STUDIER I SKRIFTEN

BIND FJERDE - SLAGET ved HARMAGEDON

 ANDET KAPITEL

DOMMEN OVER ”BABYLON” – ”KRISTENHEDEN” – 
”MENE, MENE, TEKEL, UFARSIN”

Babylon. – Kristenheden. – Staden. – Riget. – Moderen. – Døtrene. – Babylons Dom. – Dens frygtelige Betydning.

Udsagn over Babylon, som Esajas…skueke. – Rejser et Banner paa et bart Fjeld, opløfter Røsten til dem, vinker med Haanden, for at de maa drage ind gennem Voldsherrernes Porete!

Jeg har opbudt mine indviede og kaldet mine Helte til min Vredes Tjeneste, mine stoltelig jublende.

De kommer fra et fjernt Land, fra Himmelens Ende, Herren og hans Vredes Redskaber, for at fordærve hele Jorden.

Hør! Bulder paa Bjergene soma fet sort Folk! Hør! Brag af forsamlede Folkeslags Riger! Herren, Hærskarernes Gud, mønstrer Krigshær.

Hyler! Thi Herrens Dag er nær; den kommer som en Ødelæggelse fra den Almægtige.  Derfor bliver alle Hænder slappe, of hvert Menneskehferte smelter. Og de forfærdes; Veeer og Smerter griber dem, som den fødende Kvinde vrider de sig; fulde af Rædsel ser de paa hverandre, deres Ansigter blussser som en Lue.

Se, Herrens Dag kommer, grum og fuld af Harme og brændende Vrede, for at gore Jorden til en Ørk og udslette dens Syndeere af den.

Thi Himmelens Stjerner og dens Orioner skal ikke lade deres Lys skinne; Solen er mørk i sin Opgang, og Maanen skal ikke lade sit Lys straale.

Og jeg vil hjemsøge Jorden for det onde og de ugudelige for deres Misgerning, og jeg vil gøre Ende paa de hovmodiges Stolthed og nedkue Voldsmænds Overmod. Jeg vil gøre Folk sjældnere [kostbarere] end fint Guld og Mennesker sjældnere end Guld fra Ofir.  Derfor vil jeg ryste Himmelen, og Jorden skal fare bævende op fra sit Sted, ved Herrens, Hærskarernes Guds, Harme og paa hans brændende Vredes Dag.« – Esajas 13:1-13. Jfr. Aabenbaringen 16:14; Hebræerne 12:26-29.

»Og jeg vil gore Ret til Maalesnor og Retfærdighed til Lod, og Hagl skal bortrive Løgnens Tilflugt, og Skjulet skal vandene bortskylle.« – Esajas 28:17. [23]

De forskellige Profetier hos Esajas, Jeremias, Daniel og i Aabenbaringen angaaaende Babylon stemmer alle overens og hentyder aabenbart til den samme store Stad.  Eftersom disse Profetier kun havde en meget begrænset Opfyldelse paa den gamle bogstavelige By, og eftersom Aabenbaringen først blev skrevet, Aarhundreder efter at det bogstavelige Babylon var lagt i Ruiner, fremgaar det klart, at alle dise Profetier særlig hentyder til noget, som det gamle bogstavelige Babylon var et Billede paa. Det fremgaar ogsaa klart, at for saa vidt Esajas’s og Jeremias’s Profetier om Babylons Fald blev opfyldt paa den bogstavelige Stad, blev den i sit Fald saavel som i sin Karakter et Billede paa den store Stad, som Aabenbaringens Forfatter hentyder til i Aabenbaringens sindbilledlige Sprog (Kapitlerne 17 og 18), og hvortil ogsaa de andre Profeter hovedsagelig hentyder.

Som allerede nævnt er det, vi nu om Stunder forstaar ved Kristenheden, det gamle Babylons Modbillede. Derfor er Profeternes højtidelige Advarsler og Forudsigelser imod Babylon – Navnkristenheden – noget, der paa det dybeste angaar den nu levende Generation.  Gid Menneskene var vise nok til at give Agt paa dem! Skønt flere andre symbolske Navne, som Edom, Efraim, Ariel o.s.v., i Skriften er anvendt om Kristenheden, er dog Benævnelsen »Babylon« (eller Babel) den, der hyppigst er brugt i Skriften, og dens Betydning – »Forvirring« – er meget betegnende. Apostelen omtaler ogsaa et aandeligt Israel af Navn som Modsætning til det kødelige Israel af Navn (se 1 Korinthier 10:18; Galterne 6:16; Romerne 9:8); ligesaa er der et aandeligt Zion og et kødeligt Zion af Navn (se Esajas 33:14; Amos 6:1). Men lad os underløge nogle af de forunderlige Ligheder mellem Kristenheden og Babylon, dens Forbillede, og tillage Guds Ords direkte Vidnesbyrd om saavel Forbilledet som Modbilledet. Siden vil vi betragte Krisenhedens nuværende [24] Tilstand og de Tegn, som for nærværende tilkendegiver Opfyldelsen af den forudsagte Dom over den.

Aabenbaringens Forfatter antyder, at det ikke vil være vanskeligt at faa Øje paa den store, hemmelighedsfulde Stad, fordi dens Navn er skrevet paa dens Pande, d. v. s. den fremtræder saa tydelig, at vi ikke kan undgaa at se den, medmindre vi lukker Øjnene og nægter at se. – »Og paa hendes Pande var skrevet et Navn, en Hemmelighed: Babylon den store, Moderen til Jordens Skøger og Vederstyggeligheder.« (Aaenbaringen 17:5) Men før vi betragter dette hemmelighedsfulde Babylon, vil vi betragte det forbilledlige Babylon, og dernæst, med dets fremtædende Træk i vore Tanker, se paa Modbilledet.

Navnet Babylon Blev ikke alene brugt om Hovedstaden I det babyloniske Rige, men ogsaa om selve Riget. Hovedstaden Babylon var den prægtigste og sandsynligvis den største By i den gamle Verden. Den var bygget i Form af en Firkant paa begge Sider af Floden Eufrat. Til Beskyttelse mod Angribere var den omgivet af en dyb Grav, fyldt med Vand, og indesluttet inden for denne af et stort System af dobbelte Mure fra 32 til 85 Fod tykke, og fra 75 til 300 Fod høje. Paa Toppen var der lave Taarne, 250 i Antal, som var anbragt langs med Murens ydre og indre Kanter, idet Taarn vendte mod Taarn, og i disse Mure var der 100 Kobberporte, 25 paa hver Side, svarende til Gadernes Antal, hvilke krydsede hverandre i rette Vinkler. Byen var prydet med pragtfulde Paladser og Templer samt erobret Bytte.

