Bind 5 - Forsoningen 
Mellem Gud og Mennesket

 KAPITEL 10

ET SUNDT SINDS AAND.

Guds Aand i hans Folk uddriver Modløsheds Aand. — Menne skeslægten i Almindelighed usund baade i aandelig og legemlig Henseende. — I hvilken Forstand den hellige Aand er et sundt Sinds Aand. — De Virksomheder, der frembringer dette Resultat. — Beviserne paa et sundt Sinds Aand.

»Thi Gud gav os ikke Modløsheds Aand, men Krafts og Kærligheds og Sindigheds [eng. Overs.: »et sundt Sinds«] Aand. « — 2 Tim. 1, 7.

IFØLGE alle Sprogregler er Modløsheds Aand her stillet i Modsætning til en anden Aand. Hvis Kærlighedens, Kraftens og det sunde Sinds Aand er en Person, eller 3 Personer, da maa Modløsheds Aand selvfølgelig ogsaa betragtes som en Person. Vi behøver blot at nævne det, for at alle tydelig kan se det.

Jo mere Guds Børn fyldes med hans hellige Aand eller Indflydelse og derved bliver udvidet af den, desto mindre Rum har de for Modløsheds Aand. Frygtens eller Modløshedens Aand i en Kristen er slet ikke andet end Tvivlens Aand, og den aabenbarer Mangel paa Tro, Mangel paa den hellige Aand. Modløsheds Aand er en rig Kilde til ondt, fordi den hindrer aandelig Vækst paa alle Sider saavel for den enkelte Kristnes som for hele Menighedens Vedkommende; og ofte staar den ogsaa i nøje Forbindelse med fysisk Svaghed og Udygtighed. Det Guds Barn, som er fyldt med den hellige Aand, er en Kæmpe i Sammenligning med sit eget naturlige Jeg, fordi det ikke lider af Modløshed og Frygt, og fordi[256] dets Hjerte er styrket, dets Tro rodfæstet og grundfæstet og dets Sjæls Anker sikkert og fast indenfor Forhænget. Saaledes bevares det fra at drive henimod Ulykkens Klipper, naar Trængslens Storme blæser. Den hellige Aand er saaledes en Kraft for dem, der besidder den, og ofte har denne Kraft forbauset deres Fiender.

Vi paastaar ikke, at Kristi Evangelium altid fængsler dem, der har et stærkt Sind og et stærkt Legeme. og at derfor de, som er hans, altid er stærke. Baade Erfaringerne og Skriftens Vidnesbyrd beviser det modsatte, nemlig at Kristi Evangelium oftere fængsler de svage, der føler sin Svaghed og derfor i højere Grad end de stærke indser, at de behøver Hjælp. Dog er den hellige Aands omdannende Indflydelse saa mægtig, at de, som modtager den, bliver stærke i sin Svaghed. De svage i Verden gør Gud mægtige (ved sin Aand eller Kraft), saa at de nedriver Vildfarelsens og Syndens Fæstninger og udholder en god Kamp som Kristi Jesu Stridsmænd, til stor Overraskelse for dem, der af Naturen er dem overlegne. — 1 Kor. 1, 27; 2 Kor. 10, 4; 2 Tim. 2, 3. 4.

Dette var en Sandhed allerede i Begyndelsen af denne Tidsalder, da de svage i denne Verden sluttede sig til Kristi Sag og var trofaste lige til Døden, til Trods for, at de som Martyrer maatte udholde Prøvelser og Lidelser, som de stærkeste i Verden ikke kunde bære. Det samme gælder endnu om den samme Klasse; thi skønt Forfølgelserne i vor Tid er af en anden Art, er det dog endnu nødvendigt at udholde Kampen som gode Strids mænd og nedlægge Livet for Brødrene. De svage i denne Verden, de, som intet er, men som Gud har udvalgt, gør saaledes endnu denne Verdens Visdom og Styrke til Skamme. — 1 Kor. 1, 27. 28.

