STUDIER I SKRIFTEN

BIND FJERDE - SLAGET ved HARMAGEDON

 TREDJE KAPITEL

HÆVNENS DAG NØDVENDIG OG RETFÆRDIG

“Denne Slægt” i Forbillede og Modbillede. – Den store Trængsel som en naturlig Følge af forudgaaende Aarsager. – “Kristenhedens” Ansvar, og hvorledes den stiller sig over for det. – De civiliserede Landes borgerlige Myndigheder, riligiøse Ledere og forskellige Folkeklasser i Forholdet over for deres Ansvar. – De hedenske Nationers Stilling til Kristenheden. – Guds Dom. – “Mighører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren.”

[49] »Sandelig siger jeg eder, at alt dette skal komme over denne SlFgt [Generation].« – MatthFus 23:34-36; Lukas 11:50, 51.

FOR den, som ikke er vante til at undersrge Principperne ud fra en nrjagtig Moralfilosofis Standpunkt, kan det synes underligt, at en efterfrlgende Generation skulde lide Straffen for tidligere SlFgters Misgerninger. Men eftersom dette er den Dom, der er fFldet af Gud, som ikke kan fejle, brr vi vente, at moden Overvejelse vil aabenbare os det retfFrdige i denne Beslutning. Med de overnnFvnte Ord forklarede Herren, at saaledes skulde det ske med den Generation af Israel efter Krdet, til hvem han talte i Slutningen af den forbilledlige jrdiske Tidsalder. Over dem skulde komme alt det retfFrdige Blod, som var udgydt paa Jorden, fra den retfFrdige Abels Blod til Sakarias’s Blod, han, som blev ihjelslaaet mellem Templet og Alteret. – MatthFus 23:35.

Det var en frygtelig Profeti; men den traf kun ligegyldige og vantro qren. Den blev dog bogstavelig opfytdt omkring 40 Aar senere, da Borgerkrigen og de fjendtlige KrigshFre fuldbyrdede den frygtelige GengFldelse.

[50] Vi lFser, at JudFas Indbyggere ved denne Tid blev splittet paa Grund af Avind og delt i mange stridende Partier, medens den gensidige Mistillid naaede den hrjeste Grad af Udvikling. Venner blev fremmede for hinanden; Familier blev oplrst, og enhver mistFnkte sin Broder. Tyverier, Bedragerier og Snigmord blev hyppige, og ingen kunde frle sig sikker. Ikke engang i Templet var der Sikkerhed. YppersteprFsten blev slaaet ihjel, medens han forrettede den offentlige Gudstjeneste. Drevet til Fortvivlelse over Blodbadet paa Brrdrene i CFsarea og truet med Nedsabling overalt forenede nu hele Folket sig til Oprrr. JudFa kom saaledes i aaben Kamp mod Rom og derved i en udfordrende Stilling over for hele den civiliserede Verden. Vespasian og Titus blev sendt over for at underkue Oprrrerne, og Nederlaget var frygteligt. Den ene efter den anden af deres Byer blev ligesom fejet bort, indtil Titus til sidst begyndte at belejre Jerusalem. I Foraaret 70 e. K., da Byen blev overfyldt med store Skarer, som kom til Jerusalem for at fejre Paasken, frrte han sin HFr imod Byens Mure, og de indesluttede Indbyggere blev snart et Bytte for Hungersnrden og SvFrdet. Listede nogen sig ud af Byen, blev han korsfFstet af Romerne, og saa frygtelig var Hungersnrden, at ForFldre drFbte og spiste deres Brrn. Josefus opgiver Antallet af omkomne til over 1 Million, og saavel Byen som Templet blev lagt i Aske.

Saaledes blev den nFvnte Profeti opfyldt paa det opsFtsige Israel efter Krdet ved Slutningen af den Tidsalder, i hvilken de havde nydt den Gunst at vFre Guds udvalgte Folk. Nu, ved Slutningen af Evangeliets Tidsalder, skal – ifrlge den videre Betydning af Profetien – en tilsvarende TrFngsel komme over det aandelige Israel af Navn, som, naar det tages i den videste Betydning, er det samme som Kristenheden – »en TrFngsels Tid, som der ikke har vFret fra den [51] Tid, et Folk blev til«. (Daniel 12:1) Den vil derfor i een Forstand blive endnu frygteligere end den, som overgik JudFa og Jerusalem. Vi kan nFppe forestille os en TrFngsel af mere grusom Art end den ovenfor beskrevne, om vi end kan tFnke os den mere vidtomfattende og rdelFggende som Frlge af de moderne Krigsvaaben. I Stedet for at indskrFnke sig til een Nation eller Landsdel vil qdelFggelsen komme over hele Verden, sFrlig over den civiliserede Verden, Kristenheden, Babylon.

Vi kan derfor betragte denne Vredens Hjemsrgelse over Israel efter Krdet som et Forbillede paa en strrre Vrede, der skal overgaa Kristenheden i denne Tidsalders Ende. De, som er tilbrjelige til at betragte den AlmFgtiges Handlemaade mod denne Generation som uretfFrdig, har ingen Forstaaelse af GengFldelsens fuldkomne Lov, som sikkert, skrnt ofte langsomt, bringer de uundgaaelige Frrlger frem af alle Handlinger. Det retfFrdige, ja, nrdvendige og logiske i GengFldelsen er let forstaaeligt for de alvorligt tFnkende, som i Stedet for at anklage Gud for UretfFrdighed retter sig efter hans Ords Undervisning.

DEN STORE TRENGSEL SOM EN NATURLIG FqLGE AF FORUDGAAENDE AARSAGER

Vi lever nu i en Tid, hvor Toppunktet af Tidsaldres Erfaring er naaet, hvilket skulde vFre og ogsaa i nogle Henseender virkelig i hrj Grad er til Fordel for Verden og da sFrlig for Kristenheden, Babylon – den Del af Verden, som er blevet begunstiget direkte og indirekte med den guddommelige Sandheds Lys, og hvis Ansvar paa Grund af dette Fortrin frlgelig er meget stort. GUD HOLDER MENNESKENE ANSVARLIGE, IKKE ALENE FOR HVAD DE VED, MEN OGSAA FOR, HVAD DE KUNDE VIDE, hvis de vilde lade sig undervise af ham og modtage de [52] LFrdomme, som Erfaringen (deres egen og andres) er bestemt til at give dem. Dersom menneskene ikke giver Agt paa Erfaringernes LFrdomme eller forsFtligt forsmaar og ringeagter dem, maa de tage rrlgerne deraf.

Dette er sandt; Loven om Aarsag og Virkning er intet Sted mere irjnefaldende opskrevet end paa Historiens Blade. Ifrlge denne Lov, som er Guds Lov, maa den saaede SÉd nrdvendigvis spire, udfolde sig og bÉre Frugt, og en Hrst i sin Tid er derfor uundgaaelig. I Bind II har vi set, at Evangelietidsalderens Hrsttid allerede er kommet, at en begyndte i 1874, da Tiden var inde for Herrens NÉrvÉrelse som Hrstmanden, og at vi, efter at et stort Hrstarbejde er gaaet for sig lige siden den Tid, nu hurtig nÉrmer os de sidste Dage i Hrsten, da Klinten skal opbrÉndes og de fuldmodne Klaser paa »Jordens VintrÉ« (de modne Érugter paa det falske VintrÉ – Babylon) skal indsamles. – Aabenbargingen 14:18-20.

