STUDIER I SKRIFTEN

BIND III.

Komme dit Rige

 KAPITEL 2

»ENDENS TID»
eller
»HANS FORBEREDELSESDAG».
— Dan.  11. —

Endens Tid; — dens Begyndelse Aar 1799; — dens Afslutning 1914. — Hvad der skal forberedes, og Hensigten med Forberedelsen. — Verdens Historie profetisk forfulgt gennem dens fornemste Herskere. — Fra Aar 405 f. K. indtil hans Forberedelsesdag. — Begyndelsen af Endens Tid bestemt afmærket, dog uden Navn eller Aarstal.

ENDENS Tid, en Tidsperiode paa 115 Aar fra 1799 til 1914, er særskilt afmærket i Skriften. »Hans Forberedelsesdag«*) er et andet Navn paa det samme Tidsrum, fordi en almindelig Kundskabsforøgelse med Opdagelser og Opfindelser i sit Følge (la baner Vejen for det kommende Naadesrige, idet mekaniske Hjælpemidler forfærdiges, hvorved Arbejde spares og Verden i Almindelighed forsynes med tidsbesparende Bekvemmeligheder, som, under Kristi Retfærdsstyre vil blive en Velsignelse for alle og hjælpe til at fylde Jorden med Herrens Kundskab. Og det er en Dag eller Tid af Forberedelse ogsaa i en anden Henseende; thi ved Kundskabens Forøgelse blandt Menneskene, hvorved der gives alle Smag for Frihed og Luksus, før Kristi Regering er oprettet, vil disse Velsignelser efterhaanden blive de virkende Midler til Klassemagt og vil give Stødet til, at Masserne rejser [22] sig og omstyrter Sammenslutninger, »Truster« o. l., sammen med hvilke Jordens nuværende borgerlige og kirkelige Styre ogsaa vil falde. Og saaledes er denne Tid (gennem en saadan Omvæltning) en Forberedelsesdag for Oprettelsen af Guds Riges Verdensherredømme, om hvilket der er bedet saa længe.

*) Dette Udtryk er hentet fra Nah. 2, 3 i den engelske Overmettelse. De tilsvarende Ord i den norske lyder (V. 4): »Den Dag, han stiller dem op.« — O. A.

De sidste 40 Aar af Endens Tid kaldes Evangeliealderens »Ende« eller »Høst«, efter hvad vi læser: »Høsten er Verdens [Tidsalderens] Ende, (Matt. 13, 39). Vi vil kortelig henlede Opmærksomheden paa denne Tidsperiodes forudsagte Karakter og Begivenheder, idet vi dog sparer de særlige Træk i Høsten til et efterfølgende Kapitel.

Uagtet vi henter vor Underretning om denne Tidsperiode fra Daniels Profeti, ved vi dog, at han slet ikke, selv forstod noget deraf, thi han sagde: »Jeg hørte det, men forstod det ikke« (Dan. 12, 8). Som Svar paa hans ivrige Sporgsmaal blev der sagt ham, at Ordene var tillukket og forseglet indtil Endens Tid. Deraf følger altsaa, at ingen kunde forstaa Profetien for 1799; og før vi forlader Emnet, skal vi paavise, at Spaadommen tilkendegiver, at den ikke vilde begynde at blive forstaaet før 1829 og ikke paa en klar Udfoldense for 1875.

Det ellevte  Kapitel af Daniels Profeti handler om de mærkelige Tildragelser, som forer frem til »Endens Tid«, medens det tolvte Kapitel fortsætter derfra til Enden eller Høsten. De, som sysler med Profetier, vil lægge Mærke til den ejendommelige Maade, paa hvilken Aarstallet for Begyndelsen af Endens Tid er tilkendegivet, en Maade, som er mærkvaerdig baade ved sin Nøjagtighed i at fastslaa Tidspunktet og tillige ved sin Førdolgelse deraf indtil den afmaalte Tid for dets Forstaaelse. Og efterat dette Tidspunkt saaledes paa en ejendommelig Maade er afmaerket i Kapitel 11,  uden at et Navn eller et Aarstad er blevet nævnt, fremdrager Kapitel 12 tre Tidsrum: 1260, 1290 og 1335 profetiske Dage, som stadfæster, hvad der læses i Kapitel 11, nemlig at Endens Tid begyndte Aar 1799. [23]

Og uagtet Dan. 11 omhandler nogle af Historiens mest fremtrædende Skikkelser og Begivenheder, hvad vi skal paavise, er dets Vidnesbyrd dog endnu forseglet for saare mange af dem, som sysler med Granskning af Profetierne, fordi Profetiens Hovedpunkt, af hvilket meget afhænger, allerede har haft en tilsyneladende Opfyldelse. Denne Mande at tildække eller skjule en Profeti paa, indtil dens rette Tid til at blive forstaaet, er ingenlunde ualmindelig. Og Profetiens Granskere har følt sig saa sikre paa, at dette Hovedpunkt allerede er blevet opfyldt, at der i den almindelige Oversættelse af den engelske Bibel er tilføjet som Randbemærkning: »Opfyldt 171-168 før Kristus.« Stedet i Daniel 11, 31 lyder: »Stridskraefter fra ham skal staa frem og vanhellige Helligdommen, den faste Borg, og afskaffe det bestandige Offer og opstille den ødelæggende Vederstyggelighed. «

Det paastaaes, at denne Profeti blev opfyldt af Antiokus Epifanes, en sy risk Konge, da han med Vold trængte ind i Jerusalem og standsede Ofringerne til Gud i Templet og opstillede den olymupiske Afgud Jupiter i Templet.

Deane tilsyneladende Opfyldelse af Profetien er nok til at tilfredsstille den almindelige Bibellæser, der er tilfreds med at tro, hvad der fortælles ham, og han taber derved interessen for Profetien som noget, der blev opfyldt i den fjerne Fortid og ikke har nogen særlig Interesse for ham. Men den alvorlige Gransker vil lægge Mærke til, at det blev forudsagt (Vers 14), at Voldsmænd blandt Daniels Folk virkelig vilde forsøge at opfylde Synet (eller tilsyneladende opfylde det), men i Virkeligheden ikke komme til at gøre det; og endvidere, at Endens Tid var en fastsat Tid (Vers 35), og at en fuld og rigtig Udtydning først da kunde opnaaes. Følgelig vil saadanne ikke vente rigtige Fortolkninger fra Fortiden. Og den omhyggelige Læser vil heller ikke overse den Kendsgerning, at Herren henledte Opmærksomheden paa selve denne Profeti, og det to hundrede Aar efter dens tilsyneladende Opfyldelse, og paalagde os at vente dens [24] Opfyldelse i Fremtiden, idet han sagde: »Naar I altsaa ser [i Fremtiden] den af Profeten Daniel omtalte Ødelæggelsens Vederstyggelighed at staa paa det hellige Sted« o. s. v. (Matt. 24, 3. 15). Herren tilføjede endog en Paamindelse om, at vi skulde tage os i Agt for ikke at tage fejl med Hensyn til den egentlige Vederstyggelighed, idet han sagde: »Hvo der læser det, han give Agt derpaa.«

Vi haaber, at de i det foregaaende Bind fremsatte Beviser har gjort den Sag klar, at det store Pavesystem er den ødelæggende Vederstyggelighed, som i Aarhundreder har udplyndret baade Verden og Menigheden i Kristi Riges Navn. Det har i Sandhed længe staaet paa det hellige Sted — i Guds Tempel, den kristne Kirke. Takket være Gud for, at vi nu er i Stand til at se dets vederstyggelige Karakter mere og mere klart, saa vi kan undfly alle dets Vildfarelser. Lovet være Gud; at dets Dage er talte og faa, og at den rensede Helligdom (Dan. 8, 14) snart vil blive ophøjet og fyldt med Guds Herlighed.

Efter denne Indledning vil vi skride til en Undersøgelse af Daniels Profeti i Rækkefølge.

Vers 2 begynder ined det medo-persiske Rige, hvis fjerde og sidste Konge var Darius III Kodomanus.

Den mægtige Konge i Vers 3 er Aleksander den Store af Grækenland, angaaende hvem følgende lille Uddrag af Willards Verdenshistorie vil blive Iæst med Interesse. Han siger:

»Efterat Aleksander den Store var trængt i id i Judæa, sendte han en Befaling til Jerusalem om at forsyne hans Hær med Levnedsmidler og Tropper. Jaddus, som dengang var Yppersteprest, gav det Svar tilbage, at han havde svoret Perserkongen Huldskab og Troskab og ikke kunde svigte hans Sag, saa længe denne levede. Saasnart Sejren over Tyrus var vunden, tog Aleksander Vejen til Jerusalem for at hævne sig paa Grund af dette Afslag. Underrettet om hans Hensigt og aldeles ude af Stand til at tage Kampen op med ham raabte Ypperstepresten i sin Nød til Himmelen om Beskyttelse. Undervist i et Syn om Natten slog han Stadens Porte op og strøede Blomster paa Vejen. Iført det levitiske Presteskabs [25] pragtfulde Festklæder gik han ud for at møde Landraneren, fulgt af alle Presterne i hvide Dragter. Da Aleksander mødte ham, bøjede han sig og tilbad. Da hans forundrede Ven spurgte ham, hvorfor han, hvem de andre saa beundrende op til, viste Ypperste-presten sandan Hyldest, svarede han: ’Jeg tilbeder ikke ham, men den Gud, hvis Tjener han er. Jeg kendte ham, saasnart jeg saa hans Klædebon, at han var den samme, jeg saa i et Syn i Makedonien, da jeg paatænkte Persiens Erobring og han forsikrede mig dengang om, at hans Gud vilde gaa foran mig og give mig Fremgang. Aleksander omfavnede derpaa Presterne, gik midt iblandt dem og holdt Himledes sit Indtog i Jerusalem, hvor han paa den højtideligste Maade bragte Ofre i Templet. Ypperstepresten viste ham da Daniels Profeti og udlagde den saaledes, at den persiske Magt skulde omstyrtes af ham.«

Skønt Aleksander underlagde sig Verden paa den korte Tid af 13 Aar, forblev Riget dog ikke som én Nation i hans Familie efter hans Død, men blev delt mellem hans 4 Hærførere og helt og holdent sønderbrudt, som bekræftet i Vers 4.

