Bind 5 - Forsoningen 
Mellem Gud og Mennesket

 KAPITEL 12

FORSONINGENS GENSTAND — MENNESKET.

Hvad er Mennesket? — »Ortodoksiens« Svar. — Videnskabens Svar. — Bibelens Svar. — Menneskets Legeme. — Menneskets Aand. — Den menneskelige Sjæl. — Forvirring som Følge af fejlagtig Oversættelse. — Sjæles Forplantning. — Hvad er »Scheol eller »Hades«, hvortil alle Sjæle gaar i Tiden mellem Døden og Opstandelsen? — En indgaaende Undersøgelse af Skriftens Udsagn om dette.

»Hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, og et Menneskebarn, at du besøger ham! Og du gjorde ham lidet ringere end Englene*), og med Ære og Herlighed kronede du ham. Du gjorde ham til Hersker over dine Hænders Gerninger, alt lagde du under hans Fødder, Faar og Okser, alle til Hobe, ja, ogsaa Markens Dyr, Himmelens Fugle og Havets Fiske.« — Ps. 8, 5-9.

*) Jfr. Heb. 2, 7.

HVILKET storslaaet Væsen er Mennesket vel, efter­som Universets Skaber har været saa interesseret i dets Velfærd, at han har truffet en saa rigelig Foranstaltning til dets Forligelse, ja, saa at han endog ofrede sin egen Søn? Vi burde have et saa grundigt Kendskab som mulig til denne den højeste af Guds jordiske Skabninger. Og dog er vor Dømmekraft saa begrænset og vor Kundskab saa indsnevret, at vi med Hensyn til dette Emne er næsten fuldstændig afhængige af, hvad vor kærlige Skaber har aabenbaret osderom gennem sit Ord. Skønt det er blevet til et Ordsprog, at »Menneskets største Studium er Studiet af Mennesket«, er der dog, besynderlig nok, kun faa Ting, [308] med Hensyn til hvilke Menneskeslægten er mere i Forvirring end netop dette, hvad Mennesket er. Der er hovedsagelig to Anskuelser, der er fremherskende med Hensyn til denne Sag; men ingen af disse kan vi anerkende som rigtig eller bibelsk. Skønt de begge indeholder visse Sandheder, er de dog i højeste Grad fejlagtige og vildledende, saa at selv de, der ikke helt er besnæret af dem, dog er saaledes paavirket af og forvirret ved disse Vildfarelser, at mange Sandheder mister sin Kraft og Værdi for dem, medens derimod mange falske Slutninger faar Skin af Sandhed. Vort Emne er altsaa vigtigt for alle, som vil lære Sandheden at kende, og som ønsker at erfare dens velsignelsesrige Indflydelse i sit Hjerte og Liv. Og særlig vigtigt er dette Emne i Forbindelse med Forsoningen. Den, som ikke klart forstaar, hvad Mennesket er, vil finde det vanskeligt om ikke umuligt klart at forstaa, hvad Skriften lærer om Forsoningen for Menneskets Synd og om dens Resultater.

Vi vil først betragte den almindelige og saakaldte ortodokse (rettroende) Anskuelse om Mennesket, derpaa det strengt videnskabelige Synspunkt og endelig Bibelens, som efter vor Mening er forskellig fra begge de andre og langt fornuftigere end nogen af dem, og som endvidere danner det eneste Grundlag, paa hvilket de andre to Anskuelser vil kunne mødes og forenes.

Ortodoksiens Svar.

Svaret paa Spørgsmaalet: Hvad er Mennesket? vilde fra et saakaldt »ortodoks-teologisk« Standpunkt (hvilket vi altsaa angriber) lyde omtrent som følger: Mennesket er en Sammensætning af tre Dele: Legeme, Sjæl og Aand. Legemet fødes paa samme Maade som andre animalske Væseners, dog med den Forskel, at Gud ved Menneskets Fødsel træder til og paa en eller anden for os uransagelig Maade indplanter i Legemet en Sjæl og en Aand, der er Dele af Gud selv, og som altsaa ikke [309] kan ødelægges, aldrig kan dø. De »ortodokse« er imidlertid ude af Stand til at skelne mellem Aand og Sjæl og bruger derfor disse Udtryk vekselvis efter Behag. Begge Udtryk (Sjæl og Aand) menes at betegne det virkelige Menneske, medens Kødet blot ansees for at være det virkelige Menneskes ydre Hylster, som det bruger som et Hus i den Tid, det lever paa Jorden. Ved Døden, siger de, slipper det virkelige Menneske ud af sit Kødfængsel og gaar da over i en langt behageligere og mere passende Tilstand.

De »ortodokse« paastaar med andre Ord, at det virkelige Menneske ikke er jordisk, men derimod et Aandevæsen, som slet ikke passer for Jorden. Naar man ved Døden slipper fri for sit Kødlegeme, opnaar man altsaa ifølge denne Teori en stor Velsignelse; men alligevel gør ogsaa de »ortodokse« sig alle tænkelige Anstrengelser for at forlænge Opholdet i sit kødelige Hus saa meget som mulig, idet de bruger Mediciner, foretager Rekreations­rejser og følger alle mulige Sundhedsregler. Den »Befrielse«, der kaldes »Døden«, betragtes af mange som et Trin videre i Udviklingsprocessen. De anser det for fornuftigt og logisk at tænke sig en saadan Forvandling fra jordisk til himmelsk, fra legemlig til aandelig Tilstand som et endeligt Rersultat af Menneskets Udvikling; thi ifølge den »videnskabelige« Udviklingslære blev Mennesket ikke oprindelig skabt som Menneske, men er igennem lange Tidsaldre udviklet fra Protoplasmaen i de forhistoriske Tider til Mikrobe, fra Mikrobe ad lange og forskellige Veje til Abe og endelig fra Abe til Menneske. Der hævdes endvidere, at Mennesket paa sit tidligste Trin stod meget lavere end Nutidsmennesket, at Udviklingen gradvis har bragt Mennesket fremad, og at det næste Trin for ethvert Menneske er en Forvandling eller Udvikling til aandelig Tilstand som Engle og Guder eller ogsaa som Djævle.

Alt dette er meget smigrende for det tyvende Aar­hundredes Stolthed; thi skønt man ved denne Teori paa [310] den ene Side tillægger Mennesket den lavest tænkelige Herkomst, kan man dog paa den anden Side smigre sig med, at Mennesket nutildags er naaet til en højere Udvikling end nogensinde før, og at det i Fremtiden endog vil naa endnu højere. Denne Anskuelse er ikke blot fremherskende i de civiliserede Lande, men ogsaa blandt alle de hedenske Folk, selv de vilde, raader praktisk talt de samme Tanker om Mennesket, naar undtages, at de sædvanligvis ikke søger dets Oprindelse saa langt tilbage. Denne Anskuelse finder Støtte hos alle hedenske Filosofer og bæres ogsaa for en stor Del oppe af vor Tids videnskabelige Teoretikere, som, skønt de behandler dette Emne paa en ganske anden Maade, ikke desto mindre gerne hengiver sig til Haabet om et kommende Liv ved en Evolution. De elsker at tilfredsstille sin Forfængelighed med en Teori, som slet ikke stemmer overens med deres egne videnskabelige Slutninger angaaende Livsgnisten i Mennesket.

Videnskabens Svar.

Videnskabens Svar paa Spørgsmaalet: Hvad er Mennesket? kan sammenfattes i omtrent følgende Ord: Mennesket er et Dyr af den højeste hidtil udvikiede og kendte Type. Dets Legeme adskiller sig fra andre Dyrs Legemer ved sin højere og ædlere Udvikling. Dets Hjerne, som ligner de øvrige Dyrs, er imidlertid bedre udviklet og har en finere Bygning med tilsvarende større Muligheder og Evner, der gør Mennesket naturlig skikket til at være de lavere Skabningers Herre og Konge. Menneskets Aandedræt eller Livsaande er af samme Slags som de andre Dyrs. Sin Organisme og Livsgnist modtager Mennesket fra sine Forældre, paa samme Maade som Dyrene modtager Liv og Legemer fra sine Forældre.

Videnskaben betragter hvert Menneske som en Sjæl eller et følende, sansende Væsen; men angaaende Menneskets fremtidige og evige Tilværelse kan Videnskaben ikke udtale sig, da den ikke finder noget Grundlag for [311] en Slutning, ikke engang for en fornuftig Hypotese. Videnskaben haaber dog paa en Fremtid for Mennesket paa Grundlag af en Evolution, som den tror at kunne spore i Fortiden. Den er stolt af de Fremskridt i Udviklingen, som den hævder, at dens Gud, Naturloven, allerede har fuldført, og den haaber, at denne Lovs fortsatte Virken (uden en personlig Gud) tilsidst vil bringe Menneskeslægten til en endnu mere fuldkommen og mere gudlignende Tilstand.

Bibelens Svar.

Medens Bibelen i nogle Henseender stemmer overens med begge de foregaaende Anskuelser, modsiger den dem dog absolut paa nogle af de vigtigste Punkter. Bibelen benandler ikke Sagen paa en spekulativ Maade, men som Guds Røst eller Aabenbaring taler den med Autoritet og Bestemthed om Menneskets Fortid, Nutid og Fremtid. Den bibelske Anskuelse er den eneste konsekvente og derfor den eneste sandt videnskabelige og ortodokse. Men den bibelske Fremstilling af Sagen smigrer ikke den menneskelige Stolthed, den gaar ikke ud paa, at Mennesket er sin egen Udvikler, heller ikke, at Naturlovene ufrører dette Værk, thi de er ingen Gud. Bibelen giver Gud alene Æren for Menneskets oprindelige Skabelse (Adam) i Guds Lighed og giver Mennesket selv Skylden for, at det ikke bevarede denne Lighed, men faldt i Synd og derved paadrog sig alle Syndens Følger — aandelig, legemlig og moralsk Fornedrelse, der fører til Død. Bibelen giver endvidere Gud Æren ved at aabenbare for os hans Barmhjertighed og Højsindethed mod Mennesket i dets faldne Tilstand, idet han ved sin Søn har tilvejebragt en Genløsning og i Løbet af Tusindaarsriget vil give det en Lejlighed til at blive genoprettet til dets oprindelige Fuldkommenhed.

Det har været en frugtbar Kilde til Forvirring for de Kristne, at de, naar de har studeret Menneskets Natur og særlig naar de har undersøgt Bibelens Lære om dette [312] Emne, ikke har kunnet skelne mellem Menneskeslægten i Almindelighed og Menigheden, den lille Hjord, som Gud udvælger blandt Menneskene i denne Tidsalder og bereder for og tilpasser til en ny og overmenneskelig Tilstand — en aandelig Tilværelse. I Stedet for »rettelig at dele Sandhedens Ord« anvender de paa hele Menneskeslægten alle de Udsagn og Forjættelser i Skriften, særlig i det nye Testamente, hvilke alene gælder Menigheden og ikke har noget som helst at gøre med det Haab om Genoprettelse, der fremholdes for Verden. Disse »overmaade store og dyrebare Forjættelser« er det lige saa urigtigt at anvende paa Verden, som det er rigtigt at anvende dem paa Menigheden. Som Eksempel anfører vi: »Da er vel Legemet dødt paa Grund af Synd, men Aanden er Liv paa Grund af Retfærdighed« (Rom. 8, 10). Disse Apostelens Ord kan kun anvendes paa Menigheden; men ikke desto mindre bliver de fortolket, som om de specielle Betingelser, der er knyttet til Me­nighedens Kald i denne Tidsalder, skulde gælde hele Menneskeslægten. Ordene »Død« og »Liv« er her brugt med Hensyn til dem, som, efter at de ved Guds Naade er blevet retfærdiggjort ved Tro, straks regnes for frigjort fra Dødsdommen, for at de kan fremstille sine Legemer som levende Ofre, idet de regner med dem og behandler dem, som om de var døde, hvad angaar jordiske Rettigheder og Interesser, og ikke længere regner sig som jordiske eller menneskelige Væsener, men som »nye Skabninger«, avlet til en ny Natur ved Guds Forjættelser. Det er altsaa paa retfærdiggjorte og helliggjorte troende (Menigheden — de, som ved Tro paa Kristus og Lydighed mod ham har modtaget en ny Livsaand, er blevet nye Skabninger), at Ordene »Død« og »Liv« her skal anvendes, men slet ikke paa Verden; thi Verden har ingen anden Natur end den menneskelige; den er ikke i nogen Forstand blevet avlet paany.

Et andet Skriftsted, som ogsaa ofte fejlagtig anvendes paa Verden, skønt det gælder Herrens indviede Børn, er [313] følgende: »Men vi har denne Skat i Lerkar, for at den rige Kraft skal være af Gud og ikke af os« (2 Kor. 4, 7). Dette gælder kun om Menigheden, om dem, som har modtaget »Skatten«, det nye Sind, den nye Natur. De har denne Skat i det naturlige Legeme, der regnes for dødt, og som her kaldes »Lerkar«. Dette er et meget passende Billede paa den Klasse, som det er anvendt om, nemlig Menigheden; men det vilde være absolut urigtigt at anvende det paa Menneskeslægten i Almindelighed og at antage, at alle Mennesker besidder en himmelsk Skat, en ny Natur, og at saaledes hvert menneskeligt Legeme er et Lerkar, der indeholder en saadan ny Natur. Verden har blot én Natur, den menneskelige; den har ingen ny Natur og har heller intet Løfte om nogensinde at faa en saadan. Det højeste Maal, som Menneskeslægten i det store og hele kan opnaa ifølge Guds Ords Forjættelser, er Genoprettelse til den menneskelige Naturs Fuldkommenhed, der gik tabt i Eden, men blev købt tilbage paa Golgata. — Ap. G. 3, 19-23.

Paa denne Maade vilde vi kunne vedblive med at undersøge en stor Mængde Udsagn i det nye Testamente, hvilke ikke kan anvendes paa Menneskeslægten i Almindelighed, men blot gælder den indviede Menighed, der er avlet paany ved den hellige Aand til en ny, aandelig Natur. Hvis man f. Eks. omhyggelig undersøger de Hilsener, hvormed Apostlerne indleder sine Breve, vil man finde, at de ikke, saaledes som mange antager, er stilet til Menneskeslægten i Almindelighed, men til Menigheden, »de hellige«, »Troens Husstand«.

Lad os altsaa huske, at naar vi i dette Kapitel behandler Spørgsmaalet: Hvad er Mennesket? drøfter vi ikke, hvad Menigheden, »den nye Skabning« i Kristus Jesus, er, og heller ikke, hvad den aandelige Natur bestaar i, hvortil Menigheden allerede er blevet avlet af Aanden, og som alle de trofaste i den fuldeste Udstrækning skal blive delagtige i ved den første Opstandelse. Vi drøfter derimod den første Adam og hans Børn. Vi [314] ønsker at vide, hvem og hvad vi af Naturen er som en Slægt betragtet — hvad Mennesket er. Ved at faa fuld Klarhed over dette Spørgsmaal vil vi lettest kunne forstaa, hvorfra Mennesket faldt, hvortil det faldt, hvad det blev genløst fra, og hvad det vil blive genoprettet til.

Mennesket — Legeme, And, Sjæl.

Naar vi antager den gældende Definition af Ordet »Dyr« — »en sansende, levende Organisme« — saa maa vi uden Betænkning klassificere Mennesket som det højeste af Jordens Dyr og tillige som de øvrige Dyrs Konge. Saa vidt er Skriften i fuld Overensstemmelse med Videnskabens Resultater. Læg Mærke til det Skriftsted, som staar i Begyndelsen af dette Kapitel. I det viser Profeten David særlig, at Mennesket i sin Natur er ringere end Englene, men en Konge over alle jordiske Skabninger, Guds Repræsentant overfor alle de lavere Arter af sansende Væsener.

Skriften siger ingen Steder hverken direkte eller in­direkte, at et Stykke, en Del eller en Gnist af Gud er blevet meddelt enhver menneskelig Skabning. Dette er en ubegrundet Formodning fra deres Side, som gerne vil konstruere en Lærebygning, en Teori, men mangler Stof til den. Og denne uholdbare og grundløse Hypotese, at der meddeles ethvert Menneske en Del af Gud ved Fødslen, er blevet Grundlaget for mange falske Lærdomme, som har fremstillet Guds Karakter i et daarligt Lys og ikke har taget tilbørligt Hensyn til Guds Visdom, Retfærdighed, Kærlighed og Magt.

Det er denne falske Formodning som har nødvendiggjort Teorien om et Helvede med evig Pine. Man mener nemlig, at hvis Mennesket var blevet skabt som de andre Dyr, vilde det kunne dø, som de andre Dyr dør — uden Frygt for en evig Pine. Men, mener man videre, da nu Gud har tildelt Mennesket en Gnist af sit eget Liv, saa maa Mennesket leve i al Evighed; thi Gud er jo evig. Det er derfor umuligt for den Almægtige at til [315] intetgøre sin Skabning, hvor ønskværdig en saadan Tilintetgørelse end kunde være. Og kan Mennesket ikke ødelægges, maa det, hævder man, eksistere et eller andet Sted i al Evighed; og eftersom det store Flertal af Menneskene er onde, og kun den »lille Hjord« er hellig og velbehagelig for Gud, saa slutter man, at de mange vanhellige i Evigheden maa lide Straf og Pine i samme Grad, som de faa hellige nyder en evig Lyksalighed. Man indrømmer, at det vilde være bedre for Menneskeslægten og til større Ære for Gud og til større Fred og Hygge for hele Universet, om alle de onde kunde blive tilintetgjort. Men man hævder, at skønt Gud har Magt til at skabe Mennesket, har han dog ikke Magt til at tilintetgøre denne sin egen Skabning, fordi han paa en eller anden uforklarlig Maade har indpodet en Gnist af det guddommelige Liv i det. Vi haaber at kunne vise, at hele denne Tankegang er fejlagtig, at den ikke støttes af et eneste Skriftsted, men er en af den mørke Middelalders Frembringelser og modsiges paa det bestemteste af Bibelen.

Bibelen lærer os, at Mennesket er sammensat af to Elementer, nemlig Legeme og Aand. Disse to i Forening frembringer Sjælen, det sansende, tænkende Væsen, det egentlige Menneske. Udtrykket »Legeme« gælder kun den fysiske Organisme. Det bruges hverken om Livet, der levendegør det, eller om det sansende Væsen, der er et Resultat af denne Levendegørelse. Et Legeme er ikke et Menneske, skønt der ikke kan være noget Menneske uden et Legeme. Livsaanden er heller ikke Mennesket, skønt der ikke kan være noget Menneske uden en Livsaande. Ordet »Aand« i det gamle Testamente er det hebraiske Ord ruach. Det betegner oprindelig Aandedræt, og deraf kommer Udtrykket »Livsaande« eller »Livsaand«, da Livsgnisten, en Gang frembragt, næres af Aandedrættet.

Men Ordet »Livsaand« betegner mere end blot Aandedrættet; det bruges om selve Livsgnisten, uden hvilken Aandedrættet vilde være en Umulighed. Denne Livsgnist [316] modtager vi fra vore Fædre, og gennem vore Mødre næres og udvikles den.*) Det er ganske urigtigt at tænke, at den menneskelige Livsgnist meddeles paa nogen overnaturlig Maade — paa nogen anden Maade end Dyrenes. Dyrene, som f. Eks. Hesten, Hunden, Kvæget o. s. v., avles og fødes af sine Forældre paa nøjagtig samme Maade som Mennesket. Der er jo heller intet i Skriften, der modsiger dette. Paastanden om, at Gud særlig træder til ved Menneskets Fødsel, er en blot og bar menneskelig Opfindelse, der har til Hensigt at støtte en falsk Teori. De, der taor, at Gud direkte skaber hvert Menneskebarn, som fødes til Verden, antager noget, som Skriften modsiger; thi hvis dette var Tilfældet, vilde Gud jo være Ophavsmanden til Mennesketsmedfødte Ufuldkommenheder, Forvirring og Tilbøjelighed til Synd; medens Skriften tvertimod erklærer: »Fuldkommen er hans Gerning« (5 Mos. 32, 4). Nej, nej; de i mental, fysisk og moralsk Henseende svage og vanskabte er ikke Guds Værk. De er langt fjernet fra den fuldkomne Tilstand, i hvilken Gud skabte deres første Forældre, Adam og Eva, for hvis Skabelse alene Gud er ansvarlig. De, som paastaar, at Gud direkte skaber hvert Menneske, gør dermed Gud ansvarlig for alle medfødte Sinds- og Legems- Ufuldkommenheder i Verden; men baade Bibelen og Videnskaben erklærer, at Børnene arver saavel sine Forfædres Dyder som deres Laster, saavel deres Svagheder som deres Talenter. Apostelen erklærer udtrykkelig: »Synden kom ind i Verden ved ett Menneske, og Døden ved [som et Resultat af] Synden, og Døden trængte saaledes igennem til alle Mennesker, fordi de [formedelst Arv] syndede alle.« Profeten hentyder til den samme Sag, naar han erklærer: »Fædrene aad sure Druer [Synd], og Børnenes Tænder bliver ømme.« De er alle fordærvet. — Rom. 5, 12; Jer. 31, 29. 30; Ez.18, 2.

*) Se Side 101

[317] Men nu kunde nogen spørge: Var det ikke muligt, at Gud kunde have indplantet en Gnist af sin udødelige Guddommelighed i vore første Forældre, og at denne Gnist saaledes gaar i Arv til deres Efterkommere? Lad os undersøge Skriftens Vidnesbyrd med Hensyn til dette Punkt, og lad os samtidig huske, at der ikke findes nogen anden Aabenbaring angaaende denne Sag end den, som Skriften indeholder. Følgelig kan vi af den lære alt, hvad et Menneske kan faa at vide om dette Emne. Hvad finder vi nu i Bibelens Skabelseshistorie? Vi finder, at Menneskets Skabelse omtales særskilt, medens de umælende Dyrs Skabelse ikke er saaledes særlig omtalt. Dog finder vi, at Beskrivelserne er meget enkle og tydelige og ikke indeholder nogen som helst Antydning om, at der blev tildelt Mennesket nogen overnaturlig Livsgnist. Vi finder det ligeledes overensstemmende med Skriftens Vidnesbyrd, at Menneskets Overlegenhed over Dyrene ikke bestaar deri, at det har nogen anden eller bedre Slags Livsaand, men deri, at det har en ædlere og højere Legemsform, en finere Organisme og fremfor alt, en langt bedre Hjernekonstruktion, hvorved det faar en Intelligens og Tænkeevne, som i høj Grad overgaar de umælende Dyrs. Vi ser, at det var i denne Henseende, Mennesket blev skabt som et jordisk, kødeligt Billede af sin Skaber, der er et Aandevæsen. — Joh. 4, 24.

Menneskets Aand.

