Bind 5 - Forsoningen 
Mellem Gud og Mennesket

 KAPITEL 13

HAAB OM EVIGT LIV OG UDØDELIGHED 
SIKRET VED FORSONINGEN.

Den sukkende Skabnings Længsler og Haab. — De er ikke Beviser. — Guds Forjættelser og Forsoningsværkets Udførelse som Beviser. — Forskellen mellem evigt Liv og Udødelighed. — Er den menneskelige Sjæl udødelig eller kan den nogensinde blive det? — Er Englene udødelige? — Er Satan udødelig? — Liv og Udodelighed bragt for Lyset ved Evangeliet. — De græske Ord, der er gengivet ved Dødelighed og Udodelighed (Uforgængelighed) i Skriften. — Hvori Menighedens Haab og Haabet for den frelste Verden er forskellige.

 »Naar en Mand dør, lever han da op igen? Alle mine Krigstjenestes Dage skulde jeg da vente, indtil min Afløsning kom.« — Job 14, 14.

»Vor Frelser Jesus Kristus . . . tilintetgjorde Døden og førte Liv og Uforgængelighed frem for Lyset ved Evangeliet.« — 2 Tim. 1, 10.

DER er i Menneskene et længselsfuldt Haab om, at Døden ikke vil være Afslutningen paa al Eksistens. De fleste nærer et ubestemt Haab om, at det Liv, som nu er begyndt, vil faa en Fortsættelse paa en eller anden Maade og et eller andet Sted. Hos nogle bliver dette Haab til Frygt. De indser sin Uværdighed til en Fremid i Glæde og frygter derfor for en Fremtid i Kval; og jo mere de frygter den for sig selv og andre, desto mere tror de paa den.

Dette ubestemte Haab om og Frygt for et fremtidigt Liv havde uden Tvivl sin Oprindelse i den Dom, Herren efter Adams Fald i Synd udtalte over Slangen, og som gik [393] ud paa, at Kvindens Sæd tilsidst skulde knuse Slangens Hoved. Det blev uden Tvivl forstaaet saaledes, at i det mindste en Del af Adams Slægt tilsidst vilde triumfere over Satan og over Synden og Døden, som han havde lokket dem ind i. Og uden Tvivl opmuntrede Gud dette Haab, selv om han kun udtalte sig dunkelt derom, som f. Eks. til og gennem Noa og ligeledes gennem Enok, som profeterede: »Se, Herren kommer med sine mange Tusinde hellige.« Men Evangeliet (det gode Budskab) om Frelse fra Døden, et Tilbud til alle Mennesker i Guds belejlige Tid, synes først at være brevet klart forkyndt for Abraham. Apostelen siger, at Gud »forkyndte Abraham forud det Evangelium: I dig skal alle Folk velsignes«. Dette laa i det mindste til Grund for Jødernes Haab om en Opstandelse; tai eftersom mange af Jordens Slægter var døde og andre døende, var et kommende Liv en Forudsætning for, at Løftet om en Velsignelse for alle skulde kunne opfyldes. Og da Israel Aarhundreder efter ved det babyloniske Fangenskab blev spredt blandt andre Folk, forte de uden Tvivl Brudstykker af Guds Forjættelser og af sine Forhaabninger med sig, hvor de kom hen.

Sikkert er det, at enten det kommer af, at Hedningerne er blevet paavirket af Jødernes Tro, eller af, at det er naturligt for Mennesket at haabe, eller af begge Dele, saa tror nu næsten hele Verden paa et kommende Liv, og at det vil blive evigt. Denne almindelige Tro betegner Apostelen med Ordene: »Skabningen længes og stunder« — den sukkende Skabning.

Men Haab og Længsler beviser ikke, at en Lære er rigtig; og det gamle Testamentes Løfter til Jøderne er altfor utydelige til at udgøre Grundvolden for en klar Tro og endnu mindre for et teologisk Dogme angaaende dette Emne.

Det er først, naar vi i det nye Testamente finder Herrens og Apostlernes klare og bestemte Udtalelser om evigt Liv, at vort svage Haab begynder at vige Pladsen [394] for en fast Overbevisning. I deres Ord har vi ikke blot bestemte Erklæringer om, at der er aabnet Muligheder for alle til at opnag evigt Liv, men ogsaa om, hvorledes det kan opnaaes og beholdes.

Mange har ikke lagt Mærke til, hvor klar det nye Testamentes Lære er, og er derfor »svage i Troen«. Lad os derfor se, hvad denne Lære er, og saaledes blive mere forvisset end nogensinde før om, at vor store og vise Skaber har gjort det muligt for ethvert Menneske at vinde evigt Liv.

Naar vi begynder ved Grundvolden af det nye Testamentes Lære om evigt Liv, finder vi, at den først og fremst siger os, at vi i og af os selv ikke ejer noget, som kunde give os noget Haab om evigt Liv; at vor Slægts Liv blev forspildt ved Adams Ulydiglied; at skønt han blev skabt fuldkommen og dannet til at leve evig, bragte Synden dog over ham Syndens Sold, Døden, og desuden blev hans Børn født i en døende Tilstand, idet de fra ham arvede Dødsspiren. Guds Lov er fuldkommen ligesom han selv, og det var hans Skabning (Adam) ogsaa, forend han syndede; thi om Gud staar der skrevet: »Hans Værk er fuldkomment.« Og Gud godkender gennem sin Lov kun det, som er fuldkomment, og fordømmer til Ødelæggelse alt, hvad der er ufuldkomment. Derfor har Adams Slægt, som er »født i Synd og undfanget i Misgerning«, ikke noget Haab om evigt Liv undtagen paa de Betingelser, der er fremholdt i det nye Testamente og kaldt Evangeliet. Dette gode Budskab tilkendegiver, at en Vej tilbage fra Faldet til Fuldkommenhed, til guddommelig Gunst og evigt Liv er blevet aabnet gennem Kristus for saa mange af Adams Slægt, som vil benytte sig deraf.

Nøglen til dette Haab om Forligelse med Gud og derved til et nyt Haab om evigt Liv findes i disse Udsagn, 1) at »Kristus døde for vore Synder«, og 2) at han »opstod igen for vor Retfærdiggørelse«; thi »Mennesket Kristus Jesus gav sig selv ti en Løsepenge [en tilsvarende [395] Pris] for alle«. Adam og hans Slægt, som endnu var i ham, da han syndede, og som derfor maate dele hans Dom, er blevet »løskøbt . . . med Kristi dyre Blod [Død]«. — 1 Pet. 1, 19.