Babylon, Kristenheden, har haft en lang Prrvetid, hvorunder den har faaet Lov til at besidde en vis Magt. Den har haft mange Lejligheder baade til at lÉre og til at praktisere RetfÉrdighed. Den har ogsaa faaet mange Advarsler om en kommende Dom. Igennem hele Evangelietidsalderen har den haft Guds hellige i sin Midte – gudfrygtige, selvopofrende, kristuslignende MÉnd og Kvinder – »Jorden Salt«. Fra deres LÉber har den hrrt Budskabet om Frelsen, den har set Sandhedens og RetfÉrdighedens GrundsÉtninger virkeliggjorte i deres Liv og hrrt dem tale om RetfÉrdighed og om en kommende Dom. Den har imidlertid ringeagtet disse Guds levende Breve, ja, ikke alene dette, men de saakaldte kristne Nationer har i deres Graadighed efter Vinding bragt VanÉre over Kristi Navn iblandt Hedningerne, idet de er fulgt [54] efter kristne MissionÉrer med den fordrmmelige Handel med BrÉndevin og andre »civiliserede« Onder. I Kristenhedens Midte og ved dens Magt har det sande Guds Rige i dets Fostertilstand (udelukkende bestaaende af de hellige, hvis Navne er opskrevet i Himmelen) lidt meget. Den har hadet og forfulgt disse lige til Drden, og paa Grund af dens Forordninger har Tusinder af dem Aarhundrederne igennem maattet besegle deres Vidnesbyrd med deres Blod. I Lighed med deres Herre er de blevet hadet uden Aarsag; for RetfÉrdighedens Skyld er de blevet forkastet som Jordens Udskud, og deres Lys er atter og atter blevet dÉmpet, for at Mrrket, som var mere elsket, kunde faa Lov til at regere og have Lejlighed til at rve UretfÉrdighed. Hvor mrrke er dog ikke Beretningerne om Kristenhedens FremfÉrd! Moderen er »drukken af de helliges Blod og af Jesu Vidners Blod«, og hun og hendes Drtre, som fremdeles er blinde, er endnu rede til at forfrlge og halshugge (Aabenbaringen 20:4) – skrnt paa en mere forfinet Maade – alle dem, som er lydige mod Gud og hans Sandhed, og som paa venligste Maade, men tydeligt, srger at vise dem hen til Herrens Ord, som irettesÉtter dem.

De civile Magthavere i Kristenheden er ofte blevet advaret, ved at Rigerne atter og atter er faldet under Trykket af deres egen FordÉrvelse. Hvis de vilde laane qre til Guds inspirerede Profet, kunde de endnu i Dag hrre ham sige: »I Konger, handler viselig! Lader eder advare, I Jordens Dommere! Tjener Herren med Frygt og jubler med BÉven! Kysser Srnnen, for at han ikke skal vredes og I gaa til Grunde paa Vejen! Thi snart kunde hans Vrede optÉndes. . . . Hvorfor larmer Hedningerne og prnser Folkene paa det, som faafÉngt er? Jordens Konger rejser sig [til Modstand], og Éyrsterne raadslaar sammen mod Herren og mod hans Salvede: Lader os srnderrive deres Baand og kaste deres Reb af os!« Men deres Modstand skal [55] ikke hjÉlpe dem; thi »han, som troner i Himmelen, ler, Herren spotter dem. Saa [da de vedblivende forsrmmer at agte paa hans Advarsler] taler han til dem i sin Vrede, og i sin Harme forfÉrder han dem.« – Psalme 2:10-12. 1-5.

Gud drmmer i Overensstemmelse med de enkle og nu vidt og bredt kendre principper, som hans hellige Lov indeholder. Psalmisten siger: »Gud staar i Guds [eng. Overs. »de mÉgtiges«, d. v. s. de magthavendes] Menighed [Forsamling]; midt iblandt Guder [Herskere] holder han Dom [sigende]: Hvor lÉnge vil I drmme uretfÉrdigt og anse de ugudeliges Personer? Drmmer den ringe og faderlrse, skaffer den elendige og fattige Ret! Redder den ringe og trÉngende, udfrier ham af de ugudeliges Haand!« (Psalme 82:1-4) At det vilde vÉre nyttigt og tjenligt at frlge dette Raad, er noget, som den nÉrvÉrende Tids Forhold tvinger Magthaverne til at blive opmÉrksomme paa. Derom bÉrer ogsaa Aviserne Vidnesbyrd. Mange er de advarende Rrster fra alvorlige Mennesker, som ser Faren ved den almindelige Foragt for dette Raad. Selv Verdensmennesker, som kun af egennyttige Grunde srger at gennemskue Fremtiden, frler Nrdvendigheden af, at de Veje bliver fulgt, som anbefales af Profeterne.

Kejser Wilhelm I af Tyksland saa dette, hvilket fremgaar af frlgende Udtalelse fra »Observatore Romanos« Korrespondent i Berlin (1880):

»Da Kejser Wilhelm modtog Efterretningen om det sidste forfÉrdelige Attentat mod Czarens Liv, blev han meget alvorlig, og efter at have vÉret tavs i nogle Minutter sagde han i en srrgmodig Tone, men med en vis Energi: ‘Hvis vi ikke forandrer Retningen af vor Politik, hvis vi ikke alvorligt srger at give vor Ungdom sunde Forskrifter, hvis vi ikke indrrmmer Religionen den frrste Plads, og hvis vi kun grr Fordring paa at vÉre Lejlighedsregenter fra Dag til Dag, vil vore Troner blive omstyrtet, og Samfundet vil blive et Bytte for de frygteligste Begivenheder. Vi har ingen Tid at spilde. Det vil vÉre en stor Ulykke, hvis ikke alle Regeringer naar til Enighed om dette gavnlige Forebyggelse-Arbejde.’«

[56] I en Bog, som nylig er udkommet i Tyskland under Titelen »Reform eller Revolution«, anklager Forfatteren, Herr von Massow, som hverken er Socialist eller radikal, men konservativ og PrÉsident i Centralkomiteen for Arbejder-Kolonierne, sine LandsmÉnd for at frre »Studse-Politik« – for at efterligne denne Fugls Vane, som er blevet til et Ordsprog, og som bestaar i, at den skjuler Hovedet i Sandet i den Tro, at den bliver usynlig, naar den ikke kan se.

»Vi kan ignorere Kendsgerningerne, men vi kan ikke forandre dem. Der er ingen Tvivl om, at vi staar foran en Revolution. Alle, som har qjne at se med og qren at hrre med, maa indrrmme dette. Kun et Samfund, som er nedsunket i Egoisme, Selvtilfredshed og Jagen efter Forlystelser, kan nÉgte det; kun et saadant Samfund vil fortsÉtte med at danse paa Vulkanen og vil vÉgre sig ved at se det MENE-TEKEL, som staar skrevet; kun et saadant vil fortsÉtte med at tro paa Bajonettens Magt.

