STUDIER I SKRIFTEN

BIND III.

Komme dit Rige

 KAPITEL 8

ISRAELS GENOPRETTELSE.

Israels Genoprettelse i Palæstina en Begivenhed, som kan ventes indenfor Høstperioden. — Hvorledes og i hvilken Udstrækning og hos hvilken Klasse vi kan vente denne Genoprettelse. — Tidspunket for dens Begyndelse og Tegnene paa dens virkelige Fremskriden derefter. —   Hvorledes Tusindaarsrigets Velsignelser, som er bestemt for hele Menneskeslægten, vil naa og genoplive Jøden først, —  Genoplivelsen af de jødiske Forhaabninger. — Ledande jødiske og hedenske Forfatteres Iagttagelser. — Disses Harmoni med Profetien. — Israels Blindhed med  Hensyn til Kristus allerede ved at fjernes. — Bevægelsens Udbredelse. — Gud vil hjælpe dem. — Det angelsaksiske Spørgsmaal.

»Paa den Dag vil jeg oprejse Davids faldne Hytte, og jeg vil tilmure dens Revner og oprejse, hvad der er nedbrudt af den, og bygge den som i fordums Dage. Og jeg vil gøre Ende paa mit Folk Israels Fangenskab, og de skal opbygge ødelagte Stæder og bo der og plante Vingaarde og drikke deres Vin og opdyrke Haver og æde deres Frugt. Og jeg vil plante dem i deres Land, og de skal ikke mere oprykkes af sit Land, som jeg har givet dem, siger Herren, din Gud.« — Amos 9, 11. 14. 15.

BLANDT de Oldtidslevninger, som er kommen ned til vor Tid, er der ingen, der er af saa stor en Interesse som det jødiske Folk. De Mennesker, der forsker i den gamle Videnskab, har utrættelig undersøgt enhver livløs Genstand, som kunde yde den mindste Skærv til historisk eller videnskabelig Kundskab. Monumenter, Altere, Grave, Ruiner af offentlige og private Bygninger, Malerier, Billedhuggerarbejder, Billedskrifter [238] og døde Sprog er alle bleven adspurgt; og nogle har endog bestræbt sig for taalmodig at afsløre Grænse­linien for den virkelige Sandhed af det, som sandsynligvis ligger til Grund for de mange fantastiske Legender, Sagn, Sange o. s. v., som igennem Aarhundreder er flydt ned til os, for at lære at kende alt, hvad det er muligt at faa at vide om Menneskets Oprindelse, Historie og Skæbne. Men den aller interessanteste Levning og den eneste, hvis Historie let kan skildres og forstaaes, er det jodiske Folk. I dette har vi et Mindesmærke fra Oldtiden af uendelig Værdi, og paa det er hele Menneskeslægtens Oprindelse, Fremskridt og endelige Skæbne berettet med letlæselige Bogstaver — et levende og forstaaeligt Vidnesbyrd om en gradvis Udarbejdelse af en forunderlig Plan med Hensyn til Menneskenes Sag, i nøjagtig Overensstemmelse med deres guddommelig inspirerede Profeters og Seeres Forudsigelser.

Som et Folk betragtet er de paa en tydelig og særegen Maade kendetegnet ved enhver Omstændighed i sin Historie og ved sin fælles religiøse Tro saavel som ved ethvert Træk i sin nationale Karakter, ja selv ved sit Udseende, Væsen og Sædvaner. De nationale Karaktertræk fra mange Aarhundreder tilbage er endnu fremherskende lige til deres særlige Smag for Ægyptens Purreløg, Rødløg og Hvidløg, og deres stivsindede Haardnakkethed. Som et Folk betragtet havde de mange Fortrin paa enhver Maade, særlig det, at Guds Ord var dem betroet, hvilket udviklede Digtere, Lovgivere, Statsmænd og Filosofer blandt dem og ledte dem Trin for Trin fra at være et Trællefolk til at blive — som paa Salomons Tid, da deres Herlighed var paa Højdepunktet — et Folk, der var kendt og æret blandt alle Folkeslag og tiltrak sig hele Verdens Forundring og Beundring. — Rom. 3, 1. 2; 1 Kong. 4, 30-34; 10, 1-29.

At Israels Genoprettelse i Palæstinas Land er en af de  Begivenheder, der kan ventes paa denne Herrens Dag, er vi fuldt forvisset om gennem ovenanførte Ord [239] af Profeten Arnos. Læg særlig Mærke til, at Profetien ikke kan fortolkes i nogen sindbilledlig Forstand. Det er ikke et Kanaan i Himmelen, de er bestemt til, men et Kanaan paa Jorden. De skal plantes i »sit Land«, det Land, som Gud siger, han har givet dem, det Land, som han lovede Abraham, sigende: »Opløft dog dine Øjne og se fra det Sted, hvor du er, mod Nord, mod Syd, mod Øst og mod Vest. Thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og din Afkom evindelig. Og jeg vil gøre din Afkom som Jordens Støv, saa dersom nogen kan tælle Jordens Støv, da skal ogsaa din Afkom kunne tælles. [En Tilkendegivelse af en fjern Periode, som giver rigelig Tid til en saadan Mangfoldiggørelse af hans Afkom.] Staa op, drag gennem Landet efter dets Længde og efter dets Bredde; thi dig vil jeg give det.« »Og jeg vil give dig og din Afkom efter dig det Land, hvor du bor som Fremmed, hele Kanaans Land til en evig Ejendom« (1 Mos. 13, 14-17; 17, 8). Det er et Land, hvori de fik den Forret at komme ind, og i hvilket de boede i Aarhundreder. Men i Løbet af den Tid blev de mange Gange oprykket og ført i Fangenskab til andre Lande, medens fremmede lagde deres Steder øde, drak deres Vingaardes Vin og spiste deres Havers Frugt. Og tilsidst blev de fuldstændig rykket op med Rode, deres Stæder ødelagt, og de blev som Udvandrere og Flygtninge dreven fra Land til Land hele Verden over. Men naar de atter efter Guds Forjættelse bliver plantet i sit Land, »skal de ikke mere oprykkes af sit Land«, som Gud gav dem; og »de skal genopbygge de ødelagte Stæder [Byer, hvori de tidligere har boet] og bo i dem. Skønt det er et adspredt, hjemløst og forfulgt Folk, er det dog endnu et afsondret og ensartet Folk. Forenet ved Blods-Forbindelsens stærkeste Baand, ved det fælles Haab, inspirerede ved en fælles Tro paa Guds Forjættelser, omendskønt de kun utydelig forstod disse Forjættelser, og endvidere bunden sammen ved det Sympatiens Baand, som er fremkommet ved deres fælles [240] Lidelser og Tab som landflygtige, spejder og længes de indtil denne Dag efter Israels Haab.

Som et Folk betragtet har de endnu Tro paa Gud, skønt de i sin Blindhed og sit Hjertes Hovmodhar taget Anstød af den Beskedenhed med hvilken Guds udvalgte Sendebud for Verdens Frelse fremtraadte, saa at de, istedetfor at modtage ham, korsfæstede Frelseren, Herlighedens Herre. Og dog viser Apostlerne og Profeterne os, at selv denne skamløse Forbrydelse, hvortil deres Hovmod og Egenvilje drev dem, ikke var en saadan, som aldrig kunde tilgives dem. De er bleven straffet af den Grund og det haardt. Da de fordømte den Retfærdige og sagde:» Hans Blod komme over os og vore Børn«, anede de ikke den frygtelige Gengældelse, som paafulgte.

Den frygtelige Trængsel, Tabet af Liv, Ødelæggelsen af deres hellige By og Templet, det fuldstændige Ophør af deres nationale Eksistens og Adspredelsen af den Levning, der overlevede dette, som landflygtige i alle Nationer, fuldendte Værket i deres Høstperiode. Det begyndte med Oprør og Borgerkrig og endte med en Belejring af den romerske Hær. Ild, Sværd og Hungersnød fuldførte en frygtelig Gengældelse paa dem.

Og siden den Tid har Israel i Sandhed været et adspredt og plyndret Folk. Dreven som landflygtige fra Land til Land og fra Sted til Sted har de været berøvet næsten enhver Rettighed og Forret, som andre Mennesker har nydt. Paa Grund af, at de har forkastet Kristendommen saavel i dens fordærvede som i dens rene Skikkelse, blev de Genstand for Romerkirkens Foragt og ubarmhjertige Forfølgelse. Historieskriveren siger:

»I Tyskland, Frankrig, England og Italien blev de indskrænket ved Forbud og Love saavel af de gejstlige som af de verdslige Magter, udelukket fra alle ærefulde Beskæftigelser, dreven fra Sted til Sted, tvungen til at ernære sig næsten udelukkende af Handel og Aager, betynget af Skatter og nedværdiget i Byerne, holdt i snævre Kvarterer og mærket i sin Dragt med Smædetegn, [241] udplyndret af lovløse Baroner og forarmede Fyrster, et let Bytte for alle Parter under de verdslige Len, atter og atter berøvet sit pekuniære Tilgodehavende, ejet og solgt som Livegne af Kejserne, nedslagtet af Pøbelen og af oprørske Bønder, jaget af Munkene og tilsidst brændt i tusindvis af Korsfarerne, som ogsaa brændte deres Brødre i Jerusalem i deres Synagoger eller pinte dem med latterlige bebrejdende Prædikener, forfærdelige Beskyldninger og Rettergange, Trudsler og Forsøg paa at omvende dem.... De kunde ikke eje Land, ikke høre til noget Haandværkerlag og ikke tage Del i nogen Form af Kunst; de var næsten udelukkende henvist til Handel. Og da de fandt hele Menneskeslægten i Krig imod sig, blev deres nationale Stolthed og Hovmod paa ingen Maade formildet, og Svælget mellem Jøderne og deres hedenske Naboer blev følgelig stadig større.«

Saaledes fremmedgjort for Gud og sine Medmennesker af enhver Nation har deres Tilstand i Sandhed været bedrøvelig og beklagelsesværdig. Under Pavedømmets ubarmhjertige Forfølgelser har de lidt i Fællesskab med Jesu hellige og Martyrer — de kristne for sin Forkastelse af Antikrist og Jøderne for sin Forkastelse af baade Kristus og Antikrist. Skønt Gud har tilladt, at disse Trængsler og Forfølgelser er kommen over dem som en Straf for deres nationale Forbrydelse ved at forkaste Evangeliet og korsfæste Genløseren, vil han ikke desto mindre i sin egen Tid belønne Bestandigheden af deres Tro paa hans Forjættelser, som de saa længe og udholdende har holdt fast ved. Gud kendte deres Hjerters Haardhed og Hovmod forud og forudsagde dette saavel som de Ulykker, der er kommen over dem; og ikke mindre tydelig har han forudsagt, at deres Blindhed skal borttages, og at alle de jordiske Forjættelser tilsidst skal opfyldes paa dem — de Forjættelser, der for lang Tid siden blev givet til Abraham og gentaget af alle de hellige Profeter.

Eftersom Tiden for den lovede Genoprettelse af Guds Gunst mod Israel nærmer sig, ser vi, at der bliver gjort Forberedelser dertil. I Løbet af denne Tidsperiode er en sigtende og adskillende Proces aabenbar iblandt dem, [242] hvilken deler dem i to Klasser, de ortodokse og de ikke­ortodokse Jøder. De første holder endnu fast ved Guds Forjættelser og haaber endnu, at Guds bestemte Tid til at vise Zion Yndest snart maa komme. De sidste er ved at tabe Troen paa en personlig Gud, og de drives henimod Fritænkeri, Rationalisme og Vantro. De ortodokse indbefatter mest de fattige, fortrykte Jøder saavel som nogle af de rige og lærde og er meget talrigere end de ikke-ortodokse, skønt de sidste er de mest indflydelsesrige og agtede, ofte Købmænd, Bankierer, Forlæggere o. s. v.

Det følgende er et kortfattet Udtog af de ortodokse Jøders Tro:

»Jeg tror med en sand og fuldkommen Tro, 1) at Gud er alle Skabningers Skaber og Herre, og at han har frembragt alle Ting; 2) at Skaberen er en, og at han alene har været vor Gud, er og for evig skal være det; 3) at Skaberen ikke er materiel, ikke skal forstaaes at have Legemsdele, og at der ikke er noget legemligt Væsen, der kan lignes med ham; 4) at intet var før ham, og at han bliver for evig; 5) at han og ingen anden skal tilbedes; 6) at alle Profeternes Ord er sande; 7) at Moses' Profetier var sande; at han er den ypperste af alle vise Mænd, som har levet før ham og nogensinde vil komme til at leve; 8) at hele Loven, som paa denne Dag er i vore Hænder, blev givet af Gud selv til vor Herre Moses; 9) at den samme Lov aldrig vil blive forandret eller nogen anden givet af Gud; 10) at Gud kender alle Menneskets Tanker og Gerninger, som det er skrevet i Profeterne: 'Han dannede deres Hjerter ret, han forstaar alle deres Gerninger'; 11) at Gud vil belønne med godt alle dem, som holder hans Befalinger, og vil straffe dem, som overtræder dem; 12) at Messias endnu skal komme — 'Jeg vil vente paa ham, til han kommer'; 13) at de døde skal genoprettes til Liv, naar det behager Gud, Skaberen, hvis Navn være velsignet og ihukommet uden Afladelse. Amen.«

Siden deres Adspredelse og Templets Ødelæggelse er deres Ofringer ikke bleven fortsat; men i alle andre Henseender bliver den mosaiske Lovs Fordringer endnu overholdt blandt de ortodokse Jøder. Deres Gudstjeneste bestaar ligesom i gamle Dage af Oplæsning af Skriften, Bøn [243] og Lovsang. Paa deres Basunfests anden Dag læser de Beretningen om Abraham, der ofrede sin Søn Isak, og Guds Velsignelse over ham og hans Sæd. Saa blæser de i Basun og beder om, at Gud maatte føre dem tilbage til Jerusalem.

De ikke-ortodokse eller reformerte Jøder, de »radikale«, adskiller sig i høj Grad fra de ortodokse; mange af dem er aabenbare Gudsfornegtere, idet de fornegter en personlig Gud. De negter, at der skal komme en Messias; og dersom de ikke helt fornegter Profetierne, forklarer de, at det jødiske Folk selv er Messias, som lidt efter lidt reformerer Verden, og at Messias' forudsagte Lidelser er opfyldt i deres Forfølgelser og Lidelser som et Folk. Andre af dem erklærer, at Civilisationen er den eneste Verdens Frelser, de forventer.

Det er uden Tvivl den første Klasse, der vil blive samlet og velsignet, naar Messias kommer anden Gang i Magt og Herlighed, og som vil sige: »Se der vor Gud, denne som vi ventede skulde frelse os, denne Herre, som vi ventede; lad os fryde og glæde os i hans Frelse« (Es. 25, 9). Og i det klare Lys af Messias' Lærdomme vil al Tro paa de forfængelige Overleveringer, som de endnu holder fast ved som værdifulde Tilføjelser til Guds Lov, forsvinde. Den Tid nærmer sig hurtig, da Gud vil tale Fred til Israel og trøste dem og fuldstændig helbrede deres Blindhed. Vi mener ikke med dette, at de, som er vandret langt bort ud i Utroskab, aldrig vil faa sin Blindhed fjernet. Gud forbyde det. Alle blinde Øjne i ethvert Folk vil blive aabnet og alle døve Øren oplukket. Men ingen særlig Gunst vil blive disse vantro Jøder til Del paa den Tid, da Guds Yndest vender tilbage til Jøderne; thi »den er ikke Jøde, som i det udvortes er Jøde« — blot ved Slægtskab og Ansigtstræk. De Jøder, der anerkendes af Gud som Abrahams Børn, er dem, der holder sig til Abrahams Tro og har Tillid til Guds Forjættelser.

Anglo-Israel ter.

[244] Og her maa vi tilkendegive vor Afvigelse fra deres Synspunkt, som paastaar, at Angelsakserne er Loftets Israel i Skriften. De paastaar, at Angelsakserne, Folket i de Forenede Fristater o.s.v. nedstammer fra de ti Israels Stammer, som adskilte sig fra Juda od Benjamins Stammer efter Salomons Død, og som ofte er kaldt »de ti forsvundne Stammer«, fordi de ti Stammer aldrig vendte tilbage til Kanaans Land efter Fangenskabet i Babylon, men forblev som Stammer eller enkeltvis adspredt blandt de forskellige Folkeslag. De, hvis Teori vi kritiserer, paastaar, at de kan følge deres Vandring henimod Storbritannien, og at de engelsktalende Folks Storhed og Indflydelse i Verden maa tilskrives den Omstændighed, at de tilhører Israel og arver de Løfter, der er givet Israel.

Til dette svarer vi, at nogle af de Grunde, de fremfører som Bevis for, at de er »de ti forsvundne Stammer«, langt fra synes at være holdbare; men selv om vi maatte indrømme alt, hvad de hævder angaaende dette, vilde (let dog ikke bevise, at den angelsaksiske Races Storhed og Indflydelse maa tilskrives den Kendsgerning, at de stammer fra Israel. Deres Storhed maa tilskrives deres Frihed og Intelligens, som har sin Grund, ikke deri, at de er »forsvundne«, heller ikke deri, at de er født Israeliter efter Kødet, men i Kristi Lære — i det Lys, som nogle af Abrahams »aandelige Sæd« lader skinne ud imellem dem.

