AT Kristenhedens Statsmagter mærker, at Dommen gaar dem imod, og at deres Magt paa ingen Maade er befæstet, er meget tydeligt. Medens Disraeli var Englands Premierminister, udtalte han den 2. Juli 1874 – netop ved Bergyndelsen af denne Høstperiode og Domsdag – følgende over for det engelske Parlament:

»Den store Verdenskrise er nærmere, end mange tror. Hvorfor er Kristenheden saadan truet? Jeg frygter for, at Civilisationen er ved at falde sammen. ... Vi kan vende os, hvorhen vi vil, saa finder vi, at [110] der er trøstesløs Følelse overalt: Folkene ængstes, og Menneskenes Hjerter formægter af Frygt. . . . . Ingen kan undgaa at bemærke disse Ting. Ingen, som læser Aviserne, kan undgaa at se den truende Stormsky, der nu dækker vor politiske Himmel. . . . Det maa komme til et frygteligt Udbrud. Hvert Kabinet i Europa, er foruroliget. Hver Konge og Regent griber om Sværdet, ... vi staar foran en Tid, da usædvanlige og skrækkelige Ting vil ske. Vi nærmer os Enden.«

Var dette Udsigterne ved Dommens Bergyndelse, hvor meget mere truende er saa ikke Tidens Tegn i Dag! – Under Overskriften: »Uroen i Europa,« har »London Spectator« indeholdt følgende:

»Hvad kan vi tænke os som Grunden til den herskende Uro i Europa? Vi maa sige, at skønt den til Dels skyldes Tilstandene i Italien, maa den fornemmelig tilsrives den Bølge af Pessimisme, som nu gaar hen over Europa. Denne Pessimisme er dels foraarsaget ved økonomiske Forstyrrelser og dels ved den pludselige Fremkomst af Anarkiet som en Magt i Verden. Det nye Fænomen har haft større Indflydelse paa Kontinentet end i England. Statsmændene rundt omkring frygter altid en Fare nedenfra – en Fare, som Bombeattentaterne bringer dem til at tænke paa. De betragter Anarkisterne som Fortrop for en Hærskare, der nu rykker frem til Krig mod Civilisationen, og som, hvis den ikke kan blive besejret, vil tilintetgøre al eksisterende Orden. Fremtiden synes dem helt igennem usikker, idet de mener, at den nuværende Ro alt for meget hviler paa Bajonetternes Magt. Medens de ser paa den indre Tilstand med saa ringe Haab, er de, naar de ser paa den ydre, tilbøjelige til at blive tungsindige og tænke, at det ikke længe kan vedvare, som det er, at enhver Forandring ... er et Tegn paa, at Enden nærmer sig hurtigt. I Virkeligheden føler de i det politiske Liv en Tilbøjelighed i Retning af den samme Pessimisme, som fremtræder saa stærkt baade i Litteraturen og i Samfundet. Denne Pessimisme bliver i Øjebikket yderligere uddybet ved det økonomiske Tryk.«

»De kyndige oplyser os om, at Spændingen mellem Frankrig og Tyskland ikke er saa alvorlig som før; Diplomaterne [111] paastaar, at alt er Fred; Bladene berømmer Kejserens Høflighedsbeviser [imod Frankrig]; og Frankrig tager Del i et Ceremoniel til Ære for Tyskland og dets Flaade; men samtidig handler Nationen og dens Ledere, som om Krigen stod for Døren. De kunde ikke være mere ømfindtlige, foruroligede, offervillige, hvis de bestemt ventede Krig inden en Maaned. Der er ikke forefaldet noget som helst, der kunde gøre Skinsygen stærkere mellem de to Nationer. Den har ikke været noget Sammenstød ved Grænsen. Kejseren har ikke truet nogen. Ikke en Gang i Paris er der noget Krigsparti. Paris synes endogsaa at have vendt sine hadefulde Blikke bort fra Tyskland og rettet dem mod Storbritannien. Og endelig har der ikke været noget Tegn til, at den nye Czar ønsker, venter elle særlig bereder sig til Krig. Dog viser den mindste Hentydning til Krig, at Tyskland er beredt til det yderste, og at Frankrig med Uro og Forbitrelse søger at blive lige saa beredt. Det er ikke Nyheder, der er Tale om; det er den almindelige Stilling, som næsten tilfældigt er blevet optaget tel Drøftelse; og der indrømmes samtidig fra alle Sider, at denne Stilling tvinger Tyskland og Frankrig til med 24 Timers Varsel at være rede til Krig. Faren er kronisk, den ses tydeligt, og den bliver betragtet som noget naturligt i en saadan Grad, at man ikke længere lader sig ophidse deraf. Den er altid for Haanden, og naar den for kortere Perioder glemmes, er det kun, fordi man bliver træt af at diskuntere det samme Emne. Hverken i Tyskland eller Frankrig hersker der mere Skræk for Krigens Nærhed, end der hersker i Torre del Greco for Vesuvs Nærhed. Man vænner sig til den Tanke, at Vulkanen er der, altid har været der og altid vil forblive der, indtil der til sidst kommer er Udbrud.

