Bind 6 - Den  nye  Skabning
(Click on chapter number to go to text.)

ENHVER GUDS TJENERS VÆRK er for en stor Del indhyllet i Mørke —det vil sige, ligesom den, der væver et pragtfuldt Tæppe, staar vi bagom og ser kun lidet til Resultaterne af vore Anstrengelser, men sætter vor Lid til, at i Herrens belejlige Tid skal vi høre hans  »Vel gjort!» og se nogen Frugt.  »Jeg skal mættes [blive tilfredsstillet], naar jeg vaagner i hans Lighed.»

Ikke desto mindre har Herren I sin store Naade ladet os faa den Opmuntring at høre om den Indflydelse, dette Bind har udøvet I Guds Folks Hjerter hele Verden over.  Vi har haft den Glæde at høre fra mange om, hvorledes de er blevet velsignet ved at omme til en bedre Forstaaelse af den Retfærdiggørelse, Helliggørelse og Forløsning, der er lovet Menigheden I Guds Ord.  Mange andre har fortalt os om de Velsignelser, de har høstet ved at følge de bibelske Raad, der er givet Mænd og Hustruer, Forældre og Børn om, hvorledes de skal kunne vandre Fredens og Retfærdighedens Veje og vokse I Naade.  Mange har ogsaa underrettet os om, tilhvor stor Velsignelse og Hjælp det har været for dem at lære de Ældstes og Diakonernes Pligter og Privilegier saavel som hele den bibelske Menighedsorden at kende.  Vi glæder os over dette og stoler paa, at deyt gode Værk vedblivende vil skride frem under Gyud Ledelse, til Herrens Ære og til Trøst og Opbyggelse for hans Folk.

Vi henleder Opmærksomheden paa, at Lyset overGuds store Pagter er blevet endnu klarere efter at dette Bind blev skrevet.  Vi ser nu, at Lovpagten var en Skygge af den ny7e (Love-) Pagt, som nu skal oprettes ved Jesu andet Komme af den store Mellemmand, Jesu og Menigheden, Hoved og Legeme — Modbilledet til Moses, som skrev: »En Profet skal Herren eders Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig.»  Moses var blot et Forbillede paa denne større Profet, og Lovpagten, som Moses var Mel;lemmand for, var blot et Forbillede eller en Skygge af Tusindaarstidsalderens større Lovpagt.

Gud oprejste først Jesus, Hovedet for denne store Mellemmand, da han oprejste ham fra de døde.  Siden da har han været ved at oprejse Menigheden som en ny Skabning.  Og naar alle Kristi Brødre, hele Kristi Legeme, er blevet samlet ud fra Verden ved at komme til Sandhedens Erkendelse og er blevet helliget af den hellige Aand og blevet fundet værdige som Følge af Trofasthed indtil Døden, og naar alle er blevet oprejst ved Guds Kraft fra de jordiske Tilstande til de himmelske som Kristi Legeme, da vil den store modbilledlige Melkisedek være fuldstændig, en Præst paa sinTrone — den store Mellemmand for den nye Pagt skal da sidde paa Tronen iklædt guddommelig Magt.  Da vil den nye Pagt trade i Kraft, saaledes som Gud sagde til Israel:  »Se, Dage kommer, siger Herren, da jeg vil oprette en ny Pagt med Israels Hus og med Judas Hus.»

Efter at den modbilledlige Mellemmand fuldstændig og for altid har udbetalt til den guddommelige Retfærdighed Løsesummen for Adam og hans Slægt, vil han overtage hele Herredømmet og begynde at velsigne og genoprette alle de villige og lydige af Adams Slægt under den nye Pagt, som saaledes er blevet beseglet.  Alle, som vil komme i Harmoni med Herren, vil blive regnet som Abrahams jordiske Sæd, indtil til sidst ved Slutningen af Tusindaarsriget alle, som viser Tro og Lydighed, vil blive anerkendt af Herren som Abrahams Sæd.  »Ved at blive den Sæd skal alle Jordens Slægter velsigne sig selv.»

