Bind 5 - Forsoningen 
Mellem Gud og Mennesket

 KAPITEL 14

FORSONINGENS NØDVENDIGHED: FORBANDELSEN.

Forbandelsen et nuværende og ikke et fremtidigt Onde. — Naar og hvorfor Ødelæggelsen kom over alle. — Naar denne Guds »Vrede« vil ophøre. — At »undfly« nu og i Fremtiden. — Forsoning nødvendig paa Grund af den af Gud antagne Plan. — Mennesket et Eksempel for Engle og for endnu uskabte Væsener.

»Og ingen Forbandelse skal være mere.« — Aab. 22, 3.

VOR Tekst er i fuld Overensstemmelse med Bibelens almindelige Tanke, at den Tid kommer, da Forsoningsværket skal være helt fuldført og Forbandelsen som et Resultat deraf helt fjernet fra Mennesket og fra Jorden, som er dets Rige. Men dette indbefatter at Forbandelsen endnu ikke er bortfjernet, men stadig hviler over Jorden og over Menneskeslægten. Endvidere indbefatter det, at der var en viss Tid, da denne Forbandelse kom over alle, da den først ramte Menneskeslægten og Jorden. Enhver, der vil gøre sig den Ulejlighed at undersøge Sagen, vil finde en saa vidunderlig Harmoni i Skriften paa disse tre Punkter, at det sandsynligvis vil forbause ham og overbevise ham om, at Bibelen ikke kan være af menneskelig Oprindelse, men at den, skønt skrevet af forskellige Personer og til forskellige Tider i Løbet af to Tusinde Aar, dog aflægger et enstemmigt Vidnesbyrd; og dette gælder ikke mindst dens bestemte, konsekvente og afgørende Vidnesbyrd om Forbandelsen, om dens Virkninger paa Mennesket, om Genløsningen fra den og om dens endelige Bortfjernelse.

[416] Ifølge den almindelige Forstaaelse og Forkyndelse skulde Forbandelsen over Menneskeslægten ikke være en nærværende, men en fremtidig Forbandelse, bestaaende i evig Pine. Men ifølge Bibelen er den en nærværende Forbandelse — Døden — som vil blive bortfjernet i Fremtiden. Vi bør imidlertid ikke betragte denne Dødsdom paa den sædvanlige begrænsede Maade — som kun indbefattende Dodsøjeblikket eller nogle faa Timer eller Dage eller Øjebikke, naar vi udaander eller mister Livsaanden, Derimod maa vi, for helt at forstaa, hvori Forbandelsen, Dødsdommen, bestaar, tænke paa det fuldkomne Menneske med alle dets aandelige og fysiske Evner — Skaberens Billede hvad de mentale Egenskaber angaar, og i fysisk saavel som mental og moralsk Henseede »saare god«, saaledes som den højeste Autoritet udtalte sig om Sagen. — 1 Mos. 1, 31.

Da den Beretning, der er givet os i første Mosebog om de første Mennesker, er meget kort og  sammentrængt, og da »Syndfloden« fuldstændig udslettede ethvert Tegn paa Slægtens Faders og hans nærmeste Efterkommeres Begavelse og Foretagender, er det umuligt for os ret at bedømme hans Aands og Legemsevner. Saa meget ved vi dog med Sikkerhed, at han, eftersom han var Guds Værk, var »fuldkommen« (5 Mos. 32, 4), men at han faldt fra sin Fuldkommenhed, og at Mennesket »søgte mange Kunster« (Præd. 7, 29). Og om vor Stamfaders fynske Evner — hans Modstandskraft o. s. v. — kan vi gøre os en Forestilling, naar vi husker paa, at han trods Forbandelsen, trods alle ugunstige Forhold, som han var omgivet af efter sin Uddrivelse af Edens Have, alligevel formaaede at leve i det lange Tidsrum af 930 Aar. — 1 Mos. 5, 5.

Naar vi sammenligner denne legemlige Livskraft med nuværende Tilstande og ser, at Halvdelen af Menneskene dør i Barndommen, og at Gennemsnitslevetiden kun er omtrent 33 Aar — dette trods alle Fremskridt og Aar hundredernes Erfaring paa Lægevidenskabens Omraade, [417] og trods alle den nyere Tids sanitære Foranstaltninger for at befordre Helbred og et langt Liv — da begynder vi at forstaa, i hvor høj Grad Forbandelsen har svækket os i legemlig Henseende. Og naar vi ved, at Menneskets Sinds- og Legemsevner i høj Grad svarer til hinanden — at jo sundere den legemlige Organisme er, desto stærkere og sundere er ogsaa Sindets Evner og Kræfter — saa kan vi ud fra dette faa en god Oversigt over den mentale Tilstand hos Adam, om hvem den store Skaber sagde, at han var saare god, og hvem han betragtede som værdig til at anerkendes som Søn, som hans Billede i moralsk og mental Henseende. — Luk. 3, 38.