Som vi allerede har set*), gengiver Ordet »Aand« i vor Bibeloversættelse det hebraiske Ord ruach og det græske Ord pneuma. For at faa den rette Forstaaelse af Ordet »Aand« i Bibelen, maa vi derfor erindre os Grundbetydningen af de Ord, som det er en Oversættelse af. Som vi har set, betød »Aand« oprindelig Vind og blev dernæst anvendt om enhver usynlig Kraft. Naar det anvendes om Gud, betegner det, at han er [318] mægtig, men usynlig; og naar det bruges om Guds Indflydelse eller Virksomhed, betegner det, at denne Virksomhed udøves ved en usynlig Kraft. Ordet »Aand« anvendes ogsaa om Sindet, fordi dette er en usynlig Kraft, noget man ikke kan føle paa. Ord er ogsaa usynlige, men dog ofte mægtige. Og Livet, som gennemtrænger alt, er dog en usynlig Kraft eller Egenskab ligesom Elektriciteten. Derfor anvendes Ordet »Aand« om alle disse forskellige Ting. Skriften taler om vort Sinds Aand som vort Sinds usynlige Kraft; om Menneskets Aand — Menneskets mentale Evner og Vilje; om Livets Aand — den Livsenergi, som bevæger vore Legemer og alle levende Skabninger; om Guds Aand som den Kraft eller Indflydelse, Gud udøver paa saavel levende som livløse Ting. Vi læser om Visdommens Aand og forstaar derved et klogt Sind; om Kærlighedens Aand, hvorved vi forstaar et Sind, der drives af Kærlighed; om Ondskabens Aand — et af Ondskab op yldt Sind; om Sandhedens Aand — den Indflydelse eller Magt, som Sandheden udøver; om Verdens Aand, hvorved vi forstaar den Indflydelse eller Magt, som Verden udøver. Ligeledes beskrives de himmelske Væsener som Aandevæsener, d. v. s. usynlige Væsener, der besidder Kraft og Intelligens. Dette gælder ikke alene Gud, Faderen, om hvem vor Herre Jesus sagde: »Gud er en Aand«, men ogsaa vor Herre Jesus efter hans Opstandelse. Der erklæres om ham: »Herren er Aanden« Det gælder ogsaa Englene, ja, ogsaa Menigheden, som har faaet den Forsikring, at enhver Sejrvinder i den første Opstandelse skal faa et aandeligt Legeme. Og det gælder ogsaa Satan og hans Engle, der er Aandevæsener, usynlige, men dog mægtige.

*) Se Side 173.

»Aand« i Betydningen »den nye Natur« 
i det nye Testamente.

Med Hensyn til Brugen af Ordet »Aand« i Forbindelse med Mennesket lægger vi Mærke til følgende: [319]

1) Ordene »Aand« og »aandelig« i det nye Testamente bruges ofte om a) Viljen, særlig det nye Sind, der er blevet avlet i de »hellige« ved Guds Ord og Aand. De »nye Skabninger i Kristus« er blevet kaldt til at opofre sin menneskelige Natur for i Stedet at faa den aandelige Natur, og de har faaet Løfte om, at de, hvis de forbliver trofaste, i Opstandelsen skal faa b) aandelige Legemer i Lighed med Kristi Opstandelseslegeme og den himmelske Faders herlige Legeme. I Betragtning heraf betegnes Menighedens Haab som c) et aandeligt, et himmelsk Haab i Modsætning til de Forjættelser og Forhaabninger, der er fremholdt for Menneskeslægten i Almindelighed. Ordet Aand bruges ogsaa d) om Engle, der af Naturen er Aandevæsener, ikke kødelige. Tanken om Usynlighed er altid forbundet med Ordene »Aand« og »aandelig«, naar som helst og hvor som helst det bruges.

Vi vil ved nogle Eksempler belyse, hvorledes disse Ord er anvendt:

a) »[Paulus'] Aand [pneuma — Sind, Følelser] harmedes i ham, da han saa, at Byen var fuld af Afgudsbilleder.« — Ap. G. 17, 16.

a) »[Apollos] var oplært i Herrens Vej, og da han var brændende i Aanden [pneuma — havde et ivrigt Sind], talte og lærte han grundig om Jesus.« — Ap. G. 18, 25.

a) »Gud, som jeg tjener i min Aand [pneuma — mit nye Sind, mit nye Hjerte, min fornyede Vilje] i hans Søns Evangelium, er mit Vidne.« — Rom. 1, 9.

a) »Jeg for min Del, som vel er fraværende med Legemet, men nærværende med Aanden [pneuma — med Sindet, Tankerne], har allerede, som om jeg var nærværende, fældet den Dom.« — 1 Kor. 5, 3.

a) »Den sagtmodige og stille Aand [pneuma — Sinde­lag].« — 1 Pet. 3, 4.

b) »Der saaes et naturligt Legeme, der opstaar et aandeligt [pneumatikos] Legeme.« — 1 Kor. 15, 44. [320]

b) »Saa visst, som der gives et naturligt Legeme, gives der og et aandeligt [pneumatikos] Legeme.« —­ 1 Kor. 15, 44.

b) »Det aandelige [pneumatikos] er ikke det første.« — 1 Kor. 15, 46.

b) »Derefter det aandelige [pneumatikos].« — 1 Kor. 15, 46.

c) »Aandens Attraa [pneuma — det Sind, der beherskes af Guds hellige Aand eller Vilje] er Liv og Fred.« — Rom. 8, 6.

c) »Hjælp ham til Rette, I aandelige [pneumatikos — vlet af Aanden og i Besiddelse af det nye Sind], med Sagtmodigheds Aand [pneuma — Sindelag].« — Gal. 6, 1.

c) »Han, som har velsignet os med al aandelig Velsignelse [pneumatikos — Velsignelse af en aandelig Art] i Himmelen i Kristus.« — Ef. 1, 3.

c) »Bliv fyldt af Aanden [pneuma — Guds hellige Aand], saa I taler til hverandre med Salmer og Lovsange og aandelige Viser [pneumatikos — i Overens­stemmelse med eders nye Aand].« — Ef. 5, 18. 19.

c) »At I maa fyldes med Kundskab om hans Vilje i al aandelig Visdom og Forstand [pneumatikos — Forstaaelse af alle Ting, der staar i Forbindelse med eders nye aandelige Forhold til Gud og hans Plan.« — Kol. 1, 9.

c) »Bliv ogsaa I opbygget som levende Stene til et aandeligt Hus [pneumatikos — en Familie eller Husstand af en aandelig Art].« — 1 Pet. 2, 5.

d) »En Trælkvinde, som havde en Spaadoms-Aand [pneuma — usynlig Magt]« — ved Samfund med faldne Aander. — Ap. G. 16, 16.

d) »Paulus ... vendte sig om og sagde til Aanden [pneuma — det onde Aandevæsen, som Kvinden var besat af]: Jeg byder dig i Jesu Kristi Navn at fare ud af hende!« — Ap. G. 16, 18.

d) »Og de onde Aander [pneuma] for ud af dem.« — Ap. G. 19, 12. 13. [321]

d) »Men den onde Aand [pneuma] svarede dem.« — Ap. G. 19, 15.

d) »Sadducæerne siger, at der ikke er ... Engel eller Aand [pneuma — Aandevæsen].« — Ap. G. 23, 8.

d) » Om det nu var en Aand [pneuma], som talte til ham, eller en Engel?« — Ap. G. 23, 9.

Aand i det gamle Testamente.

2) Ordet »Aand« bruges særlig i det gamle Testa­mente om Menneskeslægten i Almindelighed, men altid enten med Henblik paa e) Livsaanden, Livsgnisten, som Gud først nedlagde i Adam, og som fra ham (forringet og svækket) gik over til alle hans Efterkommere — en usynlig Kraft eller Egenskab; eller ogsaa f) Sindets Aand, Viljen, som ligeledes er en usynlig Kraft, der behersker Livet.

Ruach, pneuma — en levendegerende Kraft.

Naar der tales om Menneskets Skabelse, tænkes der paa Livsaanden — Aandedrættet. Skriften viser klart, at denne Livsaand er fælles for alle Guds Skabninger og ikke udelukkende besiddes af Mennesket, hvilket følgende Citater klart vil vise:

e) »Alt Kød under Himmelen, hvori der er Livssande [ruach — Livets Aand eller Aandedræt, som er i alt Kød].« — 1 Mos. 6, 17; 7, 15.

e) »Alt det, som havde Livsaandes Pust i sin Næse [ruach — Livets Aand eller Kraft].« — 1 Mos. 7, 22.

e) »Da oplivedes Jakobs, deres Faders, Aand« [ruach — Jakobs Livsenergi genoplivedes].« — 1 Mos. 45, 27.

e) »Og han [Samson] drak, og hans Livsaand [ruach] kom tilbage, og han blev oplivet [han fik sin Styrke eller Energi tilbage].« — Dom. 15, 19.

e) »Han, i hvis Haand alt levendes Sjæl er og hvert Menneskelegemes Aand [ruach — Menneskeslægtens Livsaand er i Guds Magt].« — Job 12, 10.

e) »Gud, ALT KØDS Aanders Gud [ruach — Livsenergi, [322] Livsaand]! Denne ene Mand synder, og du vredes paa den hele Menighed.« — 4 Mos. 16, 22.

Den Teori, at Forskellen mellem Mennesket og Dyret bestaar i en forskellig Livsaand, en forskellig Art af Liv, og at det førstes Livsaand ved Døden farer opad og det sidstes nedad, synes at have hersket blandt Verdens Filosofer lige fra de ældste Tider; thi vi finder, at den vise Salomon spørger:

e) »Hvem ved [hvem kan bevise], om Menneskenes Børns Aand [ruach — Livsaand] farer opad, og om Dyrets Aand [ruach — Livsaand] farer nedad til Jorden?« (Præd. 3, 19-21). Lige i Forvejen har Salomon tilkendegivet sin egen Forstaaelse af Sagen:

e) »Thi en Hændelse er Menneskenes Børn, og en Hændelse er Dyrene, og én Hændelse træffer dem. Som disse dør, saa dør hine, og én Aand [ruach — Livsaand, Aandedræt] har de alle, og noget Fortrin fremfor Dyret har Mennesket ikke« — i denne Henseende. Det har ikke en anden Art Liv; dets Fortrin maa søges andetsteds, saaledes som vi senere skal se.

e) »I din Haand overgiver jeg min Aand [ruach — Livsaand eller Livsenergi].« — Ps. 31, 6.

Dette var en profetisk Udtalelse af vor Herre Jesu Ord i hans Dødsstund. Han havde modtaget Livsaanden fra Faderen som en Gave. Han var i Lydighed mod Faderens Plan blevet et Menneske for at blive Menneskets Genløser. Og da han opgav sin Livsaand eller Livsenergi, erklærede han ved de anførte Ord sin Tillid til Guds Løfte om at give ham Livsaanden igen ved en Opstandelse.

Menneskeslægten har gennem Adam modtaget Livs­aanden fra Gud, Livskilden. Ved Ulydighed forspildte Adam sin Ret til Livskraften eller Livsaanden, som han derefter gradvis mistede, idet han langsomt døde i Løbet af 930 Aar. Ved hans Død vendte Legemet tilbage til Støvet, som det var før Skabelsen, og Livsaanden, Retten til at leve, Evnen eller Tilladelsen til at leve, vendte [323] tilbage til Gud, som havde givet ham denne Ret eller Evne, ligesom betinget Forret eller Gunst vender tilbage til Giveren, hvis Betingelserne ikke opfyldes (Præd. 12, 7). Dette Skriftsted siger intet om, at Livsaanden »svinger sig tilbage til Gud«, saaledes som nogle fremstiller det; thi Livsaanden er ikke en Intelligens, ikke en Person, men blot en Kraft eller Forrettighed, som er blevet forspildt og derfor vender tilbage til sin oprindelige Giver. Tanken er den, at da Mennesket havde syndet, havde det ikke flere Livsrettigheder. Og naar nu de forspildte Livsrettigheder vender tilbage til Gud og Kødet tilbage til Støvet, bliver Menneskets Tilstand altsaa nøjagtig den samme, som før det blev skabt.

Men ligesom vor Herre Jesus ved Guds Forjættelse havde Haab om at faa sin »Livsaand« eller sin Kraft og Ret til at leve tilbage, saaledes er der paa Grundlag af Herrens Genløsningsoffer aabnet et sikkert Haab for hele Menneskeslægten ved »Jesus, Mellemmand for en ny Pagt« (Heb. 12, 24). Derfor er det, at de troende »ikke sørger saaledes som de andre, der ikke har Haab«. Genløseren købte de Livsrettigheder, som Adam forspildte for sig selv og sin Slægt; derfor kan de troende for sit eget Vedkommende (og, da de har lært Guds Plan at kende, ogsaa for andres) overgive sin Aand (sin Livsevne, Livskraft) i Guds Haand, ligesom Herren og Stefanus gjorde, i fuld Tillid til, at Guds Forjættelse om en Opstandelse vil blive opfyldt. Opstandelsen vil for Verden betyde Nydannelse af et menneskeligt Legeme og dettes Levendegørelse med Livsenergi, Livsaande (hebraisk: ruach, græsk: pneuma). For Evangeliemenigheden, der bliver delagtig i den »første [ypperste] Opstandelse«, vil den betyde, at Livsaanden eller Livsenergien bliver indplantet i et aandeligt Legeme.

I det Billede af jordisk Opstandelse, som gives os i Ezekiels Profeti (37, 5-10. 13. 14), fremstilles klart Forholdet mellem Legemet og Livsaanden, Aandedrættet. Skønt Profeten her taler symbolsk, beviser hans Fremstilling [324] dog tydelig, at en menneskelig Organisme intet Liv har, før den modtager ruach — Livsaande, Aande­dræt — der, som det fremgaar af andre Steder, er fælles for alle Dyr, idet intet af dem kan leve uden den. Lad os nøje gennemgaa Ezekiels Udsagn:

e) »Se, jeg lader Aand [ruach — Livsaand, Livsenergi] komme i eder, og I skal vorde levende.«

e) »Og jeg vil ... lade Kød komme paa eder og overdrage eder med Hud og give Aand [ruach] i eder, og I skal vorde levende.«

e) »Og jeg saa, og se, der kom Sener og Kød paa dem; og der ovenpaa drog der sig Hud over dem; men Aand [ruach] var der ikke i dem.«

e) »Og han sagde til mig: Profeter til Aanden [ruach] . . . og sig til Aanden [ruach — Livsaanden, Aandedrættet]: Saa siger den Herre Herre: Kom, o Aand [ruach], fra de fire Vinde [ruach] og blæs paa disse ihjelslagne, for at de maa vorde levende.«

e) »Og jeg profeterede saaledes, som han havde befalet mig, og Aanden [ruach — Livsaanden, Aandedrættet, Livsenergien] kom i dem, og de blev levende.«

e) »Og I skal kende, at jeg er Herren, naar jeg aabner eders Grave og lader eder, mit Folk, stige op af eders Grave. Og jeg vil give min Aand [ruach — Livsaand, Aandedræt] i eder, og I skal vorde levende.«

Den Livsaand eller Livskratt, som Adam fik af sin Skaber, vilde han altid have faaet Lov til at beholde, hvis han var forblevet lydig. Han forspildte imidlertid denne Livsrettighed ved sin Ulydighed, og Livsrettigheden vendte derfor tilbage til den store Giver. Hverken som en Person eller som en Ting, men som en Ret, et Privileg um, vender Livsaanden tilbage til Gud, som gav denne Rettighed paa visse Betingelser, der ikke blev opfyldt. — Præd. 12, 7.

e) »Intet Menneske har Magt over Aanden [ruach — Livsaanden, Livsgnisten] til at holde Aanden [ruach — Livsaanden, Aandedrættetl tilbage.« — Præd. 8, 8. [325]

Alle de forspildte Livsrettigheder eller Privilegier, som Menneskene maa give tilbage til Gud i Døden, er ved Guds Naade blevet købt med det dyrebare Blod. Og Køberen forkyndes nu som den nye Livgiver, Slægtens Genopretter eller Fader, som vil give fuldt Liv til alle dem, der nogensinde modtager ham.

Vi vil blot anføre et Eksempel fra det nye Testamente:

e) »Legemet er dødt uden Aand [pneuma — Livsgnist, Livsaande, Aandedræt].« — Jak. 2, 26.

Ruach, pneuma — Sindet, Viljen.

Da Sindet (eller Viljen) er en usynlig Kraft eller Indflydelse, betegnes det baade i det hebraiske og det græske Sprog med de samme Ord, hvad følgende Eksempler vil vise:

f) »Da svarede Hanna og sagde: Nej, min Herre, jeg er en i Aanden [ruach — Sindet] dybt bedrøvet Kvinde.« — 1 Sam. 1, 15.

f) »Al sin Vrede [ruach — Planer, Tanker, Sind, Hensigt] lader Daaren udstrømme.« — Ord. 29, 11.

f) »Min Aand [ruach — Sind, Mod] vansmægter.« — ­Ps. 77, 4.

f) »Min Aand  [ruach — Sind] ransager.« — Ps. 77, 7.

f) »Den, der er trofast i Aanden [ruach — Sindelaget].« — Ord. 11, 13.

f) »Alle en Mands Veje er rene i hans egne Øjne, men Herren vejer Aanderne [ruach — Sindet, Tankerne, Motiverne].« — Ord. 16, 2.

Fra det nye Testamente vil vi ogsaa anføre nogle faa Eksempler:

f) »Barnet [Johannes] voksede og blev stærkt i Aanden [pneuma — Sindet, Karakteren].« — Luk. 1, 80.

f) »Vær ikke lunkne i eders Iver; vær brændende i Aanden [pneuma — Sindet, Karakteren].« — Rom. 12, 11.

f) »Vi har ikke faaet Verdens Aand [pneuma — Karakter, Sind].« —1 Kor. 2, 12. [326]

f) »Jeg havde ingen Ro i min Aand [pneuma — Sind].« — 2 Kor. 2, 12.

f) »Fornyes i eders Sinds Aand [pneuma — Karakter, Sindelag].« — Ef. 4, 23.

f) »Den sagtmodige og stille Aand [pneuma — Sinde­lag].« — 1 Pet. 3, 4.

Vi har nu tilstrækkelig bevist vor Paastand, at Aanden ikke er det virkelige Menneske eller et andet Menneske, men at dette Ord, naar det bruges med Hensyn til Menneskets Skabelse, blot betegner Livsgnisten eller Livskraften, der er fælles for alle levende Væsener.

Neschamah — Livets Aande.

Skønt Ordet »ruach« undertiden oversættes ved »Aande«, har det hebraiske Sprog endnu et Ord for Aande, nemlig neschamah. Det forekommer 26 Gange og oversættes paa forskellige Maader. Vi anfører nogle Eksempler paa dets Brug for at vise, at dette Ord simpelthen betegner Livskraft og slet ikke indeholder Betydningen af evigt Liv eller Udødelighed.

»Da dannede Gud Herren Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande [nesehamah] i hans Næse.« — 1 Mos. 2, 7.

»Saa omkom da alt Kød, som rørte sig paa Jorden, baade Fuglene og Kvæget og de vilde Dyr og al den Vrimmel, som vrimlede paa Jorden, og alle Menneskene. Alt det, som havde Livsaandes Pust [neschamah] i sin Næse, af alt det, som var paa det tørre, døde.« — 1 Mos. 7, 21. 22.

Allerede disse to Skriftsteder, i hvilke Ordet neschamah først forekommer i Bibelen, beviser tilstrækkelig, hvad vi hævder, nemlig at dette Ord ikke har noget at gøre med Udødelighed, men blot betegner Livskraft. Denne Livskraft blev, siges der, givet Adam; og i den anden Tekst erklæres der om den samme Livskraft, at den findes i alle Dyrene saavel som i Mennesket. Da Mennesket saavel som de lavere Skabninger blev berøvet [327] denne Livsaande, døde de som Følge deraf. De døde paa samme Maade, undtagen for saa vidt som Gud havde en særlig Plan med Mennesket, idet han i sin belejlige Tid tilvejebragte en Genløsning, i Kraft af hvilken han, naar Tiden er inde derfor, vil tilvejebringe den Forløsning fra Dødens Magt, som han har lovet, ved en Opstandelse af Væsenet, af Sjælen.

Den menneskelige Sjæl.

Mange har sikkert ved at læse Beretningen om Skabelsen i første Mosebog særlig lagt Mærke til, at der — efter Fremstillingen af, hvorledes Gud dannede Mennesket af Jordens Støv og meddelte det Livsaande — erklæres: »Og Mennesket blev til en levende Sjæl.« Naar Menigmand sammenholder denne Erklæring med den almindelige og urigtige Opfattelse af Ordet »Sjæl«, som er bibragt ham af dem, der skulde have givet ham den rette Undervisning og selv forstaaet Sagen, bliver han straks forvirret og tænker, at der dog maa findes et eller andet Grundlag for den herskende Vildfarelse — et Grundlag, som han selv rigtignok ikke kan forstaa, men som han antager maa være blevet grundig undersøgt og prøvet og fastslaaet som rigtigt af de teologiske Lærere, som han særl g har udvalgt sig som sine Vejledere.

Mange, som ikke forstaar Betydningen af Ordet »Sjæl«, tager sig den Frihed at bruge dette Ord tankeløst og fordrejer derved Skriftens Udsagn om dette Emne. I Stedet for at sige, at Mennesket er en Sjæl, siger de, at Mennesket har en Sjæl, hvilket giver en ganske anden Mening. Det er derfor nødvendigt for enhver Sandhedssøger saa vidt som mulig at befri sig for al Fordom angaaende dette og særlig med Hensyn til saadant, som han maa indrømme, at han ikke forstaar. Mennesket har en naturlig Tilbøjelighed til at tillægge saadanne Ting, som synes mystiske og uforstaaelige, særlige Egenskaber og Kræfter. Saaledes er man i Almindelighed [328] ogsaa kommet til den Tro, at Menneske sjælen besidder en vidunderlig Intelligens og vidunderlige Evner, og at den ikke kan ødelægges, ikke berøres og ikke opfattes med Sanserne.

En Metodistbiskop siges at have givet følgende Definition af en Sjæl: »Den er uden indre eller ydre, den har hverken Legeme, Form eller Bestanddele, og der kunde rummes en Million af dem i en Nøddeskal.« Denne Forklaring stemmer nøje overens med den saakaldte »ortodokse« Teori, hvor taabelig den end ved nærmere Undersøgelse viser sig at være. Ifølge den »ortodokse« Lære er Sjælen det virkelige Væsen, en Guddomsgnist, der besidder guddommelige Egenskaber, Intelligens o. s. v., uafhængig af Legemet. Denne Sjæl, lærer man, bebor Menneskelegemet en Tid og bruger det som sit Hus, og naar det ødelægges eller er slidt op, forlader den det. Da ingen nogensinde har set en Sjæl komme ind i et Legeme, og da ingen under dens Tilstedeværelse i Legemet har kunnet opdage den ved selv den mest kritiske Undersøgelse med alle til Raadighed staaende Midler, som Mikroskop, Fotografering og Røntgenstraaler, antager man, at Sjælen »hverken har Legeme, Form eller Bestanddele«. Og da man antager, at den ikke engang er stor nok til at kunne skelnes i et et Mikroskop, kunde man lige saa godt som 1 Million sige, at 50 eller 100 Millioner saadanne Væsener kunde rummes i en Nøddeskal, og at der alligevel vilde være god Plads til flere. I Virkeligheden gav Biskoppen blot en ganske udmærket Definition af ingen Ting.

