STUDIER I SKRIFTEN

BIND III.

Komme dit Rige

 KAPITEL 4

HELLIGDOMMENS  RENSELSE.
2300 Dage.  Dan. 8, 10—26.

Den sande Helligdom. — Besmittelsen. — Underlaget eller Grundvolden. — Hvorledes den blev »nedstødt». — Beviser derfor anført fra romersk-katolske Skrifter. —Renselsen vil først være udført 2300 Aar efter Synet.  Naar og hvor den begyndte og hvornaar den skal fuldendes. — De »gyldne Kar», Sandhederne, maa genindsættes paa sin Plads.

I de foregaaende Kapitler har vi set, at det i Dan. 7, 8. 11. 20-26 omtalte formastelige, ejendommelige »lille Horn« var det samme som det i 2 Tess. 2, 3 beskrevne »Syndens Menneske og som den af Herren i Matt. 24, 15 forudsagte Odelaeggelsens Vederstyggelighed«, og tillige, at der hentydes til den samme pavelige Magt i Dan. 8, 9. 10. 23-25. Vi har nu undersøgt dets Opkomst, dets Karakter, Tilintetgørelsen af dets Magt til at forfølge og dets fuldstaendige Ødelæggelse, som endnu er fremtidig.

Vi ønsker nu at undersoge en anden Profeti, som tydelig udpeger den særlige falske Læresætning eller Grundvildfarelse, som førte til, at Herren fuldstændig forkastede det System og kaldte det en i hans Øjne ødelæggende Vederstyggelighed. Den Profeti, vi nu skal betragte, viser yderligere, paa hvilken Tid den sande Menighed, den offerviede Klasse Helligdommen — vil være renset for de af Pavedommet indførte vederstyggelige Besmittelser.

Medens det foregaaende Kapitel fremholdt for os visse [92] Ventedage og en Lutring af denne Helligdomsklasse udpeger denne Profeti et Aarstal, ved hvilket en Kærne af hellige troende vil blive aldeles fri for Pavevæsenets Besmittelser, Vildfarelser o. s. v., og ved hvilket de bortrøvede »gyldne Kar« eller dyrebare Sandheder vil begynde at blive tilbagegivet til denne Helligdomsklasse.

Vi anfører Dan. 8, 10-26 som følger:
»Og det blev stort, saa det endog naaede til [at beherske] Himmelens Hær [hele Kirken]; og det bragte nogle af Hærskaren og af de skinnende Lys til at falde til Jorden og traadte dem under Fod. Ja, det ophøjede sig endog lige til Hærskarens Fyrste [det tiltog sig selv Hæder og Værdighed og anvendte paa sig selv Profetier og Titler, som tilhører Kristus Jesus Menighedens sande Høvding, Fyrste og Hoved], Og det fratog ham [Kristus] det bestandige Offer, og hans Helligdoms Grundvold blev nedstødt. Og Hærskaren [Folket] blev tillige med det bestandige Offer given til Pris for Frafaldets Skyld, og det kastede Sandheden til Jorden, og hvad det udførte havde Fremgang.

Og jeg hørte en hellig tale, og en anden hellig sagde til ham, som talte: Paa hvor lang Tid gaar Synet om det bestandige Offer og det ødelæggende Frafald, at baade Helligdom og Hær hengives til Nedtrædelse? Og han sagde til mig: Indtil 2300 Aftener og Morgener [Dage], saa skal Helligdommen komme til sin Ret igen.

Og det skete, da jeg, Daniel, saa Synet, da søgte jeg at forstaa det, og se, der stod for mig én af Udseende som en Mand. Og jeg hørte et Menneskes Røst mellem [Floden] Ulajs Bredder, og han raabte og sagde: Gabriel, forklar denne Synet! Og han kom hen, hvor jeg stod, og da han kom, blev jeg forfærdet og faldt paa mit Ansigt, skælvende af Frygt; og han sagde til mig: Giv vel Agt, Menneskesøn, thi Synet sigter til Endens Tid. Og da han talte med mig, sank jeg bedøvet paa mit Ansigt til Jorden; da rørte han ved mig og fik mig til at staa, hvor jeg havde staaet. Og han sagde: Se jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i Vredens sidste Tid, thi Synet sigter til den for Enden bestemte Tid.

Væderen, som du saa, den med de to Horn, (betegner) Kongerne af Medien og Persien; og den laadne Buk er Kongen af Grækenland, og det store Horn, som var imellem dens Øjne, er den første Konge. Men at det blev afbrudt, og at der fremskod fire i dets Sted, betyder, at [93] fire Kongeriger skal opstaa af det Folk, men ikke med hans Magt. Og i deres Herredømmes sidste Tid, naar Overtræderne har gjort sine Synders Maal fuldt [sammenlign 1 Mos. 15, 16], skal der opstaa en Konge [Pavedømmet] med frækt Aasyn og kyndig i Rænker. Og hans Magt skal blive stærk, men ikke ved hans egen Kraft [Pavedømmet gjorde sig stærk ved at bruge de forskellige europæiske Nationers Magt], og paa uhørt Vis skal han ødelægge og gøre mere, end man kan tro; og han skal ødelægge [fordærve] mægtige og de helliges Folk. Og for hans Kløgts Skyld skal Svig lykkes i hans Haand, og i sit Hjerte skal han hovmode sig, og ved sin Fremgang skal han ødelægge mange; han skal ogsaa [som Antikrist] staa op mod Fyrsternes Fyrste, og — uden Menneskehaand skal han sønderbrydes. Og [den Del af] Synet om Aftenerne og Morgenerne, hvorom der er blevet talt [at der vilde blive 2300 Dage indtil Renselsen] er Sandhed; men luk du til for Synet, thi det vil gaa i Opfyldelse i en fjern Fremtid!«

Vi indlader os ikke paa en udførlig Forklaring af Væderen, Bukken, Hornene o. s. v., der er omtalt i disse og de foregaaende Vers, da vi tror, at Betydningen deraf allerede er bleven gjort klar. Vi har allerede set, at Rom, der er skildret som et særskilt Dyr med egne Horn i Kap. 7, og som Billedets Ben og Fødder i Kap. 2, her i Kap. 8 beskrives som et af den græske »Buk«s Horn, der, efter at være bleven overmaade stor mod Sønden og mod Østen som det verdensbeherskende eller kejserlige Rom, undergik en Forandring og, idet det blev det pavelige Rom, voksede lige op til Himmelens Hær, d. v. s. det blev en kirkelig Magt eller Herredømme over Hæren eller Folket. Og denne samme Fremgangsmaade: at skildre Romerriget som en Gren eller et Skud paa en af det græske Riges Afdelinger, følges i den historiske Profeti i Kap. 11.

Det her omtalte bestandige Offer antages i Alminde­lighed at hentyde til Jødernes daglige eller bestandige Brændofre i Jerusalem. Og denne Afskaffelse af det bestandige Offer har været tillagt Antiokus Epifanes, som allerede berettet. Profetien forbigaar imidlertid det [94] forbilledlige Tempel eller Helligdom og de forbilledlige Brændofre og holder sig til den modbilledlige Helligdom eller Guds Tempel, den kristne Menighed (2 Kor. 6, 16), og det modbilledlige Brændoffer, Kristi fortjenstfulde Offer en Gang for alle og for evig — et bestandigt, stedsevirkende Offer for hele Verdens Synder.

