STUDIER I SKRIFTEN

BIND II.

Tiden er nær

  KAPITEL 9

SYNDENS MENNESKE — ANTIKRIST.

Antikrist maa fremkomme, aabenbares og omstyrtes før Herrens Dag. — Et Blik paa en modsat Anskuelse angaaende denne Sag. — Den profetiske Skildring. — Antikrists Fødsel. — Hans raske Udvikling. — Det historiske Billede og den bibelske Beskrivelse samstemmer. — Hans Rige er en Efterligning af det sande. — Hans Hoved og Mund er mærkelige. — Hans store og spottende Ord. — Hans bespottelige Lære. — Hans Overhaand over den Højestes hellige. — Hans tusindaarige Regering. — Antikrist bliver slaaet ned med Aandens Sværd. — Hans sidste Kamp og Endeligt.

»Lad ingen bedrage eder i nogen Maade; thi først maa jo Frafaldet komme og Syndens Menneske aabenbares, Fortabelsens Søn.« — 2 Thess. 2, 3.

MED Tanken paa disse Apostelens tydelige Ord, der viser os, at en Skikkelse, som han kalder »Syndens Menneske«, maa gaa forud for Herrens Dag, hvilken som vi har bevist allerede er begyndt at gry, er det vigtigt, at vi søger at finde ud af, hvorvidt en saadan Skikkelse allerede er fremstaaet. Thi hvis en saadan Skikkelse, som Paulus og de andre Apostle saa omhyggeligt skildrer, endnu ikke er kommet, bør ovenstaaende Ord opfattes som Paulus' Nej til alle andre Vidnesbyrd om Herrens Nærværelse og Oprettelsen af hans Rige nu. Og dette Nej maa staa som et uigendriveligt Bevis, indtil man kan pege paa en Foreteelse, som i enhver Henseende svarer til den profetiske Beskrivelse af dette Syndens Menneske.

Det er klart blevet udtalt, ikke alene at dette Syndens Menneske først maa fremstaa, men at det maa udvikles og trives, førend Herrens Dag kommer. Før Herrens Dag vil denne Magts Fremgang og Indflydelse have naaet sit Toppunkt, og den vil være i Tilbagegang: og [276] det er ved Herrens Nærværelses klare Skin efter hans andet Komme, at dette Syndens Menneske vil blive aldeles tilintetgjort. Disse forudsagte Omstændigheder maa vi give Agt paa for at kunne se, at denne Advarsel til Menigheden i Paulus' Dage endnu gælder i vor Tid. Nu, efter 18 Aarhundreders Forløb, gøres der atter den Paastand, at Kristi Dag er kommet, og det vigtige Spørgsmaal opstaar da: Er der noget i Paulus' Rettelse af Thessalonikernes Fejltagelse, som modsiger denne Paastand nu?

Af Apostelens Formaninger til Menigheden om aarvaagent at vente paa Herrens Genkomst og give Agt paa ^.det sikre profetiske Ord og af hans Omhu med Hensyn til at fremsætte Tegnene paa Kristi Nærværelse, hvordan hans Gerning paa den Tid skulde være m. m., fremgaar det, at det laa ham lige saa meget paa Sinde, at Menigheden skulde være i Stand til at opdage Herrens Nærværelse, naar han var kommet, som at den ikke skulde vildledes til at tro, at han var kommet, før Tiden for hans Nærværelse var inde. De, der i Tidsalderens Begyndelse faldt i den sidstnævnte Vildfarelse, vilde være meget udsatte for at blive forført af det antikristelige Princip, som allerede da var Virksomhed. Paa den anden Side kunde Uvidenhed om Herrens Dag og om hans Nærværelse, naar Tiden for denne var inde, udsætte dem, der ikke fik Øje paa ham, for ved Antikristens fortsatte Bedrag og falske Lære at lade sig forblinde overfor mange herlige Sandheder og Forrettigheder. Deraf kommer Apostelens Omhu for Menigheden baade ved Begyndelsen og Afslutningen af Tidsalderen og hans Advarsel: »Lad ingen bedrage eder i nogen Maade!« Derfor gives der ogsaa den nøjagtige Beskrivelse af Syndens Menneske, for at man kan kende ham, naar Tiden er inde dertil.

De kristne ved denne Ende af Tidsalderen er tilbøjelige til at glemme Løftet om Herrens Genkomst, [277] eller, naar de husker det, kun at tænke derpaa med Skræk ag med frygtsomme Anelser, hvorimod den første Menighed imødsaa Herrens andet Komme med Længsel ag glad Forventning om Virkeliggørelsen af alle dens Forhaabninger, Lønnen for dens Troskab ag Afslutningen paa alle dens Sorger. Følgelig var de troende paa den Tid rede til at give nøje Agt paa en hvilken som helst Lære, der paastod, at Herrens Dag enten var meget nær eller allerede var kommet; og derfor stod de i Fare for at blive skuffet i saa Henseende, medmindre de omhyggeligt granskede Apostlenes Undervisning om Sagen.

Menigheden i Thessalonika, der var blevet paavirket af nogles fejlagtige Lære om, at Herren var kommet igen, og at de altsaa levede paa hans Dag, tog øjensynlig for givet, at denne Anskuelse nok kunde falde sammen med Paulus' Lære i hans første Brev til dem, hvori han sagde (1 Thess. 5, 1-5), at Herrens Dag vilde komme listende stille og upaaagtet, som en Tyv kommer listende om Natten, men at skønt andre vilde være uvidende derom, vilde dog de hellige være i Lyset desangaaende. Da Paulus fik Kundskab om den alvorlige Vildfarelse, hvori de var faldet, idet de nemlig mente, at Herrens Nærværelses Dag alt var kommet, sendte han dem et andet Brev, hvis Hovedformaal var at rette denne Fejltagelse. Han siger: »Vi beder eder, Brødre, angaaende vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse og vor Samling til ham, at I ikke i en Hast lader eder bringe fra Besindelse eller forskrække, hverken ved nogen Aand eller ved nogen Tale eller Brev, der skulde være fra os som om Herrens Dag er nærværende [enistemi]. Lad ingen bedrage eder i nogen Maade; thi først maa jo Frafaldet komme og Syndens Menneske aabenbares. Fortabelsens Søn, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud [mægtig Hersker] eller Helligdom saa han sætter sig i Guds Tempel og udgiver sig selv for at være Gud, [278] Kommer I ikke i Hu, at jeg sagde eder dette, da jeg endnu var hos eder? Og nu ved I, hvad der holder ham tilbage [eng. Overs.: ligger imellem], indtil han [Kristus] aabenbares i sin [egen rette] Tid. Thi Lovøshedens Hemmelighed [Genstridigheden imod Kristus] virker allerede, kun at den, som nu holder tilbage, først maa komme af Vejen, og da skal den lovløse aabenbares, hvem den Herre Jesus skal dræbe med sin Munds Aande og tilintetgøre ved sin Nærværelses [parousia] Aabenbarelse.« Paulus kunde skrive saaledes med Bestemthed om Udviklingen af Syndens Menneske før Herrens Dag, fordi han havde gransket Daniels Profeti, til hvilken ogsaa Herren henviste (Matt. 24, 15), og fordi Paulus sandsynligvis selv i sine »Syner og Aabenbarelser« havde set den store Ødelæggelse, som denne Skikkelse vilde afstedkomme i Kirken.

Læg Mærke til, at Paulus ikke brugte saadanne Bevisgrunde, som nogle i vor Tid er tilbøjelige til at fremføre mod den Paastand, at Herrens Dag er begyndt. Han sagde ikke: Taabelige Thessalonikere, ved I ikke, at niar Kristus kommer, skal eders Øjne skue ham, og eders Øren høre en forfærdelig Lyd af Guds Basun, og at I endvidere som Bevis paa,  at Kristus er kommet, vil se Gravstenene styrte om og de hellige opstaa? Er det ikke indlysende, at om en saadan Imødegaaelse havde været mulig, vilde Paulus rask have grebet til et saa enkelt og letfatteligt Argument? Er ikke den Kendsgerning, at han ikke gjorde det, et Bevis for, at en saadan Synsmaade ikke er og ikke kan være bygget paa Sandheden?

Ved den Omstændighed, at Paulus i sin kraftige Bestræbelse for at rette deres Vildfarelse kun fremkom med denne ene Indvending mod deres Paastand, godkendte han tydeligt nok deres almindelige Forestillinger om Herrens Dag et den kunde være begyndt, selv om mange var i Uvidenhed derom, at den altsaa kunde komme uden noget ydre Tegn til at kendemærke [279] den. Men den eneste Grund til hans Indvending var den, at der først maatte komme et Frafald og som Følge af dette Frafald et Syndens Menneske, som, hvad det saa end kunde være, et enkelt Menneske eller et antikristeligt System fremstillet i et saadant, magtte fremstaa, blomstre og begynde at miste sin Magt før Dagen for Herrens Nærværelse. Om altsaa den Indvending, som Paulus fremkom med, ikke længere stør i Vejen — dersom vi klart kan se en Skikkelse i Virkelighedernes Verden, hvis Historie i enhver Henseende svarer til den profetiske Beskrivelse af Syndens Menneske fra hans Begyndelse ned til den nærværende Tid — da er Paulus' Modargument, der i hans Dage havde Vægt, men ogsaa var den eneste Indvending, han havde, ikke længere i Stand til at afkræfte den Paastand, at vi lever paa Herrens Dag, Herrens Nærværelses Dag. Dersom Syndens Menneske med Lethed kan skelnes, dersom hans Opkomst, Udvikling og Nedgangsperiode klart kan ses, da bliver dette endnu et stadfæstende Bevis for, hvad der er fremhævet i de foregaaende Kapitler, at vi nu lever paa Herrens Dag.

Den profetiske Skildring af Antikrist.

Den, som gransker Profetierne, vil finde, at Syndens Menneske er tydeligt kendemærket igennem hele Bibelen, ikke alene ved, at hans Karakter er klart beskrevet, men ogsaa ved Paavisningen af Tiden og Stedet for hans Opkomst, Fremgang og Aftagen i Magt.

Denne Skikkelse er meget skarpt aftegnet, selv i de Navne, der tillægges den af Bibelens Forfattere. Paulus kalder den »den lovløse«, »Syndens Menneske«, »Lovløshedens Hemmelighed«, »Antikristen«, »Fortabelsens Søn«. Profeten kalder den »den ødelæggende Vederstyggelighed« (Dan. 11, 31; 12, 11), og Herrenomtaler den samme Skikkelse som »Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som Profeten Daniel har talt om« [280] (Matt. 24, 15) , medens han andet Steds benævner den et »Dyr«. (Aab. 13, 1-8.) Den samme Skikkelse blev ogsaa betegnet ved et lille Horn eller en Magt, der skød frem fra et frygteligt Dyr, som Daniel saa i sit profetiske Syn. Dette Dyr havde Øjne og en Mund, der talte store Ting, og det havde Fremgang og førte Krig mod de hellige og fik Overhaand over dem. (Dan. 7, 8. 21.) Ogsaa Johannes saa og advarede Menigheden mod denne Skikkelse, idet han sagde: »I har hørt, at Antikrist kommer.« Han giver dem derpaa Raad om, hvorledes man kan undgaa Antikrists indflydelse. (I Joh. 2, 18-27.) Aabenbaringsbogen er ogsaa for en stor Del en udførlig billedlig Profeti om den samme Antikrist; men denne skal vi blot kaste et Blik paa her, idet vi agter at undersøge den nøjere i et efterfølgende Bind. Disse forskellige Benævnelser og korte Beskrivelser peger hen paa en lav, listig, hyklerisk, svigefuld, haard og grusom Karakter, der udvikles i den kristne Kirkes Midte. I Begyndelsen sniger den sig ind og udvikler sig lidt efter lidt, derpaa tiltager den hurtigt i Magt og Indflydelse, indtil den naar selve den højeste Tinde af jordisk Magt, Rigdom og Herlighed, medens den udøver sin Indflydelse overfor Sandheden og de hellige til sin egen Ophøjelse, idet den til det sidste gør Krav paa særlig Hellighed, Myndighed og Magt fra Gud.

I dette Kapitel agter vi at paavise, at dette Syndens Menneske er et System og ikke en enkelt Person, hvad mange synes at mene, at ligesom Kristus bestaar af den sande Herre og den sande Menighed, saaledes er Antikrist en Efterligning heraf, idet den bestaar af en falsk Herre og en frafalden Kirke, som for en Tid faar Lov til at forvrænge Sandheden, at Svig, at efterligne den sande Herres og hans Menigheds fremtidige Myndighed og Regering og at gøre Nationerne drukne ved Hjælp af falske Paastande og grov Anmasselse.

[281] Vi haaber til enhver samvittighedsfuld Læsers Tilfredshed at kunne bevise, at dette af Paulus omtalte store Frafald har fundet Sted, at Syndens Menneske er blevet udviklet, har siddet i »Guds Tempel« (det virkelige, ikke det forbilledlige), har opfyldt alle de af Apostlene og Profeterne fremførte Forudsigelser om hans Karaktertræk, Gerning m. m., er blevet afsløret og nu siden 1799 e. K. er ved at blive fortæret af Herrens Munds Aande (Sandheden) for derpaa at blive helt ødelagt paa denne allerede oprundne Dag, Herrens Vredes Dag, da han skal aabenbares med Gengældelsens Ildslue.

