STUDIER I SKRIFTEN

BIND III.

Komme dit Rige

 KAPITEL 6

HØSTARBEJDET.

Høstarbejdets Karakter. — Hvedens Indsamling.— Klinten bindes i Knipper og brændes. — Dens Oprindelse og yppige Vækst. — Fortæret ligesom Avnerne i den jødiske Høst. — Tids-Ligheder. — Babylons Forkastelse, gradvise fald og sluttelige Ødelæggelse. — Guds Tjeneres  Besegling, inden  Plagerne kommer over  Babylon. — Dom eller Prøve baade for Systemer og for Individer. — Det jødiske Systems Prøve forbilledlig. — Hvedens Prøvelse og Sigtning. — De kloge Jomfruer, skilt fra de daarlige, gaar in til Brylluppet.— »Øg Døren blev lukket.»   En videregaaende Besigtigelse og nogles Forkastelse. — Hvorfor og hvorledes? — Det  »høje Kald»s Ophør. — Tiden er kort. — »Lad ingen tage din Krone. » — Tjenere og Sejrvindere i den ellevte Time.

"HØST" er et Udtryk, der giver os en almindelig Forstaaelse af, hvad Slags Artejde vi kan vente at se udført i Aarene 1874 — 1914. Det er en Tid til at høste snarere end til at saa, en Provens, en Dommens, en Opgørelsens og en Belønningens Tid. Da den jødiske Høsttid er et Forbillede paa denne Tidsalders Høst, vil en Iagttagelse og Sammenligning af de forskellige Træk i hin Høst give os et godt Begreb om det Arbejde, der skal udføres i denne nærværende Høsttid. I hin Høst var Herrens Undervisning særlig anlagt paa at samle den Hvede, der allerede fandtes, og udskille den jødiske Nations Avner Hveden. Og hans fra Lærdomme blev ogsaa Sædekorn for den nye Husholdning, som begyndte ved Pinsefestem (kort efterat Israels Folk var blevet forkastet).

[132] Herrens Ord til sine Disciple, da han under sin Virksomhed sendte dem ud til dem jodiske Nation, bør omhyggelig erindres, da de afgiver Bevis for, at det særlige Arbejde, de skulde udføre, var at høste og ikke at saa. Han sagde til dem: »Opløft eders Øjne og se Markerne, at de allerede er hvide til Høsten! Den, som høster, faar Løn og samler Frugt til et evigt Liv« (Joh. 4, 35. 36). Som Over-Høstmanden i hin Host (hvad han ogsaa er i denne) sagde Herren til Høstfolkene : »Jeg har udsendt eder for at hoste det, som I ikke har arbejdet; andre [Patriarker, Profeter og andre hellige Mænd] har arbejdet, og I er kommen ind i deres Arbejde« — for at høste Frugterne af hine Aarhundreders Bestræbelser og prøve Folket gennem Budskabet: »Himmeriges Rige er kommet nær«, og Kongen er nærværende — »se din Konge kommer til dig.« — Matt. 10, 7; Joh. 12, 15; Sak. 9,  9.

Snarere end at gøre Bukke til Faar søgte Herren i den jødiske Høst efter de forblindede og adspredte Faar af Israels Hus, idet han kaldte paa alle dem, som allerede var hans Faar, forat de kunde høre hans Røst og følge ham. Disse Iagttagelser af Forbilledet giver tydelige Vink om Beskaffenheden af det Arbejde, der skal udføres i denne Høst eller Indsankningstid. En anden og større Saaning under Tusindaarsrigets mere gunstige Tilstande vil snart blive paabegyndt; ja, Sandhedens Sæd angaaende Genoprettelse o. s. v., som skal frembringe den fremtidige Afgrøde, falder allerede nu hist og her i længselsfulde, sandhedssøgende Hjerter. Men det er kun et tilfældigt Arbejde nu; thi ligesom det jødiske Forbillede er den nærværende Høst Tiden til at høste den bekendende Kirke (den saakaldte Kristenhed), forat de sande hellige, der samles ud af den, kan blive ophøjet og forenet med sin Herre, ikke alene for at forkynde Sandheden, men ogsaa for at iværksætte den store Genoprettelse for Verden.

I denne Høst skal Hvede og Klinte skilles; dog er det begge disse Klasser, der forud for Adskillelsen udgør [133] Navnkirken. Hveden er Rigets sande Børn, de virkelig indviede, Arvingerne, medens Klinten kun af Navn men ikke af Gavn er Kristi Menighed eller tilkommende Brud. Klinten er den af Herren omtalte Klasse, som nok kalder ham Herre, men ikke adlyder ham (Luk. 6, 46). I ydre Henseende er de to Klasser ofte saa lig hinanden, at det kræver nøje Eftersyn at skelne imellem dem. »Ageren er Verden« i Lignelsen, og Hveden og Klinten tilsammen (Klinten den talrigste) udgør, hvad der undertiden kaldes »den kristne Verden« og »Kristenheden«. Ved lejlighedsvis eller regelmæssig at deltage i Gudstjenester, ved at kalde sig selv Kristne, ved at iagttage visse Skikke og Ceremonier og ved mere eller mindre direkte at være forbundet med et eller andet religiøst System, ser Klinten ud som og gaar undertiden for at være Guds sande Børn. I de saakaldte »kristne Lande« bliver alle regnet for Kristne, undtagen aabenbare Trosfornegtere og Jøder; og deres Antal (indbefattende de faa i Sandhed indviede — de hel­lige), anslaaes til omkring 180 Millioner græsk- og romersk-katolske og omkring 120 Millioner Protestanter.

I Løbet at Evangeliealderen har Herrens Forordning gaaet ud paa, at man ikke skulde forsøge at adskille Ri­gets sande Børn fra Efterligningerne; thi en fuldstændig Adskillelse vilde foraarsage en fuldstændig Omvæltning af Verden (Ageren) — en almindelig Forstyrrelse af Hveden saavel som af Klinten. Han sagde derfor: »Lad begge vokse sammen indtil Høsten;« men han tilføjede: »I Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene [Englene, Sendebudene]: Samler først Klinten sammen og binder den i Knipper for at opbrændes, men samler Hveden i min Lade« (Matt. 13, 30). Følgelig maa vi i Høstens Tid vente et almindeligt Adskillelsesværk, som før har været forbudt. Medens de, som er betegnet ved Hveden, altid opmuntres til at staa fast i den Frihed, hvormed Kristus har gjort dem fri, og at undgaa at blive indviklet i Forbindelser med aabenlyse Overtrædere og Ulve i Faareklæder, skulde de dog ikke forsøge at drage Skillelinien [134] mellem den fuldt indviede Klasse (Hveden, de hellige) og Klinten, som bekender Kristi Navn og Lære og i en viss Grad tillader disse Læredomme at paavirke sin ydre Opførsel, men hvis Hjertes Attraa er langt fra Herren og hans Tjeneste. Denne Dømmen af Hjerter og Bevæggrunde o. s. v., som overgaar vore Evner, og som Herren bød os helt og holdent at undgaa, er netop, hvad de forskellige Sekter stadig har søgt at gøre, idet de har forsøgt at udskille, at prøve Hveden, og ved strenge Trosbekendelser af menneskelig Oprindelse at holde alle, der bekendte sig til Kristendommen, men hvis Tro ikke nøjagtig passede efter deres forskellige falske Maal, udenfor som Klinte eller Kættere. Dog hvor daarlig har det ikke lykkedes alle disse Sekter! De har opstillet falske, ubibelske Læresætninger, som i Virkeligheden har udviklet megen Klinte og forvirret og splittet Hveden — f. Eks. Læren om evig Pine for alle, som ikke er Medlemmer af Menigheden. Skønt denne Lærdom nu under vor Tids tiltagende Lys formildes i høj Grad, hvilken Mængde Klinte har den alligevel ikke frembragt, og hvor har den ikke forvirret og forblindet Hveden og hindret den i at komme til den rette Erkendelse af Guds Karakter og Plan. Nu ser vi, hvilken Fejltagelse de forskellige Sekter har begaaet ved ikke at følge Herrens Raad om at lade Klinte og Hvede, Bekendere og hellige vokse sammen uden Forsøg paa at adskille dem. Ærlige Mennesker i enhver Sekt vil indrømme, at der i deres Sekt er megen Klinte, mange Bekendere, som ikke er hellige, og at der udenfor deres sekteriske Skranker findes mange hellige. Saaledes kan ingen Sekt i vor Tid, hævde, at den bestaar af lutter Hvede og er fri for Klinte, og de gør det heller ikke. Endnu mindre vilde noget jordisk Samfund (undtagen Kristadelfianere og Mormoner) være saa dristigt at paa­staa, at det indeholdt al Hveden. De er derfor uden Undskyldning for sine Organisationer, teologiske Skillemure m. m. De adskiller ikke Hvede fra Klinte, heller ikke findes der noget, der fuldt ud kan gennemføre denne [135] Adskillelse af Hjerter, undtagen den Fremgangsmaade, som Herren har befalet at bruge i Høstens Tid. Dette viser Nødvendigheden af at kende, naar Tiden er inde for, at Høstens Adskillelsesværk kan begynde. Og tro mod sit Løfte har Herren ikke ladet os i Mørke, men giver alle, hvis Hjerter er rede til at modtage den, den Oplysning, for hvilken Tiden nu er inde. »I Brødre er ikke i Mørke [eller sovende], saa den Dag skulde som en Tyv overraske eder.« — 1 Tess. 5, 4.

Den Sandhed, for hvilken Tiden nu er inde, er Leen i denne Høst, ganske som en lignende Le blev brugt i den jødiske Høst. Høstfolkene, Englene*) eller Sendebudene i nærværende Tid er Herrens Efterfølgere, ligesom en lignende Klasse var Høstfolk i den Høst. Og skønt det blev befalet andre igennem hele Tidsalderen ikke at forsøge paa at skille Hveden fra Klinten, vil dog de, der nu er rede, værdige og lydige, faa saa klar en Forstaaelse af Herrens Plan og Ordning, at de vil kende hans Røst i Høstens Tid, naar den siger: Slaa til med den nærværende Sandheds Le og »samler mig mine fromme, som har indgaaet Pagt med mig om Offer«. »De skal være mine, siger Herren, Hærskarernes Gud, paa den Dag, da jeg samler mine Juveler.« — Ps. 50, 5; Mal. 3, 17 (eng. Overs.).

*) Ordet »Engel« betyder Sendebud.

Dette er ikke alene Tiden for Indsamlingen af de hel­lige ved Hjælp af Sandheden (til Enhed med deres Herre og med hverandre, hvorved de bryder Forbindelsen med blotte Bekendere, Klinte), men det er ogsaa en Tid til at rense Ageren ved at tilintetgøre Klinte, Stubbe, Ukrudt o. a. inden den nye Saaning. I en Forstand er det »Hveden«, der sankes ud fra Klinten, — paa Grund af den større Mængde Klinte — som naar Herren siger: »Kom ud fra hende, I mit Folk.« Dog i en anden Forstand er Adskillelsen rigtigst fremstillet ved, at Klinten bliver sam­let ud fra Hveden. I Virkeligheden har Hveden Ret til [136] Pladsen, det er en Hvedeager og ikke en Klinteager (idet Menneskeheden regnes for den Jordbund, op af hvilken Hveden saavel som Klinten vokser eller udvikler sig); det er saaledes Klinten, der er paa urigtig Plads og derfor maa fjernes. Herren beredte Hvedeageren, og Hveden betegner Rigets Børn (Matt. 13, 38). Og eftersom Ageren eller Verden skal gives til disse og allerede tilhører dem ifølge Forjættelse, udviser Lignelsen, at det i Virkeligheden er Klinten, som udsankes og brændes, efterladende Ageren og alt, hvad der er i den, til Hveden. Klinten vender tilbage til Jorden (Verden), hvorfra den kom, og Førstegrøden af Hveden bliver samlet i Laden, forat Jorden kan frembringe en ny Afgrøde.

Hveden skulde ikke bindes i Knipper; Hvedekornene blev oprindelig plantet hver for sig og uafhængige for kun at være forbunden som en Sort under samme Forhold. Men Lignelsen forklarer, at en af de Virkninger, Hosten medfører, vil blive den, at Klinten samles og bindes i Knipper før »Opbrændingen« eller »Trængselstiden«, og dette gaar for sig rundt omkring os. Aldrig har der været en Tid som denne med Hensyn til Dannele af Fagforeninger, Kapitalist-Sammenslutninger og gensidige Hjælpeforeninger af enhver Art.

Den civiliserede Verden er »Ageren« i Lignelsen. Under Reformationen kastede Lærestridens forskellige Vinde, der blæste fra alle Kanter, Hveden og Klinten mellem hinanden i store Dynger (Trosbekendelser), idet nogle heldede i én Retning (i Spørgsmaal om Læren) og andre i en anden. Dette pressede Hveden og Klinten tæt sammen og borttog meget af den enkeltes Personlighed. Disse Lærdomsstorme er for længe siden forbi, men Afdelingerne vedbliver ved Vanens Magt, og kun her og der har et Hvedeaks gjort Forsøg paa at rejse sig ret op fra Mængdens Tryk.

Men med Høsttiden kommer Hvedens Befrielse fra Klintens Vægt og hindrende Indflydelse. Sandhedens Le bereder denne Klasse for den Frihed, hvormed Kristus [137] oprindelig gjorde alle fri, skønt den samme Le har den modsatte Indflydelse paa Klinten. Klintens Aand gaar i Retning af sekterisk Storhed og Bram, snarere end i Retning af personlig Lydighed og Troskab mod Gud. Følgelig forkaster og modsætter de sig den nærværende Sandhed, hvis Tilbøjelighed de snart opdager gaar i Retning af at fordømme alt Sektvæsen og prøve den enkelte. Og skønt utilbøjelige til at forene sig med hverandre er dog alle Sekter enige om at modstaa den nærværende Sandheds opløsende Virkninger, og det i en saadan Grad, at Baandene snøres langsomt og varsomt, men dog tæt og stramt omkring al personlig Tænken og Studium af religiøse Emner, dette af Frygt for, at deres Organisationer skal falde fra hinanden og al Hveden slippe ud og ikke efterlade andet end Klinte.

Enhver af Klinteklassen synes at vide, at dersom de blev undersøgt hver for sig, vilde de ikke have noget Krav paa det Rige, som er lovet dem, der følger tæt i Lammets Fodspor. Klinten vilde foretrække, at de forskellige Sekter dømtes som ligesaa mange Enheder eller Samfund og i Sammenligning med hverandre, i Haab om såaledes at glide ind i Rigets Herlighed paa den Hvedes Fortjeneste, med hvilken de er forbunden. Men dette kan de ikke gøre. Prøven paa Værdighed til Rigets Hæder vil blive en personlig Prøve — paa personlig Troskab mod Gud og hans Sandhed — og ikke en Prøvelse af Sekter, forat det kan vises, hvilken af dem, der er den rette. Og under vor Tids større Lys, som spreder Skinhellighedens og Overtroens Taager, synes enhver Sekt at komme paa det rene med, at andre Sekter har lige­saa megen (eller ligesaa liden) Ret som den selv til at gøre Krav paa at være den eneste sande Menighed. Tvungen til at indrømme dette søger de at binde alle ved at indprente dem, at det er nødvendigt til Frelse at være forbundet med en eller anden af disse Sekter; det gør mindre til Sagen, hvilken det er. Saaledes forener de Tanken om personlig Ansvarlighed med sekterisk Trældom.

[138] Som et Eksempel paa et populært Baand, der i den senere Tid af Sektaanden er blevet snøret stramt om dens Tilhængere, anfører vi de tilsyneladende uskadelige og, som det for mange synes, fordelagtige internationale Søndagsskolelektier. Disse gør Indtryk af at være usekterisk Samarbejde i Bibelstudium blandt alle Kristne. De synes saaledes at tage en viss Afstand fra den gamle Fremgangsmaade: at studere Bibelen ved Hjælp af sekteriske Katekismer. Da disse Lektier er ens for alle, har de Udseende af at være en Opgivelse af Sektvæsen og en Overenskomst blandt alle Kristne om at studere Bibelen i dens eget Lys, — noget som alle holder for at være det eneste rigtige, men som alle Sekter i Virkeligheden negter at gøre: thi. vel at mærke, disse internationale Søndagsskolelektier er kun tilsyneladende usekteriske; det er kun paa Skrømt de giver Frihed i Bibelstudium. I Virkeligheden bruger hver Sekt sin Udlæggelse af de Skriftsteder, som Lektien indeholder; og det Udvalg, som vælger disse Lektier, lægger an paa det ydre Udseende af Samstemmighed og Enhed og vælger derfor saadanne Stykker at Skriften, om hvilke der kun er liden Meningsforskel. De Steder og Lærdomme, hvorom de er uenige, er netop dem, der mest trængte til Drøftelse, forat hver Sekts Sandheder og Vildfarelser kunde blive aabenbare og en virkelig Enhed derved opnaaes paa det sande Grundlag af »én Herre, én Tro, én Daab«, — disse forbigaaes i Lektierne, men fastholdes endnu som før af hver Sekt.

Virkningen af denne og lignende Enhedsmetoder er at gøre Protestantismen mægtigere af Udseende og at sige til Folk om end ikke i Ord: I maa slutte eder til en af disse Sekter, ellers er I slet ikke Guds Børn. I Virkeligheden er det ikke en Forening som en Kirke, men en Sammenslutning af særskilte og forskellige Samfund, af hvilke hver enkelt er ligesaa ivrig som nogensinde efter at holde paa sin egen Organisation som en Sekt eller et Knippe, men dog villig til at forene sig med andre for at give det et større og mere imponerende Udseende [139] overfor Verden. Det er ligesom at stable Neg sammen i en Stak. Hvert Neg beholder sin egen Ombinding eller Organisation og bliver bundet endnu fastere ved at blive presset sammen med andre Knipper i en ster og imponerende Stak.

Det internationale Lektiesystem i Forbindelse med den moderne Maade at »drive« Søndagsskole paa befordrer i høj Grad Sektvæsenet og hindrer virkelig Vækst i Kundskab om Sandheden paa endnu en anden Maade. Saa almindelig en Lektie forelægges i Forbindelse med Skolens »Øvelser«, at der neppe er Tid til at overveje de forsigtig affattede Spørgsmaal, der er trykt med færdige Svar, og der bliver ingen Tid tilovers for den sandheds­søgende Bibellæser eller den ihærdige Lærer til at fremsætte andre Spørgsmaal af større Vigtighed, der indeholder Føde for Tanken og giver Stof til gavnlig Drøftelse. I forrige Tider samledes Bibelklassen for at studere saadanne Dele af Skriften, som de selv valgte, og de hindredes kun fra at komme til Sandhedens Erkendelse derved, at de var Trælle af sine egne Fordomme og sin egen Overtro; men for de alvorlige, som hungrede efter mere Sandhed, var der altid Lejlighed til at gøre nogle Fremskridt. Men nu, da det tiltagende Lys er ved at opklare ethvert Emne og sprede Overtroens og Fordommens Taager, bliver det hindret i at skinne paa Deltagerne i Bibelklasserne af selve de internationale Lektier, som gør Paastand paa et hjælpe dem. Deres Tid til Bibelstudium ledes saa dygtig, at de ikke skal faa nogen nye Tanker, men uafladelig være saa optaget med Brugen af »Ordets Melk« (stærkt opspædt med menneskelige Overleveringer), at det betager dem al Lyst og Trang til den mere fremskredne Sandheds »haarde Føde« (Heb. 5, 14). I saadanne Klasser bliver al Tid og Lejlighed til at smage og lære at sætte Pris paa »haard Føde« opofret i Lydighed mod de Ord: »Vi maa holde os til vor Lektie. for Timen er snart omme.« Træffende har saavel Profeten som Apostelen udtalt, at for at paaskønne Guds [140] store Lærdomme, der er saa nødvendige for vor Vækst i Naade, i Kundskab og i Guds Kærlighed, maa vi forbigaa Begyndelsesgrundene og skride frem til det fuldkomnere — »afvante fra Melken, borttagne fra Brystet«. — Heb. 6, 1; Es. 28, 9.

Skønt Metoderne for Søndagsskolearbejdet i den sidste Tid er bleven betydelig forbedret, er de endnu langt fra tilfredsstillende. Blandt Søndagsskolelærerne findes nogle af de bedste Guds Børn, der dog i sin Iver efter at tjene Herren lader sig i større eller mindre Grad daare ved den store Tilslutning og det glimrende Udseende, som deres Arbejde for Herren har. Der udrettes sikkert adskillig godt; men der følger ogsaa onde Ting med, som vejer op imod dette gode. De oprigtige bliver hindret fra at gøre Fremskridt og opfylde sine personlige Pligter, idet de er optaget med det Arbejde, som Gud har paalagt Forældrene, og som disse ikke kan forsømme, uden at det virker til Skade for dem selv saavel som for deres Børn. De umodne finder det korte Møde og »Gerningen« behageligere end Bibelstudium. De bringes til at føle, at de har opfyldt en Pligt, og at de faa Øjeblikkes »Opofrelse« godtgøres gennem den selskabelige Omgang og Afveksling, som Sammenkomsten giver Anledning til. Ogsaa Smaabornene synes bedst om Sangen, Historiebøgerne, Skovturene, Trakteringen og den almindelige Underholdning : og baade de og deres Mødre føler sig rigelig lønnet for det Besvær at klæde dem paa, ved den Lejlighed, som derved tilbyder sig til at vise sine fine Klæder frem. Og Forældrenes Ansvar for Børnenes religiøse Opdragelse i Hjemmet bliver for det meste i stort Maal opgivet til Gunst for Søndagsskolens Skinvæsen og Maskineri. Søndagsskolen er rigtig bleven kaldt Kirkens Planteskole, og de smaa, der saaledes opdrages i den verdslige Aands Tugt og Formaning, er de unge Skud af den frodige Klinteafgrøde, hvormed det store Babylon er ganske overfyldt.

Hvor som helst der findes en voksen Bibelklasse, [141] hvis Lærer er oprigtig og selvstændig nok til at forlade den foreskrevne Lektie og forfølge vigtigere Emner, idet han giver Frihed til, at Sandheden kommer frem, enten den er gunstig eller ugunstig for Sekten, saa vil han af den verdsligvise Prest eller Forstander blive stemplet som en upaalidelig Lærer. Saadanne Lærere er i Sandhed farlige for Sektvæsenet og staar meget snart uden nogen Klasse. Saadanne Lærere og de Sandheder, de vil tilstaa en ærlig Undersøgelse, vilde snart skære Baandene over og sprede de sekteriske Knipper, og derfor har man ikke Brug for dem længere. Man foretrækker derfor andre, som kan holde sin Klasses Tanker borte fra den »haarde Føde« og bevare dem som spæde Børn, der ikke er vænnet fra og altfor svage til at staa alene, og bunden til det System, som de lærer at elske, og uden hvilket de tror at maatte dø. Den sande Lærers og den sande Bibellæsers Plads er udenfor al menneskelig Tvang, hvor man frit kan undersøge og hente Næring af alle Dele af Guds gode Ord og uhindret følge Lammet, hvor det gaar. — Joh. 8, 36; Gal. 5, 1.

Medens den enkeltes Frihed rent udvortes maa godkendes som aldrig før, ser vi dog, at der i Virkeligheden aldrig har været en Tid, hvor Baandene blev saa fast snøret sammen for at binde al Hveden og Klinten i de mange Knipper. Der var aldrig en Tid, da Anordningerne holdt saaledes igen paa al personlig Frihed, som nu. Enhver Fritime er for en nidkær Sekttilhænger saa optaget af et eller andet af de mange Møder eller Forehavender, at der ikke kan blive nogen Tid tilovers til uhindret Tænken og Bibelstudium. Hovedformaalct med disse Møder, Underholdninger m. m. er Sektens Vækst og Styrke, og Følgen er den omtalte Trældom, der er saa skadelig for de indviede Guds Børns, Hvedens, virkelige Udvikling. Disse Baand bliver stadig strammere, som Profeten antyder (Es. 28, 22). Nogen Hvede og megen Klinte udgør disse Knipper, fra hvilke det for hver Dag bliver mere vanskeligt at slippe fri.

[142] Af hvad vi har set af den lille Hob virkelig indviet Hvede og den store Mængde »døbte Bekendere« (som en Metodistbiskop betegnende har kaldt Klinten), fremgaar det klart, at Klintens Opbrænding vil blive en betydningsfuld Begivenhed. Mange begaar imidlertid den Fejltagelse at mene, at Opbrændingen af Klinten i en Ildovn, hvor der skal være Graad og Tænders Gnidsel (Matt. 13, 42), hentyder enten til en bogstavelig Ild eller til en Trængsel efter det nærværende Liv. Hele Lignelsen tilhører denne Tidsalder. Ikke alene er denne Ild et Billede saavel som Hveden og Klinten, men den symboliserer Klintens Ødelæggelse i den store Trængselstid, hvormed denne Tidsalder skal afsluttes, og fra hvilken det er lovet Hvedeklassen at undslippe (Mal. 3, 17; Luk. 21, 36). Den store Ildovn er Billede paa »den store Trængsel«, der vil komme over »Kristenhedens« uværdige Klinteklasse.

