Studies in the Scriptures

Tabernacle Shadows

 The PhotoDrama of Creation

 

STUDIER I SKRIFTEN

BIND II.

Tiden er nær

 

  KAPITEL 9

SYNDENS MENNESKE — ANTIKRIST.

 

Antikrist maa fremkomme, aabenbares og omstyrtes før Herrens Dag. — Et Blik paa en modsat Anskuelse angaaende denne Sag. — Den profetiske Skildring. Antikrists Fødsel. — Hans raske Udvikling. — Det historiske Billede og den bibelske Beskrivelse samstemmer. — Hans Rige er en Efterligning af det sande. — Hans Hoved og Mund er mærkelige. — Hans store og spottende Ord. — Hans bespottelige Lære. — Hans Overhaand over den Højestes hellige. — Hans tusindaarige Regering. — Antikrist bliver slaaet ned med Aandens Sværd. — Hans sidste Kamp og Endeligt.

»Lad ingen bedrage eder i nogen Maade; thi først maa jo Frafaldet komme og Syndens Menneske aabenbares, Fortabelsens Søn.« — 2 Thess. 2, 3.

MED Tanken paa disse Apostelens tydelige Ord, der viser os, at en Skikkelse, som han kalder »Syndens Menneske«, maa gaa forud for Herrens Dag, hvilken som vi har bevist allerede er begyndt at gry, er det vigtigt, at vi søger at finde ud af, hvorvidt en saadan Skikkelse allerede er fremstaaet. Thi hvis en saadan Skikkelse, som Paulus og de andre Apostle saa omhyggeligt skildrer, endnu ikke er kommet, bør ovenstaaende Ord opfattes som Paulus' Nej til alle andre Vidnesbyrd om Herrens Nærværelse og Oprettelsen af hans Rige nu. Og dette Nej maa staa som et uigendriveligt Bevis, indtil man kan pege paa en Foreteelse, som i enhver Henseende svarer til den profetiske Beskrivelse af dette Syndens Menneske.

Det er klart blevet udtalt, ikke alene at dette Syndens Menneske først maa fremstaa, men at det maa udvikles og trives, førend Herrens Dag kommer. Før Herrens Dag vil denne Magts Fremgang og Indflydelse have naaet sit Toppunkt, og den vil være i Tilbagegang: og [276] det er ved Herrens Nærværelses klare Skin efter hans andet Komme, at dette Syndens Menneske vil blive aldeles tilintetgjort. Disse forudsagte Omstændigheder maa vi give Agt paa for at kunne se, at denne Advarsel til Menigheden i Paulus' Dage endnu gælder i vor Tid. Nu, efter 18 Aarhundreders Forløb, gøres der atter den Paastand, at Kristi Dag er kommet, og det vigtige Spørgsmaal opstaar da: Er der noget i Paulus' Rettelse af Thessalonikernes Fejltagelse, som modsiger denne Paastand nu?

Af Apostelens Formaninger til Menigheden om aarvaagent at vente paa Herrens Genkomst og give Agt paa .det sikre profetiske Ord og af hans Omhu med Hensyn til at fremsætte Tegnene paa Kristi Nærværelse, hvordan hans Gerning paa den Tid skulde være m. m., fremgaar det, at det laa ham lige saa meget paa Sinde, at Menigheden skulde være i Stand til at opdage Herrens Nærværelse, naar han var kommet, som at den ikke skulde vildledes til at tro, at han var kommet, før Tiden for hans Nærværelse var inde. De, der i Tidsalderens Begyndelse faldt i den sidstnævnte Vildfarelse, vilde være meget udsatte for at blive forført af det antikristelige Princip, som allerede da var Virksomhed. Paa den anden Side kunde Uvidenhed om Herrens Dag og om hans Nærværelse, naar Tiden for denne var inde, udsætte dem, der ikke fik Øje paa ham, for ved Antikristens fortsatte Bedrag og falske Lære at lade sig forblinde overfor mange herlige Sandheder og Forrettigheder. Deraf kommer Apostelens Omhu for Menigheden baade ved Begyndelsen og Afslutningen af Tidsalderen og hans Advarsel: »Lad ingen bedrage eder i nogen Maade!« Derfor gives der ogsaa den nøjagtige Beskrivelse af Syndens Menneske, for at man kan kende ham, naar Tiden er inde dertil.

De kristne ved denne Ende af Tidsalderen er tilbøjelige til at glemme Løftet om Herrens Genkomst, [277] eller, naar de husker det, kun at tænke derpaa med Skræk ag med frygtsomme Anelser, hvorimod den første Menighed imødsaa Herrens andet Komme med Længsel ag glad Forventning om Virkeliggørelsen af alle dens Forhaabninger, Lønnen for dens Troskab ag Afslutningen paa alle dens Sorger. Følgelig var de troende paa den Tid rede til at give nøje Agt paa en hvilken som helst Lære, der paastod, at Herrens Dag enten var meget nær eller allerede var kommet; og derfor stod de i Fare for at blive skuffet i saa Henseende, medmindre de omhyggeligt granskede Apostlenes Undervisning om Sagen.

Menigheden i Thessalonika, der var blevet paavirket af nogles fejlagtige Lære om, at Herren var kommet igen, og at de altsaa levede paa hans Dag, tog øjensynlig for givet, at denne Anskuelse nok kunde falde sammen med Paulus' Lære i hans første Brev til dem, hvori han sagde (1 Thess. 5, 1-5), at Herrens Dag vilde komme listende stille og upaaagtet, som en Tyv kommer listende om Natten, men at skønt andre vilde være uvidende derom, vilde dog de hellige være i Lyset desangaaende. Da Paulus fik Kundskab om den alvorlige Vildfarelse, hvori de var faldet, idet de nemlig mente, at Herrens Nærværelses Dag alt var kommet, sendte han dem et andet Brev, hvis Hovedformaal var at rette denne Fejltagelse. Han siger: »Vi beder eder, Brødre, angaaende vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse og vor Samling til ham, at I ikke i en Hast lader eder bringe fra Besindelse eller forskrække, hverken ved nogen Aand eller ved nogen Tale eller Brev, der skulde være fra os som om Herrens Dag er nærværende [enistemi]. Lad ingen bedrage eder i nogen Maade; thi først maa jo Frafaldet komme og Syndens Menneske aabenbares. Fortabelsens Søn, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud [mægtig Hersker] eller Helligdom saa han sætter sig i Guds Tempel og udgiver sig selv for at være Gud, [278] Kommer I ikke i Hu, at jeg sagde eder dette, da jeg endnu var hos eder? Og nu ved I, hvad der holder ham tilbage [eng. Overs.: ligger imellem], indtil han [Kristus] aabenbares i sin [egen rette] Tid. Thi Lovøshedens Hemmelighed [Genstridigheden imod Kristus] virker allerede, kun at den, som nu holder tilbage, først maa komme af Vejen, og da skal den lovløse aabenbares, hvem den Herre Jesus skal dræbe med sin Munds Aande og tilintetgøre ved sin Nærværelses [parousia] Aabenbarelse.« Paulus kunde skrive saaledes med Bestemthed om Udviklingen af Syndens Menneske før Herrens Dag, fordi han havde gransket Daniels Profeti, til hvilken ogsaa Herren henviste (Matt. 24, 15), og fordi Paulus sandsynligvis selv i sine »Syner og Aabenbarelser« havde set den store Ødelæggelse, som denne Skikkelse vilde afstedkomme i Kirken.

Læg Mærke til, at Paulus ikke brugte saadanne Bevisgrunde, som nogle i vor Tid er tilbøjelige til at fremføre mod den Paastand, at Herrens Dag er begyndt. Han sagde ikke: Taabelige Thessalonikere, ved I ikke, at niar Kristus kommer, skal eders Øjne skue ham, og eders Øren høre en forfærdelig Lyd af Guds Basun, og at I endvidere som Bevis paa,  at Kristus er kommet, vil se Gravstenene styrte om og de hellige opstaa? Er det ikke indlysende, at om en saadan Imødegaaelse havde været mulig, vilde Paulus rask have grebet til et saa enkelt og letfatteligt Argument? Er ikke den Kendsgerning, at han ikke gjorde det, et Bevis for, at en saadan Synsmaade ikke er og ikke kan være bygget paa Sandheden?

Ved den Omstændighed, at Paulus i sin kraftige Bestræbelse for at rette deres Vildfarelse kun fremkom med denne ene Indvending mod deres Paastand, godkendte han tydeligt nok deres almindelige Forestillinger om Herrens Dag et den kunde være begyndt, selv om mange var i Uvidenhed derom, at den altsaa kunde komme uden noget ydre Tegn til at kendemærke [279] den. Men den eneste Grund til hans Indvending var den, at der først maatte komme et Frafald og som Følge af dette Frafald et Syndens Menneske, som, hvad det saa end kunde være, et enkelt Menneske eller et antikristeligt System fremstillet i et saadant, magtte fremstaa, blomstre og begynde at miste sin Magt før Dagen for Herrens Nærværelse. Om altsaa den Indvending, som Paulus fremkom med, ikke længere stør i Vejen dersom vi klart kan se en Skikkelse i Virkelighedernes Verden, hvis Historie i enhver Henseende svarer til den profetiske Beskrivelse af Syndens Menneske fra hans Begyndelse ned til den nærværende Tid da er Paulus' Modargument, der i hans Dage havde Vægt, men ogsaa var den eneste Indvending, han havde, ikke længere i Stand til at afkræfte den Paastand, at vi lever paa Herrens Dag, Herrens Nærværelses Dag. Dersom Syndens Menneske med Lethed kan skelnes, dersom hans Opkomst, Udvikling og Nedgangsperiode klart kan ses, da bliver dette endnu et stadfæstende Bevis for, hvad der er fremhævet i de foregaaende Kapitler, at vi nu lever paa Herrens Dag.

Den profetiske Skildring af Antikrist.

Den, som gransker Profetierne, vil finde, at Syndens Menneske er tydeligt kendemærket igennem hele Bibelen, ikke alene ved, at hans Karakter er klart beskrevet, men ogsaa ved Paavisningen af Tiden og Stedet for hans Opkomst, Fremgang og Aftagen i Magt.

Denne Skikkelse er meget skarpt aftegnet, selv i de Navne, der tillægges den af Bibelens Forfattere. Paulus kalder den »den lovløse«, »Syndens Menneske«, »Lovløshedens Hemmelighed«, »Antikristen«, »Fortabelsens Søn«. Profeten kalder den »den ødelæggende Vederstyggelighed« (Dan. 11, 31; 12, 11), og Herrenomtaler den samme Skikkelse som »Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som Profeten Daniel har talt om« [280] (Matt. 24, 15) , medens han andet Steds benævner den et »Dyr«. (Aab. 13, 1-8.) Den samme Skikkelse blev ogsaa betegnet ved et lille Horn eller en Magt, der skød frem fra et frygteligt Dyr, som Daniel saa i sit profetiske Syn. Dette Dyr havde Øjne og en Mund, der talte store Ting, og det havde Fremgang og førte Krig mod de hellige og fik Overhaand over dem. (Dan. 7, 8. 21.) Ogsaa Johannes saa og advarede Menigheden mod denne Skikkelse, idet han sagde: »I har hørt, at Antikrist kommer.« Han giver dem derpaa Raad om, hvorledes man kan undgaa Antikrists indflydelse. (I Joh. 2, 18-27.) Aabenbaringsbogen er ogsaa for en stor Del en udførlig billedlig Profeti om den samme Antikrist; men denne skal vi blot kaste et Blik paa her, idet vi agter at undersøge den nøjere i et efterfølgende Bind. Disse forskellige Benævnelser og korte Beskrivelser peger hen paa en lav, listig, hyklerisk, svigefuld, haard og grusom Karakter, der udvikles i den kristne Kirkes Midte. I Begyndelsen sniger den sig ind og udvikler sig lidt efter lidt, derpaa tiltager den hurtigt i Magt og Indflydelse, indtil den naar selve den højeste Tinde af jordisk Magt, Rigdom og Herlighed, medens den udøver sin Indflydelse overfor Sandheden og de hellige til sin egen Ophøjelse, idet den til det sidste gør Krav paa særlig Hellighed, Myndighed og Magt fra Gud.

I dette Kapitel agter vi at paavise, at dette Syndens Menneske er et System og ikke en enkelt Person, hvad mange synes at mene, at ligesom Kristus bestaar af den sande Herre og den sande Menighed, saaledes er Antikrist en Efterligning heraf, idet den bestaar af en falsk Herre og en frafalden Kirke, som for en Tid faar Lov til at forvrænge Sandheden, at Svig, at efterligne den sande Herres og hans Menigheds fremtidige Myndighed og Regering og at gøre Nationerne drukne ved Hjælp af falske Paastande og grov Anmasselse.

[281] Vi haaber til enhver samvittighedsfuld Læsers Tilfredshed at kunne bevise, at dette af Paulus omtalte store Frafald har fundet Sted, at Syndens Menneske er blevet udviklet, har siddet i »Guds Tempel« (det virkelige, ikke det forbilledlige), har opfyldt alle de af Apostlene og Profeterne fremførte Forudsigelser om hans Karaktertræk, Gerning m. m., er blevet afsløret og nu siden 1799 e. K. er ved at blive fortæret af Herrens Munds Aande (Sandheden) for derpaa at blive helt ødelagt paa denne allerede oprundne Dag, Herrens Vredes Dag, da han skal aabenbares med Gengældelsens Ildslue.

Uden at have nogen Lyst til at undervurdere andres Meninger føler vi det dog som en Nødvendighed at vise Læseren nogle faa af de Urimeligheder, der hænger sammen med den gængse Angkuelsen Antikrist, for at det værdige og rimelige ved Sandheden i denne Sag kan blive rigtig paaskønnet ved Modsætningen. Nogle vil indsnævre alt, hvad Skriften siger om denne Skikkelse, til kun at gælde et enkelt, virkeligt Menneske. Dette Menneske, paastaar man, vil fortrylle hele Verden i den Grad, at han paa nogle faa Aar vil have opnaaet Hyldest og Tilbedelse af alle Mennesker som saa let vil lade sig føre bag Lyset, at de endog tager dette Menneske for at være Gud og i et genopbygget jødisk Tempel tilbeder ham som den almægtige Jehova. Alt dette skal ske med Lynets Fart paa 3 1/2 Aar, siger de, idet de fortolker den billedlige Tid urigtigt, ligesom de fortolker det billedlige »Menneske« urigtigt.

Opdigtede Fortællinger og taabelige Indbildninger fra Barndommen frembyder intet Sidestykke til de yderliggaaende Anskuelser, som næres af nogle Guds Børn, der er henfaldet til en bogstavelig Fortolkning af Paulus' Ord og derved forblinder baade sig selv og andre overfor mange kostelige Sandheder, som de paa Grund af vrange Meninger om denne Sag er ude af [282] Stand til at se i et fordomsfrit Lys. Lige meget hvor stor Deltagelse vi end kan have for dem, fremtvinger dog deres »blinde Tro« et Smil, naar de i Alvor genfortæller Aabenbaringsbogens forskellige Sindbilleder, som de ikke forstaar, idet de urigtigt tillemper dem bogstaveligt paa deres Vidunder-Menneske. I denne den mest skeptiske Tidsalder, Verden nogen Sinde har kendt, vil han, hævder de, paa den korte Tid af 3 1/2 Aar faa hele Verden for sin Fod og faa den til at tilbede ham som Gud, hvorimod Cæsarerne, Alexander, Napoleon, Muhamed og andre vadede gennem Strømme af Blod ogbrugte mange Gange 3 1/2 Aar uden at opnaa en Tusindedel af, hvad man hævder, dette Menneske skal opnaa.

Og dog havde hine Erobrere alle Fordelene i Retning af Folks Uvidenhed og Overtro, hvorimod vi i vore Dage lever under Forhold, der er højst uheldige for en slig Udvikling af Svig og Bedrag, paa en Tid, da enhver skjult Ting bringes for Lyset som aldrig før, paa en Tid, da et Bedrageri af den ovennævnte Slags er for taabeligt og latterligt til overhovedet at komme i Betragtning. I vor Tid er der jo netop Tilbøjelighed til ikke at have Agtelse for Mennesker, lige meget hvor gode, evnerige eller dygtige de er, eller hvilke Tillidsog Myndighedshverv de end sidder inde med. I saa stor en Udstrækning gælder dette nu som aldrig før, at det er tusinde Gange mere sandsynligt, at hele Verden vilde nægte, at der overhovedet er nogen Gud til, end at de nogen Sinde skulde finde paa at tilbede et Medmenneske som den almægtige Gud.

En stor Hindring for mange under Overvejelsen af dette Emne er er den altfor snævre Forestiling, der hersker i vide Kredse med Hensyn til Betydningen af Ordet »Gud«. Man indser ikke, at det græske Ord theos (Gud) ikke altid henviser til Jehova. Det betyder en mægtig, en Hersker, og især en religiøs eller præstelig Hersker. I det nye Testamente bruges theos[283] sjældent undtagen one Jehova, fordi Apostlene i deres Taler saa sjældent omtalte de Øfalske Religionssystemer og derfor ikke ofte kom til at nævne disses indviede Herskere eller Guder dog er i følgende Skriftsteder Ordet »Gud« (theos) brugt om andre end det højeste Væsen, Jehova: Joh. 10, 34. 35; Ap. G. 7 40. 43; 17, 23; 1 Kor. 8, 5.

Med den fulde Betydning af det græske Ord theos for Øje il man straks kunne se, at Apostelens Udsagn om Antikrist — at han vil sætte sig i Guds Tempel og give sig ud for at være en Gud — ikke med Nødvendighed betyder, at Antikrist vil prøve paa at ophøje sig aver Jehova, at han vil gøre Tilløb til at tage Jehovas Plads. Det indeholder slet og ret den Tanke, at denne vil stille sig frem som en religiøs Hersker, der gør Krav paa og udøver Myndighed over og fremfor alle andre Herskere, saa at han endog ophøjer sig selv i Menigheden, som er Guds sande Tempel, og der gør Fordring paa og udøver Myndighed som dens øverte og lovhjemlede Hersker. Hvor Ordet theos i det græske Sprog bruges som et Egennavn for Jehova, har det undertiden den bestemte Artikel, som naar i paa dansk vilde sige »Guden«. Derimod forekommer Artiklen ikke paa de ovennævnte Steder, som henviser til andre Guder, eller paa dette Sted (2 Thess. 2, 4), som henviser til Antikrist.

Om man klart ser dette, er en stor Snublesten blevet bortfjernet, og man er mere beredt til at vente de rette Ting som Opfyldelse af denne Forudsigelse, ikke en Antikrist, der paastaar, at han er Jehova, og gør Krav paa Tilbedelse som saadan, men en, der paastaar, at han er den første, den øverste Religionslærer i Menigheden, en, som saaledes prøver paa at tilrane sig Kristi den guddommelig indsatte Høvdings, Herres og Lærers, Myndighed. Underligt nok er de, som hylder denne bogstavelige Opfattelse af Syndens Menneske, tillige for det meste [284] saadanne, som tror, at Herren kommer før Tusindaarsriget, og som venter hans Komme naar som helst. Hvorfor kan ikke alle se Apostelens Mening, naar han med Bestemthed udtaler, at Herrens Dag (hans Nærværelses Dag) ikke kan komme og ikke bør ventes, før yndens Menneske er aabenbaret? Der medgik over 40 Aar til Bygningen af det første jødiske Tempel, og det vilde sikkert tage i det mindste 10 eller 20 Aar at bygge et nyt og endnu mere pragtfuldt Tempel i Jerusalem, hvor man venter, at et virkeligt Syndens Menneske skal indsættes og tilbedes som Gud. Hvorfor venter da de, som har denne Tro, Herrens Komme naar som helst? En saadan Synslnaade stemmer ikke med Fornuften eller med Apostelens Profeti. For ikke at komme i Strid med sig selv maa de enten opgive at vente Herren naar som helst eller ogsaa opgive  Forventningen om et fremtidigt Syndens Menneske; thi Herrens Nærværelses Dag kan ikke komme, før Frafaldet har fundet Sted, og før Syndens Menneske er blevet udviklet og er kommet afsløret frem af dette Frafald.

Naar vi faar et rigtigt Syn paa Apostelens Ord og rigtige Forestillinger om Maaden for Herrens Komme, finder vi ingen saddanne Afvigelser og Modsigelser, men en overbevisende Overensstemmelse og Orden. En saadan Opfattelse er det, vi, nu fremsætte. Dens Overensstemmelse med Skriften maa Læseren selv prøve.

De forskellige Navne, hvormed dette System benævnes, er aabenbart billedlige. De skal ikke forstaas som Benævnelser paa en enkelt Person, men som Udtryk for Beskaffenheden af en fordærvet religiøs og civil Sammenslutning, der er udviklet i den kristne Navnkirke, og som paa Grund af sin snedige Mostand mod Kristus, Hovedet, og hans sande Menighed. Legemet, med Rette fortjener Navnet »Antikrist«. Et saadant System kunde opfylde alle de Forudsigelser, der er [285] fremført angaaende Antikrist eller Syndens Menneske; men en Enkeltperson kunde det ikke. Det er desuden klart, at dette Antikrist-System ikke er et af de hedenske Religionssystemer, saasom Muhamedanismen eller Brahmanismen; thi den kristne Kirke har aldrig været under et saadant Systems Magt; ikke heller kom noget af disse Systemer indenfor den kristne Kirke. De er nu og har altid været uafhængige af den kristne Kirke.

Det System, som fuldt ud svarer til den i Guds Ord givne Beskrivelse, maa bære Kristennavnet og maa rumme et stort Flertal af dem, som gør Paastand paa at være Kristne. Og det maa have haft sit Udspring i et Frafald fra den kristne Tro — et Frafald, der var lønligt og skjult, indtil Omstændighederne blev gunstige til, at det kunde rive Magten til sig. Det havde sin snigende Begyndelse i Apostelens Dage, i nogle af Lærernes Attraa efter at være den største.

Vi behøver ikke at søge længe for at finde en Skikkelse, som passer fuldstændigt til alle de opgivne Træk, en, hvis Levnedsløb, som det er optegnet i Verdenshistorien saavel som af dens egne vildledte Tjenere, stemmer, som vi skal se, nøjagtigt med det profetiske Ords Beskrivelse af Antikrist. Men naar vi udtaler, at det eneste System, hvis Historie passer til disse Profetier, er Pavedømmet, saa lad ingen misforstaa os, som om vi mente, at enhver romersk-katolsk Person er et Syndens Menneske, eller at Præsterne eller Paverne i Romerkirken er eller har været Antikrist. Intet Menneske er »Antikrist«, »Syndens Menneske«, som skildres i Profetierne. Paver, Bisper og andre er i det højeste kun Dele af eller Lemmer paa Antikrist-Systemet, ligesom alle de kongelige Præster kun er Lemmer paa den sande Kristus under Jesus, deres Hoved, og ligesom de i deres nuværende Kaar tilsammen udgør den modbilledlige Elias, skønt ingen enkelt af dem er den forudforjættede Elias. Læg endvidere [286]Mærke til, at Romerkirken alene i dets Egenskab af et kirkeligt System ikke er »Syndens Menneske« (en Mand altsaa) og aldrig fremstilles under Billedet af en Mand. Tværtimod bruges der altid en Kvinde som Billede paa en Menighed, adskilt fra sit Hoved og sin Herre. Den sande Menighed fremstilles billedligt ved en »ren Jomfru«, hvorimod den frafaldne Kirke, som er veget bort fra den oprindelige Renhed og Troskab mod Herren, billedligt kaldes en »Skøge«. Ligesom den sande »Jomfru-Menighed« vedbliver at være en saadan indtil Tidsalderens Ende, da den skal forenes med sin Herre og faa hans Navn — Kristus — saaledes blev den frafaldne Kirke ikke Antikrist eller Syndens Menneske, før den forenede sig med sin Herre og sit Hoved, Paven, Kristi foregivne Stedfortræder, og blev et religiøst Rige, falskeligt kaldet Kristenheden, Kristi Rige.

Pavedømmet er Navnet paa dette falske Rige, og det blev bygget op paa en misforstaaet Sandhed den Sandhed nemlig, at Menigheden er kaldet til at være Konger og Præster for Gud og til at regere paa Jorden. Men Tiden til at regere var endnu ikke kommet; Evangelietiden var ikke bestemt til dette Øjemed, men til at faa Menigheden udsøgt, udviklet, optugtet, fornedret og opofret, idet den skulde træde i sin Herres Fodspor og med Taalmodighed vente og holde ud indtil den fastsatte Tid for den lovede Ophøjelse og herlige Regering — Tusindaarsrigets Tidsalder.