Strrstedelen af den oplyste Klasse har ingen Idé om, hvor stort det Had er, som de lavere Klasser nÉrer over for dem. Det social-demokratiske Parti betragtes paa samme Maade som de andre politiske Partier; dog bekymrer dette Parti sig ikke ret meget om politiske administrative Reformer eller nye Love. Dette Parti er baseret paa de lavere Klassers qnsker om at nyde Livet og dets Fornrjelser, om hvilke de, som aldrig har ejet en Hundrede-Mark-Seddel, har en aldeles fordrejet Forestilling. . . . Ordenen vil naturligvis snart blive genoprettet [efter Saocilisternes Regimente]; men hvilken Tilstand vil Landet ikke komme i! Der vil blive utallige Krrblinge, Enker og forÉldrelrse Brrn; offentlige og private Banker vil blive plyndret; Jernbaner, Telegraf, Veje, Broer, Beboelseshuse, Fabrikker, Monumenter – kort sagt: alt – vil blive rdelagt, og hverken Unionen, de enkelte Stater, Byerne eller Sognene vil vÉre i Stand til at skaffe de Millioner til Veje, som det vil koste at istandsÉtte blot en Brrkdel af det, der rdelÉgges. Det er nÉsten utroligt, at der intet bliver gjort for at afvÉrge Faren. Almisser er ikke det, der behrves, men varme Hjerter, som er villige til at vise OpmÉrksomhed mod de lavere Klasser. KÉrligheden, den altomfattende KÉrlighed, vil overvinde meget af det Had, som nu gÉrer i Hjerterne. Mange er maaske kommet saa langt bort, at intet kan bringe dem tilbage; men Millioner kan endnu vindes [57] for Lov og Orden, hvis der bliver givet Bevis for, at det er muligt for dem at opnaa et Udkomme, som er et Menneske vÉrdigt, – at de ikke, som TilfÉldet nu er, behrver at vÉre daarligere stillet end Dyrene, der i det mindste har en Stald, hvor de bliver fodret.«

Forfatteren srger omhyggeligt at aabne qjnene paa Folket i Berlin for den Fare, i hvilken det svÉver, idet han fortsÉtter:

»Berlinerne bilder sig ind, at der er sikret dem Beskyttelse ved deres Garnison, som tÉller 60,000 Mand. Et fuldstÉndig tomt Haab. I Lrbet af Efteraaret, naar Tiden er kommet til Mandskabets Hjemsendelse fra Regimenterne, og frr de nye Rekrutter er ankommet, tÉller Garnisonen nÉppe 7,000 Mand. En Opstand, ledet af en eller anden misfornrjet forhenvÉrende Officer, vilde snart kunne finde 100,000 ja selv 160,000 Arbejdere, som var villige til at tage Del deri. Alle disse MÉnd har tjent i HÉren, er lige saa godt oprvet som deres Modstandere og forstaar Nrdvendigheden af Disciplin. Telegraf- og Telefontraade vilde blive overskaaret, Jernbaneskinner vilde blive opbrudt for at hindre ForstÉrkningernes Ankomst. Officererne vilde alle blive opsnappet paa Vej til deres Poster. Oprrrerne kunde sprÉnge Barakkerne og nedskyde Kejseren, Ministrene, Generalerne, EmbedsmÉndene – kort sagt: enhver uniformeret – frr en Afdeling Kavalleri eller et Batteri Artilleri kunde komme disse til HjÉlp.«

Men giver de magthavende Agt paa Advarselerne og de alvorlige LÉrdomme, som denne Tid bringer med sig? Nej; det er sandt, hvad Profeten har forudsagt om dem: »De skrnner intet, og de forstaar intet, de vandrer i Mrrke, [indtil] alle Jordens Grundvolde [Samfundets Grundvolde, d. v. s. de hidtil bestaaende Principper for Ret og Orden] vakler« – »rystes« – for at de kan blive bortfjernet. – HebrÉerne 12:27; Psalme 82:5; Esajas 2:19.

Den nuvÉrende Kejser af Tyskland er ganske ligegyldig over for den af hans Bedstefader ytrede Frygt. For nogle Aar siden, da Kejseren overrakte Fyrst Bismarck et pragtfuldt SvÉrd i Guldskede, holdt han frlgende Tale:

»I mine Soldaters NÉvÉrelse overrÉkker jeg Deres Hrjhed min Gave. Jeg kunde ikke finde nogen bedre ForÉring til Dem end et SvÉrd, det Édle tyske Vaaben, et Symbol paa det Redskab, som Deres Hrjhed i min Bedstefaders Tjeneste hjalp til at smede, hvÉsse, og ogsaa svinge – et Symbol paa den store Bygningstid, i hvilken Kalken var Blod og Jern – et Middel, som aldrig slaar fejl, og som, hvis det behrves, i Kongers og Fyrsters HÉndler ogsaa vil kunne bevare Enigheden i FÉdrelandet, ligesom det frrte til indre Forening, da det blev anvendt uden for Landet.«

London-Bladet »Spectator« ledsager denne Udtalesle med frlgende Kommentar:

»Dette er visselig en hrjst foruroligende saavel som forbavsende Fremstilling. Der er to gÉngse Fortolkninger af den i Tyskland: Den ene, at den er rettet imod enhver tysk Stats Fordring paa at blive skilt fra Kejserriget, og den anden, at den forkynder Kejserens og hans forbundnes Beslutning om at bekÉmpe Socialister og Anarkister med Vaabenmagt, hvis det bliver nrdvendigt. I begge TilfÉlde var ErklÉringen unrdvendig og uforsigtig. Ingen tvivler om, at det tyske Rige, som virkeligt blev bygget op ved SvÉrd i Slaget ved Langensalza saavel som i Krigen mod Frankrig, vilde forordne militÉr Okkupation af enhver Stat, der skilte sig ud fra Riget; men at true noget Parti, selv Socialisterne, med Krigsret, medens det forsrger at sejre ved Afstemning, er virkelig det samme som at suspendere Forfatningen til Fordel for en Belejringstilstand. Vi antager ikke, at Kejseren tilsigtede noget af den Art; men det synes klart, at han har grublet over Situtationen, fordi han frler Socialisternes Modstand, og at han er kommet til den Slutning: ‘Vel, vel, jeg har endnu SvÉrdet, og det er at Middel, som aldrig slaar fejl.’ Mange Konger er kommet til den Slutning frr ham, men faa er blevet saaledes overladt til sig selv, at de har anset det for klogt at tÉnke hrjt over denne Sag. Det er en Trusel, hvorledes vi end udlÉgger det; og kloge Monarker truer ikke, frr den rette Stund til at slaa et Slag er kommet. Endnu mindre truer de med militÉr Vold som Middel mod indre BesvÉrligheder. SvÉrdet som ‘et Middel, der aldrig slaar felj’, brugt imod indre Tilstande! Man kunde lige saa godt sige, at LÉgens Kniv er et ufejlbarligt Middel imod Feber. Prins Schwartzenburg, en Tory iblandt Torierne*), der havde en uovervindelig HÉr, forsrgte det nÉvnte Middel under mere gunstige OmstÉndigheder. Det Resultat, han efter lang Erfaring kom til, blev udtrykt i frlgende SÉtning, som er den [59] viseste af alle politiske Taler, og som den tyske Kejser vilde grre vel i at overveje: ‘Du kan grre alt med Bajonetten – undtagen sidde paa den.’

*) TilhÉnger af den gamle Stats- og Kirkeforfatning i England.

