STUDIER I SKRIFTEN

BIND III.

Komme dit Rige

 KAPITEL 5

HØSTENS TID

Høstens kronologiske Plads. — Dens formaal og store Betydning. — Tidsprofetierne Brændpunkt. — Forberedelser til Høsten. — Betydningen af, at de profetiske Vidnesbyrd mødes i ett Punkt. — Herrens Nærværelse. — Fornuftige Indvendinger besvaret. —  Indrædelsen i Herrens Glæde.

»Høsten er Tidsalderens Ende.« — Matt. 13, 39.

DEN omhyggelige Gransker vil have iagttaget, at den Periode, som kaldes »Endens Tid«, er meget passende benævnet saaledes, eftersom ikke alene Evangeliealderen afsluttes deri, men ogsaa alle de Profetier, som vedrører denne Tidsalders Slutning, udløber her, idet de naar sin Opfyldelse. Den samme Klasse Læsere vil ogsaa have lagt Mærke til, hvilken særlig Vigtighed, der knytter sig til de sidste 40 Aar af disse 115 Aar (1874-1914), kaldet »Enden« eller »Høsten«.

Denne Tidsperiode er den mest betydningsfulde og begivenhedsrige Periode indenfor hele Tidsalderen; thi i den skal Tidsalderens Frugt indsamles og ordnes, og Ageren, som er Verden (Matt. 13, 38), skal ryddes, pløjes og beredes for en ny Sæde- og Høsttid — Tusindaars­alderen. Vigtigheden af denne Høsttids Tildragelser kan neppe overvurderes: og dog vil Verden ikke faa noget at vide derom, før dens mægtige, men upaaagtede Kræfter har opfyldt sin beskikkede Gerning. Og man gør vel i at huske paa, at det ikke er en Indhøstning af hele Verden, men af den kristne Menighed, og den vedrører ikke Muhamedanere, Braminere, Buddister o. 1., men kun [118] Kristi sande Menighed og saadanne, som er mere eller mindre forbundet med den — »Kristenheden«.

Men medens Verden i Løbet af hele Perioden vil være i fuldstændig Uvidenhed om dens Karakter og dog i Angest og Uro for Udfaldet af dens besynderlige Tildragelser (Es. 28, 21), kan Herrens lille Hjord af indviede Efterfølgere, som nu lever, nyde større Oplysning, end der nogensinde faldt i deres Forgængeres Lod; thi i denne Tidsperiode samler alle de profetiske Vidnesbyrds Straaler sig i et Brændpunkt og oplyser for Troens Blik hele Guds Plan, omfattende dens Udvikling i Fortiden, Nutiden og Fremtiden.

Siden Begyndelsen af Endens Tid (1799) har Gud beredt sit indviede »hellige Folk«, sin »Helligdom«, for de store Velsignelser, han havde i Sinde at udgyde over dem i Løbet af disse 40 Høstaar, hvilke Velsignelser ogsaa er bestemt til at berede dem for deres Indtrædelse med Kristus i den fuldkomne Glæde og Medarveret med ham som hans Brud. Nøjagtig ved den »fastsatte Tid«, 1799, Enden af de 1260 Dage, blev Syndens Menneskes, Menighedens store Undertrykkers, Magt brudt og hans Herre­dømme borttaget. Med et eneste Slag af sin mægtige Haand sønderrev Gud Zions Lænker og løslod de bundne. Og ud kom og kommer endnu »Helligdomsklassen«, det »hellige Folk«, svage, halte, lamme og næsten nøgne og blinde fra den pavelige Trældoms Fængselsmørke, Smuds og Elendighed. Stakkels Sjæle! De havde søgt at tjene Gud trofast endog midt i Forfølgelsens uhyggelige Flammer, klyngende sig til Kristi Kors, da næsten enhver anden Sandhed var bleven bortskyllet, og modig bestræbt sig for at udfri Guds »to Vidner« (det gamle og det nye Testamente), som saa længe havde været bundet og kun havde profeteret under døde Sprogs Sækkelærred. — Aab. 11, 3.

