Bind
5 - Forsoningen
Mellem Gud og Mennesket
KAPITEL 5
MIDLEREN.
,,Sine Brødre lig"
og
havende „Medynk med vore Skrøbeligheder".
Hvem hans
»Brødre« er. — Hvori Ligheden bestod. — Hvorledes han
blev prøvet i alt i Lighed med os. — Dog uden Synd. — Fristelserne
i Ørkenen. — Deres Lighed med vore. — Af hvilke
nogle vilde »forføre endog de udvalgte, om det var muligt«. — I hvilken
Forstand Herren blev gjort fuldkommen gennem Lidelser. — Skønt han
var Søn, lærte han dog Lydighed. — Hvorledes
han blev skabt i syndigt Køds
Lignelse. — Dog uden
Synd. — »Han tog vore Skrøbelig heder.« — Hvorledes han lærte dem at
kende.
»Derfor maatte han i alle Ting blive sine Brødre lig, for at han
kunde blive en miskundelig og trofast Yppersteprest for Gud
til at gøre Soning for Folkets Synder.« — Heb. 2,
17.
DE to almindelige, men
hinanden modsatte Betragtningsmaader
angaaende dette Emne kommer i Modstrid
med alle de forskellige Udsagn i Skriften,
der handler om Herrens Forhold til Menneskeslægten; kun den tredje eller sande Betragtningsmaade kan forene
de forskellige Skriftudsagn og tilfredsstille helliget, sund
Fornuft. Af de to almindelige, men falske Teorier hævder den ene, at vor
Herre Jesus var den almægtige Gud, Jehova,
som
blot iklædte sig Menneskekød
uden virkelig at komme i Berøring
med Menneskehedens Prøvelser,
Fristelser og Omgivelser. Den anden Teori hævder,
at han var et syndigt Menneske, delagtig i vor [111] Slægts Skrøbelighed som alle andre, men mere heldig end
andre i sin Kamp mod Synden. Vi vil bestræbe os for
at vise, at begge disse Teorier er fejlagtige, og at Sandheden
ligger midt imellem, nemlig i den Kendsgerning, at da Logos, som »var i
Guds Skikkelse«, et Aandevæsen, blev
Kød, blev han virkelig et Menneske,
»Mennesket Kristus
Jesus«, men »skilt fra
Syndere« — et fuldkomment Menneske, beredt til at blive den »tilsvarende Betaling« for det første fuldkomne
Menneske, hvis Fald drog hele Slægten
med sig, og hvis Genløsning
ogsaa indbefatter hele Slægten.
For at vi kan faa det rette
Syn paa dette Emne, saadan
som Skriften fremstiller det, vil det i denne Forbindelse være rigtigt at undersøge de forskellige
Skriftsteder, som er blevet
fordrejet og misbrugt for at bevise, at
Herren var befængt med Synd og underkastet de samme Lidenskaber som den øvrige faldne Slægt. Vi hævder, at om dette havde været Tilfældet, vilde
det have været umuligt for
ham, som det er umuligt for os, at
holde ethvert Træk af Guds Lov absolut og fuldkomment. Guds Lov er den fulde Maalestok for en fuldkommen
Mands Evne og ligger over,
hvad en ikke fuldkommen Mand kan yde;
og selve den Kendsgerning, at
der hos Herren ikke fandtes Synd, at han behagede Faderen og var antagelig som et Syndoffer, en Genløsningsbetaling for Adam (og den Slægt, der var gaaet
tabt i ham) beviser derfor indirekte, at han var fuldkommen, saaledes som vi ogsaa hævder, at Skriften overalt lærer.
Men Herrens »Brødre« var
ikke ubesmittet, var ikke adskilt
fra Syndere; hvorledes kunde han da »blive sine Brødre lig« og samtidig være skilt fra Syndere?
Svaret paa dette Spørgsmaal finder
vi i Erkendelsen af, at det
ikke er Verden, ikke Syndere i Almindelighed, der omtales som hans
Brødre. Adam blev regnet som
en Søn af Gud fra sin
Skabelse og indtil det Øjeblik, da han
faldt (Luk. 3, 38), men ikke senere. Og hele hans [112] Slægt er i Skriften betegnet som »Vredens Børn« (Ef. 2,
3). Kun de, der har undflyet den Fordærvelse, der er i Verden, og er
kommet tilbage til Harmoni med Gud i Kristus, har Skriftens Bemyndigelse
til at betragte sig selv som Guds Børn
(Joh. 1, 12). Om de øvrige erklærer Herren:
»I har Djævelen til Fader, og I vil gøre eders Faders
Lyster« (Joh. 8, 44). Vor Herre Jesus regnede aldrig sig selv for et af Djævelens Børn, heller ikke som ret
»Vredens Barn«, men erklærede,
at han var »udgaaet fra Gud og kommet fra ham«; og
han har heller aldrig anerkendt
dem, der endnu var »Vredens Børn«, som »sine
Brødre«. De eneste, Herren anerkender som Brødre, er
dem, der har undflyet den Fordærvelse, som er i Verden,
er blevet bragt nær til Faderen ved Kristi Blod og
har faaet »Barnekaarets Aand«
og Løftet om fuld Opnaaelse af
»Barnekaar« ved Rigets Oprettelse (Rom. 8, 15, 23; Gal. 4, 5). Kun fordi de er
retfærdiggjort, regnet som
fri fra Adams Skyld og som retfærdige ved Kristi Blod, er de i nogen som helst Forstand lig vor Herre
Jesus, hans »Brødre«, paa et lignende Stade i Guds Gunst
og adskilt fra Verden. Herren siger om de indviede af denne Klasse: »De er ikke af Verden, ligesom jeg
ikke er af Verden«; »jeg
har udvalgt eder af Verden« (Joh.
17, 16;
15, 19). Fra dette
Standpunkt kan vi let indse, at Herren blev »sine
Brødre lig« — nøjagtig
og i enhver Henseende. Dermed
er ikke sagt, at hans Brødre var i
denne Tilstand, da han ydmygede sig selv og blev Kød — han havde paa den Tid ingen Brødre, undtagen forsaavidt som denne Klasse var forudkendt af Gud (Ef. 1, 5. 11; Rom. 8, 9). Men Guds Ordning var saaledes, at han forudsaa, at
han kunde være retfærdig og dog
retfærdiggøre de Syndere, der modtog Guds Gunst igennem Kristus, og hvis Synder som Følge deraf blev tildækket, idet de ikke blev tilregnet dem, men ham,
som »bar vore Synder paa sit Legeme op paa Træet.«
Gud havde forudbestemt at, kalde
Evangelietidsalderens Me nighed
til at blive »Medarving med Jesus Kristus, vor
[113] Herret, til den uforgængelige,
ubesmittede og uvisnelige Arv,
som er henlagt i Himmelen. Med Henblik paa denne forud ordnede Dag kunde Profeterne forud tale om dem, der skulde udgøre denne Klasse, som Kristi »Brødre«. Profeten lader Jesus sige til Faderen:
»Jeg vil kundgøre dit Navn for mine
Brødre, midt
i Forsamlingen vil jeg love dig«
(Ps. 22, 23; Heb. 2,12).
Saaledes var Guds Ordning, at Herren
ikke blot skulde blive Verdens Genløser, men
ogsaa et Mønster for de »Brødre«,
som skulde være hans
Medarvinger; og derfor maatte han
ved Udførelsen af Guds Plan »blive sine Brødre lig« i
alle Prøvelser og Erfaringer.
Han er »blevet
prøvet i alt i Lighed med os,
dog uden
Synd«.
— Heb. 4, 15. —
Læg Mærke til, at denne
Udtalelse ikke gaar ud paa, at
Jesus blev fristet paa alle Omraader, ligesom Verden fristes, nen ligesom vi, hans Efterfølgere fristes.
Han blev ikke fristet i Retning
af forvendt Lyst til syndige Ting.
som nedarves fra jordiske Forældre, men da han var hellig, uskyldig, ubesmittet og skilt fra Syndere,
blev han fristet i samme
Retning som hans Efterfølgere
i Evangelietidsalderen, de, som ikke vandrer efter Kødet, men efter Aanden, og som ikke dømmes efter
sit Køds Svagheder, men efter sit Sinds Aand, sin nye Vilje, sit nye Hjerte. — Rom. 8, 4; 2 Kor. 5, 16; Joh. 8, 15.
Vi ser dette klart af Herrens
Fristelse i Ørkenen, som
fulgte straks efter hans Indvielse og Daab ved Jordan. — Matt. 4, 1-11.
1) Satans Indskydelse gik
først ud paa, at Jesus skulde bruge
den guddommelige Magt, han havde faaet ved Jordan, til at betjene sine egne Fornødenheder med
og gøre Stene til Brød. Dette var ikke en
Fristelse, som i nogen Grad skyldtes
Arvelighed eller Ufuldkommenhed Herren
havde levet 40 Dage uden Mad, havde studeret Guds Plan og søgt ved Hjælp af den nys modtagne [114] hellige Aands
oplysende Indflydelse at komme til Forstaaelse
af, hvad der vilde være den rette Fremgangsmaade for ham i Livet for at kunne udføre den store Mission, han var kommet til Verden for at udføre,
nemlig Verdens Genløsning.
Indskydelsen til at bruge den aandelige
Magt, der var bibragt ham, og som han forstod, han havde Raadighed over, til at betjene Kødets
Fornødenheder med, kunde ved første
Øjekast synes fornuftig; men Herren saa straks, at en saadan Brug af
Aandens Gave vilde være uret, vilde være et Misbrug, vilde være at
benytte den til noget, den ikke var bestemt
til; og han forkastede derfor
Indskydelsen med de Ord: »Mennesket
lever ikke af Brød alene, men af hvert
Ord, som gaar ud af Guds Mund.« Herrens »Brødre« er undertiden udsat for lignende Fristelser fra Modstanderens
Side, Indskydelser til at bruge aandelige Gaver til Befordring af timelige Interesser; saadanne Indskydelser
er i høj Grad besnærende og bruges ikke sjelden
af Modstanderen til at lede Guds indviede Børn til
større og større Misbrug af guddommelige Velsignelser.
2) Modstanderen søgte dernæst
at overtale Herren til at bruge Trolddomskunster for at gøre sin Mission kendt for Folket — til
at styrte sig fra Templets Tinde ned i Dalen nedenunder for Øjnene af en
stor Mængde Mennesker; naar disse da saa,
at han ingen Skade havde
taget deraf, vilde det for dem være et Bevis paa hans
overmenneskelige Magt og faa dem til straks
at antage ham som Messias og til at samarbejde med ham i hans Gerning. Men Herren saa straks, at en
saadan Fremgangsmaade var fuldstændig ude af Harmoni
med Guds Plan, og ikke engang Modstanderens
fejlagtige Anvendelse af et Skriftsted (der tilsyneladende støttede det
urette) var i Stand til at vende
ham bort fra Retfærdighedens Principer. Han svarede straks, at en saadan Fremgangsmaade fra hans Side
vilde være at friste det guddommelige Forsyn aldeles [115] ubeføjet, hvorfor den
absolut maatte
forkastes. Hvor Pligten
bød det,
tøvede Mesteren ikke med at udsætte sig for Fare, men stolede paa
Faderens Evne til at bevare ham i alt.
Sand Tillid til Gud medfører imidlertid
ikke, at man hensynsløst udsætter sig for Fare uden guddommelig
Bemyndigelse, blot for at vise sig og
for at prale.
Herrens Brødre har
Fristelser ogsaa i denne Retning og behøver derfor stadig
huske denne Lektie og det Eksempel, som her
er givet dem af vor Frelses Høvding. Vi skal
ikke ukaldt styrte os selv i Fare
og derved anse os som tapre Korsets Stridsmænd. Vi maa overlade til Djævelens Børn at være dumdristige; det vilde ikke sømme sig for Guds Børn. Disse
fører en Kamp, som fordrer endnu større Mod; de er kaldt til at udføre Tjenester, som Verden ikke
bifalder, ikke engang værdsætter,
men som ofte medfører Forfølgelser.
De er kaldt til at udholde Verdens Afsky og
Spot, ja, til at taale, at de, som i Hjertet er uomskaaret, »lyver dem allehaande ondt paa for Kristi Skyld«. I denne Henseende vandrer vor Frelses Høvdings Efterfølgere i sin Førers Fodspor og ad den samme Vej, som han vandrede; og der fordres større Mod til ikke at agte den Skam og Vanære, som man bliver Genstand for, naar man staar i Guds Tjeneste, end til at udføre en stor,
vidunderlig Daad, der vilde faa
det naturlige Menneske til at undres og beundre.
En af de vanskeligste og
vigtigste Kampe, som de, der vandrer paa denne snævre Vej, har at udkæmpe,
er imod Egenviljen og gaar for hver især ud paa at bringe sin egen Vilje til hel og fuld Underkastelse under den himmelske Faders Vilje, at bevare den dér og at styre sit eget Hjerte og undertrykke de dér opstaaende
ærgerrige Tanker, som er naturlige selv for det fuldkomne Menneske; endvidere gælder det om at slukke enhver Ild af denne Art, saasnart den begynder
at ulme, og at fremstille
sit Legeme og sine jordiske [116] Interesser som et levende Offer i
Herrens og hans
Sags Tjeneste. Det var i saadanne Prøvelser, at
vor Høvding
vandt sin Sejr og sine Laurbær, og i denne Retning
gaar ogsaa hans »Brødres« Prøvelser. »Større er
den, der styrer sit eget Sind [bringer det i fuld Underkastelse under Guds Vilje], end den, der indtager en
Stad.« En saadan er ogsaa større end den, der
paa Grund
af en uret Opfattelse af Tro springer ned fra en Tempeltinde
eller begaar en anden lignende Dumhed. Sand
Tro til Gud bestaar ikke i blind Lettroenhed og overdrevne Antagelser med Hensyn til hans Forsyns Omsorg,
men den bestaar tvertimod i en rolig Tillid til alle
de overmaade store og dyrebare Forjættelser, som Gud har givet, en
Tillid, som sætter den trofaste i Stand
til at modstaa de forskellige Bestræbelser, som Verden,
Kødet og Djævelen gør sig for derved at bortlede hans Opmærksomhed, og endvidere en Tillid, som omhyggelig
følger den Troens og Lydighedens Vej, der saa klart er vist os i Guds Ord.
3) Jesu tredje Fristelse bestod deri, at Satan tilbød ham
jordisk Herredømme og hurtig Fremgang i at oprette sit Rige uden
at lide og dø — uden Korset, men paa den
Betingelse, at han skulde anerkende og samarbejde
med Modstanderen. Modstanderen paastod — og hans Paastand blev ikke
bestridt — at han beherskede
Verden, og at det Retfærdsrige, som Herren var kommet for at indføre, hurtig
kunde blive oprettet ved hans Hjælp. Satan gav det
Udseende af, at han var blevet træt af at lede Verden til Synd, Blindhed, Overtro
og Uvidenhed, og at han derfor havde Sympati med Herrens
Mission, der gik ud paa at opsjælpe den stakkels
faldne Slægt. Han ønskede imidlertid at beholde en ledende
Stilling i Verden, og derfor skulde Betalingen
for, at han førte Verden ind paa Retfærdighedens
Vej, Betalingen for hans Samarbejde med den Herre
Jesus ved Genoprettelsen og Velsignelsen af Verden, være den, at
Jesus skulde anerkende ham, [117] Satan, som Hersker
over Verden i
dens genoprettede Tilstand — at Herren saaledes skulde hylde ham.
Vi maa huske, at Satans
Oprør mod det guddommelige Styre skyldtes hans
ærgerrige Lyst
til selv at være Hersker, »den Højeste
lige (Es. 14, 14). Vi husker ogsaa, at dette var den ledende Bevæggrund til hans heldig udførte Angreb paa vore første Forældre i
Edens Have; han ønskede at
fremmedgøre og adskille dem fra Gud for saaledes at
bringe dem i Trældom under sig. Vi kan let forstaa, at
han hellere vilde være Hersker over
lykkeligere Undersaatter end den »sukkende Skabning«, at han vilde foretrække Undersaatter, der havde
evigt Liv. Dog syntes det, som om han endnu ikke
havde indset den Kendsgerning, at evigt Liv og sand Lykke kun kan
eksistere der, hvor der er Harmoni med Guds Lov. Satan var derfor villig
til at blive Reformator i alle
Henseender undtagen i én; hans Ærgerrighed magtte
nemlig tilfredsstilles, han vilde ikke miste
noget som helst af sin Magt over Menneskene; thi var ban ikke allerede
denne Verdens Fyrste og anerkendt
som saadan i den hellige Skrift? (Joh. 14,30;
12, 31: 16. 11;
2 Kor. 4, 4.) Dette
betyder ikke, at han havde nogen guddommelig
Bemyndigelse til at være denne
Verdens Fyrste, men han havde selv tilvendt sig denne Stilling, idet han fik Menneskeslægten i sin
Magt paa Grund af dens
Uvidenhed og ved at fremstille Løgn
som Sandhed, Mørke som Lys, Uret som Ret. Paa denne Maade havde han saaledes forvirret, forvildet og forblindet Verden, at han kunde hævde Stillingen som »denne
Verdens Fyrste, der nu virker i Ulydighedens
Børns Hjerter« (Eng. Overs.) — det store Flertals.
Det særlig fristende i
Satans Forslag laa altsag deri, at
der syntes at tilbyde sig en ny Løsning paa Spørgsmaalet om, hvorledes Mennesket skulde udfries fra sin
syndige Tilstand. Til og
med syntes det at indbefatte i det
mindste en delvis Anger fra Satans Side og en [118] Mulighed for at faa ham tilbage til Retfærdighedens
Vej, forudsat at der
kunde garanteres ham en fortsat
Tilfredsstillelse af hans Ærgerrighed
i Retning af at være Hersker
over Undersaatter, som var mere lykkelige, end det var muligt for dem at være, medens de levede
under hans Bedrag og var under Syndens Trældom,
hvilket var den eneste Maade, hvorpaa han kunde sikre
sig Menneskets Lydighed; thi i samme Forhold som
Menneskene forkaster Synd og værdsætter Hellighed,
i samme Forhold vil de nemlig blive ivrige efter at tjene og tilbede Gud.
Vor Herre Jesus tøvede
ikke længe; han havde absolut
Tillid til, at Faderen i sin Visdom havde antaget den bedste og eneste rigtige Plan. Derfor raadførte
han sig ikke med Kød og Blod,
heller ikke vilde han købslaa
med Modstanderen om Hjælp til sin Gerning.
Her ser vi ogsaa en af de
særlige Besnærelser, som Modstanderen
søger at anvende mod Herrens »Brødre«. Det
lykkedes ham at faa Navnkirken til allerede paa et tidligt Tidspunkt at forlade Korsets Vej, den snævre
Vej, og gaa i Ledtog med den
verdslige Magt og saaledes gradvis vinde
Indflydelse paa Verdens Politik. Ved
Samarbejde med »denne Verdens_ Øverster« og hemmelig begunstiget og fremhjulpet af Modstanderen søgte
den at oprette Kristi Rige paa Jorden ved en Repræsentant, en Pave, om hvem man hævdede, at han var
Kristi Stedfortræder.
Vi har set, hvilke skadelige Følger dette fik, hvorledes denne falske
Efterligning af Kristi Rige i
Virkeligheden blev et Djævelens Rige; for det
gjorde hans
Gerninger ; vi har set
Resultatet deraf i den mørke
Middelalder og har set, at Herren kalder Systemet
»Antikrist«.*)
*) Se
Bind II, Kap. 9.
Skønt Reformationen blev
begyndt saa dristig, ser vi dog,
at Modstanderen fristede Reformatorerne paa. samme Maade, og at de kun
tildels modstod Fristelsen, [119] at de var villige
til at slag af paa Sandheden for at faa Beskyttelse
og Hjælp fra »denne Verdens Riger«, i det Haab, at disse paa en eller anden Maade skulde blive Herrens Rige. Men skønt de
protestantiske Kirkers Forbindelse med den verdslige
Magt har haft mindre skadelige
Følger end Pavekirkens Forbindelse med denne Verdens Riger, saa har den dog vist sig at være
meget skadelig og en stor
Hindring for alle, som kommer under dens Indflydelse. »Brødrene« maa stadig kæmpe for at besejre denne Fristelse fra Satan og
for at kunne staa fast i den
Frihed, hvormed Kristus har gjort
os fri — den Frihed, som ikke er af Verden, men som bestaar i at være adskilt fra den.
Desuden finder vi, at skønt
den samme Fristelse kommer
til alle »Brødrene«, aabenbarer den sig i en let forandret Skikkelse fra Tid til anden, og den store Modstander
forsøger i hvert Tilfælde med stor For slagenhed
og List at gøre overfor os, som han gjorde overfor Herren, nemlig at fremstille sig som en, der
vil indføre en. Reform, som
han gør sig til Talsmand for — som en, der føler en hjertelig Sympati med den
Gerning at velsigne Verden. Hans sidste Fristelse i den Retning kom i Skikkelse af den foreslaaede »sociale Forbedring«, som han nu i mange Tilfælde med stort
Held søger at faa »Brødrenes«
Sind optaget af; han søger at give
det Udseende af, at medens det en Gang var nødvendigt at vandre den »snævre Vej«, Korsets Vej, er dette
nu ikke længer nødvendigt; men
at vi nu har naaet det Stade, hvor alt
let og hurtig kan udføres og Verden
i Almindelighed løftes op til en højere Stilling i social, sandelig, moralsk og religiøs Henseende. Men de
Planer, som han foreslaar, indbefatter altid Samarbejde med
ham. I det foreliggende Tilfælde
gaar Indskydelsen ud paa at
alle, som vil være med til denne sociale Forbedring, skal forene sig om sociale
og politiske Bevægelser, der
skal medføre de forønskede Resultater,
og han er blevet saa dristig og stoler i den [120] Grad paa Flertallets Støtte, at han ikke længere finder det
nødvendigt at »understøtte« Skriftens Lære, som fordrer personlig Omvendelse fra Synd til Frelse, fra Fordømmelse
og til Forsoning med Faderen ved en personlig Tro paa og Indvielse
til vor Herre Jesus Kristus. Han
foreslaar en social Forbedring, der ignorerer
den enkeltes Ansvar og Synder og blot gælder
sociale Forhold, som skal tjene til at gøre Samfundet
»rent« udadtil. Han vil have
os til at tilsidesætte eller forbigaa Herrens Lære om, at kun de, der
kommer til Faderen gennem ham,
er Guds Børn og hans
»Brødre«; derimod vil han have os til at
tro, at alle Mennesker er Brødre,
og at Gud er hele Menneskeslægtens
Fader, at ingen er »Vredens Børn«, og at det er ukristeligt,
ubarmhjertigt, ja, forbryderisk at tro Herrens
Ord om, at nogle har Djævelen til sin Fader. Uden altid at sige det med direkte Ord vil han have os
til at ignorere og negte Menneskets Fald i Synd, Genløsningen
fra Synd, ja, hele Forsoningsværket.
Denne Modstanderens Fristelse bedrager nutildags mange og vil muligvis bedrage
alle undtagen »de udvalgte« (Matt.
24, 24). Disse udvalgte »Brødre« er de, der
følger tæt i Mesterens Fodspor, og som i Stedet for at lytte til Modstanderens Indskydelser lytter til Herrens
Ord; i Stedet for at støtte sig paa sine egne Opfattelser
og Satans Rænker har disse udvalgte »Brødre« Tro
paa og Tillid til Jehovas ophøjede Visdom og hans guddommelige Tidsalderplan. De er følgelig alle »oplært
af Gud« og ved derfor, at det, der gaar for sig nu
i Tiden, er Udvælgelsen af Kristi »Brødre« og deres Prøvelse
og endelig deres derpaa følgende Herliggørelse med Herren i Riget som Abrahams Sæd, der skal velsigne
Verden; og at Guds »belejlige Tid« til at opløfte Verden i aandelig,
moralsk og fysisk Henseende vil komme
i den næste Tidsalder. Derfor kan de udvalgte ikke forføres af sin
underfundige Fiendes besnærende Argumenter
og velklingende Fraser. Desuden er »Brødrene« [121] ikke uvidende
om hans List; thi, de er blevet forud advaret derimod, og de ser hen til Jesus, som ikke blot blev Ophavsmand til deres Tro ved at ofre sig selv, men som ogsaa vil blive dens Fuldender,
naar han gør dem delagtige i
den første Opstandelse og i sin
overmaade store Herlighed og i sin guddommelige Natur.
Saadanne Fristelser er Brødrene« udsat for, ligesom ogsaa
deres Høvding var det. »Han blev fristet
i alt i Lighed med os«; han
ved
derfor,
hvorledes han skal komme dem til Hjælp, som fristes, og som er villige til
at modtage hans Hjælp pap den Maade, han vil give dem
den — ved sit
Ords Lærdomme og de overmaade store og dyrebare Forjættelser,
det indeholder. De Svagheder,
vi er underkastet ved Arv, udgjorde
ikke en Del af Herrens Fristelser; han havde ikke en Drankers
Lyst, en Morders Lidenskab, en Tyvs Begærlighed;
han var hellig, uskyldig, skilt fra Syndere. Disse
Lidenskaber udgør heller ikke
en Del af hans Brødres Fristelser; thi de, der ved Tro, Indvielse og Avling af den
hellige Barnekaarets Aand er blevet hans »Brødre«,
har mistet Tilbøjeligheden til at gøre ondt mod andre og
har derimod modtaget det nye Sind, Kristi Sind, Kristi Aand, et sundt Sinds Aand, den hellige Aand — Kærlighedens
Aand, som først af alt søger Faderens Vilje og dernæst søger at gøre
godt mod alle, eftersom Lejlighed gives, særlig mod Troens Husstand. — Gal. 6, 10.
Og skønt der i de
nye Skabningers Kød, i deres Legemer, som har faaet det
nye Sind eller den nye Vilje, stadig
vedbliver at være nedarvede Svagheder, en
Tilbøjelighed til Lidenskabelighed eller Kivagtighed, saa
at de bestandig maa være paa Vagt derimod og undertiden
kan blive overrumplet af en Fejl imod
sin Vilje, bliver dog disse
ufrivillige Svagheder ikke tilregnet
dem som Synder eller som Handlinger, der er udført af »den nye Skabning«, men blot som Mangler, der
tilhører
den gamle Natur, og som, saalænge
den [122] nye Natur gaar imod dem, regnes
som skjult
paa Grund af Genløsningen
— det store
Syndoffer, som blev givet af vor Frelses Høvding.
Det er den nye Skabning
alene, som prøves, tilpasses, tilslibes og beredes til at blive Medarving
med Kristus til hans Rige, og ikke det naturlige
Legeme, der hos saadanne regnes for dødt.
»Fuldendt
gennem Lidelser.«
»Thi det sømmede sig for
ham [Faderen], for hvis Skyld alle Ting er til, og ved hvem
alle Ting er til, da han førte mange
Børn til Herlighed,
gennem Lidelser at fuldende deres Frelses
Høvding.« — Heb. 2, 10.
Naar vi husker paa det
foregaaende, vil det værelet, for os at forstaa, at Herren ikke blev fuldkommengjort
som Menneske ved det, han led som Menneske; heller
ikke led han noget, før han blev Menneske. Den Tanke,
der er udtrykt i dette Skriftsted, er, at da Herren
endnu var i Verden og allerede var fuldkommen som
Menneske, var Faderens Billede i Kød, hellig, uskyldig, ubesmittet, skilt fra Syndere, opnaaede han ved
sine Erfaringer og Lidelser en
anden Fuldkommenhed, en Fuldkommenhed, der tilhørte et andet Tilværelsesplan,
som han imidlertid var naaet til. Det var en
Ting for sig, at Logos var fuldkommen, da han var hos Faderen
før Verden var — fuldkommen i hele sit Væsen og i sit Hjerte
eller i sin Vilje — fuldkommen trofast mod Faderen; da
han siden frivillig havde fornedret
sig selv til at blive Kød, var han et fuldkomment
Menneske, skilt fra Syndere; men det er atter
en anden Slags Fuldkommenhed, vor Tekst taler om,
nemlig den, han har i sin nuværende
højt ophøjede Stilling som
delagtig i den guddommelige Natur. Gud
bestemte i sin Visdom, at hans enbaarne Søn
skulde gennemgaa visse Prøver,
som skulde berede ham til denne Ophøjelse til »Herlighed, Ære
og Udødelighed«, til »guddommelig Natur«, til denne Stilling, hvor
»alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer
Faderen«.
Vi [123] maa huske, at det
var i Forbindelse med disse Prøver
paa hans Lydighed mod Faderen, at der ventede
ham en viss Glæde, saaledes som der staar skrevet: »For den Glæde, som ventede ham, led han taalmodig Korset
uden at agte Vanæren« (Heb. 12, 2). Vi maa fornuftigvis
antage, at denne Glæde bestod i:
1) at yde en Faderen
velbehagelig Tjeneste;
2) at genløse Menneskeslægten
og muliggøre dens Redning
fra Synd og Død;
3) at han ved at udføre denne Genløsning vilde af Faderen blive agtet værdig til
at blive Verdens mægtige Hersker og
Velgører, Konge og Prest for at give Verden
Kundskab om Guds Plan og løfte enhver, som vil antage den nye Pagts Betingelser, fra Synden op til guddommelig
Gunst;
4) at han ikke blot skulde
faa den Herlighed igen, som
han havde hos Faderen, før Verden var, men en
endnu større Herlighed — blive
ophøjet langt over Engle. Fyrstendømmer og
Magter og ethvert Navn, som nævnes,
og blive Medregent over Universet næst efter Faderen — ved Majestætens højre Haand, delagtig i den guddommelige Natur med iboende Liv, Udødelighed.
Men al denne Glæde, der
saaledes ventede Herren, var
afhængig af hans fulde Lydighed mod Faderens
Vilje. Sandt nok, han havde
altid været lydig mod Faderen og havde glædet
sig ved at gøre Faderens Vilje,
men aldrig før var han blevet sat paa en saa haard Prove som nu; hidtil havde det været
behageligt og ærefuldt for ham at gøre
Faderens Vilje, men, nu bestod
Prøven i, om han vilde gøre denne Vilje under nedtrykkende. smertefulde og ydmygende Forhold — Forhold, der tilsidst vilde bringe ham ikke blot Døden,
men endogsaa Korsets vanærende
Død. Han bestod denne Prøve, vaklede ikke et Øjeblik, men udviste i
enhver Henseende og til det aller, yderste
Tro paa Faderens Retfærdighed, Kærlighed, Visdom og Magt; og
uden at vakle udholdt han Modsigelse af Syndere [124] sammen med alle
Modstanderens andre Besnærelser, og ved
dette, at han udholdt Lidelserne, beviste
han fuldkomment
sin Adkomst til al den
Herlighed, der ventede ham, blev fuldkommet som
et Væsen af den højeste Rang,
af »guddommelig Natur«. Saaledes ser vi, at det gælder om den enbaarae af Faderen, at
»Skønt
han var Søn, lærte han Lydighed af det,
han led,
og da han var fuldendt, blev han Ophav
til evig
Frelse for alle dem, som lyder ham.«
— Heb.
5, 8-10. —
Den inspirerede Apostel
forklarer saaledes, at Herren, som
allerede var ubesmittet, fuldkommen, allerede »Søn«, allerede fuldt ud lydig mod Faderen under gunstige Forhold,
dog maatte lære, hvad det betød at være lydig under de vanskeligste Forhold;
og at han, da han saaledes
var blevet prøvet
og havde vist sig værdig til Fuldkommenhed
paa det højeste Tilværelsesplan, til den guddommelige Natur, blev
fuldkommet i denne, da Faderen
oprejste ham fra de døde til den store Herlighed, der ventede ham — til at blive først Menighedens,
hans Legemes, Forløser og dernæst i sin
Tid en Befrier for alle dem, som,
naar de lærer Sandheden at
kende, vil adlyde ham.
Læg Mærke til
Overensstemmelsen mellem dette og Apostelen
Peters Vidnesbyrd: »Vore Fædres Gud opvakte Jesus.... Ham ophøjede Gud ved sin højre Haand til Høvding og Frelser.« — Ap.
G. 5, 30. 31.
Saaledes beviste Herren for
Faderen, for Englene og for
os, hans »Brødre«, sin Troskab mod Faderen og hans Love. Saaledes ophøjede han Faderens Lov og hædrede
den, idet han viste, at den ikke var for fordringsfuld,
at det ikke var umuligt for et fuldkomment Menneske at holde den selv under de vanskeligste Forhold. Vi,
som er hans Efterfølgere, har god Grund til at glæde os sammen
med alle Guds lydige og fornuftbegavede
Skabninger og sige: »Værdigt
er Lammet, [125] som
er
slagtet, til at faa Magt
og Rigdom og Visdom og Styrke og Ære og Pris og Velsignelse!« — Aab. 5,12.
Og da Herren i sin
herliggjorte Tilstand er vor Frelses
Høvding, indbefatter det, at alle, som vil være Korsets Stridsmænd, Efterfølgere af sin Høvding og
Medarvinger med ham til Riget, ligeledes maa blive fuldendt som »nye
Skabninger gennem Prøvelser og Lidelser.
Og ligesom de Lidelser, gennem hvilke vor Høvding blev fuldendt som en ny Skabning, bestod i det,
han udholdt gennem Modstand fra Verden, Kødet og
Djævelen og ved Underkastelse af sin egen Vilje under Faderens Vilje, saaledes er heller ikke vore Lidelser
saadanne, som vi har fælles med hele den sukkende
Skabning; men de Lidelser, som har Betydning for
vor Udvikling som »nye
Skabninger«, er dem, som vi
gerne og frivillig udholder for Herrens og hans Ords
og hans Børns Skyld — den Møje, vi udholder som gode
Kristi Jesu Stridsmænd, medens vi ikke søger
at gøre vor egen Vilje, men derimod at faa vor Høvdings Vilje, vor himmelske Faders Vilje
fuldkommet os. Saaledes
skal vi vandre i hans Fodspor, idet vi sætter vor Lid til hans Omsorg for
os og stadig kommer frem for
Naadens Trone for at faa Hjælp fra ham
Stund for Stund. Vi maa stole
paa hans Løfte om, at alle Ting
skal, tjene os til gode, og at han ikke vil tillade,
at vi fristes over Evne; men at han sammen med
Fristelsen vil skabe ogsaa Udgangen af den, og at han
i enhver Prøvelse og i hver en Nødens Stund vil give
os fuldt tilstrækkelig Naade. Saaledes er hans »Brødre«
paa Prøve nu og bliver fuldendt som nye Skabninger
i Kristus, bliver gjort »skikket til at faa Del i de helliges
Arvelod i Lyset«. — Kol.
1, 12.
»I
syndigt Rods Lignelse.«
Hvad Loven ikke kunde gøre,
idet den
var magtesløs ved Kødet
[fordi alt
Kød var nedværdiget
paa Grund af
Syndefaldet og
saaledes ude af
Stand til at vise absolut
Lydighed mod
Loven], det gjorde Gud ved at
sende sin
egen Søn i
[126] Menneskeslægtens Køds Lignelse [hvilken
var kommet under Syndens Herredømme], ved et
Offer for Synden, som, skønt det fordømte
Synden i Kødet, aabnede en ny Vej til Livet, hvorved Lovens Retfærdighed kunde blive opfyldt af os [som ikke
vandrer efter Kødet, men efter Aanden]. For saadanne er
der altsaa nu ingen Fordømmelse; thi Livets Aands Lov i Kristus
Jesus har gjort os fri fra Lovpagten, der stemplede alle ufuldkomne
som Syndere og fordømte dem til Døden. — Rom. 8,
1-4, fri Oversættelse.
De, som er mere eller mindre tilbøjelige til at betragte
Jesus som en Synder, som et Medlem af den faldne Slægt, har haget
sig fast ved dette Skriftsted og forsøgt at bringe det ud af Harmoni med
sund Fornuft og med andre Skriftsteder
for at faa det til at støtte sin
Teori; den er nemlig, at Kristus blev gjort nøjagtig lig »syndigt
Kød« og ikke lig Kød, der ikke havde syndet
— nemlig lig
Adam før Faldet. Men vi tror, at ovenstaaende frie Gengivelse af
Apostelens Ord vil give Læseren en klar Forstaaelse af
hans Tanke. Herren forlod den aandelige Naturs Herlighed og »blev Kød«,
af samme
Art eller Natur som den Slægt, han var kommet for at
genløse — den Slægt, hvis Natur eller Kød var kommet
under Syndens Trældom, og som var solgt under
Synden ved dens Stamfaders, Adams, Ulydighed; der er
intet her, der antyder, at vor Herre Jesus selv var en Synder, det er blot de
tvetydige Oversættelser, der virker
vildledende; thi det er i Virkeligheden den simpleste Selvfølge, som tænkes kan, at hvis han var en Synder
eller paa nogen anden Maade delagtig i den Forbandelse,
som hvilede over hele Menneskeslægten, kunde han ikke være blevet
et Syndoffer for os; thi den ene Synder
kunde ikke være noget Offer for den anden.
»Syndens Sold er Døden efter Guds Lov; hvis
Herren i nogen Grad havde været
en Synder, vilde han derved have
forspildt sit eget Liv og kunde saaledes ikke
have givet en Genløsningsbetaling for Adam eller for
nogen anden Synder. [127]
»Han tog
vore Skrøbeligheder pas sige.«
— Matt. 8,
17. —
»Sandelig, vore Sygdomme har han taget paa sig, og
vore Piner har han baaret; men vi agtede ham for plaget, slagen af
Gud og gjort elendig. Men han er saaret for vore Overtrædelser,
knust for vore Misgerninger, Straffen laa paa ham, for
at vi skulde have Fred, og ved hans Saar
har vi faaet Lægedom. — Es. 53, 4.
5.
Fuldkommenhed er det
modsatte af Skrøbelighed, og den
Kendsgerning, at Herren havde Skrøbeligheder, kunde logisk set benyttes som Bevis for, at han ikke var fuldkommen — at han havde arvet nogle af
den faldne Slægts Svagheder. Vi husker,
at da Herren kæmpede hin Angstens Nat i Getsemane Have, var hans Sved
som Bloddraaber, og »Blodsveds regnes af nogle medicinske
Autoriteter for en Sygdom, som ogsaa, skønt meget
sjelden, har hjemsøgt andre Mennesker. Dette var et Bevis paa stor Nerveanspændelse og Svaghed. Traditionen
siger ogsaa, at da Herren blev tvunget til at
bære Korset paa Vejen til Golgata, segnede han under det, og at
det var af den Grund, at Simon fra Kyrene
blev tvunget til at bære Korset Resten af Vejen
(Matt. 27, 32). Der hævdes endvidere, at det, at Jesus
døde saa meget hurtigere end andre korsfæstede, skyldtes
den Omstændighed, at hans Hjerte virkelig brast, d. v. s. at dets Muskler sprængtes. Dette skulde være Aarsagen til, at der efter Døden flød baade Blod og
Vand ud fra Spydsaaret i hans Side. I ethvert Tilfælde lagde
Herren ikke den Livsfylde og Kraft for Dagen, som var til stede hos Adam,
det første fuldkomne Menneske, hvis
Livskraft var saa stor, at han levede 930 Aar. Det Spørgsmaal opstaar nu: Er ikke disse
Tegn paa Skrøbelighed hos vor Herre Jesus et Bevis
for, at han var ufuldkommen, og at han enten som Følge af Arv
eller ogsaa af nogen anden Grund manglede
den fuldkomne Mands Evner, saa at han altsaa
var et syndigt Menneske?
Ved [128] første Øjekast
ser det saaledes ud, og kun ved Guds
Ords Vejledning er vi i Stand til paa en tilfreds-stillende Maade at forklare for os selv eller for
andre Overensstemmelsen mellem
disse Kendsgerninger og Skriftens Forsikring om, at vor Frelser var hellig, uskyldig, ren, skilt fra Syndere«. Nøglen hertil
ligger netop i det Skriftsted, vi nu er ved at betragte. Profeten skildrer, hvorledes Messias i Lighed med alle andre Mennesker blev slagen af Gud og stod under Dødsdommen; men dernæst viser han, at dette kun var tilsyneladende, fordi Messias ikke led for egne Synder, men for vore. Hans Svaghed
kom af, at han bar Byrden
af vore Piner og Sorger. Hans Død var en Følge af, at han havde indtaget vor Plads overfor den
guddommnelige Lov og led »en retfærdig for uretfærdige
for at føre os frem til Gud«. Profeten
siger, idet tran taler paa det kødelige
Israels Vegne ved Herrens første Komme: »Vi
agtede ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig«,
og for dernæst at forklare dem, at en saadan Anskuelse var urigtig, erklærer han: »Men han er saaret for vore Overtrædelser,
knust for vore Misgerninger.« Vor Fred med Gud blev tilvejebragt ved den Straf for Synd,
som han bar, vor Lægedom blev udvirket ved den Revselse,
han udholdt for os.
Mattæus henleder Opmærksomheden paa
Opfyldelsen af denne Profeti, naar han
erklærer: »De førte til ham mange
besatte, og han drev Aanderne ud med et Ord, og alle dem, som havde ondt, helbredede han, for at det
skulde opfyldes, som er talt ved
Profeten Esaias, som siger: Han tog vore Skrøbeligheder paa sig og bar vore Sygdomme.«
— Matt. 8, 16. 17.
Forbindelsen mellem Herrens
Helbredelse af Sygdomme og dette, at han tog
vore Skrøbeligheder paa sig,
er ikke meget klar for Flertallet af dem, som læser dette Skriftsted. Det antages i Almindelighed, at
Herren blot udøvede en
helbredende Kraft, som intet kostede ham
selv — at
han fra en usynlig, aandelig Kilde modtog [129] en uudtømmelig
Kraft, der satte ham i Stand til at gørealle Slags Undergerninger, uden at det i mindste Maade formindskede hans egen Styrke, hans egen Livskraft.
Vi betvivler ikke, at »den Højestes
Kraft«, som blev givet
vor Genløser uden Maal, satte ham i Stand til at gøre mange Ting paa en fuldstændig overnaturlig
Maade og derfor fuldstændig
uden Udmattelse for ham selv. Heller
ikke betvivler vi, at Herren gjorde Brug af denne overmenneskelige Kraft, f. Eks. da han gjorde Vand
til Vin, og da han bespiste Mængden.
Men af Skriftens Beretning
forstaar vi, at den Helbredelse af syge, som Herren udførte, ikke fandt Sted ved en
overmenneskelig Kraft, der stod til hans
Raadighed, men at han tvertimod helbredele
de syge paa Bekostning af sin egen
Livskraft, og at han som Følge deraf mistede mere og mere
Livskraft, jo flere han helbredede. Som
Bevis paa, at det forholder sig
saaledes, minder vi om den stakkels Kvinde, »som
havde haft Blodsot i tolv Aar, og hun havde lidt meget af mange Læger og sat til alt det, hun ejede, og
havde ikke haft nogen Hjælp af
det, men var snarere blevet værre«. I Tro kæmpede hun sig frem til Herren og
rørte ved Sømmen af hans Klædning, idet hun sagde til
sig selv: »Kan jeg faa røre, om det saa bare er ved hans
Klæder, saa bliver jeg helbredet.« Beretningen lyder:
»Og straks udtørredes hendes Blods Kilde, og hun kendte i sit Legeme, at hun var helbredet for sin Plage,
og Jesus kendte straks hos sig selv den Kraft, som
gik ud fra ham, og han vendte sig om i Hoben og sagde:
Hvem var det, som rørte ved mine Klæder? Og hans
Disciple sagde til ham: Du ser, at Folket trænger dig,
og du siger: Hvem var det, som rørte ved mig? Og
han saa sig om for at faa Øje paa hende, som havde
gjort dette.... Og han sagde til hende: Datter, din
Tro har frelst dig, gaa bort i Fred, og vær helbredet for din Plage.« — Mark. 5, 25-34.
Læg ogsaa Mærke til,
hvad Lukas beretter (6, 19); »Alt [130] Folket søgte
at faa røre ved ham; thi en
Kraft gik ud fra ham og
helbredede alle.« Paa denne
Maade var det
altsaa, at vor kære Frelser tog Menneskehedens Skrøbeligheder paa sig og bar vore Sygdomme. Og Resultatet
af, at han saaledes Dag for Dag bortgav sin egen
Livskraft for at helbrede andre, maatte nødvendigvis
blive en Svækkelse eller Nedbryden af hans egen Styrke, hans egen Livskraft; endvidere bør vi erindre,
at denne hans Gerning stod i Forbindelse med, at
han uafbrudt rejste omkring og prædikede i de 31/2 Aar,
han virkede her.
Naar vi betragter vore egne
Erfaringer, synes dette, at
han bar andres Lidelser, os i Grunden heller ikke saa mærkeligt. Enhver, som er medfølende af Naturen,
har sikkert ofte lagt Mærke
til, at det til en viss Grad er
muligt at dele en Vens Trængsler og med sin Sympati i nogen Grad lette den nedtrykte og tildele ham forøget
Livskraft og fornyet Mod.
Men en saadan hjælpende Indflydelse,
en saadan Følelse for andres Skrøbeligheder afhænger i høj Grad af,
hvor stærk Sympati den er besjælet af, som besøger
de syge og nedbøjede. Vi ved ogsaa, at visse Dyr kan føle Medlidenhed i
større eller mindre Grad. Blandt Fuglene er Turtelduen eu af
de blideste og mest
sympatiske og var saaledes for Eksempel
et af Biliederne paa vor Frelser under Lovens Husholdning. Man bringer saaledes ofte Duer ind i Værelset hos en syg, og det har virkelig i mange Tilfælde vist sig velgørende for den lidende. Duen
tager, maaske paa Grund af sin
sympatiske Natur, en vins Del af
Sygdommen paa sig og giver den syge noget af sin egen
Livskraft i Stedet. Dette viser sig i den Kendsgerning, at Fuglene bliver syge (deres Lemmer trækker
sig sammen som af Gigt),
medens Patienten i samme Grad
lindres.
Naar vi husker paa, at vor Kærlighed
og Sympati har været udsat for
Faldets Følger i 6000 Aar, og naar vi
husker, at vor kære Frelser var fuldkommen, og at [131] han derfor havde
Sympati og Kærlighed i størst mulig Udstrækning, kan vi svagt
forestille os, hvorledes »han blev berørt
med en Følelse af vore Skrøbeligheder« (eng.
Overs.). Hans medlidende Hjerte blev smertelig berørt,
fordi hans Natur var fin, fuldkommen og følsom — ikke haard, ikke gjort ufølsom hverken ved egen
eller arvet Selviskhed og Synd. Vi læser
ogsaa om ham, at han blev grebet af
Medlidenhed, at han havde Medfølelse
med Mængden, og at han, da han saa Jøderne græde og saa Martha og Maria græde, blev grebet af
en saadan Medlidenhed, at han
maatte græde. Saa langt fra at denne Medlidenhed tyder paa Karaktersvaghed, viser den lige det modsatte. Menneskets sande Karakter i Skaberens Billede og Lighed er ikke haard, hjerteløs
og ufølsom, men blid, øm,
kærlig og sympatisk. Derfor viser alt dette os, at han, der talte, »som aldrig
noget Menneske har talt«, havde
Medfølelse med den faldne Menneskehed
i dens Sorger og Trængsler i en Grad, som
ingen af den faldne Slægt kunde have det.
Vi maa ogsaa minde os selv
om Hensigten med Herrens Komme til Verden. Denne Hensigt var ikke blot at aabenbare en Kraft, som intet kostede ham selv,
men han kom, som han selv erklærer,
»for at tjene andre og give sit Liv til en Genløsningsbetaling for mange«. Sandt nok, Syndens Sold var ikke Lidelse, men Død. Derfor unde
Herrens Lidelse
alene ikke betale vor Synd. Det var
absolut nødvendigt, at han »smagte
Døden for alle.
Derfor læser vi: »Kristus
døde
for vore Synder efter
Skritterne« (1 Kor. 15, 3). Ikke
desto mindre var det ret, at
Herren, naar han saaledes traadte
i Synderens Sted,
maatte erfare alt det, der
var indbefattet i Forbande'sen
— Dødsstraffen.
Og da Menneskeslægtens Død har fundet Sted ved et gradvist Tab af Livskraft (som Fø1ge af Sygdom og arvet Svaghed), var det ret,
at vor kære Genløser
ogsaa skulde gennemgaa denne Erfaring.
Da han imidlertid ikke selv var Synderen, maatte den Syndens Straf, der skulde komme over ham, være et Resultat
af, at han var traadt i
Synderes Sted og i vort Sted tog
imod Retfærdighedens Slag.
Hvad Sygdom, Smerte og
Svaghed angik, bar Herren dette
paa den bedste og gavnligste Maade, nemlig ved frivillig at udtømme sit Liv Dag for Dag i de 31/2 Aar, hans Offertjeneste varede, og bortgive sin Livskraft til Mennesker,
som ikke værdsatte hans Bevæggrund — hans
Naade og Kærlighed. Der er saaledes med Rette skrevet: »Han udtømte sin Sjæl [sit Væsen, sin Tilværelse] [132] til Døden.« »Han gjorde sin Sjæl
[sit Væsen] til et Syndoffer« (Es. 53, 10. 12. Eng. Overs.). Og vi kan
let se, at fra det Øjeblik af, da han i en Alder af 30 Aar
indviede sig og blev døbt af Johannes i Jordan, indtil
Golgata, udtømte han stadig sin Sjæl; der udgik stadig
Livskraft fra ham til Hjælp og Helbredelse for dem,
som han tjente. Og skønt alt dette ikke vilde have været en tilstrækkelig Betaling for vore Synder, var det
dog en Del af den Dødsproces, som vor kære Frelser gennemgik, og som endte paa Golgata, da han raabte »Det
er fuldbragt«, og den sidste Livsgnist slukkedes.
Det kan betragtes som
ligesaa nødvendigt, at Herren paa
den Maade ofrede sin Livskraft og gennemgik vor Dødsproces, som at han senere hen paa Korset skulde
være nødt til, selv om det kun var et Øjeblik, at erfare Synderens fuldstændige Adskillelse fra den himmelske
Fader, og at al
overnaturlig Hjælp blev negtet ham i det
Øjeblik, da han raabte: »Min Gud!
min Gud! hvorfor
har du forladt mig?« Som Synderens Stedfortræder
maatte han bære Synderens
Straf endog til de mindste Enkeltheder;
ikke før da var hans Offergerning fuldendt;
ikke før han trofast havde udholdt alt
dette, havde han gennemgaaet alle
de Prøver, som Faderen ansaa for nødvendige, for at han kunde gøre ham
til »vor Frelses Høvding«, ophøjet
langt over Engle, Fyrstendømmer og Magter
som Faderens Medregent paa Universets Trone.
Alle de Erfaringer, som den himmelske Fader lod sin
elskede Søn gennemgaa, før han ophøjede ham til Majestætens højre Haand og overdrog ham den store Gerning
at velsigne alle Jordens Slægter, var ikke blot Prøver paa den enbaarnes,
Logos', Trofasthed; men de var
ogsaa, som Skriften lærer os, nødvendige, for at Herren
kunde faa Medfølelse med dem, han saaledes genløste,
for at han kunde have Medlidenhed med dem og
være i Stand til at komme dem til Hjælp, som vil komme i Samfund med Gud gennem ham — Menigheden i
denne Tidsalder og Verden i Løbet af Tusindaarsriget; »for at han kunde blive en miskundelig og trofast Yppersteprest for Gud«, »en saadan, som var blevet
prøvet i alt i Lighed med os«, en, der kan bære over
med de vankundige og vildfarende, »fordi han og selv
var Skrøbelighed underlagt.« »Derfor kan han og fuldkomment frelse dem, som kommer til Gud ved ham.«
Ja, »en saadan Yppersteprest maatte vi og have, hellig,
uskyldig, ren, skilt fra Syndere og ophøjet over Himlene.«
— Heb. 2, 17. 18; 4, 15. 16; 5, 2; 7, 25. 26.
