STUDIER I SKRIFTEN

BIND III.

Komme dit Rige

 KAPITEL 9

DIN GUD ER BLEVEN KONGE

En Oversigt over de profetiske Beviser, som tilkendegiver Immanuels Nærværelse, og at hans Rige er ved at oprettes.

»Hvor dejlige er paa Bjergene dens Fødder, som bringer godt Budskab, som forkynder Fred, som bebuder godt, som forkynder Frelse, som siger til Zion: Din Gud er blevenKonge!« — Es. 52, 7.

I Betragtning af alle de Beviser, som er fremstillet i dette og i de foregaaende Bind af dette Værk, har vi ingen Betænkelighed ved at forkynde for Herrens trofaste Folk, hans elskede Zion, dette Budskab. »Din
Gud er bleven Konge.« Menighedens saa ofte gentagne Bøn er bleven besvaret; Guds Rige er virkelig kommet. I de nuværen le Jordens Kongers Dage, før Fristen for deres Herredømme er udløben, er det blevet oprettet.
De døde i Kristus er nu allerede oprejst og ophøjet med sin Herre, sit Hoved. Og »Fødderne, de Lemmer paa Kristi Legeme, som endnu er tilbage i Kødet, bliver inspi­reret af den herliggjorte Skare, som allerede nu er steget
op paa Guds Bjerg (Rige) og afspejler et Maal af den overnaturlige Herlighed, som Moses afspejlede, da han kom ned fra Sinai Bjerg. Disse Budbæreres Ansigter straaler af den himmelske Glæde, som fylder deres Hjerter og strømmer over deres Læber, naar de taler med hverandre og med Herren og bringer Bud til enhver Nation (Bjerg) om de gode Tidender, at Immanuels Rege­ring er begyndt. Hvor dejlige paa Bjergene er hans [295] Fødder (Kristi Fødder), som bringer gode Tidender om Tusindaarsrigets Glæder og Fred og forkynder Zion, at Herrens Regering er begyndt!

Hvor vidunderlige er ikke disse Sandheder! — Guds Rige er ved at blive oprettet; den Herre Jesus og de opstandne hellige er her allerede og er sysselsat med det store Høstarbejde; og vi har, som Lemmer paa dette herlige Legeme, som »hans Fødder«, skønt endnu i Kødet, Lov til at være Medarbejdere med dem, at udraabe de gode Tidender blandt Menneskene og underrette dem om Betydningen af de underlige og tunge Tildragelser, som maa berede Vejen for det herlige Retfærdsstyre.

Det er disse, om hvem Profeterne forud forkyndte »Herrenkommer med sine mange tusinde hellige; »Herren, min Gud, skal komme og alle hellige med hamg; »naar Menneskenes Søn kommer i sin Herlighed og alle hellige Engle [de hellige, hans Sendebud] med ham«; »en Ild­strøm [Symbol paa svære Domme — en Trængselstid] flød frem og udgik fra ham; tusinde Gange Tusinde tjente ham [ikke blot af hans hellige, men utallige andre Redskaber], og ti tusinde Gange ti Tusinde [hele Men­neskeslægten] stod for ham; Retten blev sat, og Bøgerne blev opladt.« — Judas 14; Sak. 14. 5; Matt. 25, 31; Dan. 7, 10.

Saaledes er den nuværende Stilling; den store Dom­mer er kommen — ikke som ved sit første Komme i et Fornedrelseslegeme som Syndoffer, men i sin Magts Fylde som et Aandevæsen, beklædt med den guddommelige Majestæts Herlighed som Jehovas Repræsentant for fuld­stændig og for evig at tilintetgøre alt ondt og al Uret­færdighed og for at genoprette alle dem af den fordømte Slægt, som ønsker at komme tilbage til Harmoni med Gud og opnaa Fuldkommenhed og evigt Liv. Guds Plan er nu aabenbaret; vi er nu sat i Stand til at forstaa den som aldrig før. Opladelsen af den guddommelige Aaben­barings Bøger vil snart være fuldendt. Dommen over Verden er allerede ved at begynde med Navnkristenhedens [296] Institutioner, og det store Arbejde, der saaledes er be­gyndt paa en for Verden ubemærket Maade, vil skride frem til den store Fuldendelse, som Herren, Apostlerne og Profeterne har forudforkyndt, indtil hele Verden er bleven bragt til at skue hentil ham, som de har gennemstun­get, som den Genløser og Befrier, Gud sendte, paa samme Maade som de hellige allerede længe har »set hen til Jesus« som sin Tros Begynder og Fuldender. (Se Bind II, Kap. 5.) Regnskabet og Dommen, som begynder med Menigheden, vil hurtig brede sig til og indbefatte alle levende Folkeslag; og i rette Tid og Orden vil de dødes store Skare blive ført frem paa Skuepladsen.