Hvilket stÉrkere Udtryk end dette kunde en romersk Imperator have brugt: ‘SvÉrdet er det Middel, som aldrig slaar fejl’? Der er noget af Tyranniets Duft i en SÉtning af denne Art, og hvis Kejseren virkelig udtalte den efter moden Overvejelse da har Tyskland ikke en Leder i ham, men en Enevoldshersker af den Type, som Nutidens Historie viser os snart maa forsvinde. Naturligvis kan det til sidst vise sig, at Kejseren har talt overilet under Indflydelse af den halvpoetiske BevÉgelse, som til Dels fremkaldes af den overdrevne Mening, han har om sin egen Personlighed, hvilken han ofte har rrbet; men hvis hans Tale skal forstaas som en offentlig ErklÉring til hans Folk, saa kan man kun sige: ‘Hvor beklageligt! Hvilken Haabets Kilde er nu ikke svundet bort!’«

Den nuvÉrende russiske Czars Kundgrrelse om, at han vilde opretholde EnavÉlden lige saa ivrigt, som hans Fader har gjort det, er et andet Eksempel paa TilsidesÉttelsen af de alvorlige Advarseler, som denne gunstige Time saavel som Guds Ord giver os. LÉg MÉrke til, hvorledes dette blev modtaget af Folket i hans Rige til Trods for EmbedsmÉndenes energiske BestrÉbelser for at beskÉre Talefriheden. Et Manifest blev udsendt af Forsvarerne af Folkets Rettigheder i Rusland og cirkulerede i hele Riget.

Manifestet var formet som et Brev til Kejseren og udmÉrkede sig ved sit klare og kraftige Sprog. Efter en IrettesÉttelse af hans Forsvar for EnevÉlden indeholdt det frlgende ErklÉring:

»De mest fremskredne Zemstvoer forlangte kun Harmoni mellem Kejser og Folk, Talefrihed og Lovens Overhrjhed over den udrvende Magts Egenraadighed. Da [Czaren] er blevet bedraget og skrÉmt af HofmÉndenes og Bureaukraternes Fremstillinger. Samfundet forstaar meget vel, at Bureaukratiet, som skinsygt holder Vagt om sin egen Almagt, talte gennem Dem. Bureaukratiet, fra Ministrenes Raad ned til den lavest stillede Politisoldat paa Landet, hader al Udvikling saavel af Samfundet som af Individerne, og det hindrer virksomt Monarkens frie Forbindelse med Folkets ReprÉsentanter, undtagen naar de mrder i Galla og kommer med Lykrnskninger, Virak og Ofre.

[60] Den Tale, De holdt, viser, at ethvert Forsrg paa at tale til Herskeren om Landets skrigende Nrd, hvor loyalt det end sker, kun vil mrde en raa og skarp Afvisning, Samfundet ventede Opmuntring og HjÉlp fra Dem, men fik blot hrre en Paamindelse om Deres Almagt, hvilket gav det Indtryk, at Czaren er fuldstÉndig fjernet fra Folket. De har selv forspildt Deres Popularietet og har fjernet fra Dem den Del af Samfundet, som fredeligt kÉmper sig fremad. Nogle enkelte jubler over Deres Tale; men De vil snart opdage disses Svaghed.

I en anden Del af Samfundet foraarsagede Deres Tale en Frlelse af KrÉnkelse og Forsgthed, som Samfundets bedste KrÉfter imidlertid snart vil overvinde, frrend de skrider videre frem til den fredelige, men ubrjelige og vel overlagte Kamp, der er nrdvendig for at opnaa Friheden. Hos atter en anden Del vil Deres Ord vÉkke Beredvillighed til at kÉmpe imod den nÉrvÉrende forhadte Tingenes Tilstand med ethvert Middel. De var den frrste til at begynde Kampen. Inden ret lÉnge vil den udvikle sig videre.«

Saaledes famler alle Kristenhedens Nationer uden at agte paa Faren omkring i det Mrrke, de saa lÉnge har foretrukket. Selv det skrnne Amerika, som roser sig af sin Frihed, og som i mange Henseender er saa rigelig begunstiget fremfor alle andre Nationer, er ingen Undtagelse; ogsaa det har faaet mange Advarsler. LÉg MÉrke til frlgende nÉsten profetiske Ord, som dets Martyr-PrÉsident, Abraham Lincoln, skrev til en Ven i Illionois, kort forinden han blev myrdet:

»Ja, vi kan alle glÉde os over, at denne grusomme Krig er nÉr sin Afslutning. Den har kostet en uhyre Sum af Penge og Blod. Blomsten af Amerikas Ungdom har frivilligt ofret sit bedste Blod paa vort Lands Alter, for at Nationen maatte leve. Det har i Sandhed vÉret en Prrvetid for Republikken. Men jeg ser i den nÉre Fremtid en Krise nÉrme sig, som tager Modet fra mig og faar mig til at skÉlve for mit Lands Sikkerhed. Som et Resultat af Krigen er Korporationerne blevet sat paa Tronen. Der vil frlge en Tid med Raaddenskab iblandt de hrjtstaaende; Landets Pengemagt til strÉbe efter at forlÉnge sin Regering ved at arbejde ud fra Folkets Fordomme, indtil al Rigdom er samlet paa faa HÉnder og Repblikken er rdelagt. Jeg frler i dette qjeblik mere Engstelse for mit Lands Sikkerhed, end jeg gjorde midt under Krigen.«

[61] Aviserne meddelte i 1896, at Missouris ReprÉsentant, Hatch, i en Tale til Kongressen om finansielle og sociale Anliggender fremkom med frlgende Udtalelser:

»LÉg MÉrke til, hvad jeg siger! Hvis ikke den ubrnhrrlige Lov om Aarsag og Virkning er blevet udslettet af den AlmÉgtiges Lovbog, og medmindre tjenlige Forholdsregler snarest bliver truffet, kan I vente at se den franske Revolutions RÉdsler overfrrt paa Amerika og gjort endnu skrÉkkeligere ved alle moderne Opfindelser, og det inden mange Aar. Jeg er ikke alene om denne Mening. Astor, som for nogen Tid siden rejste til England, hvor han krbte en Ejendom og blev britisk Undersaat, saa ogsaa, lige saa klart som jeg, hvad der vilde komme. Han greb derfor Lejligheden og skyndte sig bort, frr der blev en saadan Eftersprrgsel efter Kahytter, som der vil blive om nogen Tid. Han vidste meget vel, at hvis Forholdene skulde vedblive at vÉre, som vi har set dem i nogen Tid, vil den Tid ikke vÉre langt borte, da en saadan Skare af hans LigemÉnd vilde komme til at storme enhver udgaaende Oceandamper, at han i TrÉngselen kunde risikere at blive skubbet ned fra Landgangsbroen.«

I en Tale, som Mr. H. R. Herbert, SekretÉr for De forenede Staters Flaade, holdt til ForretningsmÉnd i Cleveland, Ohio, den 30. April 1896, udtalte han frlgende:

»Vi er i FÉrd med at trÉde ind i en Periode, da KÉmpeforetagender truer med at opsluge all Anledninger til Fremskridt ad de almindelige Veje. En Optimist kunde tÉnke, at dette skal tjene til at forbedre Menneskenes Livsvilkaar – at store Foretagender tjener til at grre Produkter og Fragter billigere. KÉmpe- Forretninger, hvor man kan faa alt, hvad man rnsker, og faa det billigt, findes overalt. Industrielle Foretagender med Millioner i Kapital bag sig tager hurtig de Felter i Besiddelse, som engang var optagne af mindre Foretagender af samme Art.