Nebukadnezar var den store Monark i det babyloniske Rige. Hans Regering strakte sig over næsten den halve Tid af dets Tilværelse, og ham skyldtes især dets Storhed og Glans. Byen var bekendt for sin Rigdom og Pragt, som medføte en tilsvarende moralsk Fordærvelse, den sikre Forløber for Tilbagegang og Fald. Den var hengivet til Afgudsdyrkelse og fuld af [25] Ugudelighed. Indbyggerne dyrkede Baal, til hvem de ofrede Mennesker. Deres Afguderis dybe Fornedrelse kan vi forstaa af Heerens Bebrejdelse mod Israelitterne, da de blev besmittet ved Forbindelse med dem. – Se Jeremias 7:9; 19:5.

Navnet hirører fra Tilintetgørelsen af Planen om at opføre det store Taarn, som blev kaldt Babel (Forvirring), thi der forvirrede Gud Menneskenes Sprog; men af det oprindelige Ord havde man dannet Navnet Babil, som i Stedet for at udtrykke en Bebrejdelse og være en Paamindelse om Herrens Mishag for dem betød »Guds Port«.

Byden Babylon opnaaede en fremragende Stilling og Glans som Hovedstad i det store babyloniske Rige. Den blev kaldt »den gyldne Stad«, »Rigernes Smykke«, »Kaldæernes stolte Pryd«, – Esajas 13:19; 14:4.

Nebukadnezar blev efterfulgt af sin Dattersøn Belsazar, og under hans regering kom det Fald, som Hovmod, Vellevned og Lediggang altid fører med sig. Medens Folket, som var uvidende om den overhængende Fare, fulgte sin Konges Eksempel og hengav sig til demoraliserende Udsvævelser, krøb den persiske Hær, under Kyrus, ubemæket ind gennem Eufrats Flodlege (fra hvilket de først havde bortledet Vandet), ihjelslog Svirebrødrene og indtog Byen. Saaledes opfyldtes den Profeti, der laa i hin besynderlige Haandskrift paa Væggen: »Mene, Mene, Tekel, ufarsin,« hvilken Daniel faa Timer forinden havde udtydet saaledes: » Talt har Gud dit Kongedømmes Dage og gjort Ende paa det; vejet er du paa Vægtskaal og fundet for let; delt er dit Kongedømme og givet Mederne og Perserne.« Saa fuldstændig blev den store Bys Ødelæggelse, at endog dens Beliggenhed blev glemt og i lang Tid var uvis.

Dette var den forbilledlige Stad; lig en stor Møllesten, der kastes i Havet, er den sunket for Aarhundreder siden og har aldrig rejst sig igen: selv dens [26] Minde er blevet en Forsmædelse og et Ordsprog. Lad os nu se paa dens Modbillede, idet vi først lægger Mærke til, at Skriften udpeger dette klart, hvorefter vi vil se, hvor træffende dette Symbol er.

I sindbilledlig Profeti betyder en »Stad« et religiøst Styre, understøttet af Magt og Indflydelse.  Saaledes er f. Eks. »den hellige Stad, det nye Jerusalem«, det Symbol, der er brugt for at fremstille det oprettede Guds Rige, Evangelie-Menighedens Sejrvindere, ophøjede og regerende i Herlighed. Menigheden bliver ogsaa i same Forbindelse fremstillet som en Kvinde: «Bruden, Lammets Hustru«, i Magt og Herlighed, understøttet af Kristi, hendes Husbonds, Magt og Myndighed. »Og en af de syv Engle. . . kom og talte med mig og . . . sagde: Kom, jeg vil vise dig Bruden, Lammets Hustru.  Og Han . . . viste mig den hellige Stad, Jerusalem. – Aabenbaringen 21:9,10.

Denne same Fortolknngsmetode kan anvendes paa det hemmelighedsfulde Babylon, den store Kirkestat, »den store Stad« (Aabenbaringen 17:1-6), der er beskrevet som en Skøge, en falden Kvinde (en frafalden Kirke; thi den sande Menighed er en Jomfru), ophøjet til Magt og Herredøme og I betydelig Grad understøttet af Jordens Konger, Verdens Statsmagter, som alle er mere eller mindre berusede af hendes Aand og Lærdomme. Den frafaldne Kirke mistede sin Jomfrurenhed. I Stedet for som en trolovet og ren Jomfr at vente paaeæteligt Ophøjelsen med den himmelske Brudgom, forbandt hun sig med Jordens Konger og gav sin jomfruelige Renhed til Pris – baade Lærens og Karakterens Renhed – for at rette sig efter Verdens Tænkemaade. Til Gengæld modtog hun og besidder endnu i nogen Udstrækning et Herredømme, der i høj Grad støttes af disse, baade direkte og indirekte. Denne Utroskab mod Herren, hvis Navn hun gør Fordring paa at bære, er Grunden til, at hun i symbolsk Betydning benævnes en »Skøge«, medens hendes Indflydelse [27] som et præsteligt Rige, fuldt af Ubestandighed og Forvirring, symbolsk fremstilles under Navnet Babylon, hvilket vi i videste Forstand, saaledes som det symboliseredes i det babyloniske Rige, genkender som Navnkristengeden, men i en mere begrænset Forstand, symboliseret i den gamle Stad Babylon, opfatter som Navnkirken.

Den Omstændighed, at Navnkristenheden ikke vil erkende den bibelske Betegnelse »Babylon« og dens Betydning, Forvirring, som anvendelig paa sig, er ikke noget Bevis for, at det ikke forholder sig saa. Det gamle Babylon anvendte heller ikke paa sig den bibelske Betydning af Navnet Forvirring. Det foregav at være »Guds Port«; men Gud kaldte det Forvirring. (1 Mosebog 11:9) Og saaledes er det med dets Mobdillede i Dag.  Det kalder sig selv Kristenheden, Porten til Gud og til det evige Liv, medens Gud kalder det Babylon – Forvirring.

Det er I Almindelighed, og det med Rette, blevet hævdet af Protestanterne, at Navnet »Babylon« og den profetiske Beskrivelse af denne Stad er anvendelig paa Pavedømmet, skønt der i den senere Tid har været en Tilbøjelighed hos dem til ikke at anvende det saaledes. Der bliver nu gjort al mulig Anstrengelse fra de protestantiske Kirkesamfunds Side for at forsone sig med og efterligne Romerkirken og samarbejde med den. Ved at gøre dette faar de Lod og Del med den, idet de retfærdiggør dens Fremgangsmaader og opfylder dens Vederstyggeligheders Maal, lige saa sikkert som de skriftkloge og Farisæerne opfyldte deres Fædres Maal, hvilke ihjelslog Profeterne. (Matthæus 23:31, 32) Alt dette er selvfølgelig hverken Protestanterne eller Katolikkerne villige til at indrømme, fordi de derved vilde fordømme sig selv. Denne Omstændighed er der talt om i Aabenbaringen, hvor der vises, at alle de, som vil have et klart Syn paa Babylon, i Aanden maa stille sig blandt Guds sande Folk »i Ørkenen« – i en Tillstand [28] af  Adskillelse fra Verden, verdslige Ideer og Gudfrygtigheds Skin, i en Tilstand af fuld Indvielse til, Troskab mod og Afhængighed af Gud alene. »Og han forte mig i Aanden  ud i en Ørken; og jeg saa en Kvinde . . . Babylon.« – Aabenbaringen 17:1-5.

