Bind 5 - Forsoningen 
Mellem Gud og Mennesket

 KAPITEL 3

MIDLFREN.

Den enbaarne.

»Hvem er han?« — Logos, en Gud. — Den enbaarne at Faderen. — Bibelens Vidnesbyrd. — »Han, som var rig.« — »Før Abraham blev til, er jeg.« — »Den første og den sidste.« — »Jehova ejede mig i Begyndelsen.« — Ordet blev Kød, ikke iklædt Kød. — Han fornedrede sig selv. — »Han var rig, men blev for vor Skyld fattig.« — Intet hyklerisk i dette Vidnesbyrd. — Herrens Opførsel var ikke et Bedrag. — Hellig, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra Syndere.

»Thi der er én Gud, og én Mellemmand imellem Gud og Mennesker, Mennesket Kristus Jesus.« — 1 Tim. 2, 5-6.

JO højere vi værdsætter Forsoningsværket — vor Forligelse med Gud og det Offer for Synd, gennem hvilket denne blev tilvejebragt — desto højere agter vi ogsaa ham, som den himmelske Fader udtog til at være Forsorningen for vore Synder, vor Genopretter og Livgiver. Naar vi altsaa stiller os selv det Spørgsmaal: Hvem er denne store, som Jehova har vist en saadan Ære, og som ved Guds Naade er blevet vor Genløser og Frelser? saa er det nyttigt først af alt at blive klar over vor egen Uvidenhed med Hensyn til denne Sag og vor egen Udygtighed til at naa en Slutning desangaaende undtagen ved Guds Ords Vejledning. Det vil endvidere være nyttigt straks fra Begyndelsen af vor Undersøgelse at huske Apostelens Vidnesbyrd om denne Midlers Storhed og den Ære, der tilhører ham. Han siger: »Ham har Gud højt ophøjet og givet ham [84] et Navn, som er over alt Navn, saa at i Jesu Navn skal hvert Knæ bøje sig«; der er ogsaa skrevet, at »alle skal ære Sønnen, ligesom de æren Faderen.« Fil. 2, 9; Joh. 5, 23.

Naar vi omhyggelig gransker i Skriften og lægger Mærke til, hvad den siger og ikke siger angaaende vor Herre Jesus, finder vi deas Vidnesbyrd meget tydelige, harmoniske og tilfredsstillende. Først vil vi i Korthed fremsætte, hvad vi finder at være Skriftens Lære, og derefter fremkomme med Beviserne.

1) Vor Genløser var till som andevæsen, før han blev Kød og tog Bolig blandt Menneskene.

2) Han var dengang saavel som senere anerkendt som »en Gud« — en mægtig. Som Øverste for Englene og nærmest efter Faderen var han kendt som Ærkeengelen (den højeste Engel eller Budbringer), hvis Navn, »Mikael«, betyder »som Gud« eller »Guds Repræsentant«.

3) Ligesom han var den højeste af alle Jehovas Skabninger, saaledes var han ogsaa Guds første og direkte Skabning, den »førstefødte« og enbaarne; og sorg Jehovas Repræsentant, under Udøvelse af hans Magt og i hans Navn skabte han alle Ting — Engle, Fyrstendømmer og Magter saavel som al den jordiske Skabning.

4) Da han blev Kød for at kunne genløse os, blev han det ikke af Tvang, men frivillig, det var et Resultat af hans fuldkomne Harmoni med Fadenen og hans inderlige Begær efter at udføre al Guds Vilje, som han havde lært at værdsætte og elske som selve Indbegrebet af Retfærdighed, Visdom og Kærlighed.

5) Denne Fornedrelse til Menneskenaturens Niveau skulde ikke vedvare bestandig; Hensigten med den var fuldført, da Jesus som et Menneske havde givet sig slev til en Løsepenge, en »tilsvarende Betaling«. Derfor opstod han heller ikke i Kødet; »han led Døden i Kødet, men blev levendegjort i Aanden«. — 1 Pet. 3, 18.

6) Ved sin Opstandelse fik lian ikke blot aandelig Natur igen, men en endnu større Ære. Som Belønning for hans Troskab gav Faderen ham Del i den guddommelige [85] Natur, den højeste af de aandelige Naturer*), saa at han nu har Udødelighed.

*) Bind I, Kap. 10.

7) Dette høje Væsen, som Jehova saaledes har æret og højt ophøjet, er det, vi priser os inderlig lykkelige over at faa Lov til at ære, tilbede og tjene som den, der er ett med den himmelske Fader i Ord og i Gerning, i Hensigt og Aand.

Skriftens Vidnesbyrd om Guds Søn.

Lad os nu betragte de bibelske Beviser, der støtter disse Paastande. Vi vil begynde med det forste Kapitel i Johannes Evangelium. Her omtales Herren i sin førmenneskelige Tilværelse som »Ordet« (græsk: Logos): »I Begyndelsen var Logos«. Dr. Alexander Clarke siger angaaende Ordet  »Logos«: »Dette Udtryk burde ikke oversættes, ligesom man heller ikke oversætter Ordene »Jesus« og »Kristus«. Ligesom ethvert Navn paa Verdens Frelser betegner nogen af de herlige Egenskaber ved hans Person, Natur eller Gerning, saaledes passer ogsaa Benævnelsen »Logos« meget godt paa ham; thi det betyder Ord, talt Ord, Tale, Veltalenhed, Lære, Fornuft eller Tænkeevne. Evangelisten Johannes benytter i sit første Brev atter dette Navn paa Herren, idet han kalder ham »Livets Ord« — Livets Logos. — 1 Joh. 1, 1.

Titlen »Guds Ord«, »Guds Logos« egner sig meget godt til at beskrive Herrens vigtige Hverv, før han blev Menneske. Logos var den himmelske Faders direkte Udtryk eller Skabning. Alle senere Aabenbarelser af den guddommelige Visdom, Magt og Godhed har fundet Sted gennem Logos. Der siges, at i ældre Tider brugte nogle Konger at tale tik sine Undersaatter gennem en Stedfortræder. Kongen sad bag en Skærm, medens hans »Ord« eller Ordfører stod foran Skærmen og højt forkyndte for Folket, hvad Kongen, der ikke kunde sees af Folket, hviskede til ham. En saadan Taler blev [86] kaldt »Kongens Logos«. Hvad enten nu dette Sagn er sandt eller ikke, er det et godt Billede paa Brugen af Ordet »Logos« i Forbindelse med Herrens førmenneskelige Tilværelse og hans ophøjede Embede som Faderens Repræsentant, hvilken Stilling Skriften baade i denne Forbindelse og andre Steder tillægger ham.

Læg Mærke til, at den inspirerede Apostel siger os, at »i Begyndelsen var Logos . . . hos Guden, og Logos var en Gud«. Dette er den bogstavelige Oversættelse af den græske Tekst; hvad enhver let vil kunne overbevise sig om, enten han kan Græsk eller ikke. Den græske bestemte Artikel ho staar foran Ordet »Gud« første Gang i dette Vers, men ikke anden Gang. Heraf fremgaar det, at det var Apostelens Hensigt at vise Forskellen mellem Gud Faderen og Gud Sønnen i et Tilfælde, hvor Læseren, hvis der ingen Artikel var, vilde være i Tvivl. Artiklen staar ogsaa foran Ordet »Gud« i det andet Vers. Begge Vers lyder altsaa: »I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos [ho theos] Guden, og Ordet var [theos] en Gud. Han var i Begyndelsen hos [hø theos] Guden. — Joh. 1, 1. 2.

Hvilken Begyndelse hentydes der til her? Sikkert ikke til Begyndelsen af Jehovas, Gud Faderens Tilværelse; thi han er »fra Evighed til Evighed« og havde aldrig nogen Begyndelse (Ps. 41, 14; 90, 2; 106, 48). Men Jehovas Værk havde en Begyndelse, og det er den, der her hentydes til — Skabelsens Begyndelse. Saaledes forstaaet indbefatter Udtalelsen, at Herren i sin førmenneskelige Tilværelse som Logos var hos Faderen ved selve Skabelsens Begyndelse. Dette bekræftes af det inspirerede Udsagn, at Logos selv var »Guds Skabnings Begyndelse«. Paulus udtaler sig ogsaa nøjagtig saaledes og forsikrer os, at Herren ikke blot er Hovedet for Legemet, som er Menigheden, og »den førstefødte fra de døde«, men ogsaa al Skabnings Begyndelse — »for at han i alle Dele skulde være den ypperste«. Hans Ord lyder: »Han er et Billede af Gud den usynlige, den førstefødte før enhver Skabning; [87] thi i ham er alle Ting skabte, de i Himlene og de paa Jorden, de synlige og de usynlige, enten det saa er Troner eller Herredommer eller Magter eller Myndigheder, alt er skabt ved ham og til ham, og han er før alle Ting, og alle Ting staar ved ham« (Kol. 1, 15-18). Hør ogsaa Profetens Ord angaaende den enbaarne, hvorledes han ikke blot omtales som den, der skal ophøjes til at være de jordiske Kongers Konge, men ogsaa beskrives som den, der allerede er Jehovas førstefødte: »Jeg vil gøre ham, den førstefødte, til den højeste over Kongerne paa Jorden« (Ps. 89, 27. Eng. Overs.). Læg ogsaa Mærke til Herrens Ord med Hensyn til hans egen Oprindelse. Han erklærer, at han er »det troværdige og sanddru Vidne, Guds Skabnings Begyndelse«. — Aab. 3, 14.

Denne Tanke, at Herren var den ypperste fra selve Begyndelsen af, den førstefødte før enhver Skabning, og den Tanke, at han i alt var den himmelske Faders Logos eller Udtryk, er ogsaa i Harmoni med den næste Udtalelse Evangelistens Beretning: »Alt er blevet til ved ham, og uden ham er ikke noget blevet til af alt, som er blevet, til« (Joh. 1, 3). Hvilken storslaaet Forstaaelse giver dette os ikke af Majestæten hos Guds enbaarne Søn, Logos! Naar vi fra dette Synspunkt ser hans Storhed og Ypperlighed, faar vi ogsaa et klarere Syn paa det vægtige i Apostelens Ord: »Han [som] for eders Skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans Fattigdom skulde blive rige« (2 Kor. 8, 9). Fra dette Synspunkt kan vi se, hvor rig han var paa den Ære og Herlighed, som han selv omtalte i sin Bøn: »Herliggør du mig nu, Fader, med den Herlighed, jeg havde hos dig, før Verden var« (Joh. 17, 5). Skønt alt, hvad der staar i Forbindelse med Guds Genløsningsplan, er vidunderligt og aabenbarer en forbausende Kærlighed til; Barmhjertighed mod og Medfølelse for den faldne Slægt, bliver dog alt, set fra dette Synspunkt, fornuftigt og overensstemmende med Guds Karakter og Ord.

[88] De, som paastaar, at vor Herre Jesus ikke eksisterede, før han blev født som Barnet i Betlehem, har et meget ringe Begreb om Guds Plan for Menneskets Frelse, og de faar ingen Brug for de mange ovenfor anførte Skriftsteder, der taler om Herrens Herlighed hos Faderen, før Verden var, om dette, at han fornedrede sig selv og paatog sig en Natur, der var lidet ringere end Englenes, og altsaa forlod en Natur, der var over Englenes. Skriftens Synspunkt befrier os fra alle de ufornuftige og falske Mennesketeorier, hvor man under Forsøg paa at ære Sønnen gaar videre end Guds ord og ringeagter Herrens og Apostlernes Udtalelser, idet de erklærer, at han var Guds Søn, og at Faderen er større end Sønnen. Dette falske Synspunkt har indviklet dets Millioner af Tilhængere i uovervindelige Vanskeligheder i enhver Retning. Sandheden alene er fornuftig.

Disse Udtalelser angaaende vor Herre Jesus, at han var Begyndelsen til Guds Skabning, og at han altsaa havde en Tilværelse, længe før han kom til Verden for at blive vor Frelser, bekræftes fuldt ud af forskellige Skriftsteder, som f. Eks. det følgende: »Gud har sendt sin Søn, den enbaarne, til Verden, for at vi skal leve ved ham (Joh. 4, 9). Her gaar Udsagnet aldeles tydelig ud paa, at han var Guds Søn, før han kom til Verden, og at han fik en Mission at udføre i Verden. Vi maa heller ikke overse, at Logos her som i mange andre Tilfælde betegner Guds »enbaarne Søn«. Den Tanke, der indeholdes i dette Udtryk, er den, at Logos selv var den himmelske Faders eneste direkte Skabning eller Frembringelse, medens alle andre Guds Sønner, Engle saavel som Mennesker, blev indirekte skabte af ham gennem Logos. Derfor kan der med Rette og i Sandhed siges, at han er Guds enbaarne Søn.

Tag et andet Eksempel: »Gud sendte ikke sin Søn til Verden for at dømme Verden, men for at Verden skulde blive frelst ved ham« (Joh. 3, 17). Her indeholdes Tanken om hans førmenneskelige Tilværelse i dette, [89] at han blev sendt eller fik en Mission at udføre: og i fuld Overensstemmelse hermed er Evangelistens Ord »Han var i Verden, og Verden er blevet til ved ham, og Verden kendte ham ikke«, og atter: »Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os, og vi saa hans Herlighed — en Herlighed, som den, en enbaaren Søn har fra sin Fader, fuld af Naade og Sandhed.« — Joh. 1, 10. 14.

Heller ikke Herrens egne Udtalelser angaaende sin Forudtilværelse kan bortdisputeres. Han anerkendte aldrig Josef som sin Fader, heller ikke sit Jordeliv som Begyndelsen til sin Tilværelse. Tvertimod omtaler han stadig Jehova som sin Fader. Husk hans Ord: »Siger da I til ham, som Faderen har helliget og sendt til Verden: Du spotter Gud, fordi jeg sagde, jeg er Guds Søn« (Joh. 10, 36). Til Maria, sin jordiske Moder, sagde han: »Vidste I ikke, at jeg mas være i min Faders Hus?« (Luk. 2, 49.) Overfor sine Disciple erklærede han »Jeg er kommet ned fra Himmelen.« »Jeg er det levende Brød, som er kommet ned fra Himmelen« (Joh. 6, 38. 51). Mange paa Jesu Tid troede ikke paa dette, og der er stadig mange, som ikke tror det, men Sandheden idet staar fast alligevel. Nogle af dem, som hørte det, spurgte hverandre Hvorledes kan dette gaa til? »Mange af hans Disciple sagde nu, da de hørte det: Dette er en haard Tale, hvem kan hore den? Men da Jesus vidste med sig selv, at hans Disciple knurrede over dette, sagde han til dem: Volder dette eder Anstød? End naar I faar se Menneskesønnen fare op did, hvor han var før? . . . derfor drog mange af hans Disciple sig tilbage og gik ikke længere omkring med ham« — paa Grund af denne Paastand om himmelsk Herkomst og førmenneskelig Tilværelse. — Joh. 6, 60-66.

Hør ham atter fremsætte samme Sandhed overfor Farisæerne: »Jeg ved, hvorfra jeg er kommet, og hvor hen jeg gaar, . . . jeg er ovenfra, . . . jeg er ikke af denne Verden, . . . jeg er udgangen fra Gud og kommer fra ham; thi jeg er heller ikke kommet af mig selv; men han har udsendt mig, . . . det er min Fader, [90] som ærer mig, . . . og om jeg siger, at jeg ikke kender ham, da bliver jeg en Løgner.« Da sagde Jøderne til ham: »Du er da vel ikke større end vor Fader Abraham?« Jesus svarede: »Abraham, eders Fader, frydede sig til at se min Dag; og han saa den og glædede sig.« (Abraham saa Kristi Dag med Troens Øje, idet han troede paa Guds Forjættelse om Messias. Han kan have set hans Offerdag, som den forbilledlig var fremstillet i Isaks, hans eneste Søns, Ofring; men i hvert Fald saa han Messias' kommende Herlighedsdag, Tusindaarsriget og dets Velsignelser for alle Jordens Slægter gennem denne forjættede Sæd. Og det er ikke underligt, at han frydede sig over en saa herlig Udsigt. Med Troens Øje saa han den himmelske Stad, det nye Jerusalem, den herliggjorte Menighed, den Klasse, der skulde udgøre Riget, og han saa paa samme Maade det himmelske Land — Verden velsignet ved dette Rige (Heb. 11, 10. 16; 12, 22; 13, 14). »Jøderne sagde da til ham [Jesus]: Du er endnu ikke 50 Aar og har set Abraham? [Abraham havde været død i 2000 Aar.] Jesus sagde til dem: Sandelig, sandelig siger jeg eder: Før Abraham blev til, er jeg.« — Joh. 8, 14. 23. 42-58.

Der kan ingen Tvivl være angaaende Meningen med disse Ord. Herren erklærer, at han var til før Abraham. Bibelen antyder heller ikke paa noget Sted, at den enbaarnes Eksistens nogensinde ophørte fra den Tid af, da den begyndte som Guds Skabnings Begyndelsen, indtil den ophørte paa Golgata for et Tidsrum af tre Dage, hvorefter han oprejstes fra de døde for aldrig at dø mere, idet Døden aldrig mere hersker over ham (Rom. 6,9). Hans Fødsel som et Menneskevæsen, »lidet ringere end Englene«, for det Formaals Skyld at blive Menneskets Syndoffer, indbefattede ikke, at den aandelige Natur, som ban havde, inden han blev født som et Menneskebarn, maatte dø, men blot en Overføring af hans Liv fra en højere Natur (den aandelige) til en lavere Natur (den menneskelige). Derfor betyder disse [91] Herrens Ord: »Før Abraham blev til, er jeg«, at der ikke paa nogen Tid havde været noget Ophør i hans Eksistens, og de identificerer afgjort Jesus, Guds Søn i Kødet, med Logos, den førstefødte af al Skabning. Selvfølgelig var der ikke mange af dem, som hørte Herrens Vidnesbyrd, der tog imod det, og heller ikke har mange siden da annammet det. Menneskene synes at have en Tilbøjelighed for det forvendte, der gør, at de forkaster Guds Ords tydelige, klare Udsagn og foretrækker at betragte Herren enten som et syndigt Medlem at den faldne Slægt eller ogsaa som sin egen Fader. Kun de ydmyge er rede til at »tage med Sagtmodighed imod det Ord, som er indplantet i eder, og som er mægtigt til at frelse eders Sjæle«, og kun for saadanne er Gud, Ords Vidnesbyrd bestemte (Es. 61, 1; Jak. 1, 21). Og ligesom de, der hørte Mesteren og forkastede hans Vidnesbyrd, tog Stene op for at kaste paa ham, saaledes er ogsaa nogle at dem, som nu hører Sandheden og forkaster den, rede til billedlig talt at stene alle, som modtager og lærer Mesterens Ord i al deres Enkelhed. Og nu som da er Grunden den, at de hverken kender Faderen eller Sønnen, som de burde kende dem — og som de har aabenbaret sig.

Følgende Udtalelse af Herren er endnu anvendelig og gældende: »Ingen kender Sønnen uden Faderen, heller ikke kender nogen Faderen uden Sønnen og den, hvem Sønnen vil aabenbare det« (Matt. 11, 27). Verden kendte ham ikke; den kendte ikke noget til hans høje Oprindelse og hans store Fornedrelse for dens Skyld; og naar vi husker paa, at der sandsynligvis laa en lang Tidsperiode imellem Skabelsens Begyndelse i Herrens Person og den Tid, da han blev Kød; og naar vi endvidere husker, at han i Løbet af hele den Tidsperiode var hos Faderen, »var hans Lyst Dag for Dag og altid legede for hans Aasyn«, kan vi ikke undre os over, at Sønnen kendte Faderen paa en Maade, som hans Disciple og Verden ikke kendte ham paa — saaledes som [92] vi nu lærer haml at kende gennem hans aabenbarede Ord og gennem Udfoldelsen af hans vidunderlige Tidsalderplan. Hør ham atter sige: »Retfærdige Fader, Verden hag ikke kendt dig; men jeg har kendt dig.« — Joh. 17, 25.

Nøglen til hans underfulde Kundskab om himmelske Ting er givet i denne Erklæring: »Den, som er af Jorden, er af Jorden og taler af Jorden; han, som kommer fra Himmelen, er over alle, og hvad han har set og hørt, det vidner han« (Joh. 3, 31. 32). Det er derfor intet Under, at bans Modstandere spurgte: »Hvorfra har denne slig Visdom?« (Matt. 13, 54.) Og det var hans Kundskab om himmelske Ting, hans nøje og lange Kendskab til Faderen, der gav hanl den absolute Tro paa Faderens Løfter og satte ham i Stand til som et fuldkomment Menneske at besejre Verden, Kødet og Djævelen og at fremstille et velbehageligt Offer for vore Synder. Gennem Profeten var der forud skrevet om ham: »Ved sin Kundskab skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre mange, og deres Misgerninger skal han bære.« — Es. 53, 11.

Kun de, der vandrer ved Tro i Guds Ords Lys, kan nu kende baade Faderen og Sønnen og klart og paa rette Maade værdsætte det store Forsoningsværk, som de i Forening er ved at udføre for Menneskeslægten. Men om kort Tid, naar Menighedens Udvælgelse er fuldendt, naar Bruden, Lammets Hustru, er blevet forenet med sin Herre i Herlighed, og Riget er kommet, da skal Herrens Kundskab komme til at fylde hele Jorden; og Faderens Kraft, der gennem Logos skabte alle Ting, skal virke gennem ham som Frelseren og genoprette og fuldkommengøre dem, der, naar de faar den Forret at kende ham, bøjer sig under hans retfærdige Fordringer; og da skal den Magt, som Herren udøvede som Jehovas Redskab i Skabelsesværket, lægges for Dagen, naar han som Jehovas Redskab genopretter og velsigner Verden; og saaledes opfyldes Psalmistens Forud [93] sigelse: »Du har din Ungdoms Dug [Friskhed, Kraft].« — Ps. 110, 3. Eng. Overs.

Lyt til Herrens Ord til Nikodemus, som søgte at faa noget at vide om himmelske Ting, men hvem Kundskaben blev negtet, fordi han endnu ikke havde troet de jordiske Ting. Herren siger, idet han fortæller ham om sin Kundskab om de himmelske Ting: »Ingen er steget op til Himmelen uden han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen.«*) Herren gaar dernæst videre og viser Nikodemus den Foranstaltning, som Gud har gjort for Verden, for at den ikke skal fortabes, men have evigt Liv; han siger: »Saa har Gud elsket Verden, at han gav sin Søn, den enbaarne, for at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have evigt Liv.« — Joh. 3, 13. 16.

*) Ordene, »som er i Himmelene«, er uægte — findes ikke i gamle Haandskrifter.

Logos, Guds Skabnings Begyndelse, af Esaias ogsaa kaldt Under, Raadgiver, vældig Gud o. s. v. (Es. 9, 6), finder vi beskrevet af Salomon og fremstillet under Navnet Visdom, dog med alle de Enkeltheder knyttet til, der faar Udsagnet til at stemme med den Beretning, Evangelisten Johannes giver. — Joh. 1, 1-8.

Ord. 8, 22-30: »Jehova ejede mig i sin Vejs Begyndelse, før sine Gerninger, fra fordums Tid. Fra Evighed er jeg blevet til, fra først af, før Jorden var [dannet]. Da Afgrundene [Havene] endnu ikke var, blev jeg født, da der endnu ikke var nogen vandrig Kilde. Før Bjergene blev nedsænket, før Højene blev jeg født; før han havde skabt Jord og Mark og Jorderigets første Jordklump. Da han beredte Himlene, var jeg der, da han, slog Hvælving over Afgrunden. Da han fæstede Skyerne oventil, da Afgrundens Kilder blev faste, da han satte Havet dets Grænse, saa Vandene ikke overskrider dets Bred, da han fastsatte Jordens Grundvolde — da var jeg hos ham, en Kunstner, og jeg var hans Lyst Dag for Dag, legede altid for hans Aasyn.«

[94] Foruden hvad vi her har bemærket angaaende Logos — at han ikke alene var Guds Skabnings Begyndelse og den førstefødte, men tilmed hans enbaarne Søn, og at alle andre Skabninger var skabt ved og gennem ham — finder vi en smuk, dermed samstemmende Erklæring i Herrens egne Ord, naar han siger: »Frygt ikke, jeg er den første og den sidste og den levende; og jeg var død, og se, jeg er levende i al Evighed.« Og atter: »Dette siger den første og den sidste, han som var død og er blevet levende« (Aab. 1, 18; 2, 8). I ingen anden Forstand og paa ingen anden Maade end som Guds »eneste« direkte Skabning, gennem hvem alt andet blev skabt, kunde Herren være den første og den sidste af Guds Skabning. Ethvert andet Synspunkt vilde derfor være ukorrekt og i Modstrid med alle de foregaaende Skriftsteder.

»Logos blev Kod og tog Bolig iblandt os.«
— Joh. 1, 14. —

Den almindelige Tanke med Hensyn til Herrens Aabenbarelse i Kødet udtrykkes sædvanlig ved Ordet »Inkarnation«. Denne saa almindelige Tanke er, tror vi, ganske urigtig, ubibelsk. Inkarnationslæren gaar ud paa, at Herrens menneskelige Legeme, som blev født af Maria, blot var en Klædning, et Dække for hans aandelige Legeme. Den Tanke, der ifølge denne Lære knyttes til Herrens jordiske Liv, er, at Herren under sit Jordeliv stadig var et Aandevæsen nøjagtig som før, med Undtagelse af at han brugte det Kød, der var født af Maria og kendt som Mennesket Kristus Jesus, som sit Slør eller det Middel, ved hvilket han kunde komme i Forbindelse med Menneskeslægten paa lignende Maade som Englene havde vist sig i Menneskeskikkelser — for Abraham, Manoa, Lot og andre (1 Mos. 18, 1. 2; 19, 1; Dom. 13, 9-11. 16). Paa Grund af denne urigtige Antagelse er der opstaaet mange forvirrede og ubibelske Tanker med Hensyn til de forskellige Hændelser i Herrens [95] Liv og ved hans Død; denne Lære hævder f. Eks., at Herrens Træthed ikke var virkelig, men kun foregivet; thi som Aandevæsen kunde han ikke kende til Træthed. Følgen at denne Lære vilde endvidere blive, at Herrens Bønner var forstilte; thi, siger den, han var Gud selv, og at bede vilde for ham have været at bede til sig selv heraf slutter man, at han kun bad for et Syns Skyld for saaledes at gøre Indtryk paa Disciplene og dem, der stod omkring ham. Den samme Lære er nødt til at antage, at Herrens Død kun var en tilsyneladende Død, idet den forfølger den Tankegang, at Jesus var Gud, Faderen, som er »fra Evighed til Evighed« og ikke kan dø; at den tilsyneladende Angst og Raabet: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« derfor kun var en Formsag, der skulde gøre Indtryk paa deres Sind, som hørte og saa derpaa. Den logiske Slutning, denne Lære kommer til, er altsaa, at der ikke fandt nogen virkelig Død Sted for Menneskets Synder, men blot en tilsyneladende — et dramatisk Skuespil, en kinematografisk Fremstilling, et Bedrag, frembragt i en god Hensigt, for paa en fordelagtig Maade at paavirke Menneskenes Sympati og Følsomhed.

Alt dette er urigtigt og i stærk Modstrid med Sandheden angaaende dette Emne, som det er fremstillet i Guds Ord. Bibelen siger ikke, at Herren paatog sig et, Kødlegeme som et Dække for et aandeligt Legeme, saaledes som Englene tidligere gjorde; men at han virkelig lagde sin førmenneskelige Tilstand til Side, eller, soma den græske Tekst udtrykker det, »afførte sig« den og virkelig tog vor Natur paa sig, eller, som Teksten ovenfor udtrykker det: »Logos blev Kød.« Der var ikke noget Bedrag, ikke noget Maskespil ved det. Det var ikke saaledes, at han blot tilsyneladende ydmygede sig, medens han i Virkeligheden beholdt sin Herlighed og Magt. Det var ikke blot tilsyneladende, han blev fattig for vor Skyld, medens han i Virkeligheden hele Tiden forblev rig og i Besiddelse af sin højere Natur, den [96] aandelige. Det var ikke saaledes, at han kun iførte sig en Tjeners. Klædedragt eller Liberi. Nej, han blev virkelig et Menneske — » Mennesket Kristus desus, som gav sig selv til Løsepenge [en Genløsningsbetalingj for alle« — I Tim. 2, 5. 6.

Senere hen, naar vi mere, i Enkeltheder skal betragte hans Genløsergerning, skal vi se, at det var absolut nødvendigt, at han blev et Menneske — hverken mere eller, mindre end et fuldkomment Menneske — fordi det var et. Menneske, som havde syndet, et Menneske, som skulde genløses, og Guds Lov fordrede, at et Menneskes Liv skulde udgøre Genløsningsprisen for et Menneskes Liv. »Eftersom Døden er kommet ved ett Menneske, saa er og de dødes Opstandelse kommet ved ett Menneske« (1 Kor. 15, 21). Men lad ingen misforstaa os og mene at vi lærer, at vor Genløser blev et saadant Menneske, som vi er, fuld af nedarvede Ufuldkommenheder og Mangler. Tvertimod erklærer det samme Guds Ord, at han var »heilig, ubesmittet, skilt fra Syndere«. — Heb. 7, 26. 28; Luk. 1, 35.

Dette, at han var skilt fra Syndere, er det vanskelige Punkt for mange. Hvorledes kunde han være et Menneske og dog være fri for den Besmittelse, som hele Menneskeslægten har faaet ved Arv? Vi haaber at komme til at se nøjagtig, hvorledes dette kunde gaa til, og hvorledes det blev fuldbyrdet efter Guds Plan; men det er nødvendigt, at vi først har den Kendsgerning fuldt ud klar for os, at et ufuldkomment, et besmittet Menneske, en, som ved Arv tilhørte Adams Æt, og hvis Liv — saaledes var et Sidestykke til vort Liv, ikke kunde blive vor Genløser. Der var fuldt op af syndige Mennesker i Verden, saa Gud behøvede ikke at sende sin Søn for ogsaa at være et saadant. Der var nok af ufuldkomne Mennesker, som var villige til at nedlægge sit Liv for at fuldføre Faderens Vilje; dette bevidnes fuldt ud ved Beretningen i Heb. 11, hvor det klart vises, at der var mange, som i Troskab mod Herren regnede sit Liv for [97] intet. Hvad der behøvedes, var ikke blot et Offer for Synder, men et synd frit Offer, som saaledes kunde tage Synderens Straf paa sig. Men da »alle har syndet og fattes Guds Ære«, og da der »ikke findes en retfærdig, end ikke én«, kunde, som Skriften ogsaa erklærer, »en Mand ikke udløse en Broder og ikke give Gud Løsepenge for ham« (Rom. 3, 10. 23; Ps. 49, 8). Det var, da Herren saa, at intet Menneske var i Stand til at genløse Verden, at han overlod Hjælpen til én, som er mægtig til at frelse — i Stand til at frelse til det yderste alle, der kommer til Faderen ved ham. — Ps. 89, 20; Es. 63, 1; 59, 16; Heb. 7, 25.

Dernæst ønsker vi om mulig klart at se, hvorledes vor Herre Jesus gennem sin Moder Maria blev et Medlem af vor Slægt uden dog i nogen Grad at faa Del i dens Nedværdigelse, uden at arve dens Synd, uden at dens Dødsforbandelse kom over ham. Hvis han paa nogen Maade eller i nogen Grad havde Del i Adams Liv, vilde han ogsaa være delagtig i den Dødsdom, der kom over Adams Liv, og vilde saaledes være kommet ind under Dødsdommen. Og om han saaledes var ufuldkommen og under Dødsdommen, havde han ingen Livsrettigheder at give som Genløsningsbetaling for Mennesket hvorved Adam og hans Slægt kunde købes tilbage fra den Dødsdom, der var udtalt imod dem af den guddommelge Retfærdighed. Vi vil i næste Kapitel undersøge dette Spørgsmaal. Vi haaber der at bevise, at Herren ikke paa nogen Maade eller i nogen Grad blev besmittet af Synd eller Ufuldkommenhed gennem sin Moder. [98]

Jesusnavnet.

Jesus, Jesus — o det Navnet
Lyder med en himmelsk Klang!
Naar dets Indhold ret jeg fatted’,
Op mit Hjertes Dør da sprang.
For det underbare Navnet
Faldt mig alle Lænker af,
Og mit sorgopfyldte Hjerte
Trøst og Lægedom det gav.

Jesus, Jesus — i det Navnet
Fandt jeg Liv og Salighed;
I det Navnet blev mig tilbudt.
Vinde himmelsk Herlighed.
I det Navnet sejred' mangen
Kæmpe, som i Livet stred;
Ja, i det og mangen Pilgrim
Fandt sin Hvile, Ro og Fred.

Ja, naar Prøven er til Ende,
Naar hver Lektie fuldt er lært,
Skal jeg ham selv se og kende,
Han, som bær' det Navn saa kært.
Gennem Dødens Forhæng gaar jeg,
Prisende det Navnet stort,
Og i Herlighed indtræder, —
Da mit Haab er virk'liggjort.

Heltes Navne skal vel blegne
Glemmes bort med Tid, som gaar —
Jesusnavnet skal lovsynges
I et end'løst Jubelaar.
Ja, af Myriader Væsner
Skal det prises, dette Navn,
Indtil Sangen Ekko giver
Udi Evighedens Favn.