Bind
6 -
Den
nye Skabning
KAPITEL 5
MIDLEREN.
DEN NYE SKABNINGS
ORGANISATION.
De
»levende Stene« i det
aandelige Tempel. — Den nye Skabning af Navn og
den nye Skabning af Gavn. — Guds
Hemmelighed og Uretfærdighedens Hemmelighed. — Det store
antikristelige System. — Skriften
er paalidelig. — Verden og Navnkristenheden er frit
strillet. — Orden i Kaos. — »I sin Tid.« — »Tidsaldrenes'
Ende.« — Faderens Vintræ. — »Lammets
tolv Apostle.« — Paulus som Judas' Stedfortræder. — Kun
tolv Apostle. — Apostlenes Opgave. — Apostlenes
Karakter. — Paulus som
Apostel. — Apostlenes
Inspiration. — »Paa denne Klippe vil jeg bygge
min Menighed.« —
Evangeliernes
indbyrdes Overensstemmelse. — Myndighedens
Nøgler. — Apostlenes
Ufejlbarlighed.
— Forskellige Indvendinger.
— »Een er eders
Herre.« — Den sande Meniged er
Guds Hjord. — Apostle, Profeter, Evangelister
og Lærere. — Herrens
Organisation af den nye Skabning er fuldstændig.
— Aandens Gaver. — Enhede i Troen. —
Antikristens Magtsenhed. — Tilsynsmænd,
Ældste og Hyrder. — Den sande Betydning af
Ordet »Profet«. — De Ældstes Egenskaber.
— Diakoner,
Tjenere. — Lærere i Menigheden. — Mange bør
være dygtige til at læne. — »Ikke
mange af eder bør blive Lærere.« — I har ikke nødig,
at nogen skal lære eder. — Den, der underviser, og den,
der undervises. — Kvindens
Stilling i Menigheden. — »Lad hende tildække sig.«
EFTERSOM den nye Skabning ikke vil naa Fuldkommenheden
eller Fuldendelsen før i den
første Opstandelse, vil
heller ikke dens Organisation
blive fuldendt før da. Tempelbilledet
belyser dette. Vi bliver nu
kaldet som levende Stene eller
indbudt til hver at indtage en Plads i
det herlige Tempel. Som Apostelen
forklarer (1 Pet. 2, 5), kommer vi til Jesus, der som Faderens Repræsentant tilhugger, tildanner og tilsliber os til vor Plads i Fremtidens Tempel — Mødestedet
mellem Gud og Verden. Ligesom hver Sten i det forbilledlige Tempel,
der blev bygget af Salomon, blev tilpasset
til sin Plads i selve Stenbruddet, saaledes
er det ogsaa med os — hele vor Tildannelse
[214] foregaar her i Livet. Ligesom
i Florbilledet hver Sten skulde
kunne glide ind paa sin Plads uden Lyd af Hammer, saaledes ogsaa i Modbilledet : De levende
Stene, der nu med Glæde underkaster sig Tilberedelsen i
Herrens Hænder, vil være fuldstændig organiseret under ham
som Hovedhjørnestenen, naar de
bliver forenet med ham paa den anden Side Forhænget.
Der vil ikke opstaa nogen
Forvirring eller behøves nogen
yderligere Forberedelse.
Imidlertid anerkender
Skriften en Enhed eller Forbindelse
mellem disse levende Stene i deres Tilberedelsestid, ja, den gaar
et Skridt videre og anerkender
en midlertidig Organisation,
der giver hvert enkelt fremtidigt
Medlem af Riget Lejlighed til at tage Del med den store Lærer og Bygmester i det forberedende Arbejde
at opbygge hverandre i den allerhelligste Tro — at hjælpe med
til at danne Karakterer i Overensstemmelse
med Forbilledet, vor Herre Jesus. Naar
vi nu gaar over til at undersøge
Guds Anordninger for denne Tid, vil det maaske nok forundre mange at se, hvor
megen Frihed Herren har
givet hvert enkelt Medlem
af den nye Skabning. Men
naar vi først forstaar, at han søger saadanne, som villigt vil
tilbede ham og villigt vil bringe ham
Ofre, og som af Kærlighed til Herren
og Retfærdighedens Principper drives til at sætte Livet til
for Brødrenes Skyld og for at blive hans Medarbejdere, da bliver det klart for os, at denne Indrømmelse
af Frihed fra Herrens Side er den bedste
Plan — den,
der sikrest kan prøve Hjertetroskaben, udvikle Karakteren og godtgøre Villigheden hos hver enkelt til at efterfølge Kærlighedens
Lov, at gøre mod andre, som
han vil, de skal gøre mod ham.
