STUDIER I SKRIFTEN

BIND III.

Komme dit Rige

 KAPITEL 7

MENIGHEDENS FORLØSNING OG OPHØJELSE.

Menighedens Forløsning. — Den vil være Forløberen for hele Menneskeslægtens Forløsning. — Hvorledes de hellige skal undfly de Ting, som kommer over Verden. — Hvorledes de og hvornaar Gud vil hjælp Menigheden. — Maaden for og omstændighederne ved dens flutelike Forløsning. — Først for dem, som hensov i Jesus. — Forvandlingen af Menighedens levende Medlemmer. — Vil de dø? — Salige er de døde, som dør i Herren herefter.

»Se op og opløft eders Hoveder, fordi eders Forløsning stunder til.« — Luk. 21, 28.

VED Profetiens Lampe har vi fulgt »Høsten«s vidunderlige Begivenheder ned til den Tid, da de naar sit Højdepunkt i den store Trængsel; og naar vi husker, at Menighedens Befrielse og Ophøjelse skal finde Sted indenfor denne begivenhedsrige Tidsperiode, er Tiden og Maaden for og Omstændighederne ved denne Befrielse de Hovedpunkter, hvorom de helliges Interesse særlig samler sig.

Herren lærte os, at saa snart vi kunde begynde at se Høstens Begivenheder indtræffe, skulde vi vente en hurtig Opfyldelse af vort herlige Haab. Og fordi vi nu kan se, hvorledes Beviserne paa disse Tegn ophober sig, opløfter vi vore Hoveder og glæder os i Haabet om den Herlighed, som skal følge; thi der kommer en Morgen, men en kort, mørk Nat maa gaa forud. Denne Glæde har heller ikke nogen egenkærlig Karakter; thi Kristi Menigheds Befrielse og Ophøjelse vil blive Forløberen for hele Slægtens snarlige Forløsning fra den store [223] Slaveherres, Syndens, Tyranni og Tryk, fra Sygdom og Smerter og fra Dødens Fangehus: »Thi vi ved, at hele Skabningen sukker og er tilsammen i Smerte indtil nu . . . forventende . . . vort Legemes [»Kristi Legemes«] Forløsning« (Rom. 8, 22, 23); fordi Guds Plan er saadan, at den nye Tingenes Orden ikke kan blive oprettet, før den store Hersker, den fuldstændiggjorte Kristus, Hoved og Legeme, er kommet helt til Magten.

At de helliges Forløsning maa finde Sted en eller anden Gang inden 1914 er tydeligt, eftersom det kødelige Israels Befrielse, som vi skal se, er bestemt til at skulle finde Sted ved den Tid, og der vil da med Myndighed blive givet de vrede Folkeslag Befaling til at være stille, og de vil blive bragt til at anerkende Guds Salvedes Magt. Vi er ikke direkte underrettet om, hvor længe før 1914 de sidste levende Lemmer paa Kristi Legeme vil blive herlig­gjort; men det vil sikkert ikke blive før deres Arbejde i Kødet er afsluttet; vi kan heller ikke med Rimelighed antage, at de vil forblive her længe, efterat dette Arbejde er fuldendt. Med disse to Tanker i Minde kan vi tilnærmelsesvis beregne Tidspunktet for Forløsningen.

Medens der er klare Beviser for, at nogle af Legemets levende Lemmer vil blive Vidne til, at Uvejret trækker op, og vil faa Del i nogle af de Trængsler, det vil føre med sig, er der ogsaa Antydninger om, at ingen af dem vil komme til at gaa helt igennem det, ja ikke engang leve langt ind i det. Mesterens Ord: »Vaager, forat I maa blive agtet værdige til at undfly de Ting, som skal ske« (Luk. 21, 36), synes at angive dette. Og dog ved vi, at vi allerede gaar gennem Begyndelsen af disse Trængsler (de Trængsler, som staar i Forbindelse med Navnkirkens Prøvelser), og at vi undslipper, medens mange paa alle Sider falder i Vildfarelse og Vantro. Vi undslipper ikke ved at blive taget bort fra Trængslernes Skueplads, men ved at vi midt i det altsammen bliver støttet, styrket og bevaret ved Herrens Ord, vort Skjold og Panser (Ps. 91, 4). Medens vi saaledes tænker os [224] Muligheden af, at nogle af Legemets Lemmer kan komme til at gennemgaa hele Trængselstiden og gennemleve det altsammen og dog satsledes undslippe hele den kommende Trængsel, er det ikke desto mindre klart, synes vi, at alle Legemets Lemmer vil blive helt forløst — ophøjet til den herlige Tilstand — før den sværeste Del af Trængselen kommer — efterat Lemmerne er fuldtallige og Døren lukket.