Den Kendsgerning, at de ti Stammer gik bort fra de to, taler ikke til deres Fordel; tvertimod. Det er et Tegn paa, at de var tilbøjelige til at forkaste Guds Forjættelser; det er et Tegn paa Utroskab, paa Vantro; thi de vidste godt, at Gud havde forudsagt, at Lovgiveren, Frelseren, Befrieren, Kongen, i hvem og ved hvem Forjættelserne skulde opfyldes, skulde udgaa af Juda. Benjamins Stamme var derfor den eneste, der foruden Juda, i Oprørstiderne aabenbarede Tro paa Guds Forjættelser. Paa den Tid, da det babyloniske Fangenskab ophørte, hørte de [245] fleste af dem, der vendte tilbage til Kanaans Land og saaledes viste sin uforandrede Tro paa Gud og hans Løfter, til Juda og Benjamins Stammer; dog, hørte ikke alle de tilbagevendende til de to Stammer. Iblandt dem var der nogle fra alle de forskellige Stammer, som elskede Herren og søgte ham med Anger, da de endnu stolede paa hans Løfter. Dog, det store Flertal af de ti Stammer, saavel som af de to, benyttede sig ikke af Lejligheden til at vende tilbage til Løftets Land, men foretrak at blive i Babylon og andre Lande, fordi mange af dem var henfalden til Afgudsdyrkelse og havde mistet sin Respekt for Guds Forjættelser.

Vi maa erindre, at kun faa af dem, som vendte tilbage til sit Land under Esras' Ledelse, og slet ingen af dem, der vendte tilbage under Nehemias' Ledelse, hørte til den Generation, der var bleven taget tilfange; thi Størsteparten af dem var døde i Babylon før den Tid. Disse var deres Børn, i hvis Hjerter deres Fædres Tro endnu brændte, og som endnu haabede paa de Velsignelser og Gunstbevisninger, der var forjættet Abrahams Sæd. Saaledes var den lille Flok paa mindre end 50,000 alle de Israeliter, der blev tilovers af alle Stammerne, og som gennem den Handling at vende tilbage til Løftets Land viste, at de endnu fastholdt Abrahams Tro. Det var for disses Efterkommere, udskilt fra alle Israels Stammer skønt hovedsagelig fra de to Stammer og alle benævnt Jøder, efter den fornemste af Stammerne, at Herren fremstillede sig og sit Rige ved sit første Komme.

Herren talte om dem som Israel og ikke som en Del af Israel eller som Juda alene. Selv dem, der havde klynget sig til hans Forjættelser og til hverandre, omtaler han som »de fortabte Faar af Israels Hus«, fordi de var kommen langt bort fra Sandheden, vildledt af falske Hyrder, som havde ført dem ad sin egen Vej og ikke ad Guds Vej. Han siger: »Jeg er ikke sendt uden til de tabte Faar af Israels Hus.« Hans Tjeneste var som Følge deraf indskrænket til Israels Hus. Dette [246] stemmer ogsaa overens med det foregaaende, som viser, at Jøderne paa hans Tid var de eneste anerkendte Repræsentanter for »Israels Hus«, hvad Udtrykkene »det ganske Israel«, »vore tolv Stammer, der bestandig tjener Gud«, og mange lignende Udtryk af Herren og Apostlerne ogsaa angiver. Og det maa erindres, at Herren i Forbindelse med sit Udsagn om, at hans Tjeneste var for Israel, forbød Disciplene at gaa ud til andre end til Palæstinas Jøder. — Matt. 10, 5. 6; 15, 24.

Læg ogsaa Mærke til, hvorledes Apostlerne brugte Ordet »Israel«, og ikke »Juda«, naar de talte om dem, som paa den Tid boede i Palæstina (Ap. G. 2, 22; 3, 12; 5, 35; 13, 16; 21, 28), og hvorledes de anvendte Esaias' Ord om Israels Levning paa de forholdsvis faa, der tog imod Evangeliet (Rom. 9, 4. 27. 29. 31-33; 10, 1-4; I1, 1. 7-14. 25. 26. 31), og talte om hele Resten som forblindet. Vi ser altsaa klart, at selv om det kunde bevises, at Angelsakserne var en Del af »de ti forsvundne Stammer«, kunde der dog ikke tilflyde dem nogen Gunst af den Grund under hin Pagt; thi de brød den israelitiske Pagt og blev Afgudsdyrkere, Vantro og i Virkeligheden Hedninger. Desuden blev alle, der anerkendtes som Abrahams naturlige Sæd, og som vilde vedblive at forkaste Kristus, udelukket fra al Yndest fra Tiden for Kristi Død indtil Aar 1878, da efter Bibelkronologien Tiden var inde til at Guds Gunst skulde vende tilbage til dem og deres Blindhed begynde at bortfjernes. Følgelig kunde Angelsaksernes Udmærkelse i det forløbne ikke i nogen Forstand have været Israels tilbagevendende Gunst. De, fra hvem Yndesten blev borttaget paa Grund af, at de forkastede og korsfæstede Herren, er de samme, til hvem Yndesten nu skal vende tilbage. Paa den Tid og lige siden er Israel blevet repræsenteret ved »Jøden« (Rom. 2, 9. 10), og det er Jøden, som nu vil blive genoptaget i Guds Yndest som »Abrahams naturlige Sæd«. Disse skal tilligemed den aandelige »Sæd« (udvalgt i Løbet af Evangeliealderen — en Levning fra Israel, [247] Jøderne, og de øvrige, samlet ud fra Hedningerne) være Guds Redskaber til at velsigne alle Jordens Slægter.

Den kommende Gunst vil ikke blive for Israel alene. Alle, som tror paa Forjættelserne, kan sammen med den naturlige Sæd faa Del i denne tilbagevendende Gunst, ligesom i Løbet af denne Evangeliealder enhver Jøde, der modtog Kristus, bliver delagtig i alle de aandelige Velsignelser og Fordele, som bliver tilbudt i Løbet af Evangeliealderen. Ligesom kun en lille Levning troede paa og modtog Evangeliet i Begyndelsen, saaledes vil, bortset fra Jøderne, kun et lille Antal af Menneskeslægten være rede til at tage imod Tusindaarsrigets nye Love og Tilstande under den herliggjorte Herres og hans herliggjorte Menigheds retfærdige Regering, og derfor vil kun faa udenfor Jøderne blive velsignet under den i Begyndelsen.

Jøden, som længe havde været vant til at stræbe efter at gøre og at fortrøste sig til, at Lydighedsgerninger efter Loven skulde sikre ham den guddommelige Velsignelse, snublede over det første Træk i Evangeliehus­holdningen: Syndernes Forladelse uden Gerninger for enhver, som tror paa Jesu fuldbragte Værk og fuldgyldige Offer for Synden. Men Jødens Respekt for Loven vil blive til hans Fordel i Tusindaarsalderens Morgengry, og ingen vil være mere beredt til de strenge Fordringer og Love end han, efterat hans Blindhed med Hensyn til Kristus og Værdien af hans Offer for Synder vil være bortfjernet; thi der fordres Gerninger, efterat man har troet paa Kristus, skønt de ikke antages før. Og naar Jøden tager imod Guds Kærlighed og Gunst i Kristus, vil han ikke være saa tilbøjelig til at tabe Guds Retfærdighed af Syne, som saa mange nu til Dags er. Andre vil derimod for en Tid være forblindet og uberedt til at anerkende Rigets Love, naar Ret skal gøres til Maalesnor og Retfærdighed til Lod.

Ligesom Jøden blev forblindet ved et falsk Syn paa Loven, som var bleven gjort ugyldig ved falske Lærdomme, [248] saaledes vil nu mange Hedninger blive hindret i at tilegne sig Betingelserne for Yndest i Løbet af Tusindaarsalderen paa Grund af de falske Fremstillinger af Læren om Guds Naade ved Syndernes Forladelse; thi falske Lærere har i den nærværende Tid forvansket Evangeliet om Guds Naade ved spidsfindige Ræsonne­menter — »idet de endog fornegter den Herre, som købte dem« (2 Pet. 2, 1) og negter, at det var nødvendigt at give nogen Genløsningsbetaling for Menneskets Forsoning. De hævder, at det er menneskeligt at tage fejl og guddommeligt at tilgive, at tilfældig Synd derfor er ganske undskyldelig, og at Talen om den strenge Straf, en Genløsning o. s. v. ikke kan være troværdig; thi dersom der ingen Synd var at tilgive, vilde det borttage Guds Glæde ved at tilgive. Idet de taber Guds Retfærdighed af Syne, kan de ikke se det logiske i hans Plan om en Forligelse ved Korsets Blod, som kun skænker Syndernes Forladelse ved et Genløsningsoffer til saadanne, som kæmper mod Synden. Da de fleste er forblindet ved sine fejlagtige Ideer om Guds Retfærdighed og Strenghed, vil faa være saa godt beredt som Jøden for den strenge Lydighed, som i Forhold til enhvers Evne vil blive fordret af alle i den næste Tidsalder.

Som en Illustration paa Jødens Beredthed til at anerkende Jesu Kristi Død som sin Genløsningsbetaling — den lovlige Forsoning for Menneskets Synd — vil vi her anføre en Beretning af en ung Hebræer, der er omvendt til Kristus, om den aarlige Ihukommelse af den »store Forsoningsdag«, som den nu om Stunder overholdes af de ortodokse Jøder. Artiklen stod i »The Hebrew Christian« og lyder som følger:

»Yom Kippur eller den store Forsoningsdag var en mærkværdig Dag i min Faders Hus; thi han ikke alene fastede, bad og spægede sit Legeme paa denne hellige Forsoningsdag, men han tilbragte hele Natten i Synagogen med Tilbedelse. Jeg har ofte set min fromme Fader græde paa denne store Dag, naar han gentog den rørende [249] Bekendelse, der fulgte efter Opregningen af de Ofre, som var bestemt af Gud til at ofres for Efterladelses­og Overtrædelsessynder; og mangen en Gang har jeg udgydt Medfølelsens Taarer, naar jeg forenede mig med ham i at klage over, at vi nu ikke havde noget Tempel, ingen Yppersteprest, intet Alter og ingen Ofre. Dagen før denne højtidelige Dag tog han i Forening med de andre Jøder en Hane; og under Gentagelse af visse Bønner bevægede han den levende Fugl tre Gange rundt over sit Hoved og gentog disse Ord: ’Dette være min Stedfortræder, dette være mit Vederlag, dette være min Forsoning; denne Fugl skal gaa til Døden og jeg til et saligt Liv.’ Saa lagde han sine Hænder paa den, ligesom man brugte at lægge Hænderne paa Ofrene, og straks efter blev den givet hen til at slagtes. Dette er det eneste Blod, som Israel udgyder nu. Blodet af Bukke og Okser flyder ikke længere ud over Kobberalteret.

Min Fader gjorde sig den største Umage for at skaffe en hvid Hane tilveje og undgik helt og holdent en rød; og naar jeg spurgte ham om Grunden, hvorfor han gjorde det, fortalte han mig, at en rød Hane allerede er bedækket med Synd, thi Synden er i sig selv rød, som det er skrevet: ’Om eders Synder er som Skarlagen, skal de blive som Sne; om de er som Karmoisin, skal de blive som Uld’ (Es. 1, 18). Han vedblev: ’Du vil finde, at Rabbinerne har sagt i Talmud, at dersom Hanen er hvid, er den ikke besmittet med Synd og kan derfor bære Jødernes Synder; men dersom den er rød, er den helt bedækket med Synder og er uskikket til at bære vore Overtrædelser.’

Grunden til, at de hellere bruger en Hane end noget andet Dyr, er denne: Paa Hebraisk hedder Menneske ’gever’. Nu, dersom ’gever’ (Mennesket) har syndet, maa ’gever’ ogsaa lide Straffen derfor. Men eftersom Straffen er sværere, end Jøderne kan bære, har Rabbinerne som Stedfortræder sat en Hane, som paa kaldæisk hedder ’gever’, og saaledes formodes det, at den guddommelige Retfærdighed er bleven tilfredsstillet; fordi, ligesom 'gever’ har syndet, er ’gever’, d. v. s. en Hane, bleven ofret.

Dette tomme Paafund maa ansees for at være et fremtrædende Bevis paa en meget slaaende Kendsgerning, nemlig at medens mange af Jøderne nu til Dags helt negter Forsoningen, har dog Hovedmassen af Folket endnu en Følelse af, at et Offer for Synder er absolut nødvendigt, og at uden en Forsoning kan Anger ikke [250] frelse os. Dersom Jøderne istedetfor at læse Rabbinernes Fabler vilde studere Bibelen, vilde de finde, at den Herre Jesus, den sande Messias, i sin egen velsignede Person har gjort netop den Forsoning for Synder, som de i sin Uvidenhed tænker skal gøres ved at ofre en Hane. ’Gever’ (Mennesket) har syndet, og ’gever’ (Mennesket), det Menneske Kristus Jesus, har givet sin Sjæl til et Syndoffer. — Es. 53, 10.«

Til Jøden først.

Vi ser da, at Guds Forudsigelse, at Israel (med Und­tagelse af de faa trofaste) vilde blive forblindet af sin Lov (Rom. 11, 9), blev opfyldt paa en naturlig Maade; og vi ser ogsaa, at hans Forudsigelse, at Tusindaarsdagens Gunstbevisninger og Tilstande vil velsigne mange af dem hurtigere end andre, ogsaa vil gaa for sig paa en ganske naturlig Maade og være Resultatet af forstaaelige Aarsager.

Saaledes vil Tusindaarsdagen være for Jøden først, ligesom Evangeliets Gunstbevisninger paa Grund af Pagterne o. s. v. , blev tilbudt dem først. Og saaledes skal det tilsidst blive, som Simeon profeterede: »Dette Barn er sat mange i Israel til Fald og mange til Oprejsning.« Og Tiden er nu for Haanden, da denne Nation, der saa længe har været falden fra Guds Yndest, igen skal oprejses.

Men lad os vogte os for en altfor almindelig Fejltagelse, som mange gør sig skyldig i ved at tro, at følgende Udsagn skal tages bogstavelig: »Derefter vil jeg vende tilbage og igen opbygge Davids faldne Hytte, og det nedbrudte af den vil jeg atter opbygge og jeg vil igen oprejse den.« »Og Herren skal give ham hans Fader Davids Trone.« »Og min Tjener David skal være Konge over dem« (Ap. G. 15, 16; Luk. 1, 32; Ez. 37, 24). Medens det bogstavelige i Israels forjættede Tilbagevenden til deres eget Land og Jerusalems Genopbyggelse paa dets egne Grushøje ikke kan drages i Tvivl, kan vi være ligesaa sikre paa, at der ved Davids Hus og Trone ikke er [251] ment bogstavelige Stene, Tømmer o. s. v. Genoprettelsen af Davids Hus betyder Genoprettelsen af Kongemagt og Herredømme i Hænderne paa en eller anden af Davids Efterkommere. Kristus Jesus er den forjættede Kvist paa Davids Hus og Arving til hans Trone; og naar hans Myndighed begynder at blive oprettet, vil det være Begyndelsen til Oprejsningen (den vedvarende Bestaaen) af Davids Hus eller Hytte, som forhen kun var midlertidig, og som blev kuldkastet og i mange Aarhundreder har ligget i Grus. Ligeledes betyder »Davids Trone«, paa hvilken Messias vil sidde, ikke den Stol af Træ, Guld og Elfenben, paa hvilken David sad, men det Embedes Værdighed, Magt og Myndighed, som han beklædte. Den Myndighed, Stilling eller Trone, som David beklædte i nogle Aar, vil blive udfyldt efter en langt større Maalestok af Jehovas Salvede, vor Herre Jesus.

Men hvilken Myndighed besad og udøvede David? Vi svarer, at det var Jehovas Myndighed. David sad paa Herrens Trone (1 Krøn. 29, 23); og dette er den samme Myndighed, som vil understøtte Kristus i hans tusindaarige Kongedømme. Og naar man ser rigtig paa det, er det klart, at David og hans Trone eller guddommelige Myndighed, oprettet i Israels forbilledlige Nation, kun var Forbilleder paa Kristus og hans Rige; og Davids største Hæder viI, om han agtes værdig dertil, være den at blive en af de »Fyrster«, til hvem Immanuel vil betro den jordiske Side af sit Rige. — Ps. 45, 17.