I sin Visdom overvældede Gud dem ikke med den store Flod af Lys, som nu er forundt de hellige. Varsomt ledte han dem fremad Skridt for Skridt, idet han [119] først rensede dem for de pavelige Besmittelser, som endnu hang ved dem. Og idet Gud saaledes drog dem, fulgte Helligdomsklassen Dragelsen, fordi den kendte den gode Hyrdes Røst paa det Sandhedens Tonefald, der blottede de gamle Vildfarelser, indtil 1846, hvilket Aarstal Profetien betegner som det, da en Kærne af det »hellige Folk«, »Helligdommen«, skulde være befriet fra Pavedømmets Vildfarelser, renset fra Besmittelser og beredt til at erstatte de urene Mennesketeorier med Sandhedens rene og skønne Grundsætninger, paa hvilke Herren og Apost­lerne havde grundlagt Menigheden. Saaledes ledtes de lidt efter lidt til at forvente Toppunktet af Velsignelserne, naar Herren selv skulde komme i Tidsalderens Host. Deres flittige Studium af Guds Ord og anbefalelsesværdige Ønske om at kende det, som selv Englene begærer at skue ind i (1 Pet. 1, 12), blev rigelig velsignet, skønt deres Ønsker ikke helt gik i Opfyldelse.

En trofast lille Skare blev saaledes undervist i Sandhedens Ord, fyldt med dens Aand, renset og fuldt ud adskilt fra Verden, renset fra Homod og gennem den Tugtelse, som Skuffelsen i 1844 medførte, bragt til en mere ydmyg Fortrøstning til Gud: og den forudsagte Tøven i 30 Aar udviklede hos de hellige Taalmodighed, Ydmyghed og kærlig Underkastelse, indtil Vægterne ved Enden af de »1335 Dage« (1874, Høsttiden) modtog det glade Budskab: »Se Brudgommen!« og udsendtes for at kundgøre dette Budskab for hele Helligdomsklassen. Og alle de af denne Klasse, som hører det, opløfter ogsaa sin Røst, naar de ser dets Vigtighed, og siger: »Se Brudgommen!« Og dette Høstbudskab til de hellige vedbliver at udgaa og vil vedblive dermed, indtil det har naaet alle de indviede og trofaste. Dette Budskab er ikke for Verden nu, men kun for Kristi vordende Brud. Vor Herre Jesus er ikke Brudgom for nogen anden Klasse. Kundskaben om hans Nærværelse vil blive Verden til Del paa en anden Maade og paa en senere Tid. Ingen er nu beredt til at modtage Sandheden undtagen de indviede, [120] »Helligdomsklassen«. For den navnkristne »Hær« saavel som for Verden er det Daarskab; heller ikke vil de være tilbøjelige til at prøve de Beviser, som er fremsat i disse Bind.

Ikke alene har Herren saaledes beredt sit Folks Hjerter og ført dem ad Veje, som de ikke kendte; men for denne Tid, hvor der trænges til særlig Hjælp, har han tilvejebragt forunderlige Vejledninger ved Bibelstudium, som Bibelordbøger og forskellige værdifulde Oversættelser af Skriften saavel som forunderlige nemme Indretninger for Trykning, Udgivelse og Omdeling af Sandheden, og tillige Fordelene ved en almindelig Skoleuddannelse, saa at alle Mennesker selv kan læse og studere og til sin egen Tilfredsstillelse prøve alle de Lærdomme, der fremholdes; og alt dette under fredelige Forhold, saa at ingen kan fortrædige dem eller gøre dem bange for at udøve fuld Samvittighedsfrihed i sit Forehavende.

Efter en omhyggelig Gennemlæsning af de foregaaende Kapitler af dette og det foregaaende Bind vil den tænkende Læser have bemærket, at medens enhver af Tidsprofetierne tjener et særskilt og bestemt Øjemed, har Hovedformaalet med deres forenede og samstemmende Vidnesbyrd været det, tydelig og nøjagtig at afmærke, enten ved direkte eller indirekte Beviser eller ved bekræftende Vidnesbyrd, Tidspunktet for Herrens andet Komme og for hans Riges Oprettelse paa Jorden, og tillige at afmærke de forskellige Trin i og Midler til dets Oprettelse i Løbet af Høsttiden.