Ødelæggelsen af Klinten betyder heller ikke hverken en nuværende eller en fremtidig Ødelæggelse af de enkelte Personer, som udgør Klinteklassen. Det betyder snarere en Odelæggeae af denne Klasses falske Paastande. Deres Paastand eller Bekendelse er, at de er Kristne, skønt de endnu er Verdens Børn. Naar de er blevet brændt eller ødelagt som Klinte, vil de være, hvad de hele Tiden burde have vidst og indrømmet, at de var, nemlig Verdens Børn og ikke længere Skinkristne eller blot af Navn Medlemmer af Kristi Menighed.

Vor Herre Jesus forklarer, at han saaede Rigets gode Sæd, Sandheden, fra hvilken hele den sande Hvedeklasse, avlet af Sandhedens Aand, spirer frem. Senere hen — om Natten, i de mørke Tidsaldre — saaede Satan Klinten. Uden Tvivl saaedes Klinten paa samme Maade som Hveden. Den er Vildfarelsens Afkom. Vi har set, hvor sørgelig Helligdommen og Hæren blev besmittet af den store Modstander og hans forblindede Tjenere, og hvorledes de kostelige Kar (Lærdomme) blev vanhelliget og misbrugt af Pavedømmet; og dette er kun en anden Fremstilling af den samme Ting. Falske Lærdomme avlede [143] falske Formaal og Bestræbelser paa Herrens Hvedeager og forledte mange til at tjene Satan ved at saa Vildfarelse i Lære og Liv, hvilket har frembragt Klinte i Overflod.

Ageren ser smuk og blomstrende ud for mange, naar de tæller de mange hundrede Millioner. Men i Virkeligheden er Hvedens Mængde meget ubetydelig, og det havde været langt bedre for Hveden, som af Klinten er bleven undertrykt og i høj Grad hindret i Udvikling, om den verdsligsindede Klinte ikke havde været i Menig­heden, men paa sin egen Plads i Verden, saa at den indviede »lille Hjord«, de eneste Repræsentanter for Kristi Aand og Lære, var bleven ene om Ageren. I saa Fald vilde Forskellen mellem Menigheden og Verden være mere udpræget, og dens Vækst, skønt tilsyneladende mindre hurtig, vilde være bleven mere sund. Den efter det ydre at dømme store Fremgang, der har vist sig med Hensyn til Antal, Rigdom og Samfundsstilling, som mange sætter saa højt, er i Virkeligheden en stor Skade og i ingen Henseende nogen Velsignelse hverken for Menigheden eller for Verden.

Naar vi undersøger denne Sag, finder vi, at mange af Klinteklassen kun bærer ringe Skyld for sin falske Stilling som Efterlignere af Hveden. Mange af dem ved slet ikke, at Klinten ikke er den sande Menighed; thi de anser den lille Hjord af helliget Hvede for Sværmere og Fanatikere. Sammenlignet med den store Mængde af Klinte synes i Sandhed Herren og Apostlerne og al Hveden at være Sværmere og Fanatikere, hvis Flertallet, Klinten, er paa den rette Side.

Klinten er saa ofte og saa bestemt bleven forsikret om, at de er Kristne, — at alle er Kristne, undtagen Jøder, Fritænkere og Hedninger — at man neppe kan forlange af dem, at de skal vide andet. Falske Lærdomme forsikrer dem om, at der kun er to Klasser, og at alle, som slipper for evig Pine, skal være Medarvinger med Kristus. Enhver Ligtale, undtagen naar det gælder de dybest faldne og de aabenbart ugudelige og usædelige, forsikrer de efterlevende [144] om den afdødes Fred, Glæde og himmelske Herlighed, og til Bevis for dette bliver der fremført Skriftsteder, hvilke man af Sammenhængen burde se kun kan anvendes paa de fuldt indviede, de hellige.

Af Naturen tilbøjelige til at irettesætte sig selv, til samvittighedsfuldt at negte, at de er hellige, og til at frasige sig Kravet paa Skriftens rige Løfter til saadanne, overtales de dog af sine ikke bedre underrettede Fæller blandt Klinten, baade fra Prædikestol og Tilhørerkreds, til at gøre Fordring paa dem. I sin Samvittighed føler de — ja, er aldeles sikre paa — at de ikke har gjort noget, som med Rette kunde fortjene evig Pine; og deres Tro paa »Kristenhedens« falske Lærdomme leder dem til at haabe og hævde, at de og alle moralske Mennesker er Medlemmer af den Menighed, hvem alle de rige Forjættelser tilhører. De er saaledes Klinte i Kraft af falske Lærdomme, og de indtager ikke alene selv en falsk Stilling, men kaster et urigtigt Lys over de helliges i Sandhed høje Maal. Under Vildfarelsens Bedrag har de en Følelse af Tryghed og Tilfredshed, thi idet de maaler sig selv og sit Liv med de fleste af deres, der staar indenfor Navnkirken, og med sine afdøde Venners, til hvis Begravelses-Lovtaler de har lyttet, finder de, at de i det mindste hører til Gennemsnits-Menneskene, ja, at de endog er mere rettænkende end mange af dem, som fører en høj Bekendelse. Dog er de sig bevidst, at de aldrig virkelig har indviet Hjerte og Liv, Tid og Midler, Evner og Lejigheder til Gud og hans Tjeneste.

Men ligesom den jodiske Nations »Avner« blev fortæret i Slutningen af hin Høst (Luk. 3, 17), saaledes vil denne »Klinte«-Klasse blive fortæret i denne Høst. Ligesom Avnerne opgav enhver Paastand paa at eje guddommelig Yndest som Guds triumferende Rige, inden den Høst sluttede med en stor Ild af religiøse og politiske Stridigheder, som opbrændte det System, saaledes skal det ske med Klinteklassen i den saakaldte »Kristenhed«. Den vil blive opbrændt, den vil ophøre at være Klinte, [145] den vil ophøre med at bedrage baade sig selv og andre; den vil ophøre at anvende paa sig selv de saare store og dyrebare Forjættelser, som kun tilhører de sejrende hellige; og naar deres forskellige saakaldte kristne Riger og deres forskellige religiøse Organisationer, sønderrevet af den Uenighed, som fremkaldes af Sandhedens tiltagende Lys, vil være fortæret i den Ild, som allerede er optændt, »Guds Nidkærheds Ild« (den store Trængselstid, hvormed denne Tidsalder vil ende — Zef. 3, 8), vil de ophøre med at gøre Krav paa Navnet »Kristenhed« for sine verdslige Systemer.

Efter at have talt om Klintens Opbrænding siger Lignelsen videre : »Da skal de retfærdige [Hveden] skinne som Solen i sin Faders Rige.« [Hvad bedre Vidnesbyrd end dette kan vi have om, at den sande Menighed endnu ikke er indsat i Magten som Guds Rige, og at den ikke vil blive saaledes ophøjet, før denne Høst er til Ende?] Da skal denne Retfærdighedens Sol (hvori Jesus Kristus altid vil danne Midtpunktet af Herligheden) opgaa med Lægedom i sine Straaler for at velsigne, genoprette, lutre den hele Menneskeslægt og fordrive Synd og Vildfarelser, idet de uforbederlige vil blive ødelagt i den anden Død.

Lad os huske, at i hin forbilledlige Høst udgjorde de sande Israeliter saavel som de, der kun var Israeliter af Navn, det kødelige Israel eller Israels Hus, at kun de sande Israeliter blev udvalgt og samlet ind i Evangelieladen og hædret med de Sandheder, som tilhører Evangeliealderen, og at alle andre af hin Nation (»Avnerne«) vel ikke blev legemlig ødelagt (skønt der selvfølgelig gik mange Liv tabt i deres Trængsel), men blev afskaaret fra alle Rigets Gunstbevisninger, som de tidligere stolede paa og roste sig af. Lad os saa overføre Parallellen og Modbilledet hertil paa Behandlingen af »Klinten« i den nærværende Opbrændingstid.

Herren har ikke alene vist os, hvad der er at vente i denne »Høst« og vor Andel deri, baade ved at vi selv [146] udskilles og ved som »Høstfolk« at bruge Sandhedens Le til at hjælpe andre til Frihed i Kristus og til Adskillelse fra falske menneskelige Systemer og Baand; men for at gøre os dobbelt sikre paa, at vi har Ret, og at Høstens Adskillelsestid er kommen, har han forsynet os med Beviser paa selve det Aar, da Høstarbejdet begyndte, hvor længe det vil vare, og naar det vil slutte. Disse Beviser, som allerede er undersøgt, viser, at Slut­ningen af Aaret 1874 afmærkede Begyndelsen, og Slutningen af 1914 vil afmærke Enden af denne 40aarige Høst, medens alle Enkeltheder i denne Høsts Ordning og Arbejde blev fremstillet i den jødiske Høst, som er dens Forbillede. Vi vil nu undersøge nogle af denne Høsts fremtrædende Tidstræk og mærke os de Lærdomme, deri, som er anvendelige nu, og som Herren øjensynlig bestemte til dette Formaal, forat vi hverken skulde være i Tvivl eller i Uvisshed, men kende hans Plan og være i Stand til med Kraft at handle derefter som Medarbejdere med ham i Udførelsen af hans aabenbarede Vilje.

Alle Tidstrækkene i Forbindelse med den jødiske Høst havde (skønt nogle af dem indirekte angik de troende) sin direkte Opfyldelse paa den store Masse, der bar det jødiske Navn, og afmærkede Tidsrum for dens Prøvelse, Forkastelse, Omstyrtelse og Ødelæggelse som et System eller en Menighedsnation. Saaledes kom Herren (Aar 29) som Brudgom og Høstherre, ikke til de sande Israeliter alene, men til hele Massen (Joh. 1, 11). Alt som Høstarbejdet skred frem der, viste det sig, at de modne Hvedekorn, som passede for Laden (Evangeliehusholdningen), kun var faa og at den store Masse kun var Hvede af Udseende — i Virkeligheden »Avner«, som manglede det rette indre Hvedeprincip. Da Herren 3½ Aar senere (Aar 33) overtog Kongeembedet og tillod (hvad han før havde negtet — Joh. 6,15), at Folket satte ham paa et Æsel og hyldede ham som en Konge, afmærkede det et Punkt i den modbilledlige Evangeliehøst, langt vigtigere end det i Forbilledet. Parallellen hertil peger, som vi har set, [147]  hen til 1874 som Tiden for Herrens anden Nærværelse som Brudgom og Høstherre og paa April 1878 som Tiden, da han i Virkeligheden begyndte sit Embede som Kongernes Konge og Herrernes Herre — denne Gang en aandelig Konge, nærværende i Kraft, men usynlig for Menneskene.

Hvad Herren der udførte, da han i faa Timer paa forbilledlig Vis optraadte som Israels Konge, har dyb Betydning for os, idet det uden Tvivl tilkendegiver og fremstiller billedlig, hvad der kan ventes nu. Hvad Menneskene saa ham gøre dengang, som f. Eks. da han red paa et Æsel ind i Jerusalem som Konge og med en Svøbe drev Vekselererne ud af Templet, ser vi at være Forbilleder: han gør det samme nu efter en større Maalestok, skønt Kongen og Svøben og Kundgørelsen af kongelig Myndighed nu bliver aabenbaret paa en anden Maade og kun for Troens Øje. Men det jødiske Forbillede tjener til at henlede Opmærksomheden paa denne Opfyldelse, som vi ellers ikke vilde være i Stand til at indse. Den forbilledlige Konges første Gerning var at forkaste hele den israelitiske Menighedsnation som uværdig til at være hans Rige eller længere at behandles som hans særlige Arvedel. Dette blev udtrykt saaledes: »O, Jerusalem, Jerusalem, som ihjelslaar Profeterne og stener dem, som var sendt til dig! Hvor ofte har jeg villet forsamle dig, som en Høne forsamler sine Kyllinger under sine Vinger, men I vilde ikke! Se, eders Hus skal lades eder øde!« — Matt. 23, 37-39.

Naar dette anvendes paa den nærværende Høst, lærer det, at ligesom det forbilledlige Israel i Aar 33, efter at være anerkendt som Guds Folk i 1845 Aar, blev forkastet af Kongen, fordi de blev funden uværdige efter 3½ Aars Prøve og Undersøgelse, saaledes vilde den navn­kristne Kirke i denne Høst, efter en lignende Prøve og Undersøgelse paa 3½ Aar og ved Slutningen af et lignende Tidsrum af 1845 Aar, blive forkastet af Kongen som uværdig til længere at modtage nogen Gunst fra [148] ham eller paa nogen Maade blive anerkendt af ham.

Men ligesom Forkastelsen af det kødelige Israel af Navn ikke indbefattede Forkastelse af nogen af de »sande Israeliter«, i hvem der ikke var Svig, men snarere en endnu større Gunst mod saadanne (som senere blev fri for de »blinde Vejledere« og oplært mere paa første Haand af de nye aandelige Talerør, Apostlerne), saaledes maa vi ogsaa vente det samme nu. De aandelige Gunstbevisninger, som tidligere blev skænket de navnkristne Masser, tilhører herefter kun de trofaste og lydige. Fra nu af maa Lyset, efterhaanden som Tiden er inde derfor, og »Mad i rette Tid for Troens Husfolk« ikke paa nogen Maade ventes at komme gennem de tidligere Kanaler, men gennem de »trofaste« udenfor de faldne, forkastede Systemer.

Under sin Virksomhed og op til den Tid, da han som Konge kuldkastede det jødiske System, anerkendte Herren de Skriftkloge og Farisæerne som Folkets retmæssige Lærere, skønt han ofte bebrejdede dem, at de var Hyklere, som vildledte Folket. Dette fremgaar klart af Herrens Ord (Matt. 23, 2): »Paa Moses' Stol sidder de Skriftkloge og Farisæerne; alt det derfor, som de byder eder at holde, det holder og gører.« Saaledes har ogsaa for en Tid de store religiøse Ledere i Navnkristenheden, i Synoder, paa Kirkemøder o. s. v. i noget Maal siddet paa Kristi Stol som Lærere for Folket, ligesom det jødiske Synedrion engang beklædte Moses' Stol. Men ligesom de Skriftkloge og Farisæerne efter Aar 33 ikke længer blev anerkendt af Herren i nogen Henseende og de sande Israeliter ikke mere blev undervist af dem, men af Gud selv gennem andre, uanseligere, ubetitlede og mere værdige Redskaber, som blev oprejst blandt Folket og særlig oplært af Gud, saaledes maa vi vente det, og saaledes finder vi det ogsaa nu i denne modsvarende Høst.

Herrens Overtagelse af Kongeembedet Aar 33 og hans første Embedshandling: Forkastelsen af det kødelige Israel som en Menighedsnation, taget i Forbindelse med [149] alle de slaaende Lighedspunkter i de to Tidsaldre, angiver meget klart, at paa det tilsvarende Tidspunkt i den nærværende Høst, d. v. s. i 1878, blev det mystiske Babylon, ogsaa kaldet Kristenheden, Jødedommens Modbillede, forkastet; og dette Budskab udgik: »Faldet, faldet er Babylon det store, og det er blevet Djævlenes Bolig og et Fængsel for alle urene Aander og et Fængsel for alle urene og afskyede Fugle. « — Aab. 18, 2.

Faldet, Plagerne, Ødelæggelsen o. s. v., som var for­udsagt at skulle komme over det mystiske Babylon, afskyggedes paa Forhaand i den store Trængsel og nationale Ødelæggelse, som kom over det kødelige Israel, og som endte med deres fuldstændige Forkastelse som Nation Aar 70 e. K. Og Faldets Tidslængde er ogsaa modsvarende; thi fra den Tid af, da Herren sagde: »Eders Hus skal lades eder øde« (i Aaret 33), til Aar 70 var der 36½ Aar, og fra 1878 til Udløbet af 1914 er der ligeledes 36½ Aar. Og med Udgangen af 1914 eller kort Tid efter vil det, som Gud kalder for Babylon, og som Mennesker kalder for Kristenheden, være gaaet under, som allerede paavist fra Profetierne.

Det jødiske System var et af Gud beskikket Forbillede paa Kristi tusindaarige Rige, som vil beherske og styre alt; derfor var Jødedommen i egentlig Forstand en Forening af Kirke og Stat, af religiøst og verdsligt Styre. Men som vi allerede har vist, skulde Evangeliemenigheden i ingen Henseende indblandes i eller have noget at gøre med Verdens Styrelse, førend dens Herre, Kongernes Konge, kommer, tager Styret og ophøjer den som sin Brud til at deltage med ham i denne Retfærdighedens Regering. Fordi man ikke rettede sig efter Herrens Ord, men fulgte menneskelig Visdom, menneskelige Teorier og Planer, fremkom det store System, den saakaldte Kristenhed, der omfatter alle Regeringer og Trossamfund, som giver sig ud for at tilhøre Kristus, men som er en ussel Efterligning af Kristi sande Rige, oprettet før Tiden, uden Herren og af helt uskikkede Elementer. [150]  Babylons Fald som et ubrugeligt Kirkestats­System, og Udskillelsen af den værdige Hvede bliver derfor godt anskueliggjort i det jødiske Systems Fald.

Navnet Babylon betød oprindelig Guds Port; men senere kom det til at betyde Blanding eller Forvirring. I Aabenbaringsbogen anvendes dette Navn særlig paa Navnkirken, som fra at være Porten til Herlighed blev en Port til Vildfarelse og Forvirring, en ussel Blanding, bestaaende hovedsagelig af Klinte og Hyklere — en forvirret Masse af verdsligsindede Bekendere, hvori Herrens Juveler er begravet og deres sande Skønhed og Glans skjult. I den billedlige Profeti anvendes Udtrykket Babylon til Tider alene paa Romerkirken, som kaldes »Babylon det store, Moder til Skøger«. Navnet kunde i Aarhundreder alene anvendes paa den, saa længe den var det eneste blandede System og ingen andre vilde taale; men andre kirkelige Systemmer, ikke saa store som »Moderen«, heller ikke saa onde eller saa indgroet usande, udsprang af den ved forskellige. men ufuldkomne, Reformforsøg. Da Vildfarelse, Klinte og Verdslighed ogsaa for en stor Del er fremherskende i disse, bruges Navnet Babylon som et Fælles- eller Familienavn for alle disse navnkirkelige Systemer og indbefatter nu ikke alene Romerkirken, men tillige alle proestantiske Sekter; thi eftersom Pavedømmet er benævnet Modersystemet, maa vi betragte de forskellige protetandske Systemer, der nedstammer fra det, som Døtrene — en Kendsgerning, som meget almindelig og undertiden med Stolthed indrømmes af Protestanter.

Inden Høsttiden kom, gjorde mange af Guds Folk i det store Babylon den Opdagelse, at dens fremherskende Karakter var i høj Grad antikristelig (særlig Valdenserne, Hugenotterne og Reformatorerne i det 16de Aarhundrede); og idet de henledte Opmærksomheden derpaa, skilte de sig fra Modersystemet og førte andre med sig, af hvilke dog mange var Klinte — saaledes som Profeten havde forudsagt: »Mange skal slutte sig til dem med glatte [151] Ord« (Dan. 11, 34). Her var de Adskillelser, som fremkaldtes af de politiske Lærdomsstridigheder før Høsttiden. Blandt disse dannede Klinten, som endnu havde Overhaand, andre om end mindre anstødelige babyloniske Systemer.

Skønt Hveden fra Tid til anden søgte at befri sig fra Klintens Paahæng (og især fra de grovere Vildfarelser, der fostrede og frembragte den), og skønt de blev vel­ signet gennem disse Bestræbelser, var de dog endnu under dens Indflydelse, endnu blandet med det langt overvejende Klinte-Element. Men for Hvedens Skyld strakte Guds Gunst sig endog til disse blandede Knipper eller babyloniske Systemer, og ikke før Guds Tid kom til Gennemforels en af en fuldstændig og endelig Adskillelse — i Høsttiden 1878 — blev hine Systemer helt og for bestandig forkastet fra al Gunst og dømt til en hurtig Ødelæggelse. og alt Guds Folk blev tydelig og bestemt opfordret til at komme ud. I selve Begyndelsen af Tidsalderen blev Guds Folk advaret mod Antikristens Be­dragerier og opfordret til at holde sig adskilt fra dem; og dog blev det tilladt, at de skulde prøves ved for en Del at blive vildledt af Antikristen og mere eller mindre sammenblandet med den. Enhver Opvaagnen til at indse de ukristelige Principer. Lærdomme og Handlinger, som ledte til omdannende Forholdsregler, prøvede og aabenbarede den sande Hvedeklasse og bidrog til at rense den mere og mere fra Antikristens Besmittelser. Men denne sidste Prøve og dette afgørende Kald i Forbindelse med den fuldstændige Forkastelse af disse Systemer, saa de ikke længere skal modtage guddommelig Gunst (saaledes som de før havde modtaget for den Hvedes Skyld, som fandtes blandt dem), skal gennemføre Hvede­klassens endelige Adskillelse fra alle antikristelige Systemer og Principer. De Sandheder, som disse Systemer tidligere sad inde med, skylles nu rask bort fra dem, idet de fortrænges af Menneskemeninger, som kuldkaster ethvert guddommeligt Grundprincip; og levende Guds frygt [152] og Fromhed fortrænges nu hurtig af Nydelsessyge og Verdensaanden.

Sammen med Budskabet om, at Babylon er faldet, kommer ogsaa Befalingen til alle Guds Børn, som endnu er i det, til at komme ud: »Og jeg hørte en anden Røst fra Himmelen, som sagde: Kom ud af hende, I mit Folk, forat I ikke skal blive delagtige i hendes Synder, og forat I ikke skal rammes af nogen af hendes Plager« (Aab. 18, 4). Udtrykkene: »Babylon er faldet«, og »Kom ud fra hende, I mit Folk«, udtrykker klart to Tanker, som man bør holde tydelig frem for sig. De tilkendegiver, at der var en Tid, da Babylon ikke var faldet fra guddommelig Gunst; at det for en Tid beholdt et visst Maal af Gunst til Trods for sin blandede Karakter; at hvor forholdsvis stor en Mængde af Vildfarelse det end rummede, og hvor lidt af Kristi Aand det end lagde for Dagen, blev det dog ikke helt udstødt fra Guds Yndest før i Høstens Adskillelsestid. De tilkendegiver, at paa en eller anden Tid vil en pludselig og fuldstændig Forkastelse komme over Babylon, naar al Gunst for bestandig vil ophøre, og naar Dommen vil paafølge — netop saadan en Forkastelse, som vi har vist at Tiden var inde for i 1878. De tilkendegiver ogsaa, at paa den Tid, da Babylon bliver forkastet, vil mange af Guds Folk være i og forbundet med Babylon; thi det er efterat Babylon er forkastet og faldet fra Guds Gunst, at Formaningen lyder: »Kom ud fra hende, I mit Folk.«

Modsætningen mellem de sidste fire Aarhundreders gradvise Reformbevægelser og denne endelige fuldstændige Adskillelse maa klart skelnes; hine var tilladte Forsøg paa at reformere Babylon, medens denne indbefatter, at alt Haab om Forbedring nu er ude — »Babel var et Guldbæger i Herrens Haand, som gjorde hele Jorden drukken; af dets Vin drak Folkene, derfor teede Folkene sig som rasende [beruset af dets Vildfarelser]; med ett er Babel faldet og blevet sønderbrudt; hyler over det, henter Balsam for dets Smerte! Kanske det [153] kunde læges. Vi har søgt at læge Babel, men det lod sig ikke læge. Forlad det, Torat vi kan gaa hver til sit Land [til den sande Menighed eller til Verden, alt eftersom den enkelte viser sig at høre til Hvedeklassen eller til Klinteklassen]. Thi dets Dom naar til Himmelen.« — Jer. 51, 7-9; jfr. Aab. 17, 4; 14, 8; 18, 2. 3. 5. 19.

