Bind 5 - Forsoningen 
Mellem Gud og Mennesket

 KAPITEL 11

FORSONINGENS HELLIGE AAND.

Tilsyneladende Modsigelser.

Tilsyneladende modstridende Skriftsteder. — »Udsluk ikke Aanden.« — »Gør ikke Guds hellige Aand Sorg.« — Sandhedens Aand. — Talsmanden. — Fyldt med den hellige Aand. — At lyve imod Aanden. — At friste Herrens Aand. — Synd imod den hellige Aand. — »Aanden sagde.« — »Den hellige Aand har besluttet.« — »Forbudt af den hellige Aand.« »Den hellige Aand vidner.« — »Den hellige Aand har sat eder til Tilsynsmænd.« — Den hellige Aand som Lærer. — »Salvelse fra den hellige.« — Aanden træder frem med usigelige Sukke. — Hvorledes Aanden bebrejder Verden. — »Ved dette kender I Guds Aand« fra »Antikrists Aand«.

SOM Følge af, at det er Tilhængere af Treenighedslæren, som har oversat Bibelen, har flere Steder i deres Oversættelser faaet en saadan Form, at de kan synes at modsige det, vi i det foregaaende har fundet at være det bibelske og fornuftige Syn paa det Emne, vi behandler, nemlig at den hellige Aand af Faderen ved Sønnen er i Herrens Folk som Forsoningens Aand. Vi vil derfor nu undersøge alle de Skriftsteder, som vi kan tænke os kan forvirre nogle. Lad os undersøge dem sammen i fuld Tillid til Herrens Ord og med Ønske om at ledes af Sandhedens Aand. Dernæst vil vi gaa over til andre Sider af vort Emne, som ikke saa godt kan forstaaes, før disse tilsyneladende Vanskeligheder er fjernet. [270]

»Gør ikke Guds hellige Aand Sorg, han*) som I har
faaet til Indsegl til Forlosningens Dag!«
— Ef. 4, 30. —

At give Indsegl, besegle, betyder at sætte Mærke paa eller betegne. Denne Verdens Børn kan kendes paa visse Kendemærker, og Guds Børn, de nye Skabninger i Kristus, paa andre Kendemærker eller Karaktertræk. Den ene Klasses Kendemærke er Verdens Aand (Sindelag, Vilje), medens Indseglet eller Kendemærket i den anden Klasse er Guds Aand (Sindelag, Vilje). Fra det Øjeblik af, da Indvielsen til Gud finder Sted, kan Beviset, Kendemærket eller Indseglet iagttages i Tanker, Ord og Handlinger. Disse Kendemærker bliver mere og mere tydelige, efterhaanden som det nye Sind vokser i Naade, Kundskab og Kærlighed. Med andre Ord: Guds Aand (Sind) bliver vort Sind eller Aand i samme Forhold, som vi opgiver vor menneskelige Vilje eller Aand og i alle Ting underkaster os Guds Vilje eller Aand. Derfor opfordres vi til at lade det samme Sind blive i os, som ogsaa var i Kristus Jesus, vor Herre — det Sindelag, som kun ønsker at gøre Faderens Vilje. Følgelig er vort nye [271] Sind (Aand) helligt, d. v. s. ledet af Gud. I den Tekst, vi har under Behandling, formaner Apostelen os til ikke at gøre noget, som vilde være en Krænkelse af vor Pagt, noget, som vilde volde vort nye Sind Sorg eller saare vor Samvittighed som nye Skabninger i Kristus. Gør ikke Guds hellige Aand (Sind) i eder Sorg, den, som er Indseglet paa, at I er Guds Sønner.

___________
          *) Ordet  »han«  staar  ikke  i  Grundteksten.

»Sandhedens Aand.«

»Sandhedens Aand . . . skal ikke tale af sig selv, men det, som han hører, skal han tale, og de tilkommende Ting skal han kundgøre eder.« — Joh. 16, 13.

Vi har allerede betragtet dette Skriftsted tidligere, men der er endnu nogle Enkel heder, som vi vil underkaste en Undersøgelse. Eftersom Disciplene var Jøder og almindelige, naturlige Mennesker, havde de betragtet Tingene fra et jordisk Standpunkt og derfor ventet en menneskelig Befrielse og et jordisk Rige med faldne Mennesker i Spidsen. Herren havde talt til dem om Guds Rige, men ikke før nu havde han forklaret, at han maatte dø, forlade dem og gaa til et Land langt borte for at modtage kongelig Magt og Myndighed og saa vende tilbage for at oprette sit Rige, herliggøre sine trofaste og gøre dem til sine Medarvinger i dette Rige (Luk. 19, 12). For at trøste dem i den Skuffelse, som denne Erklæring voldte dem, forsikrede han, at de ikke skulde lades alene, men at Faderen, som havde sendt ham for at udfore en bestemt Gerning, nu under hans Fraværelse vilde sende dem en anden Talsmand eller Trøster i hans Navn eller som hans Repræsentant. De maatte dog ikke faa den Tanke, at den kommende Trøster eller Talsmand skulde være en anden Messias, en sær skilt, selvstændig Lærer. Derfor siger han, at Talsmanden ikke skulde tale af sig selv — ikke lære noget i Strid med hans Lære, som de nu allerede have mod­taget. »Men det, som han hører, skal han tale.«

Trøsteren skal altsaa blot være en Forbindelseskanal [272] mellem Faderen og Sønnen paa den ene Side og de trofaste Disciple paa den anden Side. Jesus vilde ved sin ovenfor anførte Udtalelse sige til dem: Sandhedens Aand vil som min Repræsentant tydeliggøre og mere indgaaende fremholde for eder visse Sandheder, som jeg allerede har fremstillet for eder, men som I endnu ikke er rede til klart at forstaa, og som heller ikke bør forstaaes af eder, før jeg har erlagt Genløsningsbetalingen for eder og er faret op til Faderen og har fremstillet den for ham til Fordel for eder. Da skal jeg i Harmoni med Faderens Plan være i Stand til ved denne Trøster eller Talsmand at meddele eder de aandelige Ting, som I endnu ikke er rede til at modtage, og som I nu heller ikke har Ret til, fordi der endnu ikke er gjort Forsoning for eder. Og efterhaanden som Tiden er inde til, at de fremtidige Ting skal forstaaes af eder, vil denne Faderens Aand, som ogsaa er min Aand, og som skal sendes i mit Navn og paa Grundlag af mit Genløsningsværk, vejlede eder Trin for Trin til en fuld Forstaaelse af alt, hvad der er nyttigt og nødvendigt for eder at forstaa. »Han [Faderens hellige Aand, Indflydelse eller Kraft] skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og kundgøre eder. Alt, hvad Faderen har, er mit [hans og mine Hensigter stemmer fuldstændig overens]; derfor sagde jeg, at han tager af mit og kundgør eder« (Joh. 16, 14. 15). I skal altsaa ikke vente nogen ny Lære, som er i Modstrid med min Lære, men en videre Udvikling og Undervisning i det, som jeg har lært eder. Thi alle den kommende Talsmands Lærdomme vil være i Harmoni med mine og har til Hensigt mere fuldt at vise eder, at jeg er Messias. I behøver altsaa ikke at tvivle om Rigtigheden af denne Talsmands Lærdomme; thi den er selve Sandhedens Aand og udgaar fra Faderen. Denne Sandhedens Aand skal være mit Sendebud for at meddele eder mine Lærdomme og vise eder de kommende Ting. — Joh. 16, 13.

Ja, saaledes har det været. Sandhedens Aand har [273] vist Menigheden i Evangelietidsalderen mere og mere angaaende Kristi Lidelser og Nødvendigheden af, at hvert Lem paa hans »Legeme« deler dem, og den Vej, ad hvilken vi maa vandre for at følge i vor Genløsers og Herres Fodspor. Den har ogsaa vist os det store og herlige i hans Belønning og vort Privilegium med Hensyn til at blive »Guds Arvinger og Jesu Kristi Medarvinger, om vi lider med ham, for at vi ogsaa maa herliggøres med ham«. Jehova, alles Fader, er Ophavs­manden til al denne Sandhed. Derfor er alt, hvad vi har modtaget i denne Tidsalder, udgaaet fra ham, fra hvem al god og al fuldkommen Gave kommer. Han har sendt den gennem Kanaler, der har været beredt lang Tid i Forvejen gennem de profetiske og forbilledlige Lærdomme i Fortiden, der er blevet aabnet for os ved Herrens og hans Apostlers inspirerede Ord. Ved at modtage denne hellige Aand i vore Hjerter og ved at leve i Harmoni med Faderens Ord og Plan bliver vi i Stand til at sætte Pris paa de Ting, som Gud har beredt dem, der elsker ham, og som vandrer i Tro og og ikke i Beskuelse.

»Talsmanden, den hellige Aand, 
som Faderen skal sende i mit Navn.«
— Joh. 14, 26.  —

Som dette Skriftsted udtrykkelig siger, skulde den hellige Aand sendes af Faderen, hvilket viser, at den er en Indflydelse eller Kraft, som staar fuldstændig under Faderens Kontrol, og at den ikke er et andet Væsen med lige saa stor Magt og Herlighed som han, saaledes som Menneskenes Trosbekendelser falskelig paastaar. Gud har fuldt Herredømme over alle sine Evner, ligesom vi raader over vore Evner. Derfor erklærer Skriften, at Faderen vilde sende sin Aand, eller, som Moses udtrykker det: »Jeg vil give min Aand i dig.« Desuden erklæres der, at den hellige Aand sendes i Jesu Navn, ligesom en Tjener sendes i sin Herres og ikke i sit [274] eget Navn. Her har vi atter noget, der modsiger den ubibelske Lære om en Treenighed, som indbefatter tre Guder, lige i Magt og Herlighed. Dette Skriftsted fremholder tydelig Faderen som den første og største. Den hellige Aand er Faderens Aand, Kraft eller Indflydelse, der sendes paa vor Genløsers, Jesu, Begæring og i hans Navn. Hvorfor i Jesu Navn? Fordi hele Forsoningsværket, saavel Genløsningen som Genoprettelsen, er betroet Sønnen, og fordi Faderens hellige Aand er den Kanal, gennem hvilken Sønnen tilfører Menneskene de Velsignelser, som blev købt med hans dyrebare Blod.