Den menneskelige Forstand synes ikke at vÉre i Stand til, uden paa en farlig Maande at beskÉre den enkeltes naturlige Frihed, at udtÉnke nogen Plan til Forebyggelse af disse Monopoler, og Érlgen deraf er, at store Rigdomme sammendynges paa faa HÉnder, medens de mange faar mindre Lejlighed til at komme frem, hvad der atter frembringer Misfornrjelse. Heraf frlger, at Striden mellem Arbejde og Kapital vil blive af strrre Voldsomhed i Fremtiden. TÉnkende MÉnd har forudsagt, at der ud af Striden mellem [62] Kapital og Arbejde til sidst vil fremkomme en Kamp, som vil blive skÉbnesvanger for den republikanske Regeringsform iblandt os, en Kamp, som frrst vil have Anarki og Blodsudgydelse til Érlge og dernÉst et Monarki under Ledelse af en eller anden dristig Érrer, som vil vÉre i Stand til ved militÉr Magt at bringe Orden i Forvirringer. Undertiden bliver der hÉvdet, at Socialismen er det logiske Resultat af den nuvÉrende Tilstand. De Érrste Forsrg i denne Retning vil, siger man, blive gjort i Byerne. Arbejdsgiverne, som har ubegrÉnsede Midler til deres Raadighed, og Arbejderne, som foruden deres Stemmeseddel kun har ringe HjÉlpemidler til at komme frem ved, vil som sammensluttede Korporationer stride med hinanden om Magten i den kommunale Styrelse. Dette er en af Fremtidens Farer. Tidligere betragtede man den amerikanske Landmand som et urokkeligt BolvÉrk; men nu er der kommet en anden Aand over mange af vore LandmÉnd.«

Kristenhedens gejstlige Magthavere har ogsaa faaet mange Vink og Advarsler. De er blevet advaret ved de Hjemsrgelser, som Gud tidligere har ladet komme over sit Folk, og gennem Reformatorerne fra Tid til anden. Der er dog kun faa, meget faa, som kan lÉse Haandskriften paa VÉggen, og disse er ude af Stand til at dÉmme op for den almindelige Strrm. T. De Witt Talmage synes at have set og forstaaet dette i nogen UdstrÉkning; thi han udtalte engang i et Foredrag frlgende:

»Dersom ikke Jesu Kristi Kirke rejser sig og beviser sig at vÉre Folkets Ven saavel som Guds Ven, der frler Medlidenhed med de store Masser, som kÉmper for Brrd til sig selv og deres Familier, vil Kirken, som den for Tiden er organiseret, blive en drd Indretning, og Kristus vil igen gaa ned til Stranden for at indbyde jÉvne og Érlige Fiskere til at blive Apostle, som skal forkynde, hvad der er ret over for Gud og Mennesker. Tiden er nu kommet, da alle Mennesker skal have lige Rettigheder i den store Kamp for Livets Ophold.«

Dog synes denne Mand, som besidder store Gaver, og som har en Indflydelse som kun faa, ikke at have nogen Hast med at frlge sin udtalte Overbevisning med Hensyn til de indflydelsesrige Kristnes Pligter i Farens Stund.

Advarslerne lyder, og Overbevisningen om Pligt og Forret melder sig for manges Sind, men desværre til ingen Nytte; man ryster det hele af sig.  Stor Magt har de gejstlige haft og har det endnu i nogen Udstrækning; men i Kristi og hans Evangeliums Navn er den blevet og bliver endnu misbrugt i Egankærlighedens Interesse.   De »tager Ære af hverandre«, søger »de første Pladser i Synagogerne« og »vil gerne kaldes Rabbi [Doktor, Velærværdighed o. s. v.]«, »allesammen har de vendt sig til deres egen Vej [deres eget Kirkesamfund], hver til sin Vinding« (Johannes 5 : 44; Matthæus 23 : 6-12; Esajas 56 : 11); og  »Menneskefrygt fører i Snare«.  Alt dette hindrer selv nogle af Guds sande Tjenere i at vise Troskab, medens øjensynlig mange af Underhyrderne aldrig har haft nogen Interesse for Herrens Hjord, undtagen den at sikre sig deres gyldne Uld.

Medens vi med Glæde erkender, at der har været mange dannede, oplyste, rene og fromme Mænd blandt de gejstlige i alle de forskellige Samfund i Navnkirken, som hele Tidsalderen igennem har indbefattet baade Hvede og Klinte (Matthæus 13 : 30, nødes vi til at indrømme, at mange, som hører til Klinteklassen, har fundet Vejen til Talerstolene saavel som til Tilhørerpladserne.  Den Samfundsstilling og i mange Tilfælde de materielle Fordele,som er forbundet med et Præsteembede, maa have virket meget tiltrækkende paa begavede unge Mænd.  Af alle Sysselsættelser har det kristelige Arbejde været den hurtigste og behageligste Vej til Berømmelse, gode Dage og ofte til Rigdom.  Retsvidenskabens Kald fordrer intellektuel Anstrengelse hele Livet igennem og fører trykkende Uro med sig.  Det samme maa siges om Lægevidenskabens Kald.  Hvis Mennesker hæver sig op til Rigdom og Fortrin inden for disse Kald, er det ikke alene, fordi de har en fin Sans og øvede Tunger, men fordi de redelig har banet sig Vej ved stille, fortsat Flid og arbejdsom Iver. [64] Paa den anden Side vil i det gejstlige Kald en fin og behagelig Optræden, nogen Evne til at tale offentlig et Par Gange om Ugen over nogle bibelske Emner tillige med en nogenlunde god Uddannelse samt en god, moralsk Karakter, sikre enhver ung Mand, som indtræder i Kaldet, Respekt og Ærefrygt fra Samfundets Side, en god Gage og et roligt og behageligt Liv.

Hvis han har store Evner, vil Folket, som beundrer Veltalenhed, snart opdage dette, og inden længe vil han være kaldet til et mere indbringende Embede.  Næsten før han ved af det, er han blevet berømt blandt Menneskene, som sjælden gør sig Umage med at faa Rede paa, hvorvidt hans Fromhed — hans Tro, Ydmyghed og Gudsfrygt — har holdt Skridt med Udviklingen af hans Kundskaber og Veltalenhed.  Hvis dette er Tilfældet, er han i Virkeligheden blevet mindre antagelig, særlig i de formuende Menigheder, som kanske oftere end de meget fattige er sammensat af »Klinte«.  Overlever hans Fromhed Trykket af disse Omstændigheder, vil han alt for ofte til, at det er godt for hans Anseelse, blive nødt til at gaa tvært imod sine Tilhøreres Tilbøjeligheder og Fordomme, og han vil inden længe finde, at han er blevet upopulær — at de ikke længere ønsker ham iblandt sig.  Disse Omstændigheder har ført til Prædikestolen et meget stort Antal som Skriften benævner  »Lejesvende«.  — Esajas 56 : 11; Ezekiel 34 : 2-16;  Johannes 10 :11-14.

De, som har paataget sig Evangeliets Tjeneste i Kristi Navn, har et meget stort Ansvar.  De betragtes af Folket som Kristi Repræsentanter, der særlig fremstiller hans Aand og fortolker hans Sanhed.  De har haft flere Anledninger end andre Mennesker til at komme til Kunskab om Sanheden og til frit at forkynde den.  De er blevet lettet for de Byrder af Slid og Bekymring for Levebrødet, som tynger andre, og [65] der er desuden blevet skænket dem Tid, Stilhed, særlig Opdragelse og megen Hjælp til dette Øjemed.