En saadan Frihed passer
godt sammen med det, der er
Herrens Formaal nu i Tiden, nemlig at udvælge en lille Hjord,
fuldkommengøre den i Karakteren og oplære
den til i Fremtiden at udgøre det kongelige Præsteskab. Men
den vilde ikke kunne falde i Traad [215] med den Gerning, som man i Almindelighed antager, Herren nu er ved at udføre, nemlig at omvende Verden.
Det er paa Grund af denne
falske Lære — den Anskuelse, at Gud har bemyndiget Menigheden til at erobre Verden og underlægge ham alle Ting nu i
Tiden — at saa mange Mennesker med god Dømmekraft har undret sig over den enkle Menighedsorden, som Herren og Apostlene indførte. Og i Erkendelse af, hvor utilstrækkelig en saadan Ordning vilde være, naar det drejede sig om Verdens Omvendelse, har Mennesker
taget sig paa at udarbejde den
Organisation, der nu forefindes
i Kristenhedens forskellige
Kirkesamfund. Af disse udgør
Pavedømmet et af de mest indviklede og mægtige
Maskinerier, der kan tænkes. Det episkopale Kirkesystem er ogsaa
mesterligt; men det er opbygget paa
et højere Plan og omfatter en
helt anden Klasse Mennesker. Det
er disse to store Systemers gennemførte Organisation,
der har givet dem Fremgang og Magt
i den kristne Verden. Efterhaanden som vi gaar frem,
vil vi faa at se, at disse saavel som alle andre menneskelige
»Kirker« i deres Organisation
er helt forskellige fra den
Menighed, som Herren indstiftede — at deres Veje ikke er hans Veje og deres Planer ikke hans Planer; thi som Himmelen er højere end Jorden, saaledes er Herrens Veje og Planer højere
end Menneskenes. (Es. 55, 8. 9.) Inden længe vil de oprigtige af Hjertet erkende, at det var en alvorlig Fejl at give Slip paa den
Enkelhed, som Kristus havde paabudt,
og forsøge at være
visere end Gud ved Udførelsen af hans Arbejde.
Resultaterne vil aabenbare hans
Visdom og Menneskets Daarskab.
Den Nye Skabning af Navn og den
nye Skabning af Gavn.
Ligesom det var i det
forbilledlige Folk, at alle af Navn var Israelitter, men
kun forholdsvis faa var »sande
Israelitter«, saaledes maa, det heller ikke forbavse os,
at vi i Modbilledet forefinder en Navnmenighed [216]
saavel som en virkelig
Menighed, en ny Skabning af
Navn saavel som en ny Skabning af Gavn. Lige siden Kristendommen i nogen Udstrækning begyndte at blive populær, har der indsneget sig »Klinte«,
»Hvedeefterligninger« paa
Hvedemarken under Foregivende af at være ægte
Hvede. Skønt det kan være vanskeligt
for Menneskene, der ikke kan læse i Hjertet, at adskille
det sande fra det falske, Hveden fra Klinten, forsikrer Herren os, at han kender Hjertet og ved, hvem der er hans. Han
venter dog af os, at vi skal være i
Stand til at skelne mellem de
sande Faar og Ulvene i
Faareklæder, mellem det sande Vintræ, der bærer
gode Frugter, og de Torne og
Tidsler, der maatte forsøge at
give sig ud for at være Grene paa det sande Vintræ
og vil opfordre os til at
antage dem som saadanne. Men
Herren tillader os ikke at gaa ud over dette
almindelige Skøn —en velvillig Undersøgelse af de
ydre Træk. »Døm ikke noget før Tiden«,
hedder det. Med Hensyn til dem, hvem vi anerkender som lovlige
Grene paa Vintræet, maa vi ikke forsøge at bestemme,
hvor lang Tid de skulde have til at frembringe modne
Frugter. Det maa vi overlade til Faderen, Vingaardsmanden,
der renser hver Gren og til sidst vil
afskære dem, der ikke bærer
Frugt. Vi overlader det til Vingaardsmanden at rense Vintræet, at retlede
ethvert virkelig indviet Medlem
af Kristi Menighed. Vi lader ham
besørge Borttagelsen, idet vi
anerkender, at det ogsaa var ham, der plantede og vandede
samt bragte hver enkelt Gren paa
det sande Vintræ til at spire
frem. Vintræets Aand maa kunne kendes i nogen Udstrækning hos hver Gren, og enhver saadan bør opmuntres
og hjælpes til at vokse. Kærligheden er Lov iblandt
disse Grene. Den ene Gren har kun Ret til at kritisere,
irettesætte eller paa anden
Maade rense de andre i
Overensstemmelse med Guds Ord, ikke en Tøddel
ud over, hvad det bemyndiger den til. Kærlighedens
Aand vil tilskynde alle til at
vise Barmhjer
tighed, [217] Venlighed, Langmodighed
og Taalmodighed saa langt, som den store Vingaardsmand tillader det, hvilket, som vi allerede har antydet, er meget langt. Dette har
til Formaal at udvikle Karakteren hos hver enkelt Gren.