Men det er godt, at Europa til Tider bliver mindet om, at hverken Fyrster eller Folk garanterer Freden, at Statsskibene krydser mellen Isbjerge, og at man bestandig maa være paa Vagt. En Times Uagtsomhed kan medføre et Sammenstød og Undergang for et af Panserskibene. Det synes at være en frygtelig Situation for den civiliserede Del af Menneskeslægten stadig at maatte høre nye Begæringer om større Anstrengelser, større Udlæg og større Beredvillighed til at ligge paa Slagmarken med splintrede Knogler. Men hvor findes der et Middel mod dette? Folkene vilde inderlig gerne finde et, Statsmændene vilde gerne hjælp dem, hvis de kunde, og for første Gang i Historien tænker de regerende Fyrster med Ubehag paa en Krig. Udsigterne for en saadan er ikke lyse nok til at kunne opveje den dermed forbundne uberegnelige Risiko. [112] Men de er alle ude at Stand til at forbedre den Stilling, som kun bringer dem alle mere Møje, mere Ubehag og større Ansvar. Folkenes eneste Trøst er den, at det ikke gaar dem meget værre end deres Brødre i Amerika, hvor man rigtignok hverken har almindelig Værnepligt, Krigsfrygt eller Grænsevagt, men hvor alligevel Statskassen er lige saa anstrængt som nogen europæisk, og hvor Folket lider lige saa meget ved Pengeværdiens Stigen og Fald, som om de førte Krig, ja, hvor alle er saa plagede af Bekymringer, som om de hvert Øjeblik kunde vente at blive kaldt til Vaaben for at forsvare Landet. Historien opviser intet, som kan sammenlignes med den nuværende europæiske Situation, i hvert Fald ikke siden Borgerkrigens Dage.

Vi tilhører ikke nogen Fredsforening, fordi vi ikke kan tro paa noget Utopi. Alligevel er vi ofte tilbøjelige til at tænke, at Verden er blevet uhelbredelig gal, og at hvad som helst – selv Tysklands eller Frankrigs Afstaaelse af Elsass-Lothringen – vilde være bedre end denne endeløse og unyttige Dragen Veksler paa Fremtiden og denne Frygt, som alle, der opererer med den, enstemmigt erklærer for ugrundet. Den er ikke ugrundet; de siger kun saa for at være høflige. Men kunde ikke denne Frygt blive bandlyst, før den fører til en virkelig Katastrofe?«

Under Overskriften »Folkenes Fortvivlelse« har Bladet »The Christian Statesman« indeholdt følgende sande Skildring af vor vanskelige, oprørte Tid:

Nogle haaber maaske, at det fredelige Amerika vil blive forskaanet for denne frygtelige Hjemsøgelse, ligesom Israelitternes førstefødte blev forskaanet af Herrens Engel, der slog Ægypternes førstefødte. Gud give, at det vilde vise sig at være saa! Men hvor har vi nogen Garanti for det? Saa forbavsende har Damp og Elektricitet forbundet Folkene med hverandre i Anskuelser, Interesser og Planer, at det er muligt, at hvis en kontinental Krig skulde udbryde, i hvilken England nødvendigvis maa blive indviklet, vilde hele den civiliserede Verden være et eneste Flammehav, inden Krigen var endt. Bortset fra dette, er der nu en Sky synlig paa Verdens Horisont; for nærværende er den ikke større end et Menneskes Haand; men en Dag vil den maaske formørke hele Himmelen. Kinas og Japans [115] forenede Folkemængde udgør 500 Millioner. Hidtil har disse vrimlende Myretuer været ubekendte med Krigskunst; thi det er mærkeligt nok sandt, at de eneste Nationer, som siden Kristi Fødsel i noget Maal har erfaret Opfyldelsen af Ordet: ‘Fred paa Jorden’, er disse to, som har holdt sig adskilte fra alle andre, og for hvem Kristendommens Lys ikke har skinnet. For snart 40 Aar siden skaffede en Skare Englændere og Franskmænd sig Adgang til Peking ved Hjælp af Bajonetten. Siden den Tid er alt blevet forandret. Den vestlige Civilisation har bragt Orienten Bibler og Kugler, Bispehuer og Mitrailleuser, Gudelighed og Gatling-Kanoner, Kor og Krupp-Kanoner, St. Peter og Salpeter. Orienten kan en Dag domme til at sige med Shylock: ‘Den Skændighed, I lærer mig, vil jeg udføre; det vil holde haardt; men jeg vil lære det bedre.’ De har allerede lært tilstækkeligt til at kunne iværksætte en regelret, dødbringende Kanonade. Skulde engage den Krigslidenskab, som udmærker Vestens Nationer, gribe den rige Orient efter den mange Aarhundreders Søvn, hvem kan da garantere for, at en ny Tschingis-Khan i Spidsen for Millioner af barbariske Krigere ikke falder ind over Europa med en Lavines knusende Vægt?

Man kan svare, at disse Rustninger intet betyder, at de sikrer Freden, snarere end de tilskynder til Krig, og at selve de moderne Vaabens frygtelige Virkning gør Krigen usandsynlig. Medens der tilsyneladende ligger noget i denne Tanke, bliver den dog modsaft af Kendsgerningerne; thi de Nationer, som har de mindste Hære, har mest Fred, hvorimod de, der har de største Stridskræfter, skælver paa Afgrundens Rand. Schweiz, Holland , Belgien, Norge, Sverige og De forenede Stater lever væsentlig i god Forstaaelse med Verden, medens Frankrig, Rusland, Tyskland, Østerrig og Italien, der er væbnet til Tænderne og vakler under Byrden af deres Rustninger, altid ser skævit til hverandre. De er i stor Udstrækning behersket af en krigerisk Aand og et internationalt Had, til hvis Udbrud der kun fordres en Gnist, en ubetydelig Hændelse. Da Kejserinde Augusta besøgte Paris for sin Fornøjelse, blev hele Verden alarmeret ved hendes Nærværelse der, som foraarsagede Kursfald paa Børserne og en ivrig og nervøs Raadslagning ved alle de europæiske Kabinetter. Endog den ubetydeligste Fornærmelse mod hende af selv den mest uansvarlige Pariser vilde have bevirket, at hendes Søn, den unge tyske Kejser, havde grebet til Sværdet. Det havde saaledes staaet selv i den mest dovne Gadestrygers Magt at forstyrre Verdens Ligevægt. Hvilken frygtelig Kommentar til den civilserede Verdens Stilling, at det almindelig Velfærd, ja endogsaa [116] Millioner Menneskeliv, kan afhænge af en enkelt Mands større eller mindre Fredsommelighed!