Herren forudsaa, at Navnkristendommen vilde brede sig ud over Verden, og at den, idet den blev en Folkesag, vilde blive omfattet af mange, som vilde hylde Formen uden at trænge ind til Kernen, den bærende Aand deri. Han forudsaa, at efterhaanden som Skarer af denne Slags sluttede sig til Menigheden, vilde den verdslige Aand, der er det modsatte af Selvfornægtelsens og Selvopofrelens Aand, komme ind med dem, [287] at Selviskhed og Attraa efter at blive star og at herske vilde komme ind og faa Kirken til at gribe den første Lejlighed til at blive Herre over Verden før Tiden, eller rettere, at det verdslige Element, som skulde komme ind i Menigheden, vilde gøre sin Indflydelse gældende og i den sande Menigheds Navn gribe den civile Magt paa jorden, som Gud have overladt til Hedningerne, og som først efter Udløbet af Hedningetiderne i 1914 e. K. kan gaa helt over i Hænderne paa den sande Kirke. Og saaledes gik det i Virkeligheden til. Navnkirken begyndte at falde fra, da dens Medlemstal voksede ved højtstræbende Mænds Lære og Virken, Mænd, der kom til at synes bedre og bedre om den Magt og verdslige Indflydelse, som Mængden og Rigdommen førte med sig. Lidt efter lidt blev Menighedens Aand verdslig, og man begyndte almindeligt at tragte efter, hvad Verden havde at byde paa. Ærgerrigheden kom da med følgende Indskydelse: Hvis det store Romerrige med al dets Magt og Indflydelse, dets Hære og Rigdomme, blot kom til at holde Kirken oppe, hvor ærefuldt og ædelt vilde det da ikke blive at være en Kristen! Hvor hurtig vilde da ikke Forfølgelser fra Hedningernes Side ophøre! Da vilde det staa i vor Magt ikke alene at indgyde dem Ærefrygt, men at fremtvinge deres Tilslutning til Kirken og Kristi Kors og Navn. Man tænkte endvidere rimeligvis som saa: Det er aabenbart ikke Guds Mening, at Kirken for stedse skal staa under Verden og være forfulgt af den. Apostelens Ord: »Ved I ikke; at de hellige skal dømme Verden?« saavel som Herrens Løfte om, at vi skal regere med ham, og de mange Profetier, der henviser til Menighedens Regering, giver klart til Kende, at Gud har en saadan Plan. Sandt nok skrev Apostelen, at Herren først vilde vende tilbage og ophøje Menigheden, og formanede os til at »vente« paa Herren; men (saa tænkte de) adskillige Aarhundreder er nu henrundet, og vi ser intet Tegn [288] til Herrens Komme. Apostlene maa til Dels have taget fejl. Os synes det at være klart, at vi kan og bør bruge erhverv Middel for at komme i Besiddelse af det verdslige Styre og vinde Verden for Herren. Kirken maa desuden have et Hoved (mente de) en til at optrædepaa den fraværende Herres og paa Kirkens Vegne overfor Verden, en, som Verden kan hylde, som kan udøve Kristi Myndighed og styre Verden med et Jernspir, saaledes som Profeten David forudsagde. Ved en langsom Ændring af Tænkemaaden Aarhundreder igennem tabte Menigheden paa denne Maade lidt efter lidt sit virkelige Haab af Syne, nemlig Haabet om ved Herrens andet Komme at blive ophøjet til at styre og velsigne Verden. Et nyt Haab tog dets Plads, Haabet om Fremgang uden Herren under en Række Paver som Overhoveder og Lærere. Ved lønligt Ledtog, Rænkespil og Uveksling af Gunstbevisninger med Verden blev saaledes Menighedens Haab et falsk Haab, en forførende Snare, hvorved Satan ledte den fra det ene Vildspor til det andet baade med Hensyn til Lære og Liv.

Frafaldet udviklede sig til »Syndens Menneske« paa det Tidspunkt, da den pavelige Præstestand ophøjede sig under Paven som Overhoved og gjorde Krav paa og forsøgte at erhverve sig Herredømmet over Jorden i Kristi tusindaarige Riges Navn og under Foregivende af at være dette Rige. Det var et falsk, svigagtigt Krav, hvor meget end nogle af dets Forsvarere troede paa dets Berettigelse. Det var et paa bedragerisk Vis eftergjort Rige, hvor redelige nogle af dets Grundlæggere og Støtter end kan have været. Det var Antikrists Herlighed, hvor meget de end paastod og troede, at det var den sande Kristi Herlighed, Rige og Magt paa Jorden. Det er en Fejltagelse at mene, at naar man er samvittighedsfuld, har man altid Ret. Ethvert Vilfarelses-System har uden Tvivl i sine Rækker ligesaa mange samvittig hedsfulde, [289] men forførte Tilhængere, som det bar Hyklere. Samvittighesfuldhed er en sædelig Ærlighed, der ikke er afhængig af Kundskab. Hedningerne beder og ofrer samvittighedsfuldt til Afguder, fordi de ikke ved bedre; Saulus forfulgte samvittighedsfuldt de hellige, fordi han ikke vidste bedre; og ligeledes gjorde ogsaa mange af Pavedømmets Tilhængere sam­vittighedsfuldt, i Uvidenhed, Vold paa Profetien, forfulgte de sande hellige og grundlagde det store Antikrist-System. I Aarhundreder har Pavedømmet ikke alene narret Jordens Konger med Hensyn til sin Magt og hævdet Kravet paa guddommelig Myndighed til at herske over dem; men selv i Kirken, Guds Tempel, hvor Kristus alene skulde hyldes som Hoved og Lærer, har det sat sig i Højsædet og paastaaet at være den eneste sande Lærer og Lovgiver. Og her har det forført alle paa nogle faa nær ved sit sjældne Held og sine overmodige Paastande. »Hele Verden forundrede sig« — blev forbavset, narret, forvirret, alle de, hvis Navne ikke var skrevet i Lammets Livsens Bog, og mange, hvis Navne er indskrevet iblandt Guds hellige, var i alvorlig Forlegenhed. Dette Bedrag blev des stærkere paa Grund af selve den gradvise Fremkomst af disse ærgerrige Planer og deres endnu mere gradvise Gennemførelse. Dets Udvikling strakte sig over Hundreder af Aar og var allerede begyndt paa Paulus' Tid, skønt Planen dengang endnu ikke var kommet aabenlyst frem. Lidt efter lidt føjedes Vildfarelse til Vildfarelse, een Mands ærgerrige Udtalelser blev drevet endnu videre af andre, efterhaanden som Tiden gik. Saaledes plantede og vandede Satan i al Snedighed Vildfarelsens Sæd og udviklede det største og mægtigste System, Verden nogen Sinde har kendt: Antikrist.

Navnet »Antikrist« har en dobbelt Betydning. Den første er »imod (d. e. i Strid med) Kristus«; den anden er »i Stedet for (d. e. en Efterligning af) Kristiis«.

[290] I den første Betydning er Udtrykket af en almindelig Art og kan gælde enhver Fjende, der modstaar Kristas. I denne Forstand var Saulus (senere kaldet Paulus), enhver Jøde, enhver Muhamedaner og alle Roms denske Kejsere Antikrister, Modstandere af Kristus. (Ap. G. 9, 4.) Men det er ikke i denne Betydning, Skriften bruger Navnet »Antikrist«. Den ser bort fra alle saadanne Fjender og bruger Benævnelsen »Antikrist« i den anden af de to anførte Betydninger om den, der staar Kristus imod ved at bagvaske ham, efterligne ham og søge at indtage hans Plads, træde i Stedet for ham. Johannes siger: »Som I har hørt, at Antikristen kommer, saaledes er nu mange Antikrister fremtraadt.« (1 Joh. 2, 18. 19.) (Den græske Tekst skelner mellem den, særskilte Antikrist og de talrige mindre.) Og hvad Johannes længere fremme skriver, viser, at han ikke hentyder til alle Modstandere af Kristus og Menigheden, men til en bestemt Klasse, som endnu vedkender sig at høre til Kristi Legeme, Menigheden, men dog har forladt Sandhedens Grundsætninger og ikke alene forkaster Sandheden, men i Verdens Øjne indtager den sande Menigheds Plads og Navn, altsaa i Grunden kun efterligner de sande hellige. Johannes Siger om disse: »De er udgaaet fra os, men de var ikke af os.« De repræsenterer ikke os, selv om de kan narre sig selv og Verden i denne Henseende. I det samme Brev udtaler Johannes, at de, han omtaler sam mange Antikrister, har Antikristens Aand.

Dette er altsaa hvad vi bør vente, og hvad vi finder i Pavedømmet: Ikke en Modstand mod Kristi Navn, men en Fjende eller Modstander af Kristus, der falskelig bærer hans Navn, efterligner hans Rige og Myndighed og fremstiller hans Egenskaber. Planer og Lære i et urigtigt Lys overfor Verden — i Sandhed en højst farlig Modstander, langt værre end en afgjort Fjende. Og Man maa huske paa, at dette er [291] sandt, selv og nogle af dem, der er forbundet med hint System, er samvittighedsfulde i deres Vildfarelse Forførere, som selv er forførte.

Efter disse Antydninger om Kendemærkerne og Ejendommelighederne hos det Syndens Menneske og om, naar, hvor og under hvilke Omstændigheder han er at vente, vil vi skride til en Undersøgelse af nogle historiske Vidnesbyrd og skal, tror vi, hæve det over al rimelig Tvivl, at enhver Forudsigelse om Antikrist er blevet opfyldt i Pavevældet Daa en Maade og i en Udstrækning, som alle maa indrømme ikke kunde gentages under vor Tids Oplysning. Pladsen nøder os til her kun et fremsætte korte Uddrag af den store Masse historiske Vidnesbyrd. Vi har holdt os til Historieskrivere, der har Ord for at være nøjagtige, og i mange Tilfælde gengiver vi romersk-katolske Forfatteres Udsagn og Indrømmelser.

De Omstændigheder, der bragte
Syndens Menneske
til Verden.

ET STORT FRAFALD. Vi spørger først: Omtaler Historien en Opfyldelse af Paulus' Profeti om et stort Fald fra den kristne Menigheds oprindelige Enfold og Renhed i Liv og Lære og om en uretfærdig, ærgerrig Inflydelses hemmelige Virken i Menigheden forud for Udviklingen af Pavedømmet, det Syndens Menneske, d. v. s. forud for Anerkendelsen af Paven som Kirkens Overhoved?

Ja, meget tydeligt! Det pavelige Præstevælde fremkom først adskillige Aarhundreder, efter at Herren og Apostlene havde grundlagt Menigheden. Og om Mellemtiden læser vi:*)

»Alt eftersom Kirken voksede i Tal og Velstand, rejstes der kostbare Gudshuse. Gudstjenesten blev mere omstændelig. Billedhugger- og Malerkunsten fik til Opgave at komme Gudsdyrkelsen til Hjælp. Relikvier af Helgener og Martyrer gemtes som hellige Skatte. De religiøse Skikke [292] blev mangfoldige, og Kirken under de kristne Kejsere [i det fjerde Aarhundrede] med dens pragtfuldt klædte Præsteskab og imponerende Ceremonier, optog meget af den Prunk og udvortes Glimmer, der hørte hjemme i det hedenske System, som den havde fortrængt.«

__________
*) Whites Universal History, S. 156.
__________

En anden**) siger: »Samtidig med Antagelsen [af Kristen­dommen som Kejserrigets Religion i det fjerde Aarhundrede] bredte der sig en STOR og ALMINDELIG FORDÆRVELSE, SOM VAR OPKOMMET TO AARHUNDREDER I FORVEJEN. Overtro og Vankundighed iklædte Kirkemændene en Magt, som de udøvede til deres egen Ophøjelse.«

__________
**) Fishers Universal-History, S. 193
__________

Rapin bemærker, at »i det femte Aarhundrede var Kristendommen blevet nedværdiget af et uhyre Antal menneskelige Opfindelser. Enkelheden i dens Styre var blevet afløst af Præstevælde; og dens Gudsdyrkelse skæmmedes af Skikke, som var laant hos Hedningeroe«.

I sin »Kristendommens Historie« forfølger Mosheim Kirkens Fald fra dens oprindelige Enfold og Renhed Skridt for Skridt til dens dybe Nedværdigelse, som naaede Højdepunktet med Udviklingen af »Syndens Menneske«. Om han sag Antikristen eller ej, kommer ikke frem: men paa en mesterlig Maade har han fulgt Sporene af » Lovløshedens Hemmelighed« i Kirken ned til Begyndelsen af det fjerde Aarhundrede, da hans Arbejde pludselig blev afbrudt ved Døden. Vor Plads tillader os ikke her at hidsætte Gengivelser af hans ypperlige bindstærke Værk, men vi giver Værket i sin Helhed det Skudsmaal, at det er i høj Grad lærerigt med Hensyn til den foreliggende Sag.

Af Lords »Old Roman World« hidsætter vi en kort og tilspidset Skildring af Kirkens Historie ide første fire Aarhundreder, hvori han klart og korfattet paaviser dens gradvise Tilbagegang og dens hurtige Udartning, efter at den af Apostelen omtalte Hindring var ryddet bort. Han skriver:

»I DET FØRSTE AARHUNDREDE blev ikke mange vise eller højbaarne kaldet. Ingen store Navne er blevet os overleveret. Der omtales ingen Videnskabsmæd. Statsmænd, [293] Adelsmænd, Hærførere, Statholdere, Dommere eller Øvrighedspersoner. I det første Aarhundrede var de Kristne ikke af tilstrækkelig Betydning til at blive almindelig forfulgt af Regeringen. De havde ikke engang tiltrukket sig den offentlige Opmærksomhed. Ingen skrev imod dem, ikke engang græske Filosofer. Vi læser ikke om Indlæg eller Forsvarsskrifter fra de Kristne selv. De havde ingen store Mænd i deres Rækker, hverken hvad Lærdom, Begavelse, Rigdom eller Samfundsstilling angaar. Intet i Historien er goldere end Menighedens Aarbøger i dette Aar­hundrede, naar Talen er om store Navne. Dog var der i dette Aarhundrede blevet vundet mange Disciple i enhver By, og Overleveringen fortæller os om, at de mere fremragende og deriblandt næsten alle Apostlene, maatte lide Martyrdøden.

I DET ANDET AARHUNDREDE er der ingen større Navne end Polykarp, Ignatius, Justinus Martyr, Klemens, Melito og Appolionius, stille Biskopper eller uforfærdede Martyrer, der talte til deres Hjorde rundt om i Tagkamre og paa lignende Steder, Mænd, som ingen verdslig Rangstilling havde, men kun var kendt for deres Sindelags Renhed eller for deres Ligefremhed og kun blev omtalt for deres Tros Skyld. Vi læser om Martyrer, blandt hvilke nogle skrev værdifulde Afhandlinger og Forsvarsindlæg; men vi finder ingen af Rang iblandt dem. Det var i Modens og Magtens Øjne en Vanære at være en Kristen. Den oldkristelige Litteratur er væsentlig forsvarspræget, og Læren er af en ligefrem og praktisk Art. Der var Stridighederi Kirken, et kraftigt religiøst Liv, stor Virksomhed, store Dyder, men ingen ydre Kampe, ingen verdslig Historie. De Kristne havde endnu ikke angrebet Regeringen eller Kejserrigets store Samfunds­indretninger. De udgjorde en ringe Skare rene og ulastelige Mennesker, som ikke tragtede efter MAGT OVER SAM­FUNDET. Men de havde tiltrukket sig Regeringens Opmærksomhed og var af tilstrækkelig Betydning til at blive forfulgt. De blev holdt for Sværmere, der søgte at nedbryde Ærefrygten for tilvante Samfundsformer.«

[Organisering som et Middel til at opnaa Magten.]

»I det Aarhundrede blev Kirkens Styre ORGANISERET I STILHED. Der kom et fast Fællesskab i Stand mellem Medlemmerne. Biskopperne var blevet mægtige, ikke i Samfundet, men blandt de Kristne. Der blev oprettet Stifter og Sogne. Der var Forskel mellem By og Landbiskopper. Befuldniægtigede fra Menighederne kom sammen for at [294] drøfte Trosspørgsmaal eller undertrykke fremspirende Vranglære. Diakon-Systemet udvikledes, og Menigheds­styret blev mere centraliseret. Diakonerne begyndte man at regne med til det højere Præsteskab. Kirkebandets Vaaben blev smedet. Missionsvirksomheden udfoldede sig. Kirkens Fester blev ordnet. Gnosticismen blev antaget af mange ledende Folk. Der oprettedes Skoler for Undervisning i Troen og dens Sammenhæng. Daabsforskrifterne og Sakramenterne fik stor Betydning, og Munkelivet blev populært. Kirken lagde dermed GRUNDVOLDEN TIL SIN FREMTIDIGE STYRELSE OG MAGT.

I DET TREDJE AARHUNDREDE blev Kirken mægtigere som Samfundsindretning. Kirkeforsamlinger blev afholdt til bestemte Tider i Rigets store Stæder. Metropolitan­Systemet var naaet til sin Modenhed. Kirkelovene blev fastsat. Store teologiske Skoler øvede Tiltrækning over for granskende Personer. Læren blev sat i System [d. v. s. Begreberne blev afgrænset, Stoffet samlet og fremsat i Artikler og Trosbekendelser] Kristendommen havde bredt sig i saa stor Udstrækning, at den nødvendigvis maatte enten forfølges eller lovliggøres; mægtige Bisper styrede den vordende Kirke; store [teologiske] Doktorer granskede de Spørgsmaal [falskelig saakaldt Filosofi og Videnskab], som havde bragt Røre i de græske Skoler; Kirkebygningerne udvidedes, og Festmaaltider indstiftedes til Ære for Martyrerne; Kirken skred rask frem til en Stilling, som aftvang Menneskeheden Opmærksomhed.

DET VAR FØRST I DET FJERDE AARHUNDREDE da den kejserlige Forfølgelse var standset da [den romerske Kejser] Konstantin blev omvendt, da KIRKEN KOM I FORBUND MED STATEN, da selve den oprindelige Tro var fordærvet, da Overtro og tom Filosofi var kommet ind i de troendes Rækker, da Biskopper blev Hofmænd, da Kirkerne blev baade rige og pragtfulde, da Præstemøderne kom under politisk Indflydelse, da Munkene havde opstillet et falsk Dydsmaal, da Politik og Dogmatik gik Haand i Haand, og Kejserne satte Kirkeraadenes Beslutninger igennem — at MÆND AF RANG traadte ind i Kirken. Da Kristendommen blev Hoffets og de toneangivende Klassers Religion, blev den brugt til Støtte for selve de Onder, den oprindeligt bekæmpede. Kirken blev ikke alene gennemsyret af den hedenske Filosofis Vildfarelser; men den optog mange af alen østerlandske Gudsdyrkelses Skikke, som var baade omstændelige og glimrende. Kirkerne blev i det fjerde Aarhundrede lige saa storartede som de gamle Afgudstempler. Fester blev hyppige og pragtfulde. Folket [295] holdt stærkt paa dem, fordi det derved fik Adspredelse og fritoges for Arbejde. Ærefrygt for Martyrerne ledte til Indførelsen af Helgenbilleder – en fremtidig Kilde til megen populær Afgudsdyrkelse. Kristendommen blev fremstillet i glimrende Kirkeskikke. Ærefrygten for Helgenerne nærmede sig til Forgudelse, og Overtroen ophøjede Jesu Moder til at bliv Genstand for en ligefrem Tilbedelse. Nadverbordene blev til storartede Altere, der mindede om de jødiske, og Martyrernes Levninger blev opbevaret som hellige Tryllemidler. Munkelivet udvikledes til et stort System af Bodsøvelser og Udsoningsskikke. Skarer af Munke trak sig tilbage til skumle og afsides liggende Steder, hvor de hengav sig til Faste og Bodsøvelser. Det var en dyster og fanatisk Klasse Mennesker, der glemte Livets praktiske Opgaver.

Præsterne, der var ærgerrige og verdslige, søgte Rang og Udmærkelse. De flokkedes endog ved Fyrsternes Hoffer og tragtede efter verdslig Ære. De underholdtes ikke længere af de troendes frivillige Bidrag, men ved Indkomster, som skaffedes til Veje af Regeringen, eller ved Ejendom, som de arvede efter de gamle [hedenske] Templer. Store Legater skænkedes Kirken af de rige, og dem havde Præsteskabet Raadighed over. Disse Arvegodser blev Kilder til uudtømmelig Velstand. Efterhaanden som Rigdommene voksede og gik over paa Præsternes Hænder, blev disse ligegyldige for Folkets Fornødenheder, da de jo ikke længere blev underholdt af dette. De blev lade, overmodige og uafhængige. Folket blev udelukket fra Delagtighed i Kirkestyrelsen. Biskoppen blev en stor Personlighed, den indsatte og styrede sine underordnede. KIRKEN TRAADTE I FORBUND MED STATEN, og Trosvedtægter sattes i Kraft af Øvrighedens Sværd.

En mægtig Præsteorden oprettedes med 
forskellige Grader, der naaede
Højdepunktet i Roms Biskop.

Kejseren traf Afgørelser i Trosspørgsmaal, og Kirkens Embedsmænd blev fritaget for Statens Byrder. Der var en stærk Tilstrømning til de præstelige Embeder, da Kirkemændene udøvede saa stor en Magt og blev saa rige. Mænd blev anbragt paa Bispestolene, ikke for deres Fromheds eller Begavelses Skyld, men som en Følge af deres Indflydelse hos de store. KIRKENS MISSION TABTES AF SYNE UNDER DEN NEDVÆRDIGENDE FORBINDELSE MED STATEN. Kristendommen blev et prunkende Skuespil, en Iagttagelse af visse Skikke, en Arm paa Staten, en forfængelig Filosofi, en Overtro, en Form.«

[296] Dermed er det af Apostelen Paulus forudsagte Frafald fra Troen en fastslaaet historisk Kendsgerning. Alle Historieskrivere aflægger Vidnesbyrd derom, selv de, som bifalder Magttilranelsen og lovpriser Hovedmændene for denne. Vi beklager, at vi maa ind- skrænke os til at gengive nogle faa af de mest træffende Udsagn. Frafaldet, som strækker sig over Aar­hundreder, var saa langsomt, at det var meget mindre kendeligt for dem, som da levede midt i det, end for os, der ser det som et Hele; og det var saa meget mere skuffende, fordi ethvert Tilløb til Sammenslutning og ethvert Skridt fremad mod Indflydelse og Myndighed i Kirken og over Verden blev gjort i Kristi Navn og under Foregivende af, at man søgte hans Ære ved at udføre hans Planer, som de er optegnet i Skriften. Saaledes blev den store Antikrist udviklet — den farligste, snedigste og ihærdigste Modstander af al sand Kristendom og den mest ondsindede Forfølger af de sande hellige.

Hindringen bortfjernet.

Apostelen Paulus forudsagde, at dette uretfærdige Princip skulde virke lønligt for en Tid, saa længe en eller anden hæmmende Ting stod i Vejen, indtil det, naar Hindringen var bortryddet, kunde have frit Løb og skride rask fremad til Udviklingen af Antikrist. Han siger: »Kun at den, som nu holder tilbage, først maa komme af Vejen.« (2 Thess. 2, 7.) Hvad har Historien at fremvise som Opfyldelse af denne Forudsigelse? Den viser as, at det, som hindrede den raske Udvikling af Antikrist, var den Om stændighed, at den eftertragtede Plads allerede var udfyldt af en anden. Romerriget havde ikke alene underlagt sig Verden og givet den Retsformer og Love; men fordi man indsaa, at religiøs Overtro var den stærkeste Lænke til at holde og lede et Folk i, havde man antaget en Plan, som havde sin Oprindelse i Babylon paa den Tid, da dette havde sin Storhedsperiode som Hersker [297] over Verden. Denne gik ud paa, at Kejseren skulde anses for Styrer og Hersker i religiøse saavel som i verdslige Spørgsmaal. Til Støtte herfor hævdede man, at Kejseren var en Halvgud, der paa en eller anden Maade nedstammede fra de hedenske Guddomme. Som saadan blev han tilbedt; hans Billedstøtte var Gen­stand for Dyrkelse, og han bar Navnet Pontifex Maximus, d. e. Ypperstepræst eller den største religiøse Hersker. Dette er netop den Titel, det romerske Præsteskabs Øverster eller Paver gør Krav paa at bære, siden Antikrist af Roms tidligere Hersker fik »Kraft, Trone og stor Magt«. — Aab. 13, 2.

Men det gamle hedenske Roms og Babylons præstelige Magt var kun en ren Skygge i Sammenligning med det indviklede og sammensatte Maskineri og de Anordninger med Hensyn til Lære og Liv, der er sat i Gang af det pavelige Rom, hine Rigers sejrsstolte Arvtager, der nu efter Aarhundreders Udøvelse af List og Snille har sin Magt saa rodfæstet, at det selv i denne Tid, da dets Magt udadtil er brudt og dets verdslige Herredømme er frataget det, styrer Verden og behersker Riger i Løn under Dække, fuldt ud saa grundigt, som de romerske Kejsere nogen Sinde be­herskede de Konger, der stod under dem.

Til de romerske Kejseres Ære være det sagt, at ingen af dem i Egenskab af øverste religiøs Hersker nogen Sinde har udøvet det Voldsherredømme, som nogle af deres Eftermænd paa Pavetronen har gjort sig skyldige i. Om denne Sag siger Gibbon*): »Det maa indrømmes, at Tallet paa de Protestanter, som blev taget af Dage i en eneste Landsdel og under en eneste Regering, langt overgik Antallet af Martyrer i de første tre Aarhundreder i [hele] det romerske Rige.«Ifølge den Tids Skik hyldede Kejserne de mest populære Guder; men hvor som helst deres Hære drog hen, blev der gerne taget Hensyn til det overvundne Folks Guder [298] og Gudsdyrkelse. Dette har vi et Eksempel paa i Palæstina, hvor Religions og Samvittighedsfriheden, skønt Landet stod under romersk Herredømme, dog i Almindelighed lodes ukrænket af den kejserlige Pontifex Maximus, der som religiøs Hersker saaledes viste Mildhed mod Folket og sin Overensstemmelse med alle de populære Guder.

__________
*) Bind II, S. 85.
__________

Altsaa ser vi, at hvad der hindrede den tidlige Udvikling af Antikrist, var den Omstændighed, at det attraaede Højsæde var optaget af dem, der optraadte paa det stærkeste Riges Vegne, Verden endnu havde kendt, og at om nogen havde stræbt i denne Retning, vilde han have udsat sig for Verdens Herrers Vrede. Derfor arbejdede denne uretfærdige Ærgerrighed først i Løn. Den fralagde sig enhver Tanke om at ville vinde Magt eller Myndighed, indtil en heldig Lejlighed meldte sig, efter at Navnkirken var blevet stor og mægtig, og den kejserlige Magt, oprevet ved politiske Stridigheder, begyndte at opløses.

