STUDIER I SKRIFTEN

BIND III.

Komme dit Rige

[303]

Forord til tiende Kapitel.

En venlig Bedømmelse af dette Kapitel, medens det endnu
var i Manuskriptform, fra den ærede
Prof. C. Piazzi Smyth,
fhv. kongelig Astronom for Skotland.

DA Broder William M. Wright fik vide, at dette Kapitel om den store Pyramide var skrevet, bad han om at faa læse det, inden det gik i Trykken, da han i Forvejen havde et betydeligt Kendskab til Pyramiden. Vi indvilgede med Glæde heri og forsikrede ham om, at vi gerne vilde kritiseres saa meget som mulig. Da Broder Wright havde læst Manuskriptet, kom han til dem Slutning, at eftersom vi ønskede det kritiseret, saa vilde det være desto bedre jo højere Kritikerens Standpunkt var. Som Følge deraf lod han lave en maskinskreven Kopi af Manuskriptet og sendte den med vor Tilladelse til Prof. C. Piazzi Smyth, som er anset for at have større Kendskab til den store Pyramides Konstruktion og Maalforhold end noget andet Menneske i Verden, bad ham undersøge Manuskriptet omhyggelig og notere, enhver Kritik, han kunde tilbyde i Sandhedens Interesse. Professorens Svar paa Brevet tilligemed den Kopi af Manuskriptet, der var sendt ham, og hvorpaa han havde gjort sine Bemærkninger, blev, efter at være modtaget, sendt til Forfatteren. Vi takker Broder Wright og Prof. Smyth for deres Venlighed, og vi har fulgt de angivne Rettelser, som dog, kun tre i alt; ikke var af særlig Vigtighed. Kun en af Bemærkningerne gjaldt Maalforholdene, og den viste en Forskel af kun én Tomme, som vi med Glæde rettede.

[304] Da vi tænker, at det maaske kan intressere Læserne, anfører vi

Prof. C. Piazzi Smyths Brev

Clova, Ripon, England d. 21. Dec. 1890.

Wm. M. Wright Esq.

Min Herre! — Jeg har været noget længere om at gennemse Deres Vens, C. T. Russells Manuskript, end jeg selv havde ønsket, men jeg har nu undersøgt det meget omhyggelig Ord for Ord. Og det var det mindste, jeg kunde gøre, naar De saa venlig gjorde Dem den Ulejlighed at sende det saa omhyggelig mellem Papstykker i rekommanderet Pakke, med hver Side flad og skrevet med Skrivemaskine istedetfor med Haanden.

I Begyndelsen kunde jeg kun finde Smaafejl af den omtalte Skrivemaskine; men efterhaanden som jeg skred fremad gennem Siderne, kom Forfatterens Evner, Ejendommelighed og Originalitet ypperlig frem; og der var ikke faa Steder, som jeg kunde have haft Lyst til at tage en Afskrift af for at anføre dem med Navns Nævnelse i den næste mulige Udgave af min Bog om Pyramiden. Men selvfølgelig gjorde jeg intet saadant, men skal med fuldkommen Taalmodighed og glad Sindsstemning vente, til Forfatteren af Millenniets Daggry vælger sin egen belejlige Tid til at udgive den. Saa vil jeg altsaa blot bemærke her, at der findes baade godt og nyt i meget af, hvad han siger om Kronologien i de forskellige Dele af Pyramiden, i Særdeleshed hvad angaar den første opadgaaende Gang og dens Granitprop, det store Galleri, som fremstiller Herrens Liv, og Parallelismen mellem Kongens Kammer og dets Granit som svarende til Tabernaklet og dets Guld, og i Almindelighed i Spørgsmaalet om Bekræftelsen af og den nøje Overensstemmelse mellem Skriften og den store Pyramide, hvortil han giver saa god en Kommentar.

Det forekommer mig imidlertid, at jeg staar i Gæld til Dem for Deres venlige Gave af de to første Bind af Millenniets Daggry, som De for lang Tid siden sendte mig. Jeg læste dengang ikke mere end den første Halvdel af første Bind, da jeg ikke fandt, at Sagen var saa ny, som jeg havde ventet. Men efterat jeg, som jeg haaber, har haft meget Udbytte af en grundig Gennemlæsning af dette fremskredne Kapitel om Pyramiden i tredje Bind, maa jeg tage de to første Bind frem igen, de novo.

Pakken tilbagesendes mellem sine Papstykker, rekommanderet. Jeg forbliver med megen Tak

Deres ærbødige
C. Piazzi Snzyth.

KAPITEL 10

VIDNESBYRDET AF GUDS STENVIDNE OG PROFET,
DEN STORE PYRAMIDE I ÆGYPTEN.

Almindelig Beskrivelse af den store Pyramide. — Hvorfor den har særlig Interesse for de Kristne. — Den store Pyramide er et Sandhedens Forraadshus. — Videnskab, Historie og Profeti. — Bibelske Hentydninger til den. — Hvorfor, naar [16] og af hvem blev den bygget? — Dens Beliggenheds Vigtighed. — Dens videnskabelige Lærdomme. Lærdomme. — Dens Vidnesbyrd med Hensyn til Genløsningsplanen. — Tidsaldrenes Plan. — Kristi Død og opstandelse angivet. — Verdens nedadgaaende Løb ender i den store Trængselstid. — Den store Reformationsbevægelse tilkendegivet. — Længden af den jødiske Tidsalder angivet. — Det  »høje Kald» til Evangeliemenigheden vist.  Menighedens Offervej. — Det høje Kalds Ophør tilkendegivet. — Aarstallet for Kristi andet Komme. —  Hvorledes Genoprettelsesvelsignelserne for Verden er angivet. — Verdens Løb under Millenniets Tidsalder. — Dens Ende. — Modsætningen mellem de to Tilstande, menneskelig og aandelig Natur, som vist i Pyramiden. — Pyramiden gendriver Ateisme, Vantro og Evolutionsteorier og bekræfter baade Bibelens Plan og dens forordnede Sider og Stunder.

»Paa den Dag skal der være et Alter for Herren midt i Ægyptens Land og en Støtte for Herren ved dets Landemærke. Og det skal være til et Tegn og til et Vidne i Ægyptens Land for Herren, Hærskarernes Gud.« — Es. 19, 19. 20.

I GAMLE Dage regnede man, at Verden havde syv Underværker, og øverst paa Listen satte man den store Pyramide. Den findes i Ægypten, ikke langt fra den nuværende By Kairo. Ingen anden Bygning i Verden kan lignes med den i Størrelse. En af de ledende Granitmænd i Amerika, som foretog en personlig  Undersøgelse [306] af den store Pyramide, siger: »Der er Stenblokke i Pyramiden, som vejer tre eller fire Gange saa meget som en af Obeliskerne. Jeg saa en Sten, hvis Vegt antages at være 880 Tons. Der er Stene i den paa 30 Fods Længde, hvilke passer saa nøjagtig sammen, at man kan lade en Pennekniv løbe hen over Overfladen uden at opdage Sammenføjningerne. De er heller ikkesammenføjet med Murkalk. Der findes ikke nu til Dags nogen Maskine saa fuldkommen, at den kunde lave to Flader paa 30 Fods Længde, der vilde passe saaledes sammen, som disse Stene i den store Pyramide gør.« Den dækker et Areal af omtrent 13 Acres Land. Den er 486 Fod høj og 764 Fod bred ved Grundfladen. Det antages, at den store Pyramide vejer seks Millioner Tons, og for at flytte den vilde der behøves 60,000 Dampmaskiner, som hver trækker et Hundrede Tons. Kort sagt, al Ægyptens Rigdom vilde ikke være tilstrækkelig til at betale Arbejdere for at rive den ned. Af disse Kendsgerninger sees det klart, at hvem den store Plan lægger nu end har været, har det været hans Hensigt, at den skulde være et Mindesmærke, der kunde bestaa.

Set fra et hvilket som helst Standpunkt er den store Pyramide sikkert den mærkeligste Bygning paa Jorden, men i Lyset af en Undersøgelse, som har fundet Sted i Løbet af de sidst forløbne 32 Aar, faar den ny Interesse for enhver Kristen, der er skredet lidt frem i Studiet af Guds Ord; thi den synes paa en mærkelig Maade, i Harmoni med alle Profeterne, at give Omrids af Guds Plan i Fortid, Nutid og Fremtid.

Det maa erindres, at foruden den store Pyramide, som her hentydes til, findes der andre Pyramider, nogle af Sten og nogle af Teglsten. De er alle Forsøg paa at efterligne den, men staar paa enhver Maade langt under den i Størrelse, Nøjagtighed og indre Ordning. Og det er ogsaa blevet bevist, at ulig den store Pyramide indeholder de ingen symbolske Træk, men var sandsynligvis bestemt og anvendt til Begravelsespladser for den kongelige Slægt i Ægypten.

[307] Den store Pyramide viser sig imidlertid at være et Forraadshus for vigtige Sandheder, baade videnskabelige, historiske og profetiske, og dens Vidnesbyrd findes at være i Harmoni med Bibelen, idet den udtrykker de fremragende Træk af Skriftens Sandheder i smukke og passende Sindbilleder. Dens Vidnesbyrd er paa ingen Maade Tilføjelser til den skrevne Aabenbaring; den Aabenbaring er fuldstændig og fuldkommen og behøver ingen Tilføjelse. Men den er et stærkt bekræftende Vidne om Guds Plan; og faa Læsere kan omhyggelig undersøge den og sammenligne dens Vidnesbyrd med det skrevne Ord uden at føle Indtrykket af, at dens Opførelse har været planlagt og ledet af den samme guddommelige Visdom, og at den er det Stenvidne, som Profeten hentyder til i ovenanførte Skriftsted.

Dersom den blev bygget under Guds Ledelse for at være et af hans Vidner for Mennesker, er det kun rimeligt at vente en Hentydning dertil i det skrevne Ord. Men eftersom det øjensynlig var Guds Hensigt indtil Endens Tid at holde de Træk skjult, hvorom den giver Vidnesbyrd, bør vi vente, at en Hentydning til den i Skriften vilde være noget skjult, som den ogsaa er, for at den først skulde sees, naar den rette Tid var inde.

Som ovenfor anført, vidner Esaias om et Alter og en Støtte i Ægyptens Land, som »skal være til et Tegn og til et Vidne for Herren, Hærskarernes Gud, i Ægyptens Land«. Og Sammenhængen viser, at den skal være et Vidne paa den Dag, da den store Frelser og Befrier skal komme for at bryde Undertrykkelsens Lænker og sætte Zions Fanger i Frihed, hvorom Herren prædikede ved sit første Komme (Luk. 4, 18). Omfanget af denne Profeti kan dog kun dunkelt skelnes, før man erkender Ægypten som et Sindbillede eller en Type paa Menneskenes Verden, fuld af forfængelig Filosofi, som kun formørker deres Forstand og tilsidesætter det sande Lys. Ligesom Israel var et Forbillede paa Verden, som skal befries for Syndens Trældom af Moses' store Modbillede, [308] og hvis Syndoffer er blevet givet af Arons Modbillede, saaledes fremstiller Ægypten Syndens Rige, Jordens Herredømme (Heb. 2, 14), som i saa lang en Tid har holdt mange i Slavelænker — mange, som vil være glade ved at komme ud og tjene Herren under Ledelse af én, der er lig Moses, men dog større end han. — Ap. G. 3, 22. 23.