Læg her Mærke til Overensstemmelsen mellem denne Profeti og den i Dan. 8, 3-9 og 20-25. Her paavises det at frem af en af de Dele, hvori Aleksanders Rige blev delt (jfr. Versene 8, 9 og 21), vilde der komme et »lille Horn« eller Herredømme, som vilde blive overmaade stort. Dette henviser unegtelig til Rom, som hævede sig til Indflydelse paa Grækenlands Ruiner. Fra at være en ubetydelig Vasalstat, hvis Udsendinge skyndte sig at godkende det græske Overherredømme og at blive en Del af Riget ved Aleksander den Stores Føddor, steg Rom lidt efter lidt til Overhøjhed.

Don Historie, som fortælles med faa Ord i Dan. 8, 9. 10, fortælles mere udførlig i Kap. 11, 5-19. I denne. udførlige Redegørelse omtales Ægypten som Sydens Konge, medens Grækerne og derefter Romerne, deres Efterfølgore i Magten eller det nye Horn, der voksede frem af Grækenland, faar Betegnelsen Nordens Konge. Indvaevet mellem disse, sammenvævet snart med den [26] ene og snart med den anden, staar Guds Folks Historie, Daniels Folk, paa hvis endelige Velsignelse Daniel troede i Overensstemmelse med Guds Forjættelse. Det er trættende og unødvendig at forfølge denne Historie, de enkelte Sammenstød mellem Aleksanders Hærførere og deres Eftermænd, indtil Vers 17, som sigter til Kleopatra, Dronning af Ægypten. Og eftersom alle er enige saa langt, har vi ikke nødig at gaa længere tilbage i Fortiden.

De, som paastaar, at Vers 31 gælder Antiokus Epifanes, vedbliver fra Vers 18 at tillærmpe Profetien paa de smaa Stridigheder og Kampe mellem Seleukus Filopater, Antiokus Epifanes og Ptolemæus Filometor hele Kapitlet ud, saaledes som Jøderne øjensynlig havde for Skik at anvende det. Idet Jøderne fortsatte denne Fortolkning ind i Kap. 12, vilde de have stærk Grund til at vente en hastig Udfrielse ved Messias; og saaledes læser vi, at ved Herrens Fødsel var alle i Forventning om hans Komme og om Udfrielse ved ham fra det romerske Aag. Men fra Vers 18 og videre skiller vi, som kan se den virkelige »Vederstyggelighed«, os fra dem og hævder den Opfattelse, at Profetien kun tager Sigte paa fremragende Skikkelser ned til Pavedømmet, og idet den derpaa omtaler og betegner dette, skrider den videre ned til den Tid, da dets Magt til at forfølge ophører, og afmærker dette Tidspunkt med en udførlig Fremstilling af en af de bedst kendte Skikkelser i Historien — Napoleon Bonaparte.

Men man vil maaske spørge: Hvorfor denne Ændring af den i de foregaaendo Vers brugte Fremgangsmaade, saa der nu kun berøres fremragende Træk af Historien? Vi svarer, at dette har været et Led i Guds Maade at forsegle og tillukke Profetien paa. Desuden var alting i Profetien ordnet saaledes, at det ikke skulde volde Israel Anstød ved herrens første Komme. Dersom de tyve Aarhundreders Historie var bleven beskrevet i alle Enkeltheder, saaledes som i den Profeti, der indeholdes i Versene 3-17, vilde det være blevet saa langt [27] og trættende, at det vilde have været uforstaaeligt; og det vilde tilmed have givet Jøderne og den første kristne Menighed en Forestilling om Længden af det Tidsrum, der vilde hengaa, inden Guds Rige vilde komme, og dette var ildm Guds Hensigt.

Idet vi saa gear videre, fremsætter vi den Opfattelse, at Versene 17-19 omhandler de Tider og Tildragelser, i hvilke Markus Antonius og Kleopatra optraadte, da Antonius faldt, og Ægypten (»Sydens Konge«) blev opslugt er Romerriget. Vers 20 anvender vi paa Kejser Augustus, der blev navnkundig for sin planmæssige Opkrævning af store Skatter hos alle skatskyldige Nationer, og hvis Skatteopkrævninger i Jødeland og i hele den daværende civiliserede Verden nævnes i Skriften i Forbindelse med Herrens Fødsel (Luk. 2, 1). Dette Udsagn: »En Befaling udgik fra Kejser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal«, svarer nøje til den Beskrivelse: »Og der skal paa hans Plads opstaa en Skatteopkræver i Rigets Herlighed« (eng. Overs.). Denne sidste Del af Beskrivelsen passer ogsaa nøjagtig, thi Kejser Augustus' Regering er kendt i Historien som det store Romerriges herligste Tid og kaldes »Roms Guldalder«.

En anden Oversættelse af Vers 20 lyder saaledes: »Paa hans Plads skal der opstaa en, som skal lade en Skatteopkræver drage gennem Rigets Pryd.« Dette kunde synes særlig at gælde Palæstina og vilde svare nojagtig til Beretningen hos Lukas. Men det er sandt i begge Henseender: Det var Romerrigets herligste Tid, og Skatteopkræverne sendtes gennem Palæstina Rigets Pryd. Endvidere maa det bemærkes, at Kejser Augustus var den første Hersker, der indførte en fast ordnet Skatteligning i Verden.

Vi læser videre om denne fremragende Hersker: »Og nogle Dage derefter skal han sønderbrydes, men ikke ved Vrede ej heller i Krig.« Om Kejser Augustus berettes det, at han fik en rolig Død, hvorimod hans Forgaengere og hans syv Efterfølgere døde en voldsom [28] Død. Han døde nogle faa Aar efterat han havde naaet Toppunktet af sin Magt og ladet »Skatteopkræveren drage gennem Rigets Pryd«.

Vers 21 beskriver træffende Kejser Tiberius, Augustus' Eftermand: »Paa hans Plads skal der opstaa en Foragtelig, hvem man ikke har overgivet Rigets Herlighed, men han kommer, medens man er tryg, og bemægtiger sig Riget ved glatte Ord.« Lad os her lægge Mærke til, hvorledes den historiske Skildring af Tiberius stemmer med Profetens ovenfor anførte Ord.

White siger: »Tiberius var 56 Aar gammel, da han besteg Tronen under Foregivende af stor Uvillighed til at paatage sig dens vigtige Hverv.... Da alle Baand nu var fjernet, gav Tyrannen sine grusomme og sanselige Lidenskaber løse Tøjler.«

Willard siger: »I Begyndelsen forstilte han sig og lod til at herske med Maadehold, men Masken faldt snart . . . Senatet, hvem han overdrog alle Folkets politiske Rettigheder, var blevet nedværdiget og godkendte føjelig hans Handlinger og ofrede en uafladelig Smigerens Røgelse til den Mand, som fyldte deres Gader med Blod. Det var, medens denne Usling regerede, at vor Herre Jesus Kristus blev korsfæstet i Judæa.«

Disse Skildringer passer nøjagtig til Profetens Beskrivelse og stadfæstes endvidere af det næste Vers (22): »Og de oversvømmende Arme [alle Modstandere] skal oversvømmes af ham og sønderbrydes, ogsaa Forbundsfyrsten.» Dette sidste Udsagn synes utvivlsomt at hentyde til vor Herre Jesus, der, som ovenfor bemærket af Historieskriveren, under Tiberius' Regering blev korsfæstet af dennes Statholder, Pilatus, romersk Landshøvding i Judæa, og af romerske Soldater.

»Og efterat Pagten er indgaaet med ham [eng. Overs.], skal han øve Svig, og han skal drage op og blive mægtig ved faa Folk. [Tiberius indførte Prætorianvagten, som først bestod af 10,000 Mand og siden blev fordoblet. Dette ringe Antal Folk var som Kejserens Livvagt altid i Rom og under hans Kontrol. Med den indgød han Folket og Senatet Frygt, afskaffede Folkevalg og [29] Folkeforsamlinger m. m.] Medens man er tryg, skal han drage ind i Landskabets fedeste Egne og gøre, hvad hans Fædre og hans Fædres Fædre ikke har gjort; Bytte og Rov og Gods skal han uddele til dem, og mod faste Stæder skal han optænke sine Anslag, og det til en Tid.« — Vers 23-24.

Det var baade Augustus' og hans Efterfølgeres Politik paa en fredelig Maade at bevare Magten over de Besiddelser, de tidligere havde vundet, snarere end ved Erobring at føje nye til; og for at sikre sig et fast Hold paa dem var det deres Skik at dele Byttet ved at indsætte Statholdere paa Stedet og iklæde dem Værdighed og Magt; og deres varige Besiddelse af Embedet var gjort afhængig af, hvorvidt de opretholdt Ordenen i sine Provinser, hvorvidt de viste Kejseren Troskab og punktlig indkrævede Skatterne. De fulgte ikke længere som i Begyndelsen den Fremgangsmaade at overfalde og udplyndre Verden blot for at kunne føre Byttet i Triumf til Rom. Ved denne kløgtige Statsstyrelse, ved saadanne »Anslag«, regerede Rom nu Verden fuldstændigere og med større Indflydelse, end da dets Hære drog fra Sted til Sted.

Det bør forstaaes, at uagtet Profetien har givet en omstændelig og for Augustus' og Tiberius' Vedkommende næsten personlig Fremstilling, er dette dog gjort i en bestemt Hensigt, Det Formaal, der skulde naaes, var at afmærke det Tidspunkt, da Verdensherredømmet blev overført fra Grækenland til Rom, — fra Aleksander den Stores fire Hærførere, der stod som Repræsentanter for fire Dele af hint Rige (den græske Buks fire Horn, omtalt i Dan. 8, 8), til det romerske Rige, som paa Glen Tid og tidligere var en Del af Grækenland. Disse fire Felt­herrer, som efterfulgte Aleksander den Store, er ikke mindre tydelig afmærkede i Historien end i Profetien. *) Historieskriveren siger:

*) I Dan. 8, 8 og 11, 4. 5 henføres der tydelig til Delingen mellem disse fire. [30] 

»Riget [det græske] blev nu delt i fire Dele og en Del overladt til hver af de Hærførere, som udgjorde Forbundet. Ptolemæus overtog Regentskabet over Ægypten, Seleukus over Syrien og Øvre-Asien, Lysimakus over Tracien og Lille-Asien indtil Taurus, og Kassander tog Makedonien som sin Andel.« (Willards Verdenshistorie.)