I London vinder Socialismen stadig Indgang. Det uafhængige Arbejderparti, der er den største Arbejder-Organisation i England, er nu aabenlys socialistisk. Det venter, at en blodig Revolution vil komme inden længe, hvilken vil have til Følge, at der oprettes en socialistisk Republik oven paa Ruinerne af det nuværende Monarki.

Naar man lægger Mærke til disse Kendsgerninger og Tendenser, er det ikke til at undres over, at man ser Konger og regerende gribe til ekstra Forsigtighedsregler for at beskytte sig selv og deres Interesser mod Faren fra den truende Revolution og fra det verdensomfattende Anarki. De søger Alliance med hverandre, skønt deres gensidige Mistillid er saa stor, at de kun kan haabe lidet godt af deres Alliancer. Enhver Nation staar over for den anden med Forbitrelse, Skinsyge, Hævnfølelse og Had, og naar de forhandler med hverandre, er det kun for selv at vinde Fordele. Derfor kan deres Alliancer kun bestaa, saa længe deres selviske Planer synes at løbe parallelt. Der er ingen Kærlighed eller Velvillighed i deres Forhandlinger, og Dagspressen bærer bestandig Vidnesbyrd om, at det ikke er muligt at finde en Politik, som kan bringe alle Nationer til harmonisk Samarbejde. Forfængeligt er derfor det Haab, som Magterne sætter til deres Alliancer.

[119] KIRKEV ÆSENET ER IKKE LÆNGERE ET BOLVÆRK

Han siger:

»Belgien har fra Aarhundreder tilbage været katolsk og paveligsindet til det yderste. Blandt sin Befolkning paa mere end 6 Millioner tæller det kun 15,000 Protestanter og 3,000 Jøder. Resten er Katolikker. Den katolske Kirke behersker i Reglen det offentlige Liv. Her fejrer den sine største Triumfer og roser sig af dem. Paa faa Undtagelser nær behersker den Landets Skolevæsen, især de offentlige [121] Folkeskoler. Hvorledes er det nu gaaet med Socialismen i det katolske Belgien? Det sidste Valg har vist, at næsten en Femtedel af alle afgivne Stemmer har været til Fordel for Socialdemokraternes Kanditater, og vi maa huske paa, at der iblandt de ikke-socialistiske er mange flere, som har Ret til at afgive to eller flere Stemmer, end der er blandt Socialisterne. De paveligsindede paastaar rigtignok, at det liberale Parti er Skyld i det socialistiske Partis Vækst. Til en vis Grad er dette ogsaa Tilfældet; men de klerikales Paastand om, at den katolske Kirke er et Bolværk imod Socialisme, Religionsløshed og moralsk Fordærvelse, bliver derfor ikke mindre urimelig. Hvorfra kommer da disse liberale, hvis denne Kirke er den Læge, som kan befri Staten og Samfundet for alle deres Onder? Katolicismen kan lige saa lidt beskytte imod ateistisk Liberalisme som imod Socialismen. I 1886 blev der til fremragende Mænd i forskellige Livstillinger udsendt en Rundskrivelse med Forespørgsler angaaende Arbejdernes Stilling. Tre Fjerdedele af Svarene gik enten ud paa, at Folket i religiøs Henseende var blevet ‘udartet’, eller at det ‘holdt sig helt borte’, samt at ‘Katolicismens Indflydelse blev mindre og mindre’. Fra Byen Lüttich, som har 38 Kirker og 35 Klostre, kom der et trøstesløst Svar; fra Bryssel kom der den Besked, at ni af ti Børn var født uden for Ægteskab, og at den sædelige Tilstand trodsede enhver Beskrivelse, Saaledes staar det til i Belgien, skønt ogsaa dets Social-demokrater, dersom de overhovedet har faaet nogen Skoleundervisning , har faaet den i de katolske Folkeskoler – et Land, hvor der aarlig bliver holdt mere end en halv Million katolske Prædikener og Katekismustimer! Det Land, som med rette er blevet kaldt »Klostrenes og Præsternes Land«, er nu den sociale Revolutions Eldorado.«

DE OVERORDENTLIGE KRIGSRUSTNINGER

»Fem af Europas ledende Nationer har tilsammen reserveret 6,525,000,000 Francs for stadig at kunne være beredte til at ødelægge Mennesker og Ejendom ved Krig. Tyskland var den første blandt Nationerne til at samle en saadan Krigsfond. Det har 1,500,000,000, Frankrig 2,000,000,000, Rusland 2,125,000,000 – trods Kolera og Hungersnød – Østerrig 750,000,000 og Italien 250,000,000 Francs. Disse uhyre Summer ligger uvirksomme hen. De kan ikke røres og vil ikke blive rørt undtagen i Krigstilfælde. Kejser [122] Wilhem af Tyskland har endog udtalt, at han hellere ønskede, at Tyskland ikko skulde opfylde, sine finansielle Forpligtelser, end at en eneste Mark af Krigsfonden skulde blive rørt.«

De forenede Staters Krigsdepartement offentliggjorde i Februar 1895 følgende Statistik over nogle Landes Stridskræfter:

»Osterrig-Ungarn 1,794,175 Mand; Belgien 140,000; Columbia 30,000; England 662,000; Frankrig 3,200,000; Tyskland 3,7000,000; Italien 3,155,000; Schweiz 486,000. De forenede Stater har 141,846 øvede Soldater og vilde kunne bevæbne og stille paa Krigsfod 9,582,806 Mand øvede Tropper.«