Det ulægte Babylon er nu dømt til Ødelæggelse. Hele Systemet — et System af Systemer — er forkastet, og alt Guds Folk, som ikke er i Samklang med dets falske Lærdomme og Skikke (se 2 Kor. 6, 14-18), opfordres nu til at skille sig ud derfra. Profeten nævner Grunden til denne Forkastelsesdom og nogles Mangel paa Forstaaelse deraf, idet han siger:

»Endog Storken under Himmelen kender sine bestemte Tider, og Turtelduen og Svalen og Tranen tager Tiden i Agt, naar de skal komme; men mit Folk kender ikke Herrens Lov. [De kender ikke, at en Høsttid med fuldstændig Adskillelse af Hveden fra Avnerne og Klinten maa komme. I denne Henseende viser de mindre Skelneevne end Trækfuglene.]  Hvorledes kan I sige: Vi er vise, og Herrens Lov er hos os [naar I ikke kan skelne Høstens Tid og det Husholdningsskifte, som da finder Sted]? Sandelig, se, til Logn har de Skriftlærdes Løgngriffel gjort den [fordi Herrens Ord gennem hans Pro­feter og Apostler er gjort ugyldigt og sat upaaagtet tilside, og de Trosbekendelser, som dannedes i de forløbne »mørke Aldre«, er Lygter uden Lys for dem, som vandrer i Mørket]. De kloge (?) [lærde] bliver tilskamme, de bliver forskrækket [over at deres yndede menneskelige Planer slog fejl] og rammet. Se. Herrens Ord har de forkastet; hvori skal de nu have Visdom? [Jfr. Es. 29, 10.] Derfor vil je give deres Hustruer [Menigheder] til andre og deres [Arbejds-] Marker til Sejrherrerne; thi baade smaa og store, allesammen søger uretfærdig Vinding, baade Profet og Prest, allesammen øver Svig [Jfr. Es. 56, 10-12; 28, 14-20], og de læger mit Folks Datters [det nominelle Zions-Babylons] Brøst paa letfærdig Vis, idet d e siger: Fred! Fred! Og der er dog ingen Fred [naar hele Systemet er sygt og behøver en grundig Renselse med Guds Ords Lægemiddel, Sandheden]. De burde have skammet sig over sin vederstyggelige Gerning; men de hverken skammer sig eller kender til Blusel, derfor skal le [Lærerne] falde blandt dem, som falder. [154] Paa sin Hjemsøgelses Tid [i Høsten] skal de snuble, siger Herren. Jeg vil gøre en Ende paa dem, siger Herren; der skal ikke blive efterladt nogen Druer paa Vinstokken og ingen Figen paa Figentræet, og Bladene skal visne, og de Ting, som jeg har givet dem [guddommelig Yndest og Forret], skal tages fra dem.« — Jer. 8, 7-13.

De efterfølgende Vers viser, at mange af de forkastede vil indse den kommende Trængsel, men vil endnu være blinde for den virkelige Aarsag. De vil sige: Lad os slutte os sammen og forskanse os i de faste Stæder [Rege—ringer] og forholde os tause. De indser paa en eller anden Maade, at hverken Fornuften eller Skriften støtter deres falske Lærdomme, og at det klogeste vil være at forholde sig stille i Læ af gammel Overtro og under saakaldte kristelige Regeringers Beskyttelse. De fremstilles her meget rigtig som sigende: »Herren har bragt os til Taushed og givet os bittert Vand at drikke.« Den eneste Forfriskning, de kan faa, er den Kalk, de selv har blandet (den beske Vildfarelses, »Djævlelærdommens«, Gift, blandet med Livsens rene Vand, Guds Ords Sand­hed). Skal ikke saadanne, som tilhører og elsker Babylon, og som derfor ikke er rede til at adlyde Befalingen »Kom ud fra hende, tvinges til at drikke den Kalk, som de selv har blandet? Skal de ikke tvinges til at vedgaa, at deres Lærdomme var falske? Det skal de visselig; og de vil alle komme til at væmmes derved. Det næste Vers viser os Skuffelsen i deres Forventninger, som gik ud paa, at deres bedske Lærdomme (Giftvand) skulde omvende Verden og hidføre Tusindaarsriget. De siger: »Vi ventede paa Fred, og der kom intet godt, paa Lægedomstid, og se, der kommer Trængsel.« — Det navnkristne Zions Sygdom vil hurtig forværres fra dets Hjemsøgelses- og Forkastelsestid af, da de »sande Israeliter« i Lydighed mod det guddommelige Kald begynder at komme ud af Navnkirken.

Nogle undrer sig over, hvorfor Herren ikke iværksætter en endnu større, Reform end nogen af de foregaaende, [155] som har vist sig at være saa værdiløse og kortvarige. De spørger: Hvorfor udøser han ikke en Velsignelse over alle de store Sekter og sammensmelter dem alle til én, eller, ogsaa over en enkelt af dem og renser den for Smuds samt drager alle andre ind i den? Men vi spørger: Hvorfor saa ikke ogsaa sammensmelte alle Jordens Riger til ett System og rense det?

Det burde være nok for alle Guds Børn at vide, at noget saadant ikke er, hvad han aabenbarer som sin Plan. Og en lidt dybere Overvejelse fra Guds Ords Standpunkt viser os det ufornuftige i et saadant Forslag. Betragt Antallet af dem, der udgør den bekendende Kirke eller Menighed (400 Millioner), og spørg dig selv, hvor mange af disse, der vilde paastaa at være fuldt indviet med Sind og Legeme til Herren og hans Plans Tjeneste. Din egen Eftertanke maa lede dig til den Slutning, at det at skille »Hveden« fra »Klintene ved at fjerne »Klinten«, vilde i næsten ethvert Tilfælde kun levne en lille Haandfuld selv i de største Kirkebygninger eller Domkirker.

Grunden til, at der ikke bliver gjort Forsøg paa at rense de navnkristne Systemer, er den, at intet Renselsesarbejde, hvor stort det end var, vilde gøre »Kritenhedens« uindviede Masser og deres borgerlige og kirkelige Organisationer skikket til den Herrens Gerning, som nu skal begyndes paa Jorden. I de sidst forløbne 1800 Aar har han udvalgt de i Sandhed indviede, de værdige, og alt, hvad der nu er tilbage at gøre, er at udvælge fra de levende dem, som hører til den samme Klasse; og det er kun faa, eftersom der ogsaa kun mangler faa til at fuldstændiggøre det forud bestemte Antal Lemmer paa Kristi Legeme.

Grunden, hvorfor Gud forbigaar alle menneskelige Organisationer og ikke reformerer den bedste blandt dem og udkalder alle de andre Sekters Medlemmer til at gaa ind i denne, vises af Herrens Behandling af de forskellige jødiske Sekter i Høsten eller Slutningen af [156] deres Husholdning; thi dengang ligesom nu blev alle forkastet, og de »sande Israeliter« blev kaldt ud af dem til Frihed og undervist om Gnds Vilje og Plan af de forskellige Redskaber, som Gud selv havde valgt.

For at anskueliggøre denne Sag for Jøderne forklarede Herren i to Lignelser Visdommen i sin Fremgangsmaade For det første, at en Lap af nyt Tøj paa et meget gammelt Klædebon kun vilde gøre Klædebonnets Skrøbelighed endnu mere tydelig, og som Følge af endnu større Ulighed i Styrke vilde Hullet blive større; for det andet, at ny Vin i gamle Læderflasker, af hvilke al Elasticitet var forsvundet, sikkert vilde skade mere end gavne, thi Resultatet vilde blive, at ikke alene de gamle Læderflasker vilde sprænges og ødelægges, men ogsaa at den nye værdifulde Vin vilde spildes.

Herrens nye Lærdomme var den nye Vin, medens de jødiske Sekter var de gamle Læderflasker. Antag, at Herren havde sluttet sig til en af disse Sekter og begyndt at reformere den, hvad vilde Følgen da være bleven? Der er ingen Tvivl om, at de nye Sandheder, om de var bleven modtagne, vilde have sprængt Sekten fuldstændig. Dens Styrke, der for en stor Del hvilede paa sekterisk Stolthed og holdtes sammen af Vildfarelse, Overtro og menneskelige Overleveringer, vilde straks være gaaet tilgrunde, og de nye Lærdomme vilde have ligget som Vragstumper — tillige hindret af Sektens gamle Vildfarelser og Overleveringer og af Verden i Almindelighed holdt ansvarlige for Sektens Fortid.

Af samme Grund er det, at Herren, naar han nu i denne Høst, ved Tusindaarsrigets Morgengry, indfører et fuldere Lys over Sandheden, ikke sætter den som en Lap paa et af de gamle Systemer eller helder den som ny Vin i gamle Læderflasker. For det første, fordi ingen af dem er i en saadan Tilstand, at de kan lappes eller modtage de nye Lærdomme. For det andet, fordi de nye Sandheder, om de blev modtaget, straks vilde begynde at virke og udvikle en Kraft, der vilde sprænge enhver [157] Sekt, lige meget hvor godt organiseret og sammenbundet den end var. Om der blev anstillet Forsøg med den ene efter den anden, vilde Resultatet blive det samme, og tilsidst vilde der ikke findes nogen, der kunde rumme og bevare den nye Vin — de nye Lærdomme.

Den rigtigste og bedste Fremgangsmaade var den, som Herren fulgte ved sit første Komme. Han dannede en hel ny Klædning af nyt Stof og heldte den nye Vin i nye Læderflasker; d. v. s. han kaldte de sande Israeliter (de usekteriske) ud og overgav dem de nye Sandheder. Og saaledes ogsaa nu: han kalder dem, der hungrer efter Sandhed, ud fra det navnkristne aandelige Israel; og det tilkommer dem at modtage Sandheden paa Herrens egen Maade og af Hjertet samvirke med ham i hans Plan, lige meget hvilke eller hvor mange af de gamle Læderflasker der bliver forbigaaet og forkastet som uskikket til at indeholde den. Glæd dig snarere over, at du bliver agtet værdig til at faa den nærværende Sandheds nye Vin sat frem for dig, og saa snart du har prøvet den, saa tag imod den og glæd dig over den.

De, som ved Herrens første Komme ventede paa at høre fremragende Sektereres Mening og følge den, og som spurgte: »Har nogen af Farisæerne og de Skriftkloge troet paa ham«, modtog ikke Sandheden, fordi de mere var Menneskers Efterfølgere end Guds; thi de fremragende Sekterere modtog ikke Kristi Lærdomme dengang, og den samme Klasse har altid været og er endnu de blindes blinde Vejledere. Istedetfor at tage mod Sandheden og blive velsignet derigennem, falder« de i Fristelsens Time. Det gamle Klædebon og de gamle Læderflasker er i en saa daarlig Forfatning, at de er aldeles uskikket til videre Brug.

Eftersom det er Herren, der kalder et Folk ud af Babylon, kan vi ikke tvivle om, at hvilke Virkemidler han end vil bruge til at udraabe dette Kald, vil alle, der i Sandhed er af hans Folk, faa det at høre; og ikke alene vil deres Lydighed blive stillet paa Prøve ved [158] Kaldet, men deres Kærlighed til Babylon og deres Tilbøjelighed for dets Vildfarelser vil ogsaa blive prøvet. Dersom de bifalder dets Lærdomme, Fremgangsmaade o. s. v., saa at de er utilbøjelige til at forlade det, vil de derved vise sig uværdige til den nærværende Sandhed og gøre sig fortjent til at faa Del i dets kommende Plager. Men Kaldets Ord angiver, at Guds sande Folk i Babylon ikke vil blive anset for medskyldige i dets Synder, Verdslighed og Tilsidesættelse af den gudommelige Sandhed, saa længe de endnu ikke har faaet at vide, at Babylon er faldet, forkastet. Om de derefter bliver i det, regnes de for at være af det i den Forstand, at de bifalder dets Misgerninger og Vranglærdomme i For og Nutid og skal regnes som delagtige i dets Synder og derfor faa Del i dets Straf, i de Plager, som kommer over det. — Se Aab. 18, 4.

Hvor stærkt er ikke det Udtryk : »Det er blevet Djævlenes Bolig og et Fængsel for alle urene Aander og et Bur for alle urene og afskyede Fugle.« Hvor sandt det dog er, at de mest afskyede i Samfundet søger og bærer den kristne Bekendelses og det religiøse Formvæsens Kappe i et eller andet af Babylons forskellige Afdelinger (Sekter)! Enhver uren Grundsætning og Lære finder paa en eller anden Maade sin Fremstilling deri. Og det er et Bur, som ikke alene indeholder Herrens ydmyge og satgmodige Duer, men ogsaa mange urene og afskyede Fugle. Hvor mange Hyklere og Bedragere, baade Mænd og Kvinder, er der ikke, som efter sin Bekendelse er Medlemmer af Kristi Menighed! Og hvor mange bruger ikke sin Bekendelse som et Skalkeskjul, hvorunder de fremmer onde Anslag! Det er vel kendt, at en stor Del af dem, der bliver henrettet for de værste Forbrydelser, dør i den romersk-katolske Kirkes Samfund.

Babylon har rummet baade de bedste og de værste, baade Fløden og Bærmen af den civiliserede Verdens Befolkning. Fløden er den lille Klasse virkelig offerviede, sørgelig blandet ined den store Masse af blotte Bekendere [159] og den urene, forbryderske Bærme; men under gunstige Betingelser vil Flødeklassen blive fraskilt i den nærværende Høst, inden dens Herliggørelse.

Som Eksempler til Belysning af Forholdet mellem de urene Fugle, som er i Babylon, og dem, som er udenfor, lægge man Mærke til følgende officielle Redegørelse for Samfundstilstanden i en Kant af Hvedeageren, hvor »Rettroenheden« i Aarhundreder har pralet af sin Hvedes fine Kvalitet og Renhed og Klintens ringe Mængde, og hvor den saakaldte »Kirke« har været forbundet med Regeringen med Hensyn til Loves Indstiftelse og Folkets Styrelse.

Aarsagen til denne blandede Tilstand angives saaledes: »Babylon har gjort alle Folkene drukne med sit Horeris [sin verdslige Indflydelses] Vin [Aand, Indflydelse]« (Aab. 18, 3). Falsk Lære med Hensyn til Kirkens Karakter og Mission og den Paastand, at Tiden for dens Ophøjelse og Regering var kommen (og især efter det store Held, som deres verdslige Ærgerrighed havde paa Kejser Konstantins Tid, da den paastod at være Guds Kongedømme, oprettet til at herske i stor Magt og Herlighed), førte mange ind i Babylon, hvilke aldrig vilde have sluttet sig til det, hvis det var forblevet paa den snævre Opofrelsens Vej. Hovmod og Ærgerrighed førte til, at den tid­lige Menighed greb efter verdslig Magt. For at opnaa Magten var et stort Antal og verdslig Indflydelse nødvendig. Og for at vinde de mange, som Sandheden under de nærværende Vilkaar aldrig vilde have draget, blev der indført falske Lærdomme, der omsider fik Overhaand over alle andre; og selv de Sandheder, som man endnu bibeholdt, blev vansiret og fordrejet. Mængden kom, endog indtil Hundreder af Millioner, og den sande Menighed, Hveden, fremdeles kun »en lille Hjord«, blev skjult blandt Klintens Millioner. Som Faar blandt glubende Ulve led Guds sande, vordende Rige Overlast, og de stærke tog det med Magt; og lig sin Herre, i hvis Fodspor de fulgte, var de foragtet og forskudt af Men­nesker, fulde af Pine og vel kendt med Lidelser.

Men nu, da Tusindaarsrigets Morgen gryr, da den forløbne mørke Nats vildfarende Lærdomme opdages ug Sandhedens ægte Ædelstene kommer for Lyset, maa Virkningen, som Hensigten var, blive den, at Hveden fuldstændig adskilles fra Klinten. Og ligesom falske [161] Lærdomme fremkaldte en utilbørlig Uvikling, saaledes vil Sandhedens Udfoldelse i Høstens Lys medføre Adskillelsen. Al Klinten og en Del af Hveden er imidlertid frygtsom. For dem synes det, at Babylons Ødelæggelse vil blive en Kuldkastelse af Guds Værk og et Nederlag for Guds Sag. Men det er ikke saa; Klinten har aldrig været Hvede, og Gud har aldrig sagt, at han vilde anerkende den som saadan. Han tillod kun, at begge voksede sammen indtil Høsten. Det er fra Babylons »Bur« for urene Fugle, at Guds Folk bliver kaldt ud, forat de baade kan nyde sin Frihed og faa Del i det Lys, der nu skinner i Høsten, og faa Del i Hostarbejdet samt bevise, at de er ude af Harmoni med Babylons Vildfarelser i Lære og Liv, og saaledes undfly dem og deres Løn — de Plager, der vil komme over alle, som bliver i det.

Disse Plager eller Trængsler, hvoraf de Trængsler, der kom over det jødiske Hus, var Skygger og Forbilleder, afmales i saadanne sælsomme Billeder i Aabenbaringsbogen, at mange Bibellæsere har meget overdrevne og vilde Forestillinger om dette Emne og derfor ikke er beredt for de Virkeligheder, som nu er nær forestaaende. De fortolker tidt Billederne bogstavelig og er derfor uforberedt paa at se dem opfyldt saaledes, som de il blive det — ved religiøse, sociale øg politiske Forstyrrelser, Stridigheder, Omvæltninger, Tilbageslag, Revolutioner o. l.

Men læg Mærke til en anden Ting her. Mellem den Tid, da Babylon forkastes eller falder fra Guds Gunst (1878), indtil Plagerne eller Trængslerne kommer over det, er der et kort Mellemrum, i hvilket alle Herrens trofaste skal underrettes om denne Sag og samles ud af Babylon. Dette fremgaar klart af samme Vers; thi med Budskabet : »Babylon er faldet«, lyder Kaldet: »Kom ud af hende, I mit Folk ... forat I ikke skal faa Del i hen des [kommende] Plager.« Denne samme Mellemtid og det Arbejde, som skal udføres da, er ogsaa omtalt i Billeder i Aab. 7, 3. Til Vredens Engel var den Befaling givet Skad ikke Jorden eller Havet eller Træerne, indtil vi [162] faar BESEGLET BESEGLET vor Guds Tjenere i deres Pander.« Beseglingen i Panderne tilkendegiver, at en klar Forstaaelse af Sandheden vil blive det Mærke eller Segl, hvorved Guds Tjenere udskilles og skelnes fra Babylons Tjenere og Tilhængere. Og dette stemmer med Daniels Vidnesbyrd: »De forstandige [af dit Folk] skal forstaa det, men ingen af de ugudelige [de, der er utro mod sin Pagt] skal forstaa det« (Dan. 12, 10). Saaledes vil Klasserne blive afmærket og adskilt, inden Plagerne kommer over det faldne og forkastede Babylon.

Og at denne Kundskab skal være baade et beseglende og et adskillende Middel, fremgaar tydelig af det før betragtede Vers; thi Budskabet lyder først, at »Babylon er faldet«, og at visse Plager og Straffe vil komme over det, før Herrens Folk ventes at ville adlyde Befalingen »Kom ud«, hvilken Befaling er bygget paa denne Kundskab. Vi ved jo, at alle maa være godt »beseglet i sine Pander« — klart oplyst — med Hensyn til Guds Plan, før de rigtig kan fatte eller adlyde denne Befaling.

Og er det ikke aabenbart, at netop denne Gerning at besegle Guds Tjenere nu gaar for sig? Bliver vi ikke beseglet i vore Pander, og det netop paa den rette Tid? Ledes vi ikke Skridt for Skridt ligesom af Herrens egen Haand — ved hans Ord — til Forstaaelse af Sandheden og Tingene i Almindelighed, set fra hans Standpunkt, saa at vore tidligere Meninger, der skrev sig fra andre Kilder, bliver ganske forandret med Hensyn til mange Spørgsmaal? Er det ikke sandt, at Babylons forskellige Afdelinger eller Sekter ikke har været de Kanaler, gennem hvilke denne Besegling er kommen til os, men at de snarere har været til Hinder for en hurtigere Udførelse deraf? Og ser vi ikke det rigtige i dette saavel som i Herrens Erklæring om, at en Adskillelse af Hvede og Klinte maa finde Sted i Høstens Tid? Og indser vi ikke, at det er Herrens Plan at aabenbare Kendsgerningerne for de trofaste og siden vente af dem, at de ved punktlig Lydighed viser sin hjertelige Samstemmighed med denne Plan?

[163] Hvad har det at sige, om vi ved at adlyde og komme ud nødes til at give Afkald paa Menneskers Ros eller en god Løn, en Prestebolig eller Pengehjælp i Forretningen, Husfred eller lignende? Lad os dog ikke frygte. Han, som siger til os »kom!« er den samme, som sagde »kom!« til Peter, da han gik paa Havet. Peter vilde, da han adlød, være sunken, hvis ikke Herrens udstrakte Arm havde holdt ham oppe; og den samme Arm understøtter dem godt, som nu paa hans Befaling kommer ud af Babylon. Se ikke paa det brusende Hav af Vanskeligheder, som ligger imellem, men se direkte paa Herren og vær ved godt Mod.

Befalingen er »kom«, ikke »gaa«; thi naar vi kommer ud af Trældommen, ud fra menneskelige Overleveringer, Trosbekendelser, Systemer og Vildfarelser, kommer vi lige til Herren for at oplæres og ernæres af ham, for at styrkes og dvgtiggøres til al god Gerning og til at stag fast og ikke falde med Babylon.

Guds Ord aabenbarer, at Navnkirken efter sit Fald fra hans Gunst og fra at være hans Talerør (Aab. 3, 16) gradvis vil synke hen i en Tilstand af Vantro, i hvilken Bibelen i Virkeligheden omsider helt og holdent vil blive tilsidesat, om, den end vil blive bibeholdt af Navn, og i hvilken filosofiske Tankefostre af forskellig Afskygning vil blive de virkelige Trosbekendelser. Fra dette Fald vil de trofaste beseglede undslippe; thi de vil blive »agtet vandige til at undfly alle de Ting, som skal ske, og til at bestaa« — ikke falde i Tiden for Herrens Nærværelse (Luk. 21, 36). I Virkeligheden er allerede mange ved at synke saaledes; de bibeholder Gudfrygtighedens Form og Troen paa en Skaber og paa et Liv efter dette, men de ser det hovedsagelig gennem sine egne eller andre Menneskers filosofiske Meningers og Teoriers Briller og tilsidesætter Bibelen som en ufejlbar Lærer med Hensyn til Guds Raadslutninger. Skønt disse bibeholder Bibelen, mistror de dog dens Beretninger, særlig dem om Edens Have og Faldet. Skønt de bibeholder Navnet Jesus [164]  og kalder ham Kristus og Frelseren, betragter de ham alligevel kun som et udmærket, skønt ikke ufejlbart, Eksempel, og de forkaster helt og holdent hans Genløsningsoffer, hans Kors. Medens de hævder, at Guds Faderforhold ogsaa strækker sig til Syndere, vil de intet vide hverken af Forbandelsen eller Midlergerningen.

Man har ikke i Almindelighed givet Agt paa, at ved Herrens første Komme var hans Gerning i 3 1/2 Aar, indtil Forkastelsers af den jødiske Nation (idet deres Kirke og Nation var ett), snarere en Prøvelse eller Ransagelse af deres Samfund eller System som et Hele end af de enkelte Medlemmer. Dens gejstlige Klasse — Prester, Skriftkloge og Farisæere — repræsenterede Jødedommen (Joh. 7, 48. 49), og Folket betragtede dem saaledes; derfor var dette Spørgsmaal saa vægtigt: »Har nogen af de Skriftkloge eller Farisæerne troet paa ham? Og Herren selv anerkendte dem saaledes. Han bebrejdede sjelden Folket, at de ikke vilde annamme ham, men lagde gentagne Gange Ansvaret over paa de »blinde Vejledere«, som hverken selv vilde indgaa i Riget eller tillade Folket, der ellers vilde have modtaget Jesus som Messias og Konge, at gøre det.

Herrens stadige Bestræbelser var at undgaa Offentlighed, at forhindre, at hans Mirakler og Lærdomme skulde bringe Folket i Ophidselse, forat de ikke med Magt skulde gøre ham til Konge (Joh. 6, 15); og dog bragte han bestandig disse Vidnesbyrd og Beviser paa sin Myndighed og paa, at han virkelig var Messias, til det jødiske Presteskabs Kundskab indtil den Dag, da deres Hus eller System blev forkastet, »ladt øde«, efterat deres Prøve som en Kirkenation var til Ende. Ved hans Ledelse og under Apostlernes Forkyndelse blev derpaa alle Bestræ­belser rettet paa Folket som enkelte Personer; og den forkastede Menigheds-Organisation og dens Embedsmænd blev som saadanne helt forbigaaet.

Til Bevis paa, at Lærerne og Presterne under hans Virksomhed og indtil deres System blev forkastet var [165]  dets Repræsentanter, maa man lægge Mærke til Herrens Fremgangsmaade med den rensede spedalske (Matt. 8, 4). Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger nogen det; men gaa bort, fremstil dig for Presten, og ofre den Gave, som Moses har befalet, DEM til et Vidnesbyrd.« Beviset eller Vidnesbyrdet skulde holdes skjult for Folket til en Tid, men. punktlig meddeles deres »Øverster«, der repræsenterede den jødiske Menighed i den Prøve, som da gik for sig.

Vi bør særlig bemærke Hensigten med og Følgerne af den Prøve, den jødiske Menighed som et System gennemgik, fordi det er Forbillede paa Evangeliemenighe­dens nuværende Prøve saavel som paa dens Forhold til hele Guds Plan. Jøderne paastod i Samklang med Guds Forjættelser, at de var det Folk, der var beredt for den kommende Messias, det Folk, han vilde organisere, give Magt, lede og bruge som sit »Ejendomsfolk til at velsigne alle andre Nationer paa Jorden ved at bringe alle til en fuld Kundskab om Gud og give dem Lejlighed til at komme i Harmoni med hans retfærdige Love. Skønt Gud forud vidste, at det kødelige Israel var uskikket til den øverste Plads i dette store Værk, gav hed dem dog alle mulige Lejligheder og Fordele, som om han var uvidende om Resultaterne. Imidlertid aabenbarede han sin Forudviden i profetiske Udsagn, som de ikke kunde fatte, forat vi ikke skulde tro, at han havde gjort Forsøg, men var kommen tilkort i sin Handlemaade med det jødiske Folk.