Da Faderens hellige Aand kom over vor Herre Jesus ved hans Daab og Indvielse, var dette i Sandhed en Trøst, en stor Velsignelse; men ikke desto mindre betød det, at han maatte opofre ethvert jordisk Haab for Udførelsen af Guds Plan. Havde Jesus været anderledes sindet, været egensindig og selvisk, vilde den hellige Aands Vejledning i Stedet for at være en Trøst have været foruroligende for ham; hans Hjerte vilde have været fuldt af Utilfredshed og oprørske Tanker. Saaledes er det ogsaa med Herrens Folk. Jo mere det naturlige Menneske ser af Herrens Sind, desto mere ulykkelig og ubehagelig til Mode føler det sig, fordi Herrens Sind er i Modstrid med og dadler dets Aand, Sind eller Vilje. Thi det Menneske, hvis egen Vilje er død, som er blevet »en ny Skabning i Kristus«, og som søger at kende og gøre Faderens Vilje, finder i Sandhed Trøst i klart at forstaa Faderens Vilje og Plan og blive ledet af Guds Forsyn og undervist af Guds Ord. Det bringer ham Fred, Glæde og Tilfredsstillelse midt i Trængsler og Forfølgelser. Derfor siger ogsaa Apostelen angaaende Sandhedens Ord, hvis Aand vi maa modtage og værdsætte, før det kan give os Trøst: »Alt, hvad før er skrevet, det er skrevet os til Lærdom, for at vi skal have Haab ved det Taalmod og den Trøst, som Skrifterne giver.« — Rom. 15, 4.

»Fyldt med den hellige Aand.«

»Da blev de alle fyldt med den hellige Aand, og de begyndte at tale med andre Tunger, alt efter som Aanden gav dem at mæle.« — Ap. G. 2, 4.

Dette Vers taler om en dobbelt Virksomhed af den hellige Aand. For det første virkede Guds Aand (Sind) i Disciplene som Sønneudkaarelsens Aand, idet den bragte deres Hjerter i nær Berøring og inderligt Samfund med Faderen og den herliggjorte Genløser. For det andet virkede den ogsaa paa dem, idet den bragte dem særlige overnaturlige Gaver som et Vidnesbyrd for Verden og for at befæste Menigheden. Medens det vilde være yderst ufornuftigt at tænke, at Gud personlig kom ind i ett Menneske, og endnu mere ufornuftigt at tro, ahan personlig kom ind i Hundreder, Tusinder eller Millioner af Mennesker, er der ikke den mindste Urimeligt hed i den Tanke, at den Højestes, Jehovas, Kraft eller Indflydelse kan være i og over Hundreder, Tusinder eller Millioner, uden at han personlig behøver at forrade Universets Trone.

At lyve for den hellige Aand.

»Da sagde Peter: Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve for den hellige Aand og stikke til Side noget af Agerens Værd?« — Ap. G. 5, 3.

Satan fyldte Ananias' Hjerte paa samme Maade, som Gud fylder sine Børns Hjerter, nemlig ved sin Aand, sin Indflydelse. Satans Aand er en Begærlighedens, en Selviskhedens Aand, der end ikke viger tilbage for et Bedrag, om den blot derved kan fuldføre sine Formaal. Peter, som i særlig Grad var udrustet med »Gaven til at bedømme Aander«, var i Stand til at læse i Hjertet, i Sindet, og kunde derved se, at Ananias og Saffira handlede uærlig, idet de foregav at gøre noget, som de i Virkeligheden ikke gjorde. Læg Mærke til, at Apostelen bruger Ordet »Gud« og »den hellige Aand« vekselvis. I Vers 3 siger han, at de havde løjet for den hellige [276] Aand, og i Vers 4, at de havde løjet for Gud. Tanken, er den samme: Guds hellige Aand, der virkede gennem Apostlerne, var Guds Repræsentant i dybeste Forstand. Idet Ananias og Saffira løj for Apostlerne, der repræsenterede Gud og hans hellige Aand, løj de altsaa for Gud, for Guds hellige Aand, hvis Redskab og Repræsentant Peter var.

At friste den hellige Aand.

»Da sagde Peter til hende [Saffira]: Hvorfor er I dog blevet enige om at friste Herrens Aand?« — Ap. G.  5,  9.

Disse Ord bør forstaaes paa samme Maade som det foregaaende Skriftsted; men den samme Aand omtales her som »Herrens Aand«, og med »Herren« mente Apostelen sikkert vor Herre Jesus. Vi kan let se det berettigede ogsaa i dette. Faderens Aand, den hellige Aand, var paa særlig Maade i Menigheden og repræsenterede Menighedens Herre og Hoved samt virkede gennem hans Legemes Lemmer — i dette Tilfælde den af Aanden inspirerede og drevne Apostel.

Synd imod den hellige Aand.

»Om nogen taler mod den hellige Aand, det skal ikke blive ham forladt, hverken i denne Verden eller i den tilkom­mende«. — Matt. 12, 32.

De, som mener, at den hellige Aand er en Person, drager i Almindelighed af denne Udtalelse den Slutning, at den hellige Aand er en meget vigtigere Guddoms­person end Faderen og Sønnen. Men som vi allerede har set, anerkender Skriften intet Sted mere end én Gud, Faderen, af hvem alle Ting er, og som er over alle, og én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle Ting er, og som er næst efter Faderen, ophøjet til denne Stilling ved Faderens Magt. Den hellige Aand er altsaa af Faderen og ved Sønnen og kunde følgelig ikke staa over dem, om den var en Person. Men nu er, som vi har set, den hellige Aand slet ikke nogen Person. Den [277] er en Persons eller et Væsens Aand, Herrens Aand, Indflydelse eller Kraft, og i denne Betydning af Ordet Herren selv, Repræsentanten for al hans Visdom, Majestæt, Magt og Kærlighed. Lad os da se, hvad dette Skriftsted betyder.

Af Sammenhængen ser vi, at vor Herre Jesus netop havde brugt sin guddommelige Magt eller hellige Aand, der var blevet givet ham af Faderen, for at uddrive en ond Aand. Farisæerne, som var Vidne til Miraklet, kunde ikke negte, at det havde fundet Sted, men søgte at svække dets Betydning ved at paastaa, at det blev udført ved satanisk Magt. Som Svar erklærede Herren, at den Magt, han brugte, ikke var hans egen, men Guds — at han uddrev de onde Aander ved Guds Aand. Han bebrejder dernæst Farisæerne, at de er saa vrangvillige, at de tilskriver en ond Kilde det, som de dog maatte anerkende som en god Gerning, som ikke havde noget som helst med Synd, Selviskhed eller Ærgerrighed at gøre. Han kalder dem Ormeyngel, saa nidkær for sin Menigheds Overleveringer, at deres Forstands Øjne var blinde for selv de enkleste og klareste Sandheder. Det var tydeligt, at den Magt eller Indflydelse, der besatte den syge, var djævelsk og ond, og at den Magt, der skulde kunne uddrive den, maatte være en modsat Magt. Disse Folkets Lærere kunde derfor ikke undskyldes, naar de ganske uden Grund paastod, at dette Mirakel blev udført ved Satans Magt.

Herren paapegede endvidere, at skønt de ikke med Vilje havde spottet Jehova og heller ikke særlig spottet ham selv, havde de spottet den hellige Kraft eller Aand, som virkede i ham. Det vilde ikke have været saa stor en Forsyndelse at have misforstaaet og fremsat noget fejlagtigt om den usynlige Gud; ligesom ogsaa det at have talt ondt om vor Herre Jesus og tvivlet om hans Bevæggrunde og hævdet, at han blot forsøgte paa at tilrane sig en Trone og ophøje sig selv i Magt, kun vilde have været en forholdsvis ringe Forsyndelse, idet [278] de jo havde maalt hans Bevæggrunde med sin egen selviske Ærgerrighed og Stolthed. Men hvad de nu havde gjort var meget værre. Efter at de havde været Vidne til Aabenbarelsen af Guds Kraft, der befriede en af deres Medskabninger fra Djævelens Magt, havde de spottet denne hellige Kraft; og dette betegnede en Ondskab og Bitterhed i deres Hjerter, hvilken var af meget værre Art end den, de øvrige Forsyndelser vilde have indbefattet.

I sin Vankundighed og Blindhed vilde de have kunnet misforstaa ham, hans Ord og hans Bestræbelser, og af samme Grund kunde de have misforstaaet mange af Guds Handlinger og talt ilde om dem; men efter at Guds Magt en Gang var blevet tydelig aabenbaret for deres Øjne i direkte Modsætning til Djævelens Magt, maatte den Kendsgerning, at de talte ondt om den, utvetydig bevise, at deres Hjerter var i en yderst vanhellig Tilstand. Synder, der er begaaet i Uvidenhed, kan tilgives Mennesker, ja, de vil blive dem tilgivet, fordi Uvidenheden er en Følge af Faldet, og fordi der nu er blevet betalt en Løsepenge for alle, der er delagtige i Faldet og dets Forbandelse. Men Synder imod en klar Aabenbarelse af Guds Naade kan ikke tilskrives Kødets Svaghed og Arvelighed, men maa med Rette henregnes til forsætlig Ondskab, der er utilgivelig.

Forsætlig Synd og Ondskab kan aldrig tilgives, hverken i denne eller den tilkommende Tidsalder. Gud vil ikke tvinge noget Menneske til Harmoni med sig. Men efter at have genløst dem vil han ogsaa give alle en Lejlighed til at komme til Kundskab om Sandheden og blive Vidne til Guds Godhed ved den hellige Aands Virksomhed; og enhver, som da vedbliver at være ude af Harmoni med den guddommelige Plan, viser derved, at han er en forsætlig Synder, der bevidst modsætter sig Guds hellige Magt. For saadanne har Gud ikke truffet yderligere Naadesforanstaltninger.

