STUDIER
I SKRIFTEN
BIND III.
Komme
dit Rige
KAPITEL
3
VENTETIDEN FØR RIGETS KOMME
— Dan. 12. —
Rigets Gerning sammenfattet i Korthed. —Ventetiden
kendemærket ved den store Forøgelse af Kundskab og Rejser.— Sir Isaac
Newtons Forudsigelse om Jernbaner. — De 1260 Dage — Floden fra Dragens
Mund. — De 1290 Dage afmærker Udspredelsen af en tildels rigtig Forstaaelse af Synet. — Skuffelsen, Prøvelsen og Følgerne
— De 1335 Dage. [14] —Den Velsignelse,
som da blev de trofast »ventende»
tildel. — Herrens Hentydning til disse Ventedage i Lignelsen om de ti
Jomfruer.
EFTERAT »Endens Tid« er bleven paapeget i det 11te Kapitel, viser det 12te Kapitel hen til
Riget og fortæller om den Forventning o. s. v., som i Løbet
af Endens Tid vil gaa forud for dets Oprettelse.
De første tre Vers udtrykker i
faa Ord det herlige Udfald af Guds Plan.
»Og
paa den Tid skal Mikael staa frem, den store Fyrste,
der staar som Værn for dit Folks Børn, og der skal være en Trængselstid,
som der ikke har været fra den Tid, et Folk blev til, indtil den Tid. Og
paa den Tid skal dit Folk undkomme, hver
den, som findes skreven i Bogen. Og mange, de, som
sover i Jordens Støv, skal opvaagne, somme til evigt Liv og somme til
idel Skam, til
evig Afsky. Men de forstandige skal skinne som Himmelhvælvingen [Solen —
Matt. 13, 43] skinner, og de, der forte
de mange til Retfærdighed, som Stjernerne evindelig og altid.«
Hvis
det korte Sammendrag af 2300 Aars Verdenshistorie
i det 11te Kapitel var træffende og klart, er denne korte
Skildring af Messias' tusindaarige Regering i tre [59]
Vers det endnu mere. Og dog er det altsammen taget med
der. Mikael (der betyder »Som er lig Gud« eller én, der
optræder paa Guds Vegne) er her det Navn, der anvendes
paa vor store Genløser, som i Sandhed er den store
Fyrste, beskikket af Gud til at staa frem og udfri Daniels
Folk, Guds Folk —
alle, som elsker Gud i Sandhed
og Oprigtighed, alle sande Israeliter (Rom. 9, 6. 25. 26; Gal. 6, 16). Han vil udfri dem
fra Synd, Uvidenhed, Lidelser og Død og fra alle de
Forfølgelser og Angreb, de har været Genstand for fra
Satans forblindede Tjeneres Side, som i de forløbne Tider
næsten har overvældet dem. Alle, som findes skrevne i
Lammets Livsens Bog, vil blive udfriet for stedse fra
alle Fiender, de, der er opskrevet
som værelige under den jødiske Tidsalder og i
Stamfædrenes Tid, saavel som de, der er bleven opskrevet under Evangeliets Tidsalder,
og de, der vil blive opskrevet i Løbet af
Tusindaarsrigets Tidsalder. Skønt alt Guds Folk (alle, som, naar de
bliver bragt til Kundskab om ham, elsker og adlyder
ham) vil blive udfriet, er dog de Æresgrader, der vil blive tilstaaet nogle —
dem, som sejrer — omhyggelig betegnet; og ligesaa vil nogle af Fortidens
store — en Aleksander, en
Nero, en Napoleon, Cæsarerne og Paverne m. fl., som misbrugte sine Evner til at underkue Verden, samtidig med at de
forblindede den — blive set i sin sande Skikkelse og blive beskæmmet i Løbet af de Tusind Aar. Denne korte Oversigt
over Kristi Regering undlader heller
ikke at omtale den store Trængselstid, hvormed den vil begynde — en Trængsel, som ingen af de foregaaende
Revolutioner kan maale sig med; en Trængsel, mod
hvilken selv den franske Revolution vil synes ubetydelig;
en Trængselstid, hvis Lige aldrig har været, siden et Folk blev til, og
heller aldrig skal blive; thi denne
store Fyrste, Mikael, vil ikke alene lægge hele Verden under sig, men hans Herredømme skal være et evigt
Herredømme. Ret er hans Trones Grundvold, og naar Menneskeslægten
engang har smagt Fordelene af
[60]
hans Regering, vil det store Flertal aldrig godkende nogen anden; thi hans
Rige vil blive »alle Folkenes Attraa«.
Her
slutter denne Profetis Traad, efterat den har naaet
sin fulde Længde, og de øvrige Vers i Kapitlet er skrevet
i den Hensigt at fremsætte (ikke for Daniels og hans
samtidige Medtjeneres Skyld, men til Gavn for Guds Folk, Daniels Medtjenere, som lever i »Endens
Tid«) visse
Tidsperioder paa henholdsvis 1260, 1290 og 1335 symbolske Dage, hvorved vi i rette Tid kan blive overbevist
om, at den Tid, i hvilken vi lever, i Sandhed er Høstens Tid eller
Evangeliealderens »Ende«.
Daniel,
som havde hørt den lange Beretning om Kampene mellem denne Verdens
Riger og nu tilsidst om Guds Riges Sejr
ved Mikaels, den store Fyrstes Fremtræden, følte
en stærk Lyst til at vide, naar dette Rige skulde udfri Herrens Folk. Men han faar til Svar (V. 4): »Men du,
Daniel, luk til for Ordene og forsegl Bogen indtil Endens
Tid. Mango skal [da] fare hid og did, og Kundskaben skal vorde
megen.« (Eng. Overs.)
Ikke
alene bekræfter den Kundskabsforøgelse, som har
gjort sig gældende,
hvad Daniels 11te Kapitel lærer, nemlig
at Endens Tid begyndte Aar 1799, men den forudsagte Faren hid og did —
megen og hurtig Rejsen — bekræfter
det ogsaa. Alt dette tilhører Endens Tid. Den første
Dampbaad toges i Brug i 1807; den første Dampvogn
i 1831; den forste Telegraf i 1844; men den Dag i Dag fører Tusinder af Kæmpevogne
og Dampskibe Masser
af Mennesker »hid og did«, frem og tilbage.
Sir Isaac Newton, det
17de Aarhundredes berømte Astronom,
var i høj Grad interesseret i dette Udsagn af Profeten
Daniel, og han udtalte det som sin Overbevisning, at som en
Opfyldelse deraf vilde den menneskelige Kundskab
blive saaledes forøget, at man muligvis vilde komme
til at rejse med en Hurtighed af 50 (eng.) Mil i Timen.
Den
bekendte franske Fritænker Voltaire læste denne Erklæring og bemærkede
haanligt:
[61] »Se bare paa den
intelligente Newton, den store Filosof, som
opdagede Tyngdekraftens Lov: Da han blev gammel og
begyndte at gaa i Barndom, tog han fat paa at studere Bibelen, og for at hædre
dens ufornuftige Fabler vil han
have os til at tro, at Menneskehedens Kundskab vil
blive saaledes forøget, at vi om en Tid skal blive i Stand
til at rejse 50 (eng.) Mil i Timen! Stakkels gamle Nar!«
Begge
disse Mænd dode, længe for Endens Tid havde bragt sin vidunderlige
Kundskabsforøgelse, som mere end
opfylder den kristne Filosofs Forudsigelse, der var bygget paa den
guddommelige Aabenbaring.
Den Samtale, som er berettet i Vers 5-7, var ikke beregnet paa Daniel, men
paa de Guds Børn, som lever i Endens Tid:
»Og jeg, Daniel, saa, og se, to andre stod, en paa denne Side ved Flodens
Bred og en paa den anden ved Flodens Bred. Og en sagde til den Mand, som var
iført Klæder af hvidt Linned og stod ovenover Flodens Vande: Hvor længe varer
det med Enden paa disse uhørte Ting? Og jeg hørte den Mand, som var iført Klæder af
hvidt Linned, og som stod ovenover Flodens Vande, og han opløftede sin højre og
sin venstre Haand mod Himmelen og svor ved ham, som lever evindelig: Indtil én
bestemt Tid og bestemte Tider og en halv Tid er til Ende [da skulde Enden komme].«
Det
som Daniels Spørgsmaal særlig gjaldt var den i Kap.
11, 31-33 omtalte »Ødelæggelsens Vederstyggelighed«, som
Daniel med Rette satte i Forbindelse med den frygtelige
Skikkelse, han havde set i sine tidligere Syner, der
er berettet i Kap. 7, 8-11. 21. 24-26 og 8, 10-12. 24-26.
Den
Tid, Tider og en halv Tid eller tre og en halv Tid eller Aar (360 X 3 ½
= 1260 Dage, billedlig Tid —1260 bogstavelige
Aar), der her omtales, vises andetsteds at være
Tidslængden for Pavedømmets Magt. (Jevnfør Dan. 7,
25; 12, 7 og Aab. 12, 14 med Aab. 12, 6; 13, 5.) Den »Flod«,
i eller under hvilken disse Pavemagtens 1260 Aar endte
— hvilket fremgaar af, at Engelen stod paa Floden og
tilkendegav Tidernes Grænse — var Billedet paa en Tingenes
Tilstand under den franske Revolution, som vi [62]
allerede har hentydet til. Dette er den samme »Flod«, som
omtales i Aabenbaringen 12, 15. 16, hvor den fremstilles mere udførlig
som kommende ud af Slangens eller Dragens
Mund, og hvor dens egentlige Formaal fra Satans
Standpunkt forklares at være det at opsluge »Kvinden« (Guds Menighed),
da hendes tre og en halv Tids (1260 Aars) Ørkenvandring
var ved at afsluttes og hun var ved at komme
frem i Forgrunden, »støttende sig ved sin Elskedes Arm«, Guds
Ord. — Højs. 8, 5.
I
det sindbilledlige Sprog betegner Vand i Almindelighed Sandhed, og
Billedet beholder sin Betydning, selv om det siges at udgaa af Slangens
eller Dragens Mund. Den Tanke, som fremføres gennem dette Sindbillede, er,
at Sandhed vilde strømme frem gennem onde Redskaber og i en ond
Hensigt. Og netop dette finder vi at være Tilfældet.