Saa længe Israel som en Menighedsnation paastod, at de var rede, ventende, ivrige efter at udføre sin Del af Planen, var det kun billigt, at de skulde prøves, førend Guds Plan yderligere traadte i Kraft. Denne yderligere Plan var, at dersom Abrahams naturlige Sæd ved sin Prøve skulde vise sig at være uskikket til den højeste Ære, som var lovet og efterstræbt, skulde der i Løbet af Evangeliealderen ske en Udvælgelse eller en Udsøgelse af enkelte Personer, der var værdige til den store Ære [166] at være Abrahams forjættede Sæd og Medarvinger med Messias i det lovede Rige, som skulde opløfte og velsigne alle Jordens Slægter. — Gal. 3, 16.  27-29. 14.

De »70 Uger«s (490 Aars) guddommelige Gunst, som var lovet det jødiske Folk, maatte opfyldes, og derfor kunde hverken Hedninger eller Samaritanere i nogen Henseende indbydes til at blive Disciple eller paa nogen Maade træde i Forbindelse med det Rige, som Kristus og Apostlerne forkyndte (Ap. G. 3, 26). »Det var nødvendigt, at Guds Ord [Indbydelsen til at faa Del i Riget] først skulde forkyndes for eder«, siger Paulus, henvendt til Jøderne (Ap. G. 13, 46). »Gaa ikke hen paa Hedningernes Vej og ikke ind i Samaritanernes Stæder, men gaa hellere hen til de fortabte Faar af Israels Hus; « og atter: »Jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Faar af Israels Hus«, som Herren sagde, da han udsendte sine Disciple. — Matt. 10,  5; 15,  24.

Hele den »70de Uge«, i Midten af hvilken Kristus døde — de 7 Aar regnet fra Begyndelsen af Herrens Virksomhed, indtil han sendte Peter til at kundgøre det glade Budskab for Kornelius, den først omvendte Hedning — var ifølge Guds Plan alene helliget den jødiske Prøve. Men istedetfor at prøve dem som et Hele (som en Menighedsnation) alle disse 7 Aar, blev denne Prøve »afkortet i Retfærdighed«, d. v. s. ikke til deres Skade, men til deres Gavn. Det var indlysende ikke alene for Gud, men ogsaa fog Mennesker, at Farisæerne, Presterne og de Skriftkloge ikke alene forkastede, men ogsaa hadede den Herre Jesus og søgte at slaa ham ihjel; derfor, da Timen var kommen for ham til at fremstille sig offentlig som Konge, ridende til dem paa et Æsel, da forstødte han uden Nølen dette System, fordi han ikke blev modtaget af Menighedsnationens Repræsentanter, skønt Læg­folket modtog ham med Glæde og holdt paa, at han skulde anerkendes som Konge (Mark. 12, 37). Saaledes afbrød Herren al videre unyttig Prøve, forat Resten af den »70de Uge« kunde anvendes udelukkende paa Folket, de enkelte i dette forkastede Samfund — førend den nye Husholdnings [167] Tjenere skulde vende sine Bestræbelser udad til alle Nationer. Og saaledes var det; thi da Herren efter sin Opstandelse meddelte sine Disciple, at deres Bestræbelser ikke længere behøvede at indskrænke sig til Jøderne alene, men kunde udstrække sig til »alle Folkeslag«, tilføjede han udtrykkelig: »begyndende med Jerusalem« (Luk. 24, 47). Og han vidste godt, at deres jødiske Fore­stillinger vilde hindre dem i at gaa til andre end til Jøder, indtil han i sin egen Tid aabnede Vejen, hvilket han gjorde ved Slutningen af deres Gunsttid, da han sendte Peter til Kornelius. Siden den Tid har Jøder, og Hedninger som enkelte Personer været ligestillet med Hensyn til Guds Gunst, idet begge er lige velbehagelige i og gennem Kristus; thi i det Kald, der nu lyder, »er der ingen Forskel«, hvad Gud angaar. Den for Jøden ugunstige Forskel ligger i hans egen Fordom mod som en Gave gennem Kristus at modtage de Velsignelser, der en Gang blev tilbudt ham paa Betingelse af hans virkelige Efterlevelse af Guds Lovs fulde Bogstav og Aand, som ingen i den faldne Tilstand kunde opfylde.

Hin »70de Uge« med alle de enkelte Omstændigheder ved det kødelige Israels Prøve opfyldte ikke alene sin Bestemmelse, som var at prøve det System, men den efterlod ogsaa en forbilledlig Fremstilling af en lignende Prøve i den evangeliske Navnkirke eller det aandelige Israel, der kaldes Kristenhed« og »Babylon«, i 7 modsvarende Aar, som udgjorde Begyndelsen af Evangelie­alderens Høst — Tiden fra Oktober 1874 til Oktober 1881. »Kristenheden«, »Babylon«, foregiver at kunne se sit For­billedes, det kødelige Israels Fejlgreb og Fald og gør Fordring paa at være Abrahams sande, aandelige Sæd og at være rede til og ivrig efter at omvende Hedninge­verdenen og i Retfærdighed at styre, lære og velsigne alle Folkeslag, ganske som det jødiske System foregav. Den nærværende Tidsalder ligner ogsaa den forbilledlige deri, at Lederne paa den Tid i Almindelighed var kommet til at anse Forjættelserne om en kommende Messias [168] som billedlige Udtryk; og kun den lavere Klasse af Folket ventede en personlig Messias. De lærde blandt Jøderne lod dengang Forventningen om en personlig Messias ude af Betragtning og ventede, at deres Kirkenation skulde triumfere over andre som Følge af dens overlegne Love og saaledes opfylde alt, hvad Lægfolket mente vilde kræve en personlig Messias til at udføre (og dette er den Synsmaade, som endnu hævdes af »lærde« jødiske Lærere eller Rabbinere, der tolkede Messiasprofetierne som gældende deres Menighedsnation og ikke en personlig Verdens Frelser. Endog de Profetier, der henfører til Kristi Lidelser, anvender de paa sine Lidelser som et Folk). For at virkeliggøre sin Opfattelse sendte de Missionærer hele Verden over for at omvende Verden til Mose Lov, i den Tro, at de saaledes kunde naa at »velsigne alle Jordens Slægter« uden en personlig Messias. I en saadan Udstrækning var dette Tilfældet, at Herren gjorde den Bemærkning: »I farer omkring paa Land og Hav for at vinde en Tilhænger.«

Hvor er ikke Navnkirkens Opfattelse nu for Tiden lig dette! Naar Lægfolkets Opmærksomhed hendrages paa den Kendsgerning, at Herren lovede at komme igen, og at Profeterne og Apostlerne forudsagde, at Tusindaarsriget eller Genoprettelsestiden vilde blive Følgen af Herrens andet Komme (Ap. G. 3, 19-21), er de tilbøjelige til at tage imod Sandheden og glæde sig over den, ganske som en lignende Klasse gjorde ved hans første Komme. Men i Dag som for 1800 Aar siden har Folkets Yppersteprester og Ledere en mere fremskreden (?) Mening. De hævder, at Forjættelserne om Tusindaarsrigets Velsignelser, om Fred paa Jorden og Velbehag blandt Menneskene, kan og maa faa sin Opfyldelse ved deres Bestræbelser, Missioner m. m. uden vor Herres Jesu personlige Komme; og saaledes gør de Løfterne om hans Genkomst og det kommende Rige hule og indholdsløse.

De nuværende Yppersteprester og Ledere, »Kristenheden«s »Gejstlighed«, paastaar og har tilsyneladende [169] den Tro (hvorved de bedrager sig selv saavel som Folket), at deres Missionsarbejde netop nu er ved at lykkes, og at de uden Herren nu er nær ved at skaffe Verden alle de Tusindaarsrigets Velsignelser, som skildres i Skriften.

Grunden til denne Forblindelse ligger tildels deri, at den forøgede Kundskab og den megen Rejsen frem og tilbage paa Jorden, som er særegen for define hans »Forberedelsesdag«, har været særlig gunstig for Udvidelsen af de civiliserede Nationers Handel og deraf følgende tiltagende timelige Velstand. Æren for alt dette tilskriver Babylon koldblodig sig selv og peger paa alle disse Fordele som Frugterne af dets kristnende og livgivende Indflydelse. Det peger med Stolthed paa den »kristne Nation« Storbritannien og paa dens Rigdom og Velstand som et Resultat af dens kristne Grundsætninger. Men hvorledes forholder det sig i Virkeligheden? Hvert Skridt fremad, som denne eller en anden Nation har gjort, har kun gaaet Haand i Haand med Bestræbelser for at afkaste Aaget af Babylons Undertrykkelse. I samme Forhold som Storbritannien afrystede den pavelige Undertrykkelses Lænker, har det haft Fremgang; og i samme Forhold som det vedbliver at hylde og paavirkes af de pavelige Lærdomme angaaende Forening mellem Stat og Kirke, angaaende guddommelig beskikket kongelig og prestelig Myndighed og Undertrykkelse og at underkaste sig Begærlighedens og Selviskhedens Tyranni, i samme Forhold er det endnu fornedret.

Begær efter Guld og Magt var de Kræfter, ved hvilke hedenske Landes Havne modvillig aabnedes for de saakaldte kristne Nationers Handel, for engelsk og tysk Rom og Opium og amerikansk Whisky (Brændevin) og Tobak. Kærligheden til Gud og Hensynet til de hedenske Nationers Vel havde ingen Del i disse Bestræbelser. Her er en tilsyneladende ubetydelig Episode i vor Tids Historie, som burde faa de saakaldte kristne Nationers Samvittighed, om de har nogen, til at fare sammen. [170] Den muhamedanske. Emir af Nupe, Vestafrika, sendte nylig følgende Budskab til Biskop Crowther, der virker i Negermissionen:

»Det er ikke nogen lang Historie; det drejer sig om Barasa [Rom]. Barasa, Barasa, Barasa! Det har ødelagt vort Land; det har skadet vort Folk meget; det har gjort vort Folk afsindigt. Jeg beder Dig, Malam Kip, glem dog ikke denne Skrivelse, thi vi beder alle om, at han [Crowther] maatte anmode de store Prester [Bestyrelsen for den engelske Kirkes Missionsselskab] om at bede den engelske Dronning [Hovedet for den engelske Kirke] forbyde, at der føres Barasa til dette Land.

For Guds og Profetens Skyld! For Guds og Profetens, hans Sendebuds Skyld, maa han hjælpe os i denne Sag — om Barasa. Sig ham, at inaatte Gud velsigne ham i hans Arbejde. Dette er Ord af Malikes, Emiren af Nupes, Mund.«

Hertil knytter et Baptistblad følgende Remærkning:

»Denne ydmyge Negerhersker røber i dette Brev en Omsorg for sit Folk, som kristne Monarker og Regeringer endnu ikke er naaet frem til; thi ingen kristen Hersker i Europa og ingen Præsident i de Forenede Stater har nogensinde gjort en saadan Henstilling til Bedste for sit Folk. I ingen Trontale ved Parlamentets Aabning, i intet Præsidentbudskab har man nogensinde truffet noget saadant! Skam over vore kristne Regenter! Vinding, det fordømmelige Begær efter Guld, er Loven blandt Købmændene. Og disse er Regeringernes Yndlinge og Herrer.«

Vi vil nu i Sandhedens Navn spørge: Hvorfor kaldes disse Regeringer kristne? Og de Forenede Staters Regering er ingen Undtagelse, uagtet saa mange vedbliver at benævne den en kristen Regering, om end den selv med Rette ikke vedkender sig den ufortjente Titel, skønt tilskyndet dertil af ivrige Sekterere. Fra Boston bliver der stadig sendt store Skibsladninger Rom til Afrika, uhindret fra Regeringens Side og med dennes fulde Tilladelse, medens den tilstaar Titusinder Bevilling til at tilvirke og udskænke det forhadte »Ildvande til deres egne Medborgere, gjort dobbelt skadeligt og forførerisk ved det, som kaldes »Rektifikation«, d. v. s. lovhjemlet Tilsætning af de stærkeste Giftstoffer. Alt dette og meget [171] mere retfærdiggøres og forsvares af »kristne« Statsmænd og Herskere over saakaldte kristne Nationer som en Indtægtskilde — som den letteste Maade, paa hvilken de fra Folket kan indsamle en Del af de til Dækning af Regeringens Udgifter nødvendige Midler. Dette er sikkert Prostitution af den laveste og værste Art! Ethvert tænkende Menneske kan sikkert indse, hvor lidet passende Navnet Kristen er, selv naar det anvendes paa den bedste af de nuværende Regeringer. Forsøget paa at faa Navnet Kristen til at passe paa Egenskaberne hos »denne Verdens Riger, som regeres af »denne Verdens Fyrste«, Satan, og er gennemtrængt af »Verdens Aand«, har gjort alle sande kristne Hjerter raadvilde, fordi de har været bedragne af den Vildfarelse, at de nuværende Regeringer i nogen Forstand skulde være Kristi Rige.

Canon Farrar siger i »Contemporary Review«:

»Den gamle Rovbegærlighed, som kendetegner Slavehandelen, er bleven efterfulgt af den endnu graadigere og endnu mere ødelæggende Rovbegærlighed, som udmærker Brændevinshandelen. Vore Fædre rev et Aag af Svøber fra Afrikas Nakke, vi har paalagt de indfødte Racer et Aag af Skorpioner. Vi har aabnet Afrikas Floder for Handelen kun for at helde i dem Alkoholens rasende, brændende Flod, i Sammenligning med hvilken ingen Helvedsflod er mere blodrød og fordømmelig. Er Nationens Samvittighed død?«

Vi svarer nej! Nationen har aldrig været kristen og har selvfølgelig aldrig haft en kristen Samvittighed eller en kristen Aand. Det meste, der kan siges om dette, er, at Lyset fra Guds i Sandhed indviede Børn har oplyst, forædlet og tvunget den offentlige Mening til et visst Maal af moralsk Reform indenfor de Nationer, i hvilke de »lader sit Lys skinne.

Paa lignende Maade blev Kina og Japan tvunget til en ligesaa skrækkelig Handel tiltrods for sin Modvilje derimod, og det af de samme kristne (?) Regeringer. I Aaret 1840 begyndte Storbritannien en Krig med Kina, som kaldes »Opiumskrigen«, for at tvinge den kinesiske Regering, som ønskede at beskytte sit Folk mod denne [172] frygtelige Forbandelse, til at indføre denne Vare. Krigens Udfald blev en Sejr for Djævelens Sag. Britiske Krigsskibe ødelagde Tusinder af Liv og Hjem og tvang den hedenske Regent i Kina til at aabne Riget for den langsomme Død, som fremkaldes af Opium, Kinas Beruselsesmiddel. Den Nettoindtægt, som den britiske Regering efter at have betalt store Omkostninger for Indsamlingen af Pengene havde af denne Vare, beløb sig, ifølge den officielle Redegørelse i 1872, til over 37 Millioner Dollars (ca. 140 Millioner Kroner) for det foregaaende Aar. Disse 37 Millioner Dollars om Aaret var den egentlige Aarsag til denne Krig — lige det modsatte af Kærlighed til Kinesernes Vel i Nutid og Fremtid. Den Paragraf i Fredstraktaten, som gik ud paa at skaffe de kristne Missionærer Beskyttelse, var kun et Fif for at berolige rettænkende Menneskers Samvittighed — for at faa en stor Forbrydelse til at se ud som en Velgerning, udført af Kærlighed. I Fredstraktaten ved Krigens Slutning blev visse Havne gjort tilgængelige for britisk Handel, og lignende Overenskomster med andre Nationer paafulgte, og nogle gode Resultater blev derved vundet. Ett af disse var, at Kina blev tilgængeligt for Civilisationens Indflydelse. Men den Omstændighed, at nogle faa kristne Mænd og Kvinder traadte frem for at lære Folket nogle af Retfærdighedens Principer, er en Sag, som ikke skyldes den britiske Nation, hvis Formaal var at skaffe sig Handel, og som af Begær efter Guld og ikke for Kinesernes Bedste eller Guds Ære begyndte en vanhellig og uretfærdig Krig mod et Folk, som ikke var saa øvet i denne djævelske Kunst.

Tillige med andre Laster har »Kristenheden« lært Nationerne den værste Form af Afgudsdyrkelse, Dyrkelser af det egne Jeg, af Rigdom og af Magt, for hvis Skyld selv de Mennesker og Nationer, som bekender sig for at være Kristne, er villige til at besvige, skade, ja dræbe hverandre. Den har ogsaa lært dem at bespotte Gud og alle hellige Ting paa ethvert Sprog; thi hver [173] Skibsbesætning fra de forskellige kristne Nationer bespotter Kristi Navn. Men medens de saakaldte kristne Nationers Indflydelse har været en saadan, saa er der dog ogsaa fra deres Midte udgaaet ædle Korsets Budbringere, nogle virkelige Guds Tjenere og ogsaa adskillige mindre ædle, Menneskers Tjenere — i alt dog kun en lille Haandfuld — for at fortælle Hedningerne om Kristus og om virkelig Civilisation.

Det er ikke de alvorlige Missionærer, men de hjemlige —Missionsselskaber sangvinske Embedsmænd, hvilke kun har liden Forstsaaelse af og ofte kun liden virkelig Interesse for den virkelige Tilstand i de fremmede Lande, og hvis Blik hovedsagelig er rettet paa de store Pengesummer, der aariig indsamles og udgives, — som tror, at Hedningeverdenen næsten er omvendt, og at deres Bestræbelser nu er ved at virkeliggøre de forjættede Velsignelser i Tusindaarsriget, uden Herrens andet Komme. Missionærer, som har været med i første Række, melder i Almindelighed om Skuffelser, undtagen naar de kan oplive sit Haab tiltrods for de virkelige Forhold og sund Dømmekraft. En af disse, Dr. teol. I. C. R. Ewing, som havde tilbragt 9 Aar paa Indiens Missionsmark, indrømmede i et Foredrag, son han nylig holdt i kristelig Forening for unge Mænd i Pittsburg, at Virkningen af Civilisations- og Missionsarbejdet for nærværende ikke alene er den, at de hedenske Religioner nedbrydes, men ogsaa, at al religiøs Tro bliver ophævet og Folket gjort til Fritænkere. Men hans faste Haab er, at det næste Skridt vil blive fra Fritænkeri til Kristendom — i Sandhed et urimeligt Haab, hvad Erfaringen her i de civiliserede Lande jo tydelig beviser. Vi uddrager fra den offentlige Presses Referater over hans Foredrag følgende:

»Indien skylder Kristendommens direkte og indirekte Indflydelse meget. Den har gjort meget for at nedbryde den gamle Forestilling om materielle Guder og til i dens Sted at opbygge Forestillingen om en eneste højeste Gud, som Folkene i Vesten [Europa og Amerika] tilbeder. [En tydeligere Forklaring vilde være, at de modtager [174] den indenfor Ateismen sædvanlige Forestilling, at Naturen er den højeste og eneste Gud.]

Blandt de 263 Millioner Folk i det Land er der 10 Millioner unge Mænd, som taler det engelske Sprog og undervises i de vestlige Landes Begreber, hvori vi undervises. De højeste Kaster er grundig hjemme i den Literatur, Religion og Videnskab, som udgør Grundvolden for Folkets Opdragelse her i Landet. Den gamle Forestilling om en hævngerrig Gud, som maatte formildes ved talrige Gaver og mange Bønner, har maattet vige for den moderne Fritænkeraand. Den dannede Klasse i Østen tror ikke mere paa sine Fædres Guder. De har forladt dem for bestandig og erstattet dem med de Lærdomme, som fremsattes af Oberst Robert G. Ingersoll, af Paine, Voltaire, Bradlaugh og enhver ateistisk og panteistisk Lærer. Den skeptiske Tidsalder vil snart forsvinde, og Vesten vil, ligesom den har givet Indien sine Begreber, ogsaa give den sin kristne Guds­dyrkelse.

De unge Mænd i Indien er godt opdragne, skarpe Iagttagere, intelligente, godt inde i alle Sager, der angaar andre Nationer foruden deres egen, og — skønt det lyder besynderligt — vel kendt med vor Bibel. De kender den i Sandhed saa godt, at ingen, som ikke er godt bevandret i dens Lærdomme og i kristelig Teologi, kunde gøre sig Haab om med Held at svare paa alle de Indvendinger, de fremkommer med imod den. Den sæd­vanlige Forestilling, at en Missionær sidder i Skyggen af et Træ og underviser nøgne Vilde, som samler sig omkring ham, er helt fejlagtig. I Indien træffer Missionæren intelligente og dannede Mænd, og han maa være godt udrustet for at kunne faa Indflydelse over dem. De er, foruden at være forstandige, et Folk med smukt Udseende, elskværdige, høflige, belevne, og behandler Udlændinge med den største Ærbødighed og Agtelse.«

De ubøjelige Kendsgerninger, Taleren anfører, beret­tiger sikkert ikke hans urimelige Haab. Erfaringen har vist, at de forkludrede Bevisgrunde, som bliver fremsat af Sektererne — hvis Vildfarelser forvrænger og skæmmer det lille Maal af Sandhed, de sidder inde med, — sjelden leder ærlige eller spottende Tvivlere til Omvendelse. Sikkert kan alle, undtagen de blinde, se, at dersom de 1,000 Millioner Hedninger blev omvendt til de 400 Millioner saakaldte Kristnes Tilstand, vilde det [175] blive et aabent Spørgsmaal, som det var i den jødiske Tidsalder (Matt. 23, 15), hvorvidt de ikke blev endnu mere skikket til Tilintetgørelse, end de var, da de levede i sin oprindelige hedenske Overtro. Sikkert kan ingen med et sundt Sind paastaa, at Omvendelse til en saadan Tilstand, som den saakaldte Kristenhed nu er i, opfylder Beskrivelsen af Tusindaarsrigets Velsignelser, Fred og Velbehag, forudsagt af Profeten og i Korthed sammenfattet i, disse Ord af Herrens Bøn: »Komme dit Rige, ske din Vilje paa Jorden, som den sker i Himmelen.« — Luk. 11, 2.

Er det, naar alt kommer til alt, overraskende, at denne Masse af 400 Millioner, som af Navn udgør Kristi Menighed og kalder sig selv for hans Rige — »Kristenheden« — ikke anerkendes af Herren, men af ham erholder det mere passende Navn Babylon (Blanding, Forvirring)? Og er det noget Under, at disse, med sine Forestillinger om Kristi Rige og om Maaden for og Resultatet af dets Udbredelse i hele Verden, er uforberedt for det virkelige Rige og uvillige til at modtage den nye Konge, ligesom det forbilledlige Hus' Ledere af lignende Grunde var uberedt ved det første Komme. Det kan heller ikke betvivles, at de Kejsere, Konger og Fyrster, som nu hovedsagelig bruger sin Indflydelse og Magt til Selvophøjelse, og som udruster og underholder Millioner af bevæbnede Mænd, forat disse skal beskytte og bevare dem i deres kejserlige Overdaadighed og Herskerstilling, hellere vilde se Millioner blive slagtet og andre Millioner gjort til Enker og faderløse ligesom forhen, end skilles ved sine nuværende Fordele. Er det saa underligt, at disse hverken ønsker, venter eller tror paa et saadant Rige, som er forjættet i Skriften? — et Rige, i hvilket de høje, stolte og fornemme skal fornedres og de ringe løftes op til den almindelige, rette og bestemte Plads? Er det underligt, at alle, som er i Sympati med nogen Slags Undertrykkelse, Udpresning eller tyngende Monopol, gennem hvilke de vinder eller haaber at vinde uretfærdige [176] Fordele over sine Medmennesker, vilde være sene til at tro paa et Retfærdsrige, hvor ingen uretfærdig og egenkærlig Handling vil blive tilladt? Og kan vi undres over, at saadanne er sene til at tro, at dette Rige er nær, ja lige for Døren?

Vi kan heller ikke undres over, at de store, Ypperste­presterne og Lederne i Kristenheden«, hvilke søger Vinding hver fra sin Forsamling eller Sekt (Es. 56, 11), ikke genkender og derfor forkaster den aandelige Konge, som nu er nærværende, ligesom det kødelige Israels Lærere forkastede ham, da han var nærværende i Kødet. Og ligesom Herren forkastede, afhuggede og udstødte mange af de »naturlige Grene« fra Yndest og kastede dem ud i Trængselens Ild og kun sparede de sande Israeliter som Grene, ser vi, at den samme Visdom i denne Høsttid ogsaa prøver de »vilde Grene« (Rom. 11, 21. 22) og afskærer fra Yndest og fra Rodens Fedme (den abrahami­tiske Forjættelse) denne store Mængde af bekendende Grene, hvis Karakter, Formaal og Sindelag i Sandhed er fremmed og vild — vidt forskellig fra Guds Forjættelse og Plan, fremstillet i Roden.

Det er ikke underligt, at den nærværende Høst bærer Vidne om en Adskillelse af de sande Kristne fra de blotte Bekendere, ligesom der i den jødiske Høst fandt en Adskillelse Sted mellem de sande Israeliter og de blotte Bekendere. Det er kun, hvad vi fornuftigvis kunde have ventet, selv om Guds Ord ikke havde aabenbaret os, at den store Masse skulde forkastes i Egenskab af Babylon. — Jfr. Rom. 11, 20-22 med Aab. 3, 16; 18, 4.