Ved Uagtsomhed er Udtrykket den nye Pagt, som med Rette kun kan anvendes i Forbindelse med Guds Handlemaade med Verden i Tusindaarsriget, blevet brugt om den Pagt, hvorunder Menigheden nu starr i Evangeliets Tidsalder.  Vor Pagt er naturligvis en ny Pagt, ertersom, det ickke er den samme som den, der blev oprettet med Jøderne paa Sinai Bjerg; men det er ikke den nye Pagt.  Menighedens Pagt omtales i Bibelen som en »Pagt om Offer».  Det vil være til Gavn for Læserne at komme disse Ting i Hu under Studiet.  Der er en nøje Forbindelse mellem alle disse Pagter.  De er alle forbilledligt fremstillet i Abraham og ved den Pagt, Gud sluttede med ham.  Menigheden kaldes Abrahams aandelige Sæd og lignes ved Stjernerne paa Himmelen.  Efterhaanden som Menneskeslægten kommer i Harmoni med Gud, vil den blive Abrahams jordiske Sæd — som Sandet, der er ved Havets Bred.  Den aandelige Sæd vil blive den Kanal, hvorigennem Velsignelsen vil  komme til den naturlige Sæd.

Vi har ikke faaet et andet, men et større og klarere Syn paa Retfærdiggørelsen.  Hvis Forfatteren skulde skrive dette Bind nu, vilde han bruge en noget anden Udtryksmaade, men vilde ikke foretage nogen egentlig Forandring med Hensyn til Betydningen og Anvendelsen af Ordet Retfærdiggørelse.

Vi ser nu, at Retfærdiggørelse til Liv er een Ting, og Retfærdiggørelse til mere eller mindre Venskab med Gud noget ganske andet.  Abraham f. Eks. og de trofaste fra før Pinsen blev retfærdiggjort til Venskab med Gud og til at have mere eller mindre Forbindelse med ham i Bønnen o. s. v.; men de kunde ikke opnaa den fulde Retfærdiggørelse, førend Forsoningsblodet var udgydt, og førend det var fremstillet for og antaget af den guddommelige Retfærdighed — af Fadern.  Paa lignende Maade kan man sige om den Synder, der nu nærmer sig Gud, at han er slaaet ind paa Retfærdighedens Vej — han vil opnaa mere af Guds Gunst, end om han stadig vendte sig til Synd.

Vi kaldte tidligere en saadan Synder for retfærdiggjort, fordi han troede paa Jesus som sin Genløser og stræbte fremad mod en fuld Indvielse af sig selv.  Nu ser vi, at en Synder i denne Tilstand vel kan siges at have opnaaet en  »forsøgsvis Retfærdiggørelse», i Lighed med Fortidens hellige; men han bliver ikke helt og fuldt retfærdiggjort fra Synden, førend han ved Indvielsen fuldt ud har fremstillet sig for vor store Ypperstepræst, Jesus, og er blevet antaget af ham i Faderns Navn.  Naar han da saaledes staar iført Kristi Klædning, er dækket af hans Offers tilregnede Fortjeneste, vil han være antagelig for Faderen og blive avlet af den hellige Aand.

For de store Masser, der har hørt om Jesus og delvis troet, er det i Sandhed heldigt, at deres Stilling indfor Herren ikke er den fuldt retfærdiggjorte; men at han nægter at retfærdiggøre dem fuldt ud, indtil de ved at slutte en Pagt med ham derom bliver hans Disciple, hans sande Efterfølgere.  Retfærdiggørelsen kan nemlig ikke blive nogen til Del mere end een Gang, og den, som da misbruger denne Retfærdiggørelse og følgelig ikke opnaar det evige Liv, vil være værre stillet, end om han aldrig nogen Sinde var blevet retfærdiggjort.  Den, som ikke er retfærdiggjort og aandsavlet i denne Tid, hører ikke Menigheden til, men vil blive delagtig i Kristi Offers Fortjeneste og i den Retfærdiggørelse, som hans Rige vil tilbyde hvert Medlem af Menneskeslægten — bortset fra Menigheden, der vil modtage noget bedre, nemlig hvad Gud har beredt dem, som elsker ham — Ære og Hæder og Udødelighed, den guddommelige Natur.

For mange synes det maaske ikke Umagen værd at omtale disse fine Nuancer med Hensyn til Retfærdiggørelsen; men efter at have faaet denne klarere Forstaaelse af Guds Plan er det os en Glæde at bringe den videre til alle, som hungrer og tørster efter Retfærdighed — til alle Bibelforskere overalt.