Davids Navn saavel som hans Rige var forbilledligt. Navnet David betyder elsket; og det er Guds elskede Søn, som vil være Konge over hele Jorden paa den Dag og ikke den forbilledlige elskede David. Det er ogsaa godt, om vi klart kan skelne mellem det nye Jerusalem, den himmelske eller aandelige Stad, i hvilken Apostlerne er de tolv Grundvolde, og det gamle Jerusalem, som skal genopbygges paa sine Grushobe. Det gamle Jerusalems lovede Genopbyggelse indbefatter ikke blot Bygningernes Genopførelse, men i Særdeleshed Genindførelsen af Israels [252] Regering; thi en By er i Profetien Symbol paa eller Fremstilling af en Regering. Den lovede Genopbyggelse af Jerusalem paa dens gamle Grundvolde indbefatter derfor en Reorganisation af Israel paa en Grundvold (Basis), der er lig den de tidligere havde som et Folk, over hvilket Jehovas Salvede havde Myndighed. Det nye Jerusalem fremstiller Evangeliemenigheden i Herlighed og aandelig Magt, usynlig for Mennesker og dog beklædt med al Magt. Dets Nedstigen til Jorden (Aab. 21, 2) afmærker Opfyldelsen af den Del af Herrens Bøn, som lyder: »Komme dit Rige«; og dets Komme vil være gradvis og ikke pludseligt. Det er allerede ved at komme ned, og som et Resultat deraf ser vi de forberedende Skridt, som er ved at føre til det gamle Jerusalems Genopbyggelse; og tilsidst vil det Resultat klart vise sig, som omtales i Herrens Bøn: »Ske din Vilje paa Jorden, som den sker i Himmelen.« Det nye Jerusalem og de nye Himle er ensbetydende og betegner den nye aandelige Herskermagt.

De Profetier, vi allerede har undersøgt, peger hen til Aar 1878 som det Tidspunkt, paa hvilket Israels »dobbelte« Tid af Forventning efter Kongen blev opfyldt; og Tiden var da inde for deres Tilbagevenden til Guds Yndest og for Bortfjernelsen af deres Blindhed; og da var Tiden ogsaa kommen til at »tale kærlig til Jerusalem og raabe til det, at dets Strid er fuldendt, at dets Skyld er betalt, at det har faaet dobbelt af Herrens Haand for alle sine Synder.« — Es. 40, 1. 2.

Fra det Tidspunkt af ser vi, som vi kunde vente det, tydelige Tegn paa en tilbagevendende Gunst for dette Folk — en Bevægelse henimod igen at plante dem i deres eget Land og genoprette dem som en stor nation ifølge Guds mangfoldige Løfter; thi »saa siger Herren, Israels Gud: Som man gør med disse gode Figener, saaledes vil jeg se paa de bortførte af Juda, som jeg har sendt bort fra dette Sted til Kaldæernes Land [Babylon — det hemmelige Babylon, Kristenheden, som vist i Vers 9; thi [253] lige siden sin Forkastelse har de været spredt blandt alle Nationerne i den saakaldte Kristenhed], til det gode [til Tugt og Straf for dem — en god Ting i Forklædning]. Jeg vil rette mine Øjne paa dem til det gode og føre dem tilbage til dette Land; og jeg vil opbygge dem og ikke nedbryde, og jeg vil plante dem og ikke oprykke. [Dette kunde ikke hentyde til deres Tilbagevenden fra Fangenskabet i det bogstavelige Babylon, eftersom de efter den Tilbagekomst atter blev nedbrudt og oprykket.] Og jeg vil give dem Hjerte til at kende mig, at jeg er Herren; og de skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud; thi de skal vende om til mig af hele sit Hjerte.« — Jer. 24, 5-7.

»Saa siger Herren: Se, jeg gør Ende paa Jakobs Teltes Fangenskab og forbarmer mig over hans Boliger; og Staden [Jerusalem] skal bygges paa sin Høj, og Paladset [Templet] skal staa paa sit rette Sted. Deres Sønner skal være som fordum, og deres Menighed skal staa fast for mit Aasyn, og jeg vil hjemsøge alle dem, der undertrykker dem. Og deres herlige skal være af dem selv, og deres Hersker udgaa af deres Midte. Se, jeg fører dem fra Nordens Land [Rusland, hvor næsten ²/3 af alle Jøder nu bor] og samler dem fra Jordens yderste Egne. . . . En stor Forsamling skal de komme hid tilbage ; med Graad skal de komme, og under ydmyge Bønner vil jeg lede dem. . . . Hører Herrens Ord, I Folk, og forkynd det paa Øerne i det fjerne og sig: Han, som adspredte Israel, skal samle det og vogte det som en Hyrde sin Hjord; thi Herren har forløst Jakob og genløst ham af dens Haand, som var stærkere end han. Og de skal komme og synge med Fryd paa Zions Høj, og de skal strømme til Herrens Goder, til Korn og til Most og til Olie og til unge Faar og Okser, og deres Sjæl skal være som en vandrig Have, og de skal ikke vansmægte mere.« — Jer. 30, 18. 20. 21; 31, 8-12.

Den store Genløser, som engang forkastede dem, vil ikke alene saaledes genoprette og opløfte de levende Generationer [254] af dette Folk, men de døde skal ogsaa genoprettes; thi »saa siger den Herre, Herre: Se, jeg aabner eders Grave og lader eder, mit Folk, stige op af eders Grave, og jeg skal fore eder til Israels Land. Og I skal kende, at Jeg er Herren, naar jeg aabner eders Grave. . . og jeg vil give min Aand i eder, og I skal vorde levende, og jeg vil bosætte eder i eders eget Land, og I skal kende, at jeg Herren har talt og vil gøre det, siger Herren. — Ez. 37. 12-14.

Disse vidunderlige Løfter vil ikke blive opfyldt paa en Dag paa 24 Timer, men i Løbet af Tusindaarsdagen. De­res res Opfyldelse havde en tydelig Begyndelse ved Aar 1878 som et Resultat af Berliner-Kongressen. Jøderne nyder nu storre Forrettigheder i sine Fædres Land, end der er bleven tilstaaet dem i Aarhundreder. De er ikke længere blot »Hunde« for de overmodige Tyrkere.

Det er ikke almindelig bekendt, tror vi, at England allerede har tilegnet sig et Protektorat over Palæstina og i Virkeligheden over alle Tyrkiets asiatiske Provinser, hvortil Palæstina hører. England har i lang Tid følt Nod­vendigheden af at beskytte Tyrkiet af tre Grunde: for det forste er Englands velhavende Klasser store Ihændehavere af tyrkiske Obligationer; for det andet, dersom Tyrkiet skulde tilfalde et af sine Nabofolk eller blive delt mellem dem, vilde England kun faa lidet eller intet af Byttet; og de andre medbejlende Nationer vilde saaledes mere end England faa Forretten og Magten i Styrelsen af Europas Affærer; for det tredje — og dette er det vigtigste — er England klar over, at hvis det tyrkiske Herredømme gik til Grunde, vilde Ruslands Indflydelse i det sydlige Asien i høj Grad blive forøget og vilde inden ret længe opsluge det indiske Kejserdømme, i hvilket den engelske Konge er Kejser, og hvorfra England faar store og rige Indtægter ved Handel o. s. v. Derfor finder vi, at det kongelige Parti og Tory-Partiet kraftig støtter Tyrkerne; og da Rusland i 1878 var lige ved at tage Konstantinopel, blandede England sig deri og sendte en [255] Flaade af Kanonbaade ind i Havnen. Resultatet blev Berliner-Konferencen af 13de Juni 1878, i hvilken Hovedpersonen var en Jøde, Lord Beaconsfield, Førsteminister i England; og Tyrkiets Affærer blev da ordnet saaledes, at dets nationale Tilværelse skulde opretholdes for nær­værende, men med Hensyn til dets Provinser blev det ordnet saaledes, at i Tilfælde af en Deling, vilde hver af Stormagterne vide, hvilken Del enhver af dem kunde vente at tage i Besiddelse. Det var paa den Tid, at alle Tyrkiets Provinser fik større Religionsfrihed, og England blev ved en hemmelig Traktat med Tyrkiet Beskytter af de asiatiske Provinser. Historieskriveren Justin Mc Carthy siger herom:

»Den engelske Regering paatog sig at garantere Tyrkiet mod alle Indfald i dets asiatiske Besiddelser . . . og bandt sig formelt til at forsvare og sikre Tyrkiet imod alle Indfald og Angreb, og tog Cypern i Besiddelse for at have et mere fordelagtigt Terrain, hvorfra de kunde gennemføre denne Plan.«

Vi kan heraf se, at Palæstina som en af disse asiatiske Provinser allerede er under Englands Beskyttelse; og dette forklarer Grunden til, at den tyrkiske Regering slet ikke mere er saa ivrig efter at paatvinge sine for de jødiske Interesser saa ugunstige Love. Og denne Begi­venhed, at Palæstina ved Guds Forsyn blev aabnet for Jøderne, blev fulgt af nye Forfølgelser i »Nordens Land« — Rusland og Rumænien — som foraarsagede Udvandring fra disse Lande til deres eget Land. Som et Resultat af dette Sammentræf af Omstændigheder bliver Palæstinas og særlig Jerusalems Befolkning hurtig forøget med en jødisk Befolkning af den »ortodokse« Type. Allerede nu overgaar Jøderne i Jerusalem i Antal alle andre Nationa­liteter tilsammen, medens de i Aarhundreder kun har udgjort et Mindretal i Palæstina.

Bladet »New York Herald« skrev for nogen Tid siden en Artikel angaaende Englands Fordring paa Øen Kreta, dets Besiddelse af Ægypten og om Tyrkiets og dets Provinsers Tilstand. Artiklen lyder saaledes:

[256] »Vi lever i en Tid, hvor alt gaar med rivende Fart og selve Verdenshistorien dannes med større Hurtighed. Krige plejede tidligere at vare en lang Række af Aar; Civilisationen gik langsomt fremad; Meddelelser mellem Nationerne indbyrdes og den deraf følgende gensidige Fordel gik ligeledes langsomt for sig. Hvad der nu bliver opfundet i ett Land, bliver straks kendt i Tusinder af Miles Omkreds, og hele Verden kan samtidig drage Fordel af Opfindelsen. Særlig i politiske Sager er denne Hastværkets Aand aabenbar. Statsmænds Planer krævede engang flere Generationer for at gennemføres; nu bliver de dristigste Planer ført igennem af Planlæggerne, og en Verdensdels Kort forandres paa en Uge. Hvor hurtig Begivenhederne gaar frem og Historien skabes, sees især tydelig i de østerlandske Spørgsmaal . . . Lige i Midten af Skuepladsen for de modstridende Interesser ligger Palæstina-betydningsfuldt for Jøden, den Kristne og Muhamedaneren. Statsmanden siger, at det er Nøglen til Stillingen; og idet han ser paa sine Landsmænds Fordel, erklærer han, at naar man ser hen til Palæstinas vidunderlige Frugtbarhed, som i gamle Dage opholdt Millioner, og naar man ser hen til de store Muligheder for Handel, som i gamle Dage gjorde dets Havne til Skueplads for Virksomhed og Rigdom og gjorde Tyrus og Sidon til et Ordsprog indtil denne Dag, og naar man ser hen til, at det er Bindeleddet mellem Europa og Asien og dets Beliggenhed derfor ypperlig, da forekommer Besiddelsen af Palæstina hans patriotiske Hjerte i høj Grad ønskelig. Historieskriveren siger, at den første internationale Episode, der er optegnet, var Indfaldet i Palæstina; fra den Dag af og indtil nu har det været et Midtpunkt for Interesse; derfor er han paa sin Side i Forvirring med Hensyn til Palæstinas Fremtid. Den religiøst interesserede kan ikke finde Ord til at beskrive den Interesse, han fra sit Synspunkt af har i, hvad han kalder det hellige Land; for ham er hver Sten og hvert Træ et Digt. Den skarpsindige Handelsmand bemærker, at naar det asiatiske Jernbanesystem er lagt — og det vil blive lagt, saa snart der er oprettet en fast Regering — vil Palæstinas geografiske Beliggenhed gøre det til den Stat, hvor de store Jernbanelinier vil mødes for at føre Asiens Frembringelser til Europa og Amerika og omvendt; thi ligesom tre Verdensdeles Handel mødtes ved dets Kyster i Kong Salomons Dage, saaledes vil den fremtidige Handel fra de samme Verdensdele igen flyde til dette begunstigede Sted. Han vil heller ikke i mindste [257] Grad slaa af paa sine Forhaabninger, fordi deres Virke­liggørelse synes fjern. Husk paa den hurtige Opkomst af et Chicago, eller et St. Francisko, de øde Markers hurtige Forvandling til befolkede Stater — og han bemærker simpelt hen: ’Begivenhederne følger hurtig paa hinanden nu til Dags’, og venter.

Dog, medens de kristne Stormagter staar med bevæbnede Hænder for at gribe den begærede og fristende Bid, naar den døende Tyrk slipper sit Tag, træder en historisk Figur frem og erklærer: 'Landet er mit.' Og naar Magterne vender sig om for at se paa den talende, genkender de Jøden — Barnet af den Patriark, som boede i Palæstina, da det første Gang blev angrebet, og som selv gerne vilde være nærværende for at modtage det som sit eget, nu da dets Besiddelse er omdisputeret 36 Aarhundreder efter!

Hvilket forunderligt Træf ! 'Ikke saa', siger Jøden; 'det er ikke et Træf, det er min Bestemmelse'. Lad os nu i Korthed se paa Jødens Stilling til dette Spørgsmaal om Palæstinas Fremtid. Nationer fødes af Ideer. Fra Ideen om den tyske Enhed voksede det tyske Kejserrige frem til en virkelig Kendsgerning, forkyndt for Verden fra Versailles med franske Kanoner til at svare Amen paa Tyrkernes Bøn for dets Vel. Af Raabet 'Italia irridenta' fødtes det nuværende nye Italien, hvis Torden atter vil vække Middelhavskysterne. Af det gamle Grækenlands Traditioner blev det moderne Grækenland skabt. Saaledes forstaar de Kristne, hvorledes Jødens længe nærede Forhaabninger kan blive virkeliggjort; og medens de tilfulde indrømmer, at Palæstina tilhører Jøden fremfor alle andre, og at han fremfor andre er særlig kvalificeret til at udvikle dette frugtbare Lands Fremtid, og medens hans Besiddelse deraf vilde dæmpe Frygten hos de skinsyge Magter, vilde Jødens Bosættelse deri være en Retfærdighedshandling og en værdig Forsoning for de frygtelige Uretfærdigheder, der er overgaaet ham —Historiens Martyr.

Hvad Jøderne selv angaar, er det vel neppe nødvendigt at sige, at de længes efter en Genoprettelse af sit Land. Paa den niende Dag i deres Maaned Ab faster de som Udtryk for Sorgen over Ødelæggelsen af deres Tempel og de nationale Ulykker, som ledsagede disse Begivenheder. Der gaar ingen Morgen eller Aften, uden at de beder: 'Saml os sammen fra Jordens fire Hjørner; genopret vort Folk som i gamle Dage; kom og bo midt i Jerusalem.' Og disse Ord bliver udtalt i enhver By, [258] hvor der findes Jøder, d. v. s. over hele Verden. En saadan Vedholdenhed gaar næsten over alle Grænser, og indtil denne Dag lægger de spanske Jøder i alle Lande noget af Palæstinas Støv eller 'tierra santa', som de kalder det, paa Øjnene af sine døde — et poetisk og rørende Bevis paa deres Kærlighed til den hellige Jordbund.

'Naar Jernbanen naar Jerusalem, kommer Messias', hentyder til Es. 66, 20, hvor Profeten i sit Syn ser de landflygtige vende tilbage med alle Slags Befordringsmidler, og deriblandt et, som han kalder 'kirkaroth'. Den almindelige Bibeloversættelse gengiver Ordet ved 'hurtigløbende Kameler', hvilket sikkert er helt ukorrekt. Sproggranskere udleder Ordet fra kar, 'en Ildovn' og karkar 'at svinge' og mener, at Profeten saaledes søgte at sammensætte et Ord for det, som viste sig for ham i hans Syn: et Tog i hurtig Bevægelse. 'Naar Nikolaus regerer, kommer Forløsning', er en Hentydning til Es. 63, 4, fra hvilket Vers Hebræerne, gennem hvad de kalder 'Rasche Teboth', udleder den Sætning: 'Hele Juda skal se og høre Nikolaus, Moskoviternes Konges Fald, paa Grund af Juda Børns Undertrykkelse, og efter at have foraarsaget vort Fald, vil han ogsaa foraarsage vor virkelige Forløsning, og Tisbiter-Profetens [Elias'] gode Tidender vil være nær for Haanden for Juda Børn.' Disse og lignende Ord er vigtige, fordi de viser Jødernes Tanker.«

V i bliver kraftig mindet om, hvor nær verdslige Mennesker ofte kommer Sandheden uden selv at vide det, ved det ovenfor nævnte Udtryk, at Patriarken Abraham »gerne selv vilde være nærværende for at modtage« Løftets Land som sit eget og sine Efterkommeres 36 Aar hundreder efter sin Død. Dette, som nogle vilde betragte som et Fantasifoster, skal ifølge Skriften blive en Virkelighed. Thi som vi allerede har set, vil Abraham, Isak og Jakob med alle Profeterne blive »fuldkommet« — opvakt fra Døden til menneskelig Fuldkommenhed, efterat Evangeliemenigheden er bleven herliggjort (Heb. 11, 40); og de vil blive »Fyrster paa den hele Jord« (Ps. 45, 17), de jordiske og de synlige Repræsentanter for Kristus, den aandelige, usynlige Hersker. Til Abraham saavel som til hans Afkom blev Løftets Land givet til en evig [259] Ejendom; og han maa modtage det i Fremtiden, thi endnu har han aldrig ejet en Fodsbred deraf. — Ap. G. 7, 5.