Den franske Revolutions Styrke laa deri, at den fremkaldtes ved
mange drøje Sandheder vedrørende Prestevælde og Kongemagt og
vedrørende den enkeltes Rettigheder og
Friheder. »Menneskets Rettigheder« var i Sandhed denne
Revolutions Feltraab mod verdslig og kirkelig Undertrykkelse. Sandheden
vedrørende menneskelige Rettigheder blev indset og gav sig Udtryk der, hvilket
vækker vor Forundring, naar vi ser hen til hin Tids Vankundighed,
Overtro og Trællesind, hvorunder Masserne
saa længe havde levet. Mange af de Sandheder, som da skyllede som en »Flod« hen over Frankrig og oversvømmede
det med Blod, er nu meget almindelig anerkendt blandt alle
civiliserede Folkeslag; men de var altfor stærke og b1ev altfor pludselig fremstillet for hin Tid.
Profeten viser klart, at
Slangen, Satan, ikke havde tilsigtet det, som ved Guds Styrelse blev Følgen
deraf, men lige det modsatte. Heri
forregnede han sig, hvad han ogsaa har gjort ved andre Lejligheder.
Satan vil aldrig udsende Sandhedens Vand for at velsigne og vederkvæge og for at udfri fra Trældom; tvertimod har hans
Bestræbelser altid gaaet ud paa at forblinde og binde Menne [63]
skeslægten i Uvidenhedens og Overtroens Lænker; og denne pludselige Vandflod (Sandhed)
var bestemt til at virke som et Vomitiv (Brækmiddel) for at føre
til Opkastning af den Frihedens Mad,
som Folket allerede havde faaet fra Bibelen som et Resultat af
Reformationen, og for saaledes at tvinge Herskere og Lærere til at træde
op mod Sandheden af Frygt for Anarki.
Satans
Hensigt med at anstifte den franske Revolution var
at skabe Uro i hele Europa og især hos den indflydelsesrige Klasse, som
var ugunstig stemt for Friheden, og
for i Frankrig at anskueliggøre den Paastand, at om den
romerske Kirkes Overtro kuldkastedes og Friheden fik
uhindret Spillerum, vilde al Lov og Orden faa en brat Ende. Dette var et mesterligt Kneb, sin Ophavsmand værdigt,
og var bestemt, som Profeten viser, til at opsluge »Kvinden« (den
rensede Menighed) og drive alle konservative
og fredelskende —
baade Herskere og Undersaatter
— tilbage til Forening og Samklang med Pavedømmet. At
Planen slog fejl skyldtes ikke Mangel paa List hos dens Ophavsmand, men Guds
styrende Haand, som er i Stand til at lade alle Ting samvirke til det
bedste.
Guds Plan til Værn for »Kvinden« (Menigheden) mod Satans snedige Anløb og til Opnaaelsen af et
godt Udfald af det tilsigtede Onde kan i dette Tilfælde klart spores
i den nøjagtige Opfyldelse af den Forudsigelse, der
var givet 17 Aarhundreder før, nemlig: »Og Jorden kom Kvinden til
Hjælp, og Jorden aabnede sin Mund og slugte Floden, som Dragen havde
udspyet af sin Mund.« Som allerede forklaret betegner »Jorden« i det
sindbilledlige Sprog Samfundet — ordenselskende Folk; og det er en
historisk Kendsgerning, at den Sandhedsflod, der spredte
sig over Frankrig, anklagende Pavedømmet og dets Prestevælde og
Enevoldsdømmet og dets krybende Aristokrati
som de ansvarlige Aarsager til meget af Folkets
Uvidenhed, Fattigdom og Overtro, blev opslugt eller inddrukket af
Europas Folk i Almindelighed (den romerske »Jord«). I en saadan Grad var
dette Tilfældet, [64] at uagtet Pavedømmet
og det kongelige Aristokrati blev grundig opskræmmet, blev de dog ogsaa
grundig adskilt, ved den pavelige Indflydelses Undergang saavel som ved
Napoleons Hære. Og da »Skæbnens Menneske« omsider blev knust og
Europas Herskere dannede den saakaldte »hellige
Alliance« til Undertrykkelse af Folkets Friheder og
til Opretholdelsen af sine egne Troner, var det altfor sent til at
lænkebinde Folkene; thi efterat de havde drukket
Flodens Vand, vilde de ikke mere underkaste sig. Det var ogsaa for
sent at tænke paa at genoprette Pavedømmet, som var blevet saa frygtelig
ydmyget, og hvis Banstraaler mod
Frihed og mod Franskmændene saaledes var falden tilbage paa det
selv. Paven blev saaledes ikke engang indbudt til at slutte sig til
den »hellige Alliance«, over hvilken han før vilde have været det
selvskrevne Overhoved. Paa den Maade
blev »Kvinden«, Guds Menighed,
hjulpen og skaanet for at blive opslugt, og Frihed og Sandhed blev paa en tydelig Maade fremstillet for
Menneskene; og fra den Tid af har Frihedens Aand og
Guds Ord ledet alle, som var villige til at følge, ind i større
og større Lys og Sandhed.
Her var altsaa den »Flod«,
som afmærkede baade Enden paa Pavemagten og Begyndelsen at Herrens »Forberedelsesdag« eller »Endens Tid«. Det var paa denne Flod
Herrens Sendebud profetisk blev set at staa for at forkynde
Slutningen paa én Tid, Tider og en halv Tid. Og denne Meddelelse blev givet som Svar paa Spørgsmaalet:
»Hvor længe varer det med Enden paa disse uhørte Ting?« De »uhørte
Ting« eller »Undere«, der hentydes til, var ikke de Ting angaaende Guds Rige, hvilke er omtalt i
Kap. 12, 1-3. Disse var ikke underlige, men forventede.
De »underlige Ting« var Guds Folks Trængsler, Forfølgelser og
Prøvelser, som indtraf i Mellemtiden, i
Særdeleshed under og som
Resultat af den ejendommelige Magts eller »Horns«, Pavedømmets,
Overherredømme, angaaende hvilket Daniel havde gjort særlige Spørgsmaal
(Dan. 7, 19-22). Hvor længe vil Gud tillade [65] denne underlige
Fordrejning af Sandheden, denne underlige Forførelse af hans Børn og af
Folkene? var Spørgsmaalet. Det Svar,
der gives, maaler den pavelige Magt, idet
det tydelig angiver Tiden for dens Ende og tilføjer: »Naar det
hellige Folks Magt er fuldstændig knust, skal alle disse [underlige] Ting
fuldkommes.«
Vers
5 taler om to Personer, der blev vist Daniel, en paa
hver Side af »Floden«, og begge spørger i Forening om, naar de uhørte Ting vilde
være til Ende. Dette synes at tilkendegive, at selv naar Pavemagten var
endt, vilde Folk dog ligesom før være i Tvivl om,
hvorvidt dens forfølgende og knusende
Magt virkelig var endt eller ikke. Og intet Under,
naar vi kommer i Hu, at selv
efterat dette »Horn«s Magt var brudt, efterat dets »Herredømme var borttaget«,
ja endog medens det var ved at
blive tilintetgjort, udtalte dette »Horn«, som nylig i 1870,
store Ord om sin Ufejlbarhed. Daniel, der staar som Repræsentant for de
hellige, siger (Dan. 7, 11): »Jeg iagttog
det da [efterat dets Herredømme var borte og det
var ude af Stand til længere at knuse Sandheden, det hellige Folks
Magt] paa Grund af Lyden af de store Ord, som
dette Horn talte, og jeg saa, at [det ikke fik nogen Magt over de
hellige og Sandheden, men det havde en anden Virkning] Dyret blev slaaet
ihjel, dets Krop tilintetgjort og
overgivet til at brændes ved Ild« — almindeligt Anarki. Dermed er
paavist, at de tiloversblevne Regeringer i det gamle Romerrige vil gaa
under som en Følge af den misledende Indflydelse af Pavedømmets
vedvarende svulstige Udtalelser, selv efterat dets Herredømme er
borttaget.
Efterdi Afslutningen af
Pavemagtens Tider ikke alene tydelig er fastslaaet som indtræffende under
den franske Revolution, men ogsaa ved Tildragelser i Kap. 11, 40-44, som
afmærker selve Aaret 1799, saa kan vi med Lethed maale 1260 Aar tilbage i
Tiden for at se, om Pavemagten havde sin Begyndelse der. Om vi finder, at
det er saa, [66]
har vi saa stærke og klare Beviser, som Troen kan forlange det.
Lad os forvisse os selv om det.
Naar vi maaler 1260 Aar
tilbage fra 1799, kommer vi til Aar 539 e. Kr., hvor vi skal vise, at
Pavemagten begyndte. Men Pavesystemet
har været en saadan Blanding af Statskløgt og Prestevælde og
havde saadan en ringe Begyndelse
saavel som en gradvis Afslutning, at en Mangfoldighed
af Meninger med Hensyn til dets Begyndelse og
Slutning vilde være baade rimelige og mulige, indtil vi finder Guds bestemte Aarstal for dets Opkomst og Fald
og ser, hvor nøjagtige de er. Pavedømmet gjorde Krav paa Overhøjhed
i Kirke og Statsanliggender og blandede
sig i Politik, inden det blev taget i Betragtning af Modstandere,
ligesom det ogsaa har forsøgt at udøve verdslig
Myndighed og erklæret sit Overhoved for ufejlbart siden det
Tidspunkt, hvor Profetien viser, at dets Tilintetgørelse
begyndte. Men Pavedømmet har ikke været
anerkendt af det italienske Folk i Provinsen Romagna, siden
Uvidenhedens og den overtroiske Ærefrygts
Fortryllelse blev brudt under den franske Revolution. Skønt Paven til
Tider, mellem Revolutionerne, har
siddet som hersker af Navn over Pavestaterne, har det
dog blot været som en fremmed Snyltegæst med Østerrig eller
Frankrig i Ryggen, og deres Tropper har skiftevis beskyttet ham i Embedet.
Nu, da vi ved, at de 1260
Aar begyndte ved Aaret 539, er vi i
Stand til at finde, hvad der ikke før vilde være bleven forstaaet.