Maa Herren fremdeles velsigne dette Bind til Gavn for sit Folk, heder Forfatteren.

Charles T. Russell.

Brooklyn, N. Y., den 1, Oktber 1916

INDHOLD.

FØRSTE  KAPITAL.

»I BEGYNDELSEN.»

Forskellige Begyndelser. — Jorden var til. —En Skabelsesuge, hvori der blev frembragt ordnede Forhold paa Jorden. — Professor Dana om Videnskabsmændenes usikne Gisninger. — Arternes  Fasthed modsiger Evolutionsteorien. — Darwins Duer. — En Teori om Verdens Tilblivelse. — Professorerne Danas og Sillimans Vidnesbyrd. — De seks første Skabelsesperioder. — Menneskets, Jordens Konges, Skabelse. — Geologiens og Historiens Mødested. — Den syvende Skabelsesperiode. — Dens Længde. — Guds Hvile. — Det store Jubelaar.

ANDET  KAPITEL.

DEN  NYE  SKABNING.

Den nye Skabning er klart adskilt fra alle andre. — Hvorfor den udvælges blandt Menneskene.  — Hensigten med dens Udvælgelse. — Nuværende og fremtidige Opgaver. — Hvorledes den avles og fødes til den nye Natur. — Det nære Slægtskabsforhold mellem alle dens Medlemmer indbyrdes og mellem disse og Herren, Hovedet, Brudgommen. — Udviklingen og Prøverne. — Den nye Skabnings sjette eller aandelige Sans, hvormed den opfatter og bedømmer aandelige Ting. — Med hvilket Navn bør den nye Skabning benævne sig for at være fuldt ud tro mod Hovedet og for ikke at tage Afstand fra nogen af Brødrene.

TREDJE  KAPITEL.

DEN  NYE  SKABNINGS  KALDELSE.

Kun de  »kaldede»  kan udvælgess. — Hvornaar Kaldelsen til denne  »store Frelse» begyndte. — At kalde til Omvendelse ikke det samme som at kalde til den guddommelige Natur. — Den jødiske Kaldelse.  — Evangelietidsaldeerens Kaldese. — Hvorfor ikke mange  »vise», »mægtige» eller  »fornemme,» er kaldet. —  Ophøjelse som Belønning for sand Ydmyghed. — Karakter er en Nødvendighed. — Til Verden i Tusindaarsriget udgaar ingen Kaldelse, men Befaling. — Tiden for den himmelske Kaldelse begrænset. —  Den nye Skabning kaldet eller draget af Faderen. — Kristus vor Visdom. — Kristus vor Retfærdiggørelse. — Forskellen mellem virkelig og tilregnet Retfærdiggørelse. — Behøver den  »nye Skabning» Retfærdiggørelse? — Grundlaget for Retfærdiggørelse. — Forskellen mellem Fortidens helliges Retfærdiggøarelse og vor. — Retfærdiggørelse i Tusindaarsriget. — Kristus vor Helliggørelse. — Helliggørelse i Tusindaarsriget. — To forskellige Indvielser forbilledligt fremstillet i Levitterne. — Betydningen af, at ingen af Levitterne fik Arv i Landet. — Den store Skare. — To Sider af Helliggørelsen. — Menneskets Del. — Guds Del. — Forskellige Erfaringer efter de forskellige Temperamenter Helliggørelse ikke Fulkommenhed eller Følelser. — »Han, som læger alle dine Brøst.» — Naadens Trone. — Hvorledes Retfærdiggørelse leder till Helliggørelse. — Indvielse, efter at den himmelske Kaldelse er ophørt. — Menighedens Frelse eller Befrielse.

FJERDE  KAPITEL.

FORUDBESTEMMELSEN  AF  DEN  NYE  SKABNING.