Babylons (»Kristenhedens«) Forkastelse i 1878 var Forkastelsen af den store Mængde Bekendere — »Hæren« som Daniel benævner dem for at skelne dem fra Helligdommen eller Tempelklassen. Helligdomsklassen vil ikke blive prisgivet eller efterladt øde. Nej, takket være Gud, Helligdommen skal herliggøres; Herrens Herlighed skafylde hans Tempel, naar dets sidste levende Sten er pol leret, godkendt og indsat paa sin Plads (1 Pet. 2, 5. 6.) [177] Vi har set, hvorledes en saadan Helligdomsklasse har eksisteret gennem hele Tidsalderen, hvorledes den blev besmittet og dens kostelige Kar (Lærdomme) vanhelliget, og hvorledes dens Renselse fra Vildfarelser gradvis er gaaet for sig. Denne Klasse har hele Tiden været den sande Menighed, selv medens Navn-Systemerne endnu i noget Maal blev anerkendt og i nogen Udstrækning brugt. Efter Forkastelsen af Navn-Systemerne bliver dog nu, som i den jødiske Høst, kun den sande Menighed eller Helligdom anerkendt og brugt som Guds Talerør. Kaifas, en Yppersteprest i det kødelige Israel, blev brugt af Gud som et Redskab til at udsige en stor Lærdom og Profeti nogle faa Dage, før det System blev forkastet (Joh. 11, 50. 51. 55; 18, 14). Men vi har ingen Antydning i Skriften om, eller ellers nogen Grund til at tænke, at Gud nogensinde brugte eller anerkendte den Menighedsnation, dens Ledere eller Repræsentanter, efterat den var bleven forkastet. Og den samme Lærdom maa man have klart for sig her i Forbindelse med Babylon. Det er »udspyet af Herrens Mund; og aldri skal Brudgoms eller Bruds Røst mere høres i det. — Aab. 18, 23.

Det er forgæves, at nogle søger at fremkomme med Forsvar for sin Afdeling af Babylon, og, skønt de erkender den profetiske Beskrivelses Rigtighed, paastaar, at deres Sekt eller særlige Forsamling er en Undtagelse f ra Babylons Karakter i Almindelighed, og at det følgelig ikke kan, være den, Herren kalder dem til at trække sig tilbage fra, formelt og offentligt, ligesom de en Gang sluttede sig dertil.

Lad saadanne huske, at vi nu er i Høstens Adskillel­sestid, og ihukomme Herrens tydelig udtalte Grund til at kalde os ud af Babylon, nemlig: »forat I ikke skal blive delagtig i hendes Synder«. Husk atter paa, hvorfor Babylon benævnes saaledes. Tydelig nok paa Grund at dets mange Lærdoms-Vildfarelser, som, blandet med nogle faa guddommelige Sandheder, foraarsager stor Forvirring, og paa Grund af det blandede Selskab, som [178] er bragt sammen ved Blandingen af Sandhed og Vildfarelse. Og fordi de vil holde paa Vildfarelserne paa Bekostning af Sandheden, bliver denne gjort værdiløs og ofte værre end meningsløs. Den Synd at holde paa og lære Vildfarelse paa Sandhedens Bekostning har hver Sekt i Navnkirken uden Undtagelse gjort sig skyldig i. Hvor er den Sekt, som vil hjælpe dig at søge flittig i Skriften, forat du kan vokse derved i Naade og Sandhedens Kundskab? Hvor er den Sekt, som ikke vil hindre din Vækst, baade ved sine Lærdomme og sine Skikke? Hvor er den Sekt, i hvilken du kan lyde Mesterens Ord og lade dit Lys skinne? Vi kender ingen.

Dersom nogen af Guds Børn i disse Organisationer ikke kan indse sin Trældom, er det fordi de ikke søger at bruge sin Frihed, fordi de sover paa sin Post istedetfor at være virksomme Husholdere og trofaste Vægtere (1 Tess. 5, 5. 6). Lad dem vaagne op og søge at bruge den Frihed, de tror sig at have; lad dem vise sine Trosfæller, hvori disses Trosbekendelse kommer til­kort, sammenlignet med den guddommelige Plan — hvor de afviger fra den og løber i modsat Retning; lad dem vise, hvorledes Jesus Kristus ved Guds Naade smagte Døden  for alle; hvorledes denne Kendsgerning og de deraf flydende Velsignelser »i den belejlige Tid« skal kundgøres for hvert Menneske; hvorledes i »Vederkvæ­gelsens Tider« Genoprettelsens Velsignelser skal strømme ud til hele Menneskeslægten. Lad dem endvidere fremholde Evangelie-Menighedens høje Kald, de strenge Vilkaar for Medlemskab i dette Legeme, og Evangeliealderens særlige Mission at udtage et særskilt »Folk for hans Navn«, hvilket i sin Tid skal ophøjes til at regere med Kristus. De, som saaledes vil forsøge at bruge sin Frihed til at forkynde de gode Tidender i nærværende Synagoger, vil enten derved omvende hele Forsamlingen eller ogsaa vække en Storm af Modstand. De vil sikkert udstøde dig af sin Synagoge og skille sig fra dit Selskab og sige allehaande ondt om dig, falskelig, for Kristi Skyld. Og [179] ved at gøre saaledes vil mange uden Tvivl tænke, at de gør Gud en Tjeneste. Men dersom du saaledes er trofast, vil du blive mere end trøstet ved de dyrebare Forjættelser i Es. 66, 5 og Luk. 6, 22: »Hører Herrens Ord, I, som er forfærdet over hans Ord! Eders Brødre, som hader eder, som støder eder fra sig for mit Navns Skyld, siger: Lad Herren vise sin Herlighed, forat vi maa se eders Glæde! De skal blive tilskamme.« »Salige er I, naar Menneskene hader eder, og naar de forstøder eder og spotter eder og forskyder eders Navn som ondt for Menneskenes Søns Skyld. Glæder eder paa den samme Dag og springer af Fryd! Thi se, eders Løn er stor i Himmelen. Ligesaa gjorde deres Fædre med Profeterne. »Men ve eder, naar alle Mennesker taler vel om eder! Thi ligesaa gjorde deres Fædre med de falske Profeter.«

Dersom alle i den Menighed, i hvilken du tilbeder Gud, er hellige — dersom alle er Hvede og ingen Klinte imellem — saa har du fundet et meget mærkværdigt Folk, som vil modtage Høstsandheden med Glæde. Hvis ikke, maa du vente, at den nærværende Sandhed vil skille Klinten fra Hveden. Og endnu mere: du maa gøre din Del ved at fremstille selve de Sandheder, som vil foraarsage Adskillelsen.

Dersom du vil være en af de sejrvindende hellige, maa du nu blive en af »Høstfolkene«, som slaar til med Sandhedens Le. Dersom du er tro mod Herren, Sandheden værdig og værdig til Meddelagtighed i hans Herlighed, vil du glæde dig over at deltage med Overhøst­manden i det nærværende Høstarbejde, lige meget hvor tilbøjelig du af Naturen kunde være til at glide jevnt gennem Verden.

Dersom der er nogen Klinte blandt Hveden i den Forsamling, du er Medlem af, hvad der altid er Tilfældet, vil meget afhænge af, hvilken Slags, der udgør Flertallet. Dersom Hveden er den overvejende Del, vil Sandheden, hvis den bliver vist og kærlig fremstillet, gøre et godt Indtryk; og Klinten vil ikke ret længe bryde sig om at [180] blive der. Men dersom Størsteparten er Klinte, — hvad de ni Tiendedele eller mere i Regelen er — vil Virkningen af den omhyggeligste og kærligste Fremstilling af Høst­sandheden vække Bitterhed og stærk Modstand; og der som du vedbliver at forkynde de gode Tidender og blotte de længe rodfæstede Vildfarelser, vil du snart blive »ud stødt for Sektens Fremgangs Skyld, eller din Frihed vil blive saa indskrænket, at du ikke vil kunne lade dit Lys skinne i den Forsamling. Din Pligt er da klar: aflæg dit kærlige Vidnesbyrd om Herrens Godhed og Visdom i hans store Tidsalders-Plan, og skil dig offentlig fra den efter vist og sagtmodig at have angivet din Grund derfor.

Der er forskellige Grader af Trældom blandt de forskellige Sekter i Babylon — »Kristenheden«. Nogle, som fortrydelig vilde tilbagevise det fuldkomne og absolute Slaveri i Spørgsmaalet om den enkeltes Samvittighed og Dømmekraft, som Katolicismen kræver, er ganske villige til selv at blive bunden og ivrige efter at faa andre bunden i en eller anden protestantisk Sekts Trosbekendelser og Dog­mer. Dog er det sandt, at deres Lænker er længere og lettere end den romerske Kirkes og de mørke Tidsaldres. Det er, saavidt som det rækker, virkelig godt, i Sandhed Refor­mation, et Skridt i den rigtige Retning henimod fuld Frihed, henimod Menighedens Tilstand i Apostlernes Dage. Men hvorfor overhovedet bære menneskelige Lænker? Hvorfor i det Hele taget binde og begrænse vor Samvittighed? Hvorfor ikke staa fast i den fulde Frihed, hvormed Kristus har gjort os fri? Hvorfor ikke forkaste alle de Anstrengelser, som fejlbare Mennesker har gjort for at lænke Samvittigheden og hindre Undersøgelse? — ikke alene de anstrengelser, der er bleven gjort i Fortiden, i de mørke Tidsaldre, men ogsaa de forskellige Reforma­torers Anstrengelser i den Fortid, der ligger os nærmest? Hvorfor ikke beslutte os til at være som den apostolske Menighed var: fri til at vokse i Kundskab saavel som i Naade og Kærlighed, alt eftersom Herrens »bestemte Tid« [181] mere og mere klart afslører hans naadefulde Plan? Alle ved sikkert, at naar de slutter sig til en af disse menneskelige Institutioner og modtager dens Trosbekendelse som sin egen, binder de sig selv til at tro hverken mere eller mindre, end den siger. Dersom de tiltrods for den Trældom, de frivillig har givet sig ind under, skulde tænke selvstændig og modtage Lys fra andre Kilder, — større Lys end det, som den Sekt, de har sluttet sig til, kan glæde sig ved — saa maa de enten blive utro mod Sekten og sin Pagt med den om ikke at tro noget, der strider mod dens Bekendelse, eller ogsaa maa de ærlig kaste tilside og forskyde den Bekendelse, de er vokset ud af, og komme ud af en saadan Sekt. At gøre dette kræver Naade og koster nogen Anstrengelse, da det som oftest afbryder behagelige Forbindelser og udsætter den ærlige Sandhedssager for de dumme Beskyldninger for at være en »Forræder« mod Sekten, en »Vendekaabe«, en »ubefæstet« o. s. v. Naar nogen slutter sig til en Sekt, ansees hans Dommekraftf or helt og holdent at være overladt til den Sekt, og han er derfor ikke sin egen. Sekten paatager sig at bestemme for ham, hvad der er Sandhed, og hvad der er Vildfarelse, og han maa, for at være et tro, paalideligt og sandt Medlem, tage imod sin Sekts Afgørelser, fremtidige saavel som fortidige, om alle religiøse Emner, tilsidesætte sin egen personlige Mening, undgaa en selvstændig Ransagelse, forat han ikke skal vokse i Kundskab og gaa tabt som et Medlem af Sekten. Dette Samvittigheds-Slaveri under en Sekt og Trosbekendelse bliver ofte fremstillet i saa mange Ord, naar en saadan erklærer, at han »tilhører« en saadan Sekt.

Medens disse Sektvæsenets Lænker saa langt fra bli­ver ret erkendt sogn Lænker og Baand, bliver de tvertimod æret og baaret som Prydeiser, som Tegn paa Hæder og Bevis paa Karakter. Saa vidt er Bedraget gaaet, at mange af Guds Børn vilde skamme sig ved at sige at de ikke har saadanne Lænker — lette eller tunge, lange eller korte — med Hensyn til personlig Frihed. De skammer [182] sig ved at sige, at de ikke er i Trældom under nogen Sekt eller Bekendelse, men »tilhorer» Kristus alene.

Heraf kommer det, at vi undertiden ser et ærligt sandhedssøgende Guds Barn gaa fra det ene Samfund til det andet, ligesom et Barn gaar fra den ene Klasse i Skolen til den anden. Dersom han er i den romerske Kirke, naar hans Øjne bliver opladt, gaar han ud af den og falder sandsynligvis ned i en eller anden Gren af Metodisternes eller Presbyterianernes Systemer. Dersom hans Trang til Sandhed ikke helt kvæles her eller hans aandelige Sans bedøves af Verdens Aand, kan man faa Aar efter finde ham i en eller anden Gren af Baptist­systemet; og dersom han stadig vedbliver at vokse i Naade og Kundskab og Kærlighed til Sandheden og i Værdsættelse af den Frihed, hvormed Kristus har gjort os fri, kan man tilsidst finde ham denor al menneskelig Organisation, kun forenet med Herren og  hans hellige, kun bundet med Sandhedens og Kærlighedens ømme, men stærke Baand, ligesom den første Menighed. — 1 Kor. 6, 15. 17; Ef. 4, 15. 16.

Den Følelse af Uro og Usikkerhed, som mange har, naar de ikke er lænket til en eller anden Sekt, er almindelig kendt. Den fødes af det af Pavedømmet først ud­bredte falske Begreb, at det er nødvendigt at være Medlem af en jordisk Organisation, hvis man vil behage Herren og have det evige Liv. Disse jordiske, menneskelige, organiserede Systemer, saa forskellige fra den enkle, ubundne Forening i Apostlernes Dage, bliver ufrivillig og næsten ubevidst betragtet af de Kristne som ligesaa mange kristne Livsforsikrings-Selskaber, til hvilke Tid, Penge, Ærbødighed o. s. v. maa betales regelmæssig for at sikre sig Hvile og Fred efter Døden. Idet Folk handler efter dette falske Begreb, er de næsten ligesaa nervøst ivrige efter at blive bunden i en anden Sekt, dersom de kommer ud af en Sekt, som de er efter at faa sin Assurance-Police fornyet i et eller andet solidt Selskab, naar den er udløben.

[183] Men ingen jordisk Organisation kan give Adgangskort tril den himmelske Herlighed. Alle er nødt til at indrømme, at den sande Menighed er den eneste, hvis Navnefortegnelse er bevaret i Himmelen og ikke paa Jorden. De bedrager Folket ved at paastaa, at det er nødvendigt at komme til Kristus gennem dem, nødvendigt at blive Medlem af en eller anden Sekt for at blive Lem paa »Kristi Legeme«, den sande Menighed. Medens Herren ikke afviser nogen, om kommer til ham gennem Sektvæsenet, og ikke lader nogen, som ærlig søger, gaa tomhændet bort, siger han os derimod, at vi ikke behøver saadanne Hindringer, men at det var meget bedre, om vi var kommen direkte til ham. Han raaber: »Kommer hid til mig;« »tager mit Aag paa eder og lærer af mig;« »mit Aag er gavnligt og min Byrde er let, og I skal finde Hvile for eders Sjæle.« Gid vi før havde givet Agt paa hans Røst! Vi vilde da have undgaaet mange af Sektvæsenets tunge Byrder, mangen Fortvivlelsens Sump, mange Tvivlens Slotte, Forfængelighedens Markeder, det verdslige Sinds Løver o. s. v.

Mange, som er født i disse Sekter eller indplantet deri i sin Barndom, har dog, uden at spørge Systemerne, vokset sig frie i Hjertet og er ubevidst gaaet over den Trosbekendelses Grænser og Baand, til hvilken de bekender sig, og hvilken de støtter med sine Midler og sin Indflydelse. Faa af disse har set Fordelene ved den fulde Frihed eller Tvangen ved den sekteriske Trældom. Heller ikke har den fulde og hele Adskillelse været paabudt før nu i Høstens Tid. Nu høres Herrens Ord: Kom ud fra dem, renser eder (for falske Læredomme og falske Handlinger) I, som bærer Herrens Kar (Sandheder, Lærdomme). — Es. 52, 11.

Nu er Øksen lagt ved Roden af det navnkristne Sy­stem — Babylon, »Kristenheden« — ligesom ved det no­minelle jødiske System ved det første Komme; og det store System, i hvilket Himmelens Fugle elsker at sidde, og som de har tilsmudset alvorlig, og som i Sandhed er blevet »et Bur for alle urene og afskyede Fugle« (Aab. 18, 2), [184] skal nedhugges og skal ikke længere have Lov til at bedrage Verden. I dets Sted vil det sande Olietræ, hvis Rødder er Guds sande Forjættelser, og hvis Grene er de i Sandhed fuldt indviede og trofaste i denne Tids­alder, »hvis Navne er skreven i Himmelen«, sees at være Lammets sande og eneste Medarvinger og Brud. — Aab. 17, 14.

Helligdomskiassens Prøve og Sigtelse.

Endskønt det at komme ud af Babylon er et langt Skridt i Retning af fuld Sejr, er det dog paa ingen Maade det sidste; og vi maa være omhyggelig paa Vagt imod Tilbøjeligheden til at hvile efter hvert Skridt fremad paa Vejen.

»Tro aldrig Striden er fuldent,
og at du Ro har fundet.
Dit Værk vil ikke være endt,
før du har Kronen rundet.«

Det Skridt, som fører ud af Babylon, er i Alminde­lighed en Følge af andre Skridt, der er taget i Lydighed, og som efter Tur har øvet og styrket Karakteren til efterfølgende Kampe og Sejre. Og det vil blive efterfulgt af andre Prøver og Lejligheder til at overvinde, i Betragtning af hvilke Apostelen Paulus skrev (Gal. 5, 1) »Staa fast i den Frihed, hvormed Kristus har frigjort os, og lad eder ikke atter holde under Trældoms Aag.« Enhver, som lærer at kende Guds Børns Frihed og den fulde Befrielse fra Babylons Trældom, kan vente, at den store Modstander vil gøre Forsøg paa at bringe ham under andre Trældomsaag eller faa ham til at snuble. Herren tillader disse svære Prøvelser, forat den Klasse, som nu udsøges, kan blive aabenbar og beredt for hans Tjeneste i Rigets Herlighed.

Den Prøve og Sigtelse, som fandt Sted i den jødiske Høst, var et Forbillede paa, hvad vi kan vente nu. Templet eller Helligdomsklassen var ved det første Komme repræsenteret af Herrens Disciple, om hvem han [181] sagde: »I er rene, men ikke alle«; og efterav det nominelle Israel var forkastet (Aar 33), fulgte en svær Prøvelse for dem, som repræsenterede Guds Tempel, forat de rene kunde blive skilt fra de urene. Peter blev sigtet og var nær bukket under (Luk. 22, 31; Matt. 26, 74. 75; Joh. 21, 15-17), men fordi han var »ren«, sand i Hjertet, var han i Stand til at komme sejrrig igennem. Judas blev ogsaa prøvet, og han viste sig at være uren, villig til at sælge Sandheden for jordiske Fordele, at fornegte Herren for Penge og forraade ham med et Kys, som er et Udtryk for Kærlighed.

Ligesaa er der her i denne Høsttid en renset Hellig­dom, og tæt forbundet med den nogle, som ikke er rene. Og siden Babylons Forkastelse i 1878 og Kaldet, der da begyndte at lyde, til at komme ud af det, har et Prøve og Sigtelsesarbejde gaaet for sig blandt dem, som er kommen ud. Uden Tvivl var Peter og Judas Forbilleder paa lignende Klasser nu blandt dem, som er kommen ud af Babylon, og som er bleven renset fra mange af' dens Lærdoms-Besmittelser, — en Klasse, som forbliver tro mod Herren og mod Sandheden, og en anden Klasse, som viser sig at være utro, som ikke iler fremad for at kende Herren mere fuldkomment, men som vender sig til daarlige og falske Lærdomme, ofte værre end dem, fra hvilke de var undflyet.

Denne Prøvelse og Sigtelse af Tempelklassen i denne Høst, siden 1878, blev forud betegnet ved Herrens forbilledlige Handling, da han rensede Templet efter at have taget sit Kongeembede og udtalt Dommen over den nominelle jødiske Menighed. Efter at have erklæret, at deres Hus var ladt øde, gik han videre til Templet i Jerusalem, Forbilledet paa det sande Tempel eller Helligdom, lavede en Svøbe af Snore og brugte den til at drive Vekselererne ud; og han væltede Bordene for dem, som solgte Duer.

Svøben, som blev brugt i denne forbilledlige Handling, er et Billede paa de forskellige Sandheder, som i [186] den nærværende Høst bruges indenfor Tempelklassen til at retlede og prøve og til at udskille de urene. De Sandheder, som nu er afsløret, aabenbarer saa klart Guds fuldkomne Vilje, Vigtigheden af fuld Indvielse til hans Tjeneste og Snæverheden af den Vej, som maa tilbagelægges af dem, der vandrer i Mesterens Fodspor, saa at de, der har sluttet sig til denne Klasse i en eller anden uren Hensigt, stadig bliver hudstrøget af Sandheden, indtil de bliver tvunget til at skille sig ud fra Helligdomsklassen.

Omendskønt flere af Herrens Lignelser viser den almindelige Adskillelse af »Helligdomsklassen« fra »Hæren« eller den store Masse af kristne Bekendere, er der dog to, der gaar endnu videre og viser den efterfølgende Prøvelse og Sigtelse af Helligdomsklassen — Udskillelsen af Sejrvinderne, som skal arve Riget (Aab. 3, 21), fra andre ærlig indviede, som, overvundet af Verdens Aand, forsømmer at opofre nærværende Fordele og menneskelig Ære for den store Ære, som er af Gud.

Medens Lignelsen om de ti Jomfruer viser, at alle Jomfruerne eller den offerviede Klasse er adskilt fra Babylon, afmærker den dog tydelig en Prøvelse eller Adskillelse, som finder Sted indenfor denne Klasse — en Adskillelse af de kloge Jomfruer, som er fulde af Tro og brændende Kærlighed og en nidkær Lydighedsaand, fra de daarlige (ukloge) Jomfruer, som tillod sin første Kærlighed og brændende Aand at blive kold og sin Tro og punktlige Lydighed som en Følge deraf at slappes. De kloge, som lever i fuld Harmoni med den Pagt, de har sluttet med Gud om Offer, og som alvorlig spejder efter Herrens lovede Genkomst, er rede til at værdsætte det glade Høstbudskab, at erkende de forudsagte Tegn paa Mesterens Nærværelse og bestaa en hvilken som helst Prøve, som det maatte behage ham at sætte dem paa for at prøve deres Troskab og Hengivenhed. Disse, som er vaagne og spejdende, hører Herrens Banken gennem Profeternes Ord, som forkynder hans Nærværelse; [187] og for dem er nærværende Tab og Kors, der bliver ydmygt baaret for Sandhedens Skyld, velkommen som Forløbere for den varige Fred, Glæde, Herlighed og Velsignelse, som skal følge efter.

Da Profetiens Banken, som meldte om Herrens Nærværelse, blev hørt i Efteraaret 1874, begyndte den næsten straks at erkendes; og hurtig lød Raabet: »Se Brudgommen! Gaa ham i Møde.« Og Raabet lyder endnu og vil vedblive at lyde, indtil alle, der hører til den indviede Jomfruklasse, har hørt det og har faaet sin Hengivenhed og Troskab prøvet derigennem. De kloge, som har sine Lamper (Guds Ord) pudset og brændende og Olie (den Helligaand) i sine Kar (sine Hjerter), vil alle erkende Herrens Nærværelse; og ved at ordne sin Vandel og sine Anliggender i Overensstemmelse med sin Tro vil de gaa frem for at mode den elskede Brudgom og med ham sætte sig ned til Bryllupsmaaltidet.

De jødiske Bryllupsskikke danner et smukt Billede paa Menighedens Trolovelse og Bryllup med Kristus, dens Herre. Trolovelsen var en formel Overenskomst med højtidelige Løfter om Troskab paa begge Sider. Kvinden forblev i sin Faders Hus, indtil hun blev bragt til sin Mands Hjem, sædvanlig omkring et Aar efter Forlovelsen. Ægteskabets Fuldbyrdelse bestod i, at Hustruen blev modtaget i det Hjem, der var blevet beredt for hende af hendes Mand, og den blev fejret med en stor Fest, som varede flere Dage, og som kaldtes Bryllupsfesten. Paa en fastsat Tid begav Brudgommen sig afsted for at hente sin Brud, som var rede til at modtage ham og, fulgt af sine Veninder med Lamper og andre nødvendige Ting, ledsage ham til deres fremtidige Hjem og til den Fest, som han havde beredt.