Men skønt Herren har gjort rigelig Foranstaltning for alles Frelse, kan den dog ikke blive nogen til Del undtagen paa visse Betingelser. Enhver, som vil blive frelst, maa 1) modtage Kristus som sin Genløser, og 2) søge at undgaa Synd og for Fremtiden at leve i Harmoni med Gud og Retfærdighed. Derfor siger Skriften: »Guds Naadegave er evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre« (Rom. 6, 23). Følgende Skriftsteder taler meget klart om denne Sag:

»Den som har Sønnen, han har Livet [Ret eller Forret til Liv som en Guds Gave].« »Den, som ikke vil tro paa Sønnen, skal ikke se Livet [det fuldkomne Liv].« — Joh. 3, 36; 1 Joh. 5, 12.

Ingen kan opnaa evigt Liv undtagen gennem Kristus, Genløseren, den af Gud bestemte Livgiver; og Sandheden, som bringer os den Forret at vise Tro og Lydighed og saaledes »gribe det evige Liv«, er kaldt »Livets Vand« og »Livets Brød«. — Joh. 4. 14; 6, 40. 54.

Dette evige Liv vil kun blive skænket dem, som, naar de hører derom og forstaar de Betingelser, paa hvilke det vil kunne faaes som en Gave, vil stræbe derefter ved at leve i Overensstemmelse med Hellighedens Aand. De skal hoste det som en Gaveløn (Rom. 6, 23; Gal. 6, 8). For at vinde dette evige Liv maa vi blive Herrens »Faar« og følge Hyrdens Røst og Formaninger (Joh. 10, 26-28; 17, 2. 3). Det evige Livs Gave vil ikke blive paatvunget nogen. Alle, som vil vinde den, maa tvertimod ønske den, stræbe efter og gribe om den (1 Tim. 6, 12. 19). Det, Gud giver os nu, er altsaa snarere et Haab end et virkeligt Liv — Haabet om, at vi tilsidst skal opnaa dette virkelige Liv, fordi Gud har aabnet en Vej, som gør det muligt for ham at være retfærdig og dog retfærdiggøre alle dem, der i Sandhed tror paa og modtager [396] Kristus. Ved Guds Naade bar vor Herre Jesus ikke alene købt os derved, at ban ofrede sit Liv for vort, men han er ogsaa blevet vor store Ypppersteprest, og som saadan er han nu »Ophav [Kilden] til evig Frelse for alle dem, som lyder ham« (Heb. 5, 9). »Og dette er det Løfte, han lovede os: det evige Liv.« —1 Joh. 2, 25.

»Og dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt Liv [nu ved Tro og Haab og senere hen som en Virkelighed, »naar Kristus, vort Liv, aabenbares«], og dette Liv er i hans Søn. Den som har Sønnen, han har Livet; den som ikke har Guds Søn, han har ikke Livet.« — 1 Joh. 5,11. 12.

Dette evige Liv, som vor Skaber har gjort det muligt for Adam og hele hans Slægt at opnaa ved vor Genløser, men som kun er bestemt for og lovet til de trofaste og lydige og nu i Tiden er givet disse som et Haab, vil i »Opstandelsen« blive givett dem som en Virkelighed.

Guds Ords tydelige Lofter adskiller sig i hoj Grad fra Verdens Bornelærdomme angaaende dette Emne. Disse gaar ud paa, at Mennesket maa faa et kommende Liv, fordi det haaber paa det eder, som det oftest er Tilfældet frygter for det. Men Haab og Frygt er ikke rimelige Grunde til at tro noget som helst. Ej heller der nogen rimelig Grund for den Paastand, at der er noget visst i Mennesket, som maa leve for bestandig. Et saadant »noget« har man aldrig kunnet opdage, og dets Ekistens kan slet ikke bevises.

Bibelens Lære om dette Emne giver ikke Anledning til saadanne Indvendinger. Det er belt igennem fornuftigt, at betragte vor Ekistens, vor Sjæl, vort Væsen, som en »Guds Gave« og ikke vor egen uafhændelige Ejendon. Den hedenske Lære om, at det naturlige Menneske har en udødelig Sjæl, vilde, hvis den var rigtig, indbefatte, at det evige Liv ikke blot vilde blive saadanne til Del, som vilde anvende det vel, og for hvem det vilde være en Velsignelse, men ogsaa saadanne, [397] som vilde gøre en daarlig Brug af det, og for hvem det vilde være en Forbandelse.

Bibelen lærer derimod, at denne store og uendelig kostbare Gave (evigt Liv) kun vil blive skænket dem, der tror og adlyder Genløseren og Livgiveren. Andre, for hvem det evige Liv vilde være en Ulykke, ja, en Forbandelse, vil aldrig kunne faa det. »Den Løn, som Synden giver, er Døden, men Guds Naadegave er evigt Liv i Kristus Jesus, vor lerre« (Rom. 6, 33). De ugudelige (alle de, som, efter at være kommet til klar Kundskab om Sandheden, dog med Vilje er ulydige imod den) vil blive udryddet fra Guds Folk i den anden Død. De skal »blive som de, der aldrig har været«. De skal aldeles forgaa. »Evig Fortabelse [Tilintetgørelse]« skal være deres Dom — en Ødelæggelse, som vil vare for evig, og hvorfra der ingen Opstandelse vil blive. De skal tabe alt, hvad de trofaste vil vinde — evigt Liv og alle dets Privilegier, Glæder og Velsignelser. — Ap. G. 3, 23; Ps. 37, 9. 20; Job 10, 19; 2 Tess. 1, 9.

Guds Gave, det evige Liv, er dyrebart for alle hans Børn, og et fast Greb derom med Troens Haand er aldeles nødvendigt for at kunne leve et sundt og velsignelsesrigt kristeligt Liv. Kun de, der paa denne Maade har »grebet det evige Liv« ved at modtage Kristus og indvie sig til hans Tjeneste, er i Stand til paa rette Maade og med Fordel at kæmpe mod de rasende Storme, som møder dem i det nuværende Liv.

Forskellen mellem evigt Liv og Udødelighed.