Udvælgelse i Almindelighed. —Den rigtige Tanke. — Ingen Öret er begaaet mod de ikke udvalgte. — Forskellige Betydninger af Udtrykket  »udvalgte». — »Der er Synd til Døden.» — »Det er forfærdeligt at falde i den levende Guds Hænder.» — Den store Skare. — Deres Klæder tvættet i Lammets Blod. — Vintræet og Grenene. — Forskellige Udvælgelser i Fortiden. — Ingen af disse var varige. — Jakob og Esau som Forbilleder. —  »Jakob elskede jeg, Esau hadede jeg. —Farao. — »Netop derfor lod jeg dig fremstaa.» —Gud tvinger aldrig den menneskelige Vilje. — Farao var ingen Undtagelse herfra. — Gud forhærdede Faraos Hjerte. — Udvælgelsen af Israels Folk. — »Hvad er da Jødens Fortrin?» — Udvælgelsen af  den nye Skabning. — »Af Naade er I frelste. —  »Kongens egne» som en Illustration. — Forudbestemt til at blive ligedannet med hans Søns Billede. — »De, som efter hans Beslutning er kaldet.» — De kaldedes Egenskaber og jendommeligheder. —  »Hvis Gud er for os.» — Omskrivning af Apostelens Bevisførelse. — Om at befæste vor Kaldelse og dvælgelse. —   Løbet paa Banen.— Om at blive staaende ved Maalet — »Vi kender eders Udvælgelse.»

FEMTE  KAPITEL.

DEN  NYE  SKABNINGS  ORGANISATION.

De  »levende Stene» i det aandelige Tempel. — Den nye Skabning af Navn og den nye Skabning af Gavn. — Guds Hemmelighed og Uretfærdighedens Hemmelighed. — Det store antikristelige System. —Skriften er paalidelig. — Verden og Navnkristenheden er frit stillet. —  Orden i Kaos. — »I sin Tid.»  Tidsaldrenes Ende.» — Faderens Vintræ. — »Lammets tolv Apostle.» —  Paulus som Judas’ Stedfortræder. — Kun tolv Apostle. — Apostlenes Opgave. —Apostlenes Karakter. —  Paulus som Apostel. — Apostlenes Inspiration. — Paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed.» — Evangeliernes indbyrdes Overensstemmelse. — Myndighedens Nøgler. — Apostlenes Ufejlbarlighed. — Forskellige Indvendinger. — »Een er eders Herre.» — Den sande Menighed er Guds Hjord. — Apostle, Profeter, Evangelister og Lærere. — Herrens Organisation af den nye Skabning er fuldstændig. — Aandens Gaver. — Enheden i Troen. — Antikristens Magtsenhed. — Tilsynsmænd, Ældstes og Hvrder.— Den sande Betydning af ordet »Profet». — De Ældstes Egenskaber. —  Diakoner, Tjenere, — Lærere i Menigheden. — Mange bør være dygtige til at lære. — »Ikke mange af eder bør blive Lærere.» — I har ikke nødig, at nogen skal lære eder. — Den, der underviser, og den, der undervises. — Kvindens Stilling i Menigheden. — »Lad hende tildække sig.»

SJETTE  KAPITEL.

ORDEN  OG  DISCIPLIN  INDENFOR  DEN  NYE SKABNING.

Betydningen af Ordet  »Ordination». —Kun de tolv Apostle befuldmægtigede.  — »Gejstlighed» og »Lægfolk». — Valg af Ældste og Diakoner. — Indsættelse af Ældste i hver Menighed. — Hvem kan vælge Ældste og hvorledes? — Flertal ikke tilstrækkeligt. — Forskellige Tjenester. — Skal Menighedstjenerne være lønnede? — Disciplin i Menigheden. — Misforstaaet Kaldelse til at prædike. —»Paamind de uskikkelige.» — Ikke alle skal paaminde. —Offentlige Tilrettevisninger bør være sjældne. — »Se til, at ingen gengækder nogen ondt med ondt.» —  »Lad  os opflamme hverandre til Kærlighed.» — »Forsøm ikke at komme sammen.» — Vore Møders Beskaffenhed. — Lære fremdeles nødvendig.  —  Anledninger til at stille Spørgsmaal. — Eksempler paa gavnlige Møder.  —»Enhver have fuld Vished i sit eget Sind.» — Begravelsesgudstjanester. — Tiende, Kollekter og Almisser.

SYVENDE  KAPITEL.

DEN  NYE  SKABNINGS  LOV.