Vi har i de Aar, der er gaaet, set Uvejret trække op; de mægtige Hære er bleven mønstret og beredt til Kampen, og hvert efterfølgende Aar er Vidne til hurtigere Fremskridt henimod den forud forkyndte Krise; men skønt vi ved, at Ulykker uden Lige snart vil styrte al Lov og Orden i Anarkiets og Forvirringens Afgrund, frygter vi dog ikke, thi »Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Trængsler, funden saare stor. Derfor vil vi ikke frygte, om end Jorden [den nuværende Samfundsorden] forandres [løsnes i sine Sammenføjninger og styrter sammen] og Bjergene [Rigerne] synker ned i Havets Hjerte [de lovløse og uregerlige Folkemasser], og om dets Vande bruser og skummer [af de kæmpende Partiers Uenighed], Bjerge [Riger] bæver [af Frygt og Usikkerhed] ved dets Overmod [truende og voksende Magt].« — Ps. 46, 2-4.

»En Strøms Bække [Guds Ord, en Sandhedens og og Naadens Kilde] glæder Guds Stad [Guds Rige, Menigheden, selv i dens nuværende uudviklede Tilstand, før dens Ophøjelse til Magt og Herlighed], den Højestes Boligers Helligdom [Menigheden, i hvilken det behager den Højeste at bo]. Gud er midt i den; den skal ikke rokkes; Gud hjælper den.« — Ps. 46, 5. 6.

I den nærværende Tid faar vi denne lovede Hjælp i saa fuld Udstrækning som vi behøver, idet vi optages i vor himmelske Faders Fortrolighed, gøres bekendt med hans Planer og forvisses om hans Yndest og opretholdende Naade og endog gøres til Medarbejdere med ham. Denne Hjælp skal vi erfare til vort Løb er til Ende, og da [225] skal vi hjælpes endnu mere ved at blive »forvandlet« til den højere Sfære, til hvilken vi er kaldet, og henimod hvilken vi ivrig stræber.

Skønt vi kan være forvisset om, at denne »Forvandling« af de sidste af Kristi Legemes levende Lemmer ikke vil finde Sted, før den Gerning, der erbleven dem betroet her i Kødet, er fuldført, er vi dog, som paavist i de foregaaende Kapitler, underrettet om, at om ikke længe vil vort Arbejde blive afbrudt, først gradvis og siden helt og fuldt, naar »Natten kommer, da ingen kan arbejde« (Joh. 9, 4). Og hin »Nat«s Mørke vil kun blive spredt af Tusindsarsdagens Solopgang. Naar vort Arbejde er fuldendt og denne Nat indhyller os, kan vi vente ikke alene at se Stormskyerne blive mørkere, men ogsaa at høre og føle »Vindene« blæse op, hvilke vil ende i en vild Orkan af menneskelig Lidenskab — en Hvirvelvind af Trængsel. Naar vi da har endt det Arbejde, der paahviler os, vil det blive vor Opgave at »staa« taalmodig, indtil vor »Forvandling« kommer. — Ef. 6, 13.

Hvor længe det vil behage Herren at lade sine hellige staa i tvungen Lediggang, hvad hans Arbejde angaar, ved vi ikke, men sandsynligvis bliver det ikke længere, end til Tro og Taalmodighed har gjort sit fuldkomne Arbejde. Her kan disse Dyder blive fuldt udviklet, prøvet og aabenbaret. Denne Taalmodighedsprøve vil blive Menighedens sidste Prøve. »Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder« (Ps. 46, 6) — ikke den Morgen, som vil gry over Verden ved Glansen af Menighedens Opgang med sin Herre som Retfærdighedens Sol, men i dens Morgengry, i hvilken den skal forvandles til sin Herres Natur og Lighed. Dens Morgen skal gaa forud for Tusindaarsdagens Morgen.