Roms Magt var stærkt i Aftagende, og dets Omraade var delt mellemseks Mænd, der hver for sig gjorde Krav paa Kejserværdigheden, da Konstantin fik den. At han i det mindste til Dels antog Kristendommen for at Styrke og samle sit Rige er en rimelig Formodning. Om denne Sag melder Historien:

»Om Konstantin vedkendte sig den [Kristendommen] ud fra Overbevisning om dens Sandhed eller af politiske Hensyn, er et omstridt Spørgsmaal. Vist er det, at denne Religion, der af den romerske Magt kun modtog tavs Dadel eller haandgribelige Forfølgelser, dog havde vundet Udbredelse iblandt Folket, saa at Konstantin vandt større Hengivenhed hos Soldaterne ved at antage den. ... Det var verdslig Ærgerrighed, der drev Kejseren til at bekende sig til Kristendommen, og ikke den Aand, der raadede i Kristus; thi Kristus sagde: Mit Rige er ikke af denne Verden. Konstantin gjorde Kristendommen til Rigets Religion, og fra den Tid finder vi dens Indflydelse besmittet af jordiske Ting. ... Ingen særskilt Biskop blev betragtet som Hoved for hele Kirken, men Kejseren var det i Virkeligheden. I denne Egenskab sammenkaldte han NIKÆAMØDET, [299] efter at han i Kampen mellem Athanasius og Arius havde taget Parti mod den sidste. RAADET VAR ENIGT MED KEJSEREN.«*)

__________
*) Willards Universal History, S. 163.
__________

»Hvilke Fordele der end kunde drages af at have vundet en kejserlig Trosfælde, saa udmærkede han sig dog snarere ved Purpurets Pragt end ved Overlegenhed i Visdom og Dyd fremfor de mange Tusinde, Undersaatter, som havde antaget Kristendommens Lære. ... I det samme Aar, hvori han sammenkaldte Nikæa-Mødet, satte han en Plet paa sig ved at aflive sin ældste Søn. Kirkens Taknemmelighed fik den til at ophøje Dyderne og undskylde Lyderne hos den rundhaandede Velynder, der satte Kristendommen paa den romerske Verdens Trone.«**)

__________
**) Gibbon, Bind Il, S. 269.
__________

Her var det altsaa, under Konstantins Regering, at Kejserrigets Modstand mod Kristendommen veg Pladsen for dets Velvilje, og den kejserlige Pontifex Maximus blev Forsvarer for den saakaldte, men i Virkeligheden frafaldne Kristi Kirke. Ved at tage den ved Haanden hjalp han den til en populær og glimrende Stilling, hvorfra den var i Stand til senere, da Kejsermagten svækkedes, at sætte sin egen Hovedleder paa Verdens religiøse Trone i Egenskab af første Mand paa Religionens Omraade.

Men det er en Fejltagelse at mene, som mange gør, at Kirken paa denne Tid var en ren (jomfruelig) Menighed, pludselig hævet til en Værdighed og Magt, der blev den til en Snare. Lige det modsatte er Tilfældet. Som allerede omtalt, havde et stort Frafald fundet Sted, et Fald fra den oprindelige Renhed, Enfold og Frihed, og der var fremkommet ærgerrige Partier, som var omgærdet af visse Trosvedtægter. Ved Hjælp af Vildfarelser og Kirkeskikke, der havde Lighed med den hedenske Filosofi, roen var oppyntet med lidt Sandhed, som blev indprentet og fastslaaet ved Tilsætning af Læren om evig Helvedespine, havde de fyldt Kirken med en uhyre Mængde, hvis Antal og Indflydelse var værdifuld for Konstantin, som [300] baade vidste at agte og udnytte den. Som den verdslige Mand han var, tænkte han aldrig for Alvor paa at slutte sig til den ringe, kristussindede »lille Hjord« den virkelig offerviede Menighed, hvis Navne er skrevet i Himmelen. Den Yndest, han ifølge Historie­skriverne stod i hos sine Soldater, var noget helt andet end at være afholdt af virkelige Korsets Stridsmænd.

Lad os til Bevis herpaa hidsætte et Stykke af Historien vedrørende Tilstanden i det religiøse Samfund under Diokletian, Konstantins Forgænger, som henimod Slutningen af sin Regering blev forbitret paa de Kristne i den Tro, at de havde forsøgt at rydde ham af Vejen, og som derfor forfulgte dem ved at paabyde Ødelæggelsen af Bibler, ved at landsforvise Biskopperne og endelig ved at fælde Dødsdommen over dem, som modsatte sig disse Beslutninger. Gibbon (Bind II, S. 53 og 57) siger om denne Tid:

»Diokletian og hans Medregenter overdrag ofte de vigtigste Embeder til de Personer, som røbede Afsky for Tilbedelsen af Guderne, men som viste sig i Besiddelse af Evner, der egnede sig til Brug i Statens Tjeneste. Biskopperne indtog en hæderfuld Stilling i deres respektive Landsdele og blevbehandlet med Udmærkelse og Agtelse ikke alene af Folket, men af Øvrigheden selv. Næsten i enhver By befandtes de gamle Kirker utilstrækkelige til at rumme det voksende Antal Tilhængere, og i deres Sted opførte man stateligere og rummeligere Bygninger til Benyttelse ved de troendes offentlige Gudsdyrkelse. Fordærvelsen i Sæder og Grundsætninger, der blev saa stærkt beklaget af Eusebius, kan anses for ikke alene en Følge af, men et Bevis paa den Frihed, som de Kristne nød og misbrugte under Diokletians Regering. Medgangen havde slappet Kirketugtens Nerver. Svig, Misundelse og Ondskab raadede i enhver Forsamling. De nylig vundne Tilhængere tragtede efter det biskoppelige Embede, som for hver Dag blev et endnu mere attraaværdigt Maal forderes Stræben. Ved deres Opførsel syntes Biskopperne, som kappedes om kirkelig Forrang, at gøre Krav paa en verdslig og overvældende Magt i Menigheden; og den levende Tro, som endnu adskilte de Kristne fra Hedningerne, kom meget mindre frem i deres Levned end i deres Stridsskrifter.

[301] Historien om Paulus fra Samosata, der sad inde med Metropolitan-Sædet [Bispe-Embedet] i Antiokia, medens den østlige Del var i Hænderne paa Odenatus og Zenobia, kan tjene til at anskueliggøre Datidens Forhold [270 e. K.]. Denne Paulus holdt Kirkens Tjeneste for en meget indbringende Næringsvej. Hans kirkelige Embedsførelse var aaben for Bestikkelser og kendetegnedes ved Gridskhed; han afpressede jævnligt de mest velstaaende blandt de troende Bidrag og lod en stor Del af de offentlige Indkomster gaa i sin egen Pung. [Der paastaas af Kritikere, siger Gibbon, at han sad inde med Embedet som kejserlig Ducenarius eller Landshøvding med en aarlig Løn af 200 Sestertier, 287,000 Kr.] Ved hans Hovmod og Vellevned blev den kristne Religion gjort forhadt i Hedningernes Øjne. Hans Raadstue og hans Trone, den Pragt, hvormed han viste sig offentlig, den krybende Hob, som søgte hans Gunst, den Masse af Breve og Bønskrifter, som han dikterede sine Svar paa, og det uafladelige Forretningsrøre, hvori han levede, var Forhold, der passede meget bedre for en verdslig Øvrigshedspersons Stilling end for en oldkirkelig Biskops Ydmyghed. Naar Paulus talte, til sin Forsamling fra Prædikestolen, lagde han sig efter en asiatisk Sofists Billedstil og Gestus, medens Domkirken genlød af de mest overdrevne Ytringer til hans guddommelige Veltalenheds Pris. Overfor dem, som trodsede hans Magt eller nægtede at smigre hans Forfængelighed, var Antiokias Kirkehøvding overmodig, streng og ubøjelig; men han slappede Kirketugten og bortødslede Kirkens Skatte paa sit afhængige Præsteskab.«

Saaledes blev under Konstantins Regering Hindringen endelig fjernet, og som vi skal se, blev Dannelsen af Pavedømmet — Navnkirken under den romerske Biskops Overhøjhed i Egenskab af Pave — snart gennemført.

En hurtig Udvikling af Antikrist.

Den hurtige Udvikling af det pavelige Præstevælde efter Konstantins Tronbestigelse er et meget mærkværdigt Træk i dets Historie. »Denne Verdens Fyrste« var tro mod sit Løfte om at give Magt og Herredømme som Løn til den, der vilde tilbede og adlyde ham. (Matt. 4, 8. 9.) Ved Milano-Ediktet gav Konstantin [302] Kirkens Besiddelser lovmæssig Sikkerhed, og de Kristne fik Jordegodser tilbage, som før var blevet taget fra dem. Et andet Lovbud, der blev udfærdiget 321. e. K., tilstod Folk Frihed til at testamentere Ejendomme til Kirken, medens Konstantin selv gav et Eksempel paa Rundhaandethed ved i Overflod at ødsle Gaver paa den kristne Gejstlighed. Dette Kejserens Eksempel blev efterfulgt af Tusinder af hans Undersaatter, hvis Ofre i levende Live og hvis Gaver i Dødens Stund strømmede ind i det kirkelige Skatkammer. White siger (Whites Universal History, S. 155):

»Kirken i Rom begyndte tidlig at tiltage sig Myndighed over de andre [over Kirkerne i andre Byer og Lande] saavel paa Grund af sine Medlemmers Antal og Velstand som paa Grund at, at den havde hjemme i Hovedstaden. Mange Omstændigheder bidrog til at forøge dens Biskops Indflydelse, skønt hans Overgreb og Magt for en Tid blev kraftig tilbagevist. Konstantins Overføring at Regeringssædet [fra Rom til Konstantinopel Aar [334] forøgede den vestlige Kirkes Magt ved at overdrage Biskoppen den højeste Øvrighedsmyndighed. Hertil tjente den af Gratian og Valentinian givne Godkendelse af den Skik at henstille Sager til Roms [Pavens] Afgørelse, og de jævnlige Pilgrimsrejser til Apostlene Peter og Paulus' samt andre Martyrers Grave«.

Efter Konstantins Død syntes Romerrigets omvekslende Skæbne at medvirke til Forfremmelsen af den frafaldne Kirke og Udviklingen af Antikrist. En Forening under eet Hoved eller een Pave, der holdtes for Kristi Stedfortræder eller Statholder, var endnu ikke kommet i Stand. De efter Konstantin følgende Kejsere ned til. Theodosius vedblev med at anse sig selv for Kirkens Overhoved, hvem der var overdraget guddommelig Myndighed. Skønt ingen af Rigets 1800 Biskopper endnu var rede til at gøre Krav paa Anerkendelse som Hoved eller Pave, havde adskillige dog deres Øjne fæstede paa denne Perle, og man viste Kejserne det uholdbare i deres Krav paa Titelen »Pontifex Maximus«: thi, paastod man, eftersom de tilbad døde [303] Helgener, skyldte de dem, der levende optraadte paa disses Vegne, nemlig Biskopperne, en lignende Hyldest. Ikke desto mindre omtalte Kejserne i deres Edikter gentagne Gange Kejserriget som et »guddommeligt Præstevælde« (Hierarki) og sig selv som guddommelige Personligheder. (Se Gibbon, Bind II, S. 108.)

Den romerske Biskops Magt og Overhøjhed kom i Stand i en Fart. Et halvt Hundrede Aar efter at Kristendommen var blevet anerkendt ved Lov, sad han inde med saare megen Rigdom og Værdighed som Biskop skop i Hovedstaden, Verdens første By. Ammian, en samtidig Historieskriver, siger i sin Beskrivelse af hans Rigdom og Bram: »Han overgik Konger i Pragt og Glimmer, kørte i de prægtigste Vogne, klædte sig i de fineste Dragter og udmærkede sig ved sin Overdaadighed og Stolthed.« Elytningen af Rigssædet til Konstantinopel, Byen Roms Tilgængelighed for Barbarernes Indfald fra Nord, den idelige Skiften af Hærførere og Statholdere i det nu hastigt sammensynkende Rige havde til Følge, at Biskoppen for Kirken i Rom var den stadigste og mest hædrede Embedsmand der; og hans gradvis stigende Indflydelse forhøjedes saavel ved Medbejleren, det kejserlige Hofs, Bortflytning fra Rom som ved den Højagtelse, der af alle Verdens Folkeslag vistes selve Navnet Rom.

Som et Træk til Belysning heraf gør vi opmærksom paa, at da Byen Rom i 455 blev indtaget og plyndret af Vandalerne, og alt rundt om var Ødelæggelse og Nød, greb Leo, Roms Biskop, Lejligheden til at indprente alle, baade Barbarer og Romere, sit Krav paa aandelig Magt. Iført sin pavelige Embedsdragt henvendte han sig med følgende Udbrud til de raa og overtroiske Barbarer, der allerede var stærkt paavirket af, hvad de saa omkring sig af Rom Storhed og Rigdom: »Tag eder i Vare! Jeg er Peters Efterfølger, hans, hvem Gud har givet Himmeriges Piges Nøgler, [304] og over hvis Menighed Helvedes Porte ikke kan faa Overhaand; jeg er den Person, der optræder paa den guddommelige Magts Vegne paa Jorden. Jeg er Cæsar, en kristen Cæsar, der hersker i Kærlighed, hvem alle Kristne skylder Huldskab og Troskab. Jeg holder i min Haand Helvedes Forbandelser og Himmelens Velsignelser. Jeg løser alle Undersaatter fra deres Forpligtelser overfor Kongerne; ifølge guddommelig Ret bortgiver jeg og tager tilbage alle Kristenhedens Troner og Fyrstendømmer. Vogt eder for at vanhellige den Fædrenearv, som er givet mig af eders usynlige Konge; ja, bøj eders Nakke ned for mig, og bed, at Guds Vrede maa blive afvendt.«

Agtelsen for Stedet og Navnet blev med Fordel udnyttet af Roms Biskop, der snart gjorde Krav paa Overhøjhed over alle andre Bisper, Statholdere og Herskere. Han gjorde ikke alene Krav paa kirkeligt Herredømme, men hævdede, at Retten til at indog afsætte hvilken som helst af det gamle Romerriges Herskere var en Ret og Arv, der tilhørte Romerkirken, hvem man paastod, Gud saaledes havde overdraget Herredømmet over Jorden. Disse Paastande fremsattes Gang paa Gang og blev ofte nægtet af Modstanderne, de andre Biskopper, saa det er umuligt at sætte et bestemt Aarstal som Tidspunkt for deres Fremkomst. For sit eget Vedkommende hævder Pavedømmet, at det blev grundlagt i Apostlenes Dage, og at Peter var den første Pave. Dette savner imidlertid ikke alene ethvert Bevis, men modsiges paa det bestemteste af Historien, som viser os, at skønt Ærgerrighedens Uretfærdighed virkede i Løndom i lang Tid, blev den dog hindret i at udvikle sig til Antikrist og i at stille aabenlyse Fordringer, indtil Romerriget begyndte at opløses.

Herefter har vi at gøre med den Antikrist, hvis gradvise Udvikling og Organisation fra en lønligt virkende Ærgerrighed er et passende Forvarsel om den frygtelige Skikkelse, der staar fuldt færdig, efter at den [305] attraaede Magt var opnaget — fra 539 til 1799, 1260 Aar. I dette Tidsrum afmærker de første tre Aarhundreder denne verdslige Magts Fremgang, de sidste tre afmærker dens Dalen under Reformationens og Civilisationens Indflydelse. De mellemliggende syv Aarhundreder omspænder Pavedømmets Glanstid og Verdens »mørke Middelalder« fuld af Forførelse og Bedrag, der udøvedes i Kristi og den sande Religions Navn.

En romersk-katolsk Forfatter stadfæster fuldt ud, hvad vi har fundet angaaende denne Sag, og trods Udsmykningerne i hans Udsagn gengiver vi dem som bekræftende Vidnesbyrd. Idet han med glødende Begejstring giver en Skildring af Pavedømmets Fremgang i verdslig Magt og beskriver det som en Plante af himmelsk Oprindelse, der som saadan er hurtig i sin Vækst og højt ophøjet i Verden, siger han:

»Den verdslige Pavemagts Opkomst udgør et af de ejendommeligste Fænomener, som Menneskehedens historiske Optegnelser frembyder til vor Forbavselse og Beundridg. Ved en mærkelig Forbindelse af samvirkende Omstændig­heder voksede der en ny Magt og et nyt Herredømme, stille, men sikkert, (frem paa Ruinerne af hint Romerrige, som havde udstrakt dets Herskerstav over og indgydt Respekt hos næsten alle de Nationer, Folk og Slægter, som levede i Tiden for dets Velmagt og Herlighed; og hin nye Magt, der var af ringe Oprindelse, slog dybere Rod og udøvede snart en mere vidtstrakt Myndighed end det Rige, hvis kæmpestore Ruiner det saa splintrede i Stumper og Stykker og hensmuldrende i Støvet. I Rom selv voksede Peters Efterfølgers Magt Side om Side med og under Beskyttelse af Kejserens; og saa stor var Pavernes stigende Indflydelse, at den øverste Kirkehøvdings Majestæt rimeligvis inden længe vilde fordunkle Purpurets Glimmer.

Konstantins Forflyttelse af Rigssædet fra Vesten til Østen, fra Tiberens historiske Bredder til Bosporus' yndige Strande, lagde den brede Grundvold TIL EN HERSKER-MAGT, SOM I VIRKELIGHEDEN BEGYNDTE FRA DEN TID AF, DA DENNE BETYDNINGSFULDE FORANDRING BLEV GJORT. Næsten fra den Dag af blev i Grunden Rom, som havde været Vidne til den mægtige Slægts Fødsel, [306]  Ungdom, Blomstring og Forfald, af hvilken dets Navn tillige med dets Ørne var blevet baaret til de fjerneste Egne af den da kendte Verden, efterhaanden opgivet af dets Navnkundigheds Arvtagere; og dets Folk, forladt at Kejserne, et let Bytte for Barbarerne, som de ikke længere havde Mod til at slaa tilbage, saa i Roms Biskop deres Vogter, deres Værge, deres Fader. Aar for Aar voksede Pavernes verdslige Myndighed og tiltog i Styrke, uden Vold, uden Blodsudgydelse, uden Svig, ved overvældende Omstændigheders Magt, saa at sige synligt frembragt af Guds Haand.«

Medens romersk-katolske Historieskrivere saaledes fremstiller Pavedømmets Opkomst paa Ruinerne af det hedenske Rom som en Sejr for Kristendommen, søger de, som er kendt med Kristendommens sande Aand, forgæves i Kirkens Skøgeforhold og dens vanhellige Forbund med Verden efter noget Spor af denne Aand. Den sande Kristne kan heiler ikke i de af Uvidenhed. Overtro og Ulykker tilvejebragte Fordele og i Datidens forskellige Forhold, som Romer­kirken benyttede sig af, se noget Tegn paa guddommelig Indblanding til Gunst for denne. Ikke heller kan de i Romerkirkens Ophøjelse til jordisk Magt og Herlighed opdage nogen Virkeliggørelse af Herrens Løfte til den sande Menighed om at ophøje den i sin Tid — efter at Antikristen er kommet og forsvundet igen; thi den sande Menighed skal ikke sidde paa en blodbestænket og af Forbrydelser besudlet Trone saaledes som Pavedømmets Trone har været fra selve dets Begyndelse. Den sande Kristus vil heller ikke nogen Sinde have nødig at paakalde jordiske Kongers Hjælp for at grundlægge eller forsvare sin Magt. De Mærker, som tjener til at skelne det eftergjorte fra det virkelige Kristi Rige opdages let af dem, som gennem Skriften er kendt med den virkelige Kristus og hans Legeme, den sande Menighed, med de Grundsætninger, hvorpaa hans Rige skal bygges, og med det Formaal, der er Grunden til dets Oprettelse.

[307] Men lad ingen tænke, at Kristi virkelige Menighed selv i hine fordærvede Tider var udryddet eller tabt af Syne. »Herren kender sine« i enhver Tidsalder og under alle Forhold. Som Hvede fik de Lov til at vokse midt ude paa en med Klinte tilsaaet Ager; som Guld var de i Ovnen, hvor de blev prøvet og gjort skikket til de helliges Arvedel i Lyset. Det er sandt nok, at Mængden som kaldte sig Kristne, optager den største og mest fremragende Plads paa Historiens Blade; men uden Tvivl var der nogle faa trofaste, som gennem alle Forfølgelserne og midt imellem alle den hemmelighedsfulde Uretfærdigheds forføreriske Kunstgreb vandrede deres høje Kald værdigt, blev lagt til Hvile og optegnet af Gud som Arvinger til den uvisnelige Ærens Krans, der er opbevaret til dem i Himmelen.

Saledes er den Kendsgerning tydeligt optegnet paa Historiens Blade, at dette Syndens Menneske, Antikrist, blev født Rom, og at det, skønt det i Begyndelsen mødte Modstand, alligevel lidt efter lidt hævede sig op til Magten; eller som Daniel udtrykker det i sin Profeti: Et »lille Horn« skød op af hint gamle romerske Dyrs Hoved, hint »store og frygtelige Dyr«, som Daniel intet Navn kunde finde til, og som havde som havde en saadan Magt til at skade og ødelægge. Efterhaanden som vi skrider frem, skal vi finde, at Antikristens Historie stemmer nøjagtig overens ikke alene med Daniels Profeti, men med alle de Profetier, der angaar Antikrist.

Antikrists Karakter Historien.

Da vi nu har paavist Antikrists Hjemsted, skrider vi dernæst til at sammenligne Pavedømmets Karakter med de optegnede Profetier, der beskriver Antikrists eller dets Syndens Menneskes Karakter og Gerning.

[308] Nogen kunde maaske spørge, om det er ret at forbigaa Roms Kejsere (som paastod, at de var de øverste religiøse Herskere) uden at kalde deres System Antikrist og at anvende denne Titel helt og holdent paa det organiserede Pavesystem. Vi svarer: Dette er sikkert ret; og vi henviser igen Læseren til den alle rede givne Definition af Begrebet Antikrist, nemlig den, der er i Stedet for, d. v. s. en. Efterligning af den sande Kristus. For at være dette maa det paastaa, at det er et aandeligt Rige; det maa gøre Krav paa at styre Jordens Riger i Kraft af aandelig Myndighed. Det maa saaledes ikke alene være en Modstander af, men en Efterligning, der forestiller og giver sig ud for at være Kristi Rige og udøver den Myndighed, der i Guds rette Tid skal tilhøre den sande Kristus. Menigheden herliggjort og fuldkommet under den eneste sande Høvding og Herre, den virkelige Pontifex Maximus.

Ikke alene paastaar Pavedømmet, at det er det af Herren, Apostlene og Profeterne lovede Kristi herliggjorte Rige, men det anvender paa sig selv og dets Overhoveder efter disses Rækkefølge (Paverne, som paastaas at indtage Kristi Plads som Øverste, Høvding eller Konge for dette Rige) alle de Skriftsteder, som beskriver Kristusætttens Herlighed i Tusindaarsriget. Idet Paverne har forført andre og selv er blevet forført ved de falske Anskuelser, der langsomt skabtes ud fra syndig Stræben efter Magt og Storhed, har de lidt efter lidt fastslaaet Titler for alle Medlemmer af Præsteskabet, paabudt Anskaffelsen af de pragtfulde Klæder, tilrettelagt de pompøse Ceremonier, opført de prunkende Domkirker, indrettet de ærefrygtindgydende Gudstjenester, altsammen i en Stil, der skal svare saa nøje som muligt til deres Paastande — idet de pragtfulde Omgivelser, Klæder og Skikke afpasses saa godt som muligt efter den af Profeterne afmalede Herlighed og Pragt.

[309] Saaledes lyder f. Eks. Ps. 2, 12: »Kys Sønnen [I Jordens Konger], for at han ikke skal vredes og I gaa til Grunde paa Vejen! Thi snart kunde hans Vrede optændes.« Dette er ikke en Befaling til at kysse paa bogstavelig Vis, men til at vise Herren villig, frejdig Underdanighed. Det gælder den nærværende Tid, da Jordens Konger eller Stormænd i Statsstyrelsen, i Samfundslivet, i Forretningsverdenen og i Kirken som Forberedelse til den sande Kristi store Tusindaars­regering prøves ved deres Villighed eller Uvillighed til at bøje sig for de retfærdige Forordninger, der nu skal til at træde i Kraft. De, som modstaar Retfærdigheden, modsætter sig denne Herlighedens Konges Herskerspir, og alle saadanne skal gaa til Grunde i den store Trængsel, der vil indlede den nye Konges tusind aarige Regering; alle, som ikke vil have ham til at herske, skal ihjelslaas. (Luk. 19, 27.) »Hans Fjender skal slikke Støv« blive overvundet.

Idet Antikrists Overhoved, Paven, anvendte denne Profeti paa sit eftergjorte Rige, fik han i sine Velmagtsdage Konger og Kejsere til at bøje sig for ham som for Kristus og kysse hans Storetaa, og han erklærede dette for at være Opfyldelsen af denne Profeti.

Det er meget almindeligt, at de, der sysler med Profetierne gaar let hen over Paastande som disse, medens de søger efter og særlig lægger Mærke til grove Forsyndelser mod Moralens Bud; men deri tager de i høj Grad fejl; thi Forsyndelser har der været fuldt op af i enhver Tidsalder. For deres Skyld behøvedes  der ikke saadanne særlige profetiske Beskrivelser som de, der er givet om Antikrist. Kunde det bevises, at de, der har været forbundet med Pavesystemet, var sande Mønstre paa Sædelighed. vilde Pavedømmet dog ikke mindre svare til den i Skriften som den store Antikrist aftegnede Skikkelse — den Efterligning, som har tilranet. sig de Titler og Forrettigheder, den Magt og Ære, der tilhører Herrens Salvede. [310] Det har ogsaa efterlignet og forvansket Guds Plan med Hensyn til Udvælgelsen af en »lille Hjord« eller Menighed i den nærværende Tid, og det har helt tilsidesat Menighedens virkelige Haab og Herrens Bestemmelse om, at Verden skal velsignes under Kristi tusindaarige Regering — hvad det foregiver er sket i dets egen Regeringstid.