Kristi bestandige Offer blev ikke virkelig afskaffet eller tilintetgjort af Pavedømmet, men det blev skudt tilside af en falsk Lære, som dette System kom med, — hvilket gradvis, men tilsidst helt og fuldt, tilsidesatte Kristi Offer som et bestandigt og stedse virkende Offer. Denne falske Lære gaar under Navn af Messen eller Messeofret.

Protestanter i Almindelighed misforstaar aldeles dette saakaldte Sakrament. De antager det for kun at være en anden Form for Højtideligholdelsen af Herrens Nad­ver. Andre har den Forestilling, at det er en særegen Slags Bøn. Men disse Opfattelser er ganske fejlagtige. Den romersk-katolske Lære om Messen er denne: Kristi Død, paastaar de, udslettede den adamitiske eller oprindelige Synd (Arvesynden), men den kan ikke anvendes paa vor daglige Kominen til kort, vore Svagheder, Synder og Forsømmelser; den er ikke et »bestandigt Offer«, altid fyldestgørende for alle vore Synder, stedse tilstrækkeligt og fyldigt nok til som en Klædning at dække enhver Synder og enhver Synd, saa at den tillader den angerfulde at komme tilbage til Forening og Samfund med Gud. For saadanne Synder blev Messeofret indstiftet; det ansees af Katolikerne som en yderligere Udvikling af Ofret paa Golgata. Hver Gang Messen bliver ofret, er det, paastaar de, en Gentagelse af Kristi Offer for de særlige Personer og Synder, for hvilke den ofrende Prest anvender det.

Den Kristus, som saaledes skal ofres paany, bliver af den tjenstgørende Prest først »skabt« af Brød og Vin. Det er almindeligt Brød og Vin, indtil det kommer paa Alteret; da forvandler visse Indvielsesord Brødet og Vinen [95] til Kristi virkelige Kød og Blod. Da er det ikke længere Brød og Vin, skønt det endnu har samme Udseende. Denne Forvandling kaldes Transsubstantiation (Stofforvandling). De fem latinske Trylleord, som paastaaes at hidføre denne Forvandling af Brød og Vin til virkeligt Kød og Blod er: »Hoc est autem corpus meum.« Man paastaar, at en hvilken som helst katolsk Prest saaledes kan skabe Kristus i Kødet paany, forat han kan blive ofret paany. Og efterat Kristus saaledes er skabt, ringes der med en Klokke, og Presten og Folket falder ned og tilbeder Brødet og Vinen, som de nu anser som selve Kristus. Naar dette er gjort, brydes Brødet (Kristi virkelige Kød, tilsløret for Sanserne, siger de). Kristus bliver saaledes slagtet eller ofret paany, Gang paa Gang, for de særskilte Synder, som man gennem dette Middel søger at udslette.

For at faa denne urimelige Teori sat igennem, og idet de bestræber sig for at faa den følgerigtig, har romerskkatolske Kirkeraad udstedt lange og talrige Bestemmelser og Forklaringer, og vise(?) Teologer har skrevet Tusinder af Bøger herom. I disse læres der, at dersom en Draabe af »Blodet« (Vinen) spildes, maa den omhyggelig opbevares og brændes og Asken begraves i hellig Jord, og ligesaa Brødet (»Kristi Legeme«); ikke en Krumme deraf maa gaa tabt. Der er sørget omhyggelig for, at ikke en Flue skal komme i » Blodet« (Vinen) eller en Mus eller Hund faa fat i en Smule af det brudte Brød. Og Dr. Dens, en af deres ledende Teologer, forklarer, at »en Mus eller Hund, som æder noget heraf, æder det ikke som et Sakrament; dog beviser dette, at i dette Tilfælde ophører Kristi Legeme ikke at være til under Stofarterne«.*) Den romersk-katolske (amerikanske) Katekismus fremstiller Læren saaledes:

________________
*) Dens, Trakt. de Euchar., Nr. 20, Side 314.

»Spørgsmaal: Hvad er den hellige Nadver?

Svar: Den er et Sakrament, som under Form og Udseende af Brød og Vin indeholder Jesu Kristi Legeme og Sjæl og Guddommelighed.

[96] Sp.: Er det ikke Brød og Vin, som først sættes paa Alteret for at højtideligholde Messen?

Sv.: Jo, det er altid Brød og Vin, indtil Presten udtaler Indvielsesordene under Messen.

Sp.: Hvad sker ved disse Ord?

Sv.: Brødet forvandles til Jesu Kristi Legeme og Vinen til hans Blod.

Sp.: Hvad kaldes denne Forvandling?

Sv.: Den kaldes Transsubstantiation, d. v. s. Forvandling af en Bestanddel til en anden.

Sp.: Hvad er Messen?

Sv.: Messen er den nye Lovs stadige [»bestandige«] Offer, hvori Kristus, vor Herre, under Prestens Hænder paa en ublodig Maade i Brøds og Vins Skikkelse ofrer sig til sin himmelske Fader, ligesom han én Gang ofrede sig paa Korset paa en blodig Maade.

Sp.: Hvad er Forskellen mellem Messens Offer og Korsets Offer?

Sv.: Messeofret er væsentlig det samme [Slags] Offer som Korsets; den eneste Forskel er Ofringsmaaden.

Sp.: Hvilke Virkninger har Messen som et Udsonings­[Fyldestgørelses-] Offer?

Sv.: Ved denne faar vi ved Guds Barmhjertighed først Syndernes Forladelse ved Anger og Bod, og dernæst Eftergivelse at timelige Straffe, som vore Synder har fortjent.

Sp.: Hvem nyder godt af Messens Frugter?

Sv.: De almindelige Frugter nyder hele Kirken, baade de levende og de døde, godt af; de særskilte Frugter gavner først i Særdeleshed Presten, som udfører Messen, dernæst dem, for hvem han særlig ofrer den, og for det tredje dem, som hjælper til ved andægtig Nærværelse [d. v. s. dem, son) tilbedende overværer Messen].«

Den samme Autoritet siger: »Den som ofrer er Prest; den haandgribeligo Ting, som ofres, kaldes Ofret; Stedet, hvor det bringes, kaldes Alter. Disse fire: Prest, Offer, Alter og Ofring er uadskillelige; det ene nødvendiggør de andre.«

I en videre Forklaring af Ceremonien siger han om Presten: »Saa udtaler han de hemmelighedsfulde Indvielsesord, tilbeder, idet han gør en Knæbøjning, og løfter saa det hellige Legeme og det hellige Blod op over sit Hoved. Ved Ringningen falder Folket tilbedende paa Knæ og slaar sig for Brystet til Tegn paa Anger over sine Synder. Presten beder Gud om naadig at modtage Ofret.«

Vi afslutter Vidnesbyrdet om denne Sag ved i Korthed [97]at anføre følgende Uddrag af de Love, som blev vedtagne paa Kirkemødet i Trient:

Canon 3: »Om nogen siger, at Messen kun er en Lovprisnings- og Taksigelses-Tjeneste eller blot en Ihukommelse af det paa Korset bragte Offer og ikke [i sig selv] et Forsoningsoffer [d. v. s. et Offer, som selv gør Fyldest for Synden], eller at det kun gavner den, der modtager det, og ikke bør ofres for de levende og de døde, for Synder og Straffe, Fyldestgørelser og andet fornødent, den [som saaledes negter dette Offers Kraft] være forbandet.«