At denne mørke Nat allerede nærmer sig, kan vi se, ikke alene af Skriften, men ogsaa af Tidens mørke Tegn; og Menighedens Skæbne i den Tid synes, hvad den menneskelige Bane angaar, at være tegnet paa de sidste Sider af Elias' og Johannes den Døbers Livshistorie, hvad vi [226] allerede har hentydet til *). Den enes Henrettelse og den Hvirvelvind og Ildvogn, som førte den anden bort, hentyder muligvis til, at der vil blive øvet Vold mod de sidste Lemmer paa Kristi Legeme; dog behøver Zion ikke at frygte, thi Gud er midt i den og vil hjælpe den. Dens Indvielse er til Døden, og det er dens Forret at bevise sin Troskab. »Discipelen er ikke over sin Mester, ej heller Tjeneren over sin Herre. Det er Discipelen nok, at han bliver som sin Mester og Tjeneren som sin Herre.« — Matt. 10, 24.25.

*) Bind II, Side 260-263 (det gamle Oplag).

En Anstrengelse fra »Babylon det store«s — »Kristen­heden«s — Side for at opretholde sin Magt, naar den ser, at denne svinder med Hensyn til Politik, Prestevæsen og Overtro, vil sandsynligvis blive Aarsagen til, at Sandhedens Fremgang vil blive standset som ødelæggende for hint System. Ved dette Vendepunkt kommer sandsynligvis Eliasklassen, som til det sidste vil vedblive at forkynde Sandheden, til at lide Vold, gaa ind til Herlighed og undslippe den haardeste Trængselstids sværeste Udslag, netop i den kritiske Tid, da Menneskene begynder at føle, at de maa tage fortvivlede Forholdsregler for at opretholde Kristenhedens vaklende Bygning.

Skønt den nøjagtige Tid for Kristi Legemes sidste Lemmers Forløsning eller Forvandling ikke er opgivet, er det dog tilnærmelsesvis tydelig aabenbaret, at den vil finde Sted kort efterat »Døren« er bleven lukket (Matt. 25, 10), efterat Sandheden, som Babylon nu begynder at betragte som sin Fiende og som Aarsagen til dens Tilintetgørelse, er bleven mere almindelig kendt, efterat »Haglen« i betydelig Grad har bortfej et Løgnens Tilflugt, og efterat det nu ulmende og truende Had til Sandheden paa Grund heraf er vakt til en Modstand saa voldsom og almindelig, at det store Arbejde, hvoraf de hellige nu er optaget, paa enhver Maade vil blive hindret i at gøre Fremskridt. Og Gud vil tillade dette, saa snart alle hans udvalgte er »beseglet«. Men hvilken som helst Trængsel eller tilsyneladende Ulykke, der muligvis endnu [227] venter de hellige, medens de endnu er i Kødet, og vil sætte en Stopper for det Arbejde, som for dem er Mad og Drikke, saa lad os trøste os ved den Tanke, at intet kan møde os, uden at vor Fader ved det og tillader det, og at hans Naade i enhver Tros- og Taalmodighedsprøve vil være nok for dem, som bliver i ham, og i hvem hans Ord bliver. Lad os skue ind paa den anden Side af Forhænget og holde Troens Øje fæstet paa det Klenodie, som hører til vort Kald herovenfra, og som Gud har henlagt til dem, som elsker ham, de kaldte, udvalgte og trofaste. — Aab. 17, 14; Rom. 8, 28.

Da vi saaledes overensstemmende med Skriften og Fornuften tilnærmelsesvis kan slutte os til Tiden for og Omstændighederne ved Menighedens fuldstændige Befrielse, bliver Maaden for dens Herliggørelse et Spørgsmaal af den dybeste Interesse. Og atter henvender vi os til det guddommelige Orakel for at faa Svar.