Men denne Guds Aand i os er ikke blot en Krafts, men ogsaa en Kærligheds Aand, siger Apostelen. Den Kærlighed, der her er omtalt, er ikke den naturlige Kærlighed, som hele Menneskeslægten besidder i større eller mindre Grad, og som ogsaa findes hos Dyrene. Den [257] Slags Kærlighed indeholder en stor Del af Egenkærlighedens Aand. I dem, der modtager Kærlighedens hellige Aand, maa denne naturlige Kærlighed blive stærkere, inderligere og mere vidtomfattende, og den maa blive mere og mere fri for de selviske Elementer, blive en ædelmodig, selvopofrende Kærlighed, som ikke er grundlagt paa Selviskhed, men paa Retfærdighedens, Sandhedens og Godhedens Principer og paa Besiddelsen af Guds Aand, Guds Sindelag. Denne Kærlighedens Aand maa vedblive, vokse og forøges mere og mere, indtil det fuldkomne er naaet og det, som er stykkevis, er forsvundet. — 1 Kor. 13, 10.

Den vidunderligste Aabenbarelse af den hellige Aand i Herrens Folk er den, som Apostelen i vor Tekst kalder »et sundt Sinds [Sindigheds] Aand«. Guds Børn er af Naturen ikke mere sunde i Sindet end Verdens Børn, men tvertimod. Som vi allerede har set, tiltrækker Evangeliet meget hyppigere de mere ufuldkomne, som føler sin egen Afmagt og sin Trang til Naade og Kraft fra det høje, end dem, der har et stærkt og sundt Sind, og som, naar de sammenligner sig med andre, let faar et selvtilfreds, selvretfærdigt Sind.

Men naar Sandheden modtages i gode og oprigtige Hjerter og faar frembringe sine ægte Frugter, og naar Guds Børn bliver delagtige i hans hellige Aand, faar de, hvad enten de af Naturen er stærke eller svage, »et sundt Sinds Aandh«. Deres Dømmekraft bliver da klarere og mere sand og paalidelig end før, fordi de først og fremst har Guds Ords tydelige Vejledninger i Tanke med Hensyn til, hvad de skal gøre eller ikke gøre — Vejledninger, der gælder næsten alle Livets Anliggender. De, der har modtaget Herren som sin Vejleder og Lærer, og som følger hans Ledelse i Lydighed mod Faderens Vilje, de, der har »et sundt Sinds Aand«, stoler ikke blot paa sin egen Dømmekraft, sin egen Forstand; men de bliver ved Lydighed mod Herrens Vejledning bevaret fra de Snarer og Vanskeligheder, som kommer [258] over andre, der ikke har den overmenneskelige Visdone Vejledning.

Som Følge af vor Slægts Fald i Synd og den deraf følgende Fordømmelse til Døden er hele Verden usund i saavel aandelig som legemlig Henseende, men dog i forskellig Grad i Forhold til Omstændigheder og Arv. Ligesom nogle legemlig set er mindre sunde end andre, saaledes er ogsaa i aandelig Henseende nogle mindre sunde end andre; men usunde eller syge er dog alle, som Skriften erklærer: »Der findes ikke en retfærdig [fuldkommen, med saavel et sundt Sind som et sundt Legeme], end ikke en« (Rom. 3, 10). Billedlig talt er alle dækket af Saar, Buler og friske Slag, baade mentalt og fysisk (Es. 1, 5. 6). Syndens Forbandelse har lagt sin tunge Haand paa hele Mennesket — Sind og Legeme.