I mange Skriftsteder er Ægyptens sindbilledlige Karakter angivet; f. Eks. Hos. 11, 1 og Matt. 2, 13-15. Disse Skriftsteder har, bortset fra den Kendsgerning, at Herren som et lille Barn virkelig var en Tid i Ægypten, og at ogsaa Israel for en Tid var i Ægypten, øjensynlig ligesaa vel en typisk Betydning. Guds Søn var en Tid i Verden for deres Skyld, som han kom for at genløse og befri; men han blev kaldt ud af den — Ægypten — til en højere, guddommelig Natur. Ligesaa bliver de, som er kaldt til at være hans Brødre og Medarvinger, Lemmerne paa hans Legeme, det sande Israel, kaldt ud af Ægypten; og Mesteren bevidner: »De er ikke af denne Verden, ligesom jeg ikke er af denne Verden.«

Esaias (31, 1. 3) hentyder til den store Trængsel, som forestaar, naar han siger: »Ve dem, som farer ned til Ægypten [til Verden] efter Hjælp [efter verdslige Idéer og Planer og efter Raad med Hensyn til, hvorledes de skal handle paa denne store Dag] og forlader sig paa Heste [endnu anstrenger sig for at ride paa de gamle, falske Lærdoms-Kæpheste] og stoler paa Vogne [verdslige Organisationer], fordi de er mange, og paa Ryttere [de store Ledere i falske Lærdomme], fordi de er saare talrige, men ikke skuer hen til Israels Hellige og ikke søger Herren [thi paa denne Trængselsdag vil Sikkerhed og Sejr ikke være hos Mængden]! ... Og Ægypterne er Mennesker og ikke Gud, og deres Heste er Kød og ikke Aand, og Herren skal udstrække sin Haand [sin Magt — Sandhedens og andre Midlers Magt, hvad han om kort Tid vil gøre], og Hjælperen vil snuble, og den, der blev hjulpet [af Ægyptens Magt, Verdens Ideer], skal falde, og de skal omkomme alle tilhobe.«

[309] Det vil først være efterat alle menneskelige Planer og Forslag har svigtet dem, og naar Menneskene har lært sin egen Syndighed og Hjælpeløshed at kende, at de vil begynde at raabe til Herren om Hjælp. Da vil Jehova vise sig som en stor Frelser; og han har allerede beredt den store Pyramide som en Del af sin Foranstaltning for at overbevise Verden om sin Visdom, Forudviden og Naade. »Det skal være til et Tegn og til et Vidne for Herren, Hærskarernes Gud [et Vidne om hans Forudviden og bans naadige Plan, som vi nu skal se], i Ægyptens Land; thi de [Ægypterne — den stakkels Verden under den kommende store Trængselstid] skal raabe til Herren over Undertrykkerne, og han skal sende dem en Frelser og en Stridsmand og befri dem. Og Herren skal give sig tilkende for Ægypten [Verden] og Ægyterne skal kende Herren paa den Dag [Tusind­aarsdagen — ved Slutningen af Trængselstiden], og de skal frembære Slægtoffer og Madoffer og love Herren Løfter og betale dem. Og Herren skal slaa Ægypten [Verden — i den store Trængsel, som nu er for Haanden], slaa og læge, og de skal vende om til Herren, og han skal bønhøre dem og læge dem.« — Es. 19, 19-22.

Skønt det tilføjede bekræftende Bevis, der i den store Pyramide er givet til Guds skrevne Ord, vil være en stor Grund til Glæde for de hellige, er det dog klart, at dens Vidnesbyrd hovedsagelig er bestemt for Menneskeslægten i Løbet af Tusindaarsalderen. Dette særegne og mærkelige Vidne vil give Menneskeslægten ny Aarsag til Tro, Kærlighed og Iver, naar deres Hjerter i sin Tid bliver beredt for Sandheden. Det er ogsaa værd at lægge Mærke til, at dette Sten »Vidne« ligesom Tidsaldrenes Plan i det skrevne Ord har holdt sig taus indtil nu, da dets Vidnesbyrd om kort Tid skal overgives til Verden (Ægypten). Men de hellige, Guds Venner, for hvem han ikke vil skjule noget, har den Forret at høre dette Vidnes Vidnesbyrd nu, før de verdsliges Sind er rede til at forstaa dets Vidnesbyrd. Kun naar man er [310] villig til at lyde Herren, kan man forstaa hans Vidner.

Jeremias (32, 20) erklærer, hvor han taler om Guds vældige Gerninger, at han har. »sat Tegn og Undere i Ægyptens Land indtil denne Dage.« Gud viste Tegn og Undere i Ægypten, da han i Triumf førte Israel ud; men der staar, at han ogsaa »satte Tegn og Undere« dér, som forbliver, »indtil denne [vor] Dag«. Den store Pyramide er, tror vi, det aller vigtigste af disse Tegn og Undere; og den begynder nu at tale til Videnskabsmændene paa deres eget Sprog og gennem dem til alle Mennesker.

Herrens Spørgsmaal og Erklæringer til Job (38, 3-7) angaaende Jorden finder en mærkelig Illustration i den store Pyramide, som i sig selv og ved sine Mal menes at fremstille Jorden og Guds Plan med Hensyn til den. Der er brugt Billedet af en Bygning, og vi tror, at det kun passer paa en Bygning af Pyramideform. Medens Skriftstedet først og fremst gælder Jorden, passer det dog ogsaa paa den Illustration, der er givet os i den store Pyramide. Først bemærkes Beredelsen af Grundvolden, Kappen, hvorpaa den store Pyramide er bygget. Dernæst dens Maalforhold, et Træk, der er meget fremtrædende i den store Pyramide, som har en Overflødighed af betydningsfulde Maal. »Hvo spændte Maalesnor ud over den?« Fuldkommenheden af den store Pyramides Form og dens Nøjagtighed i enhver Henseende beviser, at dens Opførelse blev ledet af en eller anden Mester-Arkitekt. »Hvorpaa blev dens Piller nedsænket?« Den store Pyramide har fire Hjørnestens-Grundvolde, nedsænket i selve Klippen. »Eller hvo lagde dens Hjørnesten?« En Pyramide har fem Hjørnestene, men her hentydes til en særlig Hjørnesten, Topstenen. De fire, der som Grundstene er nedsænket i Klippen, er der allerede hentydet til, og den tilbagestaaende er Tophjørnestenen. Denne er den mærkeligste Sten i Bygningen, i sig selv en fuldkommen Pyramide, og Linierne i hele Bygningen er rettet efter dens Linier. Derfor er Spørgsmaalet mad Hensyn til den meget betydningsfuldt og [311] henleder Opmærksomheden paa dens særlige Anbringelse og paa den Visdom og Kunst, der beredte den og anbragte den som Topstenen.

Da der saaledes gentagne Gange er hentydet til den i Skriften, kan vi ikke tvivle om, at dette Herrens »Vidne« i Ægyptens Land, dersom det blev adspurgt, vilde aflægge et Vidnesbyrd, som vilde ære Jehova og fuldt ud være i Overensstemmelse med det skrevne Ord. Vi fremfører saaledes dette »Vidne«, fordi dets Vidnesbyrds Inspiration uden Tvivl vil blive ligesaa omdisputeret som Skriftens af Mørkets Fyrste, denne Verdens Gud, og dem, som han gør blinde for Sandheden.

Hvorfor, naar og af hvem
blev den store Pyramide bygget?

Om dette Spørgsmaal er der blevet diskuteret meget i de senere Aar baade fra et videnskabeligt og et bibelsk Standpimnkt. I Tusinder af Aar blev der ikke fundet noget tilfredsstillende Svar paa dette Spørgsmaal. Den gamle Teori, at den blev bygget til Gravsted for en Ægyptisk Konge, fortjener ikke at troes; thi det krævede, som vi skal se, mere end vore Dages Visdom, ikke at tale om Ægyptens Visdom for 4000 Aar siden, at opgøre Planen til en saadan Bygning. Desuden indeholder den hverken Kister, Mumier eller Indskrifter. Det var ikke før vi kom ind i den Tid, der i Daniels Profeti er kaldt »Endens Tid«, da Kundskaben skulde forøges og de vise forstaa Guds Plan (Dan. 12, 4. 9. 10), at den store Pyramides Hemmeligheder begyndte at blive forstaaet og at vore Spørgsmaal begyndte at faa et forstandigt Svar.

Det første betydelige Arbejde med Hensyn til dette Emne beviste, at den store Pyramide ejede videnskabe­lige Træk. Det var af Mr. John Taylor fra England, Aar 1859. Og siden da har mange dygtige Mænds Opmærksomhed været henledt paa Studiet af det vidunderlige »Vidne«s Vidnesbyrd; i Særdeleshed siden Professor Piazzi Smyth, kongelig Astronom for Skotland, besøgte den og [312] i flere Maaneder gjorde dens Ejendommeligheder til Genstand for Studium og gav Verden de mærkelige, Kendsgerninger om dens Konstruktion og Maal og offentliggjorde sine Slutninger desangaaende. Til hans lærde og videnskabelige Arbejde: »Vor Arvedel i den store Pyramide, staar vi hovedsagelig i Gæld for de Tidsangivelser, som forekommer i dette Kapitel. Vore Illustrationer er Kopier af nogle faa af de 25 Plader, hvormed den sidste Udgave af dette Værk er udstyret.

Nogle faa Aar efter Professor Smyths Tilbagekomst fremkom den Formodning, at den store Pyramide er Jehovas »Vidne«, og at den er et ligesaa vigtigt Vidne om guddommelig Sandhed som om Naturvidenskab. Dette var en ny Tanke for Professor Smyth saavel som for andre. Tanken kom fra en ung Skotlænder, Robert Menzies, som, da han læste om den store Pyramides videnskabelige Lærdomme, opdagede, at der ogsaa fandtes profetiske og kronologiske Lærdomme i den.

Det fremgik snart tydelig, at Hensigten med dens Opførelse var den at tilvejebringe et Vidnesbyrd om den guddommelige Frelsesplan i ikke mindre Grad end et Vidnesbyrd om guddommelig Visdom med Hensyn til astronomiske, kronologiske, geometriske og andre vigtige Sandheder. Men da disse Herrer ikke har set Omfanget og Fuldkommenheden af Guds Frelsesplan, som den er aabenbaret i Skriften, har de dog ikke bemærket de forunderligste og skønneste Træk i den store Pyramides Vidnesbyrd i denne Retning, i hvilke vi nu finder den f uldstændigste Bekræftelse paa Tidsaldrenes Plan og de dermed forbundne Tider og Stunder, som lært i Skriften og fremstillet i dette og de foregaaende Bind af »Millen­niets Daggry«. Og endvidere ser vi, at dette Forraadshus af Kundskab, ligesom den største Del af Bibelens Forraad, med Vilje var holdt forseglet, indtil dens Vidnesbyrd var fornødent og forstaaet. Indbefatter dette, at den store Arkitekt vidste, at der vilde komme en Tid, da dens Vidnesbyrd vilde behøves? Med andre Ord, at [313] der vilde komme en Tid, da Guds skrevne Ord vilde blive agtet ringe og selve Guds Tilværelse draget i Tvivl, da menneskelig Filosofi under Navn af Videnskab skulde ophøjes og enhver Paastand underlægges dens Prøve? Har Gud besluttet at bevise sin egen Eksistens og sin Visdom netop ved de Prøver? Saaledes kunde det synes. Denne Bygning vil endnu beskæmme de vise i deres Visdom som et »Vidne« for Herren, Hærskarernes Gud — »paa den Dag« — som allerede er begyndt.

Professor Smyth har sluttet, at den store Pyramide blev bygget i Aaret 2170 før Kristi Fødsel, og han er først kommen til den Slutning gennem astronomiske Iagttagelser. Da han lagde Mærke til, at den opadgaaende Gangs Vinkler svarede til et Teleskop, og at »Indgangs­Passagen« svarer til en Astronoms »Viser«, begyndte han at undersøge, til hvilken særlig Stjerne den kunde have peget en Gang i Fortiden. Udregningerne viste, at Dracon, Dragestjernen, havde indtaget en Stilling paa Himmelen, som pegede lige ned paa Indgangen ved Midnat ved Efteraars-Jævndøgn Aar 2170 f. K. Idet han saa betragtede sig selv som en Astronom paa den Tid med sin Viser rettet mod Dracon, og idet han betragtede den opadgaaende Gang som et Teleskop, hvad den meget ligner, beregnede han, hvilket Stjernebillede eller hvilken særlig Stjerne, der paa den Tid vilde have staaet for hans Teleskop, saaledes indstillet paa den bestemte Dato, som Viseren angav; og han fandt da, at det maatte have været Pleiaderne, Syvstjernen. Et saa forunderligt Sammertræf overbeviste han. om, at Tidspunktet for den store Pyramides Bygning saaledes varangivet; thi Dragestjernen er ikke i mindre Grad et Symbol paa Synd og Satan end Syvstjernen er et Symbol paa Gud og Universets Centrum. Den store Pyramide angiver saaledes, at dens Arkitekt vidste Besked om det ondes Herredømme og dets Vælde over Menneskeslægtens nedadgaaende Løb, og angiver ogsaa, hvad der ligger udenfor den menneskelige Synsvidde: At det eneste Haab for Slægten beror paa Jehova.