Vi kan ikke afgøre, om de Skriftkloge og Farisæerne [279] var kommet til en saa klar Forstaaelse, af Guds hellige Magt, at de ved denne sin Synd kunde paadrage sig den anden Død. Vi kan ikke dømme dem, fordi vi ikke kan læse deres Hjerter, og fordi Herren ikke har givet os fuld Oplysning om denne Sag. Hvis vi vidste bestemt, at de syndede mod klart Lys, syndede fuldt ud mod Guds Magt, kunde vi ikke have noget Haab for dem, men kunde kun vente, at de vilde omkomme i den anden Død som alle, der med Vilje forkaster Guds Naade. Men om de ikke havde det fulde Maal af Lys og Kundskab, som er nødvendigt for en fuldgyldig Prøve, saa maa de tilsidst faa en saadan fuldgyldig Prøve, før de kan lide den fulde Straf, den anden Død.

Enhver Synd imod den hellige Aand, imod klart Lys og Kundskab om Guds Magt, er utilgivelig, fordi den sker med Vilje. Den, som synder imod et mindre Maal af Lys, maa til Straf derfor uvægerlig lide »Hug«, og jo større det Maal af Lys er, mod hvilket han har syndet, desto haardere og flere bliver Huggene. Men om Overtrædelsen indbefatter en fuld, klar Forstaaelse af Ret og Uret og fuld bevidst Modstand mod Guds hellige Magt, vil det betyde evig Ødelæggelse, den anden Død, Syndens fulde Løn. Den Tilgivelse, der blev sikret ved Genlosningen, dækker over alle de Synder, der bliver begaaet af Uvidenhed og Svaghed, og som saaledes er en Følge af Faldet, men den dækker ikke over personlige, velovervejede, forsætlige Synder imod bedre Vidende, fuldt Lys. Vi maa dog ikke glemme, at mange Synder, som i en viss Grad begaaes med Forsæt, dog for en stor Del hidrører fra Svaghed eller Uvidenhed angaaende Retfærdighedens Principer eller fra begge. I samme Forhold, som Synden er en Følge af Uvidenhed og Svaghed, er den tilgivelig paa Grund af Guds Naade i Kristus, saafremt blot Synderen tror paa og modtager hans Forsoning; men i samme Forhold, som en Synd begaaes med Vilje og Hensigt, er den utilgivelig og maa sones ved Straf — »Hug«. Dette gælder, [280] saa længe der endnu findes noget tilgiveligt i Synden. Men Død og Ødelæggelse vil blive Resultatet, naar der ikke længere findes noget tilgiveligt i Synden.

Saaledes set er al Synd, der begaaes med Vilje, Synd imod Lys, Synd imod Sandhedens hellige Aand, og den vil ikke blive forladt.

»Og Aanden sagde til Filip: Gaa bort til denne Vogn, 
og hold dig nær ved den!«
— Ap. G. 8, 29. —

Hverken disse Ord eller den Sammenhæng, i hvilken de staar, giver nogen Støtte for den Lære, at Aanden er en Person. Skriftstedet bliver fuldt forstaaeligt og kommer i Harmoni med alle øvrige Skriftsteder, naar vi forklarer det saaledes, at Herren ved sin Aand, Indflydelse eller Kraft ledede og indgav Filip at nærme sig Hofmandens Vogn. Der siges os intet om, paa hvilken Maade Filip blev ledet af den hellige Aand, og det vilde være uklogt at gætte desangaaende. Gud raader over ubegrænsede Midler, gennem hvilke han kan meddele sine Ønsker til sine Børn. — Jfr. Vers 39.

»Aanden sagde til ham: 
Se, tre Mænd leder efter dig.«
— Ap. G. 10, 19. —

Det samme Svar gælder her som ved den foregaaende Indvending. Det er ganske uvæsentligt for os, hvorledes Guds Kraft, Indflydelse eller Aand tiltalte Peter og gav ham denne Underretning. Det er nok, at vi ved, at det var Herren, som ledede Apostelen, og det paa en saadan Maade, at denne tydelig forstod det. At han opfattede Budskabet rigtig fremgaar af Beretningens senere Del. [281]

»Den hellige Aand sagde: 
Udtag mig dog Barnabas og Saulus til den Gerning, 
som jeg har kaldt dem til.«
— Ap.  G.  13,   2.  —

Her som i andre Tilfælde bruger den hellige Aand ifølge vor Tekst personlig Udtryksform om sig selv. Denne Form er ikke mindre berettiget her, hvor der tales om Jehovas Kraft og den Underretning, han gav. Heller ikke her staar der noget om, paa hvilken Maade den hellige Aand talte, idet den (som Guds Repræsentant) meddelte, »sagde« eller viste, at Paulus og Barnabas skulde udtages. Vi ved imidlertid, at alle Guds indviede Børn ved hans Aand er kaldt til at være Sandhedens Tjenere og til i Forhold til sine Evner og Lejligheder at være trofaste og virksomme Tjenere. Aanden siger til dem alle med et almindeligt Kald: »Hvorfor staar I her ledige? . . . Gaar ogsaa I hen i Vingaarden!« Særlige Evner og gunstige Lejligheder bør betragtes som et særligt Kald fra Herren til et mere offentligt Arbejde i Sandhedens Tjeneste. Men medens de Talenter, Paulus og Barnabas besad, maa antages at have forstærket den hellige Aands almindelige Kald til dem til at yde de Tjenester, som de havde særlige Talenter for, er det meget sandsynligt, at den hellige Aand paa den Tid gjorde Brug af en af de »Gaver«, der dengang var virksomme i Menigheden, nemlig Profetiens Gave, for at vise, hvad der var Herrens Vilje med Hensyn til Paulus og Barnabas. Vi læser: »I Antiokia, i Menigheden der, var der Profeter.« — Ap. G. 13, 1.

Vi maa imidlertid erindre Apostelens Ord til Galaterne (1, 1) angaaende sit Kald til Tjeneste. Han erklærer, at hans Myndighed kom fra Faderen og Sønnen, men den hellige Aand som en ligestillet Gud lader han fuldstændig ude af Betragtning. Han siger: »Paulus, Apostel, ikke af Mennesker eller ved noget Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som opvakte ham fra de døde.« Hvis den hellige Aand var en Guddomsperson, [282] hvis den endog var den Gud, hvis særlige Opgave det var at udnævne Sandhedens Tjenere (og dette er, hvad der i Almindelighed læres), saa vilde det jo være fuldstændig urimeligt og uforstaaeligt, at Apostelen i ovenfor anførte Vers undlader at nævne den hellige Aand. Men alt bliver harmonisk og fornuftigt, naar vi faar det rette Syn paa den hellige Aand, nemlig at den er den Aand, Indflydelse eller Kraft, som udgaar fra Faderen og Sønnen, hvilke er ett i Sind, Vilje og Hensigt.

»Thi den hellige Aand og vi har besluttet.«
— Ap. G. 15, 28. —

Apostlerne var kommet sammen til en Konference for at besvare de Spørgsmaal, som Menigheden i Antiokia havde stillet, augaaende hvilke Forpligtelser de, der ikke var Jøder af Fødsel, havde overfor den jødiske Pagt, Lovpagten. Den Afgørelse, man naaede til, var, tror vi, ikke blot Apostlernes Skøn; men deres Dømmekraft blev paa en eller anden Maade ledet saaledes af Herren, at de klart og tydelig forstod, at deres Afgørelse var i Overensstemmelse med Herrens Sind, Herrens Aand, Herrens Vilje.

Apostelen Jakob, der var Hovedtaleren ved Sammenkomsten, giver os Nøglen til, hvorledes Guds Vilje eller Sind blev fundet ved den Lejlighed. Og vi finder, at det er den samme Metode, der anbefales til hele Menigheden, og som ogsaa nutildags bruges af de trofaste, nemlig den at ransage Skriften i Lyset af Guds Forsyn. Han kunde slutte sig til Herrens Sind i denne Sag ved først at se tilbage paa, hvordan Herrens særlige Forsyn ledede Peter ved at sende ham til Kornelius, den først omvendte Hedning, og ved derpaa at sammenstille dette med en endnu uopfyldt Profeti, som han anfører. Den Slutning, man saaledes naaede til, antog han og hele Menigheden som den hellige Aands Lære. — Undersøg Ap. G.  15,  13-18.

»De blev hindret af den hellige 
Aand fra at tale Ordet i Asien.«
— Ap. G. 16, 6. —

Ved en flygtig Betragtning af dette Vers synes det at indbefatte, at den hellige Aand er en Person. Dog vil en Undersøgelse af denne Tekst i Lyset af Sammenhængen vise, at den er i fuld Overensstemmelse med, hvad vi allerede har set om dette Emne, nemlig at den hellige Aand er Guds, Jehovas, og Jesu Kristi hellige Kraft eller Indflydelse, ved hvilken Faderens og Sønnens Vilje paa en eller anden Maade tilkendegives for de indviede. Vi faar ingen særlig Oplysning om, hvorledes Apostelen og hans Ledsager blev hindret i at prædike i Asien. Men øjensynlig var det ugunstige Omstændigheder, der traadte hindrende i Vejen. Det er imidlertid lige meget, hvorledes de blev hindret. Det, vi skal lære deraf, er, at Gud selv leder sit Arbejde, og at Apostlerne blev ledet og ført af ham — vejledet af hans Aand, idet han ved en usynlig Kraft kundgjorde sin Vilje for sine Tjenere.