Paa den ene Side disse store Anledninger til gudfrygtig Iver og hengiven Selvopofrelse for Sandhedens og Retfærdighedens Sag; paa den anden Side de store Fristelser enten til ligegyldig Magelighed eller til Stræben efter Berømmelse, Rigdom og Magt.  Desværre er den store Majoritet af Gejstligheden bukket under for Fristelserne og har ikke benyttet de Anledninger, de havde i Forbindelse  med deres Stilling.  Resultatet er, at de i Dag er »blinde Vejledere for de blinde«.  De snubler, og deres Hjorde falder tankeløst ned i Tvivlens Grav.  Dehar skjult Sandheden, fordi den er upopulær, befordret Vildfarelsen, fordi den er populær, og fremført Lærdomme, som er Menneskers Forskrifter, fordi de er betalt til at gøre det.  De har i Virkeligheden, og undertiden eftertrykkeligt, sagt til Folket: »Tro, hvad vi fortæller eder, og stol paa vor Autoritet,« i Stedet for at lede dem til at »prøve alt« med Apostlenes og Profeternes guddommelig inspirerede Ord og til kun at »beholde det gode«.  I mange Aarhundreder holdt den romerske Kirkes Gejstlighed Guds Ord begravet i døde Sprog og vilde ikke tillade, at det blev oversat i de forskellige Tungemaal, for at Folket ikke skulde ransage Skrifterne og derved komme til at se Tomheden i Kirkens Paastande.  Efter som Tiden skred frem, opstod der midt ud af denne Fordærvelse nogle faa gudfrygtige Reformatorer, der reddede Bibelen fra Forglemmelse og bragte den frem for Folket.  En stor protestantisk Bevægelse, som nedlagde Protest imod de falske Lærdomme og den romerske Kirkes slette Fremgangsmaader, var Resultatet.

Men efter kort Tids Forløb blev Protestantismen ogsaa fordærvet.  Dens Gejstlighed begyndte at formulere Trosbekendelser, hvilke de oplærte Folk til at se hen til som Bibelens Lærdomme i sammentrængt Skikkelse og som noget, der var af højeste Vigtighed. [66] De døbte dem I Barnealderen, før de fik lært at tænke; og alt efter som de naaede den voksne alder, lullede de demi Søvn ved at lade dem forstaa, at den sikreste Vej I religiøse Spørgsmaal var at betro alt til dem og følge deres Undervisning.  Det blev tilkendegivet, at alene de havde den tilstrækkelige uddannelse o. s. v., der var nødvendig til at forstaa den guddommelige Sandhed, og at de derfor skulde betragtes som Autoriteter I alle saadanne Sager uden videre Paaberaabelse af Guds ord.  Hvis nogen vovede at nære Tvivl om denne selvbestaltede Autoritet eller at tænke anderledes, blev de betragtes som Kættere og frafaldne.  De mest lærde og fremragende iblandt dem har skrevet tykke Bind om »systematisk Teologi«, som de kalder det.  Alle disse gaar ligesom Jødernes Talmus ud paa at gøre Guds Ord til intet og meddele Lærdomme, som er Menneskebud. (Matthæus 15 :6; Esajas 29 : 130 andre har modtaget ærefulde og indbringende Stillinger som Professorer ved de teologiske Seminarier, som efter Foregivende er oprettet med det Formaal for Øje at uddanne unge Mænd til det crystallite Arhbejde, men som I Virkeligheden gaar ud paa at indprente den ene eller den anden Skoles saakaldte »systematiske Geologis« ideer — at binde den frie Tanke og forhindre de unge I ærligt og ærbødigt at undersøge de hillige Skrifter for ligefrem at tro paa, hvad disse lærer, uden Hensyn til menneskelige Overleveringer.  Paa denne Maade har Gejstligheden Slaægt efter Slægt fortsat ad vilified været tilstrækkelig vaagen og tro over for Sandheden til at opdage Vildfarelsen og søge at faa inført Reformer.  Det har været meget bekvemmere at drive med Strømmen, særlig naar store Mønd har ført an.

Gejstligheden har som Klasse betragtet misbrugt sin Magt og sine stærre fordele, om der end I dens Rækker har været (og endnu er) nogle alvorlige og fromme [67] Sjæle, som sikkert har tænkt, at de gjorde Guds Gerning ved at opretholde de falske Systemer, i hvilke de var blevet indført, og af hvis Vildfarelser de i høj Grad var blevet forblindet.

De stolte og egennyttige inden for Gejstligheden vil utvivlsomt finde disse Reflektioner anstødelige; de ydmyge derimod vil vide at værdsætte den Aabenhed og Oprigtighed, hvormed disse Bemærkninger er fremsat. Hvis de ser Sandheden, vil de blive velsignet ved i Ydmyghed at bekende den og uden Hensyn til menneskelige Traditioner beslutte sig til at vandre i Guds Lys, saaledes som det skinner fra hans Ord. Det glæder os at kunne sige, at vi under Høsttiden er blevet kendt med nogle faa saadanne, som, da Høstsandheden gik op for dem, forlod Vildfarelsen og begyndte at tjene Sandheden. Men de fleste Præster og Prædikanter er desværre ikke ydmyge, hvilket atter viser os det træffende i Herrens Ord: »Hvor vanskeligt kommer de, som har Rigdom, ind i Guds Rige« — Rigdom paa Anseelse, Berømmelse, Kundskab, Penge eller Bekvemmelighed.

Almenheden behøver derfor ikke at forbavses over, at Kristenhedens Gejstlighed som Klasse betragtet er blind for den nærværende Sandhed nu i Høsttiden, ligesom de anerkendte Lærere og Ledere ved Enden af den forbilledlige jødiske Tidsalder var blinde for og modsatte sig de Sandheder, som Gud da afslørede. Deres Blindhed er Gengældelsen for Misbrug af Evner og Anledninger. Derfor kan Lys og Sandhed ikke forventes fra dent Kant. Ved Enden af den jødiske Tisdalder fremførte de religiøse Førere følgende betegnende Spørgsmaal til Folket: »Mon nogen af Raadsherrerne har troet paa ham, eller nogen af Farisæerne?« (Johannes 7 : 48) De, som da blindt fulgte de ledende, gik Glip af den gunstige Lejlighed og den nye Husholdnings Velsignelser. Saaledes vil det ske med en lignende Klasse i disse sidste Dage af Evangeliets [68] Husholdning. De, som blindt følger Gejstlighedens Ledelse, vil sammen med dem falde i Tvivlens Grav, og kun de, som ærligt vandrer med Gud, og som har hans Aand og ydmygt stoler paa hans dyrebare Ords Vidnesbyrd, skal blive i Stand til at opdage og kaste fra sig Vildfarelsens »Straa«, der længe har været blandet med Sandheden. Frimodigt skal de staa fast i Evangeliets Tro og i Hjertets Troskab over for Gud, medens Masserne driver med Strømmen hen imod Vantro i dens forskellige Former: Udviklingslære, Bibelkritik, Teosofi, kristelig Videnskab, Spiritisme eller andre Teorier, som fornægter Nødvendigheden og Værdien af det store Offer paa Golgatha. De, som kan blive staaende fast paa denne »onde Dag« (Efeserne 6 : 13), vil derved bevise deres kristelige Karakters Ægthed; thi saa stærk vil Strømmen gaa dem imod, at kun de sande kristne Gudhengivenhed, Nidkærhed, Mod og Kraft vil kunne holde ud indtil Enden. Vantroens voksende Stormflod vil rive alle andre med sig. Der er skrevet: »Tusinde skal falde ved din Side og ti Tusinde ved din højre Side, men det skal ikke komme nær til dig, fordi du har sagt: Herren er min Beskytter, og den Højeste har du gjort til din Tilflugt….Den, som bor i den Højestes Skjul [i Hellighed og i Samfund med Gud], skal bo under den Almægtiges Skygge…..Han skal dække dig med sine Fjedre, og under hans Vinger finder du Ly; hans Sandhed skal være dit Skjold og din Skærm.« — Psalme 91; eng. Overs.