Forat vi maa kunne indse Styrken af disse forskellige Rækker af Profetier i deres Forhold til disse Hovedsandheder, vil vi samle dem i et Brændpunkt og give Agt paa, hvorledes disse Straaler flyder sammen i fuld Harmoni og klart afslører den velsignede Kendsgerning, ikke at Herren kommer, eller at han snart skal komme, men at han er kommen; at han nu er nærværende for som en aandelig Konge at oprette et aandeligt Rige i Evangeliealderens Høst eller Ende, som glider over i [121] den nu gryende tusindaarige Tidsalder. Vi har set, at der skal komme »Tider for alle Tings Genoprettelse«, »Vederkvægelses-Tider« (Ap. G. 3, 19-21); vi har ogsaa set, at Jehova Gud har »fastsat en Dag« (Tusindaarsal­deren), paa hvilken han vil dømme Jorderiget med Retfærdighed ved en Mand, som han dertil har beskikket, og han har bevist det for alle, idet han oprejste ham fra de døde (Ap. G. 17, 31); vi har set, at Evangeliets Tidsalder har været Menighedens Prøvetid eller Domsdag, og at den ender med en Indhøstning og en Herliggørelse af dem, som skal leve og regere med Kristus i tusind Aar — under Verdens Domsdag, Genoprettelsens Tider; og vi har ogsaa set, at denne Verdens Riger under denne Verdens Fyrste, Satan, maa vige Pladsen for Guds Rige under Herlighedens Konge. Ingen af disse store Begivenheder kan finde Sted før Kongens, Brudgommens og Høstens Herres andet Komme, naar han ved sin Nær­ værelse og Virksomhed skal fuldføre dem, saaledes som det er forudsagt.

De forbilledlige Jubelaars-Kredse udpegede Aar 1874 som Tidspunktet for Herrens Genkomst, og dog var Aarstallet saa sindrigt skjult deri, at det gjorde dets Opdagelse umulig før »Endens Tid«. Og dette Vidnesbyrd blev gjort dobbelt stærkt ved Beviser fra to Standpunkter — Loven og Profeterne — idet de to Beviser er fuldstændig uafhængige af hinanden og dog begge lige klare og overbevisende.

Det forunderlige Lighedsforhold mellem den jødiske og den evangeliske Husholdning lærte os den samme Sandhed med tilføjede nye Træk. Herrens andet Komme i Evangeliealderens Ende eller Høst, der indtraf i Efter­aaret 1874, viser sig at være paa et Tidspunkt, der nøjagtig svarer til Tiden for hans første Komme i Slutningen af den jødiske Tidsalder. (Se Tabellen over Ligheds­trækkene i Bind II, efter Kap. 7.) Ligesom hvert fremragende Træk i Evangeliehusholdningen har et tilsvarende Træk i hin forbilledlige Husholdning, saaledes finder vi [122] ogsaa, at den mærkeligste Begivenhed, der paavistes ved Jubelaarene, har sin tilsvarende Parallel. Kristi Nærværelse som Brudgom, Høstherre og Konge er vist i begge Husholdninger. Selv Bevægelsen blandt Jomfruerne, da de gik ud for at mode ham, deres Fejlregning og 30 Aars Ventetid finder sit Sidestykke baade i Tid og Omstændigheder. Og Lighedsforholdet vedbliver lige til Enden af denne Naadeshusholdnings Høst, indtil Omstyrtelsen af de foregivne kristne Riger, som dog i Virkeligheden er »denne Verdens Riger«, og den fulde Oprettelse af Guds Rige paa Jorden Aar 1914 e. K., hvor Hedningernes Tider ender. (Se Bind II. Kap. 4.) Denne kommende Trængsel og Omstyrtelse havde, som vi har set, sit Sidestykke i Jerusalems Ødelæggelse og den fuldstændige Omstyrtelse af den jødiske Statsforfatning Aar 70 e. K. — et andet Sidestykke, som er modsvarende baade med Hensyn til Tid og Omstændigheder.

Atter har vi fundet, at Herrens andet Komme omtales af Profeten Daniel (12. 1), dog paa en saadan Maade, at det var skjult, indtil de Begivenheder, om hvilke det var forudsagt, at de skulde ske først, havde fundet Sted og var gaaet ind i Verdenshistorien; hvorefter vi ledtes til at se, at den, som skjultes under Navnet Mikael, virkelig er, hvad Navnet tilkendegiver — Guds Repræsentant (en, der er lige som Gud) — »den store Fyrste«. Ja, vi genkender ham: »Pagtens Fyrste«, den »vældige Gud« [Hersker], »Evigheds-Faderen« [Livgiveren] (Dan. 11, 22; Es. 9, 6), som skal »staa frem« med Kraft og Myndighed for at udføre den store Genoprettelse af alle Ting og tilbyde evigt Liv til de døde og døende Millioner af Menneskeslægten, som blev genløst ved hans eget dyrebare Blod. Og efter at have fulgt de 1335 Dage i Dan. 12 ned til deres Slutning ved denne samme Tid, kan vi nu forstaa, hvorfor Engelen, som paa den Maade udpe­gede Aarstallet, hentydede dertil i saadanne jublende Ord: — »Salig er den, som bier [som er i en ventende eller vaagende Tilstand] og naar frem til de 1335 Dage!« — Aar 1874 e. K. *) [123] Og det bør ikke oversees, at vi i vor Beregning af de heri meddelte symbolske Tider har benyttet den Nøgle, som var givet os ved den Maade, hvorpaa det første Komme var angivet — en sindbilledlig Dag fremstillende et bogstaveligt Aar. Paa den Maade fandt vi. at Tiden for Herrens andet Komme er tydelig bevist at være i Oktober 1874, som det er vist i Bind II, Kap. 6.