[314] Prof. Smyths Slutning med Hensyn til Aarstallet for den store Pyramides Opførelse er senere bleven overflødig bekræftet ved visse Maalforhold, ved hvilke den store Pyramide angiver Aarstallet for sin egen Opførelse. Forstaaelsen af den Kendsgerning, at den store Pyramide udviser en Visdom i sit Udkast, som Ægypterne ikke kunde have været i Besiddelseaf — et guddommeligt Udkast, som maa være bleven udarbejdet under Overopsyn af en af Guds inspirerede Tjenere — har ført til den Antagelse, at Melkisedek var dens Bygmester. Han var »Salems Konge [d. v. s. Freds Konge] og den højeste Guds Prest«, og som Menneske og Forbillede indtog han en saa høj Stilling, at han velsignede Abraham, af hvem han ogsaa modtog Tiende. Om dette kan vi kan vide lidet, undtagen at Melkisedek var en stor og fredelig Konge, og at han levede paa den Tid og ikke langt borte fra det Sted, hvor den store Pyramide ligger.

Det formodes, at Melkisedek, skønt han ikke selv var en Ægypter, dog benyttede Ægyptiske Arbejdere til Opførelsen af den store Pyramide. Og i nogen Udstrækning bekræfter de Ægyptiske Traditioner denne Teori. De omtaler, at Ægypten paa den Tid var Genstand for et mærkeligt Indfald af et Folk, som Traditionen kun benevner Hyksos (Hyrdekonger eller Fredskonger). Disse synes ikke at have forsøgt paa at forstyrre Ægyptens almindelige Regering; og efter at have været der en Tid lang forlod de af en eller anden Aarsag, som Traditionen ikke omtaler, Ægypten ligesaa fredelig som de var kommen. Man formoder, at Melkisedek var en af disse Hyksos eller Fredskonger, og at de har bygget den store Pyramide — Guds Alter og »Vidne« i Ægyptens Land.

Maneto, en Ægyptisk Prest og Forfatter, anføres af Josefus og andre som sigende: »Vi havde tidligere er Konge, hvis Navn var Timaus. Paa hans Tid hændte det, jeg ved ikke hvorledes, at Guderne blev vrede paa os, og der kom paa er. besynderlig Maade Mænd fra Østen, som var af uædel Byrd [ikke Krigere], Hyksos, som havde [315] den Dristighed at falde ind i vort Land og med Lethed underkue det ved sin Magt, uden Strid. Og da de havde vore Herskere i sin Magt, nedbrød de Gudernes Tempel.

Dens ejendommelige Beliggenhed.

Den store Pyramide ligger paa en Højslette, som overskuer Floden Nilen ikke langt fra Byen Kairo i Ægypten. En Mærkværdighed i Forbindelse med dens Beliggenhed er, at Nilens Delta danner en Søkyst, som ganske har Form af en Kvart-Cirkel, hvori den store Pyrami­de danner den inderste Vinkel.

Den store Pyramides Forhold til Søkysten opdagedes af Mr. Henry Mitchel, øverste Søkort-Tegner ved de Forenede Staters Kystopmaaling; han besøgte Ægypten i 1868 for at berette om Suezkanalens Fremskridt. Hans Iagttagelse af Krumningens Regelmæssighed langs hele Ægyptens Nordkyst ledte ham til den Slutning, at der maatte findes et eller andet centralt Punkt af fysisk Oprindelse. Og da han søgte efter dette Centrum, fandt han det afmærket ved den store Pyramide, hvilket fik ham til at udbryde: »Dette Monument har en i fysisk Henseende vigtigere Beliggenhed end nogen anden Bygning, som er oprejst af Mennesker.«

En Linie draget fra Indgangspassagen lige nord paa vilde gaa igennem det nordligste Punkt af Ægyptens Kyst; og Linier dragne i Forlængelsen af Bygningens nordøstlige og nordvestlige Diagonaler vilde indeslutte Deltaet paa begge Sider og saaledes omfatte Nedre-Ægyptens vifteformede Land. (Se Billedet paa Side 3.) Byg­get paa den nordligste Kant af Gize-Klippen og oversku­ende dette Kredsudsnit eller Nedre-Ægyptens vifteformede Land, kan den med Sandhed siges at staa ved selve dets Landemærke saavel som i dets nominelle Centrum, saaledes som Profeten Esaias beskriver det: »Paa den Dag skal der være et Alter for Herren midt i Ægyptens Land og en Støtte (Pyramide) ved dets Landemærke. Og det skal være til et Tegn og et Vidne for Herren, [316] Hærskarernes Gnd i Ægyptens Land.« En anden Ting, der er værd at lægge Mærke til, er, at den store Pyramide er beliggende i det geografiske Midtpungt af Jordens Landoverflade — indbefattende Nord- og Sydamerika, som var uopdaget mange Aarhundreder efter den store Pyramides Grundlæggelse og Opførelse.

Dens videnskabelige Lærdomme.

Den store Pyramide taler til os, ikke ved sindbilled ligt Skriftsprog (Hieroglyfer) eller ved Figurer, men kun ved sin Beliggenhed, sin Konstruktion og sine Maalforhold. De eneste oprindelige Mærker eller Figurer fandtes i »Konstruktions-Kamrene« over »Kongens Kammer«; der findes ellers ingen, hverken i Gangene eller Kamrene i hele Pyramiden. Den store Pyramides videnskabelige Lærdomme udelader vi for at spare paa Pladsen, fordi ikke én blandt hundrede Læsere vilde forstaa de videnskabelige Udtryk saa godt, at de kunde værdsætte Beviserne, og i Særdeleshed fordi det ikke vilde angaa Evangeliet, som det er vor Mission at fremholde. Det er derfor nok blot at antyde den Maade, paa hvilken den underviser Videnskabsmanden. For Eksempel: Maalet af de fire Grundsider sammenlagt findes at være ligesaa mange Pyramide-Alen (omtrent 18 Tommer), som der er Dage i fire Aar indtil en Brøkdel — indbefattende Skudaars-Brøken. De diagonale Maal tvers over Grundfladen fra nordøst til sydvest og fra nordvest til sydøst sammenlagt udgør ligesaa mange Tommer, som der er Aar i Jævndegns-Kredsen. Astronomerne havde allerede sluttet sig til, at denne Kreds var 25,827 Aar, og den store Pyramide bekræfter deres Slutning. Det paastaaes ogsaa, at den ved sin Højde og Vinkel angiver Afstanden til Solen som 91,840,270 eng. Mil (148,028,000 Kilom.), hvilket næsten nøjagtig svarer til Astronomernes sidste Beregninger. Astronomerne havde indtil for nylig beregnet, at Afstanden var mellem 90 og 90 Millioner eng. [319] Mil, men deres sidste Beregninger viser 92 Millioner Mil. Den store Pyramide har ogsaa sin egen Maade at angive den nøjagtigste Maalestok for Vegt og Maal, grundet paa Jordens Størelse og Vegt, som den ogsaa siges at angive.

Rev. Joseph Seiss, Dr. teol., udtaler sig om dette majestætiske »Vidne«s Vidnesbyrd og Beliggenhed som følger:

»Der er en endnu mere storslaaet Tanke virkeliggjort i denne vidunderlige Bygning. Af dens fem Hjørner er der ett, som er særlig fremragende, og i hvilket alle dens Sider og udvendige Linier ender. Det er Tophjørnet, som løfter sin højtidelige Pegefinger mod Solen ved Middagstid og ved sin Afstand fra Grundfladen angiver Middelafstanden fra Jorden til Solen. Og naar vi gaar tilbage til dette Aarstal, som Pyramiden giver sig selv, og ser efter, hvad denne Finger pegede paa ved Midnat, finder vi en endnu mere storslaaet Angivelse. Videnskaben har endelig opdaget, at Solen ikke er et dødt Midtpunkt, som selv staar urokkeligt, medens Planeter kredser om den. Det er nu fastslaaet, at Solen ogsaa bevæger sig og fører med sig et straalende Følge af Kometer og Planeter og deres Biplaneter, og at de alle tilsammen kredser om et andet uendeligt større Midtpunkt. Astronomerne er dog ikke fuldt ud enige om, hvilket eller hvor dette Midtpunkt er. Nogle mener at have fundet Retningen deraf at være Syvstjernen (Pleiaderne) og i Særdeleshed Alcyone, den midterste af Stjernerne i det navnkundige Stjernebillede, Syvstjernen. Den bekendte tyske Astronom, Professor J. H. Meadler har Æren af at have gjort denne Opdagelse. Saa langt Videnskaben har været i Stand til at fatte det, synes altsaa Alcyone at være 'Midnatstronen', i hvilken hele Tyngdelovs-Systemet har sit centrale Sæde, og hvorfra den Almægtige styrer Universet. Og hertil kommer den vidunderlige tilsvarende Kendsgerning, at ved Aarstallet for den store Pyramides Opførelse ved Efteraars-Jævndøgnets Midnat og derfor ved Aarets virkelige Begyndelse,*) som det endnu bevares i mange Folkeslags Traditioner. var Pieiaderne fordelt over denne Pyramides Midtlinie med Alcyone (∩ Tauri) nøjagtig paa Linien. Her er altsaa et Fingerpeg af den højeste og mest ophøjede Slags, som menneskelig Videnskab nogensinde har været i Stand til endog blot at antyde, og som vilde [320] synes at lægge en mægtig og uanet Betydning i Guds Tale til Job, da han spurgte: 'Kan du knytte Syvstjernens Baand?«

*) Begyndelsen af det jødiske Aar, der begynder med Forsoningsdagen, som vist i »Millenniets Daggry«, Bind II.

Dens Vidnesbyrd med Hensyn til
Genløsningplanen.

Medens ethvert Træk af de Lærdomme, den store Pyramide angiver, er vigtigt og af Interesse, samler vor Hoved­interesse sig dog om dens tause, men veltalende symbolske Fremstilling af Guds Plan. Det vilde dog være umuligt at forstaa Guds Plan gennem Pyramidens Fremstilling, om vi ikke først havde fundet Planen i Bibelen. Men efter at have set den afbildet dér, er det styrkende for Troen atter at se den saa smukt tegnet her og endvidere at bemærke, at baade Naturens og Aabenbaringens Sandheder anerkendes og bevidnes af den samme store Ophavsmand i dette vidunderlige Stenvidne. med Hensyn til dette Omraade for dens Lærdomme har den, udefra set, en smuk Betydning, idet den fremstiller Fuldendelsen af Guds Plan, sole den vil være ved Tusindaarsalderens Slutning. Kronen derpaa vil være Kristus, det anerkendte Hoved over alle; og hver af de andre Stene vil være dannet saaledes, at den passer ind i denne herlige Bygning, fuldstændiggjort og fuldkommen. Al denne Slibning, Polering og Tildannen vil da være fuldført, og alle vil blive knyttet og bunden med Kærlighed til hverandre og til Hovedet. Dersom den store Pyramide som et Hele fremstiller Guds Plan fuldkommengjort, saa maa dens Tophjørnesten fremstille Kristus, hvem Gud har højt ophøjet til at være Hoved for alle. Og at den fremstiller Kristus, er vist ikke alene derved, at den netop er et passende Symbol paa Kristus*), men ogsaa ved talrige Hentydninger til samme Symbol af Profeterne, Apostierne og Herren selv.

*) Se Bind I, Kap. 5, og Kortet over Tidsaldrene, X, Y, Z, W.