For det første erklærer Paulus: »Vi skal alle forvandles [de levende ikke mindre end de døde hellige]; dette forkrænkelige skal iføres Uforkrænkelighed, og dette dødelige skal iføres Udødelighed. Thi Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige, heller ikke kan Forkrænkelighed arve Uforkrænkelighed.« Og denne »Forvandling« fra Dødelighed til Udødelighed vil ikke, forsikrer han, blive en gradvis Udvikling, men den vil blive øjeblikkelig — »i en Hast, i et Øjeblik« under Lyden af »den sidste Basun«, som allerede lyder nu. — Se Bind II, Kap. 5 og 1 Kor. 15, 53. 50. 52.

Desuden vil der blive iagttaget en viss Orden: nogle vil blive »forvandlet« eller herliggjort først, og andre senere. Kostbar i Herrens Øjne har hans helliges Død været (Ps. 116, 15); og skønt mange af dem har sovet længe, har de dog ikke været glemt. De er opskreven i Himmelen som antagne Medlemmer af de førstefødtes Forsamling. Og Apostelen erklærer, at de, der lever og overbliver til Herrens Nærvæ­relse, ikke skal gaa forud for de hensovede (1 Tess. 4, 15). De som er hensovet i Jesus behøver ikke i Dødens Søvn at vente paa, at de levende Lemmer skal fuldende sit Løb, men [228] en af Herrens første Handlinger, naar han tager sin store Magt, vil være at opvække dem. Og saaledes vil de Kristi Lemmer, som har sovet, gaa først ind i Herligheden.

Det nøjagtige Tidspunkt for de hellige dødes Opvæk­kelse er ikke direkte angivet, men kan tydelig forstaaes af Herrens Lignelse om den unge Adelsmand. Da den højbaarne Mand (Jesus) havde overtaget Riget og var vendt tilbage, var hans første Arbejde det at gøre Regnskab med og belønne sine Tjenere (Menigheden), til hvem han havde betroet Vingaarden under sin Fraværelse. Og eftersom Apostelen fortæller os, at der først skal gøres Regnskab med de døde i Kristus, kan vi med Rimelighed slutte, at disses Belønning fandt Sted, saa snart Herren efter sin Tilbagekomst tog sin store Magt.

At lære det Tidspunkt at kende, da Herren begyndte at udøve sin store Magt, vilde derfor være at finde Tiden, paa hvilken hans sovende hellige blev opvakt til Liv og Herlighed. Og for at gøre dette behøver vi blot at erindre Parallellismen mellem den jødiske og den kristne — Husholdning. Naar vi ser tilbage til Forbilledet, ser vi, at Herren paa forbilledlig Vis tog sin store Magt og udøvede kongelig Myndighed i Foraaret Aar 33, 3½ Aar efter Begyndelsen af den jødiske Høst (Aar 29). (Se Matt. 21, 5-15.) Og den eneste Hensigt med denne Handling var øjensynlig den at udpege en modsvarende Tid i denne Høst, da han i Virkeligheden skulde overtage sit kongelige Embede, sin Magt o. s. v. i Foraaret 1878, 3½ Aar efter hans andet Komme ved Begyndelsen af Høstperioden, i Efteraaret 1874. Aaret 1878 er saaledes afmærket som det Aarstal, da Herren begyndte at tage sin store Magt i Besiddelse, og det er rimeligt at slutte, at han paa den Tid begyndte at oprette sit Rige, i hvilket det første Skridt vilde blive hans Legemes, Menighedens, Forløsning, hvoraf de hensovede Lemmer skulde være de første.