Uden at have nogen Lyst til at undervurdere andres Meninger føler vi det dog som en Nødvendighed at vise Læseren nogle faa af de Urimeligheder, der hænger sammen med den gængse Angkuelsen Antikrist, for at det værdige og rimelige ved Sandheden i denne Sag kan blive rigtig paaskønnet ved Modsætningen. Nogle vil indsnævre alt, hvad Skriften siger om denne Skikkelse, til kun at gælde et enkelt, virkeligt Menneske. Dette Menneske, paastaar man, vil fortrylle hele Verden i den Grad, at han paa nogle faa Aar vil have opnaaet Hyldest og Tilbedelse af alle Mennesker som saa let vil lade sig føre bag Lyset, at de endog tager dette Menneske for at være Gud og i et genopbygget jødisk Tempel tilbeder ham som den almægtige Jehova. Alt dette skal ske med Lynets Fart paa 3 1/2 Aar, siger de, idet de fortolker den billedlige Tid urigtigt, ligesom de fortolker det billedlige »Menneske« urigtigt.

Opdigtede Fortællinger og taabelige Indbildninger fra Barndommen frembyder intet Sidestykke til de yderliggaaende Anskuelser, som næres af nogle Guds Børn, der er henfaldet til en bogstavelig Fortolkning af Paulus' Ord og derved forblinder baade sig selv og andre overfor mange kostelige Sandheder, som de paa Grund af vrange Meninger om denne Sag er ude af [282] Stand til at se i et fordomsfrit Lys. Lige meget hvor stor Deltagelse vi end kan have for dem, fremtvinger dog deres »blinde Tro« et Smil, naar de i Alvor genfortæller Aabenbaringsbogens forskellige Sindbilleder, som de ikke forstaar, idet de urigtigt tillemper dem bogstaveligt paa deres Vidunder-Menneske. I denne den mest skeptiske Tidsalder, Verden nogen Sinde har kendt, vil han, hævder de, paa den korte Tid af 3 1/2 Aar faa hele Verden for sin Fod og faa den til at tilbede ham som Gud, hvorimod Cæsarerne, Alexander, Napoleon, Muhamed og andre vadede gennem Strømme af Blod ogbrugte mange Gange 3 1/2 Aar uden at opnaa en Tusindedel af, hvad man hævder, dette Menneske skal opnaa.

Og dog havde hine Erobrere alle Fordelene i Retning af Folks Uvidenhed og Overtro, hvorimod vi i vore Dage lever under Forhold, der er højst uheldige for en slig Udvikling af Svig og Bedrag, paa en Tid, da enhver skjult Ting bringes for Lyset som aldrig før, paa en Tid, da et Bedrageri af den ovennævnte Slags er for taabeligt og latterligt til overhovedet at komme i Betragtning. I vor Tid er der jo netop Tilbøjelighed til ikke at have Agtelse for Mennesker, lige meget hvor gode, evnerige eller dygtige de er, eller hvilke Tillidsog Myndighedshverv de end sidder inde med. I saa stor en Udstrækning gælder dette nu som aldrig før, at det er tusinde Gange mere sandsynligt, at hele Verden vilde nægte, at der overhovedet er nogen Gud til, end at de nogen Sinde skulde finde paa at tilbede et Medmenneske som den almægtige Gud.

En stor Hindring for mange under Overvejelsen af dette Emne er er den altfor snævre Forestiling, der hersker i vide Kredse med Hensyn til Betydningen af Ordet »Gud«. Man indser ikke, at det græske Ord theos (Gud) ikke altid henviser til Jehova. Det betyder en mægtig, en Hersker, og især en religiøs eller præstelig Hersker. I det nye Testamente bruges theos[283] sjældent undtagen one Jehova, fordi Apostlene i deres Taler saa sjældent omtalte de Øfalske Religionssystemer og derfor ikke ofte kom til at nævne disses indviede Herskere eller Guder dog er i følgende Skriftsteder Ordet »Gud« (theos) brugt om andre end det højeste Væsen, Jehova: Joh. 10, 34. 35; Ap. G. 7 40. 43; 17, 23; 1 Kor. 8, 5.

Med den fulde Betydning af det græske Ord theos for Øje il man straks kunne se, at Apostelens Udsagn om Antikrist — at han vil sætte sig i Guds Tempel og give sig ud for at være en Gud — ikke med Nødvendighed betyder, at Antikrist vil prøve paa at ophøje sig aver Jehova, at han vil gøre Tilløb til at tage Jehovas Plads. Det indeholder slet og ret den Tanke, at denne vil stille sig frem som en religiøs Hersker, der gør Krav paa og udøver Myndighed over og fremfor alle andre Herskere, saa at han endog ophøjer sig selv i Menigheden, som er Guds sande Tempel, og der gør Fordring paa og udøver Myndighed som dens øverte og lovhjemlede Hersker. Hvor Ordet theos i det græske Sprog bruges som et Egennavn for Jehova, har det undertiden den bestemte Artikel, som naar i paa dansk vilde sige »Guden«. Derimod forekommer Artiklen ikke paa de ovennævnte Steder, som henviser til andre Guder, eller paa dette Sted (2 Thess. 2, 4), som henviser til Antikrist.

Om man klart ser dette, er en stor Snublesten blevet bortfjernet, og man er mere beredt til at vente de rette Ting som Opfyldelse af denne Forudsigelse, ikke en Antikrist, der paastaar, at han er Jehova, og gør Krav paa Tilbedelse som saadan, men en, der paastaar, at han er den første, den øverste Religionslærer i Menigheden, en, som saaledes prøver paa at tilrane sig Kristi den guddommelig indsatte Høvdings, Herres og Lærers, Myndighed. Underligt nok er de, som hylder denne bogstavelige Opfattelse af Syndens Menneske, tillige for det meste [284] saadanne, som tror, at Herren kommer før Tusindaarsriget, og som venter hans Komme naar som helst. Hvorfor kan ikke alle se Apostelens Mening, naar han med Bestemthed udtaler, at Herrens Dag (hans Nærværelses Dag) ikke kan komme og ikke bør ventes, før yndens Menneske er aabenbaret? Der medgik over 40 Aar til Bygningen af det første jødiske Tempel, og det vilde sikkert tage i det mindste 10 eller 20 Aar at bygge et nyt og endnu mere pragtfuldt Tempel i Jerusalem, hvor man venter, at et virkeligt Syndens Menneske skal indsættes og tilbedes som Gud. Hvorfor venter da de, som har denne Tro, Herrens Komme naar som helst? En saadan Synslnaade stemmer ikke med Fornuften eller med Apostelens Profeti. For ikke at komme i Strid med sig selv maa de enten opgive at vente Herren naar som helst eller ogsaa opgive  Forventningen om et fremtidigt Syndens Menneske; thi Herrens Nærværelses Dag kan ikke komme, før Frafaldet har fundet Sted, og før Syndens Menneske er blevet udviklet og er kommet afsløret frem af dette Frafald.

Naar vi faar et rigtigt Syn paa Apostelens Ord og rigtige Forestillinger om Maaden for Herrens Komme, finder vi ingen saddanne Afvigelser og Modsigelser, men en overbevisende Overensstemmelse og Orden. En saadan Opfattelse er det, vi, nu fremsætte. Dens Overensstemmelse med Skriften maa Læseren selv prøve.

De forskellige Navne, hvormed dette System benævnes, er aabenbart billedlige. De skal ikke forstaas som Benævnelser paa en enkelt Person, men som Udtryk for Beskaffenheden af en fordærvet religiøs og civil Sammenslutning, der er udviklet i den kristne Navnkirke, og som paa Grund af sin snedige Mostand mod Kristus, Hovedet, og hans sande Menighed. Legemet, med Rette fortjener Navnet »Antikrist«. Et saadant System kunde opfylde alle de Forudsigelser, der er [285] fremført angaaende Antikrist eller Syndens Menneske; men en Enkeltperson kunde det ikke. Det er desuden klart, at dette Antikrist-System ikke er et af de hedenske Religionssystemer, saasom Muhamedanismen eller Brahmanismen; thi den kristne Kirke har aldrig været under et saadant Systems Magt; ikke heller kom noget af disse Systemer indenfor den kristne Kirke. De er nu og har altid været uafhængige af den kristne Kirke.

Det System, som fuldt ud svarer til den i Guds Ord givne Beskrivelse, maa bære Kristennavnet og maa rumme et stort Flertal af dem, som gør Paastand paa at være Kristne. Og det maa have haft sit Udspring i et Frafald fra den kristne Tro — et Frafald, der var lønligt og skjult, indtil Omstændighederne blev gunstige til, at det kunde rive Magten til sig. Det havde sin snigende Begyndelse i Apostelens Dage, i nogle af Lærernes Attraa efter at være den største.

Vi behøver ikke at søge længe for at finde en Skikkelse, som passer fuldstændigt til alle de opgivne Træk, en, hvis Levnedsløb, som det er optegnet i Verdenshistorien saavel som af dens egne vildledte Tjenere, stemmer, som vi skal se, nøjagtigt med det profetiske Ords Beskrivelse af Antikrist. Men naar vi udtaler, at det eneste System, hvis Historie passer til disse Profetier, er Pavedømmet, saa lad ingen misforstaa os, som om vi mente, at enhver romersk-katolsk Person er et Syndens Menneske, eller at Præsterne eller Paverne i Romerkirken er eller har været Antikrist. Intet Menneske er »Antikrist«, »Syndens Menneske«, som skildres i Profetierne. Paver, Bisper og andre er i det højeste kun Dele af eller Lemmer paa Antikrist-Systemet, ligesom alle de kongelige Præster kun er Lemmer paa den sande Kristus under Jesus, deres Hoved, og ligesom de i deres nuværende Kaar tilsammen udgør den modbilledlige Elias, skønt ingen enkelt af dem er den forudforjættede Elias. Læg endvidere [286]Mærke til, at Romerkirken alene i dets Egenskab af et kirkeligt System ikke er »Syndens Menneske« (en Mand altsaa) og aldrig fremstilles under Billedet af en Mand. Tværtimod bruges der altid en Kvinde som Billede paa en Menighed, adskilt fra sit Hoved og sin Herre. Den sande Menighed fremstilles billedligt ved en »ren Jomfru«, hvorimod den frafaldne Kirke, som er veget bort fra den oprindelige Renhed og Troskab mod Herren, billedligt kaldes en »Skøge«. Ligesom den sande »Jomfru-Menighed« vedbliver at være en saadan indtil Tidsalderens Ende, da den skal forenes med sin Herre og faa hans Navn — Kristus — saaledes blev den frafaldne Kirke ikke Antikrist eller Syndens Menneske, før den forenede sig med sin Herre og sit Hoved, Paven, Kristi foregivne Stedfortræder, og blev et religiøst Rige, falskeligt kaldet Kristenheden, Kristi Rige.

Pavedømmet er Navnet paa dette falske Rige, og det blev bygget op paa en misforstaaet Sandhed — den Sandhed nemlig, at Menigheden er kaldet til at være Konger og Præster for Gud og til at regere paa Jorden. Men Tiden til at regere var endnu ikke kommet; Evangelietiden var ikke bestemt til dette Øjemed, men til at faa Menigheden udsøgt, udviklet, optugtet, fornedret og opofret, idet den skulde træde i sin Herres Fodspor og med Taalmodighed vente og holde ud indtil den fastsatte Tid for den lovede Ophøjelse og herlige Regering — Tusindaarsrigets Tidsalder.

Herren forudsaa, at Navnkristendommen vilde brede sig ud over Verden, og at den, idet den blev en Folkesag, vilde blive omfattet af mange, som vilde hylde Formen uden at trænge ind til Kernen, den bærende Aand deri. Han forudsaa, at efterhaanden som Skarer af denne Slags sluttede sig til Menigheden, vilde den verdslige Aand, der er det modsatte af Selvfornægtelsens og Selvopofrelens Aand, komme ind med dem, [287] at Selviskhed og Attraa efter at blive star og at herske vilde komme ind og faa Kirken til at gribe den første Lejlighed til at blive Herre over Verden før Tiden, eller rettere, at det verdslige Element, som skulde komme ind i Menigheden, vilde gøre sin Indflydelse gældende og i den sande Menigheds Navn gribe den civile Magt paa jorden, som Gud have overladt til Hedningerne, og som først efter Udløbet af Hedningetiderne i 1914 e. K. kan gaa helt over i Hænderne paa den sande Kirke. Og saaledes gik det i Virkeligheden til. Navnkirken begyndte at falde fra, da dens Medlemstal voksede ved højtstræbende Mænds Lære og Virken, Mænd, der kom til at synes bedre og bedre om den Magt og verdslige Indflydelse, som Mængden og Rigdommen førte med sig. Lidt efter lidt blev Menighedens Aand verdslig, og man begyndte almindeligt at tragte efter, hvad Verden havde at byde paa. Ærgerrigheden kom da med følgende Indskydelse: Hvis det store Romerrige med al dets Magt og Indflydelse, dets Hære og Rigdomme, blot kom til at holde Kirken oppe, hvor ærefuldt og ædelt vilde det da ikke blive at være en Kristen! Hvor hurtig vilde da ikke Forfølgelser fra Hedningernes Side ophøre! Da vilde det staa i vor Magt ikke alene at indgyde dem Ærefrygt, men at fremtvinge deres Tilslutning til Kirken og Kristi Kors og Navn. Man tænkte endvidere rimeligvis som saa: Det er aabenbart ikke Guds Mening, at Kirken for stedse skal staa under Verden og være forfulgt af den. Apostelens Ord: »Ved I ikke; at de hellige skal dømme Verden?« saavel som Herrens Løfte om, at vi skal regere med ham, og de mange Profetier, der henviser til Menighedens Regering, giver klart til Kende, at Gud har en saadan Plan. Sandt nok skrev Apostelen, at Herren først vilde vende tilbage og ophøje Menigheden, og formanede os til at »vente« paa Herren; men (saa tænkte de) adskillige Aarhundreder er nu henrundet, og vi ser intet Tegn [288] til Herrens Komme. Apostlene maa til Dels have taget fejl. Os synes det at være klart, at vi kan og bør bruge erhverv Middel for at komme i Besiddelse af det verdslige Styre og vinde Verden for Herren. Kirken maa desuden have et Hoved (mente de) — en til at optrædepaa den fraværende Herres og paa Kirkens Vegne overfor Verden, en, som Verden kan hylde, som kan udøve Kristi Myndighed og styre Verden med et Jernspir, saaledes som Profeten David forudsagde. Ved en langsom Ændring af Tænkemaaden Aarhundreder igennem tabte Menigheden paa denne Maade lidt efter lidt sit virkelige Haab af Syne, nemlig Haabet om ved Herrens andet Komme at blive ophøjet til at styre og velsigne Verden. Et nyt Haab tog dets Plads, Haabet om Fremgang uden Herren under en Række Paver som Overhoveder og Lærere. Ved lønligt Ledtog, Rænkespil og Uveksling af Gunstbevisninger med Verden blev saaledes Menighedens Haab et falsk Haab, en forførende Snare, hvorved Satan ledte den fra det ene Vildspor til det andet baade med Hensyn til Lære og Liv.