I hvert Fald kan vi være sikker paa, at Herrens Ledelse var mere end et aandeligt Indtryk paa Apostlerne. Et Eksempel paa, hvorledes den hellige Aand vejledede dem i saadanne Anliggender, finder vi længere nede i Teksten. »Et Syn viste sig om Natten for Paulus. Der stod en Mand fra Makedonien og bad ham og sagde: Kom over til Makedonien og hjælp os!« Da han havde set Synet, søgte de straks at drage over til Makedonien, da de kunde skønne, at Herren havde kaldt dem til at forkynde Evangeliet der (Vers 9. 10). Disse forskellige Tilfælde viser os, at den Maade, hvorpaa Gud lærte og vejledede i de Dage, ikke var saa meget forskellig fra den Maade, han anvender nutildags, naar han vejleder sine Tjenere. Og al saadan indirekte, ikke personlig, Undervisning tilskrives med Rette Herrens hellige Aand, Indflydelse eller Kraft. Havde en Engel afleveret Budskabet, saaledes som Tilfældet var, da [283] Peter sad i Fængsel (Ap. G. 5, 19; 12, 7), eller havde Herren tiltalt Paulus personlig, saaledes som han gjorde paa Vejen til Damaskus (Ap. G. 9, 4; 1 Kor. 15, 8), vilde det ikke være blevet tilskrevet Herrens hellige Aand eller Magt, men Herren selv eller Engelen.

»Den hellige Aand vidner i By efter By for mig og
siger, at Baand og Trængsler venter mig.«
— Ap. G. 20, 23. —

Der er intet her, som tvinger os til at antage, at den hellige Aand er en Person. Dette saavel som den Maade, paa hvilken Guds hellige Vilje eller Aand underrettede Paulus om de Baand, der ventede ham i Jerusalem, fremgaar af Beretningen om et af disse Vidnesbyrd i Cæsarea. I Menigheden der var der en Mand ved Navn Agabus, som havde Profetiens Gave, der paa den Tid var meget almindelig. Om ham læser vi: »Han kom til os og tog Paulus' Bælte og bandt sig selv paa Hænder og Fødder og sagde: Saa siger den hellige Aand: Den Mand, som ejer dette Bælte, ham skal Jøderne saaledes binde i Jerusalem og overgive i Hedningernes Hænder« (Ap. G. 21, 11). Paulus' Venner forsøgte først at overtale ham til ikke at rejse til Jerusalem; men han var bestemt paa ikke i nogen Henseende at vilde vige af fra den Vej, Herren vilde føre ham paa. Han erklærede, at han ikke alene var rede til at blive bundet, men ogsaa til at dø i Jerusalem for Jesu Navns Skyld. (Vi bør lægge Mærke til, at Apostelen ikke sagde, at han var villig til at dø for den hellige Aands Navn.)

Da Vennerne i Cæsarea saa Apostelens Standhaftighed, sagde de: »Ske Herrens Vilje!« Saaledes blev den hellige Aands Vidnesbyrd i ethvert Tilfælde af den første Menighed betragtet simpelthen som vor Herre Jesu Vilje, der ogsaa var Faderens Vilje. — Ap. G. 21, 10-14.

Den hellige Aand sætter nogle til Tilsynsmænd.

»Saa giv da Agt paa eder selv og paa hele den Hjord, i [285] hvilken den hellige Aand satte eder til Tilsynsmænd for at vogte Guds Menighed.« — Ap. G. 20, 28.

Disse Ord blev henvendt til de Ældste i Menigheden i Efesus. Apostelen henleder her deres Opmærksomhed paa den Kendsgerning, at deres Stilling i Menigheden som Sandhedens Tjenere ikke skyldtes deres eget Ønske, heller ikke Menighedens Ønske eller Anerkendelse, men at Herren ved sin hellige Aand havde medvirket ved deres Udvælgelse. Han vilde have dem til at forstaa, at deres Embedes Værd laa deri, at de havde Guds Anerkendelse, og at de var Menighedens Tjenere ifølge Herrens Udvælgelse, idet hans hellige Aand eller Indflydelse havde ledet og styret ved Udvælgelsen. Paa et andet Sted siger Apostelen, idet han taler til Menigheden, ikke til Verden: »Aandens Aabenbarelse gives enhver [i Kristus] til det, som er gavnligt.... Og Gud satte i Menigheden først nogle til Apostler, for det andet Profeter, for det tredje Lærere. . . . Og der er Forskel paa kraftige Virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. — 1 Kor. 12, 7. 28. 6.

I denne Udtalelse viser Apostelen, at det er Gud, som udnævner Menighedens Tjenere ved eller gennem Aabenbarelse af sin hellige Aand — at altsaa den hellige Aand ikke udfører denne Gerning alene, uafhængig af Faderen og Sønnen. Gud udøver i Kristus Overopsyn med sine Børns, Menighedens, Anliggender ved sin Aand, sin hellige Krafts Virkning, som er altomfattende, almægtig og som grunder sig paa hans Alvidenhed. Dette modsiger den Tanke, at den hellige Aand skulde være en Person, og viser, at Gerningen blev udført af Herren ved hans hellige Aand. De Ældste i Menigheden havde indviet sig til Herrens Tjeneste og blev paa Grund af sine særlige Evner valgt af Menigheden til at være Tjenere, Lærere og Ældste; og da Valget fandt Sted under den hellige Aands Vejledning, var det i Overensstemmelse med Guds Vilje, Sind eller Hensigt. Og skønt de var blevet kaldt ved menneskelige Redskaber, havde de dog [286] modtaget sit Embede som givet dem af Gud og maatte betragte sig som ansvarlige overfor ham.

Den hellige Aand som Lærer.

»Men os har Gud aabenbaret det ved sin Aand. Thi Aanden ransager alle Ting, ogsaa Dybderne i Gud, . . . det, som vi ogsaa taler om, ikke med Ord, som menneskelig Visdom lærer, men med Ord, som Aanden lærer.« — 1 Kor. 2, 10. 13 og Sammenhængen.

Dette Skriftsted beviser, hvad vi allerede har fremholdt, nemlig at, naar Guds Børn har modtaget hans hellige Aand eller Sind, saa tilberedes og dygtiggøres de derved til at forstaa hans Plan. Kun ved at komme i fuld Harmoni med Gud ved hans Sandheds Ord og ved at fatte dette Ords Aand eller virkelige Mening, sættes vi i Stand til at forstaa Dybderne i Gud. Som man vil lægge Mærke til, stiller Apostelen her »den Aand, som er af Gud«, og som virker i os, i Modsætning til »Verdens Aand«, der bor i og paavirker det naturlige Menneske. Og saa sikkert, som det er, at Verdens Aand ikke er en Person, men et verdsligt Sind eller en verdslig Indflydelse, ligesaa sikkert er Guds Aand i hans Børn heller ikke en Person, men Guds hellige Sind, Indflydelse eller Tilbøjelighed i dem.

»Det som hører Guds Aand til.«

»Men et naturligt Menneske tager ikke imod det, som hører Guds Aand til; thi det er ham en Daarskab, og han kan ikke kende det; thi det dømmes aandelig.« — 1 Kor. 2, 14.

Denne meget tydelige Udtalelse er i fuld Harmoni med, hvad vi allerede har set. I samme Grad, som et Menneske er fyldt med den verdslige Aand, er det ogsaa ude af Stand til at se og værdsætte de dybe, skjulte og herlige »Ting, som Gud har beredt dem, der elsker ham«. Disse dybe Ting, som Herren kalder »Perler«, er ikke for Svinene (de selviske, der er fyldt med denne Verdens Aand), men for dem, som er renset ved Ordets Vandbad og bragt nær til Herren ved Tro paa det [287] dyrebare Blod, og som er helliget eller fuldt indviet til ham. For dem har det behaget Gud Trin for Trin at aabenbare sine Dybheder, ja, alle sin Naades Rigdomme, efterhaanden som de forskellige Enkeltheder i Sandheden bliver »Mad i rette Tid«.

Dette er, som alle kan se, en meget fin Prøve. Den adskiller skarpt mellem det faldne Menneske og den nye aandelige Skabning. Enhver, som er blind for de dybere aandelige Sandheder, savner sikkert det her om­talte Vidnesbyrd eller Bevis med Hensyn til sin Sønneud­kaarelse, sin Forbindelse med den himmelske Fader og sin Troskab mod ham. De, der er ligegyldige overfor de Ting, som Apostelen her omtaler, »de Ting, som Gud har beredt dem, der elsker ham«, har i dette Skriftsted et tydeligt Vink om, at Grunden til deres Ligegyldighed er Mangel paa Herrens Aand. Og dog har vi kendt Mænd, som har givet sig ud for at være Lærere i Menig­heden, og som ikke blot har indrømmet sin Uvidenhed an­gaaende disse Ting, men ogsaa pralet af denne Uviden­hed. Derved viser de, at de ikke har Guds Sind, ikke kender hans Planer og følgelig heller ikke kan have meget af hans Aand, Sandhedens Aand, og altsaa heller ikke meget af Sandheden. Vor Besiddelse af Aanden kan proves ved vor Evne til at skelne og værdsætte Guds dybe Ting, som er skjult for de verdslige — »men os har Gud aabenbaret det ved sin Aand«.

Salvelse af den hellige.

»I har Salvelse af den hellige og ved alt.« »Den Sal­velse, som I fik af ham, den bliver i eder, og I trænger ikke til, at nogen skal lære eder; men som hans Salvelse lærer eder alt, saa er det og Sandhed og ikke Løgn; og bliv i ham, saaledes som den lærte eder!« — 1 Joh. 2, 20. 27.

Ordet »Salvelse« minder den tænkende Bibelforsker om den hellige Salveolje, der blev udgydt over Hovedet paa hver Yppersteprest og Konge i Israel. Ligesom Israels Folk var et Forbillede paa »Guds sande Israel«, [288] saaledes var ogsaa deres Prester og Konger Forbilleder paa Kristus, den store modbilledlige Yppersteprest og Konge. Og ligesom deres Prester og Konger ved Indvielsen til sine Embeder blev salvet med den »hellige Olje», saaledes blev ogsaa vor Herre Jesus salvet med den hellige Aand, da han indviede sig. Saaledes blev han Kristus, Jehovas Salvede.