Det er en velkendt Sag, at Lidelse i et Lem paa Legemet foraarsager Smerte for hele Legemet, ja endda ogsaa for Sindet. Sindet kan ikke være fuldkommen sundt, saa længe det bor i og næres af et usundt Legeme. En syg Mave øver en direkte Virkning paa Sindet saavel som paa hele Organismen. Et Menneske med syge Lunger kan ikke undgaa, at hans Sind lider i samme Grad, som hans legemlige Sygdom tiltager. Paa samme Maade gaar det, naar andre Organer bliver syge. Naar f. Eks. Hjerte, Lever og Nyrer udfører sine Funktioner ufuldkomment, vil Følgen utvivlsomt blive daarligt Blod og et svækket Nervesystem, hvis Centrum Hjernen er. Ligeledes vil den Hjerne, der trættes af Smerte eller bliver underernæret eller angrebet af Feber, ved at Afsondringsorganerne ikke funktionere rigtig, sikkert hindres i alle sine forskellige Funktioner; den kan ikke tænke saa korrekt, saa logisk, som om den var i en sund og fuldkommen Tilstand. Sindsforvirring er almindelig, skønt dette Ord ikke anvendes uden i yderliggaaende Tilfælde, hvor Mangelen paa Sundhed og Ligevægt er større end almindelig. Ingen, [259] som  besidder Dømmekraft og Erfaring, vil betvivle Rigtigheden af disse Slutninger.

Det Spørgsmaal opstaar nu: Hvorledes eller i hvilken Grad kan den hellige Aands Iboen i den Kristne tjene til at forbedre hans Dømmekraft, saaledes at det kan siges, at han har et sundt Sinds Aand? Vi svarer, at Guds Sind er fuldkomment, »sundte«, og at i samme Grad, som den troende tilsidesætter sit eget Sind eller sin egen Dømmekraft og i Stedet modtager Guds Sind, Vilje og Dømmekraft, i samme Grad vil han faa et sundt Sinds Aand — Guds Sind. Vi mener ikke hermed, at den troende Kristnes Hjerne undergaar nogen Forandring eller overgaar til at virke imod Naturens Orden: men at han under den hellige Aands, Sandhedens Aands, Vejledning lærer sig lidt efter lidt at rette det skæve i sin Dømmekraft med Hensyn til de forskellige Spørgsmaal, der kommer frem for ham, saa at han kommer i Harmoni med den hellige Aands Lærdomme i Guds Ord. Antag, for at belyse dette, at vi har et Ur, som ikke gaar rigtig, og at vi ikke har Midler til at regulere det. Antag endvidere, at vi har let Adgang til et Kronometer, som gaar absolut rigtig, og som viser os, at vort Ur taber 30 Minutter for hvert Døgn. Vi kan da lære, hvorledes vi skal rette det og stille det, hver Gang der er gaaet 24 Timer. Ja, vi vil endogsaa være i Stand til at beregne dets Fejlvisen paa ethvert Tidspunkt af Døgnet. Saaledes ogsaa med vor Dømmekraft og de forskellige Anliggender i Livet. Naar vi maaler vor Dømmekraft med den fuldkomne Maalestok, finder vi ofte, at vi enten »geare« for hurtig eller for langsomt, og at vi har reguleret os enten for meget eller for lidt. Medens vi er ganske ude af Stand til at forandre vor Tænke og Handlemaade saaledes, at den bliver fuldkommen og i alle Henseender fuldt overensstemmende med Forbilledets, vor Herre Jesu, Tænke- og Handlemaade, kan vi dog regulere vore Tanker og vor Dømmekraft efter vort Forbillede, og det paa en saadan [560] Maade og i en saadan Grad, at ingen, som ikke har dette fuldkomne Mønster for sit Sind og ikke søger at rette sig efter det, hverken kan værdsætte eller efterligne det.