I Lignelsen bliver Bruden slet ikke omtalt, men alle de »kloge Jomfruer« er nævnet som dem, for hvem Brudgommen kommer, og som ledsager ham og faar Del i de beredte Bryllupsglæder. Og dette er baade rigtigt og nødvendigt, fordi Kristi Brud bestaar af mange Lemmer [188] eller Personer, som saa skønt fremstilles ved de kloge Jomfruer. De daarlige Jomfruer, som først senere opnaar Lyset og Erfaringen, men som gaar Glip af den »kloge«, trofaste Brudeklasses høje Ophøjelse, vil uden Tvivl være den Klasse, som omtales i Ps. 45, 14. 15 som »Jomfruerne, hendes Veninder, der følger hende«, hvilke i sin Tid vil blive begunstiget af Kongen, men ikke i saa høj en Grad.

Den Stilling, de kloge Jomfruer indtog, viser paa en passende Maade, hvad der er den eneste rigtige Stilling for Herrens Trolovede, den indviede Menighed, idet de var rede, ventende og spejdende efter Brudgommens Komme. Om en Brud forsømte eller var uforberedt til dette det betydningsfuldeste Øjeblik i hendes Liv, vilde det bevise, at hun var uværdig til denne Ære; og saaledes er det med Menigheden: »Hver den, som har dette Haab til ham, han renser sig selv«, søger at indtage en saadan Stilling med Hensyn til Hjerte og Liv, som behager Brudgommen, og længes efter og venter paa den salige Forening og Højtid, som er lovet af ham, der sagde: Jeg gaar bort at berede eder Sted, og jeg vil komme igen for at tage eder til mig.

To Ting frem gaar tydelig af denne Lignelse: først, at dette særlige Træk i Sandheden (Kundskaben om Brudgommens Nærværelse) ikke er bestemt for Verden i Almindelighed, heller ikke for Navrekirken i Almindelighed, men kun for Jomfruklassen, de indviede, dernæst er det klart, at dette Budskab om Herrens Nærværelse vil foraarsage en Adskillelse, som vil prøve hver enkelt af Jomfruerne og tydelig aabenbare de kloge, trofaste og værdige i Modsætning til de utro og daarlige Jomfruer.

O hvilke Rigdomme af Naade der er indesluttet i dette herlige Budskab: »Se Brudgommen!« Og dog er det en stor Hemmelighed, som kun er kendt blandt de hellige, thi Verden kan ikke annamme det. Det er Daarskab for den og vil være det. indtil alle Jomfruerne har hørt det og de vise blandt dem er gaaett helt ind; indtil [189] »Døren bliver lukket« og den »luende Ild«, som tændes af den store Trængselstid, der da skal følge paa, bringer hvert Øje til at se (erkende) Herrens Nærværelse, og at hans Rige er begyndt.

Med hvilken kongelig Yndest kommer ikke Jehovas Budskab til hans Tjenere og Tjenerinder: »Hør, Datter, og giv Agt og bøj dit Øre og glem dit Folk og din Faders [Adams] Hus [de menneskelige Forbindelser, Haab, Formaal og Forrettigheder]; saa skal Kongen [den Herre Jesus] faa Lyst til din Skønhed! Thi han er din Herre, og du skal tilbede ham « (Ps. 45, 11. 12). Og hvem er disse, som skal modtage en saadan Gunst? Det er »de kaldede og udvalgte og trofaste«. »Kongedatteren [Jehovas Datter, thi som saadan erkendes Jesu Brud] er aldeles herlig indvendig« (eng. Overs.). Hendes Skønhed er Hellighedens Skønhed. Udvendig for Verdens Øjne er hun ikke herlig, og ligesom hendes Herre i hans Fornedrelse er hun foragtet og forkastet af Mennesker. Men hun skal ikke altid være saaledes; naar hun har fulgt ham i hans Fornedrelse, skal hun ogsaa faa Del i hans Herlighed. Som en ny Skabning vil hun i sin Tid blive iklædt hans guddommelige Natur — »hendes Klædebon [naar hun er herliggjort] er gennemvirket med Guld«. Guld er Symbol paa guddommelig Natur. »Hun skal føres frem for Kongen i stukne Klæder« — i den usmykkede hvide Dragt, hvormed hendes Herre selv har forsynet hende, hans Retfærdigheds Klædning, paa hvilken hun med megen Omhu vil have broderet de kristne Dyders smukke Prydelser. Og stor vil Glæden blive i Himmelen og paa Jorden ved hendes rigelige Indgang i Kongens Palads (2 Pet. 1, 5-8. 11); mange vil sige: »Lad os glæde og fryde os og give ham Æren; thi Lammets Bryllup er kommet, og hans Brud har gjort sig rede« (Aab. 19, 7). »Og Tyrus' Datter [de stærke paa Jorden] skal være der med Gaver, og de rige blandt Folket skal bønfalde dig om din Yndest.« . . . »Jeg vil prise dit Navn blandt alle Slægter; derfor [190] skal alle Folkene love dig evindelig og altid.« — Ps. 45, 12-18.

I Sandhed »kloge« vil de af de indviede vise sig at være, som tilsidesætter Verdens Fortryllelser og jordiske Forhaabninger og Belønninger, og som med Hjerter, der giver sig hen til og længes efter den Elskede, bliver funden rede og værdige til den store forjættede Ophøjelse som Bruden, Lammets Hustru.

At de siden tager sin Lampe og følger Brudgommen fremstiller, at de forlader alt andet for at følge Kristus i denne hans Nærværelses Tid, og dette er ensbetydende med at forlade Babylon, hvor Jomfruerne hovedsagelig har været, fordi Sandheden, som aabenbares af Høsttidens Lys, angiver denne Adskillelse af Hveden fra Klinten. Omhyggelig Pudsning aabenbarer dette for de kloge Jomfruer, som er i Besiddelse af Indvielsens og Lydighedens hellige Aand. Saadanne, som har denne Olie, vil ogsaa have Lyset; og saadanne vil, idet de værdsætter sit Privilegium, ivrig og med Glæde »følge Lammet, hvor det gaar«.

De daarlige Jomfruer derimod, som mangler Olien, faar ikke noget klart Lys over Emnet om Herrens Nærværelse, og da de er bebyrdet med Omsorg, Planer o. s. v. for det nærværende Liv, undlader de at undersøge Emnet tilfulde og er selvfølgelig haltende og uvillige til at forlade Babylon og i samme Grad ligegyldige for og mistroiske overfor hele Sagen. Og selv om de, tilskyndet dertil af andre, tøvende forlader Babylon, er d e dog stadig tilbøjelige til, lig Lots Hustru, at se sig tilbage. Til saadanne lyder Herrens Formaning »Kom Lots Hustru i Hu« (Luk. 17, 32). Og han sagde atter: »Den, som har lagt sin Haand paa Ploven og ser sig tilbage, er ikke vel skikket til Guds Rige.«

Der findes intet i Lignelsen, som antyder, at de daarlige Jomfruer vil indse sin Daarskab, før Lejligheden til at gaa ind til Højtiden er afskaaren. Da vil de indse, hvor taabelige de var, naar de ventede, at Herren skulde [191] vedkende sig dem som sin Brud og Medarving, da de dog kun havde været lunkne og fulgt ham paa Afstand. Mange, som nu er »højt anset blandt Menneskene« og bekendt for sine »kraftige Gerninger«, vil blive blandt de skuffede.

»Og Døren blev luret.«

Forkyndelsen om Brudgommens Nærværelse og det, at Jomfruerne gaar ud for at møde ham og træde ind med ham til Brylluppet, vedvarer endnu og vil vedblive, indtil alle de vise Jomfruer er bleven »beseglet i sine Pander« med en Kundskab om Høstsandhederne, som vil være tilstrækkelig til at skille dem fra Babylon og sætte dem i Stand til at træde ind med Brudgommen til den beredte Fest. Naar alle Jomfruerne er bleven prøvet ved den nærværende Sandhed, vil Lejlighedens Dør blive lukket, og der vil ikke blive givet flere Lov til at komme med til Festen; thi, sagde Herren, jeg er »den, som lukker op, og ingen lukker til, og lukker til og ingen lukker op« (Aab. 3, 7). Og naar de daarlige Jomfruer kommer og banker paa og søger at komme ind, efterat Døren er lukket, og siger: »Herre, Herre, luk op for os,« vil han svare: »Jeg kender eder ikke.« De, som skammer sig ved ham og hans Ord nu og derfor er ligegyldige for dem, ved dem vil han skamme sig, naar han aabenbares i Magt og Herlighed med alle sine hellige, trofaste Budbærere — de kloge Jomfruer, ophøj etog herliggjort med ham.

Det maa bemærkes, at den lukkede Dør slet intet har at gøre med Verden. Det er Døren til Bryllupsfesten; og den stod aldrig aaben for andre end for de indviede, Jomfruklassen. Ingen anden Klasse blev nogensinde indbudt til at træde ind ad den; og den lukkes, naar Høstsandhederne har sigtet og adskilt alle de varme, alvorlige, som er sin Pagt tro, fra de kolde, lunkne og overbebyrdede, som undlader at opfylde sin Pagt. Takket være Gud, det er ikke Barmhjertighedens Dør, som her lukkes, heller ikke Døren til al Gunst; men det er [192] Døren til den højeste Gunst, Medarveret med Kristus som hans Brud. Men naar Gud lukker Døren for de daarlige Jomfruer og aldrig igen aabner den paa deres Banken, men lader dem staa udenfor, udsat for den »onde Dag«s store Trængsel, hvor der vil være Graad og Tænders Gnidsel, vil de dog være i hans Kærligheds og Barmhjertigheds Arme og endnu under hans Gunst og særlige Omsorg; thi de store Trængsler, de skal igennem, er bestemt til at rense og lutre de da angrende Jomfruer og derigennem danne dem til at blive Kar til Ære for mesterens Brug, hvortil de oprindelig var kaldet, men som de viste sig uværdige til. Da de i nogen Udstrækning er behersket af Babylons Aand og støtter det med sin Indflydelse, hvor ubetydelig den end er, bliver de af Gud regnet for delagtige i dets Synder og derfor uværdige til at undfly de Plager, som skal komme over det. Disse Plager er nødvendige, ikke alene for Babylons Ødelæggelse, men ogsaa for Renselsen og Udskillelsen af den hidtil umodne Hvede, som er forbleven i det, — de daarlige Jomfruer, som tildels er beruset og overvunden af Babylons Vin.

Dette, at Jomfruerne gik ind med Herren til Brylluppet, er smukt fremstillet i den lykkelige Brudeskare, der ledsagede den jødiske Brud til hendes Mands Hjem med Musik, tændte Lamper og alle Beviser paa Glæde. Saaledes gik hun ind til sin Herres Glæde og til den Fest, som han havde beredt. Saaledes træder nu de kloge Jomfruer ind. Glæden begynder, naar de først hører om Brudgommens Nærværelse. Med Glæde forlader de alt andet for hans Selskab og den beredte Fest. De nyder allerede nu ved Tro den kommende Højtid, idet den nærværende Brudgom gør dem bekendt med de overmaade store og dyrebare Ting, som er beredt for hans udvalgte Brud, og aabenbarer for dem sit store Værk med at velsigne og genoprette Verden, i hvilket det vil blive Brudens Forret at tage Del. Naar vi træder ind i Modtagel­sesværelset og ser Tilberedelserne til den kommende [193] Fest, er vi allerede gaaet ind til vor Herres Glæde. Vi har allerede nu en Forsmag paa de gode Ting, som skal komme. Vi nyder allerede i Aanden hans Naades herligste Rigdomme. I Tro har vi allerede sat os ved Mesterens Bord, og han er selv ifølge sit Løfte (Luk. 12, 37) kommen for at tjene os.

Denne Højtid i Troen paa de dyrebare Sandheder, som afsløres i denne Høsttid, begyndte i 1875, ved Slutningen af de 1335 Dage (Dan. 12, 12), ved Høstens Begyndelse, og er den Velsignelse, der er forudsagt af Profeten, som siger: »Salig er den, som bier og naar frem til de 1335 Dage.«

Bryllupsklædnings-Proven.

En anden af Herrens Lignelser (Matt. 22, 1-14) viser en endnu dyberegaaende Prøvelse at Helligdomskiassen — en Prøvelse og Adskillelse selv blandt dem, som har hørt og erkendt Høstbudskabet. De »kloge Jomfruer« i den ene Lignelse, hvilke gaar ind med Brudgommen til Brylluppet, og »Gæsterne« i denne Lignelse er den samme Klasse af indviede, som saa langt har vist sig trofaste og lydige. I Virkeligheden bliver denne Klasse fremstillet ved mange forskellige Billeder, af hvilke hvert har sin særlige Betydning som en Illustration. De er fremstillet som »kloge Jomfruer«, som Tjenere, der venter paa sin Herres Tilbagekomst fra et Bryllup, som Gæster ved et Bryllup og som en Brud. De er Kristi Legeme, Kristi tilkommende Brud, Soldater under Kristus, som er deres Høvding, Grene paa Kristus, som er Vintræet, Oliegrenene paa Kristus, levende Stene i et Tempel, hvor Kristus selv er Hovedhjørnestenen, Lærlinge under Kristus, som er deres Lærer, Faar, hvis Hyrde han er, o. s. v. Naar vi betragter disse Billeder, maa vi huske, at de er forskellige og adskilte, aldeles uafhængige af hverandre, og vi maa søge at samle fra hvert af dem den Lærdom, som det var Hensigten at bibringe med dem. Dersom vi søger at sammenblande Billederne og undrer os over, hvorledes [194] en Sten i et Tempel kan være en Gren paa et Vintræ, hvorledes Faar kan være Soldater, eller hvorledes Gæster ved et Bryllup kan være Tjenerne eller Bruden, gaar vi Glip af den rette Forstaaelse af dem. I Virkeligheden er vi ikke kaldet til at være Gæster ved Lammets Bryllupsnadver, eller Tjenere, som venter paa sin Herres Hjemkomst fra et Bryllup, men vi er kaldet til at være Bruden, skønt vi i mange Henseender maa være lig Tjenerne og lig disse Gæster — lig trofaste Tjenere i vor Tjenstvil­lighed og Aarvaagenhed, og lig Gæster i andre Henseender.

Denne Lignelse tjener til at vise, hvad der ikke kunde udtrykkes ved Billedet af Bruden, der fremstiller den udvalgte Menighed som et Hele sone Kristi Hedarving. Denne viser baade Karakteren af den Beredelse, som fordres, og ogsaa den Undersøgelse af hver enkelt, hvorved nogle skal forkastes og andre antages. De, som saaledes mønstres, fremstilles som om de allerede var i Gæsteværelset. De er den modne Hvede, som indsamles eller indhøstes fra Klinten, de kloge Jomfruer skilt fra de daarlige. De har hørt og annammet Høstsandhederne og glæder sig formedelst Tro ved Tanken om den Herlighed og Velsignelse, som skal følge efter deres fulde Forening med Herren. Hidtil har de alle løbet vel; men indtil Enden af Løbet er naaet, saa lad »den, som tykkes at staa, se til, at han ikke falder.

Vilkaaret for at være antagelig og beredt til Brylluppet er i denne Lignelse billedlig fremstillet ved Bryllupsklædningen. Det var Skik og Brug ved de jødiske Bryllupper, at Værten forsynede alle Gæsterne med Drag­ ter til Ceremonierne — hvide Klædninger af Linned; og hvis nogen af Gæsterne aftog den af Værten ved en saadan Lejlighed skænkede Klædning og viste sig i sin egen Klædning, blev dette betragtet som meget upassende og som et Bevis paa Hovmod og Mangel paa Ærbødighed overfor Værten.

Bryllupsklædningen fremstiller som et Symbol meget klart Kristi Retfærdighed, skaffet tilveje af vor Vært, [195] Jehova (Rom. 8, 30-34), og den gives til enhver, som tror paa og fortrøster sig til ham, og uden den kan ingen blive antaget til Lammets Bryllup, og uden den kan ingen Gæst faa Adgang. Indbydelsen og Bryllupsklædningen er begge nødvendige, og Lignelsen viser, at kun de, som er saaledes klædt, faar Adgang endog blot til Forværelset, hvor de særlige Beredelser gøres — til den nærværende Sandheds Lys — og hvor Bruden gør sig sluttelig rede (Aab. 19, 7). Naar Klædningen og Indbydelsen er modtaget, tilbringer disse Gæster en kort Tid (Høsttiden) lige inden Bryllupsfesten med at ordne sine Klæder og lægge sidste Haand baade paa sin egen og paa de andres Beredelse. Og medens de er saaledes optaget, holder de allerede i Troen Højtid paa de herlige Udsigter, der venter dem. Brudgommen, det store Fremtidsværk og det nærværende Beredelsesarbejde er de stadige Emner for deres Tanker og Samtaler.

I dette Forværelse (denne gunstige Tid og Tilstand), straalende oplyst ved deg klare Afslørelse af guddommelige Sandheder, for hvilke Tiden nu er inde, gives der baade Lejligheder og Tilskyndelser til den sluttelige Prydelse og fuldstændige Beredelse til Bryllupsfesten. Men ikke desto mindre viser Lignelsen, at tiltrods for disse særlig gunstige Betingelser, vil der dog være nogle, her fremstillet ved »en«, der fornærmer Værter, Kongen, ved at foragte og aftage Bryllupsklædningen.

Hvad denne Lignelse umiskendelig lærer, er altsaaa, at den^-sidste almindelige Prøve for disse »kloge Jomfruer«, som saa langt er funden rede og værdige, og som derfor er bleven delagtige i meget af Høstlyset, vil være en Prøve paa deres Værdsættelse af den Kendsgerning, som der saa ofte vidnes om i Skriften, at de er antagne til Festen, ikke paa Grund af sin egen Fortjeneste alene, men først og fremst fordi deres Nøgenhed og mange Ufuldkommenheder er dækket af hans Fortjeneste, som gav sit Liv hen som deres Genløsningspris, og hvis tilregnede   Retfærdighed som en Kjortel alene gør dem [196] velbehagelige for Kongen. Alle maa bære disse Kjortler. Enhver maa smykke sin egen med gode Gerninger.

Hvor mærkværdigt og betegnende er det ikke, at dette skal være den store almindelige Slutningsprøve. Vor himmelske Fader har aabenbart besluttet, at ingen andre skal blive af Brudeklassen end de, som klart indser sin Intethed, og at den store Brudgom er deres Genløser saavel som deres Herre og Lærer.

Det synes ogsaa besynderligt, at nogen, der har løbet vel saa langt paa Banen, skulde falde, naar han er saa nær ved Virkeliggørelsen af sit Haab. Dog, naar vi er advaret imod en saadan Mulighed, sømmer det sig for alle de indviede at vaage og bede, forat vi ikke skal falde i Fristelse; thi i disse sidste Dage vil de farlige Tider komme, som det er forudsagt af Apostelen (1 Tim. 4, 1; 2 Tim. 3, 1; 4, 3-5). Og dog er Tiderne ikke saa farlige, at den guddommelige Naade skulde være ude af Stand til at opretholde dem, som tillidsfuldt støtter sig til hans almægtige Arm. I Sandhed, de, som ydmygt forbliver paa Selvopofrelsens snævre Vej, har aldrig før været saa godt understøttet og saa fuldt udrustet med Guds fulde Rustning: Men saa underligt det end kan forekomme en, synes selve Overflødigheden af Guds Gunst, selve Klarheden i Afsløringen af Guds naadige Plan (i Tusindaarsriget at bruge Menigheden til at velsigne alle Jordens Slægter), istedetfor at lede til Ydmyghed og til en Paaskonnelse af den vidunderlige Genløsningsbetaling, gennem hvilken Befrielse er tilvejebragt fra Fordømmelse og vort Kald til den guddommelige Natur og Medarveret med Kristus sikret, tvertimod at have den modsatte Virkning paa nogle. Saadanne synes at tabe sin egen Uværdighed af Syne saavel som Herrens uplettede Fuldkommenhed; og istedetfor at erkende, at de i det højeste er »unyttige Tjenere«, synes de at se noget vidunderligt i sine egne smaa Selvfornegtelser for Sandhedens Skyld — noget, som er ligesaa værdifuldt som det, den Herre Jesus gjorde — og føle, at de er ligesaa uundværlige [197] som han til Udførelsen af den store Tidsaldersplan, som Skriften aabenbarer. Saadanne gør sig skyldige i »ikke at holde fast ved Hovedet« og ikke at agte hans store Genløsningsværk tilbørlig højt (Kol. 2, 19). Disse bliver dømt skyldige, fordi de har ringeagtet Pagtens Blod, hvormed de var helliget, og agtet det for en almindelig Ting (Heb, 10, 29). Disse forsmaar selve Guds Naades Aand, naar de forkaster »Vejen« — den eneste Vej — og det eneste Navn givet under Himmelen og iblandt Mennesker, hvorved vi kan vorde frelst fra den adamitiske Fordømmelse og fuldt ud blive forligt med Gud.

Disse er fremstillet i Lignelsen ved den, der blev »bunden«, hindret fra at komme længere frem til Festen eller til en fuldere Paaskønnelse af dens Velsignelser og Glæder, og disse vil tilsidst blive kastet helt ud af Lyset, ud i Verdens »yderste Mørke« for at faa Del i den store Trængsels Angst og Plager. For disse bliver altsaa selve de Sandheder, som nu afsløres, og som er bestemt til vort Gode og vor Udvikling, en Anledning til at snuble, fordi de ikke lader sig paavirke rettelig igennem dem. Og ligesom Israels Børn, der saa længe var særlig begunstiget af Gud, blev stolte og begyndte at tro sig virkelig værdige til disse Gunstbevisninger og uundværlige for den guddommelige Plan, saa at Gud afskar dem fra al Gunst, saaledes vil det nu være med dem, som, om de end hidtil har løbet vel, glemmer at forblive ydmyge og begynder at tro sig selv værdige til at bestaa for Gud i sin egen Retfærdighed, og som gør Fordring paa Ret til at tage Del i Festen uden Bryllupsklædningen, Kristi tilregnede Retfærdighed.

Det er sørgeligt at maatte sige, at ogsaa dette Træk af Profetien, vist i den Lignelse, vi har under Betragtning, opfyldes for vore Øjne og danner endnu et Led i den store Kæde af Tegn paa, at vi er i »Høsten«. Nogle af dem, som har nydt nærværende aandelige Gunstbevisninger, har saaledes forsmaaet Bryllupsklædningen og kastet den tilside; og skønt de endnu taler om Kristus [198] som Herre, foragter og fornegter de Vigtigheden af selve den Handling, ved hvilken han blev Herre, og paa Grundlag af hvilken de blev agtet værdige til en Indbydelse til Brylluppet (Rom. 14, 9 ; 5, 2). De paastaar dristig, at de ikke behøver nogen Genløser, og med fine Spidsfin­digheder og urigtige Fortolkninger af Skriften overbeviser de sig selv og andre om, at de kom ind i Faarefolden ad en anden Vej, uden at blive genløst — i sin egen Retfærdighed, som Profeten kalder et »besmittet Klædebon«; og nogle paastaar, at de ingen Genløsning behøver, men at de en Gang for alle blev udvalgt af Gud til himmelsk Herlighed.

Denne Bortkastelse af Bryllupsklædningen ved at for­negte Kristi Genløsningsoffers Værdi indtraf for første Gang blandt dem, der befandt sig i Lyset af den nær- værende Sandhed, i Sommeren 1878; og siden den Tid er alle, som har traadt ind i Forværelsets Lys, Høstlyset, bleven prøvet i dette Punkt. I selve Brudgommens Nær­værelses Tid har denne Vildfarelse faaet Fodfæste, og nogle forkaster den uundværlige Bryllupsklædning. Og hvilken Bevægelse har den ikke foraarsaget blandt Gæsterne! Hvilken Adskillelse! Hvilken Sigtelse! De, som aflægger Bryllupsklædningen, synes ivrige efter at faa andre til at gøre det samme, og disse strider, medens de trofaste gør Modstand, og Adskillelsesværket gaar for sig i selve Forværelset; og uden Tvivl vil dette vedblive lige indtil den sidste Time før Brylluppet.

Imidlertid lægger den usynlige, men nærværende Brudgom Mærke til de trofaste værdige, som skal smage hans Nadvdr; og han tillader denne sidste Prøve og har i Lignelsen forudsagt den. Til dem, som har taget Bryllups­klædningen af, siger han: »Ven [Kamerat], hvorledes er du kommen ind her og har ikke Bryllupsklædningen paa?« — en venlig men meget kraftig Paatnindelse om, at det at bære Klædningen var selve Betingelsen for, at han skulde faa Adgang til den nydte Gunst, og at der frit var bleven skænket ham en. Og vi opfordrer alle, [199] som nu fornegter Værdien af Kristi Død som sin Genløsningsbetaling, til at indrømme, at de ikke kom ind i det nærværende Lys — Kundskaben om Herrens Nær­værelse og andre af Guds Dybheder, som nu klart sees — uden at være iklædt denne Kjortel. Ingen er kommen ind uden dette Klædebon; andre kan ikke se Guds Dyb­heder (1 Kor. 2, 7-14). Ligesom det gik i Lignelsen, saaledes gaar det ogsaa nu, naar dette Sporgsmaal bliver fremsat for dem, som har forkastet Klædningen: de bliver »tause«. De kan ikke negte, at det var, da de bar Klædningen, at de blev indladt; og de holder ikke af at bekende det.