Et Brev, som har været offentliggjort i et Chicago—Blad, bærer mærkelige Vidnesbyrd om den gradvise Fremadskriden af Palæstinas Genoprettelse og Forbere­delserne til de af Gud lovede fremtidige Velsignelser for det og dets Folk. Brevet lyder som følger:

Jerusalem d. 23de Nov. 1887.

»Jeg er meget glad ved at kunne fortælle dig om de herlige Ting, vi har været Vidne til i Løbet af de 6 Aar, vi har boet her. Da vi kom hid for 6 Aar siden, var vi 14 Voksne og 5 Børn. Da vi rejste herop fra Jaffa, gjorde Landets øde Tilstand et dybt Indtryk paa os. Ikke et grønt Græsstraa kunde sees nogetsteds; Olivenog Vintræerne var saa tildækket med en hed, tør Sommers graa Støv, at man aldrig kunde tænke sig, at der kunde være noget Grønt der under; og hele Jorden syntes fortørnet lige til Grunden. Men vi har aldrig siden den Tid set den se saaledes ud. For hvert Aar bliver den grønnere, og nu er mange af disse golde Høje dækket med Vingaarde og Olivenhaver, og deres Udseende er ganske forandret.

Du vil spørge: Hvad er Grunden til denne Forandring? Gud har lovet, at ligesom han har ført alt dette onde over dette Land, vil han ogsaa føre store Velsignelser over det, og disse er øjensynlig begyndt ved, at det nu regner mere her, end det har gjort i de forløbne Aarhundreder. Han sender dejlige Regnbyger og tung Dug der, hvor der ikke plejede at komme nogen; og han sender Skyer om Sommeren, hvor der ikke har været set nogen Sky i de sidste 20 Aar. Dette formindsker Heden, saa at den ikke saaledes fortørrer Jorden. For 5 Aar siden sendte han i Juli og August (Maaneder, hvori det aldrig plejede at regne) en Regn, der varede i 3 Timer i Jaffa og 15 Timer i Damaskus, og meget rundt omkring, saa at de amerikanske Aviser bemærkede det som et Bevis paa, at Klimaet i Palæstina var i Færd med at forandre sig. Da vi kom hertil, var der kun meget faa Jøder vendt tilbage til dette Land, men Forfølgelserne i Rusland og Tyskland og andre Steder begyndte at drive dem ud; og tiltrods for Sultanens Forbud begyndte de at vende tilbage til dette Land, købe Jord, plante og bygge og tage Byens Handel i Besiddelse; og nu er der mange Tusind flere end da vi kom.

[260] Jerusalem er i Virkeligheden nu i Hænderne paa Jøderne, saa vidt som Handelen angaar; og Jøden er ikke mere under Muhamedanernes Hæl, som han engang var. De er ogsaa ved hurtig at bygge en ny Stad op nøjagtig efter Beskrivelsen i Jeremias 31, 38-40; 32, 43. 44, saa at endog Tyrkerne, som har Magten, lægger Mærke dertil og siger til hverandre: 'Det er Gud; hvad kan vi gøre?' Og hvad kan siges om alt dette, andet end at Gud hurtig opfylder sit Ord i vore Dage og den Pagt, han gjorde med Abraham? Og vi er Vidner til disse Ting.«

Tiltrods for den Undertrykkelse og det Tyranni, som har knuget dem til Jorden, finder vi, at mange af dem i de senere Aar er begyndt at hæve sig til Velstand og Udmærkelse langt over deres hedenske Naboer. Og med saadanne Midler og saadan Udmærkelse rejser i mange Tilfælde den godgørende Ærgerrighed sig for at benytte dette til at hæve den jødiske Slægt; og kloge og godt ledede Bestræbelser har fuldført meget i den Retning. Tænkende Mænds Opmærksomhed baade blandt Jøder og Hedninger er bleven hendraget til denne Forandring i de jødiske Forhold.

Det kan nu tydelig sees af Udtalelserne i de ledende jødiske Blade og af de forskellige Bevægelser, der nu er fremme for Palæstinas Kolonisation og for deres Hjælp og Fremgang, som allerede er bosat der, at Tusinde nu ivrig spejdende vender sig til Løftets Land. Denne Forandring i de jødiske Forhold er gaaet for sig siden 1878, og de Begivenheder, der har fundet Sted siden da, har foraarsaget og foraarsager en mærkværdig Opvaagnen med Hensyn til dette Emne, som i sig selv er et betydningsfuldt Tidernes Tegn. Fra Bladet »Den jødiske Verden« (20de Aug. 1886) anfører vi f. Eks. følgende:

»Der er Revner i de Skyer, som hidtil har kastet en saa sørgelig Skygge over det hellige Land. Dette ulykkelige Lands Fremtid, som saa længe har været indesluttet i uigennemtrængeligt Mørke, er nu svagt begyndt at klarne op; og Glimtene af en lykkeligere Tingenes Tilstand er næsten indenfor vore Forudsigelsers Synsvidde.... To Institutioner er bestemt til at spille en fremtrædende [261] Rolle i Forbedringen af Jødernes Tilstand i Palæstina, nemlig Agerbrugsskolen i Jaffa og Lionel de Rotschild—Institutionen i Omegnen af Jerusalem. Vi kan dertil føje en tredje i Dannelsen af Montefiore-Testimonial­-Fondet, som ved sin Befordring af Bygge-Selskaber og Oprettelsen af billige Boliger har gjort meget til at fremme Velstanden og formindske Elendigheden og det haarde ved det huslige Liv i den hellige Stad.... Hvad der interesserer os i dette Øjeblik er at lægge Mærke til, at Udsigterne for Jøderne i Palæstina ikke længere er mørke. Der er paa den ene Side Kræfter i Arbejde med Forbedringen af vore Brødres Stilling, og paa den anden Side er Folket i Færd med at blive træt af sin Elendighed og Uvirksomhed og er nu ved at vise en forøget Tilbøjelighed til at drage Fordel af de Anstrengelser, der bliver gjort for deres Genoprejsning. Dette er en Tingenes Tilstand, som lover lykkelige Følger, og ingen Jøde vil undlade at glæde sig derover.«

I et efterfølgende Nummer af det samme Blad sluttede en ledende Artikel om »Palæstinas Fremtid« med disse Ord:

»Med den sidste Bestemmelse om et agerdyrkende Element i de Kolonier, som er plantet af Montefiore-, Hirsch- og Rotschild-Fondene, skulde der findes villige Hænder til at arbejde paa en Forvandling af Skuepladsen, naar »Ørkenen skal blomstre som en Rose«; villige Hænder og villige Hjerter, som vil fordre det hellige Land tilbage fra dets lange Dødsnat og genoprette Jødernes nationale Hjem til Liv og Lys.«

Et andet Blad, »Den jødiske Budbærer«, siger:

»Medens Menneskene er optaget af sine smaa Bekymringer og afvekslende bevæges af Haab og Frygt, gaar de menneskelige Begivenheder med store, statelige Skridt uimodstaaelig fremad mod sin Fuldendelse i Opfyldelsen af den uundgaaelige Lov, som styrer al menneskelig Handling. Mænd her og der hæver sine svage Stemmer som for at standse denne Fremadskriden og beslaglægge denne den Eviges Plan. De kunde ligesaa godt forsøge at standse den Lov, som styrer Universet. Slægterne har et ligesaa fastsat Løb at tilbagelægge som de Stjerner, der tindrer paa den blaa Hvælving over os, og Israels Slægt er den klare Fixstjerne iblandt dem. Paa hele sin Vandring har den været trofast i sin Bane. Dens Mission har været forudset og forudsagt, og ligesaa dens endelige Genoprettelse i det hellige Land. At denne Profeti er ved at opfyldes, vises af Tidernes Tegn. Den [262] opfyldes saa stille og saa gradvis, at kun de, som har sin Opmærksomhed henvendt paa det Emne, er klar over det vigtige Arbejde, som gaar for sig.

Palæstina er en politisk Nødvendighed for den jødiske Slægt. Grundlæggelsen af en Nation i det hellige Land betyder Israels Ophøjelse. Den stiller det som en Nation blandt Jordens Nationer. Dette giver Jøden den politiske Magt og suveræne Rettighed, som betyder Beskyttelse. Dette gør ham til en Borger i sit Land og giver ham et Pas, hvormed han kan færdes mellem Jordens Nationer. ... Det kan se umuligt ud for den, der sidder i sit Kontor, fordybet i sine Bøger, og for den, der i sin Forretning sidder og udregner sine Indtægter og Tab, for den, der tilbringer sin Tid med selskabelige Fornøjelser, men det er klart som Middagssolen for den, der studerer det politiske Horoskop.

Siden det politiske Selvstyre er blevet virkeliggjort, vil Jøder, der er spredt over hele Jorden, ikke alle samle sig i Palæstina. Der er 300,000 Jøder i Asien, 400,000 i Afrika, og 5 Millioner bor i Europa. Det er fra disse, at Palæstina vil drage sit Genoprettelsesliv. De amerikansk- fødte Jøder vil uden Tvivl forblive i Amerika; og om de nogensinde skulde besøge det hellige Land, vilde det være for sin Fornøjelse og for Rejsens Skyld og for at se det Land, der er saa berømt som deres heltemodige Slægts egentlige Fødested.

Man kan sige, at geografisk talt er Palæstina altfor lille til at øve nogen Indflydelse som en politisk, intellektuel eller moralsk Magt blandt Jordens Nationer. Vi svarer hertil, at i gamle Dage var Grækenland en Magt og i den nye Tid er den lille Ø Storbritannien en Magt. Hvad er de geografisk talt? Det er aandelig og moralsk Kraft og Nationalstolthed, som gør Nationer store, og ikke Landets Størrelse. Det er aandelig og moralsk Kraft, der vil gøre Israel navnkundig blandt Nationerne.«

Bladet »The Jewish Chronicle« siger:

»Bevægelsen er uimodstaaelig. Vi kan ikke taale selv at staa med foldede Hænder, naar denne nye Udvandring finder Sted. Vi Jøder har i næsten 2000 Aar holdt paa, at Slutningen paa de Lidelsestider, vi har gennemgaaet, først vil være naaet, naar vi igen ejer vore Fædres Land. Er denne Tro ved at dø bort netop i det Øjeblik, da den synes at skulle opfyldes? Eller kan det ventes, at Tilbagekomsten vil blive bragt i Stand ved saa hemmelige [263] Midler, at de er udenfor Menneskers Medvirken? Gud udfører sin Vilje gennem Menneskers Viljer; og dersom Profetierne skal opfyldes, vil det blive ved Menneskers Vilje og Energi. Dette kan maaske synes at være høje Læresætninger at sætte i Forbindelse med en praktisk Plan om at oprette nogle faa jødiske Kolonier i Palæstina. Men det er fra smaa Begyndelser som disse, at store Begivenheder ofte opstaar; og Tilbage­komsten af en lille Flok Jøder til det hellige Land kan aldrig undlade at drage Tanken hen paa Muligheden af og det praktiske i en større Tilbagevenden, hvortil hele den jødiske Historie og alle jødiske Forhaabninger hidtil har peget.«

Foruden Jøder er der ogsaa andre fremragende Mænd i Verden, som ser og udtaler sig om Israels stigende­ Opkomst. Bemærk f. Eks. følgende fra »The Central Presbyterian«:

»Istedetfor at uddø viser det jødiske Folk forøget Levedygtighed. De kan ikke blive nedtrampet eller opslugt. De gaar fra Land til Land for at blive praktisk talt Herrer, hvor de kommer hen. De tilegner sig Landet i Tyskland og Ungarn og vokser sig rige i Rusland; de er de store Bankierer i London og Paris og Midtpunkterne for Europas Handel. I 10 Aar forsynede Rothschilderne England, Østerrig, Preussen, Frankrig, Rusland og Brasilien med Laan paa 100 Millioner Pund Sterling.«

Lord Shaftesbury i England sagde fornylig:

»Der raader en forunderlig Skinsyge mod dette Folk, som nu er ved at komme frem i Forgrunden, og hvilket Tidernes Tegn er ikke dette, at hvor end Jøderne er, er de enten fremragende som et forfulgt Folk eller de mest fremragende Folk til at tage Ledelsen i alle forskellige Fag! Vi spurgte en fremragende Borger i Berlin: 'Hvorfra stammer den stærke antijødiske Følelse, som I har i Berlin og i hele Tyskland?' Han svarede: 'Det skal jeg sige Dem; naar disse Jøder aabner en Forretning, bliver de de første Købmænd; naar de starter et Bankfirma, bliver de de første Bankierer; naar de studerer Retsvidenskab, bliver de de største Sagførere; naar de beskæftiger sig med Literaturen, slaar de os alle af Marken. Hvilken som helst Løbebane, de end slaar ind paa, driver de Hedningerne ud; og jeg siger Dem, det vil vi ikke taale.'

[264] Forfølgelsen mod Jøderne i Rusland og Polen har ikke sin Grund i deres Religion eller Nationalitet. Den har slet ikke noget med det at gøre. Russerne vilde forfølge ethvert Folk, der var i samme Stilling som Jøderne. Husk paa, at Jøderne har en betydelig Del af den russiske Landejendom i Pant; at en stor Del af Bønderne staar i Gæld til dem og tillige mange Forretningsfolk i hele Riget. Hver eneste Lejlighed, der nu tilbyder sig for det russiske Folk til at plyndre og ødelægge Jøden, er næsten sikker paa at blive greben. Ved at ødelægge Jøderne og disses Papirer bliver Russerne fri for de Dokumenter, som binder dem, og som kunde bruges som Beviser imod dem; og saa længe der er Ejendom at faa fat paa, vil man finde, at det russiske Folk modstaar Jøden.«

Det følgende er et Uddrag af et Brev i en engelsk Avis af den i literære Kredse vel kendte Forfatter, Mr. Charles Reade, som for nogle Aar siden blev omvendt til Kristus og Bibelen:

»Jøderne vil, skønt det ser mørkt ud for dem, efter al Sandsynlighed faa sit gamle Land tilbage, hvilket saa øjensynlig er holdt i Beredskab for dem. Profetierne er klare som Dagen med Hensyn til to Punkter; nemlig at Jøderne skal komme i Besiddelse af Palæstina igen og i Sandhed komme til at herske fra Libanon til Eufrat, og at denne Begivenhed er den første i en stor Række Forandringer, som vil føre til en uhyre Forbedring for den stakkels, lidende Menneskeslægt og for Skabningen i Almindelighed. Nu har vi her en herlig Begivenhed i Udsigt, der er ligesaa sikker som at Solen vil staa op i Morgen. Den eneste Forskel er, at Solen vil staa op paa en bestemt Tid, og at Jøderne derimod vil indtage Syrien og genoptage sin nationale Herlighed paa en ubestemt Dag. Det er utvivlsomt et svagt Punkt hos Menneskene, dette at de formoder, at en ikke fastslaaet. Dato maa ligge i en fjern Fremtid. Men det er ufornuftigt. Det er kloge og ædruelige Menneskers Pligt at vogte paa forudgaaende Tegn og yde sin ydmyge Medvirken, dersom saa stor en Forret skulde blive os tilstaaet.

Denne pludselige Forfølgelse mod Jøderne i selve de Lande, hvor de findes i stort Antal — kan det ikke være et forudgaaende Tegn og en Forsynets Paamindelse om, at deres blivende Sted ikke er det europæiske Tartari? Palæstina kan blive fuldstændig koloniseret fra Rusland [265] alene, hvor der er 3 Millioner Jøder, som skælver for Liv og Ejendom, og Resten vilde følge efter. Historien er ligesom et Spejl bag vor Ryg. Hvad Jøderne har gjort, kan Jøderne atter gøre. De er et Folk med Geni, og Geniet begrænses ikke af Naturen, men af Viljen, af Vanen eller af Tilfældet. Hvad har disse Folk forsøgt og kommet tilkort i? De har været Krigere, Forfattere, Bygmestere, Købmænd, Lovgivere, Landmænd; og de har været de dygtigste i alt. Dette viser Historien atter og atter.

De skal blive store baade i Krig og Fred, og deres Fiender skal smelte bort for deres Ansigt ligesom Sne. Skulde de synes at behøve Hjælp fra en anden Nation i Begyndelsen, vil den Nation, der tilbyder den, blive velsignet; og den Nation, der forfølger dem, vil paa en eller anden Maade blive gjort til et [advarende] Eksempel. Dersom nye Voldshandlinger derfor skulde bestemme de jødiske Ledere til at kolonisere Palæstina fra Rusland, saa lad os frivillig tilbyde Skibe, Mandskab, Penge — hvad som helst de maatte ønske; det vil være bedre at sætte Penge heri end i ægyptiske, brasilianske eller peruanske Obligationer.«

Et jødisk Mundheld fra de senere Aar siger: — »Naar Jernbanen naar Jerusalem, kommer Messias;« og dette er i Harmoni med den symbolske Fremstilling af Jernbanen hos Profeterne Nahum (2, 3-5) og Esaias (66, 20). Og sikkert nok har Mundheldet ikke skudt langt forbi Maalet : thi Jernbanen vil naa Maalet paa »hans Forberedelsesdage — i Tiden for Messias' Nærværelse. Det følgende, som vi klipper ud af Dagspressen, har interesse for os med Hensyn til dette Emne.