Frafaldet udviklede sig til »Syndens Menneske« paa det Tidspunkt, da den pavelige Præstestand ophøjede sig under Paven som Overhoved og gjorde Krav paa og forsøgte at erhverve sig Herredømmet over Jorden i Kristi tusindaarige Riges Navn og under Foregivende af at være dette Rige. Det var et falsk, svigagtigt Krav, hvor meget end nogle af dets Forsvarere troede paa dets Berettigelse. Det var et paa bedragerisk Vis eftergjort Rige, hvor redelige nogle af dets Grundlæggere og Støtter end kan have været. Det var Antikrists Herlighed, hvor meget de end paastod og troede, at det var den sande Kristi Herlighed, Rige og Magt paa Jorden. Det er en Fejltagelse at mene, at naar man er samvittighedsfuld, har man altid Ret. Ethvert Vilfarelses-System har uden Tvivl i sine Rækker ligesaa mange samvittig hedsfulde, [289] men forførte Tilhængere, som det bar Hyklere. Samvittighesfuldhed er en sædelig Ærlighed, der ikke er afhængig af Kundskab. Hedningerne beder og ofrer samvittighedsfuldt til Afguder, fordi de ikke ved bedre; Saulus forfulgte samvittighedsfuldt de hellige, fordi han ikke vidste bedre; og ligeledes gjorde ogsaa mange af Pavedømmets Tilhængere sam­vittighedsfuldt, i Uvidenhed, Vold paa Profetien, forfulgte de sande hellige og grundlagde det store Antikrist-System. I Aarhundreder har Pavedømmet ikke alene narret Jordens Konger med Hensyn til sin Magt og hævdet Kravet paa guddommelig Myndighed til at herske over dem; men selv i Kirken, Guds Tempel, hvor Kristus alene skulde hyldes som Hoved og Lærer, har det sat sig i Højsædet og paastaaet at være den eneste sande Lærer og Lovgiver. Og her har det forført alle paa nogle faa nær ved sit sjældne Held og sine overmodige Paastande. »Hele Verden forundrede sig« — blev forbavset, narret, forvirret, alle de, hvis Navne ikke var skrevet i Lammets Livsens Bog, og mange, hvis Navne er indskrevet iblandt Guds hellige, var i alvorlig Forlegenhed. Dette Bedrag blev des stærkere paa Grund af selve den gradvise Fremkomst af disse ærgerrige Planer og deres endnu mere gradvise Gennemførelse. Dets Udvikling strakte sig over Hundreder af Aar og var allerede begyndt paa Paulus' Tid, skønt Planen dengang endnu ikke var kommet aabenlyst frem. Lidt efter lidt føjedes Vildfarelse til Vildfarelse, een Mands ærgerrige Udtalelser blev drevet endnu videre af andre, efterhaanden som Tiden gik. Saaledes plantede og vandede Satan i al Snedighed Vildfarelsens Sæd og udviklede det største og mægtigste System, Verden nogen Sinde har kendt: Antikrist.

Navnet »Antikrist« har en dobbelt Betydning. Den første er »imod (d. e. i Strid med) Kristus«; den anden er »i Stedet for (d. e. en Efterligning af) Kristiis«.

[290] I den første Betydning er Udtrykket af en almindelig Art og kan gælde enhver Fjende, der modstaar Kristas. I denne Forstand var Saulus (senere kaldet Paulus), enhver Jøde, enhver Muhamedaner og alle Roms denske Kejsere Antikrister, Modstandere af Kristus. (Ap. G. 9, 4.) Men det er ikke i denne Betydning, Skriften bruger Navnet »Antikrist«. Den ser bort fra alle saadanne Fjender og bruger Benævnelsen »Antikrist« i den anden af de to anførte Betydninger om den, der staar Kristus imod ved at bagvaske ham, efterligne ham og søge at indtage hans Plads, træde i Stedet for ham. Johannes siger: »Som I har hørt, at Antikristen kommer, saaledes er nu mange Antikrister fremtraadt.« (1 Joh. 2, 18. 19.) (Den græske Tekst skelner mellem den, særskilte Antikrist og de talrige mindre.) Og hvad Johannes længere fremme skriver, viser, at han ikke hentyder til alle Modstandere af Kristus og Menigheden, men til en bestemt Klasse, som endnu vedkender sig at høre til Kristi Legeme, Menigheden, men dog har forladt Sandhedens Grundsætninger og ikke alene forkaster Sandheden, men i Verdens Øjne indtager den sande Menigheds Plads og Navn, altsaa i Grunden kun efterligner de sande hellige. Johannes Siger om disse: »De er udgaaet fra os, men de var ikke af os.« De repræsenterer ikke os, selv om de kan narre sig selv og Verden i denne Henseende. I det samme Brev udtaler Johannes, at de, han omtaler sam mange Antikrister, har Antikristens Aand.

Dette er altsaa hvad vi bør vente, og hvad vi finder i Pavedømmet: Ikke en Modstand mod Kristi Navn, men en Fjende eller Modstander af Kristus, der falskelig bærer hans Navn, efterligner hans Rige og Myndighed og fremstiller hans Egenskaber. Planer og Lære i et urigtigt Lys overfor Verden — i Sandhed en højst farlig Modstander, langt værre end en afgjort Fjende. Og Man maa huske paa, at dette er [291] sandt, selv og nogle af dem, der er forbundet med hint System, er samvittighedsfulde i deres Vildfarelse — Forførere, som selv er forførte.

Efter disse Antydninger om Kendemærkerne og Ejendommelighederne hos det Syndens Menneske og om, naar, hvor og under hvilke Omstændigheder han er at vente, vil vi skride til en Undersøgelse af nogle historiske Vidnesbyrd og skal, tror vi, hæve det over al rimelig Tvivl, at enhver Forudsigelse om Antikrist er blevet opfyldt i Pavevældet Daa en Maade og i en Udstrækning, som alle maa indrømme ikke kunde gentages under vor Tids Oplysning. Pladsen nøder os til her kun et fremsætte korte Uddrag af den store Masse historiske Vidnesbyrd. Vi har holdt os til Historieskrivere, der har Ord for at være nøjagtige, og i mange Tilfælde gengiver vi romersk-katolske Forfatteres Udsagn og Indrømmelser.

De Omstændigheder, der bragte
Syndens Menneske til Verden.

ET STORT FRAFALD. Vi spørger først: Omtaler Historien en Opfyldelse af Paulus' Profeti om et stort Fald fra den kristne Menigheds oprindelige Enfold og Renhed i Liv og Lære og om en uretfærdig, ærgerrig Inflydelses hemmelige Virken i Menigheden forud for Udviklingen af Pavedømmet, det Syndens Menneske, d. v. s. forud for Anerkendelsen af Paven som Kirkens Overhoved?

Ja, meget tydeligt! Det pavelige Præstevælde fremkom først adskillige Aarhundreder, efter at Herren og Apostlene havde grundlagt Menigheden. Og om Mellemtiden læser vi:*)

»Alt eftersom Kirken voksede i Tal og Velstand, rejstes der kostbare Gudshuse. Gudstjenesten blev mere omstændelig. Billedhugger- og Malerkunsten fik til Opgave at komme Gudsdyrkelsen til Hjælp. Relikvier af Helgener og Martyrer gemtes som hellige Skatte. De religiøse Skikke [292] blev mangfoldige, og Kirken under de kristne Kejsere [i det fjerde Aarhundrede] med dens pragtfuldt klædte Præsteskab og imponerende Ceremonier, optog meget af den Prunk og udvortes Glimmer, der hørte hjemme i det hedenske System, som den havde fortrængt.«

__________
*) Whites Universal History, S. 156.
__________

En anden**) siger: »Samtidig med Antagelsen [af Kristen­dommen som Kejserrigets Religion i det fjerde Aarhundrede] bredte der sig en STOR og ALMINDELIG FORDÆRVELSE, SOM VAR OPKOMMET TO AARHUNDREDER I FORVEJEN. Overtro og Vankundighed iklædte Kirkemændene en Magt, som de udøvede til deres egen Ophøjelse.«

__________
**) Fishers Universal-History, S. 193
__________

Rapin bemærker, at »i det femte Aarhundrede var Kristendommen blevet nedværdiget af et uhyre Antal menneskelige Opfindelser. Enkelheden i dens Styre var blevet afløst af Præstevælde; og dens Gudsdyrkelse skæmmedes af Skikke, som var laant hos Hedningeroe«.

I sin »Kristendommens Historie« forfølger Mosheim Kirkens Fald fra dens oprindelige Enfold og Renhed Skridt for Skridt til dens dybe Nedværdigelse, som naaede Højdepunktet med Udviklingen af »Syndens Menneske«. Om han sag Antikristen eller ej, kommer ikke frem: men paa en mesterlig Maade har han fulgt Sporene af » Lovløshedens Hemmelighed« i Kirken ned til Begyndelsen af det fjerde Aarhundrede, da hans Arbejde pludselig blev afbrudt ved Døden. Vor Plads tillader os ikke her at hidsætte Gengivelser af hans ypperlige bindstærke Værk, men vi giver Værket i sin Helhed det Skudsmaal, at det er i høj Grad lærerigt med Hensyn til den foreliggende Sag.

Af Lords »Old Roman World« hidsætter vi en kort og tilspidset Skildring af Kirkens Historie ide første fire Aarhundreder, hvori han klart og korfattet paaviser dens gradvise Tilbagegang og dens hurtige Udartning, efter at den af Apostelen omtalte Hindring var ryddet bort. Han skriver:

»I DET FØRSTE AARHUNDREDE blev ikke mange vise eller højbaarne kaldet. Ingen store Navne er blevet os overleveret. Der omtales ingen Videnskabsmæd. Statsmænd, [293] Adelsmænd, Hærførere, Statholdere, Dommere eller Øvrighedspersoner. I det første Aarhundrede var de Kristne ikke af tilstrækkelig Betydning til at blive almindelig forfulgt af Regeringen. De havde ikke engang tiltrukket sig den offentlige Opmærksomhed. Ingen skrev imod dem, ikke engang græske Filosofer. Vi læser ikke om Indlæg eller Forsvarsskrifter fra de Kristne selv. De havde ingen store Mænd i deres Rækker, hverken hvad Lærdom, Begavelse, Rigdom eller Samfundsstilling angaar. Intet i Historien er goldere end Menighedens Aarbøger i dette Aar­hundrede, naar Talen er om store Navne. Dog var der i dette Aarhundrede blevet vundet mange Disciple i enhver By, og Overleveringen fortæller os om, at de mere fremragende og deriblandt næsten alle Apostlene, maatte lide Martyrdøden.

I DET ANDET AARHUNDREDE er der ingen større Navne end Polykarp, Ignatius, Justinus Martyr, Klemens, Melito og Appolionius, stille Biskopper eller uforfærdede Martyrer, der talte til deres Hjorde rundt om i Tagkamre og paa lignende Steder, Mænd, som ingen verdslig Rangstilling havde, men kun var kendt for deres Sindelags Renhed eller for deres Ligefremhed og kun blev omtalt for deres Tros Skyld. Vi læser om Martyrer, blandt hvilke nogle skrev værdifulde Afhandlinger og Forsvarsindlæg; men vi finder ingen af Rang iblandt dem. Det var i Modens og Magtens Øjne en Vanære at være en Kristen. Den oldkristelige Litteratur er væsentlig forsvarspræget, og Læren er af en ligefrem og praktisk Art. Der var Stridighederi Kirken, et kraftigt religiøst Liv, stor Virksomhed, store Dyder, men ingen ydre Kampe, ingen verdslig Historie. De Kristne havde endnu ikke angrebet Regeringen eller Kejserrigets store Samfunds­indretninger. De udgjorde en ringe Skare rene og ulastelige Mennesker, som ikke tragtede efter MAGT OVER SAM­FUNDET. Men de havde tiltrukket sig Regeringens Opmærksomhed og var af tilstrækkelig Betydning til at blive forfulgt. De blev holdt for Sværmere, der søgte at nedbryde Ærefrygten for tilvante Samfundsformer.«

[Organisering som et Middel til at opnaa Magten.]