De daarlige Virkninger af en saadan Fordrejelse og urigtig Fremstilling af Guds Plan kan næppe fattes. Derfra er alle de fordærvede Lærdomme, som den ene efter den anden er blevet indført til Støtte for Antikristens Paastande og til Forhøjelse af hans Værdighed, udsprunget. Og skønt Reformationen for tre Aarhundreder siden indledte en Bibelgranskningens og Tænkefrihedens Tidsalder, der førte til Forkastelsen af mange Onder og Vildfarelser, var Forfalskningen dog foregaaet efter saa omfattende en Maalestok, var saa helstøbt i alle Dele og Indretninger og havde ført Verden saa grundigt bag Lyset, at selv efter at Luther og mange andre havde opfattet Pavedømmet som Frugten af det store Frafald — Profetiens Antikrist — holdt de, medens de forkastede det som et System, alligevel fast ved den falske Synsmaade, der førte til dets særegne Vildfarelser i Lære og Liv. Indtil denne Dag hævder det store Flertal af Protestanterne i alle Samfund Antikrists Lære, at Kristi Rige er blevet oprettet. Nogle har stræbt at gøre, hvad Pavedømmet gjorde — at indordne deres Kirke under en enkelt Person som dens Hoved — medens andre har ladet et Kirkeraad eller Præsteting træde i Stedet for; men alle lever i den Indbildning, der skyldes de af Antikrist iværksatte falske og vildledende Fortolkninger af Skriftens Lærdomme at nu og ikke i en kommende Tid finder Kristi Tegering Sted. Da de lige saa lidt som Antikrist har meget Haab for den kommende Tidsalder, forsømmer de ligesom hint System at drage Omsorg for den fulde Udvikling af Hellighed [311] iblandt de troende, hvorimod de ivrigt søger at udføre den næste Tidsalders Gerning (at omvende Verden), og det i den Grad, at de ofte er villige til at forvrænge Guds Plan og Ord og opfinde falske Teorier for dermed at skræmme og drive Verden til Bekendelse af Gudsfrygt. Ligeledes tyr de til tvivlsomme ag verdslige Fremgangsmaader for at gøre Tiltrækningen større og for at gøre deres forskellige Systemer end mere tillokkende for de uomvendte, som de i Lighed med Antikrist gerne vil tælle med for at faa noget stort at fremvise.

Saadanne finder det vanskeligt at indse, at Pavedømmet er Antikrist. Hvorledes kan de det, saa længe Troen endnu er forgiftet og Fornuften forblindet af selve Aanden i Antikrists Vildfarelse! Man maa først kunne forstaa, hvor storslaaet og herligt Kristi Tusindaarsrige vil blive, og hvilken Velsignelse det vil medføre for alle Jordens Slægter, samt hvor nødvendig dets Oprettelse er, før man kan fatte det frygtelige i Antikrists Efterligning og indse, hvilken Skade den har gjort Sandheden og hvilken besmittende og ødelæggende Indflydelse den har haft paa Navnkirken.

Ingen behøver at blive overrasket over denne Efterlignings Fuldkommenhed, naar vi tænker paa, at det er Satans Værk, der er blevet dannet efter den i Skriften skildrede fremtidige Herligheds Forbillede og Mønster. Da den store Modstander saa, at Tiden for Udsøgelsen af Menigheden var kommet, og at den af Herren og Apostlene plantede Sandhed hurtig trængte sig frem mod alle de hedenske Religioner, opsøgende de sagtmodige, hvor som helst den kom hen søgte han at besmitte Menigheden og at lede det, som han ikke kunde standse, ind i andre og falske Retninger. Saaledes har Antikrists Sejr saavel som hans nuværende Magt egentlig været Satans Fremgang. Men her ser vi Guds Visdom: thi skønt Antikrists Opblomstren syntes at varsle Nederlag for Guds Plan, [313] medvirkede den tværtimod, uden at det dog blev forstaaet, til denne Plans Udførelse: thi paa ingen anden Maade kunde de virkelig offerviede være blevet saa grundig prøvet og deres Troskab mod Guds Ord saa grundig bevist som ved Tilladelsen af denne store Efterligning.

 

GUDS MENIGHED.
DET KONGELIGE PRÆSTESCAB.

DET SANDE FORBILLED.

VIRKELIGHEDEN I TUSINDAARSRIGET.

DET FALSKE MODBILLEDE.

Aron –

Og hans Efterfølgere – Ypperstepræst, Overhoved, Repræsentant eller Talerør.

__________

 

Kristus Jesus,

Vor Herre, Høvding og Repræsentant, vor Bekendelses eller Ordens Ypperstepræst.

__________

Paven,

Efter Tur det pavelige Præstevældes Ypperstepræst, dets Herre, Hoved og Talerør.

__________

Underpræsterne, som modtog Embede, Værdighed, Rettigheder og saeregen Tjeneste gennem Nedstamning fra Aron, hvis Legeme de betegnede, var et Forbillede paa Kristi Legeme.

Den herliggjorte Menighed, Kristi Legeme, delagtg i hans Herlighed, Majestæt og Herskerembede; deres Stilling vil blive forskellig, ligesom den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans.

Romerkirken bestaar af Biskopper og Prælater, som har Del i Præstevældets Værdighed, endskønt de staar paa forskellige Hæderstrin: Kardinaler, boskopper o. s. v.

Under Præstestanden staar der Medhjælpere:

Levitterne, som gjorde Tjeneste i Forbindelse med det forbilledlige Tabernakel, gav Undervisning o. s. v. En ringere Præsteorden, der ikke havde Lov til at træde ind i det Allerhelligste (Forbilledet paa den aandelige Natur) eller at se derind.

__________

 

De jordiske Repræsentanter for Guds Ridge, gennem hvilke den herliggjorte Menighed vil komme i mere direkte Berøring med Verden for at styre og undervise den, og som vil have fortrolig Omgang med den aandelige, herliggjorte Menighed.

__________

Pavedommets Underpræster, ikke Medlemmer af Kirken eller Præstevældet. De benævnes »Brødre« og »Søstre«. Blandt disse er Lærerne, Sygepasserne o. a., der staar i direkte Berøring med Folket saavel som med Præsteskabet.

__________

Hele Israel blev undervist og ledet af det ovennævnte Præsteskab. I Moses, som var et Forbillede paa den fuldstaendige Kristus, var Stillingen som Profet, Præst og Konge forenet, hvilket var et Forbillede paa Kristi Myndighed i Tusindaarsriget. – Ap. G. 3, 22.

Verden vil blive undervist, styret, ledet og hjulpet af det ovenfor beskrevne Guds Rige og dets jordiske Repræsentanter. Dette Rige faar al Magt og maa adlydes, og alle, som ikke er det lydige, vil blive udryddet. – Ap. G 3, 23.

Pavedømmet gør Krav paa Verdens Lydighed mod dets Styre og Laere, som om det var Guds Rige. Det lavere Praesteskab er dets Redskaber. Da det havde Magten, for søgte det at tvinge sine Love igennem og at »udrydde« dem, som ikke adlød det.

 

Hosstaaende Tabel vil tjene til at paavise, hvor fuldstændig den fremtidige Grundlæggelse af Kristi Rige har været eftergjort i Pavedømmet, og. hvorledes det blev indrettet efter det jødiske forbilledlige Præsteskabs Mønster.

Mosheim forklarer Fremkomsten af det præstelige Magtsystem i Kirken og paaviser denne Efterligning meget tydeligt med disse Ord (Bind I, S. 337):

»Saa længe der var den mindste Sandsynlighed for, at Jerusalem til en eller anden Tid kunde rejse sit Hoved op fra Støvet, tillagde de kristne Lærere og Ældste sig ingen Titler eller Udmærkelser, i hvert Fald kun meget beskedne og maadeholdne. Men da denne Stats Skæbne var blevet beseglet af Hadrian [135 e. K.] og der ikke længere kunde næres det fjerneste Haab om, at Jøderne vilde faa deres fordums Herredømme genoprettet, undfangede disse samme Hyrder og Præster ØNSKET OM AT FAA DERES HJORDER TIL AT TRO. AT DE VAR TRAADT IND I DET JØDISKE PRÆSTESKABS RETTIGHEDER. Biskopperne gjorde det derfor til deres Opgave at indskærpe den Mening, at de var iklædt lignende Egenskaber som Jødernes store Ypperstepræst og FØLGELIG VAR I BESIDDELSE AF ALLE DE RETTIGHEDER, DER VAR BLEVET ANERKENDT SOM TILHØRENDE DEN JØDISKE YPPERSTE-PRÆST. Den almindelige jødiske Præsts Embedsgerninger var, hævdede man, paa samme Maade under en mere fuldkommen Form tilfaldet den kristne Kirkes Ældste. Og endelig blev Diakonerne stillet paa lige Fod med Levitterne eller de ringere Tjenere.«

ANTIKRISTS HOVED OG MUND.
Hans store, pralende Ord.

Paven (enhver Pave i Rækkefølge) er Hovedet for den falske Kirke, om er hans Legeme, ligesom Kristus Jesus er Hovedet for den sande Kirke eller Menighed, [314] der er hans Legeme. Eftersom Hovedet repræsenterer hele Legemet, og dets Mund taler for Legemet, finder vi, hvad vi kunde vente, at dette Træk hos Antikrist bliver fremhævet i Skriften. I Dan. 7, 8. 11. 25 og Aab. 13, 5. 6 bliver vi særlig gjort opmærksomme paa Antikrists Hoved som et fremtrædende Karaktertræk. Daniel siger, at det ene Horn havde »Øjne lig Menneskeøjne« et Symbol paa Intelligens og fjerntskuende Kløgt. Dette »Horn« vilde blive anderledes end alle de andre Magter; det vilde blive visere, listigere end de andre Riger som forsøgte at beherske Verden: dets Magt skulde hidrøre fra dets Mund (Udtalelser) og fra dets Øjne (Kundskab) snarere end fra legemlig Styrke. Ingen, som kender Pavedømmets Historie, kan nægte, at de Billeder, der bruges for at illustrere dets Magt og Fremgangsmaader, er slaaende og træffende.

»Og der blev givet det en Mund til at tale store Ord og Bespottelser. . . Og det aabnede sin Mund til Bespottelse imod Gud til at bespotte hans Navn og hans Telt dem, som bori Himmelen.« »Og [store] Ord imod den Højeste skal han tale.« — Aab. 13, 5. 6; Dan. 7, 8. 25.

Man maa ikke glemme, at dette er billedlige Udtryk, der skildrer det sindbilledlige »Dyrs (en Regerings) Paastande. Hornet Skyder sig op fra det gamle romerske Dyr eller Rige. I nogle Henseender var Pavedømmet en ny Regering (»Dyr«), forskellig fra det gamle Romerrige; i andre Henseender var det et Horn eller en Magt iblandt andre, der kom frem af hint Rige. Det havde for en Tid Overtaget over de andre Horn eller Magter. Det bliver billedligt fremstillet fra begge disse Standpunkter, for at man des bedre kan vide, hvor det hører hjemme.

Antikrists store og pralende Ord eller Bespottelser strækker sig over hele hans lange Løbebane. Udtrykket »Gudsbespottelse« tillægger man i vore Dage sædvanligvis [315] kun en grov Mening, som om det blot kunde gælde de laveste Eder og Forbandelser. Men i sin sande Betydning gælder Ordet »Gudsbespottelse«, en hvilken som helst Vanære, der angaar Gud. Bouvier definerer det saaledes: » Gudsbespottelse er det at tillægge Gud noget, som er i Modstrid med hans Natur og ikke tilhører ham, og at fornægte det, som tilhører ham.« Som Bevis for, at dette er den Mening, hvori Ordet »Gudsbespottelse« bruges i Skriften, henviser vi til den Maade, hvorpaa Herren og Farisæerne brugte det: » For nogen god Gerning stener vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud.« Jesus svarede dem: »Siger da I til den, hvem Faderen har helliget og sendt til Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn?« — Joh. 10, 33. 36. Se ogsaa Mark 14, 61-64.

Med denne rigtige Definition af Begrebet »Gudsbespottelse« for os, hvor klart maa det da ikke være selv for den enfoldigste, at Pavedømmets store og pralende Ord og overmodige Paastande alle til Hobe har været Gudsbespottelser. Oprettelsen af et eftergjort Rige er ærekrænkende for Guds Regering, en grov Bespottelse, en forvrænget Fremstilling af hans Karakter, hans Plan og hans Ord. Guds Karakter, det vil sige, hans »Navn«, blev bespottet i de Tusinder af afskyelige Edikter, Buller og Dekreter, som udstedtes i hans Navn, og af den lange Række Paver, der paastod, at de optraadte som Statholdere paa hans Søns Vegne. Guds Tabernakel, den sande Kirke, blev bespottet ved det falske System, som vilde indtage dets Plads som paastod, at dets trofaste Tilhængere var Guds sande og eneste Tabernakel eller Menighed. Men vi maa lade Historien fortælle os om disse storpralende Ord, disse gudsbespottelig Overgreb, som den ene Pave efter den anden i sin Egenskab af Antikrists Hoved er fremkommet med og har godkendt.

[316] I et Værk, »Paven, Kristi Stedfortræder, Kirkens Hoved«, af den lovpriste romersk-katolske Forfatter Capel, findes der en Liste over ikke mindre end 62 gudsbespottelige Titler, der tillægges Paven; og man maa lægge Mærke til, at disse ikke blot er døde Titler fra Fortiden: thi de er blevet opstillet i Orden af en af Pavedømmets største nulevende Forfattere. Fra Listen gengiver vi følgende:

»Den mest guddommelige af alle Overhoveder.«
» Fædrenes hellige Fader.«
»Ypperstepræst over alle Præster.«
»Den kristne Religions Overopsynsmand.«
»Overhyrden —  Hyrdernes Hyrde.«
»Kristus i Kraft af Salvelse.«
»Abraham ifølge Patriarkat [Faderværdighed].«
»Melkisedek ifølge sin Orden.«
»Moses i Myndighed.«
»Samuel i Dommerembedet.«
»Ypperstepræst, øverste Biskop.«
»Bispernes Fyrste.«
»Apostlenes Arving, Peter i Magt.«
»Bærer af Himmeriges Riges Nøgler.«
»Overpræst med Fuldmagt.«
»Kristi Stedfortræder.«
» Præstelig Selvhersker.«
»Hovedet for alle de hellige Kirker.«
»Forstander for Kirken i hele Verden.«
»Biskoppernes Biskop, enevældig Overpræst.«
»Hersker over Herrens Hus.«
»Apostolisk Herre og Fædrenes Fader.«
»Overhyrde og Lærer.«
»Sjælenes Læge.«
»Klippen, mod hvilken Helvedes stolte Porte intet formaar.«
»Ufejlbar Pave.«
»Hovedet for alle Guds hellige Præster.«

Foruden denne lange Titelliste, hvorfra de ovenstaa ende [317] Udtryk er taget, bringer Forfatteren følgende Uddrag af et Brev, som St. Bernhard, Klosterfor stander i Clairvaux, skrev til Pave Eugenius III. 1150 e. K.:

»Hvo er du? Ypperstepræsten, den øverste Biskop. Du er Biskoppernes Fyrste, du er Apostlenes Arvtager. Du er Abel i Forrang, Noa i Regering, Abraham i Patriarkvær­dighed, Melkisedek i Orden, Aron i Æresembede, Moses i Myndighed, Samuel i Dommerembede, Peter i Magt, KRISTUS I KRAFT AF SALVELSE. Du er den, hvem Himmelens Nøgler er givet, hvem Faarene er betroet. Der er vistnok andre Himmelens Dørvogtere og andre Hyrder for Hjordene; men du er saa meget desto herligere, som du paa en forskellig Maade før andre har arvet begge disse Navne.... Andres Magt er inskrænket ved afstukne Grænser; din strækker sig endogsaa over dem, som har faaet Myndighed over andre. Kan du ikke, naar en retfærdig Grund er til Stede, lukke Himmelen til for en Biskop, afsætte ham fra det biskoppelige Embede og overgive ham til Satan? Saaledes er din Forret uomskiftelig med Hensyn til saavel de dig overdragne Nøgler som de til din Omsorg betroede Faar.«

Alle disse gudsbespottelige, smigrende Titler er blevet anvendt paa og modtaget af de romerske Paver med Selvfølelse og Tilfredshed som rettelig tilhørende dem.

Fra Pave Bonifacius VIII har vi følgende Udtalelse, som endnu findes i den almindelige Kirkelov: »Vi vidner, siger, bestemmer, udtaler, at det er nødvendigt til Frelse for enhver menneskelig Skabning at være den romerske Pave underdanig.« Pave Gregor VII., som i Aaret 1063 paabød, at Paven skulde kaldes »Fædrenes Fader«, uddrager følgende af 1 Mos. 1, 16 til Støtte for de pavelige Paastande: »Gud skabte to store Lys paa Himmelhvælvingen; det store Lys til at herske om Dagen og det mindre til at herske om Natten; begge store, men det ene størst. Paa Himmel­hvælvingen; det vil sige i den verdensomfattende Kirke, ’skabte Gud to store Lys’, det vi sige, han indstiftede to Æresstillinger, hvilke er den pavelige Myndighed [318] og den kongelige Magt; men det, der hersker over Dagen, det vil sige de aandelige Ting, er det største; det, som hersker over de kødelige Ting, er det mindste; thi ligesom Solen er forskellig fra Maanen, saaledes udmærker Paverne sig fremfor Kongerne.« Andre Paver har vedkendt sig denne Udtydning, som har gjort meget til at indprente Forestillingen om Pavens Overhøjhed.

St. Antonius Ærkebiskop i Florents, anfører Ps. 8, 5-9: »Du gjorde ham lidet ringere end Englene [Gud] « o. s. v., og anvender disse Udtryk paa Kristus, hvorefter han overfører dem paa Paven med følgende Ord:

»Fordi han unddrog os sin legemlige Nærværelse, efterlod han sin Stedfortræder paa jorden, nemlig den øverste Kirkehøvding, som kaldes Pave, hvilket betyder Fædrenes Fader. Derfor kan disse Ord passende anvendes om Paven. For Paven er, som Hostiensis siger, større end et Menneske, men mindre end en Engel, fordi han er dødelig; dog er han større i Myndighed og Magt. Thi en Engel kan ikke indvi Kristi Legeme og Blod, ej heller løse eller binde hvilken Magt i sin højeste Grad tilhører Paven; en Engel kan heller ikke foretage Ordination eller tilstaa Aflad. Han er kronet med Herlighed og Ære, Lovprisningens Herlighed; thi han kaldes ikke alene salig, men allersaligst. Hvem betænker sig paa at kalde ham salig, som er opløftet til selve Toppen af saa stor en Værdighed? Han er kronet med Højagtelsens Ære, saa at de troende kysser hans Fødder. En større Ærefrygt kan der ikke findes. KAST EDER NED FOR HANS FØDDERS SKAMMEL (Ps. 99, 5). Han er kronet med Myndighedens Højhed; thi han kan dømme alle, men kan ikke dømmes af nogen, medmindre han findes at afvige fra Troen [Antikrists Tro naturligvis]. Derfor er han kronet med en tredobbelt Guldkrone og er 'sat over alle hans Hænders Gerninger' for at raade over alle underordnede. Han aabner Himmelen, sender de skyldige til Helvede, befæster Riger, ordner hele Præsteskabet.«

Lateran-Konciliet gav ved sit første Mode Paven Benævnelsen »Verdensaltets Fyrste«: ved sit andet Møde kaldte det ham »Præsten og Kongen, hvem alle Mennesker skal vise Hyldest, og som er Gud saare lig«; og [319] ved sit femte Møde henførte det Profetierne om Kristi herlige Regering til Leo X. med. disse Ord: »Græd ikke, Zions Datter; thi se, Løven af Juda Stamme, Davids Rod! Se, Gud har oprejst dig en Frelser.«

Efter Ferraris'  »Kirkelige Ordbog«, der har Autoritet iblandt de romersk-katolske, fremsætter vi følgende sammentrængte Omrids af Pavemagten, som det gengives under Ordet »Papa«, 2den Artikel:

»Paven ejer en saadan Værdighed og Højhed, at han ikke blot er et Menneske, men saa at sige Gud og Guds Stedfortræder. ... Derfor er Paven kronet med en tredobbelt Krone som Konge over Himmel, over Jord og over Helvede. Ja, Pavens Udmærkelse og Magt har ikke alene at gøre med Ting i Himmelen, paa Jorden og i Helvede; men han staar ogsaa over Englene og er deres Overmand, saa at om det var muligt, at Englene kunde fare vild fra Troen eller nære trosstridige Meninger, kunde de dømmes og lyses i Band af Paven. ... Han er saa stor i Værdighed og Magt, at HAN SIDDER PAA SAMME DOMMERSÆDE SOM KRISTUS, saa at hvad som helst Paven gør, synes at udgaa af Guds Mund. ... Paven er saa at sige Gud paa Jorden, Kristi trofastes eneste Fyrste, den største Konge af alle Konger, idet han besidder Fuldmagten, han, HVEM DET JORDISKE OG HIMMELSKE RIGES REGERING ER BETROET.« Han tilføjer videre: »Paven er saa stor i Myndighed og Magt, at han kan ændre, fremsætte eller udlægge den guddommelige Lov.« »Paven kan undertiden modvirke den guddommelige Lov ved at indskrænke, forklare o. s. v.«

Saaledes lagde Antikrist ikke alene Vind paa at indsætte Kirken i Magten før Herrens Tid, men han var fræk nok til at tage sig for at »modvirke« og »ændre« de guddommelige Love efter sine egne Planer. Hvor tydeligt opfyldte han saaledes ikke den Profeti som over 1000 Aar i Forvejen havde vidnet: »Han skal tænke paa at forandre Tider og Lov.« — Dan. 7, 25.

I en Kundgørelse ytrer Sixtus V.:

»Den St. Peter og hans Efterfølgere af den evige Konges uindskrænkede Magt givne Myndighed overgaar aldeles de jordiske Kongers og Fyrsters Magt. Den fælder uimodstaaelige [320] Domme over dem alle; og om den finder, at nogen modstar Guds Forordning, tager den streng Hævn over disse, idet den kaster dem ned fra deres Troner, hvor mæg­tige de end monne være, og styrter dem ned til Jordens laveste Egne som den højtstræbende Lucifers Tjenere.«

En Bulle af Pius V., betitlet »Fordømmelse og Bandlysning over Elisabeth, Englands Dronning, og hendes Tilhængere; med Tillæg af Straffe« lyder aaledes:

»Han, som regerer i det høje, som har faaet al Magt i Himmelen og paa Jorden, overdrog den hellige katolske og apostoliske Kirke (udenfor hvilken der ikke er Frelse) til en eneste paa Jorden, nemlig til Peter, Apostlenes Fyrste, og til Peters Efterfølger, Roms Biskop, for at den skulde styres med Fuldmagt. Ham alene gjorde han til Fyrste over alle Folk og alle Riger til at oprykke, ødelægge, adsprede, fortære, plante og bygge.«

St. Bernhard hævder, at »ingen undtagen Gud er lig Paven, hverken i Himmelen eller paa Jorden«.

»Kejser Konstantin«, siger Pave Nikolaus I., »overførte Benævnelsen 'Gud' paa Paven, som, fordi han er Gud, ikke kan dømmes afMennesker.«

Pave Innocens III. sagde: »Paven indtager den sande Guds Plads«; og Kirkeloven betegner i Ordforklaringen Paven med Udtrykket »vor Herre Gud«.

Innocens og Jakobatius udtaler, at »Paven kan gøre næsten alt, hvad Gud kan gøre«, hvorimod Decius forkaster Ordet »næsten« som unødvendigt. Jakobatius og Durand hævder, at »ingen tør sige til ham mere end til Gud: Herre, hvad gør du?« Antonius skrev:

»Ham [Paven] tilkommer det at beskikke de Ting, som hører til Folkets Vel, og at fjerne de Ting, som hindrer dette Formaal, saasom Laster, Misbrug, som gør Menneskene fremmede for Gud, ... og dette ifølge Jer. 1, 10 [her tillægges der atter Antikrist en Profeti, som tilhører Kristi Regering i Millenniet]: 'Se, jeg sætter dig paa denne Dag over Folkene og over Rigerne til at oprykke og til at nedrive og til at ødelægge og til at nedbryde', d. v. s. hvad Laster angaar, 'til at bygge og til at plante', d. v. s. hvad Dyder angaar. ... Med Hensyn til Pavens Magt over dem, som er i Helvede, hvilke betegnes ved Fiskene i Havet (Ps. 8) — fordi ligesom Fiskene uafladelig omdrives af Havets [321] Bølger, saaledes er de, der opholder sig i Skærsilden, uafbrudt under Paavirkning af Straffens Trængsler — har Gud ogsaa underlagt Paven Havets Fiske, d. v. s. de Sjæle, som er i Skærsilden, for at han skal udfri dem ved Aflad.