»Da sagde Kongen til Tjenerne: Bind Hænder og Fødder paa ham og kast ham ud i Mørket udenfor »Mørket udenfor« er det Mørke, der indhyller de verdsligvise, den menneskelige Tankes Mørke, naar den ikke er ledet af Guds Ord eller omdannet gennem hans aabenbarede Plan om Genløsning og Genoprettelse. At en saadan bliver bundet og lænket, er et advarende Eksempel for de andre af den indviede Klasse og hjælper alle de virkelig trofaste til klart at indse, hvor værdifuld og nødvendig Klædningen er i Kongens Øjne. Tjenerne, som faar Befaling til at binde, er de Guds Børn, som kender Sandheden angaaende dette Emne, og som kan binde saadannes Indflydelse med Skriftens Vidnesbyrd om Nødvendigheden og Værdien af det dyrebare Blod og af den Retfærdig­hedsklædning, som købtes til os. Ved at stride imod disse Skriftbeviser bliver de, som har aflagt Klædningen, ved sine egne Argumenter og Anstrengelser for at retfærdiggøre sig tvungen ud af Lyset og ind i »Mørket udenfor«. Kristi Kors er nu for dem ligesom for Verden en Anstødssten og en Daarskab, men for de trofaste, indviede, er det endnu »Guds Kraft og Guds Visdom«.

Men lad os ikke overse, at den, som i Lignelsen blev »bunden« og »kastet ud i Mørket udenfor«, først maa have været i Høstsandhedens Lys; og følgelig er en saadans Ansvar og Straf større, end Ansvaret og Straffen for dem, [200] som aldrig nød en saadan Gunst. Tusinder i Navnkristenheden vil uden Tvivl følge saadanne blandt sine frem­ragende Ledere, som forkaster Troen paa Kristi dyrebare Blods Kraft som Synderes Genløsningsbetsling. Disse bedragne vil ikke blive regnet for fuldt ansvarlige for dette Skridt, fordi de ikke har været tilstrækkelig oplyst med Hensyn dertil.

Tusinder af dem, der bekender sig til at være Kristne, har aldrig troet paa Kristus som sin Genløser eller Stedfortræder og har aldrig baaret hans tilregnede Retfær­digheds Klædning. Disse er selvfølgelig ikke omtalt i Lignelsen. Lignelsen henfører kun til en meget begrænset Klasse, hvis Medlemmer alle en Gang klart har forstaaet rigtig at vurdere Genløsningen, og som i den Stilling, under den Gunst, som dette sikrede dem, kom ind i Høsttidens særlige Lys, — i Tiden for Kongens Nær­værelse lige inden Festen. Med hvilken Omhu skulde ikke de, som en Gang er bleven oplyst og har smagt Guds gode Ord og den tilkommende Verdens Kræfter, vogte sig for den ringeste Antydning til et Skridt saa troløst, uretfærdigt og ulykkeligt. — Heb. 10, 26-31; 6, 4-8.

Ved Betragtningen af disse Lignelser maa vi ikke be­gaa den Fejltagelse at forudsætte, at alle de kloge Jomfruer allerede er indgaaet til Brylluppet — ind i Forværelset, hvor den særlige og sidste Beredelse foregaar — og at Døren er bleven lukket, inden det i denne Lignelse omtalte Efter­syn begynder. Døren staar endnu aaben for alle de indviede, som ved Tro er iklædt Kristi Retfærdigheds Bryllupsklædning; Budskabet »Se Brudgommen!« lyder endnu; de kloge Jomfruer gaar endnu ud for at møde ham og gaar med ham ind til Brylluppet; og de daarlige er endnu ikke vendt tilbage med Olie i sine Kar. Men siden »Kongen kom ind« (siden 1878, Paralleltiden til Herrens forbilledlige Antagelse af sit Embede som Jødernes Konge), er Eftersynet af Gæsterne og Prøven med Hensyn til deres Værdsættelse af Bryllupsklædningen gaaet for sig.

[201] Og medens flere af de kloge Jomfruer endnu er i Færd med at lære Sandheden om Brudgommens Nær-værelse at kende og med Glæde kommer ind til Festen, er der nogle af dem, som allerede er inde, der viser sig uværdige til at blive inde, og de er bleven og bliver bunden paa Hænder og Fødder; og deres Værdsættelse og Forstaaelse af den nærværende Sandhed om Herrens Nær­værelse og det nærværende og fremtidige Arbejde begynder at blive mere og mere dunkel, idet de, dreven af falske Fornuftgrunde, som hviler paa falske Forudsætninger, gradvis eller hurtig, alt efter deres Temperament, drages hen mod i et verdsligt Syn paa Tingene — »Mørket udenfor«, i Verden, sat i Modsætning til det indre Lys, som nu er tilgængeligt for de hellige, der har Bryllupsklæd­ningen paa. Og uden Tvivl vil alle Jomfruerne, som kommer ind, blive prøvet med Hensyn til denne Sag. Lykkelige og uden Frygt vil alle de kunne være i denne Prøve, som af Hjertet kan sige

Jeg for mit Haab ej andet ved
end Jesu Blods Retfærdighed.
Jeg ej paa andet lide kan,
end at han er min Frelsermand.
Paa Kristus, Klippen, fast jeg staar;
al anden Grund dog snart forgaar.

Det høje Raids Ophør ikke det samme
som Dørens Tillukning.

Skriften angiver ikke det nøjagtige Tidspunkt, paa hvilket Døren til Bryllupsfesten vil blive lukket, skønt det tydelig vises, at den ikke vil blive lukket, før alle »Jomfruerne« har haft Lejlighed til at komme ind, og efterat alle de »kloge« eller beredte er gaaet ind.

En aaben »Dør« er et billedligt Udtryk for en Lejlighed til at komme ind til visse Tilstande og Forrettigheder; en lukket Dør fremstiller Ophør af en saadan Forret eller Lejlighed. Evangeliealderens Forret, Indbydelse eller Lejlighed, som under visse Betingelser giver de troende [202] i Kristus Adgang til Medarveret med ham i det himmelske Rige og den guddommelige Natur, er Døren«, gennem hvilken vi »har Adgang til den Naade [Gunst], i hvilken vi staar«, nemlig Haab om Herlighed hos Gud (Rom. 5, 2). Denne Dør, som har staaet aaben gennem hele Tidsalderen, skal en Gang lukkes; og Døren i Lignelsen om Jomfruerne viser denne Tillukning, — Ophøret af alle saadanne Lejligheder og Privilegier. Lignelsen om Jomfruerne tegner kun et Billede af Begivenhederne i Slutningen af denne Tidsalder blandt dem af den sande Menighed, som lever paa denne Tid. »Døren« i denne Lignelse viser, at visse særlige Forrettigheder, Fuldkommengørelsen af og Maalet for al Evangeliealderens Gunst, vil være aaben for alle de »kloge Jomfruer i Høstens Tid; og Dørens Tillukning, naar alle Medlemmer af denne Klasse har benyttet sig af saadanne Forrettigheder, fremstiller Slutningen paa al Evangeliealderens Gunst og Forret; thi Festen fremstiller Opfyldelsen af Evangeliealderens Fordele og Forrettigheder, idet den er et Billede paa den store Fuldendelse, til hvilken al anden Yndest fører — den forjættede Herlighed i Guds Rige.

Betragt denne »Dør«, som snart skal lukkes, og de Lejligheder og Forrettigheder, den giver Adgang til. Herren kaldte den en Port og sagde, at det under Evangeliealderen vilde blive vanskeligt baade at finde den og at gaa ind igennem den, og han raader os til at stræbe alvorlig efter at komme ind, hvis vi vil have Del i Udødelighed og Rigets Herlighed, hvortil den og ingen anden Dør fører. Han sagde derfor: »Stræber alvorlig at gaa ind gennem den snævre Port, thi mange, siger jeg eder, skal søge at komme ind og skal ikke kunne, naar Husets Herre er staaet op og har tillukket Døren« (Luk. 13, 25). Denne snævre Vej er, som vi allerede har set,*) Selvopofrelsens Vej i Herrens Plans og Gernings Interesse. Vejen er gjort snæver ved Forholdene i den nærværende [203] Tid, ved Modstand fra den verdslige Aand imod Sandhed og Retfærdighed, saa at enhver, der følger i vor Leders og Forløbers Fodspor, vil finde Vejen snæver eller vanskelig og maa lide Forfølgelse. Det at vandre ret paa denne Vej, saaledes som Herren gav et Eksempel, forat vi skulde følge i hans Fodspor, forudsætter ikke alene en passiv Ligedannethed med hans Sind og Aand, men ogsaa en virksom, energisk Iver i at udbrede hans Sandhed, koste hvad det vil. Og alle, som vandrer paa denne snævre Vej, trofast som han var tro, indtil Døden, bliver delagtige i hans Lidelsers Samfund og vil ogsaa i sin Tid faa Del i hans Herlighed ved Bryllupsfesten — i den Herlighed, som skal afsløres i hans Aabenbarelse og Rige. — Fil. 3, 10; 1 Pet. 4, 13.

*) Bind I, Side 236.

Med denne herlige Udgang for Øje er Lejligheden til at vandre paa denne snævre Selvopofrelsens Vej for Sandhedens Skyld den største Forrettighed, der nogensinde er bleven tilbudt nogen Skabning. Forretten til at lide med Kristus og for hans Skyld, efter først at have anerkendt ham som vor Genløser, er derfor den eneste Dør, ad hvilken vi kan opnaa den kommende Herlighed som Kristi Brud og Medarving.

Der er tre Maader, hvorpaa Tillukningen af denne Dør kan tilkendegives: 1) ved et bestemt Bibeludsagn om det nøjagtige Tidspunkt; 2) ved en saadan Omvæltning i Almenhedens Anskuelser med Hensyn til Sandheden, at Troskab mod den og Iver i dens Tjeneste ikke længere vil møde Modstand, og at Lidelser for Kristi Skyld ikke længere vilde være mulige; eller 3) ved en saadan Tingenes Tilstand i Verden, at al Lejlighed til en saadan Tjeneste vilde blive aldeles udelukket og saaledes ikke lade nogen Lejlighed aaben for dem, der søger at komme ind i Arbejdet og at udvikle og bevise sin Kærlighed og Trofasthed ved Iver og Udholdenhed.

Skønt vi klart er underrettet om, at Døren vil blive lukket en Gang i Løbet af denne Høstperiode, som er Tidsalderens Ende, angiver Bibelen dog ikke det nøjagtige [204] Tidspunkt; og ihvorvel der efter den store Trængselstid vil blive en stor Omvæltning i den offentlige Mening til Gunst for Sandhed og Retfærdighed, har vi dog ingen Antydning om, at en saadan Tingenes Tilstand vil indtræffe, før efterat Høsten er fuldstændig endt. Men vi har en klar Antydning om, at Døren vil blive lukket paa den sidstnævnte Maade; thi før Tusindaarsdagen bryder frem, er vi forud underrettet om en mørk Nat, hvori ingen kan arbejde — »Morgenen kommer, men ogsaa Natten.« — Es. 21, 12. Se ogsaa Bind II, Kap. 8.

Den snævre Vej, som er aabnet op for os, er Forretten og Lejligheden til at samarbejde med Herren nu, da det at aabenbare hans Aand ved Sagtmodighed, Iver og Troskab mod Gud og hans Sandhed vil kræve Opofrelse af jordiske Fordele; nu, da det at forfegte hans Sag og de Sandheder, som han fremstillede, mildest talt vil gøre os meget upopulære; nu, da vore Bestræbelser for at ære hans Navn og velsigne vore Medmennesker med Sandheden ved at lade vort Lys skinne, skaffer os Forsmædelse og Forfølgelse paa en eller anden Maade. Og dersom, hvad vi har set, den snævre Vej, der er aabnet op, betyder Forretten til at ofre sig, tro indtil Døden, koste hvad det vil, saa følger det, at Tillukningen for enhver saadan Lejlighed til saadant Samfund i Tjeneste og Lidelse vil være Dørens Tillukning, Afspærringen af den snævre Vej til fremtidig Herlighed og Medarveret — idet vor Regering med Kristus er betinget af vor Troskab i hans Tjeneste, hvilket nu betyder at lide med ham. — Rom. 8, 17; 6, 8.

Det at lide med Kristus er, som vi har set, ikke de sædvanlige Lidelser, som er fælles for alle Mennesker i deres faldne Tilstand, men kun saadanne Lidelser, som mere eller mindre direkte stammer fra at følge Kristi Eksempel, ved at fremholde upopulære Sandheder og ved at afsløre populære Vildfarelser. Dette var Grunden til Kristi Lidelser, og det vil være Grunden til Forfølgelser, Lidelser og Tab for alle, som følger i hans Fodspor. De vil [205] faa Samfund med hans Lidelser nu og vil tilsidst blive agtet værdige til at faa Del i Belønningen for saadan Trofasthed. Dette har under hele Evangeliealderen været ensbetydende med selvopofrende Arbejde og Udholdenhed i at lide Forsmædelse ved at saa og vande Kristi Lærdommes Sæd; og nu, i Slutningen af Tidsalderen, betyder det en lignende Troskab og Udholdenhed i Høstarbejdet, som nu gaar for sig — lige til at sætte Livet til, enten det kræves ved den gradvise Proces at slide sig op i Mesterens Tjeneste, en daglig Døen, eller ved at det mere hastig bliver sat til ved Martyrdøden.

Den trolovede Jomfrumenigheds Værdighed til at blive Bruden, Lammets Hustru, bestaar ikke blot i Syndfrihed, skønt hun skal være hellig og »ubesmittet«, »uden Plet eller Rynke eller noget deslige« (Ef. 5, 27), gjort »hvidere end Sne« i den store Kilde af genlosende Kærlighed, hendes Genløsers Fortjeneste. Saa meget er nødvendigt for alle, som nogensinde vil blive agtet værdige til evigt Liv paa hvilket som helst Plan. Men for at blive Lammets Brud maa hun ikke alene være en Jomfru i Renhed og derved fri for syndig Forbindelse og Leflen med Verden, men hun maa være meget mere end dette. Hun maa saa helt ligne sin Herre, saa tæt følge hans Fodspor og hans Raad, at hun af den Grund bliver en lidende, en Martyr, som han var, og for de samme Sandhedens og Retfærdighedens Principers Skyld. Hun maa bevise, at hun besidder en fortærende Kærlighed til Brudgommen og en utrættelig Hengivenhed for hans Navn og Principer, saa at hun er villig til at blive foragtet og forkastet af Mennesker, som han blev, paa Grund af Lydighed mod hans Lærdomme.

For at kunne udvikle og lægge denne Karakter for Da­gen, maa hun prøves og forsøges. Hendes Tillid, hendes Udholdenhed, hendes Troskab mod sin Herre gennem ondt og godt maa udvikles og prøves. Og kun dem, der saaledes er udviklet og prøvet og ved Prøven befunden at være tro, vil Herren, som er Arving til alle Ting, [206] nogensinde vedkende sig og anerkende som Medlemmer af sin Brud og Medarving. Som der staar skrevet: »Salig den Mand, som holder ud under Fristelse; thi naar han er bleven [saaledes] prøvet, skal han faa Livsens Krone, som Herren har lovet alle dem, som elsker ham« — saa inderlig. Saaledes skulde, ret forstaaet, enhver Prøvelse af vor Troskab mødes med Glæde som en ny Lejlighed til at vise Brudgommen Dybden og Styrken i vor Kærlighed og som et nyt Bevis paa Værdigheden til hans Kærlighed og Tillid og den lovede Ophøjelse. De, som vil blive meddelagtige i Herrens kommende Herlighed, maa ikke alene være kaldte og udvalgte, men ogsaa trofaste lige til Døden. — Aab. 17, 14.

Saaledes vil Lejlighedens Dør til at faa Del med Herren i Evangeliealderens Arbejde blive lukket, naar »Natten kommer, da ingen kan arbejde«. Og for alle, som ikke forud ved trofast Tjeneste har udviklet sin Karakter og bevist sin Sympati, Hengivenhed, Kærlighed og Iver for Herren og hans Sandhed (Matt. 10. 37; Mark. 8, 38), vil det være for sent at gøre det. Som fremstillet i Lignelsen, vil de saaledes vise sig at være »daarlige Jomfruer«, fordi de har ladet den store og herlige Lejlighed til at lide med ham og for hans Skyld slippe sig ud af Hænderne, skønt de med Glæde vilde have regeret med ham. Ved den Tid vil det fulde Antal, forudbestemt af Gud til at udgøre og fuldstændiggøre Menigheden, være bleven kaldt, udvalgt og ved Prøve bevist at være trofast — »ligedannet med hans Søn« (Rom. 8, 29). Høsten vil være forbi, Yndestens Sommertid endt, og kun Opbrændingen af Klinten vil vedblive for at rense Ageren (Menneskeverdenen) og berede den fuldstændig for Tusindaarsdagens meget mere omfattende Saaning.

Denne Nats Frembrud vil øjensynlig sætte en Stopper for ethvert videre Arbejde med at sprede Sandheden, som, misforstaaet af Folk i Almindelighed, sandsynligvis vil faa Skyld for at være Aarsagen til meget af det Anarki og den Forvirring, som da vil være herskende, [207] istedetfor at sees i det rette Lys som en paa Forhaand given Antydning af den guddommelige Bestemmelse og som Aabenbarelsen af de over Verden kommende Trængsler og deres Aarsag. Vi maa heller ikke vente, at Nattens Komme og Dørens Tillukning vil blive pludselig, men snarere, at det vil ske ved en gradvis Modstand mod og Udertrykkelse af Høstarbejdet.

Den nærværende Tid er Tiden for Guds Tjeneres Besegling i sine Pander, indtil Trængselsstormene bryder los (Aab. 7, 2. 3); og enhver klog Jomfru skulde sætte Værd paa denne nærværende Forret, saavel med Hensyn til sin egen intellektuelle Besegling med den nærværende Sandhed som ogsaa med Hensyn til at tage Del i Høstarbejdet med at besegle andre af Hvedeklassen og samle dem ind i Sikkerhedens Lade, inden Natten kommer og Døren stænges.

At den nærværende gunstige Lejlighed kun er kortvarig, kan sees deraf, at der kun er faa Aar tilbage af Høstperioden, ved hvis Slutning det ondes Regering vil ende og den herlige Tusindaarsdag indtræde; og inden dette sker, maa den mørke Trængselsnat for Verden finde Sted. Det store Mørke, som maa gaa forud for den herlige Dag, nærmer sig : »Morgenen kommer, men ogsaa Natten« — »En Trængselstid, som der ikke har været fra den Tid, et Folk blev til.«

Læg Mærke til, at naar Natten kommer, og naar Høstfolkene maa ophøre med sit Arbejde, vil det bevise, at Evangeliealderens Slutningsarbejde er fuldført, og at de udvalgte Medlemmer af Kristi Brud alle er bleven »beseglet« og »samlet« ind i en Tilstand af Adskillelse fra Verden — den Tilstand, som betegnes ved »Laden« (Matt. 13, 30); thi Gud vil ikke tillade, at noget standser hans Arbejde, for det er fuldendt. Da vil alle Guds sande og trofaste Tjenere være bleven beseglet i sine Pander, og naar Evangeliealderens Arbejde er endt, kan ingen flere komme ind i Arbejdet og høste dets herlige Løn, som forhen var beskrevet i de »overmaade store og dyrebare [208] Forjættelser« som Belønning for de trofaste, der kommer ind, medens Døren er aaben. — 2 Pet. 1, 4.

Men vi maa ikke heraf slutte, at alle, saa snart som de har vist sig at være trofaste, straks vil gaa ind til Belønningen. Muligvis vil nogle af disse leve videre langt ind i den mørke Trængselsnat, — om end vor Forventning gaar i motsat Retning. »Her er de helliges Taalmodighed; her er de, som holder Guds Bud og Jesu Vidnesbyrd.« Naar vi har iført os Guds fulde Rustning og tappert modstaaet Vildfarelser ved klar og frygtløs Fremstilling og Forsvar af Sandheden paa denne onde Dag, da kæmpestore Vildfarelser saa dristig og trodsig driver sit Spil, bliver vi formanet til at »staa fast efter at have fuldbragt alt«, iklædt den fulde Rustning, med Aandens Sværd altid rede til Forsvar, og med Vaagen, Udholdenhed og Bøn for alle de hellige. Alle vil have Taalmodighed behov, forat de, efter at have gjort Guds Vilje, kan opnaa Forjættelsen. — Aab. 14, 12; Ef. 6, 13; Heb. 10, 36.

Det maa nu klart forstaaes, at Slutningen af det høje Kald til at blive Medarving med Kristus i Guds Rige ikke er det samme som Tillukningen af Døren i Lignelsen om Jomfruerne. Skønt det almindelige »Kald« til denne Gunst ophørte i 1881, er »Døren« dog endnu aaben. Kaldet er Guds almindelige Indbydelse til alle retfærdiggjorte Troende til at følge i hans Fodspor i Selvopofrelse, lige til Døden, og derved bevise sin Værdighed til at regere med ham i Herlighed. Gunsten begyndte paa en bestemt Tid; de ventende Disciple modtog den paa Pinsedagen Aar 33. Og den har, som allerede vist, haft en bestemt Slutningstid, nemlig Oktober 1881.

Paa den anden Side betegner Tillukningen af Døren i Lignelsen i Mattæus 25 den fulde Slutning paa al Lejlighed for enhver, selv for de »kaldte«, til herefter at opnaa det høje Kalds Sejrsløn. Det betegner Slutningen paa al Lejlighed til at bevise sig værdig til Klenodiet ved Trofasthed i Tjenesten; al Lejlighed til Tjeneste vil [209] være endt i denne Nat, »hvor ingen kan arbejde« (Joh. 9, 4). Det er derfor klart, at Døren eller Lejligheden til saaledes at befæste vort Kald og vor Udvælgelse ikke nødvendigvis ophørte, da Kaldet, eller den almindelige Indbydelse til alle troende om at indgaa, ophørte at lyde. Og saa længe Døren staar aaben, angiver det, at enhver troende, som er ivrig efter at komme ind og rede til at efterkomme Betingelserne, endnu kan gøre det, selv om det almindelige »Kald« eller den almindelige Indbydelse ikke længere udsendes. Kort sagt, Døren eller Lejligheden til Arbejde og Opofrelse er endnu ikke tillukket, skønt det almindelige Kald ophørte i 1881.

Evangeliets Tidsalder har været Kaldelsestiden — for det første for at kalde Syndere til Omvendelse og Tro paa Kristus som deres Genløser; og for det andet for at kalde retfærdiggjorte til den høje Forret at blive ledarvinger Medarvinger med Kristus i hans Rige, paa den Betingelse, at de nu følger i hans Fodspor i Selvfornegtelse lige til Døden, hvilket er Vilkaaret for at blive antaget til Rigets Arbejde og Hæder i den kommende Tusindaarsalder. Naar derfor Herren siger os, at Tidsalderens Slutnings­periode vil blive en Høsttid, saa angiver dette klart en fuldstændig Forandring — fra at saa til at høste, fra at kalde til at prøve de kaldede og slutte det Arbejde, som begyndte ved Kaldet.

Som et Billede paa den Forandring i Arbejdets Karak­ter, som skulde finde Sted i Slutningen af Evangeliealderen, gav Herren os Lignelsen om Fiskegarnet (Matt. 13, 47-50). »Himmeriges Rige lignes ved et Garn, som kastes i Havet og samler alle Slags Fisk; naar det er fuldt, drager de [Fiskerne] det op paa Strandbredden og sidder og sanker de gode Fiske sammen i Kar, men de raadne kaster de ud. Saaledes skal det gaa til ved Verdens [Tidsalderens] Ende [Høsten, Matt. 13, 39]: Englene [Budbærerne, Guds Tjenere] skal udgaa og skille de onde ud fra de retfærdige og kaste dem i Ildovnen [den store Trængsel]; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.«

[210] Denne Lignelse fremstiller den navnkristne Menighed — det i Havet (Verden) udkastede Garn, som samler Fisk (Mennesker, Matt. 4, 19) af enhver Slags (virkelige Kristne, halvt bedragne Kristne og en Mængde Hyklere), og naar det er fuldt (i Guds Tids Fylde), drages det op paa Strandbredden. Det viser, at disse »alle Slags«, der blev samlet ind i Navnkirken, ikke er skikket til Riget, hvad de end ellers maatte være skikket til; at ved Tidsalderens Ende (i Høsttiden) vil Kaldet eller Indbydelsen til en Plads i Riget ophøre efter Guds Forordning, som det er fremstillet derved, at Garnet drages i Land; og at Fiskerne da vil begynde paa et nyt Arbejde, nemlig et adskillende og fordelende Arbejde, som vil foraarsage Indsamlingen af den ønskede Sort og Bortkastelsen af andre, som er uværdige til den Gunst, til hvilken de var kaldet, thi »mange er kaldet, men faa udvalgt«. — Matt. 22, 14.