Hvem har vel ikke hos Venner og Naboer (saavel som hos sig selv) fundet overflødige Beviser paa en saadan Sindets Usundhed, idet mange, skønt de er ude af Stand til at styre sine egne Anliggender paa en forsvarlig Maade, alligevel søger at blande sig i andres Sager og styre andres Anliggender, hvorved de foraarsager stor Fortræd? I sin Indbildskhed dømmer de andre og sladrer om andres Affærer, skønt de viser sig fuldstændig uduelige til at ordne sine egne. Er dette ikke Tegn paa et usundt Sind, en viss Grad af Sindsforvirring? Finder vi ikke de samme Tegn, skønt mere udpræget, hos næsten alle dem, hvis Sindsforvirring er naaet til en saadan Grad, at de maa indespærres i en Sindssygeanstalt? Indbildskhed, Lyst til — Bifald samt Frygt udgør Hovedaarsagerne til Sindssygdommene hos Flertallet af dem, der er indespærret i Galehusene, og i de øvrige Tilfælde skyldes Vanviddet sikkert ofte Besættelse af onde Aander. Hvis vi besøger en Sindssygeanstalt, vil vi finde, at nogle af Patienterne lever i den Forestilling, at de er meget rige, andre mener sig at være Konger, Dronninger, adelige eller fyrstelige Personer, og de er derfor meget stolte og ømfindtlige og bliver let fornærmet. Andre synes, at de har været Genstand for store Uretfærdigheder, og de indbilder sig, at ingen værdsætter dem tilstrækkelig, at deres Venner forsøger paa at faa dem af Vejen af Frygt for deres Indflydelse eller for at skjule deres store Evner eller for at hindre dem i, at erhverve sig en Formue. Andre gaar i stadig Angst, fordi de indbilder sig, at alle Mennesker staar dem efter Livet, at hele Verden er gal, og at de selv er de eneste, som er ved sund Fornuft; eller de tror, at Gud er imod dem, og at de er hjem [261] faldne til evig Pine, fordi de har begaaet utilgivelige Synder.

Alt dette er blot Yderligheder af Sindstilstande og Karaktertræk, som en opmærksom Iagttager kan se om sig hver Dag. Verden og dens Aand med dens Ærgerrighed og Stolthed, dens Overtro, Vildfarelse og Frygt er egnet til at forværre Menneskers Sindstilstand; og som Følge deraf finder vi, at Tilfælde af udpræget Vanvid forekommer stadig hyppigere over hele den civiliserede Verden.

Hvad disse behøver, ja, hvad vi alle behøver, er et sundt Sind. Dog er det endnu ikke den Tid, da alle Menneskeslægtens Sygdomme saavel paa Sindet som paa Legemet skal helbredes af den store Læge; den Tid vil først komme, naar Tusindaarsriget er blevet fuldt oprettet; og dette Rige kan ikke oprettes og dets frelsende og velsignende Gerning ikke begynde, før den bestemte Tid er kommet. Imidlertid faar dog den kaldte Evangeliemenighed nu af sin Herre og gennem hans Ord hans hellige Aand, hans sunde Sinds Aand, som ogsaa er Faderens Sind eller Aand. Og i samme Forhold som ethvert Medlem udnytter sine Privilegier i denne Henseende, vil han blive hjulpet over de mentale og fysiske Vanskeligheder, som vi har tilfælles med hele den øvrige Verden. I Rom. 12, 3 læser vi: »Jeg siger til enhver iblandt eder, at han ikke skal tænke højere [om sig selv], end han bør tænke, men tænke saa, at han tænker sindig [ikke efter Kødet, men efter sin nye Natur], alt efter som Gud har tilmaalt enhver hans Maal af Tro.« Mange maa hele sit Liv igennem kæmpe imod sin Til­bøjelighed til at overvurdere sig selv og kæmpe for at faa et sundt Sinds Aand med Hensyn til sine egne Evner. Men i dette Arbejde med at bekæmpe sin Stolthed faar de Hjælp af Herrens Ord, som siger: »Salige er de sagtmodige ; thi de skal arve Jorden«; ligeledes faar de Hjælp af Apostelens Ord, som erklærer, at »Gud staar de stolte imod, men de ydmyge giver han naade«. [262]

»Ydmyg eder derfor under Guds vældige Haand, for at han kan ophøje eder i sin Tid.« — Matt. 5,5; Jak. 4, 6; 1 Pet. 5,  5. 6.

Det er en Kendsgerning, at efter denne Verdens Maalestok og efter sin egen Værdsættelse af sin Visdom er ikke mange store og heller ikke mange vise blevet udvalgt af Gud, men snarere de fattige i denne Verden, rige paa Tro — som ikke stoler paa sin egen Visdom eller sin egen Retfærdighed, men antager Kristus som sin Visdom, sin Retfærdiggørelse, sit alt.