Ved denne Deling kom Italien at høre til Kassanders Distrikt, som var den nordlige Del og kaldtes »Nordens Konge«, medens Ægypten var den sydlige. Del eller »Sydens Konge«. Lidt efter lidt fik den romerske Indflydelse Overhaand, og Stykke for Stykke blev det Landomraade, som oprindelig tilfaldt Seleukus, Lysimakus og Kassander, bragt ind under Rom, der var en Del at den nordlige Afdeling, og kun Ægypten, den sydlige Del, blev tilbage. Denne Sydens Konge, Ægypten, blev lagt ind under den nordlige Dels Magt i Kleopatras, Antonius' og Kejser Augustus' Dage, dels ved Kleopatras Faders sidste Vilje (han døde nemlig, medens hans Børn var smaa, og efterlod derfor Riget til det romerske Senats Beskyttelse) og dels ved Markus Antonius' Nederlag. En Tid lang var »Sydens Konge», Ægypten, virkelig næsten ligesaa mægtig som »Nordens Konge», Rom. Historieskriveren fortæller os, at »det var den største Handelsnation paa den Tid«, at den havde »33,000 Byer«, og at dens aarlige Indtægt »beløb sig til 14,800 Sølvtalenter [omtrent 75 Millioner Kroner].«

Naar vi indser Betydningen af og Hensigten med Profetien, bør vi ikke vente en udførlig, personlig Beretning om disse Rigers Herskere, men ved »Nordens Konge« bør vi forstaa det romerske Riges Overhoved og ved »Sydens Konge« den, som optræder paa det ægyptiske Riges Vegne. Med denne Forklaring fortsætter vi Betragtningen af Profetien.

Vers 25: »Og han [Rom] skal opbyde sin Magt ogsit Mod imod Sydens Konge [Ægypten] med en stor Hær; og Sydens Konge skal indlade sig i Krigen med en stor og saare stærk Hær; men han skal ikke holde [31] Stand, thi man skal optænke [bedragerske] Anslag imod ham.«

Fra Aar 30 f. K., da Kejser Augustus gjorde Ægypten til en romersk Provins, fandt ingen Fiendtligheder Sted mellem de to Riger, indtil Dronning Zenobia, der nedstammede fra Kleopatra, omkring Aar 269 e. K. gjorde Fordring paa Herredømmet. Hendes Regering var kort, den romerske Kejser Aurelian overvandt hende Aar 272. Historieskriveren siger: »Syrien, Ægypten og Lilleasien anerkendte Zenobias, Dronningen af Palmyras, Overherredømme. Men hun maatte tage Kampen op med Datidens største Feltherre og Rigets overlegne Troppestyrke. Aurelian skriver alligevel om hende: ’Det romerske Folk taler med Foragt om den Krig, jeg fører mod en Kvinde. De er uvidende saa vel om Zenobias Karakter som om hendes Ry. Det er umuligt at beskrive hendes Krigsforberedelser og hendes fortvivlede Mod’. Firmus, Zenobias Forbundsfælle i Ægypten, blev hurtig overvunden og dræbt, og Aurelian vendte tilbage til Rom, bedækket med Hæder og store Rigdomme, som det skildres i Vers 28: »Han skal vende tilbage til sit Land med meget Gods; og hans Hjerte skal vende sig mod den hellige Pagt, og han skal udføre det og vende tilbage til sit Land.«

Som et Vidnesbyrd om de Rigdomme, han samlede, vil vi anføre følgende Uddrag af Gibbons Beretning om hans Triumftog gennem Roms Gader. Han siger:

»Asiens Rigdom, overvundne Nationers Vaaben og Faner og den syriske Dronnings pragtfulde Sølvtøj og Klæder var alt opstillet i nøjagtig symmetrisk Orden eller kunstnerisk Uorden.... Zenobias smukke Skikkelse var omsluttet af Guldlænker, en Slave bar den Guldkæde, som laa om hendes Hals, og hun segnede næsten under den uudholdelige Vægt af Ædelstene. Hun gik tilfods foran den pragtfulde Vogn, hvori hun havde haabet engang at skulde køre ind gennem Roms Porte.«

Angaaende Profetens Udsagn om, at hans Hjerte vilde vende sig mod den hellige Pagt (Kristendommen) ved hans Tilbagekomst, siger Mosheim: [32]

»Skønt Aurelian var meget stærkt hengiven til Afgudsdyrkelse og en stor Modstander af Kristendommen, optænkte han dog ikke nogen Forholdsregel til de Kristnes Skade i Løbet af fire Aar. Men i det femte Aar af sin Regering gjorde han Anstalter til at forfølge dem, dreven dertil enten af sin egen eller andres Overtro. Og hvis han havde levet, vilde hans Forfølgelse have været grusommere end de foregaaende, saa grusomt og vildt var hans Sindelag, og saa stærkt paavirket var han af Afguds­presterne og Afgudstilbederne. Men før hans nye Lovbud havde naaet Provinserne, blev han snigmyrdet og derfor led kun nogle faa Kristne for sin Fromheds Skrid under hans Regering.«

Denne Forfølgelsesaand mod Kristendommen aabenbarede sig efter hans Hjemkomst fra Krigen, som det tilkendegives i Profetien. Aurelian var Soltilbeder, og han tilskrev Solen sin Sejr over Zenobia; og straks efter Slaget begav han sig til det pragtfulde Tempel, der var indviet til Solen, for at takke for den modtagne Gunstbevisning. Eftersom de Kristne ikke agtede Solen Tilbedelse værd, antages det, at deres Afslag paa Anmodningen om at deltage i denne Soltilbedelse gav Anledning til hans pludselige og heftige Modstand.

Vers 26 lyder: »Og de, som æder hans kostelige Mad, skal knuse ham, og hans Hær skal strømme frem, der skal falde mange Ihjelslagne.« Aurelian blev snigmyrdet af sine egne Hærførere. Hans Hær var heldig, skønt mange faldt.

Vers 27 sigter ikke til Rom og Ægypten, men til to Konger eller Magter i Romerriget — den kejserlige Magt, som lidt efter lidt døde hen, og den gejstlige Magt, som langsomt hævede sig til Liv og Magt. Den ene søgte at bruge den anden i sine egne selviske Øjemed, om de end ikke vilde indrømme, at de havde saadanne Hensigter. Der staar: »Og begge Kongers Hjerter pønser paa ondt, og ved ett Bord skal de tale Løgn; men det skal ikke lykkes [da], thi endnu varer det med Enden indtil den bestemte Tids Eller — for at udtrykke Tanken tydeligere — et fastsat Tidsrum paa 1260 Aar var blevet bestemt [33] af Gud til at udgøre Længden af Pavedømmets Magt til at forfølge; derfor skulde Foreningen eller Forbundet mellem Gejstligheden og den verdslige Magt ikke »lykkes« da, fordi de 1260 Aar, regnet fra dette Tidspunkt, vilde bringe »Enden« altfor tidlig; derfor maatte det udsættes eller holdes tilbage og kun tillades at komme i Stand lidt efter lidt ved Kejserdømmets Forfald i Italien. Paa Kirkehistoriens Blade ser vi de kristne Biskopers beregnende Stræben efter Magt i det romerske Rige; og øjensynlig overvejede Kejserne meget, hvorvidt det vilde være til deres Fordel at godkende den nye Religion. Konstantin udførte aabenbart kun i en modnere Tid, hvad andre for ham mere eller mindre havde tænkt paa. Men selv Konstantin blev paa Grund af Folkestemningen hindret i, saa hurtig som han havde ønsket, at gennemføre en Forening af Kirkens og Statens Kræfter.

Vi betragter Versene 29 og 30 som en Parentes, der er indskudt for at skjule Meningen for en Tid ved at afbryde Beretningens Sammenhæng, og vi tror, at de sigter til et Sammenstød, der langt ude i Fremtiden skulde finde Sted mellem Repræsentanter for Romerriget og Ægypten. Kun én Kamp skulde yderligere finde Sted mellem disse, og den skulde blive netop paa »den bestemte Tid«, Endens Tid, 1799. Af den Grund vil vi opsætte Undersøgelsen af disse Vers, indtil vi kommer til Versene 40-45, hvor der gives en udførlig Skildring af dette sidste Slag mellem dem.

Vers 31 knytter sig til Tanken i Vers 27, og vi forstaar, at det sigter til den af de to Magter i Romerriget, som havde mest Fremgang, nemlig Pavedømmet. Efterat Historiens Retning profetisk er bleven angivet ved en Skildring af de navnkundigste Herskere indtil Aureuan, og efterat de to mod hinanden stridende Herskermagter, den verdslige og den gejstlige, er bleven fremstillet, bliver dernæst Pavedømmets Overmagt, dets Væsen og Værk i Henseende til Guds Sandhed og Menighed beskrevet. Det er fremstillet som én konge (Magt), uden Hensyn til [34] at det vilde faa mange paa hverandre følgende Paver eller Overhoveder. Vi ved, at i Kampen mellem de verdslige og religiøse Herskere gik Pavedømmet af med Sejren. Og Profetien lyder: »Stridskræfter fra ham skal staa frem og vanhellige Helligdommen, den faste Borg [eng. »Styrkens Helligdom«], og afskaffe ilet bestandige Offer og opstille den ødelæggende Vederstyggelighed.«

Dette fortolker vi saaledes, at skønt det hverken lykkedes den gejstlige eller den verdslige Magt at opsluge den anden, hvad det en Tid kunde se ud til, fremstod der dog »Stridskræfter«, som vanhelligede baade det verdslige Regimentes og den sande Religions vigtigste Grundsætninger. »Styrkens Helligdom«, Magtens og Retsmyndighedens hellige Enemærker, som Gud for en Tid havde overdraget til Hedningerne, til denne Verdens Riger, blev undergravet af dem blandt Gejstligheden, der tørstede efter Magt, og som ved Frækhed søgte at vinde verdsligt Herredømme for at fremme sine egne Planer; og Guds Helligdom (hans hellige Bolig, Menigheden) blev besmittet og vanhelliget af disse »Stridskræfter«s vedholdende Bestræbelser for at opnaa Magt hos de verdslige Herskere og faa Indflydelse hos Folket. Dette var Pavedømmet i Fostertilstand, der lagde flaner om at hæve sig til Magt som et Prestevælde.