Adskillelsesarbejdet i denne Lignelse er det samme som i Lignelsen om Hveden og Klinten, som lærer os at forvente en Standsning i Saaningsarbejdet (Kaldelsen) og en Forandring fra dette Arbejde til Høstarbejdet. Herrens Tjenere, som under hans Ledelse saaledes vill forandre Arbejdet, er i begge Lignelserne kaldt Engle — Guds særlige Sendebud. De er hans trofaste Disciple, som, fordi de vandrer meget ydmygt og nær Herren og alvorlig søger at kende hans Plan og at arbejde med ham i hans Gerning, ikke er efterladt i Mørke med Hensyn til hans Tider og Stunder (Matt. 13, 11; 1 Tess. 5, 4; Jer. 8, 7-12). Selvfølgelig henfører denne Høst og Indsamling kun til dem, som lever i Høstens Tid, og ikke til dem, som er døde før den Tid, og af hvilke enhver, naar han havde fuldendt sit Løb, blev opskrevet og fraskilt for at vente paa sin rette Plads i eller udenfor den herliggjorte lille Flok, det egentlige Rige. — 2 Tim. 4, 8.

Garnet blev ikke udkastet for at fange alle Fiskene i Havet. Vor Herre Jesus, Fiskernes store Overhoved, var bestemt paa at fange et bestemt Antal Fisk af en særlig [211] Slags, lige meget hvor mange af de andre Sorter, der kom ind i Nettet sammen med dem; og naar det fulde Antal af den ønskede Slags er kommet ind, bliver det draget i Land i den Hensigt at adskille og sortere Fiskene. Naar der saaledes er givet Befaling til at drage Nettet i Land, maa det forstaaes, at den Befaling, der blev givet i Begyndelsen af Tidsalderen, nemlig at kaste Nettet i Havet (Matt. 28, 19; 24, 14), maa være ophørt; og alle, som vil vedblive at være Herrens Medarbejdere, maa give Agt paa hans Anvisninger og ikke mere bruge sin Tid til at fiske i al Almindelighed, men til det nærværende Arbejde, at adskille og indsamle. Og ligesom den Sandhed, for hvilken Tiden da var inde, var det Middel, hvorved Kaldelsen fandt Sted, saaledes er Sandheden, »den nærværende Sandhed«, Høstsandheden, nu i Tiden Herrens Middel til at prøve og adskille.

Naar derfor Herrens Tjenere hører hans Røst gennem hans Ord, som erklærer, at Tiden er kommen til at standse Saaningen og til at begynde at høste, at ophøre med at fange Fiskene og begynde at sortere dem, at ophøre med at kalde og begynde at prædike Høstbudskabet, for hvilket Tiden nu er inde for dem, som allerede er kaldet, vil de, dersom de er trofaste, hurtig og med Glæde adlyde. Saadanne, som er oplært af Herren med Hensyn til Tidsaldrenes Plan og derfor ikke er i Mørke angaaende den Tid, i hvilken vi lever, bør ikke længere gaa ud for at søge al saa Rigets gode Sæd i Ageren, som er Menneskeverdenen, men bør være optaget af »at give Mad i rette Tid til Troens Husfolk« — af at sprede de gode Tidender blandt Herrens bekendende Børn og forkynde, at Riget er nær, og om de store Glæder og Velsignelser, det snart vil bringe alle Folk.

Og underligt nok er det dette Budskab om Guds kærlige Foranstaltning for alle Tings Genoprettelse ved Forsoningen i og gennem Kristus Jesus og hans herliggjorte Legeme, Menigheden, Guds Rige (dette Budskab, som burde fryde, forfriske og forene alle kærlige, kristne [212] Hjerter), som skal udvikle og bringe den sande Klasse alene til Hjerte-Enhed for at prøve dem og afsondre dem fra den navnkristne Masse.

Inden kort Tid vil Høsten være endt, og da skal baade den, som saaede, og den, som høstede, glæde sig med hinanden. Nu maa Høstfolkene skynde sig med Arbejdet og bør være saa ivrige med Hensyn til dets fulde Udførelse, at de beder Høstens Herre, den store Over-Høstmand, om at sende flere Arbejdere ud i Høsten. Det vil ikke vare længe, før den næste Husholdnings Plovmand (den forudsagte store Trængsel, som skal berede Verden for Tusindaarsrigets Saaning) skal afløse denne Husholdnings Høstfolk. — Amos 9, 13.

Israels 7Ode Uge et Forbillede paa
Slutningen af Evangeliealderen.

Det vil erindres, at Israels 70de Uge« — de sidste syv Aar af deres Gunsttid — var meget nøjagtig afmærket ved sin Begyndelse, Midte og Slutning, og vi tror netop i den Hensigt at give os klare og bestemte Tids­punkter i Slutningen af Evangeliealderen, som har været Tiden for det aandelige Israels Gunst. Vi har set, at Begyndelsen af den Uge for Israel efter Kødet var Tidspunktet for Begyndelsen af deres Høstprøve i Aaret 29. Høstarbejdets Begyndelse blev afmærket ved Herrens Daab og hans Anerkendelse som Messias ved Jordan, hvis Modbillede nu er Anerkendelsen af Herrens Nær­værelse i Aaret 1874 ved Begyndelsen af denne Høst.

Midten af denne Pagtsuge, Aar 33, var Tiden for Israels Forkastelse som et System eller en Menighedsnation og blev kendetegnet ved Herrens Død paa Korset og ved hans Ord lige før sin Død: »Eders Hus skal lades eder øde.« Og Modbilledet til dette er nu de Sektsystemers Forkastelse og Fald, hvilke kaldes Kristenheden eller »Babylon«, i Aaret 1878.

Den sidste Halvdel af Israels Pagtsuge (3 ½ Aar fra Aar 33 til Aar 36) var ikke en Gunsttid for dem som [213] Nation eller Menighed, men en Tid for personlig Gunst, som tilstod Israeliterne (ikke som før gennem Navnkirkens Kanaler, men som enkelte Personer, om de vilde modtage det) alle Abrahams-Pagtens Gunstbevisninger og særlige Forrettigheder ned til Slutningen af 70 symbolske Uger, Grænsen for deres Gunsttid, afmærket ved at sende Frelsesbudskabet til Kornelius og Hedningerne i Almindelighed. Saaledes er det ogsaa med Modbilledet her: de 3½ Aar fra April 1878, hvor den saakaldte Kristenhed eller »Babylon« blev forkastet fra Guds Gunst, indtil Oktober 1881 var Slutningstiden for det høje Kald til de enkelte troende. Saaledes ophørte det almindelige »Kald« (denne Tidsalders Gunst) med Oktober 1881, netop ligesom det tilsvarende Tidspunkt, Oktober 36, var Slut­ningen paa den jødiske Gunsttid.

Jødernes Gunst bestod i, at Riget udelukkende blev tilbudt Israel — Abrahams naturlige Børns »Kald« til at benytte sig af de Forrettigheder og Lejligheder, der til­stodes dem under deres Lovpagt. Dette Kald, denne Gunst eller Forret ophørte fuldstændig og for bestandig ved Slutningen af deres Pagtsuge. Evangeliets Gunst bestaar i (udelukkende) at tilbyde Riget til de troende i Kristus — det »høje Kald« til alle, som er forligt med Gud under den nye Pagt, og som vil benytte sig af de Lejligheder, der saaledes tilbydes (og blive Medlemmer af Abrahams »Sæd«, som skal velsigne Verden), til at deltage med Kristus Jesus, deres Genløser, i hans Pagt om Offer; — den Prøve, som maa bevise deres Værdighed til at blive delagtige i Kristi kommende Arbejde og Herlighed. Og det er denne Gunst, dette Kald eller denne Indbydelse, som vi har set ophørte fuldstændig og for bestandig i Oktober 1881, det Tidspunkt, der er parallelt med Slutningen af den jødiske Gunsttid.

Man maa lægge Mærke til, at det jødiske Kalds Ophør blev efterfulgt af et andet almindeligt Kald, som, skønt det ikke tog dem og deres forbigangne Gunst i Betragtning, dog alligevel indesluttede enhver af dem, som derefter, [214] ved at blive troende, blev værdige til det verdensomfattende Kald til Rigets Hæder. Ophøret af deres forbigangne Gunsttid var ligesaa virkeligt, som om de slet ikke var bleven indbudt til noget som helst, efterat deres Kald var ophørt; ligesaa virkeligt, som om de derefter var bleven indbudt til en lavere Gunst; men man lægger ikke saa meget Mærke dertil, fordi det almindelige Evangelle-Kald, som ikke udelukkede dem, var det samme Kald, men udvidet og uddybet, — gjort tilgængeligt for alle troende i Kristus af enhver Nation.

Ophøret af Gunsten eller »Kaldet« i 1881 efterfølges af, eller følges snarere for en Tid med det almindelige Kald for hele Verden til Tusindaarsrigets Velsignelser og Gunstbevisninger paa Betingelse af Tro og villig Lydighed (dog ikke et Offer til Døden). Dette er dog en mindre Gunst end den, som ophørte — et Kald til at nyde Rigets Velsignelser, men ikke til at blive Medlemmer af den salvede Klasse, der arver Riget. Og denne Forandring, dette Ophør af den højeste Gunst og Paabegyndelsen af en lavere Gunst, vil kun blive lidet bemærket i den nærværende Tid, paa Grund af at det herlige Klenodie, Riget, Medarveretten med Kristus og Delagtigheden i den guddommelige Natur, næsten helt har været tabt af Syne i Menigheden. Den højeste Forestilling om Belønning, som i Almindelighed er bleven fremholdt af de Kristne i de forløbne Aarhundreder, er, at de i sin Opstandelse vil faa fuldkomne Legemer, og at de, fri fra Sygdom, Smerte og Død, vil nyde Guds Gunst og faa evigt Liv. Og skønt denne Forestilling paa langt nær ikke svarer til de virkelige Privilegier under Evangeliealderens »høje Kald«, er den dog en nogenlunde rigtig Forestilling om de velsignede Forrettigheder, som skal tildeles Verden i Almindelighed i Tusindaarsriget — tildeles saa mange, som da vil vise Lydighed og komme i Harmoni med Gud.

De eneste, som i Virkeligheden klart kan se de særlig høje og store Træk i Evangeliealderens Kald — de eneste, [215]  som derfor kan tilkendegive og forklare dette Kald — er just de, som i Guds Ord har set, at den afgrænsede Tid for dette Kald naaedes i Oktober 1881. Andre forklarer i Virkeligheden det lavere Kald, som tilhører Tusindaarsalderen, medens de anfører Apostelens Ord om »Guds Kald herovenfra i Kristus«. Følgelig er det almindelige, sande Evangeliekald endt. Ingen kan forlænge det. Nogle kan det ikke, fordi de ikke forstaar det og ikke kan meddele det, og nogle, fordi de ved, at det er endt.

Men skønt det almindelige »Kald« er ophørt, er »Døren dog endnu ikke lukket. »Kaldets« Ophør og »Dørens« Tillukning er to særskilte Ting. »Døren« staar aaben for nogle til at komme med i Væddeløbet for det store Klenodie, Medarveret i Riget, efterat det almindelige »Kald« er ophørt at, lyde. Gud har forudbestemt et vissi Antal til at udgøre Menigheden, »Kristi Legeme«; og der kan hverken være et Lem for meget eller et Lem for lidet. (Dette læres forbilledlig i 3 Mos. 21, 17-23.) Det følger deraf, at han ikke kunde »kalde« eller indbyde flere til denne Ære, end der vilde udgøre det Antal, han havde bestemt. Og hans Ord viser, at i Oktober 1881 var det fulde Antal fundet. Men da nogle af dem, som hørte det almindelige Kald og indgik Pagt med ham, vil undlade at holde Pagten, undlade at løbe saaledes, at de kan vinde Klenodiet, staar »Døren« aaben, efterat det almindelige Kald har ophørt at lyde. Dette vil tillade nogle at komme med til Væddeløbet, til Selvopofrelse i Sandhedens Tjeneste for at indtage deres Pladser, hvilke ved Eftersynet viste sig at have afkastet Kristi Retfærdigheds Klædebon; og ogsaa deres Pladser, hvilke, efter at have indgaaet Pagt om Offer i Tjenesten, faar den nærværende Verden kær, bliver bebyrdet med dens Omsorger og Nydelser og undlader at opfylde Betingelserne for sin Pagt.

Og desuden maa det bemærkes, at Ophøret af Kaldet i 1881 paa ingen Maade berørte Forretten for de Tusinder, [216] som allerede havde modtaget Kaldet og var bleven Guds indviede Tjenere: det udelukkede ingen af dem, som var inde. Det antyder heller ikke, at ingen flere kan komme ind; det var blot Ophøret af Guds almindelige Indbydelse.

Den Kendsgerning, at du maaske først for nylig er kommen til en klar Kundskab om de overmaade store og dyrebare Forjættelser om Ting, som Gud har beredt dem, der elsker ham, beviser ikke, at du ikke er bleven kaldet og antaget som værende med i Løbet for det store Klenodie, længe før du forstod, hvor stort og herligt Klenodiet var. Sagen er, at ikke en af dem, der modtager Kaldet, i Begyndelsen er i Stand til at forstaa, hvor ujævn og snæver Vejen er, eller hvor stort det Klenodie er, som skal vindes ved Løbets Slutning. Det, at vi mere og mere klart opfatter Forjættelserne, er for os Guds Kraft, som virker i os for at styrke os og sætte os i Stand til at overvinde nærværende Vanskeligheder og Prøvelser. De overmaade store og dyrebare Forjættelser udfolder sig lidt efter lidt for os, alt eftersom vi beviser os selv trofaste og gaar fremad, for at vi ved disse — ved den Styrke og det Mod, som de indgyder — kan blive sat i Stand til at lobe saaledes, at vi kan vinde Klenodiet. — 2 Pet. 1, 4.

Den Klasse, som vil faa Klenodiet, er ikke alene kaldt og udvalgt (antaget), men ogsaa trofast. Og om det almindelige Kald end er ophørt, er det dog klart, at Prøvelsen af de kaldtes Trofasthed endnu ikke er af sluttet. De trofaste bliver beseglet og adskilt fra dem, som er utro mod sin Pagt om Offer; og de vise Jomfruer bliver skilt fra de daarlige, hvis Daarskab bestaar i, at de tror, de kan løbe efter og vinde Verdens Klenodier, Ære, Rigdom o. s. v. og paa samme Tid trofast løbe Løbet for det store Klenodie, Herlighed, Ære og Udødelighed, — hvis Vilkaar dog umuliggør et saadant dobbelt Væddeløb. »En tvesindet Mand er ustadig paa alle sine Veje.« »I kan ikke tjene Gud og Mammon.« — Jak. 1, 8 ; Matt. 6, 24.

[217] Naar alle de trofaste »kloge Jomfruer« saaledes er bleven prøvet og er indgaaet til sin Herres Glæde, vil Lejligheden, »Døren«, til at indgaa i denne Klasse blive stængt, og der vil ikke kunne komme flere ind. Naar alle de kloge Jomfruer er indgaaet, vil det forud bestemte Antal være fuldstændigt; og da vil Herren staa op og tillukke Døren (Luk. 13, 24. 25; Matt. 25, 10). Herren fortæller os selv, at da vil mange begynde at se anderledes paa Sagen — at se den Forret og Lejlighed til at ofre, som de engang ejede, men senere mistede ved For­sømmelse. Men naar de søger at komme ind, vil Herren sige til dem: Jeg anerkender eder ikke som min Brud — den er fuldtallig, og jeg har kun en. Men takket være Gud, andre Skrifsteder viser, at de daarlige Jomfruer, skønt de er forkastet fra det høje Kald, som de paa Grund af sin Opførsel har vist sig uværdige til, ikke desto mindre vil blive begunstiget og faa en lavere Plads i Herrens Husholdning.

Lad derfor enhver stræbe efter at befæste sit Kald og sin Udvælgelse, før Døren lukkes, og før det fulde Antal af de trofaste er inde; og lad os af den Grund tillade Herren ved disse dyrebare Forjættelser og forklarende Lignelser at virke i os baade at ville og at udrette hans velbehagelige Vilje.

Men en og anden siger maaske: Jeg frygter, at jeg ikke er en af dem, som blev kaldet, før det almindelige Kald ophørte at lyde i 1881, fordi jeg ikke alene var helt uvidende om Dybhederne i Guds Forjættelser, men meget mere: var helt fremmed for Gud, ja en Fiende af ham og langt fra at have sluttet nogen Pagt med ham om Tjeneste og langt fra ønskede noget saadant. Først for nylig er jeg kommet til at kende Gud: først for nylig har jeg taget Kristi Aag paa mig for at lære af ham; og først for ganske nylig har jeg hørt om det Privilegium, der folger med det nu at lide med Kristus, med Selvfornegtelse i hans Tjeneste, og at saadanne Medofrere tilsidst vil blive Medarvinger med ham i [218] Tusindaarsrigets herlige Arbejde. Og nu, efterat jeg har set disse Herligheder, efterat jeg har beundret disse kostelige Ting, og efterat jeg har begyndt at løbe i dette Væddeløb for det vidunderlige Klenodie, maa jeg slutte, at det ikke er opnaaeligt for mig, fordi det fulde Antal allerede er blevet kaldet. Jeg vil ikke tænke paa at forandre den guddommelige Ordning eller bede om, at der maa blive en Plads ud over den af Guds Visdom be­stemte Grænse, men jeg føler dybt mit Uheld.

Til saadanne siger vi: Il videre paa Banen. Dine Udsigter er ikke saa mørke, som du tror. »Døren« er endnu ikke lukket. Husk, at dersom alle de, der havde modtaget Kaldet, da dette ophørte, forblev tro mod sin Pagt, vilde der ikke være en for mange, men netop tilstrækkelig. Og husk ogsaa, at din Iagttagelsesevne saavel som Skriften viser, at af de mange, som mogtog Kaldet, vil kun faa blive udvalgt, fordi kun faa viser sig at være tro mod sin Pagt, naar de bliver sat paa Prøve. Efterhaanden som den ene efter den anden viser sig utro, bliver deres Lejligheder, deres Pladser i Arbejdet, deres Kroner, som de ellers tilsidst vilde have faaet som Løn, overført paa andre. En af disse Pladser i Arbejdet, en af disse Kroner kan blive overført paa dig, og du kan, blive indskrevet i Livsens Bog som et Medlem paa Prøve i Kristi Brud istedetfor en, som blev udslettet deraf som uværdig. — Aab. 3, 5; Heb. 12, 23.

De, som kan gribe disse dyrebare Forjættelser, og som har Lyst til at arbejde i Vingaarden, har derigennem et kraftigt Bevis for, at de er avlet af Aanden; thi det menneskelige Sind er, selv efter at være retfærdiggjort, ude af Stand til at gribe de dybe Ting, som Gud har beredt alene for dem, der har indviet sig og er bleven antaget (1 Kor. 2, 6-16). Og Herren er altfor kærlig og altfor retfærdig til at opvække saadanne Forhaabninger i nogens Hjerte, naar de dog aldrig kunde blive virke­ liggort. At blive avlet af Aanden ved Sandhedens Ord indbefatter en sluttelig Fødsel til aandelig Tilstand, med [219] mindre man, efter at være avlet, viser sig at være uvær­dig — utro. »Kaster derfor ikke bort eders Frimodighed, som har en stor Belønning.«

Den ellevte Time.
Matt. 20, 1-16.

Denne Lignelse synes at være bleven givet i den særlige Hensigt at lære os noget om den nærværende Tid. Arbejderne er disse alvorlige, indviede Guds Børn, som gennem hele Evangeliealderen — »Dagen« i Lignelsen — trofast anvender sin Tid og Energi, ikke i Selvets eller Mammons Tjeneste, men i Guds. Kun de trofaste er derfor fremstillet ved Arbejderne, af hvilke alle faar den samme Belønning, Rigets Æresposter, som i Lignelsen er fremstillet ved en Penning«.

Kaldets Almindelighed og Trangen til Arbejdere er fremstillet ved de fire Kald — tidlig om Morgenen, Klokken 9, Klokken 12 og Klokken 3 om Eftermiddagen. Den nøjagtige, klare Forstaaelse af, hvad Lønnen skulde være, gaves dog kun i Begyndelsen: Husbonden kom da overens med dem om at give dem en Penning for deres Tjeneste. Saaledes blev Forjættelsen om Riget klart forstaaet af den tidlige Menighed, men efterhaanden gik det klare Lys tabt og blev derfor ikke tydelig forkyndt. De levende Medlemmer af Kristi Menighed, som til enhver Tid har arbejdet i hans Vingaard under Evangeliealderen, er fremstillet ved alle Arbejderne. Og Lig­nelsen viser som et særligt Træk en Klasse, som kommer ind i Herrens Tjeneste, efterat Dagens Gerning næsten er endt, ved den »ellevte [den sidste] Time«. De er fremstillet som nogle, der ønsker at blive anvendt i Mesterens Tjeneste, men det er for sent, det almindelige Kald lyder ikke mere. De siger: »Ingen har lejet os« — vi kom for sent til at indgaa i Tjenesten under Kaldet.

Herren svarer ved at pege paa Døren eller Lejligheden til at virke i hans Tjeneste, og den Dør er endnu ikke lukket, og dens Tillukning vil blive tilkendegivet [220] ved, at »Natten, da ingen kan arbejde«, bryder frem. Men han siger intet om, hvad Belønningen vil blive, skønt han havde sagt til de andre, som han lejede under den almindelige Kaldelse: »Hvad ret er, skal I faa«, *) en Del af den Betaling, som de i Begyndelsen kom »overens« om.

*) De ældste græske Haandskrifter, det sinaitiske og det vatikanske, udelader i Matt. 20, 7 Ordene: »Og hvad ret er, skal I faa.«

Saaledes har Herren stadig under Evangeliaalderen gennem sine Talerør i Menigheden indbudt alle troende til at træde ind i hans Tjeneste. Den fulde Belønning, den guddommelige Natur og Rigets Herlighed, blev i Begyndelsen klart fremstillet og godt forstaaet, men skønt det blev gentaget gennem hele Evangeliealderen, er det ikke siden blevet klart forstaaet paa Grund af det store Frafald fra Sandheden. Men nu er vi kommen til Slutningen af Evangeliealderens Tjenestetid — til den »ellevte Time«. Tiden er forbi til at kalde Arbejdere for den Dag. Dog er der nogle, som staar og siger: vi er ikke bleven kaldt til Arbejdet; »ingen har lejet os«; vi har intet Løfte om Arbejde, heller ikke om Belønning, dersom vi skulde finde Arbejde; Kaldet er endt; Dagens Arbejde er næsten afsluttet; der er Arbejdere nok foruden os. Men til disse vil Mesteren, at vi som hans Talerør skal sige: »Gaa I ogsaa hen i min Vingaard«; — jeg lover intet, det almindelige Kald er endt, Tiden er kort, Arbejdstiden er næsten forbi; »Natten kommer, da ingen kan arbejde«; men gaa ind, vis din Kærlighed og overlad Belønningen til min Ædelmodighed.

Og dette er alt, hvad vi kan sige; det eneste Haab, vi kan fremholde, er, at der ikke er nogen, som nogensinde har arbejdet for Herren, uden at han vil faa langt overflødigere, end hvad han kunde bede eller forstaa. Og desuden ved vi, at nogle af Pladserne i Arbejdet vil blive ledige, fordi nogle af Arbejderne i Vingaarden ikke forbliver tro, og at Kronerne, som er sat tilside for [221] saadanne, da vil blive givet til andre, som ved Tro og Selvopofrelse viser sig værdige til Arbejdet og Belønningen.

Om nogen altsaa først for nylig er kommet til at elske og kende Herren og ønsker at tjene ham og hans Sandhed, saa lad ikke en saadan blive mismodig over, at det almindelige Kald sluttede i 1881. Dersom du ser »Døren«, Lejlighed til Offer og Tjeneste, staa aaben for dig, træd saa ind. Men træd hurtig ind; thi en mørk Nat, fuld af heftig Modstand mod Sandheden, vil inden længe komme over os og vil hindre dig i at indtræde i Tjenesten. »Morgenen kommer, men ogsaa Natten.« »Natten kommer, da ingen kan arbejde.« Naar det bliver til Virkelighed, kan du kende, »at Døren er lukket«, at alle de kloge Jomfruer er gaaet ind, at alle er bleven prøvet og alle ledige Pladser udfyldt. Eftersom alle de særlige »Guds Tjenere« paa den Tid vil være bleven »beseglet i sine Pander« (bibragt en klar Forstaaelse af Guds Plan), vil de fire Vinde blive sluppet løs (Aab. 7, 1-3) og vil foraarsage den store Trængsels »Hvirvelvind«, midt i hvilken Levningen af Elias-Klassen vil blive forandret og ophøjet til Rigets Herlighed.

Hvilken Lærdom er der ikke her for dem, som har indgaaet Pagt med Herren om at tjene ham først og fremst, og som forsømmer hans Gerning og anvender Tid, Tanker og Midler paa de flygtige Glæder, som Verden byder paa! Saadanne formaner Herren med disse Ord: »Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livsens Krone.« »Den, som sejrer [som overvinder Verdens Aand i sig selv], vil jeg iføre hvide Klæder; og jeg vil ikke udslette hans Navn af Livsens Bog, men jeg vil bekende hans Navn for min Fader og for hans hellige Engle.« »Hold fast ved det, du har, at ingen skal tage din Krone.« — Aab. 2, 10; 3, 5. 11.