Og eftersom Menighedens Opstandelse maa finde Sted paa en eller anden Tid i Løbet af denne »Ende« eller [229]  agelse »Høstg-Periode« (Aab. 11, 18), mener vi, at dette er en meget fornuftig Antagelse og i fuld Samklang med alle Herrens Planer, at alle de hellige Apostler og alle Evangeliealderens Sejrvindere, som sov i Jesus, blev oprejst til Aandevæsener, lig sin Herre og Mester, i Foraaret 1878. Og medens vi derfor antager, at deres Opstandelse nu er en opfyldt Kendsgerning, og at de saavel som Herren er nærværende paa Jorden, er den Omstændighed, at vi ikke ser dem, ikke nogen Hindring for Troen, naar vi husker paa, at de nu ligesom sin Herre er Aandevæsener og ligesom han usynlige for Mennesker. Den Kendsgerning, at de er usynlige, at man ikke har fundet aabne og tomme Grave, og at man ikke har set nogen gaa ud fra Kirkegaardene, er ikke Hindringer for dem, som klart har forstaaet, hvad det er, vi bør vente; for dem, som ved, at vor opstandne Frelser ikke efterlod noget Hul i Muren i det Værelse, han traadte ind i og igen forlod, medens Dørene var lukket; for dem, som husker paa, at ingen saa den opstandne Genløser undtagen de faa, for hvem han særskilt og paa en overnaturlig Maade aabenbarede sig, forat de kunde være Vidner til hans Opstandelse; for dem, som husker, at han viste sig i flere forskellige Skikkelser for at hindre disse Vidner fra at tro, at han endnu var Kød, eller at nogen af de Skikkelser, de saa, var hans herlige aandelige Legeme. De, der husker paa, at kun Saulus af Tarsus saa Kristi aandelige Legeme og det ved et Mirakel, som kostede ham Synet, medens ingen andre saa det, vil hurtig indse, at den Omstændighed, at de ikke har set de opstandne hellige med sine naturlige Øjne, ligesaa lidt modsiger disses Opstandelse som den Kendsgerning, at de ikke har set Herren i Løbet af denne Høsttid, ej heller Englene, som gennem hele Evangeliealderen har været »tjenende Aander, udsendt til Hjælp for dem, som skal arve Salighed«. — Se Bind II, Kap. 5.

Vor Tro paa, at Riget begyndte at blive oprettet eller bragt til Magten i April 1878, hviler, maa vi bemærke, paa nøjagtig den samme Grundvold som vor Tro paa, [230] at Herren blev nærværende i Oktober 1874, og at Høsten begyndte der. Og eftersom Riget er Menigheden, følger det, at Menigheden blev ophøjet da — Herrens Huses Bjerg« [Rige] blev der »ophøjet over Jordens Bjerge« [Riger], og der begyndte Dommen over Babylon, Kristenheden, og over alle Verdens Riger.

Heller ikke er det ude af Samklang med den Tanke, at den største Del er ophøjet, medens nogle faa af de sidste Lemmer af det kongelige Presteskab er »i Live og forbliver«; thi som vi har set, forudsagde Apostelen netop denne Ordning. Og at være blandt dem, som forbliver, vil ikke være nogen Vanære; at være den aller sidste af dem, der skal »forvandles«, vil ingen Skam være. Flere Skriftsteder viser, at der er et særligt Arbejde for Legemets sidste Lemmer at udføre paa denne Side Forhænget, ligesaa vigtig og betydningsfuld en Del af Rigets Arbejde, som de forklarede Lemmer af Legemet udfører paa den anden Side Forhænget. Medens det herliggjorte Hoved og de Lemmer, der er paa den anden Side af Forhænget, har fuldt Overopsyn med de store Forandringer, som dels foregaar nu, dels skal foregaa i Verden, er de Leminer, som er i Kødet, Rigets Redskaber til mundtlig og skriftlig ved Bøger og Traktater at forkynde det »gode Budskab om en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket«, idet de fortæller Verden om Guds naadefulde Tidsaldersplan, at Tiden er nær for Haanden for Fuldendelsen af denne Plan; og de peger ikke alene paa den kommende store Trængselstid, men ogsaa paa de Velsignelser, som skal følge efter som Resultatet af Guds Riges Oprettelse paa Jorden. Et stort og vigtigt Arbejde er det, som er overdraget de Lemmer, der endnu er tilbage; Rigets Arbejde er det i Sandhed, og det er ogsaa ledsaget af Rigets Glæder og Velsignelser. Skønt de endnu er i Kødet og fortsætter med det dem givne Arbejde paa Bekostning af Selvopofrelse og udsat for megen Modstand, er de dog allerede ved at gaa ind til sin Herres Glæde — der er Resultatet af en fuld Tilegnelse af den guddommelige [231] Plan og den Forret at gennemføre denne Plan og i Forening med sin Herre og Genløser tilbyde alle Jordens Slægter evigt Liv og Velsignelse.