»Den næste Krig i Europa vil blive mere voldsom og ødelæggende end nogen tidligere kendt. De umaadelige Hære er udrustede med hidtil ukendte Ødelæggelses-Midler, og de er paa det nøjeste indøvet. Man siger, at disse staaende Hære er en Garanti for Freden; de kan være det for en Tid, men ikke i Længden; thi det koster Nationerne saa uhyre store Ofre, at disse til sidst vil foretrække en Krig fremfor den trykkende Byrde af en væbnet Fred.«

MODERNE KRIGSVAAVBEN

En Korrespondent til »Pittsburg Dispatch« skriver fra Washington:

»Udstillingen af Krigsmaterialer i Krigs- og Marine-Departementet i Washington maa kunne faa selv den mest sorgløse til bekymret at spønge, hvortil de stadig nye Opfindelser paa Ildvaabnenes Omraade til sidst vil føre os. Naar man betragter alle disse Vaaben, skulde man næsten tro, at Regenterne var bestemte paa at tilintetgøre Menneskeslægten i Stedet for at fremme og beskytte den. Der er nyopfundne Krigsredskaber, med hvilke en enkelt vil kunne dræbe 1,000 Mand i et Øjeblik. Ikke alene Sværed, Spyd og Skjold, men alle Slags Vaaben, som blev anvendt i den amerikanske Borgerkrig, er forlængst forældede. Hvis der i Morgen skulde udbryde en ny Borgerkrig eller en Krig med en fremmed Magt, kunde vi lige saa gerne tænke paa at forsyne os med Vinger og kæmpe i Luften (!) som at stride med de Vaaben, der blev benyttet for 25 Aar siden. Nogle faa Kanoner og Krigsskibe, som anskaffedes i Borgerkrigens [123] sidste Dage, kunde muligvis omdannes saaledes, at de under visse Forhold kunde benyttes under en moderne Krig; men det allermeste af det gamle Mordermaskineri vilde blive erstattet med helt nye Opfindelser, saa overlegne, at de gamle sammenlignede med dem vilde være saa godt som værdiløse. Jeg saa Model og Plan til den nye automatiske Maximkanon, som automatisk vil kunne afskyde 600 Skud i Minuttet, og som blot skal betjenes af een Mand, ja af en Kvinde eller et Barn. Et af Maxims Geværer, en saakaldt »Oprørskanon«, er saa let af Konstruktion, at en enkelt Skytte foruden Vaabnet ogsaa kan medføre tilstrækkelig Ammunition til at rense en Gade for en oprørsk Pøbel. [Det er paafaldende, at de moderne Opfindere af Skydevaaben synes at have Gadekamp og Revolution for Øje. Ligger der noget profetisk i dette?] Dette Maskingevær kan aflevere ti Skud i Sekundet, og Skytten kan hele Tiden staa trygt skjult, selv om Pøbelen er bevæbnet med Rifler og Pistoler. Een Ladning fra denne lille Kanon er tilstrækkelig til at rense en hel Gade, og det paa nogle faa Sekunder. Den kan ogsaa med lige saa stor Virkning opstilles paa en Mur eller i et Vindue. Ved en Drejeindretning kan man rette Mundingen til en hvilken som helst Kant, saa at man endog kan skyde ret opad eller nedad, uden af Skytten udsætter sig for nogen Fare. Saa fuldkomment dette Vaaben nu end er, kan man dog slet ikke være sikker paa, at ikke flere og endnu mere dødbringende Mordredskaber fremdeles vil blive opfundet. Snarere kunde man tro, at det ovenomtalte Vaaben kun er Bergyndelsen til en Serie Opfindelser af samme Slags. Forgæves har man forsøgt at konstruere Beskyttelsesmidler imod Skud fra de moderne Skydevaaben. At bygge et Krigsskib, som kan modstaa en eksploderende Torpedo, er simpelt, hen umuligt. Ingen Nation er tilstrækkelig rig til at bygge Fæstninger, som ikke vilde kunne ødelægges paa en kort Tid af de nyeste og kraftigste Sprængprojektiler. Balloner kan nu styres næsten med samme Lethed som et Skib paa Vandet og vil i den forestaaende Krig komme til vidtstrakt Anvendelse, hvorved hele Hære og Fæstninger vil kunne ødelægges af en enkelt Mand, som i sin Ballon kan medføre et dødbringende Maskineri. Herefter vil den svagere Magt let kunne blive stærk nok til at ødelægge den stærkeste. Krig vil da ganske simpelt blive gensidig Tilintetgørelse. Armeerne, Krigsskibene og Krigsballonerne vil komme til at udslette hverandre at Tilværelsen.«

»The New-York World« har indeholdt følgende om Kanoner og Krudt:

[124] »Kanonfabrikanten Maxim og Krudtspecialisten Dr. Schupphaus har opfundet en ny Kanon og en ny Slags Torpedokrudt, som vil kunne slynge en umaadelig Kanonkugle, fyldt med Sprængstoffer, 10 eng. Mil bort. Naar Kuglen træffer, eksploderer den og vil da fuldstændig kunne knuse alt inden for mere end 100 Fods Omkreds-Kanonens Sprængladning er saaledes indrettet, at Trykket tiltager, efterhaanden som Projektilet nærmer sig Kanonløbets Munding. Dette opnaas ved, at den specielle Slags Krudt, som benyttes, ligger i Tuber eller Rør, der er saaledes indrettede, at ikke alt Krudtet antændes samtidig, men at Eksplosionerne forplanter sig fra den ene Afdeling til den anden med en umaadelig Hurtighed. Paa den Maade bliver Trykket forøget til omtrent det sekstendobbelte, før Projektilet forlader Mundingen. Projektilet har da en frygtelig Hastighed. Ved Skydeforsøg med dette Krudt viste en titommers Fæstningskanon sig at kunne slynge et Projektil paa 571 Pund 8 eng. Mil bort. Anvendt i en stor Kanon vil denne nye Slags Krudt kunne afstedkomme uberegnelig Ødelæggelse.