Saaledes ser vi klart, at Pavedømmet har indsat et falskt eller uægte Offer istedetfor det ene stedsevarende, fuldkomne Offer paa Golgata, som aldrig behøver at gentages, men gælder for alle Tider. Det var saaledes at Pavedømmet borttog fra Kristi Værk Fortjenesten af med Rette at ansees for at være det bestandige Offer og i dets Sted indførte et falskt Offer, opfundet af dets egne Prester. Det er unødvendigt her at dvæle udførlig ved Grunden hvorfor Pavedømmet fornegter og tilsidesætter det sande bestandige Offer og sætter »Vederstyggeligheden«, Messeofret, i dets Sted; thi de fleste af Læserne ved, at Læren om, at Preston under Messen gør et Offer for Synder, uden hvilket disse ikke kan blive udslettet eller Straf derfor undgaaet, egentlig udgør selve Grundvolden for alle de mangfoldige Kunstgreb, som Romerkirken bruger for at presse Penge ud af Folket til al dens Luksus og Overdaadighed. »Aflad«, »Benaadning« og alle de mangfoldige foregivne Goder, Gunstbevisninger, Forrettigheder og Fritagelser baade i det nærværende og det tilkommende Liv, baade for de levende og for de døde, er bygget paa denne gudsbespottelige Lære om Messen, Frafaldets Grundlærdom. Det er i Kraft af den Magt og Myndighed, som Ofringen af Messen tildeler Presterne, at deres andre gudsbespottelige Krav paa at have og at udøve de forskellige Forrettigheder, som tilhører Kristus alene, billiges af Folket.

Lad os som Bevis paa denne Vildfarelses fundamentale [98]  Karakter lægge Mærke til, at skønt Reformationen i Tyskland og Schweiz begyndte med Modstand mod Afladshandelen, blev den dog snart til et Spørgsmaal om Transsubstantiationen — Messeofret. Reformationens Hjørnesten var, at Syndsforladelsen bevirkedes alene ved Kristi Død som en Følge af hans Offer paa Golgata og ikke ved Aflad, Skriftemaal og Messeofre. I Grunden laa dette Spørgsmaal om Messen bag næsten alle Romer­kirkens Forfølgelser. Biskop Tilotson bemærker: »Den [Transsubstantiationen, Messen] har været den store brændende Artikel i Romerkirken; og besynderligt og urimeligt som det er, er dog flere Kristne bleven myrdet for sin Fornegtelse af den end maaske for alle de andre Ting i sin Religion.«

Katolikerne paastaar naturligvis, at Messen blev indstiftet af Kristus og Apostlerne, men den tidligste Omtale deraf, som vi har været i Stand til at finde, var ved Kirkemødet i Konstantinopel i Aaret 381. Der er dog ikke i Profetien særlig hentydet til Aarstallet for Indførelsen af denne besmittende Vildfarelse, undtagen dette, at Pavedøm­met paa Grund af denne Hovedvildfarelse blev til »Ødelæggelsens Vederstyggelighed«, inden det som saadan blev »opstillet« i Magt, hvilket, som vi har set, fandt Sted i Aaret 539.

Profetien siger: »Det tog fra ham [Kristus] det bestandige Offer, og hans Helligdoms Grundvold blev nedkastet.« Grundvolden eller Grundsandheden, paa hvilken den i Sandhed indviede Klasse eller Helligdomsklassen er bygget, er den, at vor Herre Jesus ved sit Offer har genløst alle og vil til det yderste frelse alle, som kommer til Gud ved ham uden nogen anden Midler, uden Prest eller Biskop eller Pave og uden noget andet Offer, da et hvilket som helst andet Offer er en Vederstyggelighed i Guds Øjne, fordi det vilde indbefatte, at Kristi store Forlosningsoffer var utilstrækkeligt. — Heb. 7, 25; 10, 14.

Denne Lære om Genløsningen er Grundvolden for Helligdommen eller det hellige Tempel, den offerviede [99] Menighed. Og da dette »bestandige Offer« blev afløst, ugyldiggjort eller nedkastet af Messen, saa paafulgte de af Profeterne forudsagte Onder. Hæren (de navnkristne) blev given til Pris for Vildfarelsen, let ledet af det falske System, som (i sit Overhoveds, Pavens, Person) ophøjede sig lige til Fyrste eller Hersker over Hæren. »Og det kastede Sandheden til Jorden« tillige med dem af Hæren og af de skinnende Lys eller Lærere, som holdt fast ved Sandheden og ikke vilde slutte sig til det i dets forvendte Fremgangsmaade. Og som vi har set i de foregaaende Kapitler, havde det forunderligt, Held med sine Foretagender.

Naar selve Grundvolden for den kristne Tro saaledes blev tilsidesat, er det da noget Under, at det store Frafald naaede til saadanne Dybder af Uretfærdighed som det gjorde? Den ene Vildfarelse forte den anden med sig, indtil der kun blev ydre Former af Sandbed og Gudfrygtighed tilbage; og Ødelæggelsens Vederstyggelighed satte sig i Guds Tempel, besmittede baade Helligdommen og Hæren og ophøjede sit Overhoved til Kristi Statholder eller Stedfortræder.

Midt under disse Fremstillinger af Ødelæggelsens Ve­derstyggelighed horer Daniel de hellige spørge: »Paa hvor lang Tid gaar Synet om det bestandige Offer og det ødelæggende Frafald, at baade Helligdom og Hær hengives til Nedtraedelse?« Lige siden Ødelæggelsens Vederstyggelighed blev opstillet, har der været hellige, som mere eller mindre tydelig har indset dens Karakter og Besmittelse, og ængstelig har disse søgt at faa Kundskab og raabt til Gud: Hvor længe, o Herre, skal Sandheden trædes i Smudset og Vildfarelse, Gudsbespottelse og Vederstyggelighed have Lov at faa Fremgang? Hvor længe skal Antikrist, »drukken af de helliges og af Jesu Vidners Blod«, vedblive at forføre og bedrage Nationerne (Aab. 17, 2. 6; 14, 8; 18, 3)? Og forudseende deres Spørgsmaal og Daniels og vort, gav Gud Svaret paa Forhaand gennem sit Sendebud. Og skønt Ordene ikke kunde begynde[100] at forstaaes før Endens Tid, gav dog Fastsættelsen og Begrænsningen af Tiden andre saavel som Daniel den Forsikring, at Gud har fuld Raadighed over Stillingen, saa at intet kan ske, som han ikke kan og vil raade over og omsider vende til det gode. Dette Svar afmærker ikke Begyndelsen af Renselsesværket, men et Tidspunkt, da det for en Del vil være fuldført. Det lyder som følger:

»Indtil to Tusind tre Hundrede Aftener og Helligdommen være renset.«

I sin Udtydning, gennemgaar Gabriel hele Synet, idet han tildels udlægger de forskellige Sindbilleder og ender med den Forklaring, at de 2300 Dage er det nøjagtige Maal for det hele.