Medens Kongedømmets herliggjorte Lemmer paa den anden Side Forhænget gør et Arbejde ved at lede de nuværende Begivenheders Gang og gøre Forberedelser for den herlige Regering, har de, der er paa denne Side Forhænget, ogsaa et vigtigt Arbejde for. Det er deres Mission at samle de udvalgte og besegle dem i deres Pander (Forstand) med Kundskab om Sandheden (Aab. 7, 3); at skille Hveden fra Klinten med den nærværende Sandheds Le og at forkynde for Zion dette vigtige Bud­skab: »Din Gud er bleven Konge!« Dette Værk skrider ogsaa hurtig fremad, og alle de trofaste beseglede er igen travlt beskæftiget med at besegle andre; og snart vil det store Værk være fuldendt — de udvalgte alle indsamlet og herliggjort.

Herligt var Løftet til Medlemmerne af den første Me nighed, at han, som de saa gaa bort, virkelig skulde komme igen; og herligt har Haabet om hans Aabenba­ relse gennem hele Tidsalderen været for de prøvede og forfulgte, de trofaste, som ivrig ventede hans Komme, indtil de sov ind i det Haab at vaagne op i hans Lighed; men endnu saligere er eders Øjne, I hellige, som lever i Dag; thi eders Øjne ser og eders Øren hører Tegnene paa den saa længe ventedes Nærværelse — Israels Haab.

Medens de Syndere i det nominelle Zion, som har glemt eller undladt at holde sin Pagt med Herren, ligesom [297] Profeten Esaias forudsagde, er bange for de Skyer, som fordunkler hans Ansigts Klarhed, og medens Frygt og Bæven griber Hyklerne, ser Zion med Troens Øje Kongen i hans Skønhed og ser det Land, der endnu er fjernt — Landet med Korn og Vin, den herlige Arv, ind i hvilken den mægtige Konge og store Befrier vil fore den faldne Slægt — et Land, hvis Indbyggere ikke skal sige: jeg er syg; thi det Folk, som bor der, har faaet sin Misgerning forladt. — Es. 33, 14. 17. 24.

Dette herlige Land, det genoprettede Paradis, skelner vi nu klart paa den anden Side Tusindaarsriget : og med Glæde og Sang, under Ledelse af en større Profet end Moses, skal de genløstes triumferende Skarer lede frem ad Hellighedens Alfarvej henimod det herlige Hvilens Land, hvor Synd, Død og alt ondt for evig er borttaget.

»Lovsynger Herren, I hans fromme, og priser hans hellige Ihukommelse. Thi et Øjeblik varer hans Vrede [som nødvendigvis maa aabenbares i den store Trængsel, der snart vil komme over Verden], en Levetid hans Naade: om Aftenen kommer Graad som Gæst, og om Morgenen er der Frydesang.« Og snart vil den tugtede og om­vendte Verden synge denne Lovsang: »Du omskiftede min Klage til Dans for mig; du løste min Sørgedragt af mig og omgjordede mig med Glæde, forat min Ære skal lovsynge dig og ikke tie; Herre min Gud! jeg vil prise dig evindelig.« — Ps. 30, 5. 6. 12. 13.