Eftersom den civiliserede Verdens Riger i stor Udstrækning er gaaaet ind paa at lade sig beherske af de store gejstlige Systemers, særlig Pavedømmets, Indflydelse og fra dem har modtaget Benævnelserne «kristne Riger« og »Kristenhed« tillage med Læren om Kongernes guddommelige Rettigheder o. s. v., knytter de sig derved sammen med det store Babylon og bliver en Del af det, saa at Navnet Babylon, der i Forbilledet ikke alene anvendtes om den store Stad, men ogsaa om hele Riget, ligeledes her i Modbilledet kan anvendes baade om de store religiøse Organisationer, Pavedømmet og Protestantismen, og ogsaa i videste Forstand om hele Navnkristenheden.

Derfor er denne Domsdag over det hemmelighedsfulde Babylon tillage en Domsdag over alle Navnkristenhedens Riger. Ødelæggelsen paa denne Dag vil indbefatte alle Institutioner, baade borgerlige, sociale og religiøse. De enkelte Individer vil blive berørt deraf i samme Udstrækning, som de er interesserede i eller afhængige af de forskellige Organisationer og Indretninger.

De Nationer, som ikke hører til Kristenheden, vil ogsaa føle Vægten af den tunge Gengældelsens Haand, fordi de i nogen Udstrækning er bundet til Kristenhedens Nationer ved Handelsforbindelser og lignende, og ogsaa med Rette fordi de har undladt at tage mod det Lys, de har set, idet de har elsket Mørket mere end Lyset. Saaledes skal det ske, som Gud erklærer ved Profeten: »Ved min Nidkærgeds Ild skal hele Jorden [Samfundet] blive fortæret« (Zefanias 3:8); men imod Babylon skal hans Vrede og Harme brænde særlig stærkt, fordi det har større Ansvar, og fordi det har [29] misbrugt de modtagne Gunstbevisninger. (Jeremias 51:49) »Ved det Raab: Babel er indtaget, bæver Jorden, og der høres Skrig blandt Folkeslagene.« – Jereemias 50:46.

BABYLON – MODEREN OG DØTRENE

Men nogle oprigtige Kristne, som endnu ikke gennemskuer Protestantismens Forfald og ikke klart ser de forskellige Sekters Slægtskab med Pavevæsenet, men som mærker Uroen og de doktrinære Rystelser i alle religøse Systemer, kan endnu ængsteligt spørge:  Hvis hele Kristenheden skal indefattes under Babylons Dom, hvad vil der saa blive af Protestantismen, Resultatet af Reformationen? Dette er et vigtigt Spørgsmaal. Læseren maa imidlertid lægge Mærke til, at Protestantismen, som den er i Dag, ikke er et Resultat af den store Reformation, men af dens Forfald. I Anlæg og Karakter ligner den nu i høj Grad Romerkirken, hvorfra dens forskellige Grene er udsprunget. De forskellige protestantiske Kirkesamfund eller Sekter (vi siger dette med alt skyldigt Hensyn til de forhaldsvis faa Sjæle inden for dem,  som er virkelig gudfrygtige, og som Herren kalder «Hvede« i Modsætning til det langt overvejende Antal «Klinte«) er de sande Døtre af dette Navnkristenhedens mest udartede System, Pavedømmet, som i Aabenbaringen benævnes »Moderen til Jordens Skøger«. (Aabenbaringen 17:5) Lad det ikke gaa ubemæket hen, at baade de romersk-katolske og Protestanterne nu aabent vedkender sig Slægtskabet, idet de førstnævnte vedbliver at kalde deres Organisation den hellige Moderkirke, medens de sidstnævnte med velbehag gaar ind paa Tanken, hvad der kan ses af mange offentlige Udtalelser af ledende protestantiske Præster og Lægfolk. De, »roser sig af deres Skændsel«, tilsyneladende alle ubekymrede om det Brændemærke, de derved modtager fra Guds Ord, som kalder Pavedømmet »Moderen til Skøgerne«. Idet Pavedømmet [30] gør Fordring paa Modertitelen, synes det ikke at tvivle om sin Ret til denne Title og synes heller ikke at have givet Agt paa, hvor uforenelig denne Title er med Paastanden om, at Pavekirken nu er den eneste sande Kirke, som i Skriften kaldes en »Jomfru«, der er trolovet med Kristus. Hendes anerkendte Fordringer paa Moderværdigheden er til evig Skam baade for hende selv og hendes Afkom. Den sande Menighed, som Gud anerkender, men som Verden ikke kender, er endnu en Jomfru; og fra denne rene og hellige Jomfru er der aldrig udsprunget Døtresystemer.  Hun er endnu en ren Jomfru, tro mod Kristus og kær for ham som hans Øjesten. (Sakarias 2:12; Psalme 17:6,8) Den sande Menighed kan ikke udpeges nogesteds som en samlet Skare, hvorfra al Klinten er blevet udskilt; men den bestaar kun af den sande «Hvede«, og alle dens Medlemmer er kendte af Gud, enten Verden anerkender dem eller ej.

Lad os nu se, hvorledes de protestantiske Systemer opretholder Forbindelsen som Døtre af Pavedømmet. Eftersom Moderen ikke er en enkelt Person, men et stort religiøst System, Pavedømmet, saa bør vi, naar vi betragter Symbolet, vente at finde andre religiøse Systemer, som svarer til det billedlige Udtryk »Døtre«, og som er af lignende Karakter som Moderen – naturligvis ikke saa gamle, heller ikke nødvendigvis saa fordærvede som Pavedømmet, men ikke desto mindre Skøger i samme Forstand, d. v. s. religiøse Systemer, som gør Fordring paa at være enten den med Kristus trolovede Jomfru eller ogsaa hans Brud, og som dog bejler til Verdens Gunst og modtager Støtte af den ved at prisgive sin Troskab mod Kristus.

De forskellige protestantiske Organisationer svarer fuldstændig til denne Beskrivelse.  De er de store Døtresystemer.

Som allerede vist (Bind III, Kap. 4), blev disse forskellige Døtresystemer født under Bestræbelserne for at [31] reformere den fordærvede Moderkirke, Døtresystemerne udskiltes fra Moderen under stærke Fødselsveer, og de fødtes som Jomfruer. De indeholdt imidlertid ikke blot sande Reformatorer, men ogsaa mange, som endnu havde Moderens Aand i sig, og de arvede mange af hendes falske Lærdomme og Teorier. Det varede da heller ikke længe, før de henfaldt til mange af hendes onde Gerninger og derved beviste, at deres Karaker svarede til det profetiske Smædenavn  »Skøger«.