Daniel, som særlig tænkte paa Israel og paa Opfyldelsen af Guds Forjættelse til Fædrene, indsaa, at alt det, han havde hørt, ikke kunde finde Sted i Løbet af 2300 Dage, især da Gabriel jo sagde til ham: »Men luk du til for Synet, thi det vil gaa i Opfyldelse i en fjern Fremtid!« Og skønt han ikke vidste, hvor lang hver billedlig Dag vilde blive, blev han dog syg om Hjertet ved at tænke paa, at saa mange Onder skulde komme over Guds Folk, — om han end ikke saa Overføringen af dette Navn fra det kødelige til det aandelige Israel. Vi læser: »Men [101] jeg, Daniel, blev aldeles afmægtig og blev syg en Tid«, og »jeg var forfærdet over Synet, men ingen kunde udtyde det«. Og godt var det for Daniel og for alle Guds Børn fra da af og indtil Endens Tid, at den frygtelige Betydning af hint Syn om Pavevæsenets Magt og Forfølgelse og om de helliges Lidelse ikke blev tydeligere aabenbaret i Forvejen. Skønt det er vor barmhjertige himmelske Faders Vilje at prøve sit Folk i Modgangens og Forfølgelsens Hdovn i den Hensigt at berede et Folk til en stor og evig Vægt, af Herlighed, som han har forjættet, handler han dog med os efter denne Grundsætning: »Hver Dag har nok i sin Plage.«

Daniel, som var mere interesseret i Israel end i den græske »Væder« eller den persiske »Buk«, vidste fra Jeremias' Profeti, at de 70 Aars Fangenskab i Babylon var en Straf over Israel for Synd, og som Følge deraf dømte han nu angaaende Synet om kommende Forfølgelser (istedetfor Ophøjelse og Herlighed, som han havde ventet), at det varslede om Israels Synd og Guds Vrede; derfor bad han ivrig om Tilgivelse for Israels Synder og om Opfyldelsen af de Forjaettelser, der var givet Fædrene. Dette er fortalt med faa Ord i Dan. 9, 2-19. Daniel saa ikke den guddommelige Plans Rækkevidde, saaledes som vi nu kan se den; ikke desto mindre var hans Alvor og hans Tro paa Forjættelserne velbehagelig for Gud, og han aabenbarede ham derfor mere om dette Syn — en Forøgelse eller yderligere Udfoldelse af Synet i de Træk, som særlig vedkom Israel efter Kødet. Daniel mente, at Enden paa de 70 Aar, hvori Israels Land skulde ligge øde, medens dets Folk var i Babylon, saaledes skulde opsættes eller udstrækkes i mange Dage (2300). Gud retter denne Misforstaaelse ved at sende Gabriel til ham med Underretning om, at Fangenskabet vilde ende, naar de 70 Aar var omme, og at Staden Jerusalem og Templet vilde blive genopbygget, dog under Tidernes Trængsel o. s. v.

Det var medens Daniel bad over dette Syn om de 2300 [102] Dage, som han antog betød en Forlængelse af de 70 Aars Fangenskab i Babylon, at Gabriel blev udsendt for yderligere at udlægge det misforstaaede Syn saaledes (Dan. 9, 21-27):

»Og han underviste mig og talte med mig og sagde: Daniel, nu er jeg udgangen for at lære dig at forstaa. I Begyndelsen af dine Bønner udgik et Ord [om Guds Plan, som nu skal meddeles], og jeg, jeg er kommen for at kundgøre dig det, thi du er saare elsket; saa Agt nu paa Ordet og giv Agt paa Synet [om de 2300 Dage]! 70 Uger [70 X 7 = 490 Dage] er afmaalt [eller fastsat eller besluttet] over dit Folk [Israel] og over din hellige Stad [Jeru­salem]« o. s. v. *)

__________________
*) Angaaende en Undersøgelse af denne Profeti se Bind II, Kap. 3.

Det Punkt, man særlig bør lægge Mærke til her, er, at de 490 Dage er en Del af de 2300 Dage — en Del, der fremhæves som af særlig Interesse for Daniel som Svar paa hans Bøn om Israels Befrielse fra Babylon (se Vers 12. 16-18). Eftersom disse 70 Uger eller 490 Dage var den første Del af de 2300 Dage, tjener deres Opfyldelse ikke alene til at vise os, naar de 2300 begyndte, men og­saa til at vise, hvad Slags Tid (bogstavelig eller sindbilledlig), der var betegnet; (se 1 Pet. 1, 11). Og mere end dette: Opfyldelsen af denne Profeti om de 70 Uger vilde tjene til at sætte et Segl paa Daniel som en sand Profet og besegle alle hans Profetier, og især vilde det besegle dette »Syn« af de 2300 Dage. Og saaledes forudsagdes det, at de 70 Uger blandt andet skulde tjene til at »besegle Syn og Profet«.

Idet vi altsaa ser, at de billedlige 70 Uger eller 490 Dage betegner 490 Aar, og at de udgør den første Del af de 2300 Dage og er Guds Segl eller Godkendelsestegn paa hele dette Syn, begynder vi at maale dér for at se, hvor hele Tidsperioden vil være udløben. Naar vi trækker de 490 Dage, som udløb ved Jesu første Komme, fra de 2300, har vi 1810 tilbage. 1810 Aar (profetiske, billedlige Dage) maa da være Længden fra Slutningen af de 70 Ugers Udløb indtil den Tid, da Helligdomsklassen vil [103] være renset fra Pavedømmets forskellige Besmittelser — den ødelæggende Vederstyggelighed, som i saa mange Aarhundreder har besmittet Guds Tempel.

Som allerede vist, fandt Messias' Død Sted om For­aaret Aar 33, og dette var Midten af den sidste af de 70 Uger, hvis fulde Udløb derfor var en halv Uge eller 3½ Aar senere — i Efteraaret 36. 1810 Aar fra Efteraaret 36, nemlig Efteraaret 1846, afmærker derfor Enden paa Synet angaaende de 2300 Dage og det Tidspunkt, da Helligdommen skulde være renset.

Hvis denne Profeti er bleven opfyldt, bør vi i dette som i andre Tilfælde, naar en Profeti er gaaet i Opfyldelse, vente at finde de Kendsgerninger, der beviser Opfyldelsen, klart fremsat paa Historiens Blade; thi om end Historieskriverne ofte er vantro med Hensyn til Bibelen og Bibelens Gud, har han dog uden deres Vidende staaet bag ved deres Arbejde, sna at hvor som helst en Profeti er bleven opfyldt, er Kendsgerningerne altid uden at kunne misforstaaes gaaet ind i Historien, og altid fra gode og paalidelige Kilder. Og saaledes er det ogsaa sket i dette Tilfælde med Renselsen af Helligdommen.

Vi finder hos alle nyere Historieskrivere, at en stor Reformation, som de alle kalder den, tog sin Begyndelse i det 16de Aarhundrede — med Undtagelse af de romerskkatolske Forfattere, som kalder den den store Opstand. Fra og med denne Reformation kan man regne Begyndelsen til Helligdommens Renselse. Lad os huske, at Helligdommen blev besmittet ved Indførelsen af forskellige Vildfarelser med deres tilsvarende onde Tilbøjeligheder, at Højdepunktet af disse var naaet, da Messeoffret var blevet indført, og at der i denne Vildfarelses Kølvand fulgte den dybeste Fornedrelse af Hæren (Masserne i Navnkirken); og denne Fornedrelse naaede sit Højdepunkt i den skamløse »Afladshandel«, som for en Del fremkaldte Reformationsbevægelsen. Skønt Helligdomsklassen ogsaa i nogen Udstrækning var besmittet, d. v. s. forledet til denne Vildfarelse, aabnede de frygtelige Følger dog deres [104] Øjne derfor. Og i Overensstemmelse hermed finder vi, at Grundtonen i den store Reformation var Retfærdig­gørelse ved Tro paa Kristi »bestandige Offer«, som ikke behøver at gentages — i Modsætning til den Tilgivelse, man antog at sikre sig ved Bodsøvelser og Messeofre paa Antikrists besmittede Altere.