Pavens Tilhængere er selv mere tilbøjelige til at henlægge Begyndelsen
af sin Magt enten til Konstantins
Omvendelse i Aaret 328 e. Kr., da det romerske Rige
blev kristent af Navn, eller ogsaa til Aar 800, da Karl den Store
gav Pavestaterne til Kirken. Den Kendsgerning staarimidlertid
fast, at Konstantin paa ingen Maade erkendte den
verdslige Magt som Kirkens Ret eller Ejendom. Tvertimod,
skønt han begunstigede Kristendommen, var det dog snarere Kirken, som
gjorde Kejseren idetmindste til sit Med-Overhoved,
saaledes at Kejseren sammenkaldte Kirkeraad [67]
og blandede sig i Kirkeanliggender, skønt det ikke var tilladt
Kirken at blande sig i Statens Sager. Aarstallet 539, som
angives ved den profetiske Maalestok paa 1260 Aar, er næsten
midtvejs mellem denne Forening af Kirke og Kejserdømme
i Aaret 328 og Karl den Stores fuldstændige Erkendelse deraf sone
Hovedet for al Myndighed — Haandhæveren af civil saavel som religiøs
Myndighed — Aar
800.
Fra Konstantins Tid af
havde Biskopperne i Rom indtaget en
meget fremragende Stilling overfor Verden, og de begyndte snart at
gøre Krav paa Myndighed over alle andre
— saavel i Kirken som i Verden — idet de forlangte, at én
Person skulde anerkendes som Øvrighed eller Overhoved
i Kirken, og at Roms Biskop skulde være denne ene.
De paastod, at Peter saavel som Paulus have levet i
Rom, og at Rom derved var udvalgt til at være Sæde for den
apostolske Myndighed, og tillige, at fordi den saa længe havde været Cæsarernes
og den borgerlige Regerings Sæde,
havde den et Myndighedskrav i Folkets Tanker.
Disse
Forsvarsgrunde til Støtte for Overhøjhed vandt dog ikke hurtig Anerkendelse. Medbejleraanden gjorde sig gældende,
og andre Biskopper i andre store Stæder gjorde ligeledes Krav paa Overhøjhed,
nogle med en og andre med en anden
Begrundelse. Det var først i Aaret 533 at Biskoppen i Rom saaledes
blev anerkendt af Kejseren, Justinian I.
Dette fandt Sted i Forbindelse med en
livlig religiøs Meningsstrid, hvori Kejseren tog Parti for Roms
Biskop, idet han anerkendte Jomfru Marias Værdighed
til at tilbedes og stredes med Eutykianerne og Nestorianerne om Naturforskelle og Sammenblandinger af
Naturer hos vor Herre Jesus. Kejseren frygtede for, at
Meningsforskellen kunde splitte Kirken og derved splitte Riget,
som han gerne vilde binde fastere sammen; thi allerede da var
Navnkirken og Riget et og det samme — »Kristenheden«.
Og da Justinian ønskede at have en eller anden fast Myndighed, der kunde afgøre Stridigheder og sige Folket, hvad det
skulde tro og ikke tro, og da han fandt, at Biskoppen [68] i Rom
allerede var den mest populære af dem, som gjorde Fordring paa Overhøjhed
(Paveværdighed), saavel som den mest »ortodokse«
— den, der stod Kejseren nærmest i hans Anskuelse om Spørgsmaalene
— saa udstedte han Skrivelser, hvori han ikke alene for dømte
Eutykianernes og Nestorianernes Lærdomme, men tiltalte samtidig
Roms Biskop som alle hellige Menigheders
og alle Guds hellige Presters Hoved og gav ham derved
Anerkendelse og udtalte Ønsket om at hjælpe Paven
med at nedtrykke Kætteriet og befæste Kirkens Enhed.
I
Forbindelse med dette Lovbud tiltalte Kejseren Pave Johannes, Roms
Patriark paa følgende Maade: *)
*)
»Victor Justinianus, pius, felix, inelytus, triumphator, semper Augustus, Joanni sanctissimo Archiepiscopo
almæ Urbis Romæ
et Patriarchæ.
Reddentes
honorem apostolicæ sedi, et vestræ sanctitati (quod semper nobis in voto et fuit et est), et ut
decet patrem honorantes vestram beatitudinem
omnia quæ ad ecclesiarum statum pertinent festinavimus ad notitiam
deferre vestræ sanctitatis; quoniam semper nobis fuit magnum studium,
unitatem vestræ apostolicæ sedis, et statum sanctarum Dei ecclesiarum custodire,
qui hactenus obtinet, et in commote permanet, nulla intercedente contrarietate. Ideoque omnes sacerdotes universi Orientalis
tractus et subjicere et unire sedi vestræ sanctitatis properavimus. In præsenti ergo quæ commota sunt (quamvis manifesta
et indubitata sint et secundum apostolicæ vestræ sedis doctrinam
ab omnibus semper sacertotibus firme custodita et prædicata)
necessarium duximus, ut ad notitiam vestræ sanctitatis
perveniant. Nec enim patimur quicquam, quod ad ecclesiarum
statum pertinet, quamvis manifestum et indubitatum sit,
quod movetur, ut non etiam vestræ innotescat sanctitati quæ caput est (ut dietum est) properamus honorem et auctoritatem crescere
vestræ sedis.«
»Den
sejrrige Justinian, den fromme, den lykkelige, den navnkundige Sejrherre,
den altid ærværdige, til Johannes, den helligste Erkebiskop og Patriark
af den begunstigede By, Rom. — Idet vi yder Apostelsædet
og Eders Hellighed Ære (hvad der
altid var og er vort Ønske) og idet vi ærer Eders Hellighed som
det anstaar en Fader, har vi hastet med at bringe til Eders Helligheds
Kundskab alt, hvad der angaar Menighedernes Tilstand, eftersom vi altid
har lagt stærkt Vind paa at værne om [69] Eders Apostelsædes Enhed og
Guds hellige Kirkers Stilling, som endnu er sikker og forbliver urokket,
uden at nogen Modstand formaar noget. Og derfor har det været os
magtpaaliggende at bringe alle Presterne i det østlige Distrikt
til Underdanighed under og til Enhed med Eders Helligheds Sæde. Derfor har vi nu anset det for nødvendigt, at
Eders Helligheds Opmærksomhed henledes paa de Ting, der rokkes ved, hvor
ligefremme og sikre de end er, og hvor trolig de end altid er bleven
varetaget af alle Presterne i Overensstemmelse med Eders Apostelsædes Lære.
Thi vi tillader ikke, at der rejses noget Spørgsmaal med Hensyn til noget
som helst vedrørende Kirkernes Tilstand,
hvor ligefremt og utvetydigt det end er, uden at det ogsaa
tilkendegives Eders Hellighed, som er Hoved for
alle de hellige Kirker. Thi i alle Henseender (som før
sagt) lægger vi os efter at forhøje Eders Sædes Hæder og
Myndighed.«
Skrivelsen berører dernæst
visse Anskuelser, der stemples som kætterske,
og som var Skyld i Meningsstriden, og viser, at Kejserens Tro var i
Overensstemmelse med Romerkirken. Slutningen lyder som følger: *)
*) »Sucipimus
autem sancta quatuor concilia: id est, trecentorum decem et octo sanetorum
patrum qui in Nicæna urbe congregati
sunt: et centum quinquaginta sanetorum
patrum qui in hae regia
urbe convenerunt: et sanctorum patrum qui in
Epheso primo congregato sunt: et sanctorum patrum qui in
Chalcedone convenerunt: sicut vestra apostolica sedis docet atque
prædicat. Omnes ergo sacerdotes sequentes doctrinam apostolicæ sedis
vestræ ita credunt et prædicant.
Unde properavimus hoc ad notitiam deferre vestræ sanctitatis per Hypatium et
Demetrium, beatissimos episcopos, ut nec vestram sanctitatem lateat, quæ et a quibusdam paucis monachis
male et Judaice secundum Nestorii perfidiam denegata sunt.
Petimus ergo vestrum paternum afectum; ut vestris ad nos destinatis literis, et ad sanctissimum episcopum hujus almæ urbis,
et patriarcham vestrum fratrem (quoniam et ipse per cosdem
scripsit ad vestram sanctitatem, festinans in omnibus sedem sequi apostolicam
beatitudinis vestræ), manifestum nobis faciatis
quod omnes qui prædicta recte confitentur, suscipit vestra sanctitas,
et eorum qui Judaice aussi sint rectam denegare
fidem, condemnat perfidiam. Plus enim ita circa vos omnium
amor, et vestræ sedis crescet auctoritas; et quæ ad vos ost
unitas sanctarum ecclesiarum inturbata servabitur, quando per vos
didicerint omnes beatissimi episcopi eorum, quæ
ad vos relata sunt, sinceram vestræ sanctitatis doctrinam. Petimus autem
vestram beatitudinem orare pro nobis, et Dei nobis adquirere
providentiam.«
[70]
»Vi indrømmer [Gyldigheden af] fire hellige Raad, nemlig de 318 hellige Fædre,
som samledes i Byen Nikæa [Kirkemødet
i Nikæa], og de 140 hellige Fædres Sammenkomst
i denne kongelige Stad [Kirkemødet i Konstantinopel] og de hellige
Fædre, som først forsamledes i Efesus [Kirkemødet
i Efesus], og de hellige Fædre, som sammentraadte
i Chalkedon [Kirkemødet i Chalkedon], hvad Eders Apostelsæde lærer og stadfæster. Alle Prester, som
følger Eders Apostelsædes Lære, tror og bekender og
stadfæster derfor dette. Af den Grund har vi hastet med
gennem Hypatias og Demetrius, de højvelsignede Biskopper, at bringe dette til Eders Helligheds Kundskab, forat
det ikke skulde blive skjult for Eders Hellighed, hvilke
[Lærepunkter] der er bleven fornegtet af nogle faa Munke
efter jødisk Vis ifølge Nestorius' Kætteri. Vi retter
derfor den Begæring til Eders faderlige Velvilje, at
I sender et Brev til os og til denne skønne Bys højhellige
Biskopper og til Patriarken, Eders Broder (eftersom han ogsaa selv
har skrevet gennem de samme Personer til
Eders Hellighed, idet han lægger Vind paa i alle Punkter at følge Eders Højsædes apostolske Myndighed), forat Eders
Hellighed derved kan lade os vide, at I vedkender Eder
alle dem, som nøje overholder alt, hvad der er befalet,
og fordømmer deres Kætteri, som har vovet efter jødisk Vis at, fornegte den sande Tro. Thi saaledes vil alles
Kærlighed
til Eder og Eders Sædes Myndighed vokse
desto hurtigere, og de hellige Kirkers Enhed, som er
bleven forstyrret, vil blive bevaret for Eder, eftersom alle
de velsignede Biskopper da
gennem Eder vil have lært Eders
Helligheds rette Lære med Hensyn til de Punkter,
som er bleven henstillet til Eders Afgørelse. Vi anmoder
Eders Højhed om at bede for os og skaffe os Himlens Beskyttelse.«
Pave Johannes svarede paa ovenstaaende ved en Skrivelse, dateret den 24de Marts 534.*)
*) Vi
anfører som følger af hans Svar:
»Gloriosissimo
et clementissimo filio Justiniano Augusto, Johannes Episcopus Urbis
Romæ.
