Aar 4129 ifølge Bibelens Udsagn, hvoraf det fremgaar, at Aar 1872 e. K. er det 6000. Aar efter Adams Skabelse, og at 1873 e. K. altsaa betegner Begyndelsen til det 7. Tusindaarstidsrum i Menneskeslægtens Historie.

Tidsregningen, som den forefindes i Bibelen alene, fra Skabelsen ned til sikkert hjemlet Verdenshistorie, er saaledes klar og holdbar. Den bærer i sig selv Vidnesbyrd om, hvorledes den ved særlig Indgriben fra Guds Side er blevet optegnet, men holdt skjult, indtil dens Hemmelighed i rette Tid gradvis blev afsløret. Ved Hjælp af denne Tidsregning tillige med den kristne Periodes og adskillige forudgaaende Aarhundreders paalidelige Aarstal bliver vi sat i Stand til nøjagtigt [54] at afgøre, hvor vi er paa Tidens Strøm. Og vi begynder fulde af Haab at opløfte vore Hoveder og fryde os, idet det bliver os bevidst, at vi virkelig glider ind i det 7. Tusindaars herlige Tidsalder — selv om vi indser, at dens Begyndelse bliver mørk og fuld af Trængsel som forudsagt af Profeterne, og at Stormskyerne alt trækker sammen og bliver mørkere.

Aarstallet for Jesu Fødsel.

I det 6. Aarhundrede begyndte Kirken at regne Tiden fra Jesu Fødsel af og fastsatte Aarstallet, som det nu staar, nemlig 536 Aar efter Kyrus', den persiske Konges, forste Regeringaar.*)

__________
*) Aarstallet for Jesu Fødsel fastsattes allerede i det 6. Aarhundrede af Dionysius Exiguus og andre lærde paa den Tid, endskønt det først kom i almindelig Brug to Aarhundreder senere.
__________

Om de anbragte det paa rette Plads eller ikke, gør hverken til eller fra i den ovenfor opstillede Tidsregning, som viser, at 6000 Aar fra Adams Skabelse endte med 1872 e. K., idet dette er 1872 Aar siden det Aar, der blev betegnet A. D. (Anno Domini — Herrens Aar), og Kyrus' første Regeringsaar var 536 før det Aarstal, hvad enten det nu er Herrens Fødselsaar eller ikke.

Vi kan maaske ikke forklare det bedre end ved Hjælp af den gamle Anskueliggørelse, en Linie med en Stjerne paa, nemlig saaledes: f. K. —*— e. K. Lad Linien forestille de 6000 Aar af Verdens Historie fra Adams Skabelse til 1873 e. K., og lad Stjernen staa som Skillepunktet mellem Tiden f. K. og e. K. Flytter man dette Punkt til en af Siderne, forandrer man dog ikke derved det samlede Tidsrums Længde, men blot de enkelte Aars Benævnelse. Flytter man Stjernen et Aar til venstre, gør det Tiden f. K. 1 Aar kortere og Tiden e. K. i Aar længere; men Summen af Aarene f. K. og e. K. vil fremdeles være den samme; [55] thi hvad der tages fra den ene Del, lægges altid til den anden. Lad os ikke desto mindre kortelig undersøge Aarstallet for Herrens Fødsel, da det vil vise sig at være nyttigt i vore efterfølgende Studier.

Det er blevet almindeligt blandt de lærde at hævde, at vort sædvanlige Aarstal er urigtigt, — at Herren blev født 4 Aar forud for det opgivne Aarstal, d. v. s. Aar 4 f. K. Og denne Teori er blevet fulgt i den almindelige engelske Bibeloversættelse. Vi kan ikke tiltræde den Anskuelse, at Aaret 4 f. K. er det rette Aarstal for Herrens Fødsel. Derimod finder vi, at han blev født 1 Aar og 3 Maaneder før vort almindelige Aarstal, nemlig i Oktober Aar 2 f. K.

Den sædvanlige Grund hos de fleste af dem, der paastaar, at Jesu Fødselsaar ligger 4 Aar forud for det overleverede, er Ønsket om at faa det til at stemme med visse Udsagn af den jødiske Historieskriver Josefus vedrørende Længden af Herodes den Stores Regering. Ifølge et af hans Udsagn kunde det synes, som om Herodes døde tre Aar før Herrens formentlige Fødselsaar. Om dette var sandt, vilde det unægteligt bevise, at Herren blev født i Aar 4 f. K.; thi det var denne Herodes, som udstedte Befalingen om at dræbe Betlehems spæde Børn, og som Barnet Jesus blev frelst fra. (Matt. 2, 14-16.) Men er dette Udsagn af Josefus paalideligt? Er det sandt, at Herodes døde 4 Aar før Herrens Fødselsaar? Vi snarer nej; Josefus alene er ikke tilstrækkelig Hjemmel for en saadan Afgørelse, efterdi han er kendt og anset for at være unøjagtig i sin Meddelelse af Aarstal.