Dette var det rette Sted for Reformationen at begynde: ved Grundvolden: Retfærdiggørelse (Renselse) ved Tro paa »det bestandige Offer«. Læg dog Mærke til, at Profetien ikke taler om en Renselse af Hæren paa den Tid, men af Helligdommen alene. Hæren blev heller ikke renset. Den beholdt stadig Vildfarelsen og gør det endnu, men den offerviede Klasse, Helligdommen, opgav Vildfarelsen og led for Sandhedens Skyld, mange af dem en­dog til Døden.

Men dette var kun Begyndelsen af Renselsesprocessen, thi denne Klasse, som nu blev vaagen, opdagede snart, at de besmittende Vildfarelser var bleven mangfoldiggjort i Løbet af den Tid, Pavedømmet havde udøvet Myndighed og haft Fremgang. Luther, Reformationsbevægelsens ledende Aand, standsede ikke ved én Vildfarelse, men søgte at udrydde mange andre og opslog paa Kirkedøren i Wittenberg d. 31te Okt. 1517 95 Læresætninger, som alle var Indvendinger mod Pavedømmets Lærdomme; og den 27de var en Benegtelse af Paastanden om Menneskets iboende Udødelighed. Da disse Læresætninger var bleven stemplet af Pave Leo X. som kætterske, tog Luther i sit Gensvar (i Aaret 1520) Bladet fra Munden og fordømte Læren om Transsubstantiationen, Menneskets Udødelighed og Pavens Paastand om at være »Verdens Kejser, Himmelens Konge og Gud paa Jorden« og kaldte dem »afskyelige Meninger, der var at finde i de romerske Anordningers Mødding«.

Men ak! Det Renselsesværk, der var begyndt saa godt og modigt, var altfor radikalt til at blive populært, og Luthers og hans Medarbejderes Venner og Beundrere vandt til en viss Grad Overhaand og overmandede dem [105] ved »Politik«, Forsigtighedsregler, »Smiger« og Løfter om Hjælp og Fremgang, forudsat at deres Fremgangsmaade blev i Overensstemmelse med den verdslige Visdoms Forskrifter. (Se Dan. 11, 34. 35.) Flere af de tyske Fyrster blev varme Beundrere af de djærve Reformatorer, som baade havde Forstand og Mod til at angribe det System, som Konger i Aarhundreder skælvende havde bøjet sig for. Disse Fyrster støttede Reformationen, og deres Hjælp syntes uundværlig for dem, hvis Bevægelsen skulde naa et gunstigt Udfald. Og til Gengæld for Hjælpen modtog de af Reformatorerne Anerkendelse af sine kongelige Rettigheder (?).

Vi bør ogsaa huske paa, at Reformationsbevægelsen var en Opstand ikke alene mod religiøst Tyranni, men ligesaa vel mod politisk Tyranni. Og de to Klasser Reformatorer blev mere eller mindre ført til Sammenhold og Samarbejde. Om denne Reformationstid siger Professor Fischer i sin Verdenshistorie *):

______________
*) Fischer's Universal History, Side 402-412.

Om Schweiz: »Zwinglis Virksomhed som Kirkereformator var blandet med Iver for Schweiz' moralske og politiske Genfødelse.«

Om Johan Calvins Tid og Genfs Regering: »Den borgerlige Revolution efterfulgtes af en kirkelig. Protestantismen blev indført ved Lov (1535). Calvin blev Byens egentlige Lovgiver. Den blev en Kirkestat.«

Om Skandinavien: » I de skandinaviske Lande blev Enevoldsmagten oprettet ved Hjælp af Reformationen.«

Om Danmark: »Den nye [protestantiske] Lære var kommen ind i Landet, og den bredte sig. Adelen, som eftertragtede Kirkens [den romersk-katolske] Besiddelser, sluttede sig til den.«

Om Sverige: »En stor politisk Omvæltning fandt Sted, hvilken ogsaa indbefattede en religiøs Omvæltning.«

Om Tyskland: »Truslerne mod de protestantiske Fyrster nødte dem til at danne det schmalkaldiske Forbund til gensidigt Forsvar. Det fandtes ugørligt at gennemføre den mod Lutheranerne tagne Bestemmelse om Undertrykkelse.« »Paa Rigsdagen i Augsburg 1555 blev Religionsfreden sluttet. Hver Fyrste fik Lov at vælge mellem den katolske Religion og den augsburgske Bekendelse [106] [den protestantiske], og Fyrstens Religion skulde være det Lands, han herskede over, d. v. s. hver Fyrste skulde vælge sine Undersaatters Tro.«

Den Tids politiske Omstændigheder i Forening med den Kendsgerning, at Reformationens Ledere just var begyndt at vaagne op til at se nogle faa af Pavedømmets moralske Forvildelser og Lærdoms-Vildfarelser, giver os Anledning til at beundre de raske Skridt, de gjorde hen imod det rette, snarere end til uskaansomt at fordømme dem, fordi de ikke gjorde Renselsen mere grundig. Men da de protestantiske Kirker forenede sig med Staten, blev der Stilstand i Reformbevægelsens Fremskridt. Man dan­nede snart Trosbekendelser, der var næsten ligesaa ubøjelige og ligesaa fiendske mod al Vækst i Kundskab som Roms Vedtægter, skønt de kom Sandheden nærmere end Roms, — Trældomslænker af et videre Omfang.

Den samme Slags Forening mellem Kirke og Stat, som tidligere under Pavedømmet havde virket til saa megen Skade for Sandheden, blev saaledes den Snare, ved hvilken Modstanderen hindrede og hemmede »Helligdommens Renselse«, der var begyndt paa en saa skøn Maade. Reformation og Renselse ophørte for en Tid, og istedetfor at fortsætte med Renselsen gav Reformatorerne sig til at organisere sig og panny lappe og polere de gamle pavelige Læresætninger, hvilke de i Begyndelsen saa højlydt havde fordømt. Saaledes lokkede Satan Reformatorerne til netop det samme »Skøgevæsen« (Forening af Stat og Kirke), som de havde anklaget Romerkirken for. Og saaledes blev det dødelige Saar, som Pavedømmet havde faaet, for en Tid lægt. — Aab. 13, 3.

Men den Renselse, der begyndte saaledes og igen blev afbrudt, maatte atter sættes i Gang og føres videre; thi ved Enden af de 2300 Aar maatte Helligdommen være renset. Og saaledes har det været. Den Tilbagevenden til Bibelen som den eneste Hjemmel for Tro, hvormed Reformationen tog sin Begyndelse, plantede Sædekorn dybt i Jorden, som siden har spiret og af og til frembragt [107] en eller anden Reform, til Trods for, at de ledende Reformatorer snart søgte at hindre Reformbevægelsen i at sprede sig ud over deres eget Maal, idet de fastslog Bekendelser og opstillede Forskansninger for Troen, ud over hvilke ingen, trods Bibelens Lære, havde Lov til at gaa uden at paadrage sig Smædenavnet »Kætter«.