Hedningerne staar under Paven, der i Kristi Sted fører Forsædet i Verden. Men Kristus har fuld Magt over enhver Skabning. Paven er Kristi Stedfortræder, Fuldmægtig, og ingen kan lovlig undslaa sig for at vise ham Lydighed, ligesom ingen paa lovlig Vis kan unddrage sig Lydighed mod Gud. ... Paven kan straffe Hedninger og Barbarfolk. ... Og endskønt Hedningerne ikke kan rammes af Bandlysningens aandelige Straf, kan de dog af Kirken idømmes Pengebøder og af Fyrster ogsaa faa Legemsstraffe. ... Kirken kan ad Omveje naa Jøderne med aandelig Straf ved at sætte de kristne Fyrster, hvis Undersaatter Jøderne er, i Band, OM DE FORSØMMER AT IDØMME DEM TIME­LIG STRAF, naar de gør noget ondt mod Kristne. ... Dersom nogles Omvendelse ØNSKES, kan de tvinges ved Rædsler og Slag, rigtignok ikke til at modtage Troen, men for at de ikke skal stille Troen Hindringer i Vejen ved en haardnakket Vilje. For at omvende de vantro bør man efterligne Guds Dom.«

Her er et Træk, der belyser, hvorledes Vildfarelse i Læren fremkalder Uretfærdighed. Mennesker kan hurtig ledes (til enhver Form af Grusomhed og Undertrykkelse, naar de først kan ovebevises om, at de ved at følge slige fordærvede Tilbøjeligheder bliver mere lig Gud — Efterlignere af Gud. Det er et Under, at Menneskene er saa venlige og milde, som vi finder dem, med alle de frygtelige falske Forestillinger og Lærdomme om Guds Plan med Menneskeslægten, hvormed Satan har forblindet og vildledet dem ved den pavelige Vildfarelseskilde, idet han har ført dem i en Retning, der var saa nærliggende og tiltrækkende for deres faldne Natur. Den samme Forfatter fortsætter:

»Pavens Magt udøves over Kættere og frafaldne, der ogsaa betegnes ved Okser, fordi de modstaar Sandheden med Stolthedens Horn. Gud har lagt disse under Pavens Fødder, for at de skal straffes paa en FIRFOLDIG MAADE, nemlig ved Bandlysning, Afsættelse, Berøvelse af timeligt Gods og Forfølgelse ved Vaabenmagt. Men de skal blot da [322] holdes for Kættere, naar de nægter at rense deres forpestede Lærdomme og er rede til haardnakket at forsvare dem ... Paven kan vælge eller udkaare Kejseren. Kejseren er Pavens Tjener, idet han tjener GUD, HVIS PLADS PAVEN UDFYLDER; thi Gud har udnævnt Kejseren til at være Pavens Tjener. ... Jeg tager det for at være Sandhed, at Paven, Kristi Stedfortræder, har altomfattende Rets­myndighed over aandelige og timelige Ting i hele Verden I DEN LEVENDE GUDS STED.

H. G. Guinness, en kendt engelsk Forfatter, har fra Fox' »Acts and Monuments« foretaget et Udvalg af Pavernes Udtalelser, som fortjener at bemærkes. Vi kan af Hjertet slutte os til denne Forfatters Anmærkning om det System, hvis Mund udgyder sligt, idet han siger: »Dersom den, der ophøjer sig selv, skal fornedres, hvad kan da være det fulde Maal af Fornedrelse, der svarer til en saadan Selvophøjelse«? De nævnteUdtalelser lyder som følger:

»Da derfor en saadan Magt er skænket Peter, og mig i Peter som hans Efterfølger, hvem i hele Verden er da den, som ikke bør rette sig efter mine Bud, jeg der har en saadan Magt i Himmelen, i Helvede, paa Jorden, over de levende, ja, ogsaa over de døde.... Ved denne Nøgles Rets­myndighed er Fylden af min Magt saa stor, at ihvorvel alle andre Undersaatter — ja, selv Kejsere — bør stille sine Foretagender under mig, staar jeg alene ikke under nogen Skabning, nej, ikke engang under mig selv, saa min pavelige Majestæt bestandig bliver uformindsket, alle Menneskers Overmand, hvem alle bør lyde og følge, hvem ingen maa dømme eller beskylde for nogen Brøde, ingen afsætte uden jeg selv. Ingen kan sætte mig i Band ikke engang, om jeg har Samfund med de udstødte: thi ingen Kirkeregel binder mig, mig, hvem ingen har Lov til at lyve for: thi den, som lyver for mig er en Kætter og en bandlyst. Det fremgaar da saaledes, at Præsteskabets Storhed begyndte i Melkisedek, blev højtideligt indviet i Aron, fuldkommengjort i Kristus, repræsenteret i Peter, OPHØJET I DEN VERDENS­OMFATTENDE RETSSTYRELSE OG AABENBARET I PAVEN. Ved denne MIN PRÆSTESTILLINGS FORRANG kan det, da jeg har alle Ting under mig, synes fuldt virkeliggjort i mig, hvad der blev sagt om Kristus: Du har lagt alle Ting under hans Fødder.

Ligeledes har man at antage at denne Kirkens Biskop altid er god og hellig. Ja, selv om han falder i Mord eller Hor, [323] kan han vel synde, men dog kan han ikke anklages, men snarere undskyldes ved Samsons Myrderiet og Hebræernes Tyverier o. s. v. Hele Jorden er mit Sogn, og jeg er alle Menneskers gejstlige Overhoved, idet jeg har alle Kongernes Konges Myndighed over mine Undersaatter. Jeg er alt i alle og over alle, saa at Gud selv og jeg, Guds Stedfortræder, begge har een Domstol. Jeg er i Stand til at gøre næsten alt, hvad Gud kan gøre. I alt, hvad jeg har Lyst til, staar min Vilje som Grund; thi jeg er ved Loven i Stand til at handle ved Siden af Loven og af Uret gøre Ret ved at forbedre Lovene og ændre dem. Naar altsaa de Ting, som jeg gør, siges at være gjort, ikke af et Menneske, men af Gud, HVAD KAN I DA ANDET END GØRE MIG TIL GUD?

Hvis Kirkens Prælater desuden kaldes og regnes af Konstantin for Guder, saa synes da jeg, som storar over alle Kirkeherrer, af den Grund at staa OVER ALLE GUDER. Det er derfor intet Under, om det staar i min Magt at forandre Tid og Tider, at omskifte og afskaffe Love, at fritage for alt, ja, AT LØSE FRA KRISTI FORSKRIFTER; thi ihvorvel Kristus byder Peter at stikke sit Sværd i Balgen og formaner sine Disciple til ikke at bruge ydre Magt for at hævne sig selv, mon dog ikke jeg, Pave Nikolaus, skriver til Frankrigs Biskopper ogopfordrer dem til at drage deres materielle Sværd? ... Og ihvorvel Kristus selv var til Stede ved et Bryllup i Kana i Galilæa, mon dog ikke jeg, Pave Martin, i min Udmærkelse forbyder den gejstlige Stand at være til Stede ved Bryllupsfester og at gifte sig? Endvidere, hvor Kristus byder os at udlaane uden Haab om Vinding, mon ikke jeg, Pave Martin, giver Fritagelse derfor? Hvad skal jeg sige om Mord, naar jeg vedtager, at det ikke er Mord eller Manddrab at ihjelslaa dem, som er sat i Kirkens Band? Ligeledes kan jeg, mod Naturens Lov, mod Apostlene og deres Regler, fritage for Skyld i visse Tilfælde og gør det ogsaa; thi hvor de i deres Skrifter befaler, at en Præst skal afsættes for Hors Skyld, der gør jeg i Kraft af Sylvesters Myndighed en Forandring i hin strenge Lovordning, idet jeg ogsaa anser Menneskenes Sind og Legemer for svagere nu end ide var dengang. ... Om I har Lyst til i Korthed at høre hele Tallet paa alle saadanne Tilfælde, som virkelig henhører til min pavelige Myndigheds Fritagelsesret, og som løber op til 51 Punkter, hvilke ingen kan blande sig i uden jeg selv alene, saa vil jeg anføre dem. [Her følger Listen.]

Efter at jeg nu tilstrækkeligt har udtalt mig om min Magt paa Jorden, i Himmelen, over Skærsilden, hvor stor denne [324] Magt er, og hvad dens Fylde er, idet leg binder, løser, byder, tillader, udvælger, stadfæster, fritager, bygger op, river ned o. s. v., vil jeg nu sige lidt om mine Rigdomme, for at enhver kan se min Velstand og Overflod paa alle Ting — Afgifter, Tiender, Ydelser, mine Silketøjer, mine Purpurhuer, Kroner, mit Guld, Sølv, mine Perler og Ædelstene, Jorder og Herregaarde. Thi mig tilhører først Kejserstaden Rom, Lateran-Paladset. Kongeriget Sicilien er min Ejendom, Apulien og Kapua er mine. Ogsaa Kongerigerne England og Irland, er de ikke mine, eller burde de ikke være skyldige at udrede Skat til mig? Hertil føjer jeg ogsaa, foruden andre Provinser og Lande i baade Vesterog Østerleden fra Nord til Syd disse Herredømmer med deres Navne. [Her følger en lang Liste]. Hvorfor skulde jeg her tale om mine daglige Indkomster, om mine Førstegrøder, Annater, Pallier, Afladspenge, Buller, Skriftepenge, Indrømmelser og Svarskrivelser, Testamenter, Fritagelser, Særrettigheder, Embedsvalg, Præbenter, gejstlige Stiftelser o. desl., som løber op til en ikke ringe Pengesum? ... Hvad der derfra tilflyder mine Pengekister, kan man til Dels gætte sig til. ... Men hvorfor skulde jeg tale om Tyskland, naar hele Verden er mit Sogn, hvad de, som er kyndige i Kirkeretten, siger mig, og hvad alle Mennesker er pligtige at tro. Derfor, som jeg begyndte, saa slutter jeg, idet jeg vidner og udtaler, at det maa hævdes SOM EN NØDVENDIGHED TIL FRELSE FOR ENHVER MENNESKELIG SKABNING AT VÆRE MIG UNDERDANIG.«

Det antages af mange i vor Tid at disse Pavedømmets Pralerier kun hører den fjerne Fortid til, og at dette System har undergaaet en stor Forandring i de senere Tider; men lidt Eftertanke og Iagttagelse viser os at Pavedømmets Anskuelser endnu er de samme. Vi bør huske paa, at Pavedømmets staaende Paastand er, at dets Lærdomme er uforanderlige, at dets Pavers og Kirkeraads Beslutninger er ufejlbare, og at hine Bestemmelser, der aander Bespottelse mod Gud og Forfølgelse mod hans hellige, endnu holdes ukrænkede af den romersk-katolske Kirke den Dag i Dag. Forandringen i Pavedømmet skyldes alene det Knæk, dets Magt fik ved Reformattionsvækkelsen. Viljen er der endnu; men Magten til at udføre den er indskrænket ved den Forøgelse af Kundskab og Frihed, [325] som Bibelen har været den væsentligste Aarsag til. Antikrist bliver lidt efter lidt »gjort magtesløs« af den sande Kristus, ved »hans Munds Aande«, hans Ord. Snart vil Glansen fra Immanuels Nærværelse helt ødelægge det forfængelige Vrængebillede og frigøre Verden aldeles for dets vildledende Paastande, dets Vildfarelsers Lænker.

Som et Træk til Belysning af den senere Tids Overgreb lægge man Mærke til, at da Pave Leo XIII. havde besteget Tronen, betegnede han sig kort efter som »Leo de tribu Juda«, d. e. »Løven af Juda Stamme«, en af det sande Hoveds Titler. Det er derfor sikkert, at han i formastelige Paastande ikke stod tilbage for dem, som sad inde med det samme Embede i de mørke Tidsaldre.

Det følgende, der kaldes »Tilbedelsen«, udgør endnu en Del af de med den nye Paves Indsættelse forbundne Højtideligheder. Den nye Pave, klædt i hvidt, smykket med mange funklende Ædelstene og iført røde Sko med store Guldkors til Spænder, ledes op til Alteret, hvor han knæler ned. Derpaa »rejser Paven sig, og med Embedshuen paa løftes han op af Kardinalerne, der anbringer ham paa Altertronen, hvor han skal sidde. En af Biskopperne knæler, og Afsyngelsen af Te Deum [O, store Gud, vi lover dig] begynder. Imedens kysser Kardinalerne Pavens Fødder, Hænder og Ansigt.« En af Paverne præget Mynt, der fremstiller denne Højtidelighed, bærer Ordene: »Den, som de skaber, tilbeder de.« Kardinal Manning, Pavedømmets første Mand i England, godkender og henleder Offentlighedens Opmærksomhed paa følgende katolske Grundsætning:

»Vi erklærer, hævder, fastslaar og udtaler, at det for enhver menneskelig Skabning er nødvendig til Frelse at være den romerske Pave underdanig.« I et offentliggjort Foredrag udtaler han sig paa Pavens Vegne saaledes:

»Jeg gør Krav paa at være den højeste Dommer og Styrer over Menneskenes Samvittighed, over Bonden, som dyrker [326] Jorden, og Fyrsten, som sidder paa Tronen, over Husstanden, som lever i Hjemmenes Ly, og det lovgivende Raad, der stifter Landets Love. Jeg er den eneste, sidste, øverste Dommer med Hensyn til Ret og Uret.«

Naar Talen er om den nyere Tids Eksempler paa. Pavedømmets store og pralende Forfængelighedsord, bør vi heller ikke overse den af det i 1870 i Rom afholdte økumeniske Koncil vedtagne mærkværdige Bestemmelse om Pavens Ufejlbarhed. Sandt nok har det nu og da i Fortiden været paastaaet af de overmodige Paver, at de var ufejlbare; og Biskopper og Fyrster, der havde Lyst til at smigre deres Stolthed, havde i Grunden tillagt dem denne Egenskab i Udtalelsen: »Du er en anden Gud paa Jorden«; men der stod endnu tilbage, at et Paveraad i det oplyste 19de Aarhundrede koldsindigt og under rolig Overvejelse skulde oplyse Verden om, hvor stor denne »Gud paa Jorden« er — at han er næsten lige saa fuldkommen som Gud i Himmelen at han ikke kan tage mere fejl end denne at Paven i sine Udtalelser ex cathedra (paa Embeds Vegne) er ufejlbar, ikke kan gøre noget galt.

Afstemningen blev foretaget den 13. Juli 1870, og den 18. blev Læresætningen kundgjort under store Højtideligheder i St. Peters Domkirke i Rom. Følgende Skildring af Begivenheden giver Dr. J. Cunnings fra. London. Den vil blive læst med Interesse. Han siger:

»Paven lod opføre en stor Trone foran det østre Vindue i St. Peterskirken, dækkede sig fuldstændig med glimrende Juveler og omgav sig med Kardinaler, Patriarker og Biskopper i pragtfulde Dragter for at frembyde et storartet Skue. Han havde valgt den tidlige Morgenstund og det østre Vindue, for at den opgaaende Sols Straaler uhindret kunde falde paa hans Pragt, og for at hans Diamanters, Ædelstenes og Perlers Glans derved saa stærkt kunde forhøjes og genspejles, at han kom til at tage sig ud, ikke som et Menneske, men som det, den vedtagne Læresætning lød paa, en, der havde hele Guds Herlighed. ... Paven stillede sig tidligt om Morgenen ved det østre Vindue. ... men Solen nægtede ... at skinne. Det triste Daggry gik hurtigt over i en større og større Skummelhed. Den [327] funklende Glans kunde ikke fremkaldes. Den foregivne Guds alderssvage Øjne kunde ikke se at læse ved Dagslyset, og han maatte sende Bud efter Kærter. Dette Skin anstrengte hans Synsnerver for meget, og han maatte overlade Læsningen til en Kardinal. Denne begyndte at læse under stedse tiltagende Mulm; men han havde ikke læst mange Linier, før der kom et saa blændende Ildskær og et saadant Skrald fra den bælgmørke Himmel, som man aldrig før havde oplevet Mage til i Rom. Rædsel faldt paa alle. Læsningen hørte op. En af Kardinalerne sprang op fra sin Stol og udbrød: 'Det er Guds Røst, der taler, Sinais Torden.'«

Blandt Antikrists gudsbespottelige Paastande burde der nævnes adskillige Punkter i hans Lære, i Særdeleshed Læren om Messeofret, som vi skal behandle i et efterfølgende Bind. Vi vil springe Helgen og Mariadyrkelsen over, men paatale nogle andre af de grovere Vildfarelser.

Læren om Kirkens Ufejlbarhed var en af de første, og den banede Vejen for andre. Den blev hævdet, før Paveembedet var blevet godkendt. Det har været en meget alvorlig Vildfarelse, der har stængt Vejen til Rettelse af Vildfarelserne, naar man senere opdagede dem. Den har stillet Kirkemødernes Bestemmelser saa højt, at de ikke maatte modsiges eller drages i Tvivl hverken ud fra Fornuften eller Skriften. Den har gjort Menneskers Uvidenhed, Svagheder og urigtige Opfattelser til Rettesnor for Troen i Stedet for Guds Ord — Bibelen; thi da det først var indrømmet, at Kirkemødets Beslutninger var ufejlbare (sikrede mod Vildfarelse), maatte alt tvinges til Overensstemmelse dermed. Ethvert Kirkemøde følte sig forpligtet til ikke at træffe nogen Afgørelse imod de foregaaende Kirkemøders. De, som bar sig anderledes ad, udsatte sig for at blive forstødt. Saaledes kunde en engang hævdet Vildfarelse ikke blive rettet eller blot strøget ud. Bibelen og Fornuften maatte fortolkes og fordrejes for at komme til at passe med fejlbare Menneskers »ufejlbare« Læresætninger. Intet Under, at man [328] fandt ud af, at der fordredes en meget øvet Teolog til at fortolke Skriften, saa at den kunde bringes til at stemme med de saakaldte ufejlbare Læresætninger. Intet Under heller, at Antikrist for Nemheds Skyld

Bandlyste Bibelen. Pavedømmets Historie viser klart, at medens det foregiver at ære Bibelen som Guds Ord, har det dog holdt den tilbage og sine egne ufejlbare Ord i Forgrunden. Ikke det alene, men det har bandlyst Bibelen helt og holdent som uskikket til at læses og farlig for Folket, for at dets egne ufejlbare Ord kunde have fuld Gyldighed. Det vidste godt, at Bibelen var farlig for dets Magt og en stadig Bebrejdelse mod dets gudsbespottelige Paastande.

I Pavemagtens Dage behandledes det som en Forbrydelse, som Lægfolk ejede eller læste Bibelen. Bogtrykkerkunsten og den almindelige Videnskabernes Genfødelse omkring det 16. Aarhundrede medførte Bibelens Opstandelse af de døde Sprogs Grav, hvori Antikrist længe havde holdt den skjult idet Oversættelsen deraf var forbudt under strenge Straffe. Da den vaagnende Uafhængighedsaand begyndte at udbrede Bibelen i levende Sprog blandt Folket, var det ingen usædvanlig Tildragelse at se denne Bog blive brændt. Lange og frygtelige Forbandelser udslyngedes fra Vatikanet mod de frække Syndere, der vovede at oversætte, udgive eller læse Guds Ord.

Da Wyckliff udgav sin Bibeloversættelse, sendte Pave Gregor en Bulle til Oxford Universitetet, hvori Oversætteren fordømtes som en, der var »kommet ind i en vederstyggelig Art af Ugudelighed«. Tyndales Oversættelse blev ligeledes fordømt: og da Luther udgav sin tyske Oversattelse, udstedte Pave Leo X. en Bulle mod ham. Ikke des mindre gik Arbejdet herligt og sikkert fremad: Bibelen skulde have en fuldstændig Opstandelse og var bestemt til at kaste Lys over Mennesker af ethvert Folk og Sprog. Langsomt kom Romerkirken til at indse dette og vedtog derfor at tillade [329] katolske Oversætteres Udgivelse af Skriften paa de nyere Sprog med vedføjede katolske Forklaringer. Disse skulde imidlertid ikke gives Folk, undtagen hvor der var Fare for, at de ellers fik protestantiske Oversættelser i Hænde. Saaledes hedder det udtrykkeligt i Reimser-Oversættelsen.

Det følgende viser Beskaffenheden af Anmærkningerne i Reimser-Oversættelsen, der imidlertid i de senere Aar er blevet fortrængt af Dounay-Oversættelsen. Denne sidste ligner den første meget, men har mindre udprægede Anmærkninger. En Note til Matt. 3 lyder saaledes: »Kættere kan straffes og undertrykkes. De kan og bør tugtes eller aflives af den offentlige Myndighed, enten den aandelige eller den verdslige.« Til Gal. 1, 18 hedder det: »Gode Katolikker bør ikke skaane deres egne Forældre, hvis de er Kættere.« Til Heb. 5, 7 lyder Anmærkningen: »Oversætterne af den protestantiske Bibel burde overflyttes til Helvedes Dybder.« Og til Aab. 17, 6 lyder Forklaringen: »Men Protestanternes Blod kaldes ikke helliges Blod mere end Tyves, Manddraberes og andre Misdæderes Blod, for hvis Udgydelse ifølge Retten ingen Stat skal svare.«

Det følgende er nogle af de Indskrænkninger som blev opstillet, da man fandt, at Læsningen af Bibelen ikke helt kunde forhindres. Den fjerde Regel i »Index Expugatoris« siger:

»Om nogen skulde være saa fræk at læse eller eje Bibelen uden skriftlig Tilladelse, saa skal han ikke faa Syndsforladelse, førend han først har udleveret samme Bibel til sin Sjælesørger. Boghandlere, der sælger eller paa anden Maade skaffer Bibler paa Folkets Maal til nogen, der ikke har en saadan Tilladelse, skal bøde med Bøgernes Værdi ... og af Biskoppen underkastes saadanne andre Straffe, som denne finder passende i Forhold til Brødens Beskaffenhed.«

Kirkemødet i Trient i 1546 udtalte:

»For at lægge Baand paa ustyrlige Sind vedtager Raadet, at i Sager vedrørende Tro og Sæder, og hvad som helst [320] der angaar Vedligeholdelsen af den kristne Lære, skal ingen med Tillid til sit eget Skøn vove at fordreje de hellige Skrifter efter sin egen Forstaaelse af dem, modsat det, som er blevet hævdet og endnu hævdes af den hellige Moderkirke, hvis Ret det er at dømme om den sande Mening.«

Efter den af Pius VII. mod Bibelselskaberne den 29. Juni 1816 til Polens Kirkehøvding udstedte Bulle hidsætter vi følgende:

»Vi er i Sandhed blevet dybt rystet over dette højst snedige Paafund, hvorved selve Grundvoldene for Religionen undergraves; og efter at vi paa Grund af Spørgsmaalets store Vigtighed har holdt Samraad med vore ærværdige Brødre, den hellige romerske Kirkes Kardinaler, har vi med den yderste Omhu og Agtpaagivenhed overvejet de Forholdsregler, som det vilde være paa sin Plads for vor pavelige Myndighed at gribe til for at bøde paa og udrydde denne Pest saa vidt muligt. ... De har allerede af egen Drift vist en brændende Lyst til at opdage og omstyrte disse Nyhedskræmmeres ugudelige Kunster. Men i Henhold til vort Embede formaner vi Dem atter og atter, at hvad som helst De kan udrette ved MAGT, opnaa ved RAAD­GIVNING eller udvirke ved MYNDIGHED, maa De daglig udføre med den yderste Ihærdighed. ... Den af Kættere trykte Bibel er at regne blandt andre forbudte Bøger ifølge Fortegnelsens Regler.«

Den samme Pave udstedte i Aaret 1819 en Bulle mod Brugen af Bibelen i Irlands Skoler. Af den an­fører vi:

»Det er kommet den hellige Forsamling for Øre, at Bibelskoler, understøttede af de vranglærendes Midler, er oprettet i næsten enhver Del af Irland, i hvilke fordærvede Lærdommes dødbringende Gift bliver indgivet de uerfarne af begge Køn. ... Enhver mulig Anstrengelse maa derfor gøres for at holde Ungdommen borte fra disse ødelæggende Skoler. ... Arbejd De af al Deres Kraft paa at bevare den rettroende Ungdom fra at blive fordærvet af dem — en Opgave, som jeg haaber med Lethed vil blive gennemført ved Oprettelsen af katolske Skoler overalt i Deres Sogn.«

Her har vi en aaben Tilstaaelse af den egentlige Hensigt med Oprettelsen af katolske Søndagsskoler i Storbritannien og Nordamerika, nemlig at beskytte Katolikkernes egne Rækker. Antikrist har intet andet [331] Formaal, naar han tilbyder det almene Folk Uddannelse. Uvidenhed og Overtro er Pavedømmets Bolværker. De Aarhundreder, hvori det havde Magten, indbefattende de »mørke Tidsaldre«, godtgør dette tilstrækkeligt. Uddannelsen af Præsteskabet indenfor de opstillede Skranker blev ikke forsømt; men at der ikke blev sørget for Folkets Uddannelse, er den store Uvidenhed i alle gamle romersk-katolske Lande et stærkt Bevis paa. Skoler og Bibler har altid været uudholdelige Fjender for Antikrist og vilde ikke blive taalt, medmindre de krævedes som en Nødvendighed. Ved at kaste et falsk Lys over denne Sag har man søgt at bevare Antikrists Tilværelse.

Efter en Bulle af Leo XII. til Irlands romersk-katolske Gejstlighed i Aaret 1825 anfører vi følgende:

»Det er ingen Hemmelighed for eder, ærværdige Brødre, at et vist Selskab, paa Almuesproget kaldet Bibelselskab, med Frækhed spreder sig over hele Verden. Efter at have foragtet de hellige Fædres Overleveringer har dette Selskab i Strid med Trienter-Kirkemødets velkendte Beslutning samlet al sin Styrke og rettet hvert Middel mod det ene Formaal: Oversættelsen eller rettere Fordrejelsen af Bibelen paa alle Nationers Modersmaal.«

Selv Pave Pius IX. udtrykte sin Hjerteangst over den store Antikrist-Fjendes, Bibelens, Sejr paa alle Sider. Han sagde: »Forbandet være de snedige og svigefulde Selskaber, som kaldes Bibelselskaber, og som kaster den uerfarne Ungdom Bibelen i Hænderne!«

Vistnok blev det paa den romersk-katolske General­forsamling i Baltimore i Aaret 1886 vedtaget, at en godkendt Bibel skal tillades i de Forenede Staters ka tolske Skoler. Dette er imidlertid intet Tegn paa nogen Forandring i Antikrists virkelige Tankegang; det er blot et klogt Træk i hans fjerntskuende Politik overfor Frihedsaanden her i Landet (Amerika) , som afskyr alle Baand. Han vidste imidlertid godt, at det var Friheden og ikke Bibelen, man ønskede: og en Undersøgelse vil bringe for Dagen, at nu, to Aar efter, er [332] Bibelen ikke til at finde i katolske Skoler her omkring.