Den udvalgte Menighed er bestemt til at være et »kongeligt Presteskab« under sin Herre, sit Hoved — »Lemmer paa den Salvedes [Kristi] Legeme«. Salvelsens hellige Aand, som kom over vor Herre Jesus ved hans Daab i Jordan, »udgød« han med Faderens Billigelse som den modbilledlige Salvelse over Repræsentanterne for sin Menighed paa Pinsedagen. Ligesom i Forbilledet randt da Salveoljen fra »Hovedet« ned over »Legemet«, hans Menighed. Og fra da af er de trofaste, som er forblevet i Kristi Legeme, blevet anerkendt i Guds Ord som Guds »udvalgte«, salvet af ham (i Kristus) til at regere over Verden, efter at de først under Vejledning af Salvelsens Aand er blevet »oplært af Gud« i det, som er nødvendigt, for at deres Regering maa blive til Velsignelse, og for at de kan være ligesindet med Hovedet, Jesus, som, da han blev opvakt fra de døde ved Faderens Aand eller Kraft, blev givet al Magt i Himmelen og paa Jorden. — Matt. 28, 18;  Ef. 1, 19. 20.

Ordet »Salvelse« (græsk: chrisma) betyder Jævnhed, Glathed, Smøring. Den forbilledlige Salveolje var vellugtende. Hvor skønt og kraftig fremstiller ikke denne Egenskab hos Salveoljen Virkningen af Guds Indflydelse paa dem, der er kommet ind under denne modbilledlige Salvelse, idet den hos dem frembringer Hellighed, Mildhed, Taalmod, Broderkærlighed og Kærlighed til alle! Hvilken dejlig, ren Duft bringer ikke denne den hellige Kærligheds Aands Salvelse til alle dem, der modtager den! Hvor frastødende, upoleret og uvidende end det ydre Menneske, »Lerkarret«, er, vil det dog hurtig faa Del i den forædlende og rensende Indflydelse, som denne [289] iboende Skat, det »nye Hjerte«, den nye Vilje, bringer med sig, salvet, som det er, med den hellige Aand og bragt i Harmoni med alt, hvad der er sandt, Ære værd, retfærdigt, rent og elskeligt. — Fil. 4, 8.

Eftersom Salvelsen med den hellige Aand, ifølge hvad vi ovenfor har set, betyder det samme som den Virk­somhed eller Indflydelse, som udøves af Guds usynlige Kraft, der virker gennem hans Forskrifter og Forjættelser eller paa anden Maade, saa forstaar vi, at den hellige Aand umulig kan være en Person. Hvorledes kunde vi vel salves med en Person?

I Udtrykket »Salvelse af den hellige er det selvfølgelig Faderen, som kaldes »den hellige«, og Ordet »Salvelse« betegner den hellige Aand. Peter erklærede paa Pinsedagen, at Herren havde »udgydt« Aanden, hvilket minder om Salveoljens Udgydelse. Havde Apostelen tænkt sig Aanden som en Person, kunde han ikke have sagt »udgydt«, men maatte da have sagt »sendt«. Han siger: »Efter at han [Jesus] . . . af sin Fader har faaet den hellige Aand, som var lovet [hos Joel], saa udgød han dette, som I baade ser og hører« (Ap. G. 2, 33), nemlig den overnaturlige Kraft eller Indflydelse, som aabenbares paa forskellig Maade — ved Ildtunger, ved at gøre ulærde Mænd til Tænkere og Veltalere og sætte dem i Stand til at tale flere forskellige Sprog. Ogsaa hos Joel (3, 1) læser vi: »Jeg vil udgyde min Aand.« Vilde Profeten have kunnet tale saaledes om en Person? Og kunde Apostelen med Ordet »dette« — det, som blev udgydt, og som Jøderne saa og hørte — mene en Person, ja, en Guddomsperson ligestillet med de andre to i den formentlige Treenighed af Guder? Nej, dette vilde jo dog have været en altfor formastelig og urimelig Maade at tale paa.

Vor Tekst indeholder imidlertid den højst forbausende Udtalelse, at de, der har denne Salvelse, »ved alt«. Hvor mange af Guds sande Børn har der ikke været, som har følt sig aldeles sikker paa, at de, ikke »vidste [290] alt«, og som derfor har tvivlet om, at de havde modtaget den hellige Aands Salvelse! Denne Vanskelighed forsvinder imidlertid, naar Verset bliver oversat saaledes: »I har Salvelse af den hellige, og I ved det alle.«*) Ja, alle sande Guds Børn kender meget godt Forskellen mellem det naturlige Hjerte eller Sind og det nye Hjerte eller Sind, der beherskes af Kærlighed og Retfærdighed — den nye Vilje.

____________
          *) Ordet »alt« findes ikke i de ældste græske Haandskrifter.

Og hvor mange af Guds mest ydmyge og elskelige Børn har ikke med Forbauselse læst Ordene: »Den Salvelse, som I fik af ham, den bliver I eder, og I trænger ikke til, at nogen skal lære eder.« Ak, siger de, vi har ikke modtaget nogen saadan Salvelse; thi vi har i høj Grad behov, at nogen lærer os. Vi ved næsten ikke andet end det, som enten direkte eller indirekte er kommet til os gennem menneskelige Redskaber. Og hvis disse ydmyge Sjæle ikke saa, at selv de aller bedste blandt de hellige af deres Bekendtskab paa samme Maade behøver og sætter Pris paa menneskelige Lærere, saa vilde de paa Grund af sin Oprigtighed føle sig i høj Grad nedslaaet. Paa den anden Side er der nogle mindre ærlige, mindre oprigtige og mindre hellige, der forsøger at bedrage sig selv og andre ved at paastaa, at de intet har lært af Mennesker, men har lært alt, hvad de ved, gennem direkte Inspiration af den hellige Aand. De indser ikke, at de saaledes udgiver sig for at være absolut ufejlbare i alle sine Tanker og Ord. De indser heller ikke, at de, idet de paastaar, at alle deres Tanker, Ord og Handlinger er inspireret af den hellige Aand, saaledes ogsaa tillægger Guds hellige Aand Skylden for de Vildfarelser og Daarskaber, som de begaar.

Hvis vi tager dette Skriftsted, som det staar, modsiger det Skriftens øvrige Vidnesbyrd. Omtaler Apostelen Paulus ikke blandt Aandens Gaver til Menigheden baade Apostler, Profeter, Hyrder, Lærere og Evangelister? [291] Hvad skulde de da bruges til, om ikke Menigheden behøvede nogen til at lære sig? Hvorfor har nu Gud givet Menigheden disse specielle Gaver? Dertil svarer Apostelen: »For at de hellige kunde blive fuldkommengjort til Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse, indtil vi alle naar frem til Enhed i Tro paa Guds Søn og i Kendskab til ham.« — Ef. 4, 11-13; jfr. 1 Kor. 12, 28-31.

Vi tror ikke, at Apostelen Johannes vilde modsige Apostelen Paulus og de øvrige Apostler, som alle var Lærere, og som alle opfordrede Menigheden til at udfinde, hvem Aanden valgte til Hyrder, Lærere og Opsynsmænd, og til at hædre dem, der saaledes skulde styre Menigheden og vaage over Sjælenes Vel som dem, der skulde aflægge Regnskab for Herren (Heb. 13, 17). Det var ligeledes i fuld Overensstemmelse med Apostelen Paulus' Raad, at Menigheden skulde udvælge til Tjenere Mænd, der var duelige til at lære«, »i Stand til baade at formane ved den sunde Lære og at tale dem til Rette, der sagde imod«, ja, de skulde endog være i Stand til, naar det var nødvendigt, at »tale dem strengt til Rette, for at de maatte blive sunde i Troen«. De skulde anerkende Underhyrder, som ikke vilde »herske over sine Menigheder«, Guds Arv, men som vilde »vogte Guds Hjord« ved at give den Mad i rette Tid; ligeledes skulde de undgaa Lærere, der havde Lyst til Smiger og forfængelig Ære. — I Tim. 3, 2; 2 Tim. 2, 24. 25; Tit. 1, 9. 13; 1 Pet. 5, 2-4

Johannes var jo desuden selv en Lærer; og i det samme Brev, hvor vi finder det her betragtede Sted, fremstiller han Lærdomme, som han og vi anser for sund Lære.

Sikkert vil ingen, som læser Johannes' Breve, kunne betragte dem ret og slet som Underholdnings-Breve uden Lærdom. Siger han ikke selv i Indledningen til sit første Brev: »Det, som vi har set og hørt, det forkynder [lærer] vi og eder, for at og I kan have Samfund med os« (1, 3)? Atter siger han: »Dette skriver [292] jeg til eder [for at lære eder], for at I ikke skal synde« (2, 1). Og atter: »Og dog er det et nyt Bud [en ny Lære], jeg skriver til eder« (2, 8). »Mine Børn, lad ikke nogen forføre eder [men giv Agt paa min Undervisning]; den, som gør Retfærdighed, er retfærdig« (3, 7). »Vi er af Gud; den, som kender Gud, hører os [adlyder vor Undervisning, vor Lære]« (4, 6). »Dette har jeg skrevet til eder, for at I skal vide [lære]« (5, 13). Han slutter sit Brev med denne meget vigtige Lærdom: »Mine Børn, vogt eder for Afguderne [giv ingen Person eller Ting den Hengivenhed og Ærbødighed, som tilkommer Gud].«

Vi kan altsaa ikke forstaa det saaledes, at Apostelen mente, at Menigheden ikke behøvede menneskelige Lærere, da han tvertimod selv anerkendte menneskelige Lærere som Redskaber, der blev anvendt af den hellige Aand, og som specielt var »sat i Menigheden« for denne Tjenestes Skyld. Men hvad kan han da mene med disse Ord: »I trænger ikke til, at nogen skal lære eder«, og »hans Salvelse lærer eder alt«? Vi kan let finde det rette Svar paa dette Spørgsmaal ved at undersøge Sammenhængen i Lyset af de Kendsgerninger, vi allerede har draget frem.