Alt dette er helt anderledes i de menneskelige
Organisationer, i samme Forhold som
disse har givet Slip paa og
tilsidesat Enkelheden i Guds Ordning. De har
opstillet vilkaarlige Regler om, hvem der kan anerkendes
som Grene paa Vintræet, og
hvem ikke. De har fremsat
økonomiske Fordringer og Bestemmelser,
som Skriften ikke kender noget til. De har lavet utallige
Trosbekendelser, som ikke findes
i Bibelen, og har foreskrevet
Straffe for Krænkelsen af disse, hvilke Skriften heller ikke har noget at gøre med, ligesom de ogsaa
stik imod den Bemyndigelse, der er givet
den sande Menighed, Kritsti
Legeme, det sande Vintræ, den nye Skabning, har fastslaget Regler
for Udelukkelse fra
Samfundet.
Vi har allerede henledet
Opmærksomheden paa den Omstændighed, at Kristi
Menighed i Skriften kaldes »Guds Hemmelighed« (Bind I, Kap.
5), fordi Menigheden tvært
imod al Forventning skal være Messiaslegemet, der under det salvede Hoved,
Jesus, skal regere over og
velsigne Verden. Denne Hemmelighed, der nu
er kundgjort
de hellige, blev holdt skjult igennem forgangne Tider og
Husholdninger. (Ef. 3, 3-6.) Den
skal nu snart
blive fuldbyrdet sammen med Fuldendelsen
af den nye Skabning ved
Afslutningen af Evangeliets
Tidsalder. Vi har ogsaa henledet
Opmærksomheden
paa Skriftens Omtale af Babylon (Moder og Døtre
— nogle
mere, andre mindre fordærvede), Efterligningen af Guds Hemmelighed, der i Bibelen kaldes »Lovløshedens
Hemmelighed«. Det er ikke vor Mening, at Grundlæggerne af disse Efterligningssystemer eted Vilje og Hensigt har organiseret dem for at
vildlede Guds
Folk. Vi maa huske, at Skriften hævder,
[218] at det er Satan, der har
forført hele Verden i denne Sag, idet han kaldte det onde
godt og det gode ondt, gjorde Lys til Mørke og Mørke til Lys.