Naar vi ser tilbage paa Kirkens Vej fra Luthers Tid indtil nu, kan vi se, at Reformationen eller Renselsen er gaaet fremad Skridt for Skridt, og dog viser den samme Tilbøjelighed sig tydelig ved hvert Skridt; thi hver ny Gruppe af Reformatorer har, saa snart de fik udført sin lille Del af Renselsesværket, holdt op og forenet sig med de andre i Modstrid med al yderligere Reform eller Renselse.

Saaleden har den engelske Kirke, som forkastede nogle af den romerske Kirkes grovere Lærdomme og Skikke, paastaaet og paastaar endnu, at den er den eneste sande Kirke, og at dens Biskopper har apostolsk Arvefølge og derfor øverste Herskerret over Guds Arv. Denne Roms »Datter« tog, da hun forlod »Moderen«, Englands tilbudte Ann og gjorde det Lands Hersker til sit Overhoved. Ligesom den lutherske Datter var dog ogsaa denne en Reform og i den rigtige Retning — en delvis Renselse. Calvin, Knox og andre opdagede, at Guds Forudviden om forefaldende Begivenheder for en stor Del var tabt af Syne under den pavelige Affaldsdynge; og idet de forkastede den Forestilling, at Guds Planers Fremgang helt og holdent beroede paa fejlbare Menneskers Bestræbelser, hjalp deres Lærdomme til at paavise, at Menigheden ikke var afhængig af Statens Arm og af kødelige Vaaben for at vinde Fremgang. Disse Mænd udførte et stort og værdifuldt Arbejde, som siden da har baaret mere god Frugt, end de fleste synes at se. Dog, da de ikke desto mindre var forblindet af andre besmittende Vildfarelser, som de ikke erkendte som saadanne, ledtes de til at forfegte den Vildfarelse, at alle, som ikke var udvalgt til en himmelsk Tilstand, var bestemt til evig [108] Pine. Snart antog deres Lære fast Form under Navnet Presbyterianisme; og ud over den første Forkyndelse af Guds Planers Urokkelighed blev der kun gjort lidet af denne Læres Tilhængere for at fremme Reformation eller Renselse. Og ligesom sine Søstersekter har Presbyterianismen gjort meget for at hemme og hindre Renselsesarbejdet.

Brødrene Wesley og deres Medarbejdere, som følte sig trykket af den paa deres Tid herskende Kulde og Formvæsen, bestræbte sig for at kaste noget af dette kolde og stive Formvæsen, som er en naturlig Følge af Forening mellem Stat og Kirke, over Bord og at paavise Nødvendigheden af personlig Helliggørelse gennem en personlig Tro paa og Forening med Kristus, og de lærte, at det at være født i et saakaldt, kristent Land og fra Fødselen af regnet som Medlem af Statskirken ikke er Kristendom. Dette var for saavidt udmærket og en nødvendig Del af ^»Renselsesværket«; men istedetfor at gaa fremad mod Fuldkommenhed i den tidlige Menigheds Enfold, kom endog Wesley snart til den Slutning, at Renselsesværket var fuldført, og han gav sig sammen med andre til at organisere Metodismen og omgærde dem med Metodismens Trosbekendelser, Former og Skikke, saa at yderligere Fremgang og Renselse fuldstændig hindredes. Skønt Unitariernes Lære og Universalismen ligeledes var Udtryk for Vildfarelser, har de dog ogsaa været Tilløb til at uddrive besmittende Vildfarelser og har maaske forholdsvis været ligesaa heldige eller ligesaa uheldige som andre.

De, som kaldes Baptister, repræsenterer en anden Bestræbelse for at rense Helligdommen ved at uddrive Pavedømmets Vildfarelser med Hensyn til Daaben og ved at hævde, at Bestænkningen af et Spædbarn, som selvfølgelig ikke kan tro, ikke er den troendes Daab, og at Bestænkning i det hele taget ikke symboliserer nogen af Kristi Lærdomme. Men ud over sin Lære om en rigtig ydre Form for Daaben har Baptisterne kun gjort lidet Fremskridt og findes nu ofte staaende sammen med andre som Modstandere af al videre Renselse.

[109] En senere Reform er kendt under Navnet »Kristi Me­nighed« eller »Disciplene«. Denne Sekt organiseredes 1827 af Alexander Campbell. De Reformer, som denne Organisation særlig forfegtede var: apostolsk Enkelhed i Me­nighedsstyret; Bibelen som den eneste Trosbekendelse; alle Kristi Lemmers Ligestillethed under ham som Hoved for alle, og som Følge deraf Afskaffelse af de kirkelige Titler, f. Eks. Pastor, Doktor i Teologi o. s. v. som katolske og i Modstrid med Kristi og den rene Kristendoms Aand, der siger: »I er alle Brødre, og én er eders Mester, Kristus.« Hensigten og Renselsen, saa langt den gik, var god og har baaret Frugt i nogles Sind og Frihed indenfor alle Samfund. Men dette Samfund har ligesom de øvrige ophørt med at forsøge yderligere Reform, og dets Reformations-Aand er allerede død; thi skønt, de paastaar, at Bibelen er deres eneste Trosbekendelse, har de dog standset i det afstukne Spor og kredser omkring det uden at gøre Fremskridt i Sandheden. Om de end paastaar at være frigjort for den menneskelige Overleverings Trosvedtægter og Lænker, benytter de ikke denne Frihed og er derfor i Virkeligheden bundet i Aanden, og Følgen er, at de ikke vokser i Naade og Kundskab. Skønt ikke bundet af nogen ok skreven Trosbekendelse blev dette Samfund dog, grundet paa sin Værdsættelse af Menneskers Overleveringer og Ære saaved som ved sin Selvtillid, snart siddende fast og faldt, i Søvn for al videre Renselse af Helligdommen og er nu tilmed ved at gaa tilbage til sin tidligere Stilling.

Skønt vi kun har omtalt nogle faa af Reformatorerne og Reformbevægelserne, maa det dog ikke forstaaes saaledes, at vi forkaster eller overser andre. Langt fra; Reformen har været almindelig, og alle sande, alvorlige Kristne har haft nogen Del i Renselsesværket. Den store Vanskelighed ligger deri, at kun faa — hildet, som de er, i Fordomme fra Opvæksten af og skræmt af Vildfarelsens højlydte og brammende Paastande — kan se den store Mængde Vildfarelse, som findes, og den deraf følgende [110] Nødvendighed for at fortsætte med Renselsen. Og disse sine Fordele har den store Modstander, Satan, ikke været sen til at benytte sig af til at binde de hellige og hindre Renselsesværket.