Esaias (28, 16) hentyder til Kristus som »en dyrebar Hjørnesten«. Sakarias (4, 7) hentyder til dens Anbringelse paa Toppen af den fuldstændige Bygning under stor Jubel, [321] idet han siger: »Han skal føre Topstenen frem under høje Raab: Naade, Naade være med den.« Da den store Pyramides Topsten blev anbragt, var der stor Glæde blandt Bygningsmændene og alle, som var interesseret i den, ved at se denne Krone sat paa Værket. Job (38, 6. 7) omtaler ogsaa den Jubel, der var, da Hovedhjørnestenen blev anbragt, og han fremhæver særlig Tophjørnestenen ved først at omtale de andre fire Hjørnestene paa følgende Maade: »Hvorpaa blev dens Piller nedsænket, eller hvo lagde dens Hjørnesten, medens Morgenstjernerne jublede tilhobe og alle Guds Sønner raabte af Fryd?« Profeten David hentyder ogsaa til Herren og bruger et Billedsprog, der nøjagtig svarer til Billedet af dette Stenvidne i Ægypten. Han siger profetisk fra Fremtidens Standpunkt: »Den Sten, som Bygningsmændene forskød, er bleven til en Hovedhjørnesten. Af Herren er dette sket, det er underligt for vore Øjne. Denne er Dagen [Tusindaarsdagen for Kristi Herlighed som Hoved og Hersker over Verden], som Herren har gjort; lad os fryde os og glæde os paa den« (Ps. 118, 22-24). Det kødelige Israel undlod at modtage Kristus som sin Topsten og blev som Følge deraf forkastet fra at være Guds særlige Hus, og istedetfor bliver det aandelige Hus opbygget til Kristus, Hovedet. Og vi husker, at Herren anvendte netop denne Profeti paa sig selv og viste, at han var den forkastede Sten, og at Israel gennem sine Bygningsmænd, Presterne og Farisæerne, var dem, der forkastede ham. — Matt. 21, 42. 44; Ap. G. 4, 11.

Hvor fuldkomment fremstiller den store Pyramides Hovedhjørnesten (Topsten) ikke alt dette? Topstenen, som først gjordes færdig, kunde tjene Arbejderne som Mønster eller Model for hele Bygningen, hvis Vinkler og Forhold alle maatte ligedannes med den. Men vi kan forestille os, at inden denne Topsten blev anerkendt som et Mønster for hele Bygningen, vilde den blive forkastet, agtet for intet af Bygningsmændene, af hvilke nogle ikke kunde tænke sig nogen passende Plads for den; thi dens [322] fem Sider, fem Hjørner og seksten forskellige Vinkler gjorde, at den ikke kunde passe ind i Bygningen, før selve Topstenen behøvedes, og da kunde ingen anden Sten passe. I Løbet af alle disse Aar, i hvilke Bygningsarbejdet skred frem, vilde denne Hovedhjørnesten være en »Snublesten« og en »Forargelsesklippe« for dem, der ikke kendte dens Anvendelse og Plads, ligesom Kristus er det og vil vedblive at være det for mange, indtil de har set ham ophøjet som Guds Plans Hovedhjørnesten.

Pyramidefiguren fremstiller Fuldkommenhed og taler paa sindbilledlig Vis til os om Guds Plan og viser, at »i Tidernes Fylde vil han samle alt [i én harmonisk Familie skønt paa forskellige Tilværelsesplan] under ett Hoved, det i Himmelen og det paa Jorden under Kristus« — idet alle, som ikke vil lade sig omdanne, bliver afskaaret. — Ef. 1, 10; 2, 20-22. — Diaglott.

Hvorledes den store Pyramides indre Konstruktion
afgiver et Billede af Genløsningsplanen.

Men medens den store Bygnings ydre Vidnesbyrd er fuldstændigt og i Overensstemmelse med Guds skrevne Aabenbaring, er dens indre Konstruktion dog endnu vidunderligere. Medens dens ydre Form fremstiller de fuldbyrdede Resultater af Guds Genløsningsplan*), fremhæver og illustrerer dens indre Konstruktion ethvert vigtigt Træk i denne Plan, saaledes som den har udviklet sig fra Tidsalder til Tidsalder ned til sin herlige Fuldendelse. Her fremstiller Stenene paa de forskellige Trin eller Plan alle deres Fuldkommenhed, hvilke under Kristus Jesus, vort Hoved, skal blive dannet efter Guds fuldkomne Vilje, saaledes som vi allerede har set det fra Skriftens Vidnesbyrd. Nogle vil blive fuldkommengjort paa det menneskelige Plan, nogle paa det aandelige og nogle paa det guddommelige Plan. Saaledes er Gulvet i »Kongens Kammer« beskrevet som beliggende paa det 50de Murlag, Gulvet i »Dronningens Kammer« paa det 25de, [323] og den nederste Ende af den »Første opadgaaende Gang« skulde, dersom den forlængedes med »Proppen«, som straks vil blive omtalt, naa ned til Pyramidens Grundlinie. Fra Grundlinien og opefter synes den store Pyra­mide saaledes at staa som et Sindbillede paa Guds Frelsesplan eller Udfrielse fra Synd og Død, som han har beredt for hele Menneskeslægten. Grundlinien svarer saaledes til Aarstallet for Stadfæstelsen af Guds Forjættelse til det forbilledlige Israel — Begyndelsen til Udfrielseseller Frelsesprocessen.

*) Se Kortet over Tidsaldrene i Bind I.

Et omhyggeligt Studium af hosstaaende Illustration, som viser den indre Ordning i denne underlige Bygning, anbefales. Den store Pyramide har kun en egentlig Indgangspassage. Denne Gang er regelmæssig, men lav og nedadskraanende og fører ned til et lille Rum eller »underjordisk Kammer, hugget ned i Klippen. Dette Rum er indrettet paa en særegen Maade; Loftet er fuldt færdigt, medens Siderne kun er paabegyndt og Bunden ujevn og ufærdig. Dette har indgivet nogle Tanken om »Afgrunden«, hvilket Ord er brugt i Skriften til at fremstille Glemsel og Tilintetgørelse. Indgangspassagen fremstiller paa passende Maade Menneskeslægtens nuværende nedadgaaende Løb henimod Fordærvelse, og det underjordiske Kammer fremstiller ved sin særlige Konstruktion den store Trængsel, Ulykke, Ødelæggelse, »Syndens Sold«, hvortil det nedadgaaende Løb fører.

Den »Første opadgaaende Gang er omtrent af samme Størrelse som »Indgangspassagen«, hvorfra den grener sig ud. Den er snæver, lav og vanskelig at stige op ad, men aabner sig ved sin øvre Ende i en stor, elegant Korridor, kaldet det »Store Galleri«, hvis Loft er syv Gange saa højt som Loftet i den Gang, der førte dertil. Den lave »opadgaaende Gang« formodes at fremstille Lovens Husholdning og Israel som en Nation fra Udgangen af Ægypten. Dér forlod de Verdens Nationer og deres nedadgaaende Løb for at blive Guds hellige Folk underhans Lov — i den Hensigt saaledes fra da af at vandre ad en [324] opadgaaende og mere vanskelig Sti end Hedningeverdenen, nemlig at holde Loven. Det »Store Galleri« antages at fremstille Tidsperioden for Evangeliekaldet — endnu opadgaaende og vanskelig, men ikke saa lav og trang som den bagenfor liggende. Denne Gangs Højde og større Vidde fremstiller den kristne Husholdnings større Haab og større Friheder.

I Højde med Gulvet i det »Store Galleri« ved dets nedre Ende begynder en »vandret Gang« under dette, som fører til et lille Værelse, der sædvanlig kaldes »Dronningens Kammer«. Ved den øvre Ende af det »Store Galleri« er en anden lav Gang, som fører til et lille Værelse, som kaldes »Forværelset«, hvilket er af en meget mærkelig Konstruktion, og som hos nogle har vakt Tanken om en Skole — et Sted for Undervisning og Prøve.

Men det vigtigste Værelse i den store Pyramide, baade hvad Størrelse og Beliggenhed angaar, ligger lidt længere inde og adskilles fra »Forværelset« ved en anden lav Gang. Dette Værelse er kendt under Navnet »Kongens Kammer«. Over dette findes et Antal smaa Kamre, kaldet »Konstruktionskamre«. Betydningen af disse, dersom de har nogen Betydning, henfører ikke til Mennesket eller nogen anden Skabning, som gaar paa Fødder, men til Aandevæsener, thi man vil kunne se af Tegningen, at skønt Siderne og Taget er vinkelret og færdige, findes der ingen Gulvflade i nogen af dem. »Kongens Kammer« indeholder en Stenkiste, det eneste Stykke Bohave, der findes i den store Pyramide. Ventilation i »Kongens Kammer« er skaffet tilveje ved to Luftgange, som gaar tvers igennem Muren paa begge Sider og naar til Pyramidens udvendige Overflade. Nogle har tænkt, at der findes flere andre Værelser, som endnu ikke er opdaget, men vi deler ikke denne Mening; os forekommer det, at de Gange og Værelser, som allerede er opdaget, fuldt ud gør Fyldest for det af Gud bestemte Formaal, at vidne om Guds Plan.

Fra den vestlige Side af den nedre eller nordlige [327] Ende af det »Store Galleri« og strækkende sig nedad findes der en uregelmæssig Gang, kaldet »Brønden«, som fører ned til den nedadgaaende Indgangspassage. Dens Vej gaar gennem en Grotte i den naturlige Klippe. Forbindelsen mellem denne Gang og det »Store Galleri« er i en meget daarlig Stand. Det synes, som den oprindelige Gang ind til »Dronningens Kammer« havde været skjult, idet den var dækket af det »Store Galleri«s Gulvplader, og »Brønden«s Munding dækket af en Stenplade. Men nu er hele den nedre Ende af det ›Store Galleri« bortrevet, og derved er Gangen til »Dronningens Kammer« aabnet og »Brønden«s Munding kommen til Syne. De, der har været der og undersøgt det, siger, at det ser ud som om en Eksplosion har fundet Sted ved Mundingen af »Brønden« og har aabnet denne nede fra. Det er dog vor Mening, at der ikke har fundet nogen Eksplosion Sted, men at Tingene med Vilje var efterladt, som de er, for at angive det samme, der vilde være blevet angivet ved den formodede Eksplosion, som senere vil blive omtalt. Det er en Kendsgerning, at ingen af disse Stene nu er at finde, og det vilde have været meget vanskeligt at fjerne dem.

Ved den øvre eller sydlige Ende af det »Store Galleri« strækker »Forværelset«s og »Kongens Kammer«s Gulvlinje sig ind i det »Store Galleri« og danner en Tverbom eller et højt Trin ved dets øvre Ende. Dette Trin rager 61 Tommer frem fra den sydlige Væg. Denne det »Store Galleris sydlige Endes Væg har ogsaa en Mærkværdighed: den er ikke lodret, men helder til Nord — ved Taget syv Tommer — og i den øverste Ende er der en Aabning eller Gennemgang, som staar i Forbindelse med de saakaldte »Konstruktionskamre« oven over »Kongens Kammer«.

Pyramidens Gange og Gulve er af Kalksten, ligesom hele Bygningen undtagen »Kongens Kammer« og »Forværelset« og Gangen derimellem, hvor Gulvene og Lofterne er af Granit. Det eneste i Bygningen, der ellers [328] er af Granit, er Granit-»Proppen«, som er fast indkilet i den nedre Ende af den »Første opadgaaende Gang«. Saaledes som Bygningsmændene oprindelig efterlod den »Første opadgaaende Gang«, var den forseglet med en tætsluttende vinkeldannet Sten ved den nedre Ende, hvor den staar i Forbindelse med »Indgangspassagen«; og dette var gjort saa pent, at den »Første opadgaaende Gangs« var ukendt, indtil Stenen »i rette Tid« faldt ud. Tæt ved den nedre Ende af denne »Første opadgaaende Gang« og lige bag »Forseglingsstenen« var Granit-»Proppen«, som var dannet lidt kileformet og øjensynlig bestemt til at blive der, eftersom den hidtil har modstaaet alle Anstrengelser for at fjerne den.