»Galilæi havde Ret: Verden bevæger sig. En Jernbane skal bygges fra Jerusalem til Jaffa ved Middelhavet, den jødiske Hovedstads gamle Havn og Landingsstedet for de Cedertræer, hvoraf Templet blev bygget. En Jøde fra Jerusalem ved Navn Josef Nabon, som er tyrkisk Undersaat, har i den Hensigt faaet en Koncession af Sultanen. Denne Koncession gælder i 71 Aar. De antagelige Omkostninger ved Anlæggelsen vil beløbe sig pil 250,000 Dollars (950,000 Kr.). Saaledes vil Civilisationen herefter faa Indpas i Palæstina. Det 19de Aarhundrede vil naa til de Egne, naar det første Lokomotiv kører ind i Jerusalem.«

[266] Følgende Brev fra en Korrespondent til »Pittsburg Dispatch«, hvilket fornylig fandtes i dette Blad, bekræfter de nuværende Fremskridt i Palæstina og især i Jerusalem

»Jerusalem d. 12te Juli 1889.

30,000 ud af 40,000, Mennesker i Jerusalem er Jøder. Den tyrkiske Regering, som i Aarhundreder har forbudt dem at opholde sig mere end 3 Uger ad Gangen i det hellige Land, har nu under fremmede Nationers Paa­virkning formildet de strenge Love; og nu for Tiden kommer Jøderne hertil i Hundredevis. De aabner Forretninger, og en stor Del af Jerusalems Handel er nu i deres Hænder. Nogle af dem føler, at den Dag er for Haanden, da Bibelens Profeti om, at de igen skal bebo Landet, skal gaa i Opfyldelse; og én mærkelig Stamme fra det sydlige Arabien paastaar at have faaet en Aabenbarelse om, at den maa forlade sit Ørkenland og komme tilbage til Palæstina. Disse Jøder har boet i Yemen, Arabien, i de sidste 2500 Aar. De er af Gads Stamme og forlod Palæstina 700 Aar før Kristi Fødsel. De bringer mange værdifulde Dokumenter med, som beviser deres Oprindelse; og de beskæftiger sig med Landbrug i Nær­heden af Jerusalem. Den jødiske Forfølgelse i Rusland og Østerrig driver mange af dem hertil, og der er ogsaa en stor Del polske og spanske Jøder i Jerusalem. Den Tid, hvorunder det tillades Jøderne at forblive i Palæstina, er bleven forlænget, og de strenge Forbud mod deres Bosættelse i Jerusalem er praktisk talt fjernet. For et halvt Aarhundrede siden var der kun 32 jødiske Familier i hele Jerusalem, og Antallet i hele Palæstina var kun 3000. Nu er der næsten 50,000 i det hellige Land, og tre Fjerdedele af Jerusalems Befolkninger Jøder.

Et mærkeligt Folk er de! De ligner ikke andre Jøder paa Jordens Overflade. De er nærmere den Type, som eksisterede her i det forgangne. Det Antal Jøder, som er bleven tvunget hertil ved Forfølgelse, underholdes næsten udelukkende af de forskellige jødiske Menigheder Verden over.

En af Jerusalems store Seværdigheder er Jødernes Klagested, hvor visse Sekter mødes hver Fredag udenfor Omar-Moskéens Mur, som ligger der, hvor Salomons Tempel laa, og med Hovederne bøjet ned imod Stenene sørger de over Tabet af Jerusalem og beder Gud om at give Landet tilbage til sit udvalgte Folk. Denne Skik er bleven iagttaget lige siden Middelalderen og er et meget bedrøveligt Syn. Jeg var der sidste Uge. I en [267] smal Allé, omgivet af elendige Huse — paa Stenfliser, som var slidt af Tusinder af Jøders nøgne Fødder op imod en Mur af store Marmorblokke, som hævede sig mere end 50 Fod over dem, bøjede en lang Række Mænd i lange Kjortler og Kvinder med Tørklæder over sine Hoveder sig bedende og grædende. Mange af Mændene havde hvidt Skæg og lange krøllede Sølvlokker. Andre var unge, og jeg kunde ikke andet end undre mig, naar jeg til Tider saa deres Skikkelser krampagtig rystende af Bevægelse. De havde hver en tilsmudset hebraisk Bibel i Haanden, og fra Tid til anden brød Selskabet ud i en Slags Sang; en gammel graahaaret Mand var Leder, og de øvrige faldt ind ved Omkvædet. Sangen var paa et fremmed Sprog, men lyder saaledes i Oversættelse:

Lederen: For det Palads, som ligger øde,
Svar: Sidder vi i Ensomhed og sørger.
Lederen : For de Mure, som er ødelagte,
Svar: Sidder vi i Ensomhed og sørger.
Lederen : For vor Storhed, som er forsvunden,
Svar : Sidder vi i Ensomhed og sørger.
Lederen : For Vore store Mænd, som ligger døde,
Svar : Sidder vi i Ensomhed og sørger.
Lederen: For vore Prester, som har stødt an,
Svar : Sidder vi i Ensomhed og sørger.
Lederen : For vore Konger, som har foragtet ham,
Svar : Sidder vi i Ensomhed og sørger.

Man kan ikke tænke sig Virkningen af denne Sang, med mindre man hører den. De gamle Mænd og grædende Kvinder, som kysser Stenene paa den Mur, som skiller dem fra det Sted, hvor én Gang Salomons Tempel laa, og som selv nu er det helligste Sted paa Jorden for Jøden, den ægte Følelse, der ytrer sig hos dem alle, og den Tro, de viser ved saaledes at komme her Uge efter Uge, Aar efter Aar, gør et forunderligt Indtryk. Det er i Virkeligheden én af de vidunderligste Seværdigheder i denne den mærkeligste af alle Byer.

Der er 8 Landbrugskolonier i forskellige Dele af Palæstina. En af disse Skoler i Nærheden af Jaffa har 700 Elever og en Farm paa 28,000 Acres Land. Den ligger paa Zarons Slette, hvor Filisterne boede, og den har mange Tusind Vin- og Oliventræer. Tyrkerne har meget imod at sælge Land til Jøderne, men disse sidste viser sig at være ligesaa gode Landmænd som Forretningsmænd; og Terrassernes Tilstand paa Højene omkring Jerusalem viser, at det hellige Land bliver langt bedre opdyrket [268] af dem, end det er blevet af deres Erobrere. En stor Strækning Land lige udenfor Byen Jerusalem er nu i Hænderne enten paa Jøderne eller paa deres Velgøren­hedsselskaber. Mr. Behar, der staar i Spidsen for Rothschild-Skolerne, fortæller mig, at de nylig har købt Jerusalems Hotel og vil føje det til sin Skole. Sir Moses de Montefiore, der bestyrer et Fond, som en rig Israelit fra New-Orleans har efterladt sig, bygger mange gode Husefor Jøderne paa Vejen mellem Betlehem og Jerusalem, og der er ogsaa en Del jødiske Hospitaler.

Blandt det Folk, som tillidsfuldt tror, at Jøderne snart igen skal eje Palæstina, er der en Koloni paa femten Personer, som bor i et smukt Hus, bygget paa selve Jerusalems Mure, og som er kendt som 'Amerikanerne'. Disse er ikke Jøder. De er Kristne, som er kommen hertil fra forskellige Dele af de Forenede Stater og de fleste fra Chicago for at vente paa Opfyldelsen af Profetien om, at Gud vil genføde Verden og begynde fra Jerusalem af. [De ser ikke, at Evangeliemenighedens Udvælgelse først maa udføres.]

Der er ingen Tvivl om, at Jerusalem er ved at gøre Fremskridt. De fleste af Gaderne er nu brolagte, og Byens Sundhedstilstand er i høj Grad forbedret. Jerusalem udenfor Murene er nu næsten ligesaa stor som Byen indenfor, og jeg har hørt, at Landet er steget i Værdi i en saadan Udstrækning, at den hellige By kan siges at have en stor Værdistigning paa Ejendom. Jeg har hørt, at langs med Jaffa-Vejen lige udenfor Porten er Ejendommene i Løbet af et Aar eller saa steget flere Hundrede Procent. Et Stykke, som tilhører en Velgørenheds-Institution, blev for kort Tid siden købt for 500 Doll. Nu er den 8000 Doll. værd og kan ikke købes for den Sum. En Telegraflinie løber herfra til Kysten, og et Jernbaneselskab er blevet organiseret til at bygge en Linie fra Jaffa til Jerusalem. For første Gang har Jeru­salem en Politistyrke, og Ordenen dér er nu ligesaa, god som i New-York.«

Følgende, som er udklippet fra »The Hebrew Christian«, Juli 1889, er en anden interessant Beretning om en ameri­kansk Jødes Besøg ved Jødernes Klagested i Jerusalem. Han siger:

»Efter at have tilbragt flere Timer med at besøge Jøder spurgte min gamle Ven, en Rabbiner fra Kovno i Rusland, mig, om jeg vilde gaa med ham til Klagestedet for at sørge over Jerusalems Ødelæggelse og bede om [269] Israels Genoprettelse til sin forrige Herlighed. 'Jeg vil gaa med dig', svarede jeg, 'og bede meget alvorlig om, at Gud vil paaskynde den Dag, da Juda vil vende tilbage til Herren.' Da det var Fredag Eftermiddag, paa den Tid, da mange Jøder samles til Bøn paa det gamle Tempels Mur, sluttede jeg mig til deres Selskab. Det var virkelig et Syn, man ikke igen kan glemme. Her var Jøder fra alle Nationer i deres særegne orientalske Dragter og nogle iført sin Talith (Bønnedragt). Saa højt som de paa nogen Maade kunde, læste de den 22de Psalme. Kvinder raabte højt med stort Alvor: 'Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Langt borte fra min Frelse er min Klages Ord. Min Gud, jeg raaber om Dagen og du svarer ikke, og om Natten, og jeg faar ikke tie.' Mændene græd ogsaa og oplæste Psalmer, Litanier og Bønner. De fleste af dem trykkede alvorlig sine Læber mod Stenene og kyssede dem. Medens jeg lyttede til deres rørende Bønner, erindrede jeg, hvad Rabbinerne havde sagt i Talmud: at 'siden Templets Ødelæggelse har Bønnens Port været lukket og kun Taarernes Port aaben`. Rabbineren gentog i en bedrøvet Tone:

'For Paladset, som ligger øde,
Sidder vi i Ensomhed og sørger’ o. s. v.

Den mest rørende Klagesang over Jerusalem kan man ogsaa blive Vidne til i de fromme Jøders Hjem. Ved Midnatstid indhyller de sig i sine Bønnedragter, lægger Aske paa Hovedet og knæler ned paa Jorden. De syngerr derpaa til en vemodsfuld Melodi en Klagesang, som i Oversættelse lyder saaledes:

Omkvæd:
'Fra Rama høres der en Røst af Ve,
en Jamrens Røst fra det højpriste Zion.

Jeg husker Tiden, da jeg Dronning var,
i Herrens Haand en skøn og dejlig Krone;
men nu kun dystre Tanker plager mig;
i Dyndets Dyb jeg ganske er nedsunken.

Den eneste Guds elskede jeg var,
ja, jeg blev kaldt den Allerhøj'stes Ære;
nu derimod jeg dybt fornedret er,
min Ven er borte fra mig i det fjerne. [270]

Veninder, Venner alle, græd med mig;
min Graad er bitter, mine Stikke mange.
Nu opslaar ingen mere mit Paulun,
thi Han, min Ven, langt bort fra mig er dragen.

Jeg styrtet fra min høje Stilling blev,
med Nød og Angst og Pine blet jeg mættet.
En ensom Enke, plyndret, jaget ud,
er Juda nu i Fangenskabets Lænker.

Engang jeg var en pragtfuldt smykket Brud,
paa Herrens Zions Bjerg en gylden Støtte;
men nu jeg fattig og elendig er,
alt tog min Fiende — intet er tilbage.

Og mine ædle Mænd blev slaa't ihjel,
og mine Børn, som mod min Pagt var trofast,
blev ført i Fangenskab til fremmed Land,
de tapre Sønner alle bort blev rykket.

Min Fiende sa': »Kald Ham ej mer din Mand.«
Hvad Haan jeg led i Hedningernes Hænder!
Alt dette dog mit Livshaab slukker ej;
og dette Haab vil end engang opfyldes.

O Gud, kom atter til Dit Israel
og lad os se Dit Zions nye Bolig —
Dit Hus, som allerhøjest blive skal! —
Da vil vi, frelste, juble til Din Hyldest.'

Derefter oplæses flere af Davids Psalmer, og Bønner opsendes. Naar de rejser sig op fra Jorden, siger de: 'Ryst Støvet af dig, stat op, tag Sæde, Jerusalem! Gør dig løs fra Lænkerne om din Hals, du fangne Zions Datter’! En mærkelig Bøn, som bedes ved disse Lejligheder og uden Tvivl hentyder til Esaias 7, 14, lyder

’I Naade, Herre, lyt til dit Folks Bøn
Giv det sørgende Israel sit Begær!
O, Abrahams Skjold, send vor Genløser,
og kald hans Navn Immanuel.’«

Ikke førend yderligere Forfølgelser har drevet flere af de fattige Jøder til Palæstina og den moderne Civilisation er skredet endnu mere frem der, vil mere velhavende [271] Klasser drage did; og da vil det i høj Grad blive af selviske Bevæggrunde — naar den store Trængselstid vil gøre Ejendom mindre sikker i andre Lande, end den er nu. Da vil Palæstina, langt borte fra Socialisme og Anarki, forekomme de rige Jøder at være en sikker Havn. Men som alt nu skrider frem i disse forskellige Retninger, vil de kommende Aar blive Vidne til meget i Palæstina.

Israels Blfndhed fjernes.

Der er et andet Træk i Profetien med Hensyn til Israel efter Kødet, hvis Opfyldelse vi nu skulde begynde at se. Apostelen Paulus sagde: »Forhærdelse er for en Del kommen over Israel, indtil Hedningernes Fylde er gaaet ind;« det vil sige indtil det udvalgte Antal af Hedringerne, som tillige med Israels Levning skal udgøre Rigets aandelige Side, er indgaaet til den højeste Gunst, fra hvilken Israel som en Nation blev forkastet, og for hvis særlige Fordele de som et Folk er vedblevet at være blinde. I den fuldeste Betydning vil derfor det kødelige Israel, ogsaa kaldet Jakob, ikke blive befriet for sin Blindhed, før Udvælgelsen af det aandelige Israel er fuldført. Og vi er udtrykkelig undervist om (Rom. 11, 26), at deres Frelse og Befrielse fra Blindhed og Fordomme vil komme fra Zion, den herliggjorte Menighed eller Regeringen Men ligesom Zions Rige i nogen Udstrækning begyndte i 1878, da vor Konge tog sin store Magt for at regere, skønt »Fødderne«s Klasse endnu ikke var fuldt udviklet og herliggjort, saaledes havde Guds Yndest mod »Jakob« gennem Zion med Rette en Begyndelse dér, skønt den ikke fuldt ud vil naa dem før Kristi Legemes »Fødder« ogsaa er herliggjort. Og ligesom 1881 var Paralleltiden for Bortvendelsen af Lyset fra Jakob og til Hedningerne, saaledes afmærker det Tiden for Lysets begyndende Tilbagevenden til de saa længe forblindede Jøder. Og i Overensstemmelse med det jødiske Mønster er den kristne Navnkirke nu ved at snuble i Blinde, medens kun en lille Levning af den bliver velsignet. Hvor kraftige og [272] træffende er ikke her Apostelens Ord: »Vær ikke overmodig, men frygt; thi sparede Gud ikke de naturlige Grene, skal han vel heller ikke spare dig« o. s. v.

Men Israels almindelige Anerkendelse af den sande Messias og hans Rige vil utvivlsomt fremkomme under og igennem de genoprettede Patriarker og Profeter, hvis fuldkomne Genoprettelse vil være Kristi første Gerning, efterat hele »Legemet« er bleven herliggjort. Men deres Blindhed vil begynde at forsvinde før; og der er allerede begyndt en stor Bevægelse i Retning af at anerkende Kristus, især blandt de russiske Jøder.