Vi kan ikke undres over, at disse fremtrængende »Stridskræfter« var san langt fra Samstemmighed med Guds Plan, at de tabte selve Sandhedens Kraft og Kerne og kun beholdt Skallerne, den ydre Form, da de jo ringeagtede Guds Plan, ifølge hvilken han har indsat »de Ovrigheder, som nu er«, forat vi skal underordne os dem nu i Tiden (de er indsat af Gud for vor nuværende Prøvelse og Forberedelse til fremtidig  Ophøjelse, Magt, Herlighed og Herredømme over Verden), og da de havde besluttet at ville regere, om mulig for det var Guds Tid dertil. Et meget afgørende Skridt i Frafaldet var »Afskaffelsen af det bestandige Offer«. Dette, Toppunktet af Lærens Udartning, der fremstilles i den pavelige Lære [35] om Forvandlingen af Brødet og Vinen i Nadveren (Trans­substantiation) og om Messeofret, vil vi kun lige nævne her og ellers gemme det til en dybere Undersøgelse i Forbindelse med en anden Profeti i et senere Kapitel. Fra den Tid af, da denne skæbnesvangre og bespottelige Vildfarelse blev indført, kalder Gud Systemet en Vederstyggelighed, og den efterfølgende Ophøjelse til Magt omtales her som »den ødelæggende Vederstyggelighed« som skulde blive opstillet. Hvor godt Pavedømmet har fortjent dette Navn, og hvor besmittende dets Indflydelse har været, er klart bekræftet af den mørke Middelalders Historie, som vi i det foregaaende Bind har faaet lidt Indblik i.

Vers 32: »Og dem, som handler ugudelig mod Pagten, skal lam gøre til vanhellige Hedninger ved glatte Ord.» De af Menigheden, som forsømte at leve i Overensstemmelse med sin Pagt med Herren, blev et let Bytte for de Smigrerier, Æresbevisninger, Titler o. s. v., som blev fremholdt for dem af det pavelige Overhoved, da det begyndte at faa Indflydelse. Men skønt mange gav efter for Vildfarelserne, gjorde de det dog ikke alle; thi vi læser: »Men den Skare, som kender sin Gud, skal blive fast og føre det ud. Og de forstandige blandt Folket skal undervise Mængden.« Herved paavises en Deling af Kirken i to særskilte Klasser, som i Dan. 8, 11-14 er kaldt Helligdommen og Hæren; den ene Klasse, fordærvet ved Verdens smigrende Hædersbevisninger, brød sin Pagt med Gud, medens den anden Klasse blev styrket og befæstet gennem de Forfølgelser, som deres Troskab mod Gud udsatte dem for. Blandt den sidstnævnte Klasse var der nogle, som fattede Stillingen og lærte de trofaste, at saaledes stod der skrevet, og at et stort Frafald i Menigheden vilde være Begyndelsen til Antikrist eller Syndens Menneske.

De, der havde brudt Pagten og forenet sig med Staten, udgjorde den største Del, og Magten var i deres i hænder, og de trofaste faa blev forfulgt, jaget, fængslet, [36] pint, plaget og dræbt paa Hundreder af oprørende Maader, hvad Historiens Blade tydelig bærer Vidnesbyrd om, og hvad her er forudsagt af Profeten, som siger: »Og de skal falde ved Sværd og ved Ildslue, ved Fangenskab og ved Plyndring en lang Tid«, — [her afbrydes Meningen ved en Parentes, bestaaende af Vers 34 og en Del af Vers 35] — »indtil Endens Tid; thi endnu skal det vare ved til den bestemte Tid.« Hvor længe denne Forfølgelse skulde vare, antydes ikke her, undtagen at den vilde ophøre ved Endens fastsatte Tid. Fra andre Skriftsteder har vi lært, at det var et Tidsrum paa 1260 Aar, som endte med 1799 e. K., et Aarstal, som særlig er bemærket af Daniel og i Aabenbaringen saavelsom af Historien.

Versene 34. 35: »Og idet de falder, skal de blive hjulpne med en liden Hjælp.« Det fulde Tidsrum af Forfølgerens [Pavedømmets] Magt, 1260 Aar, vilde ikke enele før 1799; men inden dets Udløb sendte Gud en lille Hjælp gennem Reformations- Bevægelsen, som, skønt den i Begyndelsen snarere øgede Forfølgelsen, dog senere ydede nogen Trøst og Beskyttelse for dem, der blev dens Ofre paa Grund af Troskab mod Guds Ord. Reformationen forebyggede Sandhedens fuldstændige Udryddelse. Men med den lille Hjælp kom desværre Smigeren« igen. Saa snart Forfølgelsen begyndte at tage af, tyede Modstanderen til det samme Kneb, hvormed det tidligere var lykkedes ham at fordærve og fornedre Menigheden, for un ogsaa at besejre Reformations-Bevægelsen. Konger og Fryster begyndte at skænke Protestanterne Titler og Hædersbevisninger og slutte sig til Protestantismen; og dette forte til alvorlige Onder og Afvigelser fra Pagten; som vi læser: »Og mange skal slutte sig til dem med glatte Ord, og nogle af de forstandige [Ledere, Reformatoren, lærere, som havde været i Stand til at undervise mange om Pavedømmets Vildfarelser] skal falde, for at lutre dem [de faa trofaste] og rense dem og gøre dem hvide.«

Idet vi følger Profetien videre, finder vi, at ligesom [37] de foregaaende Vers træffende beskrev de ledende Personer, der indtog en fremskudt Plads under Herredømmets Overføring først til Grækenland, derpaa til Rom og endelig paa en snedig, gradvis og hemmelig Maade til Pavedømmet som en Magt, der voksede op af det gamle Rom, saaledes kan vi ogsaa med Rimelighed vente, at Profetien, naar den kommer til det meget vigtige Punkt, hvor Pavedommets Magt bliver brudt*), da vil beskrive Napoleon som den Skikkelse, der paa en særlig fremtrædende Maade er knyttet til denne Forandring, dog ikke ved en Beskrivelse af hans Udseende, men ved en Beskrivelse af de for ham ejendommelige Karaktertræk, paa lignende Maade som Augustus og Tiberius blev beskrevet. Og saaledes finder vi det ogsaa, og Napoleon Bonapartes Løbebane svarer nøjagtig til denne Beskrivelse. Versene 31-35 beskriver Pavedømmet, dets Vildfarelser og Vederstyggeligheder, og Reformationen og dens »lille Hjælp«, der dog tildels blev et Fejlslag paa Grund af Smigrerierne. Disse Vers fører frem til »Endens Tid« og viser, at uagtet den lille Hjælp blev ydet, vilde dog nogle falde ved Forfølgelse indtil Endens Tid. Og saaledes var det; i alle de Lande, der stod under Pavedømmet, — Spanien, Frankrig o. a. — fortsattes Forfølgelsen gennem den frygtelige Kætterdomstol (Inkvisition), indtil der tilgavns blev sat en Stopper derfor af Napoleon.

*) Det er paa sin Plads at sige, at Pavedømmet ophørte ved Begyndelsen af det nittende Aarhundrede; thi efter den franske Revolution var dets Herredomme over Herskere og Riger (ja endog over dets eget Landomraade i Italien) kun el Navn og ikke en Virkelighed. Det maa ogsaa erindres, at indtil den Tid havde Frankrig været den af alle Nationerne, der var mest tro og lydig mod Pavens Myndighed. Det var Frankrigs Konger, Fyrster, Adelsmænd og Folk, der med størst Redebonhed adlød Pavens Bud — satte Korstog i Gang, gik i Krig m. m. i Lydighed mod Pavens Befaling, og som var saa tro, at de ikke tillod en Protestant at leve paa deres Jordbund efter Bartolomæusnattens Blodbad. Ingen anden Nation kunde derfor have Hbfojet Pavedømmet et saa lammende og ødelæggende Slag som netop Frankrig. [38]

Dernæst følger de Vers, som beskriver Napoleon, — det Redskab, Forsynet brugte til at bryde Pavedømmets Magt og begynde dets Straf, som vil ende med en fuldstændig Ødelæggelse, der skal fuldføres senere, saaledes som der staar skrevet: »Hvem Herren skal tilintetgøre ved sin Tilkommelses Aabenbarelse«. — 2 Tess. 2, 8.

Napoleon Bonaparte blev endog af sin Samtid stemplet som et »Skæbnens Barn«. Hans Løbebane er saa klart aftegnet i Profetien, at den bestemt fastslaar Aarstallet fbr »den bestemte Tid«. Denne Maade at fastslaa et Aarstal paa er nøjagtig. Og om vi kan paavise, at de i Profetien omtalte Tildragelser stemmer med Historiens Beretning om Napoleons Løbebane, da kan vi afgøre Tidspunktet ligesaa sikkert, som da vi fastslog Aarstallet for Begyndelsen af Kejser Augustus', Tiberius' og Kleopatras Regering, der beskrives i Versene 17, 20 og 21. Napoleons Løbebane afmærker i Lys af Profetien Aaret 1799 som Afslutningen paa de 1260 Aar af Pavedømmets Magt og Begyndelsen af den Tidsperiode, som kaldes »Endens Tid«. Den profetiske Skildring lyder saaledes:

Vers 36: »Og Kongen skal gøre efter sin Vilje og ophøje sig og gøre sig stor over enhver Gud, og mod Guders Gud skal han tale forfærdelige Ting, og hun skal have Frem­gang, indtil Vreden er til Enede; thi hvad der er fast besluttet, det bliver fuldbydet. Napoleon var ikke Konge, men Udtrykket Konge bliver almindelig brugt, i Skriften til at betegne en mægtig Hersker. Han gjorde efter sin Vilje« maaske mere end noget andet Menneske, som har levet. Han blev navnkundig for sin Egensindighed og Viljekraft, som overvandt næsten uoverstigelige Vanskeliglieder. For at faa den rette Mening ud af ovenstaaende Vers maa man huske paa, at Ordet Gud betyder »en maegtig«, og at det i Skriften hyppig bruges om Konger og Herskere, saaledes som i dette Vers: Guders Gud. (Se Bind II, Kap. 9 og I Kor. 8, 5). Her henfører Ordet Guder« til Herskere, Konger og Fyrster, og »Guders Gud« eller Herskeres Behersker sigter til Paven. De fleste Mennesker [39] anerkender et eller andet religiøst Overhoved, men Napoleon anerkendte intet. Han havde sin egen Vilje og sin egen Plan, og hans Plan var at ophøje sig selv over enhver anden Hersker. Selv »Guders Gud« (d. v. s. Herskeres Behersker, Paven) tiltalte han paa en uhørt Maade han krævede Lydighed af ham som sin Tjener, hvilket i høj Grad rystede Datidens Overtro saavelsom Pavedømmets Vælde. Og som det var forudsagt, havde han Fremgang, indtil han havde fuldført sin Mission, som var at tugte Pavevældet og bryde dets Indflydelse over Folkets Sind. Som Bevis herpaa anfører vi Historikerens Ord:

Medens de verdslige Fyrster, som havde sluttet Forbund med Frankrig, holdt sig dertil i god Tro og betalte det, aftalte Bidrag, gjorde Pavedømmets Overhoved sig skydlig i de uviseste Brud paa sine indgaaede Forpligtelser. Omgivet af Prester, der var hans eneste Raadgivore, tog Paven sin Tilflugt til de gamle Kunstgreb og fromme Bedragerier, og der blev gjort store Anstrengelser for at vække Uvilje mod Frankrig.... Presterne foregav, at Himmelen havde lagt sig imellem, og det blev bestemt paastaaet, at der var sket forskellige Mirakler i flere Kirker til Bekræftelse paa den hellige katolske Tro, paa Pavens Overhøjhed og som Bevis paa Himmelens Misfornøjelse med Frankrigs Opførsel. Da Bonaparte mærkede, at Pavehoffets Forblindelse var saa stor, at alle hans Bestræbelser for at opnaa Fred vilde være frugtesløse, gjorde han straks de nødvendige Skridt til at bringe 'hans Hellighed' til Fornuft.