Skønt »Indgangspassagen« var vel kendt af de gamle, hvad der bevises af Historieskriverne, var dog Al Mamun, en arabisk Kalif, øjensynlig uvidende om dens nøjagtige Beliggenhed, undtagen for saavidt som Traditionen henlagde den til den nordlige Side af Pyramiden, da han i Aaret 825 med stor Bekostning sprængte en Indgang, som vist paa Tegningen, i Haab om at finde vidunderlige Skatte. Men skønt den indeholdt store Skatte i Retning af aandelige Lærdomme, som nu værdsættes, ndeholdt den intet af den Slags, som Araberne søgte. Deres Arbejde var dog ikke helt forgæves; thi medens de arbejdede, blev den Sten, som forseglede den opadgaaende Gang, rykket ud af sit Leje; den faldt ned i »Indgangspassagen« og fortalte Hemmeligheden, idet den bragte den »Første opadgaaende Gang« frem for Dagen. Araberne troede, at de nu endelig havde fundet Vejen til skjulte Skatte, og da de var ude af Stand til at flytte Granit-»Proppen«, brød de en Vej ved Siden, da det var meget lettere at arbejde i den løse Kalksten.

Den store Pyramides Vidnesbyrd med Hensyn
til Tidsaldrenes Plan.

I et Brev til Prof. Smyth siger Mr. Robert Menzies, den unge Skotlænder, der først fremkom med den Formodning, [331] at den store Pyramide indeholdt religiøse eller messianske Træk, følgende:

»Fra den nordlige Begyndelse af det store Galleri, i opadgaaende Skala, begynder Aarene i vor Frelsers Liv, udtrykt ved en Tomme for et Aar. 33 Tomme-Aar bringer os derved midt for Brøndens Munding.«

Ja, denne »Brønd« er saa at sige Nøglen til hele Sagen. Den fremstiller ikke blot Herrens Død og Begravelse men ogsaa hans Opstandelse. Dette sidste er vist ved det Træk, der allerede er omtalt, at »Brønden«s Munding og dens Omgivelser ser ud, som om en Eksplosion havde opbrudt den nede fra. Saaledes brød vor Herre Jesus Dødens Lænker og bragte derved Liv og Uforkrænkelighed for Lyset, idet han aabnede en ny Vej til Livet (Heb. 10, 20). Det var umuligt, at han kunde holdes af Døden (Ap. G. 2, 24), synes de sønderrevne Klippestykker, som omgiver den øverste Aabning af denne »Brønd«, at sige. Ligesom »Brønden« var den eneste Adgang til hver af disse opadgaaende Gange i den store Pyramide, saaledes er vor Genløsers Død og Opstandelse den eneste Adgang til Liv paa et hvilketsomhelst Plan for den faldne Slægt. Ligesom den »Første opadgaaende Gang« fandtes der, men var utilgængelig, saaledes stod den jødiske Pagt eller Lovpagten som en Vej til eller et Tilbud om Liv Men en ubrugelig eller utilgængelig Vej til Liv: ingen af den faldne Slægt kunde nogensinde naa Livet ved at vandre ad dens foreskrevne Vej. »Ved Lovens Gerninger skal intet Kød blive retfærdiggjort« — til Liv (Rom. 3, 20). Det, som »Brønden« fremstiller, nemlig Genløsningen, er den eneste Vej, ad hvilken noget Medlem af den fordømte Slægt kan opnaa det store Gode, som den guddommelige Plan har beredt: evigt Liv.

Aar før denne Formodning, at det »Store Galleri« fremstiller den kristne Husholdning, fremkom, havde Prof. Smyth vedastr onomiske Iagttagelser fastslaaet Aarstallet for den store Pyramides Bygning til Aar 2170 f. K.; og da Mr. Menzies fremholdt, at Gulvliniens Tommer i [332] det »Store Galleri« fremstillede Aar, kom nogen paa den Tanke, at dersom denne Teori var sand, skulde man, ved at maale Gulvlinien baglængs fra den nedre Ende af det »Store Galleri« ud for den »Første opadgaaende Gang« til dens Forening med Indgangspassagen« og derfra opad til Pyramidens Indgang, opdage et eller andet modsvarende Mærke eller Angivelse og saaledes finde Bevis for Aarstallet for Pyramidens Opførelse og Nøjagtigheden af den Teori, at en Tomme gjaldt for et Aar. Dette var, om end ikke urimeligt, dog svært at bevise, og man engagerede en Civilingeniør til atter at besøge den store Pyramide og meget nøjagtig opmaale Gange, Kamre o. s. v. Dette fandt Sted i 1872; og Ingeniørens Beretning var i højeste Grad bekræftende. Hans Opmaalinger viser, at Gulvlinien, som er beskrevet ovenfor, er 2170¹/2 Tommer til en meget fint trukket Linie i »Indgangspassagen«s Vægge. Saaledes er Aarstallet for dens Opførelse paa dobbelt Maade bevist, medens dens Ganges Gulvlinier er vist at være historiske og kronologiske Udkast, som endnu skal høres af alle som »et Vidne for Herren i Ægyptens Land«.

Takket være den meget nøjagtige Opmaaling af alle Gangene, tilvejebragt af Prof. Smyth, er vi i Stand til at naa frem til det, der for os er de interessanteste Træk af de Vidnesbyrd, som dette »Vidne« indtil nu har aflagt.

Da vi først fik det at se, som vi allerede har omtalt med Hensyn til den store Pyramides Vidnesbyrd, sagde vi straks, at dersom dette virkelig viser sig at være en Bibel i Sten, dersom det er en Beretning om den store Arkitekts skjulte Planer, som aabenbarer hans Forudviden og Visdom, maa og vil den være i Overensstemmelse med hans skrevne Ord. Den Kendsgerning, at Pyramidens Hemmeligheder blev bevaret til Slutningen af de 6000 Aar af Verdens Historie, men begynder at afgive sit Vidnesbyrd nu, da Tusindaarsrigets Daggry bryder frem, er i Harmoni med det skrevne Ord, hvis mangfoldige Vidnesbyrd angaaende Guds herlige Plan ligeledes har været holdt skjult fra Verdens Skabelse og først nu [333] begynder at skinne frem i Fuldstændighed og Herlighed.

Vi har allerede i de foregaaende Bind og i de foregaaende Kapitler af dette Bind fremstillet det skrevne Ords klare Vidnesbyrd om, at vi staar paa Dørtærskelen til en ny Tidsalder — at Tusindaarsdagen er begyndt at gry, da Jordens Herredømme skal overgaa fra at være under »denne Verdens Fyrste«s og hans trofastes Kontrol til at komme under hans Kontrol, »hvis Ret det er« (ved Køb), og under hans trofaste helliges Kontrol. Vi har set, at skønt Resultatet af denne Forandring vil være en stor Velsignelse, vil dog denne Overgangstid, medens den nuværende Fyrste, »den Stærke«, bliver bunden og hans Husfolk uddrevet med Magt (Matt. 12, 29; Aab. 20, 2) blive en urolig Tid. Bibelens Tidsbeviser, som vi har betragtet, viser, at denne Urostid kan regnes fra Kristi andet Komme (Oktober 1874), da Dommen over Nationerne skulde begynde under denne Herrens Dags oplysende Indflydelser. Og Tiden for Begyndelsen af den store Trængsel er vist i den store Pyramide saaledes.

Den »nedadgaaende Gang« fra den store Pyramides Indgang til »Afgrunden« eller det »underjordiske Kammer« fremstiller Verdens Løb i Almindelighed (under denne Verdens Fyrste) til den store Trængsel (»Afgrunden«), hvori det onde skal bringes til at ophøre. At maale denne Periode og at bestemme, naar denne Trængsels-Afgrund er naaet, vilde være let nok, dersom vi havde et fastslaaet Aarstal — et Punkt i Pyramiden at gaa ud fra. Vi har et saadant Mærke i Sammenføjningen mellem den »Første opadgaaende Gang« og det »Store Galleri«. Dette Punkt angiver vor Herres Jesu Fødsel, ligesom »Brønden«, 33 Tommer derfra, angiver hans Død. Naar vi saa maaler baglængs nedad den »Første opadgaaende Gang« til dens Forening med Indgangspassagen, har vi et bestemt Aarstal at afmærke paa den nedadgaaende Gang. Dette Maal er 1542 Tommer og angiver Aaret 1542 f. K. som Aarstallet ved dette Punkt. Naar vi saa maaler nedad »Indgangspassagen« fra dette Punkt for at udfinde Afstanden [334] til »Afgrunden« s Indgang (fremstillende den store Trængsel og Ødelæggelse, hvormed denne Tidsalder vil slutte, naar det ondes Magt skal kuldkastes), finder vi, at Afstanden er 3457 Tommer, hvilket betyder 3457 Aar fra ovennævnte Aarstal 1542 f. K. Denne Beregningv iser Aar 1915 som Be­gyndelsen afd enve Trængselstid (1542 f. K. + 1915 Aar = 3457 Aar). Saaledes vidner Pyramiden, at den Trængselstid, hvis Lige aldrig har været, siden et Folk blev til, og heller ikke skal vorde mere, vil begynde ved Slutningen af Aar 1914. Og Saaledes kan det sees, at dette »Vidne« fuldt ud stemmer med Bibelens Vidnesbyrd angaaende dette Emne, som vist red de »parallelle Husholdninger« i Bind II, Kap. 7.

At de 40 Aars Hosttid begyndte med Slutningen af 1874, bør ingen betvivle af den Grund, at Trængselen ikke endnu er naaet et uudholdeligt Stadium, eller af den Grund, at denne Hostperiode i nogle Henseender har udmærket sig ved store Fremskridt i Kundskab. Husk, at alt dette er vist i den store Pyramide og anskueliggjort i den Illustration af »Afgrunden«, som Prof. Smyth har, tegnet uden Henblik paa denne Anvendelse.

Desuden maa vi erindre, at Herrens Ord klart viser, at Dommene i denne Høsttid vil begynde med Navnkirken, som en Forberedelse til dens Kuldkastelse, og i den selviske Strid mellem Kapital og Arbejde, hvilke begge nu er ved at organisere sig før den kulminerende Trængsel.

Dette nederste Rums, »Afgrunden«s, Form er særlig betydningsfuld. Medens Loftet og Dele af Siderne er regelmæssige, findes der intet Gulv — dets ujevne, ufærdige Bund helder dybere og dybere til den østlige Side og er Aarsag til Navnet »Bundløs Afgrund«, som den undertiden kaldes. Dette Rum taler om Frihed og Frigørelse saavel som om Trængsel, om Ophøjelse saavel som om Fornedrelse; thi idet den rejsende naar den, træt og stiv af den bøjede Stilling, som man er tvungen til at indtage paa Grund af »Indgangspassagen«s Snæverhed, finder han her ikke blot et Trin nedad til større [335] Dybder og »et Trængsels-Gulv«, meget ujevnt og sønderbrudt, men han finder ogsaa her en stor Forhøjning, paa Grund af at en Del af dette Værelse er meget højere end Gangen, som førte dertil, hvilket antyder et i, høj Grad udvidet Omraade for hans Intelligens.

Hvor passer ikke dette med Virkeligheden! Kan vi ikke allerede se, at Frihedens Aand har naaet de store Masser i de civiliserede Nationer? Vi vil ikke standse her for at betragte, hvad der er rigtig og urigtig med Hensyn til disse Friheder, som Masserne gør Fordring paa, skønt dette ogsaa er angivet i dette Rum derved, at Taget er hævet og Gulvet sænket; vi vil blot gøre opmærksom paa, at Lyset paa vor Dag, Herrens Dag, fremkalder Frihedsaanden; og Frihedsaanden vil, naar den kommer i Berøring med Hovmodet, Rigdommen og Magten hos dem, som endnu staar ved Styret, blive Aarsagen til den Trængsel, som ifølge Skriften tilsidst vil blive meget stor. Skønt den endnu knapt er begyndt, ser dog Konger, Kejsere, Statsmænd, Kapitalister og alle Mennesker, at den nærmer sig, og »Menneskenes Hjerter orsmægter af Frygt og Forventning om de Ting, som skal komme«; thi Himlenes Kræfter skal rystes og tilsids opløses. Den »nuværende onde Verden«s onde Systemer — politiske, sociale og religiøse — vil synke hen i Ødelæggelse, i Forglemmelse, hvilket det underjordiske Kam­mer eller »Afgrunden« ogsaa er et Billede paa. Thi vi betragter ikke alene »Afgrunden« som et Symbol paa den overhængende Trængsel, som vil medføre Omstyrtelse og Ødelæggelse af den nuværende Tingenes Tilstand (fordi den ikke er i Overensstemmelse med den bedre Tingenes Orden, som skal indføres i Guds Rige), men ogsaa som et Symbol paa det visse Endeligt for enhver, som vedbliver at følge det nedadgaaende Løb, og som under Tusindaarsalderens fulde Lys vil negte at vende sig bort fra sine Synder og vandre paa Retfærdighedens Vej.

Læg Mærke til en anden Ting i denne Forbindelse »Indgangspassagen« har en regelmæssig Heldning nedad, [336] indtil den nærmer sig »Afgrunden«; saa ophører den at helde og løber vandret. Naar vi maaler baglængs fra »Afgrunden«s Indgang og til det Sted, hvor den vandrette Retning begynder, finder vi, at Afstanden er 324 Tommer; følgelig viser Begyndelsen af den lige Del af Gangen et Aarstal, der ligger 324 Aar før 1915, nemlig Aar 1590. Dette synes at sige, at ved den Tid (Aar 1591) hændte der noget, som havde stor Indflydelse paa Civilisationens Løb, og som i noget Maal standsede dens nedadgaaende Tilbøjelighed. Hvad fandt Sted ved den Tid? Hvilken stor Bevægelse, afmærket ved det Aarstal, har haft en saadan Indflydelse?

Noget nøjagtigt Maal af denne Del af den nedadgaa­ende Gang finder vi ikke, og vi er overbevist om, at Prof. Smyths Diagrammer ikke er tilstrækkelig nøjagtige til, at man skulde kunne være berettiget til at stole paa de Maal, som disse angiver. Der angives et Maal af 324 Pyr.-Tommer, hvilket, naar man maaler baglængs, skulde antyde omtrent Aaret 1590 e. K. — Shakespeares Tid; men da dette Maal er ubekræftet, kan vi ikke lægge nogen Vegt paa denne Tanke.

Én Ting er viss: denne lave nedadgaaende Gang fremstiller Verdens Løb, ligesom de opadgaaende Gange fremstiller den »kaldede« Menigheds Løb. Forandringen fra nedadgaaende til vandret Sti synes derfor at vidne om moralsk og politisk Oplysning eller en gunstig Tilbage­holden fra det nedadgaaende Løb.

Det 16de Aarhundredes protestantiske Reformation gjorde sikkert indirekte meget til for at højne Verden paa alle Maader. Den rensede den moralske Atmosfære fra meget af dens Uvidenhed og Overtro, og romersk­katolske saavel som Protestanter indrømmer, at Refor­mationen medførte en ny Æra af verdensomfattende Fremadskriden.

Vi paastaar ikke, som nogle gør, at alting i vor Tid er i Opadgaaen og ingenting i Nedadgaaen. Tvertom ser vi mangt og meget i vor Tid, som vi ikke kan give [337] vort Bifald, fordi det er i Strid med sand Civilisation, for ikke at sige i Strid med den guddommelige »Vilje. Vi ser nu mere vidtomfattende »humanistiske« Anskuelser raade i Verden, hvilke, skønt de er langt fra vor Herres Jesu Religion, dog staar langt foran de forgangne Tiders Uvidenhed og Overtro.

Det er Verdens sociale Forbedring, som er Aarsag til Evolutionslæren og til, at mange tror, at Verden hurtig bliver bedre og bedre — at den ikke behøvede nogen Frelser eller Genløsning, og at den ikke behøver noget kommende Gudsrige eller nogen Genoprettelse. Meget snart vil den stakkels Verden faa se, at Fremgang alene paa Grundvold af Selviskhed betyder voksende Misfornøjelse og tilsidst Anarki. Kun Herrens Folk, som er ledet ved hans Ord, kan se disse Ting i deres rette Lys.

Men medens de ovenfor omtalte Maalforhold afgav sine harmoniske Vidnesbyrd, synes en anden Opmaaling at være ganske ude af Harmoni med Bibelberetningen, nemlig Opmaalingen af den »Første opadgaaende Gang«, som antoges at fremstille Tiden mellem Israels Udfrielse af Ægypten og vor Herres Jesu Fødsel *). Bibelens Tidsregning, som allerede fremstillet, kan vi ikke betvivle, da dens Nøjagtighed er vist paa saa mange Maader. Den viste Tiden for Udgangen af Ægypten til Aaret 1 som nøjagtig 1614 Aar lang, medens Gulvlinien i den »Første opadgaaende Gang« kun maaler 1542 Tommer. Endvidere vidste vi udenfor al Tvivl fra Herrens og Profeternes Ord, at Lovens Tidsalder og »Yndesten« for Israel efter Kødet ikke ophørte ved Jesu Fødsel, men 3¹/2 Aar efter hans Død ved Slutningen af deres 70 Uger, Aar, — 36. (Se Bind II, Kap. 7.)

*) Denne Periode er ikke den samme, som vi i Bind II, Kap. 7, har kaldt og beskrevet som den jødiske Tidsalder. Denne sidste begyndte 198 Aar for Udgangen af Ægypten, ved Jakobs Død, og endte ikke førend Herren, hvem de forkastede, erklærede, at deres Hus skulde lades dem øde, fem Dage før­end han blev korsfæstet.

[338] Dette vilde gøre Tidsperioden fra Udgangen af Ægypten til deres Yndests fulde Ophør (1614 + 36) lig med 1650 Aar. Og skønt den nye Husholdnings Glans og Velsignelse i én Forstand begyndte ved Jesu Fødsel (Luk. 2, 10-14. 25-38), skulde den store Pyramide dog paa en eller anden Maade tilkendegive den fulde Længde af Israels Gunst. Dette fandt vi tilsidst angivet paa en meget sindrig Maade. Granit-»Proppen« viste sig at være nøjagtig af den Længde, at den til Punkt og Prikke udfyldte denne Periode. Da vidste vi, hvorfor denne »Prop« var sat saa fast, at ingen havde formaaet at flytte den. Den store Bygmester havde anbragt den dér, forat den skulde forblive der, forat vi i Dag kunde høre dens Vidnesbyrd samstemme med Bibelens, baade med Hensyn til Planen og Kronologien.

Naar vi maaler denne Gang med dens »Prop«, skal vi betragte den, som det var et Teleskop (Kikkert) med »Proppen« uddraget, indtil dens øverste Ende naar det Sted, som oprindelig tilkendegaves ved dens nederste Ende. Afstanden nedad fra den nordlige Indgang af det »Store Galleri« til den nederste Ende af Granit-»Proppen« er 1470 Tommer, hvortil vi føjer Proppens Længde, 179 Tommer; dette giver 1649 Tommer, fremstillende 1649 Aar; og det ene Tomme-Aars Forskel mellem dette Tal og de 1650 Aar, som Bibelkronologien viser, er let for­klarlig, naar vi husker, at den ene Ende af denne »Prop« er bleven betydelig beskadiget af dem, der bestræbte sig for at tvinge den fra dens faste Stilling i Gangen.

Saaledes stemmer »Stenvidnet« nøjagtig med Bibelens Vidnesbyrd og viser, at Tiden fra Israels Udgang af Ægypten til det fulde Ophør af deres nationale Yndest *) Aar 36 udgjorde 1650 Aar. Men lad os ikke forveksle den Periode med den, der er vist i de parallelle jødiske og kristne Husholdninger, hvilke viser, at de to Tidsaldre hver er 1845 Aar lange, den ene fra Jakobs Død til Aar 33 e. K., og den anden fra Aar 33 e. K. til Aar 1878 [339] Og ikke nok med, at dette er en sindrig Maade at skjule og dog meddele Tidslængden fra Udgangen af Ægypten til Herrens Fødsel (for i rette Tid at være en Bekræftelse af Bibelens Vidnesbyrd), men den omhyggelige Læser vil snart se, at det af to Grunde kun kunde ske paa en saadan Maade: For det første fordi den jødiske Husholdning og Gunst ikke alene begyndte ved Jakobs Død, før Udgangen af Ægypten, men ogsaa løb ind i og parallel med den kristne Husholdning de 33 Aar af den Herres Jesu jordiske Liv; og for det andet fordi det at have gjort den »Første opadgaaende Gang« lang nok til at fremstille hele den jødiske Tidsalder i Tomme-Aar vilde have gjort det nødvendigt, at Pyramiden var bleven bygget endnu større, hvilket igen vilde have ødelagt dens videnskabelige Træk og Lærdomme.

*) Se Bind II, Kap. 3.

Lad os nu undersøge det »Store Galleri« ved Enden af den »Første opadgaaende Gang« og ogsaa mærke os dets symbolske Vidnesbyrd. Det er syv Gange saa højt som den »Første opadgaaende Gang«. Dets Mure bestaar af syv Rækker Stene, som med Kanterne ligger over hverandre, glatte, fint polerede og engang smukt crémefarvede Kalksten. Det er 28 Fod højt, skønt meget snævert; nogle Steder er det 6 Fod bredt, men sammentrængt til 3 Fod ved Gulvet og endnu mindre ved Loftet. Prof. Greaves, en Professor fra det 15de Aarhundrede, beskriver det saaledes:

»Det er et meget storartet Arbejde og staar ikke tilbage for de mest  pragtfulde og storslaaede Bygninger, hvad Kunstfærdighed eller Materialernes Kostbarhed angaar.... Dette Galleri, eller denne Korridor, eller hvad jeg nu skal kalde det, er bygget af hvidt, poleret Marmor (Kalksten), som er meget jevnt tilhugget i store Firkanter eller Tavler. Af samme Materiale som Gulvet er ogsaa Taget og Sidevæggene; Sammenføjningerne er saa tætte, at de neppe kan skelnes af et opmærksomt Øje; og det, som giver det hele Ynde, skønt det gør Passagen mere glat og besværlig, er Opgangens Stigning og Stejihed ... I Marmortavlernes Ordning paa begge Sidevæggene er der et Stykke Arkitektur, der efter mit Skøn er meget [340] smagfuldt, og det er dette, at alle Rækkerne, hvoraf der er syv (saa store er disse Marmorstene), helder omtrent 3 Tommer ud over hverandre, idet den nederste Del af den øverste Række helder ud over den øverste Del af den næste, og saaledes de andre i deres Rækkefølge.«

Prof. Smyth erklærer, at det vilde være umuligt at fremstille det nogenlunde rigtig paa en Tegning, og siger:

»Omstændighederne gør, at dette Galleri ikke kan males eller tegnes efter de almindelige Regler, grundet paa den ringe Vidde, den store Højde, Hvælvingen og den meget ejendommelige heldende Vinkel, som det lange Gulv danner; et Gulv, som, naar man staar ved dets nordlige Ende og ser henimod Syd, synes at stige højere og højere op gennem Mørket, tilsyneladende uden Ophør og med en saadan Stejlhed, at en Kunstner, der vilde male det paa en lodret Plan, kun kunde haabe at fremstille en lille Del af dette Gulv, der vilde hæve sig opad gennem hele Malerens Lærred og forsvinde ved dets Kant. Staar man derimod ved den sydlige Ende af Galleriet og ser imod Nord, taber man straks Gulvet af Syne, og i samme Højde som Øjnene ser man i det fjerne en Del af det stejlt nedadgaaende Loft. For Resten ser man Stenenes højtidelige Skygge paa de høje mørke Vægge paa begge Sider. Alt taler om en umagelig Skraaning, om Arbejde, Møje i én Retning, Fare i en anden og et Bjerg af Styrke overalt.«

Hvilket vidunderligt Billede er der ikke givet os her i det »Store Galleri« af den sande kristne Menigheds Løb og af den Sti, som den lille Flok af Sejrvindere har gaaet i Løbet af Evangeliets Tidsalder! Dens engang smukke, hvide Vægge og Loft, dannet af regelmæssige Stene, som alle helder opover, gengiver ikke Navnkirkens Historie, som nogle har formodet, — ellers vilde de langt fra være regelmæssige og opadvendte — men de fortæller om Guds store Gunst, som er skænket i Løbet af denne Tidsalder, »Kaldet herovenfra«, til visse Friheder og Forrettigheder, tilbudt paa visse Betingelser til alle retfærdiggjorte i Løbet af Evangeliets Tidsalder, aabnet op gennem »Brønden« — Genløsningen.

Dette store Galleris anselige Højde — syv Gange saa høj som den Gang, der fremstiller den jødiske Husholdning [341] (syv er et Symbol paa Fuldstændighed) — fremstiller den Fylde af Velsignelse, som indeholdtes i Forjættelsen til Abraham, og som i Virkeligheden er stillet frem for Evangeliemenigheden. »Kongens Kammer« ved Enden af det »Store Galleri« fremstiller Enden af Løbet, hvortil det nuværende høje Kald fører alle de trofaste; og dette» »Kongens Kammer« er, som vi straks skal faa at se, et meget slaaende Symbol paa Menighedens endelige Bestemmelse. Ved »Brønden« (som fremstiller Genløsningen), ved selve Indgangen til dette Galleri, og som alle, der træder ind paa den Vej, maa se og anerkende, er vor Retfærdiggørelse smukt symboliseret. Saaledes fortæller den store Pyramide os: »Der er derfor nu ingen Fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.«

Det »Store Galleri«s tilsyneladende uendelige Længde viser, hvor lang Evangeliets Tidsalder har forekommet de enkelte Medlemmer af Menigheden, medens dens Snæverhed passende fremstiller »den trange Vej, der fører til Livet«; og dens Stejlhed, den Vanskelighed, der er forbundet med at gaa ad den, og den stadige Fare for at glide tilbage for dem, som ikke nøje vogter paa sine Skridt. Dog indenfor disse Mure af guddommelig Naade er der Sikkerhed og Tryghed for alle, som vedbliver at gøre godt, som vedbliver at vokse i Naade, at stige op ad den vanskelige Vej, at vandre »ikke efter Kødet, men efter Aanden « .

Naar vi ser opad langs med det »Store Galleri«, ser vi, at det har en Ende saavel som en Begyndelse. Derved er der vist os, at de overmaade store og dyrebare Forrettigheder, som har strakt sig gennem Evangeliets Tidsalder, en Gang vil ophøre — det vidunderlige »høje Kald«til Medarveret med Kristus som hans »Brud« vil slutte, naar et tilstrækkeligt Antal til at fuldstændiggøre den »lille Flok« har modtaget Kaldet. Det, som dette Stenvidne saaledes udpeger i Billeder, gør det skrevne Ord meget klart, idet det viser, som vi har set, at den Forret at løbe efter det Klenodie, der hører til Kaldet herovenfra, [342] udelukkende tilhører Evangeliets Tidsalder. Det var aldrig udgaaet til nogen før da — vor Høvding, Jesus, var den første, hvem det blev tilbudt, den første, som modtog dets Betingelser om Offer, og den første, som indgik til Belønningen. Den sydlige Del af det »Store Galleri« afmærker ligesaa bestemt Ophøret af Kaldet til den guddommelige Natur, som den nordlige Ende afmærker Begyndelsen af Tilbudet om denne store Gunst.

Men eftersom det »Store Galleri« fremstiller vort »høje Kald«, saa lad os se udover det og bemærke, hvad dette Kald fører til for den enkelte. Vi har allerede set i Skriften, at vi er kaldt til at lide med Kristus, til at dø med ham og derefter indgaa i hans Herlighed. Og alt dette finder vi paa en slaaende Maade symboliseret i den ejendommelige Maade, paa hvilken man kommer ind i »Kongens Kammer« ved Enden af det »Store Galleri«. Vejen, ad hvilken de, som tager imod det »høje Kald«, kan træde ind i den himmelske Herlighed, fremstillet ved »Kongens Kammer«, er ikke direkte. De maa først prøves i alle Stykker og findes lydige mod Guds Vilje, ellers kan de ikke indgaa til den blivende Hvile. Dette, som Skriften lærer, og som alle, der løber mod det store Maal, erfarer, er kraftig fremstillet i den store Pyramide. Ligesom Kaldet fører til Indvielse og Opofrelse, saaledes leder det »Store Galleri« til visse lave Gange, som symboliserer denne Offervielse. Ankommen til den øverste Ende maa den rejsende bukke sig meget dybt ved den Dør eller Gang, som fører ind i »Forværelset«. Denne Nødvendighed for at bøje sig ned fremstiller den menneskelige Viljes Indvielse til Døden, Begyndelsen til den Selvopofrelse, hvortil alle de er kaldt, som vil opnaa den guddommelige Natur. Hvor meget der menes med denne Selvopofrelse, ved kun de, der har modtaget Kaldet, og som virkelig har overgivet den menneskelige Vilje.

Naar den lave Gang, der fremstiller Offervielse, er passeret, kommer vi ind i det saakaldte »Forværelse«.

[345] Her ophører Gulvet at være af Kalksten. Fra dette Punkt af træder man paa massiv Granit, hvilket kan fortolkes som et nyt Standpunkt eller et Standpunkt som »nye Skabninger«. Men naar man sætter Foden paa Granitgulvet for at træde op paa det nye Stade som nye Skabninger, bemærker man en uhyre stor Granitforhindring; den er kendt under Navnet »Granitlemmen«. Denne spærrer delvis Vejen ligesom en Falddør og efterlader kun en lav Gang lig den, der lige er passeret, 44 Tommer høj, saa at vi atter maa bukke os, før vi fuldt ud kan nyde de Privilegier, der er fremstillet i »Forværelset«. Denne »Granitlem« fremstiller Guds Vilje og synes at sige til den, der nylig har passeret den lave Gang, der fremstiller Overgivelsen af hans egen Vilje: »Det er ikke nok, at du maa opofre din Vilje, dine Planer og Hensigter; du kunde gøre dette og siden optage en andens Vilje og Plan; du maa ikke alene opofre din egen Vilje, men du maa bøje dig for Guds Vilje og modtage den istedetfor din egen og blive virksom i Guds Tjeneste, inden du kan blive regnet for en ny Skabning og en Arving til den guddommelige Natur.«

Naar »Granitlemmen« er passeret, staar vi uhindret paa Granitgulvet i »Forværelset«. (Se Illustrationen.) Dette er et ejendommeligt Rum; dets Vægge er forskellige fra hverandre; det synes at være et Slags Panelværk paa nogle Steder, og paa nogle af dets Vægge er der skaaret Render. Det ser ud til at være fuldt af Lærdomme, som endnu ikke fuldt ud er forklaret eller udtydet. Dog mener de, som har besøgt det, at det ligner en Skolestue, og dette synes at være i fuld Harmoni med, hvad vi kunde vente som en Fremstilling af deres Erfaringer, der er avlet af Sandheden og helliggjort. Dette Forværelse symboliserer Kristi Skole og den Disciplin — de Tros-, Taalmodigheds- og Udholdenhedsprøver, som alle de er underlagt, som har indviet sig fuldt til at gøre Guds Vilje; disse giver dem Lejlighed til at sejre og bevise sin Værdighed til en Plads som Sejrvindere [346] med Kristus i hans kommende Herlighedsregering. Dersom vi er uden saadanne Lektier og Prøvelser, er vi ikke Sønner og Arvinger paa det guddommelige Plan (Heb. 12, 8). Det er i det nuværende Liv, efter vor Indvielse til hans Tjeneste, at Gud lader os gennemgaa sin Skole og Disciplin og derved ikke alene prøver vor Troskab mod ham ifølge vor Pagt, men ogsaa opdrager os til at have Medfølelse med andre i deres Prøvelser og Trængsler, med dem, over hvem han om kort Tid vil gøre os til Regenter og Dommere. — 1 Kor. 6, 2. 3.

Og ikke blot Viljens Død, men ogsaa den virkelige Død maa passeres, inden vi fuldt ud og i Virkeligheden kan indgaa til vor »nye«, »guddommelige Natur«. Og dette er ogsaa vist i dette Stenvidne; thi ved den yderste Ende af »Forværelset« er der en meget lav Gang, som man maa igennem for at komme ind i »Kongens Kammer«, der er det største og højeste Værelse i Pyramiden, et Symbol paa Fuldkommenheden af den guddommelige Natur, som skal vindes af den »lille Flok«, de faa Sejr­indere, udvalgt af de »mange kaldte« (hvis Kaldelse er fremstillet ved det »Store Galleri«), hvilke gaar gennem Selvopofrelse og Prøvelse (fremstillet ved »Forværelset« og de lave Gange, der fører til og fra dette). Kaldet til den »guddommelige Natur« kom først til vor Herre Jesus, hvis Mission paa Jorden havde et dobbelt Formaal: 1) At frelse Syndere ved at betale Genløsningsbetalingen for Adam og alle i ham; og 2) forat han ved Lydighed til Døden kunde bevise sig værdig til den guddommelige Natur og Herlighed. Derfor er det, at det »Store Galleri« er fremstillet som begyndende ved Herrens Fødsel. Det fremstiller derfor ikke Evangeliets Tidsalder, thi den begyndte ikke, før Jesus havde gjort Ende paa Lovens Tidsalder ved sit Offer paa Korset, 33½  Aar efter sin Fødsel; men det fremstiller det høje eller himmelske Kald (gennem Offer) til den guddommelige Natur — »Kongens Kammer«. Vor Herre Jesus var saaledes kaldet fra det Øjeblik, han blev født; og siden Pinsen [347] er alle retfærdiggjorte troende kaldet til den samme høje Forret; dog er der kun faa, der modtager Kaldet til Opofrelse, og kun faa befæster sin Kaldelse og Udvælgelse ved af Hjertet at efterkomme Betingelserne: at vandre i Mesterens Fodspor. Og Længden af den Tid, hvori dette »høje Kald« til den guddommelige Natur varer, og naar det ophører, er som allerede vist angivet i dette »Store Galleri«s Længde og Ende.

»Kongens Kammer«, som kun kan naaes ad Vejen gennem det »Store Galleri« og »Forværelset«, er i enhver Henseende det højeste og mest pragtfulde Værelse i den store Pyramide og er et passende Symbol paa den guddommelige Natur. Mr. Henry F. Gordon beskriver det saaledes:

»Det er et meget smukt Værelse, 34 Fod langt, 17 Fod bredt og 19 Fod højt, helt igennem af rødpoleret Granit; Vægge, Gulv og Loft af firkantede Blokke, føjet sammen med en saa udsøgt Dygtighed, at ingen eneherskende Kejser i den nyere Tid kunde ønske sig noget mere solidt, nobelt og smagfuldt. Den eneste Ting, dette Kammer indeholder, er en tom [Granit-]Kasse eller Kiste uden Laag; og det er værd at lægge Mærke til, at denne Kasse svarer i Rumfang til Pagtens Ark i det mosaiske Tabernakel.«

I den store Pyramide er Granit brugt til at fremstille guddommelige Ting eller den guddommelige Natur, ligesom Guld var et Symbol paa disse Ting i Israels forbilledlige Tabernakel og Tempel; de lave Gange, som fører ind til »Forværelset« og »Kongens Kammer«, svarer til Forhængene for det Hellige og det Allerhelligste; og Granitkassen, det eneste Stykke Bohave i »Kongens Kammer«, svarer til Pagtens Ark, som var det eneste Stykke Bohave i det Allerhelligste i Tabernaklet og Templet. Hvad der i den ene er Guld, er i den anden Granit, med samme symbolske Betydning.

Men dette er ikke alt; vi finder, at de store Sandheder, som symbolsk blev fremstillet i Tabernaklets og Templets to Værelser, det Hellige og det Allerhelligste og deres adskillende Forhæng, har et nøjagtigt Modstykke [348] i den store Pyramide ved de to Værelser »Forværelset« og »Kongens Kammer« og deres lave adskillende Gange. »Forværelset« ligesom det Hellige i Tabernaklet fremstiller den Tilstand i Forholdet til Gud, hvor man regnes som en ny Skabning og Medarving med Kristus til den guddommelige Natur og Herlighed, hvortil den troende indgaar, naar han, efter at have faaet Syndernes Tilgivelse og Forligelse med Gud ved Genløsningen, fremstiller sit retfærdiggjorte Selv som et levende Offer til Guds Tjeneste. Ligesom Tabernaklets første Forhæng fremstillede Indvielsen eller vor egen Viljes Resignation eller Død og en fuld Underkastelse under Guds Vilje, saaledes fremstiller den lave Indgang til »Forværelset« den samme, store Begivenhed, hvormed det nye Liv begynder hos alle, der nogensinde vil blive Medlemmer af det kongelige Presteskab.