Satan »er nu
virksom i Genstridighedens Børn« (Es. 5, 20; Ef. 2,
2) paa samme Maade, som han tilbød Jesus sin Støtte. Han
vil hellere end gerne samarbejde med alle dem
af Kristi Efterfølgere, som han kan
lokke til at høre op med at vandre i Mesterens Fodspor. Ligesom han prøvede
paa at faa Herren til at tro, at der fandtes bedre Maader, hvorpaa han
kunde velsigne alle Jordens Slægter, Maader, som medførte mindre
Selvopofrelse og Selvfornægtelse
end Faderens, saaledes har han igennem hele Evangeliets
Tidsalder søgt at faa Herrens Brødre til at gaa ind paa sine Planer og
forkaste Guds Bud. Han har villet have dem til at blive overkloge — til at
tro, at de kunde tjene Herren bedre ved andre Metoder end dem, Skriften
paapeger. Han har villet gøre dem opblæste af Iver for og Stolthed over
deres menneskelige Systemer, det Arbejde, de udfører, og de
Sammenslutninger, de har iværksat. Hos Mesteren havde Modstanderen ingen
Fremgang. Jesus svarede ham uvægerligt: »Der staar skrevet.« Men saaledes er det
ikke altid med hans Efterfølgere. Mange, mange har glemt, hvad der staar
skrevet, har glemt Mesterens Ord og Eksempel, glemt Apostlenes Formaninger
og forsøger at udføre et Arbejde for Gud, som de haaber og tror, han kan
billige, og som de venter vil blive til Ære for ham.
Men de vil forstaa, at de har taget fejl, naar de om
kort Tid skal faa Riget at se, saadan som Gud oprindelig har planlagt det
og siden arbejdet paa det efter sin egen Metode. De vil da indse, at det
er langt bedre at sørge for at blive undervist
af Herren end at søge at undervise ham — at udføre
hans Arbejde paa hans Maade i Stedet for at arbejde for ham paa en Maade,
som han ikke kan billige. Den Fremgang, som disse [219] menneskelige Systemer har haft,
virker med til at gøre dem til
»kraftige Vildfarelser«.
Herren har ikke hindret Klinten i at vokse paa Hvedemarken i Evangeliets
Tidsalder. Tværtimod lærte
han sit Folk at vente, at begge skulde vokse sammen indtil
Høsten, da han selv vilde være nærværende
og føre Tilsyn med Adskillelsen,
naar Hveden skulde samles hjem i hans Lade (den herliggjorte Tilstand),
og Klinten samles sammen i Knipper til
den store Trængsel, hvormed
Tidsalderen vilde ende, og som vilde
ødelægge Klinten i dens
Egenskab af Efterligninger af de nye Skabninger uden dog at tilintetgøre
dem som menneskelige Væsener. I
Virkeligheden er mange af Klinten
hæderlige og moralske Mennesker, saadanne som
Verden kalder gode Mennesker. Ogsaa
iblandt Hedningerne findes der gode
Elementer, skønt langt færre
end iblandt Klinten, der
blev storlig velsignet i enhver
Henseende ved dens nøje Forbindelse med den sande
Hvede og dens delvise
Anerkendelse af Herrens Aand
hos denne.
Apostelen Paulus erklærer, at denne
»Lovløshedens Hemmelighed« (Babylon, Forvirringen, Kristenheden) allerede begyndte
at virke iblandt Herrens Folk paa hans Tid. Men øjensynlig var dens
Virksomhed kun svag, saa længe Paulus og de andre
Apostle levede, fordi de kunde udpege nogle af de falske Lærere,
gennem hvem Modstanderen
i al Hemmelighed forsøgte at liste fordærvelige
Vranglærdomme ind for at undergrave Troen
og lede de trofaste bort fra
Evangeliets Forjættelser og
Enkelhed. (2 Pet. 2, 1.) Apostelen
Paulus siger om nogle af dem i ved
Almindelighed, at de har paabegyndt Lovløshedens Værk;
men andre nævner han ved Navn,
f. Eks. Hymenæus
og Filetus, »som er afveget fra
Sandheden ... og forvender Troen
hos nogle«. (2 Tim. 2, 17.) Gennem
de Ældste
i Efesus advarer han Menigheden
mod disse falske Lærere og deres Vildfarelser, idet
han særlig paapeger, at de vil have Fremgang [220] efter hans Død — »svare
Ulve, som ikke vil spare Hjorden«. (Ap. G. 20, 29.)
Dette er i nøje Overensstemmelse med Herrens Forudsigelse i Lignelsen.
(Matt. 13, 25. 39.) Herren viser klart, at disse
falske Lærere og deres Vildfarelser
skulde være de Satans Redskaber,
der saaede Klinte iblandt den Hvede, som han
og Apostlene havde saaet. Han siger: »Medens
Folkene [de særlige Tjenere,
Apostlene] sov, kom hans Fjende
og saaede Ugræs.«
Det varede ikke længe, efter at Apostlene var sovet
hen, før Skinsygens Aand under
Modstanderens Vejledning Skridt efter Skridt fik
det store antikristelige System, Pavedømmet, opbygget.