Men hvilket Grundlag findes der for saadanne urimelige Antagelser? Vi svarer, at de fuldstændig savner ethvert Grundlag; de er Resultatet af, at Mennesker har dannet sig sin egen Teori med Hensyn til et kommende Liv og forkastet Guds Ord og Plan. Mennesker siger: »Der maa i os være noget, som aldrig dør, ellers kunde der ikke være Tale om et kommende Liv.« Men Guds Ord siger, at den samme Gud, som [329] skabte i Begyndelsen, ogsaa er i Stand til at oprejse de døde. Heri bestaar der en Modsætning mellem Guds Ord og alle menneskelige Teorier paa Jorden, saavel de civiliserede som de uciviliserede Folkestags. Alle menneskelige Teorier gaar ud paa, at Mennesket ikke dør og derfor hverken behøver nogen Livgiver eller nogen Opstandelse. Bibelen lærer derimod, at Mennesket dør, og at Døden vilde afslutte al Tilværelse, saaledes at der intet fremtidigt Liv vilde findes, saafremt der ikke fandtes en Livgiver og en Opstandelse.

For at støtte sine egne Teorier lærer Menneskene (indbefattende Flertallet af de bekendende Kristne der harskrevet Bøger om »de sidste Ting«), at Sjælen er udødelig — at der i Mennesket findes en Sjæl, der besidder Liv uafhængig af Legemet, og at den er evig og følgelig bestemt for en Evighed enten i Pine eller i Salighed. Vi kommer nu til Spørgsmaalet:

Hvad er Sjælen?

Naar vi undersøger dette Spørgsmaal i Bibelens Lys, ser vi, at Mennesket har et Legeme og har en Aand, men er en Sjæl. Og Videnskaben stemmer overens med Skriften i dette. Frenologerne læser endogsaa Menneskers og Dyrs Karakter og naturlige Egenskaber ud af deres Hjerneskallers Form o. s. v. Og er vi ikke alle mere eller mindre i Stand til at bedømme Personers Karakterer efter deres Ydre? Alle kan se Forskel paa den intelligente og Idioten, paa den velvillige og den brutale. Den, der ikke har lært at forstaa, at Organismen (Legemsformen) er uadskillelig forbundet med Natur, Karakter og Anlæg, har kun daarlig lært Livets Lektier og er ganske ude af Stand til at dømme ret saavel om det her behandlede som om hvilket som helst andet Emne.

Ordet »Sjæl« betegner i Skriften et sansende Væsen, d. v. s. et Væsen, der har Opfattelses- eller Erkendelses­evne. Lad os nu, uden forudfattede Meninger, nærmere undersøge den bibelske Beretning om Menneskets [330] Skabelse. Vi ser da, at 1) Organismenat eller Legemet blev dannet, 2) Livsaanden blev meddelt det, og  3) en levende Sjæl eller et sansende Væsen blev Resultatet deraf. Dette er jo meget enkelt og let at forstaa. Det viser, at Legemet ikke er Sjælen, og at Livsaanden heller ikke er Sjælen, men at disse to, da de blev forenet af Skaberen, tilsammen udgjorde det levende Menneske, det levende Væsen — en levende Sjæl med Evne til at sanse. Der er intet mystisk i dette, ikke saa meget som en Antydning om, at der blev indblæst en Guddomsgnist i Mennesket, som kunde udgøre Aarsagen til dets Fortrin fremfor Dyrene. Skønt Dyrenes Skabelse ikke beskrives udførlig, kan vi dog gaa ud fra, at deres Tilblivelse maa være foregaaet paa en noget lignende Maade. Vi ved f. Eks., at der ikke kan eksistere en Hund uden et Hundelegeme eller uden Livsaande i dette Legeme. Et Hundelegeme, der aldrig havde haft Liv, vilde ikke være nogen Hund. Først naar Livsgnisten, Livsaanden, er kommet ind i dette Legeme, begynder Hundens Eksistens. Det samme gælder alle de øvrige Dyr.

I fuld Overensstemmelse hermed vil vi nu henlede Opmærksomheden paa en Kendsgerning, som vil overraske mange, nemlig den, at ifølge Skriftens Beretning er enhver Hund, Hest, Ko, Fugl og Fisk o. s. v. en Sjæl; d. v. s. de er alle sansende Skabninger. Rigtignok staar de ikke alle lige højt; men Ordet Sjæl kan efter Skriftens Udsagn anvendes med lige saa stor Ret om Skab­ningerne paa de lavere Trin som om Mennesket, den højeste og ædleste jordiske Skabning; de er alle Sjæle. Læg Mærke til, at vi ikke siger, at de har Sjæle i den gængse Forstand, i hvilken dette Udtryk urigtig benyttes; dog har de alle Sjæle i den Forstand, at de har Liv, Eksistens — de er levende Sjæle. Vi vil bevise dette.

I første Mosebogs første, andet og niende Kapitel bruges Ordet »levende Sjæl« i det hebraiske Sprog 9 Gange om de lavere Dyr, men Bibeloversætterne synes i Almindelighed (som for omhyggelig at beskytte den [331] falske, men almindelig udbredte Sjæle-Teori, der stammer fra Platons Filosofi) at have villet skjule i sine Oversæt elser den Kendsgerning, at Ordet Sjæl i Skriften bruges om Dyrene saavel som om Mennesket. Hvorfor har de ellers paa 7 at disse 9 Steder*) — og paa mange andre Steder — saa omhyggelig undgaaet at give os en egentlig og rigtig Oversættelse, idet de nemlig, hvor det gjaldt Dyr, har brugt andre Ord til at oversætte det hebraiske Ord med, hvilket de ellers, naar det bruges om Mennesket, altid har gengivet med »Sjæl«? Paa ett af disse Steder, nemlig 4 Mos. 31, 28, har de fuldstændig undladt at oversætte Ordet »nephesch« (Sjæl). Dette Skriftsted lyder ifølge Grundteksten:

*) Man bør erindre, at det er den norske Bibeloversættelse, der her er anvendt; i den danske Bibel er Ordet »nephesch« af de her omtalte 9 Tilfælde én Gang oversat »Dyr« (1 Mos. 1, 24), to Gange »Væsener« (1 Mos. 1, 20. 21), medens det de seks øvrige Steder saavel som i 4 Mos. 31, 28 er rigtig oversat »Sjæl«.

»Og du skal hæve en Afgift til Herren af Krigsfolkene, som drog ud til Striden, en Sjæl af hvert Fem­hundrede baade af Menneskene og af det store Kvæg og af Asenerne og af det smaa Kvæg.« Man vil lægge Mærke til, at her bruges Ordet »Sjæl« saavel om Dyrene som om Menneskene. Og saaledes vilde det blive brugt overalt i Skriften, om Oversætterne ikke havde været paavirket af sine falske Teorier med Hensyn til dette Emne.

Lad os gennemgaa de 9 Tekster i første Mosebog, hvori det hebraiske Ord »nephesch« (Sjæl) er anvendt om Dyr:

»Og Gud sagde: Vandet vrimle af en Vrimmel af levende Dyr [nephesch — Sjæl]« (1 Mos. 1, 20). Dette fandt Sted allerede paa den femte Skabelses-Dag eller -Periode, altsaa længe før Menneskets Skabelse.

»Og Gud skabte de store Vanddyr og alle levende Dyr [nephesch — Sjæl], som rører sig, af hvilke Vandet [332] vrimler (1 Mos. 1, 21). Disse var altsaa Fiskesjæle, som skabtes længe før Mennesket, nemlig paa den femte »Dag«.

»Og Gud sagde: Jorden frembringe levende Dyr [nephesch — Sjæle] efter deres Slags, Kvæg og Kryb og Markens Dyr« (1 Mos. 1, 24). Dette var Dyresjæle, som stod højere end Fiskene; men menneskelige Sjæle var endnu ikke blevet skabt.

»Og Gud sagde: ... Alle Jordens Dyr og alle Him­melens Fugle og alt, hvad der rører sig paa Jorden, hvori der er en levende Sjæl [nephesch]. giver jeg alle grønne Urter at ædet (1 Mos. 1, 30). Her siges det udtrykkelig, at alle Skabninger, alle Dyr, har en levende Sjæl eller er levende Sjæle, og der bruges nøjagtig de samme Udtryk, som der er brugt om Mennesket.

»Og Gud Herren havde dannet af Jorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle, ... og alt, hvad Mennesket vilde kalde hvert levende Dyr [nephesch — Sjæl], det skulde blive dets Navn« (1 Mos. 2, 19). Enhver Forklaring er her unødvendig; thi ingen kan nu tvivle om, at Ordet »Sjæl« er anvendt ikke blot om Mennesket, men om alle sansende Væsener fra de laveste til de højeste.

»Alt, hvad der rører sig og lever, skal være eder til Føde; . . . kun Kød med dets Sjæl [nephesch], det er dets Blod, skal I ikke æde« (1 Mos. 9, 3. 4). Her erklæres der ikke blot, at de Dyr, som Mennesket har Lov til at spise, besidder Sjæl eller Liv, men deres Blod siges at repræsentere deres Liv, Væsen eller Sjæl. Der­for bliver det forbudt Mennesket at bruge Blodet som Føde, forbudt at udvikle Blodtørstighed.

»Se, jeg opretter min Pagt med eder og med eders Afkom efter eder og med alle levende Væsener [nephesch — Sjæl], som er hos eder, baade Fugle og Kvæg og alle Markens Dyr hos eder« (1 Mos. 9, 9. 10). Dette er en meget tydelig Udtalelse om, at alle levende Dyr er [333] Sjæle lige saa vel som Mennesket — skønt de er dette underlegne med Hensyn til Natur, Organisme o. s. v.

»Dette er Tegnet paa den Pagt, som jeg gør mellem mig og eder og alle levende Væsener [nephesch — Sjæl]« (1 Mos. 9, 12). Kunde det mon siges tydeligere?

»Da vil jeg komme min Pagt i Hu, som er mellem mig og eder og alle levende Væsener [nephesch — Sjæl] af alt Kød.« — 1 Mos. 9, 15.

Nøjagtig samme Udtryk gentages i Vers 16. Naar det Slør løftes, hvori fejlagtige Oversættelser har indhyllet dette Emne, fatter vi med Lethed den Tanke, som Gud gennem sit Ord vil meddele os, og da vil der heller ikke være Rum for Tvivl angaaende Ordenes Betydning.

Vi kunde paa samme Maade gaa andre af Bibelens Bøger igennem; men vi har allerede anført tilstrækkelig til Støtte for vor Paastand om, at Ordet Sjæl i Skriften lige saa vel bruges om Dyrene som om Mennesket, og at derfor alle Paastande og Teorier, der er opbygget paa den Anskuelse, at Menneskets Udsigter til fremtidigt Liv og dets nuværende Overlegenhed over Dyrene er et Resultat af, at Mennesket er en Sjæl, men Dyrene ikke, altsaa er falske og maa ombygges, hvis vi vil se Sagen fra den guddommelige Aabenbarings sande Standpunkt.

Men nu maa ingen misforstaa os og tro, at vi lærer, at alle Dyr, fordi de lige fra Myggen til Elefanten og fra Padden til Hvalen er levende Sjæle, derfor maa faa et kommende Liv enten ved en Forvandling til aandelig Tilstand eller ved en Opstandelse. En saadan Tanke vilde være aldeles urimelig. Der fødes hvert Minut Milliarder af levende Sjæle paa Dyrelivets laveste Trin, medens andre Milliarder samtidig dør.

Vi hævder, at Mennesket er en Sjæl eller et Væsen af den højeste jordiske Orden, Konge og Herre over de lavere Arter af Sjæle eller sansende Væsener. Og skønt Mennesket er en jordisk, animalsk Sjæl, er det [334] dog oprindelig saa storslaaet bygget (Adam), at det med Rette kunde siges at være et Billede af sin Skaber.

Mennesket er som en Sjæl betragtet forskellig fra Dyrene eller de lavere Sjæle paa Grund af sin finere Organisme. Dets Overlegenhed vises ikke blot ved dets oprejste Skikkelse, men fremgaar ogsaa af dets højere Intelligens og naturlige Evner, der ligner Guds og genspejles i dets Ansigtstræk. Ja, det var snarere med Hensyn til aandelige og moralske Evner end med Hensyn til Legemsform, at Mennesket blev skabt i Guds Lighed. Medens mange af de lavere Væsener eller Sjæle kan tænke og viser dette paa tusind forskellige Maader, har de dog alle en Grænse, som de ikke kan overskride. Menneskets Tænkeevne er derimod næsten ubegrænset, fordi det blev skabt i »Guds Billede«, efter sin Skabers »Lignelse«. Til Trods for Menneskets Fald i Synd og de Tusinder af Aars store Mørke og Nedværdigelse, er dog dets Lighed med Gud endnu ikke helt udslettet; den træder særlig tydelig frem hos dem, der har modtaget Kristi Forsoningstjeneste og saaledes atter er blevet »Guds Børn«, og som søger at blive »ligedannet med hans Søns Billede«.

Heste, Hunde og en Del Fugle kan lære Betydningen af mange Ord, saa at de bliver sat i Stand til at forstaa meget, der hører til Livets Anliggender. De viser ofte, at de har Tænkeevner, og nogle har været i Stand til at tælle — lige op til tyve. Men hvem vilde vel nogensinde forsøge at lære en Hest, en Hund eller en Fugl Algebra, Geometri eller Astronomi? De højest staaende Dyr kan oplæres til en viss Grad af moralsk Ærlighed og Pligttroskab overfor sin Herre, til ikke at jage Faar, bide, sparke o. s. v.; men hvem vilde vel forsøge paa at lære de umælende Dyr de ti Bud? De kan oplæres til at føle en viss Slags Kærlighed til sin Herre og dennes Venner; men hvem vilde vel tænke paa at lære dem at elske og tilbede Gud eller at elske sine Fiender?

Det, vi skal lægge Mærke til, er, at disse Forskelligheder [335] ikke skyldes det, at Dyrene har en anden Slags Livsaand (Aandedræt); thi »én Aand har de alle« (Præd. 3, 19). Heller ikke kommer Forskellen deraf, at Mennesket er en Sjæl og Dyrene ikke; thi de er, som vi har set, alle sammen Sjæle. Men som vi har fundet, og som alle er Vidner til, har enhver Art sin egen særlige Organisme, der betinger dens Ejendommeligheder og alene er Grunden til, at den ene staar højere end den anden med Hensyn til Intelligens. Læg ogsaa Mærke til, at Størrelse og Vægt ikke spiller nogen Rolle i denne Henseende; ellers vilde jo Elefanten og Hvalen være Skabningens Herrer. Den intellektuelle Overlegenhed skyldes tvertimod den »organiske Kvalitet«, der hovedsagelig betinges ved Hjernens Bygning og Funktioner.

Mennesket er altsaa den højeste at de jordiske Skabninger, af »Jorden jordisk«. Og dets Ypperlighed bestaar i dets overlegne mentale eller intellektuelle Udrustning, der ikke er opnaaet ved, Udvikling, men er en Gave fra Skaberen.

»Den Sjæl, som synder, den skal de.«

Fuldt ud i Overensstemmelse med, hvad vi i det foregaaende har fremholdt, men ganske ude af Harmoni med den sædvanlige Anskuelse, finder vi, at Skriften gentagne Gange erklærer, at Sjælen kan dø, medens menneskelig Filosofi og Salmebogs-Teologi paa det bestemteste erklærer, at Sjælen ikke kan dø. Vi læser f. Eks. om Herren, at han, da han blev vor Genløs­ningsbetaling, »udtømte sin Sjæl [Væsen] til Dødens«. »Hans Sjæl bragte Skyldofret« (Es. 53, 10. 12). Dette var nødvendigt, fordi Adams Sjæl blev dømt til Døden, og fordi der er lovet Menneskeslægten en Genløsning af Sjælen eller Væsenet fra Dødens Magt. »Gud skal forløse min Sjæl fra Dødsrigets [sheol, Dødstilstanden] Vold« (Ps. 49, 16). Som vi har set, er det fordi alle Sjæle saaledes er genløst ved den ene Genløsning, at [336] alle vore Venner — hele Menneskeslægten — siges at »sove i Jesus«. — 1 Tess. 4, 14. Eng. Overs.

Vi bemærker her, at Apostelen i dette Udtryk ikke blot mener de hellige, som sover, naar han taler om dem, der er »i Kristus«; thi de, der omtales som »nye Skabninger«, er kun dem, der er avlet af Gud ved Aanden til Medarveret med Kristus som hans Menighed, Lemmerne paa hans Legeme. Men de, der »sover i Jesus«, er hele Slægten; thi vor Herre Jesus blev en Forsoning for vore Synder og ikke blot for vore, men ogsaa for den ganske Verdens, og i Kraft af sit Offer er han blevet vor Livgiver, og ikke blot vor, men ogsaa hele Verdens Livgiver. Vidnesbyrdet derom og Lejligheden til at modtage det vil imidlertid for den største Del af Slægten først komme i Fremtiden. — 1 Joh. 2, 2; 1 Tim. 2, 4-6.

At Apostelen havde denne Tanke for Øje, fremgaar tydelig nok af Sammenhængen. Han opmuntrer de troende til ikke at sørge som andre, der ikke har noget Haab, og opstiller som Grundlag for Haabet den Kendsgerning, at Jesus døde for Menneskets Synd og opstod igen for at blive Menneskets Retfærdiggører; og at derfor alle »sover i Jesus«, d. v. s. er paa lovmæssig Maade befriet fra Dødsstraffen og tilhører nu Jesus, hvorfor han ogsaa ved Guds Kraft skal ud ri dem fra Dødens Fangenskab. Havde Apostelen sagt eller ment, at blot de hellige saaledes vilde blive velsignet gennem Jesus, kan vi let se, at de troende den Gang og lige siden kun kunde finde liden Trøst i hans Ord; thi det store Flertal af de troendes Venner og paarørende den Gang og siden kan ikke kaldes hellige. Og hvis Opvækkelsen fra Dødens Søvn er en Velsignelse, der kun venter de hellige, vilde denne Tanke i Stedet for at være en Trøst tvertimod blive en knugende Angst. Men Apostelen taler her om hele Verden som sovende i Jesus, skønt dette ikke er rigtig kendt og forstaaet af andre end den himmelske Fader og hans indviede Børn, som han gennem [337] sit Sandheds Ord har undervist angaaende sine naaderige Fremtidsplaner, for at de kan fryde sig over Længden og Bredden, Højden og Dybden af Guds Godhed og ikke »sørge saaledes som de andre, der ikke har [saa fastgrundet] Haab«.

Ligesom den naturlige Søvn, naar den er sund, medfører fuldstændig Ubevidsthed, saaledes er det ogsaa med Døden, den figurlige Søvn; den er en absolut Bevidstløshedstilstand, ja, den er et fuldstændigt Ophør af Tilværelsen undtagen for saa vidt som Tilværelsen bevares i Faderens Hensigt og Magt. Derfor vil Opvækkelsen fra Døden for de genoprejste blive en Fornyelse af Bevidstheden fra nøjagtig samme Øjeblik og Tilstand, hvor Bevidstheden tabtes i Døden. Opvaagningsøjeblikket vil for den opvaagnede synes at være det næste Øjeblik efter Dødsøjeblikket for saa vidt det angaar en bevidst Opfattelse deraf; thi det mellemliggende Tidsrum vil han ikke have nogen som helst Opfattelse af.

En lignende Tilstand har man iagttaget hos Per­soner, der ved Ulykkestilfælde har faaet et pludseligt Tryk paa Hjernen og saaledes midlertidig har mistet Bevidstheden, uden at Livet dog udsluktes. Naar Trykket paa Hjernen er blevet fjernet, og Patienten pludselig er kommet til Bevidsthed, har han i mange Tilfælde fuldført en Sætning, som var blevet afbrudt ved den Beskadigelse, der standsede Tanken. Saaledes vil Guds Kraft nøjagtig genfrembringe enhver Hjernefold og levendegøre den. Derfor vil Menneskeslægten i Almindelighed, naar Opstandelsestiden kommer, vaagne med de samme Ord og Tanker, som de udaandede med. Men lad os ikke glemme, at dette gælder Verden i Almindelighed, ikke den udvalgte Klasse, Menigheden, Kristi Legeme, som vil faa Del i den første Opstandelse, og som i mange Henseender vil gennemgaa helt andre Erfaringer.

Men skønt den adamitiske Død paa Grund af Genløsningen [338] er blevet forvandlet fra Ødelæggelse til en foreløbig Afbrydelse af Tilværelsen, kaldt Søvn, viser Skriften dog meget tydelig, at det efter Opvækkelsen fra Dødssøvnen vil afhænge af hver enkelt, om han skal gaa videre til Liv og Fuldkommenhed under den herliggjorte Kristi Vejledning, Regering og Beskyttelse, eller om han med Vilje og i Stædighed vil vælge Syndens Vej. Hvis han vælger den sidstnævnte Vej, vil han hjemfalde til den Straf, som oprindelig var bestemt for Adam, nemlig Døden, dog ikke længere den adamitiske Død, Straffen for Adams Synd, men den anden Død. Den anden Død kaldes ingen Steder en Søvn, heller ikke findes der i hele Bibelen den ringeste Antydning om nogen Opvækkelse fra den. Tvertimod kaldes den »en evig Fortabelse bort fra Herrens Aasyn«. — 2 Tess. 1, 9.

Om denne genløste og genopvækkede Klasse, som skal faa sin Prøve i Tusindaarsrigets Tidsalder, erklærer Skriften: »Den Sjæl, som synder, den skal dø« (Ez. 18, 20). At dette Skriftsted ikke i Almindelighed angaar den nærværende Tid, fremgaar klart af følgende tre Grunde:

1) Det vilde være meningsløst nu, da alle dør — hellige saavel som Syndere.

2) Truselen forudsætter en anden Dom, der grunder sig paa den enkeltes Handlinger; og dette kan ikke gælde den nærværende Tid, da vi jo nu alle dør paa Grund af »ett Menneskes Ulydighed«, idet Dødsstraffen kom over ham og derved indirekte over hele hans Slægt. — Rom. 5, 12.