Læren om Menneskets naturlige, iboende Udødelighed (at en menneskelig Tilværelse, som engang er begyndt, aldrig kan ophøre) var en frugtbar Vildfarelse, som man laante fra den græske Filosofi. Efter at den var blevet antaget, førte den naturligt til den Slutning, at hvis Tilværelsen maa vedvare evigt, da maa Bibelens Udsagn om Tilintetgørelse af de uforbederlige, forsætlige Syndere, om den anden Død m. m., laves om til at betyde det modsatte af, hvad der siges, nemlig til at betyde Liv i en eller anden Tilstand. Dernæst var det let at bestemme, at for de ugudelige maa det være et Liv i Lidelse. Pinslerne afmaledes ofte paa Kirkevæggene saavel som med nidkære Præsters og Munkes Ord. Denne Vildfarelse blev saa meget lettere paatrykt de nyomvendte, som de græske Filosofer, dengang Verdens Ledere i Videnskab, Religion og Filosofi, hvis Forestillinger som paavist af Josefus, endog havde begyndt at gennemsyre Jødedommen, længe havde hævdet og lært, at der var en Straf for de ugudelige i og efter Døden. Til deres Ære være det imidlertid sagt, at de aldrig nedlod sig til de gyselige Be­spottelser af Guds Karakter og Regering, som Antikrist har lært Verden.

Dernæst korm Turen til at bestemme et Sted for denne Pine. Man kaldte det Helvede ud fra de Skriftsteder, der taler om Sheol, Hades og Gehenna, som beskriver Syndens virkelige Sold, den første og den anden Død. Kløgtigt anvendte man disse tillige med Herrens Lignelser og Aabenbaringens Sindbilleder saaledes, at man bedrog sig selv og hele Verden i denne Sag og paa groveste Maade fordrejede og bespottede Guds, vor alvise og naadige himmelske Faders, Karakter og Plan.

Skærsilden kom til for at gøre denne frygtelige Lære mere antagelig og udholdelig og for tillige at give Antikrist et fastere Tag i Folket. Han paastod, at han [333] sad inde med Himmeriges og Helvedes Nøgler og havde Magt til at eftergive Skærildens Pinsler, ikke alene den adamitiske Straf, men ogsaa Straffen for overlagte og forsætlige Synder. Hvilken Magt dette gav ham over et uvidende Folk, kan man let forestille sig, naar Jordens Kejsere og øverste Mænd vedkendte sig ag bøjede sig for Bedrageren.

Messer for de døde fulgte efter. Rige og fattige følte det i lige høj Grad som en Pligt at betale og det tilmed rundeligt for at faa saadanne læst. Messernes Virkekraft til Udfrielse fra Skærsildens Lidelser paa

Afladshandelen opstod nogen Tid før »Korstogene«; vi ved, at der blev tilbudt Aflad som Gave for at skaffe frivillige til disse »Korstog« eller »hellige Krige«. Ifølge det pavelige Lovbud kunde hvem som helst, der vilde deltage i disse hellige Krige, ikke alene faa Tilgivelse for tidligere begaaede Synder, men ogsaa fortjene noget til at veje op mod fremtidige Synder og saaledes sikre sig mod visse af Skærsildens Lidelser. Det er ikke Meningen, fortæller Katolikkerne os, at denne Aflad skal være en Bevilling til at synde; men den er en fortjent Løn, der vejer op mod eller ophæver et vist Antal Dages eller Aars Skærsildsnød, saa at om et Menneskes Synder vilde paadrage ham 1000 Aars Lidelser, og han paa en Gang eller til forskellige Tider enten for Penge, for Tjenester, han viste Pavedømmet, [334] eller ved foretagne Bodsøvelser sikrede sig Aflad for en Tid af 1000 Aar, vilde han gaa helt fri; dersom han havde 900 Aars Aflad til gode, maatte han udstaa 100 Aars Lidelse; og dersom Afladen dækkede han Straffe, og der levnedes et stort Overskud, vilde han sandsynligvis blive regnet for en Helgen med særlig indflydelse i Himmelen, hvem man skulde paakalde og tilbede. Derpaa er Frankrigs Konge, Ludvig Korsfareren, et Eksempel. Han blev sat paa Helgenlisten og dyrkes og tilbedes nu som St. Ludvig.

Der er ganske vist en Forskel mellem denne Anskuelse og saa dette at betragte Afladen som et Frihedsbrev til at synde. Dog er denne Forskel meget ringe; thi Pavedømmet knyttede en vis Mængde Lidelse til forskellige almindelige Synder, og ikke alene kunde Fortidssynderne saaledes opvejes og udslettes, men de, der havde Grund til at tro, at de i Fremtiden maaske kom til at begaa visse Synder, kunde paa Forhaand indlægge sig en Fortjeneste, hvorved disse kunde udslettes. Desuden er det sikkert, at hvad der kaldtes »fuld Aflad« opfattedes som en tyk Streg over alle Synder i Fortid og Fremtid.

Hvad der er Skik endog den Dag i Dag, synes næppe troligt. Romerkirkens Tilhængere har visse Bønner, hvis  Gentagelse skaffer dem Aflad i en begrænset Tid, og mange saadanne vil, paastaar de, fritage dem for Straf en lang Tid. Saaledes tilstaas der dem, som fremsiger: »Hil dig, hellige Dronning« o. s. v., 40 Dages Aflad, hvorimod der er en Aflad paa 200 Dage for Fremsigelsen af »Den salige Jomfrus Bedesang (Litani)«; og dem, som fremsiger »Velsignet være Jomfru Marias hellige, ubesmittede og allerreneste Undfangelse« o. s. v., tilstaas der 100 Aars Aflad. Det er let at indse, til hvilken Fordærvelse denne Guds­bespottelige Lære maatte føre i » den mørke Middelalder«, da Afladen rask væk blev falbudt for Penge og [335] meddelt som Belønning til dem, der havde taget Del i Forfølgelsen af vantro (Ikke-Katolikker) og Kættere.

For Forbrydelser, der almindeligt udøvedes af de rige, som kunde betale, blev der fastsat uhyre Straffebøder, hvorimod de groveste Brud paa Retfærdigheden, der var almindelige blandt de fattigere Klasser, helt let undskyldtes. Saaledes kostede Giftermaal med et Søskendebarn ca. 18,500 Kroner, medens Mord paa Hustru eller Forældre kun kostede ca. 75 Kroner. Spanheim siger: »Afladshandelen var det Værksted, hvor Pengene møntedes til Romerkirken, Guldminerne for Pavernes ryggesløse Slægtninge og naturlige Børn, Pavekirkens Nerver, Midlet til at betale Gæld med og den uudtømmelige Overdaadighedens Kilde for Paverne.«

For at ordne denne Handel indrettede man en inddelt Maalestok, hvorefter man fastsatte Straffene for de forskellige Synder saa mange Dage eller Aar i Skærsilden for hver. Der blev ogsaa opstillet en Prisliste i Overensstemmelse hermed, saa at de, der vilde have Aflad for et Mord eller et Tyveri, for Barnemord, Hor, Mened eller andre Synder, kunde betale efter de forskellige Takster. Ved dette Middel blev Bodsstraffene ophævet og Skærsildens Pine mildnet eller afsluttet efter Antikristens Kræmmeres Behag. Vi kan ikke undre as over, at Folket snart fik den Opfattelse, at en vis Sum Penge gjaldt som Betaling for en vis Mængde Synd.

I en saadan Grad tog Forbrydelserne til i Læ af dette Aflads-Uvæsen, at de bedre Samfundslags Harme vaktes til Oprør mod Kirken. Menneskenes Øjne begyndte at oplades, og de saa Præsteskabet, fra. Kirkens øverste Ledelse ned til de laveste Embedsmænd, dybt nedsunket i Ugudelighed.

Ligesom den mørkeste Time gaar forud for Stormen, saaledes indtraf den sædelig Henseende mørkeste Time i Antikrists Regering lige før den store Reformation. [336] Da fremkaldte den aabne og skammelige Afladshandel Lede og Væmmelse, hvilket bragte Luther og andre nidkære Tilhængere af Pavedømmet til at drage hele Systemet i Tvivl og undersøge det baade fra dets sædelige Side og senere med Hensyn til dets Lære. Til sidst kom Luther paa den rette Tanke: at Pavedømmet i Sandhed var Antikrist. Og da han havde opdaget dette, pegede han uforfærdet paa Aabenbaringens Billeder og paaviste disses Anvendelighed paa og delvise Opfyldelse i Pavedømmet.

Om denne Sag anfører vi følgende fra den velkendte Præsts, Lyman Abbotts, Pen. Han skriver:

»Blandt andre Betingelser, paa hvilke man tidligere kunde faa Aflad, var dette at bidrage Penge til Kirken. Denne Handel naaede sit Højdepunkt i Begyndelsen af det 16. Aarhundrede under Leo X., der udstedte 'Afladsbreve til alle, som vilde yde Tilskud til Opførelsen af St. Peters Domkirke i Rom. Hans Hovedmand for Salget af Afladsbreve i Tyskland var en Johan Tetzel. Dennes vitterlige Laster stod ikke i Vejen for hans Valg til Overbringer af disse Afladskort til andre renere Sjæle, og ingen Overdrivelse syntes ham for stor, naar der blot kom Penge i hans Kiste. Han hævdede, at det røde Kors, som han havde med sig, hvor han drog hen, havde lige saa stor Virkekraft som Kristi Kors, at ingen Synd var saa stor, at han ikke kunde eftergive den. Afladsbreve frelser ikke alene de levende, men de frelser ogsaa de døde. Naar Pengene i Kisten klinger, straks Sjælen ud af Skærsilden springer — og gaar lige op til Himmelen'. Saadan lød nogle af hans gudsbespottelige Paastande. Der var fastsat Priser efter en vis Maalestok. 'Flerkoneri koster 6 Dukater, Tempelskænden og Mened 9, Mord 8, Troldom 2.' Det var denne aabne og skamløse Handel, der mere end noget andet førte til Reformationen. Der blev vedblivende udstedt Afladsbreve, ikke alene som Belønning for gudelige Handlinger, men ogsaa for Pengebidrag til Kirken. Dog er det offentlige og aabenlyse Afladssalg nu for største Delen bandlyst fra Romerkirken.«

En anden Forfatter gengiver Tetzels Ord videre saaledes:

»Kom hid, og jeg vil give eder paalidelige, stemplede Breve, hvorved selv de Synder, I herefter monne ønske at [337] begaa, alle sammen skal tilgives eder. Der er ingen Synd saa stor, at Afladen ikke kan efterigive den. Betal, betal blot dygtigt, og I skal faa Forladelse. I Præster, I Adelsmænd, I Handelsfolk, I Hustruer, I Piger, I Ynglinge, lyt til eders hedengangne Forældre og Venner, som raaber til eder fra den bundløse Afgrund: 'Vi lider gruelige Pinsler; en lille Almisse vilde udfri os. I kan give den, vil I ikke?' Med 10 Groschen kan du udfri din Fader af Skærsilden. Vor Herre Gud handler ikke længere med os som Gud — han har givet al Magt til Paven.«

Følgende er overleveret som en Afskrift af de Blanketter, Tetzel brugte, udfyldt med Køberens Navn, hans Synder m. m.:

»Vor Herre Jesus Kristus forbarme sig over dig ... og skænke dig Syndstilgivelse for sine allerhelligste Lidelsers Skyld. Jeg tilgiver dig i Kraft af den mig overdragne apostoliske Magt alle ... Overgreb, Synder og Forbrydelser, som du kan have begaaet, hvor store og uhørte de saa end er, og af hvilken som helst Slags... Jeg eftergiver dig Pinsler, du skulde have udstaaet i Skærsilden. ... Jeg genindsætter dig i din Daabs Uskyld og Renhed, saa at i Dødens Stund Portene til Pinestedet skal lukkes for dig og Paradisets Porte aabne sig for dig. Om du skulde leve længe, varer denne Naade uomskiftelig ved indtil dit Endeligt. I Faderens, Sønnens og den Hellig-Aands Navn, Amen. Broderen Johan Tetzel, Fuldmægtig, har underskrevet dette med sin egen Haand.«

Med Hensyn til den allersidste Tid kan vi intet sige; men vi ved, at kun for nogle faa Aar siden var trykte Afladsbreve med vedføjede Priser til Salgs ved Bordene i nogle af de store romersk-katolske Kirker i Mexiko og paa Kuba.

»DER BLEV GIVET DET AT FØRE KRIG IMOD DE HELLIGE OG OVERVINDE DEM« — AT »UNDERTRYKKE DEN HØJESTES HELLIGE«.

Har det pavelige, forfalskede Rige siddet inde med og udøvet Magt over Guds virkelig offerviede Børn og overvundet dem — »undertrykt dem« ved en langvarig Knusning, som den hebraiske Tekst siger? Vi svarer: Ja, ethvert Middel, som kunde optænkes, blev brugt [338] til at udpresse selve Aanden af den sande Kristendom. (Joh. 8, 36; Gal. 5, 1; 2 Kor. 3, 17) og til at sætte Antikrists Aand, Læresætninger og Former ind i Stedet. Det var i Begyndelsen ikke saa meget et aabent Angreb paa de trofaste som en langsom vedholdende »Knusning«, en Undertrykkelse, som særlig blev udøvet mod Modstanderne af Læren, og som pinte Taalmodigheden og tillige Troen ud af mange. Dette vedholdende og trættende Plageri har vi et godt Eksempel paa i Skriftemaalet, hvorved Antikrist ikke alene kom til Kundskab om enhver Kritik og ethvert Ord i Retning af Indvending mod hans System, der var blevet ytret i de skriftendes Paahør, men med Trusel om fremtidige Straffe blev denne tvunget til at skrifte og angre enhver af sine egne modstræbende Tanker eller Handlinger. Dette fik ogsaa snart et saadant Rygstød i den verdslige Magt, at enhver Modstandsytring mod Kirken kunde udlægges som Forræderi mod Staten, der blev opholdt ved Pavens Myndighed.

Ved den første Fremblussen af Pavevældets Magt var Folket som et Hele af Navn Medlemmer af Kirken eller ogsaa hedninger, og af alle dem, som bekendte Kristus, ventede man, at de skulde rette sig efter de Skikke og Regler, som blev dem paalagt af Præsteskabet, der gradvis ophøjede sig selv. Da Vildfarelsen, der altid er mere populær end Sandheden fik Indflydelse og Magt, efterstræbte og bandlyste den Sandheden samt alle dens Forsvarere og bragte baade den og dem i Vanry. Det var den Tid, da, som det skildres i Aabenbaringen, den sande Menighed (Kvinden) flyede ud i Ørkenen — ud i Ensomheden (Aab. 12, 6) — blev landsforvist paa Grund af sin Troskab mod Sandheden og mod Menighedens sande Hoved og Herre. I denne Tid, da frafaldne ophøjedes til Fyrster, oplevede de tro og ydmyge hellige, hvad Herren havde forudsagt for dem og alle, som vil leve gudeligt i den nærværende Tid, nemlig Forfølgelse. Svigermoder var [339] imod Svigerdatter, Fader mod Søn og Broder mod Broder. Et Menneskes Fjender fandtes i Sandhed ofte blandt dem, der tilhørte hans eget Hus. Kunde der tænkes noget, som var mere skikket til at »knuse« eller »undertrykke« den Højestes hellige end en saadan Fremgangsmaade, der blev fulgt i Aarhundreder?

For at faa et Begreb om denne Forfølgelses Grusomhed og Ubarmhjertighed maa vi atter vende os til Historiens Blade.

Forfølgelserne mod de Kristne under det hedenske Rom er ikke at sammenligne med, hvad de sande Guds Børn maatte lide under det pavelige Rom, idet de baade var sjældnere, mindre i Udstrækning og ikke nær saa haarde. Der siges paa Grundlag af de første Kristnes Vidnesbyrd, at Flertallet af de romerske Øvrigheds-personer, som i Provinserne haandhævede Kejserens eller Senatets Myndighed, og i hvis Hænder Magten over Liv og Død var lagt, optraadte som høviske og fint dannede Mænd, der holdt Retfærdighedens Regler i Ære. De afslog ofte at udføre det forhadte Forfølgelsesværk, afviste Beskyldningerne mod de Kristne med Foragt (ligesom Pilatus og Herodes prøvede paa at gøre for Jesu Vedkommende — Luk. 23, 14-16. 20. 22; Matt. 27, 24) eller gav de anklagede Kristne Vink om en eller anden lovlig Udvej til at undkomme. Naar det var muligt, brugte de oftere deres Magt til at udfri end til at undertrykke de Kristne, og de hedenske Domstole var tit disses sikreste Tilflugt mod deres jødiske Anklagere. (Gibbon, Bind II, S. 31-33.) Den grusomme Forfølgelse under den afskyelige Tyran, Nero, der brændte nogle af de Kristne for at bortlede Offentlighedens Mistanke fra sig selv, udgør et af de mørkeste Blade i det hedenske Roms Historie; men hans Ofre var forholdsvis faa. Den hedenske Forfølgelse omfattede ikke hele Amter, Herreder, Sogne, Landsbyer eller Købstæder, men hyppigst kun enkelte fremstaaende Personer. Og selv disse Forfølgelser af [340] de kristne Hovedledere var ikke saa meget et Udslag af en fast, uforanderlig Beslutning om Fjendtlighed fra Regeringens Side, som det var en Følge af den overtroiske Hobs støjende og ustyrlige Krav, hvilke det syntes de styrende nødvendigt at tillfredsstille for Ro og Ordens Skyld. Adskillige Træk til Belysning heraf findes i Beretningerne om Apostelen Paulus' saavel som andre Apostles Levnedsløb. (Se Ap. G. 19, 35-41; 25, 24-27; 26, 2. 3. 28.) Endog de mere omfattende Forfølgelser under de romerske Kejsere varede kun kort, med Undtagelse af Forfølgelsen under Diokletian, der med vekslende Strenghed stod paa i 10 Aar. Mellem disse Forfølgelser var der ofte Fred og Ro i lange Tider. Under Kejserne blev Kristendommen, skønt stærkt hærget, dog ikke helt undertrykket; den havde, som vi har set, tværtimod Fremgang.

Hvor helt anderledes var ikke Pavedømmets Forfølgelser, som ramte ikke alene fremtrædende Modstandere, men alle, og som varede, ikke blot nogle faa Maaneder, men uafladelig! Hvad der under de hedenske Kejsere havde været et forbigaaende Raseri eller Vanvid, blev under Paverne omsat til et velordnet System, sat i Scene ud fra religiøst Sværmeri og rænkefuldt Magtstræb, ansporet af en satanisk Nidkærhed, Daadskraft og Grusomhed, der ikke finder noget Sidestykke i Historien. Den frafaldne Kirke lagde Aandens Sværd til Side, greb Rigets Arm og vendte sine kødelige Vaaben med skaanselløs Grusomhed mod enhver svagere Modstander, der stod i Vejen for dens Magtstræb, medens den bejlede til de styrende, smigrede og bedrog dem, indtil den vandt deres Tillid og tilrev sig deres Plads og deres Magt.

Baade Hedenskabet og Kætteriet, især det sidste, blev da Genstand for Forfølgelse. Det saakaldte kristne Præsteskab, siger Edgar, »misbrugte det jødiske Teokratis Love og den jødiske Histories Begivenheder [341] i det ukristelige og lave Øjemed at vække Forfølgelsens Dæmon imod de hensmuldrende Levninger af græsk og romersk [hedensk] Overtro. ... De rev Flerguderiets ældgamle Bygning ned og overførte dens Indkomster til Kirkens, Statens og Hærens Brug. .... Hedenskabet blev jaget bort fra romersk Omraade. ... Almindelig Tvang blev sat i Stedet for Overbevisning, og Skræk i Stedet for Evangeliet. Man rødmer ved at læse om en Symmachus og Libbanius, to hedenske Talere, der hævder, at Fornuften og Overtalelsen bør raade ved Udbredelsen af en Religion, medens en Theodosius og Ambrosius, en kristen Kejser og en kristen Biskop, anbefaler Vold og Tvang.«

Ved sin Tiltrædelse af Roms Herskerembede var Konstantin tilbøjelig til at lade alle Religioner have Leveret, hvilket fremgaar af det berømte Milano-Edikt, der tilstod hver eneste Person i Romerriget Religions­frihed. Et saadant Skridt burde være hilst med Glæde af den kristne Kirke, som havde længtes saa meget efter Frihed under tidligere Forfølgelser; men det var ikke Tilfældet. Kristendommens sande Aand var veget bort og nu søgte Kirken i sin Ærgerrighed at ophøje sig selv saa hurtig som muligt ved at udslukke enhver Gnist af Frihed og tvinge alle Ting ind under sig selv. Som venteligt var, »udvirkede hans [Konstantins] kirkelige Tjenere snart et Omslag i Øvrighedens Upartiskhed og en Opvaagnen af Nidkærheden hos den nys vundne Tilhænger. ... Han udslukte Haabet om Fred og Tolerance fra det Øjeblik af, da han samlede 300 Biskopper indenfor Paladsets Vægge.« (Gibbon, Bind II, S. 236.) Kejseren blev der overtalt til at paabyde, at de, som modsatte sig denne gejstlige Forsamlings Afgørelse i Trossager, skulde berede sig til øjeblikkelig Landsforvisning. Disse Biskoppers Bestemmelser havde efter deres eget Udsagn guddommelig Lovkraft. Denne Intolerancens Aand modnedes snart til en bitter og skaanselløs Forfølgelse. Konstantin [342] udstedte to Straffelove mod Kætteri, og hans Eksempel fulgtes af senere Kejsere — Valentinian, Gratian, Theodosius, Arkadius og Honorius. Theodosius udgav 15, Arkadius 12 og Honorius ikke mindre end 18 af disse Vedtægter. Disse er opskrevet i Theodosius' og Justinians Lovbøger, til deres præstelige og kejserlige Forfatteres Vanære.

Hvad Antikrist fandt for godt at kalde Vranglære (hvoraf meget var Sandheden og Retfærdigheden, der stræbte efter at beholde Fodfæste), blev stemplet som værre end Trosfornægtelse; begge Dele bekæmpedes af Konger, Kejsere og Teologer, og begge Dele blev forfulgt, især den førstnævnte, af Kætterretten (Inkvisitionen). Da der omkring Begyndelsen af det 13. Aar­hundrede indtraf en Videnskabernes Genfødelse, og man begyndte at vaagne op af »den mørke Middelalders« Søvn og urolige Drømme, blev de, af hvis Sind Sandheden ikke var blevet aldeles udryddet, oplivet, og Sandhedens Banner rejstes til Modstand imod Antikrists grovere Vildfarelser. Da blev Antikrists Forfølgelsesaand vakt til voldsom Virksomhed for at knuse Modstanden.

Konger og Fyrster, som skælvede for deres Kroners Sikkerhed, om de i nogen Grad paadrog sig Pavens Uvilje, idet deres Riger kunde rammes af de frygtede Bandstraaler, hvis de eller deres Undersaatter skulde nægte at vise Pavens Befalinger ufravigelig Lydighed, blev taget i Ed paa, at de vilde udrydde alt Kætteri, og blev formanet til at rense deres Landsdele for kættersk Genstridighed med Trusel om, at deres Herredømme ellers vilde blive dem fravristet. De Baroner, som undlod at hjælpe til i Forfølgelsesarbejdet, forspildte deres Godser. Konger og Fyrster var derfor ikke sene i deres Bestræbelser for at efterkomme Pavedømmets Bud, og Baronerne og deres Følgesvende stod til deres Tjeneste for at hjælpe til med Ødelæggelsesværket. [343]

Endog før denne Vækkelse, allerede i Aar 630 e. K., tvang Toledo-Raadet Spaniens Konge til ved sin Tronbestigelse at aflægge Ed paa ikke at ville taale nogen kættersk Undersaat paa det spanske Herredømmes Omraade. Der blev udtalt, at den Hersker, som brød en saadan Ed, vilde »blive forbandet fra den levende Guds Aasyn og blive Brændsel for den evige Ild«. Den frygtelige Betydning af saadanne Forlangender blev først indset fuldt ud, da Vækkelsen begyndte, og da Antikrist havde naaet det højeste Maal af sin Magt.

Oxford-Konciliet udleverede i 1160 en Skare Val­densere, der var udvandret fra Gascogne til England, til den verdslige Arm til at straffes. Og derefter gav Henrik II. Befaling til, at de, baade Mænd og Kvinder, skulde piskes offentlig, brændemærkes paa Kinden med et gloende Jern og derpaa drives halvnøgne ud af Byen i den strengeste Vinter. Ingen maatte vise dem Medynk eller nogen som helst Tjeneste.

Frederik, Tysklands Kejser, dømte i 1224 Kættere af enhver Slags til at brændes levende, deres Ejendom til at inddrages under Kronen og deres Efterkommere til Æreløshed, medmindre de blev Forfølgere. Den franske Konge, Ludvig, udstedte i 1228 Love om Udryddelse af Kætteriet og tvang deres Udførelse igennem. Han tvang Raymond, Greve af Toulouse, til at tage sig for at uddrive Kætteriet fra sit Omraade uden at skaane Ven eller Vasal.