De lærde antager, at dette Brev blev skrevet i Aar 90 e. K. Paa den Tid var Kristendommen allerede blevet ganske godt kendt i Verden. »Levningen« af det kødelige Israel havde sluttet sig til den, og dens Tilhængere var blevet udsat for Had og Forfølgelse fra det store forblindede Flertal af Jøderne og var blevet adspredt til alle Dele af den daværende civiliserede Verden. Der var mange Ting i Kristendommen, som tiltalte de græske Filosofer paa den Tid, og disse søgte at indgaa Kompromis med den og at blive filosofiske Kristne eller kristne Filosofer, idet de stadig holdt fast ved sin Filosofi, som Paulus kalder »den falskelig saakaldte Kundskab« (1 Tim. 6, 20). Disse Filosofer var meget villige til at anerkende Jesus som en god Mand og en vis Lærer, men ikke som [293] Guds Søn, ikke som en, der tidligere havde haft Aande­natur, været i »Guds Skikkelse« og var »blevet Kød« for derved at blive Menneskets Genløser og Ophavsmand til evigt Liv for alle, som følger og adlyder ham. Da de imidlertid lærte, at der fandtes et fremtidigt, evigt Liv, var de glade ved at finde, at de Kristne lærte det samme. Dog var der den Forskel, at Filosoferne (Plato m. fl.) lærte, at det evige Liv er en menneskelig Egenskab, en iboende Kraft i Menneskeslægten — Udødelighed — hvorimod de Kristne udtrykkelig benegtede dette og lærte, at det evige Liv er en Guds Gave gennem Kristus og kun vil opnaaes af dem, som modtager ham. — Rom. 2, 7; 5, 15. 21; 6, 23; 2 Kor. 9, 15.

Disse Filosofer sagde omtrent saaledes til de Kristne: Det glæder os at træffe nogle saa respektable og fornuftige og frisindede Folk. Eders store Lærer, Jesus, har visselig frigjort eder fra mange af Jødernes Skikke og overtroiske Vildfarelser, og vi lykønsker eder derfor. Men I er dog endnu til en viss Grad bundne. Hvis I undersøger vor Filosofi, vil I komme til en endnu større Frihed og snart give Slip paa meget af det, I endnu har tilfælles med Jøderne, f. Eks. deres Haab om et messiansk Rige, deres ejendommelige Idé om, at der kun findes én Gud, og eders mærkelige Mening, at eders Lærer, Jesus, var hans eneste Søn o. s. v. Vor Filosofi skal nok hjælpe eder over alt dette. — 2 Pet. 2, 19; Jud. 4.

Johannes skrev netop sit første Brev for at væbne de Kristne mod den Slags ødelæggende Lærdomme. Han opfordrer dem i dette (2, 24) til at holde fast ved de Lærdomme, de har hørt fra   Begyndelsen, og betragte disse filosofiske Lærdomme som Løgne og alle saadanne falske Lærere som Repræsentanter for den Antikrist, om hvem de saa ofte havde hørt, at han skulde aabenbares i Menigheden (2 Tess. 2, 3-7; 1 Joh. 2, 18). Han siger i Vers 26: »Dette skriver jeg eder til om dem, som [søger at] forføre eder« — som søgerat lede eder bort fra Kristus. [294]

Saa følger det ejendommelige Vers (27), som vi nu har under Behandling, og som vi kan gengive i følgende Omskrivning:

Men, mine elskede, Guds sande Børn kan ikke forføres af en saadan Filosofi. Ingen Filosofi kan indtage Kristi Plads i vore Hjerter, ingen Teori kan faa os til at tvivle om Fylden og Rigtigheden af det store Budskab, vi har modtaget som vor Herre Jesu Kristi, Faderens elskede og salvede Søns, Evangelium. »Den Tro, som én Gang er overgivet til de hellige«, er ikke alene fornuftig, men den har ogsaa været ledsaget af vidunderlige »Gaver« blandt eder, saaledes at nogle af eder kan tale med »Tunger«, andre gøre »kraftige Gerninger« (Undergerninger) o. s. v., hvorom disse Filosofer rigtignok siger, at Østens Fakirer vilde kunne gøre det samme. Desuden har I et andet Vidnesbyrd angaaende Sandheden i den gamle Lære deri, at den har givet eder nye Hjerter, at I er blevet delagtige i den Salvelse, som har omdannet og fornyet eders Sind, og som nu i eders daglige Liv frembringer Hellighedens Aands Frugter. Dette kan Fakirerne ikke efterligne, og Filosoferne, som søger at forføre eder, kan ikke negte, at det forholder sig saaledes.

I trænger ikke til nogen Undervisning hverken af disse falske Lærere eller af mig med Hensyn til Grundlærdommen i vor hellige Religion, nemlig, at Jesus Kristus ikke var en Bedrager, men Guds egen Søn og vor Genløser, og at det evige Liv kun kan naaes ved en inderlig Forening med ham. Og saa længe I har denne Kærlighedens hellige Aand i eder, vil den bevare eder fra alle saadanne gudsbespottelige, antikristelige Lærdomme. Saa længe I husker, at »Guds Fred, som overgaar al Forstand«, blev eders Hjerter til Del, da i modtog Jesus som Guds Søn og den eneste Kraft til Frelse, saa længe vil denne Aand ogsaa bevare eder urokkelig fast paa dette Punkt. Og I vil finde, at denne samme Prøve (paa Troskab mod Kærlighedens hellige Aand, [295] som kommer fra Faderen og Sønnen) vil hjælpe eder til ret at prøve og bedømme alle Ting; thi alt, hvad der modsiger eller ignorerer Kærlighedens Aand, er en vanhellig Aand, en falsk Lære. Og husk, at den hellige Aand lærer, at vi maa »blive i ham [Kristus]«, hvis vi skal kunne faa nogen Belønning. At forkaste Kristus er at forkaste alt.

»Usigelige Sukke.«

»Men Aanden selv gaar i Forbøn for os med usigelige Sukke, og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Aandens Attraa er.« — Rom. 8, 26. 27.

Disse Ord, som har til Hensigt at bibringe Guds Børn Forstaaelse af den himmelske Faders Kærlighed til og Omsorg for dem, er i en sørgelig Grad blevet misforstaaet af mange. Nogle fortæller os, at den hellige Aand sukker for dem overfor Faderen; andre forsøger endogsaa selv at give hørlige Udtryk for Sukkene, og atter andre mener, at jo mere de selv sukker, desto mere hjælper de den hellige Aand, idet de da giver Udtryk for, hvad Aanden ikke kan udsige. De kan dog ikke gøre ret klart for sig, hvorledes dette gatir til.

Om nu den hellige Aand var en Person og, som Katekismen lærer, var »lige i Magt« med Faderen og Sønnen. vilde det i Sandhed være besynderligt, at den skulde være nødt til at henvende sig til Faderen og Sønnen paa Herrens Folks Vegne med usigelige Sukke. Herren sagde, at vi kunde komme lige til ham og lige til Faderen. Han forsikrer os: »Faderen selv elsker eder.« Vi trænger altsaa ifølge Skriften ikke til nogen ny Mellemmand; og hvis Treenighedslæren ikke var saa indgroet, som den er, vilde sikkert ingen være kommet paa den Tanke at give dette Skriftsted en saa forvirrende Fortolkning som den, at det er den hellige Aands Opgave at midle mellem Faderen og Sønnen paa den ene Side og Guds Børn paa den anden Side.

Men selv naar vi betragter den hellige Aand som [296] upersonlig, kan vi ikke faa denne uholdbare Fortolkning til at stemme med Skriften og Fornuften. Vi ved, at Guds Aand (Sind, Vilje) i fordums Tider fandt rigelig Udtryk i Profeternes Ord og Gerninger. Og vi kan ikke tro, at den bar mindre Evne nu til at udtrykke sig. Hvad menes der da med dette Skriftsted: »Aanden selv gaar i Forbøn for os med usigelige Sukke«?

Jo, Fejltagelsen fremkommer ved at antage, at det er Guds Aand, der sukker eller beder, medens det i Virkeligheden er vor Aand, de helliges Aand, som anraaber Gud, og som ofte har Vanskelighed ved at finde de rette Udtryk. Et Blik paa den Sammenhæng, i hvilken dette Vers staar, vil tydelig vise, at denne Fortolkning er den rigtige. Apostelen har netop skrevet om den syndbetyngede Menneskehed, som sukker under sine Lænker, og som vil blive befriet fra sin Trældone, naar Menigheden, »Guds Sønner«, er blevet herliggjort under sin Frelses Høvding (Vers 19-21). Efter at have omtalt Verdens Sukke gaar han over til at fremstille Menighedens nuværende Tilstand, i hvilken vi sukker. »Men ogsaa vi, som dog har Aandens Førstegrøde, ogsaa vi sukker med os selv, idet vi stunder efter vort Barnekaar, nemlig vort Legemes Forløsning.« — Vers 23.

Menighedens Aand (Sind), der en Gang var verdslig, er nu blevet fornyet og omdannet til at være hellig og aandelig. Men vore Legemer er endnu menneskelige og har de nedarvede Ufuldkommenheder. Derfor er vi som nye Skabninger bebyrdet af Kødet og sukker efter den forjættede Forløsning til Lighed med Kristus ved den første Opstandelse. Apostelen erklærer, at vi ved Tro kan regne det jordiske Legeme for dødt og os selv som fuldkomne, nye Skabninger og altsaa som frelste allerede nu — frelste »i Haabet« (Vers 24). Efter at han saaledes har vist, hvorledes vi maa betragte os selv, forklarer han, at vi fra Guds Standpunkt regnes som »nye«, »hellige« og »aandelige« Væsener. Gud ser ikke paa vort Kød og dets Svagheder og Ufuldkommenheder, [297] men han ser til Aanden, Sindet, Hensigten, Viljen, den »nye Skabning«, der er helliget til hans Tjeneste. Gud ved, om vor hellige Aand (vort nye Sind) er villig, og det blot er Kødet, der er svagt, og han dømmer os saa ikke efter Kødet, men efter Aanden.