»I det Aarhundrede blev Kirkens Styre ORGANISERET I STILHED. Der kom et fast Fællesskab i Stand mellem Medlemmerne. Biskopperne var blevet mægtige, ikke i Samfundet, men blandt de Kristne. Der blev oprettet Stifter og Sogne. Der var Forskel mellem By og Landbiskopper. Befuldniægtigede fra Menighederne kom sammen for at [294] drøfte Trosspørgsmaal eller undertrykke fremspirende Vranglære. Diakon-Systemet udvikledes, og Menigheds­styret blev mere centraliseret. Diakonerne begyndte man at regne med til det højere Præsteskab. Kirkebandets Vaaben blev smedet. Missionsvirksomheden udfoldede sig. Kirkens Fester blev ordnet. Gnosticismen blev antaget af mange ledende Folk. Der oprettedes Skoler for Undervisning i Troen og dens Sammenhæng. Daabsforskrifterne og Sakramenterne fik stor Betydning, og Munkelivet blev populært. Kirken lagde dermed GRUNDVOLDEN TIL SIN FREMTIDIGE STYRELSE OG MAGT.

I DET TREDJE AARHUNDREDE blev Kirken mægtigere som Samfundsindretning. Kirkeforsamlinger blev afholdt til bestemte Tider i Rigets store Stæder. Metropolitan­Systemet var naaet til sin Modenhed. Kirkelovene blev fastsat. Store teologiske Skoler øvede Tiltrækning over for granskende Personer. Læren blev sat i System [d. v. s. Begreberne blev afgrænset, Stoffet samlet og fremsat i Artikler og Trosbekendelser] Kristendommen havde bredt sig i saa stor Udstrækning, at den nødvendigvis maatte enten forfølges eller lovliggøres; mægtige Bisper styrede den vordende Kirke; store [teologiske] Doktorer granskede de Spørgsmaal [falskelig saakaldt Filosofi og Videnskab], som havde bragt Røre i de græske Skoler; Kirkebygningerne udvidedes, og Festmaaltider indstiftedes til Ære for Martyrerne; Kirken skred rask frem til en Stilling, som aftvang Menneskeheden Opmærksomhed.

DET VAR FØRST I DET FJERDE AARHUNDREDE — da den kejserlige Forfølgelse var standset da [den romerske Kejser] Konstantin blev omvendt, da KIRKEN KOM I FORBUND MED STATEN, da selve den oprindelige Tro var fordærvet, da Overtro og tom Filosofi var kommet ind i de troendes Rækker, da Biskopper blev Hofmænd, da Kirkerne blev baade rige og pragtfulde, da Præstemøderne kom under politisk Indflydelse, da Munkene havde opstillet et falsk Dydsmaal, da Politik og Dogmatik gik Haand i Haand, og Kejserne satte Kirkeraadenes Beslutninger igennem — at MÆND AF RANG traadte ind i Kirken. Da Kristendommen blev Hoffets og de toneangivende Klassers Religion, blev den brugt til Støtte for selve de Onder, den oprindeligt bekæmpede. Kirken blev ikke alene gennemsyret af den hedenske Filosofis Vildfarelser; men den optog mange af alen østerlandske Gudsdyrkelses Skikke, som var baade omstændelige og glimrende. Kirkerne blev i det fjerde Aarhundrede lige saa storartede som de gamle Afgudstempler. Fester blev hyppige og pragtfulde. Folket [295] holdt stærkt paa dem, fordi det derved fik Adspredelse og fritoges for Arbejde. Ærefrygt for Martyrerne ledte til Indførelsen af Helgenbilleder – en fremtidig Kilde til megen populær Afgudsdyrkelse. Kristendommen blev fremstillet i glimrende Kirkeskikke. Ærefrygten for Helgenerne nærmede sig til Forgudelse, og Overtroen ophøjede Jesu Moder til at bliv Genstand for en ligefrem Tilbedelse. Nadverbordene blev til storartede Altere, der mindede om de jødiske, og Martyrernes Levninger blev opbevaret som hellige Tryllemidler. Munkelivet udvikledes til et stort System af Bodsøvelser og Udsoningsskikke. Skarer af Munke trak sig tilbage til skumle og afsides liggende Steder, hvor de hengav sig til Faste og Bodsøvelser. Det var en dyster og fanatisk Klasse Mennesker, der glemte Livets praktiske Opgaver.

Præsterne, der var ærgerrige og verdslige, søgte Rang og Udmærkelse. De flokkedes endog ved Fyrsternes Hoffer og tragtede efter verdslig Ære. De underholdtes ikke længere af de troendes frivillige Bidrag, men ved Indkomster, som skaffedes til Veje af Regeringen, eller ved Ejendom, som de arvede efter de gamle [hedenske] Templer. Store Legater skænkedes Kirken af de rige, og dem havde Præsteskabet Raadighed over. Disse Arvegodser blev Kilder til uudtømmelig Velstand. Efterhaanden som Rigdommene voksede og gik over paa Præsternes Hænder, blev disse ligegyldige for Folkets Fornødenheder, da de jo ikke længere blev underholdt af dette. De blev lade, overmodige og uafhængige. Folket blev udelukket fra Delagtighed i Kirkestyrelsen. Biskoppen blev en stor Personlighed, den indsatte og styrede sine underordnede. KIRKEN TRAADTE I FORBUND MED STATEN, og Trosvedtægter sattes i Kraft af Øvrighedens Sværd.

En mægtig Præsteorden oprettedes med 
forskellige Grader, der naaede
Højdepunktet i Roms Biskop.

Kejseren traf Afgørelser i Trosspørgsmaal, og Kirkens Embedsmænd blev fritaget for Statens Byrder. Der var en stærk Tilstrømning til de præstelige Embeder, da Kirkemændene udøvede saa stor en Magt og blev saa rige. Mænd blev anbragt paa Bispestolene, ikke for deres Fromheds eller Begavelses Skyld, men som en Følge af deres Indflydelse hos de store. KIRKENS MISSION TABTES AF SYNE UNDER DEN NEDVÆRDIGENDE FORBINDELSE MED STATEN. Kristendommen blev et prunkende Skuespil, en Iagttagelse af visse Skikke, en Arm paa Staten, en forfængelig Filosofi, en Overtro, en Form.«

[296] Dermed er det af Apostelen Paulus forudsagte Frafald fra Troen en fastslaaet historisk Kendsgerning. Alle Historieskrivere aflægger Vidnesbyrd derom, selv de, som bifalder Magttilranelsen og lovpriser Hovedmændene for denne. Vi beklager, at vi maa ind- skrænke os til at gengive nogle faa af de mest træffende Udsagn. Frafaldet, som strækker sig over Aar­hundreder, var saa langsomt, at det var meget mindre kendeligt for dem, som da levede midt i det, end for os, der ser det som et Hele; og det var saa meget mere skuffende, fordi ethvert Tilløb til Sammenslutning og ethvert Skridt fremad mod Indflydelse og Myndighed i Kirken og over Verden blev gjort i Kristi Navn og under Foregivende af, at man søgte hans Ære ved at udføre hans Planer, som de er optegnet i Skriften. Saaledes blev den store Antikrist udviklet — den farligste, snedigste og ihærdigste Modstander af al sand Kristendom og den mest ondsindede Forfølger af de sande hellige.

Hindringen bortfjernet.

Apostelen Paulus forudsagde, at dette uretfærdige Princip skulde virke lønligt for en Tid, saa længe en eller anden hæmmende Ting stod i Vejen, indtil det, naar Hindringen var bortryddet, kunde have frit Løb og skride rask fremad til Udviklingen af Antikrist. Han siger: »Kun at den, som nu holder tilbage, først maa komme af Vejen.« (2 Thess. 2, 7.) Hvad har Historien at fremvise som Opfyldelse af denne Forudsigelse? Den viser as, at det, som hindrede den raske Udvikling af Antikrist, var den Om stændighed, at den eftertragtede Plads allerede var udfyldt af en anden. Romerriget havde ikke alene underlagt sig Verden og givet den Retsformer og Love; men fordi man indsaa, at religiøs Overtro var den stærkeste Lænke til at holde og lede et Folk i, havde man antaget en Plan, som havde sin Oprindelse i Babylon paa den Tid, da dette havde sin Storhedsperiode som Hersker [297] over Verden. Denne gik ud paa, at Kejseren skulde anses for Styrer og Hersker i religiøse saavel som i verdslige Spørgsmaal. Til Støtte herfor hævdede man, at Kejseren var en Halvgud, der paa en eller anden Maade nedstammede fra de hedenske Guddomme. Som saadan blev han tilbedt; hans Billedstøtte var Gen­stand for Dyrkelse, og han bar Navnet Pontifex Maximus, d. e. Ypperstepræst eller den største religiøse Hersker. Dette er netop den Titel, det romerske Præsteskabs Øverster eller Paver gør Krav paa at bære, siden Antikrist af Roms tidligere Hersker fik »Kraft, Trone og stor Magt«. — Aab. 13, 2.

Men det gamle hedenske Roms og Babylons præstelige Magt var kun en ren Skygge i Sammenligning med det indviklede og sammensatte Maskineri og de Anordninger med Hensyn til Lære og Liv, der er sat i Gang af det pavelige Rom, hine Rigers sejrsstolte Arvtager, der nu efter Aarhundreders Udøvelse af List og Snille har sin Magt saa rodfæstet, at det selv i denne Tid, da dets Magt udadtil er brudt og dets verdslige Herredømme er frataget det, styrer Verden og behersker Riger i Løn under Dække, fuldt ud saa grundigt, som de romerske Kejsere nogen Sinde be­herskede de Konger, der stod under dem.

Til de romerske Kejseres Ære være det sagt, at ingen af dem i Egenskab af øverste religiøs Hersker nogen Sinde har udøvet det Voldsherredømme, som nogle af deres Eftermænd paa Pavetronen har gjort sig skyldige i. Om denne Sag siger Gibbon*): »Det maa indrømmes, at Tallet paa de Protestanter, som blev taget af Dage i en eneste Landsdel og under en eneste Regering, langt overgik Antallet af Martyrer i de første tre Aarhundreder i [hele] det romerske Rige.«Ifølge den Tids Skik hyldede Kejserne de mest populære Guder; men hvor som helst deres Hære drog hen, blev der gerne taget Hensyn til det overvundne Folks Guder [298] og Gudsdyrkelse. Dette har vi et Eksempel paa i Palæstina, hvor Religions og Samvittighedsfriheden, skønt Landet stod under romersk Herredømme, dog i Almindelighed lodes ukrænket af den kejserlige Pontifex Maximus, der som religiøs Hersker saaledes viste Mildhed mod Folket og sin Overensstemmelse med alle de populære Guder.

__________
*) Bind II, S. 85.
__________

Altsaa ser vi, at hvad der hindrede den tidlige Udvikling af Antikrist, var den Omstændighed, at det attraaede Højsæde var optaget af dem, der optraadte paa det stærkeste Riges Vegne, Verden endnu havde kendt, og at om nogen havde stræbt i denne Retning, vilde han have udsat sig for Verdens Herrers Vrede. Derfor arbejdede denne uretfærdige Ærgerrighed først i Løn. Den fralagde sig enhver Tanke om at ville vinde Magt eller Myndighed, indtil en heldig Lejlighed meldte sig, efter at Navnkirken var blevet stor og mægtig, og den kejserlige Magt, oprevet ved politiske Stridigheder, begyndte at opløses.

Roms Magt var stærkt i Aftagende, og dets Omraade var delt mellemseks Mænd, der hver for sig gjorde Krav paa Kejserværdigheden, da Konstantin fik den. At han i det mindste til Dels antog Kristendommen for at Styrke og samle sit Rige er en rimelig Formodning. Om denne Sag melder Historien:

»Om Konstantin vedkendte sig den [Kristendommen] ud fra Overbevisning om dens Sandhed eller af politiske Hensyn, er et omstridt Spørgsmaal. Vist er det, at denne Religion, der af den romerske Magt kun modtog tavs Dadel eller haandgribelige Forfølgelser, dog havde vundet Udbredelse iblandt Folket, saa at Konstantin vandt større Hengivenhed hos Soldaterne ved at antage den. ... Det var verdslig Ærgerrighed, der drev Kejseren til at bekende sig til Kristendommen, og ikke den Aand, der raadede i Kristus; thi Kristus sagde: Mit Rige er ikke af denne Verden. Konstantin gjorde Kristendommen til Rigets Religion, og fra den Tid finder vi dens Indflydelse besmittet af jordiske Ting. ... Ingen særskilt Biskop blev betragtet som Hoved for hele Kirken, men Kejseren var det i Virkeligheden. I denne Egenskab sammenkaldte han NIKÆAMØDET, [299] efter at han i Kampen mellem Athanasius og Arius havde taget Parti mod den sidste. RAADET VAR ENIGT MED KEJSEREN.«*)

__________
*) Willards Universal History, S. 163.
__________

»Hvilke Fordele der end kunde drages af at have vundet en kejserlig Trosfælde, saa udmærkede han sig dog snarere ved Purpurets Pragt end ved Overlegenhed i Visdom og Dyd fremfor de mange Tusinde, Undersaatter, som havde antaget Kristendommens Lære. ... I det samme Aar, hvori han sammenkaldte Nikæa-Mødet, satte han en Plet paa sig ved at aflive sin ældste Søn. Kirkens Taknemmelighed fik den til at ophøje Dyderne og undskylde Lyderne hos den rundhaandede Velynder, der satte Kristendommen paa den romerske Verdens Trone.«**)

__________
**) Gibbon, Bind Il, S. 269.
__________

Her var det altsaa, under Konstantins Regering, at Kejserrigets Modstand mod Kristendommen veg Pladsen for dets Velvilje, og den kejserlige Pontifex Maximus blev Forsvarer for den saakaldte, men i Virkeligheden frafaldne Kristi Kirke. Ved at tage den ved Haanden hjalp han den til en populær og glimrende Stilling, hvorfra den var i Stand til senere, da Kejsermagten svækkedes, at sætte sin egen Hovedleder paa Verdens religiøse Trone i Egenskab af første Mand paa Religionens Omraade.