*) Efter Jødernes Tidsregning begynder Aaret i Oktober; følgelig var Oktober 1874 egentlig Begyndelsen af 1875.

Men dette er ikke alt. Visse rimelige Hindringer for Troen paa hans Nærværelse kan endnu komme frem for Sindet endog hos omhyggelige Granskere, og vi ønsker at se alle disse fjernet. Der kan for Eksempel med Rimelighed spørges: Hvorledes kan det være, at den nøjagtige Bibelkronologi peger hen til Oktober 1872 som Begyndelsen af det 7de Tusindaar eller Millennium, medens Jubelaarsrækkerne viser Oktober 1874 som Aarstallet for Herrens Genkomst og Begyndelsen til Genoprettelsestiderne?

Denne tilsyneladende Uoverensstemmelse mellem Aarstallet for det andet Komme og Begyndelsen af det 7de Tusindaar syntes ved første Øjekast at tilkendegive, at der maatte være en Fejl et eller andet Sted i den kronologiske Beregning, og det ledte os til en ny omhyggelig Undersøgelse af Emnet, men stadig med samme Resultat. Nærmere Eftertanke beviser imidlertid, at Gud er en nøjagtig Tidsangiver, og at dette Punkt ikke er en Undtagelse fra hans matematiske Nøjagtighed. Man maa erindre, at den kronologiske Beregning begyndte med Adams Skabelse, og at Adam og Eva levede nogen Tid, inden de syndede. Nøjagtig hvor længe er vi ikke underrettet om, men to Aar vilde ikke være nogen usandsynlig Tid. Før Evas Skabelse lod Gud Adam leve længe nok til at føle Savnet af en Livsledsager (1 Mos. 2, 20); han havde lært alle Dyrene at kende og givet dem Navn, og han havde lært de forskellige Træer og [124] Planter i Edens Have at kende. Derpaa fulgte Evas Skabelse, og nogen Tid maa der være hengaaet i Nydelsen af deres yndige Omgivelser, for Synden begyndte sit ødelæggende Værk.

Idet vi husker paa alle disse Omstændigheder, kan vi neppe tænke os, at der forløb mindre end to Aar i denne syndfrie Tilstand; og Mellemrummet mellem Slutningen af de 6000 Aar og Begyndelsen af Genoprettel­sestiderne leder os til at slutte, at Tiden mellem Adams Skabelse og Syndens Indtrædelse, i Løbet af hvilken Guds Rige var i Verden, fremstillet i Adam, ikke regnes som en Del af de seks onde Dage. De 6000 Aar, under hvilke Gud har tilladt det onde at herske i Verden, før Begyndelsen af det 7de Tusindaar, Genoprettelsestiderne eller Sabbatsaaret, begynder med Syndens Indtrædelse i Verden. Og eftersom Genoprettelsestiden begyndte med Oktober 1874, maa det være Slutningen af de 6000 Aar, hvori Synden har hersket. Og Forskellen mellem det Aarstal og det, som er vist i Kronologien fra Adams Skabelse, fremstiller den Tid i Eden, da der var Syndfrihed, og den Tid hører i Virkeligheden til Retfærdighedens Regering.