Inter
claras sapientiæ ac mansuetudinis vestræ laudes, Christianissime
principum, puriore luce tanquam aliquod sydus irradiat,
quod amore fidei, quod charitatis studio edocti ecclesiasticis
disiplinis, Romanæ sedis reverentiam conservatis, et
ei cuncta subjicitis, et ad ejus
deducitis unitatem, ad cujus auctorem,
hoc est apostolorum primrum, Domino loquente præceptum
est, Pasce oves meas: Quam esse omnium vere ecclesiarum caput, et patrum regulæ et
principum statua declarant, et
pietatis vestræ reverendissimi testantur affatus. * * * Proinde serenitatis vestræ apices, per
Hypatium atque Demetrium, sanctissimos
viros, fratres et coepiscopos meos, reverentia consueta sescepimus:
quorum etiam relatione comperimus, quod fidelibus populis proposuistis edictum amore fidei pro submovenda hæreticorum
intentione, secundum apostolicam doctrinam, fratrum
et coepiscoporum nostrorum interveniente consensu. Quod,
quia apostolicæ
doctrinæ convenit, nostra auctoritate confirmamus. «
Ved
samme Lejlighed skrev Kejseren til Patriarken i Konstantinopel. Den første Del af Brevet lyder saaledes :*)
*)
»Epiphanio sanctissimo et beatissimo Archiepiscopo Regiæ hujus
Urbis et Œeumenico Patriarchæ.
Cognoscere volentes tuam sanctitatem ea omnia quæ ad ecclesiasticum spectant
statum: necessarium duximus, hisce ad eam uti divinis compendiis, ac per ea manifesta
eidem facere, quæ jam moveri cœpta sunt, quamquam et illa eandem
cognocere sumus persuasi.
Cum itaque comperissemus quosdam alienos a sancta, catholica, et apostolica
ecclesia, impiorum Nestorii
et Eytychetis sequutos deceptionem, divinum antehac promulgavimus edictum (quod et tua novit sanctitas) per quod hæreticorum
furores reprehendimus, ita ut nullo quovis omnino modo immutaverimus,
immutemus aut prætergressi simus eum, qui
nunc usque, coadjuvante Deo, servatus est, ecclesiasticum statum
(quemadmodum et tua novit sanctitas) sed in omnibus servato
statu unitatis sanctissimarum ecclesiarum cum ipso S. S.
Papa veteris Romæ, ad quem similia hisce perscripsimus. Nec enim
patimur ut quicquam eorum, quæ ad ecclesiasticum spectant
statum, non etiam ac ejusdem referatur beatitudinem: quum
ea sit caput omnium sanctissimorum Dei sacertotum; vel
eo maxime quod, quoties in eis locis hæretici pullularunt, et sententia et recto judicio illius venerabilis
sedis coerciti sunt.«
»Til
Epifanes, denne kongelige Stads højhellige og velsignede Biskop og økumeniske
Patriark. — Da vi ønsker, at Eders Hellighed skal vide alt, hvad der
vedrører Kirkens Tilstand, har vi anset det for nødvendigt at gøre Brug
af disse kirkelige Breve og ved Hjælp af dem tilkendegive,
hvilke Bevægelser der allerede er begyndt, skønt vi er overbevist
om, at I ogsaa kender til dem. Og [72] eftersom vi har
forvisset os om, at disse Personer, som ikke staar i Forbindelse med den
hellige katolske Kirke, havde fulgt den
ugudelige Nestorius' og Eutykes' Kætteri, udstedte
vi et kirkeligt Lovbud (hvad Eders Hellighed ogsaa
ved), hvori vi fordømte Kætternes Galskaber. Vi har paa intet
Punkt forandret os, ikke heller skal vi gøre det, ej heller har vi (hvad
Eders Hellighed ogsaa ved) overskredet de Grundsætninger i Kirken, som
ved Guds Naade hidtil er bleven bevaret;
men i alle Henseender er de højhellige Kirkers Enhed med hans øverste
Hellighed, det gamle Roms
Pave (hvem vi ligeledes har
skrevet til), bleven vedligeholdt.
Thi vi tillader ikke, at nogen af de Sager, der vedrører Kirkens
Stilling, ikke ogsaa henvises til Hans
Højhed, eftersom han er hovedet for alle de
højhellige Guds Kirker, ganske
særdeles af den Grund, at han,
saa ofte der er opstaaet Kættere i disse Egne, har tilbagetrængt
dem ved hint ærværdige Sædes Skønsomhed og retfærdige Afgørelse.«
De
Breve, hvoraf vi har givet ovenstaaende Uddrag, findes
i fuldstændig Skikkelse tilligemed Justinians omtalte
Edikt (Lovbud) i den civile Lovbog. — Codicis lib. I. tit. i.
Denne den første
officielle Anerkendelse af Pavedømmets
Paastand blev senere mere og mere tydelig stadfæstet
af Fokus og efterfølgende
Kejsere.
Men selv efter at være
bleven anerkendt som en Hersker, en
prestelig Kejser, var det dog paa den Tid ikke til
særlig Fordel for Pavedømmet ud over det blotte Navn; thi
Justinian var langt borte fra Rom og havde Konstantinopel til sin
Hovedstad. Rom og Italien i Almindelighed var under et andet Riges, Østgoternes,
Overherredømme, og de anerkendte ikke
Roms Biskop som Overhoved, thi de
havde hovedsagelig den arianske Tro. Pavedømmets Ophøjelse og
Begunstigelse var derfor kun af Navn ifølge
Kejserens Anerkendelse, indtil det østgotiske Riges Fald; da blev dets
Ophøjelse en Virkelighed. Som om
det kunde være en forud aftalt
Ordning, sendte Kejseren straks (Aar 534) Belisarius og en Hær til
Italien, og seks Aar efter Kejserens Anerkendelse af Paven var den østgotiske
Magt overvunden, [73]
og deres Konge Vitiges og Blomsten af hans Hær tillige
med andre Sejrstegn blev bragt til Justinians Fødder. Dette
foregik i Aaret 539, som derfor er det Tidspunkt, hvorfra
vi bør regne, at »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« blev opstillet.
Der havde Pavemagten sin ringe Begyndelse.
Det lille ejendommelige »Horn«, omtalt i Daniels Profeti (Dan. 7,
8. 11. 20-
22. 25), begyndte netop der at
vokse frem paa det romerske Dyr. Det begyndte
at dannes og slaa Rødder 200 Aar i Forvejen, og
200 Aar efter dets ringe Fremtræden var »dets Udseende større end dets Fæller« [de andre Horn, Myndigheder
eller Magter paa det gamle Riges Omraade], og
dets Øjne og dets Mund, der talte store Ord, begyndte
at udvikle sig, og det opslog sig til Herre over de
andre Horn, idet det paastod at have guddommelig Ret til at gøre
det.
Profeten
havde sagt, at tre Horn vilde rykkes op med Rode for at gøre
Plads eller berede Vejen for denne særegne
Magt, dette »Horn«. Og saaledes finder vi det at
være. Konstantin byggede Konstantinopel og gjorde det til sin
Hovedstad. Dette var, skønt gunstigt for Pavedømmet,
ufordelagtigt for Kejserriget; og det blev snart fundet tjenligt at dele
Riget, og Italien gik derefter
under Navn af det vestromerske Rige, hvis Sæde eller Hovedstad var
Ravenna. Dette var et af »Hornene«; det
faldt Aar 476 for Herulernes Haand, hvilke rejste sig
paa dets Ruiner og var et andet af Hornene. Derefter kom det østgotiske Rige, et andet »Horn«; det omstyrtede
Herulernes Magt og indsatte sig selv som Hersker
over Italien i Aaret 489. Og som vi netop har set, var det under dette »Horn«s Magt (det tredje, der skulde
oprykkes for at skaffe Plads til det pavelige Horn), at Justinian vedkendte sig den pavelige Overhøjhed; og det var ifølge
hans Befaling og ved hans Hærfører og Hær, at det blev oprykket. Og som
vi har set, var dets Oprykkelse nødvendig
for Pavedømmets Forfremmelse til Magten som en ejendommelig
Blanding af politisk og [74] religiøs Magt — et særegent »Horn«,
forskelligt fra dets Fæller. Det er
egentlig ikke usandsynligt, at Pavedømmet i Løndom var gunstig
stemt for disse »Horn«s eller Magters
Fald, da det haabede paa den Maade at aabne Vej
for sin egen Ophøjelse, hvilket jo ogsaa blev det endelige Udfald.