Men det er en Fejltagelse at mene, som mange gør, at Kirken paa denne Tid var en ren (jomfruelig) Menighed, pludselig hævet til en Værdighed og Magt, der blev den til en Snare. Lige det modsatte er Tilfældet. Som allerede omtalt, havde et stort Frafald fundet Sted, et Fald fra den oprindelige Renhed, Enfold og Frihed, og der var fremkommet ærgerrige Partier, som var omgærdet af visse Trosvedtægter. Ved Hjælp af Vildfarelser og Kirkeskikke, der havde Lighed med den hedenske Filosofi, roen var oppyntet med lidt Sandhed, som blev indprentet og fastslaaet ved Tilsætning af Læren om evig Helvedespine, havde de fyldt Kirken med en uhyre Mængde, hvis Antal og Indflydelse var værdifuld for Konstantin, som [300] baade vidste at agte og udnytte den. Som den verdslige Mand han var, tænkte han aldrig for Alvor paa at slutte sig til den ringe, kristussindede »lille Hjord« — den virkelig offerviede Menighed, hvis Navne er skrevet i Himmelen. Den Yndest, han ifølge Historie­skriverne stod i hos sine Soldater, var noget helt andet end at være afholdt af virkelige Korsets Stridsmænd.

Lad os til Bevis herpaa hidsætte et Stykke af Historien vedrørende Tilstanden i det religiøse Samfund under Diokletian, Konstantins Forgænger, som henimod Slutningen af sin Regering blev forbitret paa de Kristne i den Tro, at de havde forsøgt at rydde ham af Vejen, og som derfor forfulgte dem ved at paabyde Ødelæggelsen af Bibler, ved at landsforvise Biskopperne og endelig ved at fælde Dødsdommen over dem, som modsatte sig disse Beslutninger. Gibbon (Bind II, S. 53 og 57) siger om denne Tid:

»Diokletian og hans Medregenter overdrag ofte de vigtigste Embeder til de Personer, som røbede Afsky for Tilbedelsen af Guderne, men som viste sig i Besiddelse af Evner, der egnede sig til Brug i Statens Tjeneste. Biskopperne indtog en hæderfuld Stilling i deres respektive Landsdele og blevbehandlet med Udmærkelse og Agtelse ikke alene af Folket, men af Øvrigheden selv. Næsten i enhver By befandtes de gamle Kirker utilstrækkelige til at rumme det voksende Antal Tilhængere, og i deres Sted opførte man stateligere og rummeligere Bygninger til Benyttelse ved de troendes offentlige Gudsdyrkelse. Fordærvelsen i Sæder og Grundsætninger, der blev saa stærkt beklaget af Eusebius, kan anses for ikke alene en Følge af, men et Bevis paa den Frihed, som de Kristne nød og misbrugte under Diokletians Regering. Medgangen havde slappet Kirketugtens Nerver. Svig, Misundelse og Ondskab raadede i enhver Forsamling. De nylig vundne Tilhængere tragtede efter det biskoppelige Embede, som for hver Dag blev et endnu mere attraaværdigt Maal forderes Stræben. Ved deres Opførsel syntes Biskopperne, som kappedes om kirkelig Forrang, at gøre Krav paa en verdslig og overvældende Magt i Menigheden; og den levende Tro, som endnu adskilte de Kristne fra Hedningerne, kom meget mindre frem i deres Levned end i deres Stridsskrifter.

[301] Historien om Paulus fra Samosata, der sad inde med Metropolitan-Sædet [Bispe-Embedet] i Antiokia, medens den østlige Del var i Hænderne paa Odenatus og Zenobia, kan tjene til at anskueliggøre Datidens Forhold [270 e. K.]. Denne Paulus holdt Kirkens Tjeneste for en meget indbringende Næringsvej. Hans kirkelige Embedsførelse var aaben for Bestikkelser og kendetegnedes ved Gridskhed; han afpressede jævnligt de mest velstaaende blandt de troende Bidrag og lod en stor Del af de offentlige Indkomster gaa i sin egen Pung. [Der paastaas af Kritikere, siger Gibbon, at han sad inde med Embedet som kejserlig Ducenarius eller Landshøvding med en aarlig Løn af 200 Sestertier, 287,000 Kr.] Ved hans Hovmod og Vellevned blev den kristne Religion gjort forhadt i Hedningernes Øjne. Hans Raadstue og hans Trone, den Pragt, hvormed han viste sig offentlig, den krybende Hob, som søgte hans Gunst, den Masse af Breve og Bønskrifter, som han dikterede sine Svar paa, og det uafladelige Forretningsrøre, hvori han levede, var Forhold, der passede meget bedre for en verdslig Øvrigshedspersons Stilling end for en oldkirkelig Biskops Ydmyghed. Naar Paulus talte, til sin Forsamling fra Prædikestolen, lagde han sig efter en asiatisk Sofists Billedstil og Gestus, medens Domkirken genlød af de mest overdrevne Ytringer til hans guddommelige Veltalenheds Pris. Overfor dem, som trodsede hans Magt eller nægtede at smigre hans Forfængelighed, var Antiokias Kirkehøvding overmodig, streng og ubøjelig; men han slappede Kirketugten og bortødslede Kirkens Skatte paa sit afhængige Præsteskab.«

Saaledes blev under Konstantins Regering Hindringen endelig fjernet, og som vi skal se, blev Dannelsen af Pavedømmet — Navnkirken under den romerske Biskops Overhøjhed i Egenskab af Pave — snart gennemført.

En hurtig Udvikling af Antikrist.

Den hurtige Udvikling af det pavelige Præstevælde efter Konstantins Tronbestigelse er et meget mærkværdigt Træk i dets Historie. »Denne Verdens Fyrste« var tro mod sit Løfte om at give Magt og Herredømme som Løn til den, der vilde tilbede og adlyde ham. (Matt. 4, 8. 9.) Ved Milano-Ediktet gav Konstantin [302] Kirkens Besiddelser lovmæssig Sikkerhed, og de Kristne fik Jordegodser tilbage, som før var blevet taget fra dem. Et andet Lovbud, der blev udfærdiget 321. e. K., tilstod Folk Frihed til at testamentere Ejendomme til Kirken, medens Konstantin selv gav et Eksempel paa Rundhaandethed ved i Overflod at ødsle Gaver paa den kristne Gejstlighed. Dette Kejserens Eksempel blev efterfulgt af Tusinder af hans Undersaatter, hvis Ofre i levende Live og hvis Gaver i Dødens Stund strømmede ind i det kirkelige Skatkammer. White siger (Whites Universal History, S. 155):

»Kirken i Rom begyndte tidlig at tiltage sig Myndighed over de andre [over Kirkerne i andre Byer og Lande] saavel paa Grund af sine Medlemmers Antal og Velstand som paa Grund at, at den havde hjemme i Hovedstaden. Mange Omstændigheder bidrog til at forøge dens Biskops Indflydelse, skønt hans Overgreb og Magt for en Tid blev kraftig tilbagevist. Konstantins Overføring at Regeringssædet [fra Rom til Konstantinopel Aar [334] forøgede den vestlige Kirkes Magt ved at overdrage Biskoppen den højeste Øvrighedsmyndighed. Hertil tjente den af Gratian og Valentinian givne Godkendelse af den Skik at henstille Sager til Roms [Pavens] Afgørelse, og de jævnlige Pilgrimsrejser til Apostlene Peter og Paulus' samt andre Martyrers Grave«.

Efter Konstantins Død syntes Romerrigets omvekslende Skæbne at medvirke til Forfremmelsen af den frafaldne Kirke og Udviklingen af Antikrist. En Forening under eet Hoved eller een Pave, der holdtes for Kristi Stedfortræder eller Statholder, var endnu ikke kommet i Stand. De efter Konstantin følgende Kejsere ned til. Theodosius vedblev med at anse sig selv for Kirkens Overhoved, hvem der var overdraget guddommelig Myndighed. Skønt ingen af Rigets 1800 Biskopper endnu var rede til at gøre Krav paa Anerkendelse som Hoved eller Pave, havde adskillige dog deres Øjne fæstede paa denne Perle, og man viste Kejserne det uholdbare i deres Krav paa Titelen »Pontifex Maximus«: thi, paastod man, eftersom de tilbad døde [303] Helgener, skyldte de dem, der levende optraadte paa disses Vegne, nemlig Biskopperne, en lignende Hyldest. Ikke desto mindre omtalte Kejserne i deres Edikter gentagne Gange Kejserriget som et »guddommeligt Præstevælde« (Hierarki) og sig selv som guddommelige Personligheder. (Se Gibbon, Bind II, S. 108.)

Den romerske Biskops Magt og Overhøjhed kom i Stand i en Fart. Et halvt Hundrede Aar efter at Kristendommen var blevet anerkendt ved Lov, sad han inde med saare megen Rigdom og Værdighed som Biskop skop i Hovedstaden, Verdens første By. Ammian, en samtidig Historieskriver, siger i sin Beskrivelse af hans Rigdom og Bram: »Han overgik Konger i Pragt og Glimmer, kørte i de prægtigste Vogne, klædte sig i de fineste Dragter og udmærkede sig ved sin Overdaadighed og Stolthed.« Elytningen af Rigssædet til Konstantinopel, Byen Roms Tilgængelighed for Barbarernes Indfald fra Nord, den idelige Skiften af Hærførere og Statholdere i det nu hastigt sammensynkende Rige havde til Følge, at Biskoppen for Kirken i Rom var den stadigste og mest hædrede Embedsmand der; og hans gradvis stigende Indflydelse forhøjedes saavel ved Medbejleren, det kejserlige Hofs, Bortflytning fra Rom som ved den Højagtelse, der af alle Verdens Folkeslag vistes selve Navnet Rom.

Som et Træk til Belysning heraf gør vi opmærksom paa, at da Byen Rom i 455 blev indtaget og plyndret af Vandalerne, og alt rundt om var Ødelæggelse og Nød, greb Leo, Roms Biskop, Lejligheden til at indprente alle, baade Barbarer og Romere, sit Krav paa aandelig Magt. Iført sin pavelige Embedsdragt henvendte han sig med følgende Udbrud til de raa og overtroiske Barbarer, der allerede var stærkt paavirket af, hvad de saa omkring sig af Rom Storhed og Rigdom: »Tag eder i Vare! Jeg er Peters Efterfølger, hans, hvem Gud har givet Himmeriges Piges Nøgler, [304] og over hvis Menighed Helvedes Porte ikke kan faa Overhaand; jeg er den Person, der optræder paa den guddommelige Magts Vegne paa Jorden. Jeg er Cæsar, en kristen Cæsar, der hersker i Kærlighed, hvem alle Kristne skylder Huldskab og Troskab. Jeg holder i min Haand Helvedes Forbandelser og Himmelens Velsignelser. Jeg løser alle Undersaatter fra deres Forpligtelser overfor Kongerne; ifølge guddommelig Ret bortgiver jeg og tager tilbage alle Kristenhedens Troner og Fyrstendømmer. Vogt eder for at vanhellige den Fædrenearv, som er givet mig af eders usynlige Konge; ja, bøj eders Nakke ned for mig, og bed, at Guds Vrede maa blive afvendt.«

Agtelsen for Stedet og Navnet blev med Fordel udnyttet af Roms Biskop, der snart gjorde Krav paa Overhøjhed over alle andre Bisper, Statholdere og Herskere. Han gjorde ikke alene Krav paa kirkeligt Herredømme, men hævdede, at Retten til at indog afsætte hvilken som helst af det gamle Romerriges Herskere var en Ret og Arv, der tilhørte Romerkirken, hvem man paastod, Gud saaledes havde overdraget Herredømmet over Jorden. Disse Paastande fremsattes Gang paa Gang og blev ofte nægtet af Modstanderne, de andre Biskopper, saa det er umuligt at sætte et bestemt Aarstal som Tidspunkt for deres Fremkomst. For sit eget Vedkommende hævder Pavedømmet, at det blev grundlagt i Apostlenes Dage, og at Peter var den første Pave. Dette savner imidlertid ikke alene ethvert Bevis, men modsiges paa det bestemteste af Historien, som viser os, at skønt Ærgerrighedens Uretfærdighed virkede i Løndom i lang Tid, blev den dog hindret i at udvikle sig til Antikrist og i at stille aabenlyse Fordringer, indtil Romerriget begyndte at opløses.

Herefter har vi at gøre med den Antikrist, hvis gradvise Udvikling og Organisation fra en lønligt virkende Ærgerrighed er et passende Forvarsel om den frygtelige Skikkelse, der staar fuldt færdig, efter at den [305] attraaede Magt var opnaget — fra 539 til 1799, 1260 Aar. I dette Tidsrum afmærker de første tre Aarhundreder denne verdslige Magts Fremgang, de sidste tre afmærker dens Dalen under Reformationens og Civilisationens Indflydelse. De mellemliggende syv Aarhundreder omspænder Pavedømmets Glanstid og Verdens »mørke Middelalder« fuld af Forførelse og Bedrag, der udøvedes i Kristi og den sande Religions Navn.

En romersk-katolsk Forfatter stadfæster fuldt ud, hvad vi har fundet angaaende denne Sag, og trods Udsmykningerne i hans Udsagn gengiver vi dem som bekræftende Vidnesbyrd. Idet han med glødende Begejstring giver en Skildring af Pavedømmets Fremgang i verdslig Magt og beskriver det som en Plante af himmelsk Oprindelse, der som saadan er hurtig i sin Vækst og højt ophøjet i Verden, siger han:

»Den verdslige Pavemagts Opkomst udgør et af de ejendommeligste Fænomener, som Menneskehedens historiske Optegnelser frembyder til vor Forbavselse og Beundridg. Ved en mærkelig Forbindelse af samvirkende Omstændig­heder voksede der en ny Magt og et nyt Herredømme, stille, men sikkert, (frem paa Ruinerne af hint Romerrige, som havde udstrakt dets Herskerstav over og indgydt Respekt hos næsten alle de Nationer, Folk og Slægter, som levede i Tiden for dets Velmagt og Herlighed; og hin nye Magt, der var af ringe Oprindelse, slog dybere Rod og udøvede snart en mere vidtstrakt Myndighed end det Rige, hvis kæmpestore Ruiner det saa splintrede i Stumper og Stykker og hensmuldrende i Støvet. I Rom selv voksede Peters Efterfølgers Magt Side om Side med og under Beskyttelse af Kejserens; og saa stor var Pavernes stigende Indflydelse, at den øverste Kirkehøvdings Majestæt rimeligvis inden længe vilde fordunkle Purpurets Glimmer.