Kald nu tilbage i Erindringen de i det »sikre profe­tiske Ord« vel begrundede Trin, hvorved vi er kommen til denne for Hjertet saa glædelige og for Sjælen saa op­livende Kundskab. Bag os er alle de profetiske Grænse­skel, som peger hen paa denne Tid som den forunder­ligste Periode i Verdens Historie. De har vist os, at vi siden 1873 har levet i det syvende Tusindaar; at Fristen for de hedenske Magter, »Hedningernes Tidert, vil udløbe med Aar 1914; og at hans Tilkommelse, hvis Ret det er at tage Herredømmet, fandt Sted i 1874. De har vist os, at i disse hedenske Kongers Dage, før Fristen for deres [298] Magt er udløben, vil Himmelens Gud oprette et Rige, og at dette Rige allerede siden 1878 virkelig har været i Fremadskriden; at paa denne Tid opstod alle de, der var sovet hen i Kristus; og at siden den Tid er ikke alene vor Herre Jesus, vort Hoved, men ogsaa alle disse hellige Budbærere usynlig nærværende i Verden. Og bemærk ,endvidere, at Tidspunktet for disse dødes Opstandelse er modsvarende til Tidspunktet for Legemets Hoveds Op­standelse. Vor Herres Opstandelse fandt Sted 3¹/2 Aar efter Messias' Komme i Aaret 29; og vi har set, at hans Legemes, Menighedens, Opstandelse, fandt Sted i Aaret 1878, 3¹/2 Aar efter hans andet Komme i Oktober 1874.

Profetien har ogsaa antydet Maaden for Herrens Til­bagekomst, saa at vi, skønt han er nærværende, ikke skal vente at se hverken ham eller de opstandne hellige, som nu er i hans Lighed, undtagen med Troens Øje — Troen paa det sikre profetiske Ord; og vi har lært, at ogsaa de, som nu udgør »Kristi Fødder«, om kort Tid skal forvandles til samme herlige Lighed. De skal da være aandelige Væsener lig ham, Kristus, og lig alle de opstandne hellige, som nu er med ham, og de skal snart se ham, som han er (1 Joh. 3, 2). Vi har ogsaa set, at den forud forkyndte Elias' og det forud forkyndte Syn­dens Menneskes Komme, som skulde finde Sted inden Kristi Tilkommelse, er opfyldte Kendsgerninger.

Vi har ogsaa lagt Mærke til de fastsatte Tidspunkter, som Profeten Daniel henleder vor Opmærksomhed paa. De 2300 Dage peger paa 1846 som den Tid, da Guds Hel­ligdom vilde være renset for Pavedømmets besmittende Vildfarelser og Principer; og vi har set, at Renselsen blev fuldført da. Vi har bemærket Opfyldelsen af de 1260 Dage eller en Tid, Tider og en halv Tid, den Tid, Pavedømmet havde Magt til at forfølge, og Begyndelsen af Endens Tid da, i 1799. Vi har set, hvorledes de 1290 Dage afmærkede Begyndelsen til en Forstaaelse af Profetiens Hemmeligheder i 1829, hvilket naaede sit Højdepunkt i den store Bevægelse i 1844, da de vise. Jomfruer, [299] ifølge Herrens Forudsigelser, gik ud for at møde Brud­gommen, 30 Aar før hans virkelige Komme. Vi har set Opfyldelsen af den forudsagte Tøven; men nu udgaar Midnatsraabet: »Se Brudgommen!« Vi har med særlig Glæde bemærket de 1335 Dage, som peger hen paa 1874 som det nøjagtige Aarstal for Herrens Tilkommelse; og vi har siden den Tid erfaret selve den lovede Velsignelse, gennem den klarere Udfoldelse af den guddommelige Plans forunderlige Hemmeligheder.

Endvidere har vi set det store Høstarbejde i dets be­stemte Tid og Orden begynde gradvis og stille i Efter­aaret 1874, men derpaa hurtig skride fremad. Vi har lagt Mærke til Klintens Opbinding i Knipper og Opbræn­ding samt Hvedens Indsamling. Og hvilken Velsignelse og Glæde kom os ikke til Del ved den Forvissning, at siden Sommeren 1878, da Kongen tog sin store Magt og ­begyndte at regere ved at opvække dem, som var hen­sovet i Jesus, er det ikke længere nødvendigt, at hans Lemmer skal »sovet« og vente paa Herligheden, men at for enhver af dem er det Øjeblik, da han fuldender sit Løb i Døden, tillige det Øjeblik, da den glædelige »Forvand­ling« til Guds Natur og Lighed finder Sted.