Vi har nu undersøgt Haabet om Udødelighed efter den Mening, der sædvanligvis lægges i det Ord (evigt Liv), og har fundet, at evigt Liv er Guds Foranstaltning for alle dem af Adams Slægt, der i »den belejlige Tid« vil modtage det paa den nye Pagts Vilkaar. Men Ordet »Udødelighed« (Uforgængelighed eller Uforkrænkelighed) betegner noget mere end Folk i Almindelighed [398] tror. Ordet »udødelig« betyder mere end Evne til at leve for evig. Ifølge Skriften kan tilsidst Millioner komme til at nyde evigt Liv, men kun et meget begrænset Antal, den »lille Hjord«, vil blive gjort udøde1ige. Udødelighed er en Egenskab, som udelukkende tilhører den guddommelige Natur; den tilhører hverken Menneskenaturen, Englenaturen eller nogen anden Natur foruden den guddommelige. Og kun fordi Kristus og hans »lille Hjord«, hans »Brud«, skal være »delagtig i den guddommelige Natur«, faar de Udødelighed og vil saaledes blive Undtagelser fra alle andre Skabninger i Himmelen og paa Jorden. — 2 Pet 1, 4.

Er den menneskelige Sjæl udødelig, 
eller kan den nogensinde blive det?

Vi har set, at en menneskelig Sjæl (sansende Væsen) er Resultatet af en Forening mellem Livsaanden (ruach, pneuma) og en menneskelig Organisme eller Legeme, nøjagtig som Tilfældet er med Dyrs Sjæle (sansende Væsener), kun med den Forskel, at den menneskelige Legemsorganisme er bedre, langt finere og i Besiddelse af højere Evner og Egenskaber. Vort Spørgsmaal er altsaa nu: Er alle animalske Væsener udødelige? Og dersom Svaret er benegtende, maa vi spørge: Hvad ejer Mennesket fremfor Dyrene, som giver det Grund til at haabe paa Udødelighed?

Salomons Erklæring saavel som vor egen Iagttagelse beviser, at Mennesket i Lighed med Dyrene er underlagt Døden: — »Som disse dør, saa dør hine, og én Aand [Livsaande — ruach] har de alle« (Præd. 3,19). Sørgeflor, Ligkister, Ligvogne og Kirkegaarde vidner alt sammen om, at Mennesket dør, og at det altsaa ikke er udendeligt; thi »udødelig« er kun den, som Døden ikke kan naa. Hvor meget Mennesker end kan haabe paa Udødelighed, er det dog sikkert, at de ikke for nærværende besidder denne Egenskab, og deres Haab kan derfor i [399] det aller højeste være et Haab om en eller anden guddommelig Foranstaltning i Fremtiden.

Før vi undersøger dette Spørgsmaal nærmere, vil det være gavnligt for os at betragte Betydningen af Ordene »dødelige« og »udødelige«; thi der hersker en grov Misforstaaelse med Hensyn til disse Ords Betydning, og dette leder ofte til Tankeforvirring.

Udødelig er den, som ikke kan dø — som ikke kan angribes af Døden, men er uforkrænkelig, uforgængelig. Ethvert Væsen, der paa nogen Maade er afhængigt at et andet eller af Betingelser som Føde, Lys, Luft o. s. v., er ikke udødeligt. Denne Egenskab tilhørte oprindelig Jehova Gud alene, som der staar skrevet: »Faderen har Liv i sig selv« (Joh. 6, 25); d. v. s. hans Tilværelse har ingen Oprindelse og behøver ingen Opretholdelse. Han er den evige, udødelige, usynlige Konge (1 Tim. 1, 17). Da disse Skriftsteder er afgørende Autoritet angaaende Emnet, kan vi uden al Tvivl vide, at hverken Mennesker, Engle eller Erkeengle er udødelige, ja, at end ikke Guds Søn, før og medens han »var Kød og boede iblandt os«, var udødelig. Alle undtagen Gud var da dødelige.

At man er dødelig betyder ikke, at man maa dø, men at man kan dø — at man besidder et Liv, som er afhængigt af Gud med Hensyn til at vedligeholdes. Saaledes vilde f. Eks. Engle kunne dø, blive tilintetgjort af Gud, dersom de blev Oprørere imod hans vise, retfærdige og kærlige Styrelse. I ham (i hans Forsyn) lever og røres og er de til. Om Satan, som var en saadan Lysets Engel, og som blev en Oprører, er det tydelig skrevet, at han i den belejlige Tid vil blive tilintetgjort (Heb. 2, 14). Dette beviser ikke alene, at Satan er dødelig; men ogsaa at Englene; Natur er en dødelig Natur — en som kan tilintetgøres af Skaberen. Hvad Mennesket angaar, er det sagt, at det er »lidet ringere end Englene [elohim]« (Ps. 8, 6; jfr. Heb. 2, 9), og følgelig er ogsaa det dødeligt. Hvis Mennesket var udødeligt (uforgængeligt) i sig selv, hvorfor skulde da Apostelen Paulus (Rom. 2, 7) [400] formane de hellige i Kristus til at søge Uforgængelighed (Udødelighed)?

Man fortolker i Almindelighed Ordet »dødelig«, som om, det betød døende, og Ordet »udødelig«, som om det betød evig. At begge disse Definitioner er fejlagtige, vil vi søge at vise ved Undersøgelsen af følgende enkle Spørgsmaal:

Skabtes Adam dødelig eller udødelig?

Dersom Adam blev skabt udødelig, hvorledes kunde han da trues med Død og senere dømmes til Døden? Hvorledes kunde han dø, dersom han var udødelig? Og hvorfor drev Gud ham som Straf ud af Edens Have, bort fra de livsopholdende Livets Træer, for at han ikke ved at æde af dem skulde leve evindelig? — 1 Mos. 3, 22.

Dersom Svaret bliver, at Mennesket blev skabt dødelight (ifølge den fejlagtige, almindelige Forklaring, døende), spørger vi: Hvorledes kunde Gud dømme Mennesket til Døden efter dets Ulydighed, dersom det allerede var en døende Skabning og aldrig havde været anderledes? Og dersom Adam blev skabt døende hvorledes kunde Gud da sige, at hans Død var en Følge af Synden?

Forvirring er uundgaaelig, med mindre den sande Mening med Ordene »dødelige og »udødelig« klart erkendes.

Ordet udødelig betegner den Tilstand eller Stilling, hvori Døden er umulig.

Ordet dødelig betegner en Tilstand eller Stilling, i hvilken Døden er en Mulighed; dog behøver det ikke nødvendigvis at være en døende Tilstand, med mindre en Dødsdom er blevet fældet.