Konstantins Forflyttelse af Rigssædet fra Vesten til Østen, fra Tiberens historiske Bredder til Bosporus' yndige Strande, lagde den brede Grundvold TIL EN HERSKER-MAGT, SOM I VIRKELIGHEDEN BEGYNDTE FRA DEN TID AF, DA DENNE BETYDNINGSFULDE FORANDRING BLEV GJORT. Næsten fra den Dag af blev i Grunden Rom, som havde været Vidne til den mægtige Slægts Fødsel, [306]  Ungdom, Blomstring og Forfald, af hvilken dets Navn tillige med dets Ørne var blevet baaret til de fjerneste Egne af den da kendte Verden, efterhaanden opgivet af dets Navnkundigheds Arvtagere; og dets Folk, forladt at Kejserne, et let Bytte for Barbarerne, som de ikke længere havde Mod til at slaa tilbage, saa i Roms Biskop deres Vogter, deres Værge, deres Fader. Aar for Aar voksede Pavernes verdslige Myndighed og tiltog i Styrke, uden Vold, uden Blodsudgydelse, uden Svig, ved overvældende Omstændigheders Magt, saa at sige synligt frembragt af Guds Haand.«

Medens romersk-katolske Historieskrivere saaledes fremstiller Pavedømmets Opkomst paa Ruinerne af det hedenske Rom som en Sejr for Kristendommen, søger de, som er kendt med Kristendommens sande Aand, forgæves i Kirkens Skøgeforhold og dens vanhellige Forbund med Verden efter noget Spor af denne Aand. Den sande Kristne kan heiler ikke i de af Uvidenhed. Overtro og Ulykker tilvejebragte Fordele og i Datidens forskellige Forhold, som Romer­kirken benyttede sig af, se noget Tegn paa guddommelig Indblanding til Gunst for denne. Ikke heller kan de i Romerkirkens Ophøjelse til jordisk Magt og Herlighed opdage nogen Virkeliggørelse af Herrens Løfte til den sande Menighed om at ophøje den i sin Tid — efter at Antikristen er kommet og forsvundet igen; thi den sande Menighed skal ikke sidde paa en blodbestænket og af Forbrydelser besudlet Trone saaledes som Pavedømmets Trone har været fra selve dets Begyndelse. Den sande Kristus vil heller ikke nogen Sinde have nødig at paakalde jordiske Kongers Hjælp for at grundlægge eller forsvare sin Magt. De Mærker, som tjener til at skelne det eftergjorte fra det virkelige Kristi Rige opdages let af dem, som gennem Skriften er kendt med den virkelige Kristus og hans Legeme, den sande Menighed, med de Grundsætninger, hvorpaa hans Rige skal bygges, og med det Formaal, der er Grunden til dets Oprettelse.

[307] Men lad ingen tænke, at Kristi virkelige Menighed selv i hine fordærvede Tider var udryddet eller tabt af Syne. »Herren kender sine« i enhver Tidsalder og under alle Forhold. Som Hvede fik de Lov til at vokse midt ude paa en med Klinte tilsaaet Ager; som Guld var de i Ovnen, hvor de blev prøvet og gjort skikket til de helliges Arvedel i Lyset. Det er sandt nok, at Mængden som kaldte sig Kristne, optager den største og mest fremragende Plads paa Historiens Blade; men uden Tvivl var der nogle faa trofaste, som gennem alle Forfølgelserne og midt imellem alle den hemmelighedsfulde Uretfærdigheds forføreriske Kunstgreb vandrede deres høje Kald værdigt, blev lagt til Hvile og optegnet af Gud som Arvinger til den uvisnelige Ærens Krans, der er opbevaret til dem i Himmelen.

Saledes er den Kendsgerning tydeligt optegnet paa Historiens Blade, at dette Syndens Menneske, Antikrist, blev født Rom, og at det, skønt det i Begyndelsen mødte Modstand, alligevel lidt efter lidt hævede sig op til Magten; eller som Daniel udtrykker det i sin Profeti: Et »lille Horn« skød op af hint gamle romerske Dyrs Hoved, hint »store og frygtelige Dyr«, som Daniel intet Navn kunde finde til, og som havde som havde en saadan Magt til at skade og ødelægge. Efterhaanden som vi skrider frem, skal vi finde, at Antikristens Historie stemmer nøjagtig overens ikke alene med Daniels Profeti, men med alle de Profetier, der angaar Antikrist.

Antikrists Karakter Historien.

Da vi nu har paavist Antikrists Hjemsted, skrider vi dernæst til at sammenligne Pavedømmets Karakter med de optegnede Profetier, der beskriver Antikrists eller dets Syndens Menneskes Karakter og Gerning.

[308] Nogen kunde maaske spørge, om det er ret at forbigaa Roms Kejsere (som paastod, at de var de øverste religiøse Herskere) uden at kalde deres System Antikrist og at anvende denne Titel helt og holdent paa det organiserede Pavesystem. Vi svarer: Dette er sikkert ret; og vi henviser igen Læseren til den alle rede givne Definition af Begrebet Antikrist, nemlig den, der er i Stedet for, d. v. s. en. Efterligning af den sande Kristus. For at være dette maa det paastaa, at det er et aandeligt Rige; det maa gøre Krav paa at styre Jordens Riger i Kraft af aandelig Myndighed. Det maa saaledes ikke alene være en Modstander af, men en Efterligning, der forestiller og giver sig ud for at være Kristi Rige og udøver den Myndighed, der i Guds rette Tid skal tilhøre den sande Kristus. Menigheden herliggjort og fuldkommet under den eneste sande Høvding og Herre, den virkelige Pontifex Maximus.

Ikke alene paastaar Pavedømmet, at det er det af Herren, Apostlene og Profeterne lovede Kristi herliggjorte Rige, men det anvender paa sig selv og dets Overhoveder efter disses Rækkefølge (Paverne, som paastaas at indtage Kristi Plads som Øverste, Høvding eller Konge for dette Rige) alle de Skriftsteder, som beskriver Kristusætttens Herlighed i Tusindaarsriget. Idet Paverne har forført andre og selv er blevet forført ved de falske Anskuelser, der langsomt skabtes ud fra syndig Stræben efter Magt og Storhed, har de lidt efter lidt fastslaaet Titler for alle Medlemmer af Præsteskabet, paabudt Anskaffelsen af de pragtfulde Klæder, tilrettelagt de pompøse Ceremonier, opført de prunkende Domkirker, indrettet de ærefrygtindgydende Gudstjenester, altsammen i en Stil, der skal svare saa nøje som muligt til deres Paastande — idet de pragtfulde Omgivelser, Klæder og Skikke afpasses saa godt som muligt efter den af Profeterne afmalede Herlighed og Pragt.

[309] Saaledes lyder f. Eks. Ps. 2, 12: »Kys Sønnen [I Jordens Konger], for at han ikke skal vredes og I gaa til Grunde paa Vejen! Thi snart kunde hans Vrede optændes.« Dette er ikke en Befaling til at kysse paa bogstavelig Vis, men til at vise Herren villig, frejdig Underdanighed. Det gælder den nærværende Tid, da Jordens Konger eller Stormænd i Statsstyrelsen, i Samfundslivet, i Forretningsverdenen og i Kirken som Forberedelse til den sande Kristi store Tusindaars­regering prøves ved deres Villighed eller Uvillighed til at bøje sig for de retfærdige Forordninger, der nu skal til at træde i Kraft. De, som modstaar Retfærdigheden, modsætter sig denne Herlighedens Konges Herskerspir, og alle saadanne skal gaa til Grunde i den store Trængsel, der vil indlede den nye Konges tusind — aarige Regering; alle, som ikke vil have ham til at herske, skal ihjelslaas. (Luk. 19, 27.) »Hans Fjender skal slikke Støv« — blive overvundet.

Idet Antikrists Overhoved, Paven, anvendte denne Profeti paa sit eftergjorte Rige, fik han i sine Velmagtsdage Konger og Kejsere til at bøje sig for ham som for Kristus og kysse hans Storetaa, og han erklærede dette for at være Opfyldelsen af denne Profeti.

Det er meget almindeligt, at de, der sysler med Profetierne gaar let hen over Paastande som disse, medens de søger efter og særlig lægger Mærke til grove Forsyndelser mod Moralens Bud; men deri tager de i høj Grad fejl; thi Forsyndelser har der været fuldt op af i enhver Tidsalder. For deres Skyld behøvedes  der ikke saadanne særlige profetiske Beskrivelser som de, der er givet om Antikrist. Kunde det bevises, at de, der har været forbundet med Pavesystemet, var sande Mønstre paa Sædelighed. vilde Pavedømmet dog ikke mindre svare til den i Skriften som den store Antikrist aftegnede Skikkelse — den Efterligning, som har tilranet. sig de Titler og Forrettigheder, den Magt og Ære, der tilhører Herrens Salvede. [310] Det har ogsaa efterlignet og forvansket Guds Plan med Hensyn til Udvælgelsen af en »lille Hjord« eller Menighed i den nærværende Tid, og det har helt tilsidesat Menighedens virkelige Haab og Herrens Bestemmelse om, at Verden skal velsignes under Kristi tusindaarige Regering — hvad det foregiver er sket i dets egen Regeringstid.

De daarlige Virkninger af en saadan Fordrejelse og urigtig Fremstilling af Guds Plan kan næppe fattes. Derfra er alle de fordærvede Lærdomme, som den ene efter den anden er blevet indført til Støtte for Antikristens Paastande og til Forhøjelse af hans Værdighed, udsprunget. Og skønt Reformationen for tre Aarhundreder siden indledte en Bibelgranskningens og Tænkefrihedens Tidsalder, der førte til Forkastelsen af mange Onder og Vildfarelser, var Forfalskningen dog foregaaet efter saa omfattende en Maalestok, var saa helstøbt i alle Dele og Indretninger og havde ført Verden saa grundigt bag Lyset, at selv efter at Luther og mange andre havde opfattet Pavedømmet som Frugten af det store Frafald — Profetiens Antikrist — holdt de, medens de forkastede det som et System, alligevel fast ved den falske Synsmaade, der førte til dets særegne Vildfarelser i Lære og Liv. Indtil denne Dag hævder det store Flertal af Protestanterne i alle Samfund Antikrists Lære, at Kristi Rige er blevet oprettet. Nogle har stræbt at gøre, hvad Pavedømmet gjorde — at indordne deres Kirke under en enkelt Person som dens Hoved — medens andre har ladet et Kirkeraad eller Præsteting træde i Stedet for; men alle lever i den Indbildning, der skyldes de af Antikrist iværksatte falske og vildledende Fortolkninger af Skriftens Lærdomme — at nu og ikke i en kommende Tid finder Kristi Tegering Sted. Da de lige saa lidt som Antikrist har meget Haab for den kommende Tidsalder, forsømmer de ligesom hint System at drage Omsorg for den fulde Udvikling af Hellighed [311] iblandt de troende, hvorimod de ivrigt søger at udføre den næste Tidsalders Gerning (at omvende Verden), og det i den Grad, at de ofte er villige til at forvrænge Guds Plan og Ord og opfinde falske Teorier for dermed at skræmme og drive Verden til Bekendelse af Gudsfrygt. Ligeledes tyr de til tvivlsomme ag verdslige Fremgangsmaader for at gøre Tiltrækningen større og for at gøre deres forskellige Systemer end mere tillokkende for de uomvendte, som de i Lighed med Antikrist gerne vil tælle med for at faa noget stort at fremvise.

Saadanne finder det vanskeligt at indse, at Pavedømmet er Antikrist. Hvorledes kan de det, saa længe Troen endnu er forgiftet og Fornuften forblindet af selve Aanden i Antikrists Vildfarelse! Man maa først kunne forstaa, hvor storslaaet og herligt Kristi Tusindaarsrige vil blive, og hvilken Velsignelse det vil medføre for alle Jordens Slægter, samt hvor nødvendig dets Oprettelse er, før man kan fatte det frygtelige i Antikrists Efterligning og indse, hvilken Skade den har gjort Sandheden og hvilken besmittende og ødelæggende Indflydelse den har haft paa Navnkirken.

Ingen behøver at blive overrasket over denne Efterlignings Fuldkommenhed, naar vi tænker paa, at det er Satans Værk, der er blevet dannet efter den i Skriften skildrede fremtidige Herligheds Forbillede og Mønster. Da den store Modstander saa, at Tiden for Udsøgelsen af Menigheden var kommet, og at den af Herren og Apostlene plantede Sandhed hurtig trængte sig frem mod alle de hedenske Religioner, opsøgende de sagtmodige, hvor som helst den kom hen søgte han at besmitte Menigheden og at lede det, som han ikke kunde standse, ind i andre og falske Retninger. Saaledes har Antikrists Sejr saavel som hans nuværende Magt egentlig været Satans Fremgang. Men her ser vi Guds Visdom: thi skønt Antikrists Opblomstren syntes at varsle Nederlag for Guds Plan, [313] medvirkede den tværtimod, uden at det dog blev forstaaet, til denne Plans Udførelse: thi paa ingen anden Maade kunde de virkelig offerviede være blevet saa grundig prøvet og deres Troskab mod Guds Ord saa grundig bevist som ved Tilladelsen af denne store Efterligning.