Naar en lov gives, indbefatter det, at de, den gives til, er i Stand til at holde den. — Guds Lov var oprindelig indiscreet i Mennesket. — Der kunde ikke gives den faldne Slægt en Livets Lov. — Forløsningen er ikke af Lov, men af Naade. — Lovpagten blev opfyldt og den nye Pagt beseglet ved Kristi Offer. — Den sinaitiske Lov var kun for det kødelige Israel. — Den nye Pagts Lov. — Det Bud, hvorunder de hellige udvikles. — De nye Skabningers Stilling overfor Gud og hans Lov er forskellig fra alle andres. — Vækst i Forstaaelse af den fuldkomne Lov. — Om at løbe imod Maalet og om at staa fast ved det. —Den gyldne Rettesnor.. — Frihedens fuldkomne Lov.

OTTENDE  KAPITEL.

DEN  NYE  SKABNINGS  HVILE  ELLER  SABBAT.

Guds Handlemaade forandredes ved Jesu Korsfæstelse. — Apostlenes Prædiken i Synagogerne paa Sabbaten var ingen Overtrædelse af den jødiske Sabbat. — Bygningen, hvori Evangeliet forkyndes, har ingen Indflydelse paa Budkskabet, der fremføres, og Dagen heller ikke. — Aarsagen til, at den første Dag i Ugen blev de kristnes Sabbat. — Helligholdelsen af den begyndte længe for Konstantins Tid. — Næsten alle Herrens Aabenbarelser efter hans Opstandelse fandt Sted paa den første Dag. — Vi bør være taknemmelige for Helligholdelsen af  den første Dag. —Den er dog ikke fastsat af Gud. — Frankrig og Syvtallet. — Israels Sabbat var forbilledlig.—Hvornaar begyndte den nye Skabnings Sabbat, og hvor længe vil den vare?

NIENDE  KAPITEL.

DEN  NYE  SKABNINGS  DOM.

Jehovah som Universets store Dommer. —Alle Velsignelser kommer fra Jehova gennem Sønnen. — De nye Skabninger skal være Kristi Medarbejdere og Medarvinger. —Al Magt i Himmelen og paa Jorden er overdraget  Sønnen. —Faderens Dom over Menneskeslægten har allerede fundet sit Udtryk. — Tusindaarsrigets Dom er barmhjertig. — Den endelige Dom vil blive retfærdig uden Barmhjertighed. — Den nye Skabnings dom i Evangelietidsalderen. — De nye    Skabninger dømmes efter Kærlighedens fuldkomne Lov. — Hovedets Overopsyn med Legemet. — »Dømmer ikke, for at I ikke skal dømmes; thi med hvad Dom, I dømmer, skal I dømmes.» — Om at dømme os selv rigtigt. — Den, som bedømmer mig, er Herren, —Menigheden bør dømme i nogle Sager. — Om din Broder synder imod dig. — Om at tilgive 70 Gange 7 Gange. — Forsyndelser imod Menigheden. —»Vi skal alle aabenbares for Kristi Domstol.»

TIENDE  KAPITEL.

DEN  NYE  SKABNINGS  DAAB.

Daaben i det andet Aarhundrede. — Faddere. — Romerkirkens Daabsceremonier. —Barnedaaben, og hvorfor den indførtes. — Bibelens Udsagn om Daaben. — »Disciplenes» Anskuelse. — Baptisternes » Anskuelse. — Den rette Forstaaelse. — Daaben til Kristi Død. — »Med een Aand blev vi alle døbt ind i eet Legeme. — Ilddaaben. — Den symbolske Daab i Vand. — Er den symbolske Daab nødvendig? — Det rette Symbol. — Hvem, der kan forrette den. — Hvilke Ord bør anvendes? — Gentagelse af Symbolet. — »At lade sig døbe for de døde.».

ELLEVTE  KAPITEL.

DEN  NYE  SKABNINGS  PAASKE.

Ægyptens Trældom og Udfrielsen derfra i Forbillede og Modbillede. — »De førstefødtes Menighed. » — Skønt mange, dog kun eet Brød. — Mindemaaltidet bør stadig fejres. — Hvem der kan deltage deri, — Hvem der kan betjene derved. — Tjenestens Orden, — Uddrag fra McClintocks og Strongs Encyklopædi.

TOLVTE  KAPITEL.

DEN  NYE  SKABNINGS  ÆGTESKABELIGE 
RETTIGHEDER OG  PLIGTER.

