Bind 5 - Forsoningen 
Mellem Gud og Mennesket

 KAPITEL 8

FORSONINGENS »KANAL«.

Guds hellige Aand.

Den hellige Aands Virksomhed nu og i Tusindaarsriget. — Forskellige betegnende Navne for den hellige Aand: »Kærlighedens Aand«, »Sandhedens Aand« o. s. v. — I Modsætning hertil den vanhellige Aand: »Vildfarelsens Aand«, »Frygtens Aand« o. s. v. — Personlige Pronomener anvendt. — Betydningen af Ordet Aand. — »Gud er en Aand.« — »Den hellige Aand var endnu ikke givet.« — Aandens Gaver. — Den hellige Aands omdannende Magt. — Aanden givet efter Maal og uden Maal. — »Verdens Aand«, Antikrist. — Kampen mellem denne og den hellige Aand. — De helliges indre og ydre aandelige Kampe. — Den Aand, der begærer Avind. — Oplært af Aanden. — Parakletos, Talsmanden. — Han skal lede eder til al Sandhed og til fuld Forsoning. — Aandens Overopsyn ikke mindre, siden Gaverne til at gøre Undere forsvandt.

 »Thi saa mange som drives af Guds Aand, disse er Guds Børn. . . . I fik Barnekaarets Aand, ved hvilken vi raaber: Abba, Fader! Aanden selv vidner med vor Aand, at vi er Guds Børn.« — Rom. 8, 14-16.

»Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min Aand over alt Kød.« — Joel 3, 1.

DET store Forsoningsværk kan hverken betragtes ret eller forstaaes, hvis den hellige Aands Gerning i Forbindelse dermed bliver forbigaaet eller over — set. Den hellige Aand har meget at gøre med Fremstillingen af Forsoningen, med at gøre den guddommelige Tilgivelse bekendt for den troende saavel som med at lede ham til fuldkommen Hjerteforsoning med Gud.

[168] Først da den Herre Jesus ved sin Daab havde modtaget den hellige Aand, og den havde begyndt sin avlende Indflydelse i ham, blev hans indviede Hjerte i Stand til klart og tydelig at se Faderens Vilje og den Vej, han havde at gaa, den snævre Offervej, samt til at værdsætte de overmaade store og dyrebare Forjættelser, som skulde opfyldes efter hans Fornedrelse, Vanære og Død paa Golgata. Vor Frelser blev altsaa ved den hellige Aand sat i Stand til at udføre sin store Gerning, idet han ved denne Aand blev ledet til at gøre det, som var Faderen velbehageligt, og som tilvejebragte hele Menneskeslægtens Genløsning. Paa samme Maade virker den hellige Aand i Menigheden. Alle de, der har modtaget det store Syndoffers Fortjeneste, og som er kommet til Faderen i Kraft af Sønnens Offers Fortjeneste, og som har fremstillet sig selv som levende Ofre i Overensstemmelse med det høje Kald til den guddommelige Natur, der fremholdes i Evangelietidsalderen, har behøvet og modtaget den hellige Aands Hjælp. Kun i samme Forhold som de modtager denne Guds hellige Aand, er de i Stand til at komme i det rette Samfund med Faderen og Sønnen, saa at de kan »prøve, hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne Vilje«, og gøre den. Kun ved den hellige Aand kan vi ledes ud over det guddommelige Vidnesbyrds blotte Bogstav til en sand Værdsættelse af »Guds Dybheder« og af det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, hvad intet menneskeligt Øje har set og intet menneskeligt Øre hørt, og hvad der heller ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte. — 1 Kor. 2, 9. 10.

Den hellige Aands Gerning vil blive ligesaa vigtig i Tusindaarstidsalderen og vil bestaa i at bringe Menneskeslægten tilbage til Harmoni med Gud paa den nye Pagts Betingelser paa Grundlag af vor kære Genløsers Offers Fortjeneste. Herren har gennem Profeten Joel (3, 1. 2) vist os, at medens han i Evangelietidsalderen kun vil udgyde sin Aand over sine Tjenere og Tjenerinder, [169] vil hans hellige Aand dog »derefter« blive udgydt over hele Menneskeslægten, over »alt Kød«.*) I Tusindaarstidsalderen vil Verdens Fremskridt gaa for sig i fuld Harmoni med den hellige Aand. I samme Forhold som Menneskene kommer i fuld Harmoni med denne hellige Aand, vil de blive værdige til det evige Liv og dets Glæder og Velsignelser ud over Tusindaarsrigets Tidsalder. Herren vidner ogsaa om, at den hellige Aand skal samarbejde med den herliggjorte Menighed i at velsigne alle Jordens Slægter. Efter at have udmalet Tusindaarsrigets Herligheder og fremstillet dets Overflod paa Sandhed som en mægtig Livsens Vandstrøm, klar som Krystal, siger han: »Og Aanden og Bruden siger: Kom ! . . . og den som vil, han tage Livsens Vand uforskyldt!« — Aab. 22, 17.

*) Denne Velsignelse er hos Profeten fremstillet i omvendt Orden, sandsynligvis for at gøre Sagen uforstaaelig, indtil den rette Tid kom, og saaledes skjule noget af Længden, Bredden, Højden og Dybden i Guds Plan, indtil Tiden kom, da den skulde kendes og værdsættes.

Denne den hellige Aands Gerning og Virksomhed er blevet alvorlig misforstaaet af mange af Herrens Børn i Aarhundreder. Først i Lyset af den opgaaende Retfærdigheders Sol — i Lyset af Menneskesønnens parousia (Nærværelse) — er dette blevet klart og forstaaeligt, saaledes som det øjensynlig var for den første Menighed, og bragt i Overensstemmelse med alle de forskellige Vidnesbyrd i Skriften, som handler derom. Treenighedslæren, der, som vi har set, begyndte at komme frem i det andet Aarhundrede og naaede en stor Udbredelse i det fjerde Aarhundrede, er Skyld i meget af det Mørke, der dækker Sandheden angaaende denne Sag for mange Kristne, til stor Skade for dem, idet den religiøse Overbevisning derved forvirres og fordunkles.

Skriftens Lære, at Faderen og Sønnen er fuldstændig ett i Hensigt og Gerning, saaledes som vi netop har set, er fuldt ud logisk, og ligesaa logisk er Skriftens [170] Lære angaaende den hellige Aand — at den ikke er en Gud, men den Aand, Indflydelse eller Kraft, der udøves af den eneste Gud, vor Fader, og hans enbaarne Søn, og derfor er i absolut Enhed med begge disse, som ogsaa indbyrdes er ett eller i fuld Overensstemmelse med hinanden. Men hvor forskellig er ikke denne Enhed mellem Faderen og Sønnen og den hellige Aand fra den, som Treenighedslærens Tilhængere fremholder paa følgende Maade: Der er tre Personer i den eneste Gud: Faderen, Sønnen og den hellige Aand. »Disse tre er én Gud, de samme i Væsen, lige i Magt og Herlighed«. Denne Anskuelse passede godt for den mørke Middelalder, som den bidrog til at frembringe. Denne Teori, der er ligesaa ubibelsk som ufornuftig, fandt en gunstig Modtagelse i den Tidsperiode, da Mysterierne var Genstand for Dyrkelse i Stedet for at blive udredet. Hvorledes kunde tre være én i Person, i Væsen? Og hvis de kun var ett Væsen, hvorledes kunde de da være »lige«? Maa ikke ethvert fornuftigt Menneske kunne forstaa, at hvis Gud er én i Person, kan han ikke være tre, og at hvis der var tre Personer, var der blot én Maade, hvorpaa de kunde være ett, nemlig i Hensigt, i Sind, i Vilje, i Samvirken? Ja, hvis det ikke var saaledes, at denne meningsløse Treenighedslære var hamret ind i os fra vor tidligste Barndom, og at den for ramme Alvor blev lært i de teologiske Skoler af graahaarede Professorer, der sikkert er kloge i mange andre Henseender, vilde ingen skænke den et Minuts alvorlig Overvejelse.

Den, der omhyggelig har studeret de foregaaende Kapitler, vil have fundet rigelige Vidnesbyrd i Skriften for, at der kun er én almægtig Gud, Jehova, og at han har højt ophøjet sin førstefødte, sin enbaarne Søn, til sin egen Natur og til at dele Universets Trone med sig; og at den herliggjorte Menighed, Bruden, Lammets Hustru og Medarving, ogsaa kaldt hans Brødre, vil komme til at staa nærmest efter disse to i Rang. De [171] skal være delagtige med ham i hans Herlighed, ligesom de nu i Tiden maa være delagtige med ham i hans Lidelser. Vi har ogsaa set, at alt i Skriften stemmer overens med Hensyn til ovenstaaende Vidnesbyrd, og at der ikke findes noget Skriftsted, som direkte eller indirekte, virkelig eller tilsyneladende staar i Modstrid hermed. Det Spørgsmaal opstaar da: Hvem, hvor og hvad er den hellige Aand?

Lad os med Hensyn til Løsningen af dette Spørgsmaal følge den samme Fremgangsmaade som ved de øvrige. Lad os gaa til Guds Lov og Vidnesbyrd for at hente vor Undervisning. Vi vil ikke gaa til Mennesker; vi vil hverken antage andre Menneskers eller vore egne Tvivl og Spekulationer. Lad os huske, at Apostelen erklærer, at Guds Ord er givet os i den Hensigt, »at det Guds Menneske kan være fuldkomment, dueligt til al god Gerning« (2 Tim. 3, 17). Lad os støtte os paa Herren alene og søge at forstaa Betydningen af, hvad han erklærer med Hensyn til den hellige Aand, saaledes at vi faar ethvert Skriftsted bragt i Harmoni med de øvrige, og lad os være overbevist om, at kun Sandheden vil staa for en saa grundig Undersøgelse. Naar vi gør dette omhyggeligt og under Bøn, vil vore Bestræbelser blive belønnet ; Kundskabens Dør skal blive aabnet for den, der banker, Sandheden om den hellige Aand skal blive aabenbaret for den, der søger. — Es.  8,  20 ; Matt. 7,  7. 8.

Den hellige Aand betegnes paa forskellige Maader i Skriften, og for ret at kunne forstaa vort Emne maa vi sammenligne de forskellige Betegnelser, for at de kan kaste Lys over hverandre. Vi ser da, at den hellige Aand kaldes — »Guds Aand«, »Kristi Aand«, »Helligheds Aand«, »Sandhedens Aand«, »Sindigheds [eng. Overs.: »Et sundt Sinds] Aand«, »Faderens Aand«, »Løftets hellige Aand«, »Sagtmodigheds Aand«, »Forstands Aand«, »Visdoms Aand«, »Herligheds Aand«, »Raads Aand«, »Naades Aand«, »Barnekaarets Aand«, »Profetiens Aand«.

Disse [172] forskellige Betegnelser, der gentages mange Gange og bruges afvekslende, forvisser os om, at de alle gælder den samme hellige Aand, ja ofte tilføjes endog Ordet hellig, som f. Eks.: »Guds hellige Aand«, Løftets hellige Aand« o. s. v. Vi maa søge at komme til en saadan Forstaaelse af vort Emne, at vi ikke forkaster nogen af disse Benævnelser, men bringer dem alle i Overensstemmelse med hverandre. Det er umuligt at faa disse forskellige Betegnelser til at stemme med den sædvanlige Tanke om en tredje Gud, men enhver af dem bliver klar og forstaaelig, naar vi indser, at de beskriver én Guds, vor Faders, Aand, Sindelag og Kraft, og ogsaa vor Herre Jesu Kristi Aand, Sindelag og Kraft, fordi han er ett med Faderen, og tillige i en viss Udstrækning alle deres Aand eller Sindelag, hvilke i Sandhed hører Herren til, Engle saavel som Mennesker, i samme Forhold som de er kommet til Enhed eller Harmoni med ham.

Det kan maaske være til Hjælp for nogle at lægge Mærke til, at der i Skriften omtales en anden Aand, som betegnes ved modsatte Udtryk, nemlig »Modløsheds Aand«, »Trældommens Aand«, »Verdens Aand«, »Vildfarelsens Aand«, »Antikrists Aand«, »Trægheds Aand«. Ingen vil vel mene, at disse forskellige Betegnelser berettiger Tanken om, at der er to eller flere Sataner. Alle anerkender ganske naturlig og med Rette, at disse Udtryk i al Almindelighed betegner den urette Aand — den Aand, det Sindelag eller den Kraft, der hovedsagelig repræsenteres af Satan, og som iøvrigt aabenbarer sig i alle, der er i Harmoni med Synden og Satan. Ingen tror, at disse Betegnelser gælder personlige Aander. Hvorfor skulde da dette samme Ord »Aand«, naar det bruges i en god Betydning, betegne forskellige Aandevæsener eller en anden Gud? Tilsammen fremstiller disse Udtryk forskellige Træk i vor Guds, Jehovas, Karakter og Aand samt i større eller mindre Grad i alle deres Aand eller Sindelag, der har modtaget [173] hans Aand, er blevet delagtige i hans Sind og er kommet i Harmoni med den guddommelige Vilje.

Der er absolut ingen Grund til at tro, at den hellige Aand er en Guddomsperson ved Siden af Faderen og Sønnen. Læg tvertimod Mærke til, at det var Faderens Aand, der blev meddelt Jesus, saaledes som der staar skrevet: »Den Herre Jehovas Aand er over mig, fordi Jehova har salvet mig til at forkynde et godt Budskab for de sagtmodige« (Es. 61, 1; Luk. 4, 18). Samme Tanke finder vi ogsaa andre Steder, f. Eks. hvor vi læser: »Og Jehovas Aand skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, Jehovas Kundskabs og Frygts Aand« (Es. 11, 2. 3). Paa lignende Maade er der talt om den samme Aand i Kristus, »Kristi Aand«, Kristi Sindelag: »Lad dette Sind være i eder, som og var i Kristus Jesus.« — Fil. 2, 5.

I de almindelige Bibeloversættelser er det personlige Pronomen »han« benyttet om den hellige Aand; men dette udgør ikke noget Bevis for, at den hellige Aand er en Person; thi de græske Ord (heautou og ekeinos), som i dette Tilfælde er gengivet med »han«, kan med fuldstændig ligesaa stor Ret oversættes med »den«, »hin« o. s. v. og er saaledes oversat paa mange andre Steder. Som Eksempel anfører vi: »Det skal gaa Sodoma taaleligere paa hin Dag end den By« (Luk. 10, 12). I den engelske Diaglott-Oversættelse er »den« brugt i Stedet for »han«, naar det gælder den hellige Aand, f. Eks.: »Sandhedens Aand, hvilken Verden ikke kan modtage, fordi den ikke ser den og heller ikke kender den; men I kender den, fordi den virker hos eder og skal være i eder.« — Joh. 14, 17.

Betydningen af Ordet »Aand«.

Det Spørgsmaal opstaar da: Hvilken Betydning ligger der i Udtrykket »den hellige Aand«, saaledes som det bruges i Skriften? Hvilke Egenskaber i Guds Karakter eller Magt fremstilles ved Ordet »Aand« ? Vi [174] faar lettest Svar herpaa ved først at undersøge den nøjagtige Betydning af Ordet »Aand« og dernæst ved at undersøge alle de forskellige Maader, det bruges paa i hele Skriften.

1) Ordet »Aand« i det gamle Testamente er en Over­sættelse af det hebraiske Ord ruach. Grundbetydningen af dette Ord er Vind. Ordet »Aand« i det nye Testamente er en Gengivelse af det græske Ord pneuma, hvis Grundbetydning ligeledes er Vind. Men nu maa ingen mene, at vi vil forsøge at bevise, at den hellige Aand er en hellig Vind. Nej, det er langt fra vor Hensigt; men vi ønsker at give en saadan Fremstilling af dette dunkle Emne, at den kan blive til Hjælp baade for lærde og ulærde. Derfor begynder vi med Rodbetydningen af disse Ord, for at vi kan faa Visshed om, hvorledes og hvorfor de blev brugt i denne Forbindelse.

Da Vinden er baade usynlig og mægtig, antog Ordene ruach og pneuma efterhaanden meget mere omfattende Betydninger og kom til at betegne enhver usynlig Magt eller Indflydelse, god saavel som ond. Og da Guds Magt udøves ved forskellige Midler og Redskaber, som det menneskelige Øje ikke kan se, blev Ordet »Aand« mere og mere anvendt om alle Herrens Handlinger. Naturligvis blev det ogsaa almindelig brugt som Betegnelse for usynlige menneskelige Indflydelser; f. Eks. Livsaanden, den Kraft, ved hvilken Mennesket lever, og som er usynlig, kaldes derfor Livets »Aand« eller »Aande«. Ogsaa den usynlige Sindets Magt blev betegnet ved dette Ord og kaldes »Sindets Aand«. Livet selv er en usynlig Kraft og kaldtes derfor ofte »Aand« af de gamle. Nogle faa Belysninger af disse forskellige Anvendelser af det hebraiske Ord ruach og det græske Ord pneuma vil maaske være gavnlige.

Ruach i det gamle Testamente oversættes med »Vind« 64 Gange, »Pust« 4 Gange, »Aand«, »Aande« eller »Aanden« 24 Gange, »Sind« 2 Gange, »Livsaande« 2 Gange, »Livsaandes Pust« 1 Gang, »Aandepust« 1 Gang, »Storm« 8 Gange,» [175] Lugt«, »lugte« eller »Vellugt« 5 Gange, »Røg« 1 Gang, »Stormvejr« 2 Gange, »Stormvind« 3 Gange, »Vejr« 14 Gange.

Pneuma i det nye Testamente er (foruden med »Aand«) oversat med »Livsaande«, »aandelig« og »Vind« paa følgende Steder:

»Og det fik Magt til at give Dyrets Billede Livsaande.« — Aab. 13, 15.

»Saaledes ogsaa med eder: naar I stræber efter de aandelige Gaver«. — 1 Kor. 14, 12.

» Vinden blæser did den vil, og du hører, den suser.« — Joh. 3, 8.

Lad os ikke glemme, at alle disse forskellige Oversættelser er foretaget af Tilhængere af Treenighedslæren. Vi har ikke noget imod disse Oversættelser; de er ganske berettiget. Vi henleder blot Opmærksomheden paa dem som Bevis for, at Ordene ruach og pneuma, naar de gengives med »Aand«, ikke betegner en Personlighed, men en usynlig Kraft eller Indflydelse.

»Gud er en Aand.«

2) Gud er en Aand, d. v. s., han er et mægtigt, men usynligt Væsen, ligesom ogsaa Englene kaldes Aander, fordi ogsaa de er usynlige for Menneskene, undtagen naar de aabenbares ved overnaturlig Kraft. Medens vor Herre Jesus var et Menneske, blev han ikke betegnet som et Aandevæsen; men efter hans Ophøjelse skrives der om ham: »Herren er Aanden« — han er et mægtigt og usynligt Væsen. Der er lovet Menigheden nu i Evangeliets Tidsalder en Naturforandring til Lighed med dens Herre, som der er skrevet: »Vi skal blive ham lig; thi vi skal se ham, som han er.« Menigheden omtales som aandelig, for saavidt som den er i Harmoni med Herren, og der erklæres om den, at den er avlet paany ved Aanden til en ny Natur, en aandelig Natur, og at de, der er avlet af Aanden, i Opstandelsen vil blive født af Aanden. Man vil se, at denne Brug [176] af Ordet Aand staar i Forbindelse med Personligheder — Aandevæsener. — 2 Kor. 3, 17; 1 Joh. 3, 2 ; Joh. 3, 6.

3) Ordet Aand er ogsaa brugt i Betydningen »avlende Kraft« eller Frugtbarhed, saaledes som i 1 Mos. 1, 2: »Og Guds Aand rugede over Vandene« (forbedret Overs.), d. v. s. Guds Kraft eller Energi befrugtede Vandene, gjorde dem frugtbare. En lignende Tanke ligger der i følgende Skriftsted: »Hellige Guds Mænd talte drevet af den hellige Aand.« Guds hellige Indflydelse eller Kraft befrugtede deres Sind og fik dem til at frembringe saadanne Tanker, som Gud ønskede at faa udtrykt (2 Pet. 1, 21). De dygtige Haandværkere, som Moses udvalgte til at lave Smykkerne til Tabernaklet, blev paa lignende Maade bragt under Indflydelse af den guddommelige Kraft, der dygtiggjorde deres naturlige Evner uden dog at paavirke dem i moralsk Henseende, ligesom Vandene i det store Dyb ikke blev paavirket i moralsk Henseende. Der staar skrevet saaledes:

»Herren har kaldt Bezalel ... og har fyldt ham med Guds Aand, med Visdom, med Forstand og med Kundskab og med Færdighed i allehaande Arbejde og til at udtænke Kunstværker, til at arbejde i Guld og i Sølv og i Kobber og til at forarbejde Stene til Indfatning og forarbejde Træ, til at udføre allehaande Kunstværker. Og Forstand til at undervise har han givet ham i Hjertet, ham og Oholiab; . . . han har fyldt dem med Forstand til at forfærdige allehaande Udskæringsarbejde og Kunstvæverarbejde og udsyet Arbejde.« — 2 Mos. 35, 30-35 ; 28, 3; 31, 3. 4.

Ligeledes berettes der, at Gud Jehova lagde sin Aand paa Moses og Israels Ældste med særlig Magt til at dømme i Israels Anliggender, til at holde Orden o. s. v. (4 Mos. 11, 17-26). Paa samme Maade var Guds Aand med Israels Konger, saa længe de var trofaste imod ham. Læg f. Eks. Mærke til, hvorledes det gik Saul (1 Sam. 11, 6). Denne Visdoms eller Doms Aand, som [177] Saul havde faaet for at styre Israel, veg fra ham og overgik til David, hvis Klogskab derefter særlig omtales (1 Sam. 16, 13. 14). Fra den Tid af havde Saul, i Stedet for den Visdoms, Mods og Tillids Aand, han tidligere havde haft som Herrens Tjener, en ond Aand — en Bedrøvelsens, en Nedslagenhedens, en Mistillidens Aand, fordi han forstod, at han ikke længere var anerkendt som Herrens Repræsentant paa Tronen, og denne Nedslagenhedens Aand, som dvælede ved Ulykker, siges at have været fra Herren — hvilket sandsynligvis betyder, at den kom som et Resultat af, at Herren ikke længere anerkendte Saul, men tog den Magt tilbage, der var givet ham, for at han skulde kunne ordne Israels Anliggender.

»Den hellige Aand var endnu ikke givet.«

Uagtet Bibelen taler om mange Aabenbarelser af Guds Aand før vor Herre Jesu første Komme, var disse dog ikke lig de Aabenbarelser og Virkninger af denne Aand, som fandt Sted i vor Herre Jesus fra den Tid, da han blev døbt, til han blev korsfæstet, og i Kristi Menighed fra Pinsedagen til nu — til selve Afslutningen af Evangelietidsalderen, da Menighedens Løb skal fuldendes i den første Opstandelse. I Harmoni med dette læser vi: »Aanden var endnu ikke kommet [undtagen til vor Herre Jesus], fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.« — Job. 7, 39.

Guds Aands Værk i Evangeliets Tidsalder er vidt forskellig fra dens Værk i tidligere Tider. Denne Forskel udtrykkes i Ordene »Barnekaarets Aand«, »Hellighedens Aand«, »Sandhedens Aand« og lignende Benævnelser. Som vi allerede har set, blev intet Menneske efter Adams Fald antaget af Gud som Søn før Kristi første Komme. Den højeste Titel, som før den Tid blev givet til nogen, blev givet Abraham, hvem Gud kaldte sin »Ven«. Men da Logos »blev Kød«, fremstillede han sig for sit Folk, Israel; og saa mange, som modtog [178] ham (dengang og siden), gav han Magt (Privilegium og Lejlighed) til at blive Guds Sønner, og disse blev avlet af Gud, avlet af Aanden, for at de maatte kunne blive Aandevæsener, saaledes som vi læser: »Det, som er født af Aanden, er Aand.« — Joh. 1, 12. 13; 3, 3-8.

Den hellige Aand er i denne Betydning af Ordet kun lovet Sønnernes Hus, og Sønnernes Hus var ukendt, indtil Guds elskede Søn blev aabenbaret i Kød og genløste Verden og gav dem, der modtager ham, Lejlighed til at blive Sønner (Gal. 4, 5; Ef. 1, 5). Som Apostelen viser, var denne Sønneudkaarelse oprindelig forbeholdt Israel; men da der ikke var et tilstrækkeligt Antal i Israel, der var rede til at udfylde det forudbestemte Antal af dem, som skulde udkaares, »saa Gud til Hedningerne for af dem at udtage et Folk for sit Navn« til at blive Guds Sønner og Medarvinger med Kristus, efter at Israels Levning var blevet antaget. Dette var forud kendt og forud fortalt af Profeterne. — Rom. 9, 4. 29-33; Ap. G. 15, 14.

Men hvori adskiller denne Aabenbarelse af Guds Magt, Indflydelse eller Aand i Evangelietidsalderen sig fra Aabenbarelsen af den i tidligere Tider? Apostelen Peter besvarer dette Spørgsmaal, idet han forsikrer, at skønt Trosheltene fra den gamle Tid blev højt hædret af Gud og drevet af hans hellige Aand, forstod de dog ikke selv meget af det, de talte og skrev. Gud brugte dem som sine Tjenere til at nedskrive Sandheder, som ikke skulde forstaaes af dem, men som i sin Tid skulde aabenbares for os, Sønnernes Hus, ved den samme hellige Aands eller guddommelige Krafts Virken paa dem, der er avlet at hans Aand. I Fortiden var Aandens Virkning hovedsagelig mekanisk; for os er dens Virkning hovedsagelig forklarende og deltagende, idet den forklarer Guds Plan gennem Apostlerne og de Lærere, der særlig er sat i Menigheden fra Tid til anden i den Hensigt at sætte Sønnerne i Stand til at forstaa med alle de hellige Længden og Bredden, Højden og Dybden [179] af  Guds Visdom og Godhed, der fremstilles i Guds Plan og Aabenbaring af den. Ja, det fremgaar tydelig af Apostelens Sprog, at selv Englene (der undertiden blev brugt af Herren som hans Kanaler til at meddele noget til Profeterne, den hellige Aands Talerør) ikke fik Lov til at forstaa Betydningen at sine Meddelelser lige saa lidt som Profeterne, der nedskrev Aabenbaringerne til Gavn for os. Læg Mærke til Apostelens Ord:

»Om denne Frelse var det, Profeterne granskede og ransagede, de, som spaaede om den Naade, som I skulde faa, idet de ransagede, hvilken [Tid] eller hvordan en Tid [bogstavelig eller symbolsk] Kristi Aand, som var i dem, viste frem til [eng. Overs.: betegnede], naar han forud vidnede om Kristi Lidelser og om Herligheden derefter; thi det blev dem aabenbaret, at de ikke tjente sig selv, men os med dette, som nu er blevet kundgjort ved dem, der har forkyndt eder Evangeliet ved den hellige Aand, som blev sendt fra Himmelen — dette som Englene attraar at skue ind i.« — 1 Pet. 1, 10-12; 2  Pet. 1,  21.

Gaver af den samme Aand, den samme Herre, den samme Gud.

»Der er Forskel paa Naadegaver, men Aanden er den samme; og der er Forskel paa Tjenester, men Herren er den samme; og der er Forskel paa kraftige Virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Men Aandens Aabenbarelse gives enhver [i Menigheden] til det, som er gavnligt. Thi én gives Visdoms Tale ved Aanden, en anden Kundskabs Tale ved den samme Aand, en anden Tro ved den samme Aand, en anden Naade­gaver til at helbrede ved den samme Aand, en anden Kraft til at gøre Undergerninger, en anden profetisk Gave, en anden Evne til at prøve Aander, en anden forskellige Slags Tunger, en anden Tydning af Tunger. Alt dette virker den ene og samme Aand, idet han uddeler til hver især, eftersom han vil.« — 1 Kor. 12, 4-11.

Her [180] opregnes nogle af de Gaver, der gives Menigheden gennem den hellige Aand. Men vi maa skarpt skelne mellem den hellige Aand selv og disse Gaver eller Aabenbarelser, der blev givet den første Menighed. Ligesom de ikke maatte tro, at det var forskellige Aander, der virkede i de forskellige Lemmer af Menigheden, fordi Gaverne var forskellige, saaledes maatte de heller ikke tænke sig, at det var en anden Herre eller Mester, der gav disse Gaver; men de skulde alle tilskrives den ene hellige Indflydelse, som udgaar fra den eneste Herre, Repræsentanten for den eneste Gud over alle, Jehova. Forskellighederne skulde opfattes som »Forskel paa Tjenester« eller paa Virkemaade. Desuden har Guds Aand, den hellige Aand, forandret sin Virkemaade i Menigheden, hvilket fremgaar deraf, at medens »Gaver« af den Art, som her staar omtalt, var almindelige i den første Menighed, forsvandt disse senere hen, saaledes som Apostelen havde forudsagt: de profetiske Gaver skulde faa Ende, Tungetalen ophøre og den særlige Inspiration af Kundskab forsvinde. — 1 Kor. 13, 8.

Alle disse »Gaver« var øjensynlig nødvendige i Menighedens første Tid, ved Begyndelsen af den nye Tidsalder, men blev unødvendige, efter at Menigheden var blevet grundfæstet og de inspirerede Skrifter var blevet fuldstændiggjort. Disse Skrifter er, siger Apostelen, tilstrækkelige til, »at det Guds Menneske kan være fuldkomment, dueligt til al god Gerning«. — 2 Tim. 3, 17.

Disse Gaver er rigtignok ikke alle forsvundet; men dette at nogle af dem er ophørt, viser ikke, at Herren har mindre Magt nutildags, end han havde for atten Aarhundreder siden, heller ikke, at Guds Børn nu er mindre værdige eller mindre begunstiget af Herren. Tvertimod viser dette, at der er »Forskel paa Tjenester«. Og det indbefatter endvidere, at Guds Børn ikke længere har Brug for de mere primitive Undervisningsmetoder og Beviser for, at de er antaget af Herren. I Stedet for at faa saadanne Gaver tildelt paa en overnaturlig Maade  [181] synes ethvert indviet Guds Barn nu at være under Guds Aands eller Magts Paavirkning, dels i Forhold til de enkeltes naturlige Egenskaber og dels i Forhold til deres Iver i hans Tjeneste. Og derfor finder vi, at Apostelen i denne Forbindelse og ogsaa i senere Breve opfordrer Menigheden til at søge at udvikle aandelige Gaver, Kræfter og Færdigheder ved og for at tjene Gud, hans Børn og hans Sandhed.

Disse personlig udviklede Gaver skal agtes højere end dem, der blev overnaturlig tildelt, og derfor siger Apostelen: »Jeg vil vise eder en endnu bedre Vej.« »Jag efter Kærligheden! Stræb efter [at udvikle] de aandelige Gaver, men mest efter at tale profetisk [at udlægge offentlig]« (1 Kor. 12, 31; 14, 1). Apostelen viser, at Tungetalen kun skulde være et »Tegn«, for at de vantros Opmærksomhed kunde blive henvendt paa Menigheden og dens Forehavender (1 Kor. 14, 22). Denne Gave, som var højt anset af nogle af Korintierne, erklærede Apostelen for at være en af de mindst aandelige, fordi den var mindre egnet til at udvikle den aandelige Menighed, men hovedsagelig gavnlig i Forbindelse med den uomvendte Verden. Denne Gave og andre af lignende Art forsvandt hurtig fra Menigheden, efter at denne havde faaet Fodfæste og havde faaet henledet­Verdens Opmærksomhed paa sig.

»Aandens Frugter« derimod skal dyrkes og udvikles mere og mere, for at der kan frembringes fuldkommen Kærlighed til Gud og til Brødrene og Medfølelse med Verden. Disse Aandens Frugter betegnes af Apostelen som Kærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, Sagtmodighed, Afholdenhed (Gal. 5, 22). Man vil lægge Mærke til, at Ordet »Frugt« indeholder en dobbelt Tanke, at den paa den ene Side er en Gave, der dog udvikles og modnes gradvis, men paa den anden Side ogsaa er et Resultat af Arbejde. Saaledes ogsaa med Aandens Gaver: »Al god Gave og al fuldkommen Gave kommer ovenfra, fra Lysenes Fader« (Jak. 1, 17). [182] Saadanne Frugter er ikke overnaturlige Gaver, men gradvise og indirekte Gaver, der frembringes ved vor Faders Forjættelser og ved Herrens Undervisning gennem Apostlerne og Profeterne. De frembringes i os i samme Forhold, som vi kommer i Harmoni med og i Tanke, Ord og Handling underordner os vor Faders Aand, ved hvilken vi er avlet, og ved hvilken vi, om vi har været lydige, mere og mere har udviklet Hellighedens Frugter eller den hellige Aands eller Karakters Frugter i os i Lighed med Guds kære Søn, vor Herre og Frelser Ved Sandhedens hellige Aands Virkning bliver de trofaste saaledes beredt til at blive »født af Aanden« ved den første Opstandelse, til at blive Aandevæsener, ligesom de blev avlet af Aanden, da de indviede sig. Naar Medlemmerne af Menigheden saaledes er blevet fuldkommet som Aandevæsener, skal de blive Guds Arvinger, Medarvinger med Jesus Kristus, vor Herre, i fuldkommen Enhed og Samfund med Faderen og Sønnen, fuldkomne i ham, der som Faderens Stedfortræder i Riget er Hoved for alle Fyrstendømmer og Magter. Da skal de og være fyldt med Faderens og Sønnens Aand — den hellige Aand.

Vi har af de foregaaende almindelige Betragtninger over Emnet set, at den samme Aand eller Magt, den himmelske Faders, Jehovas, Aand eller Magt, der virkede ved Verdens Skabelse, og som virkede paa én Maade paa Guds Tjenere i Fortiden, nu i Evangelie­tidsalderen virker paa en anden Maade for at udvikle Menigheden, for at bringe Menigheden til Harmoni med Gud og tilpasse den og forberede den til at være »Kristi Legeme«, til at blive delagtig med ham i Riget. Og det vil blive denne samme hellige Aand eller Indflydelse, der atter paa en anden Maade vil virke i Tusindaarsrigets Tidsalder gennem Kristus og den herliggjorte Menighed for at bringe Verden til Harmoni og Enhed med Retfærdighedens Principer og med Kongernes Konge og Herrernes Herre. Der er intet i [183] Forbindelse med denne Gerning, der paa nogen Maade eller i nogen Grad gør endnu en Gud nødvendig. Tvertimod, den Kendsgerning, a det er den eneste Gud, der virker under forskellige Omstændigheder og Forhold og ved forskellige Midler for at udføre sin eneste Plan, giver os end mere Forsikring om, at alle hans gode Hensigter skal blive fuldført. Han erklærer selv: »Det Ord, som gaar ud af min Mund, det skal ikke vende tomt tilbage til mig, men det skal lykkelig udføre, hvad jeg sender det til.« — Es. 55, 11.

Guds Vilje, Indflydelse, Kraft, Aand.

Af det foregaaende ser vi, at Udtrykkene »Guds Aand« eller »den hellige Aand« betyder det samme som Guds Vilje, Indfl ydelse eller Kraft, lige meget hvor og i hvilken Hensigt den udøves, naar det blot er i Harmoni med Guds Vilje, hvilket, da denne Vilje er en hellig Vilje, indbefatter, at den hellige Aands Fremgangsmaader og Handlinger ogsaa maa være hellige. Gud bruger sin Aand eller Energi paa mange Maader og benytter forskellige Redskaber for at opnaa de forskellige Resultater. Alt, hvad der udføres af Herren enten ved Hjælp af mekaniske eller forstaaende Redskaber, er lige saa sikkert hans eget Værk, som om han udførte det direkte, da jo alle disse Redskaber er hans Skabninger. Saadan er det ogsaa blandt Menneskene. Selv om Bygmesteren ikke personlig udfører enhver Del at Bygningen, er Arbejdet som et Hele dog hans Værk, om han end ikke har rørt en Haand derved; thi han udfører det med sine Materialer og ved Hjælp af sine Repræsentanter og Haandlangere.

Naar vi f. Eks. læser: »Gud Herren gjorde Jord og Himmel« (1 Mos. 2, 4), maa vi ikke mene, at han personlig behandlede Stofferne. Han benyttede sig af forskellige Redskaber. »Han talte og det skete [han gav sine Ordrer, og de blev hurtig udført], han bød, og det stod der« (Ps. 33, 6. 9). Skabelsesværket stod ikke fuldt [184] færdigt paa et Øjeblik. Vi læser jo, at der medgik en viss Tid dertil, nemlig seks Dage eller Tidsperioder. Skønt, der bestemt siges, at »alle Ting er af Faderen« — ved hans Energi, hans Vilje, hans Aand, blev dog denne Energi, som vi tidligere har set, udøvet af hans Søn, Logos.

Guds hellige Aands sindsomdannende Kraft er, saaledes som den virker i den nærværende Husholdning for at bringe Guds Folk til fuld Enhed med ham, en mere dybtgaaende og derfor mindre letforstaaelig Virken end den Udøvelse af Guds Kraft, som omtales i 1 Mos. 1, 2. I Skabelsen virkede Guds Kraft paa Materie; nu derimod virker den paa Menneskers Sind og frie Vilje.

I Skriftens Lys kan vi forstaa, at den hellige Aand betyder:

a) Guds Kraft, lige meget paa hvilken Maade den udøves, blot altid i Overensstemmelse med Retfærdighed og Kærlighed. Derfor er den altid en hellig Kraft.

b) Denne Kraft kan være en Livsenergi, en fysisk skabende Kraft eller en Tankens Magt, der skaber og inspirerer Tanker og Ord, eller ogsaa en levende­gørende, en livgivende Kraft, saaledes som den blev aabenbaret ved Jesu Opstandelse og atter vil blive aabenbaret ved Menighedens, hans Legemes, Opstandelse.

c) Den avlende eller sindsomdannende Kraft eller Indflydelse, som følger af Kundskab om Sandheden. Set fra dette Synspunkt kaldes den »Sandhedens Aand«. Guds Veje stemmer altid overens med Sandheden og Retfærdigheden. Derfor er Guds Ord, som aabenbarer hans Vej og Hensigter, kaldt Sandhed: »Dit Ord er Sandhed.« Ligeledes er det rigtigt at sige, at alle, der kommer under Indflydelse af Guds Sandhed og Retfærdighed, staar under Indflydelse af Sandhedens Aand. De beskrives med Rette som avlet af Sandheden til et nyt Levnet.

Faderen drager Syndere til Kristus ved at oplyse [185] deres Forstand, overbevise dem om deres Synd og vække i dem Trang til en Genløser. De, som modtager Kristus som sin Frelser og Midler og som gennem ham indvier sig helt til Gud, siges at være avlet af Gud, »avlet af Sandheds Ord«, avlet ved Guds Aand til et nyt Levnet. Det vil sige, at naar de er kommet i Harmoni med Guds Betingelser og Bestemmelser, betragter Gud deres Indvielse som fuldkommen, og idet han dækker over Kødets Skrøbeligheder med Kristi Retfærdigheds Kaabe — retfærdiggør dem ved Tro — antager han dem som »nye Skabninger i Kristus Jesus«, dem som ønsker at blive vejledet ved hans Aand til hele Sandheden og til fuld Lydighed, til Selvopofrelse lige til Døden. Der siges om saadanne, at de har modtaget »Sønneudkaarelsens Aand«, fordi de fra da af ved Kristus kommer i et særligt Pagtforhold til Gud som Sønner. Og Faderen garanterer dem gennem deres Frelses Høvding, at hvis de bliver i Sandhedens Aand, vil han lade alt, hvad de kan møde i Livet, tjene til gode for dem, for at Retfærdighedens Sandhedens, Glædens og Fredens Aand mere og mere maa udvikles i dem. De vil faa mere og mere af den hellige Aand, efterhaanden som de gaar fremad i Lydighed imod Sandhedens Aand. Derfor er der givet saadanne Formaninger som: »Bliv fyldt af Aanden«, »vandrer i Aanden«. Denne hellige Aand, der virker i den troende fra det Øjeblik af, da han indvier sig helt til Herren, er Faderens Aand, den samme hellige Aand, der virkede i vor Herre Jesus Kristus. Derfor kaldes den ogsaa »Kristi Aand«, og »hvis nogen ikke har Kristi Aand, da hører han ham ikke til«. — Rom. 8, 9.

Aanden »efter Maal« og »uden Maal«.

Vor Herre Jesus blev ved sin Daab, da han indviede sig, avlet af den hellige Aand, og paa samme Maade bliver Lemmerne paa hans Legeme, Menigheden, »avlet« ved »Daaben til hans Død« i det Øjeblik, da de fuldt ud indvier sig. Men der er her en Forskel, som vi altid maa [186] huske paa. Vor Herre Jesus, Hovedet for Menigheden, modtog den hellige Aand uden Maal, uden Begrænsning; thi Gud giver ikke Aanden efter Maal til ham« (Joh. 3, 34; eng. Overs.). Hans Efterfølgere derimod kan kun modtage et begrænset Maal af Aanden. Et Maal af Aanden gives til enhver i Menigheden (1 Kor. 12,17; Rom. 12, 3). Grunden til denne Forskel er den, at Jesus var et fuldkomment Menneske, medens vi, hans Efterfølgere, endskønt vi paa Grund af vor Tro regnes som fuldkomne og retfærdige, dog i Virkeligheden er meget ufuldkomne. Det fuldkomne Menneske kunde som Guds Billede være i den fuldeste Harmoni med Gud og hans Helligheds Aand i enhver Henseende. Men i samme Forhold som vi er blevet fornedret gennem Faldet, er vor Harmoni med Gud og med hans Helligheds Aand blevet ødelagt, skønt det er vort Privilegium og vor Pligt at søge saa grundig som mulig at kende og gøre Herrens Vilje og ikke at ville noget, der er i Modstrid med den. Dog er intet Medlem af den faldne Slægt i Stand til at være i absolut Harmoni med Gud i enhver Henseende. Derfor finder vi, at de, der tror og har indviet sig og modtaget Sønneudkaarelsens hellige Aand, besidder denne i forskelligt Maal, der afhænger af, hvor langt de har fjernet sig fra Guds Billede, og hvor megen Naade og Tro de har opnaaet, efter at de er kommet ind i Kristi Legeme. Jo grundigere vi indser vor egen Ufuldkommenhed, jo fuldstændigere vi indvier os til Herren, og jo mere indgaaende vi i hans Ord søger at udforske hans Vilje for i vort daglige Liv at kunne rette os efter den, desto større Maal af sin hellige Aand vil Herren give os, og desto hurtigere vil vi opnaa en grundig Forstaaelse af Guds Plan og en fuldere Overensstemmelse med alle dens Enkeltheder.

I samme Udstrækning, som de indviede troende overgiver sig til Herren og tilsidesætter sin egen Vilje, medens de søger at vandre paa hans Vej, »ledes de af Aanden«, »oplæres af Aanden« og kan tjene Herren» i Ligeledes [190] lærer Ordet, at Satan er et Aandevæsen og har en vanhellig Aand eller Karakter, at han udøver en vanhellig Indflydelse gennem forskellige Midler og Redskaber. De faldne Engle, der ogsaa er Aandevæsener, faldt ved, at de mistede den Aand af Hellighed og Hengivenhed overfor Gud og hans retfærdige Maalestok, som de oprindelig havde. De har nu en vanhellig Aand eller Karakter og udøver en ond Indflydelse, naar og hvor som helst de har Lejlighed dertil.*) Menneskeslægten, hvis Fald skyldes Adam, er blevet Syndens Tjenere. Nogle synder frivillig, fordi Synden behager dem, andre ufrivillig, fordi de er forblindet og bedraget af Modstanderen og behersket af Vildfarelsens Aand, skønt de »famler efter Gud«.

*) »Spiritismen i Bibelens Lys.«  Pris 40 Øre.

Menneskeheden — Menneskenes Sind eller »Hjerter« — er den Slagmark, hvorpaa Lysets, Kærlighedens, Retfærdighedens og Sandhedens hellige Aand, Jehovas og hans Søns Aand, kæmper med Satans, Syndens, Mørkets, Løgnens, Hadets, Misundelsens og al Ondskabens onde Aand. Hele Slægten, der blev solgt under Synden ved vor første Fader, Adam, blev »Syndens Tjenere«, blev »lagt under Forgængeighed« ved nedarvet Skrøbelighed (Rom. 5, 12. 21; 6. 16-23; 7, 14; 8, 20.21). I denne fangne Tilstand er Menneskene blevet forblindet af den nærværende onde Verdens (Tilstands) Gud (Hersker, Satan), der fremstiller ondt som godt for dem og Mørke som Lys (2 Kor. 4. 4; Ef. 6, 12; Es. 5, 20). Idet han saaledes har forvendt det store Flertal og gjort det let for dem at gøre ondt, men vanskeligt at gøre godt, og ved at knytte alle Fordelene i den nærværende Tid til det onde og gøre det umuligt at sikre sig disse uden at rette sig efter hans vanhellige Aand, der er »Verdens Aand«, har han skaffet sig Magt over de fleste; over Masserne først og fremst ved Uvidenhed og [191] over de mere intelligente ved Stolthed, Selviskhed o. s. v.

Denne Kamp begyndte ikke før ved Herrens første Komme; thi Sandhedens Aand kom først over vor Herre Jesus og derefter, paa Pinsedagen, over hans Menighed.*) Verden var i Mørke, da vor Herre Jesus viste sig for den, fyldt med Guds Aand, den guddommelige Sandheds Lys, der gjorde ham til »Verdens Lys«. Da begyndte Kampen straks. Det sande Lys, den hellige Aand, har siden Pinsedagen været repræsenteret, ikke ved de nominelle Kirker, men ved de sande Lemmer paa Kristi Legeme, der er i Besiddelse af sit Hoveds Aand. Kampen kunde ikke begynde før, fordi ingen af Menneskene (da de alle var Syndere) kunde være Kanaler for Guds hellige Aand, kunde være Guds Repræsentanter, Sendebud for Retfærdigheden og Sandheden, Korsets Stridsmænd. Der maatte først ske en, Forsoning for Menneskets Synd, før der kunde blive nogen Mission for den hellige Aand at udføre, før der kunde blive noget at kæmpe for. Da alle Mennesker som Retfærdighedens Fjender var dømt til Døden, til evig Tilintetgørelse, hvorfor da kæmpe for dem? Hvorfor skulde der gøres Forsøg paa at paavirke dem i Retning af Retfærdighed, naar der ikke var Haab om noget Resultat af disse Anstrengelser? Netop derfor fandt Genløsningen Sted først. Det var som et Resultat af, at Faderen modtog denne Genløsning, at den hellige Aand [192] blev givet dem, der blev optaget i hans Familie som Sønner gennem Kristus.

*) Den Kamp, som Retfærdighedens Lovbud havde medført, var begrænset til den lille Nation, Israel, og, som Gud forudsaa, gjorde Loven intet fuldkomment — der blev ikke ventet, at nogen af den faldne Slægt kunde vinde den Kamp. Den fandt i Virkeligheden kun Sted for at aabenbare Kristus Jesus — den eneste, der holdt Loven —— som Kanal for Guds Barmhjertighed; og samtidig tjente den til at opdrage et Folk og gøre »en Levning« af dem rede til at gaa over i den aandelige Husholdning og dens Kampe ved at vise dem hen til Kristus.

Mange har sikkert bemærket, at lige siden Kampen begyndte, er den tilsyneladende gaaet den hellige Aand imod, medens den onde Aand har haft Fremgang. Nutildags er nemlig Syndens Tjenere paa Grund af Befolkningens naturlige Vækst mange Gange talrigere, end de var, da Kampen begyndte, og deres Antal vokser stadig meget hurtigere end de Kristnes, selv om vi medregner hele Navnkristenheden, skønt Kampen har været ført i næsten nitten Aarhundreder.

Ja, Ondskabens og Vildfarelsens Aand i de vantro triumferede endog i den Grad over den hellige Aand i vor Herre Jesus, at han blev korsfæstet, og paa lignende Maade har den triumferet overfor alle de trofaste Lemmer paa Kristi Legeme. De er blevet misforstaaet, bagtalt og ilde behandlet paa forskellig Maade, alt efter som Tid, Sted og Forhold har været til det. Hensigten med disse den onde Aands og dens Tjeneres Angreb paa Hellighedens Aand og dens trofaste har altid været den samme, nemlig at undergrave Sandhedens Aands Indflydelse, faa det hellige til at synes vanhelligt og det rene og uselviske til at synes selvisk og urent og at sætte Mørke i Stedet for Lys. Men Vanhellighedens Tjenere forstaar ikke altid, hvad det er, de gør. De, der er fyldt med det ondes Aand, med Hadets, Ondskabens, Misundelsens og Kivagtighedens Aand, bliver saa forblindet, at de ikke ved, hvad de gør, og øjensynlig ofte tror, at de gør Gud en Tjeneste med, hvad de gør. Hvorfor har Hellighedens Aand lidt et saadant Nederlag? Vil det bestandig gaa saadan?

Vi svarer, at dette Nederlag kun har været tilsyneladende, ikke virkeligt. I Virkeligheden har Hellighedens Aand triumferet, lige siden Kampen begyndte. Den dobbelte Mission, som den havde faaet at udføre i Evangelietidsalderen, er blevet vel fuldført.

1) Den skulde være i Guds Børn i samme Grad, [193] som de har indviet sig og er nidkære for Gud og hans Retfærdighed. Ved Hjælp af det ondes Magt i Verden omkring dem skulde den prøve deres Karakter, idet de nuværende Forhold kræver, at alle, som vil leve gudelig i denne Tid, maa lide Forfølgelse, maa være villige til at finde sig i, at allehaande ondt bliver falskelig talt imod dem, og dog tage det taalmodig, ligesom deres Herre gjorde, og trods alt være trofaste imod Herren og hans Sag, lige meget hvad det koster, uden at regne sit jordiske Liv for noget. — 2 Tim. 3, 12; Matt. 5, 11; 1 Pet. 2, 23; Ap. G. 20, 24.

2) Lyset fra Hellighedens Aand i Guds Børn skulde skinne frem paa Verden, for at det kunde tiltrække alle, som ikke var fuldstændig forblindet af Modstanderens forvendte Aand. Det skulde skinne i Syndens Mørke for at dadle og vidne imod al Uretfærdighed og saaledes vække endog sovende Samvittigheder til Forstaaelse af deres Ansvar overfor Gud og af, at der engang vil komme en Regnskabets Dag. Herren sagde saaledes til sine Efterfølgere, at de efter at have modtaget den hellige Aand skulde vidne om Sandheden blandt alle Folkeslag, hvad enten de vilde høre paa dem eller ikke.

Den hellige Aand har sejrrigt udført begge disse Øjemed, for hvilke den var sendt. Den har for det første udtaget den trofaste »lille Hjord« af »Sejrvin­dere«, der har vandret paa Retfærdighedens Vej — Jesus, Høvdingen, og hans trofaste Skare at Korsets Stridsmænd, der alle har indviet sig »lige til Døden« — og som snart vil modtage Riget som Belønning, naar de sidste Medlemmer er blevet fuldt ud prøvet og gjort fuldkomne ved Lidelser for Retfærdighedens Skyld. For det andet har den hellige Aand ogsaa sejrrigt udført sit Hverv at vidne for Verden. Herren forudsagde, at Resultatet af dette Vidnesbyrd vilde blive det, at Verden blev overbevist om Synd, om Retfærdighed og om en kommende Dommens Dag, paa hvilken alle onde Gerninger i dette Liv vilde faa en retfærdig Gengældelse [194] efter det Maal af  Lys, som Overtræderen besad. — Joh. 16, 8.

Dette Vidnesbyrd har lydt vidt og bredt, og nutildags anerkender Verden som et Hele de tre Kendsgerninger, som Hellighedens Aand i Menigheden har fremsat for den, nemlig Synd, Retfærdighed og Dom. Ganske visst har Verden hverken klare eller rigtige Forestillinger om Retfærdighed eller om Synd og forstaar heller ikke Karakteren af og Hensigten med den kommende Dom, eller at den vil finde Sted paa en Tusindaarsdag. Verden forstaar heller ikke klart, at Menighedens Kald i denne Tidsalder gaar ud paa, at den skal undslippe den Dom, der skal komme over Verden, ja, at den endog skal blive dens Dommere paa Dommens Dag ved nu frivillig at opofre sine jordiske Interesser for Retfærdighedens Sag og følge i sin Genløsers Fodspor. Det er ikke nødvendigt for Verden at kende disse Enkeltheder; thi de angaar ikke den. De hører til »Guds Dybheder«, som ingen til fulde kan fatte, med mindre de af Hjertet bliver lydige mod Guds Kald til Retfærdighed og modtager Faderens Aand, idet de indvier sig og derefter som Sønner gøres bekendt med Enkelthederne i den guddommelige Plan. — 1 Kor. 2, 10. 11.

Vil det da bestandig gaa saaledes ? Nej, de nuværende Forhold vil ophøre, saa snart den »lille Hjord«, der er blevet kaldt til at være Kristi Medarvinger, er blevet fuldt udviklet og indsamlet i Løbet af denne Tidsalder. Dernæst vil Jehovas hellige Aand eller Kraft oprette Riget, og den vil derpaa virke i Overensstemmelse med Rigets Principer, idet den indfører Dom og Retfærdighed paa Jorden. Den »vil gøre Ret til Maalesnor og Retfærdighed til Lod«, og Falskhed og Bedrag af enhver Art vil afløses af en klar Kundskab om Sandheden. Og i Stedet for vedblivende at vidne for Verden om »en kommende Dom«, vil den vidne om, at denne Dom er begyndt, og at enhver Overtrædelse hurtig vil medføre en retfærdig Gengældelse. I Stedet for som nu at vidne [195] for Menigheden: »Døm intet før Tiden«, vil den da vidne, at de som Guds Redskaber er blevet særlig uddannet til at dømme Verden med en retfærdig Dom. I Stedet for at der nu forlanges af dem, der er i Harmoni med Gud og fyldt med hans Retfærdigheds og Sandheds Aand, at de skal lide for Retfærdigheds Skyld, vil de da blive kronet som Retfærdighedens Konger og Prester og faa det Hverv at regere over Jorden for at velsigne den og genoprette den til Fuldkommenhed, til Retfærdighed, og »afskære fra Livet« med en »evig Ødelæggelse« alle dem, der med fuld Vilje og Vidende forkaster de Lejligheder, som denne velsignede Dommens Dag vil frembyde, og som er skaffet til Veje af Gud ved den Genløsningsbetaling, der blev givet af vor Herre Jesus. Saaledes skal den store Jehova og hans Helligheds Aand og alle de, der er kommet i Forbindelse med den, tilsidst sejre, medens Synden, Satan og det ondes Aand skal udslukkes for stedse og der ikke mere skal være nogen Forbandelse. — Es. 28, 17; 1 Kor. 4, 5 ; 6, 2; Ap. G. 3, 23; 2 Tess. 1, 9; Aab. 22, 3.

De helliges indre og ydre aandelige Kampe.

Vi har nu set paa Kampen som en Helhed. Lad os dernæst se paa nogle af de nuværende Former for den. Medens den kan betragtes som hele Menighedens Kamp, er den dog ikke desto mindre en individuel Kamp med Synd. Da Menigheden tilsidst vil blive Sejrvinder, kan den kun bestaa af de enkelte Personer, som er blevet Sejrvindere. Og ligesom Sejren i Menigheden er Guds hellige Aands, Krafts eller Indflydelses Sejr over Uretfærdighedens Aand, er den det samme i den enkelte hellige.

Det store Flertal af Kristne (Navnkristne, indbefattende de saakaldte »Helliggørelsesfolk« o. s. v.) kender ikke meget til de virkelige aandelige Kampe og Sejre, fordi Flertallet aldrig har foretaget nogen ret Indvielse og derfor aldrig har faaet Sandhedens Aand. Nogle har [196] indviet sig til en Sekt og har derfor faaet en sekterisk Aand — en Aand af Kærlighed, Hengivenhed, Tjenst­villighed og Offervillighed  for sin Sekt. Andre har anerkendt ett eller flere moralske Principer og har indviet sig til aldrig at krænke disse moralske Bud; de faar en Moralitets-Aand, en Selvtilfredsheds og Selvretfærdigheds-Aand. Atter andre har udvalgt en eller anden Egenskab eller Dyd, som de tilbeder, og hvis Aand de modtager — f. Eks. Taalmodighed. De er da fuldt ud tilfredse med at opnaa en stor Mængde af Taal­modigheden og dens Aand. Andre indvier sig til at »arbejde« for Jesus og synes kun tilfredse, naar de er i en Hvirvel af ophidsende Arbejde. Det spiller ingen Rolle for dem, hvad Slags Arbejde det er, blot det ikke er aabenlyst at tjene Satan, og blot der er nok af det, og at de indtager en fremragende Stilling i det. Det er ikke saa meget Resultater, de søger, som Arbejde. Derfor er de godt tilfredse med at »slaa i Vejret« og haaber paa, at de tilsidst vil finde, at de i det mindste ikke har gjort synderlig stor Skade. Om de skulde tage sig Tid til at studere Guds Ord og finde ud, hvad Slags Arbejdere det er, han søger, og hvilket Arbejde det er, han ønsker at faa udført, vilde det for dem være en Krænkelse af deres Indvielsespagt; thi de indviede sig til at arbejde og er kun hjertelig tilfredse, naar de er i en feberagtig Virksomhed. Andre, som er klogere, men dog ikke kloge nok, indvier sig til en eller anden særlig Slags Tjeneste for Gud og Mennesker — den Tjeneste, som de mener tiltrænges mest. Hvis de indvier sig til »Afholdsarbejde«, modtager de den Gernings Aand og faar de Velsignelser, som følger dermed; og indvier de sig til at arbejde for sociale Reformer, saa faar de dette Arbejdes Aand og Velsignelser.

Disse forskellige Slags Indvielser og den Aand eller Karakter, der er et Resultat af dem, har baade gode og daarlige Indflydelser. De er dog alle meget bedre end en Indvielse til det onde og dets Aand og langt bedre [197] end en Indvielse til Selvet og den deraf følgende Selviskhedens Aand, ja endog langt bedre end et Liv uden Maal og Med, og som ikke er indviet til noget. Men ingen af disse Indvielser kan i nogen som helst Grad sammenlignes med den Indvielse, som Skriften lærer, og som blev fremstillet i vor Herre Jesus, som er Mønstret for sin Menighed. Kun denne sande Indvielse bringer Hjertet den hellige Aand, Sandhedens Aand, som Verden ikke kan modtage.

Denne sande og rette Indvielse adskiller sig fra alle andre. Enhver, som har taget dette Skridt, har blot ett eneste Alter, som han bøjer sig for: han bøjer sig for Jehovas Vilje, idet han lægger sig selv, sin egen Vilje, som et levende Offer paa Herrens Alter, hvilket er en »fornuftig Gudsdyrkelse«. Han tager intet Forbehold. Ethvert Medlem af det kongelige Presteskab siger ligesom Ypperstepresten: »Jeg er ikke kommet for at gøre min Vilje, men hans Vilje, som har sendt mig«; »at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Inderste« (Joh. 6, 38; Ps. 40, 8. 9). Saadanne bliver delagtige i den hellige Aand.

De, som har indviet sin Vilje og uden Forbehold antaget Guds Ord og Vilje gennem Kristus, siges at være blevet himmelsk eller aandelig sindet. De bliver omdannet og saa fuldstændig forskellige fra, hvad de var i sin tidligere jordiske Tilstand, at de kaldes »nye Skabninger«; og dette Navn vilde ikke være upassende for dem, selv om det kun betegnede, at de havde erfaret en gennemgribende Forandring i Hjerte eller Sind. Men nu ligger der en langt dybere Betydning i dette Navn. Det betyder nemlig, at de, som nu udvælges fra Verden ved Sandhedens hellige Aand, og som nærmer sig til Gud ad den nye og levende Vej, der blev aabnet gennem det store Syndoffer, virkelig er nye Skabninger i Fostertilstand, hvis Fuldkommengørelse til den guddommelige Natur vil finde Sted ved Forvandlingen i den første Opstandelse i Slutningen af denne Tidsalder, [198] noget der alene afhænger af, at de som nye Skabninger trofast følger den hellige Aands Vejledning.

Dog maa denne nye aandelige Skabning — dette omdannede Sind, Fosteret til den nye Skabning, som i Opstandelsen skal blive til et fuldkomment Væsen — endnu benytte sig af et menneskeligt Legeme. Apostelen siger om denne Klasse: »Vi har denne Skat [det nye Sind, den nye Natur] i Lerkar« (2 Kor. 4, 7). Et andet Sted, hvor Apostelen taler om det samme, forsikrer han, at naar dette jordiske Hus er nedbrudt, opofret og dødt med Kristus, skal vi faa en Bygning af Gud, et nyt Hus, et herligt Legeme i Harmoni med og paa enhver Maade passende for det iboende nye Sind og dets Helligheds Aand (2 Kor. 5, l); dog stilles der den Betingelse, at vi forbliver blandt de trofaste Sejrvindere, der indtil Enden af sin Pilgrimsfærd vedbliver at løbe paa den snævre Vej i sin Høvdings Fodspor.

Ordet hellig kommer af Ordet hel og betegner Fuldstændighed, Fuldkommenhed. Den hellige Aand vil altsaa sige en hel eller fuldstændig Aand. Derfor forbauser det os ikke, at de, der har faaet den hellige eller fuldkomne Aand i et nogenlunde rigeligt Maal, derved afslibes og fuldkommes med Hensyn til sin Karakter og bliver bedre end nogensinde før afbalanceret i sin Dømmekraft. De faar »et sundt Sinds Aand«, selv om Verdens forblindede og fiendtlige Aand maaske erklærer om dem: »Han er besat og gal«, fordi de lever for, arbejder for og glæder sig over de endnu usynlige, men evige Ting i Himmelen. — 2 Tim. 1, 7 (eng. Overs.); Joh. 10, 20; 6, 27.

En af de mest alvorlige Fiender for dem, der er blevet avlet til Hellighed i Aanden ved Guds Raad og Forjættelser, er Frygtens onde Aand. Den forsøger at faa os til at tro, at der paa en eller anden Maade foreligger en Fejltagelse; enten at Gud ikke har inspireret de overmaade store og dyrebare Forjættelser, eller ogsaa at de ikke gælder os, eller at de af en eller anden Grund [199] aldrig kan opfyldes paa os. Alle Guds Børn er udsat for Angreb fra denne Tvivlens og Frygtens onde Aand, nogle oftere og stærkere end andre. Og vi maa modig bekæmpe og bortjage denne onde Aand, for at den ikke maa overvinde os og saaledes tilintetgøre den hellige Aands Frugter, ja tilsidst ganske udslukke Guds Aand i os, drive den fuldstændig ud af os.

Dog er denne »Frygtens Aand« hverken en Aandegud eller en Aandedjævel, der er kommet ind i vore Hjerter. Det er ligefrem en aandelig Indflydelse, som er ganske naturlig for ethvert faldent menneskeligt Væsen, der har et ydmygt Sind. Den frembringes af Forstaaelsen af ens egen Ufuldkommenhed og Uværdighed til Guds Gunstbevisninger. Det eneste virksomme Middel mod denne Frygtens Aand er at modtage Sandhedens hellige Aand og efterfølge dens Vejledning i Troens fulde Forvissning. Sandhedens Aand siger os, at vi havde god Grund til at frygte, men at denne Grund ikke længere findes, efter at vi er kommet ind i Kristus som nye Skabninger. Den faar os til at se bort fra vor egen ufrivillige Svaghed og hen til Jesu store Forsoningsværk samt minder os om den inspirerede Apostels Ord:

»Er Gud for os, hvem er da imod os? Han som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham [i Døden] for os alle, hvorledes skal han kunne andet end give os alle [nødvendige] Ting med ham? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør; hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død [og som derved betalte deres Skyld og opvejede alle deres Mangler], ja, hvad mere er, [han er den herliggjorte og højt ophøjede Kristus] som ogsaa er opstanden, som ogsaa er ved Guds højre Haand, som ogsaa gaar i Forbøn for os.« — Rom. 8, 31-34.

Hvis »Troens Aand«, der er en Frugt af Hellighedens og Sandhedens Aand, saaledes faar Plads i og antages og opretholdes af den nye Skabning, vil denne hurtig vinde Sejr over Frygtens Aand, og Resultatet [200] vil blive Glæde og Fred i den hellige Aand og Tro, Kærlighed og Tillid til Gud. Dog maa disse Kampe udkæmpes atter og atter af enhver Kristen. Ja, denne Frygtens Aand kan blive en værdifuld Tjener for den nye Skabning, medens den paa ingen Maade maa taales som Herre eller som Ven og heller ikke maa faa fast Op­hold i Hjertet. Men gør den til en Lænkehund, og bind den lige udenfor Hjertets Dør, saa vil den kunne gøre god Nytte ved at alarmere os, naar Tyve og Røvere nærmer sig for at stjæle vor Helligheds Skatte, Glæden, Freden, Kærligheden og Samfundet med vor Fader og med Brødrene. Efter at vi er kommet i et ret Forhold til Gud ved at kaste alle onde Indflydelser ud og modtage hans Aand i vore Hjerter, saa lad os være paa Vagt overfor Angreb udefra. Lad os vogte os som de, der er rede til at træde frem med Brudgommen i den tidlige Morgen, at ikke nogen af os skal blive besejret af en Sløvhedens, en Ligegyldighedens, en Søvnens Aand og saaledes ligesom de »daarlige Jomfruer« være uforberedt paa den store Begivenhed, paa »Brylluppet«, som vi har søgt at berede os til.

Lad os da huske, at skønt Frygtens Aand kan være en nyttig Tjener, er den dog ikke af Gud og maa derfor aldrig komme ind i den Kristnes Hjertes Fæstning. Denne maa være fuldt ud opfyldt af de forskellige Medlemmer af den hellige Aands Familie: Kærlighed, Glæde, Fred o. s. v.; thi fuldkommen Kærlighed uddriver Frygten saavel som alle andre Medlemmer af den vanhellige Aands Familie: Vrede, Ondskab, Had, Misundelse, Misfornøjelse, Stolthed, verdslig Ærgerrighed o.s.v. Apostelen erklærer: »Gud gav os ikke Modløsheds (eng. Overs.: Frygts) Aand, men Krafts og Kærligheds og Sindigheds [eng. Overs.: et sundt Sinds] Aand.« — 2 Tim. 1, 7.

Undertiden kommer Angrebet bagfra og ikke forfra — Frygt for Venner, Frygt for Verden o.s.v., Uvillighed til at stole paa Gud med Hensyn til andre, skønt man gerne vil stole paa ham for sit eget Vedkommende. [201] Dette er ogsaa en alvorlig Sag; thi det er en Tilstand, der i stor Udstrækning tjener til at uddrive Fredens og Glædens Aand og til at spilde Kræfterne. »Frygtens Aand« siger: »Det er en stor Fejltagelse at tro, at Kristus døde for alle, og det er altfor meget at vente, at alle tilsidst skal faa en Lejlighed til at opnaa evigt Liv paa Grund af Genløsningen.« Eller om det ikke lykkes Frygtens Aand at besejre os, kan dens onde Ledsager, »Vildfarelsens Aand«, forsøge paa at lede os i den modsatte Retning og faa os til at tro, at alle uden Undtagelse vil faa evigt Liv, idet den søger at faa os til at tro, at Gud for sin Æres Skyld ikke vilde kunne ødelægge nogen af sine Skabninger, end ikke dem, som maatte være forsætlig onde.

»Vildfarelsens Aand« giver sig ud for at være klogere end Guds Ord og søger at faa den menneskelige Fornuft til at bedømme Gud ud fra sine egne Synspunkter i Stedet for at anlægge disse i Overensstemmelse med den guddommelige Aabenbarings Ord. Saaledes vil paa forskellige Maader Vildfarelsens, Frygtens og Trældommens Aand, der alle er enkelte Dele af Modstanderens, Satans, vanhellige Aand, forsøge at gøre Sandhedens Aands Udsagn til Løgn, f. Eks. naar denne erklærer, at »Kristus Jesus ved Guds Naade smagte Døden for alle«, og at en Lejlighed til at komme i Harmoni med Gud paa den nye Pagts Betingelser tilsidst vil naa enhver Skabning; og at enhver, efter at have faaet fuld Kundskab om Sandheden, skal dømmes derefter og saaledes enten bevise sig værdig til evigt Liv eller blive for dømt til evig Ødelæggelse, den anden Død. »Paa dette kender vi Sandhedens Aand og Vildfarelsens Aand.« — 1 Joh. 4, 5. 6; Ap. G. 3, 23.

Guds Aand, Hellighedens Aand, er en Glædens og Fredens Aand hos alle dem, som modtager den, og det i samme Forhold som de modtager den — i samme Forhold som de kommer i Harmoni med den himmelske Fader og med Genløseren, der har det samme Sind. [202] Herrens Aand leder os til Tro paa Guds Forjættelser. Vildfarelsens Aand leder os i den modsatte Retning — til Vantro overfor Guds Forjættelser og til menneskelige Spekulationer, Lettroenhed og Overtro, til at tro noget, som Gud ikke har sagt, og som er ganske ufornuftigt for dem, der har den »hellige Aand«, »et sundt Sinds Aand«. Sandhedens Aand leder os til Virksomhed og Energi i Herrens Tjeneste, fordi den faar os til at sætte Pris paa det Privilegium at være Guds Medarbejdere. Vildfarelsens Aand er derimod en »Trægheds Aand« og fører til Ligegyldighed overfor de himmelske Ting og Omhyggelighed med Hensyn til de jordiske Ting — til Ligegyldighed overfor den sande Menighed og dens Kærlighedsbaand og til Nidkærhed for menneskelige Samfundsorganisationer og deres Trosbekendelsesbaand. — Rom. 11, 8.

Den Aand, der begærer Avind.

Som vi allerede før har sagt, er Guds indviede Børn, de aandsavlede »nye Skabninger«, nu i Tiden Dobbelt—væsener. Det nye Væsen, som endnu ikke er fuldt udviklet, endnu ikke er »født«, og som endnu ikke har faaet et passende Legeme, lever i det gamle Kødlegeme, der regnes for dødt, d. v. s. det styres af den nye Vilje og tjener den i dens Udviklingsperiode. (Dette maa dog ikke forstaaes saaledes, at de Kristne har to Naturer; thi en saadan Tanke er ganske uforenelig med den Videnskab, Bibelen fremholder.) Den nye Aand i os, Kristi hellige Sind eller Vilje, er det eneste, som Gud anerkender og regner med, og som de »hellige Brødre, som har faaet Del i et himmelsk Kald«, skulde regne med. Men der finder en stadig Kamp Sted mellem den nye Vilje, der er avlet af Guds Ord, og den gamle Vilje, vort faldne Køds Aand eller Sindelag.

Den nye Aand, den nye Skabning, der er avlet af Kærlighedens hellige Aand, misunder ikke, som der er skrevet: »Kærligheden bærer ikke Avind [eng. Overs.: [203] misunder ikke], Kærligheden brammer ikke, opblæses ikke o. s. v. (1 Kor. 13, 4). Naar som helst vi derfor finder, at Misundelsens, Hadets, Kivagtighedens eller Forfængelighedens Aand i nogen Grad behersker vore Handlinger, Ord eller Tanker, er det et sikkert Tegn paa, at vor tidligere onde Aand er ved at vinde Sejr over os som nye Skabninger. Og i samme Forhold som det lykkes os at aflægge alt dette og blive fyldt med den hellige Aands Bestanddele — Mildhed, Godhed, Sagtmodighed, Kærlighed — vokser vi op til Lighed med Kristus, som er Faderens Billede, og i samme Forhold fyldes vi med den hellige Aand. Vi fyldes ikke med en personlig Aand, men med en Persons Aand, Indflydelse eller Vilje, nemlig vor Faders, Jehovas, Aand — med den samme Aand, der var og endnu er i den enbaarne Søn.

Oplært af Gud ved Aanden.

Efter hvad vi nu har lært om Herrens Aand, om dens Virkning paa hans Børn, dens oplysende Indfly-[204]delse paa deres Sind, dens Bortfjernelse af Vildfarelser og dens Oplukkelse af Ordet med den levende Sandhed, kan vi forstaa og værdsætte Apostelens Ord: »Hvad Øje ikke saa og Øre ikke hørte, og hvad ikke opkom i noget [naturligt] Menneskes Hjerte, hvad Gud har beredt for dem, som elsker ham. Men os har Gud aabenbaret det ved sin Aand. Thi Aanden ransager alle Ting, ogsaa Dybderne i Gud« (1 Kor. 2, 9. 10). Det vil sige, naar vi har overgivet vor Vilje til Herren for at blive oplært af ham og vandre paa hans Vej, er vi kommet i Harmoni med hans Vilje, Sind eller Aand; og fra dette nye Standpunkt — et nyt, retledet Sinds Standpunkt — er vi i Stand til at se alt i et nyt Lys; alt er blevet nyt for os. Det nye Sind, den nye Vilje faar os til at ransage Guds Dybheder, til at undersøge Guds Ord, for at vi som lydige Sønner kan kende og gøre hans Vilje. Om vi har vor Faders Sind eller Aand, vil vi give nøje Agt paa hans Undervisning i enhver Henseende og søge at vandre i Overensstemmelse med ham. Thi hvem iblandt Mennesker ved, hvad [hvilket Sind, hvilken Vilje eller Plan] der bor i Mennesket, uden Menneskets Aand [Sind eller Forstand], som er i ham. Saaledes ved heller ingen, hvad der bor i Gud, uden Guds Aand« (1 Kor. 2, 11). Det vil sige, ligesom intet Menneske kender et andet Menneskes Sindelag og Hensigter, med mindre de bliver aabenbaret for ham, saaledes kan heller ingen forstaa Guds Sindelag og Plan, med mindre han kommer i Harmoni med Guds Sind — modtager den hellige Aand.

»Vi har ikke faaet Verdens Aand, men den Aand [Sind, Tilbøjelighed eller Vilje], som er af Gud, for at vi skal kende det, som er givet os af Gud.... Men et naturligt Menneske tager ikke imod det, som hører Guds Aand til; thi det er ham en Daarskab, og han kan ikke kende det; thi det dømmes aandelig.« Det kan kun forstaaes af dem, der har Guds Aand eller Sind, hans Plans Aand, Sandhedens Aand. Alle saadanne maa have [205] et Sindelag, der er i Overensstemmelse med Retfærdighed og Sandhed, saa langt som de forstaar disse Principer, og de maa daglig søge at komme til at kende Guds Sind og Vilje bedre og bedre og faa mere af hans Aand, hans Sindelag. Saadanne lydige Sønner fyldes mere og mere med Sandhedens og Lydighedens Aand. Men de opnaar ikke denne Tilstand ved at »tolke« eller sammenligne aandelige Ting med naturlige Ting, saaledes som det naturlige Menneske er tilbøjeligt til at gøre, men kun ved at følge det guddommelige Raad og »sammenligne aandelige Ting med aandelige« (1 Kor. 2, 13; eng. Overs.). »Men den aandelige [den, der har modtaget det hellige Sind eller den hellige Aand] dømmer alt [han er i Stand til ret at forstaa og vurdere baade menneskelige og aandelige Ting i Lyset af Guds Plan], men selv dømmes han af ingen.« Intet naturligt Menneske kan forstaa eller ret bedømme de Motiver, der faar den aandeligsindede »nye Skabning« til villig at opofre alt, hvad der har Værdi for det naturlige Menneske, til Fordel for Forhaabninger og Udsigter, som synes det naturlige Menneske uvirkelige og ufornuftige. Derfor regnes Herrens Efterfølgere for Daarer af de verdslig­sindede, af dem, der har Verdens Aand. — 1 Kor. 2, 12-16; 4, 10.

Parakletos — Talsmanden.

»Parakletos« gengives med »Talsmanden« i Joh. 14, 16. 26. Men denne Oversættelse er ikke helt korrekt, den siger ikke nok. Ordet betegner Hjælp, Opmuntring, Bestyrkelse. Herrens Løfte indbefattede, at den hellige Aand, som Faderen vilde sende i Jesu Navn og som Jesu Repræsentant, skulde komme til hans Efterfølgere som en Hjælp i rette Tid i hver Nødens Stund — som den hellige Kraft, ved hvilken han vilde lede og styre sit Folk og gøre det muligt for dem at »vandre i Tro og ikke i Beskuelse«. Herren lader os forstaa, at alle Aandens Tjenester er hans, idet han siger: »Jeg vil [206] ikke efterlade eder faderløse; jeg kommer til eder« (Vers 18). Han identificerer saaledes den hellige Aand med sig selv. »Men har nogen ikke Kristi Aand, da hører han ikke ham til« — og har ikke Parakletos, den guddommelige Hjælp.

Denne Guds Kraft er hos hele Menigheden. Dog modtager hver enkelt sin Del af den hellige Indflydelse ved personlig Forbindelse med Aandens Kanaler. Sandheden selv er Sandhedens Aands Hovedkanal. Men alle, som er nøje forbundet med Sandheden og har dens Aand, er i samme Udstrækning Kanaler, gennem hvilke Aanden hjælper og paavirker andre.

Guds Kraft eller Aand er usynlig for Mennesker, men dens Virkninger er kendelige og synlige. Dette Forhold kan belyses ved et Billede, nemlig den elektriske Strøm i Kobbertraaden. Strømmen selv er usynlig, men i samme Øjeblik som Vognen, der paa rette Maade er udstyret med en Elektromotor, berører Traaden med sin »Arm«, aabenbares Kraften ved, at Vognen bevæger sig. Den samme Strøm oplyser ved andre Foranstaltninger Vognen, og paa atter en anden Maade forsyner den den med Varme. Det er ogsaa den elektriske Strøm, der atter paa en anden Maade benyttes ved Telegrafen og Telefonen. Alle disse Virksomheder er gode og velsignelsesrige, men Strømmen kan ogsaa anvendes saaledes, at den bliver en dødbringende Virksomhed, som f. Eks. ved Henrettelser i den elektriske Stol. Saaledes er den hellige Aand Guds aandelige Energi eller Kraft. Den bevæger, oplyser, varmer og vejleder alle, som med de rette Betingelser hos sig selv bringes i Forbindelse med den gennem de rette Kanaler. Men den kan samtidig bringe Død — den anden Død — til alle dem, der synder med Vilje. Vi ser altsaa, hvor nødvendigt det er, at alle Guds Børn har den rette Udrustning og de rette Forbindelser, for at de kan blive fyldt med Aanden og blive virksomme til al god Gerning.

Der er intet i Forbindelse med den hellige Aand som [207] en særskilt Trøster og Hjælper, der forudsætter, at der tænkes paa en særskilt Gud eller en Person i en Tre-enighed af Guder. Sammenhængen viser tvertimod, at den trøstende eller styrkende hellige Aand er Faderens og Sønnens Aand. I Versene 18 og 23 omtales Faderen og Sønnen som dem, der styrker, leder og trøster Menigheden — ved Aanden. Atter erklærer Herren: »Se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende« — ved den hellige Aand, ikke i Kødet.

Man maa huske, at Ordene »han« og »ham«, der bruges i Forbindelse med Parakletos, med lige saa stor Ret kunde oversættes »hun«, »hende« eller »den«. Ekeinos, der gengives med »ham« i denne Forbindelse, gen­gives meget oftere med »den« og »disse«. Ekeinos gengives saaledes med »den« i 1 Joh. 5, 16: »Det er ikke om den [Synden til Døden] jeg siger, at han skal bede.«

»Han skal vejlede eder til hele Sandheden.«

Herren henleder Opmærksomheden paa den Kanal gennem hvilken Guds Kraft, »Sandhedens Aand«, skulde komme til hans Børn, idet han siger: »De Ord, som  jeg har talt til eder, er Aand og Liv.« Det vil sige: Mine Ord er Udtryk for Guds Sind, Vilje eller Aand. Derfor maa vi nødvendigvis stadig studere Sandhedens Ord, om vi vil vinde Sejr. Vi har Herrens Formaning til at ransage Skrifterne, og vi hører Apostelen Paulus rose Berøensernes ædle Opførsel, fordi de »granskede daglig i Skrifterne«. Vi hører ham atter sige, at »vi maa saa meget mere give Agt paa det, vi har hørt«. Og vi har hans Opmuntring til Timoteus, hvori vi forsikres om, at »den hele Skrift er indblæst af Gud og nyttig til,... at det Guds Menneske kan være fuldkomment, dueligt til al god Gerning«. Vi hører ligeledes Apostelen Peter hævde: »Og des fastere har vi det profetiske Ord [den guddommelige Aabenbaring], som vi gør vel i at agte paa.« — Joh. 16,13; 6, 63; 5, 39; Ap. G. 17, 11; Heb. 2,1;2Tim. 3,16. 17;2Pet.1,19.

[208] Løftet om at blive fyldt med Guds Aand eller Sind gælder ikke dem, som blot er i Besiddelse af Guds Ord, og heller ikke dem, der blot læser det, men dem, som alvorlig ransager det og søger at forstaa det, og som efter at have forstaaet det er villige til, ja ivrige efter at adlyde det. Om vi vil fyldes med Guds Aand, maa vi drikke rigelig af Sandhedens Kilde — hans Ord. Og da vore Lerkar er ufuldkomne, utætte, er det saare let at lade det aandelige slippe bort igen (Heb. 2, 11). I saa Fald vil Verdens Aand, der stadig omgiver os, hurtig strømme ind og fylde det tomme Rum. Verdens Aand øver et stadigt Tryk paa Guds Børn, et Tryk, der gaar ud paa at berøve dem den nye Aand, det nye Sind, Hellighedens Aand eller Karakter. Derfor maa alle Herrens trofaste, nye Skabninger leve i meget nær Forbindelse med Sandhedens Kilde, Herren, og i nær Forbindelse med hans Ord, for at Guds Aand ikke skal blive udslukket og vi i Stedet blive fyldt med Verdens Aand.

For nogles Skyld vil det maaske her være paa sin Plads at minde om, at skønt Kundskab om Sandheden, om Skriften, er vigtig, ja nødvendig for at blive delagtig i Sandhedens Aand, kan man dog ikke desto mindre have megen Kundskab i Guds Ord uden at have noget af dets Aand. Dette at modtage Sandhedens Aand vil sige, at Hjertet kommer i Overensstemmelse med Sandheden, at Sindet kommer i Harmoni og Samarbejde med Guds Vilje, saaledes som den er fremsat for os i Ordet. Denne Tilstand kan vi kun opnaa paa én Maade, nemlig ved at vi først modtager Jesus som vor Genløser og Retfærdiggører og dernæst indvier os selv uforbeholdent til at søge at kende og at gøre hans Vilje.

Men denne »Sandhedens Aand«, denne »hellige Aand« eller dette Sind, der er i Overensstemmelse med Gud og hans Retfærdighed, maa ikke forveksles med »Aandens Gaver« og heller ikke med »Andens Frugter«, skønt Besiddelsen af den altid medfører disse »Retfærdighedens salige Frugter«: Sagtmodighed, Taalmodighed, [209] Mildhed, Broderkærlighed, Kærlighed til alle. Sandhedens Aand maa blive vor, før den kan frembringe saadanne Frugter i vort daglige Liv. Det tager længere Tid med nogle end med andre at udvikle modne Frugter af en passende Størrelse og med en god Duft; men enhver maa huske Herrens Ord: »Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen Frugt; og I skal blive mine Disciple.« Vi maa ogsaa mindes hans Lignelse om Vintræet og Grenene, hvor Grenene fremstillede hans indviede Disciple. Om dem erklærer han: »Hver Gren paa mig, som ikke bærer Frugt, den tager han [Faderen] bort, og hver den, som bærer Frugt, den renser [beskærer] han, for at den skal bære mere Frugt.« — Joh. 15, 2. 8.

Den Kristne er en Gren fra det Øjeblik af, da hans Indvielse finder Sted. Han er delagtig i Rodens Saft, delagtig i den hellige Aand. Men dog maa man ikke vente, at han straks skal bære alle Aandens Frugter eller have nogen af dem fuldt udviklet. De første Beviser paa hans Forbindelse med Menighedsvintræet vil være dette, at han slutter sig til de andre Grene, at der er Forbindelse med Roden og Tegn paa Liv. Dernæst vil der udvikle sig Slyngtraade, hvorved han søger og opnaar Fremskridt; saa kommer Bladene, eller Be­kendelsen; dernæst maa man spejde efter Blomsten og senere Frugten. Men Frugten er til at begynde med meget ringe og sur. Der kræves Tid til at udvikle Druer af en saadan Størrelse og med en saadan Duft, at de kan være antagelige for den store Vingaardsmand. Det er disse »Aandens Frugter«, som Gud venter at finde paa enhver af Vintræets »Grene«, hos ethvert Lem paa Kristi Legeme, Menigheden. Med mindre disse Aandens Frugter — Sagtmodighed, Mildhed, Taalmodighed, Broderkærlighed, Tro, Haab og Kærlighed til alle — udvikler sig i rette Tid, vil Grenen ophøre at blive betragtet som Gren. Den vil som en »Snylteplante« blive afskaaret fra alt Barnekaar og Privilegium.

[210] Vi har allerede set, at de »Aandens Gaver«, som blev givet Menigheden i Begyndelsen af Evangelietidsalderen for at befæste dens Stilling, var noget helt andet end »Aandens Frugter«. »Gaverne« blev meddelt ved Apostlernes Haandspaalæggelse. Kun undtagelsesvis kom de umiddelbart (Ap. G. 2, 4; 10, 45). Simon Mageren, der dog var døbt og selv havde faaet en Aandens Gave, var ude af Stand til at meddele Gaverne til andre og blev irettesat af Peter, fordi han tilbød ham Penge for at opnaa denne apostolske Magt (Ap. G. 8, 13-21). Og den samme Beretning viser, at endog Evangelisten Filip, skønt han var i Stand til at gøre store Tegn og Undergerninger, dog ikke kunde meddele Aandens Gaver, men maatte sende Bud efter Apostlerne, for at de kunde meddele hans nyomvendte Gaverne. Alt dette stemmer nøje overens med Apostelen Paulus' Udsagn, at mange af disse Gaver vilde »ophøre« og »faa Ende«. Det maatte nødvendigvis gaa saaledes, efterhaanden som Apostlerne døde og ogsaa de døde, hvem de havde meddelt disse Gaver. Troens, Haabets og Kærlighedens Gaver, som ifølge Apostelens Erklæring skulde forblive, var ikke overnaturlige Gaver, men Vækster — »Frugter«, som ban andetsteds beskriver dem. — 1 Kor. 13, 8; Joh. 15, 16.

Blandt Aandens Gaver nævner Paulus særlig: 1) Apostler, 2) Profeter og 3) Lærere. Vi har endnu Apostelgaven, nemlig Apostlernes Lærdomme i det nye Testamente, der er saa fyldige og fuldstændige, at de overflødiggør alle Tilføjelser. Derfor behøvede de tolv Apostler ingen Efterfølgere og har heller aldrig haft nogen; thi Skriften taler kun om »Lammets tolv Apostler«. De er »de tolv Stjerner«, Menighedens Krone. De er den herliggjorte Menigheds, det nye Jerusalems »tolv Grundstene (Joh. 6, 70; Aab. 12, 1; 21, 14). Vi har endnu i Menigheden Profeter eller Udlæggere og Lærere, Tjenere for Gud og hans Menighed, som taler [211] flere Sprog. Men det er ikke længere saaledes, at Aanden giver dem denne Gave øjeblikkelig og paa overnaturlig Maade uden Uddannelse og naturlige Evner, blot ved Haandspaalæggelse af Apostlerne. Saadanne Mirakler er ikke længere nødvendige og finder ikke længere Sted — i alt Fald ikke i samme Udstrækning som tidligere. Derimod udvælger Herren nu sædvanligvis saadanne, som ved naturlig Begavelse og Uddannelse er skikket til at tjene ham. Men vi maa huske paa, at i Herrens Øjne er Hjertetilstanden langt vigtigere end alle andre Egenskaber tilsammen. Dem, han udvælger, er han fuldt ud i Stand til at benytte som sine særlige Tjenere og Sendebud (fordi de er fyldt med hans Aand). Han kan i sit Forsyn hjælpe dem paa den Maade, der behager ham. Da saaledes hans særlige Tjener Moses havde Vanskelighed ved at tale, gav han ham Aron til Talerør.

Herrens Folk maa ikke glemme, at skønt Tjenesten eller Metoden er blevet forandret, er det dog stadig den samme Herre, der ved Hjælp af den samme hellige Aand leder Menighedens Anliggender i enhver Enkelthed, ganske visst mindre aabenlyst, paa en i det ydre mindre synlig, men ikke desto mindre ligesaa virkelig og omhyggelig Maade. Alle Medlemmerne af Herrens Hjord, der ledes af hans Aand og oplæres af hans Ord, bør med Skønsomhed bedømme dem, der synes at være Lærere og Evangelister, eller som selv foregiver at være saadanne. Guds Børn skal ikke modtage alle, der giver sig ud for at være Lærere og Evangelister, men kun dem, som de ser Herren virkelig har givet disse Gaver. En af de Prøver, hvorefter de skal bedømmes, gælder deres Troskab overfor Guds Ord — om de ikke prædiker sig selv, men Jesus Kristus og ham korsfæstet — de Ord, der er en Guds Kraft og Visdom for hver den, som tror. Om nogen kommer til os med et andet Evangelium, har vi faaet Befaling til ikke at modtage en saadan som Lærer i Sandheden, men at betragte ham [212] som en Vildfarelsens Tjener, hvad enten han er det med eller mod sin Vilje.

Saaledes underviser Guds Aand eller Indflydelse, Sandhedens hellige Aand eller Indflydelse, Guds Børn og leder dem (direkte eller indirekte) til Kundskab om Gud. Saaledes er denne hellige Aand nu i Tiden den Kanal, hvorigennem Forsoningen kommer til Menigheden, og paa en noget lignende Maade vil den blive Forsoningens Kanal for Verden i den kommende Tidsalder, naar »Aanden og Bruden [den herliggjorte Menighed] siger: Kom! og den som vil, han tage Livsens Vand uforskyldt!« — Aab. 22, 17.

O, hellige Aand, du himmelske Gave,
Kærligheds Aand, os skænket af Gud,
opfyld du ganske mit Sind og mit Hjerte,
at jeg kan kende Guds Vilje og Bud!

O, hellige Aand, Visdoms og Sandheds,
mind mig hver Stund om Skrifternes Ord,
tyd dem nu atter og atter som fordum,
mæt du min hungrige Sjæl ved Guds Bord!

Taalmodets, Kraftens, Fredens og Naadens,
Renhedens, Trøstens hellige Aand —
lad den mig hjælpe ydmyg og trofast
altid at vandre ved Mesterens Haand!

Nidkærheds Aand jeg be'r dig om, Herre —
Nid for dit Hus, din Vilje, din Sag;
lad den fortære mit ringe Offer,
lære mig dø fra mig selv for hver Dag!

Hellige Aand, du himmelske Gave,
Kærligheds Aand, os skænket af Gud,
opfyld mit Sind og indtag mit Hjerte,
at jeg kan kende Guds Vilje og Bud!