3) Sammenhængen viser, at dette Skriftsted særlig hentyder til dem, som er blevet befriet fra den adamitiske Synd, der hersker nu i Tiden. Dets særlige Anvendelse maa derfor gælde Tusindaarsrigets Tidsalder. Læg Mærke til Sammenhængen, og glem ikke, at den jødiske Tidsalders Lovpagt var analog med Tusindaarsrigets Pagt, naar undtages, at denne vil faa en bedre Midler, som er i Stand til og villig til at hjælpe alle, der søger at vandre retfærdig, og ikke vil tilregne dem deres ufrivillige Fejltrin. [339]

I det nævnte Kapitel læser vi: »Hvorledes kan I bruge dette Ordsprog i Israels Land og sige: Fædrene æder sure Druer, og Børnenes Tænder bliver ømme? ... Se, alle Sjæle hører mig til, saavel Faderens Sjæl som Sønnens Sjæl; mig hører de til; den Sjæl, som synder, den skal dø.... En Søn skal ikke bære sin Faders Misgerning, og en Fader skal ikke bære sin Søns Misgerning; den retfærdiges Retfærdighed skal være over ham, og den ugudeliges Ugudelighed skal være over ham« (Ez. 18, 2. 4. 20). Det er klart, at denne Tid endnu ikke er kommet. Børnene har endnu ømme Tænder paa Grund af de sure Syndens Druer, som deres Fædre har spist. Vi er endnu under Arvelighedens Lov, enhver dør endnu paa Grund at Adams Synd, ikke paa Grund af sin egen. Læg som Bevis for dette Mærke til den uomtvistelige Kendsgerning, at næsten Halvdelen af Menneskeslægten dør i Barndommen uden at være naaet til Skelsaar og Alder, hvor de kan have personligt Ansvar. Det Barn, der dør nogle faa Dage eller Maaneder gammelt, dør ikke for sine egne Synder, men fordi det er Medlem af Adams Slægt, som endnu er under den Forbandelse, der blev udtalt mod Adam: »Døende skal du dø.« Det har arvet Delagtighed i Forbandelsen og vil ogsaa arve Delagtighed i Guds Velsignelse i Kristus i den kommende Opstandelse, der blev sikret ved, den store Forsonings Fortjeneste.

I Jeremias 31, 29-34 finder vi den samme Tilstand omtalt som hos Ezekiel, blot at Jeremias giver os endnu mere udførlige Enkeltheder, der viser os, at denne Tilstand ikke tilhører Nutiden, men Fremtiden. — Jeremias erklærer:

»I de Dage skal de ikke mere sige: Fædrene aad sure Druer, og Børnenes Tænder bliver ømme. Men enhver [som dør] skal dø for sin egen Misgernings Skyld; hvert Menneske, som æder sure Druer, hans Tænder skal blive ømme.«

Ordene »i de Dage« hentyder klart til de kommende [340] Genoprettelsestider under Kristi Regering og ikke til den nuværende Tid, hvor Synden og Døden regerer Læg Mærke til, at Profeten derefter beskriver andre Træk fra Tusindaarsrigets Tidsalder, idet han taler om den nye Pagt, som Jehova skal oprette med Israel og Juda, den evige Pagt, under hvilken de skal opnaa sin længe ventede Delagtighed i de abrahamitiske Velsignelser og Forjætte ser. — Jfr. Rom. 11, 26-31.

Den samme Tanke, at Døden atter skal blive Syndens Straf for alle, der er genløst fra den adamitiske Død, hvis de, efter at være kommet til Kundskab om Guds Naade, modtager den forgæves, fremgaar ogsaa af Herrens egne Ord: »Frygt ikke for dem, som slaar Legemet ihjel, men ikke kan slaa Sjælen ihjel [frygt ikke for dem, der tager det nuværende Liv, som alligevel allerede er under Dødsdommen, men husk, at I er blevet genløst, at der venter eder et fremtidigt Liv, og at ingen kan berøve eder det, som Gud har beredt eder ved Genløsningen i Kristus Jesus]; men frygt hellere for ham, som kan ødelægge [tilintetgøre] baade Sjæl og Legeme i Helvede [Gehenna]« (Matt. 10, 28). Guds Magt til at ødelægge (tilintetgøre) Sjælen er paa den tydeligste og bestemteste Maade tilkendegivet, og det af en ufejlbar Autoritet. Vi ved nok, at en forvendt Teologi har søgt at fordreje Skriften og derfor har villet gøre gældende, at dette betyder, at Gud er i Stand til at ødelægge Sjælens Lykke i Gehenna, men at han er ude af Stand til at ødelægge Sjælen selv. Dette er en af de Fordrejelser af Skriften, der sikkerlig vil bringe svare Følger over dem, som saaledes »forfalsker Guds Ord«. I et andet Skrift*) har vi vist, at Ordet »Gehenna«, som er brugt her, betyder »den anden Død«, fuldstændig Tilintetgørelse for alle de Sjæle, som ikke vil høre Guds store Profet, naar han i rette Tid vil tale lige ud til alt Folket — i Stedet [341] for som hidtil at tale i Lignelser og gaadefulde Ord, der kun forklares Menigheden. — Ap. G. 3, 23; Matt. 13, 11.

*) »Hvad siger Skriften om Helvede?« — Pris 40 Øre.

Vi hævder altsaa, at Skriften uomtvistelig lærer, at Mennesket er en Sjæl eller et Væsen, at det ved Synden forspildte sin Ret til at eksistere og derfor nu er under den guddommelige Straffedoms Forbandelse, Døden, at alle Menneskets Privilegier og Rettigheder blev købt af Mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv til en Genløsningsbetaling for alle, og at den adamitiske Død som Følge heraf ikke egentlig skal regnes for en Død, fuldstændig Ødelæggelse, men blot for en midlertidig »Søvn«, fra hvilken Menneskeslægten paa Opstandelsens Morgen, i Tusindaarsrigets Tidsalder, skal opvækkes af Genløseren.

Forvirring som Følge af fejlagtig Oversættelse.

Det maa ikke overraske os, naar vi finder, at vore Bibeloversættere, der har haft meget fejlagtige Anskuelser med Hensyn til, hvad Sjælen, Aanden og det virkelige Menneske er, har været i stor Forvirring; og i sine Bestræbelser for at faa Oversættelsen i Harmoni med sine forudfattede Meninger har de tifold forvirret den almene Læser. De har i den Grad skjult og fordrejet Meningen af visse Ord, at det er yderst vanskeligt for Læseren at danne sig en klar og rigtig Mening, idet han møder en dobbelt Vanskelighed, 1) den falske Lære og 2) de fejlagtige Oversættelser, der støtter denne falske Lære.

Men takket være Gud lever vi nu paa en Tid, hvor der findes saa gode og talrige Hjælpemidler af enhver Slags, at det er muligt for et Menneske med blot Almendannelse at faa et bedre og klarere Syn paa Emnet, end Oversætterne selv havde.

Et af de Ord, som i de almindelige Oversættelser har faaet de mangfoldigste og mest forskelligartede Fortolkninger, er sikkert det hebraiske Ord »nephesch«, som forekommer 678 Gange i det gamle Testamente, [342] og som rigtignok paa mange Steder er ret oversat med »Sjæl, men ogsaa er gengivet paa mangfoldige andre Maader, efter som det har passet Oversætterne. I den almindelige engelske Oversættelse er det gengivet paa i alt 37 forskellige Maader!

Det græske Ord i det nye Testamente, der svarer til det hebraiske Ord »nephesch«, er »psyche« og betyder ligeledes »Sjæl« eller »sansende Væsen«. Ordet »psyche« er saavel i de danske og norske som i andre Oversættelser hovedsagelig oversat paa to forskellige Maader, nemlig med »Sjæl« og med »Liv«. Denne sidstnævnte Oversættelse af »psyche« har i særlig høj Grad bidraget til at formørke Sandheden, idet Læseren derved maa faa det Indtryk, at Sjælen og Livet er to ganske forskellige Ting, og at et Menneske altsaa kan miste sit Liv uden at miste sin Sjæl, sit Væsen. Paa følgende Steder, hvor Ordet »psyche« er oversat med »Liv«, vilde det have været bedre og mindre forvirrende at oversætte det med »Sjæl« eller »Væsen«:

»Som stod Barnet efter Livet [psyche, Sjæl, Væsen].« — Matt. 2, 20.

»Vær ikke bekymret for eders Liv [psyche, Sjæl, Væsen], hvad I skal æde.... Er ikke Livet [psyche, Sjæl, Væsen] mere end Maden?« — Matt. 6, 25;  Luk. 12, 22. 23.

»Den, som finder sit Liv [psyche, Sjæl, Væsen] skal miste det, og den, som mister sit Liv [psyche, Sjæl, Væsen] for min Skyld, skal finde det.« — Matt. 10, 39; 16, 25; Luk. 9, 24; 17, 33.

»Menneskesønnen ... er kommet for at ... give sit Liv [psyche, Sjæl, Væsen] til Løsepenge for mange.« — ­Matt. 20, 28; Mark. 10, 45.

» Er det tilladt . . . at bjerge Liv [psyche, Sjæl, Væsen] eller at slaa ihjel?« — Mark. 3, 4; Luk. 6, 9.

»Thi den, som vil bjerge sit Liv [psyche, Sjæl, Væsen], skal miste det; men den, som mister sit Liv [psyche, Sjæl, Væsen] for min Skyld og for Evangeliets Skyld, [343] han skal bjerge det. Thi hvad gavner det et Menneske, om han vinder den hele Verden og tager Skade paa sin Sjæl [psyche]? Thi hvad kan vel et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl [psyche]?« (Hvor mange Læsere ved vel, at »Liv« og »Sjæl«, der hver forekommer to Gange i dette Skriftsted, er en Oversættelse af det samme græske Ord, psyche?) — Mark 8, 35-37.

Grundtanken i denne sidste Tekst og i adskillige af de foregaaende er den, at Guds Børn maa huske, at deres nuværende Tilværelse i alle Tilfælde er under Dødsdommen, men at Gud i sin Naade har sørget for en Genløsning for dem — ikke for en uafbrudt Fortsættelse af Livet, men for en Opstandelse til et nyt Liv. De troende i Evangelietidsalderen er kaldt til at nedlægge Livet som et levende Offer i Herrens Tjeneste og saaledes følge i Genløserens Fodspor; og de, som trofast fuldbyrder denne Ofringstjeneste, er blevet lovet Delagtighed med Kristus i den guddommelige Natur, som vil blive dem til Del i den første Opstandelse. Saaledes vil de faa sin Sjæl, sit Væsen eller sin Tilværelse tilbage og have Liv [zoe] og Overflod. — Joh. 10, 10.

»Om nogen kommer til mig og ikke hader [elsker mindre] sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv [psyche, Sjæl, Væsen], han kan ikke være min Discipel.« — Luk. 14, 26.

»Den gode Hyrde sætter sit Liv [psyche, Sjæl, Væsen] til for Faarene [vor Herre Jesus »udtømte sin Sjæl til Døden«; »hans Sjæl bragte Skyldofret.« — Es. 53, 10. 12].«  — Joh. 10, 11. 15.

»Jeg sætter mit Liv [psyche, Sjæl, Væsen] til for at [ifølge Guds Løfte gennem Opstandelsen modtage det igen.« — Joh. 10, 17.

»Den, som elsker sit Liv [psyche, Sjæl, Væsen], mister det, og den, som hader sit Liv [psyche, Sjæl, Væsen] i denne Verden, skal bevare det til evigt Liv.« — Joh. 12, 25. Grundtanken her er den, at enhver, som i den nu [344] værende onde Verden vil være tro mod Gud, maa nødvendigvis være utilfreds med de herskende Tilstande, og alle de Fordele, som disse Tilstande kan frembyde, maa han være villig til at opofre i Guds og Retfærdighedens Tjeneste og til sine Medmenneskers Gavn. De, som handler saaledes, vil ifølge Guds Løfte blive agtet værdige til at faa sin Tilværelse (Sjæl, Væsen) tilbage under gunstigere Vilkaar i den kommende Husholdning; men den, som »elsker« den nuværende Tingenes Orden, og som sætter mere Pris paa denne Tids Fornøjelser og Nydelser end paa Retfærdighed og Lydighed mod Gud, viser sig derved uværdig til den fremtidige Tilværelse, som Gud har tilbudt os; hans Sjæl eller Væsen kan ikke fornyes i den første Opstandelse; thi han er ikke værdig dertil.

»Vil du sætte dit Liv [psyche, Sjæl, Væsen] til for mig?« — Joh. 13, 38.

»Ingen har større Kærlighed end denne, at han sætter sit Liv [psyche, Sjæl, Væsen] til for sine Venner.« — Joh. 15, 13.

»Mænd, som har vovet sit Liv [psyche, Sjæ], Væsenj for vor Herre Jesu Kristi Navns Skyld.« — Ap. G. 15, 26.

»Men for mig selv agter jeg ikke mit Liv [psyche, Sjæl, Væsen] et Ord værdt, naar jeg bare kan fuldende mit Løb.« — Ap. G. 20, 24.

Apostelen havde lært at regne den nærværende Tilværelse for ringe i Sammenligning med den fremtidige, som han ifølge Guds Løfte skulde faa i Opstandelsen. Han satte langt større Pris paa Herrens Gunst og paa sine Lejligheder til at tjene Herrens Sag end paa sit Liv. Han var villig til at opbruges og blev ogsaa opbrugt i Herrens Tjeneste i Haab om at naa frem til den første Opstandelse, saaledes som han udtrykkelig siger i Fil. 3, 8-11.

»I Mænd, jeg ser, at Søfærden vil være et Vovestykke og medføre stor Skade ikke bare for Ladning og Skib, men ogsaa for vort Liv [psyche, Sjæl, Væsen].« — Ap. G. 27, 10. [345]

»Jeg blev alene tilbage, og de staar mig efter Livet [psyche, Sjæl, Væsen].« — Rom. 11, 3.

»Som jo for mit Liv [psyche, Sjæl, Væsen] har sat sin egen Hals i Vove.« — Rom. 16, 4. Dansk Overs.

»For Kristi Gernings Skyld kom han Døden nær, idet han vovede sit Liv [psyche, Sjæl, Væsen] for at udfylde Savnet af eder i Tjenesten mod mig.« — Fil. 2, 30.

»Han satte sit Liv [psyche, Sjæl, Væsen, — »han udtømte sin Sjæl til Døden«; »hans Sjæl bragte Skyldofret«] til for os; ogsaa vi er skyldige at sætte Livet [psyche, Sjæl, Væsen] til for Brødrene.« — 1 Joh. 3, 16.

»Og Tredjedelen af Skabningerne i Havet, som havde Liv [psyche, Sjæl, Væsen] døde.« — Aab. 8, 9.

»Og de havde ikke sit Liv [psyche, Sjæl, Væsen] kært lige til Døden.« — Aab. 12, 11.

Naar vi først faar Klarhed med Hensyn til, hvad Sjælen er, og hvorledes Ordene nephesch og psyche bruges i Skriften af dens inspirerede Forfattere, fjerner dette al den Hemmelighedsfuldhed, der tidligere har ligget i de dunkle Ord »Sjæl« og »Aand«, som ikke alene de ulærde, men ogsaa mange lærde har betragtet som betegnende noget ubestemt, ubeskriveligt og ufatteligt.

Ingen maa imidlertid drage den Slutning, at Legemet er Sjælen. Dette vilde være fejlagtigt, hvad der klart vises os i Herrens Ord: »Frygt ... for ham [Gud], som kan ødelægge baade Sjæl og Legeme.« Paa den anden Side kan der dog ikke eksistere en Sjæl, et sansende Væsen, uden noget Legeme, enten himmelsk eller jordisk, aandeligt eller animalsk.

Naar vi vender os til første Mosebogs Beretning om Menneskets Skabelse, ser vi, at Legemet blev dannet først; men det var ikke et Menneske, en Sjæl eller et Væsen, før det var blevet levendegjort. Det havde Øjne, men kunde ikke se, Øren, men kunde ikke høre, Mund, men kunde ikke tale, Tunge, men kunde ikke smage, Næse, men kunde ikke lugte, Hjerte, men det [346] slog ikke, Lunger, men de bevægede sig ikke, Blod, men det var livløst og koldt. Det var ikke et Menneske, men et Lig, et livløst Legeme.

Det næste Trin i Menneskets Skabelse var Levende­gørelsen af det tildannede Legeme. Dette beskrives ved Ordene »blæste Livets Aande i hans Næse«. Naar et sundt Menneske har været ved at drukne, og alle Livstegn er ophørt, kan man undertiden faa Liv i det igen ved at bevæge Armene og derved Lungerne paa en bestemt Maade, saa at Aandedrættet gradvis vender tilbage til Næse og Lunger. Med Hensyn til Adam behøvede Skaberen naturligvis ikke at bruge nogen Anstrengelse af den Art for at faa den fuldkomne Organisme, han havde dannet, til at indaande Atmosfærens livgivende Ilt (Surstof). Da den livgivende Luft kom ind, udvidede Lungerne sig, Blodlegemerne blev iltet (kom i Berøring med Luftens Surstof) og strømmede saa til Hjertet, der atter pumpede dem ud i Legemet, hvorved alle de forud beredte, men hidtil slumrende Nerver vaktes til Følelse og Virksomhed. Øjeblikkelig nagede denne Energi Hjernen; og Tanken, Iagttagelsen, Evnen til at drage Slutninger, Synet, Lugten, Følelsen og Smagen begyndte. Det, der havde været en livløs menneskelig Organisme, var blevet et Menneske, et sansende Væsen; den »levende Sjæl« var begyndt at eksistere. Udtrykket »levende Sjæl« betyder altsaa hverken mere eller mindre end »sansende Væsen«, d. v. s. et Væsen, som kan sanse, iagttage og tænke.

Skønt Adam havde en fuldkommen Organisme, var det alligevel nødvendigt for ham at underholde Livet, Sjælen eller det sansende Væsen ved at nyde af Frugterne paa Livets Træer. Og da han syndede, drev Gud ham ud af Haven,  for at han ikke skulde »udrække sin Haand og tage ogsaa af Livsens Træ [egentlig Træer] og æde og leve evindelig [ved stadig paany at æde]« (1 Mos. 3, 22). Hvor det klare Sandhedens Lys, der skinner ud fra Guds Ord, dog spreder alle Taager og Mysterier! [347]

Skønt Mennesket paa Grund af sit Fald i Synd og Død er kommet langt bort fra sin oprindelige Fuldkommenhed, da det var »saare godt«, og skønt nogle ved særlig at udvikle de lavere Tankeorganer og undlade at bruge de højere intellektuelle Evner har forkrøblet de Hjerneorganer, der repræsenterer disse højere Evner, er disse Organer dog stadig til Stede og kan udvikles. Nogen saadan Udvikling kan derimod ikke finde Sted hos selv de mest fuldkomne Eksemplarer af de umæ­lende Skabninger. Skaberen har givet Mennesket en højere og finere Organisme og derved adskilt det fra Dyrene. Mennesker og Dyr har lignende Kød og Ben, indaander samme Luft, drikker samme Vand, spiser lignende Føde og er alle sammen Sjæle eller fornuftbegavede Skabninger. Men paa Grund af sit bedre Legeme, besidder Mennesket Forudsætninger for en højere Intelligens og behandles af Skaberen, som om det tilhørte et helt andet Tilværelsesplan. I samme Forhold som Mennesket paa Grund af Synd fjerner sig fra sin oprindelige Lighed med Skaberen, siges det at være »dyrisk« — mere lig Dyrene og blottet for de højere og finere Følelser.

Enhver, som begynder at faa sin Forstands Øjne opladt, saa at han klart kan se og forstaa dette Emne, og som kan se, at Ordet »Sjæl« betyder bevidst Tilværelse, Væsen, og at Ordet »Aande« eller »Livsaande« betegner Guds livgivende Kraft, vil ogsaa af det foregaaende let kunne indse, at enhver Skabning, som besidder bevidst Liv, først og fremst har et Legeme eller en Organisme, for det andet Livsaande, der levendegør det, og for det tredje Tilværelse, Væsen eller Sjæl som et Resultat deraf. For at belyse dette Forhold kan vi sammenligne Sjælen med Varme. Hvis vi anbringer Kul paa et passende Sted og giver Luftens Ilt (Surstof) Adgang til det og derpaa antænder det, vil der komme noget ganske nyt frem, nemlig Varme. Kullet er ikke Varmen, skønt det besidder nogle af de Egenskaber, som under gunstige [348] Forhold frembringer Varme. Heller ikke er Ilten (Surstoffet) Varme, skønt ogsaa dette under visse Betingelser virker med ved Frembringelsen af Varmen. Paa samme Maade er det med Skabningerne. Legemet er ikke Sjælen, skønt Legemet besidder de Egenskaber, der er nødvendige for at frembringe en Sjæl. Heller ikke er Livsaanden Sjælen; men den er en Kraft, som kommer fra Gud, og som er nødvendig for at frembringe den sansende Skabning. Naar Legemet paa tilbørlig Maade forenes med Livsaanden eller Aandedrættet, frembringes der noget nyt — et Væsen, en Sjæl, en sansende Skabning.

Opløsningsprocessen, Døden, er ogsaa i Overensstemmelse med disse Kendsgerninger. Hvis Aandedrættet standser, bliver Følgen deraf Døden. Men hvad er det da, som dør? Dør Aandedrættet eller Livsaanden? Nej, Livsaanden er intet sansende Væsen, den er et Princip eller en Kraft ligesom Elektriciteten. Den har hverken Tanke eller Følelse; den kan ikke dø. Dør Legemet? Vi svarer nej. Legemet kan miste det Liv, som Gud har indplantet i det; men Legemet. i sig selv, adskilt fra Aandedrættet eller Livsaanden, har ingen Bevidsthed, ingen Følelse og kan derfor ikke siges at dø. Legemet er jo i sig selv livløst, og lever kun, saa længe Livsaanden er i det.

Hvad er det da, som dør? Vi svarer, at det er Sjælen, som dør; det sansende Væsen ophører. Lad os huske, at det sansende Væsen blev frembragt ved en Forening af Aandedrættet eller Livsaanden med en Organisme, og at Adskillelsen af disse to foraarsager, at Væsenet, Sjælen, ophører — dør. At dette er Tilfældet med Dyrene, vil ingen betvivle; men gælder det ikke lige saa meget om Mennesket, det højest staaende animalske Væsen, der blev skabt som et Billede af Gud i moralsk og intellektuel Henseende? Visselig er det saaledes, hvad da ogsaa ethvert tænkende Menneske burde kunne se. Vi ved nok, at nogle faa Skriftsteder kan [349] fordrejes og misforstaaes saaledes, at de synes at modsige dette; men vi vil senere undersøge dem og vise, at de er i fuld Overensstemmelse med denne Fremstilling.

Lad os tage et andet Billede af Forholdet mellem det menneskelige eller dyriske Legeme, Aanden og Sjælen. Et utændt Lys kan forestille det livløse Menneskelegeme. Antændelsen af Lyset vil da svare til den Livsgnist, der oprindelig blev tildelt af Skaberen. Lysflammen svarer til Sjælen, det sansende Væsen, Intelligensen. Den iltede (surstofholdige) Atmosfære, der sammen med Lysets Bestanddele nærer Flammen, svarer til Aandedrættet eller Livsaanden, der sammen med den fysiske Organisme frembringer Sjæl eller bevidst Tilværelse. Hvis Lyset ødelægges, vil Flammen naturligvis ophøre; og hvis det menneskelige eller dyriske Legeme ødelægges ved Sygdom eller Ulykkestilfælde, ophører ligeledes Sjælen, Væsenet, Intelligensen, Personligheden. Hvis Luften hindres i at strømme til Flammen f. Eks. ved en Lyseslukker eller ved, at Lyset nedsænkes i Vand, vil Flammen gaa ud, selv om Lyset er ubeskadiget. Saaledes vilde ogsaa et Menneskes eller Dyrs Sjæl, Liv, Eksistens ophøre, hvis Aandedrættet standser ved f. Eks. Drukning eller Kvælning, selv om Legemet var forholdsvis sundt.