Som vi allerede har set (Bind
II, Kap. 9), kom dets Organisation ikke med eet Slag. Omkring det fjerde Aarhtundrede begyndte det at tiltage sig sin egentlige Magt. Den store
Antikrist blomstrede en Tid
lang i den Grad, at alle Historieskrivere,
der behandler Tiden indtil Reformationen, praktisk
talt nægter alle Ret til at nævnes med Kristennavnet eller betragtes som ortodokse og trofaste, medmindre
de tilhørte eller paa en eller anden
Maade støttede dette antikristelige System. Alle anderledes tænkende
fik i den Periode kun Lov til at leve i Ensomhed og under
Banlysning. Hvis deres Historie i det hele taget
er blevet nedskrevet, er den senere blevet ødelagt. Men muligvis har de
trofaste paa den Tid ligesom de, der
nu vandrer i den nærværende Sandheds Lys, været saa ubetydelige i Antal og Indflydelse, at ingen regnede dem
for værd at omtale i Sammenligning med det store og
fremgangsrige System, som de modsatte sig, og som saa
hurtigt naaede en indflydelsesrig Magtstilling
baade i verdslige og aandelige Anliggender.
Siden Reformnationen har Modstanderen atter vist sin Snedighed ved
at omorganisere enhver Afvigelse (ethvert nyt Forsøg paa at naa
Sandheden) til en ny Antikrist, saa at vi nu ikke blot
har den oprindelige »Skøgemoder«, men ogsaa hendes mange
Døtre. (Se Bind III.) I. Betragtning [221] af disse Omstændigheder vil vi ikke søge efter,
Beretningen om den sande Menighed andre Steder end i
det nye Testamente, der øjensynlig er blevet bevaret
for os med stor Hellighed og Renhed
til Trods for ganske enkelte Indskud som f. Eks. Joh. 21, 25 og i de ældre Oversættelser nogle Ord i 1 Joh. 5, 7.
Vi vil imidlertid ganske kort henlede Opmærksomheden paa forskellige
Forhold, der ikke blot viser os, at Skriften er blevet overleveret til os
forholdsvis ren, men som ogsaa
beviser, at de mange Systemer, der gør Paastand paa at være
blevet organiseret af Herren og Apostlene, er absolut forskellige fra dem,
som disse virkelig opstillede, og om hvilke det nye Testamente beretter.
1) Hvis den første Menighed var blevet organiseret paa samme Maade som
Pavedømmet eller andre af Nutidens
Kirkesamfund, vilde Beretningerne derom have lydt helt anderledes, end de
gør. Der vilde da hage været Tale om Herrens Indstiftelse af Apostelværdigheden
med store Ceremonier, hvorunder han selv
sad et eller andet Sted som Pave
og modtog Apostilene, klædt i Skarlagen som Kardinaler o. s.
v., o. s. v. Der vilde have været
strenge Love og Regler angaaende Fredagen og Kødfasten — noget om helligt Vand, der
blev stænket paa Apostlene eller Mængden, og noget om at gøre Korsets
Tegn. Maria, Herrens Moder, vilde heller ikke have været glemt. Der vilde
have været en Beretning om hendes paastaaede mirakuløse Undfangelse;
hun vilde være blevet kaldt »Guds Moder«; der vilde have været fortalt,
hvorledes Jesus selv viste hende en særlig
Hyldest og lærte sine Apostle at nærme sig ham gennem hende. Der vilde
findes et Paabud om Benytelsen af hellige Kerter, om Paakaldelsen
af Helgenerne, om Udførelsen af Messen. Der vilde være givet en Redegørelse
for, hvorledes Peter blev anerkendt som Pave af de andre Apostle, hvorledes de kastede sig ned
for ham, og hvorledes han holdt Messe for dem alle, [222] idet han erklærede, at han havde Magt til at
genskabe Kristus i Brødet og ofre ham paa ny for deres
personlige Øvertrædelsers Skyld. Der vilde have
staaet noget om Stefanus' Begravelse, hvorledes Peter eller de
andre indviede en Grav til ham, saa at han
kunde ligge i hellig Jord, og hvorledes de gav ham en hellig Kerte
i Haanden, medens de fremsagde Bønner over ham. Der vilde have været Regler
for de forskellige Rangklasser i
Præsteskabet, ligesom der ogsaa vilde have staaet noget
om, at Lægfolket slet ikke
var de gejstliges »Brødre«,
men deres undergivne. Der vilde
være bestemte Titler for de forskellige Grader i Gejstligheden, Hans Velærværdighed; Hans Højærværdighed, Biskopper,
Ærkebiskopper, Kardinaler og Paver; og der vilde
være givet Regler for, hvem der skulde være den største,
og hvorledes man kunde naa frem
til de forskellige Stillinger
ved at søge Ære hos hverandre.