Altsaa blev Adam skabt dødelig. Han kunde dø; men han vilde dog ogsaa have kunnet leve i al Evighed, om han ikke havde mishaget sin alvise, retfærdige og kærlige Skaber. Var han forblevet lydig, vilde han [401] have levet indtil nu, 1a for bestandig, og dog vilde han hele Tiden have været dødelig — i Stand til at dø i Tilfælde af Ulydighed. En saadan Tilstand vilde ikke have indbefattet nogen Utryghed; thi Gud, af hvem han var afhængig, er uforanderlig. Evigt Liv vilde altsaa have været sikret Adam, saalænge han selv var forblevet lydig, tro mod Skaberen. Og hvad mere kunde man fornuftigvis forlange?

Før Adam syndede, var hans Liv, hvad de hellige Engles endnu er; han havde fuldt og vedvarende Liv, som han vilde have beholdt i al Evighed, om han var forblevet lydig mod Gud. Men fordi han ikke var udødelig, ikke havde Liv i sig selv, men for sit Livs Fortsættelse var afhængig af visse Betingelser, som udelukkende beroede paa hans Skaper, betød det noget, naar Gud truede ham med Døden, dersom han var ulydig. Den Straf, som han blev truet med, indbefattede Tabet af Livsgnisten, »Livsaanden«, uden hvilken Legemet vilde smuldre hen til Støv og den levende Sjæl, det sansende Væsen, ophøre. Havde Adam været udødelig, vilde Guds Dom have været en intetsigende Trusel. Men nu døde han, som det var erklæret, og det »paa den [Tusindaars-]Dag«, da han var ulydig. — Se 2 Pet. 3, 8.

Til dem, der tror, at Bibelen er fuld af saadanne Udtryk som »udødelig Sjæl« el. l., giver vi det Raad at tage en Bibelordbog og søge efter disse Ord og efter andre af lignende Betydning: De vil imidlertid ikke finde et eneste saadant Ord; saa oprigtige Sandheds­søgere vil paa den Maade hurtig kunne overbevise sig Dm, at de Kristne i Almindelighed i Aarhundreder er vedblevet med i sine Tanker at føje noget til Guds Ord, som det aldrig har indeholdt, og dette endda til stor Forvirring for dem selv.

Ifølge Skriften nyder Englene nu et evigt Liv, men er dog dødelige; d. v. s., deres evige Liv grunder sig ikke paa, at de er udødelige og derfor ikke kan tilintetgøres af sin Skaber, men paa, at han ønsker, at de skal [402] leve, saa længe som de vil bruge sit Liv i Overensstemmelse med hans retfærdige og kærlige Ordning. Dette er let at bevise thi var ikke Satan en hellig Engel, for han paa Grund af Hovmod og Ærgerrighed syndede? Og blev han ikke saaledes en af de ugudelige (der med Vilge og Hensigt modstaar Gud), om hvilke der staar skrevet: »Alle de ugudelige ødelægger han [Gud]« »De skal lide Straf, en evig Fortabelse« (Ps. 145, 20; 2 Tess. 1, 9)? Læg Mærke til det tydelige Udsagn om Satans Tilintetgørelse, hvilket i Principet kan anvendes paa alle, der følger hans onde Vej og med Vidende og Vilje forkaster Guds Forordninger. — Heb. 2, 14.

Medens Skriften taler om Menneskets Dødelighed og næsten i alle Enkeltheder indskrænker sig til at tale om Menneskets Forhold til Gud, hævder den dog ikke mindre tydelig. skønt paa en indirekte Maade. Englenes Dødelighed ved at erklære, at Kristus »alene har Udødelighed«. (1 Tim. 6. 16) — idet Faderen altid er undtaget (1 Kor. 15, 27). Denne Udødelighed, som kun tilhører »den guddommelige Natur«, modtog vor Herre Jesus ved sin Opstandelse som Belønning for sin trofaste Lydighed mod Faderens Vilje lige til Selvopofrelse — »til Døden, ja Korsets Død«. Saaledes »har Gud højt ophøjet ham«. Skønt han altid har været alle andre Engle overlegen som »den Enbaarne«, blev han dog ved denne Ophøjelse ophøjet langt over Engle og Fyrsten­dømmer og Magter og ethvert Navn, som nævnes baade i Himmelen og paa Jorden. — Ef. 1, 21.

Fra Guds egen Aabenbaring om Emnet ser vi klart, at kun han selv og hans enbaarne Søn ejede Udødelighed paa den Tid, da Apostlerne skrev sine Breve. Hvis den Enbaarne havde været udødelig paa et tidligere Tidspunkt end ved sin Ophøjelse, kunde han ikke være blevet Verdens Frelser, thi da kunde han ikke have lidt Døden; men for i Overensstemmelse med Guds Plan at kunne blive vor Genløser maatte  [403] han dø. Skriften lærer, at »Kristus døde for vore Syndere og blev derefter ophøjet til Udødelighed.

I det gamle Testamente er Haabet om evigt Liv svagt fremholdt; men Udødelighed er ikke saa meget som omtalt der. Den inspirerede Apostel siger om vor Herre Jesus, at han tilintetgjorde Døden [brød dens Greb om Mennesket] og førte Liv og Uforgængelighed [Udødelighed] frem for Lyset ved Evangeliet« (2 Tim. 1, 10). Dette viser to Ting: 1) At Liv i Fuldkommenhed, evigt Liv, er vidt forskelligt fra og derfor ikke maa forveksles med Udødelighed eller Uforgængelighed; 2) at ingen af disse Velsignelser har været tilgængelig før Evangeliets Tid — før Budskabet om den store Frelse, »den, som først blev forkyndt ved Herren«, begyndte at lyde. — Heb. 2, 3.

Og hvad var det Herrens Evangelium bragte »for Lysetg med Hensyn til disse to store Velsignelser — Liv og Udødelighed?

a) Evangeliet viser, at Herren ved Guds Naade købte hele Adams Slægt og derved sikrede hvert Medlem af Slægten en Lejlighed til at vende tilbage fra Død til Liv. Det viser med andre Ord, at der vil komme »Tider, da alt det bliver genoprettet, som Gud har talt om ved sine hellige Profeters Mund fra ældgamle Dage af«. Genoprettelse i den højeste og endelige Forstand vil ikke alene være en Udfrielse fra Graven, men fra de forskellige Grader af Død (tilkendegivet ved Sygdom og Ufuldkommenhed) frem til Liv — evigt Liv, saaledes som Adam havde det, før han syndede. Kristi Evangelium forsikrer os om, at alle skal faa en fuld Lejlighed til at opnas denne Velsignelse, dette Liv, paa den nye Pagts rimelige Vilkaar — i »den belejlige Tid«. — 1 Tim. 2, 6.

b) »Lyset« fra Kristi Evangelium viser, at der i den guddommelige Plan er gjort en særlig Foranstaltning, ifølge hvilken et lille Antal at hans Skabninger bliver særlig kaldt, prøvet og beredt til noget mere end [404] moralsk og intellektuel Lighed med Gud. De indbydes til saa helt at underordne sig Faderens Vilje og bevise sin trofaste Lydighed imod ham, at han kan gøre dem til »nye Skabninger«, »hans Væsens udtrykte Billede« og »delagtige i den guddommelige Natur«, af hvilken Udødflighed er et væsentligt Element. Dette bragte Jesus for Lyset i Evangeliet om Guds Naade.