Det tændte Lys kan bruges til at tænde andre Lys med, men naar dets Flamme en Gang er udslukt, kan det hverken tænde sig selv eller andre Lys. Saaledes har ogsaa et Menneske eller Dyr, saa længe det er en levende Sjæl, evne til at avle eller forplante andre Sjæle eller Væsener — Afkom; men saa snart Livsgnisten er borte og Sjælen eller Væsenet ophørt, er samtidig al Evne til at tænke, føle og forplante sig ligeledes ophørt. I Harmoni med dette læser vi i Skriften om Jakobs Børn: »Alle Sjæle, som var udgangne af Jakobs Lænd, var 70« (2 Mos. 1, 5). Jakob modtog saavel sin Livsgnist som sin fysiske Organisme og derfor ogsaa Produktet af disse i Forening, [350] nemlig sin Sjæl eller sit bevidste Væsen, fra Isak og følgelig fra Adam, der var den eneste, til hvem Gud direkte havde givet Livet. Jakob gav igen Liv, Organisme og Sjæl til sine Efterkommere; og saaledes forholder det sig med hele Menneskeslægten.

Et slukket Lys kan tændes igen; men ifølge Guds Anordning vender Menneskelegemet, naar det er berøvet Livsgnisten, tilbage til Støvet, hvoraf det er taget, og Livsgnisten kan ikke tændes igen uden ved Guds Magt, ved et Mirakel. Løftet om en Opstandelse er derfor et Løfte om en ny Antændelse af Tilværelsen eller Sjælen. Og da der ikke kan eksistere noget Væsen eller nogen Sjæl uden Legeme og Livskraft eller Aand, følger det deraf, at en Genfrembringelse af Sjælen eller Væsenet maa indbefatte et nyt Legeme, en ny Organisme. Skriften forsikrer os, at de Menneskelegemer, som vender tilbage til Støvet, ikke vil blive genoprettet, men at Gud i Opstandelsen vil give enhver et saadant Legeme, som det behager ham. — 1 Kor. 15, 37-40.

Apostelen erklærer i disse Vers, at i Opstandelsen vil en særlig Klasse blive agtet værdig til en ny Natur — aandelig i Stedet for menneskelig eller kødelig — og at denne store Naturforandring vil blive bevirket ved, at der gives disse en anden Slags Legemer. Her kan Lyset atter tjene som Illustration. Hvis vi lader et Talglys (Tællelys) være Billedet paa det kødelige eller menneskelige Legeme, saa kan det nye aandelige Legeme sammenlignes med et Vokslys, der brænder med klarere Flamme, eller med en elektrisk Buelampe.

Hvis Opstandelsen skulde afhænge af nogen mindre Magt eller Visdom end vor Skabers, kunde vi have Grund til at frygte for en eller anden Fejltagelse, hvorved den enkeltes Identitet kunde gaa tabt, særlig for deres Vedkommende, der skal gennemgaa den store Naturforandring — til Aandevæsener i den første (ypperste) Opstandelse. Men vi kan trygt overlade saavel dette som alt andet til ham, som vi har at gøre med i [351] denne Sag. Han kender alle vore Tanker og kan atter frembringe dem i de nye Hjerner, saaledes at der ikke vil mistes en eneste værdifuld Lektie eller dyrebar Erfaring. Han er for vis til at kunne begaa Fejltagelser og for god til at handle ukærlig, og alt, hvad han har lovet, vil han opfylde paa en Maade, der langt overgaar alt, hvad vi kan bede om eller tænke os.

Mange mener, at de begravede Legemer skal genoprettes Atom for Atom. Men Apostelen erklærer tvertimod: »Du saar ikke [i Døden] det Legeme, som skal vorde.« Det er Sjælen, det sansende Væsen, som Gud vil genoprejse ved Opstandelseskraften; og i Opstandelsen vil han give hver Person (Sjæl) et saadant Legeme, som det i hans uendelige Visdom behager ham. Menigheden, »Bruden«, der udvælges i denne Tidsalder, vil han give Aandelegemer; Genoprettelsesklassen vil han give menneskelige Legemer, men ikke de samme, som gik tabt i Døden. — 1 Kor. 15, 37. 38.

Ligesom Organismen og Livsaanden tilsammen frembragte et sansende Væsen eller en Sjæl ved Adams Skabelse, saaledes bliver der ogsaa gjort en Ende paa det sansende Væsen — Tanker og Følelser af enhver Art ophører — naar de adskilles igen. Sjælen (det sansende Væsen) ophører at være til, Legemet bliver til Støv igen, som det var før, og Aandedrættet eller Livsaanden vender tilbage til Gud, som gav den til Adam og gennem ham til hele Menneskeslægten (Præd. 12, 7). Den vender tilbage til Gud i den Forstand, at den ikke længere staar til Menneskets Raadighed, som f. Eks. ved Forplantningen, og kun ved Guds Magt kan blive givet tilbage til Mennesket. I Anerkendelse af dette sætter de, som er oplært af Herren, sit Haab om fremtidigt Liv gennem en Opstandelse til Gud og til Kristus, hans ophøjede Repræsentant (Luk. 23, 46; Ap. G. 7, 59). Havde Gud ikke truffet nogen Foranstaltning for Menneskets fremtidige Liv ved en Genløsning og en forjættet [352] Opstandelse, vilde Døden have været Enden paa alt Haab for Menneskeslægten. — 1 Kor. 15, 14-18.

Men Gud har saaledes sørget for, at vi kan komme til at leve igen. Og lige siden han aabenbarede sin naaderige Plan, har alle de, der indgaaende og omhyggelig har behandlet dette Emne (som f. Eks. Skriftens inspirerede Forfattere), bestandig fremstillet Menneskets Tilstand mellem Døden og Opstandelsen som en »Søvn«, d. v. s. en fuldstændig ubevidst Tilstand. Billedet er udmærket; thi Opvaagningsøjeblikket vil forekomme de opvaagnede at være det, som følger umiddelbart efter Dødsøjeblikket. Saaledes læser vi f. Eks., at da Herren talte om Lazarus' Død, sagde han: »Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg gaar for at vække ham.« Men da Disciplene ikke forstod ham, sagde han: »Lazarus er død« (Joh. 11, 11. 14). Dersom Teorien om Bevidsthed i Døden var rigtig, hvorfor sagde Lazarus da intet om sine Erfaringer i de fire Dage? Ingen vil paastaa, at han var i et »Helvede« med Pine; thi Herren kaldte ham jo sin »Ven«. Og havde han været i himmelsk Salighed, vilde Herren sikkert ikke have kaldt ham tilbage derfra; thi dette vilde ikke have været nogen Vennetjeneste. Men Lazarus sov, som Herren udtrykte sig, og han vakte ham til Live, til Bevidsthed, til atter at være et sansende Væsen eller en genoplivet Sjæl og dette var øjensynlig en Gunst, som Lazarus og hans Venner i høj Grad værdsatte.

Gennem hele Bibelen gaar den Tanke som en rød Traad, at vi nu lever i Dødens og Søvnens Nat sammenlignet med Opvækkelsens og Opstandelsens Morgen. »Graad kan vare en Nat, men Glæde kommer om Morgenen« (Ps. 30, 6; eng. Overs.) — Opstandelsens Morgen, naar de sovende skal komme frem af Graven, som Profeten udtrykker det: »Vaagn op og jubl, I Støvets Beboere!« — Es. 26, 19.

Apostlerne brugte ogsaa ofte dette passende Tale­billede, der er saa fuldt af Haab og Fred. Lukas siger [353] f. Eks. om Stefanus, den første Martyr, at »han sov ind«; og i sin Gengivelse af Paulus' Tale i Antiokia brugte han det samme Udtryk: »David sov ind« (Ap. G. 7, 60; 13, 36). Ogsaa Peter bruger det samme Udtryk, idet han siger: »Fædrene sov ind« (2 Pet. 3, 4). Og Paulus brugte det mange Gange. hvad følgende Citater viser:

»Naar hendes Mand er hensovet.« — 1 Kor. 7, 39.

»De fleste er endnu i Live, men nogle er hensovet.« — 1 Kor. 15, 7.

»Men er der ikke nogen Opstandelse, ... da er altsaa ogsaa de fortabt, der er hensovet i Kristus.« — 1 Kor. 15, 13-18.

»Men nu er Kristus opstanden fra de døde og er blevet Førstegrøden af de hensovede.« — 1 Kor. 15, 20.

»Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Vi skal ikke alle hensove [egentl.: sove].« — 1 Kor. 15, 51.

»Vi vil ikke, Brødre, at I skal være uvidende om de hensovede.« — 1 Tess. 4, 13.

»Saa skal og Gud ved Jesus føre de hensovede [fra de døde] sammen med ham.« — 1 Tess. 4, 14.

Naar Riget og Opstandelsestiden kommer, skal »vi, som lever, som bliver tilbage, indtil Herren kommer, ingenlunde komme i Forvejen for de hensovede.« — 1 Tess. 4, 15.

Profeten Daniel fremholder den samme Tanke, naar han beskriver Opstandelsen. Han siger: »Mange, de, som sover i Jordens Støv, skal opvaagne« (Dan. 12, 3). Det følgende i dette Vers viser, at disse sovende indbefatter baade gode og onde, som nu alle sover i Fred indtil Kristi Dag — den tusindaarige Dag. Samme Tanke gaar ogsaa igennem det gamle Testamente. Fra den Tid af, da Gud først forkyndte Abraham Evangeliet om en Opstandelse, blev der talt om Døden som en Søvn (se f. Eks. Job 14, 12; Ps. 13, 4; Jer. 51, 39 m. fl.). Job fremsætter denne Tanke i særlig tydelige Ord, idet han siger: »O, at du vilde gemme mig i Dødsriget [scheol], skjule mig der, til din Vrede vendte om!« Den nærværende [354] Tid, da Døden hersker, er den Tid, da Guds Vrede hersker, da Dødens Forbandelse hviler over alle paa Grund af Adams Synd. Dog har vi faaet Løfte om, at Forbandelsen vil blive ophævet i den belejlige Tid og en Velsignelse komme gennem Genløseren til alle Jordens Slægter; og saaledes fortsætter Job: »Alle min Krigstjenestes Dage skulde jeg da vente, indtil min Afløsning kom; du skulde [da] raabe [Joh. 5, 25], og jeg skulde svare dig; efter dine Hænders Gerning skulde du længes« (Job 14, 13-15). Og i det nye Testamente læser vi Herrens Svar: »Alle de, som er i Gravene, skal høre hans [Guds Søns] Røst [hans Kald til dem om at vaagne op og komme til fuld Kundskab om Gud og faa en fuld Lejlighed til at vinde evigt Liv].« — Joh. 5, 25. 28. 29.

Denne Døds-»Søvn« er Bevidstløshed i en saa absolut Forstand, at de opvaagnede ikke vil have nogen Forstaaelse af, hvor lang Tid der er forløbet. I Virkeligheden er Ordet »Søvn« kun et laant Udtryk; thi de døde er virkelig døde, de eksisterer ikke i nogen anden Forstand end den, at Gud i sin Visdom bevarer deres Identitet og har besluttet gennem Kristus at opvække dem — at danne dem paany. I Virkeligheden vil Opstandelsen blive en Genskabelse — en endnu større Aabenbarelse af guddommelig Magt, end den oprindelige Skabelse af Adam og Eva var. Det vil blive en Genskabelse af 50,000 Millioner i Stedet for af to Mennesker — Genfrembringelsen af en uendelig Mangfoldighed i Stedet for af det ene Menneske, Adam. Kun vor Gud ejer en saadan altomfattende Magt og Visdom, og han er baade villig og mægtig til at udføre dette Værk. Ett af de gode Resultater af det ondes Tilladelse vil være, at dets Udryddelse vil aabenbare alle de forskellige Træk i Guds Karakter og gøre dem kendt paa en Maade, som de ellers ikke vilde blive det. Guds Retfærdighed, Kærlighed, Magt og Visdom vil da straale for baade Mennesker og Engle, og alle hans Skabninger skal beundrende [355] erkende hans hellige Karakter og søge at tilegne sig dens forskellige Egenskaber.

Bibelens Vidnesbyrd angaaende Nødvendigheden af en Opstandelse af de døde er meget klar og tydelig; men hvorledes kunde der blive en Opstandelse af de døde, dersom ingen er død, men »alle, som synes at dø, er mere levende end nogensinde«, som nogle paastaar?  En saadan Paastand er i Modstrid ikke blot med hvert tænkende Menneskes fem Sanser, men ogsaa med Bibelens bestemte Erklæring: — »For alle dem, der lever, er der Haab; thi en levende Hund er bedre end en død Løve; thi de levende [selv de mindst intelligente] ved, at de skal dø, men de døde ved ikke noget, og der er ikke mere for dem nogen Løn; thi deres Ihukommelse er glemt [i al Almindelighed]. Baade deres Kærlighed og deres Had og deres Nidkærhed er for længe siden forgangen, og de har i al Evighed [Hebraisk: olam, en lang, ubestemt Tid] ingen Del [Interesse] mere i alt, hvad der sker under Solen.... Alt, hvad der kommer dig for Haanden at gøre med din Kraft, det gør! Thi der er hverken Gerning eller Klogskab eller Kundskab eller Visdom i Dodsriget*), hvor du [Sjælen, det sansende Væsen] farer hen.« — Præd. 9, 4-10; Es. 26, 14.

*) Scheol — Dødstilstanden hvad Sjælen angaar, i Modsætning til qebar (Grav). Se Ps. 30, 4; 49, 15; 89, 49, hvor scheol er gengivet med »Dødsriget«, og 2 Krøn. 34, 28; Job 10, 19; Ps. 88, 6, hvor qebar er gengivet med »Graven«. Jesu Sjæl gik til scheol, Dødstilstanden (Ps. 16, 10; Ap G. 2, 27), men »man bestemte hos ugudelige hans Grav [gebar]«. — Es. 53, 9.

»Du gør Menneskets Haab til intet [i det selv]. Du overvælder ham for stedse, og han farer hen; du for­vender hans Aasyn og lader ham fare. Er hans Børn i Ære, da ved han det ikke, og om de er ringe, da merker han ikke til dem.« — Job 14, 19-21; Es. 63, 16.

Læg Mærke til Betydningen af Apostelens Ord i hans [356] berømte Afhandling om Opstandelsen i 1 Kor. 15, 12-54. Han siger:

»Men forkyndes det om Kristus, at han er opstanden fra de døde, hvorledes kan da nogle iblandt eder sige, at der ikke er nogen Opstandelse af døde?«

Dersom de døde ikke er døde, men mere levende end nogensinde, saa er der jo ingen døde, og nogen Opstandelse af de døde vilde saaledes være en Umulighed. Apostelen fremholdt ikke nogen saadan Lære, men forkyndte tvertimod, at de døde er fortabt ligesom Dyrene, hvis ikke Gud vil oprejse dem; og at vore Haab for dem vilde være tomme Haab, med mindre de er Haab om Opstandelse. Læg vel Mærke til hvert Ord i denne kraftige Bevisførelse af en af Jordens største Logikere. Han siger:

»Men er der ikke nogen Opstandelse af døde, da er heller ikke Kristus opstanden [men er endnu død]; men er Kristus ikke opstanden [men endnu død], da er vor Forkyndelse intet, da er ogsaa eders Tro intet [fordi en død Kristus ikke kunde vide noget og ikke kunde hjælpe nogen]. Da findes vi og at være falske Vidner om Gud [vi er onde Forførere i Stedet for Guds udvalgte Sendebud], fordi vi har vidnet mod [om] Gud, at han har opvakt Kristus, hvem han dog ikke har opvakt, saafremt altsaa [det er sandt, at] de døde ikke opstaar. Thi dersom de døde ikke opstaar, da er heller ikke Kristus opstanden.«

Vi maa lægge Mærke til, at Apostelen her ikke søger at føre Bevis for en Opstandelse af Legemet, men for en Opstandelse af Væsenet eller Sjælen — at hans Sjæl ikke blev forladt i scheol, hades (Ap. G. 2, 31. 32; Ps. 16, 10). Havde Paulus hyldet den Teori, der er gængs nutildags, vilde han have udtalt sig paa omtrent følgende Maade: Nogle af eder taler om en Opstandelse af Legemet, som om det var en vigtig Sag; men i Virkeligheden er Legemet en Hindring, et »Fængsel« for Sjælen, som er langt bedre faren, naar den bliver »frigjort« [357] fra Legemet. Naar som helst Legemets Opstandelse indtræffer, vil den være en Ulykke; thi den vil indbefatte, at Sjælen igen bliver »lænket« og begrænset i sine Evner.

Apostelen sagde intet af den Art, fordi det vilde have været det modsatte af Sandheden. Han lærte en Sjælens eller Væsenets Opstandelse fra Bevidstløshed, fra Død; men han negtede det døde Legemes Opstandelse og sagde: »Naar du saar [i Døden] saar du ikke det Legeme, som skal vorde; ... men Gud giver det [i Sjælens eller Væsenets Opstandelse] et [nyt] Lege ne efter sin Vilje og hvert Slags Sæd sit eget [bestemte Slags] Legeme« (1 Kor. 15, 37. 38). Menneskeslægtens Masser, som er af menneskelig Sæd eller Art, vil faa menneskelige Legemer, men ikke de samme Legemer, som smuldrede hen til Støv, og hvis enkelte Bestanddele eller Atomer (uendelig smaa Partikler) er, gaaet over i Plante- og Dyreorganismer. Menigheden vil faa Aandelegemer lig sin opstandne Herres og helt ulig sine jordiske Legemer — som Apostelen erklærer: »Det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skal blive ; vi ved, at naar han aabenbares, da skal vi blive ham lig; thi vi skal se ham, som han er« — ikke som han var. — 1 Joh. 3, 2.

Men lad os forfølge Apostelens Bevisførelse videre. Han erklærer:

»Men er Kristus ikke opstanden, da er eders Tro unyttig, da er I endnu i eders Synder, da er altsaa ogsaa de fortabt, som er hensovet i Kristus.« — Vers 17. 18.

De, der paastaar, at Sjælen ikke dør, fordi den ikke kan dø, og som altsaa negter Sjælens eller det sansende Væsens Opstandelse og følgelig ved sin egen Bevisførelse tvinges til at paastaa, at alle Bibelens Udsagn om Opstandelsen kun gælder Legemet, kommer i Forlegenhed med Hensyn til, hvad de skal gøre .med disse Ord af den inspirerede Apostel. Hvis de siger, at Herren var [358] i Live, »mere levende end nogensinde«, i de tre Dage, i hvilke Skriften siger, at han var død, og hvis de vil hævde, at hans Opstandelseslegeme var det samme Legeme som det, der laa saaret og gennemstunget i Josefs Grav, hvorledes skulde de da kunne forklare og bevise, at Tro paa en Kristus, som ikke døde (men som blot aflagde sit Legeme i tre Dage) er en »unyttig« Tro? Hvorledes skulde de kunne forklare og bevise, at en saadan Tro ikke frier fra Fordømmelse? Og hvorledes skulde de endelig kunne hævde, at den Kristus, der var »mere levende end nogensinde« og »friet« fra sit Kødlegeme, ikke uden sin Opstandelse kan frelse Syndere, og at derfor alle, som er hensovet i Kristus, er »fortabt«?

Hele deres Teori er i Modstrid med Bibelens Frem­stilling af Kendsgerningerne. De negter, at nogen Sjæl kan fortabes (græsk: apollymi, ødelægges), medens Apostelen siger, at den kan; og Herren siger selv, at Gud »kan ødelægge baade Sjæl og Legeme«. De negter ogsaa, at nogen »er hensovet i Kristus«, idet de negter, at Døden er en Søvn, fra hvilken der vil ske en Opvaagnen paa Opstandelsens Morgen, medens Apostlerne, Herren selv og alle de hellige Profeter enstemmig erklærer, at den er en »Søvn«, hvorfra alene Guds Magt kan opvække Sjælen, det sansende Væsen, til Bevidsthed paa noget Tilværelsesplan. Thi vi maa lægge Mærke til, at de, der bliver »forvandlet« til den guddommelige Natur i den første Opstandelse, lige saa fuldt vil være Sjæle da, som de var det, da de havde den jordiske Natur. Ogsaa Gud er en Sjæl, saaledes som vi læser om ham: »Dersom han unddrager sig, har min Sjæl [psyche, sansende Væsen] ikke Lyst til ham.« Heb. 10, 38.

Platons Filosofi (ifølge hvilken Mennesket ikke kan dø, men ved sin Død blot tilsyneladende dør) var fremherskende over hele Grækenland ved Tiden for Herrens [359] første Komme og udgjorde en væsentlig Hindring for Evangeliets Fremgang blandt Hedningerne. Vi læser f. Eks., at da Paulus prædikede i Athen, lyttede Filosoferne til ham som til en stor Lærer, indtil han berørte de dødes Opstandelse; men da havde de hørt nok; saa var deres Interesse borte; de ansaa sig selv som langt forud for den jødiske Forestilling om, at de døde ikke kan have en fremtidig Tilværelse undtagen gennem en Opstandelse. »Men da de hørte om dødes Opstandelse [og saaledes opdagede, at Paulus ikke var enig med dem i deres Lære om, at de døde er mere levende end nogensinde], spottede nogle«, og andre sagde, at det var nok for denne Gang. — Ap. G. 17, 32.

Den hedenske Tanke, at Død ikke er Død, men et Trin frem til mere fremskredne Livstilstande, havde paa ingen Maade vundet Indpas hos Jøderne paa den Tid, da Herrens første Komme fandt Sted. Farisæerne udgjorde Jødernes vigtigste Sekt, og Herren erklærede dem for at være Efterfølgere af og Repræsentanter for den mosaiske Lov, idet han sagde: »Paa Moses' Stol sidder de skriftlærde og Farisæerne« (Matt. 23, 2). Saddueæerne, der var langt mindre i Antal end Farisæerne, var efter disse den Sekt, der havde den største Indflydelse ; de var i Virkeligheden vantro, Materialister. De negtede aldeles et fremtidigt Liv og lærte, at Mennesket dør nøjagtig ligesom Dyret, og at der ikke vil blive nogen Opstandelse af døde. De var vantro med Hensyn til alle Løfter om Messias, og de negtede Tilværelsen af Engle o. s. v. Rigtignok omtaler Historieskriveren Josefus en tredje Sekt, som kaldtes Essæerne, og som, erklærer han, fremholdt Platons Lære, der var saa fremherskende blandt Hedningerne og gik ud paa, at Mennesket i Virkeligheden aldrig dør, men ved den Krise, der kaldes Døden, blot gaar frem til større Livsudvikling. Men vi maa huske paa, at Josefus skrev Jødernes Historie, medens han var ved det romerske Hof, og at [360] han skrev den med den Tanke for Øje at paavirke Kejseren og hans Hof til Gunst for Jøderne. Romerne var kommet til at betragte Jøderne som »et haardnakket og genstridigt Folk« — hvad ogsaa Skriften erklærer, at de bar været — og de drog ganske naturlig den Slutning, at Aarsagen til denne Genstridighed maatte ligge i deres Religion. Dette var en rigtig Antagelse; thi det er utvivlsomt en Kendsgerning, at den guddommelige Aabenbarings Sandheder frembringer en viss Frihedsaand hos alle dem. de faar nogen Indflydelse over, idet de udjævner de store Forskelle mellem Prester og Folk, Konger og Undersaatter; thi ifølge Guds Ord er alle ansvarlige overfor en stor Dommer og Konge. Men Josefus søgte at modarbejde dette rette Syn paa det jødiske Folk og deres Religion, derfor gør han Vold paa Sandheden i sine Bestræbelser for at bevise og klargøre for det romerske Hof, at den jødiske Religion praktisk talt var den samme som de forskellige Hedningereligioner 1) med Hensyn til de dødes Bevidsthed og 2) angaaende Tro paa evig Pine.*) For at naa sin Hensigt anfører han Essæernes Sekt, som om den var den vigtigste og toneangivende religiøse Sekt blandt Jøderne. Men i Virkeligheden var denne Sekt saa ubetydelig, at den ikke engang nævnes i det nye Testamente og øjensynlig aldrig kom i Konflikt hverken med Herren selv eller med Apostlerne, hvorimod Farisæerne og Sadducæerne hyppig omtales.