Den store Kanon, som Maxim og Schupphaus har i Sinde at konstruere, vil blive en tyvetommers Kanon, særlig afpasset til Kystforsvar. Den bliver omtrent 30 Fod lang, med Vægge, der ikke er over to Tommer tykke. Kanonens Tilbagestød vil blive forhindret ved hydrauliske Stødpuder. Om en saadan Kanon blev opstillet ved Indløbet til New Yorks Havn, vilde den fuldstændig kunne beherske Havet i en Omkreds af 10 eng. Mil. Den Træfsikkerhed, som opnaas, er saa stor, at det blot vil være nødvendigt at rette Kanonen mod et hvilket som helst Skib, som maatte komme til Syne inden for denne Omkreds, for at sikre sig dets fuldstændigo Ødelæggelse. Selv om Projektilet eksploderede i en Afstand af 50 Fod, vilde det kunne bringe et stort Krigsskib til at synke; i en Afstand af 150 Fod vilde Rystelsen af et Projektil paa 500 Pund være tilstrækkelig til at foraarsage farlig Lækage og gøre et Skib ukampdygtigt.«

Dr. R. J. Gatling, Opfinderen af den vidunderlige Maskinkanon, som bærer hans Navn, siger om den nye Opfindelse af røgfrit Krudt:

»Folk kan endnu ikke gøre sig noget Begreb om den enorme Revolution, som Opfindelsen af det røgfri Krudt vil bevirke i Fremtidens Krigsførelse. Allerede nu er 3-4 Millioner Geværer i Europa, hvilke var beregnet paa Sortkrudt-Patroner, gaaet af Brug, og mangfoldige Millioner af Sortkrundt-Patroner, som Landene ligger inde med, er blevet værdiløse. Her er en stor Sum af spildt Kapital; men dette [125] er det uundgaaelige Resultat af Fremskridtet. Ogsaa Kanonerne vil snart være forældede, og der maa fabrikeres nye, som passer til det røgfri Krudt der sender Kuglen dobbelt saa lagt bort som det sorte Krudt. Endvidere maa den militære Taktik helt forandres. I fremtidige Slag vil Tropperne aldrig vise sig i Mængde over for Fjenden; thi det vilde betyde fuldstændig Tilintetgørelse. Hvis der var blevet anvendt røgfrit Krudt i den amerikanske Bogerkrig, vilde den ikke have varet i 3 Maaneder.

En Maskinkanon af Gatling-Typen har fra 6 til 12 Løb, og naar tre Mand betjener den, kan den skyde næsten uafbrudt, idet den ene Salve følger paa den anden med en Hastighed af 1,200 Skud pr. Minut. Disse tre Mand kan dræbe flere, end en hel Hær kan, der er udrustet med de gamle Geværer.«

En Korrespondent skriver i »Cincinnati Enquirer«:

»Den næste Krig vil komme til at antage helt nye Former og vil blive saa rædselsfuld, at den for bestandig vil efterlade et Brændemærke paa den civiliserede Verden. Da nye Hærordninger, som har gjort Hærene fire Gange saa store, det røgfri og frygtelige Krudt, som intet kan modstaa, Magasingeværerne og det frygtelige moderne Artilleri, som vil meje Hærene ned, ligesom en Hvirvelstorm ryster Æblerne ned af et Træ, Ballon-Observatorierne og Ballon-Batterierne, som vil kaste Mængder af Sprængstoffer ned over Byer og Forter og lægge dem øde i Løbet af kort Tid, meget mere virkningsfuldt end et almindeligt Bombardement, de bevægelige Jernbaner til Artilleriet, det elektriske Lys og Telefonen o. s. v., vil vende op og ned paa al Krigstaktik. Den næste Krig vil blive ledet efter et ganske andet System, som endnu ikke er forsøgt, og som vil vække uhyre Forbavselse. Vi ruster os til Forsvar, og ikke til Angreb, siger alle Magerne; vor Tryghed sikres ved vort stærke Værn; det tvinger vore Naboer til at holde Fred og indgiver alle tibørlig Agtelse for os. Freden skulde altsaa opretholdes ved selve disse Rustningers Frygtelighed. Saa ironisk dette end kan lyde, tror jeg dog virkelig, at det forholder sig saa. Men Rustningerne opsluger lidt efter lidt Samfundenes Velstand. De ligner et bundløst Krater, som man søger at fylde med eksplosive Stoffer. Saa besynderligt dette end kan lyde, er det dog den virkelige Situation. Europa har gravet sig et uhyre Krater, som det nu møjsommeligt søger at faa fyldt igen; men som Fylding benytter det de lettest antændelige Stoffer; og da det ved, hvor farlige disse er, sørger det ængsteligt for at holde al Ild borte fra Krateret. Skulde der dog i et ubevogtet Øjeblik ske et Udbrud, saa husk dette, at [126] den ganske Verden vil føle Rystelsen og skælve. Da vil Barbariet lægge saa megen Vederstyggelighed for Dagen, at hele Verden vil komme til at forbande Krigen, og Følgen vil blive, at Folkene udfinder et vor Tid mere værdigt Middel til Afgørelse af internationale Anliggender, Saaledes vil Krigen komme til at blive begravet under de Ruiner, som den selv har frembragt.«

De amerikanske forenede Staters Stilling iblandt Folkene er næsten enestaaende i enhver Henseende, og det i den Grad, at nogle er tilbøjelige til at betragte dette Land som det guddommelige Forsyns Yndlingsbarn, om hvilket de tænker, at det vil kunne undslippe den truende Verdens-Revolution. Men vor sunde Fornuft siger os, at en saadan indbildt Sikkerhed ikke er overenstemmende med Tedernes Tegn og med den [127] Gengældelseslov, hvorefter Nationerne saavel som Individerne bliver dømt.