Lad os ikke glemme, at skønt de forskellige Reformations-Bevægelser udførte et vædifuldt Arbejde ved at »rense Helligdommen«, har dog kun Tempelklassen, Helligdomsklassen, været den sande Menighed i Guds Øjne. De store menneskelige Systemer, som kaldes Menigheder, Kirker, har aldrig været andet end Menigheder af Navn. De tilhører alle et falsk System, som over for Verden efterligner og skjuler den sande Menighed, der kun bestaar af fuldt indviede og trofaste troende, som sætter deres Lid til det store Syndoffers Fortjeneste. Disse findes spredte her og der, inden for og uden for-disse menneskelige Systemer, dog altid adskilte fra deres verdslige Aand.  De er den Klasse, som Herren i en Lignelse kalder »Hveden«, og som han tydelig stiller i Modsætning til »Klinten«. Da de ikke klart har forstaaet disse Systemers sande Karakter, har de som Individer vandret ydmygt med Gud og taget hans Ord til deres Raadgiver og hans Aand til deres Fører. De har dog aldrig følt sig vel til Mode i dette Zion af Navn, hvor de ofte med Smerte har maattet se, at Verdens Aand, som virkede i Klinte- Elementet, har hindret den aandelige Fremgang. De er de »sørgende i Zion«, for hvem Gud har bestemt »Hovedpryd i Stedet for Aske, Glædes Olie i Stedet for Sorg«.  (Mathæus 5:4:  Esajas 61:3) Det er først nu idenne Høsttid, at Adskillelsen mellem Hvedeklassen og Klinte-Elementet finder Sted; thi det var Herrens Hensigt at [32] »lade dem begge vokse tilsammen indtil Høsten [den Tid, hvori vi nu lever]«.  – Matthæus 13:30.

Derfor er det, at Hvedeklassen nu bliver vakt op til Erkendelsen af disse Systemers sande Karakter. Som tidligere paavist (Bind III, Kap. 4), blev de forskellige Reformationsbevægelser, saaledes som det blev forudsagt af Profeten (Daniel 11: 32-35), »overvundet med Smiger«; hver især af dem standsede brat efter at have fuldført et Maal af Renselse; og saa langt som de fandt, at det kunde praktiseres, efterlignede de Romerekirken ved at bejle til og modtage Verdens Gunst paa Bekostning af deres Dyd – deres Troskab mod Kristus, Menighedens sande Hoved. Kirke og Stat gjorde igen i nogen Grad fælles Sag med Hensyn til de verdslige Interesser paa Bekostning af Kirkens virkelige, aandelige Bedste; paa ny ophørte Fremskridt og Reformer inden for Kirken. I Virkeligheden indtraadte der en tilbagegaaende Bevægelse, saa at mange af de protestantiske Samfund nu er meget længere fjernede fra den rigtige Norm for Tro og Handling, end de var paa deres Stifteres Tid.

Nogle af de protestantiske Kirker fik endog Tilladelse til at have Del i de verdslige Herskeres Myndighed og Magt, som f. Eks. den engelske Kirke og den lutherske Kirke i Tyskland. De, som ikke har haft saa stort et Held med sig, har (som j. Eks. i Amerike) stillet Verden mange Forslag om Kompromisser for at opnaa smaa Gunstbevisninger.  Det er ogsaa sandt, at medens Verdensmagterne har set med milde Øjne paa den utro Kirkes verdslige Ærgerrigheder, har Kirken paa sin Side uforbeholdent tilstaaet Verden sit Samfund, ja saa uforbeholdent, at de døbte Verdensmennesker nu udgør den støste Part af Kirkens Medlemmer og næsten beklæder alle de vigtige Poster, hvorved de faktisk behersker den.

Saaledes var den Tilbøjelighed, der fornedrede Menigheden i Begyndelsen af denne Tidsalder, og som [33] frembragte det store Frafald (2 Thessaloniker 2:3, 7-10) og gradvis, men hurtigt, udviklede Pavesystemet.

Den lose Karkter, som de forskellige Reformationsbevægelser hurtit tilgnede sig, og som gradvis fremkaldte de sekteriske Organistioner, er blevet bibeholdt indtil nu.  Jo mere disse Organistationer vokser i Velstand, Antal og Indflydelse, desto mere falder de bort fra de kristelige Dyder og udvikler deres Moders Hovmod.  Nogle faa alvorlige Kristne i de forskellige Sekter ser dette i nogen Udstræknng og bekender og beklager det med Skam og Sorg. De ser, at de forskellige sekteriske Organisationer gør sig al mulig Umage for at behage Verden og bejler til dens Gunst for at sikre sig dens Beskyttelse. Elegante og kostbare Kirkebygninger, høje Spir, kimende Klokker, storartede Orgler, smukke Møbler, kunstneriske Sangkor, celebre Talere, Basarer, tvivlsomme Forlystelser og al Slags Tidsfordriv bliver arrangeret med det Maal for Øje at sikre sig Verdens Bifald og Støtte. Kristi store og sunde Lædomme bliver stillet i Baggrunden, medens falske Lærdomme og opsigtsvækkende Emner tager deres Plads i Forkyndelsen fra Talerstolene.  Sandheden bliver overset og glemt; dens Aand gaar tabt. Hvor ligner ikke Døtrene Moderen i disse Enkeltheder!

Som eet iblandt talrige Eksempler paa den Aabenhed, ja Stolthed, hvormed de protestantiske Sekter indrømmer deres Slægtskab med Pavekirken, anfører vi følgende Tanker af en presbyteriansk Præst fra en af hans Prædikener, som blev offentliggjort i Dagspressen:

»Stamp imod saa meget du vil, saa maa du dog indrøme, at denne (den katolske Kirke) er Moderkirken.  Den ejer en uafbrudt Historie, som strækker sig tilbage til Aposteltiden. [Ja, det vil sige til den Tid, da Frafaldet begyndte. – 2 Thessaloniker 2:7, 8] For hvert Brudstykke af religious Sandhed, som vi ejer, er vi I Gæld til hende, som har opbevaret os det. Dersom [34] hun ikke kan gore Fordring paa at være den sande Kirke, saa er vi uægte og ikke Sønner.

Tal om Missionærer til at arbejde blandt Kaatolikkerne! Jeg kunde lige saa godt tænke mig at sende Missionærer til Metodister, episkopale, forenede Presbyterianere og Luthereanere i den Hensigt at omvende dem til Presbytereianere.«

Ja, næsten alle de Lærdomsvildfarelser, som Protestanterne saa haardnakket holder fast paa, er bleevet bragt med fra Rom, om der end naar man ser paa Pavedømmets store Vildfarelser, som Messeofret, Tilbedelsen af Helgenerne og af Jomfru Maria, Billeddyrkelsen, det hemmelige Skriftemaal, Afladshandelen o. s. v., blev gjort betydelige Fremskridt under hver af Reformationsbevægelserne. Men ak!  Protestanterne nu til Dags er ikke alene villige til, men ivrige efter at gøre alt for at sikre sig den gamle Moders Gunst og Hjælp, fra hvis Tyranni og Ondskab deres Fædre flygtede for tre Aarhundreder siden.  Selv de Sandhedsprincipper, som først udgjorde Grundvolden for Protesten, gaar nu efterhaanden i Glemmebogen eller bliver aabenlyst forkastet. Ja, om det saa er Grundlærdommen om Retfædiggorelse ved Tro paa det bestandige Offer, er den hurtigt ved at blive fortrængt af det gamle Pavedogme om Retfædiggørelse ved Gerninger og ved det vanhellige Messeoffer.*) Der er mange baade Prædikanter og Tilhørere, som nu aabenlyst erklærer, at de ikke tror paa Kristi dyrebare blods Fortjeneste som en Genløsningsbetaling for Syndere.