Endvidere, hvad der ved første Øjekast kunde se ud som en Modsigelse — at Herren vilde være nærværende i Slutningen af 1874, og at Hedningernes Tider alligevel ikke vil ende før Aaret 1914 — findes tvertimod at være i fuld Samklang med Udfoldelsen af Guds Plan angaaende Forløbet af Krigen paa den store Dag og aldeles som det forudsagdes af Daniel (2, 44), som forklarede: »I disse Kongers Dage skal Himmelens Gud oprette et Rige, og det skal knuse og gøre Ende paa alle disset.« Det maa derfor være netop saaledes, som vi havde fundet; Herren maa være nærværende, maa prøve de levende Medlemmer af sin Menighed, maa ophøje dem, herliggøre dem og forene dem med sig selv i den Magt og Myndighed, som skal udføres i de 1000 Aar (Aab. 5, 10; 20, 6), og maa sætte de Midler og Redskaber i Bevægelse, som [125] (skønt selv uvidende derom) vil komme til at udføre hans Befalinger og saaledes gøre sin Del i »Slaget paa Guds, den Almægtiges store Dag«, idet de undergraver og tilsidst omstyrter alle de nuværende saakaldte »kristne Nationer«. »Denne Verdens Riger« vil, selv medens de bliver knust af Guds Rige, være ganske uvidende om den egentlige Aarsag til sit Fald, indtil deres Forstands Øjne i Slutningen af denne »Vredens Dag« skal aabnes, saa at de vil faa at se, at en ny Husholdning er begyndt, og komme paa det rene med, at Immanuel har taget sin store Magt og begyndt sin herlige og retfærdige Gerning.

Medens Tidsprofetierne saaledes peger paa og stemmer med 1874 som Aarstallet for Herrens andet Komme, ja giver os Forvissning derom med matematisk Nøjagtighed, finder vi os overvældet med Beviser af en anden Karakter; thi vi kan nu klart se, at visse særlige Tegn, som Herren, Apostlerne og Profeterne forudsagde skulde gaa forud for hans Genkomst, virkelig er bleven opfyldt. Vi ser, at den forjættede Elias virkelig er kommen; at hvad han lærte er blevet forkastet, ganske som det var forudsagt, og at den store Trængselstid derfor maa følge. Det forud forkyndte Syndens Menneske, Antikrist, er ogsaa fremstaaet og har fuldbyrdet sin lange og frygtelige Regering, og nøjagtig paa den »fastsatte Tid« (1799) blev hans Herredømme borttaget. Helligdommens Renselse blev ogsaa udført, som forudsagt, og paa en Tid, der var tilstrækkelig længe forud for 1874 til at »berede Herren et velskikket Folk« — et Folk, som var i ivrig Forventning om hans Komme — ligesom et lignende Arbejde forud for hans første Komme gjorde et Folk rede til at modtage ham.

Vi finder, at Aarstallet 1874 ogsaa er i Overensstemmelse med Daniels Profeti (12, 1), som fastslaar »Mikaels« Komme til »Endens Tid« — d. v. s. paa en eller anden Tid mellem 1799 og 1914 — som Aarsag til og Forløber for den store Trængselstid. Da 75 Aar af denne »Forberedelsesdag« havde udviklet de passende Betingelser for, [126] at det store Værk kunde begynde, traadte Mesteren frem paa Skuepladsen, stille, »uden ydre Opsigt« — »paa samme Maade« som han gik bort. Og de øvrige 40 Aar af denne »Forberedelsesdag« vil fuldbyrde Oprettelsen af hans Rige i stor Magt og Herlighed.

Hvorledes Tidsprofetiernes Straaler mødes i Høsten og i de Ting, der staar i Forbindelse med Herrens Nærværelse og Rigets Oprettelse, kan maaske bedre indskærpes i Sindet ved et omhyggeligt Studium af hosstaaende Diagrammer, af hvilke det ene viser Parallellerne eller de modsvarende Træk mellem den evangeliske Tidsalder og dens Forbillede, den jødiske Tidsalder, og hvorledes de forskellige fremtrædende Træk i denne Høst er afmærket i de store Profetier, medens det andet i en sammentrængt Form viser Verdens Historie i dens Forhold til Guds forbilledlige og virkelige Menigheder (den jødiske og den evangeliske) og udpeger den profetiske Maalestok med Hensyn til dem.