En Kristen kan ikke slippe bort fra sit personlige Ansvar ved at lægge det over paa Pastorer og Lærere, paa Kirkemøder eller Trosbekendelser. Det er efter Herrens Ord, vi bliver dømt (Johannes 12 : 48-50; Aabenbaringen 20 : 12), og ikke efter vore Medmenneligne de ædle Berøensere, som »daglig ransagede Skrifterne« for at se, om det, som blev forkyndt for dem, var [69] sandt. (Apostlenes Gerninger 17 : 11) Det er vor Pligt som Kristne at prøve alt, hvad vi antager, og holde fast ved det gode. »Til Loven og til Vidnesbyrdet! Hvis de ikke taler efter dette Ord, er det, fordi Lyset ikke er i dem.« — Apostlenes Gerninger 17 : 11; 1 Thessaloniker 5 : 21; Esajas 8 : 20, eng. Overs.

I timelige Ting gælder ofte de same Principper som i aandelige. Nu, da de forskellige Statsskibe drives fremad mod deres Undergang, kan de, som ser Braadsøerne forude, ganske vist ikke forandre Begivenhedernes Kurs i Almindelighed, men de kan i det mindste i nogen Udstrækning gribe de gunstige Anledninger og viselig ordne deres egne Forhold med den uundgaaelige Katastrofe for Øje; de kan gøre deres Redningsbaad og Redningsbøje rede, saa at de, naar Statsskibene er forlist i Anarkiets fraadende Hav, kan holde Hovedet over Bølgerne og finde et nyt Tilflugtssted. Med andre Ord: Det klogeste, for ikke at tale om det rigtigste, vil være at handle retfærdigt, gavmildt og kærligt over for vore Medmennesker af alle Klasser og Livsvilkaar; thi den store Ulykke vil udspringe fra de rasende Nationers brændende Vrede — fra de oplyste Menneskemassers Misfornøjelse med og Harme mod de mere heldigt stillede aristokratiske og herskende Klasser. Aarsagerne til Misfornøjelsen bliver i den nærværende Tid vidt og bredt drøftet. Nu, før Vredens Storm pludselig kommer til Udbrud, er det Tiden for de enkelte til ikke alene i Ord, men ogsaa i Optræden under alle Forhold over for deres Medmennesker at vise, hvilke Grundsætninger de hylder. Nu er det Tiden til baade at studere og at praktisere den kongelige Lov — at elske sin Næste som sig selv. Var Menneskene kloge nok til at betænke, hvad der i en meget nær Fremtid vil blive Resultatet af den nærværende Tingenes Tilstand, vilde de følge den nævnte Fremgangsmaade, om ikke af Princip, saa dog af klog Beregning.

[70] Det er rimeligt at forudsætte, at der selv midt i den vildeste Forvirring under den kommende Trængsel vil blive gjort Forskel til Gunst for dem, som har vist sig retfærdige, gavmilde og kærlige, medens der vil blive vist yderlig Strenghed imod dem, som har udøvet og forsvaret Undertrykkelse. Dette var Tilfældet midt under den franske Revolutions Rædsler, og at det igen vil blive saaledes, tilkendegives ved det Raad i Guds Ord, der lyder: »Søg Retfærdighed, søg Sagtmodighed! Kanske I vorder skjult paa Herrens Vredes Dag!«  »Vig fra ondt og gør godt, søg Fred og efterjag den! Herrens Øjne er vendt til de retfærdige og hans Øren til deres Raab. Herrens Aasyn er imod dem, som gør ondt, for at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.«  Zefanias 2 : 3; Psalme 34 : 15-17) Disse Visdoms- og Advarselsord er rettet til Verden i Almindelighed. De hellige, »den lille Hjord«,  »Sejrvinderne«,  er der lovet, at de skal agtes værdige til at undfly alle de Ting, som skal komme over Verden. — Lukas 21 : 36.

HEDNINGEFOLKENES FORHOLD TIL 
KRISTENHEDEN OG DEN STORE TRÆNGSEL

Guds strenge Vrede vil særlig hjemsøge Kristenhedens Nationer, fordi de har syndet mod meget Lys og mange Fortrin. Dog viser Skriften klart, at ogsaa Hedningefolkene vil blive holdt ansvarlige og blive straffet. Fra Generation til Generation har de gennem mange Aarhundreder haft deres Glæde i Uretfærdighed. Deres Forfædre glemte Gud, fordi de ikke holdt af at ihukomme hans retfærdige Autoritet; de elskede Mørket mere end Lyset og fulgte forsætlig deres egne daaragtige Indbildninger. Lige til vore Dage har deres Efterkommere vedholdende vandret i samme nedadgaaende Retning. Apostelen Paulus fortæller os (Romerne 1 : 18-32) meget klart, hvorledes Gud betragter Hedningefolkenes Ansvarlighed, idet han siger:

[71] »Guds Vrede aabenbares fra Himmelen over al Ugudelighed og Uretfærdighed hos Mennesker, som holder Sandheden need i Uretfærdighed; thi det, som man kan vide om Gud, er aabenbart iblandt dem; Gud har jo aabenbaret dem det. Thi hans usynlige Væsen, baade hans evige Kraft og Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstaas af hans Gerninger, saa at de [da de har Naturens Vidnesbyrd om Guds Eksistens, Magt og Godhed og Samvittighedens Vidnesbyrd om Ret og Uret] har ingen Undskyldning [fordi de følger den onde Vej]. Thi skønt de kendte Gud [i det mindste i nogen Grad], saa ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men blev taabelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket [som en naturlig Følge af en saadan Livsførelse]. Idet de paastod at være vise, blev de Daarer og omskiftede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede i Lighed med et forkrænkeligt Menneske og Fugle og firføddede og krybende Dyr. Derfor gav Gud dem hen I deres Hjerters Begæringer til Urenhed, til at vanære deres Legemer indbyrdes, de, som ombyttede Guds Sandhed med Løgnen og dyrkede og tjente Skabningen fremfor Skaberen, som er højlovet i Evighed! Amen. Derfor gav Gud dem hen i vanærende Lidenskaber [d. v. s. Gud bestræbte sig ikke for at holde dem tilbage, men overlod dem til sig selv til at fortsætte ad den onde Vej, de havde valgt, og til igennem Erfaringerne at lære dens bitre Frugter at kende]…. Og ligesom de forkastede at have Gud i Erkendelse, saaledes gav Gud dem hen i et forkasteligt Sind til at gøre det usømmelige, opfyldte med al Uretfærdighed, Ondskab, Havesyge, Slethed; fulde af Avind, Mord, Kiv, Svig, Ondsindethed; Øretudere, Bagvaskere, Gudshadere, Voldsmænd, hovmodige, Pralere, opfindsomme paa ondt, ulydige mod Forældre, uforstandige, troløse, ukærlige, ubarmhjertige;  — hvilke jo, skønt de erkender Guds retfærdige Dom, at de, der [72] øver saadanne Ting, fortjener Døden, dog ikke alene gør det, men ogsaa giver dem, som øver det, deres Bifald.«