*) Der var kun meget faa blandt Jøderne, som troede paa evig Pine; men de romerske Kejsere begunstigede denne Lære, fordi den forøgede deres Indflydelse over Folket. Senere hen antog Kejserne Titlen »Pontifex Maximus« (øverste religiøse Hersker), hvilken Titel Pavedømmet senere anvendte paa Paverne.

»For ham lever de alle.«
— Luk. 20, 37. 38. —

Efter at Herren ved sine Svar havde bragt de lovkyndige og de skriftkloge og Farisæerne til Taushed, [361] mødte Sadducæerne op i den Tanke, at de kunde vise sin Stillings Overlegenhed ved at gendrive Herrens Lære. Til disse Sadducæere, der paastod, at de døde var døde for bestandig, sagde Herren: » Men at de døde staar op, det har ogsaa Moses givet til Kende, der hvor der tales om Tornebusken, naar han kalder Herren Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud; men han er ikke de dødes Gud, men de levendes; thi for ham lever de alle.« — Luk. 20, 37. 38.

Herren antyder, at dette i sig selv er et Bevis for, »at de døde opstaar«; thi Gud vilde sikkert ikke paa den Maade henføre til Væsener, der fuldstændig og for evig var udslettet af Tilværelsen. Han viser dernæst, at Gud i sin Plan har bestemt en Opstandelse, og at de, som Mennesker kalder »døde«, »alle lever for ham«. Fra Guds Standpunkt set »sover« de kun. Guds Ord taler derfor om disse som »sovende« og ikke som tilintetgjorte. Skønt den oprindelige Dom lød paa Tilintetgørelse, er denne Dom dog nu ophævet ved Genløsningen. Moses siger: »Du byder Mennesket vende tilbage til Støv og siger [i Opstandelsen]: Vender tilbage, I Menneskebørn!« (Ps. 90, 3; 103, 4.) Naar Gud siger: »Jeg er Abrahams Gud«, taler han ikke alene om de forgangne Ting, som om de endnu var nærværende, men ogsaa om de kommende Ting, som om de allerede var sket. — Rom. 4, 17.

Menighedens Legeme, Aand og Sjæl.
— 1 Tess. 5, 23. —

Udtrykkene Legeme, Sjæl og Aand er billedlig brugt om Menigheden som et Hele. Apostelen siger f. Eks.: »Gid eders Aand og Sjæl og Legeme maa bevares fuldkomne, ulas telige i vor Herre Jesu Kristi Tilkommelse!« Vi maa forstaa det saaledes, at denne Bøn gælder Menigheden som et Hele — alle de udvalgte, hvis Navne er skrevet i Himmelen. Den sande Aand er blevet bevaret i den lille Hjord. Dens Legeme kan ogsaa sees den Dag i Dag, til Trods for den Mængde Klinte, der har villet [362] skjule saavel som kvæle den. Og dens Sjæl, dens Virksomhed, dens Intelligens, dens sansende Væsen, sees overalt, idet den opløfter Korsets, Genløsningens, Banner for Folket.

Disse Apostelens Ord kan vi ikke anvende paa nogen anden Maade; thi hvor meget Folk end kan være uenige om Bevarelsen af de omtalte Menneskers individuelle Aander og Sjæle, vil dog alle være enige om, at deres Legemer ikke er blevet bevaret, men er vendt tilbage til Støv ligesom andres. Desuden staar Ordene Legeme, Sjæl og Aand i Ental og ikke i Flertal.

Hvad er »scheol« eller »hades«, 
hvortil alle Sjæle gaar?

Mange mener, at eftersom der siges om Sjælene, at de gaar til scheol, hades, maa Menneskets Sjæl være et selvstændigt, personligt Væsen, saaledes at den efter Livsaandens Adskillelse fra den materielle Organisme lever videre som et bevidst Aandevæsen. Det er derfor paa sin Plads, at vi undersøger Herrens Ord angaaende dette Punkt for at se, hvad scheol eller hades er.

Det hebraiske Ord scheol forekommer 65 Gange i det gamle Testamente og er i den norske Oversættelse overalt gengivet med »Dødsrige«. I den danske Oversættelse er det paa de fleste Steder ligeledes gengivet med »Dødsrige«, men desuden med »Helvede«, med »Hule« og med »Grav«. Med Undtagelse af sidstnævnte Maade at oversætte Ordet »scheol« paa, kan disse Oversættelser ikke siges at være rigtige, naar man tager i Betragtning den Maade, paa hvilken Ordene »Helvede«, »Dødsriget« og »Hulen« i Almindelighed forstaaes nutildags.

Den fulde Mening i Ordet scheol (græsk: hades) kan neppe udtrykkes ved noget enkelt dansk-norsk Ord; det betyder skjult eller udslukt eller dunkel; det sigter ikke till noget Sted, men til en Tilstand, nemlig Dødstilstanden. Maaske vilde Ordet Glemsel (Forglemmelse) være det Ord i vort Sprog, der svarede bedst til det [363] hebraiske Ord scheol og det græske Ord hades. I Ordene scheol og hades ligger der ikke den mindste Hentydning hverken til Glæde eller Sorg eller nogen anden Følelse; kun den Sammenhæng, hvori Ordene staar, kan tjene os til Vejledning. Idet vi undersøger Brugen af disse Ord, finder vi det klart stadfæstet i Skriften, at alle Mennesker, baade gode og onde, maa komme til scheol, hades eller Glemsel, og at de i denne Tilstand hverken har Lys, Kundskab, Visdom eller Klogskab, at ingen Tunge der hverken priser Herren eller bespotter hans Navn, at det er en Tilstand af absolut Taushed og Uvirksomhed og en paa enhver Maade uønskværdig Til­stand, uden for saa vidt som der er knyttet et Opstandelseshaab til den.

Vi maa ogsaa lægge Mærke til, at det er »Sjæle«, baade gode og onde, der gaar til denne Tilstand — scheol, Glemsel — for at vente til Tusindaarsrigets Morgen, da Livgiverens Kalden vil gøre Ende paa deres Glemsel. Det vilde have været bedre, om Bibeloversætterne overalt havde gengivet Ordene scheol og hades med »Graven« og ikke med »Dødsriget«; thi dette sidste Ord kan give den mindre oplyste Bibellæser Lejlighed til at lægge samme Betydning i Ordet »Dødsrige« som før i Ordet »Helvede«; i ethvert Tilfælde er det vanskeligt for den ulærde at indse, at Ordet »Dødsrige« ikke skal betyde noget andet end Dødstilstanden eller Graven­Mange betragter derfor ogsaa dette Ord som hentydende til et Pinested.

Naar vi nu i det følgende anfører de Skriftsteder, hvor det hebraiske Ord scheol forekommer, beder vi Læseren lægge nøje Mærke til, paa den ene Side hvilke skrækkelige Slutninger, man maa drage af disse Steder, hvis »scheol« skulde betyde et »brændende Helvede« eller evigt Pinested, og paa den anden Side hvor fuldstændig overensstemmende med sin Sammenhæng de samme Skriftsteder bliver, naar man oversætter Ordet scheol med »Glemsel«. Ifølge den sidstnævnte Oversættelse [364] beviser alle disse Steder enstemmig, at Sjælene gaar til scheol, Glemsel, og at de i denne Tilstand hverken lider eller glædes, hverken lærer noget eller gør noget; men at de simpelthen skal forblive i Glemsel, indtil »Overengelens Røst og Guds Basun« lyder.

»Jeg skal med Sorg fare ned til min Søn i Dødsriget*) [scheol, Glemsel].« — 1 Mos. 37, 35.

Paa den Maade sørgede Jakob over sin Søn Josef, som han troede var død en voldsom Død.

»Og møder der ham [Benjamin] nogen Ulykke paa den Vej, som I drager hen ad, saa vil I bringe mine graa Haar med Sorg ned i Dødsriget*) [scheol, Glemsel.]« — 1 Mos. 42, 38.

*) Dansk Oversættelse: Graven.

Disse Ord udtalte Jakob, da han skulde lade Benjamin rejse til Ægypten ; thi han frygtede, at ogsaa denne skulde blive dræbt, ligesom han troede, at Josef var blevet det.

De samme Ord er gentaget under lignende Omstændigheder i Kapitel 44, 29, hvor Brødrene fortæller Josef sin Faders sidste Formaning til dem angaaende Benjamin. Og i Vers 31 omtaler Brødrene atter Sagen og siger: »Dine Tjenere vil bringe din Tjeners, vor Faders, graa Haar med Sorg ned i Dødsriget*) [scheol, Glemsel].«

Enhver kan indse, hvor upassende det vilde være paa disse fire Steder at oversætte scheol med »Helvede«, saafremt man forstaar dette Ord paa den sædvanlige Maade — som betegnende et brændende Pinested. Et saadant Sted vilde ikke have passet for den fromme Patriark Jakob. Det er imidlertid tydeligt, at han ved de citerede Ord ikke hentydede til sit Legemes Nedlæggelse i en Grav; thi hvis han havde gjort det, vilde han uden Tvivl have brugt det samme hebraiske Ord, som han brugte, da han talte om Rakels Grav, nemlig qebura (1 Mos. 35, 20), eller ogsaa Ordet qebar, som hans Søn Josef brugte, da han talte om Jakobs Grav, som [365] denne selv havde ladet berede, før han døde (1 Mos. 50, 5). Tvertimod ser vi, at Jakob talte om sig selv som en Sjæl eller et Væsen — at Sorgen ved at miste Benjamin vilde bringe ham, gammel og svagelig, som han var, ned i Forglemmelse, i Dødstilstanden.

»Dersom Herren skaber noget nyt, og Jorden oplader sin Mund og opsluger dem og alle deres, saa de farer levende ned i Dødsriget*) [scheol, Glemsel] ... Og de for levende ned i Dødsriget*) [scheol, Glemsel] ... og Jorden skjulte dem og de omkom og toges bort af Menigheden,« — 4 Mos. 16, 30. 33.

*) Dansk Oversættelse: Helvede.

Disse to Vers taler om Kora, Datan og Abiram og viser, hvorledes de omkom. Hvis man nu med Dødsriget eller Helvede skal forstaa et Sted, saa vil disse Vers bevise, at dette formodede Sted er beliggende under denne Jords Overflade. Men hvor Ordene dog bliver ligefremme, naar de forstaaes ret: Jorden oplod sin Mund og opslugte dem, og de forsvandt fra Livets Virksomhed ned i Forglemmelse, i Ubevidsthed.

»Thi Ild er optændt i min Vrede og brænder indtil dybeste Dødsrige*) [scheol, Glemsel], og den fortærer Landet og dets Grøde og sætter Bjergenes Grundvolde i Brand.« — 5 Mos. 32, 22.

*) Dansk Oversættelse: Helvede.

Her er der rigtignok Tale om Ild, men ikke om bogstavelig Ild. Hele Sammenhængen viser, at der her tales om Guds Nidkærheds Ild. I de efterfølgende Vers læser vi: »De skal udsuges af Hunger og fortæres af hidsig Sygdom og giftig Sot.... Udenfor skal Sværd, i Lønkamrene Forfærdelse bortrive.« Vi behøver ikke at gætte os til, hvorledes denne Profeti blev opfyldt; thi Apostelen Paulus, som taler under den hellige Aands Inspiration, hentyder til dette Sted og anvender det paa det kødelige Israel og paa den Trængsel, der kom over dem som et Folk, den Gang de forkastede den Herre Jesus og til Gengæld selv blev forkastet af [366] Herren. Apostelen erklærer, at »Vreden har endelig naaet dem« (1 Tess. 2, 16). Guds Vrede brændte imod dem og vedblev at brænde imod dem, indtil de som et Folk havde lidt for sine nationale Synder. Efter at Guds Vrede har udbrændt deres nationale Overtrædelse og hjemsøgt dem lige til den dybeste Glemsel (scheol), vil han tale Fred til dem, idet han siger til Menigheden: »Trøster, trøster mit Folk, siger eders Gud. Taler venlig til Jerusalem og raaber til det, at dets Strid er fuldendt, at dets Skyld er betalt, at det har faaet af Herrens Haand dobbelt for alle sine Synder« (Es. 40, 1. 2). Da skal ogsaa Jakobs Befrielse komme, som Apostelen Paulus har forudsagt det paa Grundlag af det guddommelige Udsagn: »Naar jeg borttager deres Synder, da er dette min Pagt med dem« (Rom. 11, 26. 27. Den samme Tanke, at denne den guddommelige Vredes Brand imod Israel indtil den dybeste Glemsel vil blive efterfulgt af guddommelig Velsignelse, kan sees af Sammenhængen. — Se 5 Mos. 32, 26-43.

»Herren døder og gør levende; han fører ned til Dødsriget [scheol, Glemsel] og fører op derfra [ved en Opstandelse ud af Glemsel, ud af scheol].« — 1 Sam. 2, 6.

»Dødsrigets*) [scheol, Glemsel] Reb omgav mig.« — 2 Sam. 22, 6.

*) Dansk Oversættelse: Helvede.

Profeten David gav ved disse Ord Udtryk for, at hans Liv havde været i Fare, men at Gud havde udfriet ham fra Sauls Haand. Sammenhængen viser dog ganske klart, at Psalmisten taler profetisk om Kristus og om den Tid, da Kristi Legeme, Menigheden, fuldt ud skal fries fra den nærværende onde Verden og overflyttes i den kommende Verdens Herligheder, og han viser (Vers 8-18), at Kristi Legemes Forløsning vil finde Sted lige inden den store Trængselstid, da Guds Magt og Vrede skal aabenbares imod al Ugudelighed.

»Du skal ... ikke lade hans graa Haar fare i Fred [367] ned til Dødsriget*) [scheol, Glemsel; ... saa du lader hans graa Haar fare i Blod ned til Dødsriget*) [scheol, Glemsel].« — 1 Kong. 2, 6. 9.

*) Dansk Oversættelse: Graven.

Med disse Ord paapegede David for sin Søn Salomon, at Joab var en farlig, blodtørstig Mand, som med Rette havde fortjent at faa nogen Gengældelse, før han døde. Den »ortodokse« Lære hævder ikke, at det fysiske Legeme med dets Haar o. s. v. kommer til det formodede mystiske Sted, som man kalder »Dødsriget« eller »Helvede«; men man lærer tvertimod, at kun den nøgne Sjæl eller Aand kommer did, medens Legemet begraves i Jorden. Dette og lignende Skriftsteder bliver derfor meget vanskelige at forstaa fra det »ortodokse« Standpunkt. Men naar vi har faaet den rette Opfattelse af Sagen, er det ikke vanskeligt at forstaa, at baade Joabs og Jakobs graa Haar begge gik ned i scheol, Glemsel, Dødstilstanden. Ordene »graa Haar« er her simpelthen Talebilleder og betegner ældet.

»En Sky forsvinder og farer bort; saaledes den, som farer ned til Dødsriget [scheol, Glemsel] — han stiger ikke op.« — Job 7, 9.

Job paapeger her Menneskets Sjæls eller Væsens fuldstændige Ødelæggelse i Døden. Dog slutter han i Vers 21 sit Argument med den Erklæring: »Jeg skal [lægge mig til at] sove, og du skal søge mig om Morgenen, men jeg skal ikke være [til]« (eng. Overs.). Her er der hentydet til Døden som en Søvn og til Tusindaarsrigets Tidsalder som Morgenen. Den nuværende Tidsalder er Graadens og Trængselens, Dødens og Sorgens Nat. Herren vil med sin Opstandelseskraft søge Job om Morgenen, og skønt Job ikke er til, fordi Døden fuldstændig har tilintetgjort ham, har Gud dog Magt til at lade ham opstaa, og naar Herrens Tid derfor er inde, skal han længes efter sine Hænders Gerning; naar Herrens Hævns Dag er forbi, og Vederkvægelsens [368] Tider er kommet, da skal han kalde, og Job og alle andre skal svare ham. — Se Kap. 14, 14. 15.

»Himmelhøj er den, hvad kan du udrette? — Dybere end Dødsriget*) [scheol, Glemsel], hvad ved du?« — Job 11, 8.

*) Dansk Oversættelse:   Helvede.

Disse Ord udtalte Zofar, en af Jobs vildledte Trøstere, hvem Herren bebrejdede. Ved denne Erklæring forsøgte Zofar at vise Job, at de guddommelige Regeringsprin ciper er uransagelige for Menneskene. Og som et Billede af Menneskets fuldstændige Mangel paa Kundskab om Gud henfører han til scheol og sammenligner de to Ting med hinanden; ligesom der ikke er nogen Kundskab i scheol, saaledes, paastaar han, kan Mennesket heller ikke have nogen som helst Kundskab om Guds Visdom og Plan.

»O, at du vilde gemme mig i Dødsriget**) [scheol, Glemsel], skjule mig der, til din Vrede vendte om, at du vilde sætte mig et Tidsmaal og saa komme mig i Hu!«  — Job 14, 13.

**) Dansk Oversættelse: Graven.

Her finder vi den mest enkle og tydelige Fremstilling af Jobs Haab. Han var ikke ivrig efter, at de nuværende Syndens og Sorgens, Trængselens og Smertens Tilstande skulde vedblive; han var helt villig til at blive skjult i Glemsel, indtil den Tid kommer, da Forbandelsen, »Vre­den«, skal borttages fra Jorden og Vederkvægelsens Tider komme i Stedet. Men han ønsker ikke at blive udslettet af Tilværelsen for bestandig. O nej! han har Tillid til Guds Foranstaltning for et fremtidigt Liv gennem en Opstandelse; og hans Bøn er, at Gud i den belejlige Tid, efter at Syndens Forbandelse er blevet borttaget, vil komme ham i Hu og kalde ham ud af Forglemmelsen og atter frem til Liv ved den Genoprettelseskraft, som da vil blive udøvet gennem Kristus. — Se Ap. G. 3, 19-21.

»Jeg [369] haaber paa Dødsriget*) [scheol, Glemsel] som mit Hus, reder i Mørket mit Leje, raaber til Graven: Du er min Fader, til Ormen: Du er min Moder og min Søster.« — Job 17, 13. 14.

Hvor betegnende er ikke disse Ord! Forglemmelsen er Huset eller Lejet, og det er fuldt af Mørke — Jobs Sjæl eller Væsen sover ubevidst i Døden og venter paa Opstandelsens Morgen, medens hans Legeme gaar til Forraadnelse.

»Hvor er da mit Haab? Mit Haab — hvo øjner det? Til Dødsrigets*) Bomme [til scheol, Glemsel] farer de ned, naar jeg tillige faar Ro i Støvet.« Ja, kun i Støvet er der Ro og Hvile for alle.« — Job 17, 15. 16.

*) Dansk Oversættelse: Graven.

Guds Tjener udtrykker her sit personlige Haab, sin Tillid, men er i Tvivl om, hvor mange der mon har en saadan Tillid. Han har allerede udtalt sit Haab om, at hans Død blot skal være en Søvn, hvorfra han skal vaagne op om Morgenen. Nu vil han imidlertid med de sidst anførte Ord sige, at skønt alle hver for sig gaar ned til scheol, til Forglemmelse, finder de alle Hvile i Støvet, enten de har dette Haab eller ikke.

»De tilbringer sine Dage i Lykke, og i et Øjeblik farer de ned til Dødsriget [scheol, Glemsel].« — Job 21, 13.

Job beskriver her den Lykke, som nogle, der ikke er af Herrens Folk, nyder, og han stiller den i Modsæt­ring til de Trængsler, som nogle af Guds Børn erfarer, idet de kommer ind under den guddommelige Optugtelses Kæp for at dannes og beredes til de bedre Ting herefter.

»Tørke og Hede sluger Snevand, Dødsriget [scheol, Glemsel] dem, der synder.« — Job 24, 19.

Alle Mennesker har syndet, og derfor er de alle underlagt Døden og gaar ned til Forglemmelse. Det eneste Haab staar til ham, der genløste os fra Døden, og som »om Morgenem» vil bringe os ud af Forglemmelsen efter sin egen naadige Forjættelse. I dette Tilfælde taler Job [370] dog særlig om de ugudelige, der ved et syndigt Livsløb fremskynder sin Død.

»Dødsriget [scheol, Glemsel] er blottet for ham, og Afgrunden uden Dække.« — Job 26, 6.

Her paapeger Job Skaberens Alvidenhed, hans, som ikke alene kender Enden fra Begyndelsen, men for hvis ransagende Blik alle skjulte Ting i Forglemmelsen er aabenbare.

»Thi i Døden er der ingen Ihukommelse af dig; hvo vil prise dig i Dødsriget [scheol, Glemsel]?« — Ps. 6, 6.

Hvor dette dog er et klart og afgørende Vidnesbyrd om Menneskets Ubevidsthed i Døden! Læg ogsaa Mærke­til, at denne Erklæring ikke gælder de ugudelige, men Guds Tjenere, som ønsker at prise og takke ham for hans Barmhjertighed. Læg endvidere Mærke til, at der ikke her sigtes til det døde Kød, som begraves i gebar, men til Sjælen, som gaar til scheol, Glemsel.

»De ugudelige skal vige hen til Dødsriget [scheol, Glemsel], alle Hedninger, som glemmer Gud.« — Ps. 9, 18.

Det hebraiske Ord schub, som i dette Skriftsted er oversat med »vige hen«, burde være oversat »vende tilbage« eller, som i den danske Oversættelse, »vende om«. Dette indbefatter, at nogle af dem, som var blevet frelst fra scheol, Glemsel, atter vender tilbage dertil, fordi de er ugudelige og glemmer Gud. Menneskeslægtens almindelige Udfrielse fra scheol vil finde Sted i Løbet af Tusindaarstidsalderen som et Resultat af, at Genløsningsprisen blev betalt paa Golgata. Men de, der en Gang er vakt op og bragt til Sandhedens Erkendelse, og som siden med Vilje staar den imod, skal igen vende tilbage til Glemsel — »den anden Død«, hvorfra der ingen Genløsning og ingen Genoprettelse vil blive. At dette Sted ikke kan anvendes paa de store Masser af Menneskene (Hedningerne), som aldrig har kendt Gud, er meget indlysende; thi efter Ordlyden hentyder det til dem, som glemmer Gud, efter at de har, faaet [371] en klar Kundskab om ham og i samme Forhold Ansvar overfor ham.