Lige fra de allerførste Indgreb af den Magt, som gradvis udvikledes til det pavelige System, blev der ydet Modstand imod den; men denne Modstand kom kun fra nogle faa trofaste, hvis Indflydelse havde lidet at sige overfor den overvældende Strøm af Verdslighed, som kom over Kirken. Efterhaanden som de blev klare over Vildfarelsen, trak nogle sig i Stilhed tilbage fra det store Frafald for at dyrke Gud efter deres Samvittigheds Tilskyndelse, selv med Fare for at blive forfulgt. Almindelig kendte var nogle af disse, [344] som senere blev kaldt Valdensere, Albigensere, Wyckliffs Tilhængere og Hugenotter. Skønt de blev benævnt med forskellige Navne, havde de dog, saa vidt vi kan skønne, fælles Oprindelse og fælles Tro. »Valdenser-Troen«, siger Rainarus, den berømte Kætterdommer i det 13. Aarhundrede, »er den ældste Vranglære og har ifølge nogle været til fra [Pavel Sylvesters Dage af, ifølge andre siden Apostlenes Dage.« Sylvester var Pave, da Konstantin var Kejser og vedkendte sig Kristendommen. Saaledes ser vi, at Sandheden ikke var uden sine Forsvarere lige fra det første, saadanne som, skønt ringe og uden Yndest hos Almenheden, dog beslutsomt modsatte sig Pavedømmet og den pavelige Lære om Skærsild, Billeddyrkelse, Helgentilbedelse, Maria-Dyrkelse, Bønner for de døde, Transsubstantiation (Forvandlingen af Brød og Vin i Nadveren), Præsteskabets Cølibat, Aflad, Messeofre o. s. v., som misbilligede Valfartsrejser, Kirkefester, at brænde Røgelse, at begrave i indviet Jord, at bruge Vievand, præstelige Klæder, at føre Munkeliv m. m., og som hævdede, at den hellige Skrifts tære skulde gælde i Modsætning til Romerkirkens Overleveringer og Paastande. De ansaa Paven for Ophavsmanden til alle Vildfarelserne og hævdede, at Syndstilgivelse alene faas gennem vor Herre Jesu Fortjeneste.

Med Hensyn til Tro og Gerninger stod disse Folk paa Reformationens Side og traadte op imod Vildfarelsen længe før Luthers Dage. De og andre Modstandere af Romerkirken blev jaget, hadet og forfulgt med ubarmhjertig Grumhed af Pavernes Udsendinge. Valdenserne og Albigenserne var de talrigste af de Sammenslutninger, der gjorde Indsigelse mod Pavedømmet, og da det 13. Aarhundredes litterære Vækkelse indtraf, var det væsentlig fra disse, at Sandheden skinnede frem, skønt den genspejledes og kom stærkere til Orde gennem Wyckiff, Huss, Luther og andre. Deres Lærdomme, der blev støttet af Fromhed og Sædelighed, [345] straalede frem med des større Glans paa Baggrund af det overmægtige Pavedømmes højtravende Hovmod og skrigende Usædelighed.

Da var det, at Paver, Koncilier, Teologer, Konger, Korsfarere og Inkvisitorer slog deres djævelske Kræfter sammen for at udrydde enhver Modstand og for at udslukke selv de svageste Straaler af det gryende Lys. Pave Innocens III. sendte først Missionærer til de Landsdele, hvor Albigensernes Lærdomme havde faaet Fodfæste, for at prædike Romerkirkens Lære, gøre Underværker o. s. v.; men da han fandt, at disse Bestræbelser ikke frugtede, udstedte han Opraab til et Korstog mod dem og lovede alle, som vilde deltage deri, Eftergivelse af deres Synder og et saadant Adgangskort til Himmelen, at de kunde slippe for at gaa igennem Skærsilden. Med fuld Tro paa Pavens Magt til at uddele de lovede Belønninger, flokkedes en halv Million Mennesker — Franskmænd, Tyskere og Italienere — om Korsets Banner til Forsvar for Katolicismen og Udryddelse af Kætteriet. Saa paafulgte der en Række Slag og Belejringer i Løbet af 20 Aar. Byen Beziers blev stormet og indtaget i 1209, og uden Hensyn til Alder og Køn omkom Beboerne for Sværdet i et Antal af 60000, hvilket er berettet af adskillige Historieskrivere. Blodet af dem, som flyede til Kirkerne og blev myrdet der af de hellige Korsfarere, stod i Pøle om Altrene og flød gennem Gaderne.

Lavaur blev belejret 1211. Byfogden blev hængt i en Galge, hans Hustru kastet i en Brønd og knust med Stene. Beboerne blev uden Forskel slaaet ihjel; 400 af dem blev levende brændt. Det blomstrende Landskab Languedoc blev hærget, dets Byer lagt i Aske og dets Indbyggere bortrevet ved Ild og Sværd. Man regner, at 100000 Albigensere faldt paa een Dag; deres Lig blev hobet sammen og opbrændt.

Al denne blodige Grusomhed og Raahed blev udført i Religionens Navn, efter Foregivende til Guds Ære [346] og Kirkens Hæder, men i Virkeligheden for at opretholde Antikrist paa hans Sæde i Guds Tempel (Kirken), hvor han gav sig ud for at være en Gud en mægtig Hersker i Stand til at overvinde og tilintetgøre sine Fjender. Præsterne takkede Gud for Ødelæggelsesværket, og en Lovsang til Gud for den herlige Sejr i Lavaur blev forfattet og afsunget. Det rædselsfulde Blodbad i Beziers blev betragtet som »Himmelens synlige Dom« over Albigenser-Kætteriet. Korsfarerne overværede Højmessen om Morgenen og gik saa ud for at lægge Languedoc øde og myrde dets Indbyggere.

Lad det imidlertid blive erindret, at disse aabenlyse Korstog mod Albigenserne og Valdenserne ene og alene blev foretaget, fordi det saakaldte »Kætteri« havde faaet et stærkt Fodfæste i store Dele af disse Egne. Det vilde være en Fejltagelse at mene, at Korstogene betegnede de eneste Forfølgelser; den stille, stadige »Knusning« af de enkelte Personer, der samlet talte Tusinder overalt indenfor Pavedømmets Omraade, gik bestandig for sigtil Plage for den Højestes hellige.

Karl V., Kejser af Tyskland og Konge over Spanien og Nederlandene, forfulgte Reformationens Venner overalt i sine udstrakte Besiddelser. Støttet af Rigsdagen i Worms satte han Luther, hans Efterfølgere og Skrifter i Rigets Band og dømte alle, som hjalp Luther eller læste hans Bøger, til at faa deres Ejendom konfiskeriet, til at blive lyst i Rigets Band og til at straffes for Højforræderi. I Nederlandene skulde Mændene, som holdt med Luther, halshugges, og Kvinderne levende begraves eller om de var genstridige, brændes paa Baalet. Skønt denne Lov blev tilbagekaldt, skred dog Dødsværket frem i alle dets gyselige Former. Hertugen af Alba pralede af at have aflivet 18000 Protestanter i Løbet af 6 Uger. Paolo sætter Tallet paa dem, som i Nederlandene blev henrettet for deres Religions Skyld, til 50000; og Grotius angiver 100000 [347] som Tallet paa de belgiske Martyrer. Karl formanede med døende Aandedræt sin Søn, Filip II., til at fuldføre det Forfølgelsesværk til Kætteriets Udryddelse, som han havde begyndt, hvilket Raad Filip ikke var sen til at følge. Med den grusomste Iver opflammede han Forfølgelsesaanden og overgav Protestanterne til Baalet uden Forskel eller Skaansel.

De franske Konger Frants og Henrik fulgte Karls og Filips Eksempel i deres Iver for Katolicismen og for Kætteriets Udryddelse. Blodbadene i Merindol, Orange og Paris er kraftige Vidnesbyrd om deres Nidkærhed for Antikrists Sag. Merindol-Slagteriet, der blev planlagt af den franske Konge og godkendt af det franske Parlament, fik Formanden for dette, Oppeda, til Opgave at udføre. Det blev ham paalagt at ihjelslaa Valdenserne, afbrænde deres Byer og nedrive deres Borge: thi en stor Mængde af dem boede i denne Egn. Romersk-katolske Historieskrivere indrømmer, at i Henhold til denne Fuldmagt blev Tusinder, indbefattende Mænd, Kvinder og Børn, nedsablet, 29 Byer lagt i Rui­ner og Landet efterladt hærget og øde. Mænd, Kvinder og Børn flygtede til Skovene og Bjergene for at være i Sikkerhed; men man satte efter dem og slog dem ihjel. Mange, som blev tilbage i Byerne, fristede den samme Skæbne. 500 Kvinder blev kastet ind i en Lade, som blev antændt, og de, der sprang ud af Vinduerne, blev modtaget paa Spydodde. Kvinder blev krænket, og Børn myrdet for Øjnene af deres Forældre, uden at disse var i Stand til at beskytte dem. Nogle blev kastet ned i Afgrunde, andre blev slæbt nøgne gennem Gaderne.

Orange-Blodbadet i 1562 var af lignende Art som det i Merindol og beskrives nøjagtigt af flere katolske Historikere. Den italienske Hær, der blev udsendt af Pave Pius IV., fik Ordre til at ihjelslaa Mænd, Kvinder og Børn, og Befalingen blev udført med skrækkelig Grusomhed. De forsvarsløse Ofre blev dræbt med Sværdet, [348] nedstyrtet fra bratte Klipper, kastet paa Spidserne af Kroge og Dolke, hængt, ristet over sagte Ild og prisgivet til Kval og Skændsel af enhver Art.

Bartholomæusnattens Pariser-Blodbad den 24.August 1572 kunde maale sig med Merindol og Orange-Optrinnene i Grusomhed, men overgik disse i Udstrækning. Det er ogsaa blevet udførligt skildret af katolske Historieskrivere, af hvilke Thuanus brændemærker det som en »dyrisk Grusomhed uden Lige i hele Oldtitlen«. Klemtningen med Stormklokken ved Midnat den 23. August gav Signalet til ødelæggelsen, og de rædselsfulde Optrin fra Merindol og Orange begyndte at gentage sig mod de forhadte Hugenotter. Dødsværket varede i 7 Dage. Byen flød i Menneskeblod I Hofgaarden laa Dynger af ihjelslagne, som Kongen og Dronningen betragtede med den største Tilfredshed. Admiral Colignys Legeme blev slæbt gennem Gaderne; og Seine-Floden var tildækket med flydende Lig. Angivelserne af Tallet paa de dræbte veksler fra 5000 til 10000. Ødelæggelsesværket var ikke indskrænket til Paris alene, men strakte sig vidt ud over det øvrige Frankrig. Dagen i Forvejen blev der udsendt særlige Ilbud i alle Retninger med Ordre til en almindelig Nedhugning af Hugenotterne. De samme Scener blev derfor iværksat i næsten alle Landets Egne, og Antallet paa de myrdede anslaas forskelligt fra 25000 til 70000.

I disse rædselsfulde, blodige Skuespil fandt Antikrist den højeste Tilfredsstillelse. Paven og hans Hof jublede over Katolicismens Sejr over Valdenserne i Merindol, og den ugudelige Oppeda blev kaldt »Troens Forsvarer og Kristendommens Helt«. Den franske Konge gik til Messe og takkede Gud højtideligt for Sejren over Huugenotterne ved Nedhugningen i Paris. Dette Blodbad, der blev godkendt af den franske Konge og Rigsdag og af de romersk-katolske Undersaatter, skyldtes sandsynligvis en ligefrem Tilskyndelse fra Paven og det pavelige Præ tevælde. At det i det mindste [349] vandt istærkt Bifald, fremgaar deraf, at Efterretningen blev modtaget med stor Glæde af Pavehoffet. Paven, Gregor XIII., drog i pragtfuldt Optog til St. Ludvigskirken for at takke Gud for den umiskendelige Sejr. Han tillyste straks en Jubelfest og sendte en Gesandt til det franske Hof for i Pavens Navn at rose »den saa længe paatænkte og saa heldigt udførte Bedrift til Gavn for Religionen«. Til Minde om Massakren blev der præget en Medalje af Kongen med Indskriften: »Pietas Excitavit Justitiam« — Fromheden opægger Retfærdigheden.

Medaljer til Minde om Begivenheden blev ogsaa præget i det pavelige Møntværksted efter Pavens Ordre. En af disse findesnu paa Udstillingen i Memorial Hall i Filadelfia. Dens Forside bærer et Billede af Paven i Relief samt Indskriften: »Gregorius XIII, Pontifex  Maximus, Anno I«hans første Embedsaar, nemlig 1572. Paa Bagsiden af denne Mønt ser man en Frem­stilling af den ødelæggende Engel, der holder et Kors i sin venstre Haand og et Sværd i sin højre. Foran ham ses en Flok Hugenotter, Mænd, Kvinder og Børn, hvis Ansigter og Skikkelser udtrykker Rædsel og Fortvivlelse, flygte af Sted. Under dem findes Ordene: »Ugonottorum Streges 1572« — som betyder »Hugenotternes Nedhugning 1572«.

Et Billede af Bartholomæus-Blodbadet blev ophængt i Vatikanet. Der var anbragt en Rulle foroven, hvorpaa der stod en latinsk Indskrift med følgende Indhold: »Paven finder Behag i Colignys Skæbne.« Coligny var en fremstaaende Leder blandt Hugenotterne og en af de første, som faldt. Efter at han var dræbt, blev hans Hoved skilt fra Kroppen og sendt til Dronningen (der lod idet balsamere og sende til Rom sam Sejrstegn), medens hans Legeme af Folkehoben blev slæbt gennem Paris' Gader. Kort efter blev Kongen grebet af Samvittighedsnagets Rædsler, hvoraf han aldrig kom sig. Det berettes, at han sagde til sin fortrolige Læge: »Jeg ved [350] ikke, hvad der er hændt mig; men mit Sind og Legeme ryster som i en Feber. Det kommer mig for hvert Øjeblik, hvad enten jeg er vaagen eller sover, at lemlæstede Legemer fremstiller sig for mig med af­skyelige Ansigter fulde af Blod.« Han døde under stor Sjæleangst dækket af en blodig Sved.

I 1641 udraabte Antikrist »Religionskrig« i Irland og opfordrede Folket til at myrde Protestanterne ved ethvert Middel, der stod til deres Raadighed. Det vildledte Folk adlød Befalingen som Guds Røst og tøvede ikke med at udføre det dem paalagte Hverv. Protestantisk Blod flød rigeligt over hele Irland, Huse blev lagt i Aske, større og mindre Byer blev ødelagt. Nogle blev med Magt tvunget til at myrde deres egne Slægtninge og derpaa til at tage Livet af dem selv, medens de sidste Ord, der lød for deres Øren, var Præsternes Forsikring om, at deres Dødsangst kun var en Forsmag paa den evige Pine. Tusinder frøs eller sultede ihjel under deres Forsøg paa at udvandre til andre Lande.

I Cavan var Vejen paa en Strækning af 3 Mil plettet alf saarede Flygtninges blodige Spor; 60 Børn blev paa Flugten efterladt af deres hidsigt forfulgte Forældre; man erklærede da, at hvem som helst der paa nogen Maade hjalp disse smaa, vilde blive begravet ved deres Side. 17 voksne blev levende begravet i Fermaugh og 72 i Kilkenny. I Landsdelen Ulster alene blev over 154,000 Protestanter enten nedhugget eller udjaget af Irland. O'Niel, Irlands Kirkehøvding, kaldte dette en »hellig og lovlig Krig«, og Paven (Urban VIII.) udstedte en Bulle, dateret Maj 1643 hvori han skænkede dem der havde været med til »tappert at gøre hvad der stod i deres Magt, for at uddrive og helt udrydde den kætterske Smittes pestspredende Surdejg, fuld og algyldig Eftergivelse af alle deres Synder«. [351]

Inkvisitionen eller »det hellige Embede«.

Man tilskriver Dominicus (Domingo), den ledende Aand i dette Korstog, den Ære at have opfundet den djævelske Inkvisition, skønt Benedikt, som var ivrig efter at faa fastslaaet, at St. Domingo var den første Formand for Inkvisitionsretten, er i Tvivl om, hvorvidt Ideen først opstod hos Pave Innocens eller hos St. Domingo. Den blev oprettet af Pave Innocens III. i Aaret 1204.

St. Domingo var et Uhyre, blottet for al Føleles af Medlidenhed; han syntes at finde sin største Lyst i andres Pinsler og Elendighed. Under Korstoget mod Albigenserne førte og opmuntrede han med et Krucifix (den korsfæstedes Billede) i Haanden de hellige Krigere til Mord og Ødelæggelsens Gerninger. Inkvisitionsretten eller det hellige Embede er den Dag i Dag en Domstol i den romersk-katolske Kirke til Opdagelse, Udryddelse og Afstraffelse af Kætteri og andre Forbrydelser mod Romerkirken. (The Chair of St. Peter, S. 589). Men i Domingos Dage havde den ingen lovlig Dommermyndighed, ikke heller var Pineredskaberne bragt til den i senere Tider opnaaede Fuldkommenhed. Ikke desto mindre fandt Domingo ogsaa uden et saadant Maskineri fuldt op af Maader at pine sine Ofre paa, ved at vride Lemmerne af Led, slide Nerverne itu, flænge og sønderskære Legemerne og brænde dem paa Baalet, hvis Overbevisninger ikke blev rokket ved andre Midler, og som ikke vilde give Afkald paa deres Tro og deres Frihed.

Med Fuldmagt fra Pave Innocens til at bruge Ejendomsinddragelse, Landsforvisning og Død som Straf over de Kættere, der ikke vilde modtage hans Evangelium, opflammede Domingo Øvrigheden og Befolkningen til at hugge de kætterske Valdensere ned for Fode, og han prisgav paa een Gang 180 Albigensere til Luerne. Det var for en saadan i Antikrists Tjeneste [352] udvist Troskab, at han blev opført paa Helgenlisten, og at Romerkirkens Tilhængere henvender sig til ham den Dag i Dag med Tilbedelse. Det romersk-katolske Breviarium (noget lignende som en Bønnebog) henviser til St. Domingo og lovpriser »hans Fortjenester og Lærdomme, som oplyste Kirken, hans Snille og Dyd, som beredte Kætterne i Toulouse Undergang, og hans mange Undergerninger, som udstrakte sig endog til Opvækkelse af de døde«. Den romersk-katolske Messebog (der omfatter den med Uddelingen af Herrens Nadver forbundne Kirketjeneste) ophøjer hans Dyder og beder om timelig Hjælp ved hans Forbøn. Saaledes hædrer Antikrist endnu sine trofaste Helte.

Det vilde være umuligt i Korthed at give nogen tilstrækkelig Forestilling om Inkvisitionens Rædsler eller om den skrækkelige Frygt, som den indgød Folket. De, som ikke lovpriste Antikrist, eller som vovede at kritisere hans Fremgangsmaader, blev mistænkt for Kætteri; og saadanne Personer var udsatte for uden Varsel eller Skadesløsholdelse at blive indestængt i et Fangehul paa ubestemt Tid, indtil man fandt for godt at tage dem i Forhør — medens baade Anklageren og Aarsagen var lige ukendt for dem. Diss  mistænkte Tilstaaelser. De Pinsler, man benyttede sig af, var næsten for grusomme til, at man kan tro det i denne Frihedens Tidsalder og i dette Land (Amerika). Dog findes der Beviser herfor, som selv katolske Historieskrivere ikke kan komme uden om; deres frugtesløse Forsøg at fremføre gyldige Undskyldninger har kun til Følge, at Bevisernes Rigtighed bekræftes derved. Pineredskaberne. Levninger fra Inkvisitionsretten, findes endnu, saa det nytter ikke at nægte noget. Det »hellige Embede« holdt endog Læger, der skulde tilse Plageriet og standse det, natir Døden syntes at kunne befri de lidende. Ofret fik da Lov til delvis at komme til sig selv igen for at Pinslerne [353] kunde gentages anden, ja, endog tredie Gang. Disse Pinsler var ikke altid Straffe for Kætteri; de tjente i Almindelighed det Øjemed at tvinge den anklagede til at bekende og tilbagekalde eller til at opgive andre som medskyldige, efter som Tilfældet fordrede det.

Selv i det 18de Aarhundrede, efter at Inkvisitionen havde tabt mange af sine Rædsler, var den dog endnu en Gru. Historieskriveren, der skildrer Napoleons Krige, omtaler i sin Beskrivelse af dennes Indtagelse af Toledo Aabningen af Kætterfængselet og siger:

»Grave syntes at aabne sig, og blege Skikkelser, der lignede Spøgelser, steg frem fra Fangehuller, der udsendte Liglugt. Busket Skæg, der hang ned over Brystet, og Negle, der var sag lange som Fugleklør, skæmmede de levende Skeletter, som med hivende Aandedræt indsugede den friske Luft for første Gang i en lang Aarrække. Mange af dem var blevet gjort til Krøblinger, Hovedet var foroverbøjet, og Armene og Hænderne hang stive og hjælpeløse ned. De havde været indestængt i Huler saa lave, at de ikke kunde staa oprejst i dem, og trods al den Omhu, Hærens Saarlæger udviste, udaandede dog mange samme Dag. Den følgende Dag undersøgte General Lasalle Stedet paa det nøjeste, ledsaget al adskillige at sine Stabsofficerer. Tallet paa Pineredskaberne fik endog Mænd, der var vante til Slagmarken, til at gyse at Rædsel.«

»I en Afkrog i en underjordisk Hvælving, der stødte op til den hemmelige Forhørssal, stod en Træfigur, der var lavet af Munke og forestillede Jomfru Maria. En forgyldt Straalekrans omgav hendes Hoved, og i sin højre Haand holdt hun et Banner. Det slog alle ved første Øjekast som noget mistænkeligt, at hun til Trods for den Silkekappe, der i vide Folder faldt ned paa hver Side fra hendes Skuldre, dog bar en Slags Brynje. Ved nøjere Undersøgelse fremgik det, at Forsiden af Kroppen var fuld af meget skarpe Søm og smag, smalle Knivsblade med Spidserne vendt ud mod Tilskuerne; Armene og Hænderne var leddelte, og et Maskineri bag ved Skillevæggen satte Figuren i Bevægelse. En af Inkvisitionens Tjenere blev ifølge Ordre af Hærføreren tvunget til at sætte »Maskinen«, som han kaldte den, i Gang.

Da Figuren strakte sine Arme ud som for at trykke en eller anden kærligt til sit Hjerte, lod man en Soldats velfyldte Tornyster indtage det levende Offers Plads. Billedstøtten trykkede den tættere og tættere ind til sig, og da Betjenten [354] ifølge Ordre lod Figuren løsne sit Favntag og vende tilbage til sin forrige Stilling, sans Tornysteret, som blev hængende paa Spidserne af Sømmene og Knivsbladene, gennemboret af Huller, der var indtil to eller tre Tommer dybe.«

Indretninger af forskellige Slags blev opfundet og anvendt som Marterredskaber. En af de enkleste Fremgangsmaader forklares saaledes: Ofret blev afklædt indtil Skindet og fik sine Arme bundet paa Ryggen med et haardt Reb, hvorpaa han ved Hjælp af en Trisse blev hejst op fra Gulvet med sine Fødder, til hvilke der saa blev bundet Vægte. Man lod Ofret falde ned adskillige Gange og trak ham op med et Ryk, som rev Arme og Ben ud af Led, medens Rebet, hvori han var ophængt, skar igennem det skælvende Kød indtil selve Benet.

En Erindring om saadanne Mishandlinger, der blev udført i Kristi Navn, blev nylig bragt frem for Offentligheden. Da et Bibelselskab i Rom manglede Plads paa sit Bogtrykkerkontor, lejede det et stort Lokale nær Vatikanet. En ejendommelig Ring i Loftet tiltrak sig Opmærksomheden, og ved Forespørgsler blev det bragt for Dagen, at det Værelse, hvori man nu har travlt med at trykke Bibler — Aandens Sværd, Guds Ord, ved hvilket Antikrist allerede er blevet gjort »magtesløs«, saa at han ikke kan undertrykke og plage de hellige er selve det Værelse, der engang blev brugt af Inkvisitionen som Martersted. Trisseværket er sandsynligvis blevet brugt til at pine mangt et stakkels kneblet Offer med.

Med dem, som blev fundet skyldige i Kætteri, blev der tit foretaget en saakaldt »Autodafe« (Troshandling).

Den kirkelige Myndighed overgav den domfældte til den verdslige Magt, medens de gejstlige under Barmhjertigheds Skin bønfaldt Øvrigheden om at vise den dømte Medlidenhed. [355]

Idet de holdt Korset frem for deres Offer, trængte de ind paa ham med Overtalelser for at faa ham til at tilbagekalde sit Kætteri og derved frelse sit nuværende og fremtidige Liv. øvrigheden kendte sin Rolle godt og viste ingen Naade mod andre end dem, der tilbagekaldte, hvorved den vandt Navn af »Troens Forsvarer« og »Kætterens Udrydder« og høstede de dertil knyttede Velsignelser. Den døsdømte »Kætter«, klædt i en gul Kjortel med brogede Billeder af Hunde, Slanger, Flammer og Djævle, blev derpaa ført til Retterstedet, bundet til Pælen og prisgivet Luerne.

Torquemada, en anden velkendt Inkvisitions-Leder, afgav et udpræget Eksempel paa Antikrists Aand. Romersk-katolske Forfattere indrømmer, at han lod 10,220 Personer, Mænd og Kvinder, levende brænde. Llorente, der i 3 Aar var Inkvisitionens Generalsekretaer og havde Adgang til alle skriftlige Vidnesbyrd, paaviser i sin Redegørelse, der blev udgivet i 1817 (i fire Bind), at imellem Aarene 1481 og 1808 blev ifølge dette »hellige Embedes« Ordre alene ikke mindre end 31,912 Personer levende brændt og henved 300,000 martret og idømt Bodsstraffe. Ethvert katolsk Land i Europa, Asien og Amerika havde sin Inkvisitions­domstol.