Efter Østgoternes
Nederlag hyldedes den romerske Kejser i nogen Tid som Italiens Behersker,
og Eksarker førte Rigets Tøjler paa hans Vegne; men eftersom disse havde
sin Hovedstad i Ravenna og ikke i Rom, og eftersom de var kommen til at
anerkende Pavedømmet paa den Maade, vi har vist, sun følger deraf,
at fra Aaret 539 blev Pavedømmet
anerkendt som den øverste Myndighed
i Staden Rom, og fra den Tid af (da det blev opstillet)
begyndte det at vokse og trives som et »Horn« eller en Magt
blandt de andre »Horn« eller Magter og repræsenterede den tidligere
forenede romerske Magt. Italien og især Rom var paa den Tid i en meget
opreven Tilstand, udsat for Overrumpling og Udplyndring af Indbyggerne
mod Nord saavel som for tyngende Skatter af en hvilkensomhelst Herre, der var nærmest til det paa
den Tid. Denne Omstændighed hjalp til at nedbryde den politiske
Troskab mod den kejserlige Magt i Konstantinopel,
saa at Kirkens Herrer, som altid var hos dem
og talte det samme Sprog samt delte deres Fordele og Tab, hurtig og
villig blev antaget af Folket som Raadgivere, Beskyttere og Herskere i
Staden Rom og dens Omegn.
Uden
Tvivl var Justinians Hensigt med at anerkende Biskoppen
af Roms Krav paa Overhøjhed over andre ogsaa
tildels den at fan hans Medvirkning i den Krig, han var i Færd med at
paabegynde mod Østgoterne for at vinde Italien tilbage
som en Del af det østromerske Rige; thi Pavens og
Kirkens Indflydelse var paa ingen Maade
ubetydelig selv dengang; og at faa dem paa sin Side i Krigen betød
det samme som at Krigen var halvt vunden allerede ved Begyndelsen.
[75]
Skønt Goterne gjorde Opstand mod Riget og plyndrede
Byen Rom, genoprettede de dog ikke sit Herredømme
over den, og dens eneste Regering var Kirkens. Og skønt Lombardernes
Konge snart kom og tog Størstedelen af
Italien i Besiddelse, idet han endog omstyrtede det østlige
Kejserdømmes Regimente, oprettet af Justinian
og lagt i Eksarkernes Hænder, maa vi dog lægge Mærke til, at
Lombarderne anerkendte Pavedømmets
Myndighed i Rom. Det var ikke før dette Kongerige i det 8de
Aarhundrede næsten var gaaet til Grunde, at der blev gjort noget alvorligt Angreb mod Pavedømmets
Myndighed; og Beretningen herom tjener kun til at fastslaa den
Kendsgerning, at Paverne efter Tur var Roms virkelige Herskere, de
foregivne Efterfølgere af Cæsarerne — »de aandelige Cæsarer« — skønt
de gjorde Fordring paa Beskyttelse af Regeringen i Konstantinopel,
saa længe det tjente til deres Fordel at gøre det. Da Lombarderne
tilsidst søgte at tage Rom i Besiddelse, henvendte
Paven sig til den franske Konge med Opfordring til at beskytte Kirken (Pavedømmet) og at opretholde
den i dens saa længe uforstyrrede Raadighed over, hvad de kaldte »St.
Peters Arvegods«, som de paastod*) var skænket Menigheden af Konstantin.
*)
At disse Paastande var falske og bygget paa Bedrageri — »de
forfalskede Dekretaler« —
indrømmes nu villig endog af romersk-katolske.
Konstantin gav ingen saadan Gave; Pavedømmet voksede frem til sin
Magt og Raadighed over Rom, saaledes som vi her har beskrevet.
De
franske Konger Pepin og Karl den Store sendte begge
efter Tur sin Hær til at beskytte Pavedømmet, og
de besejrede Lombarderne. Det var den sidstnævnte af disse, som i Aaret 800
formelt skænkede Pavedømmet forskellige Stater, der er kendt under
Navnet »Pavestaterne«, hvad vi allerede har hentydet til — foruden
Byen Rom og dens Forstæder, som Pavedømmet
i Virkeligheden havde ejet fra Aaret 539. Altsaa hindrede det
lombardiske Rige eller »Horn« ikke det pavelige Horn eller [76]
indtog dets Plads, hvad nogle har ment, om det end undertiden
trængte det.
Om dette Lombardernes
Angreb paa Rorm siger Gibbon:
»Et
mindeværdigt Eksempel paa Anger og Fromhed blev
udvist af Lombarderkongen Liutprand. Vaabenklædt lyttede
Erobreren ved Vatikanets Port til Gregor I.s Ord,
drog sine Tropper tilbage, gav Afkald paa Erobringen,
besøgte ærbødig St. Peterskirken, og efter at have holdt Andagt ofrede
han sit Sverd, sin Dolk, sin Brynje, sin Kappe, sit Sølvkors
og sin Guldkrone paa Apostelens Grav.« Men »hans
Efterfølger, Aistulf, erklærede, at han var en
lige saa stor Fiende af Paven som af Kejseren.... Rom
blev opfordret til at anerkende den
sejrende Lombarder som sin lovlige Hersker.... Romerne
nølede; de bønfaldt og de klagede; og de truende
Barbarer blev holdt tilbage ved Vaaben og Underhandling,
indtil Paverne havde sluttet Venskab med en Forbundsfælle
og Hævner hinsides Alperne.«
Paven (Stefanus III.) besøgte Frankrig, hvor det lykkedes ham at faa den nødvendige
Hjælp, og, siger Gibbon, han vendte tilbage som en Erobrer i Spidsen
for en fransk Hær, som anførtes af Kongen [Pepin] i egen Person. Efter en svag
Modstand opnaaede Lombarderne en vanærende Fred og aflagde Ed paa at ville genoprette
Romerkirkens Besiddelser og respektere dens Hellighed.
Til at
belyse de Paastande, Paverne hævdede, og den Art
af Magt, hvorved de haandhævede sit Herredomme, anfører vi igen
fra Gibbon et Brev fra Pave Stefanus III., som
han paa den Tid sendte Frankrigs Konge. Lombarderne
havde atter angrebet Rom, kort efterat den franske
Hær var vendt hjem, og Paven ønskede ny Hjælp.
Han
skrev i Apostelen Peters Navn, sigende:
»Apostelen
forsikrer sine antagne Sønner, Frankrigs Konge,
Gejstlighed og Adelstand om, at skønt død i Kødet er han dog endnu levende i Aanden; at de nu hører og maa adlyde den romerske Kirkes
Grundlæggers og Bevogters Røst; at
Jomfru Maria, Englene, Helgenerne, Martyrerne og alle Himmelens Hærskarer
enstemmig paaskynder Begæringen og vil
bevidne Forpligtelsen; at Rigdomme, Sejr og Paradiset vil krone deres
fromme Foretagende, og at evig Fordømmelse vil være
Straffen [77]
for deres Forsømmelse, dersom de taaler, at hans Grav, hans Tempel og hans Folk skal falde i Hænderne paa de forræderiske
Lombarder.« Og Gibbon tilføjer: »Pepins andet Krigstog var ikke mindre hurtigt og heldigt end det
første; St. Peter var tilfredsstillet; Rom var igen reddet.«
Eftersom denne Begyndelse
til Pavernes Herredømme var ubemærket, og det dog er vigtigt, at
den sees klart, har vi anset det for nødvendigt
at fremholde den saa klart og
omhyggeligt, som vi ovenfor har gjort. Og idet vi afslutter Beviset
for, at Aar 539 var det i Profetien
fastslaaede Aarstal, anfører vi bekræftende
Vidnesbyrd fra romersk-katolske Skribenter, som følger:
»Efter
det vestromerske Riges Undergang blev Pavernes
politiske Indflydelse i Italien af endnu større Betydning, paa Grund af at
Paverne maatte tage det ulykkelige Land, men især
Rom og dets Omegn under sin
Beskyttelse, da det jo saa ofte havde maattet skifte Herrer
og stadig var udsat for Indfald af raa og grusomme Erobrere. Medens St. Peters Efterfølgere saaledes
var virksomt interesseret i Italiens Indbyggeres Velfærd,
blev disse sidste helt og holdent forsømt af de østromerske
Kejsere, som fremdeles gjorde Krav paa at styre Landet. Selv efterat Justinian I. havde generobret en
Del af Italien [Aar 539] og gjort det til en græsk Provins,
blev Indbyggernes Lod ikke bedre; thi de byzantinske Kejsere kunde kun ved
Skatter udsuge Undersaatterne i
Ravenna, men de kunde paa ingen Maade yde dem den nødvendige
Beskyttelse.
Under
disse Omstændigheder hændte det, at Kejserne ...
mistede al virkelig Magt og kun af Navn vedblev at
være Regeringens Herrer; hvorimod Paverne i Kraft af
Øjeblikkets Behov i Virkeligheden kom i Besiddelse af
Overherredømmet over det romerske Omraade...
Dette uvilkaarlige Resultat af ædel Bestræbelse blev
senere [af Pepin og Karl den Store]
godkendt som en lovlig erhvervet Ejendom.... Pepin tilbagegav (restituerede),
som samtidige Forfattere udtrykker det, det erobrede Landomraade til det apostolske Sæde. Denne Pepins Gave
eller Restitution blev stadfæstet eller udvidet af hans Søn, Karl
den Store, som i Aaret 774 gjorde Ende paa
Lombardernes Herredømme i Italien. Paa denne lovlige Maade blev
Pavernes verdslige Magt og Herskerret ved Guds Forsyn gradvis
oprettet.«
[78] Ovenstaaende er anført
fra »Den katolske Kirkes Historie«
af Dr. teol. H. Brueck. Da dette er et højt anskrevet
Værk blandt de romersk-katolske og bliver benyttet i deres Læreanstalter
og Seminarier og er godkendt af de pavelige Autoriteter, er dets
Vidnesbyrd af Værdi med Hensyn til den gradvise Opkomst af Pavedømmets
verdslige Magt og Tiden, da dens Begyndelse begunstigedes af Omstændighederne.
Det beviser, at det østgotiske Riges Fald i Aaret 539 var, som det klart
tilkendegives af den profetiske Maalestok (1260 Aar), det nøjagtige
Tidspunkt, da dette ødelæggende og i Guds Øjne vederstyggelige
System blev »opstillet«.