*) Messen bruges iblandt de episkopale – »Højkirken« – i Storbritannien og De forenede Stater i Amerika.

Paastanden om den apostoliske Succession og gejstlige Myndighed bliver næsten lige saa dristigt fremholdt af nogle protestantiske gejstlige som af det pavelige Præsteskab.  Retten for den enkelte til at dome for sig selv – det Princip, der laa til Grund for den mod [35] Pavedømmet rettede Protest, som ledte til den store reformation – bliver nu næsten lige saa kraftigt modstaaet af Prtestanter som af Papister. Dog er Protestanterne fuldt ud vidende om, at det var ved at bruge Retten til at dømme selv, at den store Reformation blev paabegyndt og en kort Tid baaret fremad, skønt de anerkendte Lederes anmassende Herredømme senere standsede Fremskridtets Hjul og lige siden strengt har holdt sig inden for de traditionelle Linier og bandlyst dem, der uden Frygt overskred disse.

Saaledes ser vi, at Protestantismen ikke lægere er den Protest imod Moderkirden, som den var i Begyndelsen. Et Blad skrev for nylig:  «Ismen har vi endnu, men hvad er der blevet af Protesten?« Protestanterne synes at have glemt, hvad der var selve Aarsagen til den oprindelige Protest, og som System betragtet er Protestantismen i Færd med hurtigt at glide tilbage i »den helige (?) Moderkirkes« aabne Arme, hvad den hjertelig indbydes til under Forsikringen om, at den vil faa en kælig Modtagelse.

I et Cirkulære af 1894, rettet »til Jordens Fyrster og Folk«, siger Pave Leo XIII til Protestanterne: »Vi rækker eder kærligt vor Haand og indbyder eder til Delagtighed i den Enhed, som aldrig har svigtet i den katolske Kirke og aldrig kan svigte. Længe har vor fælles Moder kaldt eder til sit Bryst; længe har alle Katollikker i Universet ventet eder med Broderkærlighedens Længsel. . . .  Vort Hjerte kalder paa eder endnu mere end vor Stemme, I kære Brødre, som i de sidste tre Aarhundreder har haft en anden Forstaaelse af den kristne Tro end vi.«

I sit Cirkulære til den romerske Kirke i Amerika (1895) sigere Pave Leo atter: »Vore Tanker vender sig nu til dem, som har andre Meninger end vi med Hensyn til den kristne Tro. . . Hvor bekymret er vi ikke for deres Frelse! Med hvilken Sjælevarme ønsker vi ikke, at de til sidst maa komme tilbage til den Kirkes [36] Skød, som er alles fælles Moder ! ... Vi bør sikkert ikke overlade dem til deres Indbildninger, men med Mildhed og Barmhjertighed drage dem over, idet vi bruger ethvert Overtalelsesmiddel for at formaa dem til nøjagtigt at undersøge enhver Del af den katolske Lære og befri sig selv fra forudfattede Meninger.”

I et ”Apostolisk Brev til det engelske Folk” (1895) udtaler han følgende Bøn: ”O, velsignede Jomfru Maria, Guds Moder og vor allermildeste Dronning og Moder! Se i Barmhjertighed ned til England! ..... O, bedrøvede Moder, gaa i Forbøn for vore fraskilte Brødre, for at de kan blive forenet med os i den eneste sande Fold og med Overhyrden, din Søns Stedfortræder” – d. v. s. med ham selv, Paven.

Til Fremme for denne Plan er der blevet startet ”Missioner for Protestanter” under Opsyn af de saakaldt ”paulinske Fædre.” Der er blevet holdt og holdes endnu Møder i de store Byer. De gaar ud paa at forlige og forklare. Skrevne Spørgsmaal fra Protestanter  begæres og bliver besvaret offentlig. Traktater for Protestanter omdeles frit. Protestanterne giver egentlig Katolikkerne Medhold og har i Virkeligheden intet Svar at stille op imod dem. Enhver, som kan og vil svare, og som henviser til Kendsgerninger, bliver baade af Protestanter og Katolikker anset for at være en Fredsforstyrrer.

Ethvert fornuftigt Menneske kan se, hvor nær Protestantismen er ved at blive besnæret af denne Snedighed, og hvor tydeligt det er, at den almindelige Menings Strøm gaar i Retning af Romerkirken, som nu har omskiftet sin Røst og ogsaa forandret med Hensyn til sin Magt, men som er uforandret i Hjertet. Endnu forsvarer den Inkvisitionen og andre af sine Metoder fra den mørke Middelalder, idet den gør Fordring paa Retten til som Jordens Behersker at straffe Kætterne, naar det behager den. [38]  

Det er derfor klart, at medens mange trofaste Sjæle, som er uvidende om Sagens rette Sammenhæng, med Ærefrygt og Fromhed har tilbedt Gud inden for disse babyloniske Systemer, forandrer dette dog ikke den Kendsgerning, at de alle er Skøgesystemer. Der hersker Forvirring i dem alle; og Navnet Babylon er fuldt anvendeligt paa hele Familien – Moderen, Døtrene og deres medskyldige, de saakaldte kristne Nationer. – Aabenbaringen 18:7; 17:2-6, 18.

Lad os da ikke glemme, at i de store politisk-kirkelige Systemer, som Menneskene kalder Kristenheden, men som Gud kalder Babylon, har vi ikke alene den nuværende Samfundsordnings Grundvold, men ogsaa dens Bygning og øverste Tinde. Det viser sig ogsaa, at den almindelig antagne Benævnelse ”Kristenheden” i den senere Tid ikke blot anvendes om de Nationer, der støtter de kristne Partier ved Love og Skatter, men ogsaa om saadanne Nationer, som viser Fordragelighed mod Kristendommen uden at begunstige eller støtte den paa nogen bestemt Maade, som f. Eks. De forenede Stater.