En anden Reform, og i nogle Henseender den grundigste af dem alle, tog sin Begyndelse kort efter den sidstnævnte, som i Korthed blev berørt i det foregaaende Kapitel. William Miller fra Massachusetts, der var forbundet med Baptistsamsfundet og blev Redskab til at sætte denne Reform i Gang, henledte Menighedens Op­mærksomhed paa, at Bilbelen aabenbarer noget om Tiden saavel som om Ordenen i Guds Plan. Han saa Tidsperioder optegnet hos Profeterne, ledsaget af den Erklæring, at naar den rette Tid var inde, skulde de i Sandhed vise forstaa dem, og han søgte at være af den saaledes beskrevne Klasse. Han ransagede Skriften og fandt en Del Ting af stor Interesse, hvilke forlængst var tabt af Syne under Roms Overleveringer. Blandt andet saa han, at Formaalet med Herrens andet Komme var at uddele Velsignelse og Liv til troende, ligesom Formaalet med det første Komme var at genløse Verden; kort sagt, at Genløsning og Genoprettelse er to Dele af en og samme Frelsesplan.

At faa Øjnene op for saadanne gode Budskaber kunde for et ærligt, og alvorligt Hjerte ikke betyde andet end at kundgøre dem, og det gjorde han. Afsløringen af denne Sandhed forte til Forkastelsen af visse Vildfarelser, og som Følge deraf udførte han et Renselsesarbejde i alle, som kom under dens Indflydelse. For Eksempel: eftersom Herren kommer anden Gang for at »oprette« sit Rige og ophøje sin Menighed, er det klart, at de Krav, der gøres af de med jordiske Riger forbundne Kirker (som hver for sig paastaar at være Guds Rige og derfor bemyndiget til at regere og herske over Verden), kun er tomme Paastande; thi dersom Kristi Rige endnu ikke er blevet »oprettet«, maa de, der nu er »oprettet«, være bleven ophøjet af »denne Verdens Fyrste (Satan)« og maa [111] for en stor Del arbejde i hans Interesse, hvor uvidende deres Regenter end kan være derom.

En anden Vildfarelse, som Millers Forkyndelse ledte til at afsløre, var den om Menneskets naturlige Udødelighed. Den Forestilling havde længe hersket, at Mennesket er et udødeligt Væsen, d. v. s. at naar det først er skabt, kan det aldrig dø, og at Døden kun er et bedragersk Blændværk; at Mennesket kun synes at dø, ikke dør i Virkeligheden, men kun skifter Form og tager et nyt Trin i »Evolutionen«. Miller troede først det samme som andre angaaende denne Sag; dog var det de Sandheder, han særlig fæstede Opmærksomheden ved, især Læren om Herrens andet, Komme og de dødes Opstandelse, som skarpt blottede denne giftige Vildfarelse, der fornegter Opstandelsen ved at lære, at ingen er døde, og at som Følge deraf Herrens andet Komme og de dødes Opstandelse ikke er nødvendige. Men den kritiske Undersøgelse af dette Emne vil vi gemme til et følgende Bind af dette Værk, hvori det vil blive vist, at udødeligt og evigt Liv er Gunstbevisniniger, som kun kan opnaaes gennem Kristus og hverken er lovet eller vil blive skænket de ugudelige. Bygget paa og vokset frem af Forestillingen om menneskelig Udødelighed er den katolske Lære om Skærsilden og den endnu uhyggeligere protestantiske Lære om evig Pine paa et Sted med uophørlige Kvaler; thi de tænker som saa: hvis et Menneske skal leve evigt (og om det er udødeligt, kan end ikke Gud tilintetgøre det), maa det leve enten i evigvarende Lykke eller i evigvarende Jammer. Og, siger de, naar det ved Døden sendes til sin evigvarende Tilstand, maa det store Flertal da begynde en Evighed i Pine, fordi de i det nuværende korte Liv enten ikke kom til Kundskab om den rette Vej, eller, efter at have faaet denne Kundskab, paa Grund af nedarvede Svagheder o. l. dog var ude af Stand til at vandre paa denne Vej.

Denne mægtige Rod til mange skadelige Vildfarelser begyndte at oprykkes og udkastes gennem Forkyndelsen [112] af Herrens andet Komme og de dødes Opstandelse, som man hævdede skulde finde Sted da. Fornuftige og tænkende Mennesker begyndte at undre sig over, hvorfor Jesus skulde opvække de døde, hvis de enten var i Himmelen eller i Helvede og deres Lod for bestandig og uforanderlig afgjort. Endvidere begyndte de at undre sig over, hvorfor Herren og Apostlerne ikke sagde noget om, at de døde endnu er levende, men tvertimod altid pegede hen paa Opstandelsen som det eneste Haab, ja tilmed erklærede, at om der ikke var nogen Opstandelse, saa var alle fortabt« (1 Kor. 15, 13-18). Da begyndte Herrens Ord, som lover en Opstandelse for »alle de i Gravene«, at faa Betydning, og man kom lidt efter lidt til Forstaaelse af, at de døde ikke er levende, men at Død er det modsatte af Liv. Og de, som søgte, fandt, at Skriften er i fuldstændig Overensstemmelse med sig selv vedrørende dette Emne, men i absolut Modstrid med vor Tids sædvanlige Overleveringer, som man har faaet fra Pavedømmet.

Efterat Vildfarelsens Rod saaledes var bleven oprykket, begyndte de forskellige Grene snart at visne; og snart kunde man indse, at de ugudeliges Straf ikke er et evigvarende Liv (i Pine), men lige det modsatte ifølge Bibelens Fremstilling af Guds Plan, — at evigt Liv er Belønningen for Retfærdighed, og at Døden, Afskærelse fra Liv, er Straffen for forsætlig Synd.

Endvidere fik man Øjnene op for, hvad der mentes med den Dødens Forbandelse, som kom over hele Slægten gennem Adams Ulydighed — at hele Slægten var dømt til Tilintetgørelse. Da begyndte tillige Sløret at løftes, hvorved man kom til at indse Hensigten med vor Genløsers Død og dens Værd som Betalingen af den over Slægten hvilende Straffedom, forat der kunde ske en Oprejsning, en Genoprettelse til Livet og dets Rettigheder. Da begyndte man at forstaa og værdsætte Genløsningen, da man saa, at han, som ikke vidste af Synd, blev behandlet som den forbandede; at han, da han frivillig [113] traadte i vort Sted, blev »en Forbandelse for os«, blev behandlet som en Synder for os og døde den retfærdige for de uretfærdige.

Saaledes fjernedes omsider det store System og Net af besmittende Vildfarelser, som begyndte med Afskaffelsen af det bestandige Offer; og efterat Helligdommen var bleven befriet eller renset derfor, kunde Værdien af Jesu »bestandige Offer» sees i fornyet Friskhed, Skønhed og Kraft.

Naar vi siger, al Helligdommen blev renset for denne Besmittelse, maa vi komme i Hu, at i Skriften staar en Del af Menigheden ikke sjelden som Udtryk for den hele. Et Antal, nogle faa, var bleven frigjort fra den besmittende Vildfarelse; og disses Antal har Gud hver Dag forøget med dem, som er helt under hans Ledelse og oplæres af ham.