I Overensstemmelse med
den samme Tanke og i Bestræbelsen for bestemt at fastslaa den
Kendsgerning, at Pavens Myndighed
begyndte før Karl den Stores Tid, siger et andet katolsk Værk, »St. Peters Stol«, i et Kapitel om »Udviklingen
af den verdslige Magt« (S. 173): »Rom blev kun af Navn styret af
en Patricier, som Kejseren havde indsat; men i Virkeligheden blev
ved Omstændighedernes Magt Paverne Byens øverste Herrer.« Til
Bevis for denne Myndighed gaar Forfatteren videre og
fremfører historiske Vidnesbyrd om Pavernes Magt og
om de saakaldte Herskeres Magtesløshed. Han henfører til Pave Gregor den Store (Aar 590 — kun 50 Aar efterat
Pavedømmet var »opstillet«) som et Eksempel paa den Magt,
Paverne allerede da besad, idet han siger:
»Vi
finder, at han udsender Leontius som Guvernør til
Nepi i Eutrurien og paalægger Indbyggerne, al de bør
adlyde ham, ligesom de vilde adlyde Gregor selv. Han
udnævner ogsaa Konstantius til den vigtige Post som Guvernør i Neapel.
Dernæst skriver han til Biskopperne om deres Byers Forsvar og Forsyning
med Levnedsmidler, udsteder Ordrer
til Hærførerne ... kort sagt,
han bliver Italiens virkelige Hersker og Beskytter, saa
han har fuld Ret til at sige: ’Den, der skal opfylde min Plads som Hyrde, er alvorlig optaget af ydre Omsorger, saa at
det ofte bliver uvisst, om han udfører en Hyrdes eller en verdslig
Fyrstes Embede.’ «
Saa stærk
var altsaa den verdslige Magts Vækst [79]
i det korte Tidsrum af 50 Aar fra den lille
Begyndelse Aar 539. Vi kan derfor føle os
forvisset om, at de 1260 Aar eller tre og en halv
Tid, der var bestemt for det pavelige Herredømme, er
klart og tydelig afmærket ved begge Endepunkterne.
Daniel, som havde hørt
den Grænse, der var sat for Vederstyggelighedens
Magt til at lægge Kirken øde og knuse
Sandheden, Guds Folks Kraft, saa, at dette endnu ikke vilde indføre
Mikaels (Kristi) Kongedømme og de helliges
Ophøjelse til Magten, men kun befri dem for deres Undertrykker.
Dette var derfor endnu ikke den Underretning,
han ønskede: »Jeg hørte det, mon forstod det
[endnu] ikke; da sagde jeg, o min Herre, hvad skal der være senere end [eller efter] disse Ting? Og han sagde:
Gak bort, Daniel! [Det er frugtesløst for dig at prøve paa at
forstaa Sagen], thi tillukket og forseglet er Ordene
indtil Endens Tid. Og fra den Tid af, da det bestandige Offer
bliver afskaffet, og man opstiller den ødelæggende
Vederstyggelighed [Aar 539], skal der hengaa Tusind to Hundrede og niti Dage [Aar]. Mange skal da rense [udskille]
sig og tvætte sig hvide, ja lutres som ved Ild, men ugudelige skal handle ugudeligt, og ingen
ugudelig skal forstaa det; men de forstandige skal forstaa det [da]. Salig er den, som bier og naar frem til
de Tusind tre Hundrede og fem og tredive Dage. Men
gaa du din Ende i Møde, og du skal hvile og staa op til din Lod
[Del, Belønning] ved Dagenes Ende«.*)
*) Se
Bemærkningerne i Fortalen angaaende Oversættelserne.
Den omhyggelige Læser
vil lægge Mærke til, at disse 1290 og 1335 profetiske Dage, bogstavelige
Aar, har det samme Udgangspunkt som de 1260 Aar, hvori Pavedømmet
havde Magt til at undertrykke, nemlig fra den Tid, da
den ødelæggende Vederstyggelighed blev »opstillet« —
539 e. K. Hvor to Begivenheder, der hændte paa forskellige Tider,
er omtalt som i dette Tilfælde — Afskaffelsen af det bestandige Offer
og Opstillingen af Vederstyggeligheden — maa vi altid regne fra den Tid,
[80]
da begge havde indtruffet. Afskaffelsen af »det bestandige Offer« fandt Sted nogle Aar før
Vederstyggelighedens Opstilling i 539, som vi i næste Kapitel vil vise; og det var dette vigtige Punkt,
som gjorde, at det blev kaldt »Vederstyggeligheden«. Vi skal derfor
regne Vederstyggelighedens »Opstilling«
fra den sidste af disse to Begivenheder.
Og læg endvidere Mærke
til, at begge disse Maal er given som
Svar paa Daniels Spørgsmaal med Hensyn til, hvad der vilde hænde
Guds hellige Folk, efterat deres Magt [Sandheden] var bleven befriet fra
den pavelige Undertrykkelse (d. v. s. efter 1799) og inden Oprettelsen af
Messias', Mikaels, Rige. Svarets Hovedindhold er, at Daniel
ikke maatte gøre sig Haab om at forstaa mere, men
at der 30 Aar efter Begyndelsen af Endens Tid (1260 + 30 = 1290)
vilde begynde et rensende, helligende, lutrende Værk
blandt det hellige Folk, i Forbindelse med hvilket en Forstaaelse af Profetien vilde blive given til de vise, de
forstandige, indenfor denne prøvede, lutrede og udskilte Klasse;
dog vilde Kundskaben blive meddelt paa en saadan
Maade, at de ugudelige og urene ikke vilde kunne modtage
eller forstaa den. Det blev endvidere vist, at denne rette Forstaaelse af Synet langt fra vilde være fuldstændig;
i Grunden vilde den være mangelfuld i nogle
af sine Hovedtræk indtil 45 Aar senere (1290
+ 45 = 1335) eller 75 Aar
efter Begyndelsen af Endens Tid, Aar 1799. Dette gives klart til
Kende af den hebraiske Tekst, der fremstiller Sagen, som om de vaagende,
der allerede har set noget og venter
taalmodig, pludselig (naar de 1335 Dage var omme) vilde faa et
klart og fuldt Syn, langt over sine Forventninger — »salig er den«.
Regnet fra Aaret 539
endte de 1290 billedlige Dage i 1829 og
de 1335 Dage i Slutningen af 1874. Lad Læseren omhyggelig dømme
om, hvor nøjagtig disse Aarstal afmærker Forstaaelsen af Synet og de
Profetier, der angaar Endens Tid og den Adskillelse, Lutring og Renselse, som var nødvendig
for at bringe Guds Børn til den [81]
barnlige, ydmyge, tillidsfulde Sinds- og Hjertetilstand, der kunde gøre dem rede til at
modtage og værdsætte Guds
Værk i hans egen Tid og paa hans egen Maade.
En religiøs Bevægelse
naaede sit Højdepunkt i 1844. Deltagerne deri gik dengang og har siden
gaaet under Navnet »Adventister« og » Milleriter«, fordi de ventede Herrens
andet Komme ved den Tid, og fordi en Hr. William Miller var Lederen og Hovedmanden i Bevægelsen,
der begyndte omkring 1829. Allerede inden 1844 (det Aar, de ventede
Herrens Genkomst) havde den tiltrukket
sig Opmærksomhed blandt alle Klasser af Kristne, især i Øst- og
Mellemstaterne (i de Forenede Stater), hvor den
foraarsagede en hel Ophidselse i Sindene. Omtrent paa samme Tid
begyndte ogsaa Professor Bengel i Tübingen,
Tyskland, at henlede Opmærksomheden paa Spaadommen
og Messias' kommende Rige, medens den berømte Missionær Wulff
gjorde det samme i Asien. Bevægelsens Centrum
var dog i Amerika, hvor de sociale, politiske og religiøse
Tilstande mere end andetsteds har fremmet Uafhængighed i Bibelstudium
saavel som i andre Ting, ganske som Bevægelsen ved Jesu første Komme var
indskrænket til Judæa, hvorvel alle fromme Israeliter alle Vegne hørte
mere eller mindre derom. — Ap. G. 2, 5.
Alle kender noget til,
hvorledes Broder Millers Forventninger slog fejl. Herren kom ikke i Aaret
1844, og Verden blev ikke opbrændt med
Ild, som han havde ventet og lært andre at vente; og dette var en
stor Skuffelse for disse »hellige Folk«, som saa fortrøstningsfuldt havde
skuet ud efter Kristus (»Mikael«) og ventet paa, at han skulde komme og
ophøje dem med sig til Magt og
Herlighed. Men trods Skuffelsen havde Bevægelsen dog den
tilsigtede Virkning, den at vække Interesse for Emnet
om Herrens Genkomst og at sætte Emnet i Vanry ved
de fejlslagne Forventninger. Vi siger tilsigtede Virkning,
fordi Herren utvivlsomt havde sin Haand deri. Det
gjorde ikke alene en Gerning, der svarer til Bevægelsen ved
Herrens første Komme, da de vise Mænd kom [82]
fra Østerland og »alle var i Forventning om ham« (Matt. 2, 1. 2; Luk. 3, 15), men den
svarer ogsaa dertil i Tid, da det indtraf netop 30 Aar før Herrens Salvelse
i 30Aarsalderen ved Begyndelsen af
hans Gerning som Messias. Denne »millerske Bevægelse«, som den
foragtelig kaldes, bragte ogsaa det »hellige Folk«, som deltog deri, en
personlig Velsignelse, idet den førte til en omhyggelig Ransagelse
af Skriften og indgød Tillid til Guds Ord fremfor til menneskelige Overleveringer, og den varmede og nærede
Guds Børns Hjerter og forenede dem i usekteriske
Samfund; thi de interesserede tilhørte alle Samfund, om
end de fleste var Baptister. Siden hin Bevægelse endte,
har nogle af disse sluttet sig sammen og organiseret
nye Sekter og saaledes forblindet sig selv for nogle af de
Velsignelser, for hvilke Tiden nu er inde i denne »Høst«.