Paa disse Lemmer og deres Budskab peger Profeten Esaias tydelig (52, 7), naar han taler om Fødderne« eller de sidste Lemmer paa Kristi Legeme i Kødet og siger: »Hvor dejlige paa Bjergene [Rigerne] er dens Fødder, som bringer godt Budskab, som forkynder Fred [Forløsning], som siger til Zion: Din Gud er bleven Konge. [Kristi Regering er begyndt, og den skal bringe Forløsning, først til Zion og derefter til hele den sukkende Skabning.] Dine Vægtere skal opløfte Røsten, de raaber, de jubler tilhobe, thi med Øje mod Øje ser de, naar Herren vender tilbage til Zion.«

Stakkels saarede »Fødder«, nu foragtet af Mennesker! Ingen uden I selv kan fuldt ud værdsætte eders Privilegier. Ingen andre kan fatte den Glæde, som I føler ved at forkynde den nærværende Sandhed, ved at sige til Zion, at Tiden er nær for Oprettelsen af Riget, og ved at forkynde, at Immanuels Retfærdsstyre snart skal indføres og velsigne alle Jordens Slægter. Men om end foragtet af Mennesker er Kristi »Fødder« og deres nuværende Mission agtet højt paa den anden Side Forhænget af Legemets herliggjorte Lemmer og af deres herliggjorte Hoved, som er villig til at bekende saadanne trofaste for sin Fader og alle hans hellige Engle.

Føddernes Mission, som ikke er nogen ubetydelig Del af Rigsarbejdet, skal fuldføres. Skønt deres Budskab er almindelig hadet og betvivlet, og de selv er foragtet af Verden som Daarer for Kristi Skyld — hvilket alle hans trofaste Tjenere er bleven igennem hele Evangeliealderen — saa vil de dog, inden de alle er bleven »forvandlet« og forenet med de herliggjorte Lemmer hinsides Forhænget, som Rigets Forkyndere have efterladt sig saadanne Vidnesbyrd om dette Rige og dets nuværende og fremtidige Arbejde, at disse vil tjene som meget værdifulde Oplysninger for Verden og for Guds [232] uudviklede og overbebyrdede Børn, som paa Grund af denne Mangel paa Udvikling og paa Grund af disse Byrder vil være uværdige til en Plads i »Legemet«, der kun bestaar af »Sejrvindere«.

Og lad det ikke glemmes, at alle, som hører til »Fødderne«, vil være saaledes optaget med at forkynde disse gode Budskaber og med at sige til Zion: »Din Gud er bleven Konge!« — Kristi Rige er begyndt. Og alle, som er tro Vægtere, kan paa denne Tid se klart som én Mand og kan tilsammen harmonisk synge Moses' og Lammets nye Sang — Genoprettelsens Sang, som læres saa tydelig ikke blot i Mose Lov, der var »en Skygge af de bedre Ting, som skulde komme«, men ogsaa i de tydeligere Aabenbaringer om Guds-Lammet, hvilke indeholdes i det nye Testamentes Skrifter, — sigende: Retfærdige og sande er dine Veje.« »Alle Folkeslag skal komme og tilbede for dit Aasyn.« — Aab. 15, 3. 4.

En efter en vil de, der hører til »Fødderne«s Klasse, gaa over fra den nærværende Tilstand, i hvilken de, skønt ofte træt og saaret, dog altid er glade, over paa den anden Side Forhænget, »forvandlet« i en Hast, i et Øjeblik, fra Dødelighed til Udødelighed, fra Skrøbelighed til Kraft, fra Vanære til Herlighed, fra en menneskelig til en himmelsk Tilstand, fra kødelige til aandelige Legemer. Deres Gerning vil ikke ophøre med denne Forvandling; thi alle, som vil blive agtet værdige til denne Forvandling til Herlighed, er allerede hvervet til Rigets Tjeneste paa denne Side Forhænget; kun Trætheden, Møjen ved Arbejdet, skal ophøre med Forvandlingen — »de skal hvile fra sit Arbejde, men deres Gerninger følger med dem.«