Han gav General Victor Ordre til at angribe de pavelige Territorier, og denne adspredte, Pavens Hær 'som Avner for Vinden' og foraarsagede en almindelig Forfær delse i Kirkestaterne.... Da 'hans Hellighed' fandt, at St. Peter ikke ydede ham Hjælp i denne Nød, ... afsendte han i Hast en befuldmægtiget til Bonaparte for at bede om Fred. Fred fik han, men paa Vilkaar, der var meget ydmygende. Foruden at Paven maatte opfylde den midlertidige Overenskomst, som han tidligere havde indgaaet, men ikke overholdt, blev han tillige tvungen til at afstaa en Del af sit Landomraade og udrede en Sum Penge paa omtrent 30 Millioner franske Livres [omtrent 21 Mill. Kr.] som et Vederlag for det sidste Fredsbrud.«

Ialt maatte Paven betale Frankrig over 37 Mill. Kr. i Gud og Sølv, foruden andre Værdisager: Statuer, Malerier [40] m. m. En romersk-katolsk Forfatter siger, at »Opfyldelsen af disse Forpligtelser bragte Paven til Ruinens Rand«. Denne Overenskomst blev sluttet den 19de Feb. 1797.

Man skulde synes, at denne heldige Betvingelse af Pavemagten vilde være tilstrækkelig til at vise Verden, at dens Paastand om guddommelig Ret til at herske over Konger o. s. v. var aldeles falsk; men som om dette ikke var tilstrækkeligt, blev der det følgende Aar tilføjet den udnu et Stød, da den franske General Berthier indtog Rom, oprettede en Republik den 15de Feb. 1798 og fem Dage senere bragte Paven som Fange til Frankrig, hvor han døde Aaret efter. Fra den Tid af og indtil nu har det pavelige Herredømme over Jordens Riger kun været en Skygge af, hvad det før var. Siden da har det knapt omtalt sin paatagne Ret til at indsætte og afsætte Konger. Det er en Kendsgerning, at den Pave, der fulgte efter i Aaret 1800 under Navn af Plus VII. »offentliggjorde en Tale, hvori han udtalte som Evangeliets Lære, at alle bør adlyde de foresatte Øvrigheder«, hvilket naturligvis indbefattede ham selv.

Vers 37: »Paa sine Fædres Guder [Herskere] skal han ikke agte, ej heller paa Kvinders Lyst, ej heller paa nogen Gud [Hersker] skal han agte; thi over alt skal han ophøje sig.

Ikke alene viste Napoleon ingen Agtelse for sine Fædres Gud, Pavemagten, men han hyldede heller ikke nogen af de protestantiske Kirkesamfund, der her fremstilles som Kvinder.*) I Virkeligheden lod han sig kun lede af sin egen personlige Ærgerrighed.

*) Ligesom den eneste sande Menighed billedlig kaldes Kristi Brud, og ligesom Romerkirken i utro Forbindelse med jordiske Riger kaldes en Skøge, saaledes kaldes de forskellige protestantiske Sekter og Kirker »Kvinder«. — Aab. 17, 5.

Vers 38: »Men Fæstningernes Gud [Militærmagten] skal han ære paa dens Sted [istedetfor nogen af disse Guder], og en Gud, hans Fædre ikke har kendt, skal han ære med Guld og med Sølv og med dyrebare Stene og med Kostbarheder.« [41]

Andre store Krigere har vist en eller anden overna­turlig Magt Erkendtlighed for vundne Sejre. Aleksander den Store besøgte de hedenske Templer og fejrede saaledes sine Sejre; det samme gjorde ogsaa Cæsarerne, og i senere Tider under Pavevældet var det Skik, at begge Parter i en Krig henvendte sig til Gud, til Helgener, til Jomfru Maria, til Paven for at opnaa Velsignelse og Sejr; og i det mindste foregav de at modtage Sejren som skænket af Gud. Men Napoleon gjorde intet af den Slags; han tilskrev sig selv og sin egen Dygtighed den Fremgang, han gjorde. Han stolede paa Hærene; han satte kin Lid til tapre Mænd, hurtig Manøvrering og dygtige Generaler; og til disse henvendte han sig med sine Begæringer. Formen af hans Ed til »de ældstes Raad i Frankrig, da han overtog Kommandoen over Frankrigs Hære ved sin Tilbagekomst fra Ægypten, viser, at han stolede paa sig selv og sine Tropper. Han svor hverken ved Gud, Bibelen, Paven eller Frankrig, men sagde; »Jeg sværger, jeg sværger det i mit eget Navn og i mine tapre kammeraters Navn!» Medens han tjente sin egen Ærgerrighed, paastod han at tjene Folket; og Roms og andre af ham udplyndrede Byers og Landes Skatte overgav han til det franske Folk, hvoraf han og hans Soldater yar en Del.

Vers 39: »Og saaledes skal han gøre med de stærke Fæstninger og med den fremmede Gud: Den, som anerkender den, skal ban vise megen Ære, og han skal lade dem herske over Mængden, og Land skal han uddele for Betaling« [nogle Oversættelser har: »for intet, andre: »til Løn«]. Napoleon indsatte sine Venner og paalidelige Hærførere i Magtstillinger blandt alle de besejrede Nationer i Europa. Disse Embeder var hans Gaver; dog blev de givet paa Betingelse af Troskab imod ham. De fik dem »for intet«, men de var dog Løn for Troskab og Lydighed mod ham. Historien (Willards Universal History, Side 452) siger herom:

»Napoleons ærgerrige Planer traadte stadig tydeligere [42] for Dagen. Holland var Aaret i Forvejen bleven gjort til et Kongerige, over hvilket hans Broder Louis Bonaparte blev Konge. Neapel blev nu givet Josef Bonaparte, den ældre Broder, som ogsaa fik Titelen af Konge over begge Sicilier. Adskillige Landsdele blev gjort til Hertugdømmer eller Len af Riget og givet til Kejserens Slægtninge og Yndlinge. Hans Søster Pauline blev gjort til Fyrstinde af Guastalla, hans Svoger, Murat, Storhertug af Berg og Cleves, og Eugen Beauharnais, hans Gemalinde Josefines Søn af første Ægteskab, blev Vicekonge af Italien. Fjorten Provinser i det sydlige og vestlige Tyskland blev omdannet til Rhinprovinsen. De blev skilt fra det tyske Rige og anerkendte Napoleon som sit, Overhoved under Titel af Protektor. Schweiz blev ogsaa bragt ind under Frankrigs Herredømme, og Napoleon erklærede sig selv for dets 'Mægler'.«

Napoleons Politik ledte ham ogsaa til at oprette forskellige Æresordener blandt Officererne og Soldaterne, som f. Eks. »Æreslegionens Baand«, »Jernkroneordenen« o. fl.

Efterat Profetien saaledes har givet tilstrækkelige Grunde til at fastslaa Identiteten af denne Personlighed (Napoleon), hvis Handlinger afmærker Begyndelsen af »Endens Tid«, paaviser den, hvilke af den Tids særlige Begivenheder der skal forstaaes som bestemt betegnende det nojagtige Aarstal for Begyndelsen af »Endens Tid«. Denne Begivenhed viser   at være Napoleons Tog til Ægypten, som varede ett Aar og fem Maaneder. Han sejlede bort i Maj 1798 og landede ved sin Tilbagekomst i Frankrig den 9de Oktober 1799. Dette Felttog er tydelig beskrevet med faa Ord i Versene 40-44.

Vers 40: »Men i Endens [bestemte] Tid skal Sydens Konge [Ægypten] stanges med ham, og Nordens Konge [England] skal storme frem mod ham med Vogne og Ryttere [de ægyptiske Mamelukker m. fl.] og med mange Skibe [den engelske Styrke bestod af en Flaade under Admiral Nelson]. Og han [Napoleon] skal drage ind i Landene og oversvømme og overskylle [sejrende].«

Historien viser, at den ægyptiske Hær under Murat Bey efter en afgørende Kamp blev slaaet tilbage. . . . De franskes Held bragte Rædsel langt ind i Asien og [43] Afrika, og de omboende Stammer bøjede sig for Sejrherren.... Men hans Vaabenlykke vendte sig. Hans Flaade, der bestod af 13 Linieskibe foruden Fregatter, blev funden i Abukirbugten af den engelske Admiral Nelson, som længe havde søgt efter den; og han angreb den om Aftenen den 1ste August 1798 med en saadan Kraft og Iver [han skulde »storme frem mod ham«], som aldrig før var forekommet i et Søslag.

Versene 41-43: »Og han skal drage ind i det dejlige Land [Palæstina], og store Skarer skal falde; men disse skal undslippe fra hans Haand: Edom og Moab og de ypperste af Ammons Børn [Napoleon blev ved Kysten og gik ikke ind i Landet, men forbigik disse Lande]. Og han skal udstrække sin Haand imod Lande, og Ægyptens Land skal ikke undslippe. Og han skal bemægtige sig Skattene af Guld og af Sølv og alle Ægyptens Kostbarheder, og Libyere og Ætiopere skal være i hans Følge.«

Versene 44-44: »Og han skal opslaa sine Paladstelte mellem Havet og det hellige, dejlige Bjerg.« Dette Udsagn kan sigte til to Bjerge, som begge kan kaldes dejlige og hellige — enten Tabor eller Sinai. Paa Bjerget Tabor, dejligt og helligt som Stedet for Herrens Forklarelse og af Peter kaldt det hellige Bjerg«, blev Napoleons Telte opslaaet, og et af hans vigtigste Slag blev udkæmpet der. Sinai Bjerg, helligt og herligt som det Sted, hvor Lovpagten mellem Gud og Israel blev indgaaet, blev besøgt af Napoleon og hans »videnskabelige Korps« og udvalgte Livgarde.