Skønt vi, hvad Læseren
vil have bemærket, er uenige med
Millers Fortolkninger og Slutninger paa næsten ethvert
Punkt —
idet vi ser Hensigten med Herrens Komne
saavel som Maaden og Tiden derfor i et vidt forskelligt
Lys —
holder vi dog for, at denne Bevægelse var
bestemt i Guds Raad til at udrette et meget vigtigt Arbejde
ved at udskille, rense, lutre og berede et Folk, der vaagede og var rede til at modtage Herren. Og den gjorde ikke
alene et rensende og prøvende Værk paa den Tid,
den fandt Sted; men paa Grund af den Forsmædelse, der
blev kastet paa Granskning af Profetierne og paa Læren
om Herrens andet Komme, har den lige siden tjent til at prøve og stadfæste
de offerviede uden Hensyn til Forbindelse med Millers Synsmaader og
Forventninger. Blot at nævne Spørgsmaalet om Profetierne, Herrens Komme
og Tusindaarsriget fremkalder nu de verdsligvises
Foragt, særlig i Navnkirken. Dette fandt uden
Tvivl Sted ved Herrens Styrelse og i en noget lignende
Hensigt som den for en Tid at sende Barnet Jesus til Nasaret, »forat han skulde kaldes Nasaræer«, skønt han
virkelig var født i den ærværdige By Betlehem.
[83]
Hensigten med dette var øjensynlig den, at Sandheden kunde skille de »sande
Israeliter« fra Avnerne indenfor Guds udvalgte Folk. Avnerne bortvejredes
ved den Erklæring, at Herren var en Nasaræer, thi de tænkte: »Kan noget godt komme fra Nasaret?« Netop saaledes spørger de nu
foragtelig: »Kan der komme noget godt fra Adventismen?« og saa forkaster
de ubetænksomt Herrens, Apostlernes og Profeternes Viduesbyrd. Men de
ydmyge, hellige og i Guds Øjne
forstandige indtager, skønt de er Daarer i Verdens Øjne, ikke en
saadan Holdning.
Men
den »millerske Bevægelse« var mere end dette; den
var Begyndelsen til den rigtige Forstaaelse af Daniels Syner, og den kom tillige paa
den rette Tid for en Forstaaelse deraf.
Millers Anvendelse af de tre og en halv Tid (1260 Aar) var næsten
den samme som den, vi netop har fremsat;
men han gjorde den Fejltagelse ikke at begynde de 1290 og de 1335
Dage ved det samme Tidspunkt. Havde han
gjort det, vilde han have haft Ret.
Han begyndte dem derimod 30 Aar før —
omkring 509 istedetfor 539, hvilket
gjorde, at de 1335 Dage endte i
1844 istedetfor i 1874.*) Det var ikke desto mindre Begyndelsen til
den rette Forstaaelse af Profetien, thi de 1260
Dage, som han opfattede rigtig, var egentlig Nøglen; og
Forkyndelsen af denne Sandhed (om end i Forbindelse med
Vildfarelser, urigtige Anvendelser og falske Slutninger) havde
alligevel den Virkning at udskille og lutre »mange« netop paa den Tid,
Herren havde forudsagt.
*) Det har ikke været os muligt at faa fat i Millers
Skrifter for at sammenligne hans Fortolkninger. Vi har kun
faaet de
Aarstal at vide, hvorved han fastslog den profetiske Tid.
Fordi
han ikke forstod Maaden for eller Hensigten med Herrens Genkomst, men
ventede en pludselig Tilsynekomst og
alle Tings Ende paa én Dag, formodede han, at alle Tidsprofetierne
maatte ende dér; og det var hans
Formaal og. Bestræbelse at tvinge dem alle til at ende
i dette samme Punkt; derfor mislykkedes det for [84] ham; og udover dette oplyste Gud ikke nogen
dengang, da det
ikke var den rette Tid til yderligere Oplysning.
Miller
var et alvorligt og agtet Medlem af Baptistsamfundet, og da han var
en omhyggelig Gransker af Skriften,
begyndte Profetierne at lukke sig op for ham. Efter
først selv at være bleven helt overbevist med Hensyn til sine
Fortolkningers Rigtighed begyndte han at sprede sin Overbevisning blandt
Prædikanterne, først hovedsagelig blandt Baptisterne, men senere blandt
alle Klasser og alle Trossamfund. Da Sagen begyndte at brede sig,
rejste han selv og mange Medarbejdere rundt og prædikede vidt og bredt.
Begyndelsen af denne Virksomhed blandt
Baptistpredikanterne fandt saavidt vides Sted i Aaret 1829. Ældste
Fuller, Prædikant i Baptistmenigheden i Poultney, Vermont, var den første,
der blev vundet, for hans Anskuelser
og fremsatte dem for Offentligheden. I et Brev, der er skrevet tre
Aar efter, siger Miller:
»Herren spreder Sæden.
Jeg kan nu regne med 8 Prædikanter,
som mere eller mindre prædiker denne Lære, foruden mig selv. Jeg
kender flere end 100 Lægbrødre, som
siger, at de vedkender sig mine Anskuelser. Dette faar være,
som det er; Sandheden er mægtig og vil vinde Sejr.«
Man kan saaledes se, at »Millerbevægelsen«s
adskillende Arbejde begyndte paa den forudsagte Tid, ved Enden af de 1290 Dage — i Aaret 1829.
Hvad kan der nu siges om den ivrige Venten indtil de 1335 Dage var omme? Hvem har ventet saaledes?
Nogle af Guds Børn, det
»hellige Folk«, deriblandt Forfatteren,
har spejdet og »biet« efter Mikaels Rige, skønt ikke
forbunden med den »millerske Bevægelse« eller med det siden
organiserede Samfund, som kalder sig »Adventister«; og
med Glæde aflægger vi Vidnesbyrd om »Saligheden«, der
var i Følge med de vidunderlig klare Udfoldelser af vor
Faders Plan ved og siden Slutningen af Aaret 1874.
Enden af de 1335 Dage.
Ord kan ikke beskrive denne Salighed! Kun den, hvis Aand er bleven vederkvæget af denne Rigets nye Vin,
kan [85]
paaskønne det, dersom vi kunde beskrive det. Det er derfor
noget, som bedre kan erfares end forklares. Det var
ved og efter Slutningen af de 1335 Dage, at man kom til den dyrebare Kundskab om
Herrens Nærværelse og den Kendsgerning, at vi
lever i denne Evangeliealders »Høst« og Tiden for
Oprettelsen af Mikaels (Kristi) Rige.
O
hvilken Salighed i denne velsignede Tid! Hvilken Skønhed, Harmoni og
Storhed vi saa, da den guddommelige Plan begyndte at udfoldes, efterat de
1335 Dage var »naaet«. Det er for,
saavidt vi formaar det, at udtrykke denne »Salighed« og for i fuldere Maal
at afsløre den
guddommelige Plan, som det nu tilkommer det nulevende
»hellige Folk«
at forstaa, at Serien »Millenniets
Daggry« udgives. Ingen andre end det »hellige Folk« vil forstaa det. Det skænkes som en Gunst. »Ingen af
de ugudelige skal forstaa det«, og de af det »hellige Folk«,
som har Samfund med Verden, som uklogt staar i
de ugudeliges Forsamling og sidder i Spotteres Sæde, skal
ikke forstaa og ikke erfare denne Salighed, som nu tilfalder disse
»hellige« og i Sandhed »vise«, der har Lyst til
Herrens Lov og grunder derpaa Dag
og Nat. — Ps.
1, 1.2.
Dette
Budskab om Mikaels Rige, der lidt efter lidt har lukket
sig op siden 1829, fremstilles billedlig i Aabenbaringen (Kap. 10, 2. 8-10) som
en »lille Bog«, og de »vise« blandt
det »hellige Folk«, fremstillet ved Johannes, opfordres til at æde den. Og Johannes' Erfaring, som
udtrykt i Vers 10, er alle deres Erfaring, som modtager
disse Sandheder. De bringer en vidunderlig Sødme. O, hvilken Salighed! Men
Eftervirkningerne er altid mere eller mindre en Blanding af
Forfølgelsens Bitterhed og Sødmen. Og
den Virkning, det har paa dem, som med Taalmodighed
holder ud indtil Enden, er at rense, tvætte og lutre
dem og saaledes gøre Kristi Brud rede til Brylluppet og Ophøjelsen, som
skal finde Sted ved Slutningen af denne Forberedelsesdag.
Om
denne Skuffelse, som ikke desto mindre blev en Velsignelse og en
Begyndelse til den rigtige Fortolkning [86] af Synet, skriver
Profeten Habakuk et Opmuntringsord, idet han siger (Kap. 2, 2): »Skriv
Synet op og skriv det tydelig paa Tavler [Kort], for at man let kan læse
det.... Om det tøver, saa bi efter det,
[»O, hvilken Salighed for den, som bier indtil de 1335
Dage]; thi komme skal det, ikke
udeblive.« Dets tilsyneladende Tøven eller Udeblivelse
var dog ingen Tøven, men en delvis Fejltagelse fra Millers Side,
hvilket Herren paa Forhaand vidste og tillod for at prøve det »hellige
Folk«.
Som et Bevis paa den
Helligelse, Bibelgranskning og Tro, som denne Bevægelse affødte, hidsætter
vi følgende af et Brev, skrevet af
Miller efter Skuffelsen i 1844 til dem, som var bleven skuffet
ligesom han:
»Vi
takker altid Gud for eder, naar vi hører, at eders og
vor nylige Skuffelse har fremkaldt i eder, og vi haaber
i os ogsaa, en dyb Ydmygelse og en omhyggelig Ransagelse
af vore Hjerter. Og skønt vi er ydmyget og for
en Del smertelig berørt af en ugudelig og forvendt Slægts Haan og Spot,
er vi dog ikke fortabt eller modfalden. I kan alle, naar
der bliver spurgt eder om Grunden for
eders Haab, aabne eders Bibel og med Sagtmodighed
og Frygt vise Spørgeren, hvorfor I haaber paa den store Guds og vor
Herres og Frelsers Jesu Kristi herlige
Aabenbarelse. I behøver ikke i et eneste Tilfælde at
henvise Spørgeren til eders Prædikant angaaende Grunden for eders Tro. Eders
Trosbekendelse er Skriften; ... eders
Filosofi er den Visdom, som kommer fra Gud; eders Foreningsbaand er de
helliges Kærlighed og Samfund;
eders Vejleder er den Helligaand, og eders Læremester
er den Herre Jesus.... Vi formaner eder ved de
helliges hele Kærlighed og Samfund til at holde fast ved dette
Haab. Det er bekræftet ved ethvert Løfte i Guds Ord. Det er
sikret eder ved to uforanderlige Ting: Guds Raadslutning
og Guds Ed, hvorved det er umuligt, at han skulde lyve. Det er
stadfæstet og beseglet ved Jesu Kristi
Død, Blod, Opstandelse og Liv.... Frygt aldrig, Brødre; Gud har sagt
eder, hvad I skal sige. Gør, som han byder eder, og han vil tage Følgerne
paa sig. Gud siger: Sig til dem:
»Nær er Tiden og hvert Syns Ord« [Se Ezek. 12, 22. 23].... Det er for mig næsten
et Bevis paa, at Gud har sin Haand med i denne Sag. Mange Tusinder er ved
Forkyndelsen om Tiden bleven ledet til at ransage Skriften.... Guds Visdom
har i stort Maal
[87] afmærket vor Sti, som han har planlagt for paa sin egen Tid og Maade at fuldføre sin gode Hensigt.«
En
af Herrens Lignelser blev udtrykkelig given for at belyse denne Ventetid
fra Skuffelsen i 1844 til Virkeliggørelsen ved Slutningen af de »1335
Dage«. Vi sigter til
Lignelsen om de ti Jomfruer.