Læren om ”Kongernes guddommelige Ret”, som fremholdes eller støttes af næsten alle Kirkesamfund og Sekter, danner Grundvolden for de gamle borgerlige Systemer og har længe givet Europas Riger Autoritet, Værdighed og Fasthed, medens Læren og Gejstlighedens guddommelige Udvælgelse og Myndighed har hindret Guds Børn i at gaa frem i guddommelige Ting og bundet dem med Overtroens og Uvidenhedens Lænker. De har alt for meget ladet sig lede til at ære og beundre fejlbare Medmennesker og deres Lærdomme, Overleveringer og Fortolkninger af Guds Ord. Det er hele denne Tingenes Orden, som skal falde og forsvinde i Kampen paa den store Dag – den Tingenes, Orden, som i Aarhundreder har holdt Folkene i Lydighed under de herskende borgerlige, sociale og kirkelige Magter. Alt dette er sket med Guds Tilladelse – ikke ifølge hans [39] Bestemmelse eller med hans Bifald, som de paastaar. Men skønt det i sig selv er et Onde, har det dog for en Tid Tjent et godt Formaal, nemlig det at forhindre Indtrædelsen af anarkistiske Tilstande, som vilde have været overmaade meget værre. Menneskene har ikke været iStand til at ordne det bedre for sig, fordi Tiden for Kristi tusindaarige Rige endnu ikke har været inde. Derfor har Gud tilladt de forskellige Bedragerier at vinde Tiltro, for at Menneskene kunde holdes iTvang “indtil Endens Tid” – Enden paa”Hendingernes Tider”.

DOMMEN OVER BABYLON

I Bibelens Profetier saavel som iTidernes Tegn kan vi klart læse Dommen over Babylon, Kristenheden. At det Ødelæggelse vi blive pludselig, voldsom og fuldstændig, er kraftigt beskrevet saaledes: “Og en vældig Engel løftede en Sten som en stor Møllesten og kastede den i Havet og sagde: Saaledes skal Babylon, den store Stad, nedstyrtes i Hast og ikke findes mere.” (Aabenbaring 18:8, 21; Jeremias 51: 63, 64, 42, 24-26) At det dog skulde blive gradvis fortæret, er vist hos Daniel (7:26): “Saa bliver Retten sat, og Herredømmet skal fratages ham, for at han skal blive ødelagt og tilintetgjort for al Tid.” Det pavelige Herredømme (og meget af Folkets foragtelige Ærefrygt for Gejstligheden i Almindelighed) blev, som allerede vist i Bind III, brudt ned ved Begyndelsen af Endens Tid, 1799. Skønt den derpaa følgende Fortæringsproces har været langsom og der af og til har været Tegn paa tilsyndeladende Helbredelse, hvilke Tegn aldrig har syntes mere glimrende end nu, er dog Pavedømmets endlige Ødelæggelse vis, og dets Dødskamp vil blive heftig. Først maa det imidlertid opnaa mere af sin fordums Anseelse, hvori en Sammenslutning af Døtresystemerne vil faa Del. Sammen vil de blive ophøjet, for at de ogsaa sammen kan blive voldsomt omstyrtet. [40] 

At Babylons Straf vil blive stor, er sikkert. Det staar profetisk skrevet, at “Gud kom det store Babylon i Hu for at give det Begæret med sin Vredes Harmes Vin”. “Og han har krævet sine Tjeneres Blod af hendes Haand.” “Hendes Synder er opdyngede indtil Himmelen, og Gud har kommet hendes Uretfærdigheder i Hu. Betaler hende, som hun har betalt eder, og gengælder hende dobbelt efter hendes Gerninger; skænker hende dobbelt i det Bæger, som hun har iskænket. Saa meget, som hun har forherliget sig selv og levet i Yppighed, saa meget skal i give hende af Pine og Sorg! Fordi hun siger i sit Hjerte: Jeg sidder som en Dronning og er ikke Enke, og Sorg skal jeg ingenlunde se.” (Aabenbaringen 16:19; 19:2; 18:5-7) Skønt dette videste Forstand selvfølgelig er anvendeligt paa Pavekirken, indbefatter fet dog ogsaa alle dem, som i nogen Grad staar i Forbindelse med den. Alle saadanne vil blive delagtige i dens Plager. (Aabenbaringen 18:4) Skønt Jordens Konger har hadet Skøgen og gjort hende øde og nøgen (Aabenbaringen 17;16), siger hun dog endnu: “Jeg sidder som en Dronning og er ikke Enke.” Hun praler højlydt af sin Ret til at regere over Nationerne og paastaar, at hun snart vil vinde sin tidligere Magt tilbage.

Følgende Uddrag af en katolsk Avis frembyder et godt Eksempel paa hendes Praleri og Trusler:

”Pavedømmet vil genvinde sit verdslige Herredømme, fordi det er nyttigt og godt for Kirken. Det giver Kirkens udøvende Hoved fuldere Frihed og større Magt. Paven kan ikke længe være nogen Konges Undersaat. Det er ikke i Overensstemmelse med hans guddommelige Embede at være det. Det trykker ham og indskrænker hans Evne til at gøre godt. Europa har anerkendt denne Evne og vil blive tvunget til at bøje sig for den i større Trængselstider end denne. Samfunds-Rystelser og Anarkiets røde Haand vil endnu komme til at krone Leo eller hans Efterfølger med den Magt, som den tredje Ring er et Symbol paa, og som engang var anerkendt af alle.” [41]  

Ja, efter som Trængselsdagen drager nær, vil Gejstligheden mere og mere bestræbe sig for at bruge sin Magt og Indflydelse til at sikre sit eget politiske Velfærd ved at skaffe sig Kontrol over Samfundets urolige Elementer; men i den nær forestaaende Krise vil det lovløse Element foragte al konservativ Indflydelse og sønderbryde alle Tøjler, Anarkiets røde Haand vil udføre sit frygtelige Værk, og det sociale, politiske og religiøse Babylon, den saakaldte Kristenhed, vil falde.

”Derfor”, siger den inspirerede Forfatter – d. v. s. fordi hun vil kæmpe saa heftigt for Liv og Magt – ”skal hendes Plager komme paa een Dag [pludseligt]: Død og Sorg og Hunger, og hun skal opbrændes med Ild [billedlig Ild, ødelæggende Ulykker]; thi stærk er den Herre Gud, som har dømt hende.” – Aabenbaringen 18:8

  ”Saa siger Herren: Se, jeg opvækker over Babel og over dem, som bor midt iblandt mine Modstandere [alle dem, der er i Sympati med Babylon], et fordærveligt Vejr. Og jeg sender fremmede mod Babel, og de skal kaste det som Korn og tømme dets Land; thi de skal ligge mod det trindt omkring paa Ulykkens Dag .... Slaar hele dets Hær med Band!” – Jeremias 51:1-3.