Saaledes løber alle Profetiernes Straaler sammen i denne »Endens Tid«, hvis Brændpunkt er »Høsten« — Tiden for Herrens Nærværelse og Oprettelsen af hans længe lovede Rige. Og naar vi overvejer disse Begiven­heders store Vigtighed, de vigtige Husholdningsforandrin­ger, som de indfører, og Mængden og Beskaffenheden af de profetiske Vidnesbyrd, som betegner dem, og naar vi ser, hvor omhyggelig vi er bleven underrettet om Maaden for hans Aabenbarelse, forat ingen Snublestene for vor Tro skulde hindre os i Erkendelsen af hans Nærværelse, frydes vore Hjerter med usigelig Glæde. Mere end ti Gange større Vidnesbyrd er nu givet om hans anden Nærværelse, end der var givet hans Disciple ved hans første Komme, skønt det var helt tilstrækkeligt for de »sande Israeliter«, som forventede Israels Trøst.

I næsten 2000 Aar har de lidende, forfulgte, selvopofrende Guds Børn ivrig ventet paa Mesterens Komme. En trofast Paulus, en fyrig Peter, en elskende Johannes, en hengiven Stefanus, en mild Maria og en øm og ædelmodig [129] Marta, en lang Række af saadanne, som tappert bekendte Sandheden med Fare for Pine og Død, og lidende Martyrer og nogle af de trofaste Fædre, Mødre, Brødre og Søstre i Israel, som ydmygt vandrede med Gud i mindre stormfulde Tider og hverken skammede sig ved eller var bange for at bekende Kristus og bære hans Forsmædelse eller tage Del med dem, som led Forsmædelse for hans Sandheds Skyld (Heb. 10, 33) — efter at have stridt Troens gode Strid nedlagde disse sine Vaaben for at afvente sin Belønning ved Mesterens Aabenbarelse. — 2 Tim. 4, 8.

Og nu er han kommen! Han er virkelig nærværende! Og Tiden er nær for Oprettelsen af hans Rige og for Ophøjelsen og Herliggørelsen af hans trofaste Brud. De Dage, da man forventede hans Nærværelse, hører nu Fortiden til, og den længe forud lovede Salighed er vor. For Troens Øje er han nu aabenbaret ved den profetiske Lampe (2 Pet. 1, 19), og før Høsten er fuldstændig endt, vil Troen og Troens nuværende Glæder vige Pladsen for de uudsigelige Glæder over den fulde Nydelse af vore Forhaabninger, naar de, som agtes værdige dertil, alle er bleven gjort lig ham og ser ham som han er, Ansigt til Ansigt.

Som det fremgaar af dem Lignelse, der blev givet til at belyse dette (Matt. 25, 14-30), vil den første Ting, Herren gør ved sin Tilbagekomst, være den at kalde sine Tjenere sammen og holde Regnskab med dem. I Opgøret med de Tjenere, som har gjort trofast Brug af sine Talenter, idet de har søgt at kende og gøre Guds Vilje, viser Lignelsen, at hver af dem maa, saa snart han er forhørt og prøvet, »indgaa til sin Herres Glæde«, inden han modtager det lovede Herredømme. Nu ser vi denne Lignelse gaa i Opfyldelse, og det inden vor Andel i Regeringen begynder. Endog før Fienderne er besejret, vil enhver af de trofaste faa et klart Blik paa det kommende Rige og dets Herlighed og paa den gryende Tusindaarsdags store Værk; og dette Skue af det store Genoprettelsesværk, [130] som om kort  Tid skal opfyldes for hele Menneskeslægten gennem Kristus og hans herliggjorte Menighed, er den Herrens Glæde, hvori de faar Lov at tage Del.

Idet vi saaledes staar, som var det paa Pisgas Højder, og ser den herlige Udsigt foran os, frydes vore Hjerter over Herrens store Plan med usigelig Glæde; og skønt vi føler, at Menigheden endnu er i sin Fornedrelses Ørken, og at Tiden for dens virkelige Sejr endnu ikke er helt kommen, ser vi dog Tegnene paa, at den hurtig nærmer sig, og ved Troen kender vi allerede Brudgommens Nærværelse, og vi opløfter allerede vore Hoveder, fordi vi ved, at vor Forløsning stunder til. O, hvilken Fylde af Velsignelse, og hvilken Grund til Glæde og Taksigelse indeholder ikke denne Sandhed! Ja, Herren har i Sandhed lagt en ny Sang i vor Mund. Det er den herlige Sang, hvis første Toner istemtes af Englekoret ved Jesubarnets Fødsel: »Se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal være for alt Folket.« Takket være Gud, dens harmoniske Toner vil om kort Tid fylde Himmelen og Jorden med en evig Velklang, efterhaanden som det velsignede Frelsesværk — Genoprettelsen — som han kommer for at fuldføre, skrider frem mod sin herlige Fuldendelse.