Den Kendsgerning, at der ikke findes den mindste Antydning
om disse Ting i Apostlenes Skrifter, udgør det
sikreste Bevis for, at de Kirkesamfund, som er saaledes
organiseret, ikke blev organiseret af Apostlene eller
under deres Ledelse, heller ikke af Herren,
som indsatte de tolv Apostle og godkendte deres Gerning. — Joh. 15, 16; Ap. G. 1, 2; Aab. 21,
14.
2) Den absolutte Mangel paa enhver saadan Anvisning i Bibelen
beviser, at den ikke er blevet forfattet af disse vise Organisationer;
thi om disse havde skrevet den, kan vi være sikre paa, at
den vilde være opfyldt af saadanne Forskrifter som dem,
vi ovenfor har antydet.
3) Da vi nu herved har faaet fuld Sikkerhed for, at hverken Modersystemet eller de
talrige Døtresystemer i vor Tid er
blevet grundlagt af Herren og hans Apostle, men
er Resultaterne af, at disses enkle Lærdomme er blevet forvrænget, og at de
følgelig er menneskelige Institutioner
— Forsøg paa at være visere end
Gud i Udførelsen af hans Gerning — saa lad os
have desto større Tillid til Guds Ord, og lad os desto nøjere give
Agt paa [223] endog det mindste
Vink saavel angaaende dette som alle andre Emner.
I de forløbne seks Tusind Aar har Gud
tilladt Menneskeslægten at forsøge paa egen Haand at
løse Livets Problemer. Det naturlige
Menneske blev skabt med Sindsegenskaber,
som gjorde det tilbøjeligt til at ære og
tilbede Skaberen. Disse
Egenskaber er ikke gaaet fuldstændig
tabt ved Faldet; man kan
sikkert ikke sige om Slægten i
Almindelighed, at den er »totalt
degenereret«. Ligesom Gud har tilladt Menneskene at
bruge deres
øvrige Sindsegenskaber efter eget Valg, saaledes har
han ogsaa tilladt dem at bruge deres moralske Egenskaber
efter egen Tilbøjelighed. Vi indser nok, at
med Undtagelse af det naturlige og det aandelige
Israel samt
de Omraader, der er blevet paavirket af disse Folk, har Gud overladt
Verden til sag selv, ladet
den gøre
sit Bedste for at udvikle
sig selv o. s. v. Men i
sin Uvidenhed
og Blinded blev Mennesket for en stor Del et
Offer for Bedragerier fra Satans og de faldne Engles
Side, som ved al Slags Overtro, falske Religioner, Trolddom o. l. har ledet
Masserne langt bort fra Sandheden.
Apostelen erklærer, at Tilstanden er blevet en
saadan, fordi Menneskene, medens de endnu kendte Gud, ikke ærede eller takkede ham som Gud, men blev forfængelige
i deres Tanker; deres daaragtige Hjerte blev
formørket, og Gud overlod dem til deres Lyster, lod dem gaa den Vej, de
foretrak, for at de ved at
erfare Følgerne af deres Fordærvelse
kunde vinde visse Lærdomme, og for at deres Fornedrelse kunde aabenbare, hvor overmaade
afskyelig Synden er, samt hvor ufornuftigt
det er at lytte til andre Raadgivere
end Skaberen.
Som vi allerede har set, agter Herren ikke at lade Menneskeslægten blive i denne faldne og svage Tilstand. Gennem
den nye Skabning vil paa hans
bestemte Tid Kundskaben om ham
naa til ethvert Menneske, hvorved
der vil blive fuld Lejlighed for alle til [224] at vinde de Goder,
der blev sikret ved Genløsningen.