»Men Tidender fra Osten og fra Norden skal forfærde ham, og han skal drage ud i stor Harme for at ødelægge og for at tilintetgøre mange [Folkeslag]. Men han skal komme til sin Ende, og der skal ingen være, som hjælper ham.«

Under sit Ophold i Ægypten fik han vide, at en ny Alliance var bleven dannet mod Frankrig, og han brød straks op og rejste til Frankrig. Om dette siger Historieskriveren Willard: »Efterretninger fra Europa tvang [44] ham til at forlade Ægypten, og idet han lod Hæren blive tilbage under General Kleber, vendte han skyndsomt tilbage til Frankrig i al Hemmelighed. . . . En Lykkens Omskiftelse havde fundet Sted i de franske Forhold; en ny Koalition var bleven dannet mod Frankrig, bestaaende af England, Rusland, Neapel, Tyrkiet og Østerrig.« Sammenlign disse Ord fra Verdens-Historien med Profetiens Ord: »Men Tidender fra Osten og fra Norden skal forfærde ham, derfor skal han drage ud i stor Harme for at ødelægge og tilintetgore mange [Folkeslag]. Napoleons store Harme og hans Forsøg paa at tilintetgøre alle Europas Nationer er altfor vel kendt til at behøve at gentages her. Dans ærgerrige Planer lykkedes næsten; dog, nogle faa Aar efter døde denne sin Tids navnkundigste Mand som en landflygtig, forladt af alle, som Profetien havde forudsagt.

Ligesom Vers 40 erklaerer, at dette Tog til Ægypten vilde finde Sted ved »Endens Tid« eller, som en anden Oversættelse gengiver del, »ved den bestemte Tid«, saaledes ogsaa Versene 29 og 30, som hentyder til den samme Begivenhed, og som tidligere blev anført som en Parentes. Det vil erindres, at vi har fundet, at Versene 25-28 hentydede til et tidligere Tog til Ægypten; og i Versene 29 og 30 er det antydet, at det næste store Tog til Ægypten skulde finde Sted ved den bestemte Tid«, d. v. s. »Endens Tid«, som det er beskrevet i Versene 40-45.

»Til den bestemte Tid skal han komme igen og drage mod Syden; men det sidste skal ikke blive som det første.» Napoleons Indfald i Ægypten førte ikke til det, som et lignende Forsøg i Kleopatras eller i Zenobias Dage havde ført til. Skønt Napoleon havde Held med sig som Hærfører i Ægypten, tilkæmpede han sig dog ingen saadanne Sejre som hans Forgængere; og Grunden hertil er beskrevet i næste Vers: »Thi Skibe fra Kittim [d. e. romerske] skal komme imod ham.« Den engelske Flaade spærrede Vejen for Napoleon og hindrede hans Sejr. Eftersom England saavel som Frankrig havde været en [45] Del af det gamle Romerrige, og eftersom Frankrig var i Krig med det øvrige af dette Rige og forsøgte at erobre det, kan vi indse det rigtige i, at disse kaldes romerske Skibe. »Og han [Napoleon] skal blive modfalden og vende tilbage og harmes paa den hellige Pagt og udføre det.«

Ved sin Tilbagekomst fra Ægypten opgav Napoleon sin forrige heftige Modstand mod Pavedømmet og underskrev en Overenskomst (Konkordat) med Paven, hvorved den romersk-katolske Religion blev genindført i Frankrig. Dette var en Handling imod Sandheden, men han syntes at se, at han ved denne Politik lettest kunde omstyrte Republiken og befæste sin egen Magt som Kejser. Og han »udforte» det virkelig ogsaa. Men denne Politik varede ikke længe, efterat han havde opnaaet Kejsermagt; han begyndte snart igen at modarbejde hint System, som kaldes »Syndens Menneske«, saaledes som Profetien beskriver det i følgende Ord: »Og han [Napoleon] skal vende om [skifte Sind] og lægge Mærke til [eng.: »oplægge Raad mod.«] dem, der forlod den hellige Pagt«, d. v. s. han begyndte at lægge Planer og modarbejde den frafaldne Romerkirke. Heri havde han ogsaa Fremgang.

Med faa og skarpe Strøg aftegner Profetien i Daniels ellevte Kapitel saaledes Verdens Historie fra Persiens Rige til Pavedømmets Omstyrtelse. Skønt den spænder over det lange Tidsrum af 2400 Aar, opfylder den dog sit Formaal, som var klart at afmærke det Aar, da Endeus Tid begyndte — 1799. Med det Aar naaedes Grænsen for Pavedømmets 1260 Aar, hvori det havde Magt til at undertrykke, og Endens Tid begyndte. Og lad os ikke overse, at det ogsaa var det sidste Aar af Pavedømmets Millennium eller tusindaarige Regering, der begyndte med Aar 800, som vist i det foregaaende Bind. Men 1799 var kun Begyndelsen til den Periode, som benævnes »Endens Tid«, og indenfor hvis Grænser ethvert Spor af dette System skal være forsvundet.

Læg Mærke til, hvorledes Reformationens Forfald og Aarsagen dertil er beskrevet i faa Ord i Versene 34 og 35. [46] Kærlighed til Verden og Ønske om at fan Magt, Indflydelse og gode Dage var de Snar er, som først fangede Menigheden og frembragte Pavedømmet; og de samme Ønsker og Bestræbelser afbrød Reformationen. Luther og hans Meningsfæller modarbejdede i Begyndelsen kækt blandt andre af Pavedømmets Vildfarelser ogsaa Foreningen mellem Stat og Kirke; men da Reformationen efter faa Aars tapper Modstand mod den mægtige Modstander begyndte at fan nogen Indflydelse paa Grund af det voksende Antal, da Konger og Fyrster begyndte at smigre Reformatorerne og der aabnedes Adgang for dem til ledende Stillinger i Samfundets og Rigets Styrelse, da tilsløredes deres Blik for det fejlagtige ved Foreningen mellem Kirke og Stat, hvad de engang saa klart havde set og gjort Modstand insod; og de rensede eller reformerede Kirker i Tyskland og Schweiz o. s. v. traadte i Roms Fodspor og stod rede til at forene sig med og støtte et hvilketsomhelst politisk Parti eller en hvilkensomhelst Fyrste eller Regering, der var villig til at vedkende sig dem og hylde den. Saaledes faldt nogle af de forstandige, og fra at være Ledere i Reformationsarbejdet blev de nu Ledere til Fristelse. Dette blev en stor Hindring for den Reformaationsbevængelse, som var begyndt saa godt.

Men alt dette kunde ikke kuldkaste Guds Plan. Ved hans Visdom blev det, vendt til det gode. Det tjente, ligesom Pavedømmets Vildfarelser havde gjort, til end mere at prøve de sande hellige og til at bevise, om de i Virkeligheden var Guds eller Menneskers Efterfølgere. Det har tjent dette Formaal hele Vejen fra hin Tid til nu — »at prøve dem og rense dem og gøre dem hvide«.

Dersom vi har Ret, naar vi fastslaar Begyndelsen af Endens Tid til 1799, burde vi vente, at man der for en Del vilde ophøre at henfalde til Vildfarelse i Retning af For­ening mellem Stat og Kirke, skønt det kunde kræve en lang Aarrække, inden den fulde Befrielse for denne Djævelens Snare kunde finde Sted. Ved at se tilbage finder vi, at Kendsgerningerne nøjagtig stemmer hermed. Siden [47] den Tid har der fundet Adskillelser Sted mellem Kirker og Riger, men ingen nye Foreninger. I Virkeligheden afmærker det Aarstal en ny Reformation paa et mere solidt Grundlag. Pavedømmets Indflydelse over Europas Riger havde forhen været saa stor, at dets Forbandelser frygtedes af Nationerne som en tærende Sot, og dets Velsignelse ønskedes for Landenes Velfærd. Da Protestanterne skilte sig fra Pavedømmet, modtoges de af Verden som en blot mindre fordærvet Stedfortæder for Pavedømmet, og deres Gunst, Raad og Godkendelse blev ofte søgt paa lignende Vis. Men da Napoleon modig lod haant baade om Pavedømmets Velsignelser og Forbandelser og dog havde stor Fremgang, svækkede halis Optræden ikke alene i høj Grad Pavemagtens Indflydelse over Regeringerne, men den svækkede ogsaa de forskellige protestantiske Systemers Indflydelse i retslige og politiske Sager — hvilken Indflydelse havde vokset sig stærk i Løbet af to og et halvt Aarhundrede.

Den nye Reformation, der skrev sig fra Napoleons Tid, var ikke mindre grundig end den Reformation, der fremkaldtes af Luther og hans Meningsfæller, skønt den ikke var nogen religiøs Bevægelse eller paa nogen Maade blev fremdreven af religiøs Iver; Deltagerne i Værket var sig heller ikke bevidst, at de udførte et Arbejde, der var forudsagt i Profetien Aarhundreder i Forvejen. Napoleon og hans Kammerater var gudløse Mænd, som dreves af sin selviske Ærgerrighed og Magtbrynde; men uden deres Vidende styrede Gud deres Fremfærd og lod dem udføre hans Planer. Hvis den Reformation, som Gud først satte i Gang indenfor Kirken, havde vedvaret, — hvis Reformatorerne og deres Efterfølgere var forbleven tro mod Sandheden — kunde hans store Planer være bleven fuldført ved dem som hans hædrede Redskaber. Men da de bukkede under for Verdens Smiger, viste Gud, at han havde andre Veje til Gennemførelsen af sin store Gerning.

Napoleons Værk og den franske Revolution brød den religiøse Overtros Fortryllelse, nedslog Hovmodet hos [48] de selvophøjede religiøse Herskere, vakte Verden op til en fuldere Forstaaelse af Menneskets Evner og Forrettigheder og tilintetgjorde det pavelige Herredømme, mod hvilket den religiøse Reformation havde rettet et Dødsstod, men som den senere Fremgangsmaade atter havde lægt (Aab. 13, 3). Den Tidsperiode, der endte med 1799 og afmærkes ved Napoleons Tog til Ægypten, beseglede og fastsatte Grænsen for det pavelige Herredømme over Nationerne. Da, efterat den afmnalte Tid (1260 Aar) var udløben, begyndte den forudsagte Dom over dette Sy­stem, som tilsidse skal blive odelagt og tilintetgjort for al Tid«. — Dan. 7, 26.