I dette Forhold til Gud kom vi derved, at vi blev avlet af Aanden og fik en ny Vilje, idet vi indviede os fuldt ud til Herren. Og med denne vor nye Stilling fulgte ogsaa de nye Forhaabninger, som vi nu glæder os over. »Men i lige Maade kommer ogsaa Aanden [vort nye, hellige Sind] vor [legemlige] Skrøbelighed til Hjælp [opvejer den]; thi vi ved ikke [engang], hvad vi skal bede om, slig som vi trænger det [og langt mindre er vi i Stand til altid at handle, som vi gerne vilde]; men Aanden selv [vort hellige Sind] gaar i Forbøn [Ordene »for os« findes ikke i de ældste Haandskrifter] med usigelige Sukke [som ikke kan udtrykkes i Ord], og han [Gud], som ransager Hjerterne, ved, hvad Aandens [vor Aands] Attraa er; thi efter Guds Vilje gaar han [eller den — vor Aand] i Forbøn for de hellige.«

Med andre Ord: Det behager Gud kun at regne med sine Børns Hjerters Ønsker uden at tage Hensyn til, om de som Følge af Kødets, Lerkarrets, Ufuldkommenhed skulde i Bon eller Handling komme til at give disse Ønsker til Kende paa en urigtig Maade. Det er Hjertets eller Aandens Bønnesukke og Ønsker, han modtager.

Dette er en stor Lykke for uvidende og svage Guds Børn; thi hyppig har de bedt meget ilde. Vi tænker paa dette, hver Gang vi hører Guds Børn bede om at blive døbt med den hellige Aand og Ild. De beder i en god Hensigt og ønsker blot at faa en Velsignelse; men idet de ikke forstaar det Skriftsted, som de anfører, beder de i Virkeligheden om en Velsignelse efterfulgt af en Forbandelse. Johannes den Døber sagde til Jøderne, at Kristus vilde døbe med den hellige Aand [298] og med Ild. Daaben med den hellige Aand kom paa Pinsedagen over den ventende Menighed og senere over hele den trofaste »Levning« af Israel. Ilddaaben bestod i den Trængsel, fuldstændige Opløsning og Adspredelse, som i Aaret 70 e. K. hjemsøgte den jødiske Nation, der var blevet udstødt fra Guds Gunst.

Gud er imidlertid altfor god til at opfylde disse sine Børns Bønner, saaledes som de udtaler dem, og giver dem blot den Velsignelse, som det er deres Hensigt at bede om.

Nogle er blevet overlistet af en eller anden Synd og besnæret af Modstanderen ved en eller anden af den faldne Menneskenaturs Svagheder. De føler sig yderst nedslaaet, naar de skal nærme sig den himmelske Naadetrone i Bøn. De kan ikke udtrykke sine Følelser i Ord; de kan, bebyrdet som de er, blot sukke i sin Aand til Gud. Den himmelske Fader har imidlertid ikke fordret at de skulde forme Bønnen i nøjagtig de rigtige Ord, før han vil høre den. Han lytter til deres Ønsker, deres Hjerters usigelige Sukke, naar de søger hans Tilgivelse, hans Velsignelse og Trøst; og han besvarer disse uudtalte Bønner, han tildeler dem Kraft og Velsignelse, og en salig Forvissning om Tilgivelse.

Dette er, hvad Apostelen mener med Ordene: »Aanden selv gaar i Forbøn for os med usigelige [uudtalte] Sukke.« Længere fremme opsummerer han hele Bevisrækken i denne Sammenhæng, idet han siger: »Hvad skal vi da sige til dette? [I Betragtning af, at Gud har truffet saadanne Foranstaltninger for vor Skyld, at han bærer over med vore Svagheder og Ufuldkommenheder og, saa langt som de gaar imod vor Vilje, ikke regner dem som vore Gerninger, at han bærer over med det mangelfulde i vore Bønner og vor Udygtighed til at udtrykke vore Ønsker og velsigner os, som vort Sinds Aand begærer, da vi endog er ude af Stand til at give vore Sukke Udtryk i vore ufuldkomne Bønner, saa kan vi deraf slutte, [299] at — ] Er Gud [saaledes] for os, hvem er da imod os?« —Vers 31.

Hvorledes Aanden overbeviser Verden.

»Og naar han [Sandhedens Aand] kommer, skal han overbevise Verden om Synd og om Retfærdighed og om Dom.« — Joh. 16, 8.

Nogle bruger denne Tekst som Bevis for, at den hellige Aand virker i Syndere for at bringe dem til Omvendelse. Vi hævder, at en saadan Fortolkning er absolut fejlagtig, at Skriften, ret forstaaet, lærer, at den hellige Aand kun gives til indviede troende, at den ikke gives til de vantro og derfor heller ikke kan virke i dem paa den Maade, som man i Almindelighed mener. Tvertimod; denne Verdens Børn har denne Verdens Aand, og kun Guds Børn har Guds Aand, den hellige Aand eller Vilje. »Verdens Aand« eller »det kødelige Sind er Fiendskab imod Gud«. Og den kødelig-(verdslig-)sindede kan ikke kende de Ting, som hører Guds Aand til, fordi de skelnes eller bedømmes aandelig, d. v. s. de kan kun forstaaes af dem, som har den hellige Aand. Deraf kommer det, at hvor som helst vi finder den hellige Aand, der viser sig ved Harmoni med Gud og Lydighed imod hans Vilje og Styrelse, saa aabenbarer den, at Omvendelse og Avling til et nyt Liv har fundet Sted. I Harmoni med dette siger Apostelen: »Om nogen ikke har Kristi Aand, saa hører han ikke ham til.« De, som ikke har Kristi Aand og altsaa ikke er hans, udgør Verden i Almindelighed. De tilhører ikke Kristus, fordi de ikke har modtaget Faderens Aand.

Guds Aand er ved de Frugter, den frembringer hos os, og ved de Vidnesbyrd, som den afgiver gennem Ordet, Beviset for, at vi er blevet avlet paany. Det maa være klart for alle, at den Guds hellige Aand, som er i Menigheden, ikke er den Aand, som bor i de verdslige, de kødeligsindede, som i Skriften kaldes »Vredens Børn«, »denne Verdens Børn« og »Djævelens Børn«.

[300] Dog maa vi ikke glemme, at »Sandhedens Aand«, »Kærlighedens Aand«, i en betydelig Udstrækning har omdannet Verdens Aand, saa at Verden, til Trods for at den endnu er opfyldt af en Mørkets, Selviskhedens og Kødets Aand, dog søger til en viss Grad at efterligne nogle af den hellige Aands skønne Egenskaber, i alt Fald i det ydre. Det vilde ogsaa være besynderligt, om Hellighedens Aands Skønhed, saaledes som den aabenbarer sig i Mildhed. Venlighed, Fordragelighed og Taalmodighed, ikke skulde gøre noget Indtryk paa de uomvendte.

Nogle Verdensmennesker dyrker og udvikler disse Aandens skønne Egenskaber, fordi de regnes for et Tegn paa god Opdragelse o. s. v.; og mange, hvis Hjerter slet ikke er i Harmoni med Hellighedens Aands Principer, efterligner nogle af disse skønne Egenskaber for ved dem ligesom med en Forgyldning at skjule sin fordærvede Naturs grovere Metal — uomvendte, uhellige og selviske, som de er, og fuldstændig ude af Harmoni med Herren og Heilighedens Aand. Vi maa saaledes skarpt skelne mellem dem, der kun forgylder Overfladen af sin Optræden, og dem, hvis Hjerter er blevet omdannet af Herrens Aand. Kun de sidste er Guds Sønner, som har hans Yndest, og som om kort Tid vil blive ophøjet og herliggjort.

Men om nu Guds Aand kun meddeles dem, der er hans ved Tro paa Kristus og ved Indvielse, hvad mente Herren da med den ovenfor anførte Udtalelse, at Sandhedens Aand vilde overbevise Verden om Synd og om Retfærdighed og om en kommende Dom?

Meningen med Herrens Ord kan let sees, naar vi husker hans Erklæring, at hans Efterfølgere, som Aanden skulde komme over, og i hvem den rigelig skulde bo — i Forhold til Graden af deres Tro og Lydighed — skulde være Verdens Lys. Det er dette Sandhedens Lys, som ud fra den sandt indviede Menighed skinner paa Verden og de verdsligsindede Navnkristne — det er [301] dette, som skal overbevise dem om deres eget Mørke. Herren sagde om sig selv, efter at han var blevet salvet med Guds Aand: »Jeg er Verdens Lys«, og atter: »Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys« (Joh. 8, 12; 9, 5). Og til Menigheden i Evangelietidsalderen, der er helliget ved den samme hellige Aand, siger han: »I er Verdens Lys. . . . Lad saaledes eders Lys skinne for Menneskene.« — Matt. 15, 14-16.

Apostelen Paulus siger, idet han ligeledes taler til Kristi Legeme: »I var fordum Mørke, men nu er I Lys i Herren; vandre som Lysets Børn« (Ef. 5, 8; 1 Tess. 5, 5). Atter siger han: »Thi Gud [Guds Aand, Sandhedens Aand] . . . har ladet det skinne i vore Hjerter, for at Kundskaben om Guds Herlighed i Jesu Kristi Aasyn skulde straale frem fra os« (2 Kor. 4, 6). Det er altsaa Guds Sandheds Lys, den hellige Aand, som skinner ud paa Verden, efter at det er begyndt at skinne i vore Hjerter; derfor er det, at Apostelen giver os følgende Formaning: »Gør alt uden Knur og Tvivl, for at I kan være ustraffelige og rene, Guds ulastelige Børn midt iblandt en vanartet og vrang Slægt, iblandt hvilken I viser eder som Lys i Verden.« — Fil. 2, 14. 15.

Vi ser altsaa, at den hellige Aand skinner paa Verden, ikke direkte, men med tilbagekastet Lys. Guds Aand kan ikke modtages af verdsligsindede Mennesker og ikke virke i dem; men Guds hellige Aand, som virker i Guds Børn, der er beseglet af den, straaler ud fra dem og lyser og skinner saaledes paa Verdens Mørke.