GUDS MENIGHED.
DET KONGELIGE PRÆSTESCAB.

Hosstaaende Tabel vil tjene til at paavise, hvor fuldstændig den fremtidige Grundlæggelse af Kristi Rige har været eftergjort i Pavedømmet, og_. hvorledes det blev indrettet efter det jødiske forbilledlige Præsteskabs Mønster.

Mosheim forklarer Fremkomsten af det præstelige Magtsystem i Kirken og paaviser denne Efterligning meget tydeligt med disse Ord (Bind I, S. 337):

»Saa længe der var den mindste Sandsynlighed for, at Jerusalem til en eller anden Tid kunde rejse sit Hoved op fra Støvet, tillagde de kristne Lærere og Ældste sig ingen Titler eller Udmærkelser, i hvert Fald kun meget beskedne og maadeholdne. Men da denne Stats Skæbne var blevet beseglet af Hadrian [135 e. K.] og der ikke længere kunde næres det fjerneste Haab om, at Jøderne vilde faa deres fordums Herredømme genoprettet, undfangede disse samme Hyrder og Præster ØNSKET OM AT FAA DERES HJORDER TIL AT TRO. AT DE VAR TRAADT IND I DET JØDISKE PRÆSTESKABS RETTIGHEDER. Biskopperne gjorde det derfor til deres Opgave at indskærpe den Mening, at de var iklædt lignende Egenskaber som Jødernes store Ypperstepræst og FØLGELIG VAR I BESIDDELSE AF ALLE DE RETTIGHEDER, DER VAR BLEVET ANERKENDT SOM TILHØRENDE DEN JØDISKE YPPERSTE-PRÆST. Den almindelige jødiske Præsts Embedsgerninger var, hævdede man, paa samme Maade under en mere fuldkommen Form tilfaldet den kristne Kirkes Ældste. Og endelig blev Diakonerne stillet paa lige Fod med Levitterne eller de ringere Tjenere.«

ANTIKRISTS HOVED OG MUND.
Hans store, pralende Ord.

Paven (enhver Pave i Rækkefølge) er Hovedet for den falske Kirke, om er hans Legeme, ligesom Kristus Jesus er Hovedet for den sande Kirke eller Menighed, [314] der er hans Legeme. Eftersom Hovedet repræsenterer hele Legemet, og dets Mund taler for Legemet, finder vi, hvad vi kunde vente, at dette Træk hos Antikrist bliver fremhævet i Skriften. I Dan. 7, 8. 11. 25 og Aab. 13, 5. 6 bliver vi særlig gjort opmærksomme paa Antikrists Hoved som et fremtrædende Karaktertræk. Daniel siger, at det ene Horn havde »Øjne lig Menneskeøjne« — et Symbol paa Intelligens og fjerntskuende Kløgt. Dette »Horn« vilde blive anderledes end alle de andre Magter; det vilde blive visere, listigere end de andre Riger som forsøgte at beherske Verden: dets Magt skulde hidrøre fra dets Mund (Udtalelser) og fra dets Øjne (Kundskab) snarere end fra legemlig Styrke. Ingen, som kender Pavedømmets Historie, kan nægte, at de Billeder, der bruges for at illustrere dets Magt og Fremgangsmaader, er slaaende og træffende.

»Og der blev givet det en Mund til at tale store Ord og Bespottelser. . . Og det aabnede sin Mund til Bespottelse imod Gud til at bespotte hans Navn og hans Telt dem, som bori Himmelen.« »Og [store] Ord imod den Højeste skal han tale.« — Aab. 13, 5. 6; Dan. 7, 8. 25.

Man maa ikke glemme, at dette er billedlige Udtryk, der skildrer det sindbilledlige »Dyrs (en Regerings) Paastande. Hornet Skyder sig op fra det gamle romerske Dyr eller Rige. I nogle Henseender var Pavedømmet en ny Regering (»Dyr«), forskellig fra det gamle Romerrige; i andre Henseender var det et Horn eller en Magt iblandt andre, der kom frem af hint Rige. Det havde for en Tid Overtaget over de andre Horn eller Magter. Det bliver billedligt fremstillet fra begge disse Standpunkter, for at man des bedre kan vide, hvor det hører hjemme.

Antikrists store og pralende Ord eller Bespottelser strækker sig over hele hans lange Løbebane. Udtrykket »Gudsbespottelse« tillægger man i vore Dage sædvanligvis [315] kun en grov Mening, som om det blot kunde gælde de laveste Eder og Forbandelser. Men i sin sande Betydning gælder Ordet »Gudsbespottelse«, en hvilken som helst Vanære, der angaar Gud. Bouvier definerer det saaledes: » Gudsbespottelse er det at tillægge Gud noget, som er i Modstrid med hans Natur og ikke tilhører ham, og at fornægte det, som tilhører ham.« Som Bevis for, at dette er den Mening, hvori Ordet »Gudsbespottelse« bruges i Skriften, henviser vi til den Maade, hvorpaa Herren og Farisæerne brugte det: » For nogen god Gerning stener vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud.« Jesus svarede dem: »Siger da I til den, hvem Faderen har helliget og sendt til Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn?« — Joh. 10, 33. 36. Se ogsaa Mark 14, 61-64.

Med denne rigtige Definition af Begrebet »Gudsbespottelse« for os, hvor klart maa det da ikke være selv for den enfoldigste, at Pavedømmets store og pralende Ord og overmodige Paastande alle til Hobe har været Gudsbespottelser. Oprettelsen af et eftergjort Rige er ærekrænkende for Guds Regering, en grov Bespottelse, en forvrænget Fremstilling af hans Karakter, hans Plan og hans Ord. Guds Karakter, det vil sige, hans »Navn«, blev bespottet i de Tusinder af afskyelige Edikter, Buller og Dekreter, som udstedtes i hans Navn, og af den lange Række Paver, der paastod, at de optraadte som Statholdere paa hans Søns Vegne. Guds Tabernakel, den sande Kirke, blev bespottet ved det falske System, som vilde indtage dets Plads — som paastod, at dets trofaste Tilhængere var Guds sande og eneste Tabernakel eller Menighed. Men vi maa lade Historien fortælle os om disse storpralende Ord, disse gudsbespottelig Overgreb, som den ene Pave efter den anden i sin Egenskab af Antikrists Hoved er fremkommet med og har godkendt.

[316] I et Værk, »Paven, Kristi Stedfortræder, Kirkens Hoved«, af den lovpriste romersk-katolske Forfatter Capel, findes der en Liste over ikke mindre end 62 gudsbespottelige Titler, der tillægges Paven; og man maa lægge Mærke til, at disse ikke blot er døde Titler fra Fortiden: thi de er blevet opstillet i Orden af en af Pavedømmets største nulevende Forfattere. Fra Listen gengiver vi følgende:

»Den mest guddommelige af alle Overhoveder.«
» Fædrenes hellige Fader.«
»Ypperstepræst over alle Præster.«
»Den kristne Religions Overopsynsmand.«
»Overhyrden —  Hyrdernes Hyrde.«
»Kristus i Kraft af Salvelse.«
»Abraham ifølge Patriarkat [Faderværdighed].«
»Melkisedek ifølge sin Orden.«
»Moses i Myndighed.«
»Samuel i Dommerembedet.«
»Ypperstepræst, øverste Biskop.«
»Bispernes Fyrste.«
»Apostlenes Arving, Peter i Magt.«
»Bærer af Himmeriges Riges Nøgler.«
»Overpræst med Fuldmagt.«
»Kristi Stedfortræder.«
» Præstelig Selvhersker.«
»Hovedet for alle de hellige Kirker.«
»Forstander for Kirken i hele Verden.«
»Biskoppernes Biskop, enevældig Overpræst.«
»Hersker over Herrens Hus.«
»Apostolisk Herre og Fædrenes Fader.«
»Overhyrde og Lærer.«
»Sjælenes Læge.«
»Klippen, mod hvilken Helvedes stolte Porte intet formaar.«
»Ufejlbar Pave.«
»Hovedet for alle Guds hellige Præster.«

Foruden denne lange Titelliste, hvorfra de ovenstaa ende [317] Udtryk er taget, bringer Forfatteren følgende Uddrag af et Brev, som St. Bernhard, Klosterfor stander i Clairvaux, skrev til Pave Eugenius III. 1150 e. K.:

»Hvo er du? Ypperstepræsten, den øverste Biskop. Du er Biskoppernes Fyrste, du er Apostlenes Arvtager. Du er Abel i Forrang, Noa i Regering, Abraham i Patriarkvær­dighed, Melkisedek i Orden, Aron i Æresembede, Moses i Myndighed, Samuel i Dommerembede, Peter i Magt, KRISTUS I KRAFT AF SALVELSE. Du er den, hvem Himmelens Nøgler er givet, hvem Faarene er betroet. Der er vistnok andre Himmelens Dørvogtere og andre Hyrder for Hjordene; men du er saa meget desto herligere, som du paa en forskellig Maade før andre har arvet begge disse Navne.... Andres Magt er inskrænket ved afstukne Grænser; din strækker sig endogsaa over dem, som har faaet Myndighed over andre. Kan du ikke, naar en retfærdig Grund er til Stede, lukke Himmelen til for en Biskop, afsætte ham fra det biskoppelige Embede og overgive ham til Satan? Saaledes er din Forret uomskiftelig med Hensyn til saavel de dig overdragne Nøgler som de til din Omsorg betroede Faar.«

Alle disse gudsbespottelige, smigrende Titler er blevet anvendt paa og modtaget af de romerske Paver med Selvfølelse og Tilfredshed som rettelig tilhørende dem.

Fra Pave Bonifacius VIII har vi følgende Udtalelse, som endnu findes i den almindelige Kirkelov: »Vi vidner, siger, bestemmer, udtaler, at det er nødvendigt til Frelse for enhver menneskelig Skabning at være den romerske Pave underdanig.« Pave Gregor VII., som i Aaret 1063 paabød, at Paven skulde kaldes »Fædrenes Fader«, uddrager følgende af 1 Mos. 1, 16 til Støtte for de pavelige Paastande: »Gud skabte to store Lys paa Himmelhvælvingen; det store Lys til at herske om Dagen og det mindre til at herske om Natten; begge store, men det ene størst. Paa Himmel­hvælvingen; det vil sige i den verdensomfattende Kirke, ’skabte Gud to store Lys’, det vi sige, han indstiftede to Æresstillinger, hvilke er den pavelige Myndighed [318] og den kongelige Magt; men det, der hersker over Dagen, det vil sige de aandelige Ting, er det største; det, som hersker over de kødelige Ting, er det mindste; thi ligesom Solen er forskellig fra Maanen, saaledes udmærker Paverne sig fremfor Kongerne.« Andre Paver har vedkendt sig denne Udtydning, som har gjort meget til at indprente Forestillingen om Pavens Overhøjhed.

St. Antonius Ærkebiskop i Florents, anfører Ps. 8, 5-9: »Du gjorde ham lidet ringere end Englene [Gud] « o. s. v., og anvender disse Udtryk paa Kristus, hvorefter han overfører dem paa Paven med følgende Ord:

»Fordi han unddrog os sin legemlige Nærværelse, efterlod han sin Stedfortræder paa jorden, nemlig den øverste Kirkehøvding, som kaldes Pave, hvilket betyder Fædrenes Fader. Derfor kan disse Ord passende anvendes om Paven. For Paven er, som Hostiensis siger, større end et Menneske, men mindre end en Engel, fordi han er dødelig; dog er han større i Myndighed og Magt. Thi en Engel kan ikke indvi Kristi Legeme og Blod, ej heller løse eller binde hvilken Magt i sin højeste Grad tilhører Paven; en Engel kan heller ikke foretage Ordination eller tilstaa Aflad. Han er kronet med Herlighed og Ære, Lovprisningens Herlighed; thi han kaldes ikke alene salig, men allersaligst. Hvem betænker sig paa at kalde ham salig, som er opløftet til selve Toppen af saa stor en Værdighed? Han er kronet med Højagtelsens Ære, saa at de troende kysser hans Fødder. En større Ærefrygt kan der ikke findes. KAST EDER NED FOR HANS FØDDERS SKAMMEL (Ps. 99, 5). Han er kronet med Myndighedens Højhed; thi han kan dømme alle, men kan ikke dømmes af nogen, medmindre han findes at afvige fra Troen [Antikrists Tro naturligvis]. Derfor er han kronet med en tredobbelt Guldkrone og er 'sat over alle hans Hænders Gerninger' for at raade over alle underordnede. Han aabner Himmelen, sender de skyldige til Helvede, befæster Riger, ordner hele Præsteskabet.«

Lateran-Konciliet gav ved sit første Mode Paven Benævnelsen »Verdensaltets Fyrste«: ved sit andet Møde kaldte det ham »Præsten og Kongen, hvem alle Mennesker skal vise Hyldest, og som er Gud saare lig«; og [319] ved sit femte Møde henførte det Profetierne om Kristi herlige Regering til Leo X. med. disse Ord: »Græd ikke, Zions Datter; thi se, Løven af Juda Stamme, Davids Rod! Se, Gud har oprejst dig en Frelser.«

Efter Ferraris'  »Kirkelige Ordbog«, der har Autoritet iblandt de romersk-katolske, fremsætter vi følgende sammentrængte Omrids af Pavemagten, som det gengives under Ordet »Papa«, 2den Artikel:

»Paven ejer en saadan Værdighed og Højhed, at han ikke blot er et Menneske, men saa at sige Gud og Guds Stedfortræder. ... Derfor er Paven kronet med en tredobbelt Krone som Konge over Himmel, over Jord og over Helvede. Ja, Pavens Udmærkelse og Magt har ikke alene at gøre med Ting i Himmelen, paa Jorden og i Helvede; men han staar ogsaa over Englene og er deres Overmand, saa at om det var muligt, at Englene kunde fare vild fra Troen eller nære trosstridige Meninger, kunde de dømmes og lyses i Band af Paven. ... Han er saa stor i Værdighed og Magt, at HAN SIDDER PAA SAMME DOMMERSÆDE SOM KRISTUS, saa at hvad som helst Paven gør, synes at udgaa af Guds Mund. ... Paven er saa at sige Gud paa Jorden, Kristi trofastes eneste Fyrste, den største Konge af alle Konger, idet han besidder Fuldmagten, han, HVEM DET JORDISKE OG HIMMELSKE RIGES REGERING ER BETROET.« Han tilføjer videre: »Paven er saa stor i Myndighed og Magt, at han kan ændre, fremsætte eller udlægge den guddommelige Lov.« »Paven kan undertiden modvirke den guddommelige Lov ved at indskrænke, forklare o. s. v.«

Saaledes lagde Antikrist ikke alene Vind paa at indsætte Kirken i Magten før Herrens Tid, men han var fræk nok til at tage sig for at »modvirke« og »ændre« de guddommelige Love efter sine egne Planer. Hvor tydeligt opfyldte han saaledes ikke den Profeti som over 1000 Aar i Forvejen havde vidnet: »Han skal tænke paa at forandre Tider og Lov.« — Dan. 7, 25.