Naar vi ser i den Retning, er Tidernes Tegn saa afgjort tydelige, at man maa studse derved. Den mærkelige religiøse Bevægelse, der gaar for sig blandt Jøderne i det sydlige Rusland, bringer Tusinder af dette Folk til en Erkendelse af, at Jesus Kristus er den lovede Messias, og til en Erkendelse af deres nationale Synd ved at forkaste og korsfæste ham. Og dette er paa ingen Maade et Resultat af kristne Missionærers Virksomhed; den er en uafhængig Bevægelse, som er udsprunget helt og holdent paa jødisk Jordbund. Bevægelsens Leder er en Jøde, Hr. Josef Rabinowitch, tidligere Købmand og senere Sagfører, og en Mand, der nød stor Agtelse blandt sit Folk. Hr. Rabinowitch var ingen jødisk Rabbiner, og hverken han eller nogen af de andre ledende Mænd i Bevægelsen var Prester i nogen Sekt eller Trosbekendelse. Angaaende denne Bevægelse anfører vi følgende fra en Artikel i »Harpers Weekly« og fra andre Beretninger:

»Dens Udvikling har været en saadan, at man tillidsfuldt kan sige, at den ikke længer er et Eksperiment med tvivlsomme Udsigter til en vedvarende Eksistens. Den har aabenbaret en mærkelig Levedygtighed; dens Vækst har været stø og sund, bestemt i Karakter og dog undgaaet al unaturlig Hast og farlige Yderligheder. Efter at være bleven anerkendt af de russiske Autoriteter som en religio licita [tilladt Religion] har den nu en lovformelig Eksistens og lovlige Rettigheder. Dens Karakter stempler den som en af de mest enestaaende Fænomener i de nationale, sociale og religiøse Interessers brogede [273] Kalejdoskop, som deler Hjerterne og Sindene hos Zarens 116 Millioner Undersaatter.

Dette nye Samfund er endvidere særegent med Hensyn til sin Tro, idet at de ikke har til Hensigt at danne nogen organisk Forbindelse med nogen eksisterende Form for Kristendom, men, med det bestemte Formaal at tilsidesætte den historiske Læreudvilding siden Apostlernes Dage, at drage sin Lærdom direkte fra det nye Testamentes Kilde uden at tage noget særligt Hensyn til de Lærdoms-Forskrifter, som findes i vor Tids ortodokse Menigheder. De hævder, at de tager den jødekristne Menighed paa Apostlernes Tid til Mønster.

Energisk i Karakter og ærgerrig med Hensyn til sit Folks Forbedring og Fremgang i politisk, social og moralsk Henseende blev Rabinowitch for Aar tilbage bekendt som en ivrig Ven at Reformer blandt Ostens Jøder. Med en Opdragelse og en Foretagsomhed, som stod langt over hans Brødres, bestemte han sig til at udfinde Veje og Midler til at opnaa sine Idealer og Formaal. Han gjorde, hvad han kunde, for at sikre dem bedre politiske Rettigheder, men var ude af Stand til at beskytte dem mod de vilde Forfølgelser, der var sat i Gang mod de ulykkelige Israeliter i Rusland, Rumænien og Nabolandene. Han gjorde sig bekendt med Vestens mere fremskredne filosofiske Tænkemaade, i Haab om, at hvis hans Folk antog den, vilde den maaske hæve dem til et højere Plan og saaledes sikre dem højere Idealer og ædlere Formaal. Men han lærte snart at tvivle paa det Middels Kraft og paa Muligheden af at anvende det paa et Folk, som Aarhundreders Forfølgelser og ultra-konservative Idéer havde gjort haarde overfor Principer, der var saa forskellige fra deres fra Fædrene arvede Forestillinger. Han forsøgte ogsaa at drage dem bort fra deres Begærlighed efter Vinding, som næst efter deres formalistiske Gudsdyrkelse er det, der helt og holdent kontrollerer og fornedrer den orientalske Jødes Sind. Men hans Bestræbelser for at oprette Agerbrugs-Kolonier for dem, baade hjemme og i det hellige Land, viste sig frugtesløse. Medens han var i Palæstina, modnedes den Overbevisning hos ham gennem et selvstændigt Studium af det nye Testamente i dets Forbindelse med det gamle, at Israel havde taget fejl med Hensyn til sit nationale Liv og var blevet usand mod sin historiske Mission ved at forkaste Jesus Kristus.

Denne Overbevisning angaaende Kristus som Legemliggørelsen og Opfyldelsen af de gamle Profetier og af Israels Idealer og Formaal som en Nation er den centrale [274] Tanke, hvorom hele Bevægelsen drejer sig. De Principer der forkyndtes af den ydmyge Nazaræer, er anerkendt som dem, der alene kan opfylde Folkets Bestemmelse og satte dem i Stand til at naa det Maal, hvortil de blev helliget som et udvalgt Folk. Det bliver saaledes betragtet som et alvorligt Brud i Israels normale og historiske Udvikling, at dette Folk som en Nation for 1800 Aar siden afslog at modtage de Grundsætninger og Principer, som bliver iagttagne af alle Kristne og nu ogsaa af Rabinowitch og hans Efterfølgere som det lovlige og eneste rigtige Resultat af Israels hele historiske Udvikling. At helbrede dette Brud er Kischinev-Reformatorens Hovedformaal ved paany at begynde der, hvor det udvalgte Folk traadte ind paa en forkert Sti med Hensyn til sin nationale Udvikling. I1880 offentliggjorde han et Program, hvori han foreslog en fuldstændig Omordning af det rabbinske System. Han var ogsaa stærkt optaget af det sociale Arbejde: at fremme Landbruget blandt Jøderne i Sydrusland; og under Forfølgelsen i 1882 arbejdede han alvorlig for Folkets Tilbagevenden til Palæstina. Under den Periode var det, at Forandringen i hans religiøse Overbevisning fandt Sted. Det var ikke Resultatet af kristeligt Missionsarbej- de, heller ikke er han en omvendt i dette Ords almindelige Forstand. Forandringen gik for sig gradvis, og først efter lang Overvejelse modnedes den Tanke i hans Sind at organisere kristne Menigheder af jødisk Nationalitet. Efter sin Tilbagekomst fra Palæstina var hans Overbevisning denne: 'Nøglen til det hellige Land var i Hænderne paa vor Broder Jesus.' I Ordene 'Jesus vor Broder' ligger Kærnen i hans i eligiøse Anskuelser. Hans Arbejde har været heldigt, og mange tager imod hans Lærdomme.«

Da Rabinowitch begyndte at tænke paa, at han burde blive en aabenlys Bekender af Kristus, kom han meget i Forvirring med Hensyn til det store Antal Sekter blandt de Kristne, og han tøvede med at slutte sig til nogen af dem. Han siger: »Ligesom Jordan maa overskrides, før Kanaan kan naaes, saaledes er Jesus Vejen til aandelig Fylde og Hvile.« Med Hensyn til Herrens. Nadver siger han, at Medlemmerne af den nye Skabning ikke højtideligholder denne undtagen som et Paaskemaaltid. De kan (ligesom vi) ikke anse det for rigtigt at holde den paa andre Tider. Han siger, at den Herre [275] Jesus Kristus ikke befalede sine Disciple at ihukomme hans Opstandelse, men at ihukomme ham. Hverken han eller hans Efterfølgere holder Søndagen som Sabbat, men fortsætter med Overholdelsen af den jødiske Sabbat. Omskærelse finder endnu Sted, men betragtes ikke som nødvendig til Frelse.

Det berettes, at en luthersk Prest foreslog for en Komité i London, at Rabinowitch skulde ansættes ved deres Missionsselskab som Missionær for Jøderne. Komitéen afslog det, skønt kun af den Grund, at han ikke var døbt dengang. Han er dog siden da bleven døbt i Berlin, ikke til den lutherske Kirke, ej heller til den engelske, men simpelt hen til Kristi Kirke. Hr. Rabinowitch er i Besiddelse af Breve, som han har faaet fra Jøder i alle Dele af Rusland og Rumænien, hvori disse spørger om Bevægelsen, dens Regler og dens Læresætninger og stiller i Udsigt, at de vil slutte sig til den eller begynde en anden i Lighed dermed.

Hr. Rabinowitch er i Besiddelse af en meget venlig, ydmyg og kærlig Aand, og han svarer endog rørt til Taarer paa Forsikringer om kristelig Kærlighed. Han ønsker ikke at forene sig med nogen Sekt, men foretrækker at tage sin Kristendom fra det nye Testamente og vokse ud af de gamle Skikke og Lærdomme ind i de nye, eftersom den Helligaand vil undervise ham gennem hans stadige Studium af hele Guds Ord under Bøn.

Professor Delitzsch fra Leipzig, Lederen af den jødiske Mission i Tyskland og Udgiveren af »Saat auf Hoffnung«, et Kvartalsskrift, som er knyttet til dette Arbejde, udgav en lille Bog paa omtrent 75 Sider om denne nye religiøse Bevægelse, og den største Del af Bogen er optagen af originale Dokumenter i baade hebraiske og tyske Over­sættelser angaaende denne Bevægelse. Disse Dokumenter indeholder tretten Theses (Læresætninger); en Trosbekendelse for den jødisknationale nytestamentlige Menighed; en Forklaring af Troen paa Messias, Jesus af Nazaret, efter denne Menigheds Forstaaelse; en Haggada [276] for de Israeliter, der tror paa Messias, Jesus af Nazaret; og endelig en Ordning for Herrens Nadver. Som Tillæg dertil er der vedføjet en Erklæring fra en Lærer, Friedmann, til de Jøder, der tror paa Kristus, og en Erklæring, der er bleven antagen af disse sidste ved en Konference, holdt i Kischinev. Denne lille Bog indeholder alt Materiale til Studiet af denne nye Bevægelse.

Disse Theses, som maa betragtes som Grundlaget for denne nye Tro, begynder med en Beretning om de russiske Jøders beklagelsesværdige Stilling og forfegter, at de Bestræbelser angaaende Fremskridt og Forbedring, som er gjort af Jøderne selv, har vist sig at være frugtbringende, og der tilføjes.

»Der er Trang til en dyb, indre, moralsk Fornyelse, en aandelig Genfødelse. Vi maa bortkaste vor falske Gud — Pengekærlighed — og istedet derfor i vore Hjerter oprette et Hjem for Kærlighed til Sandhed og Frygt for det onde.« Til dette Øjemed er en Leder dog nødvendig. Hvem skal det være? I Israel kan man ikke finde nogen. »Den Mand, der ejer alle en Leders Egenskaber — Kærlighed til Israel, Offervillighed, Renhed, dyb Kendskab til den menneskelige Natur, Alvor i Aabenbarelsen af sit Folks Synder og Onder — har vi efter omhyggelig Ransagelse af alle vort Folks historiske Bøger fundet i ett Menneske alene, i Jesus af Nazaret. De kloge Israeliter paa hans Tid kunde ikke forstag ham; »men vi kan sige med Visshed, at han, Jesus, han alene har søgt sit Folks Vel. Derfor skal vi hellige vor Broders, Jesu, Navn. »Vi bør modtage Evangeliets Bøger i vore Hjem som en Velsignelse og forene dem med de hellige Skrifter, som blev rakt os af vore vise Mænd.«

Af den Serie Trosartikler, som de har optegnet, er følgende den, der er mest værd at lægge Mærke til:

»Ifølge Guds uransagelige Visdoms Bestemmelse blev vore Fædre fyldt med Haardhed i Hjertet, og Herren straffede dem med en dyb Søvns Aand, saa at de modstod Jesus Kristus og syndede imod ham indtil i Dag. Men ved sin Vantro ledte de andre Nationer til større Iver, og de bidrog saaledes til at forlige Menneskeslægten, som har troet paa Jesus Kristus, Davids Søn, vor Konge; da de hørte de glade Tidender gennem [277] de Sendebud, som forkyndte Fred (Es. 52, 7), og som med Foragt var bleven udstødt fra Samfund med Israel. Som Følge af denne vor Synd imod Guds Kristus er Verden bleven rig ved sin Tro paa Kristus, og hele Nationer er indgaaet i Guds Rige. [Her ser de ikke klart. Det er det fulde Antal af den »lille Flok«s Medlemmer ud af alle Nationer, og ikke hele Nationer, falskelig kaldet Kristenheden, hvortil Paulus hentyder i Rom. 11, 25.] Nu er ogsaa Tiden for vor Fylde kommen, og vi, Abrahams Sæd, skal velsignes gennem vor Tro paa den Herre Jesus Kristus; og vore Forfædres, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud vil vise os Barmhjertighed og igen indpode de Grene, som blev afreven fra vor egen hellige Rod — Jesus. Og saaledes skal hele Israel faa Del i den evige Frelse, og Jerusalem, vor hellige Stad, skal genopbygges og Davids Trone genoprettes for bestandig.

Følgende er et Uddrag af et Brev, dateret d. 2den Januar 1885, fra Rabinowitch til en Herre i London.

»Deres værdifulde Brev o. s. v. har jeg modtaget. Mit Hjerte glædede sig, da jeg læste det og bemærkede, hvor stor og stærk Deres Kærlighed er til vor Herres Jesu Kristi, Messias', Brødre efter Kødet, og hvor kostbar det jødiske Folks Frelse er i Deres Øjne.

Jeg bøjer mine Knæ for Jehova, vor Herres Jesu Kristi Gud; og fra Dybet af mit Hjerte udstrømmer Israels Sangers Ord (Ps. 35). 'Lad dem beskæmmes og blive tilstamme, som glæder sig ved min Ulykke. Lad dem juble og glæde sig, som under mig min Ret, og lad dem altid sige: Højlovet være Herren, som under sin Tjener, at det gaar ham vel!' Amen!

Hermed sender jeg Dem mine Meninger og Erklæringer med Hensyn til de Israels Børn i Sydrusland, som tror paa Jesus som Messias. Af dem vil De faa at vide, hvorfra vor Tro paa Jesus, Messias (vor Broder efter Kødet) stammer. Han er vore Hjerters inderste Længsel og Ønske. Vore engelske Venner og Brødre i Jesus, vor Frelser, kan være overbevist om, at efterat Herren har blottet sin hellige Arm for alle Nationers Øjne og alle Jordens Ender har set Guds Frelse, er Tiden nu kommen, da alle urene Personer skal udstødes fra Israels Midte, og de, der bærer Herrens Kar, skal renses.

Sandt nok, Herrens Frelse kan ikke gaa ud og komme ind i Verden med Hast (Josva 6, 1), heller ikke kan det gaa fremad med Hurtighed; men nu, da Jehova, Avantgarden, [278] Universets Konge, er gaaet foran Israels Folk, skal Israels Gud ogsaa komme som Arrieregarde, som den, der samler Israels Udskud. Jeg hengiver min Tid og mit Navn til at fremme mit genstridige og ulykkelige Folks Vel og til i Guds Kraft at vidne for dem, hvis Pande er af Kobber, om det forjættede Evangelium, vore Fædre havde faaet; nemlig, at Gud har oprejst Jesus af Nazaret af Davids Sæd til Israels Frelser.

I Overensstemmelse med den højeste Guds dybe og vise Raadslutning gjorde vore Fædre, som byggede paa Forjættelsen, Oprør mod Jesus, saa at Naaden kunde blive skænket til de hedenske Nationer, ikke paa Grund af noget Løfte, men paa Grund af den Naade, som forkyndtes i Messias' Evangelium. Nu, efterat Hedningernes Fylde er gaaet ind, er Tiden kommen for os til at vende tilbage til Israels Gud og Konge og blive hans elskede Børn. Vi bør modtage vor Arvedel, som blev lovet Jakob, og som er ubegrænset; thi vi er de lovlige Arvinger, Abrahams Børn, Moses' Disciple, Davids Hus' Tjenere i al Evighed. Saaledes vil vor Fylde (d. v. s. mange Israeliters Antagelse af Kristus) blive vor Rigdom og Nationernes Rigdom, ifølge Jehovas Ord ved Apostelen Paulus, en Israels Førstefødte og paa samme Tid den første blandt de tilbagevendende Hedninger.

Iblandt mine Brødre og paa store Møder formaner jeg alvorlig: 'Ryst Støvet af dig; staa op, ifør dig dine herlige Klæder, mit Folk; gennem Isai Søn, Jesus af Nazaret, har Herren din Gud gjort store Ting med dig, o Israel, forat han ogsaa kunde gøre store Ting blandt Jordens Nationer, som blev velsignet gennem vore Fædre.

Jeg takker Gud inderlig for, at jeg ser Tusinder, som med Glæde lytter til. Mange og værdige Sønner i Israel venter og længes efter Timen, vor Guds Naades­time. Jeg beder Dem i vore russiske Brødres Navn, hvilke søger Frelsen, at vor Herres Jesu Kristi Venner, hvor de end er, ikke vil forholde sig tause, men give Raad og tale frit ud, indtil Immanuel ogsaa er med os, indtil Jehova viser os ham og hans Paulun.