»Du skal ikke overlade min Sjæl til Dødsriget [scheol, Glemsel], du skal ikke lade din hellige se Forraadnelse.« — Ps. 16, 10.

I sin Tale paa Pinsedagen under den hellige Aands fulde Indflydelse forklarer Apostelen Peter os den sande Betydning af dette Udsagn og paapeger, at det umulig kunde gælde David selv; thi Davids Sjæl blev overladt i scheol, og hans Kød saa Forraadnelse. Han siger om David: »Han baade døde og blev begravet, og hans Grav er iblandt os den Dag i Dag.« »David for ikke op til Himmelen.« — Ap. G. 2, 27-34.

Disse Apostelens Ord er kraftige og beviser til Fulde, 1) at Davids Sjæl gik til scheol, Glemsel, og blev der og ikke var faret til Himmelen ved den Tid, da Peter holdt sin Tale, 2) at Jesu Kristi Sjæl ogsaa gik til scheol, Glemsel, men ikke forblev der, fordi han blev oprejst paa den tredje Dag og senere opfor til Himmelen.

Disse tydelige Erklæringer fra en inspireret Kilde burde klargøre dette Emne for enhver ægte Sandheds­søger. De fremholder følgende Kendsgerninger for os: 1) Vor Herre Jesu Sjæl (Væsen) gik ved Døden til scheol. 2) Han var død i Dele af 3 Døgn. 3) Paa den tredje Dag opstod han, han blev levendegjort, blev ved Guds hellige Aands Kraft bragt ud fra det skjulte og forvandlet til den guddommelige Natur og blev derved »Førstegrøden af de hensovede«. Herrens Væsen eller Sjæl eksisterede ikke i de Dage, han var død. »Han udtømte sin Sjæl til Døden«; »hans Sjæl bragte Skyldofret.« Men hans Sjæl (Væsen) blev atter gjort levende i Opstandelsen, da han fik et nyt, aandeligt Legeme.*)

*)  Bind II, Side 102-104.

»Dødsrigets**) [scheol, Glemsel] Reb omgav mig, Dødens Snarer overfaldt mig.« — Ps. 18, 6.

**) Dansk Oversættelse: Helvede.

Et billedligt Udtryk for dyb Dødsangst og Frygt.

[372] »Herre, du har ført min Sjæl op af Dødsriget [scheol, Glemsel], du har kaldt mig til Lives.« — Ps. 30, 4.

Dette er en Taksigelse for Helbredelse efter en svær Sygdom, som truede med Døden.

»Lad de ugudelige blive til Skamme, blive tause i Dødsriget [scheol, Glemsel]! Lad Løgnens Læber forstumme!« — Ps. 31, 18. 19.

Her som andre Steder udtrykker Psalmisten sin Længsel efter, at Jorden maatte blive renset for dem, som elsker og praktiserer Ugudelighed. Dette hentyder slet ikke til et fremtidigt Liv og indbefatter ikke noget Opstandelseshaab. Naar Riget bliver Herrens, og han regerer blandt Nationerne og Retfærdighedens og Sandhedens Love er blevet grundfæstet, og naar hver Skabning ved Guds Barmhjertighed og Kærlighed har faaet en fuld Lejlighed til at opnaa Kundskab om Gud og Befrielse fra Synden, kan det være, at nogle af dem, som nu er ugudelige, vil søge Retfærdighed og blive skjult under Kristi Retfærdigheds Naade og tilsidst opnaa det evige Liv gennem ham. Hverken Profeter David eller nogen anden kunde gøre Indvendinger mod en saadan Forbedring eller mod, at der blev givet evigt Liv til dem, der oprigtig omvendte sig og blev bragt tilbage til Harmoni med Gud.

»Som en Faarehjord bringes de ned i Dødsriget [scheol, Glemsel], Døden vogter dem, og de oprigtige hersker over dem, naar Morgenen oprinder, og deres Skikkelse bliver fordærvet af Dødsriget [scheol, Glemsel], saa de ingen Bolig mere har. Men Gud skal forløse min Sjæl af Dødsrigets [scheol, Glemsel] Vold.« — Ps. 49, 15. 15.

Af disse Vers fremgaar det med al ønskelig Tydelighed, at scheol ikke betegner noget saadant »Dødsrige«, hvor man kan leve, eftersom ogsaa Faar kommer did, og at det altsaa heller ikke betyder »Grav« i den almindelige Forstand, men derimod »Glemsel«, saaledes som vi oversætter det; thi Faar plejer man ikke at lægge i Grave, men alle Faarr synker nede i Glemsel, som [373] om de aldrig havde været til. Profeten beskriver her sin personlige Tro paa Opstandelsen og sin Tillid til, at Gud vilde forløse hans Sjæl fra scheol, Glemsel. Dette er i fuld Harmoni med Apostelen Peters Udsagn: »David for ikke op til Himmelen.« Davids Sjæl gik til scheol, til Glemsel, og det eneste Haab for ham er, at hans Sjæl skal blive forløst fra scheol, fra Glemsel, til Liv ved Genløseren i Opstandelsen. Endvidere skal de, der lig en Faarehjord hjemfalder til Glemsel, atter komme ud af den; thi dette Sted erklærer tydelig, at paa Opstandelsens »Morgen«, Tusindaarsrigets Morgen, skal de retfærdige »herske« over disse, styre dem, dømme dem i Retfærdighed. Saaledes siger ogsaa Apostelen: »De hellige skal dømme Verden.« — 1 Kor. 6, 2.

»Ødelæggelse komme over dem! Lad dem fare levende ned i Dødsriget [scheol, Glemsel]! Thi Ondskab hersker i deres Bolig.« — Ps. 55, 16.

Hvis scheol (»Dødsriget«) var et Pinested for, de onde, saa kunde man sandelig have Grund til at undre sig over, at en god Mand som David kunde ønske sine Fiender didhen. Et fromt og gudfrygtigt Menneske vilde ikke bede saaledes, og et saadant Ønske laa heller ikke til Grund for Davids Bøn. Som vi har set og er ved at se, indeholder Ordet scheol ikke den ringeste Antydning om Ild eller Pine eller noget at den Art, men betyder simpelthen Glemsel, Livets Udslukkelse. Davids Bøn eller Ønske for sine Fiender, Retfærdighedens Modstandere, var derfor ganske korrekt og i fuld Overensstemmelse med de mest civiliserede, Folks Love i vor oplyste Tid. De civiliserede Folks Love nutildags kræ ver, at alle Mordere skal henrettes, og de foreskriver for det meste den letteste og mindst smertefulde Henrettelsesmetode. Loven siger altsaa det samme som David: Lad disse Forbrydere gaa til scheol, til Glemsel — lad dem dø! Dog har Gud i sin Barmbjertighed ved Kristi dyrebare Blod genløst de største Syndere saavel som, de mindste; thi »Jesus Kristus smagte ved Guds [374] Naade Døden for alles. »Han gav sig selv til Løsepenge for alle, et Vidnesbyrd i sin Tid.« Dersom nogle af vore Medmennesker er mere forvendt end vi selv, saa kan dette meget ofte komme deraf, at Modstan­derens Indflydelse virker særlig forblindende pas dem (2 Kor. 4, 4), eller det kan være, fordi de har faaet en større Arv af slette Tilbøjeligheder. I hvert Fald har Gud gjort Foranstaltning for, at hvert enkelt Menneske skal faa en fuld, gunstig og upartisk Anledning til at afgøre, om det vil vælge Retfærdighed og Liv eller Uretfærdighed og den anden Død — at vende tilbage til scheol. For alt dette er der givet os fuldgyldig Garanti i den nye Pagt, der er sikret og beseglet for os ved Kristi dyrebare Blods Fortjeneste.

»Din Miskundhed er stor over mig, og du bar udfriet min Sjæl af det dybe Dødsrige [scheol, Glemsel]. — Ps. 86, 13.

Ordene »det dybe Dødsrige« betegner her Forglemmelsens Dyb. Det kan sikkert med Rette antages, at Profeten her lige som i mange andre af sine Psalmer taler fra vor Herre Jesu Standpunkt. Om saa er, vil Ordene »Forglemmelsens Dyb« have en ganske særlig Betydning. For Menneskeslægtens Vedkommende er Døden kun en Søvn, en midlertidig Glemsel; thi der skal komme en Opvaagnen i Opstandelsen som et Resultat af Genløsningen. Men for vor Herre Jesus stillede Sagen sig anderledes. Fordi han tog Synderens (Adams) Plads, maatte Døden for ham have betydet Syndens mest yderliggaaende Straf, nemlig en evigvarende Glemsel, saafremt han ikke ved Faderens Naade og Magt skulde blive oprejst fra de døde og blive Befrier for dem, som han genløste.

»Min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er kommet nær til Dødsriget [scheol, Glemsel].« — Ps. 88, 4.

Her er atter Sorg til Døden beskrevet pas en kort, men poetisk Maade.

»Hvo er den Mand, som lever og ikke ser Døden, [375] som frier sin Sjæl fra Dødsrigets [scheol, Glemsel] Vold [Magt]?.« — Ps. 89, 49.

Hvor godt stemmer ikke dette Spørgsmaal og det Svar, det indbefatter, med alt, hvad vi hidtil har fundet angaaende dette Emne, og hvor uforeneligt er det ikke med den sædvanlige Forstaaelse! Den sædvanlige Tanke er, at ingen menneskelig Sjæl er underkastet Døden; at man i Dødsøjeblikket faar forøget Liv; at Sjælen altsaa er scheols Magt overlegen — at Sjælen ikke kan dø. Man spørger ikke engang om, hvorvidt den kan udfri sig selv fra scheols Magt, eftersom man jo er aldeles sikker paa, at scheol slet ikke har Magt til at røre Sjælen. Hvor logisk er ikke Bibelen og Sandheden, og hvor inkonsekvent er ikke den almindelig antagne platoniske Filosofi!

»Dødens Reb havde omspændt mig, og Dødsrigets*) [scheol, Glemsel] Angester havde fundet mig; Nød og Kummer fandt jeg.« — Ps. 116, 3.

*) Dansk Oversættelse: Helvede.

Her er atter Frygt for Døden levende skildret.

»Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand [Magt — for at undslippe eller blive skjult fra Guds Magt], og hvor skal jeg fly hen fra dit Aasyn? Farer jeg op til Himmelen, saa er du der, og vil jeg rede mit Leje i Dødsriget [scheol, Glemsel], se, da er du der.« — Ps. 139, 7. 8.

Efter den herskende Anskuelse om »Dødsriget« vilde dette betyde, at Gud til Stadighed residerer i det frygtelige Pinested, som scheol af mange fremstilles at være. Profeten tager derimod et stort Overblik over den guddommelige Magt og fortæller os som et Resultat af sine Undersøgelser, at der ikke er noget Sted i hele Universet, der ikke er tilgængeligt for Guds Magt. Endog Dødens Forglemmelse er underlagt Herren, som erklærer: »Jeg har Nøglerne til Døden og til Dødsriget [hades, Glemsel].« Det er vor Tillid til Gud — til hans Almagt — der danner Grundlaget for vor Tro paa de dødes Opstandelse.

[376] »Som naar man pløjer og kløver Jorden, saa ligger vore Ben spredt ved Dødsrigets [scheol, Glemsel] Port.« — Ps. 141, 7.

Dette Skriftsted er meget dunkelt, men det indbefatter i hvert Fald intet, som tyder paa, at der ved scheol skal forstaaes et Sted, hvor man lever enten i Salighed eller Pine. Youngs (eng.) Oversættelse gengiver dette Vers saaledes: »Som naar man pløjer og kløver Jorden, er vore Ben blevet spredt paa Sauls Befaling.«

»Vi vil sluge dem levende som Dødsriget [scheol, Glemsel].« — Ord. 1, 12.

Disse Ord er lagt i Munden paa Morderne, som gerne vil ødelægge sine Ofre hurtig og faa dem ud af Syne og Erindring — ud i Glemsel.

»Hendes Fødder gaar nedad til Døden; hendes Skridt holder fast ved Dødsriget [scheol, Glemsel].« — Ord. 5, 5.

Her er en daarlig Kvindes Fristelser og deres fordærvelige Følger poetisk fremstillet. Hendes Veje fører til Ødelæggelse, Død, Glemsel.

»Veje til Dødsriget [scheol, Glemsel] er i hendes Hus, de gaar ned til Dødens Kamre.« — Ord. 7, 27.

Et lignende Udtryk som det foregaaende, men det beviser, at Dødsriget ikke er et Sted i lys Lue eller i det hele taget et Pinested, da det jo identificeres med Dødens — Forglemmelsens — mørke Kamre.

»Hendes indbudne er i Dødsrigets [scheol, Glemsel] Dyb.« — Ord. 9, 18.

I hyperbolisk Sprog er Skøgens Gæster her fremstillet. som døde, som blottet for Selvagtelse og Menneskeværdighed. Utvivlsomt er de paa Dødens Vej; thi Tøjlesløshedd fremskynder Sygdom og Død.. De gaar paa Forglemmelsens Vej ikke blot i legemlig Forstand, men ogsaa i den Forstand, at de mister sin Anseelse og Indflydelse blandt Mennesker.

»Dødsriget [scheol, Glemsel] og Afgrunden [abaddon, Undergang, Ødelæggelse] er aabenbare for Herren, hvor meget mere Menneskenes Børns Hjerter.« — Ord. 15, 11.

[377] Heller ikke i dette Vers findes der noget, som tyder paa et Liv i Pine i Dødsriget«; thi scheol (Forglemmelse) forbindes her med Ødelæggelse, Tilintetgørelse.

Den forstandige gaar Livets Vej opad for at undgaa Dødsriget [scheol, Glemsel] nedentil.« — Ord. 15, 24.

Vore Oversættere har næsten faaet denne Tekst til at begunstige sin Teori om, at de retfærdige gaar op til Himmelen og de uretfærdige ned til Helvede. Den reviderede engelske Oversættelse gengiver det saaledes: »For den vise gaar Livets Vej opad, for at han kan komme bort fra scheol nedentil.« Tanken i dette Vers kunde passende udtrykkes saaledes: Livets Vej gaar opad mod Retfærdighed for den forstandige, for at han ved en Opstandelse kan blive udfriet fra Glemsel.

»Du slaar ham med Riset, men du redder hans Sjæl fra Dødsriget [scheol, Glemsel].« — Ord. 23, 14.

Meningen i dette Vers fremgaar klart af Sammenhængen. Om man tildeler Barnet den nødvendige Tugtelse, kan man derved lægge mange nyttige Aar til dets Liv, dets Sjæl vil blive bevaret fra en for tidlig Forglemmelse og muligvis ogsaa blive frelst fra den anden Død — fra at vende tilbage til Glemsel.

»Dødsriget [scheol, Glemsel] og Afgrunden bliver ikke mætte, og Menneskenes Øjne bliver ikke mætte.« — Ord. 27, 20.

Dette Vers betyder ikke, at »Dødsriget« er et Om­raade at saa uhyre Dimensioner, at det af den Grund aldrig kan blive fyldt; men det betyder simpelthen, at Døden, Forglemmelsen, Tilintetgørelsen, ikke kender nogen Grænse og saaledes ikke kan blive overfyldt.

»Der er tre, som aldrig bliver mætte, fire, som aldrig siger: Nok! Det er Dødsriget [scheol, Glemsel] og lukket Moderliv, Jorden, som aldrig bliver mæt at Vand, og Ilden, som aldrig siger: Nok!« — Ord. 30, 15. 16.

I denne som i den foregaaende Tekst siges der, at der ingen Ende er paa Dødens, Forglemmelsens, Rumfang, og at den derfor ikke kan blive overfyldt. [378]

»Alt hvad der kommer dig for Haanden at gøre med din Kraft, det gør ! Thi der er hverken Gerning eller Klogskab eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget [scheol, Glemsel], hvor du farer hen.« — Præd. 9, 10.

Her er en meget bestemt Erklæring angaaende »Dødsrigets«, scheol, Forglemmelsen. Den er ikke blot anvendelig paa de ugudelige, men ogsaa paa de retfærdige — paa alle, som dør. I scheol, i Dødens Glemsel, udøves hverken gode eller slette Handlinger, der lyder hverken Lovprisnig eller Forbandelse, der tænkes hverken godt eller ondt, der er hverken hellig eller vanhellig Kundskab, hverken himmelsk Visdom eller anden Visdom. Det er i Sandhed den tydeligst mulige Skildring af Forglemmelsens Tilstand.

»Haard som Dødsriget [scheol, Glemsel] er Nidkærhed.« — Højs. 8, 6.

Her er Dødstilstanden, Forglemmelsen, fremstillet som selve den personificerede Ubøjelighed. Den opsluger hele den menneskelige Slægt og gør ingen Undtagelse hverken med Hensyn til Karakter eller Stand.

»Derfor udvider Dødsriget [scheol, Glemsel] sit graadige Svælg og opspiler sin Mund umaadelig.« — Es. 5,14.

Profeten bruger her Ordet scheol for at beskrive det Tab af Anseelse, den Vanære, der var kommet over Israel. De var blevet som døde, i store Skarer var de gaaet ned i Glemsel. Dette Sted kan hverken anvendes paa en bogstavelig Grav eller paa en Ildsø.

»Dødsriget [scheol, Glemsel] dernede kommer i Uro for dig.« — Es. 14, 9.

I et stærkt billedligt Sprog tales der her om Babylon. Opfyldelsen af denne Profeti er, tror vi, endnu fremtidig, men nu lige for Døren. Det store Babylon skal opsluges; som en Sten, der kastes i Havet, skal det fuldstændig forsvinde og glemmes — det vil gaa til Glemsel, til scheol (Aab. 18, 21). Dette sees af Sammenhængen, som erklærer: »Hvorledes er det blevet [379] forbi med Voldsherren, forbi med den Guld udpressende Stad.« — Se Vers 4-8.

»Nedstødt til Dødsriget [scheol, Glemsel] er din Herlighed.« — Es. 14, 11.

Dette er en Fortsættelse af den sindbilledlige Frem­stilling af det hemmelighedfulde Babylons Ødelæggelse; dets Storhed vil snart være en forbigangen Ting, begravet i Glemsel — ikke i noget brændende Helvede.

»I siger: Vi har sluttet en Pagt med Døden og et Forbund med Dødsriget [scheol, Glemsel ].« — Es. 28, 15.

Her forudsiger Herren skrækkelig Trængsel, Snublen og Fald blandt dem, som gennem falske Læresætninger er kommet til at ringeagte Bibelens Lære om, at Død er Syndens Sold. Denne Gengældelse over dem, som har behandlet Guds Ord bedragerisk, og som i Stedet for at helliges ved Sandheden foretrækker Vildfarelsen, er nær for Døren. Vor mægtige Modstander, Satan, drager Fordel af den fremherskende falske Tro med Hensyn til dette Emne for at besnære Verden med forskellige Læresætninger, der er bygget op paa denne Forudsætning. Han har i lang Tid vildledet hele Hedningeverdenen og i Særdeleshed den romersk-katolske Kirke til at bede og synge Messer for de døde, fordi man tror, at de ikke er døde, men levende i Skærsildens Pine. Og gennem Spiritualisme, Teosofi og »kri­stelig Videnskab« foretager den samme Modstander særlige Angreb paa Protestanterne, som er meget modtagelige for disse Forførelser, fordi de tror, at de døde ikke er døde.

De Kristne af forskellige Trosbekendelser har »sluttet en Pagt med Døden« og erklærer den for at være en Ven, medens Bibelen fremstiller den som Menneskets største Fiende og som Lønnen for dets Synd. Med gaven har de navnkristne sluttet Forbund; de betragter den kun som en Oplagsplads for det jordiske Legeme, som de erklærer, at de er glade ved at blive fri for. Paa Grund af at de ikke ser, at Døden (Glemsel) [380] er Syndens Straf, er de rede til at tro Satans Løgn om, at evig Pine er Syndens Straf. Og idet de ikke tror, at Døden er Syndens Sold, er de, ogsaa rede til at negte, at, Kristi Død var Bodemidlet, den tilsvarende Pris for Menneskets Udfrielse. Paa den Maade bliver alle de enkelte Træk i Guds herlige Genløsnings og Genoprettelsesplan mere eller mindre fordunklet for dem og vanskelig at fatte.

»Eders Pagt med Døden skal udslettes, og eders Forbund med Dødsriget [scheol, Glemsel] skal ikke staa fast.« — Es. 28, 18.

Saaledes erklærer Herren, at han tilsidst vil over bevise Verden om Sandheden af Bibelens Udsagn angaaende Døds og Forglemmelsestilstanden; men det vil ske i og gennem en stor Trængselstid, som i særlig Grad vil blive følelig for dem, der hylder dette Bedrag og negter at lytte til, hvad Herrens Ord siger om dette Emne.

»Jeg sagde: I mine rolige Dage maa jeg gaa bort gennem Dødsrigets [scheol, Glemsel] Porte; jeg mag bøde med Resten af mine Aar.« — Es. 38, 10.

Disse Ord er talt af Ezekias, Judas froaame Konge, for hvis Skyld der blev gjort et Mirakel, hvorved hans Liv blev forlænget. I disse Ord fortæller han, hvilke hans Tanker var under hans Sygdom. Han troede øjensynlig ikke, at han, hvis han døde, skulde komme hverken til Pine eller Salighed; men han erklærer simpelthen, at han havde følt sig Døden, Forglemmelsen, nær og havde været ved at blive berøvet Resten af sine Dage, som han rimeligvis kunde vente at nyde.

»Thi ikke Dødsriget [scheol, Glemsel] priser dig, ikke Døden lover dig.« —      Es. 38, 18.

Ogsaa disse er Ezekias' Ord, — i hvilke han videre be­skriver sin Sygdom og Dødsfrygt samt den Godhed og Barmhjertighed, som Herren viste ved at forlænge banes Liv. Han siger til Gud: »Du drog kærlig min Sjæl op af Fordærvelsens Grav.« Han forbinder Døden med Forglemmelsen, scheol, og, bruger begge disse Ord [381] for at udtrykke samme Begreb; og dernæst erklærer han: »Den levende, den levende, han priser dig, som jeg i Dag.« Med andre Ord: Et levende Menneske tran­prise Herren; men naar man er død, naar Sjælen er gaaet til scheol, til Glemsel, kan man ikke prise Herren eller i nogen Forstand fortælle om hans Barmhjertighed — ikke før Herren paa Opstandelsens Morgen vil kalde, og alle vil svare ham, som Job siger.

»Du drog til Kongen med Olje . . . og du steg dybt ned indtil Dødsriget [scheol, Glemsel].« — Es. 57, 9.