Som Paulus her viser, har Hedningefolkene i lang Tid tilbage undertrykt den Sandhed, som var kendt i Menneskeslægtens tidligste Tid, med Hensyn til Gud og hans Retfærdighed. De har foretrukket Mørket fremfor Lyset, fordi deres Gerninger var onde, og i deres forvendte Indbildning har de udtænkt de falske Religioner til at forsvare deres onde Veje. Disse Religioner, og sammen med dem de onde Veje, har forplantet sig fra Slægtled til Slægtled; Børnene er fulgt i deres Forfædres Fodspor og er saaledes blevet delagtige i deres Skyld og Fordømmelse, paa same Maade som de nuværende kristne Nationer overtager de forudgaaende Generationers Forpligtelser.

Hedningfolkene har aldrig været helt berøvet Muligheden af at foretrække Lyset. Før Kristi Fødsel vidste de meget om Israels underfulde Gud paa Grund af hans særlige Handlemaade med det Folk; og gennem hele Evangelietidsalderen er de gode Tidender om det store Lys, som Jesus Kristus bragte ind i Verden, blevet forkyndt af Guds Tjenere. Men kun nogle enkelte hist og her har givet Agt paa Sandheden. Nationerne i det store og hele har ringeagtet den og vandret videre i Mørket. Derfor er det, at »Herrens Vrede er over alle Hedningefolkene«. (Esajas 34 : 2) Hedningefolkene, der ikke har Evangeliet og de Fordele, det fører med sig, er nu blevet dømt uværdige til at faa deres Magtfrist forlænget, medens de saakaldte kristne Nationer, der har haft Evangeliets Lys og dets Forrettigheder, men ikke har vandret denne Naade værdig, nu ogsaa i Overensstemmelse med Sandhedens og Retfærdighedens Lov bliver dømt uværdige til fortsat Magt.

Saaledes tilstoppes hver Mund, og hele Verden staar skyldig for Gud. (Romerne 3 : 19) Ud af alle Nationer [73] findes »ingen forstandig; der er ingen, som søger efter Gud. Alle er afvegne; til Hobe er de blevet uduelige; der er ingen, som øver Godhed, der er end ikke een.« — Romerne 3 : 11,12.

Guds Retfærdighed med Hensyn til at straffe alle Nationerne er aabenbar. Hedningefolkene faar den retfærdige Løn for deres Gerninger; og hvilket Ansvar har ikke Kristenheden! Havde Jøderne mange Fortrin paa enhver Maade fremfor Hedningefolkene, idet Guds Ord var dem betroet (Romerne 3 : 1,2), hvad skal vi da sige om Kristenhedens Nationer, som har haft endnu større Fortrin, idet de har haft baade Loven og Evangeliet? Der gælder det samme nu om Kristenheden, som dengang gjaldt om den jødiske Nation, at Guds Navn bliver bespottet blandt Hedningerne for deres Skyld. (Romerne 2 : 24) Læg f. Eks. Mærke til Spiritus- og Opiumshandelen med de hedenske Nationer, som de kristne Nationer har paatvunget dem, fordi de begærer deres Guld.

Et paalideligt Vidne, som taler ud fra personligt Kendskab, skrev for nogen Tid siden til New-York-Bladet »Voice«:

»Ifølge mine egne Iagttagelser i Kongo og paa Vestkysten af Afrika gaar mange Missionærers og andre Personers Beretninger ud paa, at Drikkeriet gør mere Skade hos de indfødte end Slavehandelen i sin Tid. Det bortriver Folket, ødelægger Landsbyerne; det ikke alene dræber Tusinder, men ødelægger hele Stammer, fordærver Sjæl og Legeme og lader de indfødte blive Forældre til degenererede Børn, fødte i deres eget fordærvede Billede. Alle Arbejderne faar megen Brændevin at drikke hver Middag, og de bliver hver Lørdag Aften nødet til at tage mindst to Flasker Brændevin som Betaling for Ugens Arbejde. I mange af disse Fabrikker er det saaledes Tilfældet, at naar en Kontrakt for et, to eller tre Aar udløber, bliver Arbejderne i nogle Tilfælde nødet til at tage en Tønde eller nogle store Kurveflasker Brændevin med sig hjem. Indfødte Handelsmænd bliver nødet til at tage Fustager med Spirituosa i Bytte for Naturprodukter, selv om de protesterer derimod og ofte til sidst kaster dem i Floden. Handelsagenterne siger: ’Negrene maa tage Brændevin; vi kan ikke skaffe tilstrækkelig [74] mange Penge til at tilfredsstille vort Firma ved blot at sælge Salt og Klæder.’ Byerne er fyldte med larmende og fordrukne Mennesker hver Søndag. Der er Byer, hvor alle Mænd, Kvinder og Børn er sløvede af Drik. og de tidligere Gudstjenester er ophørt. Høvdingerne siger bedrøvet til Missionærerne: ’Hvorfor kom I Gudsmænd ikke før Brændevinen? Drikkelasten har taget vort Folks Forstand og gjort deres Hjerter haarde; de har ikke mere Evne til at fatte; de er ligegyldige over for alt godt.’«

Der bliver endog sagt, at nogle af Hedningerne holder Bibelen frem for Missionærerne og siger: »Eders Fremgangsmaade stemmer ikke overens med eders hellige Bogs Lære.«  Der fortælles, at en Brahmin tilskrev en Missionær følgende:  »Vi har opdaget, at I ikke lever efter eders Bog; om blot eders Folk var saa gode som denne Bog, vilde I besejre Indien i Løbet af fem Aar.« — Se Ezekiel 22 : 4.

Lige saa sikkert, som Mændene af Ninive og Dronningen fra Sønden skal opstaa i Dommen mod den Israels Generation, som Jesus direkte talte til (Matthæus 12 : 41,42), saaledes skal Israel og alle tidligere Generationer sammen med Hedningefolkene staa op imod denne kristne Generation; thi hvem meget er betroet, af ham skal der kræves meget. — Lukas 12 : 48.

Men idet vi ser bort fra denne Side af Spørgsmaalet, nemlig den moralske Gengældelse, lægger vi Mærke til, hvorledes Hedningefolkene ifølge selve Sagens Natur maa lide ved Kristenhedens, Babylons, Undergang. Ved Guds Ords Indflydelse saavel direkte som indirekte har de kristne Nationer gjort store Fremskridt i Civilisation og materiel Velstand paa enhver Maade, saa at de i Retning af Rigdom, Bekvemmelighed, intellektuel Udvikling, Opdragelse, borgerlig Styrelse, Videnskab, Kunst, Haandværk, Handel og Industri er naaet langt foran Hedningefolkene, der ikke er blevet begunstiget med den civiliserende Indflydelse fra Guds Ord, men som tværtimod har oplevet en stadig Nedgang.