Men denne Anskuelse har faaet Overhaand; Aar 4 f. K. er blevet almindeligt antaget, og der er blevet lavet en Del om paa Begivenheder og Data, far at de skulde passe efter og støtte denne Synsmaade. Blandt andre formentlige Beviser paa, at Aar 4 var det rette Aarstal, berettes der om en Maaneformørkelse, der af Josefus siges at have fundet Sted kort Tid før Herodes’ [56] Død. Alt, hvad der vides om denne Formørkelse er følgende: Herodes havde ladet en stor Guldørn anbringe over Tempelporten. To velkendte Jøder ved Navn Mathias og Judas overtalte nogle unge Mænd til at rive den ned. De gjorde det, blev fængslet og henrettet. For at gøre Sagen klar fortæller Josefus, at der paa den Tid var en anden Mathias, en Ypperste­præst, som ikke var med i Oprøret. Han føjer derpaa, til: »Men Herodes fratog denne Mathias hans ypperste­præstelige Stilling og lod ham levende brænde tillige med hans Forbundsfæller; og selvsamme Nat var der en Maaneformørkelse.« Dette berettes som en af Herodes' sidste fremtrædende Handlinger og sættes af Josefus til en Tid, der kunde svare til Aar 4 f. K., idet han betegner Aarstallet ved den omtalte Maaneformørkelse.

Men eftersom der undertiden forekommer indtil 4 Maaneformørkelser i et Aar, er det indlysende, at kun under meget særegne Omstændigheder beviser Meddelelsen af en saadan Tildragelse noget. Hvor Tiden paa Natten, Aarstiden og Graden af Formørkelsen opgives, hvad der er blevet gjort i adskillige Tilfælde, er Beretningen en stor Hjælp til at faa Aarstallet fastsat. Men i det omtalte Tilfælde findes der intet af den Art; følgelig er der hermed aldeles intet bevist med Hensyn til Tidsregningen. Josefus omtaler nok, at en Faste var blevet holdt før Begivenheden, men hvilken Faste og hvor længe før opgives ikke.

Nu træffer det sig saaledes, at der kun var een Maaneformørkelse i kar 4 f. K., hvorimod der i Aar 1 f. K. var tre. Formørkelsen i Aar 4 f. K. var kun delvis (kun det halve af Maanen var formørket), hvorimod alle tre i Aar 1 f. K. var totale Formørkelser — hele Maanen var formørket og naturligvis en længere Tid, hvorved Begivenheden (blev meget mere bemærket. Hvis Formørkelsesteorien har nogen Vægt, er det rigtignok ikke til Gunst for det tidligere Aarstal, 4 f. K.

[57] Uheldigvis er Tiden for Herodes' Død ikke opgivet af nogen paalidelig Historiker. Josefus omtaler nogle vigtige Tidsrum i sin Historie og Aarstallene for nogle Begivenheder; men disse Aarstal er ikke troværdige. Ifølge nogle af dem skulde Herodes være død Aar 4 f. K., men andre kan ikke bringes til at stemme med dette Aarstal. F. Eks.: Herodes døde ifølge eet Udsagn i en Alder af 70 Aar, han blev Landshøvding i Galilæa i Aar 47 f. K., og paa den Tid var han ifølge Josefus 25 Aar gammel (Aut. 149,2). Ifølge dette skulde hans Fødselsaar have været 72 (47 + 25) f. K., og hans Død i 70-Aarsalderen skulde have fundet Sted Aar 2 i Stedet for Aar 4 f. K.

I denne Forbindelse kan det være godt at lægge Mærke til Meningsforskellen blandt lærde Mænd med Hensyn til det nøjagtige Aarstal for Herodes' Død, for at det derved kan blive aabenbart for alle, at der ikke er nogen hjemlet Grund til at antage Aar 4 f. K. som det eneste med Matt. 2, 14-16 stemmende Aarstal. Faussetts Bibel-Encyklopædi sætter Herodes' Alder til omkring 20 Aar, da han blev Landshøvding. Derved vilde hans Død i 70-Aarsalderen falde i Aar 2 e. K. Chambers Cyclopædia og Smiths Bible Dictionary op­giver hans Alder paa den Tid til 15 Aar, hvilket vilde hensætte hans Død til Aar 7 e. K. Under Artiklen »Chronology« siger Appletons Cyclopædia: »Josefus angiver ogsaa Aarstal; men han er altfor skødesløs til at komme i Betragtning.«

Vi gaar nu over til at fremlægge Skriftbeviset i denne Sag; det stemmer nærmere overens med den sædvanlige Tidsregning og viser, at Herrens Fødsel fandt Sted kun 1 Aar og 3 Maaneder før Januar Aar 1 e. K.