Men det Punkt, vi her særlig ønsker at fremholde, er dette,
at ligesom Gud overlod Hedningefolkene til sig selv,
saaledes har han ogsaa ladet den saakaldte »Kristenhed«
gaa sine egne Veje. Han
tillader Mennesker, som har
modtaget en Del af den guddommelige Aabenbarings
Lys, at benytte det, som de vil — at gøre
Forsøg paa at forbedre hans Plan, at organisere
menneskelige Systemer o. s. v. Alt dette betyder ikke, at han
mangler Magt til at gribe ind, eller at han godkender Menneskeheden og Navnkristenhedens
forskellige, indbyrdes modstridende og mere eller mindre skadelige Paafund
og Indretninger. Disse Forsøg
vil bibringe dem endnu en Lektie,
som omsider vil overbevise Menneskene
om, at de har taget fejl. De vil da se den herlige Fuldendelse af
Guds Plan; de vil se, hvorledes han hele Tiden
har holdt urokkeligt fast ved sin Plan og gennemført
den, medens han i Virkeligheden har ladet Menneskenes
Planer og Paafund
ude af Betragtning. Af og til har
han betjent sig af disse for at opnaa sine Hensigter,
og i andre Tilfælde har han handlet stik imod dem. Saaledes handlede
han ogsaa i Slutningen af den jødiske
Tidsalder, da han tillod nogle af Jøderne at udføre hans Raadslutning, idet de forfulgte og korsfæstede
Jesus og hans Apostle. Og ligesom nogle blandt Jøderne var »sande
Israelitter«, som senere blev velsignet med
Kundskab og gjort delagtige i Kristi Lisdelser,
for at de engang kunde blive delagtige i hans Herlighed, saaledes findes
der nu sandsynligvis aandelige »sande
Israelitter«, som i Lighed med
Paulus vil blive friet ud af
Modstanderens Snarer.
Et andet Punkt er ogsaa værd at lægge Mærke til: Herren har en bestemt Tid for
Begyndelsen af sin
Regering, følgelig
ogsaa en bestemt Tid, indefor
hvilken hans udvalgte nye Skabning maa være moden og beredt til sin Opgave. Tydeligt
nok indgik det som et Led i hans
Plan at lade et specielt Lys straale frem
ved Begyndelsen [225] og ved Slutningen af denne
Beredelsestid. Apostelen antyder dette, naar
han taler om
»os, til hvem de
sidste Tider er kommet«.
(1 Kor. 10,
11.) Det var i Overgangstidten
fra den jødiske til den evangeliske
Tidsalder, at Sandheden og Livet først blev aabenbaret.
Derefter fulgte nogle mørke Aarhundreder;
men nu i Overgangstiden fra
Evangeliets Tidsalder til Tusindaarsrigets Tidsalder skinner Lyset klarere end
nogen Sinde og bestraaler
saavel nyt som gammelt. Medens vi maa antage, at Herren ved
Tidsalderens Begyndelse gav dem, der var i Overensstemmelse med
ham, specielt Lys, og at saadanne ogsaa nu ved
Tidsalderens Ende bliver velsignet med den
nærværende Sandheds Lys, for at de kan blive helliget
derved, bør vi ikke tænke, at det samme
Maal af Lys var nødvendigt til Helliggørelse i de mellemliggende Aarhundreder,
af hvilke nogle benævnes
»den mørke Middelalder«. Vi maa ikke tro, at Herren nogen Sinde har været uden Vidner, selv om
disse aldrig er blevet nævnt paa Historiens Bla.de.
Tavsheden vedrørende dem kan have
sin Grund deri, at
de ikke var fremragende i Verdens Øjne og ikke stod
i venskabeligt Forhold til de store antikristelige
Systemer, selv om nogle iblandt dem har staaet
indenfor disse. Den Kaldelse,
der nu udgaar fra Herren, viser tydeligt,
at vi kan vente at finde mange
af Herrens Folk i Babylon,
forvirrede af Sektvæsenet. »Falden,
falden er Babylon, den store. . .