Apostelen giver os en Nogle til Forstaaelsen af, hvorledes Verden overbevises af Hellighedens Aand i den indviede Menighed. Han siger: »Vandre som Lysets Børn . . . og hav intet at gøre med Mørkets ufrugtbare Gerninger, men revs dem heller! . . . Men naar det revses, bliver det alt aabenbaret af Lyset« (Ef. 5, 8. 11. 13). Lyset fra Guds Sandhed, der er Udtryk for hans Sind eller Aand, saaledes som det skinner frem i et helligt Liv, er den hellige Aand, som revser Verdens Mørke og [302] viser dem, der ser det, hvad Synd er i Modsætning til Retfærdighed. Og denne Oplysning skaber hos dem den Overbevisning, at der vil komme en Dom, ved hvilken Retfærdigheden skal belønnes og Synden straffes. Et gudfrygtigt Liv er altid en Bebrejdelse mod de ugudelige, selv hvor det ikke er mulig eller passende at fremføre et eneste Sandhedens Ord.

Netop fordi den hellige Aand i Guds Børn revser den vanhellige og egenkærlige Aand i Verden, opfordrer Apostelen de hellige til at huske, at de er levende Breve, der kendes og læses af alle (2 Kor. 3, 2). Den retfærdiggjorte og helliggjorte Menighed, der følger i Kristi Fodspor, har altid været et Lys i Verden, selv om dens Lys ikke altid har haft en saa stor Indflydelse, som man kunde ønske. Saaledes var det ogsaa med Herren, som erklærede, at alle, der havde Mørkets Aand, hadede ham, fordi Mørkets Aand i dem blev afsløret og revset ved Lysets Aand i ham. Af den Grund blev Herren, den store Lysbærer, forfulgt til Døden, og paa lignende Maade maa ogsaa alle de mindre Lysbærere, som følger i hans Fodspor, dele hans Forfølgelser og Lidelser. — Joh. 16, 3 ; Rom. 8, 17. 18.

Medens Menighedens væsentligste Opgave har været at arbejde paa sin egen Udvikling, at opbygge sig selv paa sin højhellige Tro (Jud. 20), har den desuden altid haft som sin anden Opgave at vidne om Sandheden og lade Lyset skinne paa og revse Verden. Og ligesom Herrens Lys særlig skinnede paa dem, der falskelig gav sig ud for at være gudfrygtige og hellige, og revsede deres Mørke, saaledes har ogsaa Menighedens Lys mere skinnet paa de navnkristne Bekendere end paa de aabenlyst verdslige. Herren formaner os til at lade vort Lys skinne uafbrudt. Han siger: »Er [bliver] altsaa Lyset i dig Mørke, hvor stort bliver da Mørket!« — saavel for den enkelte Sjæl, i hvem Lyset er sluknet, som for Verden, der saaledes faar Lyset formørket. Satan fejrer sin største Triumf, naar han kan forføre en Sjæl, der en [303] Gang var oplyst af og helliget ved Sandheden. Den onde Indflydelse, en saadan kan udøve, bliver mere end fordoblet derved. »Den, som tykkes sig at staa, han se til, at han ikke falder!« Og lad os huske, at om vi sætter vort »Lys under en Skæppe«, tager vi et afgjort Skridt henimod Mørket.

Guds Aand og Antikristens Aand.
— 1 Joh. 4, 2. 3 ; 2 Joh. 7. —

»Paa dette skal I kende Guds Aand: Hver Aand, som bekender Jesus Kristus at være kommet i Kød, er af Gud; og hver Aand, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og dette er Antikristens Aand.«

Det er tydeligt nok, at Apostelen ikke her taler om en personlig Aand, men om en Indflydelse, en Lære. Sammenhængen (Vers 1 og 3) viser klart, at Guds Børn maa skelne mellem de Lærdomme, der fremstilles for dem som Sandhed — de maa »prøve Aanderne«, om de er gode eller onde, af Gud eller af Satan, Sandhedens Aand eller Vildfarelsens Aand. Begge har sine Profeter og Lærere. Herren, hans Apostler og andre, der fulgte i deres Fodspor, saaede Sandhed (»Hvede«), som avlede indviede troende til et nyt Liv og til Aandens Hellighed. Fienden og hans Tjenere saaede Vildfarelse (»Ugræs«), som i Navnkirken (Hvedeageren) har indført store Mængder af »Ugræs«, der ikke har »Kristi Aand«, men en lidt omændret, fineret Verdens-Aand. Enhver, som giver sig ud for at være en Lærer og en Sandhedens Tjener og at have Hellighedens Aand, skal derfor prøves, om han prædiker Sandhed eller Vildfarelse, om han forkynder Sandhedens Aand eller Vildfarelsens Aand. Guds Ord skal være den Maalestok, efter hvilken det skal afgøres, hvorvidt han skal modtages som en sand Lærer eller afvises som en falsk Lærer; »thi mange falske Profeter er gaget ud i Verden«.

Apostelen peger paa en Prøvesten, ved hvis Hjælp vi i Almindelighed vil kunne skelne mellem sand og falsk Tro, sande og falske Lærere, Sandhedens Aand og Vildfarelsens [304] Aand, Kristi hellige Aand, der vejleder til al Sandhed, og Antikristens vanhellige Aand, der leder til allehaande Vildfarelser og er ødelæggende for den Tro, der en Gang blev overgivet til de hellige, samt fører til Fornegtelse af, at Herren har købt os med sit dyrebare Blod (2 Pet. 2, 1). Denne Prøvesten gælder Hævdelsen eller Benegtelsen af, at Messias er kommet i Kødet. Dette var og er endnu en ufejlbarlig og afgørende Prøve, Genløsningsprøven i en af sine Former. Enhver Lære, som benegter denne Grundsandhed, er en virksom Modstander af Sandheden, er anti-(imod)Kristus. Enhver Lære, som overser eller tilsidesætter den, er falsk, ikke af Gud hvor meget godt der ellers kan være indblandet i den; den er farlig. Enhver Lære, som bekender den, hviler paa den rette Grundvold — er »af Gud« og leder i den rigtige Retning.

Meget tidlig begyndte Modstanderen sine Angreb paa den sande Tro, der blev fremført af Herren og Apostlerne. Disse Angreb kom fra to vidt forskellige Hold, som dog begge afgjort benegtede, at Kristus kom i Kødet.

1) De hedenske Filosofer (som Apostelen Paulus ogsaa advarede imod, i Tim. 6, 20. 21.) gjorde gældende, at Jesus nok var en stor Profet, en stor Lærer, og de satte ham i Klasse med sine egne Filosofer; men de fastholdt lige saa bestemt, at han ikke var Guds Søn mere end de andre, og at han ikke var Jødernes Messias. Jødernes Forhaabninger og Profetier tilskrev de blot egoistisk Sneversynethed, Nationalstolthed og et ærgerrigt Ønske om at betragte sig selv som en af Gud særlig begunstiget Nation. Saaledes benegtede de Herrens førmenneskelige Tilværelse, benegtede, at han kom i Kødet, og at han var noget andet end et Medlem af den faldne Slægt, skønt det indrømmes, at han var et særdeles fortrinligt Eksemplar af den.

2) Som Modstanderen altid plejer, begyndte han snart at sætte den ene yderliggaaende Vildfarelse op imod den [305] anden, for at Sandheden kunde blive glemt og overset i Kampen mellem de to Vildfarelser. Derfor lod han den anden Yderlighed komme frem angaaende dette Emne. Den gik ud paa, at Messias slet ikke var et Menneske; men at han var Gud selv, Faderen, der blot for en Tid var forklædt som Menneske, medens han i Virkeligheden beholdt alle sine guddommelige Egenskaber; at han brugte sit menneskelige Legeme som et Dække til at skjule sin Herlighed med, og for at det kunde se ud som om han var i Stand til at græde, hungre, tørste og dø. Ogsaa denne Lære benegter, at Messias kom i Kødet, at »han blev Kød«. — Joh. 1, 14.

Kaster vi et Blik rundt om os i Dag, bliver vi med Rette forbauset over at tinde, at Flertallet af de Kristne holder fast ved den ene eller den anden af disse falske Lærdomme, der er i Modstrid med Sandhedens Aand og er af Antikrists Aand. De faa Kristne, som forkaster begge disse Vildfarelser, ved i de fleste Tilfælde ikke, hvad de skal sætte i Stedet; de er derfor ganske forvirret og savner et afgjort Standpunkt i Spørgsmaal om Genlosningen, fordi de ikke klart ser Sandheden angaaende dette Emne. Thi alle de, som ikke klart kan se, at »Ordet [Logos] blev Kød«, blev »Mennesket Kristus Jesus«, er lige saa lidt i Stand til at se Løsepengen (den tilsvarende Pris), som de er, der i Jesus blot ser et ufuldkomment Menneske, avlet af en jordisk Fader.

Vi ser altsag, at det ligefremme Middel, som er blevet os anvist af den hellige Aand gennem Apostelen Johannes, endnu kan anvendes til at prøve Aanderne, til at afgøre, om de forskellige Lærdomme, der fremstilles for os, er af Gud eller Satan, af den hellige Aand eller af Antikrists Aand.

Ligesom Troen paa, at Kristus kom i Kødet ved sit første Komme, er nødvendig for en ret Tro paa Genløsningen, og ligesom en Fornegtelse at denne Kendsgerning er det samme som en Fornegtelse af Genløsningen [306] (fordi Kristus ikke paa nogen anden Maade kunde give en tilsvarende Pris for Mennesket), saaledes indbefatter ogsaa den Tro, at Kristus efter sin Opstandelse endnu er et Menneske, og at han anden Gang atter vil komme som et Menneske, en Fornegtelse af Genløsningen. Thi hvis Jesus stadig er et Menneske, har han enten slet ikke givet sit Menneskevæsen til en Genløsning for os, eller ogsaa har han blot givet det bort i tre Dage og saa taget det tilbage igen, taget Genløsningsbetalingen tilbage og saaledes ophævet Købet. Men vi ser, at Købet var afgørende, Herrens Menneskeliv blev aldrig taget tilbage. Gud har højt ophøjet ham og givet ham et Navn og en Natur langt over alle Engle, Fyrstendømmer og Magter og ethvert Navn, som nævnes (Faderens alene undtaget). Han er ikke længere et Menneske eller i nogen Forstand lig os; men om vi er trofast, skal vi blive »forvandlet« og »blive ham lige«, og »vi skal se ham, som han er«. — 1 Joh. 3, 2.