Herrens Virksomhed varede 3 ½ Aar. De 69 billed­lige Aars-Uger (Dan. 9, 24-27) strakte sig til hans Daab og Salvelse som Messias, og der begyndte den sidste eller 70. Uge (de sidste 7 Aar) af Israels Gunsttid, Han blev udryddet (ved Døden) midt i den 70, [58] Uge — 3½ Aar efter Begyndelsen af sin Virksomhed. Han blev korsfæstet i Paasketiden omkring den 1. April, hvilket Aar det saa end var. De 3½ Aar af hans Virksomhed, som endte i April, maa følgelig have begyndt omkring Oktober, hvilket Aar det saa end var, og Oktober i et eller andet Aar maa have været den Maaned, i hvilken han blev født, eftersom han ikke opsatte at begynde sin Virksomhed, saa snart han var 30 Aar gammel, og ifølge Loven (hvorunder han var født, og som han adlød) ikke kunde begynde, før han var 30 Aar. Saaledes læser vi: »Og Jesus selv var omtrent 30 Aar, da han begyndte« o. s. v. — Luk. 3, 23.

Johannes Døberen var 6 Maaneder ældre end Jesus (Luk. 1, 26. 36); følgelig havde han naaet den fulde Alder, 30 Aar, ifølge Loven (4 Mos. 4, 3; Luk. 3, 23 o. a.) og var begyndt at prædike, 6 Maaneder før Frelseren blev myndig og begyndte sin Virksomhed. Aarstallet for Begyndelsen af Johannes’ Virksomhed siges klart at have været »Kejser Tiberius’ femtende Regeringsaar«. (Luk. 3, 1.) Dette er et tydeligt fastslaaet Aarstal, hvorom der ingen rimelig Tvivl kan være. Tiberius blev Kejser ved Augustus’ Død i Roms 767. Aar, hvilket var Aar 14 e. K.

Men de, som er vildledt af Josefus’ unøjagtige Ud­sagn med Hensyn til Herodes, og som sætter Jesu ­Fødsel til Aar 4 f. K. for at (fremtvinge en Overens­stemmelse med disse, støder paa en Vanskelighed i det her klart fremsatte Aarstal, som Lukas meddeler, og de gør sig Umage for at faa det til at passe med deres Anskuelse om Aar 4 f. K. For at sætte dette igennem hævder de, at Tiberius begyndte at udøve Myndighed 3 eller 4 Aar, før Augustus døde, og før han fuldt ud blev indsat som Kejser. De mener, at hans Regering muligvis kunde være blevet regnet fra det Aarstal.

Men alle, som vil undersøge Sagen paa Historiens Blade, vil finde saadanne Formodninger grundløse. Det er sandt, at Tiberius blev ophøjet til en meget [59] vigtig Stilling af Augustus. Det var imidlertid ikke 4 Aar før dennes Død, hvad deres Teori gaar ud paa, men 10 Aar før, i Aar 4 e. K. Den Magt, som da blev overdraget ham, var dog kun en saadan, som andre havde haft før hans Tid. Det var ikke kejserlig Magt i nogen Betydning af Ordet, og i ingen Forstand kan hans »Regering« siges at være begyndt der; han var kun den lovlige Arving. Selv som de mest overdrevne Udtryk blev anvendt, kunde hans  Regering som Kejser ikke siges at være begyndt før Augustus' Død og hans egen Indsættelse i Embedet af det romerske Senat, Aar 14 e. K.

Historien siger: »Kejseren, som i sin Affældighed trængte til en Medregent, antog sig Tiberius som Søn Aar 4 e. K. og fornyede hans Tribunatmagt.« — Se Artiklen »Tiberius« i Rees Cyclopædia.

»Han [Augustus] besluttede derfor at lade ham [Tiberius] faa Del i Regeringen. ... Denne formelle Indsættelse stillede ham paa samme Trin som det, den gamle Kriger Agrippa stod paa i sine sidste Aar; og der kan ikke være Tvivl om, at det af alle og enhver blev anset som Begyndelsen til hans Indsættelse paa den første Plads i Riget. ... Tiberius fik Ordre til at indtage sin Plads i Spidsen for Senatet, Folket og Hæren, hvad der tydeligt nok betegnede Proklamationen af ham som Tronfølger«. Antagelsen som Søn, der fandt Sted paa samme Tid, er dateret 27. Juni (A. U. C. 757) — kar 4 e. K. — »Merivale's History of the Romans« (Appletons), Vol. IV, pp. 220-221.