I sin Beregning ar, hvad der vilde ske, var Miller langt fra at have Ret. Han mente, at Helligdommens Renselse var Jordens Renselse fra det onde ved bogstavelig Ild, som skulde opbrænde den. Det, at hans Forudsigelser slog fejl, var en haard Prøvelse for dem, som ved hans Undervisning havde lært at vente Herren fra Himlene og Opfyldelsen af den Bøn: »Komme dit Rige!» Men skønt de blev skuffet ved Brudgommens Tøven, blev de dog storlig velsignet. Den Erfaring, de fik ved at ransage Skriften, var værdifuld, og de havde lært at agte Guds Ord højere end Menneskers Overleveringer. De var i betydelig Grad bleven frigjort fra Menneskefrygt, Menneskers Ære og Agtelse indenfor de forskellige Samfund, fra hvilke de udgik, thi de var bleven fraskilt paa Grund af Lydighed mod sin Overbevisning angaaende Herrens andet Komme. Trofasthed mod ens Overbevisning medfører altid nogen Velsignelse: vi møder Herren paa Vejen ligesom Paulus, da han var paa Vejen til Damaskus.

Som Følge deraf finder vi, at blandt disse var der nogle, som indtog et mere fremskredent Standpunkt I [114] Renselses- eller Reformationsarbejdet end nogen af dem, som gik forud for dem. Aaret 1846, Enden paa de 2300 Dage, som ovenfor vist, fandt saaledes en uorganiseret Kærne af Kristne, som ikke alene var enige med »Disciplene« i Spørgsmaalet om Enkelhed i Menighedsordningen, Afskaffelsen af alle Trosbekendelser udenfor Bibelen og Afskaffelsen af alle Titler blandt deres Lærere, men ogsaa med »Baptisterne, i Spørgsmaalet om den ydre Form for Daaben og med Luther med Hensyn til at anse Pavedømmet for at være Syndens Menneske og den vanslægtede Kirke for at være Moder til Skøger og Vederstyggeligheder. Disse, som holdt sig langt fra al Sammenblanding med Verden, lærte en levende Gudsfrygt, enfoldig Fortrøstning til den almægtige Gud og Tro paa hans uforanderlige Beslutninger; og idet de endvidere erkendte Kristus som alles Herre og nu delagtig i den guddommelige Natur, var de i Stand til at gendrive og modbevise den ubibelske og meningsløse Lære om Treenigheden*) og at vise, at evigt Liv og Udødelighed er Guds Gave gennem Kristus alene.

________________
*) Den eneste tilsyneladende Støtte i Skriften for Læren om en guddommelig Treenighed er en Del af 1 Joh. 5, 7. 8, som er en Tilføjelse og nu ansees som saadan af alle lærde. De nyere Oversættelser udelader den uægte Del. Dette Emne er fuldt klargjort i Bind V af »Millenniets Daggry«.

Og som om Gud vilde ordne det saa, at der derefter altid skulde findes en Klasse, som repræsenterede hans rensede Helligdom og holdtes adskilt fra de forskellige Sekter, blev selve dette Aar 1846 Vidne til Sammenslutningen af protestantiske Sekter til et eneste stort System, kaldet den evangeliske Alliance. Med Henblik paa de nye Anskuelser (hos den rensede Helligdom) udtalte denne Organisation i tydelige Ord sin Tro paa Menneskets Udødelighed og føjede denne Lære til sin Trosbekendelse som den niende Artikel. Saaledes fraskilte den, og har siden da holdt fraskilt fra andre Kristne, en Skare af Herrens Børn — Guds rensede Helligdom — en Sandhedens [115]  Helligdom. Og til denne rensede Helligdomsklasse er der siden daglig blevet lagt andre ydmyge og trofaste Guds Børn, medens saadanne, som mister Ydmyghedens Aand og Kærligheden til Sandheden, er bleven skilt ud fra den. At hævde sin Stilling som den rensede Helligdom overfor et stort Antal af organiserede Modstandere vil blive en svær Prøve for Mod og Tro, som kun nogle faa synes i Stand til at udholde; Flertallet følger i sine Forgængeres Spor og lægger Vind paa at blive agtet i Verdens Øjne. Da de blev mere talrige og søgte at blive Genstand for mindre Forsmædelser, organiserede nogle af disse et andet System, opstillede en Trosbekendelse og antog et nyt, sekterisk Navn, idet de kaldte sig Adventister. Og idet de slog sig til Ro i den Tro, at hvad de havde lært, var alt, hvad man kunde lære, har de ikke gjort Fremskridt siden delegang; og i Lighed med andre, som har undladt at gaa videre paa den Sti, der er lig det straalende Lys, som skinner klarere og klarere indtil højlys Dag, er mange af dem falden i taabelige Vildfarelser.

________________
*) Den eneste tilsyneladende Støtte i Skriften for Læren om en guddommelig Treenighed er en Del af 1 Joh. 5, 7. 8, som er en Tilføjelse og nu ansees som saadan af alle lærde. De nyere Oversættelser udelader den uægte Del. Dette Emne er fuldt klargjort i Bind V af »Millenniets Daggry«.

Men skønt mange af dem, som forst repræsenterede den rensede Helligdom, saaledes atter kom under Trælleaag, har de, som holdt sig fri og lagde Vind paa at kende Herren, stadig repræsenteret hans rensede Helligdom, og han har vedkendt, sig dem og storlig velsignet dem gennem sin Ledelse.

Dersom Affaldet og de besmittende Vederstyggeligheder helt var bortfjernet i 1846, burde Tiden derefter være Tiden for en Ordning af det, der staar tilbage, og for Afsløringen og Klargørelsen af Gods herlige Plan — hvilke Sandheder bør genindtage de Pladser, som blev ledige, da Vildfarelserne fjernedes.

Den Gerning at aabne op for Sandheden og undersøge og prise dens Skønhed har nu sin rette Tid og er i Færd med at blive udført. Vi takker Gud for den Forret sammen med andre at være sysselsat med dette velsignede Arbejde at føre de gyldne Kar (de dyrebare Sandheder) fra Herrens Hus tilbage fra Fangenskabet i det [116] sindbilledlige store Babylon (Esra 1, 7-11; 5, 14; 6, 5) og atter stille dem paa deres Plads i Helligdommen. Og i dette store Arbejde sender vi broderlige Hilsener til alle Medarbejdere og Lemmer paa det salvede Legeme. Salige er de Tjenere, hvilke deres Herre, naar han er kommen, vil finde at give Mad i rette Tid til Troens Husfolk.

I vor Trældom spejded’ Øjet
tidt ud efter Dæmringsblus;
Mørkets Lænker knuged, bøjed
haardt og længe os i Grus.
Nu et herligt Lys oprinder,
fylder os med Fred og Fryd;
Tvivl og Frygt nu rask forsvinder.
Sjæl, din Frihed grundig nyd!

O, vi ser, hvorfra det stammer:
Herren kommen er igen!
Løftets Ord vort Haab opflammer,
til Guds Bjerg vort Blik flyr hen.
Klart opfyldes Profetier,
Gaader, Skygger tydes grant;
Synerne ej længer tier,
taler tydeligt og sandt.

Snart Guds Sandhed frit skal strømme
vidt ud over Jordens Kreds,
Løgn og Vold og Mørke rømme
bort for aldrig mer at se’s!
Længe skal ej Zion vente,
snart er Løftet fyldestgjort;
Kongen hjem sin Brud skal hente
for at krones — o, hvor stort!

Brud og Brudgom skal fremtræde,
sprede Lys i Verdens Nat,
og al Jordens Folk skal kvæde:
Se vor Drot, vor Gud, vor Skat!
O, hvad Jubel paa den Dagen,
da de døde Liv skal faa,
da al Mørkets Magt er slagen
for at aldrig mer opstaa!