I en Kundgørelse ytrer Sixtus V.:

»Den St. Peter og hans Efterfølgere af den evige Konges uindskrænkede Magt givne Myndighed overgaar aldeles de jordiske Kongers og Fyrsters Magt. Den fælder uimodstaaelige [320] Domme over dem alle; og om den finder, at nogen modstar Guds Forordning, tager den streng Hævn over disse, idet den kaster dem ned fra deres Troner, hvor mæg­tige de end monne være, og styrter dem ned til Jordens laveste Egne som den højtstræbende Lucifers Tjenere.«

En Bulle af Pius V., betitlet »Fordømmelse og Bandlysning over Elisabeth, Englands Dronning, og hendes Tilhængere; med Tillæg af Straffe« lyder aaledes:

»Han, som regerer i det høje, som har faaet al Magt i Himmelen og paa Jorden, overdrog den hellige katolske og apostoliske Kirke (udenfor hvilken der ikke er Frelse) til en eneste paa Jorden, nemlig til Peter, Apostlenes Fyrste, og til Peters Efterfølger, Roms Biskop, for at den skulde styres med Fuldmagt. Ham alene gjorde han til Fyrste over alle Folk og alle Riger til at oprykke, ødelægge, adsprede, fortære, plante og bygge.«

St. Bernhard hævder, at »ingen undtagen Gud er lig Paven, hverken i Himmelen eller paa Jorden«.

»Kejser Konstantin«, siger Pave Nikolaus I., »overførte Benævnelsen 'Gud' paa Paven, som, fordi han er Gud, ikke kan dømmes afMennesker.«

Pave Innocens III. sagde: »Paven indtager den sande Guds Plads«; og Kirkeloven betegner i Ordforklaringen Paven med Udtrykket »vor Herre Gud«.

Innocens og Jakobatius udtaler, at »Paven kan gøre næsten alt, hvad Gud kan gøre«, hvorimod Decius forkaster Ordet »næsten« som unødvendigt. Jakobatius og Durand hævder, at »ingen tør sige til ham mere end til Gud: Herre, hvad gør du?« Antonius skrev:

»Ham [Paven] tilkommer det at beskikke de Ting, som hører til Folkets Vel, og at fjerne de Ting, som hindrer dette Formaal, saasom Laster, Misbrug, som gør Menneskene fremmede for Gud, ... og dette ifølge Jer. 1, 10 [her tillægges der atter Antikrist en Profeti, som tilhører Kristi Regering i Millenniet]: 'Se, jeg sætter dig paa denne Dag over Folkene og over Rigerne til at oprykke og til at nedrive og til at ødelægge og til at nedbryde', d. v. s. hvad Laster angaar, 'til at bygge og til at plante', d. v. s. hvad Dyder angaar. ... Med Hensyn til Pavens Magt over dem, som er i Helvede, hvilke betegnes ved Fiskene i Havet (Ps. 8) — fordi ligesom Fiskene uafladelig omdrives af Havets [321] Bølger, saaledes er de, der opholder sig i Skærsilden, uafbrudt under Paavirkning af Straffens Trængsler — har Gud ogsaa underlagt Paven Havets Fiske, d. v. s. de Sjæle, som er i Skærsilden, for at han skal udfri dem ved Aflad.

Hedningerne staar under Paven, der i Kristi Sted fører Forsædet i Verden. Men Kristus har fuld Magt over enhver Skabning. Paven er Kristi Stedfortræder, Fuldmægtig, og ingen kan lovlig undslaa sig for at vise ham Lydighed, ligesom ingen paa lovlig Vis kan unddrage sig Lydighed mod Gud. ... Paven kan straffe Hedninger og Barbarfolk. ... Og endskønt Hedningerne ikke kan rammes af Bandlysningens aandelige Straf, kan de dog af Kirken idømmes Pengebøder og af Fyrster ogsaa faa Legemsstraffe. ... Kirken kan ad Omveje naa Jøderne med aandelig Straf ved at sætte de kristne Fyrster, hvis Undersaatter Jøderne er, i Band, OM DE FORSØMMER AT IDØMME DEM TIME­LIG STRAF, naar de gør noget ondt mod Kristne. ... Dersom nogles Omvendelse ØNSKES, kan de tvinges ved Rædsler og Slag, rigtignok ikke til at modtage Troen, men for at de ikke skal stille Troen Hindringer i Vejen ved en haardnakket Vilje. For at omvende de vantro bør man efterligne Guds Dom.«

Her er et Træk, der belyser, hvorledes Vildfarelse i Læren fremkalder Uretfærdighed. Mennesker kan hurtig ledes (til enhver Form af Grusomhed og Undertrykkelse, naar de først kan ovebevises om, at de ved at følge slige fordærvede Tilbøjeligheder bliver mere lig Gud — Efterlignere af Gud. Det er et Under, at Menneskene er saa venlige og milde, som vi finder dem, med alle de frygtelige falske Forestillinger og Lærdomme om Guds Plan med Menneskeslægten, hvormed Satan har forblindet og vildledet dem ved den pavelige Vildfarelseskilde, idet han har ført dem i en Retning, der var saa nærliggende og tiltrækkende for deres faldne Natur. Den samme Forfatter fortsætter:

»Pavens Magt udøves over Kættere og frafaldne, der ogsaa betegnes ved Okser, fordi de modstaar Sandheden med Stolthedens Horn. Gud har lagt disse under Pavens Fødder, for at de skal straffes paa en FIRFOLDIG MAADE, nemlig ved Bandlysning, Afsættelse, Berøvelse af timeligt Gods og Forfølgelse ved Vaabenmagt. Men de skal blot da [322] holdes for Kættere, naar de nægter at rense deres forpestede Lærdomme og er rede til haardnakket at forsvare dem ... Paven kan vælge eller udkaare Kejseren. Kejseren er Pavens Tjener, idet han tjener GUD, HVIS PLADS PAVEN UDFYLDER; thi Gud har udnævnt Kejseren til at være Pavens Tjener. ... Jeg tager det for at være Sandhed, at Paven, Kristi Stedfortræder, har altomfattende Rets­myndighed over aandelige og timelige Ting i hele Verden I DEN LEVENDE GUDS STED.

H. G. Guinness, en kendt engelsk Forfatter, har fra Fox' »Acts and Monuments« foretaget et Udvalg af Pavernes Udtalelser, som fortjener at bemærkes. Vi kan af Hjertet slutte os til denne Forfatters Anmærkning om det System, hvis Mund udgyder sligt, idet han siger: »Dersom den, der ophøjer sig selv, skal fornedres, hvad kan da være det fulde Maal af Fornedrelse, der svarer til en saadan Selvophøjelse«? De nævnteUdtalelser lyder som følger:

»Da derfor en saadan Magt er skænket Peter, og mig i Peter som hans Efterfølger, hvem i hele Verden er da den, som ikke bør rette sig efter mine Bud, jeg der har en saadan Magt i Himmelen, i Helvede, paa Jorden, over de levende, ja, ogsaa over de døde.... Ved denne Nøgles Rets­myndighed er Fylden af min Magt saa stor, at ihvorvel alle andre Undersaatter — ja, selv Kejsere — bør stille sine Foretagender under mig, staar jeg alene ikke under nogen Skabning, nej, ikke engang under mig selv, saa min pavelige Majestæt bestandig bliver uformindsket, alle Menneskers Overmand, hvem alle bør lyde og følge, hvem ingen maa dømme eller beskylde for nogen Brøde, ingen afsætte uden jeg selv. Ingen kan sætte mig i Band ikke engang, om jeg har Samfund med de udstødte: thi ingen Kirkeregel binder mig, mig, hvem ingen har Lov til at lyve for: thi den, som lyver for mig er en Kætter og en bandlyst. Det fremgaar da saaledes, at Præsteskabets Storhed begyndte i Melkisedek, blev højtideligt indviet i Aron, fuldkommengjort i Kristus, repræsenteret i Peter, OPHØJET I DEN VERDENS­OMFATTENDE RETSSTYRELSE OG AABENBARET I PAVEN. Ved denne MIN PRÆSTESTILLINGS FORRANG kan det, da jeg har alle Ting under mig, synes fuldt virkeliggjort i mig, hvad der blev sagt om Kristus: Du har lagt alle Ting under hans Fødder.

Ligeledes har man at antage at denne Kirkens Biskop altid er god og hellig. Ja, selv om han falder i Mord eller Hor, [323] kan han vel synde, men dog kan han ikke anklages, men snarere undskyldes ved Samsons Myrderiet og Hebræernes Tyverier o. s. v. Hele Jorden er mit Sogn, og jeg er alle Menneskers gejstlige Overhoved, idet jeg har alle Kongernes Konges Myndighed over mine Undersaatter. Jeg er alt i alle og over alle, saa at Gud selv og jeg, Guds Stedfortræder, begge har een Domstol. Jeg er i Stand til at gøre næsten alt, hvad Gud kan gøre. I alt, hvad jeg har Lyst til, staar min Vilje som Grund; thi jeg er ved Loven i Stand til at handle ved Siden af Loven og af Uret gøre Ret ved at forbedre Lovene og ændre dem. Naar altsaa de Ting, som jeg gør, siges at være gjort, ikke af et Menneske, men af Gud, HVAD KAN I DA ANDET END GØRE MIG TIL GUD?

Hvis Kirkens Prælater desuden kaldes og regnes af Konstantin for Guder, saa synes da jeg, som storar over alle Kirkeherrer, af den Grund at staa OVER ALLE GUDER. Det er derfor intet Under, om det staar i min Magt at forandre Tid og Tider, at omskifte og afskaffe Love, at fritage for alt, ja, AT LØSE FRA KRISTI FORSKRIFTER; thi ihvorvel Kristus byder Peter at stikke sit Sværd i Balgen og formaner sine Disciple til ikke at bruge ydre Magt for at hævne sig selv, mon dog ikke jeg, Pave Nikolaus, skriver til Frankrigs Biskopper ogopfordrer dem til at drage deres materielle Sværd? ... Og ihvorvel Kristus selv var til Stede ved et Bryllup i Kana i Galilæa, mon dog ikke jeg, Pave Martin, i min Udmærkelse forbyder den gejstlige Stand at være til Stede ved Bryllupsfester og at gifte sig? Endvidere, hvor Kristus byder os at udlaane uden Haab om Vinding, mon ikke jeg, Pave Martin, giver Fritagelse derfor? Hvad skal jeg sige om Mord, naar jeg vedtager, at det ikke er Mord eller Manddrab at ihjelslaa dem, som er sat i Kirkens Band? Ligeledes kan jeg, mod Naturens Lov, mod Apostlene og deres Regler, fritage for Skyld i visse Tilfælde og gør det ogsaa; thi hvor de i deres Skrifter befaler, at en Præst skal afsættes for Hors Skyld, der gør jeg i Kraft af Sylvesters Myndighed en Forandring i hin strenge Lovordning, idet jeg ogsaa anser Menneskenes Sind og Legemer for svagere nu end ide var dengang. ... Om I har Lyst til i Korthed at høre hele Tallet paa alle saadanne Tilfælde, som virkelig henhører til min pavelige Myndigheds Fritagelsesret, og som løber op til 51 Punkter, hvilke ingen kan blande sig i uden jeg selv alene, saa vil jeg anføre dem. [Her følger Listen.]

Efter at jeg nu tilstrækkeligt har udtalt mig om min Magt paa Jorden, i Himmelen, over Skærsilden, hvor stor denne [324] Magt er, og hvad dens Fylde er, idet leg binder, løser, byder, tillader, udvælger, stadfæster, fritager, bygger op, river ned o. s. v., vil jeg nu sige lidt om mine Rigdomme, for at enhver kan se min Velstand og Overflod paa alle Ting — Afgifter, Tiender, Ydelser, mine Silketøjer, mine Purpurhuer, Kroner, mit Guld, Sølv, mine Perler og Ædelstene, Jorder og Herregaarde. Thi mig tilhører først Kejserstaden Rom, Lateran-Paladset. Kongeriget Sicilien er min Ejendom, Apulien og Kapua er mine. Ogsaa Kongerigerne England og Irland, er de ikke mine, eller burde de