— Matt. 25, 1-12. —
Denne
Lignelse begynder med »da« og angiver saaledes,
at den ikke kunde anvendes straks, paa Jesu Tid, men
først en Gang i Fremtiden. »Da skal Himlenes Rige
[i sin Fostertilstand —
repræsenteret, ved nogle af det hellige Folk eller ved alle
dem, som staar paa Prøve med Hensyn til Medarveret til dette Rige] være
at ligne ved ti Jomfruer, som tog sine Lamper og gik ud
for at møde Brudgommen. Men fem af dem var daarlige og fem kloge.«
Tallet
af Jomfruerne har ingen Betydning, det, at der var
fem af hver Slags, heller ikke. Lignelsen fremstiller en
Bevægelse blandt Rigets Arvinger, som er i Forventning
om at møde Brudgommen —
en Bevægelse, i hvilken to Klasser vil blive
aabenbare, her betegnet som »kloge« og
»daarlige«. Ordet »Jomfru« betyder ren, saa at de, der
fremstilles i Lignelsen, baade de kloge og de daarlige, er »hellige Folk«. Ingen, som
elsker Brudgommen og længes efter at møde ham, kan
elske Synd, selv om mange
af dem er »daarlige«.
Den
Bevægelse, som er omtalt af Herren her i denne Lignelse,
svarer nøje til en, som begyndte ved den millerske Bevægelse og endnu
gaar for sig. Skønt den paabegyndtes
af en Baptist, var den dog en usekterisk Bevægelse,
hvortil de mest nidkære og trofaste af alle Trossamfund
sluttede sig. Beretninger om disse Tider, om
deres brændende Nidkærhed o. s. v. fylder os med Beundring
for Mænd og Kvinder, som havde Oprigtighed
nok til at handle efter sin Overbevisning, om vi end ikke kan stemme
overens med denne Overbevisning.
[88]
Penge blev udøst som Vand til Trykning af Traktater og Blade i forskellige
Sprog og til Udspredning af Budskabet Verden over. Det fortælles, at der
spredte sig en Vækkelsesaand i alle Trossamfunds Menigheder, og at i nogle
Menigheder, der alle var under Indflydelse af denne Lære,
lagde de, som havde Penge at undvære, disse paa et Bord foran
Talerstolen, hvor de stod til fri Raadighed for
alle, som havde dem behov; og de troendes Oprigtighed
og Iver var paa den Tid af en saadan Beskaffenhed,
at det ikke var nødvendigt at holde Øje med de Penge,
der saaledes indviedes til Herren, eftersom de, der ikke trængte
til dem, heller ikke vilde røre dem.
Lignelsen viser, at alle
Jomfruernes Lamper var pudset og lysende.
Disse Lamper fremstiller Skriften (»Dit Ord
er en Lygte for min Fod«); og en saadan gennemgaaende
Pudsning af Lamperne — Ransagelse af Skrifterne — blandt alle
Klasser af Kristne har sandsynligvis aldrig
før fundet Sted. Olien fremstiller Sandhedens Aand. Den fandtes i
alle Lamper, men de havde ikke alle Sandhedens
Aand i sig selv — i »Karrene«.
Skuffelsen
i 1844 er i Korthed meddelt i Lignelsen ved den Erklæring, at »Brudgommen
tøvede«, d. v. s. for de ventende syntes han at tøve. Og den Forvirring
og det Mørke, som alle erfarede, og de
mange falske og svævende Anskuelser, som nogle af dem, der da blev
skuffet, gled over i, er vist i Lignelsen ved dette Udsagn: »Men da
Brudgommen tøvede, slumrede de alle og sov ind«. Ja, og i
sit Mørke og sin Slummer drømte mange af dem underlige og urimelige
Ting.
Men Lignelsen viser en
anden Bevægelse blandt Jomfruerne, som
lignede den første og dog var forskellig fra den. Der er hentydet til den
samme Klasse, men ikke nødvendigvis til de samme Personer. Ligesom
den første Bevægelse var Følgen af det Lys, der faldt over Profetierne
med Hensyn til Tiden for Messias' andet Komme
som Menighedens Brudgom, saaledes var det ogsaa med den anden Bevægelse.
Men der er flere Uligheder.
[89] I den første brændte alle Jomfruernes Lamper ens, og den
Skare, der ventede paa Brudgommen, var blandet,
hvorimod det er saaledes i den anden Bevægelse, at
skønt alle vil blive vækket, vil dog kun de blive ført ud, som
har Sandhedens Aand i sit Hjerte saavel som Kendskab til Bibelen — de
som har en pudset Lampe. Skuffelsen var forudsagt for den første Bevægelses
Vedkommende, og det var nødvendigt at bie efter de 1335 Dage; men
den anden var ingen Skuffelse, og at bie var ikke
længer fornødent; thi Opfyldelsen kom netop ved Enden
af de 1335 profetiske Dage —
i Oktober 1874. Det var lige efter Afslutningen af de 1335 Dage, at
man fik Kundskab om Herrens Nærværelse, som lært af de foregaaende
Profetier. Det var meget aarle i den nye Tidsalders Morgen, men det
var »Midnatstimen«, hvad Jomfruernes
dybe Søvn angik, da Anskriget (som endnu lyder) lød: »Se
Brudgommen!« ikke: se Brudgommen kommer*), men: se, han er kommen, og
vi lever nu i »Menneskenes Søns Nærværelse
[Parousia]. Og saaledes har den
nuværende Bevægelses Karakter været fra hint Tidspunkt
af: en Forkyndelse om Herrens Nærværelse og om Rigets
Gerning, som nu gaar for sig. Forfatteren og
hans Medarbejdere forkyndte om Herrens Nærværelse og beviste det
ud fra Profetien paa Kort og Tavler, saadanne som bruges i denne Bog,
indtil Efteraaret 1878, da der blev gjort Foranstaltninger til Udgivelsen
af vort nuværende Blad »Zion's Watch Tower and
Herald of Christ's Presence« (Zions Vagttaarn og Forkynder af
Kristi Nærværelse).
Ved Herrens Velsignelse har Millioner Eksemplarer af dette Blad udspredt
det Budskab, at Tiden er fuldkommet, og at Kristi Rige nu bliver oprettet,
medens Menneskers Riger og Systemer
smuldrer hen og gaar sin fuldstændige Undergang i Møde.
*) I de ældste Haandskrifter findes ikke Ordet »kommer«
paa
dette Sted.
Lignelsen siger os som en
Advarsel paa Forhaand, at skønt hele Jomfruklassen pudser sine Lamper,
kan dog [90]
ikke alle se. Kun de, der har Olie i sine Kar (i sig selv —
de fuldt offerviede), kan faa Lys fra sine Lamper og paaskønne
Kendsgerningerne. De andre (alle de rene —Jomfruerne)
vil en Gang faa Olien og Lyset og blive storlig velsignet derved;
men kun de, som er fyldt med Olien,
Sandhedens Aand, vil faa Lys i rette Tid og opnaa den store
Velsignelse. Kun disse gaar ind med Brudgommen til Brylluppet. Olien eller
Indvielsens Aand og dens medfølgende
Lys kan ikke meddeles af den ene Jomfru til den anden. Hver for sig
maa blive fyldt med Aanden, enhver maa faa sin egen Forsyning af denne Olie
(Sandhedens og dens Indvielses og Helligheds Aand), og den koster
betydelig i Retning af Selvfornegtelse, Miskendelse
og Ildprøver. Erfaring i den store Trængselstid
vil være det Torv, hvor de daarlige Jomfruer vil købe
sin Olie. Men det vil da være for sent at komme med ind til
Brylluppet som Medlemmer af Bruden, Lammets
Hustru. Skriften viser imidlertid, at som Kar til »mindre Ære«
vil disse, som angrer sin Daarskab, dog ikke blive tilintetgjort; men naar
de er gjort skikket til Mesterens Brug, skal de endnu tjene ham i hans
Tempel.
Vi vender atter tilbage til Engelens Ord til Daniel Vers 13, som lyder: »Men
gaa du bort indtil Enden, thi du skal hvile og staa frem til din Lod [Del, Belønning]
ved [efter] Dagenes [de 1335 Dages] Ende« — ved Høstens Tid, som da vil begynde.
I
Udtrykket: »Gak du bort indtil Enden«, maa man lægge
Mærke til, at Ordet »Enden« har en meget forskellig
Betydning fra »Endens Tid«. Høsten er Tidsalderens Ende; og Høsten
er, som allerede vist, et Tidsrum af 40 Aar, fra Efteraaret 1874, Udløbet af de 1335 Dage,
til Efteraaret 1914. Og Daniel skal i den »Ende«
eller »Høst«. Periode faa sin Del, Løn eller
Lod i Mikaels (Kristi) Rige, tillige med alle de hellige Profeter og
Evangeliealderens hellige om end de sidstnævnte er de første i Rækken
saavel som i Ære i dette
Rige. (Heb. 11, 40.) Se »Millenniets Daggry« Bind I, Side 330.