Disse er ringe Ord, skrevne langt borte fra.«

Josef Rabinowitch

Samtidig med denne mærkelige Vækkelse er en lignende Bevægelse gaaet frem i Sibirien, hvorom vi har følgende Beretning fra »The Presbyterian Witness«

»Der kommer Nyheder fra det isdækkede Sibirien om [279] en evangelisk Bevægelse, væsentlig den samme som Rabinowitch'. Lederen er Jacob Scheinmann, en polsk Jøde, som for 20 Aar siden gennem selvstændigt Studium kom til den Overbevisning, at Jesus af Nazaret, Davids Søn, var den sande Frelser. De Jøder, der strengt holdt paa Talmud, fik ham forvist til Sibirien, hvor han i 15 Aar næsten upaaagtet arbejdede paa at vække Tro hos de andre landflygtige. Blandt nogle Postsager, som han tilfældig fandt i Tomsk, hvor han var beskæftiget i Forretning, fandt han en lille Bog af Rabinowitch, med hvem han straks satte sig i Forbindelse. Han har ivrig spredt sine Anskuelser gennem smaa Bøger, kaldet 'En raabende Røst i Ørkenen'. Delitzsch' hebraiske Oversættelse af det nye Testamente er bleven ivrig læst og studeret af de sibiriske Jøder. Det siges, at over 36,000 Eksemplarer er bleven saaledes benyttet.

Vi ser saaledes tydelige Beviser paa Guds tilbagevendende Yndest mod Israel: gennem at drive dem ud af andre Lande gennem store Forfølgelser, ved at lukke Palæstina op til at modtage dem, ved at indbyde dem derhen ved særlige Tilskikkelser til deres Fordel og gennem velvillige Foretagender til deres Hjælp, og ogsaa i denne betydningsfulde Bevægelse, som er Begyndelsen til at borttage Israels Blindhed. Og hvor tydelig er det ikke, at alt dette er Guds Værk! I dette Værk for det kødelige Israels Genoprettelse, saavel som i det store Høstarbejde for at samle det aandelige Israel, er den nu forkastede Navnkirkes Medvirken aldeles forbigaaet. I begge disse store Arbejder, der nu gaar for sig, er de forskellige Organisationer indenfor Navn- »Kristenheden« aldeles tilsidesat. Og i Guds egen Tid og paa hans egen Made lader han sit store Værk lykkes og faa Fremgang gennem nye, ydmyge, ubetitlede Redskaber, ligesom i den jødiske Høst.

Og nu spørger vi: Hvad betyder det? Hvad vil Re­sultatet blive af dette besynderlige og underlige Arbejde, paa hvis tydelige Begyndelse og hurtige Fremskriden vi har saa mange Beviser i denne Høstperiode? Apostelen Paulus viser klart, at Israels Tilbagevenden til sit Land betyder en Tilbagevenden eller Genoprettelse af [280] hele Menneskeslægten: »Dersom deres Fald er bleven Verdens Rigdom og deres Forkastelse er bleven Hed ningernes Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det.« Ved det kødelige Israels Forkastelse fik Redningerne Tilbudet om det Høje Kald, og de »faa«, som annammer det og sejrer over de Hindringer, der ligger paa Vejen til dets Opnaaelse, vil blive ophøjet til medarvinger med Kristus. De vil udgøre Kristi, den store Befriers, Legeme. Dette var Hensigten med og vil blive Resultatet af det kødelige Israels Forkastelse; men de­res Samling paany og Genindsættelse i Løftets Land afmærker et andet Trin i den store guddommelige Plan det bebuder, at alle Tings Genoprettelse »for Jøden først«, men tillidst for »alle Jordens Slægter«, er ved at begynde. Jordens store Jubelaar er ved at blive indført, og ifølge Guds Orden begynder det med Jøden. Saaledes set er Brødrene Rabinowitch og Scheinmann og deres Medarbejdere Guds Redskaber til at berede sit gamle Folk for Genoprettelsen, ligesom det er vort Privilegium at være Medarbejdere med Herren i Høstarbejdet i Forbindelse med Høstperioden for Evangeliealderen og dens udvalgte aandelige Klasse. Israels fulde Tilbagevenden til deres eget Land og til guddommelig Yndest vil sik kert betyde, at den store Befrier, Hoved og Legeme, gennem hvem Genoprettelsen skal fuldføres, er bleven ophøjet til Magt, at Riget er kommet, og at Genoprettel­sesværket, hvis Førstegrøde det kødelige Israel skulde være, allerede er begyndt. Derfor: »Dersom deres For­kastelse er bleven Verdens Forligelse, hvad skulde da deres Antagelse være andet end Liv af døde« — Genoprettelse — ikke alene for de levende, men ogsaa for de døde, ifølge Forjættelsen; og ikke alene for Israel, men for hele Menneskeslægten, som Israel var et Forbillede paa, og hvis Førstegrøde det skal være. Den nuværende Begyndelse til Yndest mod Israel er kun nogle Draaber, som falder før en mægtig Byge, der vil forfriske ikkeblot Israel, men hele Menneskeslægten. Og skønt Kampens [281] høje Bølger endnu vil slaa tungt imod Israel og for en Tid bringe dem i endnu større Trængsler og Ulykker, vil Gud dog midt i det altsammen være med dem og i sin egen rette Tid hjælpe og ophøje dem.

I denne Forbindelse vil følgende Uddrag af den offentlige Presse sikkert have Betydning. Resultatet af Bevægelsen vil blive iagttaget med dyb Interesse af alle, som vandrer i den nærværende Sandheds Lys, og som ser fra Guds Ord, at den Tid er kommen, som Gud forkyndte gennem Profeten Esaias, sigende: »Trøster, trøster mit Folk, siger eders Gud. Tal kærlig til Jerusalem og raab til hende, at hendes Strid [Margen: hendes bestemte Tid] er fuldendt, thi hun har faaet dobbelt*) af Herren for alle sine Synder.« — Es. 40, 1. 2.

*) Bind II, Kap. 7.

Den omtalte Artikel lyder som følger:

Et jødisk Rige foreslaaet.

Washington D. C. d. 5te Marts 1891.

»William E. Blackstone fra Chicago besøgte i Dag Præsidenten for de Forenede Stater i Selskab med Sekretær Blaine og præsenterede et Andragende til Fordel for de russiske Jøder.

Han forklarede, at Andragendet var Resultatet af en Konference af Kristne og Jøder, der fornylig var holdt: i Chicago, og henledte især Opmærksomheden paa, atdet ikke stred imod Rusland, men paa en fredelig Maade søgte at give Jøderne Herredømmet over deres gamle Hjem, Palæstina.

Han udpegede mange Beviser for Muligheden af en stor Udvikling for dette Land baade med Hensyn til Agerdyrkning og Handel under en energisk Styrelse, og han sagde, at dersom den Jernbane, der nu bliver anlagt, fra Jaffa til Jerusalem, blev fortsat til Damaskus, Tad mor og ned til Eufrat, er der ingen Tvivl om, at den vilde blive en international Færdselsvej.

Han sagde, at den tyrkiske Regerings Fattigdom berettiger [282] den foreslaaede Skadesløsholdelse ved at fundere en Del af den tyrkiske Nationalgæld gennem jødiske Kapitalister, og at der kun bedes om fredelige diplomatiske Forhandlinger, for at al privat Ejendomsret til Land og Ejendele maatte blive omhyggelig repræsenteret og beskyttet. Tilsidst sagde han, at da vi staar paa en saa fredelig Fod med Rusland og ingen Forviklinger har i Orienten, var det ret at haabe, at vor Regering skulde gaa i Spidsen for denne venskabelige Bevægelse for at skaffe disse omvandrende Millioner af Israeliter et bestemt og stadigt Hjem.

Præsidenten lyttede opmærksomt til Mr. Blackstones Bemærkninger og lovede at overveje Sagen alvorlig.

Andragendet.

Andragendet lyder saaledes:

»Hvad skal der gøres for de russiske Jøder? Det er baade uklogt og unyttigt at prøve paa at diktere Rusland noget angaaende dets indenlandske Affærer. Jøderne har boet som fremmede i Rusland i Aarhundreder, og Russerne tror fuldt og fast, at Jøderne er en Byrde paa deres Indtægtskilder og en Hindring for Bondebefolkningens Vel, og de vil ikke tillade dem at blive. De har fast besluttet, at de skal gaa. Men hvor skal to Millioner af saadanne stakkels Folk gaa hen? Europa er overfyldt og har ikke Plads til flere Bønder. Skal de komme til Amerika? Det vilde være en umaadelig Udgift og vilde fordre Aar.

Hvorfor ikke give dem Palæstina tilbage? I Henhold til Guds Fordeling af Nationerne er dette deres Hjem — en uafhændelig Besiddelse, hvorfra de blev uddrevet med Magt. Under deres Opdyrkelse var det et ualmindelig frugtbart Land, der underholdt Millioner Israeliter, som flittig pløjede dets Høje og Dale. De var Agerdyrkere og Producenter saavel som et Folk, der spillede en stor Rolle som Handelsfolk — Centrum for Civilisation og Religion. Der fortælles ogsaa, at Regnen tager til, og der er mange Beviser paa, at Landet vil faa sin gamle Frugtbarhed tilbage.

Hvorfor skulde de Magter, der ved Berlinertraktaten i 1878 gav Bulgarien tilbage til Bulgarerne og Serbien tilbage til Serberne, ikke nu give Palæstina tilbage til [283] Jøderne? Disse Provinser saavel som Rumænien. Montenegro og Grækenland blev revet løs fra Tyrkiet og givet til sine naturlige Ejermænd. Tilhører ikke Palæstina med Rette Jøderne? Dersom de kunde faa selvstændig Regering, vilde Verdens Jøder slutte sig sammen for at sende sine lidende Brødre tilbage til deres ærværdige Hjemsted og nedsætte dem der. I over 1700 Aar har de taalmodig ventet paa en saadan gunstig Lejlighed. De er ikke blevet Agerdyrkere nogetsteds, fordi de troede, at de var fremmede i de forskellige Nationer og igen skulde vende tilbage til Palæstina, til deres eget Land. Hvilke fastsatte Rettigheder der end gennem Besiddelse maatte tilkomme Tyrkiet, kunde der dog let gives Erstatning derfor, mulig ved at Jøderne paatog sig en passende Del af den nationale Gæld.

Vi tror, at dette er en belejlig Tid for alle Nationerne og særlig for Europas kristne Nationer til at vise Venlighed mod Israel. En Million landflygtige appellerer ved sine frygtelige Lidelser til vor Sympati, Retfærdighed og Menneskekærlighed. Lad os nu tilbagegive dem det Land, for hvilket de blev saa grusomt plyndret af vore romerske Forfædre.

Derfor anmoder vi ærbødig Hans Excellence Benja­min Harrison, Præsident for de Forenede Stater, og Statssekretæren Hon. J. G. Blaine om at bruge sine gode Embeder og Indflydelse overfor Hans kejserlige Majestæt, Aleksander III.s, den russiske Zars, Regering; tillige overfor Dronning Victoria, Dronning af England og Kejserinde af Indien; Wilhelm II., Kejser af Tyskland; Frantz Josef, Kejser af Østerrig; Abdul Hamid II., Sultan af Tyrkiet; Hendes kongelige Højhed Marie Christina, Dronning-Regent af Spanien; overfor Republiken Frankrig og den belgiske, hollandske, danske, svenske, portugisiske, rumænske, serbiske, bulgarske og græske Regering for at sikre en snarlig Afholdelse af en international Konference for at undersøge Israeliternes Stilling og deres Fordring paa Palæstina som sit gamle Hjem, og for ad andre rette og retfærdige Veje at lindre deres Lidelser.«

[Andragendet var underskrevet af fremragende Mænd af alle Trosbekendelser fra Chicago, Boston, New York, Filadelfia, Baltimore og Washington.]

Det anglo-israelitiske Spørgsmaal.

Siden Udgivelsen af den første Udgave af dette Bind er en Kritik derover og særlig over dette Kapitel fremkommet [284]  i en engelsk Avis — »Israels Banner« — der gik ud paa at vise, at det angelsaksiske Folk er Repræsentanter for Israels »ti forsvundne Stammer«. Følgende fremkom i December 1891 i vort Blad »Zions Watch To­wer«. Vi offentliggør det her, da vi tror, at det vil være af Interesse, fordi det nærmere berører disse Punkter:

Til Udgiveren af »Israels Banner«!

Min Herre! — En for nylig fremkommen Artikel i Deres Blad, som kritisk bedømmer »Millenniets Daggry«, Bind III, og i Særdeleshed dets Hentydning til det angel­saksiske Spørgsmaal i Forbindelse med Jødernes Tilbagevenden til Palæstina, er kommen mig i Hænde; og da den synes at kræve et Svar, skynder jeg mig med at besvare den i Korthed.

Det omstridte Punkt drejer sig om det Spørgsmaal, hvorvidt de ti Stammer efter at være adskilt fra de to Stammer i Rehabeams Dage nogensinde igen blev forenet enten virkelig eller tilregnelsesvis. Deres Korrespondent paastaar, at der ikke var nogen Genforening, og at Navnet Israel fra den Tid af udelukkende tilhørte de 10 Stammer og ikke de to, Juda og Benjamin, der kaldtes Jøder. Denne Vildfarelse synes at være nødvendig for hans Teori, nemlig at det angelsaksiske Folk er disse ti Stammer, og at deres Held skyldes denne Omstændighed. Vi holder fast ved, at fra Tilbagekomsten fra det babyloniske Fangenskab er Israels Folk blevet anerkendt af Gud som ett, indbefattende alle dem af enhver af Stammerne, som respekterede Guds Forjættelser og vendte tilbage til Palæstina, da Kyrus gav Tilladelsen dertil. Vi holder fast ved, at alle de, som ikke vendte tilbage, ikke hørte til Israels Folk, ikke var sande Israeliter, men at de fra den Tid af blev regnet som Hedninger. Vi paastaar ogsaa, at disse »forsvundne«, som ikke var sande Israeliter, vil behøve Anerkendelse og Velsignelse under den nye Pagt i Løbet af den kommende tusindaarige Tidsalder og ikke i Løbet af Evangeliealderen. Paa nogle Punkter synes [285] der at være en lille Misforstaaelse af vor Stilling. Vi negter ikke, at de ti Stammer skilte sig fra de to, heller ikke, at de ti udgjorde Størstedelen og som saadan beholdt det oprindelige Navn for dem alle (Israel), heller ikke, at de to Stammer blev benævnt Juda, heller ikke, at der var en vigtig Grund til Adskillelsen, heller ikke, at det var i Overensstemmelse med Guds Plan for deres Tugtelse, heller ikke, at de ti Stammer kom i Fangenskab omtrent 70 Aar før de to, heller ikke, at Gud muligvis har en Velsignelse for Efterkommerne af de ti Stammer saavel som for de to og for alle Jordens Slægter i Løbet af »Tiderne for alle Tings Genoprettelse, hvorom Gud har talt ved alle sine hellige Profeters lund fra Verdens Begyndelse af«. — Ap. G. 3, 19-21.

Hvad vi hævder er, at den store Lærer havde Ret, da han sagde, at »Frelsen kommer fra Jøderne«, og at den store Apostel havde Ret, naar han erklærede, at ifølge Guds Orden skal »tre, Hæder og Fred vorde hver den til Del, som gør det gode, baade Jøde først og saa Græker; thi der er ikke Personsanseelse hos Gud« (Rom. 2, 10. 11). Vor Forstaaelse af dette er, at efter det babyloniske Fangenskab blev Navnet Jøde ensbetydende med Israelit og indbefattede alle, som holdt sig til Loven og haabede paa en Opfyldelse af Løfterne til Abraham, indbefattende nogle af de ti Stammer saavel som Proselyter eller Tilhængere fra Hedningerne alle, som var omskaaret. Endvidere var det, selv paa den Tid, da de ti Stammer gjorde Oprør, dog ikke alle de enkelte Medlemmer af disse Stammer, som sluttede sig dertil. Nogle forblev tro mod Juda Rige og vedblev at bo iblandt Jøderne. — 1 Kong. 12, 17.

Vi har fundet og fremhævet den betydningsfulde Kendsgerning, at Herren og Apostlerne tiltalte de »tolv Stammer« under ett Navn — »Israels Hus« — og dette ogsaa naar de talte direkte til det Folk, der boede i Jerusalem, hvilket, saasom alle indrømmer, hovedsagelig hørte til Juda Stamme, men tildels til alle de tolv Stammer. [286] Den Kendsgerning, at Herren og Apostlerne tiltalte de tolv Stammer som én Nation og anvendte Profetierne paa dem som saadan, synes os at være en fuldt ud tilstrækkelig Grund til at gore det samme.

At anføre alle de Skriftsteder, der taler om de forskel­lige Dele af dette Emne, vilde kræve megen Plads; men den, der vil tage et Eksemplar af K. G.s Bibelordbog og slag op paa Side 249 og bemærke de forskellige Tilfælde, hvor Ordet Israel er brugt i det nye Testamente, vil faa overflødige Beviser for, at Israels Hus ikke længere blev betragtet af Herren og Apostlerne som blot de »ti Stammere«, men som »hele Israele«. Bemærk især følgende Tekster: Matt. 8, 10; 10, 6 ; 15, 24. 31; 27, 9. 42,­ Mark. 12. 29; 15, 32; Luk. 1, 54. 68 og især Vers 80; ogsaa 2, 25. 32. 34, 24, 21; læg ogsaa omhyggelig Mærke til Joh. 1, 31. 49; 3, 10; 12, 13; Ap. G. 2, 22. 36; 3, 12; 4, 10. 27; 5, 21. 30. 31. 35; 13, 16. 24; 21, 28; Rom. 9, 6. 31; 10. 19;­11, 25. 26; 1 Kor. 10, 18; Gal. 6, 16; Ef. 2, 12; Fil. 3, 5 ; Heb. 8, 8.