Ligeledes bliver ogsaa de, der har *Modløsheds Aand. hjulpet til at modarbejde denne ved »Sandhedens Aand«, »Kærlighedens Aand«, om de modtager den; thi »den fuldkomne Kærlighed driver Frygten ud« (1 Joh. 4, 18). Efterhaanden som de lærer Gud at kende gennem hans Ord og den herlige Tidsaldrenes Plan, som er fremstillet deri, fjerner dette fra deres Sind den Frygt og Angst, der plager saa mange. I Stedet for Frygt faar de Haab, et Haab, som ikke gør til Skamme, fordi Guds Kærlighed er udgydt i deres Hjerter ved den hellige Aand, det sunde Sinds Aand.

Saaledes ser vi ogsaa, hvorledes de, som har altfor lave Tanker om sig selv — saadanne som i den Grad mangler Selvtillid, at de paa Grund deraf hindres fra at udrette noget i Livet — af den samme Aand bliver opmuntret, styrket og dygtiggjort til at være sig selv og andre til Nytte, medens andre, som er opblæste og altfor selvbevidste og indbildske, bliver dadlet og irettesat af den samme Sandhedens Aand. De første opmuntres ved Forsikringer om Guds Hjælp; de sidste holdes Tømme, bringes til Underkastelse og lærer, hvad der er velbehageligt for Gud og gavnligt for dem selv, som Apostelen siger: »Om nogen tykkes sig at kende noget [af sin egen Visdom], han har aldrig kendt noget saaledes, som man bør kende det« (1 Kor. 8, 2). Men lad os huske, at vor Karakter ikke omdannes ved, at vi siger »Herre, Herre!« heller ikke ved, at vi har Bibelen i vor [263] Besiddelse, og heller ikke ved, at vi slutter os til en menneskelig Organisation eller saakaldt Kirke, men ved, at vi slutter os til Kristus og af ham modtager hans Ords Aand, Sandhedens, Hellighedens og et sundt Sinds Aand, hans og Faderens hellige Aand.

Det Menneske, som ved Guds Naade og sin egen Modtagelse af denne Naade er kommet i Besiddelse af et sundt Sinds Aand, har i enhver Henseende et Fortrin fremfor den øvrige Del af Menneskeslægten; thi et sundt Sinds Aand er Visdommens Aand. Den, som har denne Aand, vurderer rigtigere end andre de Ting, der hører dette Liv til, som f. Eks. Rigdom, Berømmelse, høj Samfundsstilling o. s. v. Fra sit nye Standpunkt ser han Tingene i Forbindelse med alt det, som andre ikke lægger Mærke til. Vejledet af Guds Ord forstaar han, at selv om han samler sig alle denne Verdens Rigdomme, kan han dog ikke tage noget med sig, naar han dør. Han ser, at Berømmelse er noget meget hult og forbigaaende, og at man, naar man først er død, snart glemmes i Livets travle Strøm, hvor berømt man saa end har været. Han ser, at den Hyldest som Samfundet viser sine fremragende Mænd, ofte kun er fremhyklet, at et finansielt Krak kan være nok til at berøve dem deres Glans, og at Døden i alle Tilfælde afskærer dem fra at nyde Menneskers Gunst. Han ser, for at anvende et almindelig brugt Udtryk, at »det hele [Muligheden for at opnaa jordisk Berømmelse, Rigdom og Fornøjelse] er ikke en sur Sild værd«. Set fra det verdslige Menneskes Standpunkt er Livet blot et Kortspil, som giver utilfredstillende Resultater, fordi der selv i de heldigste Tilfælde saa godt som intet vindes til Slut.

Paa den anden Side bliver de Guds Børn, der nu avles af den hellige Aand for det høje Kald, som tilhører denne Tidsalder, tilbudt noget, som drager deres Sind bort fra de ubetydelige og bedrageriske Ting, som Mennesker i Almindelighed søger, ofte med det Resultat, at de bliver vanvittige. De har højere Glæder, en højere [264] Attraa, de stræber efter en højere Samfundsstilling, Rigdom og Magt — efter himmelske Rigdomme og et himmelsk og evigt Rige. Den Ærgerrighed, som inspireres af de himmelske Forjættelser, er en hellig Ærgerrighed, fuld af Barmhjertighed og gode Frugter; og den virker efter Kærlighedens Principer, medens den jordiske Ærgerrighed derimod er selvisk.