”Jeg genælder Babel [særlig Pavedømmet] og Kaldæas Indbyggere [eller Babylonien – Kristenheden – alle den saakaldte kristne Verdens Nationer] for eders Øjne al deres Ondskab, som de har øvet mod Zion, siger Herren.” (Jeremias 51:24) Naar vi husker paa al den Ondskab, som Babylon har udvist imod den Højestes hellige (det sande Zion), og paa, hvorledes der staar skrevet, at Gud snart vil skaffe sine udvalgte Ret, at han vil gengælde sine Fjender efter deres Gerninger, og at han vil tage Hævn over Babylon (Lukas 18:7, 8; Esajas 59:18: Jeremias 51:6), saa begynder vi at forstaa, at en frygtelig Ulykke venter det. Pavekirken har for sine frygtelige Gerninger – for hvilke Forsmædelsen [42] og Gengældelsen ogsaa vil ramme den protestantiske Verden paa Grund af dens nærværende kompromitterende Forbindelse med denne Kirke – et fuldt Maal af retfærdig Gengældelse i Vente, fordi den har brændt, myrdet, landsforvist, fængslet og pint de hellige paa enhver optænkelig Maade og med en djævelsk Grusomhed i sin Velmagts Dage, idet den har støttet sig til Statens Arm, hvis Magt den har begæret og taget imod. Den skal have ”dobbelt for alle sine Synder”, og de Nationer (Kristenheden), som har deltaget i dens Forbrydelser, maa tillige med den tømme den bitre Kalk til sidste Draabe.

”Og jeg hjemsøger Bel i Babel [Babels Gud, Paven] og drager det, han har opslugt, ud af hans Mund [i sin yderste Nød skal han tage tilbage eller ikke ville vedkende sig de store Ord og gudbespottelige Titler, som han længe har tilegnet sig, som f. Eks. dette, at han er ufejlbar, at han er ”Kristi Statholder”, ”en Gud paa Jorden”  o. s. v.], og Folkselag skal ikke mere strømme hen til ham; ogsaa Babels Mur [den verdslige Magt, som engang forsvarede det og til Dels endnu gør det] skal falde. ... Saa siger Herren, Hærskarernes Gud: Babels Mur, den brede, skal nedrives til Grunden, og dets Porte, de høje, skal opbrændes med Ild [ødelæges], saa Folkeslag skal have gjort sig Møje for intet, og Folkefærd for Ilden, og arbejdet sig trætte [paa at støtte og redde Babylons Mure].” (Jeremias 51:44, 58) Dette viser Folkenes Blindhed og det faste Hold, Babylon har i dem – at de vil arbejde paa at støtte hende, stik imod deres egne Interesser. Men til Trods for Babylons fortvivlede Kamp for Livet og for at bevare sin Anseelse og Indflydelse, vil hun dog gaa under lig en Møllesten, der kastes i Havet, og aldrig rejse sig igen; ”thi stærk er den Herre Gud, som har dømt hende.” Først da vil Folkene forstaa deres forunderlige Befrielse, og at det ver Guds Haand, som omstyrtede Babylon. – Aabenbaringen 19:1,2. [43] 

Saaledes er Dommen over Babylon, Kristenheden, som Esajas og andre Profeter forudsaa og forudsagde. Da Herren har mange af sine egne kære Børn inden for hendes Grænser, har han gennem Profeten (Esajas 13:2,3) givet sine indviede denne Befaling: ”Rejser et Banner [Sandhedens velsignede Evangelium, befriet for de overleverede Vildfarelser, som længe har fordunklet det]paa et bart Fjeld [blandt dem, der udgør Guds sande Rige i Fostertilstanden], opløfter Røsten til dem [forkynd alvorligt, vidt og bredt, denne Sandhed for de forvilde Faar af Herrens Hjord, som endnu er i Babylon], vinker med Haanden [lad dem ogsaa se Sandhedens Kraft vist i Livet saavel som høre den forkyndt i Ord], for at de [de villige og lydige, de sande Faar] maa drage ind gennem Fyrsternes Porte [for at de kan forstaa de Velsignelser, som tilhører de sandt indviede, Arvingerne til det himmelske Rige].”

Saaledes lyder den advarende Stemme til dem, der har Øren at høre med. Den store navnkristne Kirke, som bestaar af baade Hvede og Klinte (Arbenbaringen 3:14-22), er nu i sit sidste Stadium, Laodikæa-Stadiet. Den bebrejdes for sin Lunkenhed, sit Hovmod, sin Fattigdom, Blindhed og Nøgenhed i aandelig Henseende og faar det Raad hurtigt at forlade sine onde Veje, før det er for silde. Men Herren vidste, at kun faa vilde lytte til Advarselen og Kaldet; derfor er Løftet om Belønning ikke givet til hele den Mængde, Henvendelsen sker til, men til de faa, som endnu har Øre for Sandheden, og som overvinder Babylons almindelige Tænkemaade og Aand –: “Den, som sejrer, ham vil jeg give at tage Sæde hos mig paa min Trone, ligesom jeg har sejret og har taget Sæde hos min Fader paa hans Trone. Den, som har Øren [Sind til at lytte og give Agt paa Herrens Ord], høre, hvad Aanden siger til Menighederne!” Over dem, som ikke har Øre – Sind til at høre – vil Herren udøse sin Vrede. [44]  

Det er klkart selv for en tilfældig Iagttager, at den Tankegang, der er den fremherskende i Kirken, bunder i Hovmod, Selvretfærdighed og Selvbehagelighed. Den siger endnu i sit Hjerte: ”Jeg sidder som en Dronning og er ikke Enke, og Sorg skal jeg ingenlunde se.” Den roser endnu sig selv og lever i Yppighed. Den siger: ”Jeg er rig og har vundet Rigdom og fattes intet,” og den ved ikke, at den er ”den elendige og jammerlige og fattige og blinde og nøgne”. Den giver heller ikke Agt paa Herrens Raad om (ved Selvopofrelse) at købe af ham Guld, lutret i Ilden (de sande, himmelske, Rigdomme, den guddommelige Natur), og hvide Klæder (Kristi tilregnede Retfærdigheds Klædebon, som mange nu kaster Vrag paa, idet de fremstiller sig for Gud i deres egen Uretfærdighed), og om at salve sine Øjne med Øjensalve (fuld Offervielse og Underkastelse under Guds Vilje, som den er udtrykt i Skriften), for at den maa  se og blive lægt. – Aabenbaringen 3:18.

Verdens Aand har saa fuldstændigt taget Kristenhedens gejstlige Magter i Besiddelse, at en Reformering af Systemerne er umulig. De enkelte Personer kan kun undfly deres Skæbne ved i Tide at trække sig tilbage far dem. Dommens Time er kommet; ogsaa nu skriver det guddommelige Forsyns Haand paa Muren de advarende, hemmelighedsfulde Ord: ”Mene, Mene, Tekel, Ufarsin” – GUD HAR TALT DIT KONGEDØMMES DAGE OG GJORT ENDE PAA DET! DU ER VEJET PAA VÆGT SKAALEN OG FUNDET FOR LET” Profeten taler atter og siger (Esajas 47)

”Stig ned og sæt dig i Støvet, du Jomfru, Babels Datter [sagt spottende om hendes Paastand om Renhed]! Sæt dig paa Jorden uden Trone, du Kaldæernes Datter! Thi man skal ej mere kalde dig kælen og blød.... Din Nøgenhed skal vorde blottet og din Skam vorde set; Hævn vil jeg tage og ikke spare noget menneske [45] .... Sid tavs og gak ind i Mørket, du Kaldæernes Datter! Thi man skal ikke mere kalde dig Rigernes Dronning.... Du sagde: Til evig Tid skal jeg være Dronning, – Saa du lagde ikke dette paa Hjerte, tænkte ikke paa, hvad Enden derpaa skulde blive.