Vi kan ikkeopregne Antikrists Forfølgelser af alt, hvad der havde at gøre med Reformer, Samvittigheds­frihed eller politisk Frihed. Lad det være nok at sige, at denne Forfølgelse udstrakte sig til ethvert Land, hvor Pavedømmet havde Fodfæste til Tyskland, Holland, Polen, Italien, England, Irland, Skotland, Frankrig, Spanien, Portugal, Abessinien, Indien, Kuba, Mexiko og nogle sydamerikanske Stater. Pladsen forbyder os at meddele de enkelte Tilfælde, som kunde tjene til at vise, at mange af Martyrerne var sande hellige og Helte, der under de frygteligste Lidelser fik tilstrækkelig Naade til, medens de døde Tomme for Tomme, at synge den sande Menigheds [356] Hoved Lov- og Takkesange og ligesom han at bede for deres Fjender, som i Overensstemmelse med, hvad han havde forudsagt, forfulgte dem for hans Skyld.*) 

*) Dem, som kunde ønske at læse en fyldigere Beretning om disse skrækkelige Tider og Optrin, anbefaler vi Macaulays »History of England«, Motleys »Dutch Republic«, d'Aubignes »History of the Reformation«, Whites »Eighteen Christian Centuries«, Elliots »Romanism« og Fox' »Book of Martyrs«.

Vi vil af samme Grund heller ikke omstændeligere beskrive alle de gruelige, oprørende, hjerteskærende Pinsler, der blev paaført nogle af Herrens Juveler paa Grund af deres Troskab mod deres Overbevisninger. Af nogle, som øjensynlig har skænket Sagen en grundig Undersøgelse, er der blevet opstillet den Beregning, at Pavedømmet i Løbet af de sidste 1300 Aar ligefrem eller ad Omveje har voldt 50 Millioner Mennesker Døden. Og det kan med Sikkerhed siges, at menneskelig og satanisk Opfindsomhed er blevet anspændt til det yderste for at finde paa nye frygtelige Pinsler for baade de politiske og religiøse Modstandere af Antikrist. De sidstnævnte, Kætterne, blev efterstræbt med tifoldig Grusomhed. Foruden de almindelige Forfølgelses og Dødsmaader, saasom at spænde paa Pinebænken, brænde, drukne, gennembore sulte til Døde og skyde med Pile og Bøsser, udgrundede djævelske Hjerter Metoder, hvorved de fineste og mest følsomme Dele af Legemet, de, der var i Stand til at føle den mest martsende Pine, kunde blive paavirket. Smeltet Bly blev hældt i Ørene; Tungen blev skaaret ud og Bly hældt i Munden; man indrettede Hjul med Knivsblade i, saa at Ofret langsomt kunde hakkes i Stykker; Jernstænger og Knibtænger blev gjort gloende og bragt i Berøring med følsomme Dele af Legemet; Øjnene blev klemt ud; Fingerneglene blev trukket ud med glødende Jern; Huller blev boret gennem Hælene, hvorved Ofret blev bundet; nogle blev drevet til [357] at springe ud oppe fra høje Steder ned paa lange Spigre, hvor de skælvende af Smerte døde langsomt. Hos nogle fyldte man Munden med Krudt, som, naar der kom Ild i det, sprængte deres Hoved i Stykker; andre blev hamret sønder og sammen paa Ambolte; atter andre blev fæstet til Blæsebælge og pumpet fulde af Luft, indtil de brast itu: og andre igen blev kvalt af lemlæstede Stykker af deres egne Legemer.

Det vilde være næsten umuligt at tro Beretningerne om nogle af disse djævelske Grusomheder, hvis der ikke var god Hjemmel for dem. De tjener til at vise, hvilken skrækkelig Fordærvelse Menneskehjertet kan synke ned i, hvor blinde overfor, hvad Ret er, og hvor blottede for enhver ædel Drift Mennesker kan blive under Indflydelse af falsk, løgnagtig Religion. Antikrists Aand nedværdigede og fornedrede Verden, ligesom den sande Kristi Aand og det sande Guds Riges Magt og Indflydelse vilde have højnet og forædlet Menneskenes Hjerter og Handlinger — hvad Tilfældet vil blive i Tusindaarsriget. Dette anskueliggøres i en ringe Grad ved det Fremskridt i Civilisation og den Vækst i Retfærdighed og Barmhjertighed, som har fundet Sted, siden Antikrists Magt begyndte at tage af, og Guds Ord begyndte at blive hørt og ænset, om end kun i ringe Grad.

Der kunde Sandhed ikke have været udklækket noget, som, efter hvad vi kunde tænke os, kunde være bedre anlagt paa at forføre og undertrykke Menneskeheden end det antikristelige System. Enhver fordærvet Tilbøjelighed og Svaghed hos de faldne Mennesker er blevet udnyttet med Flid; enhver lav Lidenskab er blevet opflammet og kaldt til Hjælp, og Tilfredsstillelsen af disse Lidenskaber er blevet belønnet. De lastefulde blev saaledes hidlokket og vundet som dets Tilhængere medens Folk af ædlere Støbning blev taget i Tjeneste ved andre Midler — ved et ydre og hyklerisk Skin af Fromhed, Selvfornægtelse og Godgørenhed, [358] der kom frem i dets Munkestiftelser, men som kun tjente til at føre mange langt bort fra Dydens Stier. De lystige og letsindige fandt rigelig Tilfreds­stillelse i dets Pragt og Glimmer, de foretagsomme og ridderlige i dets Mission og Korstog, de ryggesløse i dets Aflad, de grusomme og skinhellige i dets Foretagender til Undertrykkelse af Modstanderne.

Med Undren og Gru spørger man sig selv: Hvorfor tillod Konger, Fyrster, Kejsere og Folk i det hele taget saadanne Grusomheder? Hvorfor rejste de sig ikke og slog Antikrist ned? Svaret findes i Skriften (Aab. 18, 3): Nationerne var drukne (fordummede): de mistede al sund Sans ved at drikke den blandede Vin (Lære, falsk og sand sammenblandet), som den frafaldne Kirke gav dem. De blev ført bag Lyset af Pavedømmets Paastande. Og sandt at sige, de er endnu kun til Dels vakt op af deres Døs og Dvale: thi endskønt Kongernes Gesandter, naar de falder ned for Paven, ikke som i gammel Tid tiltaler ham som det »Guds Lam, der borttager Verdens Synd«, eller tænker paa ham som »en Gud med Magt over alle Ting paa Jorden og i Himmelen«, saa er de dog endnu langt fra at indse den Sandhed, at Pavedømmet har været og er Satans Efterligning af det sande Rige.

Ihvorvel Konger og Krigere blev trætte af en saa umenneskelig Gerning, var dette dog ikke Tilfældet med det hellige(?) Præsteskab. Kirkemødet i Sienna i Aaret 1423 udtalte, at Udbredelsen af Kætteriet i forskellige Dele af Verden skyldtes Efterladenhed hos Kætterdommerne — til Guds Krænkelse eden katolske Kirkes Skade og Sjælenes Fortabelse. Fyrsterne blev formanet til ved Guds Barmhjertighed at udrydde Kætteriet, dersom de ønskede at undfly Guds Hævn: og fuld Aflad blev skænket alle dem som vilde tage Del Ødelæggelsesværket og skaffe Vaaben til dette Øjemed. Disse Bestemmelser blev oplæst i Kirkerne hver Sabbat. Det er paa ingen Maade faa romersk-katolske [359] Teologer og Historieskrivere, som har brugt deres Penne til det vanhellige Formaal at retfærdiggøre, tilskynde til og rose Forfølgelse af Kætteriet. Bellarmine udtalte f. Eks., at Apostlene kun undlod at kalde den verdslige Arm til Hjælp, fordi der i deres Dage ingen kristne Fyrster var. Dr. Dens, en berømt romersk-katolsk Teolog, udgav i 1758 et teologisk Værk, der den Dag i Dag af de pavelige anses som højeste Autoritet, især ved deres Universiteter, hvor det staar i Række med Blackstones Værk om den engelske Retslære. Dette Værk er helt gennemtrængt af Forfølgelsesaanden. Det fordømmer dem, som beskytter Kætteriet, til Inddragelse af deres Gods, Landsforvisning, Fængselsstraf, Aflivelse og Udelukkelse fra kristelig Begravelse.

En af de lovhjemlede Forbandelser i den romersk­katolske Kirkebog til Brug mod Protestanterne lyder saaledes:

»Gid Gud, den Almægtige, og alle hans hellige maatte forbande dem med den Forbandelse, hvormed Djævelen og hans Engle forbandes! Lad dem blive udryddet af de levendes Land, lad den værste Død ramme dem, og lad dem fare levende ned i Afgrunden! Lad deres Sæd udryddes af Jorden; lad den omkomme ved Hunger og Tørst og Nøgenhed og al Nød! Gid de maatte rammes af al Elendighed og Pestsyge og Pine! Lad alt, hvad de har, være forbandet! Naar de taler, og naar de tier, lad dem da være forbandet! Lad dem være forbandet fra Hovedissen til Fodsaalen! Lad deres Øjne blive blinde, lad deres øren blive døve, lad deres Mund blive stum, lad deres Tunge klæbe ved deres Gane, lad dem ikke tage med deres Hænder eller gaa med deres Fødder! Lad alle Lemmerne paa deres Legeme være forbandet! Lad dem være forbandet, om de staar eller de ligger, fra nu af og indtil evig Tid; og lad saaledes deres Lys udslukkes fra Guds Aasyn paa Dommens Dag! Lad deres Gravsted være hos Hunde og Æsler! Lad hungrige Ulve opæde deres Lig! Lad Djævelen og hans Engle være deres Staldbrødre for evig! Amen, Amen: saa være det, lad det ske saaledes!« [360] 

Dette er Pavedømmets Aand; og alle, som ejer den sande Kristi Aand, burde let kunne kende en saa nedrig Efterligning.

Eftersom Vildfarelse i Læren udgør selve Grundvolden for alle disse Forvildelser i Livet, kan man ikke tvivle om, at dersom Omstændighederne igen blev gunstige, og Læren (hvad den jo er) var uforandret, vilde dens onde Aand og onde Frugter om kort Tid atter komme til Syne i lignende Uretfærdigheder, Undertrykkelser, Overtro, Vankundighed og Forfølgelse; og man vilde ty til ethvert optænkeligt Middel for at genoprette, vedligeholde og udvide det forfalskede Gudsrige. Lad os til Bevis herpaa meddele nogle faa Træk, der for nylig er kommet til vor Kundskab:

I Ahuehuetitlan, Guererro, Mexiko, blev den 7de August 1887 en indfødt protestantisk Missionær, Abraham Gomez, tillige med to Medhjælpere myrdet med fuldt Overlæg af de Indfødte paa Opfordring af en romersk­katolsk Præst, Fader Vergara, som under Messetjenesten den foregaaende Dag, efter hvad der berettes, havde tilskyndet sine Tilhørere til at »sætte Satans Tjener«, der var kommet iblandt dem, »til et Eksempel«, med den Tilføjelse, at de ganske trygt kunde »dræbe ham«, idet de kunde gøre Regning paa Beskyttelse fra den øverste Politiembedsmand saavel som fra. Præsten. Dennes Ord var Lov for det uvidende Folk og for Retsmyndighederne. Den stakkels Missionærs lemlæstede Legeme, igennemskudt og sønderbrudt, som det var, blev slæbt gennem Gaderne og gjort til Genstand for allehaande Skændigheder til Advarsel for andre. For denne Udaad kunde der ikke opnaas nogen Afstraffelse.

Da Bladet »Independent« i New York havde gjort opmærksom paa dette blodige Mord, kom »The Freeman«, et indflydelsesrigt romersk-katolsk Blad i samme By, med følgende Gensvar: [361]

»De (protestantiske Missionærer) ser ærlige Folk ved Lyden af 'Angelus' knæle til Ære far Bebudelsen og Inkarnationen. Bibelen, siger de, vil snart udslette en saadan 'Overtro'. Et Lys brænder foran Billedet at Guds Moder. 'Ha!' raaber Missionæren, 'vi skal snart lære de formørkede at slaa den Billedstøtte itu!' o. s. fr. Om Drabet af nogle faa Missionærer af denne Slags vilde holde andre hjemme, kunde vi næsten — vi Papister er saa ugudelige! — have Lyst at sige: 'Fortsæt Dansen, lad Glæden være uhæmmet!'«

En Prædikant ved Navn C. G. Moule meddeler en pinlig Beretning, som har gaaet sin Runde i Pressen. Han fortæller, hvorledes Robert Kelley og de omvendte, som er Frugten af hans Virksomhed paa Madeira, er blevet forfulgt, idet de tillige med deres Børn, næsten 1000 Personer i alt, er blevet udvist som Straf for at have taget imod en Sandhedskrumme.

I det saakaldte »Protestantiske Preussen« er en Pastor Thummel blevet fængslet for »Fornærmelse mod den romersk-katolske Kirke«. Han udgav et lille Skrift med en Kritik over Pavedømmet, og en af de »fornærmelige« Udtalelser var denne, at Pavedømmet betegner et Frafald. »bygget paa Overtro og Afgudsdyrkelse«.

For nylig var Karoline-Øerne et Stridsæble mellem Preussen og Spanien, og Paven selv blev valgt til Voldgiftsdommer, for at han skulde afgøre Sagen. (Meget heri minder om hans tidligere Magt og Optræden som Voldgiftsmand for eller øverste Dommer over Nationerne.) Paven afgav sin Kendelse til Fordel for Spanien. Et Orlogsskib, 50 Soldater og 6 Præster blev i Hast udsendt fra Spanien, og ved deres Ankomst til Øerne blev den amerikanske Missionær. Mr. Doane, taget til Fange og afskaaret fra al Omgang med sine Tilhørere uden anden Grund end den, at han nægtede at overgive sin Missionsgerning og Ejendom i Præsternes Hænder. Da Øerne hørte Spanien til og Spanien [363] tilhørte Paven, kunde der ikke taales og tillades nogen anden Religion end Pavens.

En forhenværende Katolik, en Ven af Forfatteren, meddeler, at han for nylig paa en Rejse i Sydamerika blev overfaldet med Stene og maatte flygte for at frelse sit Liv, fordi han hverken vilde blotte sit Hoved eller knæle med Mængden, da de romersk-katolske Præster kom gaaende med Krucifixet og Alterbrødet gennem Gaderne. Et lignende Tilfælde, hvorved tre Amerikanere blev slaaet af Præsterne, overfaldet af Folkehoben og anholdt af Politiet i Madrid i Spanien for en lignende Forseelse, staar uden Tvivl endnu i frisk Minde hos mange, som læser Dagbladene.

»Den omvendte Katolik« anfører følgende efter »Vægteren«, et romersik-katolsk Blad, der udgives i St. Louis, Mo.:

»Protestantismen! Vi vilde sprætte den op og sønderlemme den. Vi vilde stikke den paa Pæle og hænge den op til Kragereder. Vi vilde sønderslide den med Knibtænger og brænde den med gloende Jern. Vi vilde fylde den med smeltet Bly og sænke den ned i hundrede Favne dyb Helvedesild.«

I Lyset af Fortiden er det ganske sandsynligt, at med en saadan Aand vilde Udgiveren af »Vægteren«, om han havde Magten, snart strække sine Trusler ud over »Protestantismen« til Protestanterne selv.

I Barcelona i Spanien blev der nylig, ifølge Ordre fra Regeringen, brændt et stort Antal Eksemplarer af Bibelen, naturligvis efter Opfordring fra Romerkirken. Det følgende, som er oversat fra »Det katolske Banner«, Pavedømmets Organ dersteds, viser, at dette bifaldt og paaskønnede Handlingen.

Det skrev: »Gud være takket! Vi er endelig vendt tilbage til de Tider, da de, som udbredte kætterske Lærdomme, blev straffet til Skræk og Advarsel. Genoprettelsen af Inkvisitionens hellige Domstol maa snart finde Sted. Dens Regering vil blive helligere og mere frugtbringende end i Fortiden. Vort katolske Hjerte strømmer over af Tro og Begejstring, og den overmaade store Glæde, vi erfarer, [363] idet vi begynder at høste Frugten af vor nuværende Kamp, overgaar enhver Forestilling. Hvilken Nydelse vil det ikke blive for os, den Dag vi ser Pavefjender vride sig i Kætterbavlets Luer!«

For at opmuntre til et nyt Korstog siger samme Blad:

»Vi tror, det er paa sin Plads at offentliggøre Navnene paa de hellige Mænd, under hvis Hænder saa mange Syndere led, for at gode Katolikker kan hædre deres Minde:

 

Af Torquemada:  
Mænd og Kvinder levende brændt 10,220
Personers Billeder brændt 6,840
Idømt andre Straffe 97,371

 

Af Diego Deza:  
Mænd og Kvinder levende brændt 3,564
Personers Billeder brændt  829
Idømt andre Straffe 32,952

 

Af Kardinal Jiminez de Cisneros:  
Mænd og Kvinder levende brændt 3,564
Personers Billeder brændt 2,232
Idømt andre Straffe  48,059

 

Af Adrian de Florencia:  
Mænd og Kvinder levende brændt  1,620
Personers Billeder ibrændt  560
Idømt andre Straffe  21,835

 

Samlede Antal Mænd og Kvinder levende brændt under 45 hellige Inkvisitionslederes Virksomhed 35,534
Personers Billeder brændt, tilsammen 18,637
Det samlede Antal idømt andre Straffe 293,533
I alt  347,704«

 

Det pavelige Millennium.

Ligesom Kristi sande Rige skal vare et Tusind Aar, saaledes ser Pavedømmets Efterligning af dette tilbage paa en Velmagtsperiode, der begyndte i Aar 800 og endte først i det 18de Aarhundrede, som Opfyldelsen af den i Aab. 20 forudsagte tusindaarige Regering. Den mellemliggende Tid, hvori Pavedømmet lidt efter lidt har tabt al in verdslige Magt, lidt mange Krænkelser af Nationer, der før opretholdt det, og er blevet stærkt plyndret for Landsdele, Indkomster og Friheder, som det længe har gjort Krav paa og ejet, anser Romerkirkens [364] Tilhængere for den i Aab. 20, 3. 7. 8 omtalte »lille Tid« ved Enden af Millenniet, i hvilken Satan skulde løslades.

De Aarstal, som afmærker Begyndelsen til og Afslutningen paa Pavedømmets Millennium, der har været fuldt af Uvidenhed, Overtro og Svig, træder klart frem i Historien. En romersk-katolsk Forfatter*) omtaler dette religiøse Riges Begyndelse saaledes: »Karl den Stores Kroning til Vestens Kejser af Pave Leo i Aar 800 var egentlig Begyndelsen til det hellige romerske Rige«.**)

Endskønt Pavedømmet var grundlagt som et Religionssystem længe forinden, ja, endog blev »oprettet« med verdslig Magt allerede i 539, var det dog Karl den Store, som først i Virkeligheden tildelte Paven verdsligt Herredømme og formelt godkendte dette. Ligesom Karl den Store blev den første Kejser over det »hellige romerske Rige« i Aar 800, saaledes var Franz II. den sidste, idet han frivillig opgav sin Titel 1806.***) Ligesom Pavedømmets Indflydelse forud for Aar 800 stadig voksede, baaret oppe af det romerske [365] Dyr« (Folk) og dets »Horn« (Magt), saaledes er det siden Aar 1800 blevet berøvet verdslig Myndighed over Konger og Folkeslag og er blevet sønderslidt og plyndret af dem, som tidligere ydede det Støtte (Aab. 17, 16. 17). Skønt det endnu nyder megen Ære og endnu er i Besiddelse af en stor Indflydelse over Folkets Samvittighed, begræder det dog i vor Tid Tabet af alt verdsligt Herredømme.

*) The Chair of St. Peter.

**) »Det hellige romerske Rige« var Navnet paa Middel­alderens store Samfundsindretning. Det havde sin Begyndelse med Karl den Store. Fishers »Universal History«, S. 262, beskriver det saaledes: »I Teorien var det Foreningen af Verdensstaten og Verdenskirken, et udelt Samfund under Kejser og Pave, dets himmelbeskikkede(?) verdslige og aandelige Overhoveder.« Efterdi Paverne jo i Kristi Sted salvede Kejseren, følger deraf, at de var Rigets virkelige Overhoveder.

***) »I Slaget ved Marengo i 1800 og ved Austerlitz i 1805 blev Tyskland to Gange lagt tor Napoleons Fødder. Ho­vedresultatet at det sidste Nederlag var Oprettelsen af det rhinske Forbund under den franske Herskers Værgemaal. DENNE BEGIVENHED GJORDE EN ENDE PAA DET GAMLE TYSKE ELLER (HELLIGE) ROMERSKE RIGE, efter at det havde bestaaet i 1000 Aar.« — Whites »Universal History«, S. 508.

Den omhyggelige Gransker vil lægge Mærke til, at der findes fire mere eller mindre tydeligt afmærkede Tidsrum i Antikrists Udvikling og Ophøjelse og ligeledes fire Trin i hans Fald. De fire Afsnit i hans Udvikling er følgende:

1) I Paulus' Dage, omkring Aar 50, begyndte den lønlige Virken af den uretfærdige Ærgerrighed som det første Skridt.

2) Pavedømmet, det »Syndens Menneske«, blev organiseret som et Præstestyre, d. v. s. Kirken kom ind i en fast, ordnet Tilstand, Paverne begyndte lidt efter lidt fra omkring Aar 300 til 494 at blive regnet for Hovedet, der optraadte paa Kristi Vegne og regerede i Kirken og over Nationerne.*)

*) Pavedømmet kæmpede længe for at faa Overtaget i Kirken. Først gradvis naaede det frem til Anerkendelse og Herredømme. At dette Herredømme var almindelig godkendt allerede i 494, paavises klart af den romersk-katolske Forfatter af »The Chair of St. Peter«, S. 128. Efter i Enkeltheder at have citeret forskellige Kirkemøders, Biskoppers og Kejseres Godkendelse af den romerske Biskop som den øverste Kirkehøvding, opsummerer han Resultatet i følgende Vendinger:

»Disse Ord blev skrevet saa langt tilbage som det Herrens Aar 494. ... Det fremgaar da i det hele klart af de foregaaende paalidelige Vidnesbyrd, at St. Peters Stols (Roms Bispesædes) Førsterang havde UDVIKLET SIG saa vidt i det 5te Aarhundrede, at Paven den Gang blev almindelig anset som Midtpunktet for den kristelige Enhed, Guds Kirkes øverste Hersker og Lærer, Bispernes Fyrste, den Voldgiftsmand, hvis endelige Dom i Kirkesager blev paakaldt fra alle dele af Verden, Dommeren ved og Lederen af Kirkemøderne, ved hvilke han førte Forsædet gennem sine Gesandter.«

3) Det [366] Tidspunkt, da Paverne begyndte at udøve verdslig Myndighed og Magt, indtraf i Aar 539, hvilket vil blive paavist senere hen (Bind III, Kap. 3) .

4) Ophøjelsens Tid kommer med Aar 800, da som allerede paavist det »hellige romerske Rige« blev stiftet, og Paven, der satte Kejserkronen paa Karl den Stores Hoved, blev anerkendt for at være Kongernes Konge, Kejsernes Kejser, »en anden Gud paa Jorden«.

De fire Tidsrum, hvori den pavelige Indflydelse daler. er følgende:

1) Reformationstiden, som kan siges at have haft sin Begyndelse omkring Aar 1400 med Wyckliff, der blev efterfulgt af Huss, Luther og andre.

2) Napoleons Glanstid, Pavernes Fornedrelse og Franz II.s Bortkastelse af Titelen af »Kejser over det hellige romerske Rige«, 1800-1806.

3) Pavens Undersaatters og den italienske Konges endelige Forkastelse af Paven som Hersker over Rom og de saakaldte Kirkestater i Italien 1870, hvorefter Antikrist staar uden den ringeste verdslige Myndighed.

4) Tilintetgørelsen af dette falske, efterlavede Præstevælde ved Slutningen af den allerede begyndte »Vredes og Doms Dag« — som, hvad Hedningetiderne udviser, naar sit Højdepunkt kort efter 1914.

Er der levnet Rum for Tvivl?

Vi har fulgt Antikrists Opkomst, der begyndte med et »Frafald« i den kristne Kirke; vi Har hørt hans gudsbespottelige Paastand om, at Paven er Kristi Statholder, »en anden Gud paa Jorden«; vi har hørt om hans pralende Bespottelsesord, hvorved han har tilsneget sig Titler og Magt, der tilhører den sande Herrernes Herre og Kongernes Konge; vi har set, [367] hvor forfærdeligt han har opfyldt Forudsigelsen: »Han skal undertrykke de hellige«; vi har set, at den nedtraadte og ilde tilredte Sandhed vilde have været fuldstændig begravet under Vildfarelser, Overtro og Præstelist, om ikke Herren i rette Tid havde grebet ind og oprejst Reformatorerne, saa han dermed hjalp de hellige — saaledes som der staar skrevet: »De forstandige blandt Folket skal undervise Mængden, og de Skal falde ved Sværd og ved Ildslue, ved Fangenskab og ved Plyndring en Tid lang. Men idet de falder, skal de blive hjulpet med en liden Hjælp«. — Dan. 11, 33. 34.

Kan man med Blikket paa alle disse Vidnesbyrd finde Rum for Tvivl om, at det var Pavedømmet, som Apostlene og Profeterne under Aandens Vejledning skrev om, da de skildrede Antikrists mest fremtrædende Træk? Vi synes, at der ikke hos nogen uhildet Læser burde være Tvivl tilbage om, at Pavedømmet er Antikrist, det Syndens Menneske, og at intet enkelt Menneske paa nogen mulig Maade vilde kunne opfylde de herhen hørende Forudsigelser. Pavedømmets Forsøg paa at spille Kristusrollen er blevet kronet med stort Held og er uden Sidestykke, idet det har forført hele Verden. Det har fuldt ud opfyldt Mesterens Forudsigelse, som han udtalte efter at have henvist til Menneskenes Forkastelse af ham selv: »Dersom en anden kommer (pralende) i sit eget Navn, ham vil I modtage.« — Joh. 5, 43.

Mange vil uden Tvivl blive overrasket ved at lægge Mærke til, at vi i vor Undersøgelse af Sagen i Regelen har undladt at omtale Skurkestregerne, den grove U