I intet andet Land kunde det velsignede Høstbudskab – Tidsaldrenes Plan, dens Tider og Stunder og de Privilegier, den aabenbarer os – være blevet for kyndt saa uhindret og udraabt saa vidt omkring. I intet andet Land er saa mange Sind blevet tilstrækkelig frigjorte fra Overtroens og de religiøse Dogmers Lænker, til at de har været i Stand til at modtage den nærværende Sandhed og bringe den videre ud over Verden. Netop dette er, tvor vi, Guds Hensigt med at begunstige dette Land paa en særlig Maade. Det var [128] et Værk, som maatte udrettes for hans Folk, og som ikke saa godt kunde udføres andetsteds. Da Undertrykkelsens Haand søgte at kvæle Frihedsaanden, blev derfor Washington oprejst til at lede de fattige, men modige Frihedselskere frem til national Uafhængighed. Og da Unionen truede med at briste, og Tiden var kommet til Befrielsen af fire Millioner Slaver, oprejste Gud en anden modig og ædel Aand, Abraham Lincoln, som overhuggede Slavernes Lænker og bevarede Nationes Enhed.

Nationen som saadan har dog ikke og har aldrig haft Ret til at gøre Fordring paa Guds særlige Bevaagenhed. Det guddommelige Forsyns Styrelse i nogle af dets Anliggender har alene tjent Guds Folks Interesser. Nationen som saadan er uden Gud og har ingen Udsigt til vedvarende at bestaa, efter at Gud har naaet sine vise Hensigter med sit Folk, d. v. s. efter at han har samlet »sine udvalgte«. Saa skal den store Trængsels Vinde blæse over den som over de andre Nationer, fordi den ligesom de andre er et af »denne Verdens Riger«, som maa give Plads for Guds elskede Søns Rige.

De gunstige Forhold, under hvilke det store Flertal af Folket her lever, gør, at de fattigere Klasser betragter Livets Goder og de personlige Rettigheder i et helt andet Lys end de fattige i andre Lande. I dette Land er der fra de ringeste Borgeres Rækker, som har været gennemtrængt af dets Institutioners Aand – d. v. s. Frihedens, Ærgerrighedens, Arbejdets og Intelligensens Aand – kommet mange af de klogeste og bedste Mænd, Præsidenter, Senatorer, retslærde o. s. v. Intet arveligt Aristokrati har her kunnet glæde sig ved at have Monopol paa sælige Tillidsposter og gode Stillinger; men selv den ringeste Mands Barn har kunnet vinde sig Ære, Rigdom og en social Stilling. For hvilken amerikansk Skoledreng er ikke den Mulighed blevet fremholdt, at han maaske engang [129] kunde blive dette Lands Præsident? I Virkeligheden er alt det, som store Mænd i enhver Samfundsstilling har kunnet opnaa, blevet betragtet som en fremtidig Mulighed for enhver ung Amerikaner. Landets Institutioner har aldrig i nogen Grad søgt at lægge Baand paa en saadan Ærgerrighed, men har tværtimod altid opmuntret den. Denne aabne Adgang til de højeste Æres- og Tillidsposter har øvet en højnende Indflydelse paa hele Folket og fremkaldt Ønsker om Uddannelse og Kultur. Frirskolesystemet har i høj Grad imødekommet dette Ønske, idet det gennem Bøger, Aviser og Tidsskrifter o. s. v. har tilvejebragt Forbindelse mellen alle Klasser og saaledes sat dem i Stand til personlig at gøre Iagttagelser og selv dømme i alle Spørgsmaal af Interesse for derefter ved Stemmesedlen at gøre deres Indflydelse gældende i nationale Anliggender.

Et højstaaende Folk, der har naaet en saadan Værdighed og har lært at vurdere de menneskelige Rettigheder, vil ganske naturligt af al Magt modstaa ethvert Forsøg paa at kue dets Ærgerrighed og hindre dets Handlefrihed. Uagtet de frisindede Institutioner og den store Fordel, der bydes alle Klasser i Nationen, begynder de intelligente blandt Masserne dog nu at opdage, at visse Kræfter gør sig gældende, som gaar ud paa inden længe at bringe dem i Trældom, berøve dem deres Rettigheder som frie Borgere og udelukke dem fra den gavmilde Naturs Velsignelser.

Det amerikanske Folk vækkes op til Forstaaelse af den Fare, som truer dets Frihed, og til at handle med Henblik paa denne Fare, og det med samme Energi, som har været dets betegnende Karaktertræk paa alle industrielle og kommercielle Omraader. De egentlige Grunde til Faren skelnes dog ikke saa klart af Masserne, at det kan lede dem til at bruge deres Energi paa viseste Maade. De ser kun, at Rigdommenes Sammenhoben paa faa Hænder gør Masserne fattigere, at [130] Millionærerne af al Magt søger at indvirke paa Lovgivningen til Fordel for sig selv, og at der paa den Maade er i Færd med at danne sig et Pengearistokrati, hvis Magt med Tiden vil vise sig at være lige saa despotisk og ubarmhjertig som noget Tyranni i den gamle Verden. Medens dette desværre er alt for sandt, er det dog ikke den eneste Fare. En religiøs Despotisme truer ogsaa Landet, og hvad det vil sige, viser Verdenshistorien os klart nok. Denne Fare, som er den romersk-katolske Kirke (se Bind II, Kap. 9), ses dog i Almindelighed ikke, fordi Romerkirken naar sine Erobringer her igennem List og lav Smiger. Den hykler stor Beundring for De forenede Staters frie Institutioner og Selvstyre; den bejler til og smigrer de protestantiske »Kættere«, som udgør en saa stor Del af den intelligente Befolkning; den kalder dem sine »fraskilte Brødre«, til hvem den har en »uforgængelig Kærlighed«;og samtidig lægger den sin klamme Haand paa det offentlige Skolesystem, som den er ivrig efter at gøre til sit Redskab for at fremme sine Lærdomme og udvide sin Indflydelse. Denne Indflydelse mærkes tydeligt baade i de politiske og de religiøse Kredse. Den uafbrudte Strøm af Indvandrere til Amerika bestaar da ogsaa for største Delen af dens Tilhængere. Lafayette, som, skønt han selv var Katolik, hjalp med til at vinde dette Land Friheden og i høj Grad beundrede denne, sagde: »Hvis det amerikanske Folks Frihed nogen Sinde bliver tilintetgjort, vil den falde ved den romerske Gejstligheds Hænder.«