Naar denne Prøve, som fremstiller dette, at vi lægger alt paa Alteret, er gennemgaaet, er den troende ikke længere regnet som et Menneske, men som en »ny Skabning«, »delagtig i den guddommelige Natur«. Egentlig vil han dog ikke blive virkelig delagtig i den guddom­melige Natur, før han trofast har lært at lyde Guds Vilje i det nuværende Liv, — den daglige Opofrelse og Dicsiplin (fremstillet ved »Forværelset«s Vægge, som er af en særlig Konstruktion, og ved Bordet med Skuebrødet, den gyldne Lysestage og Røgelsealteret i det Hellige i Tabernaklet), og ikke før han er gaaet gennem selve Døden (fremstillet ved det andet Forhæng i Tabernaklet og ved den anden lave Gang, der fører ind i »Kongens Kammer«), og ikke før han ved Delagtighed i den første Opstandelse er indgaaet med Kristus i Fylden af den forjættede guddommelige Natur og Herlighed — hans evige Lod, fremstillet ved »Kongens Kammer«.

Saaledes vidner den store Pyramide ikke blot om Menneskets nedadgaaende Vandring i Synd, men ogsaa om de forskellige Trin i den guddommelige Plan, ved hvilke der er gjort Forberedelser til en fuldstændig Oprettelse [349] fra Faldet gennem den Vej til Livet, der er aabnet ved Jesu Død og Opstandelse.Det kan sees paa Illustrationen, at Granitgulvet ikke naar helt hen til »Forværelset«s Forside, medens Granitloftet strækker sig over Værelsets fulde Længde. Dette synes at lære en Lektie i Harmoni med, hvad vi allerede har set som et Træk i den guddommelige Plan med Hensyn til de kaldte, som søger at vinde den guddommelige Natur. Den første lave Gang fremstiller Offervielsen af den troendes menneskelige Vilje, hvilket virkelig giver ham Adgang til »det Hellige« eller den helligede Tilstand som en, der skal arve Ære og Udødelighed, fremstillet i »Forværelset«, hvis Granitloft nu dækker ham; dog er en saadan ikke betragtet som fuldt ud indgaaet til den nye Natur, før han er »levendegjort« til Virksomhed og et nyt Liv; og denne Prøve er fremstillet ved »Granit-Lemmen«, som i sin ejendommelige hængende Stilling, hvori den synes rede til at falde ned og saaledes hindre al videre Fremgang, synes at sige: »Pilgrim, skønt du er kommen saa langt og har indviet dig selv til Gud, vil du dog, med mindre du bliver levendegjort af Aanden til Virksomhed i hans Tjeneste, ikke have nogen virkelig Stilling i den guddommelige Natur, hvortil du er bleven kaldt og indbudt.« De tre Trin, ved hvilke de kaldede fra denne Tidsalder skal indgaa til sin Herres Herlighed, er saaledes givet tilkende i den store Pyramide saavel som i Bibelen. Disse Trin er: 1) Offervielse eller Avling af Aanden gennem Sandhedens Ord, fremstillet ved den lave Gang ind til »Forværelset«; 2) Levendegørelse til virksom Tjeneste og Opofrelse gennem Aandens Helliggørelse og Sandheds Tro, fremstillet ved den lave Gang under »Granit-Lem men«; 3) Fødsel af Aanden til fuldkommen Lighed med Herren ved Delagtighed i den første Opstandelse, fremstillet ved den lave Gang ind til »Kongens Kammer«.

Den menneskelige og den aandelige Natur
tilkendegivet.

[350] Om man giver Agt paa Illustrationen (Side 325), vil man bemærke, at en tænkt Linie, trukket gennem den store Pyramides lodrette Akse, vilde efterlade »Dronningens Kammer« og dens »Vandrette Gang«, »Indgangs­passagen«, den »Første opadgaaende Gang« og det »Store Galleri«, alle paa den nordlige Side af denne Linie eller Akse, og kun »Forværelset« og »Kongens Kammer« paa den sydlige Side af den. Ved denne Ordning har den store Pyramides Planlægger (Jehova) udpeget for os Naturernes Forskellighed, som nævnt i Bind I, Kap. 10.

»Dronningens Kammer«, som fremstiller Menneske­slægtens Fuldkommenhed, efterat alle de lydige og værdige i Tusindaarsalderen er bleven genoprettet til moralsk Lighed med Skaberen, lærer ved den Kendsgerning, at dens bagerste eller længst borte liggende Væg ligger i én Linie med Pyramidens Akse, at den saaledes til Guds Billede og Lighed genoprettede Menneskeslægt, skønt endnu menneskelig, dog vil være nær op til den guddommelige Natur — saa nær som én Natur kan være en anden Natur, hvoraf den er et Billede. Og alle de opadgaaende Gange, som fører i Retning af denne Akse, lærer, at Guds Folks Ønsker og Bestræbelser alle skal være hen imod menneskelig Fuldkommenhed, medens de, som hører til Evangeliealderens udkaldte Menighed, skal gaa højere end til menneskelig Fuldkommenhed. De skal som Medarvinger med Kristus indgaa i den guddommelige Naturs Fylde.

Den Kendsgerning, at det »underjordiske Kammer« eller »Afgrunden«, som fremstiller Trængsel eller Død, ikke ligger helt paa samme Side af Aksen som »Dronningens Kammer« og dets Gang, strider ikke mod denne Fortolkning; thi den er strengt taget slet ikke nogen Del af Pyramidebygningen. Den ligger under Pyramiden langt under dens Grundlinie. Men det kan maaske bibringe [353] os en anden Lærdom. En lodret Linie fra dens bagerste Væg vilde gaa nøjagtig langs med Forværelsets bagerste Væg; og den Lære, man kan udlede deraf, er, i Harmoni med Skriftens Advarsel, at det er muligt for nogle, som er indgaaet i »det Hellige« eller i den helligede Tilstand (som er bleven avlet af Sandhedens Ord, og som endog er bleven levendegjort deraf) at begaa Synden til Døden — den anden Død.

Det synes saaledes som om »Afgrunden«s Beliggenhed i Forhold til Aksen, dersom det har nogen Betydning i Forbindelse med Pyramidens Indretning ovenfor denne, angiver, at den anden Død — endeløs, haabløs Tilintetgørelse — vil blive Straffen ikke blot for forsætlig Synd hos de Mennesker, som under Tusindaarsalderens velsignede Lejligheder vil negte at gaa fremad til menne­skelig Fuldkommenhed, men ogsaa for enhver af dem, der er helliget i Løbet af Evangeliealderen, men som med Overlæg forkaster Kristi tilbudte og i Forvejen modtagne Retfærdigheds Klædebon.

Et andet Punkt, som er værd at lægge Mærke til i Forbindelse med den store Pyramidebygnings lodrette Akse oven over Grundlinien, er dette: Herrens første Komme og hans Død, tilkendegivet ved »Brønden«s Munding, ligger paa den Side af Pyramidens Akse, som fremstiller den menneskelige Natur; og at den ligger i samme Højde som den Gang, der fører til »Dronningens Kammer«, hvilket symboliserer menneskelig Fuldkommenhed, er ogsaa værd at lægge Mærke til. Den store Pyramide synes saaledes at sige: »Han blev Kød« — »Mennesket Kristus Jesus gav sig selv til en Genløsningsbetaling for alle«; dog kendte han ikke Synd, men var hellig, ubesmittet, adskilt fra Syndere og havde ikke nogensomhelst Del i Adamsslægtens nedadgaaende syndige Løb (symboliseret ved Gangen ned til »Afgrunden«). Endvidere er »Grotten«s Beliggenhed og den Omstændighed, at den er naturlig og ikke kunstig dannet, fuld af Betydning. Den fremstiller øjensynlig vor Herres Jesu [354] Død. Den Omstændighed, at den er naturlig, lærer, at Herrens Ofring af sig selv ikke var en Tilfældighed, men en forud bestemt og forud ordnet Sag i Jehovas Plan, førend Udarbejdelsen af Planen, som den er fremstillet i Pyramiden, begyndte. Den Omstændighed, at den ligger over og ikke under Pyramidens Grundlinie, synes at lære en anden Lektie i Harmoni med Skriften — nemlig, at skønt vor Herre Jesus døde som en Genløsning for Syndere, steg han dog ikke ned i Synd og Fornedrelse, men selv i sin Død var han indenfor den guddommelige Plans Grænser og Baand, som fremstillet ved Pyramidens Bygningsform ovenfor Grundlinien.

Nu opstaar der et Spørgsmaal af stor Interesse: Vil Pyramidens Vidnesbyrd med Hensyn til Slutningen af Tiden for Opadkaldelsen stemme med Skriftens Vidnesbyrd om dette Emne? Vil den vise, at Enden af det »Store Galleri« nøjagtig falder sammen med den Tid, da Guds Kald til denne Gunst i Overensstemmelse med Skriften ophørte? Eller vil den modsige, hvad vi har lært fra Bibelen, og vise enten et kortere eller et længere Tidsrum for Kaldet til den guddommelige Natur?

Dette vil blive en afgørende Prøve, dog ikke en Prøve for Guds Ord og dets forunderlige Vidnesbyrd, som overgaar alle andre, men en Prøve for dette »Stenvidne«. Vil det fremdeles bevise sin guddommelige Arkitektur ved at bekræfte Skriftens Vidnesbyrd, eller vil det vise en større eller mindre Afvigelse? Hvis det i hver lille Del nøjagtig stemmer med Bibelens Beretning, har det i Sandhed gjort sig fortjent til det Navn, Dr. Seiss har givet den, nemlig »Et Underværk i Sten«.

Nuvel, vi kan ikke sige noget mindre om Pyramiden; thi dens Vidnesbyrd stemmer fuldt ud og i hver Enkelthed med hele Guds Plan, saaledes som vi kender den fra Bibelen. Dens vidunderlige Samstemmen med Bibelen giver ingen Plads for Tvivl om, at den Gud, der inspirerede Profeterne og Apostlerne, ogsaa har [355] inspireret dette Vidne. Lad os undersøge nogle af disse Overensstemmelser hver for sig.

Lad os huske, at Skriften viste os, at den fuldstændige Slutning paa Hedningernes Magt i Verden og paa den Trængselstid, som fører til dens Omstyrtelse, vil følge efter Slutningen af Aaret 1914, og at omkring den Tid vil de sidste Lemmer af Kristi Menighed blive »forvandlet«, herliggjort. Husk ogsaa, at Skriften har bevist os paa forskellige Maader — ved Jubelaars-Rækken, ved Daniels 1335 Dage, ved de parallelle Husholdninger o. s. v. — at »Høsten« eller Tidsalderens Ende skulde begynde i Oktober 1874, og at den store Høst­herre da vilde være nærværende; at det »høje Kald« ophørte syv Aar senere — i Oktober 1881 — skønt nogle, uden at der udgaar et almindeligt Kald, vil faa Adgang til den samme Gunst efter den Tid for at udfylde Pladserne efter nogle af de kaldte, som, da de blev prøvet, viste sig at være uværdige. Lad os saa iagttage den Maade, paa hvilken »Stenvidnet« vidner om de samme Tider og fremstiller de samme Lærdomme. Saaledes:

Det »Store Galleri«s Gulvlinie fra den nordlige til den sydlige Væg er to Gange bleven nøjagtig maalt i de senere Aar, og der er erholdt tre Sæt forskellige Maal. Et Maal a) er fra Væggen ved den nordlige Ende til »Trinnet« og derpaa — udeladende det Stykke, Trinnet hæver sig — langs med dets øvre Overflade, det store­ Galleris Gangflade; et andet Maal b) viser Længden maalt gennem »Trinnet«, som om »Trinnet« ikke var der; et tredje Maal c) giver hele Gulvets Overflade, op ad det Stykke, »Trinnet« hæver sig, og derpaa langs med dets Topoverflade. Prof. Smyth fandt, at det første af disse Maal var a) 1874 Pyramidetommer; det andet b) 1881 Pyramidetommer, og det tredje c) 1910 Pyramidetommer, medens Mr. Flinders Petrie beregner disse Maal som 8/10 Tomme længere. Et rimeligt Overslag,