Dette Aarstal afmærker ogsaa klart Begyndelsen til en ny Tid for Tankefrihed og Forstaaelse af de enkeltes personlige Rettigheder og Friheder, og Tiden har allerede udmærket sig ved sine hurtige Fremskridt henimod Gennemførelsen af det for Endens Tid fastsatte Arbejde. Til Belysning heraf kan f. Eks. nævnes de forskellige Bibelselskabers Opkomst og Virksomhed — »pestudbredende Bibelselskaber, som Romerkirken kalder dem, skont den nu ikke kan hindre dem. Og den hellige Bog, som denne Kirke engang holdt i Lænker, holdt skjult under dode Sprogs Dække og forbød sine bedragne Undersaatter at læse, er nu spredt i millionvis i hver Nation og i hvert Sprog. Det britiske og udenlandske Bibelselskab blev oprettet 1803, New York-Bibelselskabet 1804, Berliner-Bibelselskabet 1805, Filadelfia-Bibelselskabet 1808, og det amerikanske Bibelselskab 1817. Disse Selskaber har i Løbet af dette Aarhundrede gjort et meget stort Arbejde. Millioner af Bibler udgives hvert Aar og sælges til lave Priser, og mange Tusind gives bort til de fattige. Det er vanskeligt at beregne denne Virksomheds store Indflydelse. Skønt meget, uden Tvivl gaar tabt, er Virkningen i Almindelighed dog den at bryde Trældommens og Overtroens Lænker saavel i politisk som i kirkelig Henseende. Dens stille Undervisning om, at Paver, Prester og Lægfolk saavel som Konger, Generaler og Tiggere [49] alle skal gøre den samme Herre Regnskab, er den største af alle udjevnende Kræfter.

Skønt den religiose Reformationsbevægelse, der strakte sig over hele Europa, havde givet Pavedømmets Indflydelse et alvorligt Knæk, havde de reformerede Kirker dog saa nøje efterlignet dens Politik, dens Krav paa gejstlig Myndighed over Folket (*Gejstligheden« gjorde Paastand paa at udgøre en særlig og af Gud beskikket Herskermagt i Verden), at den første Virkning af hin Reformation i hoj Grad blev lammet og for en stor Del efterlod Folket og de verdslige Herskere i overtroisk Ærefrygt for og Tjenerforhold til alt, hvad der hed Kirkemyndighed. Reformationen fordelte mellem mange Sekter meget af den overtroiske og usunde Ærefrygt, som tidligere samlede sig om Pavedømmet alene. Men den politiske Reformation, som det nittende Aarhundrede var Vidne til, og som især skriver sig fra 1799, »Endens Tid«, er, skønt meget forskellig fra den forrige, ikke desto mindre ogsaa en Reformation. De amerikanske Koloniers Afkastelse af fremmed Aag og den deraf følgende Uafhængighed — den heldige Oprettelse af en fremgangsrig Republik, en Regering af Folket og for Folket uden Indblanding af Kongemagt eller Prestevælde — fremstillede en ny Lærdom for det nu opvaagnende. Folk, som i mange Aarhundreder havde slumret i Uvidenhed om sine af Gud givne Rettigheder, idet de antog, at Gud havde bestemt Kirken til at være den øverste Herskermagt, og at de var forpligtet til at adlyde de af Kirken indviede Konger og Kejsere, lige meget hvor uretfærdige deres Fordringer var, fordi Kirken havde erklæret dem for beskikket af Gud gennem den.

For et Folk, der længe var blevet traadt i Støvet, blev Amerika en Kilde til Forundring. Det var i Sandhed »Friheden, der oplyste Verden«. Undertrykt af Prestevælde, kongelig Overdaadighed m. m., hvortil kom gentagne Misvækstaar, der forarmede og næsten udsultede det franske Folk, rejste dette sig omsider i Fortvivlelse og iværksatte [50] den frygtelige Revolution, der varede i fjorten Aar, fra 1789 til 1804.

Frygtelige som disse Optrin af Lovløshed og Vold var, var de dog kun den naturlige Frugt, det tilbagevirkende Udslag af et længe undertrykt Folks Opvaagnen til Bevidsthed om sin Skam og Fornedrelse. De verdslige og religiøse Magter, som i Guds og Sandhedens Navn, for sin egen Ophøjelses Skyld, havde forblindet og bundet Mennesker, for hvem Kristus døde, høstede her en Hvirvelvind.

Selvfølgelig vilde en saadan Tilbagevirkning af en saadan Aarsag gaa i Retning af Fritænkeri. Frankrig blev pludselig aldeles gennemtrængt af fritænkerske Ideer under Indflydelse af Voltaire og hans Tilhængere, som oversvømmede Landet med sine Skrifter, udslyngene Foragt og Haan imod Kristendommen eller rettere mod den frafaldne Romerkirke, som var den eneste Slags Kristendom, det franske Folk kendte til. De paapegede dens Falskhed, Grusomhed, Hykleri, Ryggesløshed, Urimelighed og al dens Ondskab, indtil det franske Folk blev ligesaa brændende i sin Iver for at udrydde Katolicismen og al Religion, som det hidtil havde været for at støtte den. Og det elendige, bedragne Frankrig, der i tusind Aar fuldstændig havde været under Pavedømmets Indflydelse, og som troede, at den virkelige Kristus og ikke Antikrist havde været dets foragtelige Herre, raabte med Voltaire: »Ned med Uslingen!« og deres Bestræbelser for at nedstyrte den forhadte Antikrist gav sig Udslag i alle den franske Revolutions Rædsler — et forunderligt Eksempel paa Gengældelses-Retfærdighed, naar det sees i Sammenligning med Bartolomæusnattens frygtelige Blodbad og lignende Begivenheder, som Pavedømmet havde givet Anledning til og jublet over.

Det vantro Frankrig rejste sig pludselig i sin Vælde, ødelagde Bastillen, udstedte sin Erklæring om Menneskets Rettigheder, henrettede Kongen og Dronningen og erklærede Krig mod alle Konger og sin Sympati med alle Revolutionsmænd [51] alle Vegne. Imidlertid frygtede Verdens Herskere med tilbageholdt Aandedræt, at Oprørssmitten skulde bryde ud iblandt deres Undersaatter; og da de frygtede et verdensomfattende Anarki, indgik de et Forbund til gensidig Beskyttelse mod sine Undersaatter, som virkelig kun med Nød og neppe holdtes tilbage. Det franske Folk frasagde sig Kristendommen og lagde Beslag paa alle den romersk-katolske Kirkes store Godser og Indtægter saavel som paa Kongens og Adelens Godser. Paris' Gader flød igen med Blod, men det var Blodet af Presten og Adelsmænd istedetfor af Protestanter. Man anslaar Antallet af de henrettede til 1,022,000; disse dræbtes ved Hundreder af forskellige Midler, som var opfundet i dette Øjemed. Under Forfølgelsen og Nedsablingen haanedes Presterne med Paamindelser om, at Pavens Tilhængere havde brugt en lignende Fremgangsmaade mod Protestanterne, og om deres egen Lære, at »Hensigten helliger Midlet«. Revolutionsmændene paastod, at Hensigten var menneskelig Frihed, politisk saavel som religiøs, og at deres Død, som satte sig derimod, var nødvendig som det eneste sikre Middel.

Ligesom alle saadanne Tildragelser var den franske Revolution et stort Onde og voldte Millioner af Mennesker megen Ulykke; men samtidig var den, ligesom adskillige andre Hændelser, en delvis Oprejsning for en stor Uret, og ligesom med andre Ting vendte Gud ogsaa dette til det gode, til en Forøgelse af Kundskaben og til Fremme af sine Planer, som det fremhæves i Profetien. Vi bemærker her, at den franske Revolution er tydelig omtalt i Aabenbaringen, hvilket klart viser, at den afsluttende Trængsel over alle »Kristenhedens« Nationer blev anskueliggjort i hin Rædselsperiode. Den Fritænkeriets og Lovløshedens Pest, der fra Frankrig bredte sig Verden over, blev næret af »Kristenhedens« falske og skriftstridige Lærdomme og Skikke, der herskede ikke blot indenfor Pavedømmet, men ogsaa blandt de »rettroende« i Almindelighed. Navnkristendommen er ikke noget tilstrækkeligt [52] Lægemiddel mod dette Onde, som vil foraarsage »en Trængsel saa stor, som ikke har været siden et Folk blev til — og heller ikke skal vorde mere«.

De franske Fritænkeres Indflydelse blev bragt ud over Europa af Napoleons Hære, og den undergravede i høj Grad baade Kongers og Presters Indflydelse. Men den haarde Medfart, Pavedømmet fik af Napoleon, der handlede som Overhoved og Repræsentant for det trosfiendske Frankrig, satte Kronen paa Værket og bidrog mere end alt andet til at sønderbryde den overtroiske Ære frygts Lænker, hvormed »Gejstligheden« saa længe havde holdt »Lægfolket« i Underdanighed under sig. Men da den uforfærdede Napoleon ikke alene trodsede Pave Pius VI.s Banlysning, men ogsaa paalagde ham Straf for Brud paa hans (Napoleons) Ordrer og omsider tvang ham til at tilbagegive Frankrig don pavelige Landstrækning, som Karl den Store (hvis Efterfølger Napoleon paastod at være) tusind Aar i Forvejen havde skænket, aabnede det Folkenes saavel som Monarkernes Øjne for det falske i Pavedømmets Krav pen Myndighed. Den store Omvæltning i den offentlige Mening paa den Tid med Hensyn til pavelig Myndighed kan sees deraf, at da Napoleon antog Titelen og udnævnte sig selv til romersk Kejser som Karl den Stores Efterfølger,*) rejste han ikke til Rom for at lade sig krone af Paven, men bød Paven at komme til Frankrig for at overvære hans Kroning. Men den heldige Hærfører, som more end en Gang havde udplyndret og ydmyget Pavedømmet, vilde ikke engang samtykke i at blive kronet af Paven og saaledes modtage den kejserlige Værdighed ved nogensomhelst Godkendelse af pavelig Myndighed, mon han ønskede blot Pavens Nærværelse for at stadfæste og anerkende Højtideligheden og velsigne Kronen, som Napoleon selv tog fra Alteret og satte paa sit Hoved. Historieskriveren siger: »Han [53] satte derpaa Diademet paa sin Gemalindes Hoved, ligesom for at vise, at hans Myndighed var Frugten af hans egne Handlinger« — af hans Krigsheld og hans Fremgang. Paven er heller ikke siden bleven opfordret til at bortskænke den romerske Kejserkrone.