»Saliggørelsen kommer fra Jøderne eller de Israeliter, der bevarer Pagten, i den Forstand, 1) at vor Herre Jesus, Frelseren, kom i den Slægt; 2) at en Levning af' disse Jøder (Apostlerne og de fleste af den første Menig­hed), kaldet Israels Levning (Rom. 9, 27; 11, 1. 5. 7), blev valgt til at bære Budskabet om Forsoningen ud til Redningerne ; og 3) at Herrens Foranstaltninger, at i Frem­tidens Genoprettelsesværk vil det kødelige Israel, som da vil have faaet sin Blindhed borttaget, blive brugt som Redskaber, hvorigennem Frelsens Strømme, som udvælder fra den herliggjorte, aandelige Menighed, skal flyde ud til alle Jordens Slægter; som der staar skrevet: »Fra Zion [Evangeliemenigheden, det herliggjorte, aandelige Israel] skal udgaa Lov og Herrens Ord fra Jerusalem [det genoprettede kødelige Israel].« —Es. 2, 3.

Men i hvert Fald er de ti Stammer udelukket fra denne og alle saadanne Forjættelser: thi hverken Zion eller Jerusalem (hverken det forbilledlige eller det virkelige) [287] tilhørte dem. For i det Hele taget at faa Del i den Pagt, der blev sluttet med Abraham, maa de enten forene sig med det aandelige Israel, for hvilket Løven af Juda Stamme er Hovedet, eller de maa forbinde sig med det bogstavelige Juda i Jerusalem for at faa Del med dem i den kommende Genoprettelse, thi »Herren skal frelse Juda Telte først«. — Sak. 12, 7.

Deres Korrespondents Argumenter synes at være sam­menfattet i følgende Uddrag, som vi anfører fra Deres Blad. Han siger:

»Med Hensyn til det, at Israel ikke vendte tilbage, vil en Sammenligning mellem Jer. 29, 1. 4. 10 og Esra 1, 1 vise, at Kyrus' Edikt var en Opfyldelse af en Profeti, som udelukkende hentydede til Jøderne, og fra Ezek. 4, 3-8 fremgaar det klart, at den fastsatte Tid for Israels Fangenskab skulde strække sig langt ud over Judas. Der findes slet intet Bevis for, at de ti Stammer ogsaa var indbefattet i Kyrus' Tilbud.«

Vi maa gøre Indvendinger mod disse Udsagn og bede Deres Læsere om mere omhyggelig at undersøge de anførte Tekster. Jeremias (29, 1-10) raader ikke Folket til at sætte sig tilfreds ned og aldrig vente at vende tilbage til Jerusalem, men til at gøre sig det hyggeligt i Babylons Land, fordi der ingen Befrielse vilde blive i 70 Aar — en meget længere Fangenskabsperiode, end de før havde oplevet.

Esra 1, 1 fortæller ikke, at kun Medlemmerne af Juda og Benjamin Stammer fik Ret og Frihed til at vende tilbage. Tvertimod erklærer Vers 3, at Kyrus udstrakte Tilbudet til »hvosomhelst, der er iblandt eder af alt hans Folk«; Vers 4 gentager Ordet »hvosomhelst« og gør Indbydelsen ligesaa verdensomfattende som Kyrus’ Herredømme var, ved Ordene »alle de Steder«; og Vers 5 erklærer, at ikke alene Familieoverhovederne for Juda og Benjamin svarede dertil, men ogsaa Presterne og Leviterne, »hver den, hvis Aand Gud opvakte«, d. v. s. alle, hvis Hjerter, lig Simons, »ventede paa Israels Trøste«. Blandt saadanne var ogsaa nogle fra de ti Stammer, [288] skønt de var færre. Der var, f. Eks. blandt dem, der med Simon ventede i Templet paa Israels Trøst, Profetinden Anna, Fanuels Datter af Asers Stamme. — Luk. 2, 36.

Hvad det anførte Sted fra Ezekiel (4, 3-8) angaar, findes der ikke dér nogen Hentydning til, naar de 40 Aar for Juda eller de 390 Aar for Resten af Israel var opfyldt. Deres Korrespondent overser den Kendsgerning, at skønt denne Trængsel er delt i to Dele, er det altsammen fremstillet som kommende mod ett Folk, illustreret ved den ene Hovedstad, Jerusalem, der af Profeten blev aftegnet som en Del i hans billedlige Fremstilling. Nogle tror, at Guds Vrede mod de ti Stammer daterede sig fra Oprørets Tid, da de faldt i Afgudsdyrkelse, omtrent 390 Aar før Jerusalems Ødelæggelse, og at Vreden mod de to Stammer daterede sig fra 40 Aar før Ødelæggelsen, da de to Stammer under Kong Manasse blev Afgudsdyrkere, og at Guds Vrede ophørte eller formildedes ved Udsoningen af deres Synder ved Jerusalems og hele Landets fuldstændige Ødelæggelse. Dersom dette er rigtigt, vendte hans Yndest tilbage, medens de var i Babylon, til alle, der havde Ærbødighed for hans Forjættelser og ventede paa, at de 70 Aar, i Løbet af hvilke Landet laa øde, skulde udløbe, forat de da kunde vende tilbage til Gudsdyrkelsen i hans hellige Stad og Tempel.

Vi svarer da, at der ikke er noget Bevis for, at de villige og trofaste af de ti Stammer blev hindret og ikke vendte tilbage til det hellige Land, efterat det havde ligget øde i 70 Aar. Tvertimod viser Kendsgerningerne, at de havde Frihed til at vende tilbage, og at nogle gjorde det.

Efter at have anført fra »Mill. Daggry«, Bind III: »De [de ti Stammer] forlod den israelitiske Pagt og blev Afgudsdyrkere, vantro og i Virkeligheden Hedninger«, vedbliver Deres Korrespondent:

»Dette er fuldstændig rigtig: de ti Stammer faldt fra [289] og blev formelt skilt fra den mosaiske Pagt (Jer. 3, 8); men han overser den tilsvarende Perle — nemlig, at de skulde genforenes i en ny og bedre Pagt (Es. 54, 4-8; Hos. 2, 7. 19; Jer. 31, 31-33). Israeliterne var virkelig Hedninger og er agtet som Hedninger indtil i Dag, men dette er overensstemmende med Profe­tien; thi Efraims 'Mangfoldighed af Folk' er goyim eller Hedninger af Navn (1 Mos. 48, 19); og Efraim­Israels Børn, 'som ikke kan maales eller tælles', er Efterkommere af Lo-Ammi eller Hedninger af Navn. — Hos. 1,  9. 10.«

Vi har en afvigende Mening med Hensyn til ovenstaaende Erklæring. Herren har ikke igen ægtet og vilde heller aldrig igen ægte de ti Stammer. De anførte Skriftsteder beviser intet i den Retning. Hoseas giver nogle haarde Skildringer af et daarligt Folk. Kapitel 1, 4. 6. 7 synes at omtale de ti Stammer, adskilt fra de to, men lover ikke mere Barmhjertighed, men derimod en fuldstændig Bortfjernelse af de ti og Barmhjertighed for de to, for Juda. Versene 9 og 10 viser Forkastelsen (for en Tid) af hele Israel (Olietræets naturlige Grene) og Indpodningen af det aandelige Israel paa den oprindelige Rod eller Forjættelse — de af Hedningerne, der ikke tidligere var bleven anerkendt af Herren som hans Folk, men som havde været Udlændinge og Fremmede for Israels Borgerret, dog nu bragt nær til ved Kristi Blod. Denne Anvendelse af Skriften er gjort af Apostelen Paulus (Rom. 9, 23-26). Vers 11 erklærer, at »da«, ved Tiden for deres Forkastelse og ved Tiden for Antagelsen af det aandelige Israel, vilde Juda og Israel atter blive forenet under ett Hoved.

Hoseas 2, 1-7 indeholder et af de fremsatte Beviser; men selv om man søgte meget omhyggelig i disse Vers, vilde man dog ikke finde noget Løfte fra Herren om, at han vilde tage dem tilægte igen. Ved at læse ned til Vers 13 vil man finde det modsatte. Saa viser Versene 14-18 »Haabets Dør« for disse oprørske Folk, hvilken vil blive aabnet af Abrahams sande aandelige Sæd (Gal. 3, 16-29) i deres tusindaarige Regering; thi Vers 18 [290] fastslaar Tiden for Aabningen af denne »Haabets Dør« ved at erklære, at det vil være efter Trængselstiden, naar der ikke skal være Krig mere.

Versene 19 og 20 maa, dersom de i det Hele taget er anvendelige paa det kødelige Israel, anvendes paa »hele ­Israel« — se Kap. 1, 11 — og i det Tilfælde vilde Opfyldelsen ikke ske før Slutningen af Evangeliealderen, naar der ikke skal være Krig mere. Men der er god Grund til at tro, at disse Vers (19 og 20) hentyder til den aandelige Klasse, udvalgt i Løbet af den Tid, da det kødelige Israel har været forkastet. Denne Opfattelse støttes af Vers 23 saavel som af Kap. 1, 10, hvilke begge er anført i Rom. 9, 23-26, og stemmer godt overens med Apostelens anden Erklæring: »Israel har ikke opnaaet det, de søgte efter, men de udvalgte har opnaaet det, de øvrige blev forhærdet.« — Rom. 11, 7.

Hvad Es. 54, 1-8 angaar, har Apostelen Paulus kastet et Lys af overmenneskelig Visdom derover og har anvendt det paa det aandelige Zion, vor Moder eller Pagt, symboliseret ved Sara. Abrahams Sæd efter Kødet er bleven forkastet fra at være Forjættelsens Arvinger, og den sande Sæd, Kristus (forbilledlig fremstillet ved Isak og Rebekka), er bleven annammet som Forjættelsens eneste Sæd. — Gal. 4, 22. 24. 26-31.

Jer. 31, 29-33 blev skrevet paa en Tid, da de i Stammer, kaldet Israel, blev adskilt fra de to, kaldet Juda; og derfor var det nødvendigt for Profeten at omtale begge, forat man ikke skulde misforstaa ham og antage, at han mente de ti Stammer alene. Men i Vers 31 stiller han de to sammen; og efter saaledes at have føjet dem sammen som ett bruger han det ene Navn for dem alle i Versene 33 og 36; og dette er stadfæstet ved Versene 38-40, som beskriver Steder, der ligger i de to Stammers Land, i og omkring Jerusalem.

Lad os dernæst lægge Mærke til, at dette er en Profeti, som endnu ikke er opfyldt; saa at de ti Stammer, selv om de nu klart kunde paavise sin Identitet, dogikke [291] har nogen Grund til at rose sig. De vilde gøre bedre i at vente, indtil den nye Pagt er sluttet med dem, og indtil den nye Pagts Lov er bleven skrevet i deres Hjerter. Til den Tid vil de sikkert ikke mere rose sig af sin gamle Pagt, men af den nye. Den kødelige Sæd (Ismael) maa vente, indtil den aandelige Sæd (Isak) har arvet alt, og de maa saa modtage sin Del gennem Isak. I de Dage, naar den kødelige Sæd modtager sin Del, vil Tusindaarsrigets velsignede Forrettigheder, omtalt i Versene 29 og 30, blive virkeliggjort.

I elskede, lad os gøre vor Kaldelse og Udvælgelse fast ved Troens Lydighed og ikke haabe paa, at aandelige Velsignelser skulde komme til os paa Grund af kødelige Forbindelser, hvad Herrens Ord tydelig viser, at de ikke kan. Dersom den angelsaksiske Slægt virkelig nedstammer fra de ti Stammer, er det sikkert til deres Fordel, at Herren vil overse Slægtskabet og regne dem som Hedninger; thi hans Yndest blev unddraget den naturlige Sæd, da Levningen var bleven udvalgt, og han vendte sig til Hedningerne for at udtage et Folk for sit Navn fra dem, som før ikke var hans Folk; og som vi bar set, er der ikke lovet nogen Tilbagevenden af hans Yndest, førend den udvalgte Menighed er bleven fuldtallig i Tusindaarsrigets Morgengry.

Efter vor Forstaaelse af Skriftens Lære er der intet i Modstrid med den Tanke, at Storbritannien, Tyskland og de Forenede Stater kunde rumme nogle af Efterkommerne af de ti forsvundne Stammer, som skilte sig fra de to Stammer i Rehabeams Dage. Det han dog ikke hævdes af nogen, som kender til den grundige Blanding, der er fremherskende særlig i de Forenede Stater, at nogen af disse Nationer skulde være af ren israelitisk Afstamning. Vi vil heller ikke debattere Sporgsmaalet om, hvorvidt disse Nationers Held fremfor andre af Verdens Nationer kan tilskrives deres Afstamning. Maaske er det rigtigt. Hvad vi dog vil fastholde er, at Adskillelsens Mellemvæg, hvad [292] Herrens »Kald herovenfra« til sin Menighed angaar, er bleven nedrevet og en enkelt Persons eller en Nations israelitiske Oprindelse vilde under den nye Pagts Vilkaar ikke give denne enkelte Person eller denne Nation nogen Forret fremfor nogen anden Person eller Nation. »Hele Israel«, »de naturlige Grene«, blev afbrudt, undtagen en »Levning«, som modtog Kristus; og den »Levning«, har intet Fortrin fremfor andre paa Grund af sin Nationalitet. Gud har ikke gennem Apostelen forkyndt nogen Gunst for Israel efter Kødet i Lobet af den Periode, da Udvælgelsen af det aandelige Israel finder Sted, men han har erklæret, at naar Antallet af det aandelige Israel er fuldt, vil hans Yndest vende tilbage til det kødelige Hus.

Fordi vi tror, at det aandelige Israel næsten er fuldtalligt, venter vi Velsignelser over Israeliterne efter Kodet og Bortfjernelse af deres Blindhed, idet vi forventer, at de skal være de første i Genoprettelsesklassen til at blive velsignet af det aandelige Israel og saaledes faa Barmhjertighed ved deres Barmhjertighed (Rom. 11, 31). Efterat de saaledes har erholdt Barmhjertighed gennem den fuldtallige og herliggjorte Kristi Menighed, vil de virkelig blive brugt som Herrens Redskaber til at velsigne alle Jordens Slægter, og saaledes vil den abrahamitiske Pagt blive opfyldt for begge Slags Sæd — baade den efter Kødet og den efter Aanden — »forat Forjættelsen maa staa fast for den hele Afkom; ikke alene for den, som har Loven, men ogsaa for den, som har Abrahams Tro.« — Rom. 4, 16.

Ærbødigst,
Forfatteren af »Millenniets Daggry«.

De, som paastaar, at »Benævnelsen Israel kun kan anvendes om de ti forsvundne Stammer«, og at »Juda er det eneste Navn, der med Rette er anvendeligt paa dem, som vendte tilbage til Palæstina efter det babyloniske Fangenskab«, burde ophøre med saadanne Paastande, indtil de kan svare paa, hvad følgende enkle Kendsger­ninger siger os. Vor Herre Jesus erklærede: »Jeg er [293]  ikke udsendt uden til de fortabte Faar af Israels Hus« (Matt. 15, 24; 10, 6). Han sagde ikke ett Ord om Juda Hus, og dog foregik al hans Prædiken i Palæstina til Folk, som Anglo-Israeliterne siger os slet ikke var Israels Hus, men Juda Hus. Efter den samme Teori skulde Apostelen Peter have gjort en stor Fejltagelse, da han talte under den Helligaands direkte Inspiration og erklærede: »Derfor skal alt Israels Hus vide for visst, at Gud har gjort ham til Herre og Kristus, denne samme Jesus, som I har korsfæstets (Ap. G. 2, 36). Anglo-Israeliterne fortæller os, at ikke Israels Hus, men Juda Hus, er skyldig i Kristi Korsfæstelse. Lad den, som vil, tænke, at Herren og Apostlerne tog fejl, og at de anglo-israelitiske Idéer er rigtige, vi vil lade Gud være sand  vi vil tage det Synspunkt, der stemmer med Herrens og Apostelen Peters Ord, med det nye Testamentes Lære samt med Fornuften.

De af Moses omtalte Forbandelser (5 Mos. 28, 15. 45. 46. 49-67), som skulde ramme Israel (de tolv Stammer), dersom de var utro mod Herren, synes at have haft en meget bogstavelig Opfyldelse paa Israeliterne paa Herrens Tid (hovedsagelig paa de to Stammer Juda og Benjamin, men ogsaa Repræsentanter for de andre ti Stammer); thi Herren sagde, at alt, hvad der var skrevet i Loven og Profeterne, skulde opfyldes paa dem, og Apostelen forklarer, at disse Spaadomme blev opfyldt paa dem til det yderste. — Se 1 Tess. 2, 15. 16.

Men dersom den britiske Nation skulde være en Del af det her omtalte Israel, synes Versene 64 og 65 ikke at være opfyldt.