Med Forundring spørger vi: Til hvem af Guds hellige — Engle, Keruber eller Serafer — er saa højt et Kald udgaaet? Kristi Evangelium svarer, at det slet ikke er udgaaet til Engle, men til Menneskesønnen og hans »Brud«, der udvælges fra dem, som han genløste med sit eget dyrebare Blod.

Betragt ham, som for den Glæde, der ventede ham, led taalmodig Korset uden at agte Vanæren og nu som Følge deraf sidder paa højre Side (den begunstigede Plads) af Guds Trone. Han var rig, men blev for vor Skyld fatlig. Fordi det Menneske og den Slægt, han skulde genløse, var menneskelig, var det nødvendigt, at han blev Menneske for at erlægge Geniøsningsbetalingen eller den tilsvarende Pris. Derfor forringede han sig selv og tog en Tjeners Skikkelse paa; og da han var fundet i Skikkelse som et Menneske, fornedrede han sig selv til Døden, ja til den mest vanærende Død — Korsets Død. »Derfor har og Gud højt ophøjet ham og rivet ham det Navn, som er over alt Navn [Jehovas Navn undtaget — 1 Kor. 15, 27].« — Heb. 12, 3. 2; 2 Kor. 8, 9; Fil. 2, 8. 9.

»Værdigt er Lammet, som er slagtet, til at faa Magt og Rigdom og Visdom og Styrke og Ære og Pris og Velsignelse!« — Aab. 5, 9-12.

Gud kunde i sin Naades overvættes Rigdom godt have ladet det være nok med saaledes højt at ophøje denne ene store og værdige. Men nej; Gud, vor Fader, har ordnet det saa, at Kristus Jesus som Høvding skal lede en Skare af Guds Sønner til »Herlighed, Ære og Uforgængeligheds« (Heb. 12, 10; Rom. 2, 7); dog maa [405] hver enkelt af dem være et aandeligt Billede at den »førstefødte«. Og til denne ærefulde Stilling (som »Bruden, Lammets Hustru« og Medarving — Aab. 21, 2. 9; Rom. 8, 17) har Gud kaldt, ikke Engle og Keruber, men nogle af de ved Lammets dyrebare Blod genløste Syndere. Hvilken storslaaet Lektie om Guds uendelige Storhed er ikke dette, og hvilken ophøjet Modsætning til alle Evolutionsteorier! Gud udvalgte det Antal, der saaledes skulde ophøjes (Aab. 7, 4), og forudbestemte, hvilke Karakteregenskaber, de maatte være i Besiddelse af, dersom de vilde befæste sit Kald og sin Udvælgelse til en Plads i den Skare, der saa højlig skulde æres; og alt det øvrige er overladt til Kristus, der nu virker, ligesom Faderen hidtil har virket. — Joh. 5, 17.

Evangelietidsalderen, der strækker sig fra Pinsedagen til Rigets Oprettelse ved Kristi andet Komme, er Tiden for Udvælgelsen af denne »Kristi Brud«, ogsaa kaldt »Kristi Legeme«, »det kongelige Presteskab«, »Abrahams Æt« (Gal. 3, 29) o. s. v. Under hele denne Tidsalder tilsteder Gud det onde at herske, for at disse »Lemmer paa Kristi Legeme« maa blive prøvet og udviklet og faa Lejlighed til i hans Tjeneste at opofre sit lille alt, som han købte, idet han udgød sit dyrebare Blod for dem, og for at hans aandelige Billede maa kunne udvikles i deres Hjerter, saa at Gud kan se »sin Søns Billede« i dem, naar deres Herre og Genløser fremstiller dem for Faderen ved Tidsalderens Afslutning. — Kol. 1, 22; Rom. 8, 29.

Ligesom den »førstefødte« ikke modtog Belønningen, »Herlighed, Ære og Uforgængelighed« og de andre af den guddommelige Naturs Egenskaber, før han havde fuldendt sit Løb og fuldbyrdet sit Offer i Lydighed indtil Døden, saaledes ogsaa med Menigheden, hans »Brud«, der regnes som ett og behandles som et samlet Hele. Vor Herre og Høvding, den »førstefødte«, »indgik til sin Herlighed« ved sin Opstandelse. Han blev da fuldt ud delagtig i den guddommelige Natur ved at blive »født [406] fra de døde«, »født af Aanden«; han blev da højt ophøjet til Guds Trone og den højet Gunst (»højre Haand«); og han har lovet, at hans Menighed, hans »Brud«, i Opstandelsen skal blive forvandlet ved Guds Kraft fra menneskelig Natur til den guddommelige Natur med dens Herlighed, Ære og Udødelighed. — Heb. 13, 20; 2 Pet. 1, 4.

Og saaledes staar der skrevet om Menighedens Opstandelse: Det saaes i Forgængelighed, det opstaar i Uforgængelighed [Udødelighed]. »Det saaes i Vanære, det opstaar i Herlighed; det saaes i Skrøbelighed, det opstaar i Kraft; der saaes et naturligt [amimaisk] Legeme, der opstaar et aandeligt Legeme.« — I Kor. 15. 42-44. 49.

Det er strenge Vilkaar, der er paalagt alle dem, som vil befæste sit Kald og sin Udvælgelse til denne begunstigede Stilling: men at opfylde dem er dog »en fornuftig Gudstjeneste«. Og som Vederlag er der lovet de trofaste »den guddommelige Naturs« »Herlighed, Ære og Udødelighed«. De, vil saaledes faa Del med sin Genløser i hans høje Ophøjelse »langt over Engle«, dersom de nu i Tiden, medens det onde faar Lov at triumfere deler hans Vanære ved at vandre den Vej, han ved sit Eksempel har anvist dem.