Ja, i Sandhed »salige er de døde, som dør i Herren her­efter«. De hviler fra sine Arbejder, men deres Gernin­ger følger med dem; thi Gerningen paa den anden Side Forhænget er den samme, i hvilken alle Sejrvinderne er beskæftiget paa denne Side Forhænget, med Undtagelse af, at for dem, som er indgaaet til den guddommelige Naturs Herlighed, er Gerningen ikke længere møjsom­melig og koster ikke længere anstrengende Ofre.

Foruden alt dette ser vi, at Guds Yndest begynder at vende tilbage til Israel efter Kødet og allerede aaben­bares derved, at deres Blindhed og Fordomme imod Kristus Jesus fjernes, at Løftets Land aabnes for dem paa samme Tid som de uddrives af andre Lande, og til­lige, at Palæstinas forrige Frugtbarhed vender tilbage. Disse ydre Tegn alene, bortset fra alle de profetiske Tider [300] og Stunder, vilde være stærke Beviser paa, at vi le­ver i Slutningen af den fastsatte Tid for Menighedens eller Regerings-Klassens Udvælgelse, paa Grund af Skriftens bestemte Forsikring om, at deres Blindhed og Tilstand af Forkastelse kun vilde vedblive, indtil Lemmerne paa Kristi Legeme var bleven udvalgt.

Naar man staar saaledes, som vi nu gør, ved Slut­ningen af saavel Endens Tid som Høstens Tid og ser fremad mod Løsningen paa alle disse indviklede Spørgs­maal, som fremkommer i disse febrilske Tider, hvor alvorlige og dybe er da ikke deres Følelser, som har Tro paa det sikre profetiske Ord! De betydningsfulde og forvirrende Spørgsmaal, som vil naa sit Højdepunkt i den store Trængsel, hvorom Daniel forud advarer os, sysselsætter nu Menneskenes Sind og nærmer sig hurtig den frygtelige Krise. Men denne Krise paa »Hævnens Dag« og »Vreden« over Nationerne maa vi vente med nærmere at betragte til i et efterfølgende Bind, da Emnet er for stort og vigtigt til at kunne faa Plads her. Men lad os glæde os over, at vi paa den anden Side af Træng­selen, ja endog paa den anden Side af Kristi Regerings nyttige Disciplin, ser det herlige Hvilens Land, den genløste og genoprettede Slægts velsignede og evige Arv.

Denne Tid er i Sandhed forunderlig, dog er der kun faa, som giver Agt paa Profetiens Ord; og som Følge deraf ser de fleste Mennesker kun Fremtiden fra de nu­værende Begivenheders Standpunkt. Mennesker ser de sig hurtig samlende Skyer, men kan ikke vide noget om Sølvranden, undtagen fra Guds Ord.

Ja, kære Genløser og Herre, vi erkender din elskede Nærværelse og glæder os ved Tegnene paa Oprettelsen  af dit herlige Rige paa denne Dag. Vore Hjerter strøm­mer over af Taknemmelighed, naar vi ser, at det gud­dommelige Vidnesbyrds samlede Straaler — fra Loven, fra Profeterne, fra Apostlerne og fra dine egne hidtil dunkle Ord, ja selv fra det vidunderlige ægyptiske »Vidne«s længe skjulte Hemmeligheder — nu mødes i [301] et herligt Brændpunkt og viser dine troende Efterføl­gere, at den herlige Dag snart vil bryde frem, skønt Skyer og tykt Mørke endnu skjuler din Herlighed for alles Øjne, undtagen din trolovede Bruds Trosøjne. I dette straalende Lys glimrer den ene efter den anden af dine kostbare Sandhedsjuveler med en hidtil ukendt Glans, og din majestætiske Nærværelse genspejles i dem alle.

»Glæder eder i Herren, I retfærdige, og priser hans Helligheds Ihukommelse.« »Klapper i Hænderne alle Folk; raab til Gud med Sejrsraab; thi den højeste Herre er en stor Konge over al Jorden.«

[302]