Dermed har vi et afgørende Bevis for, at det første Aar af Tiberius’ Regering som Kejser ikke var 3 eller 4 Aar, før Augustus døde, og at de Hædershverv, der nævnes som overdraget ham under Augustus’ Regering, blev betroet ham 10 og ikke 4 Aar før dennes Død, samt at det paa ingen Maade betegnede, at han var blevet forlenet med Kejserværdigheden.

[60] Vi kan derfor betragte Aarstallet i Luk. 3, 1 ikke blot som det eneste, der findes i det nye Testamente, men ogsaa som utvetydigt. Der kan ikke være nogen Tvivl hos den, som har undersøgt Forholdet. Tiberius tiltraadte Regeringen Aar 14 e. K. Hans Regerings 15. Aar bliver derfor Aar 29 e. K., i hvilket Aar Jo­hannes ifølge Lukas (3, 1-3) begyndte sin Virksomhed. Eftersom vor Frelsers 30. Fødselsdag og Begyndelsen af hans Virksomhed fandt Sted i Oktober, og Johannes’ Fødselsdag og Virksomheds Begyndelse faldt netop 6 Maaneder tidligere, saa følger deraf, at Johannes tiltraadte sin Virksomhed om Foraaret omkring ved den 1. April, saa snart han blev myndig; thi Guds Plan udføres altid til nøjagtig Tid. Altsaa var Johannes 30 Aar i Aar 29 e. K., omkring ved den 1. April, og følgelig var han født i Aar 2 f. K.*) omkring ved den 1. April. Og Jesu Fødsel 6 Maaneder senere maa altsaa have fundet Sted Aar 2 f. K., omkring ved den 1. Oktober.

_____________
*) Til Hjælp for de Læsere, som ikke er særlig vante til at regne med Aarstal, gør vi opmærksom paa den Omstændighed, at i Begyndelsen af Aar 29 var kun 28 fulde Aar udløbet; det 29, var blot lige begyndt.
_____________

Desuden findes der et klart og stærkt Bevis for, at Jesus blev korsfæstet Fredagen den 3. April Aar 33 e. K. Den Kendsgerning, at hans Korsfæstelse fandt Sted ved Slutningen af den 14. Dag i Maaneden Nisan, og at denne Dato sjælden falder paa en Fredag, men gjorde det i Aar 33 e. K., stadfæster det Aarstal saa grundigt, at endog Usher, der antog Aar 4 f. K. som Aarstallet for Jesu Fødsel, var nødsaget til at indrømme, at han blev korsfæstet Aar 33. Fandt Korsfæstelsen Sted Aar 33, følger deraf, at hvis Jesus blev født Aar 4 f. K., vilde han have været 36 Aar ved sin Død, og hans Virksomhed fra hans 30. til hans 36. Aar vidde altsaa have varet i 6 Aar; men det er klart, at vor Frelsers Virksomhed kun varede 3 ½ Aar. Og [61] denne almindeligt indrømmede Kendsgerning godtgøres yderligere ved Daniels Profeti om Messias’ Udryddelse i Midten af den 70. Uge af Israels Gunsttid.

Saaledes er det bevist, at Jesus blev født omkring 1 Aar og 3 Maaneder før Aar 1 i vor almindelige Tidsregning; thi endte hans Virksomhed, da han var 33 ½ Aar gammel, den 3. April Aar 33 e. K., kan Aarstallet for hans Fødsel let findes, ved at man gaar 33 ½ Aar tilbage i Tiden fra nævnte Dato. 32 Aar og 3 Maaneder før den 3. April Aar 33 e. K. bliver den 3. Januar Aar 1 e. K., og 1 Aar og 3 Maaneder længere tilbage bringer os til den 3. Oktober Aar 2 f. K. som Datoen for vor Frelsers Fødsel i Bethlehem. Forskellen mellem Maanetid, som Jøderne brugte, og Soltid, som nu almindeligt bruges, udgør nogle faa Dage, saa at vi ikke kan være sikre paa, om ikke den nøjagtige Dag faldt i September omkring den 27.; men siger vi den 1. Oktober Aar 2 f. K., er det omtrent rigtigt. 9 Maaneder før den Dato bringer os til Julenatten Aar 3 f. K. som det Tidspunkt, da Herren lagde den Herlighed til Side, som han havde hos Faderen, før Verden blev til, og da Antagelsen af eller Forandringen til den menneskelige Natur begyndte. Det synes rimeligt, at dette var Oprindelsen til Højtideligholdelsen af den 25. December som Juledag. Nogle kirkehistoriske Forfattere paastaar endogsaa, at Juledag oprindeligt højtideligholdtes som Mindedag for Gabriels Bebudelse til Jomfru Maria. (Luk. 1, 26.) Sikkert er det, at Forestillingen om en Midtvinterdag ikke godt stemmer med det Skriftudsagn, at Hyrderne ved Frelserens Fødsel var paa Marken hos deres Hjorde.

____________________