*) Napoleons store europæiske Krige var blot hans Forsøg paa atter at samle hint Kejserrige, som det eksisterede under Karl den Store.

En romersk-katolsk Forfatter*) siger om denne Kroning:

*) Chair of St. Peter, S. 433.

»Idet han [Napoleon] handlede anderledes end Karl den Store og andre Herskere, som havde begivet sig til Rom ved lignende Lejligheder, holdt han i sit Hovmod fast paa, at den hellige Fader skulde  komme til Paris for at krone ham. Paven følte den yderste Fortrydelse over saaledes at afvige fra gamme Sædvane. I Grunden betragtede han det som vanærende for sit ophøjede Embede.

Med Hensyn til de Ydmygelser, som Napoleon lod Pavedømmet vederfares, siger Historien:**) «

**) Campaigns of Napoleon, S. 89, 90.

»Den 23de Juni 1796 blev der sluttet en Vasbenstilstand med Paven [Pius V1.] paa Betingelser, som var tlistrækkelig ydmygende for Kirkens Overhoved, der engang ver den mægtigste Hersker i Europa. — Paven, som engang traadte paa Kongers Nakke, indsatte og afsatte Fryster, regerede over Stater og Kongeriger og som den Almægtiges store Yppersteprestog Statholder paa Jorden beklædte en Myndighed som alles herre og regnrede over andre Herskeres Hoveder, blev tvungen til at drikke selve Bærmen af Ydmygelsens Kalk. Var Drikken end bedsk, saa var det dog en, som hans Forgængere i rigeligt Maal havde iskænket for andre. Han blev tvungen til at aabne sine Havne for franske Skibe og udelukke alle de Nationers Flag, som var i Krig med denne Republik; han maatte tillade den franske Hær at beholde Legationerne i Bologna og Ferrara i sin Besiddelse; han maatte overgive Fæstningen Ancona, give Frankrig 100 Malerier, Statuer og Vaser, som skulde vælges af Kommissionærer, der kom fra Paris til Rom i dette Ærinde, desuden 500 gamle og værdifulde Manuskripter, som skulde udvælges paa samme Maade; og for at forsøde det hele skulde hans Hellighed betale Republiken 21 Millioner franske Livres, hvoraf det meste skulde være i klingende Mynt eller Guld- og Sølvbarrer.«

Da disse Bøder ikke erlagdes punktlig nok, blev Pengebøden [54] forhøjet til 50 Millioner Livres, visse pavelige Landstrækninger maatte afstaaes til Frankrig, og Paven blev tilsidst taget til Fange og ført til Frankrig, hvor han døde.

Selv Pius VII., som var bleven genindsat i pavelig Værdighed og i 1804 overværede Napoleons Kroning, blev siden paa Napoleons Befaling (1808-1809) berøvet ethvert Gran af verdslig Magt, og Roms Mindesmærker og Kunstskatte blev bragt under fransk Beskyttelse. De Ord, Napoleon brugte, var: »De af vor berømte Forgænger, Karl den Store, til den hellige Bispestol bortgivne Landsdele, . . . Urbino, Ancona, Macerata, skal for stedse forenes med Kongeriget Italien.«

Betydningen af dette er fortalt saaledes af en romersk­katolsk Forfatter:

»Dertil blev føjet, at Paven skulde vedblive at være Biskop af Rom og udøve sine aandelige Hverv, ligesom hans Forgængere havde gjort i tidligere Tider ned til Karl den Stores Regering. Det følgende Aar fattede Napoleon, der var bleven opmuntret ved sit Vaabenheld, den Beslutning, at Paven skulde berøves sin Herskermagt, som han dog nu kun havde af Navn, — den blotte Skygge af verdslig Magt, som endnu tilhørte ham i hans Hovedstad og de omliggende Distrikter. [Disse ejede Paven mange Aar før Karl den Stores Gave — fra 539 e. Kr.] Derpaa udstedte han fra den østerrigske Kejsers Palads en ny Befaling, at Rom skulde være en kejserlig Fristad; at dens borgerlige Styrelse skulde ledes af et Raad, som blev udnævnt af Kejseren; at dens Mindesmærker og Kunstskatte skulde tages under fransk Beskyttelse; og at naar Paven havde ophørt at regere, skulde hans Hellighed have en fastsat Indtægt.«

Efter dette udstedte Pave Pius VII. en Banstraale mod Napoleon og blev ført som Fange til Frankrig, hvor han tilsidst underskrev Overenskomsten i Fontainebleau, dateret den 25de Januar 1813, hvori han lagde Udnævnelsen af Biskopper og Erkebiskopper i Napoleons Hænder og forpligtede sig til ikke at forkaste dennes Bestemmelser. Saaledes gav han i Virkeligheden Napoleon en Paves Myndighed, hvad denne længe havde ønsket.

[55] De romersk-katolske har heller ikke overset Betydningen af de Tildragelser, hvormed det 19de Aarhundrede begyndte. De indrømmer ikke alene, at der blev paaført dem Tab og Krænkelser, som ovenfor anført, men de paastaar, at Pavedømmets tusindaarige Regering (de tusind Aar fra Tiden for Karl den Stores Gave af de før omtalte Pavestater — Aar 800) endte med Napoleons Borttagelse af dets Besiddelser, og fra den Tid af har det kun haft en Skygge af sin tidligere Magt. Pavedømmet hævder, at det som Kristi Rige har fuldført den forudsagte Regering over Nationerne, der omtalos i Aab. 20, 1-4, og at den nuværende Trængselstid for dette System er den »lille Tid«, i hvilken Satan løslades, omtalt 1 Vers. 7 og 9. Kun de, som i Pavedønnet ser Satans Efterilignieg af den sande Kristus, og som har faaet Syn paa den sande Menighed og den sande Regering, kan fuldt ud forstaa dette.

Vi har maaske anført nok til at overbevise Læseren om, at Tiden for den franske Revolution og Napoleons Magt var et meget afgørende Afsnit i Pavedømmets Historie; og den pavelige Indflydelse, som da blev brudt, er aldrig senere bleven genvundet. Skønt der til Tider er blevet vist det nogen Gunst, varede det dog kun en kort Tid og efterfulgtes af fornyet Vanære, indtil al Pavens verdslige Myndighed igen ophørte i 1870, for, som vi tror, aldrig mere at vindes tilbage. Kom tillige i Hu, at det var Napoleons Soldater, som brød Kætterfængslerne op og gjorde en Ende paa offentlige Henrettelser og Pinsler for religiøse Overbevisningers Skyld.

Skønt Virkningen af den delvise Nedbrydelse af Prestevælde og Overtro har ledet til en mere aabenlys Trosfornegtelse, har den dog ogsaa, ved saaledes at kuldkaste en overtroisk Ærefrygt for Mennesker, ført til en mere selvstændig Tænkning for Guds indviede Folks Vedkommende, af hvilke mange før neppe vovede at tænke eller ransage Skriften selvstændig. Saaledes blev denne Revolution heldig for Udviklingen af Sandheden og af sand [56] Kristendom, derved at den ansporede til selvstændigt. Bibelstudium. Den førte i Grunden videre frem det gode Værk, der var begyndt i Reformationen paa Luthers Tid, men som var blevet hemmet ved Massernes Uvidenhed og Trælbundethed og ved »Gejstlighedens« Kærlighed til Magt, Ære, Myndighed og Magelighed.

Vi har saaledes paavist, at med Aaret 1799 begyndte det Tidsrum, der kaldes Endens Tid, at i Løbet af denne Tid skal Pavedømmet tilintetgøres Stykke for Stykke, og at Napoleon ikke alene borttog Karl den Stores Gave (et tusind Aar efterat den var skænket), men siden ogsaa Pavedømmets borgerlige Retsmyndighed i Byen Rom, hvilken af Navn var godkendt fra Udstedelsen af Justinians Befaling Aar 533, men i Virkeligheden fra Omstyrteisen af det østgotiske Rige, Aar 539 — akkurat 1260 Aar før 1799. Dette var den nøjagtige Tidsgrænse for dets Magt, som skulde vare »en Tid, Tider og en halv Tid«, som gentagne Gange omtalti Profetien. Og skønt der i noget Maal er gjort Fordring derpaa siden dengang, er Pavedømmet dog uden Spor af verdslig eller civil Myndighed nu; den er aldeles »tilintetgjort«. Skønt berøvet al verdslig Magt praler og brammer Syndens Menneske dog endnu; men magtesløst i verdslig Henseende gaar det i en nær Fremtid en fuldstændig Ødelæggelse i Møde ved de ophidsede Menneskemassers Hænder (Guds uvitterlige Redskaber), som det klart vises i Aabenbaringen.

Skønt denne Endens Tid eller Jehovas Forberedelsesdag, der begyndte i 1799 og ender i 1914, kendetegnes ved en stor Forøgelse af Kundskab fremfor alle henrundne Tidsaldre, skal den dog ende i den største Trængselstid, Verden nogensinde har kendt; men ikke desto mindre forbereder og leder den ind i den saa længe lovede velsignede Tid, da det sande Gudsrige under Ledelse af den sande Kristus tilfulde skal oprette en Regering, som er ganske modsat Antikristens. Eftersom denne Tidsperiode bereder og fører frem til dette Rige, fører den ogsaa til det store Sammenstød mellem den gamle [57] og den nye Tingenes Orden, hvorved Forandringen vil blive indført. Og skønt den gamle Tingenes Orden maa forsvinde og blive fortrængt af den nye, vil Omskiftelsen dog blive heftig modstaaet af dem, der har Fordel af den nærværende Tingenes Orden. En verdensomfattende Revolution vil blive Resultatet og vil ende med en fuldstændig Tilintetgorelse af den gamle Tingenes Orden og Oprettelsen af den nye.

Alle de Opdagelser, Opfindelser og Fordele, som saa særlig udmærker vor Tid, er kun lige saa mange Elementer, der sam virker paa denne Forberedelsondag for det kommende Tusindaarsrige, under hvilket sande og sunde Reformer og virkelige og raske Fremskridt i enhver Retning vil blive den almindelige Orden hos alle og for alle.