Saa hør nu dette, du vellystige, som sidder saa tryg, som siger i dit Hjerte: Jeg og ingen ydermere! Jeg skal ikke sidde som Enke og ikke vide af at være barnløs! Men begge disse Ting skal komme over dig e et Øjeblik, paa een Dag, baade Barnløshed og Enkestand [sammenlingn Aabenbaringen 18:8]; i fuldt Maal kommer de over dig trods dine Trolddomskunsters Mangfoldighed, trods dine Besværgelsers store Mængde. Og du forlod dig paa din Ondskab, du sagde: Der er ingen, som ser mig. Din [verdslige] Visdom og din Vidskab, den har førført dig, saa du sagde i dit Hjerte: Jeg og ingen ydermere! Saa skal der da komme over dig en Ulykke, som du ikke skal skønne at bortmane, og en Fordærvelse skal falde paa dig, som du ikke skal magte at afvende ved noget Sonoffer, og der skal pludselig komme over dig en Øodelæggelse, som du ikke ved om [i Forvejen].” – Sammenlingn Vers 9 og Aabenbaringen 18:7.

Saaledes lyder de alvorlige Erklæringer imod Babylon; men det skal gaa dem vel, som giver Agt paa den advarende Stemme og Herrens Undervisning til sit Folk, som endnu er inden for Babylons Mure; thi: ”Saa siger Herren: ... Flyr midt ud af Babel og redder hver sit Liv! Ser til, at I ikke omkommer ved dets Misgerning! Thi en Hævnens Tid er det for Herren; efter hvad det har fortjent, betaler han det. ... Med eet er Babel faldet og blevet sønderbrudt.... Vi har søgt at læge Babel, men det lod sig ikke læge. Forlader det; ... thi dets Dom naar til Himmelen og hæver sig til Skyerne.... Drager midt ud af det, mit Folk, og redder hver sit Liv – for Herrens brændende [46] Vrede!” – Jeremias 51:1, 6, 8, 9, 45. Sammenlign Aabenbaringen 17: 3-6; 18: 1-5.

For dem, som vil adlyde denne Befaling at komme ud af Babylon, findes der kun eet Tilflugtssted; det er ikke i en ny Sekt eller i en Trældomstilstand noget Sted, men i ”den Højestes Skjul” – i en Tilstand af fuld Indvielse, som det forbilledligt blev fremstillet ved Tabernaklets Allerhelligste. ”Den, som sidder i den Højestes Skjul, som bor i den Almægtiges Skygge, siger til Herren [midt under den onde Dags Ulykker]: Min Tilflugt og min Fæstning, min Gud, paa hvem jeg forlader mig!” – Psalme 91.

At komme ud af Babylon kan ikke betyde, at man bogstaveligt talt skal rejse bort fra Kristenhedens Nationer; thi ikke blot Kristenheden, men hele Jorden skal fortæres af Herrens Nikærheds Ild (den store Trængsel, skønt hans Harme vil blive mest udgydt over Kristenhedens oplyste Nationer, som kender, eller i det mindste har overflødig Lejlighed til at kende, Herrens Vilje. Tanken i denne Befaling er, at man skal skille sig af med alle Kristenhedens tyngende Aag, saa at man ikke længere har Lod eller Del i dens borgerlige, sociale eller religiøse Organisationer. Det er baade rigtigt og klogt at følge denne Befaling. Saa snart som Høstsandhedens forøgede Lys har oplyst vor Forstand og ladet os se Vildfarelsens Hæslighed, maa vi for at handle ret være tro mod Lydelse og forkaste Vildfarelsen ved at unddrage den al vor Indflydelse og Støtte. Dette indbefatter, at vi maa trække os tilbage fra de forskellige religiøse  Organisationer, hvis Lærdomme fremstiller Guds Ord i et urigtig Lys og gør det til intet. Det bringer os i en Stilling som fremmede over for alle nu eksisterende verdslige Magter, dog ikke som opponerende, men som fredelige fremmede, der holder Loven, giver Kejseren, hvad Kejserens er, og gud, hvad Guds er, – fremmede, hvis Borgerskab er i Himmelen, ikke paa Jorden, [47] og hvis Indflydelse altid støtter Retfærdighed, Ret, Barmhjertighed og Fred.

I nogle Tilfælde er det Princippet, I andre Tilfælde Klogskaben, som faar os til at tage Afstand fra Menneskers forskellige Samfundsindretninger. Er man ved Ed eller Løfte bundet til et eller andet hemmeligt Sekskab, saa kan man, saa snart man indser det urigtige i at støtte Selskabet som Medlem af det, betragte sig som løst fra Eden eller Løftet; thi I, som fordum var Mørke, er nu Lys i Herren og bør derfor vandre som Lysets Børn. “Hav ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gerninger. Men revs dem hellere.” – Efeserne 5:6-17.

Efter som vi mere og mere nærmer os Krisen paa “den onde Dag”, vil det uden Tvivl blive tydeligt for dem, som ser Situationen fra det “sikre profetiske Ords” Standpunkt, at det ogsaa i saadanne Tilfælde, hvor man ikke absolut tvinges til at handle paa Grund af Princippet, kan være klogt at trække sig tilbage fra Forbindelse med de forskellige Samfunds- og Finans-Institutioner, som uundgaaelig maa bukke under i den Ødelæggelse, der fremkaldes ved verdensomfattende Revolution og Anarki. I den Tid (og husk, at den sandsynligvis vil komme om nogle faa Aar – kort efter 1914) vil alle Finans-Institutioner, som Banker, Sparekasser, Assurance- og Velgørenheds- Selskaber, gaa til Grunde. “Skattene” i dem vil vise sig at være ganske værdiløse. Disse “Huler” og “Bjærgkløfter” vil ikke kunne give den forønskede Beskyttelse mod Vreden paa den “onde Dag”, naar Utilfredshedens mægtige Bølger pisker og skummer imod Bjergene (Rigerne – Aabenbaringen 6:15-17; Psalme 46:3, 4). Den Tid vil komme, da Menneskene “skal kaste deres Sølv paa Gaderne, og deres Guld skal blive dem væmmeligt; deres Sølv og deres Guld skal ikke formaa at redde dem paa Herrens Vredes Dag; de skal ikke [trods deres Rigdom] mætte deres Sjæl og ikke [48] fylde deres Indvolde dermed. Thi et Anstød til Misgerning har det været dem.” (Ezekiel 7:19; se ogsaa Versene 12-18, 21, 25-27) Saaledes vil Herren gøre et Menneskes Liv kostbarere end fint Guld, ja, Guld fr Ofir. – Esajas 13:12.