Profeten beskriver her Israel under Billedet af en Kvinde, der tilsidesætter sin Mand, Herren, og søger Forbindelse med Jordens Konger, og som derved har nedværdiget sig saa dybt, at Herren maa betragte hende som død i billedlig Forstand, som hjemfalden til Glemsel — idet hun havde glemt Herren og hans Sandheds og Retfærdighedsprinciper.

»Den Dag, han for ned i Dødsriget [scheol, Glemsel], lod jeg Vanddybet sørge.... Ved Lyden af hans Fald bragte jeg Folkeslag til at skælve, idet jeg lod ham fare ned i Dødsriget [scheol, Glemsel].. Ogsaa de for ned med ham i Dødsriget [scheol, Glemsel] til dem, som var ihjelslagne ved Sværdet.« — Ez. 31, 15-17.

I Billedsprog beskriver Herren her gennem Profeten Ezekiel Babylons Fald. Som vi tidligere har set, var de særlig stærke profetiske Udsagn om Babylon og dets Fald til Dels anvendelige paa det bogstavelige Babylon og dets Fald; men i endnu højere Grad gælder de dog det Hemmelighe isrulde Babylon og vil først blive opfyldt ved dets fuldstændige Omstyrtelse. Den gamle babyloniske Nation blev kuldkastet at Mederne og Perserne og sank ned i Glemsel, i Dødstilstanden, som et Folk betragtet; ligeledes skal det nuværende Babylon synke ned i Glemael for aldrig mere at opstaa.

»De vældiges Fyrster taler midt ud fra Dødsriget [scheol, Glemsel] om ham og hans Hjælpere.« — Ez. 32, 21.

Hor omtales den ægyptiske Nations Fald ned i Glemsel. [382] De andre stærke Nationer, som var nedsunket i Glemsel førend Ægypten, fremstilles som talende til Ægypten om dets Fald. Saaledes siger ogsaa vi, at Historien taler om eller fortæller os dette eller hint.

»Og skulde de ikke ligge hos vældige, hos dem, som er faldne af de uomskaarne, som for ned til Dødsriget [scheol, Glemsel] med sine Krigsvaaben.« — Ez. 32, 27.

Profeten forudsiger her Meseks og Tubals Ødelæggelse, hvorledes ogsaa de vil gaa ned i Glemsel tillige med sine Krigsvaaben. At Krigere skulde kunne føre sine Vaaben med sig til et »Dødsrige«, hvor — ifølge den herskende Tro — de dødes Sjæle lever, det er dog vel altfor urimeligt til at kunne blive troet; men til Glemsel kan og skal alle Krigsvaaben hjemfalde, og vi takker Herren, fordi der ikke er gjort nogen Foranstaltning for deres Genoprettelse i den herlige Tid, som skal komme, naar Immanuel har oprettet sit Rige; thi Guds bestemte Løfte lyder: »Han gør Ende paa Krigene over den hele Jord.« — Ps. 46, 10; Es. 2, 4.

»Jeg vil genløse dem fra Gravens [scheol, Glemsel] Vold, jeg vil frikøbe dem fra Døden. O Død, jeg vil være din Pest; ø Grav [scheol, Glemsel], jeg vil være din Ødelæggelse. Anger er skjult for mine Øjne.« — Hos. 13, 14. Eng. Overs.

Enhver, som ikke allerede er blevet overbevist om, at scheol ikke betyder et Pinested, kan i det mindste hente Trøst fra denne Tekst, hvor Herren utvetydig erklærer, at scheol skal bleve ødelagt. Om nogen derfor endnu tror og paastaar, at det er et Pinested, lad ham da ogsaa i det mindste indrømme, at det ikke vil vare ved i al Evighed, eftersom Herren selv har besluttet dets Ødelæggelse.

Men hvor vidunderlig klart og harmonisk er ikke hele dette Udsagn set fra det rigtige Standpunkt! Genløsningsprisen er allerede blevet betalt af vor kære Genløser, og Menneskeslægtens Udfrielse fra scheol,  fra Dødens Glemsel, lader nu kun vente paa sig, indtil Menigheden, [383] Kristi Legeme, er blevet, udtaget fra Menneske­slægten og herliggjort med sin Herre og sit Hoved, Kristus Jesus. Apostelen erklærer, at saa snart som Menighedens Opstandelse (den første eller ypperste Opstandelse) er fuldendt, da »opfyldes det Ord, som er skrevet: Døden er opslugt til Sejr. Død, hvor er din Brod? Død [hades], hvor er din Sejr?« — 1 Kor. 15, 54. 55.

Dødens Opslugelse til Sejr vil blive Tusindaarsrigets Værk og vil ske gradvis, ligesom Døden gradvis har­opslugt Menneskeslægten. Tilsidst skal Dødsdommen, som nu hviler over Menneskeslægten, og scheol, For­glemmelsen, som endnu holder Slægten fangen, fuldstæn­dig forsvinde, fordi alle er blevet genløst fra dens Vold. Under de nye Forhold, under den nye Pagt med dens rigelige Foranstaltning for Frelse, skal ingen igen gaa ind i Døden (Forglemmelsen) undtagen saadanne, som med Forsæt vil være Syndere. Disse skal for sin egen Skyld gaa i den anden Død, hvorfra der ikke vil blive nogen Tilbagevenden.

»Bryder de ind i Dødsriget [scheol, Glemsel], saa skal min Haand [Magt] hente dem derfra.« — Amos 9, 2.

Med disse stærkt billedlige Ord fremstiller Herren sin fuldkomne Magt og Herredømme over Menneskene, idet han her særlig hentyder til Israel. Hverken som Nation eller som Individer kunde de undslippe Guds Domme, og skønt de skulde hjemfalde til Døden baade som Individer og som Nation, skulde dog alle Guds Løfter saavel som Trusler opfyldes. Men efter at have for­kyndt deres fuldstændige Kuldkastelse og Adspredelse­blandt alle Jordens Folkeslag, saaledes som vi ser det opfyldt nu, giver Herren dog dette Løfte (Vers 11-15): »Paa den Dag [i Tusindaarsrigets Daggry] vil jeg op­rejse Davids faldne Hytte. . . . Og jeg vil gøre Ende paa mit Folk Israels Fangenskab.... Og de skal ikke mere oprykkes af sit Land, som jeg har givet dem, siger Herren, din Gud.« Ingen vilde vel tænke paa at, bryde ind i et evigt Pinested; men, som Nation betragtet [384] brød Israel sin Vej henimod national Glemsel. Dette skal dog Gud forhindre.

»Fra Dødsrigets [scheol, Glemsel] Skød skreg jeg, du hørte min Røst.« — Jonas 2, 3.

Det Dødsriges Skød, hvori Jonas var, og hvorfra han raabte til Herren, og hvorfra han blev udfriet, var Fiskens Bug. Den vilde være blevet Forglemmelsens, Ødelæggelsens, Dødens, Skød for ham, dersom han ikke var blevet udfriet fra den.

»En pralende Mand — han skal ikke blive boende i Ro, han, der bar opspilet som Dødriget [scheol, Glemsel] sit graadige Svælg, og han er som Døden og bliver ikke mæt, og han sankede til sig alle Folk og samlede til sig alle Folkeslag.« — Hab. 2, 5.

Her er der øjensynlig hentydet til en ærgerrig og an-gribende Nation. Ordene kunde meget passende an­vendes paa de store Nationer nu i Tiden, hvilke graadig vogter paa hele Verden for at bringe de smaa og min­dre civiliserede Folkeslag under sit Herredømme og sin Beskyttelse. Eller Ordene kunde hentyde til Syn­dens Menneske og hans verdensomfattende Indflydelse, hvorigennem han samler sin Høst fra alle Nationer under Solen. I hvert Tilfælde er Tanken den, at Be­gærlighed ligner Døden (Forglemmelsen) deri, at den aldrig faar nok; dens Rumfang kan ikke udfyldes.

»Hades« i det nye Testamente.

I det nye Testamente er det græske Ord hades brugt i nøjagtig samme Betydning som det hebraiske Ord scheol. Vi har det sikreste Bevis paa dette deri, at Apostlerne, naar de anførte Skriftsteder fra det gamle Testamente, gengav »scheol« med »hades«. Vi anfører nedenfor alle de Steder i det nye Testamente, hvori Ordet hades forekommer:

»Du, Kapernaum, som er blevet ophøjet lige til Himmelen! Lige til Dødsriget [hades, Glemsel] skal du blive nedstødt.« — Matt. 11, 23.

[385] Det kan ikke siges at være sandt, at Byen Kaper­naum blev nedstødt til evig Pine, heller ikke, at den gik ned i Graven i Ordets sædvanlige Forstand; men det kan med fuld Sandhed siges, at Kapernaum gik til Glemsel, Ødelæggelse.

»Jeg siger dig, at du er Peter; og paa denne Klippe vil jeg byge min Menighed, og Dødsrigets [hades, Glemsel] Porte skal ikke faa Magt over den.« — Matt. 16, 18.

Peter havde netop aflagt den gode Bekendelse, at Jesus var den Salvede, den levende Guds Søn, Messias Denne Sandhed er den mægtige Klippe, hvorpaa den hele Kristi Menighed maa opbygges, som levende Stene; thi der er ikke givet noget andet Navn, hvorved vi kan blive frelst. Herren erklærer om Peter, at han er en af disse levende Stene, og Peter erklærer (1 Pet. 2, 5), at alle indviede troende ligeledes er »levende Stene«, op­bygget paa den store Klippegrund, som er Kristus, den Salvede. Disse levende Stene bliver opbygget til en Guds Bolig ved Aanden til at være et herligt Tempel for ham, gennem hvilket han vil velsigne alle Jordens Slægter. Men til Trods for at Gud har antaget de troende i Kri­stus og regner dem som Dele af dette fremtidige Tempel, tillader han dog, at Døden nu faar herske over dem; de gaar ned i Døden (Forglemmelsen) tilsyneladende paa samme Maade som andre; de trænger derfor til Herrens opmuntrende Forsikring om, at Døden ikke skal kunne beholde Sejren over dem, at Forglemmelsen ikke for evig skal kunne holde sine Porte lukket for dem, men at ligesom han billedlig talt sprængte Dødens Bomme og ved Guds Kraft blev oprejst i Opstandelsen, saaledes skal ogsaa hans Menighed udfries fra Dødens Vold — ­fra Forglemmelsen — og faa Del i hans Opstandelse, »den første Opstandelse«. Dette er til visse i Overensstemmelse med hele Skriftens Vidnesbyrd, og disse Herrens Ord kan sikkert ikke tolkes paa nogen anden Maade uden at blive meningsløse eller komme i Modstrid med, den øvrige Del af Skriften.

»Og [386] du Kapernaum, som er blevet ophøjet lige til Himmelen! Lige til Dødsriget [hades, Glemsel] skal du blive nedstødt.« — Luk. 10, 15.

Kapernaum blev højt ophøjet og nød et stort Privi­legium, ved at Herren boede der en Tid. Byen havde saaledes Fordelen af at blive undervist af ham og være Vidne til mange af hans kraftige Gerninger, og deri bestod, billedlig talt, dens Ophøjelse til Himmelen. Men som Følge af, at Indbyggerne undlod at benytte disse høje Privilegier og Anledninger, erklærer Herren, at Staden vilde komme til at lide en tilsvarende dyb Fornedrelse — at den skulde fuldstændig omstyrtes, dø som Stad betragtet, blive nedstødt til Glemsel. Og dette er blevet opfyldt.

»Han slog sine Øjne op i Dødsriget [hades, Glem­sel], der han var i Pine.« — Luk. 16, 23.

Dette er det eneste Skriftsted, hvor der er den mindste Antydning om en Mulighed for Tanke, Følelse, Pine eller Lykke i hades eller scheol. Først synes dette Sted at være i Modstrid med Salomons Erklæring om, at der ikke er Gerning eller Visdom eller Kundskab i scheol, og det kan kun forstaaes fra ett Standpunkt, nemlig dette, at det er en Lignelse. Andetsteds*) har vi drøftet denne Lignelse i dens Enkeltheder og vist, at den rige Mand, som gik til Forglemmelsen og dog blev pint, medens han var i Forglemmelsen, er den jødiske Nation. Israel er visselig gaaet i Glemsel; som Nation er de døde; men som et Folk, der er spredt blandt alle Folkeslag, lever Israel dog og har lidt Pine, ligesiden de forkastede Messias, og de vil vedblive dermed, indtil de har faaet sit bestemte Maal af Trængsel; da vil de atter blive indsat i Guds Gunst i Overens­stemmelse med den guddommelige Pagts Betingelser. — Rom. 11, 26-29.

*) Se »Hvad siger Skriften om Helvede?« — Pris 40 Øre.

»Du [387] skal ikke forlade min Sjæl i Dødsriget [hades, Glemsel].« — Ap. G. 2, 27.

Disse er de fra Psalmerne anførte Ord, med hvilke vi begyndte vor nuværende Undersøgelse — for at forvisse os om, hvorvidt det er Sjælen eller blot Legemet, der gaar til scheol, til hades, til Glemsel. Denne Tekst lærer klart og utvetydig, at Herrens Sjæl gik til hades, Glemsel, og at den blev udfriet derfra ved en Opstandelse. Sammenhængen viser, at Davids Sjæl ogsaa gik til scheol, men at den endnu ikke er udfriet derfra og ifølge Guds Ordning heller ikke kan blive det, førend hele Menigheden, Kristi Legeme, er blevet udfriet og den første Opstandelse saaledes er fuldbyrdet. — Ap. G. 2, 29. 34; Heb. 11, 32. 39. 40.

»Saa var det om Messias' Opstandelse, han [David] fremsynt talte det Ord, at han ikke blev forladt i Dødsriget [hades, Glemsel].« — Ap. G. 2, 31.

Denne bestemte Erklæring er en yderligere Bekræftelse af, hvad vi allerede har set.

»Død hvor er din Brod? Død [hades, Glemsel], hvor er din Sejr ? « — 1 Kor. 15, 55.

Apostelen anfører dette fra det gamle Testamente som en Bekræftelse af, hvad han vil bevise, nemlig at det eneste Haab for de døde er en Opstandelse — ikke en Opstandelse af Legemet; thi han erklærer tydelig (Vers 37. 38), at det Legeme, som opstaar, ikke vil være det Legeme, som blev begravet. Opstandelseshaabet gælder Sjælen, Væsenet, uden Hensyn til hvad Slags Legeme det vil behage Gud at give den. Der staar ikke: »Dersom eders Legeme ikke opstaar, ... da er eders Tro unyttig«, men »dersom de døde ikke opstaar, ... da er eders Tro unyttig, ... da er altsaa ogsaa de fortabt, som er hensovet i Kristus« (Vers 16-18). Det, som hensover, er det, som atter skal oprejses, opvækkes, men ikke det, som gaar til Forraadnelse.

»Jeg er . . . den levende; og jeg var død, og se, jeg [388] er levende i al Evighed. Og jeg har Nøglerne til Døden og til Dødsriget [hades, Glemsel].« — Aab. 1, 18.

Dette Sted er givet som en Opmuntring til Guds Børn; thi skønt de, som Ordene viser, i Lighed med alle andre Mennesker maa gaa til hades (Glemsel), har de dog det visse Haab, at vor store Genløser i sin belejlige Tid vil oplukke dette billedlige Dødens Fængsel og bringe Fangerne frem fra Graven, seheol, hades, Forglemmelsen. Dette er Betydningen i den Erklæring, at han har Nøglerne til, d. v. s. Magten og Myndigheden over, hades — han kan lukke op og lukke til; al Magt er givet i hans Haand.

I en af sine Taler anførte Herren den Profeti hos Esaias, hvor der forkyndes om ham, at han skulde oplade Fængslet og give Fangerne fri; og han erklærede, at dette var Evangeliet (Es. 61, 1; Luk. 4, 18). Det er Evangeliet om Opstandelsen, det gode Budskab om alle Fangernes Udfrielse fra Dødens Glemsel, fra Modstanderens Magt, hans, som »havde Dødens Vælde, det er Djævelen«. Hvor betydningsfulde er ikke disse Skriftsteder naar de betragtes fra det rette Standpunkt, og hvor forvirrende og urimelige maa de ikke synes fra ethvert andet Standpunkt, med mindre da Uvidenheden er saa stor, at den dækker og skjuler Selvmodsigelserne.

»Han, som sad paa den, hans Navn var Døden, og Dødsriget [hades, Glemsel] fulgte med ham; og der blev givet dem Magt over Fjerdedelen af Jorden til at dræbe med Sværd og med Sult og med Pest og ved Vilddyrene paa Jorden.« — Aab. 6, 8.

Der vilde kræves en meget livlig Indbildningskraft til at faa denne Erklæring til at stemme med den Opfattelse, som er en af de almindelig antagne, at hades dels er et Pinested for de usalige døde, dels et »Paradis« for de salige, og at det er saa umaadelig stort, at det er i Stand til at rumme alle de 50 000 Millioner Mennesker, som sandsynligvis har levet paa Jorden. Der ervel heller ingen, der kan se det mindste fornuftige [389] i at bruge et Sindbillede, som fremstiller et saadant Sted ridende paa en Hesteryg. Hvis vi imidlertid forstaar hades paa rette Maade, saa bliver ogsaa hele dette Sindbillede langt lettere at forstaa. Døden og dens Ledsagere — Dødstilstanden, Ødelæggelse, Glemsel, Ubevidsthed — farer frem over Jorden og bortfejer store Dele af Menneskeslægten. Vi nøjes her med at vise det rimelige i dette uden at give nogen Forklaring af Symbolerne.

»Og Døden og Dødsriget [hades, Glemsel] gav tilbage de døde, som var i dem; og de blev dømt, enhver efter sine Gerninger.« — Aab. 20, 13.

Som et Resultat af den første Prøve i Eden kom Dødsdommen over alle Mennesker. Sandsynligvis er 50,000 Millioner allerede gaaet til scheol, hades, Glemsel; og Hundreder af Millioner, som vi endnu kalder levende, er ikke levende i Ordets egentlige Betydning, men er i Virkeligheden mere døde end levende, da nemlig Døden er ved at udføre sit Værk i dem. Som et Resultat af den paa Golgata erlagte Genløsningspris skal der dog gives hvert Medlem af Menneskeslægten en Lejlighed til paany at blive stillet paa Prøve; og i Løbet af denne Tidsalder, som er bestemt til Menighedens Udvælgelse, er der kun et begunstiget Mindretal, der nyder en saadan Anledning. Den oprindelige Dødsdom skal ophæves, og alle Mennesker skal blive stillet paa en personlig Prøve for evigt Liv, for at de ved sine Gerninger — sin Lydighed eller Ulydighed — maa kunne vise, om de er værdige til evigt Liv eller ikke. Dette Skriftsted viser, at i den belejlige Tid vil ikke alene de døde, som rigtignok er under Dødsdommen, men endnu ikke er gaaet ned i Graven, faa en fuld Lejlighed til at vise sin Værdighed eller Uværdighed til evigt Liv, men ogsaa alle de, der er gaaet ned i scheol, hades, Glemsel, skal ligeledes komme frem fra Ubevidsthedens Tilstand, fra Dødens Søvn, for at dømmes. Denne Domsakt er henlagt til Tusindaarsrigets Tidsalder, som er »Dommens [390] Dag« for Verden, ligesom Evangelietidsalderen er Dommens Dag for Menigheden.

»Og Døden og Dødsriget [hades, Glemsel] blev kastet i Ildsøen. Dette er den anden Død: Ildsøen.« — Aab. 20,14.

Alle de, der vil forsøge at hævde, at hades er eller indeholder et evigt Pinested, maa nødvendigvis komme i stor Forvirring, naar de betragter dette Skriftsted. Men hvor fornuftigt og harmonisk er det ikke, naar det sees fra det rette Standpunkt! Ildsøen (Gehenna) fremstiller en fuldstændig Tilintetgørelse, den anden Død, som til det yderste skat tilintetgøre alt ondt. »Døden og hades«, der her er skildret som tilintetgjort i den anden Død, er de samme Begreber, som vi netop har beskrevet i Forbindelse med det 13de Vers. Den nuværende Fordømmelsestilstand, som er Følgen af Adams Overtrædelse, er benævnt »Døden og hades« — den døende Tilstand, hvori de, der nu kaldes levende, er, og de fuldstændig dødes ubevidste Søvn.

Ligesom det 13de Vers erklærer, at alle Mennesker skal i den belejlige Tid blive bragt ud af denne Tilstand og stillet paa Prøve, saaledes erklærer det 14de Vers, at den adamitiske Død og den deraf følgende Søvn i Glemsel ikke skal være mere efter Tusindaarstidsalderen; thi de skal være blevet opslugt af den anden Død. I den kommende Tidsalder vil ingen komme til at dø for Adams Synd; den vil være ude af Betragtning i den fremtidige Prøve. Den eneste Død derefter vil være den anden Død, og den vil kun ramme dem, som begaar Synden — altsag hverken Forældrene eller Børnene. Paa den Dag skal den, som dør, dø for sin egen Misgerning. »Den Sjæl, som synder, den skal dø.« Skønt disse vil have adskillige af den adamitiske Naturs Svagheder og aldrig blive dem kvit, fordi de undlader at bruge de Midler og Lejligheder, som i Løbet af Tusindaarstidsalderen er stillet indenfor deres Rækkevidde af den nye Pagts Midler, vil dog disse nedarvede Svagheder ikke blive dem tilregnet under den nye Pagt, fordi der ved deres Genløsers [391] Offer fuldt ud er gjort Fyldest for disse. Naar denne fulde Lejlighed i Tusindaarstidsalderen er blevet tilbudt hver enkelt, vil deres Død, til Trods for at adamitiske Svagheder og Ufuldkommenheder endnu hænger ved dem, ikke blive regnet som en Delagtighed i den adamitiske Død, men som en Delagtighed i den anden Død; thi om de undlader at gøre Fremskridt, vil dette skyldes deres egen Halsstarrighed og ikke Adams Overtrædelse eller deres egne nedarvede Svagheder.

Vi har nu undersøgt alle de Skriftsteder, som indeholder Ordene scheol og hades, og har forvisset os om, at det er Menneskers Sjæle, som ved Døden kommer i denne Tilstand. Vi siger Tilstand, fordi vi ligeledes i det foregaaende har kunnet forvisse os om, at de nævnte Ord betegner en Tilstand og ikke et Sted, skønt denne Tilstand undertiden i Billedsprog lignes ved et Sted, et Fængsel, hvorfra alle Fanger skal komme frem paa Opstandelsens Morgen. Vi har fundet, at denne Tilstand er billedig beskrevet som mørk og stille, at der hverken er Kundskab eller Tanke eller Visdom eller Gerning eller Forbandelse eller Pris til Gud for deres Vedkommende, der gaar ind i denne Forglemmelsens Tilstand. Det eneste Haab for dem grunder sig paa, at Herren, som ved at ofre sin egen Sjæl har genløst deres Sjæle, i den belejlige Tid skal opvække dem fra Forglemmelsen og give dem saadanne Legemer, som det behager ham, og mere gunstige Forhold end de nuværende — naar hans Vrede, Forbandelsen, er veget bort og Tusindaars­rigets velsignede Tid er blevet indført.