Læg vel Mærke til, at ethvert Løfte eller enhver Antydning, der findes Herrers Ord vedrørende Udødelighedshaabet, kun gælder denne særlig udvalgte Menighed. Dette er det iboende Liv, som Herren taler om, naar han siger: »Ligesom Faderen har Liv i sig selv [et Liv, der ikke kræver Underhold — Udødelighed], saaledes har han ogsaa givet Sønnen at have Liv i sig selv [Udødeligbed]« og at give dette Liv til hvem han vil — til sin Brud, sin Menighed, »sit Legemes Lemmer«. — Joh. 5. 26; Ef. 3, 6.

Der er to græske Ord, som er oversat henholdsvis Udodeligaed og Uforgængelighed (Uforkrænkelighed):

1) Athanasia, som Strong definerer som »[deathlessness] Dødfrihed«. Dette Ord findes kun i følgende Skriftsteder:

»Dette dødelige iklædes Udødelighed [athanasia, [407] Dødfrihed]« — en Hentydning til den første Opstandelse, som kun Menigheden faar Del i. — 1 Kor. 15, 53.

»Naar ... dette dødelige er iført Udødelighed [athanasia, Dødfrihed]« — ogsaa en Hentydning til Menighedens Opstandelse. — 1 Kor. 15, 54.

»Han, som alene har Udødelighed [athanasia, Dødfrihed]« — en Hentydning til vor Herre Jesus, idet Faderen her som altid er undtaget fra Sammenligning. — 1 Tim. 6, 16.

2) Aphtharsia og aphthartos (af samme Rod) er oversat med Uforgængelighed og uforgængelig og gengives i Almindelighed saaledes af Leksikograferne. Disse Ord forekommer kun følgende Steder i Bibelen:

»De som ... søger Herlighed og Ære og Uforgængelighed [aphtharsia].« — Rom. 2, 7.

»Det saaes i Forgængelighed, det opstaar i Uforgængelighed [aphtharsia].« — 1 Kor. 15, 42.

»Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ej heller arver Forgængelighed Uforgængelighed [aphtharsia].« — 1 Kor. 15, 50.

»Dette forgængelige skal iklædes Uforgængelighed [aphtharsia].« — 1 Kor. 15, 53.

»Naar dette forgængelige er iklædt Uforgængelighed [aphtharsia].« — 1 Kor. 15, 54.

»Naaden være med alle dem, som elsker vor Herre Jesus Kristus i Uforgængelighed [aphtharsia].« — Ef. 6.24.

»Han, som ... førte Liv og Uforgængelighed [aphtharsia] frem for Lyset ved Evangeliet.« — 2 Tim. 1, 10.

»Den uforgængelige [aphhhartos] Guds Herlighed.« — Rom. 1, 23.

»Hine for at faa en forgængelig Krans, men vi en uforgængelig [aphthartos].« — 1 Kor. 9, 25.

»De døde skal opstaa uforgængelige [aphthartos].« — 1 Kor. 15, 52.

»Den evige Konge, den uforgængelige [aphthartos], usynlige, eneste Gud.« — 1 Tim. 1, 17.

»Til en uforgængelig [aphthartos] og ubesmittet og uvisnelig Arv, som er gemt i Himlene for eder.« —­1 Pet. 1, 4.

»I, som er genfødte, ikke at forgængelig, men uforgængelig [aphthartos] Sæd.« — 1 Pet. 1, 23.

»Men Hjertets skjulte Menneske i den uforgængelige [aphthartos] Prydelses.« — 1 Pet. 3, 4.

Tanken i dette Ord er: Det, som ikke kan forgaa, ikke kan forfalde, ikke kan miste sin Værdi; aphtharsia er derfor i mange Tilfælde ensbetydende med [408] athanasia (Dødfrihed), naar det anvendes om sansende Væsener; thi det, som har Liv og er dødfri, kan visselig benævnes uforgængeligt.

Menneskeslægtens Haab om evigt Liv.

De dristigste og dygtigste Videnskabsmænd og Evolutionister har søgt at vise, at Menneskets Liv ikke er en Gave fra Skaberen. I Teorien har de ved en Evolutionsproces frembragt Mennesket og alle Dyr af en Mikrobe eller endog af Protoplasma. De vilde gerne paa en eller anden Maade helt ignorere Skaberen og Livgiveren: men det er en Kendsgerning, at de har været ude af Stand til at antyde nogen Maade, paa hvilken Protoplasmaet kunde faa sit Liv fra livøs Materie. Derfor er de nødt til at anerkende en stor Forsteaarsaa til Liv. Men den alvorlige Bibellæser skulde ikke have mindste Vanskelighed ved at modtage Skriftens Udsagn om, at Gud selv alene er den store Forsteaarsag, Livskilde, fra hvem alt Liv paa ethvert Tilværelsesplan er udgaaet, som Apostelen siger: Alle Ting er af Faderen, og alle Ting er ved Sønnen, og vi ved ham (1 Kor. 8, 6). De Kristne finder ikke alene i Naturens Bog Beviser for, at der er en Skaber, men i Bibelen finder de en nøjagtig og særegen Aabenbaring om denne Skaber og denne Skabning. De modtager som en Kendsgerning Erklæringen om, at Gud skabte det første Menneskepar og skænkede dem Liv og sørgede for, at de kunde forplante en Slægt af sansende Væsener, Sjæle af sin egen Art, paa samme Maade som han ogsaa ordnede det med Hensyn til Dyrene.

Naar vi ser tilbage til Edens Have, ser vi Adam og Eva i sin Fuldkommenhed, i Besiddelse af lignende moralske og intellektuelle Evner som deres Skaber og derfor staaende paa et langt højere Stade end Dyrene — Sjæle af en højere Orden med en højere og finere Organisme, og vi spørger: Hvad var Guds Hensigt, da han skabte Mennesket? Vi ser, at saavidt det angaar [409] Dyrene, var det øjensynlig Herrens Bestemmelse, at de skulde leve nogle faa Aar og saa dø og give Plads for andre af Arten, og at de saaledes skulde være til Tjeneste, Fornøjelse og Glæde for Mennesket, deres Herre, som i sin Fuldkommenhed var en naadig Herre. Men blev nu ogsaa Mennesket skabt til at dø ligesom Dyrene? Vi har netop set, at det ikke blev skabt med Udødelighedens Egenskab; men vi finder mange Vidnesbyrd om, at Gud har sørget for det evige Liv til alle, som opfylder de af ham fastsatte Betingelser; og denne Foranstaltning bestod ikke i at tildele udødelige Kræfter og Egenskaber, men i Skaberens gode Vilje og Hensigt, under hvilke Mennesket alene lever, røres og er tilg.

En og anden overfladisk Tænker vil maaske søge at bevise, at Mennesket er udødeligt, uforgængeligt, fordi Videnskaben har slaaet fast, at »Materie er uforgængelig«. Men som allerede paapeget er Materie ikke Menneske, ej heller er Sjælen eller Væsenet Materie. Legemet er Materie, men for at være et Menneskes Legeme maa Materien have en særlig Bygning og Sammensætning, og saa maa Livsaanden føjes til, før det bliver et Menneske eller en Sjæl. Ethvert fornuftigt Menneske kan derfor indse, at Væsenet eller Sjælen, som er afhængig af en bestemt Beskaffenhed og Funktion hos Organismen, kan ødelægges lige saavel som Organismen selv. At negte dette vilde forøvrig ifølge al Logik indbefatte den taabelige Paastand, at ogsaa de laveste Livsvæsener (Insekter o. s. v.) er udødelige, uforgængelige. Der er en umaadelig Forskel mellem Ødelæggelse at livløs Materie og Ødelæggelse af Væsenet, Sjælen.

Ifølge den bibelske Beretning sagde Gud til Adam, at hans Liv var sikkert og vilde vedblive, at være det, saa længe han vedblev at være en lydig Søn; at kun Ulydighed vilde udsætte ham (Væsenet, Sjælen) for Døden. Den samme Beretning fortæller os om vore første Forældres [410] Ulydighed og om Forkyndelsen af den guddommelige Dødsdom som en Straf for Synden. Dødsdommen ramte ikke det i sig selv livløse Legeme, ej heller Livsaanden eller Aandedrættet, som blot er en upersonlig, levendegørende Kraft, men Produktet af disses Forening, nemlig Sjælen, det intelligente eller sansende Væsen — Adam selv, efter at han var en fuldt færdig Skabning. Og vi er alle enige om, at dette var den rimelige og eneste rette Fremgangsmaade — alene at tiltale Sjælen eller Væsenet. Læg nu Mærke til Herrens Ord: »Paa den Dag, du æder af det, skal du viselg dø.«

Da Adam overtraadte Guds Lov og kom ind under den Dom, at hans Sjæl skulde dø, kunde Herren straks have iværksat Dødsdommen; men i Stedet derfor unddrog han blot Adam det Middel, hvorved dennes Liv hidtil var blevet holdt vedlige, og derved lod han Adam dø gradvis. Dette Middel var Frugten fra en særlig Lund med livsopboldende Træer, og ved at æde af disse kunde Menneskets Liv vedblive, idet dets Livskraft daglig blev fornyet, saaledes at den aldrig svækkedes. Saa snart Mennesket blev en Overtræder, blev der negtet det Adgang til disse Livets Træer eller Livets Frugthave, og derved blev det underlagt Døden ligesom Dyrene. I Menneskets Tilfælde siges Døden dog at være en »Forbandelse«, fordi den kom som et Resultat af en Overtrædelse af Guds Bestemmelser, og gennem Jordens Konges Forbandelse kom der ogsaa en Forbandelse over hele has Page, alle hans Endersaatter, Dyrene; thi da Kongen havde mistet sin Fuldkommenhed, korn der Forsstyrrelse i hele Riget.

Endvidere gik Forbandelsen ud over Adams Børn, idet de ikke fra sin Fader kunde komme til at arve de Rettigheder, Privilegier eller legemlige Fuldkommenheder, som han havde forspildt og var ved at miste. Derfor kom, som Skriften siger, hele Adams Slægt under Forbandelsen, Døden, tillige med ham; og som Skabninger, der er skabt i Guds Bilede og i Besiddelse af Forstands. [411] evner, hvorved vi kan værdsætte det evige Liv, ser vi derfor hen til Gud for at se, om ikke han i sin uendelige Visdom, Kærlighed, Retfærdighed og Magt har kunnet tilvejebringe en Frelsesplan for Mennesket, ved hvilken han kan være retfærdig og dog retfærdiggøre dem, som tror paa Jesus. — Rom. 3, 26.

Og dette vort Haab er ikke forgæves. Som aabenbaret i Skriften, har Gud gennem Kristus sørget for en Opstandelse af de døde, en Genoprettelse for Mennesket til dets første Tilstand. Sandt nok, det er Begrænsninger og Betingelser, og ikke alle skal vende tilbage til Guds Gunst; men alle vil faa en Lejlighed; og vi tror, at der er stor Sandsynlighed for, at Størstedelen af Adams Afkom, naar de kommer til at kende Sandheden, vil med Taknemmelighed modtage Guds Naade gennem Kristus og ved Tro paa Genløseren indrette sit Liv efter den nye Pagts Lov.

Det staar dog ikke til os eller til nogen at besvare det Spørgsmaal, som Herren negtede at besvare, nemlig »Er det faa, som bliver frelst?« (Luk. 13, 23.) Men én Ting vover og maa vi stadig paapege, nemlig at Herren har givet »en Løsepenge for alle« og lovet, at alle »i den belejlige Tid« skal komme til Kundskab om denne store Sandhed og faa Lejlighed til at opnaa evigt Liv fra ham, der som det store Lys endnu skal »oplyse hvert Menneske, som kommer til Verden«. (1 Tim. 2,4-6; Joh. 1, 9). Saa længe denne Tidsalder varer, bør vi gentage for alle, som har »Øren at høre mede«, disse Mesterens Ord: »Strid for at komme ind igennem den trange Dør! Thi mange, siger jeg eder, skal søge at komme ind og ikke være i Stand dertil, fra den Stund af, da Husbonden har rejst sig og lukket Døren« (Luk. 13, 24. 25). Det eneste Kald i Evangelietidsalderen er dette at vandre paa Selvopofrelsens snevre Vej; derfor skulde vi ikke tillade noget at aflede vor Interesse fra vort Løb mod Udadelighedens store Klenodie, som nu er stillet os i Udsigt. Naar de »udvalgtes« Antal er fuldt og den store Trængsel [412] ved denne Tidsalders Slutning viser, at Menigheder, er fuldendt og herliggjort, vil mange komme til at se anderledes paa de verdslige Smaating, som nu hindrer dem i at fuldføre sine Indvielsesløfter.

Gads Frelsesplan for Adams Efterkommere i Almindelighed gaar ud paa, at enhver af dem i Løbet af Tusindaarsrigetts Tidsalder skal faa Tilbud om evigt Liv paa de Betingelser, som tilhører den nye Pagt, der er blevet hesegiet for alle med Lammets dyrebare Blod. Men der findes slet ingen Antydning om, at Udødelighed, den guddommelige Natur, nogensinde vil blive tilbudt eller givet andre end Evangelietidsalderens »udvalgte« Menighed, den »lille Hjord«, »Bruden, Lammets Hustru«. De øvrige vil faa Tilbud om »Genoprettelse« (Ap. G. 3. 19-21) til Liv og Sundhed og den menneskelige Naturs Fuldkommenhed — det samme som Adam ejede, da han var det jordiske Billede af Gud, før han faldt fra Guds Yndest og ud i Synd og Død. Naar saaledes ved Tusindaarsrigets Slutning alle de lydige blandt Menneskene har opnaaet alt det, som tabtes i Adam og genløstes ved Kristus, da vil alle — bevæbnet som de er med fuldkommen Kundskab og Erfaring og derfor fuldt ud i Stand til at bestaa — blive underkastet en streng Prøve (ligesom Adam) hver for sig (Aab. 20. 7-10), og kun de, der da viser sig saavel i Hjerte som i Liv at være i den fuldeste Harmoni med Gud og hans retfærdige Ordning, vil faa Lov til at leve udover Tusindaarstidsalderens Slutning og gaa ind i den evige Fremtid, som siden skal følge. Alle andre vil blive ødelagt i den anden Død — »udryddet af  Folket«.  — Ap. G. 3, 22.  23.

Men skønt der ikke mere skal være Død eller Suk eller Skrig, vil Aarsagen dertil ikke være den, at Tusindaartidsalderens Sejrvindere vil være blevet kronet med Udødelighed, men den, at de, efter at de har lært at skelne mellem Ret og Uret og de forskellige Frugter deraf, har udviklet en Karakter, der [413] er i fuld Overensstemmelse med Gud og Retfærdigheden, saaledes at de har kunnet bestaa i Prøverne og derved har bevist, at de ikke vilde ønske at synde, selv om de havde aaben Adgang dertil og ikke fik nogen Straf derfor. De vil ikke faa Liv i sig selv, men vil stadig være afhængige at Guds Omsorg for Føde o. s. v. til Livets Opretholdelse. — Jfr. Aab. 21, 4. 6. 8; 7, 16; Matt. 5, 6.

Ligesom Forbandelsen medførte Døden for Menneskeslægten, saaledes betyder ogsaa Forbandelsens Ophør en Bortfjernelse af alle lovlige Hindringer for Menneskets Tilbagevenden til de Velsignelser, der blev skænket Adam i Edens Have. Men som Mennesket nu er, fornedret og ufuldkomment i mental, moralsk og fysisk Henseende, er det ikke, saaledes som Adam var, skikket til at nyde de paradisiske Tilstandes Fuldkommenhed. Derfor har Gud sørget for en Genoprettelsestid, et tusindaarigt Rige, i Løbet af hvilket Menneskeslægten, hvis Synd er blevet sonet ved den Herre Jesu Død, af ham, Livgiveren og Befrieren, skal blive bragt ud af Syndens og Dødens Trældom tilbage til det oprindelige Gudsbilledes Fuldkommenhed. Saaledes var det Guds Vilje, at Menneskets Erfaring af det onde, dets Bekendtskab med det overmaade syndige i Synden og med dens visse Løn, Døden, skal give det en nyttig og evig Lærdom; thi naar alle i Løbet af den tusind aarige Tidsalder har faaet fuld Kundskab om Retfærdighed, Sandhed, Godhed, Kærlighed og alle den guddommelige Ravakters øvrige Dyder og Egenskaber, vil saaledes de villige og lydige kunne kende og værdsætte det evige Liv paa en langt bedre Maade, end Adam nogensinde vilde have kunnet, om han aldrig var faldet.

I den Hensigt har denne Døen været en gradvis Proces for Slægten i Almindelighed, og af den samme Grund vil Opstandelsen ogsaa ske gradvis. Tomme for Tomme, saa at sige, vil Slægten blive løftet op, ud af Syndens Dynd, ud af Dødens og Fornedrelsens frygtelige Afgrund, op til det fuldkomne Livs Højde, hvorfra den [414] faldt i Adam. Fra denne almindelige Plan for Verden, som den er fremstillet for os i Skriften, er der kun én Undtagelse, nemlig den, at nogle faa forud kommer i Harmoni med Gud — nemlig Abrahams Æt, det aandlige Israel. — Gal. 3, 29; Heb. 11, 39. 40.

Set i dette Lys, det bibelske Lys, straaler saaledes Udødeligheden med en blændende Glans. Den forringer ikke »Guds Gave, det evige Liv«, der skal gives alle dem, som Genløseren finder villige til at modtage dett paa de eneste Betingelser, paa hvilke det kan blive en Velsignelse; og det overlader de uværdige til den retfærdige Straf, som blev udtalt af den store Dommer, nemlig:

»Den Løn, som Synden giver, er Døden.« — Rom. 6, 23.

»Den Sjæl, som synder, den skal dø.« — Ez. 18. 4. 20.

»Den, som ikke vil tro paa Sønnen, skal ikke se Livet, men Guds Vrede [Forbandelsen, Døden] bliver over ham.« — Joh. 3, 36.

Vi finder altsaa med Hensyn til dette Emne saavel som med Hensyn til alle andre Emner, at Visdommen og Logikon i Guds Ord er langt dybere, klarere og fornuftgere end de hedenske Læresystemer og Teorier. Lovet være Gud for hans Sandheds Ord og for de Hjerter, der gerne vil modtage det som en Aabenbaring a hans Visdom og Magt!

Men Tvivlen raaber maaske: Hvorledes skulde Gud i Opstandelsen. kunne genfrembringe Jordens Millioner saa fuldstændig, at hvert enkelt Menneske vilde kunne kende sig selv og drage Gavn af sit første Livs Erfaringer? Saadarne tvivlende vil vi blot minde om, at i en Fonografs Cylinder er selv Mennesker i Stand til at, bevare sine egne Ord og genfrembringe dem; hvor meget mere maa da ikke vor Skaber være i Stand til at genfrembringe for hele Slægtens Vedkommende saadanne Hjerneorganismer, der fuldkomment kan genfrembringe hver Følelse, Tanke og Erfaring. David synes at hentyde til denne Magt hos Gud paa en Maade, der kan anvendes enten profetisk paa Opstandelsen eller med et Tilbageblik paa den første Fødsel. Han siger: