Bind
6 -
Den
nye Skabning
KAPITEL 15
DEN NYE SKABNINGS FJENDER OG FRISTELSER.
»Det gamle Menneske.« — Verden som
en Fjende af den nye Skabning. — Den store Modstander. — Han var en Løgner og en Manddraber
fra Begyndelsen. — Satans
onde Forbundsfæller. — Dæmonernes Hærskarer. — Hvorledes Satans første Løgn
lever videre. — »Christian
Science« og Teosofi. — Ikke blot
Kamp med Kød og Blod. — Det ondes
Tjeneste. — Modstanderens Besnærelser. — »Troens Bøn skal frelse den
syge.« — »Hvis Satan
uddriver Satan.« — Om at elske Retfærdighed
og hade Uretfærdighed. — Mark. 16, 9-20. — Navnkirken som den nye
Skabnings Modstander. — Guds fulde Rustning.
FORST iblandt den nye Skabnings Fjender staar det gamle
Menneske, den gamle Vilje. Lad os undgaa den
Fejltagelse, som saa mange gør sig skyldige i med Hensyn til dette Spørgsmaal. Vi maa ikke tænke, at den nye
Skabning har to Sind, to Viljer. »En
tvesindet Mand er ustadig paa alle sine Veje«, utilfredsstillende for sig selv og uantagelig for Herren. Den
nye Skabning er ikke tvesindet, han har blot det ene
Sind, den ene Aand, den ene Hensigt, den ene Vilje, og
det er den nye Vilje, Kristi
Aand, den hellige Aand. Han har
ikke delvis antaget Kristi Sind og delvis beholdt
sin egen Vilje, men han har foretaget en fuld Indvielse af sin gamle Vilje til
Herren. Den gamle Vilje
er blevet regnet for død, den har ikke mere noget at
sige over hans Anliggender.
Saaledes var det, at han blev
antaget som et Lem
paa Kristi Legeme. Han skulde ikke
mere selv have nogen Vilje, men lade sig beherske af
Hovedets Vilje. Derved blev han en ny
Skabning i Kristus Jesus, de
gamle Ting svandt bort, og alt
blev nyt. De, der ikke har
foretaget en saadan
Overgivelse af sig selv, er ikke blevet Medlemmer af Menigheden, [658] Kristi Legeme, skønt de maaske
nok hører med til Troens egne, fra hvem alle de udvalgte kommer.
Men endskønt den gamle Vilje saaledes blev fuldstændigt
og for bestandig opgivet, regnet for død af Herren og
alle dem, der anlægger hans Syn paa Tingene, og skønt
Kødet ogsaa blev regnet for dødt med Hensyn til Synden,
men levende for Gud, levendegjort ved Løfterne
og underlagt den nye Viljes Herredømme (Rom. 6, 11; 8, 11), er dog
denne Kødets og Viljens Død og Kødets Opstandelse
som Tjener for den nye Vilje, som Tjener for Herren og Sandheden i Overensstemmelse
med den gyldne Rettesnor, kun tilregnede Forhold. Døds og
Livstilstanden maa stadig opretholdes ved, at den nye Vilje gør
Modstand mod den gamle Viljes Liv og Virksomhed og hindrer den i at faa Magt
over Kødet. Hvis den nye Vilje bliver ligegyldig og
undlader at bruge det dødelige Kød som Tjener for
de højere, aandelige Ting, vil Kødet hurtigt
genvinde sin tidligere Stilling og søge at fremme sine egne
Interesser og Ønsker, der er det nye Sind og dets
Interesser fjendtlige. Derfor maa den nye Skabning
bestandig være paa Vagt overfor mulige Oprør og
maa, som Apostelen udtrykker det, holde den gamle
Vilje i Trældom, i Dødstilstand, sammen med dens Ønsker
og Begæringer; den maa bestandig døde Kødets
Attraa og Længsler. Apostelen siger
i denne Henseende om
sig selv: »Jeg
bekæmper mit Legeme og holder
det i Trældom [i Dødstilstand, saa vidt det angaar
Kødets selviske Vilje], for at ikke jeg, som har prædiket
for andre, selv skal blive forkastet« — skal undlade at
befæste min Kaldelse og Udvælgelse. — 1 Kor. 9, 27.
Det inspirerede Ord siger, at »Hjertet [det
naturlige Hjerte] er bedragersk, mere end alt andet, og ondt
er det.« (Jer. 17, 9.) Der er
ikke her Tale om den Legemsdel, vi kalder Hjertet, men om det, som udtrykkes ved Hjertet i Skriften, nemlig de naturlige Følel- [659] ser. Den nye Skabning faar et nyt
Hjerte, en ny Vilje, en ny Maalestok for Følelserne, efter hvilken Gud
og hans Retfærdighed, hans Sandhed og hans Plan indtager Førstepladsen,
mens alt andet bedømmes og værdsættes
efter dets Overensstemmelse med Herren og hans
Retfærdighed. De, der ejer det nye Hjerte, maa nødvendigvis
elske alle Medlemmer af den nye Skabning
mest og inderligst. Derfor siger Apostelen, at vi lettest
kan dømme, om vi som nye Skabninger er blevet forenet med Herren, ud fra,
hvorvidt vi elsker Brødrene. Dog
maa denne Kærlighed, som vi har
set, ikke hindre os i paa rette
Maade at opfylde vore Forpligtelser overfor
andre.
Den nye Skabning, det nye Hjerte, med dets nye Følelser,
bliver bestandig angrebet af Fjenderne, de gamle Følelser,
det egenkærlige Sindelag. Da den nye Skabning nu er underlagt Guds
Bud om at være hensynsfuld og ædelmodig overfor andre, benytter den
gamle Natur ofte dette for at bedrage det nye Hjerte, idet den
ligesom siger: »Du har regnet mig for død; du har sat
mig ud af Spillet, og jeg er død i Sammenligning med, hvad jeg tidligere
var. Men du maa dog tage noget Hensyn
til mig og ikke behandle mig alt for groft. Du kan da ikke nægte,
at jeg har gjort betydelige
Fremskridt. Læg nu ikke alt for tunge Byrder paa mig; det vilde ikke være retfærdigt. Du maa virkelig være egenkærlig
i en vis Grad. Du maa tage Hensyn
til dig selv og til din Familie — ikke blot sørge
for, hvad der er strengt nødvendigt, men søge at skaffe dig
selv og dine Rigdom og sociale Fordele. Du maa ofre
dig for din Familie.«
Ja, hvor bedragersk er dog ikke det gamle Hjerte! Og
hvor bestikkende er ikke dets falske Slutninger! Mange
er de, der til deres Sorg har erfaret dette. Hvor
mange er ikke blevet forført og overlistet af det gamle
Sind! Hvor mange er ikke kommet ud i Trældom ved det gamle Hjertes Bedrageri! Den
Bevis- [660] grund, som
Kødet særlig benytter sig af, er Formaningen til
de nye Skabninger: »Saa vidt det staar til
eder, da hold Fred med
alle Mennesker!« Dette almindelige
Raad søger det gamle Hjerte at hæve langt op over, hvad der var Formaalet med det, og at sætte det
foran Guds Bud, der siger, 1)
at vi skal elske,
tjene, ære og adlyde Herren af
hele vort Hjerte, med hele vort
Sind, vor Sjæl og Styrke, og 2) at vi skal elske
vor Næste som os selv. Dette
tillader os ikke at leve i Fred
for enhver Pris. Hvis det gamle
Hjerte, det gamle Sind, den
gamle Vilje, kan faa den nye Vilje til
at tilsidesætte Sandheden eller Pligten for Fredens Skyld,
vil der slet ikke være nogen
Ende paa det gamle Sinds
Fordringer. Resultatet vil blive, at den rive
Skabning snart i Fredens Interesse krænker
selve det inderste af dens
Pagt med Herren og fuldstændigt
underkaster sig den gamle Vilje, skønt den slet ikke oskede at
gøre det, ja, tilmed kæmpede imod den. Men den blev besnæret af den gamle Viljes Bedrageri og af dens behændige
Forvanskning af Guds Ord.
Naar den nye Vilje saaledes bliver angrebet, bør
den, bestemt hævde, at Freden ikke er det vigtigste ifølge
Herrens Løfte, skønt den
vel er noget meget ønskværdigt i
Hjemmet og alle andre Steder. Herren har
forud forkyndt de nye Skabninger, at saa sandt de vil leve
gudeligt, maa de komme til at lide Forfølgelser. Og Forfølgelser
betegner noget helt andet end Fred med alle.
Herren har sagt, at hvis de lader Lyset skinne, vil Mørket
hade Lyset og staa det imod. Om muligt vil Mørket
faa Ejermanden af Lyset til at stille dette
under en Skæppe, til at skjule det. For at udvirke
dette, vil Mørket føre en Krig, der kommer til at betegne
noget ganske andet end Fred. Herren forsikrer os,
at alt dette udgør Prøver for de nye Skabninger. De maa
forstaa, at den Fred, der er den vigtigste for dem, ikke er Fred i
Kødet, men Fred i Hjertet, den Guds Fred, der overgaar al Erkendelse. [661]
De nye Skabninger maa lære at forstaa, at de kan have denne
Guds Fred i deres Hjerte, selv naar de ydre Forhold er
alt andet end fredelige. Den fulde Harmoni med Herren
er Belønningen for at have været trofast, hvor svære
Prøverne, og hvor stort Ofret end har været. Naar
derfor Kødet stiller sine Fordringer, og de, der staar nærmest,
hvad jordiske Baand angaar, fremfører deres
Bevisgrunde, maa den nye Skabning først og fremmest tænke paa sin vigtigste Forpligtelse, nemlig at
elske og tjene Herren med hele Hjertet, Sindet,
Væsenet og Styrken, og erindre sig, at alle dens Handlinger
overfor Familien, Kødet eller Næsten maa underordnes
under denne
Førstelov om Lydighed mod
Gud.
Paa den anden Side skal de nye Skabninger ogsaa undgaa al
Fanatisme. De skal ikke gøre noget, blot fordi det
er ubehageligt for dem selv eller andre. De skal ikke
mene, at Herrens Vilje altid udtrykkes ved det
modsatte af, hvad de selv har Tilbøjelighed til. Det kræver et
alvorligt og taalmodigt Studium af Guds Ord, af den
Aand og de Principper, der ligger bagved Guds Befalinger,
at blive i Stand til paa rette Maade at anvende
Ordets Vejledning i det daglige Livs Anliggender. Det er
imidlertid kun faa, der fristes i den Retning, vi her har
omtalt. De fleste føler sig mest tilskyndede
til at tilfredsstille Kødet og har derfor særlig behov
for Agtpaagivenhed i denne Henseende, saa at de ikke vandrer
efter Kødet, tilfredsstiller det, tjener
det, underlægger sig det og derved gaar den modsatte Vej
af den, de indviede sig til at følge. Selv om de ikke vandrer efter Kødet
i den Forstand, at de tjener og
efterfølger det, har de behov at være særlig paa Vagt, for at ikke Kødet skal afholde dem fra at vandre efter
Aanden, fra at gøre Fremskridt i aandelige Ting. Thi
Kødet vil bestandig
forsøge at standse deres aandelige
Fremskridt og derved hindre dem i at bære Frugter, i at vokse og blive mere nyttige, ja, i at sejre og [662] vinde den store
Sejrspris, Medarveret med Kristus til Riget
som Medlemmer af den lille Hjord.
Vi maa altid holde fast ved den Tanke, at vi som nye
Skabninger har indviet alle vore jordiske, alle vore kødelige Interesser til at
opofres, og at intet mindre end
Opofrelsen af disse kan bringe os den fulde Udvikling
og gøre os skikket til de helliges Arvedel i Lyset, til
Delagtighed i den første Opstandelse, i Hæderen, Æren
og Udødeligheden sammen med Kristus. Den
eneste Indskrænkning, vi skal
anerkende med Hensyn til at ofre
alt, er, hvor det drejer sig om deres Interesser, hvis Liv er sammenkædet med vort. Den gyldne Rettesnor byder os
at sætte visse Grænser for, hvad vi ofrer, idet vi maa tage rimelige Hensyn til dem af vore kære efter
Kødet, som ikke sammen med os har indviet sig til
at ofre alt.
Verden som
en Fjende af den nye Skabning.
Alt, hvad der henhører til den nærværende onde
Verden, er
mere eller mindre ude af Traad med Retfærdigheden og
derfor mere eller mindre fjendsk mod den nye Skabning
og dens Retfærdighedsideal. I det store og hele kan
man sige, at Verdens Lov bestaar i Egenkærlighed,
til Trods for at Verden selv hævder, og i en vi Grad med Rette, at den anerkender Retfærdigheden som Lov.
Vi hører ikke til dem, der mener,
at alle den civiliserede Verdens Bestemmelser og Skikke er slette.
Tværtimod har vi ofte højligt undret
os over, hvor storslaaede Kristenhedens Love i Virkeligheden er, hvor fornuftige,
hvor retfærdige og ædle. Mange
af dem er øjensynlig
blevet vedtaget med det
for Øje, at de skulde tjene
til Beskyttelse for de svage imod de stærke, saa at alle kunde opnaa fuld Retfærdighed. Men da Egenkærligheden er sammenvævet
med hver Tanke, hvert Ord og hver Handling i Verden, er det ikke saa underligt,
at selv de mest ophøjede Begreber om Retfærdigheden til Tider kan blive
saa stærkt forvirrede. [663]
Vi undrer os
virkelig over,
at den stakkels
faldne Menneskeslægt
har kunnet fremstille et saa storslaaet Lovsystem
som det, der forefindes i Storbritanniens, De forenede
Staters og andre Landes Lovsamlinger. Vi nærer ingen Tvivl om, at den Lov, der blev givet ved Moses
og forherliget og forklaret af Jesus og hans Apostle,
har haft meget at gøre med, ja, i Virkeligheden
har dannet Grundlaget for disse menneskelige Love.
Alligevel kæmper Egenkærligheden hos Mennesket
bestandig mod Menneskets egen Opfattelse af Retfærdigheden
og søger at tilsidesætte den helt eller delvist.
Og dette, der uophørligt foregaar efter en udstrakt Maalestok overalt i Verden, er en af de Hovedvanskeligheder,
der møder den nye Skabning.
Verden med samt dens Hovmod og Egenkærlighed maa regnes
for en af den nye Skabnings værste Fjender. Under
Paavirkning af de omtalte Principper driver hele Verden af
Sted som en stor Flod, hvor Strømmen paa nogle Punkter er stærkere, paa
andre svagere, men hvor alt alligevel har samme Retning.
Den nye Skabning er ved sin Indvielse og sit sunde Sinds Aand nødsaget til at gaa en anden Vej, hvorfor
han bestandig møder Modstand
fra de alment raadende Opfattelser, Følelser og Overleveringer. Han bliver
betragtet som ejendommelig, fordi han
altid staar i Modsætning til dem, han kommer
i Berøring med, og som følger den anden Retning. Han vil ikke kunne
undgaa Sammenstød. Dette betyder
ikke ydre Fred, men ydre Strid. Dog kan han samtidig
have Fred og Glæde indeni sig,
fordi han ved, at han ejer
Guds Bifald.
Verdens Formaal og Handlemaader er ikke altid uædle og
uretfærdige; men de er altid modsatte den
nye Skabnings, fordi Verden handler efter Tilskyndelse fra den menneskelige Visdom, medens den nye Skabnirg lader sig
lede af Visdommen herovenfra. Den verdslige Visdom anerkender
Religionen som et Middel til at holde de onde Mennesker i Ave.
Den har sin egen. Op- [664] fattelse
af Moral, Godgørenhed, Tro, Haab og Kærlighed. Den kan
slet ikke forstaa den nye Skabnings Standpunkt, men er tilbøjelig
til at betragte dens Anskuelser som yderliggaaende og
urimelige. Den kan ikke fatte Guds Plan eller
indse, hvor ringe Betydning det nuværende Liv har i Sammenligning
med det tilkommende. Heller ikke kan den verdslige
Visdom forstaa, hvor afmægtige alle menneskelige
Bestræbelser for at højne Slægten er i Sammenligning med de Foranstaltninger, som Gud har
truffet, og hvis heldige Resultater
snart vil komme til Syne i Riget, naar den indeværende
Tidsalders Gerning
er blevet fuldført — naar hele
Menigheden er blevet udvalgt, tilslebet og herliggjort.
Den nye Skabning maa derfor ikke indre sig, om Verden
hader den — om selv de i moralsk og religiøs
Henseende bedste Mennesker i Verden hader den. Dette
Verdens Had og denne Modstand, der vel til Tider kan være
irriterende og prøvende for vor Troskab og Taalmodighed,
maa vi bære med Sagtmodighed i Bevidstheden om, at Verden endnu er
forblindet af denne Verdens Fyrste og derfor ikke ser
de overvættes store og dyrebare Forjættelser, de dybe aandelige Ting, som
bevirker, at vi ved Guds Naade kan regne alt for Skarn og Tab mod dette at vinde, hvad
der er os lovet i Ordet. Hvis vi for Fredens Skyld
giver efter for Verdens Aand og lader dens Følelser
beherske os, beviser vi derved, at vi kun i
ringe Grad værdsætter Herren, Sandheden og dens
Tjeneste. Resultatet deraf vil blive, at vi, selv om vi ikke
mister alt ved fuldstændigt at give os Verdsligheden i Vold, dog vil
gaa Glip af Sejrsprisen og kun faa Del
med den store Skare, der gennem
den store Trængsel naar frem
til en mindre betydningsfuld Stilling
i Herligheden hinsides.
Meget alvorligt lyder Apostelens Formaning til os: »Elsk ikke
Verden, ikke heller de Ting, som er i Verden! Dersom
nogen elsker Verden, er Faderens [665] Kærlighed ikke i ham.«
(1 Joh. 2, 15.) Vi maa derfor være paa
vor Post overfor enhver Tilkendegivelse af Harmoni
eller Forbindelse med Verdens Aand hos os selv.
Dette betyder ikke, at vi ikke maa vise Forstaaelse overfor
dem af vore Venner, som vi kalder verdslige, eller at
vi skulde være ligegyldige for deres Interesser. Men det
indbefatter, at medens vi paa den ene Side omhyggeligt
skal opfylde vore Forpligtelser mod de verdslige, yde dem Skat, hvem vi er Skat skyldige, dem Ære,
hvem i er Ære skyldige, dem Hjælp,
hvem vi skylder Hjælp, dem
Venlighed, hvem vi skylder Venlighed,
og dem Medfølelse, hvem vi bør have Medfølelse
med, skal vi dog paa den anden
Side ogsaa, naar det drejer sig om dem af vore Venner
og Naboer, der er under
Modstanderens Indflydelse, skelne mellem
dem
og den Aand, det Sindelag, der virker paa dem og forblinder
dem.
Vi skal ikke samstemme med nogen af de
bestaaende Institutioner, der
alle er grundlagt paa Egenkærlighed og i større eller mindre Grad er i Uoverensstemmelse
med Guds Lov, den gyldne Rettesnor. Det
kan være nødvendigt for os i en
betydelig Udstrækning at ordne vore Anliggender efter
den Egenkærlighedens Lov, der
hersker i Verden. Men uden at vi skulde behøve
bestandig at standse for at tænke over
Spørgsmaalet, bør vi bevare vort Hjerte i en saadan
Stilling, at vi er ude af Harmoni med de egenkærlige Principper og længes
efter den gyldne Rettesnors absolutte Herredømme i
alle Livets Forhold samt saa vidt muligt praktiserer
denne Lov i vor Omgang med Verden.
Det hører ikke os til at gøre Forsøg paa at omforne
Verden og skabe Revolution i Samfundsforholdene. Dette kæmpemæssige
Værk har Herren selv paataget sig, og
det vil blive fuldt udført paa den store Dag, der nu hurtigt
nærmer sig. Indtil da gælder der den Regel for Guds Børn,
som lader sig lede af Ordet, at skønt de er i
Verden og nødvendigvis maa have at gøre med dens [666] Anliggender
og Skikke, maa de dog ikke være i Harmoni med disse. De maa forstaa,
at hvis de holder sig i nøje Samfund med Herren og i
Overensstemmelse med hans Retfærdighedsprincipper, maa de nødvendigvis føle den samme Modvilje som Gud mod al Uretfærdighed og Lovløshed — i
Menigheden, i Staten, i Politikken, i økonomiske Forhold og i
selskabelige Skikke.
Vi tror, at nogle, der har set dette mere eller
mindre klart, er gaaet til Yderligheder med Hensyn til at fordømme de bestaaende Institutioner, idet de har
gjort dette paa en Maade, som Herren og Apostlene hverken paabød eller selv
benyttede. Vi maa
komme i Hu, at Verden som Helhed lever efter saa ophøjet en Maalestok,
som den kan opfatte. Dette blot at finde Fejl ved Ting, som hverken vi selv eller andre har Magt til at rette, er værre
end unyttigt, fordi det avler Utilfredshed
og Ærgrelse uden at hidføre de forønskede
Resultater. Johannes Døberen
viste os et godt Eksempel i denne Henseende, da han paa Forespørgsel
af nogle romerske Soldater om, hvad de
rettest burde gøre, svarede: »Øv
ikke Vold mod nogen [krænk ikke de
Love og Regler, som I er blevetstillet
under af eders Regering], og lad eder nøje med eders Sold!« Det er
meget ufornuftigt blot at gaa omkring og gøre Folk utilfredse med
deres nuværende Forhold og
Omgivelser. De nye Skabninger
bør altid have Tilbøjelighed til og virke hen imod Fred.
Selv om vi ikke finder nogen
Anledning til at rose det
bestaaende, behøver vi dog heller ikke særlig at fordømme det.
I saadanne Ting gør vi vel i at efterfølge
Overengelen Mikael, der ikke engang fremførte en Bespottelsesdom mod Djævelen,
men kun sagde: »Herren straffe dig!«
— paa sin Maade og til sin Tid. (Judas 9.)
I Bevidstheden om, at Herren
til sin Tid og paa sin Maade vil
straffe de bestaaende Institutioner, kan vi med Apostelen
sige til os selv: »Vær
taalmodige; thi Herrens
Tilkommelse er nær« — Oprettelsen af hans Rige [667] er lige for Haanden, og det
vil raade Bod paa alle Vanskeligheder.
Det vil ikke alene være forgæves, men ogsaa skadeligt at
forsoge at fremtvinge disse Ting før Tiden,
idet Misfornøjelse til alle Sider vil blive Resultatet deraf. Iblandt denne Verdens Børn vil Herren kunne
finde fuldt op af Agitatorer, naar det Tidspunkt kommer,
da disse Spørgsmaal skal behandles. Indtil da
vil alle Medlemmer af den nye Skabning gøre klogt i at undgaa saadanne Diskussioner, som kun kan vække Strid
og Kiv, og i hovedsagelig at tale til Guds Børn og dem, som har Øren
at høre med, angaaende
de dybere Ting i Guds Plan.
Naturligvis maa der ogsaa ved passende
Lejligheder nævnes noget om den Trængsel, under hvilken
Riget vil blive oprettet.
De nye Skabninger, de kongelige Præster, har en Gerning at udføre, som ikke har noget
som helst at gøre med Verden eller dens
Bevægelser nu i Tiden. Som vi
allerede har paapeget, skal de støde
i Sølvbasunerne, forkynde
den guddommelige Plans Sandheder for
saadanne, som har Øren at høre med, som ikke er
blevet, gjort blinde og døve
ved Modstanderens Bedrag. Deres Opgave
ligger særlig iblandt Guds Børn, idet de skal afslutte denne Tidsalders Gerning ved at samle Hveden i Laden.
— Matt. 13,
37-43.
I et andet Billede vises der, at Menighedens Arbejde bestaar i
som Bruden at gøre sig rede til Brylluppet. (2 Kor.
11, 2; Aab. 19, 7.) Med et saadant Kald hvilende paa
sig til at bruge hvert Øjeblik af deres Tid, hver Smule
af deres Indflydelse, deres Midler i Herrens Tjeneste, kan de nye Skabninger ikke have en saadan Kærlighed
til Verden, at de skulde forsøge at opretholde dens
Forhold og Institutioner. Heller ikke kan de have nogen
Tilbøjelighed til at foregribe Herrens vise og
barmhjertige Foranstaltninger til at omdanne den nuværende onde Verden til den
kommende, hvor Retfærdigheden skal
bo. — Heb. 2, 5;
2 Pet. 3, 13. [668]
Den store Modstander, Satan.
Apostelen taler om »eders Modstander, Djævelen«, som vil han
have os til at forstaa, at vi har meget mere at kæmpe
imod end Svaghederne i vort eget Kød
og vore Medmenneskers Ufuldkommenheder. Han ønsker, at vi skal
indse, at vi har en saare snedig Fjende i Satan, og at vi maa holde
os meget nær til vor Hyrde, om vi vil fries ud fra Fristelserne og
bevares mod den ondes Magt. Lad os drage nogle af de Skriftsteder frem,
der omtaler denne Modstander, hvis Tilværelse nu helt og holdent nægtes
af mange:
»Eders Modstander, Djævælen, gaar omkring som en brølende Løve, søgende,
hvem han kan opsluge.« — 1 Pet. 5, 8.
»Da blev Jesus af Aanden ført op i Ørkenen for at fristes af Djævelen.«
—Matt. 4, 1.
»Da skal han ogsaa sige til dem ved den venstre Side: Gaa bort fra mig,
I forbandede, til den evige Ild [Gehenna, Ødelæggelsen], som er beredt
Djævelen og hans Engle.« — Matt. 25, 41.
»Men de ved Vejen er de, som hører det; derefter kommer Djævelen og
tager Ordet bort fra deres Hjerte.« — Luk. 8, 12.
»I er af den Fader Djævelen, og eders Faders Begæringer vil I gøre.
Han var en Manddraber fra Begyndelsen af, og han staar ikke i Sandheden;
thi Sandhed er ikke i ham.
Naar han taler Løgn, taler han
af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.« — Joh. 8, 44.
»Djævelen havde allerede indskudt i Judas', Simons Søns, Iskariots
Hjerte, at han skulde forraade ham.« — Joh. 13, 2.
»Giv ikke heller Djævelen Rum.«
— Ef. 4, 27.
»Ifør eder Guds fulde Rustning, for at I maa kunne holde Stand imod Djævelens
snedige Anløb.« — Ef. 6, 11. [669]
»For at han ikke ... skal falde ind under Djævelens Dom.«
— 1 Tim. 3, 6. 7.
»De kan blive ædrue igen fra Djævelens Snare.« — 2 Tim. 2, 26.
»For at han ved Døden
skulde gøre den magtesløs, soen har Dødens Vælde, det er Djævelen.«
— Heb. 2, 14.
»Staa Djævelen imod, saa skal han fly fra eder.« — Jak. 4, 7.
»Den, som gør Synden, er af Djævelen; thi Djævelen har syndet fra
Begyndelsen. Dertil blev Guds Søn aabenbaret, for at han skulde nedbryde
Djævelens Gerninger.... Derved bliver Guds Børn og Djævelens Børn
aabenbare. Hver den, som ikke gør Retfærdighed, er ikke af Gud, og
ligesaa den, som ikke elsker sin Broder.« — 1 Joh. 3, 8. 10.
»Overengelen Mikael turde, da han tvistedes med Djævelen og talte om
Moses' Legeme, ikke fremføre en Bespottelsesdom, men sagde: Herren
straffe dig!« — Jud. 9.
»Djævelen vil kaste nogle af eder i Fængsel, for at I
skal fristes.« — Aab. 2, 10.
»Og den store Drage blev nedstyrtet; den gamle Slange, som kaldes Djævelen
og Satan, som forfører den hele Verden, blev nedstyrtet paa Jorden, og
hans Engle blev nedstyrtet med ham.« — Aab. 12, 9. 12.
»Og han greb Dragen, den gamle Slange, som er Djævelen og Satan, og
bandt ham for tusind Aar, ... for at han ikke mere skulde forføre
Folkeslagene, førend de tusind Aar var til Ende.« — Aab. 20, 2. 3.
»Og Djævelen, som forførte dem, blev kastet i Ild og Svovlsøen. ...
Dette er den anden Død.« — Aab. 20, 10. 14.
»Nu gaar der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste kastes
ud.« — Joh. 12, 31.
»Jeg skal herefter ikke tale meget med eder; thi denne Verdens Fyrste
kommer, og han har slet intet i mig.«
— Joh. 14.
30. [670]
»Og naar han kommer, skal han overbevise Verden om
Synd og om Retfærdighed og om Dom, ... fordi
denne Verdens Fyrste er dømt.« — Joh. 16,
8. 11.
»Hvori I fordum vandrede efter denne Verdens Tidsaand,
efter hans Vis, som hersker over Luftens Magt, over den Aand, der nu er
virksom i Genstridighedens Børn.« — Ef. 2, 2.
»Men om ogsaa vort Evangelium er tildækket, da er det
tildækket iblandt dem, som fortabes, dem, i hvem denne
Verdens Gud har forblindet de vantros Tanker, for
at Lyset ikke skulde skinne fra Evangeliet om Kristi Herlighed,
han, som er Guds Billede. « — 2 Kor. 4, 3. 4.
»Men da Farisæerne hørte det, sagde
de: Denne uddriver ikke de onde Aander uden ved Beelzebul, de onde Aanders
Fyrste. Men Jesus sagde til dem: ... Hvis Satan
uddriver Satan, saa er han kommet i Splid med sig selv;
hvorledes skal da hans Rige bestaa?« — Matt. 12, 24-26.
»Hvorledes er du faldet ned fra Himmelen, du straalende
Stjerne, du Morgenrødens Søn?« — Es. 14, 12-14.
»Satan selv paatager sig Skikkelse af
en Lysets Engel.« — 2 Kor. 11, 14.
»Han, hvis Komme sker ifølge Satans Kraft, med al Løgnens
Magt og Tegn og Undere og med alt Uretfærdighedens
Bedrag for dem, som fortabes.« — 2 Thess
2, 9. 10.
»For at vi ikke skal bedrages af
Satan; thi hans Anslag er os ikke
ubekendte.« — 2 Kor. 2, 11.
»Thi for os staar Kampen ikke imod Blod og Kød, men imod
Magterne, imod Myndighederne, imod Verdensherskerne
i dette Mørke, imod den ondes
Aandemagter, i det himmelske.«
— Ef. 6. 12,
Diaglott.
»Den, som er født af Gud, bevarer sig selv, og den
onde rører
ham ikke. Vi ved, at vi er af Gud, og hele Verden ligger under for den
onde.« — 1 Joh. 5,
18. 19, Diaglott. [671]
»Og det skete en Dag, at Guds Sønner kom for at fremstille sig for Herren, og da kom ogsaa Satan midt iblandt
dem.« — Job 1, 6-12; 2, 1-7.
»Og han lod mig se Josva, Ypperstepræsten, staaende for
Herrens Engels Aasyn, og Satan staaende ved hans højre
Side for at staa ham imod.« — Sak. 3, 1. 2.
»Jeg saa Satan falde ned fra Himmelen som et Lyn.«
— Luk. 10,
18.
»Derfor har jeg vist mig for dig... Jeg sender
dig for at oplade deres Øjne, saa de maa omvende sig fra Mørke til
Lys og fra Satans Magt til Gud.« — Ap. G. 26, 16. 18.
»Men Fredens Gud skal hastelig knuse Satan under eders Fødder.«
— Rom. 16, 20.
»At overgive den paagældende til Satan til Kødets Undergang.«
— 1 Kor. 5, 5; 1 Tim. 1, 20.
»De skal ingen Anledning give Modstanderen til slet Omtale.
Thi allerede har nogle vendt sig
bort efter Satan.« — 1 Tim. 5,
14. 15.
Da Herren sagde til Djævelen: »Vig bort,
Satan« (Youngs Ordbog: Modstander, fjendtlig Aand), og da han senere sagde til Peter: »Vig
bag mig, Satan [Modstander],
du er mig en Forargelse; thi du sanser ikke hvad
Guds er, men hvad Menneskers er«, laa der faktisk i dette, at Satan ikke blot er en Fjende af Gud, men
ogsaa en Fjende af dem, der er i Harmoni med Gud.
(Matt. 4, 10; 16, 23.) Peters
Udsagn om, at Djævelen gaar omkring som en brølende Løve, søgende,
hvem han kan opsluge, synes at lære os,
at han ikke blot er en Fjende af
Menigheden, men ogsaa af hele Menneskeheden.
Herren siger dette rent ud. — Joh. 12,
31; 14, 30; 16, 11.
Herrens Paastand om, at Satan baade er den store Modstander
overfor Gud og overfor Menneskene, er ikke et
Udslag af en livlig Fantasi, men en ligefrem Beretning
om kendsgerninger. Han er vor
Modstander i en helt anden
Forstand, end Verden og vort eget Kød [672] er det. Den gamle
Natur modstaar den nye Skabning ikke af Had eller i Bitterhed,
ikke med nogen Tanke om at gøre den timelig eller evig Fortræd, men kun fordi det
faldne Køds Begæringer er i Modstrid med den nye
Skabnings højeste Interesser og med det Haab, hvortil
den er blevet avlet. Verdens Modstand skyldes
heller ikke nogen Ondskabsfuldhed,
men udelukkende Selviskhed, idet
den ser Tingene i et ganske andet Lys og
har Interesser, der er vidt forskellige
fra den nye Skabnings. Satan
alene er den forsætlige, intelligente Modstander
og Forfører, der, saa langt han faar Tilladelse dertil, benytter
sig af overmenneskelige
Kræfter for at besnære vort
faldne Kød gennem dettes fordærvede
Tilbøjeligheder, og som hyppigt benytter verdslige
Mennesker som sine uvidende Redskaber i Kampen
mod Retfærdigheden og Sandheden samt mo dem,
der er af Sandheden.
Han var en
Løgner og en Manddraber fra Begyndelsen.
— Joh. 8, 44. —
Den inspirerede Beretning hævder
vedholdende, at Satan gjorde Oprør imod Guds Lov, da han paa Grund af sin
Magtsyge forførte vore Stamforældre til Ulydighed mod
Gud, og at denne samme Modstander siden Menneskets Fald har været en uforsonlig Fjende af Gud,
af Retfærdigheden og af Sandheden. Ikke
blot har han besnæret
Menneskeheden; men han har ogsaa søgt at modsætte sig Udførelsen af den store Forsoningsplan,
som Gud har fattet og overdraget til Kristus at bringe til Udførelse. Det
synes ikke at fremgaa af Skriften, at Satan havde medsammensvorne iblandt Englene
paa det Tidspunkt, da han selv faldt fra og forsøgte
at oprette et Herredømme paa Jorden med Guds
sidste Skabninger, Menneskene, til Undersaatter. Lige
saa sikkert som Satan selv
udgjorde en Del af Guds store
Skaberværk, lige saa sikkert
ved vi, at han
blev skabt fuldkommen og retfærdig i Guds Billede. [673] Thi alt Gudis Værk
er fuldkomment. (Ef. 3, 9; 5 Mos. 32, 4.) Gud har
blot eet Ideal for Retfærdighed og Fuldkommenhed, og det er ham
selv.
Men at blive skabt fuldkommen og at blive ved at være det
er to vidt forskellige Ting. Det behagede ikke Gud at gøre
sine fornuftbegavede Skabninger til Maskiner, der var uimodtagelige for
Forandringer i Bevæggrunde og Opførsel. Tværtimod har den skabt alle dem
af sine Skabninger, som var udrustet med Moralbevidsthed, efter sit eget
Billede med fuld Frihed til at efterjage det
rette, det sande, det rene, det gode, saadan
som Gud selv gør det, men
ogsaa med Magt til at forandre deres Stilling i saa Henseende og blive til Oprørere
mod Retfærdighedens Lov. Dog har
Gud truffet Foranstaltninger for dette Tilfælde ved at beholde
Magten over det evige Liv i sine Hænder, saa at han
fuldt ud er Herre over Forholdene, idet han kan udrydde
dem af sine Skabninger, som nægter at anerkende
og opfylde hans retfærdige Krav.
Han har til Hensigt at
udslette saadanne af Tilværelsen, som om de
aldrig havde været til, og kun
tillade dem, der af Hjertet er i Overensstemmelse med hans Fordringer, at
leve evigt.
Iblandt Englene, hvortil Satan oprindelig hørte, fandtes
der øjensynlig fra Begyndelsen af, ligesom der endnu
findes, forskellige Klasser eller Grader. Dog var de alle
underlagt den samme Kærlighedens Lov. Tidsaldre igennem har de
sandsynligvis i Lydighed mod Skaberens Vilje arbejdet
sammen i Enhed og Harmoni. Godhed, Kærlighed, Venlighed,
Lydighed mod den himmelske Faders Fordringer og den Lykke, de erfarede
ved at overholde disse, var i lang Tid det eneste, de
kendte. Men saa indtraf det Tidspunkt, da et andet Træk i Guds Plan
naaede sin Udfoldelse. Mennesket
blev skabt i en anden Natur end Englenes, en
lidt lavere Natur, den
menneskelige, den jordiske, den kødelige
Natur i Modsætning til den himmelske, [674] den aandelige. Menneskene
havde et Hjem for sig selv. Jorden,
hvor Samlivet var baseret paa Familieinddelingen,
og hvor de to og to, Mand og Kvinde, besad Evne
til at videreforplante deres egen Art. I
alle disse Henseender adskilte de sig fra Englene, der
ikke er kønsligt forskellige,
som ikke har nogen Familieordning,
og som ikke kan forplante sig. Uden
Tvivl var denne Guds sidste Skabning et Under
i alle Englenes Øjne, og de fik
rigelig Anvendelse for deres Fornuftsevner
til at forklare sig alt, hvad der stod i Forbindelse med
den.
Da var det, at en af de højeststaaende Engle,
medens han tænkte over, hvilke Muligheder der laa i denne nye
Skabning, kom til den Slutning i sit ærgerrige og egenkærlige
Sind, at hvis han blot paa en eller andem Maade
kunde bemægtige sig det nys skabte
Menneske par og fremmedgøre det for Gud, kunde han ved Hjælp
af det oprette et Rige eller Herredømme for sig selv og indtage
Jehovas Stilling overfor Menneskene og Jorden. Det var Udførelsen
af denne ærgerrige Plan, der gav ham
Navnet Satan, Guds Modstander. Han tænkte ikke
paa at tilrive sig Guds Herredømme
over Englene, da noget saadant vilde have været umuligt, eftersom alle Englene
var nøje bekendt med Gud og ogsaa kendte Satan
som en af deres egne. De vilde derfor aldrig have
fundet sig i at blive hans Tjenere
og Efterfølgere. De var fuldt ud tilfredse
med og alt andet end oprørsk sindede
mod den Almægtiges retfærdige, kærlige
og vise Styre.
Aldrig saa snart havde disse egenkærlige og ærgerrige
Tanker fundet Rum i Satans Hjerte, før han begyndte at
maale Herren med sin egen forvrængede Maalestok. Han
begyndte at tro at Herren i al sin Gerning kun udførte selvske og ærgerrige
Planer. Det onde Hjerte er altid rede til
at tænke ondt om andre, hvor rene, hæderlige og
velvillige de end er. Uden Tvivl mente Satan til at begynde med i det
mindste, at hans
[675] Fremgangsmaade
var berettiget, idet han fejlagtigt sluttede,
at Gud, da han skabte Menneskene paa, et lavere
Tilværelsestrin end Englenes, havde ladet sig lede af
daarlige, egenkærlige Bevæggrunde, og at Begrænsningen af
deres Virkefelt til Jorden alene som deres Bolig
fandt Sted, for at Gud saa meget lettere skulde kunne
holde dem
i Trældom. Da først denne
misundelige, oprørske, vanhellige
Tanke var kommet ind i Satans
Hjerte, blev det kun et Tidsspørgsmaal, naar Ondet vilde udvikle sig
yderligere og føre til aabenlys Synd og Modstand mod Guds Bestemmelser.
Maaske var det virkelig i den falske Tro,
at han kun hjalp de undertrykte til deres Ret, at Satan kom til Eva i
Eden og bildte hende ind, at de strenge Regler,
der gjaldt for hende og Adam, med Hensyn til eet af Træerne i Haven, var uberettiget
og kun var fastsat af en
tyrannisk Gud med det for Øje
at hindre dem i Udøvelsen af Friheder,
som med Rette tilkom dem, og hvis
uindskrænkede Besiddelse vilde være til stor Fordel
for dem. Han fik Eva til at tro,
hvad der paa dette Tidspunkt
muligvis virkelig har været hans egen fejlagtige Overbevisning, at Gud
havde løjet for Menneskene, da
han erklærede, at en Overtrædelse af Forbudet
mod at æde af det bestemte Træs Frugt vilde medføre
Døden — Udryddelsen. Satan
havde aldrig før set Døden iblandt dem af Guds Skabninger, der
var begavet med Fornuft, og han har derfor i sin forvendte
Sindstilstand sikkert ikke blot tilskrevet Gud egenkærlige
Bevæggrunde i Forbindelse med Skabelsen, men ogsaa antaget, at Gud
med Vilje havde løjet for sine Skabninger for bedre at kunne fremme sine egne
Planer ved at holde dem i Uvidenhed under et Herredømme,
som Satan uden Tvivl har opfattet som despotisk.
Den slette Indskydelse bar Frugter. Eva, der
indtil dette Øjeblik havde følt sig taknemmelig mod Gud og fuldt ud
sat Pris paa hans Naade og Velsignelse samt [676] anerkendt ham
som Ophavsmanden
til alt godt, alt
sandt, alt kærligt
og velvilligt, fik sit Sind
forgiftet af den Tanke, at hun
blev holdt for Nar, at hun blev
berøvet Friheder, der tilkom hende, for at hun skulde hindres
i at opnag et større Maa1 af Kundskab. Hun
kom til at tro, at Gud under sit Forsøg
paa at holde hende og Adam i Trældom under Uvidenheden, havde løjet
for dem, da
han truede dem med, at
Overtrædelsen af Forbudet vilde
have deres Død til Følge. Hende
nyerhvervede Ven, Satan, der elskede
Menneskene langt højere og var
ivrig for, at de skulde faa deres Ret, forsikrede
hende jo om, at
det ikke vilde drage Ulykke og Død
med sig, hvis de aad af det forbudte Træs Frugt, men
at det tværtimod vilde bringe dem forøget Kundskab,
Frihed og Dygtighed. Giften virkede hurtigt; Egenkærlighed
og Havesyge opstod i Evas Hjerte, der aldrig
før havde været besjaelet af saadanne Følelser, fordi intent i hendes tidligere Liv havde kunnet indgive
hende Tanker af denne Art.
Satans Stilling i denne Sag skilte ham naturligvis fra Jehova.
Han satte alt ind paa at gøre Menneskene til sine
Tjenere og gennem dem skaffe sig et Rige. Selv vilde
han vel have udtrykt det saaledes, at han satte alt
ind paa at befri Menneskeslægten fra Gus Tyranni. Da
han saa Resultatet af sin Synd — at Menneskene
blev uddrevet af Eden og udelukket fra Adgangen til Livets Træer, at
de lidt efter lidt visnede bort og døde, blev han uden
Tvivl selv skuffet ligesom Eva. Om Adam derimod
ved vi, at han
ikke blev bedraget. Han vidste, hvad han
kunde vente sig af sin Ulydighed.
Hans Delagtighed i Overtrædelsen
var forsætlig og kunde næsten kaldes Selvmord. Tilskyndet af den Tanke, at hans Hustru maatte dø, fordi hun havde
taget af den forbudte Frugt, og i Følelsen af, at
al hans Lykke vilde være ødelagt, naar hun var borte,
besluttede han at dø med hende. Hvis
han bedre havde forstaaet Guds
Karakter, som den senere er ble- [677] vet aabenbaret i Forsoningsværket, vilde han uden Tvivl have haft
Tillid til, at Gud kunde og vilde hjælpe ham ud af
Vanskeligheden. Han vilde da for enhver Pris have været
lydig imod Guds Bud.
Men lad os vende
tilbage til Satan. Da han først havde valgt den onde Vej, førte
ethvert Skridt, han derefter foretog sig, ham blot
yderligere bort fra Retfærdigheden. Medens maaske hans første Løgn: »I skal visselig
ikke dø«, i nogen
Grad blev fremsat i god Tro, har han dog bestandig siden ved
alle Midler søgt at opretholde denne
falske Paastand og narre Menneskene til at tro, at der ikke
findes nogen Død — at de blot
bliver mere levende end nogen Sinde, naar de synes at dø. Det er den
gamle Løgn tilpasset efter moderne Forhold. Ingen ved bedre end Satan, at den Død, der
er kommet over hele Menneskeslægten, er en skrækkelig
Virkelighed, og ingen ser bedre end han, at hvis
Menneskene klart og tydeligt forstod alt, hvad
der vedrører Synden, Straffen, Genløsningen og den forestaaende
Genoprettelse, vilde de ved Sandhedens Magt blive
draget hen imod deres retfærdige og dog barmhjertige Skaber.
Men dette søger Satan netop at forhindre. Derfor bestræber
han sig for at forblinde Menneskene, saa de ikke kan se Guds sande
Karakter og Plan, idet han fylder dem med falske og gudsbespottelige
Tanker angaaende deres Skaber.
Han lader saa vidt muligt ikke Menneskene
indse, at Døden og alle de Lidelser, der staar
i Forbindelse med denne, aandelig,
moralsk og legemlig Sygdom, er et Resultat af
Ulydigheden mod Gud, et Resultat af, at de
troede Satans Løgn, men vil i Stedet for have dem
til at tro og har virkelig ogsaa overbevist mange om, at da den
store Jehova, der om sig selv hævder, at han er
Legemliggørelsen af Retfærdighed og Kærlighed, skabte Menneskene,
gjorde han det
med de
mest ukærlige og uretfærdige
Hensigter overfor de fleste af
dem, idet han før Skabelsens Be- [678] gyndelse
havde fattet den Plan, at de mange Millioner
skulde pines evigt og kun »en lille Hjord« bringes frem til
Herligheden som en Prøve paa, hvad
han kunde have gjort ved dem alle,
hvis han blot havde været noget mere venligsindet overfor dem. Med
mange saadanne Bedrag har
Modstanderen i Løbet af
de seks Tusind Aar fordærvet Menneskenes Dømmekraft
og vendt deres Hjerter bort fra Gud og hans Sandhedsbudskab.
Apostelen bekræfter
dette, naar han siger: »Denne
Verdens Gud har forblindet de vantros Tanker,
for at Lyset ikke skulde skinne fra Evangeliet om Kristi Herlighed, han, som er Guds Billede«, for at
Menneskene ikke skal blive oplyst og komme ud
af Uvidenhedens
og Vildfarelsens Mørke, saa de kan se den
himmelske Faders virkelige Karakter og naaderige
Plan. — 2 Kor. 4,
4.
Hvor som helst Lyset fra den guddommelige Aabenbaring (ikke
blot Bibelen selv, men ogsaa »Sandhedens Aand«)
kommer hen, betyder det en større eller mindre Fare for
det Mørke, som Satan har fremkaldt ved sine Vildfarelser.
Sandheden er tusind Gange mere fornuftig end
Satans Paafund og vilde hurtigt faa Magten over ham, hvis ikke Han
havde sin Snedighed at støtte sig til. Han
skifter bestandig Fremgangsmaade og finder paa nye Bedrag for at
opretholde sin gamle Løgn og om muligt forføre
endog de udvalgte. En af hans mægtigste og heldigste
Bestræbelser for at forvende Sandheden og gøre
Vildfarelsen tiltalende bestod i Frembringelsen af det store antikristelige System, Pavedømmet.
Ved Hjælp af dette har han udøvet en frygtelig Indflydelse overalt i Verden, saa at selv Menneskene
nu til Dags, hvor der findes mere Lys, og hvor dette
System har tabt noget af sin Magt, kalder den
Periode, da det sad inde med
Herredømmet, for »den mørke
Middelalder«
— mørk af
Uretfærdighed, Vildfarelse og Overtro, mørk af gyselige og
samvittighedsløse Forfølgelser
overfor dem, der søgte at tilbede Gud [679] i
Overensstemmelse med deres Samvittighed og havde fundet
noget af det sande Lys, som de trofast fremholdt for Folket.
Saa djævelsk var denne Institution i sin Metode og
Indflydelse, og saa fuldt ud stod den som et Udtryk for
Satans List og Ærgerrighed, at den af Herren
billedligt beskrives som Satan selv. Den var i den
fuldeste Betydning af Ordet hans Repræsentant, medens den
gjorde Paastand paa at være Guds. (Se Bind II,
Kap. 9.)
Overalt i Profetien træffer vi paa denne
Sammenblanding i Beskrivelsen og Benævnelsen af Satan og hans første Repræsentant
iblandt Menneskene. Efter at
have talt om Ødelæggelsen af Babylons Magt, hvormed
der sigtes baade til det bogstavelige Babylons Herredømme
over det naturlige Israel og til det billedlige Babylons Forfølgelse
af det aandelige Israel, gaar Profeten
videre og giver en Beskrivelse, der i første Række
passer paa Satan selv, dernæst paa det naturlige Babylons Opkomst og Fald og endelig paa det billedlige
Babylon:
»Hvorledes er du faldet ned fra Himmelen, du straalende
Stjerne, du Morgenrødens Søn? Hvorledes er du hugget
ned til Jorden, du, som nedslog Folkeslag? Og du, du
sagde i dit Hjerte: Til Himmelen
vil jeg stige op, over Guds Stjerner vil jeg rejse min Trone, og
jeg vil tage Sæde paa Forsamlingsbjerget [Guds Folks
Rige] i det yderste Norden [Pleiaderne i Nord er
længe blevet anset for at være Universets Midtpunkt, Jehovas
Trone]; jeg vil stige op over
Skyernes Toppe, jeg vil gøre mig
den Højeste lig. Nej, til Dødsriget
[scheol,
Glemselen] skal
du stødes
ned, til Hulens dybeste Bund. De,
som ser dig, skal stirre paa dig, betragte
dig og sige: Er dette den Mand,
som bragte Jorden til at skælve,
som gjorde Jorderiget ligt en Ørken
og nedrev dets Stæder, som ikke slap sine Fanger hjem?«
— Es. 14, 12-17. [680]
Ligesom det gjaldt om Babylon, at det havde ophøjet
sig over alle Riger paa Jorden, saadan gjaldt det
ogsaa om Pavedømmet, Antikrist, at det ophøjede sig over Rigerne og Folkeslagene paa
Jorden og forsøgte at styre dem
med en Jernstav, idet det gjorde Paastand paa at have faaet Myndighed dertil af Kristus. Ligesom
det første blev nedstyrtet i Ødelæggelsen, venter der
ogsaa det store Babylon, Moderen til Skøgerne paa Jorden,
at det som en Møllesten skal kastes i Havet for ikke
mere at komme til Syne. Men var end disses Tragten efter at have Herredømme over andre stor, saa var dog Satans Attraa
endnu større efter at staa
over Guds øvrige Skabninger,
efter at skaffe sig et Rige paa Jorden,
hvor han kunde herske ligesom Jehova
i Himmelen. Dette
skal dog mislykkes for Satan. Han
skal bindes i de tusind Aar,
medens Frelseren regerer for at borttage Forbandelsen fra Jorden og
velsigne Verden. Som Skriften klart viser, skal Satan derefter blive udryddet
sammen med alle sine Engle, sine Budbærere, alle
dem, der under hans Ledelse vandrer paa hans Veje.
— Matt. 25,
41; Heb. 2, 14; Aab. 20, 10.
Satans
Medhjælpere i det onde.
— Dæmonernes
Hærskarer.
Som vi allerede har set, havde Satan til at begynde med ifølge Skriftens Beretning
ingen medsammensvorne iblandt
Englene. Vi forstaar tværtimod, at
alle de hellige Engle var i den nøjeste
Overensstemmelse med Guds Styre, og at nogle af dem fik til Opgave
at herske over de faldne Mennesker for
om muligt at hjælpe dem
tilbage til Harmoni med Gud og hindre dem i at synke endnu dybere. Dette
laa forud for Vandfloden
paa Noas Tid. Det var første Gang, Englene fik
Kendskab til Synd, til Ulydighed mod Gud, til moralsk
Fordærvelse. Det blev en Prøve for dem, fordi det lærte
dem Muligheden af at gøre det onde, af at trodse Guds Vilje.
Det syntes dem, som om der kunde [681] være nogen Fordel forbundet med at følge en
urigtig Fremgangsmaade, hvilket blev dem
en Fristelse til at
være ulydig
mod Gud. Skriften viser os
tydeligt, at nogle af Englene,
der tidligere havde været hellige og lydige, ved denne Lejlighed faldt i Overtrædelse og blev besmittet
af Synden. Baade Peter og Judas
taler om de Engle, som ikke
bevarede deres Højhed, og som Gud
derfor holder i Lænker under Mørke til
den store Dags
Dom, da deres Sag skal prøves. — 2 Pet. 2, 4; Jud. 6.
Disse faldne Engle, der er adskilt fra de hellig. Engle,
kaldes Djævle eller Dæmoner. Satan er deres Fyrste, deres Leder. Ham samarbejder
de med ved Udførelsen af onde Gerninger iblandt Menneskene. Da
de ikke har noget godt at beskæftige
sig med, men er overladt til sig
selv i det onde, kan det ikke forbavse os, at Ondskaben hos dem udvikler
sig i en frygtelig Grad, og at
de er Satans trofaste Medhjælpere i at opretholde
den første Løgn: »I skal
visselig ikke dø.«
Øjensynlig begyndte disse faldne Engle, Dæmonerne, straks
efter Syndfloden at forføre Menneskene under Religionens Maske. Skønt
de var lagt i Lænker i den Forstand,
at de ikke længere kunde vise sig iblandt Menneskene
i Kødlegemer, fandt de dog snart i den fordærvede
Slægt nogle, som var villige til at tjene som Redskaber
eller Medier for dem, og hvis Legemer de kunde virke igennem. Disse Medier eller Mellemmænd mellem
Dæmonerne og Menneskene blev i ældre
Tider kaldt »Troldkarle«,
»Dødningemanere«, »Sandsigere«. »Medicinmænd«
eller »Præster« for
de falske Religioner. Deres
Bestræbelser for at faa Magt over Israels Folk, som Gud havde udvalgt
til for en Tid at repræsentere ham paa
Jorden, bliver tydeligt omtalt
i Bibelen, og Folket advares
bestemt imod dem.
Der blev i Loven
fastsat Dødsstraf for dem, der iværksatte
nogen Forbindelse
med Dæmonerne. [682]
Mennesket er efter sin oprindelige Beskaffenhed et Billede af
Gud, og som saadant et frit, uafhængigt Væsen. Denne
Frihed udstrækker sig ogsaa til dets moralske
Optræden. Hvor meget det end mister af sin personlige Frihed og kommer i Trældom
enten under andre Mennesker eller under
sine egne Begæringer, er det dog
moralsk set frit stillet. Det
kan bruge sin Vilje, sit Sind,
som det har Lyst til. Hvis det
vil underkaste sig Herrens Vilje, kan det gøre det; hvis det
vil give efter for daarlige Indflydelser, kan det ogsaa
dette. Vil det staa uafhængigt
baade af Gud og af de slette
Indflydelser, har det Frihed dertil, saa langt
dets legemlige og aandelige Evner rækker. Men
ved de nedarvede Svagheder, som
skriver sig
fra Faldet, er dets Dømmekraft
saavel som dets kundskaber blevet
betydeligt forringet, hvorfor dets moralske
Uafhængighed er i forholdsvis stor Fare, naar det bliver angrebet
af »forførende Aander og Dæmoners Lærdomme«,
der ifølge Skriftens Udsagn staar bagved de
onde Indflydelser Verden over. (1
Tim. 4, 1.) Det er derfor slet ikke
overraskende, at disse faldne Engle, Dæmonerne,
til enhver Tid og i ethvert Land har kunnet
finde Lejlighed til at besætte talrige Medier. De er meget nøjeregnende med Hensyn til, hvem de vælger
til deres Redskaber, idet de saa vidt muligt søger
at sikre sig dem, der er udrustet med rige Aandsevner,
for at de ved Hjælp af disse naturlige Fortrin hos deres Medhjælpere saa meget lettere kan faa Magt over Masserne.
Som Følge heraf er det saaledes i de hedenske Lande, at disse Medier, Præsterne, Troldkarlene.
Dødningemanerne, Stjernetyderne
og Sandsigerne, hører til de viseste og dygtigste. Indenfor den moderne Kristenhed
bliver Dæmonernes Medier ofte kaldt
med dette særlige Navn, Medier, saaledes som Tilfældet er iblandt Spiritisterne. Det er det mest passende Navn,
der kunde tænkes for dem; thi
de, der giver sig selv hen til at
være Talerør for de orde Mag- [683] ter, er i
Virkeligheden blot Medier, hvorigennem de onde
Aander virker, ved Ord, Bankning,
Skrivning eller paa anden Maade.
Dæmonernes Fremgangsmaade og Hovedlære har til alle Tider
og i alle Lande praktisk talt været ens. I Almindelighed giver de sig ud for at være de afdøde, undtagen i nogle
ganske særlige Tilfælde, hvor
de har været saa frække at vedgaa, at de er Dæmoner, saaledes
f. Eks. iblandt Kineserne. Se
ogsaa 1 Kor. 10, 20. Ved at udgive sig selv for at være de afdøde Mennesker
udfører de med største Held et mangesidigt Arbejde:
1) De støtter dell oprindelige Løgn, som Satan fremsatte
i Eden: »I skal visselig ikke dø.«
2) Ved dette Falskneri skaber de Fordomme hos Menneskene overfor Evangeliet
og alle dets Foranstaltninger.
3) Derved faar de Guds Plan til Menneskets Genløsning
og til dets Frelse fra Synden og dens Straf, Døden,
til at tage sig selvmodsigende og meningsløs ud. Ved at nægte,
at Syndens Sold er Døden, og ved at hævde, at
Syndens Sold er evig Pine, forhaaner de ikke blot Guds Karakter, idet de
fremstiller ham som selve Indbegrebet af al Uretfærdighed og Grusomhed, men de
latterliggør ogsaa Skriftens Lære om Genløsningen; thi selv med vor
ufuldkomne Dømmekraft kan vi
indse, at Herrens Død paa Korset ikke kunde udfri Slægten
fra en evig Pine, at der ikke kunde være nogen som
helst Overensstemmelse mellem denne Straf og Genløsningsbetalingen.
4) De foraarsager, at Læren om en Opstandelse bliver
urimelig og meningsløs; thi hvis ingen er døde, hvorledes
kan der da være Tale om nogen Opstandelse fra de døde? Hvis tille
Mennesker, naar de dør, bliver mere
levende, end de nogen Sinde før har været, og kommer ind under meget bedre
Forbold hvad skal de
da med en Opstandelse? Hvorfor
skulde Opstan- [684] delsen da
være det eneste Haab, der fremholdes for os i
Evangeliet?
5) De bereder Vejen for besnærende
Vildfarelser. Iblandt Hedningerne ytrer disse sig for
en stor Del som Tilbedelse af de afdøde og Tro paa en Sjælevandring
— ifølge hvilken de, der dør
som Mennesker, efter i nogen Tid at have været uden Legeme igen vil blive
født til Verden enten som Hunde, Katte, Heste, Køer, Rotter,
Mus eller lignende og komme til at gennemgaa forskellige
Erfaringer som saanne, hvis de da ikke er værdige
til at blive født paa et højere Plan.
6) Indenfor Kristenheden har dette Onde paataget sig den
mest sataniske Skikkelse. Denne falske Lære er blevet
Grundlaget for alle de skrækkelige Vildfarelser og
den megen Overtro, Kristendommen har haft at kæmpe
med. Læren om den evige Pine kunde aldrig være
opstaaet, hvis ikke Dæmonerne havde faaet Folk bildt ind,
at de døde er levende
og derfor i Stand til at føle
Smerte. Skærsildslæren kunde lige saa lidt være
fremkommet og som Følge deraf heller ikke dette at bede
for de døde eller at lade Messer læse for deres Sjæle, hvilket for en
Del vilde have hindret Fremvæksten af de Systemer, der har levet af
disse Falsknerier og bragt Menneskene i Trældom under deres forvrængede
Fremstillinger af Guds Karakter og Plan.
7) Skønt Pavedømmets Magt blev brudt
ved den store Reformationsbevægelse
i det sekstende Aarhundrede,
blev dog denne falske Grundsætning,
som Dæmonerne
har opstillet og i de forskellige Lande understøttet ved forskellige Beviser og Tegn, omhyggeligt bevaret.
Reformatorerne vedblev at være bundet
af denne
første Løgn, der blev fremsat af Løgnenes Fader
og opretholdt af de onde Aanders
Hærskarer. Derfor blev denne ogsaa indenfor Protestanterne Grundvolden for alle de
Vanskeligheder og Vildfarelser, som
de forskellige Samfund
siden har maattet kæmpe med. Den
har for
en stor Del gjort dem blinde
overfor Lyset [685] i Guds Ord
og hindret dem i »sammen med alle de hellige at
begribe, hvor stor Bredden og Længden og Dybden og
Højden er«. — Ef. 3, 18
8) Under Forsøget paa at tilpasse sig efter de forandrede Forhold har denne falske
Lære i det sidste halve Aarhundrede
givet Rollen som Lysbærer for
Menigheden og er optraadt som
Ledestjerne for dem, der søger Sandheden. Heri svarer
den fuldt ud til den Beskrivelse
af dens Ophavsmand, som vi forefinder
i Guds Ord: »Satan selv
paatager sig Skikkelse af en Lysets Engel.« — 2 Kor. 11,
14.
9) Det er ikke lykkedes Spiritismen at faa fat i Flertallet
af de kristne. Skønt de har været under Indflydelse
af den falske Lære, at de døde er levende, har de dog i
Almindelighed instinktmæssigt forstaaet, at de indenfor Spiritisternes
Kredse optrædende Medier (de bedste, Satan har kunnet sikre sig) ikke
var saadanne, som Gud vilde
benytte til at meddele sine Venner yderligere Oplysninger
og til at bringe dem i Forbindelse med de afdøde, om hvem de
fejlagtigt mener, at de er levende og hyppigt nærværende hos dem, skønt usynlige. Efter
at den store Modstander gennem
Spiritismen har søgt at fange
og besnære saa mange sam muligt, har
han nu fundet det nødvendigt at indføre
endnu snildere Fristelser, endnu nøjere Efterligninger af den sande Kristendom, under Navn af
»Christian
Science« (kristelig Videnskab) og Teosofi.
Disse Systemer, der foregiver at vise Ærbødighed for Guds Ord,
og som tager Kristi Navn forfængeligt, fordi de
ikke har Troen paa ham som Frelser, bliver brugt som
Lokkemidler for de kristne, der er vaagne nu i Tiden,
for at tilfredsstille deres Hunger efter noget andet og bedre end de
menneskelige Overleveringers Avner, som
de saa længe har maattet nøjes med. Disse Systemer
paastaar, at de bibringer deres Tilhængere videnskabelig
Sandhed, medens de i Virkeligheden absolut
tilsidesætter Sandhed og Videnskab. [686]
10) Da Satan forstaar, at Guds
Plan gaar ud paa inden længe at lade Genoprettelsen begynde, forsøger han at
aflede Menneskenes Opmærksomhed fra denne Guds Plan
ved at praktisere Helbredelse ad Tankens Vej iblandt dem, der
bekender sig til den kristelige Videnskab eller til Teosofien.
Disse Efterligninger af Sandheden, som imidlertid fornægter
selve Grundvolden for Skriftens Sandhed (Genløsningen),
er for os Beviser paa, at Satans Magt til
at bedrage Kristenheden er ved at forsvinde, at hans Hus staar for Fald, saa vidt det angaar tænkende Mennesker. Lyset fra
Tusindaarsdagen er ved at gry over Verden, og den store
Vildfarelsens Ophavsmand er bragt til sit yderste. Gud være
lovet, at han vil blive bundet, for at han ikke skal
forføre Folkene i de tusind Aar, da. Kristus hersker,
og da Kundskabens Lys skal fylde Jorden, ligesom Vandet dækker Havets
Bund!
Kaster i Blikket paa den hedenske Verden, ser vi klart den
frygtelige og nedbrydende Gerning, disse Dæmoner har
udført iblandt Menneskene, idet de har smedet dem i Overtroens
Lænker ved Hjælp af Mirakler og »sorte Kunster«, som de har
udført gennem deres menneskelige
Redskaber — f. Eks. Indiens Fakirer i
vor Tid. Skriften viser os, hvilken Virkning Evangeliet
har papa saadanne Djævelens Gerninger, og paapeger,
at Lyset fra Guds Sandhed er det »Verdens Lys«, der
alene er i Stand til at sprede Modstanderens Mørke. Læg Mærke
til den Kamp mellem Lys og Mørke,
som Apostelen Paulus oplevede, da han rejste gennem
Asien til Europa og undervejs fremholdt det sande Lys.
»Mange af dem, som var blevet troende, kom og
bekendte og fortalte om deres Gerninger. Men mange af
dem, som havde drevet Trolddom, bar deres Bøger
sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede
deres Værdi og fandt dem 50 Tusind Sølvpenge værd. Saa kraftigt
voksede Herrens Ord og fik Magt.« — Ap. G. 19, 18-20. [687]
Apostlene var bestandig i Kamp med disse onde
Aander, der undertiden
søgte at modstaa Evangeliet, men i Almindelighed indsaa, at
de slet ikke kunde staa sig overfor de højere aandelige Kræfter,
som virkede i Apostlene.
Ved een Lejlighed læser vi, at den onde Aand søgte Forbindelse med Evangeliet og tilskyndede Mediet
til at følge Apostelen og dem, der var med ham,
idet den udraabte: »Disse
Mennesker er den højeste Guds
Tjenere, som forkynder eder Frelsens Vej.« Om dette nu var et Forsøg paa at kæde Evangeliet sammen
med
Dæmonismen og Medievirksomheden,
eller om
det blot var en List, hvorved Dæmonerne
vilde opnaa netop det, som blev Resultatet deraf, nemlig en Bevægelse
iblandt Folket
og Modstand mod Apostlene, kan vi
ikke afgøre. Imidlertid er der
eet Punkt heri, som lægges
klart frem for os, nemlig at Apostelen anerkendte
disse Medier ikke som Talerør for de døde, men som Redskaber for Dæmonerne,
de faldne Engle. Under Sammenstødene med Apostlene søgte Dæmonerne heller
aldrig at skjule, hvem de var. — Se Ap. G. 16, 16-19: 19, 15; Jak. 2,
19.
Ogsaa medens Herren
vandrede her paa Jorden, fandt disse onde Aander mange Jøder,
der var villige til at tage imod
dem. Han sagde om saadanne,
at de var besat af Djævelen. Naar
nogen var besat af flere Dæmoner
paa en Gang, hvad
der hyppigt var Tilfældet,
havde han næsten intet Herredømme over sig selv.
Hans Tanker, Ord og Handlinger
blev dikteret ham af de onde
Aander, og hans Optræden var som en
sindssygs. Mange af de besatte
blev helbredet baade af Herren
selv og af dem,
hvem han udsendte, og hvem han
havde meddelt et Maal af sin Aand, sin Magt, sin Indflydelse.
En interessant Beretning om
en saadan Uddrivelse
af onde Aander forefindes i Luk. 4, 34-37 og
Matt. 8,
28-33. Aanderne
gjorde her ikke blot intet Forsøg
paa at skjule, hvem de var, da de samtalte
med Herren; men de indrømmede tillige, at han [688] havde Magt over dem, og gav til Kende, at de
ventede en Gang at blive ført frem for Dommen, naar deres Varetægtsfængsel
var til Ende.*)
*) En udførligere
Behandling af dette Spørgsmaal findes i Bogen:
»Spiritismen i Bibelens Lys«, der faas ved Henvendelse
til Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab, København.
»For os
staar Kampen ikke [blot] imod Blod og Kød.«
Af det
foregaaende har vi set, at Satan selv
og Dæmonerne, der er hans Medtjenere i det onde, i Virkeligheden
er den store Magt, der virker i, paa og ved Hjælp af
Menneskeslægten i Kamp med Gud og
under Modstand mod den Forsoningsplan, som han har planlagt, og
som begyndte at blive udfoldet, da Herren ved sit første
Komme døde som en Genløsningsbetaling
for Syndere. Kun naar vi betragter Sagen fra
dette Standpunkt, kan vi forstaa Betydningen af Apostelens Ord: »For
os staar Kampen ikke imod Blod og Kød,
men imod Magterne,
imod Myndighederne, imod Verdensherskerne
i dette Mørke, imod Ondskabens Aandemagter i
det himmelske.« (Ef. 6, 12.) Naar vi da ser, at de faldne Mennesker er saa absolut ude af Stand til at
forsvare sig mod den listige
Modstander, og at selv Merrens Folk kun kan undgaa hans Kunstgreb i samme
Forhold, som de af Hjertet er fuldt ud tro mod
Herren og opmærksomme overfor hans Ord,
idet han saa
yder dem en særlig Hjælp mod og Udfrielse
fra det onde, der uden hans
Bistand vilde forføre endog de
udvalgte, ledes vi uvilkaarligt til at spørge:
Ja,
men hvorfor tillader dog Gud
Modstanderen saaledes at omgive Menneskene med forførende Vildfarelser,
falske Lærdomme og i nogen
Udstrækning Tegn der støtter dem?
Svaret paa dette Spørgsmaal, det eneste tilfredsstillende, der
kan findes, lyder, at Gud nu i Tiden ikke søger at
forlige hele Verden med sig selv, men blot er ved at udvælge
af den genløste Slægt en forudbestemt [689] 1ille Skare, de
nye Skabninger, der under Guds Vejled ning skal befæste
deres Kaldelse og Udvælgelse ved i Hjertet at blive ligedannet
med Sønnen, deres Frelser, deres Herre, deres Brudgom. Verdens Oplevelser med Hensyn til
Modstanderens Bedrag vil blive fuldt ud
forklaret i Løbet af de tusind Aar.
Alle vil da faa at se, hvilken forførende,
besnærende og fornedrende Indflydelse, der
udgaar fra at følge nogen anden Vej end Retfærdighedens
og fra enhver anden Aand end Guds Aand,
Sandhedens Aand. Alle vil da indse, hvor fuldstændig
de er blevet besnæret og fanget af
Djævelen til at gøre hans Vilje (2 Tim. 2,
26), hvor absolut de er bevet forblindet af denne Verdens
Gud overfor det sande Lys angaaende Guds Karakter, saaledes som
den er aabenbaret i Kristus. (2 Kor. 4, 4.) De vil da
fuldt ud forstaa følgende: 1) At Gud er alle sine
Skabningers sande Ven, og at hans Love tjener til deres
eget Bedste og Velfærd; 2) at det onde er oversættes
ondt, hvad der belyses ved Satans og de faldne Engles Fremfærd samt ved deres
egne Erfaringer; 3) at de
ikke fuldt ud kan stele paa deres egen Dømrnekraft, og at
det under de nu herskende Forhold, da Menneskets
Kundskab er saa begrænset, er muligt, at Lys kan synes Mørke
og Mørke synes Lys, at godt kan se ud som ondt og
ondt som godt. Disse Lærdomme
vil faa blivende
Værd. Alle Mennesker vil lære fuldt ud at stole paa
Guds Visdom saavel som paa
hans Godhed og
Magt.
Det ondes
Tjeneste.
Imidlertid tjener disse Vildfarelser, denne Overtro iblandt Menneskene, til at holde dem i Trældom paa en Tid, da de
ikke er i Stand til at bruge Friheden ret; thi kun fuldkomne Mennesker, kun de,
der fuldt
ud er
i Guds Billede og bliver ledet af ham, rette Maade styre
sig selv, saa at det tjener til deres eget Velfærd. Satans og
hans medsammensvornes Efter- [690] stræbelser
samt Modstanden fra den Verden, der
er paavirket
af Vildfarelserne og Forførelserne, er dog
ogsaa rettet mod Sandheden og mod dem,
der er blevet dens Tjenere, og
dette i samme Forhold som de er trofaste
overfor den og energiske i dens Tjeneste. Herren, vor Konge, den levende Guds mest trofaste Tjener, erklærede
om dem, der vilde følge i hans Fodspor; »Naar
Verden hader eder, da vid, at den har hadet mig før
end eder. Var I af Verden, da vilde Verden elske sit
eget, men fordi I ikke er af Verden, men jeg har valgt
eder ud af Verden, derfor hader Verden eder.« (Joh. 15, 18. 19.) Vi kan
derfor næsten sige, at det som
Følge af en Naturlov er saaledes, at »alle de, som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, skal forfølges«. (2 Tim. 3, 12.) Disse
Forfølgelser og denne Modstand fra
Verden, Kødet og Djævelen er de Redskaber, som Herren benytter
for at polere, tilhugge og udvikle de nye
Skabninger.
Gud benytter sig af disse Modstandsmidler, som Satan selv
leverer, og foraarsager, at baade Menneskers og Dæmoners Vrede og Modstand
tjener ham til pris, idet netop disse
Trængsler for den udvalgte Menighed »virker
over al Maade og Maal en evig Vægt af Herlighed«. (2 Kor. 4, 17.) Med
saadanne Redskaber bliver de levende
Stene i Guds store Tempel tildannet og
tilslebet i Overensstemmelse med den store Arkitekts Plan i den Hensigt,
at alle Jordens Slægter om kort Tid
skal blive velsignet i og ved dette levende Tempel, og
saa mange af dem, som er villige dertil, blive forligt,
forsonet med Herren. Naar Herrens
Folk først lærer at indse, at
Menneskenes Modstand for en stor Del
skyldes deres faldne Tilstand samt de Vildfarelser og
den Blindhed, der er kommet over dem som Følge af den store Fjendes Kunstgreb, vil de kunne have stor Medfølelse,
ikke blot med Verden i Almindelighed, men
ogsaa med dem, der direkte forfølger dem. Saa
langt fra at ønske at tage Hævn
over deres Fjender, [691] kamde tværtimod
elske dem og gøre godt imod dem i Forstaaelsen
af, at de i den fuldeste og egentligste Betydning af
Udtrykket ikke ved, hvad de gør.
Iblandt de Mennesker, der er Modstandere af Forsoningen, ser vi mange, som paa forskellig Maade og ud
fra forskellige Motiver samarbejder med den
store Modstander
i Kamp mod Gud og hans Plan. Hvis vi nu først iblandt disse
opstiller Bordelværten, Værtshusholderen,
Spillebuleværten, Troldkarlene, Medierne og
de hedenske Præster, vilde vi sikkert nok faa Medhold
af Flertallet. Men set fra Guds
Standpunkt, hvorpaa vi forsøger
at stille os, tager Sagen sig helt anderledes
ud, idet det da er de civiliserede Landes ledende
Mænd, som modsætter sig Sandhedslyset, medens de af Navn tjener
det, der har det største Ansvar og udgør
de bedste jordiske Redskaber for Satan, skønt de
selv er uvidende derom. (Ap. G.
3, 17.) Det er vort
Haab for mange af derm, der i Løbet af Evangelietidsalderen og nu i dens Slutning er kommet i Berøring
med Sandhedslyset, at deres Modstand mod det i det
mindste for en stor Del maa tilskrives Blindhed, som
Apostelen siger med Henblik paa dem, der korsfæstede Herren: »Jeg
ved, at I handlede i Uvidenhed, ligesom
ogsaa eders Raadsherrer.« Set
fra dette Synspunkt kan vi nære Haab for selv de voldsomste Modstandere
af Sandheden iblandt Darwinisterne, Teosoferne,
Spiritisterne, Tilhængerne af kristelig Videnskab, Katolikkerne
og Protestanterne. Vort Haab med Hensyn
til Fremtiden maa jo naturligvis være mindre for dem,
der er blevet oplyst af den nærværende Sandhed, men
som ud fra Ærgerrighed, Skinsyge eller Stolthed og
under Ønsket om at være noget er blevet Modstandere af Herrens
Arbejde. Saadanne falder sædvanligvis
i Universalismens Snarer, idet de paa Trods af Bibelens Erklæring om det
modsatte kommer til at tro, at alle,
selv Satan, til sidst vil blive frelst. Deres aandelige
Blik tilsløres, saa de ikke længere kan fatte Her-
[692] reus Nærværelse, og de mister Troen paa Jesu Døds
Genløsningsbetydning.
Det hører ikke os til at dømme dem. Men vi kan
ikke andet end frygte for, hvad Udfaldet skal
blive med dem. Og vi
maa ogsaa lægge
Mærke til, hvad Skriften siger:
»Thi dem, som een Gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske Gave
og er blevet delagtige i den hellige Aand og har smagt
Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som er faldet fra — dem er det umuligt atter at forny
til Omvendelse, da de igen korsfæster sig Guds Søn og stiller ham til Spot.« (Heb. 6, 4-6.) Vi vil kunne erkende, hvor dette Skriftsted har sin Opfyldelse.
Vi maa undgaa at have noget
Samfund med Mørkets ufrugtbare
Gerninger af denne Art, men snarere revse dem. Vi maa trække os tilbage
fra dem, der ikke vandrer efter
Apostlenes Lære, og som ikke holder fast ved den Tro, der een Gang blev
overgivet de hellige; thi alle
saadanne staar paa Satans Side og er Modstandere af Herren og hans Plan, der har Forsoningen, Genløsningen, til Midtpunkt. — 2 Pet. 2, 21; 2
Thess. 3, 6; Jud. 3.
Naar vi nu skal betragte Spørgsmaalet om Fristelser, gør vi
vel i at huske paa, at Herrens Fristelser i Ørkenen klart
belyste dem, som de nye Skabninger bliver udsat
for. (Se Bind V, Kap.
5.)
Fristelserne
fra Modstanderen.
En af disse Fristelser, en, som i særlig Grad
falder i Traad med Kødets Tilbøjeligheder, gaar ud paa, at de nye
Skabninger skulde staa saaledes under Guds Beskyttelse, at de altid vilde
have Medgang
i timelige Ting. Dette er
imidlertid en Slutning af det naturlige
Menneske, som ikke finder nogen
Støtte i Guds Ord, der maa tjene til Vejledning for de nye Skabningers Dømmekraft. Det
gamle Sind holder paa, at »Sønneudkaarelsen« og Løfterne om den
fremtidige Medarveret til Riget nødvendigvis
maa medfore Velsignelse, [693] Hjælp og
Fremgang i timelige Ting. Hovedpaastanden
gaar ud paa, at denne Ret
gælder Helbredet: »Hvorfor
skulde dog vore indviede dødelige Legemer være syge
og daarlige? Det er sikkert ikke Gud, der sender os
Smerterne og Sygdommene, altsaa maa de komme fra
Djævelen. Naar vi saaledes kan bevise, at de kommer fra Modstanderen, vil det da ikke mishage Gud, om
vi finder os i dem? Bør vi ikke bede om at blive fri
for dem?«
Ad forskellige Veje
fremfører Modstanderen nu til Dags disse Spørgsmaal med stor
Haardnakkethed. Det Svar, han søger at faa frem, er af en saadan Art,
at mange ikke vilde have Mistanke om, at det kom fra
ham. Det gaar ud paa, at Sygdomme hos Guds Børn er et Tegn
paa Guds Mishag, at Brugen af Medicin skyldes
Mangel paa Tillid til Gud, at man bør sætte sin Lid
til Troens Bøn, at selv de naturlige Israelitter havde Ret
til at benytte sig heraf, og at meget mere de
aandelige Israelitter maa betragte Gud som deres Læge. Mormonerne,
Tilhængerne af kristelig Videnskab, af Alliance-Bevægelsen
og af Dowie benytter sig paa den mest eftertrykkelige
Maade af disse Argumenter for at vildlede og besnære, om det var muligt,
endog de udvalgte og vende deres Tanker bort fra Sandheden.
En Kendsgerning er det imidlertid, at de nye Skabningers
virkelige Interesser ofte fremmes bedst ved legemlig
Modgang. Profeten David taler herom, naar han paa
disses Vegne siger: »Førend jeg blev ydmyget, for jeg
vild.« Det er de nye Skabninger, ikke deres dødelige
Legemer, der er antaget som Guds Sønner.
Ja, som vi allerede har set, foreskrev Gud Opofrelsen af Kødet
(endog efter at det var retfærdiggjort)
som en Betingelse, hvis
Opfyldelse maatte gaa forud for Avlingen
eller Antagelsen. Dette var ikke Tilfældet med det kødelige Israel, hvis legemlige
Begunstigelser og timelige
Velsignelser tjener til Forbilleder paa de [694] Tilstande,
der vil herske i
Tusindaarsriget, naar den modbilledlige Konge har faaet
Magten. — 2 Mos. 15, 26; 3 Mos.
26, 3-15; 5
Mos. 28, 1-14.
Det skal netop udgøre en vigtig Del
af de nye Skabningers Prøve, at de med Hensyn til jordiske Ting maa
vandre i Tro og ikke i Beskuelse, ja, mere endnu, at
de maa lide Forfølgelse, maa fornægte sig selv, maa være
som Forførere og dog sanddrue, som dem, der intet har og dog (i Tro) besidder alle Ting, som Daarer, der
dog er vise for Gud. Saa langt gælder dette, at den
profetiske Skildring af Herren i stor Udstrækning
maa passe paa dem, der følger i
hans Fodspor: »Vi agtede
ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig.« Profeten siger videre: »Straffen
laa paa ham, for at vi skulde
have Fred, og ved hans Saar har vi faaet Lægedom.«
Vi maa ikke glemme, at vor Helbredelse, vor Retfærdiggørelse,
gik forud for vor Antagelse som Lemmer paa Kristi Legeme, som
Medlemmer af den nye Skabning. Men vi kom kun
ind i denne Stilling paa den udtrykkelige Betingelse, at vi