Og den Fuldkommenhed med Hensyn til Sind og Legeme, som gaves Adam i Skabelsen, indbefattede nødvendigvis ogsaa, at han var moralsk fuldkommen; thi Bibelen siger os, at der da endnu ikke var indtruffet nogen moralsk Uregelmæssighed med deraf følgende Udartning. Man kan heller ikke tænke sig, at Skriften skulde have betegnet Mennesket som »saare godt«, som Guds Billede, hvis dets moralske Kræfter ikke fuldt ud havde svaret til dets mentale Udvikling. At have skabt Adam fuldkommen i fysisk og mental, men ikke i moralsk Henseende, vilde have været det samme som at gøre ham til et meget daarligt Menneske — ifølge det Princip, som siger: »Jo større Evner des større Kæltring«, — eftersom han jo da vilde have manglet den moralske Kraft til at beherske eller kontrollere Evnerne.

Den Dødsdom eller »Forbandelse«, der blev udtalt over Adam, nemlig »døende skal du dø« (1 Mos. 2, 7 ordret Oversættelse), gjaldt ikke blot hans Legeme, men den indbefattede hele Mennesket, saavel det mentale som det fysiske; og dette indbefettede ogsaa de moralske Egenskaber, fordi de er en Del af de mentale Evner. Dette bekræftes til fulde af den Kendsgerning, at vi i Dag ser Mennesket som et i enhver Henseende [418] faldent Væsen. Sin Legemskraft har det tabt i en saadan Grad, at dets gennemsnitlige Levetid trods alle sanitære Foranstaltninger er gaaet ned til 33 Aar. I mental Henseende ser vi ogsaa, at det er meget mangelfuldt, skønt det aligevel ejer Muligheder for en langt større Udvikling, end dets nærværende korte Levetid vil tillade. Og med Hensyn til Menneskets moralske Evner erklærer Apostelen: »Der findes ikke en retfærdig, end ikke én;  ... alle bar syndet og fattes Guds Ære« — alle er delagtige i den første synd og dens Følger. — Rom. 3, 10. 23.

Endvidere paapeger Apostelen, at Adam, da han blev prøvet for Guds Domstol, faldt for Fristelsen, ikke som en forført, men som en forsætlig Overtræder (1 Tim. 2. 14). Heraf ser vi, at Adams moralske Kraft var fuldt ud tilstrækkelig til, at han skulde have kunnet opfylde Guds Fordringer. Det vilde forøvrigt have været uretfærdigt af Gud at prøve og fordømme et Væsen, som paa Grund af mangelfuld Skabelse var ude af Stand til at bestaa Prøven og adlyde hans Befalinger. Den Omstændighed, at Adam blev stillet paa Prøve for evigt Liv eller evig Død, og at han paa Grund af bevidst og frivillig Uydigbed mod den store Dommer paadrog sig Guds Lovs fulde Straf, maa kunne overbevise alle uhildede, rettænkende Mennesker om, at Adam i Ordets fuldeste Betydning var fuldkommen og vel egnet for Prøven.

Og naar vi husker paa, at Gud, selv efter at Genløsningsprisen er blevet betalt, ikke atter vil stille Menneskene paa Prøve for den samme uangribelige, højeste Domstol, fordi de i sin faldne Tilstand er uskikket til at blive prøvet for hans absolut retfærdige Domstol, eftersom ingen af os trods vore bedste Gerninger kan retfærdiggøre os overfor ham, saa indser vi desto bedre heraf, ikke blot at vor Slægt er sunket meget dybt, men ogsaa at Gud slet ikke vilde have stillet Adam paa Prøve, hvis han ikke havde været meget bedre end vi — en fuldkommen [419] Mand. Dette stemmer ogsaa overens med den Kendsgerning, at Gud ikke selv direkte leder hverken Menighedens Prøve nu i Evangelietidsalderen eller hele Menneskeslægtens Prøve i Tusindaarstidsalderen, men at han i disse Øjemed har beskikket en Midler, Kristus. »Thi Faderen dømmer ikke heller nogen, men har givet Sønnen hele Dommen.« — Joh. 5, 22.

Naar vi betragter Mennesket som et Hele (moralsk, mentalt og fysisk), saaledes som Bibelen gør det, kan vi se, at Forbandelsen, Dødsdommen, udøver sin Virkning paa hele dets Væsen; og ser vi os omkring i Verden, finder vi, at dette bliver bekræftet overalt. Ligesom de legemlige Kræfters Forfald hos nogle særlig tydelig aabenbarer sig i Maven, hos andre i Muskel-, Ben- eller Nervesystemet, saa finder vi, naar vi betragter Mennesket som et Hele, at det hos nogle er Sindet, der er mest nedbrudt, hos andre Moralen og hos atter andre Legemet, skønt alle i nogen Grad er udartet i enhver Henseende; alle var haabløst »fortabt« under denne Forbandelse. Ingen kan have noget Haab om nogensinde ved egen Kraft at blive fri for disse Forkrænkelighedens Lænker, som vi er født i; derfor er der skrevet: »I Misgerning er jeg født, og i Synd har min Moder undfanget mig« (Ps. 51, 7). Denne Dødsdom hviler saal es over os fra vor Tilværelses første Begyndelse af og er altsaa ikke en Følge af vore personlige Synder, men af nedarvede Synder — en Forbandelse, som fra Fader Adam er kommet over os ved Arv.

Der er blevet sagt, at vi fødes døende; og hvor sandt dette er, kan vi alle bevidne: Utilpashed, Sygdom og Svaghed, Smerte og Pine, er kun Tegn paa den Dødsproces, der foregaar i os. Om ikke Satans falske Fremstillinger af Guds Plan havde forblindet Menneskene, vilde de overalt kunne se tydelige Ytringer af Forbandelsen, som hviler over dem, smedes som Apostelen erklærer: Guds Vrede aabenbares ... over al Ugudelighed og Uretfærdigheds«; thi ogsaa den mindste Uretfærdighed [420] er Synd (Rom. 1, 18). Apostelen n siger ikke, at Guds Vrede skal aabenbares i et kommende Liv i evig Pine, men han siger, som det er, at den aabenbares nu i dette Liv og i denne Tid; og denne Kendsgerning maa kunne indsees af alle, hvis Øjne er opladte. Guds Vrede aabenbares ved hvert Lægeskilt; thi det tilkendegiver, at Sygdom og Død virker i vor Stegt. Guds Vrede aabenbares ved hver eneste Begravelse, ved hver eneste Ligkiste, hver eneste Kirkegaard, hver eneste Gravsten, ja, ved hvert eneste Sørgetegn, som minder os om, at Menneskene dør, at Guds Dom eller Forbandelse hviler over Slægten. Og Guds Vrede aabenbares ikke alene imod de værste Syndere, men imod al Uretfærdighed, selv den mindste. Derfor kan ingen undslippe; thi der er ingen retfærdig, end ikke én. Spædbarnet stavel som den graahaarede er underlagt denne »Vrede«, denne »Forbandelse«.

I sin Trængsel under Vreden, Forbandelsen, raabte Job: »O, at du vilde gemme mig i sheol [Glemsel], skjule mig dér, til din Vrede vendte om; du skulde [da] raabe, og jeg skulde svare dig; efter dine Hænders Gerning skulde du længes« (Job 14, 13. 15). Vredens Tid, som nu har varet i 6,000 Aar, skal bringes til en Afslutning ved den store »Hævnens Dag«; men Retfærdigheden foreskriver, at denne »Dag« skal bringe endnu større Trængsel over Menneskene, i Særdeleshed over »Kristenheden«, fordi denne har forkastet sine større Lejligheder og Privilegier og syndet imod større Lys. Om denne Hævnsdag og om den særlige Vrede, der skal føjes til den, der tidligere herskede, er der derfor sagt: »Og der skal være en Trængselstid, som der ikke har været fra den Tid, et Folk blev til.« Guds hellige har faaet Løfte om, at de skal blive agtet værdige til at undfly alt dette, som skal komme over Verden, og at de skal kunne bestaa for Menneskesønnen. De skal undgaa denne særlige Vrede, men de skal ikke undgaa den almindelige Vrede, som aabenbares fra Himmelen [421] over al Uretfærdighed. I mange Henseender maa de dele denne Vrede med Verden, og dog er der mellem dem og Verden en Forskel, som Bibelen klart paapeger, nemlig:

De, der modtager Kristus i Løbet af Evangelietidsalderen og indvier sig fuldt ud til ham, bliver af Gud regnet som overgaaet fra Døden til Livet, som reddet fra Vreden, Forbandelsen, »flyet bort fra Fordærvelsen i Verden« (2 Pet. 1, 4; 2, 18. 20). Sandt nok, de er endnu i Verden, endnu underlagt Døden, og maa endnu dele Verdens Sygdom, Smerte, Sorg og Trængsel, saaledes at der fra et verdsligt Standpunkt ikke kan sees nogen Forskel; men fra det guddommelige Standpunkt, ud fra hvilket alle troende bør betragte Sagen, viser der sig en stor Forskel. De regnes ikke længere som døende paa Grund af Guds »Forbandelse« eller »Vrede«; men naar de er blevet retfærdiggjort og derefter har fremstillet sig selv som levende Ofre, saa regnes deres Død som en Del af Kristi Offer. Saadanne er, som Apostelen udtrykker det, regnet som døde med Kristus, delagtige i hans Offer, og ikke som døde med Adam lig den øvrige Slægt. »Men er vi døde med Kristus, da tror vi, at vi ogsaa skal leve med ham.« — Rom. 6, 8.

Paa samme Maade forholder det sig med vore legemlige Lidelser og Svagheder, som i Virkeligheden er Følger af den arvede legemlige Skrøbelighed. Herren forsikrer os om, at hvad som helst af den Art han end vil tillade at ramme os, skal det dog ikke betragtes som Tegn paa hans Vrede; men alle Onder, som med hans Tilladelse krydser vor Vej, skal ved hans Visdoms, Kærligheds og Almagts Styre tjene til det gode for os som Opdragelsesmidler, hvorved hans Aand desto mere udvikles i os, og vi tilsidst som hans Børn bliver skikket og beredt for den lovede Arv — Herlighed, Ære og Udødelighed; thi disse Trængsler vil i os frembringe Retfærdighedens salige Frugt og berede os for den overmaade store og evige Fylde af Herlighed (Fil. 2,  13; [422] Rom. 2, 7; Heb. 12, 11. 2 Kor. 4, 17, 2 Pet. 1, 4-11). Dog maa vi i alle disse Henseender vandre i Tro og ikke i Beskuelse. Efter det ydre at dømme har vi intet fremfor Verden. Det ser i Virkeligheden ofte ud, som om Guds Folk har storre Vanskeligheder, flere Prøvelser, mere Trængsel og Lidelse at gennemgaa end det naturlige Menneske, som Gud endnu ikke tager sig af, fordi det endnu ikke er blevet forligt eller forsonet med ham. Selv dette yderligere Behov for Tro er i sig selv en Velsignelse, en Opdragelse, noget der udvikler Karakteren, en god Aandens Frugt.

Men vi vil nu betragte vort Emne — Forsoningens Nødvendighed — fra et verdsligt eller menneskeligt Synspunkt. Den guddommelige Lovs Forbandelse eller Dom over al Ufuldkommenhed lyder paa Tilintetgørelse. Gud skabte alt »saare godt«, og dette er den eneste Til­stand, i hvilken noget nogensinde kan blive helt tilfredsstillende for ham. Den Omstændighed, at der i den nærværende Tid kan eksistere ufuldkomne Ting — ufuldkomne Væsener og ufuldkomne Tilstande — er ikke noget Bevis for, at Gud har forandret sin Plan. Han har tilladt denne Ufuldkommenhedsperiode at finde Sted, fordi han i sin Visdom har forudset Muligheden af en herlig Udgang, og fordi han »virker al efter sin Viljes Raad« (Ef. 1, 11). Han kunde f. Eks. have tilintetgjort Satan i samme Øjeblik, vom denne blev en Overtræder, ligeledes de faldne Engle og Mennesket. Paa den Maade vilde Tilblivelsen af en ufuldkommen Slægt være blevet forhindret. Men nu er ifølge Guds Plan det ufuldkomne og syndige en Tid lang blevet tilladt at gaa sin egen Vej i saadanne Tilfælde, hvor dette ikke vilde kunne hindre den af Gud tilsigtede herlige Udgang paa hans Plan — for at Syndens nedadførende og fordærvelige Virkninger paa Satan, de faldne Engle og Menneskeslægten derigennem maatte blive tydelig aabenbaret. 

Det, at Menneskeslægten hjemfaldt til den retfærdige Dødsstraf, er en indirekte Følge af Evas Mangel paa  [423] Kundskab og hendes deraf følgende Forførelse; og mange, som ikke med Vidende og Vilje har overtraadt Guds Lov, er alligevel paa Grund af Arvelighedsloven blevet inddraget i dette Fald. Denne Omstændighed har givet Gud Lejlighed til at vise sin Kærlighed og Mildhed og har desuden samtidig givet os en Belysning af de guddommelige Egenskabers vidunderlige Samvirken, som ikke paa nogen anden tænkelig Maade kunde være blevet saa fuldstændig aabenbaret. Det var derfor en Del af Skaberens oprindelige Hensigt at aabenbare sig selv, sine Karakteregenskaber, for sine Skabninger — ikke alene for Menneskeslægten, men ogsaa for Englenes Hærskarer. Naar den store Frelsesplan vil være blevet til fulde gennemført, vil saavel de himmelske Engle som den forligte Menneskeverden uden Tvivl være i Stand til at kende og værdsætte Guds Karakter — hans Visdom, Retfærdighed, Kærlighed og Almagt — i en langt højere Grad end den nogensinde før har været kendt eller kunde kendes uden de store Lektier, som nu er blevet bibragt dem gennem det ondes Tilladelse og gennem Genløsningen i Kristus. Dette antydes af Apostelen Peter, som siger, at ogsaa »Englene attraar at skue ind i« disse Ting — at de er dybt interesseret i dem. — 1 Pet. 1, 12.

Som vi har set, er Dommen over Menneskeslægten en absolut retfærdig Dom, og der vilde ikke have været nogen sone helst Anledning til i Retfærdighedens Navn at anke over den Dom. (Adam havde tilstrækkelig Kundskab om sin Skaber til, at denne kunde paabyde ham ubetinget Lydighed; og det var kun en retfærdig Anordning fra Guds Side, at det Liv, som ikke vilde blive brugt i Overensstemmelse med hans retfærdige og velvillige Forordninger, skulde være forspildt og blive borttaget.) Vi ser dog, at Gud kunde have udtænkt en anden Straf for Mennesket uden derfor at krænke noget Retfærdighedsprincip. I hans Handlemaade med de faldne Engle har vi Bevis paa dette. De blev ikke dømt til Døden, men deres Straf bestod deri, at deres Frihed [424] blev indskrænket. De blev »bundet« og er det endnu, idet de venter paa en endelig Prøve. — Judas 6.

Paa lignende Maade kunde Gud have tilladt Mennesket at leve videre disse 6000 Aar siden Syndefaldet i Eden, uden at dets fysiske System havde behøvet at tage Skade — uden at underlægge det Dødens Dom og Magt. Saaledes kunde Menneskene i Lighed med de Engle, som ikke tog Vare paa sin høje Stand, være blevet bevaret i Live indtil Dommen paa den store Dag, da deres Sag skal faa sin endelige Afgørelse. Men Gud er ikke bundet af nogen som helst Indskrænkning i sin Virksomhed. Ligesom vi i Naturens Verden ser, hvorledes den ene Blomst adskiller sig fra den anden i Skønhed, og den ene Skabning overgaar den anden, saaledes fandt ogsaa Gud i sin »mangfoldige Visdom« (Ef. 3, 10) for godt at behandle den faldne Englehær efter én Metode og den syndige Menneskeslægt efter en anden. Guds Vrede aabenbares imod dem begge — en Kærlighedens og Retfærdighedens Vrede, som hader alt ondt og vil tilintetgøre det, men som samtidig vil gøre alt, hvad der kan gøres for saadanne af Overtræderne, som bliver trofaste Retfærdighedens Tjenere, efter at de har høstet lig Erfaring af baade Synd og Retfærdighed og af disses forskellige Følger.

I sin Handlemaade med Mennesket valgte Gud at tilkendegive, hvilken Ende det tilsidst vilde tage med Synden og Synderne — nemlig Tilintetgørelse. Dette bestyrkes ved de forskellige Trusler, som er rettet mod Menneskene: »Den Sjæl, som synder, den skal dø«; »den Løn, som Synden giver, er Døden«. Det vil sige, at Gud i disse Erklæringer til Mennesket blot stadfæster en almindelig Lov, som inden længe vil blive den ufravigelige Grundregel for hele hans Rige, for alle hans Skabninger — den nemlig, at alt, hvad der ikke er fuld komment, skal ødelægges, og at kun det, som er absolut fuldkomment, i absolut Harmoni med Guds Vilje, skal vedblive at eksistere for evig — til Velsignelse for sig [425] selv, til Ære for Skaberen og til Gavn for alle hans Skabninger.

Men medens Mennesket saaledes fremstaar som et Eksempel paa, hvorledes dette Princip virker, derved at hvert Medlem af Menneskeslægten afskæres fra Livet — idet »Døden trængte igennem til alle — er det dog ikke Guds Hensigt, at Menneskeslægten skal lide, fordi den bliver brugt til et Eksempel paa og en Belysning af den guddommelige Retfærdigheds Strenghed med Hensyn til det ondes Udryddelse. Vi ser tvertimod, at Gud har ordnet sin Plan saaledes, at Menneskene ingenlunde skal erfare mindre af Guds Barmhjertighed, Gunst og Kærlighed end nogen anden af hans Skabninger. Derfor er det, at Gud i den belejlige Tid tilvejebragte en for alle gældende Genløsning, der ganske svarede til Behovet, saa at »ligesom de mange er blevet Syndere ved det ene Menneskes [Adams] Ulydighed, saa skal ogsaa de mange blive retfærdige ved den enes [Jesu] Lydigheds. — Rom. 5, 19.

Dette indbefatter ikke, at de mange enten maa blive retfærdige nu i Evangelietidsalderen eller ogsaa aldrig; Bibelen lærer tvertimod, at det kun vil blive den »lille Hjord«, som vil blive retfærdig i Løbet af den nuværende onde Tid — kun de, der særlig drages af Faderen og bliver delagtiggjort i Kaldet herovenfra til Medarveret med hans Søn. Den øvrige Del af Menneskesleegten vil ikke engang blive kaldt eller draget, førend Kristus (Hoved og Legeme) er blevet ophøjet baade i Lidelse og Herlighed i Overensstemmelse med Herrens egen Udtalelse: »Naar jeg bliver ophøjet fra Jorden, skal jeg drage alle til mig« (Joh. 6, 44; 12, 32). Denne almindelige Dragelse tilhører den kommende tusindaarige Tidsalder, ikke den nuværende eller nogen tidligere Tidsalder. Denne Dragelse vil ikke blive indskrænket til nogle faa og heller ikke til nogen bestemt Klasse eller Nation som i Fortiden; men den vil omfatte [426] hele Menneskeslægten, som er genløst ved det dyrebare Blod.

Denne Dragelse indbefatter imidlertid slet ikke nogen Tvang: thi ligesom det er muligt at modstaa Faderens Dragelse nu i Tiden, saa at kun faa af de mange kaldte bliver udvalgt, saaledes vil det ogsaa i næste Tidsalder blive muligt for Menneskene i Almindelighed at modstaa Kristi Dragelse. Bibelen forsikrer os dog om, at Vejen vil bilve gjort saa banet og Vilkaarene saa rimelige, at kun de, som efter at være kommet til Kundskab om Retfærdighed og Sandhed alligevel elsker Synd og frivillig vælger den, vil være blandt dem, der modstaar den store Profet og bliver ødelagt af ham i den anden Død. — Ap. G. 3, 23.

Om vi i Tanken hensætter os til Slutningen al Tusind aarstidsalderen og fra dette Standpunkt betragter Guds Handlemaade med Menneskene, ser vi, at den slet ikke indbefatter nogen Uvenighed eller Haardbed mod dem, men at Udovelsen af den strengeste Straf, som Guds Lov foreskriver, tilligemed den guddommelige Barmhjertigheds Virksomhed gennem Kristus i Forbindelse med Genløsningen og Genoprettelsen i Virkeligheden har været et stort Gode for Menneskeslægten. Men dette kan ikke sees undtagen fra dette ene Standpunkt. Fra det samme Standpunkt ser vi ikke alene den nærværende Tids Sorg, Trængsel. Lidelse, Graad og Død som den retfærdige Straf for og naturlige Følge af Overtrædelsen, men vi ser ogsaa Mernesketss Frikøbelse og Frigørelse fra Synden og Forbandelsen. Og den samme Genløser, som paa Golgata genløste alle, skal ogsaa iværksætte Frigørelsen — i Forening med Menigheden, som ifølge Guds Plan bliver udvalgt nu i Løbet af Evangelietidsalderen til da at være hans Brud og Medarving i Riget.

Skønt Døden, Straffen for Adams Synd, har været haard (iberegnet al den Pine, Sorg og Trængsel, som denne døende Tilstand har foraarsaget i de forløbne 6000 Aar), tror vi dog, at Menneskets Lod har været gunstigere [427] end de Engles, som ikke tog Vare paa sin høje Stand, og som ikke blev dømt til Døden og derfor ikke mistede sin Livskraft i Døden og ikke erfarer Sygdom, men blot har været frataget sin Frihed og sit Samfund med alt helligt. Om Mennesket var blevet behandlet paa samme Maade som disse faldne Engle, om det havde faaet Lov til at beholde sin Kraft til fortsat Liv, kan vi nogenlunde tænke os, hvilken frygtelig Tingenes Tilstand, der nu vilde have hersket paa Jorden — hvorledes Ondskaben vilde være tiltaget uden Begrænsning, og hvorledes Øvelse og Færdighed i at gøre ondt vilde have forøget Jordens Sorger. Selv den korte Levetid, som nu staar til Menneskenes Raadighed, er tilstrækkelig til at udvikle en ofte vidunderlig Dygtighed og Kløgt, som de fleste benytter i Egoismens Tjeneste — til at ophøje sig selv og undertrykke andre. Naar vi tager i Betragtning, at mange af vore Dages Millionærer i sin tidlige Ungdom var fattige, og ser, hvorledes de har kunnet ophobe sine 100 Millioner eller mere paa kortere Tid end 50 Aar, da kan vi vel have Grund til at spørge, hvad man vel vilde have kunnet vente sig af saadanne Mennesker, dersom de havde haft Aarhundreder at virke i? Uden Tvivl vilde Resultatet være blevet, at de faa kløgtige Hoveder ved sin List og Begærlighed vilde have gjort en stor Del af Menneskeslægten til sine Slaver, til dybt fornedrede og dyriske Væsener.

Naar vi ser Sagen fra dette Standpunkt, løfter vore Hjerter sig i Tak til Gud for den Form, i hvilken han lod »Forbandelsen« eller Straffen komme over os: — »Døende skal du dø.« Og om vore Erfaringer som en Slægt paa samme Tid har tjent ikke alene os selv, men ogsaa de hellige Engle og de faldne Engle til Lærdom, kan vi glæde os endnu mere; og vi kan endog ogsaa godt tænke os, at det kunde være Guds Hensigt at lade denne ene store Lektie om Syndens overvættes Syndighed og dens uundgaaelige Følger tjene til Nytte og Velsignelse for endnu uskabte sansende Væsener i andre [428] Verdener. Og  hvem ved, om ikke Gud i en fjern Fremtid fra den genløste og genoprettede Slægt paa denne Jord vil udvælge Lærere i Retfærdighed til, at undervise endnu uskabte Milliarder — Lærere, som selv har haft virkelig Erfaring af Synden og derfor vil kunne tale af Erfaring, for at de maa kunne vogte andre mod selv den aller mindste Afvigelse fra absolut Lydighed mod Guds Vilje.

Til Belysning af, hvorledes Gud kan forvandle en Skade til en Velsignelse for dem, der bruges som belysende Eksempler, kan Israels Folk tjene. Gud kaldte dette Folk ud fra de andre Folkeslag og brugte det som et Forbillede. Deres Lovpagt var tilsyneladende en Fordel. men strengt taget indbefattede den for dem en ny Prove, som, fordi de ikke bestod den, bragte dem under en yderligere Fordommelse, saaledes at de nu som et Folk betragtet ojensynlig staar under en storre Fordommelse end den øvrige Menneskehed, hvem Gud allerede (ifølge sin Pagt med Abraham) havde besluttet at retfærdiggøre ved Tro, eftersom ingen kunde blive retfærdiggjort ved Lovens Gerninger. Israels Pagt fordrede fuldkomne Gerninger, og da de paa Grund af Kødets nedarvede Svagheder var ude af Stand til at yde fuldkomne Gerninger, faldt de under sin egen Pagts »Forbandelse« eller Dødsdom. Denne Pagt, som var bestemt til Liv (som havde til Hensigt at give evigt Liv) blev saaledes fundet at være til Død (Rom. 7, 9-14). Men skønt Gud paa den Maade brugte Israels Folk som et Forbillede for at anskueliggøre den Kendsgerning, at intet ufuldkomment Menneske kan holde Guds fuldkomne Lov, lod han dog ikke deres Fordømmel se medføre evig Ødelæggelse for dem. Han havde lagt sin Plan saaledes, at det samme Offer, hvorved Kristus genløste Menneskeslægten, ogsaa skulde gælde for dette særlig begunstigede Folk, som ved at bryde sin Lovpagt var kommet ind under en særlig Dom (Rom. 2, 11-13; 3, 19-23). Det var i dette Øjemed, at Jesus [429] fødtes under Lovpagten, for at han kunde genløse dem, der var blevet fordømt under den Lov, med det samme Offer, hvorved han genløste hele Menneskeslægten, der oprindelig fordømtes i Adam. — Gal. 4, 4. 5.

Vi ser altsaa, at Nødvendigheden for Forligelse, Forsoning, mellem Gud og Mennesket ligger i den Omstændighed, at Gud selv er Livskilden, og at alle de Skabninger, som nogensinde skal nyde evigt Liv, maa faa det som en Gave fra ham. »Guds Naandegave er evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre« (Rom. 6, 23). Ifølge sin Regerings og sin Lovs Principer kan Gud ikke i ringeste Grad billige det onde (Hab. 1, 13); han kan ikke tilgive Synden eller paa nogen Maade erkende dens Nødvendighed. Eftersom han selv er fuldkommen, kan ifølge hans Forordning ingen ufuldkomne blive anerkendt som hans Sønner, for hvem evig Tilværelse er bestemt. Og da Mennesket formedelst Faldet ikke blot var kommet under Dødsdommen, men desuden ogsaa havde besmittet og fordærvet sig selv og i en betydelig Grad tabt sin Lighed med Gud, saa maa dets eneste Haab om evigt Liv ligge i et eller andet, hvorved to Ting kan tilvejebringes: 1) Menneskeslægtens Befrielse fra Dødsdommen, som Retfærdigheden har idømt den, og 2) Menneskeslægtens Opløftelse fra Syndens Fornedrelse og Fordærvelse til den absolut fuldkomne og hellige Tilstand, hvorfra Adam faldt. Dersom disse to Ting kan udvirkes, er der Haab; men kan de ikke begge opnaaes, har Menneskeslægten ikke det ringeste Haab om evigt Liv. Forgæves spejder vi efter Hjælp hos den faldne Slægt; thi skønt nogle er mindre dybt sunket og mindre fordærvet end andre, har dog alle syndet og er uden Ros for Gud. Om der blot fandtes én retfærdig blandt Menneskene, kunde han betale Genløsningsprisen for sin Broder (for Adam og alle i ham ordemte), og saaledes vilde han have kunnet frelse eller befri sin Slægt fra Straffen; men ikke en eneste [430] saadan fandtes. »Der findes ikke en retfærdig, end ikke ér.« — Ps. 49, 8: Rom. 3. 10. 23.

Gud havde i sin Visdom forudset alt dette og truffet sine Foranstaltninger med Hensyn dertil, før han begyndte at skabe Menneskeslægten, og i den belejlige Tid aabenbarede han ogsaa sin Plan med Hensyn til Menneskets Genoprettelse fra den Skade, det havde lidt ved Fordømmelsen og sin Fordærvelse. Da intet medlidende Øje kunde skelnes og ingen reddende Haand kunde findes, da bragte Guds Arm os Frelsen. Og denne Herrens Arm (Kraft), som raktes ned fra Himmelen for at hjælpe Mennesket ud af Dødens frygtelige Afgrund og ud af Syndens og Fornedrelsens i skidne Dynd, var vor Herre Jesus (Ps. 40, 3; Es. 53, 1). Gennem ham havde Gud ifølge sit Ord til Hensigt at gennemføre følgende:

1) Menneskeslægtens Genløsning fra Gravens Magt, fra Dedsstraffen, fra »Forbandelsen« og »Vreden«, som nu hviler over Verden. Denne Genløsning er blevet fuldbyrdet ved vor Herre Jesu Kristi Død; den guddommelige Retfærdighed er fuldt ud tilfredsstillet, og hele Menneskeslægten regnes som overladt til Jesus Kristus som hans Ejendom, købt med hans dyrebare Blod.

2) Han udvælger nu fra den genløste Slægt den »lille Hjord« af Medarvinger, der paa Grund af sin selvopofrende Hengivenhed for ham skal regnes som delagtige i hans Lidelse og Offer og ogsaa faa Del i hans himmelske Herlighed og hans fremtidige Gerning at velsigne Verden — hvilket er Frugten af hans Offer.

3) Genoprettelsesværket skal udføres af den store Genløser og hans Medarving, hans Brud, Menigheden, i Løbet af »de Tider, da alt det bliver genoprettet, som Gud har talt om ved sine hellige Profeters Mund fra ældgamle Dage af« (Ap. G. 3, 19. 21). Og naar de forsætlig onde, som negter at modtage Guds Naade og Barmhjertighed paa den nye Pagts Vilkaar, er blevet udryddet af denne store Midler, Kristus, og Resten af den [431] genløste Slægt overgives til den himmelske Fader som fuldkommen og fuldt ud genoprettet til Lighed med ham og udrustet med forøget Kundskab om ham og om Retfærdighed og Synd — en Kundskab, som de har vundet saavel i Løbet af Tiden for det ondes Herrevælde som ogsaa under Retfærdighedens Regering i Løbet af Genoprettelsens Tider — da vil det store Forsoningsværk være fuldført. Alle, som ser dette klart, kan ogsaa let ndse Forsoningens Nødvendighed; de kan overbevise sig om, at Menneskeslægten aldrig kan blive velsignet, med mindre den bringes til absolut Overensstemmelse med sind Skaber, og at en saadan Forligelse først og fremst kræver, at Synderen genløses, at hans Skyld betales, hans Straf udsones. Thi Gud maa være retfærdig; naar han retfærdiggør Synderne, ellers kan han aldrig retfærdiggøre dem. — Rom. 3, 26.