Det Menneske, som ikke længere tragter efter disse forfængelige, jordiske Smaating, men som i Stedet derfor søger det himmelske, er sikkert derved blevet meget bedre i Stand til at bruge en sund Dømmekraft med Hensyn til alle Anliggender, som angaar det nærværende Liv, fordi han ser paa dem fra et forholdsvis upartisk Standpunkt. Rigtignok er han i  Verden og er nødt til at leve og derfor til at skaffe sig det nødvendige paa en sømmelig og hæderlig Maade; men da han ikke har overdrevne Begæringer efter jordiske Ting, er han i samme Forhold fri for det Tryk, som Gerrighed, Begærlighed og Hovmod fører med sig, og bedre i Stand til at tænke og handle ret og vise Medføle se og Kærlighed mod alle. Dette sunde Sinds Aand, denne bedre Dømmekraft, som den erfarne Kristne er kommet i Besiddelse af, maa ikke regnes som han jordiske eller kødelige Sind i forbedret Stand, men som et nyt Sind, der er avlet i ham ovenfra ved Herrens Ords »største og dyreste Løfter« (2 Pet. 1, 4). Dette sunde Sind, som er Herrens hellige Aand i ham, bliver ham saaledes paa enhver Maade til Hjælp og Fordel. Og jo højere han elsker Herren og hans Retfærdighed, desto hurtigere vil han blive helt opfyldt af dette nye sunde Sind, den hellige Aand.

Mesteren stillede en Gang det Spørgsmaal: »Hvad vil et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl [sit Væsen, sin Tilværelse] ?« (Matt. 16, 26.) Et Menneske med sundt Sind vil ikke sælge det mest værdifulde, han ejer [sit Væsen] for noget som helst — hverken for Rigdom, Be­rømmelse eller Rang. Betragter vi imidlertid Menneskene [265] i Almindelighed, saa ser vi, at de handler paa modsat Maade, hvilket beviser, at de er i en syg Sindstilstand. Selv de, der anerkendes som de viseste i Verden, spilder sine Anstrengelser paa noget, der ikke kan tilfredsstille dem, nemlig paa at ophobe sig Rigdomme, i Kamp for Ære, Samfundsstilling, i forfængelig Prangen og i syndige Fornøjelser. Alle, som har et sundt Sinds Aand, kan indse, at selv om der ikke fandtes noget fremtidigt Liv, saa vilde alligevel en saadan Levemaade være højst uklog. Flertallet tilbringer dette Liv med at berede sig for Nydelse og lægger sig saa ned og dør uden at have opnaaet, hvad de søgte. Den Rigdom eller den Berømmelse, som de efterlader sig, vil snart forsvinde eller ogsaa blive staaende som et Mindesmærke om deres Daarskab, Begærlighed og usunde Sind.

Verdens Liv, blottet som det er for fornuftige Formaal og fornuftig Ærgerrighed, er, som Apostelen kalder det, »eders daarlige [frugtesløse] Færd, som var arvet fra Fædrene« (1 Pet. 1, 18). Den Skik at arbejde for uværdige og værdiløse Formaal er nedarvet. Menneskene giver sig ikke Tid til selv at overveje, men følger tankeløst i sine Fædres Spor. Apostelen viser os imidlertid, at Forandringen af vort Liv har sin Grund deri, at vi er kommet til at se, at vi er genløst med Kristi dyrebare Blod. Vi har gennem Naadens Ord lært at kende, at Verdens Vej er forfængelig, og at alle, som gaar paa denne Vej, gør det paa Grund af sit gennem Faldet fordærvede og usunde Sind. Og naar vi har hørt om det store Køb, indvier vi os med Glæde til ham, som købte os fri, og modtager hans Aand, et sundt Sinds Aand.

Naar man ser paa det nuværende Liv fra den hellige Aands Standpunkt, saaledes som det er fremstillet i det hellige Ord, ser vi, at det er en Skoletid, en Forberedelse til et fremtidigt Liv for alle dem, der ser Sejrsprisen og hører »Kaldet«. Dog kan kun de, hvis Forstands Øjne er opladt, og som kan se til Bunds i Tingene, forstaa [266] hvor uklog Flertallets Færd er; thi langt fra at tøjle sine selviske Tilbøjeligheder og opdyrke de ædlere og sandere Elementer i sin faldne Natur undergraver de i mange Tilfælde sin Karakter, og naar de dør, forlader de Verden med en svagere Karakter, end de havde, da de blev født, og saaledes efterlader de ofte en hel Del Svagheder i Arv til sine Efterkommere.

Medens Guds Ord og dets hellige Aand paa den ene Side holder vort Begær efter jordisk Rigdom i Tømme og lærer os, at »Pengekærhed er en Rod til alt ondt« (1 Tim. 6, 10), beskytter det os paa den anden Side mod den anden Yderlighed — Træghed og Ligegyldighed — idet Guds Ord lærer, at enhver skal lægge Vægt paa det, som godt er for alle Menneskers Aasyn, særlig paa at drage Omsorg for sin Husstand. Apostelen siger: »Vær ikke lunkne i eders Iver; vær brændende i Aanden; tjen Herren« (Rom. 12, 11). Saaledes bevares de, der har Herrens Aand, mod at tilbringe Livet med at samle sig Skatte, som ingen virkelig Værdi har. De bevares ogsaa mod den usunde Sløvhed og opmuntres til at være energiske i alle gode Gerninger, som kan være til Gavn for Menneskeslægten, og som kan faa Guds Bifald og godkendes som »gjort for Herren«, og som derfor vil faa sin rigelige Belønning i det evige Liv.

Det sunde Sinds Aand ser i det nuværende Liv Lejligheder til at opnaa en rig Karakter og til at lægge sig Skatte op, som hverken Møl eller Rust kan fortære, men som vil vedvare — nemlig evige Glæder. Dette er ikke saaledes at forstaa, at det sunde Sinds Aand faar os til at leve i Fremtiden og forsømme det nuværende. Den faar os netop til at leve viselig i det nuværende Liv ved at holde os det fremtidige for Øje.

Det sunde Sinds Aand udvider og uddyber alle Karakterens gode Sider. Den hjælper enhver, som er besjælet af den, til at betragte saavel sig selv som sine faldne Medmennesker paa rette Maade, og den gør saaledes hans Medfølelse større. Han forstaar, at hans eget Sind og Legeme [267] er beskadiget ved Faldet, og at han selv har baade Naade og Vejledning behov, ligesom ogsaa hele Menneskeslægten er fordærvet og behøver Medfølelse og vejledende Hjælp. Og efterhaanden som han lærer at rette Manglerne og Ujevnhederne i sit eget Sind, faar han mere og mere Medfølelse med andre, som ikke har denne retledende Hjælp, et sundt Sinds Aand, og som hindres i at modtage den, fordi Modstanderen, «denne Verdens Gud«, forblinder dem, som ikke tror, for at Guds Godheds Lys, som lyser i Jesu Kristi Aasyn, ikke skal skinne i deres Hjerter og bringe dem det sunde Sinds Aand. — 2  Kor. 4, 4.

I samme Forhold som han udvikles i denne Sønneudkaarelsens hellige Aand som en »ny Skabning i Kristus Jesus«, bliver han ved dens Virksomhed efterhaanden mere taalmodig, medfølende, ædelmodig og kærlig — mere lig Gud. Og disse gode Karaktertræk vil ikke alene paavirke hans ydre Handlinger, men ogsaa hans Ord og Tanker. I samme Forhold som hans hellige Sind misbilliger enhver uhæderlig og uærlig Handling, misbilliger den ogsaa ethvert uærligt eller uhæderligt Ord, hvad enten disse skriver sig fra Ven eller Fiende; ja. endog enhver uret eller uvenlig Tanke misbilliger den.

Et sundt Sinds Aand vil efterhaanden sikkert gøre Ægtefællen til en bedre Ægtefælle, Faderen til en bedre Fader. Sønnen til en bedre Søn, Moderen til en bedre Moder og Datteren til en bedre Datter, fordi Grundlaget for alle Tanker, Ord og Handlinger ikke længere er Selviskhed, men Kærlighed. Den, der har det sunde Sinds Aand, den hellige Aand, Kærlighedens Aand, vil i samme Forhold. som han bliver opfyldt af den, blive mindre ømfindtlig med Hensyn til sine egne Privilegier, Rettigheder og Fortrin og vil tage mere Hensyn til andres Rettigheder, Følelser og Ønsker. Herrens Vilje maa han naturligvis stille i første Række; men næst efter det at behage Herren vil han ogsaa ønske at glæde andre, ja, alle, som han kommer i Berøring med, særlig sine paarørende. Og med dette hans Ønske — at tjene og behage Herren først og dernæst Herrens Folk og alle Mennesker, alt efter som han har Lejlighed dertil — vil tilsidst alle hans Tanker og Ord stemme overens, og hans Handel og Vandel vil ogsaa komme i fuld Harmoni hermed.

Heraf følger ikke, at de, som har modtaget et sundt Sinds Aand, derfor i enhver Henseende bliver de bedste Ægtefæller, Brødre, Søstre, Fædre eller Mødre; thi som vi har set, er det hovedsagelig de ringe og svage i denne Verden, der særlig paavirkes af Kristi Evangelium, [268] hvis Mission det er at højne disse i samme Forhold, som de indvier sig til Herren og modtager et sundt Sinds Aand. De, som er af bedre Byrd, født paa et højere Trin, har større Tilbøjelighed til Selvretfærdighed og til at afslaa den Hjælp, som Herren tilbyder. De kan være ædle Ægtefæller, ædle Foreldre og ædle Børn, fordi de er af ædlere Byrd og fra sine kristne Forældre har arvet en større Sindsligevægt og Visdom. Men med mindre de antager Frelseren og hans Tilbud om et nyt Sind, vil de sikkert udarte, saaledes at deres gode og ædle Egenskaber blot vil blive noget udvortes, som dækker over indvortes Egenkærlighed, der før eller senere vil give sig Udslag i deres Afkom og bringe det ned paa et lavere Trin.

Den Tanke, vi ønsker at indprente, er, at hvor dybt sunket i moralsk Henseende og hvor uforstandigt et Menneske end kan være, naar det gribes af Guds Sandhed og Naade, vil det derved blive ædlere, renere, venligere, mildere og mere hensynsfuldt overfor andre, og det i samme Forhold, som det modtager det nye Sind, et sundt Sinds Aand.

Den Usundhed. hvormed det menneskelige Sind er saa almindelig befængt, belyses særlig ved den sorgløse og hensynsløse Formering af Menneskeslægten. Man tager herved næsten intet Hensyn til Lovene for Sundhed og næsten intet Hensyn til, hvorledes man skal forsørge sit Afkom; man krænker i højeste Grad de Naturlove, som anerkendes ved Opdrætningen af Dyr, som f. Eks. Kvæg, Heste, Hunde o. s. v. Intet Under, at Apostelen formaner de troende til at bruge et sundt Sinds Aand ved Udøvelsen af Menneskets højeste naturlige Evne, Forplantningsevnen; han siger: »I Ægtemænd : Lev med Forstand sammen med eders Hustruers (1 Pet. 3, 7). Hvis dette Raad blev fulgt, saaledes at et sundt Sinds Aand fik Lov at raade, hvor langt større Hensynsfuldhed vilde Mændene saa ikke vise imod sine svage og overbebyrdede Husruer — saafremt de da virkelig elsker dem.

Imidlertid er det endnu kun Herrens Tjenere og Tjenerinder, som har modtaget Guds hellige Aand, det sunde Sinds Aand. Men takket være Gud, den Tid er nær, da disse Tjenere og Tjenerinder skal være herlig-gjort og iklædt Magt sammen med Herlighedens Konge, og da vil hele Verden ved deres Tjeneste blive velsignet, og Herren vil udgyde sin hellige Aand, et sundt Sinds Aand, »over alt Kød«.