Saaledes ser vi store Farer ved denne sammendyngede Rigdom, ved den romersk-katolske Kirkes System og ved Indvandringen. Men desværre vil det Lægemiddel, som Masserne til sidst kommer til at anvende, forværre Sygdommen. Naar den sociale Revolution kommer her, vil den bryde løs med al den heftige Uro og Voldsomhed, som amerikansk Energi og Fridhedskærlighed kan frembringe. Det er derfor paa ingen [131] Maade rimeligt at vente, at De forenede Stater vil undgaa den Skæbne, som alle de saakaldte kristne Nationer vil rammes af. Ligesom andre er ogsaa denne Nation dømt til Opløsning ag Anarki. Ogsaa den er en Del af Babylon. Den Frihedsaand, som er blevet opelsket her i adskillige Generationer, truer allerede nu med at løbo løbsk med en Heftighed og Hast, som Europa ikke vil kunne fremvise Magen til, da den der ogsaa bliver holdt tilbage af de mere virksomme Midler, der staar til de monarkiske Regeringers Raadighed.

At mange rige Mennesker indser dette og endog frygter for, at de truende Trængsler maaske først vil naa deres Toppunkt i Amerika, tilkendegives ved forskellige Tegn. Læg f. Eks. Mærke til følgende, som har været offentliggjort i »The Sentinel«, Washington, under Overskriften: »Udvandringen fra De forenede Stater«:

»Om Mr. James Gordon Bennett, Ejer af »New York Herald«, siger »National Watchman«, at han har opholdt sig saa længe i Europa, at han maa betragtes som en Udlændling. Om Mr. Pulitzer, Ejer af »New York World«, siger man, at han har taget varigt Ophold i Frankrig. Staalkongen, Andrew Carnegie, har købt et Slot i Skotland for ast bo der. Henry Villard, Storaktionær i Nord-Pacific Jerbanen, har solgt sine Ejendomme og er for bestandigflyttet til Europa med omkring 8,000, 000 Dollars. W. W. Astor er flyttet fra New York til London, hvor han har købt et pragtfuldt Palads, og han har ansøgt om at blive britisk Undersaat. Mr. Van Alen, som nylig ved et Bidrag paa 50,000 dollars til den demokratiske Valgkamp sikrede sig Stillingen som Gesandt i Italien, er helt og holdent en fremmed for sit Land og erkærer, at Amerika ikke egner sig til Opholdssted for en Gentleman.«

Det vil imidlertid være forgæves at søge Beskyttelse og Sikkerhed i noget af denne Verdens Riger. Alle ryster de nu af Frygt og Uro, idet de indser, at de savner Evnen til at tage Kampen op med de mægtige, men endnu tilbageholdte Kræfter, med hvilke de vil faa at gøre, naar den frygtelige Krise kommer.

Til Trods for Guds aabenbare Dom over alle Nationer, til Trods for, at utallige Vidnesbyrd fra Skarer af Vidner med uimodsigelig Logik hæver sig mod hele den nuværende Samfundsordning, og til Trods for, at Dommen og Straffen forventes med en næsten almindelig Gru, er der dog nogle, som forsøger at skjule deres Frygt ved at raabe: »Fred! Fred!« naar der ingen Fred er. Et saadant Raab udgik fra den store Flaaderevy, som fandt Sted ved Aabningen af Østersø-Kanalen, og i dette Raab deltog alle Kristenhedens [134] Nationer. Kejser Wilhelm II, hvis Bedstefader gav Udkastet til denne Kanal, og hvis Fader begyndte Arbejdet paa den, vilde ved Aabningen af den fuldendte Kanal benytte Anledningen til – i Overensstemmelse med sin Tro paa Sværdet som et aldrig svigtende Middel til Fredens Bevarelse – at tilvejebringe en stor international Fredsproklamation og samtidig lade afholde en Fremvisning af de Magtmidler, der skulde tjene til Grundlag for Freden. Derfor indbød han alle Nationer til at sende Krigsskibe (Fredsstiftere!) som Repræsentanter til den store Flaadeparade i Kiel den 20de Juni 1895. Og de kom, de flydende, staalpansrede Fæstninger, i et Antal af over 100, deriblandt 20 kæmpemæssige »Slagskibe«, alle fuldt rustede og i Stand til at tilbagelægge mindst 17 eng. Mil i Timen. »London Spectator« indeholder følgende om denne Flaaderevy:

Fra »London Spectator« anfører vi følgende:

»Det menisgsløse i hele Stillingen ligger klart for Dagen. Det var en storartet Fest for Fred og Byggekunst; men selve Glanspunktet var Tilstedeværelsen af Flaaderne, som var tilvejebragt ved store Ofre af Penge og Kraft og alene bestemt til Krig og Ødelæggelse. Et Panserskib har ingen Betydning, med mindre det er et mægtigt Redskab til Myrderi. Om denne »fredelige« Flaade er der faldet en Udtalelse, som til fulde beskriver dens Majestæt. Det er den, at den paa een Dag kunde ødelægge en hvilken som helst Havn paa Jorden eller skyde Verdens samlede Handelsflaade i Sænk. Hvilken Afgrund af menneskeligt Had var der ikke skjult under hele denne skønne Fremvisning af menneskeligt Venskab! Officererne paa de franske Krigsskibe tørstede efter Hævn for det Tab, som deres Fædreland havde lidt. De russiske Søfolk maa have været sig bevidste, at den Magt, de nu paa en saa iøjnefaldende Maade ærede, var deres store Fjende og Rival. Saa var der Østerigerne, hvis Overhoved er blevet drevet ud af den Stat, som har lavet Kanalen, og er blevet narret for sin halve Rettighed til den Provins, gennem hvilken Kanalen løber if hele sin Længde, og der var Skibe fra Danmark, fra hvilket Land Holsten er blevet løsrevet af dets nuværende Besiddere; der var Skibe fra Holland, hvor hvert Menneske frygter, at Tyskland en skønne Dag ved en ny Erobring med eet Slag skal sætte sig i Besiddelse af dets Kolonier, Handel or oversøiske Virksomhed. Kejseren talte om Fred; Admiralerne haabede paa Fred; Aviserne hele Verden over erklærede i Kor, at der er Fred; men alt i [136] Forbindelse med denne Revy taler om Krige, som inden længe kan komme. Aldig har der været holdt et Ceremoniel saa storartet i Verden som dette, heller aldrig noget saa helt igennem skæmmet af Uærlighedens Pletter.«

New-York-Bladet »Evening Post« indeholdt følgende:

»Selve den Omstændighed, at Krigsskibene samles, aabenbarer lige det modsatte af Fredskærlighed. Enhver Nation sendte sine største Skibe og sværeste Kanoner, ikke blot som en Høflighedsbevisning, men ogsaa for samtidig at vise Tænder. Den britiske Flaade afsendte ti af sine største Skibe blot som en Prøve paa, hvilke Magtmidler den raader over, og det med en Holdning, som om den vilde sige: »Lad eder advare i Tide!« De franske og russiske Eskadrer paatog sig ligeledes deres styggeste Miner, for at ikke Være Wilhelm skulde blive indbildsk over Fornøjelsen og gøre alt for venlige Tilnærmelser. De amerikanske Skibes Officerer og Matroser tænkte uden Tvivl ved sig selv, at det var paa Tide at vise de stolte Europæere, at der paa den anden Side af Havet findes en opvoksende Sømagt, som det er bedst for dem ikke at drive Spøg med.

»Det var det reneste Hykleri, dette Skuespil i Kiel. Det blev opført for at fejre et Fredsarbejde, men antager Skikkelse [137] af Krigsforgudelse. Dødelige Fjender kom der sammen og fremviste deres Vaaben, medens de skjulte deres Fjendskab bag en paataget Venlighed. Kanoner, bestemte til Krig, blev affyret som Høflighedsbevisning. Kejseren selv priste Fremvisningen af Krigsvaabnene. »Den jernvæbnede Magt, som er samlet i Kiels Havn«, sagde han, »bør paa samme Tid tjene som et Symbol paa Fred og paa et Samarbejde mellem alle europæiske Folk for at udbrede og opretholde Civilisationen.« Erfaringen modsiger denne Teori. Den, som har en Kanon, ønsker at skyde med den. Den Nation, som er duelig til Krig, ønsker at føre Krig. Det eneste, som nu alvorlig truer den europæiske Fred, er den Kendsgerning, at de europæiske Magter er beredte til Krig.

Bygningen af Kieler-Kanalen var afgjort en Tjeneste for Civilisationen; men Maaden, hvorpaa dens Aabning fejredes, var en Tribut til Barbariet. Teoretisk blev Kanalen gravet for at lette Søhandelen; men de fleste af de Skibe, som var samlede for at fejre dens Fuldendelse, var af den Type, der er kendt som Handelens Ødelæggere.«

»St. Paul Globe« indeholdt følgende om Flaadeparaden i Kiel:

»Hvad har en Flaade af Panserskibe at gøre nu til Dags til Civilisationens Fremme? Hvilke Sørøverflaader er der at udrydde paa de store Have? Hvor eksisterer der et lavtstaaende og vildt Folk, som vi skulde kunne bringe den moderne Civilisation ved at rette en Krigseskadres Lyskastere paa det?

Vilde en Strid mellem de pragtfulde Panserskibe eller et hvilket som helst Par af de Nationer, der var repræsenteret i Kiel, paa nogen Maade kunne fremhjælpe Civilisationens Sag? Er ikke disse Krigsrustninger tværtimod Vidnesbyrd om, hvor meget af Barbariet, der er blevet tilbage? Det mest raa Træk ved enhver Nation er dens Krigsredskaber. Hensigten med disse, som Europa anskaffer ved en saadan Overflødlighed af Skatter, der lægges paa et overbebyrdet Folk, er at holde dette Folk i ydmyg Underdanighed under de Magter, som hersker over det.«

»The Minneapolis Times« fælder en lige saa skarp Dom over Flaade-Revyen i Kiel, som det kalder et »Undertrykkelsens Pragtoptog« og »en Anklage mod Civilisationen«, fordi Kanalens Aabning, hovedsagelig paa Grund af sin strategiske Betydning, blev fejret ved Kanonsalutter fra Verdens samtlige Flaader. »Thi [138] hvis de saakaldte civiliserede Nationer behøver at opretholdes paa Folkets Bekostning, saa har den kaukasiske Folkenatur ikke forbedret sig i mindste Maade siden Columbus’s Tid, da han gjorde sin store Opdagelse. Hvis saadanne Flaader er nødvendige, saa er Frihed umulig, og Despotisme er en Livsbetingelse for Menneskeslægten.«

Nationernes Repræsentanter vedbliver imidlertid at raabe: »Fred! Fred!« skønt der ingen Fred er. Dette paaminder os levende om Herrens Ord gennem Profeten: