Bind 5 - Forsoningen 
Mellem Gud og Mennesket

 KAPITEL 4

Den ubesmittede.

Tilsyneladende modstridende Skriftsteder bragt til at stemme — Den romersk-katolske Lære om Marias ubesmittede Undfangelse ikke støttet. — At Jesus fødtes adskilt fra Syndere var af væsentlig Betydning for Guds Foranstaltning. — Ellers ingen Genløsning mulig. — De sidste videnskabelige Opdagelser med Hensyn til Livets og Celleslimens Forening. — Logos blev Kød. — Født af en Kvinde, men dog ubesmittet. —  Hvorledes den ufuldkomne Moder kunde føde den ubesmittede. — Det samme Princip virkende i andre Træk i Guds Plan, som bevidnet i Skriften.

»Kunde der dog komme en ren af en uren? Ikke én.« — Job 14, 4.

Han er aabenbaret for at borttage vore Synder, og Synd er ikke i ham.« »Thi en saadan Yppersteprest maatte vi og have, hellig, uskyldig, ren, skilt fra Syndere.« — 1 Joh. 3, 5; Heb. 7, 26.

HER er Skriftens Udsagn tilsyneladende i Modstrid indbyrdes. Det første Skriftsted erklærer, hvad der ogsaa stemmer med vor Erfaring, at alle Adams Efterkommere er besmittet med Syndens Gift fra den forgiftede Kilde. De to sidste erklærer, at vor Herre Jesus var et Menneske, forskelligt fra andre Mennesker, ubesmittet og pletfri, og da hele Forsoningslæren, saaledes som den fremstilles i Skriften, fordrer, at vor Genløser maa være et ulasteligt Menneske — af vor Slægt og dog adskilt fra den — bliver dette et meget vigtigt Punkt for Herrens tænkende Børn: Paa hvilken Maade fuldbyrdede Gud med Hensyn til vor Herre Jesus det, som er umuligt for Mennesket saavel efter enhver menneskelig Erfaring som efter Jobs Vidnesbyrd at dømme? Vi vil i dette Kapitel søge at med tilstrækkelige Beviser fremstille, hvorledes Gud virkelig udførte det tilsyneladende umulige, men for os absolut nødvendige, at frembringe et Medlem af Slægten, der dog var fri for dens Svagheder, og som derfor kunde blive dens Genløsningsbetaling — give en tilsvarende Betaling for det første fuldkomne Menneske, hvis Synd med dens Forbandelse besmitter hele Slægten.

Ikke saaledes, at en Kundskab om Maaden er væsentlig for de af Gud oplærte sande Disciples Tro eller Frelse. Men i Lyset af vor Tids ødelæggende Kritik (den fornuftige saavel som den ufornuftige) er det af Betydning, at denne Sandhed, der er saa nøje forbundet med Forsoningen, ja er selve Midtpunktet og Grundlaget for al Kristendom, bliver vel underbygget, for at Guds Børns Tro kan blive sat i Stand til at modstaa Modstanderens Angreb paa Genløsningslæren, hvad enten de kommer fra Prædikestolen eller fra Pressen. Skriftens Erklæring om, at Herren var uden Synd, har, lovet være Gud, været tilfredsstillende for hans hellige i Aarhundreder. Men som »Mad i rette Tid« for Troens Husstand kommer nu Videnskabens og Filosofiens Vidnesbyrd om Muligheden af det, som Guds Ord lærer i denne Sag — at det alt er i Harmoni med »Naturlovene«.

Den romersk-katolske Kirke søger ved sin Lære om Marias »ubesmittede Undfangelse« at frembringe Tro paa, at Herrens Moder var ubesmittet, syndfri, fuldkommen, og søger saaledes at bevise, at Jesus kunde fødes ren og skilt fra Syndere. Men noget saadant paastaar vi ikke. Vi betragter Herrens Moder som tilhørende Adams Afkom og beheftet med de samme arvede menneskelige Svagheder og Ufuldkommenheder som alle andre og paa samme Maade staaende under Dødsdommen. [101] Vi hævder, at »Mennesket Kristus Jesus« var en Undtagelse, den eneste Undtagelse.

Vi maa ikke glemme, at Guds Omsorg for Menne­skenes Børn hyppig aabenbarer sig netop i Undtagelserne i Naturen. F. Eks. er det en Regel i Naturen, at Varme foraarsager Udvidelse, men Kulde Sammentrækning. Men hvor heldigt er det ikke for Menneske­slægten, at Vandet er en Undtagelse fra denne Regel, saa at Vandet udvider sig, naar det fryser, i Stedet for at trække sig sammen! Skulde det følge Naturens sædvanlige Lov i denne Henseende, vilde Isen blive tungere end det ufrosne Vand og som Følge deraf synke til Bunds, saa at Floderne tilsidst vilde blive en eneste Ismasse, som selv Sommervarmen ikke kunde smelte. Det er ligeledes heldigt for os, at Antimon blandt Mineralerne ogsaa danner en Undtagelse fra denne Lov. Ellers vilde det være umuligt for os at faa skarpe Rande paa vore Bogtrykkertyper, hvad vi nu kan sikre os ved at blande Antimon, der trækker sig sammen i Varme, med andre Metaller, der udvider sig. Saaledes var ogsaa denne i vor Slægt eneste Undtagelse fra Besmittelse af Synden vort eneste Haab — vor Genløsning, vor Frelse ved Guds Forsyn. Med disse Tanker vil vi gaa over til at undersøge, hvorledes Logos »blev Kød«, »født af en Kvinde, »Abrahams Sædt«, og dog samtidig ubesmittet og derfor en antagelig og tilfredsstillende Genløsning for Adam og hans Slægt.

Skriften fremholder den Tanke, at al Tilværelse, al Livsenergi kommer fra Faderen og ikke fra Moderen. Moderen modtager Livssæden fra Faderen, forsyner den med en Cellekærne, hvoraf der dannes et Legeme, og ernærer  Livsspiren, indtil den er i Stand til at føre en uafhængig Tilværelse, d. v. s. indtil den er i Stand til selv at tilegne sig fra Jorden og Luften de Ernærings­ stoffer, der er nødvendige for dens Trivsel; saa fødes den.

Ordet Fader betyder Livgiver. Følgelig var Gud Adams og derfor hele Menneskeslægtens Fader (Livgiver), [102] medens Jorden var dens Moder (Luk. 3, 38). Adams Legeme eller Organisme var at og fra Jorden (som altsaa tjente ham til Moder); men den Livsgnist, der gjorde ham til et Menneske, kom fra Gud (som altsaa var hans Fader eller Livgiver). Og den mandlige Del af Menneskeslægten har siden da haft den Evne at kunne give denne Livsgnist eller Livssæd til Afkommet.

I Harmoni med denne Regel siges der, at Børnene er af eller fra Faderen og født ved sine Mødre (1 Mos. 24, 47). Saaledes var Jakobs Børn, regnet gennem hans Sønner, 70 i Antal, da han kom til Ægypten. Der siges udtrykkelig om disse 70 Sjæle, at de var kommet ud af Jakobs Lænd (1 Mos. 46, 26. 27; 2 Mos. 1, 5). Om Salomon siges der paa samme Maade, at han var udgaaet af Davids Lænder (1 Kong. 8, 19; 2 Krøn. 6, 9). Apostelen Paulus og Israeliterne i Almindelighed hævdede, at de alle var kommet af Abrahams Lænd, og om Levi staar der, at han endnu var i sin Faders Lænd, da Melkisedek mødte ham. — Heb. 7, 5. 10.

Saaledes var hele Slægten i Adam og udsprang fra Adam, dens Fader, ved Moder Eva, men ikke fra hende. Derfor staar der, at »alle dør i ADAM«, ikke i Eva. Da hele Slægten kom fra Adam, blev den prøvet ved hans Prøve, fordømt ved hans Fordømmelse og kom under hans Dødsdom.

Hvad Skriften saaledes lærer, passer med, hvad de sidste videnskabelige Resultater viser os angaaende Arvelighedslovene for Menneskene og alle Pattedyrene. Videnskabsmændene finder tilstrækkeligt og afgørende Bevis i Naturen for, at Livet altid kommer fra Hankønnet. For paa en klar og letfattelig Maade at belyse dette vil vi undersøge Forholdet med et Hønseæg. I sig selv indeholder det intet Liv, men er blot en Celle med et Næringsforraad, rede til at opbygge en Organisme, saa snart den er blevet befrugtet ved Livssæden fra Hannen.

Ægget indeholder ikke blot Cellen, men ogsaa de rette Næringsstoffer i de rette Forhold til at udvikle [103] den lille Organisme, der avles i den af Livssæden. Cellen eller Protaplasmet modtager Livsspiren eller Sæden, og dette bliver til et Foster, som lever af den Næring, der findes i Æggeblommen og Æggehviden, indtil det bryder Skallen itu og er i Stand til at leve af mere raa Næringsstoffer. De Love, der her gør sig gældende, er de samme for Mennesket og for alle Dyr.

Da Bibelens og Videnskabens Vidnesbyrd stemmer overens, saaledes som vi overfor har set, kan det kun være fornuftigt at drage den Slutning, at om Faderen er fuldkommen, vil Barnet ogsaa blive fuldkomment selv under blot nogenlunde gunstige Vilkaar, da en fuldkommen Livssæd, naar den forener sig med den kvindelige Æggecelle, frembringer et levende Foster, der er saa kraftigt og sundt, at det er i Stand til at tilegne sig de rette Næringsstoffer og undgaa, bortkaste eller uskadeliggøre de farlige. Og det fuldkomne Væsen, der saaledes blev frembragt, vilde rimeligvis ogsaa være i Stand til at uskadeliggøre og bortstøde alle ikke-gavnlige Stoffer ved sine fuldkomne Funktioner og uden Skade eller Ubehag for sig selv. Men paa den anden Side vil det levende Væsen, i samme Forhold som Livssæden er ufuldkommen, blive svagt og ude af Stand til at overvinde de ugunstige Forhold i sine Omgivelser, det vil optage alle de Stoffer, som Moderen forsyner det med, gode elle daarlige, og vil blive et Bytte for Sygdomme. Og ufuldkomment, som det er, vil det være ude af Stand til at bortkaste de giftige Stoffer, og Følgerne vil blive Svaghed og Sygdom.

Det gamle Ordsprog: »Den enes Brød er den andens Død«, hviler paa denne samme Lov. Et Menneske, der har en god Fordøjelse, kan spise og uddrage Næring og Styrke af Føde, som hastig vilde gøre en anden med ringere Styrke syg og muligvis dræbe ham. Den stærkere uddrager de gode og fraskiller de skadelige Stoffer, den svagere er ude af Stand til at gøre dette og bliver forgiftet, hyppig i saa høj Grad, at det medfører Sygdom. [104] Lad os huske, at intet Medlem af vor Slægt er blot nogenlunde fuldkomment, ingen er i Stand til at forsvare sin ufuldkomne Organisme mod de Tusinder af Fiender, som angriber den i Føden og i Luften. Som en Følge deraf er der ingen, som fødes fuldkommen, og ingen kan i Længden undgaa Sygdom. Den angriber først de svageste Organer og ødelægger snart alle.

Af det her viste følger det, at om Eva alene havde syndet, vilde Slægten ikke være død; thi om Adam var forblevet fuldkommen og ikke havde forspildt eller beskadiget sit Liv, vilde hans Efterkommere være blevet født uden Skrøbeligheder, og selv om Dødsdommen var kommet over Eva og havde bragt hende Ufuldkommenheder, vilde disse ikke have skadet Afkommet; da dette vilde have været fuldkomment, vilde det have tilegnet sig de gode Stoffer og uskadeliggjort eller fraskilt de usunde Næringsstoffer, der blev tilbudt det, ved ganske naturlige Processer, uden Skade for det selv.

Lad os paa den anden Side antage, at Adam havde syndet, og Eva var forblevet syndfri. Adams Fordømmelse og Død vilde da have paavirket hele Efterslægten paa nøjagtig samme Maade. Selv om de Æggeceller og den Næring, som fandtes hos Eva, var fuldkomne, kunde der dog kun frembringes døende Væsener af Adams syge Livssæd. Aitsaa ser vi det berettigede i Skriftens Udsagn, at alle dør i Adam, og at ved det ene Menneskes Ulydighed kom Døden over alle. — 1 Kor. 15, 22; Rom. 5,12.19.

Det er vidunderligt at lægge Mærke til den Overens­stemmelse, der findes mellem den første og den anden Adam, mellem den første og den anden Brud. Ligesom Slægtens Død ikke skyldtes Eva, men ene og alene Adam, skønt Eva dog havde været til med at bringe Døden over den, saaledes afhang den genløste Slægts genoprettede Liv ikke af Kristi Brud, men af Jesus, Genløseren, skønt det ved Guds Gunst er ordnet saaledes, at hans Brud skal være med til at genoprette alt »det, som gik tabt.

Da Kilden, Adam, var blevet besmittet af Synd og [105] Død, kunde ingen af hans Efterkommere være fri for Besmittelse; thi »kunde der dog komme en ren af en uren? Ikke én!« Dette hentyder til Manden og ikke til Kvinden; ingen, som kommer af en besmittet Kilde, kan være ren. Derfor »er der ingen retfærdig, end ikke én«. Ingen kan genløse sit eget Liv endsige give Gud en Genløsning for sin Broder. — Rom. 3, 10; Ps. 49, 8.

Det er en anerkendt Sag, at Moderens Sind under Svangerskabet har en vigtig Indflydelse paa Barnets Karakter og Anlæg. Der er mange Tilfælde af aandelige saavel som fysiske »Modermærker«. Hvorvidt eller i hvilken Grad et fuldkomment Foster, der var blevet avlet af en fuldkommen Livssæd, kunde skades af Moderens daarlige Sind, er det umuligt for Menneske­slægten at afgøre under de nuværende Forhold ; thi vi har ingen Lejlighed til at gøre Forsøg i denne Retning. Det er heller ikke nødvendigt for vor Bevisførelse at faa dette afgjort; thi det var ikke under saadanne Forhold, at Mennesket Kristus Jesus blev født. Skriften lærer tydelig: 1) At Gud valgte en hellig Kvinde, som var »velsignet blandt Kvinder« og havde »fundet Naade hos Gud« (Luk. 1, 28. 30. 42), til Moder for Jesus. 2) Maria var fuld af Tro til og Glæde i Gud, fordi hun var udset til at være et Redskab til hans Plans Udførelse. 3) Uden at frygte Bebrejdelse fra Josefs eller Verdens Side levede hun i Glæde og sagde: »Min Sjæl ophøjer Herren, og min Aand fryder sig i Gud, min Frelser« (Luk. 1, 46-47). Saaledes ser vi, at Jesu Moders Sind ikke kunde være til Hindring for hans fuldkomne Udvikling, men snarere virkede med ved denne.

Den eneste Hindring for at frembringe et fuldkomment Menneske af en ufuldkommen, skrøbelig, men velsindet Moder er følgelig Mangelen paa en fuldkommen Fader til at afgive en fuldkommen Livssæd. Overensstemmende med dette lærer Skriften, at i Jesu Til fælde blev et fuldkomment Liv (der altsaa paa ingen Maade stammede fra den adamitiske Kilde) ved guddommelig [106] Magt overført fra en tidligere Tilstand til Tilstanden som et menneskeligt Foster og blev født helligt« (rent og fuldkomment) skønt af en ufuldkommen Moder (Luk. 1, 35). At Jesus saaledes var ubesmittet af de aandelige, moralske og legemlige Ufuldkommenheder, som hans Moder havde tilfælles med hele Menneskeslægten, er fuldkommen rimeligt og, som vi har set, i fuld Overensstemmelse ikke alene med Skriften, men ogsaa med de sidste videnskabelige Resultater.

En anden Kendsgerning, som Videnskabsmændene paaviser, og som ogsaa synes at stemme overens med Skriftens Vidnesbyrd, er denne, at skønt Livet kommer fra Faderen, kommer Skikkelse og Natur fra Moderen. De videnskabelige Beviser for dette er ret dunkle og vanskelige at forstaa for Lægmænd; Gud har nemlig i sin Visdom ikke blot adskilt de forskellige Arter eller Naturer, men ogsaa i stor Udstrækning begrænset dem, saa at de ikke kan blandes eller krydses udover visse Grænser uden at miste sin Forplantningsevne. Et Ekempel paa dette er Muldyret, en Bastard, der ikke kan forplantes.

Den gamle Teori, at Skikkelse og Natur kommer fra Faderen, opgives af moderne Naturforskere, som nu er enige om, at Moderen leverer Organismen saavel som Næringen — kort sagt alt undtagen Livssæden, der kommer fra Faderen, Livgiveren. Læg i denne Forbindelse Mærke til Bibelens Fremstilling, der gaar i samme Retning som de foregaaende Paastande, nemlig Beretningen om den uretmæssige Forbindelse mellem Menneskenes Døtre« og de Engle, som ikke bevarede sin rette Stilling eller Tilstand (1 Mos. 6, 2. 4; Judas 6; 2 Pet. 2, 4). Da disse Engle, som var fuldkomne i Livskraft, paatog sig Menneskeskikkelse, avlede de Børn, der stod langt over Adams dybt faldne Slægt saavel i Retning af aandelig Skarpsindighed som med Hensyn til legemlige Evner og Kræfter, saa at Beretningen kom til at lyde: »De er de navnkundige Mænd«. Vi maa vel huske, at disse vidunderlige Mænd var født [107] af ufuldkomne, døende Mødre, men avlet af kraftige, usvækkede Fædre.

Adams døende Slægt vilde have faaet haarde Herrer i disse overlegne nephilim (hebraisk: faldne), som aldrig blev anerkendt af Gud hverken ved en Prøve for Liv eller en Fordømmelse til Døden; det var en Naade, at de, som aldrig havde haft nogen Ret til at leve, blev udryddet i Syndfloden, og at Noah og hans Familie blev skaanet, for at de kunde danne en ny Begyndelse for Slægten. Noah blev skaanet fordi, som der staar om ham: »Noah var fuldkommen i sin Slægt.« (Eng. Overs.) Dette indbefatter, at Flertallet af Adams Efterkommere i høj Grad var blevet blandet og næsten var blevet en ny Slægt ved Forbindelsen med disse Engle i Menneskeskikkelse. Vi siger en ny Slægt, fordi de havde nyt Liv og Livskraft fra nye Fædre.

Saa stort Ry havde disse nephilim, at Frygten for dem omtales den Dag i Dag med større eller mindre Tydelighed i de hedenske Mytologier; og Aarhundreder efter at de var blevet udryddet i Syndfloden, foraarsagede den falske Beretning om, at nogle af dem endnu levede, en næsten panisk Skræk blandt Israeliterne, skønt de endnu var sejrsberuste efter nylig vundne Slag (se 4 Mos. 13, 33; 14, 36. 37). Der var uden Tvivl nogle store Mennesker i Kanaan, saaledes som andre Skriftsteder viser, men kun i dette »onde Rygtes kaldes de nephilim.

Et andet Eksempel paa denne Lov, at Livet (Livskraften) kommer fra Faderen og Organismen (Naturen) fra Moderen, findes i den Kendsgerning, at Jehova, som selv er af guddommelig Natur, har avlet —Sønner af forskellige Naturer; han er Fader eller Livgiver til Sønnerne af Englenatur (Job 2, 1; 38, 7; Heb. 2, 9. 10) og til Sønnerne af Menneskenatur (Luk. 3, 38) saavel som til de »nye Skabninger, som i den første Opstandelse skal blive delagtige i hans egen Natur, den guddommelige (2 Pet. 1, 4). Da Jehovas Aand eller Energi [108] virkede paa aandelige Substanser, frembragte og udviklede den Engle. Da den samme Energi eller Aand virkede paa jordiske Substanser, frembragte den Mennesket og Dyrene (1 Mos. 2, 7 ; 1 Kor. 15, 47), og da Gud vilde give os en klar Forstaaelse af de nye Skabningers Fødsel til den guddommelige gatur, fremstillede han dem som avlet af sit Forjættelses Ord i den Pagts Moderliv, hvilken han oprettede med Abraham. Denne Pagt blev forbilledlig fremstillet ved en Kvinde, Sara, og der fortælles os, at ligesom Isak var Abrahams Arving og Løftets Barn (ved Sara), saaledes er ogsaa vi i Lighed med Isak Guds Børn, idet vi er Løftets eller Sarapagtens Børn. — Se Gal. 4, 23-31; 1 Pet. 1, 3. 23; 2 Pet. 1, 14.

Den samme Lov bevises ogsaa ved den Kendsgerning, at i den forbilledlige jødiske Husholdning var et Barn Arving til Faderens Velsignelser og Privilegier i Forhold til Moderens mere eller mindre gunstige Stilling; saaledes vises der, at Moderens Natur, Rettigheder, Privilegier og Friheder er af Betydning for Barnet, men Faderens derimod ikke. — Se 1 Mos. 21, 10; 2 Mos. 21, 4 ; Gal. 4, 30.

De foregaaende Bevisgrunde bekræftes af den Kendsgerning, at vor Herre Jesus blev født af en Kvinde. »Det hellige, der blev født af en Kvinde, fik Del i Kvindens Natur, d. v. s. menneskelig Natur — af Jorden-jordisk. Skønt den overførte Livsspire beholdt al den Renhed og Fuldkommenhed, som den havde i sin tidligere (aandelige) Tilstand, fik den dog (i Overensstem­melse med den Lov, vi er ved at undersøge) Del i Moderens Natur og »blev Kød«, idet den blev »født af en Kvinde«. Mendenne »rene« er dog ikke kommet af den urene Slægt, men er »udgaaet fra Gud og kommet fra ham« og blev blot udviklet og ernæret i Maria. Joh. 8, 42; Gal. 4, 4.

Det er endvidere i Harmoni med den samme Lov, at skønt vor Herre Jesus er blevet ophøjet til guddommelig[109] Natur og ikke længere er menneskelig, erklæres der dog om ham, at han skal blive Livgiver eller »Fader« til hele Menneskeslægten, medens der ogsaa vises, at hans Gerning for Slægten da gaar ud paa at genoprette den menneskelige Natur til den Fuldkommenhed, der gik tabt for alle ved Adams Synd. Medens saaledes »Faderen« vil være af den guddommelige Natur, vil Børnene være af menneskelig Natur, fødte af den Genoprettelsespagt, der blev forbilledlig fremstillet ved Ketura, Abrahams tredje Hustru.

Naar vi kaster et Blik tilbage paa, hvad vi her har femstillet, ser vi, at vor Herre Jesu »overnaturlige« Fødsel, fuldkommen og ren, skønt af en ufuldkommen Moder, ikke var i Modstrid med Skaberens sædvanlige Fremgangsmaade, men netop i fuld Harmoni med den; vi ser, at Adam paa samme Maade blev »født fuldkommen, skønt hans Moder (Jorden) endnu var ufuldkommen, dog med Undtagelse af den særlig beredte Edens Have. Skriftens Forsikring om, at Herren havde en førmenneskelig Tilværelse, og at Livsprincipet i denne blev overført til Marias Moderliv og født af hende som noget helligt, er en rimelig Garanti for, at han, som Skriften ogsaa erklærer, var »hellig, uskyldig, ren, skilt fra Syndere«. Netop en saadan var det, »vi og maatte have«, eller som vi behøvede, én, der af Retfærdigheden kunde antages som Genløsningsbetaling for os, og som, da han var blevet Menneskeslægtens Yppersteprest for Gud, var i Stand til at have Medlidenhed med de svage og betyngede — idet han har haft Medynk med de menneskelige Skrøbeligheder, da lian medlidende bar vore Sygdomme. — Matt. 8, 16. 17; Heb. 7, 26.