Forskellige af den nye Skabnings Pligter. — »Alle een i Kristus Jesus.» — Ikke forvirret Sammenblanding. — Mandens og Kvindens Stilling ifølge Guds Anordning. — Mandens Overledelse skal ikke være Tyranni. — Den nye skabnings Ægteskab. —  Forskellige Forhold indenfor Ægteskabet. — Skilmisse. — Samvittighedens Stemme. — Om Gildinger, Jomfruer og Afholdenhed. — ‹Kun i Herren.» — Forældres Ansvar.

TRETTENDE  KAPITEL.

DEN  NYE  SKABNINGS FOR  ÆLDREPLIGTER.

Store Forpligtelser i Forbindelse med Forplantningsevnen. — Indflydelsen før Fødselen. — »Undervis den unge om den Vej, han skal vandre.» — Søndagsskolernes Indflydelse. — Børnenes Fortrolighed. — Suggestion og Børneopdragelse. — Vore Børn i Trængselstiden —Gode og daarlige Adspredelser. — Ægteskabsspørgsmaalet i Forbindelse med de nye Skabningers Børn.

FJORTENDE  KAPITEL.

FORSKELLIGE AF DEN NYE 
SKABNINGS JORDISKE ORPLIGTELSER.

Om at  »legge Vind paa, hvad der er godt for alle Menneskers Aasyn». —  »Bliv ingen noget skyldig.» — Kristelig Høflighed. — Om ikke at bekymre sig for Morgendagen. — Vort Maal er Kristus og ham alene. — Kamelen og Naaleøjet. —Forsikring. — Sammenslutninger til gensidig Støtte. — Om at blande sig i andres Sager. — Om at velsigne Gud og forbande Mennesker. —  Selskabelige Forpligtelser. —  »Ær alle.» — Skal de nye skabninger tage Del i politiske Valg? — Moralske Reformer. — Om at bære kostbare Klæder. — Lad os vente paa vor Tid.

FEMTENDE  KAPITEL.

DEN  NYE SKABNINGS  FJENDER  OG  FRISTELSER.

Det gamle Menneske.» — Verden som en Fjende af den nye Skabning. — Den store Modstander. — Han var en Løgner og en Manddraber fra  Begyndelsen. — Satans onde Forbundsfæller. —Dæmonernes Hærskarer. — Hvorledes Satans første Løgn lever videre. — »Christian Science» og Teosofi. — Ikke blot Kamp med Kød og Blod. — Det ondes Tjeneste. — Modstanderens Besnærelser. — »Troens Bøn skal frelse den syge.» — »Hvis Satan uddriver Satan.» — Om at elske Retfærdighed og hade Uretfærdighed. — Mark, 16, 9—20. — Navnkirken som den Nye Skabnings Modstander. — Guds fulde Rustning.

SEKSTENDE  KAPITEL.

DEN NYE  SKABNINGS  NUVÆRENDE ARV.

En Aandens Førstefrugt. — Sande og falske Forhaabninger. — Vort Haab. — Røveren i Paradis. — Hvad  Paulus havde Lyst til. — Vor jordiske Teltbolig og vor Bolig i Himlene. — Forklarelsen paa Bjerget. — Den førstefødte ud af de døde. — Den nye Skabnings nuværende Glæder. — »Bed, og I skal faa, for at eders Glæde maa blive fulkommen.» — Troen er en af Aandens Frugter og udgør en Del af den nye Skabnings nuværende Arv.

SYTTENDE  KAPITEL.

DEN NYE SKABNINGS OPSTANDELSESARV.

Troens Øje og Øre maa opøves for klart at kunne opfatte de aandelige Ting. — »Ligesom alle dør i Adam, saaledes skal ogsaa alle levendegøres i Kristus.» — Opstandelsen til Livet. — Anastasis. — Opstandelsen. — Ikke en Dom over Fortidens Synder, men en ny Prøve til Livet. — De, som agtes værdige til at faa Del i Opstandelsen. — Straf for dette Livs Synder. — Nogle Menneskers Synder gaar forud for dem til Dom. — »Saaledes er det med de [særlige] dødes Opstandelse [den første eller ypperste].» — »Det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skal blive.» — Vi skal blive ham lig.»