Disse »Fødder«s »Forvandling« vil bringe dem ind til den samme Herlighed og Magt, hvortil de hensovede Lemmer allerede er indgaaet; de skal »rykkes bort« fra den jordiske Tilstand til at mødes med »Herren i Luften« — i det aandelige Regentskab over Verden. Som allerede vist, er »Luften« her et Billede paa aandeligt Herre-dømme [233] eller Magt. Satan har længe indtaget Stillingen som »den Fyrste, der har Magt i Luften« (Ef. 2, 2), og han har til Medarbejdere og Medregenter brugt mange af de store i Babylon, hvilke under Satans forblindende Bedragerier virkelig troede, at de gjorde Guds Gerning. Men i den belejlige Tid skal den nuværende »Fyrste i Luften« bindes, saa han ikke mere kan bedrage nogen, og de nuværende Himle, det store Antikrist-System, skal »forgaa med et stort Bulder«, medens den nye »Fyrste i Luften, den sande aandelige Hersker, Kristus Jesus, vil overtage Styrelsen, oprette »den nye Himmel« og forene sin »Brud« Evangeliealderens »Sejrvindere«, med sig selv i denne Magt eller »Luft«. Saaledes vil de »nye Himle« komme til at afløse de nuværende Magter i »Luften«.

Men maa alle disse dø — disse »Fødder«, som skal leve og forblive til Herrens Nærværelse? Ja, de offerviede sig alle »lige til Døden«; og om disse er det udtrykkelig skrevet, at de alle maa dø; og intet Skriftsted modsiger den Tanke. Gud erklærer ved Profeten: »Jeg har sagt, I er Guder [mægtige]! I er alle den Højestes [Guds] Sønner! Dog, som Mennesker skal I alle dø, og som en af Fyrsterne skal I falde.« — Ps. 82, 6. 7.

Det Ord, som her er gengivet med Fyrster, betyder Høvdinger eller Hoveder. Adam og Jesus er de to Hoveder eller Fyrster, der hentydes til. Begge døde, men af forskellige Aarsager : Adam for sin egen Synd, Kristus som et frivilligt Offer for Verdens Synder. Og hele Kristi Menighed, retfærdiggjort ved hans Offer, er regnet som friet fra Adams Synd og ogsaa fra den Dødsstraf, som er knyttet dertil, forat de kan være delagtige med Kristus som Medofrende. Det er paa Grund heraf, at de helliges Død er højt agtet af Gud (Ps. 116, 15). Lemmerne paa Kristi Legeme bliver, naar de dør, anerkendt som »døde med Kristus«, »ligedannet med hans Død«. De falder ligesom en af Fyrsterne — ikke lig den første, men lig den anden Adam, som Kristi Legemes Lemmer, der opfylder det, som fattes i Kristi Trængsler. — Kol. 1, 24.

[234] At Udtrykket »Guder«, mægtige, paa dette Sted anvendes om alle den højeste Guds Sønner, som skal være Medarvinger med Kristus Jesus, alle Tings Arving, bevises klart ved Jesu Henvisning dertil. — Joh. 10, 34-36.

»Som Mennesker skal I alle dø«; men »jeg siger eder en Hemmelighed: vi skal ikke alle sove«. At dø er én Ting, at sove eller forblive ubevidst, død, er en ganske anden Ting. Vor Frelser døde og sov derpaa til den redje Dag, da Faderen oprejste ham. Paulus og de andre Apostler døde og »sov hen« for at hvile fra sit Arbejde og sine Anstrengelser, for at »sove i Jesus« og vente paa den lovede Opstandelse og Delagtighed i Riget ved Herrens andet Komme. Da Tiden for Rigets Oprettelse var inde, var Tiden for deres Opvækkelse fra Dødssøvnen følgelig ogsaa inde. Hvorfor skulde de vedblive med at vente og sove, efterat Herren er nærværende og Tiden for hans Rige kommet? Der kan ikke være nogen Grund dertil, og vi tror derfor, at de ikke sover længere, men nu er oprejst med og lig sin Herre. Og dersom det ikke længer er nødvendigt, at disse forbliver i Dødens Søvn, saa er det heller ikke nødvendigt, at nogen af de hellige, som dør nu i Tiden for Herrens Nærværelse og Rigets Oprettelse, skulde »sove« eller vente i Døden paa en Opstandelse en Gang i Fremtiden. Nej, lovet være Gud, Livgiveren er nærværende, og siden 1878, da han tog sin store Magt og begyndte at udøve Myndighed, behøver ingen af hans Lemmer at sove; for alle dem, der hører til »Fødderne«, er derfor nu, siden 1878, Dødsøjeblikket tillige Forvandlingens Øjeblik. De dør som Mennesker og lig Mennesker, men i det samme Øjeblik er de bleven lig sin Herre, herlige, aandelige Væsener. De bliver rykket bort fra den jordiske Tilstand til at være med Herren for bestandig — »i Luften« — i Rigets Magt og Herlighed.

Det var efterat Herren havde fuldbyrdet Opofrelsen af sin menneskelige Natur og var bleven oprejst fra de [235] døde og var bleven forvandlet til et Aandevæsen, at han sagde: » Mig er given al Magt i Himmel og paa Jord« (Matt. 28, 18). Og først naar alle Kristi Lemmer har fulgt sin Herres Eksempel og fuldendt sit Offer i Døden, vil Kristus-Personen være fuldt udrustet med Magt til det store paafølgende Værk, alle Tings Genoprettelse.

Med disse Ting for Øje, hvor fuldt af Betydning er da ikke dette Udsagn: »Salige er de døde, som dør i Herren herefter; ja, siger Aanden, de skal hvile fra sit Arbejde, men deres Gerninger følger med dem« (Aab. 14, 13). Intet Sted i Skriften er Døden fremstillet som en Velsignelse, undtagen i dette ene Tilfælde; og her er det særlig begrænset og gjort anvendeligt for en viss, særegen Tid*) — »herefter«. Og læg Mærke til, at selv da er den kun velsignet for en særlig Klasse — »de døde, som dør«. Dette Udtryk maa ikke betragtes som en Fejl, men som en meget træffende og kraftig Beskrivelse af den lille Klasse, for hvem Døden vil være en Velsignelse. Denne Klasse er hans Fødder«. Og som allerede vist, maa hvert Lem paa Kristi Legeme fuldende sit Offer i en virkelig Død.

*) Naar vi i et efterfølgende Bind undersøger Aabenbaringens vidunderlige Syner, vil det klart kunne sees, at den Tid, som her er betegnet ved »herefter« som afmærket ved Begivenheder, falder nøjagtig sammen med 1878, som angivet ved de heri nævnte Profetier.

Disse alene er de døde, som dør. De er regnet af Gud som allerede døde, og de formanes til ogsaa at ,regne sig selv som døde: »Anser eder selv som døde for Synden.« Ingen andre døde Mennesker kan siges at dø end denne Klasse af døde, som maa fuldende sit Offer i en virkelig Død.

Saaledes vil Gud hjælpe Zion i dets Morgengry — Morgenen paa den evige Dag, da Kristus triumferer. Saa ledes hjælper han det allerede. En efter en bliver de hellige nu, uden at Verden mærker det, forvandlet og forenet med den triumferende Menighed; og de, som forbliver [236] til det sidste, forkynder det evige Evangelium, indtil Døren er lukket og enhver Lejlighed til Arbejde endt. Og saa vil de »staa« i Tro og Taalmodighed og forvente sin Forvandling, idet de med Glæde tager imod Forløsning, gennem hvilket Middel det end maatte behage Gud at tillade dens Udførelse.

Paa den Maade vil de blive frelst fra den store Orkan af Trængsler, som skal følge efter deres Bortgang, ligesom de ogsaa bliver bevaret i den første Del af Slaget, i hvilket Tusind skal falde i Utroskab og blive overvunden af de forskellige Vildfarelsers Smitte, for hver én, som vil staa fast. — Ps. 91, 7.

Eftersom Trængslens Tid drager nær, maa vi derfor vente, at den sande Menighed i dens nuværende Tilstand, Eliasklassen, Johannesklassen, vil tage af i Indflydelse og Antal, medens Kristuspersonen i Triumf og Herlighed, det samme Legeme paa den anden Side Forhænget, vil tage til, som Johannes paa profetisk Vis forudsagde. — Joh. 3, 30.