. Gaa ud fra hende, mit Folk,
for at I ikke skal blive meddelagtige
i hendes Synder, og ikke rammes af
hendes Plager.«
— Aab.
18, 2. 4.
Efter dette korte Overblik over
Menighedens
Historie vil vi nu mere
indgaaende undersøge Menigheden; saaledes som den oprindelig blev stiftet af Herren.
Ligesom der kun er een Herrens Aand, som maa ejes af
alle dem,
der hører Herren til, saaledes
er der ogsaa kun eet Hoved og Midtpunkt for
Menigheden,
nemlig vor Herre Jesus. Vi
maa imidlertid
huske paa, at han [226] ved alle sine Gerninger ærede Faderen,
og at han selv sagde, at han gjorde dem i
Faderens Navn, ifølge
hans Bemyndigelse. »Enhver Plantning, som min himmelske
Fader ikke har
plantet, skal oprykkes med Rode.«
(Matt. 15, 13.) Den sande
Menighed, den nye Skabning, er
Faderens Plantning.
Jesus siger: Jeg
er det sande
Vintræ, I er
Grenene, og
min Fader er Vingaardsmanden. Senere
meddelte han os, at der ogsaa findes et »Jordens
Vintræ,« en falsk Menighed, en Navnkirke, som ikke blev plantet af
Faderen og derfor skal oprykkes
med Rode. Det sande Vintræs Frugt
er Kærlighed, og den er
dyrebar for Faderen.
Men Jordens Vintræs Frugt er Egenkærlighed i forskellige
Former. Den vil til sidst blive samlet i Guds Vredes store Persekar under
den store Trængsel, hvormed denne Tidsalder vil ende.
— Joh. 15, 1-6; Aab. 14,
19.
Enhver, som har studeret Bibelen, har sikkert lagt Mærke til,
at Herren og hans Apostle ikke anerkendte nogen som
helst Adskillelse i Menigheden, hvad enten det gjaldt Navn eller Sag. For
dem var Menigheden een og udelelig,
ligesom den kun havde een Tro,
een Herre og een Daab. Derfor
taler de kun om Menigheden,
Guds Menighed, den levende Guds Menighed, Kristi Menighed, de førstefødtes Menighed, og benævner
Menighedens enkelte Medlemmer,
»Brødre«, »Disciple«, »kristne«.
Alle disse Benævnelser benyttes uden
Forskel saavel om hele Menigheden som om de mindste Forsamlinger
— selv paa to og tre — og om de troende
enkeltvis, hvad enten de var i Jerusalem, Antiokia
eller andetsteds. Dette, at der bruges saa mange Benævnelser
skiftevis, beviser, at ingen af dem var tænkt
som Egennavn; de tjente alle kun til at belyse den
store Kendsgerning, som Herren og Apostlene stadig
fremholdt, nemlig at
Menigheden (Ekklesia — Menighed, Forsamling, Skare) af Herrens Efterfølgere er hans »udvalgte«, som nu i Tiden maa bære hans [227] Kors og, lære de nødvendige
Lektier, men som senere
engang skal blive
delagtige med ham i hans Herlighed.
Denne Skik skulde
have været bibeholdt; men i Løbet af den »mørke Middelalder« blev den tilsidesat.
Vildfarelsen førte den sekteriske Aand
med sig, og Følgen
blev de forskellige
Partier og Navne som, f. Eks.
den romerske Kirke, den lutherske Kirke, Baptistkirken, den engelske Højkirke, den hellige katolske Kirke, den
wesleyanske (metodistiske) Kirke o. s. v. Saadanne Splittelser
er, som Apostelen viser, Tegn paa Kødelighed. (1. Kor. 3,
3. 4.) Efterhaanden som dem nye
Skabning nu kommer ud af det store Mørke, der saa længe har dækket Verden, faar
den Lys ogsaa over
dette. Punkt; og idet den ser Vildfarelsen og de onde Resultater
deraf; skiller den sig ikke alene ud fra Sektvæsenet,
men nægter ogsaa at vedkende sig disse ubibelske Navne — medens den gerne vedkender
sig de bibelske
Navne.
Lad os nu undersøge
Grundvolden for den eneste Menighed,
som Herren grundlagde:
»Lammets tolv Apostle.«
Apostelen erklærer, at ingen kan
lægge en anden Grundvold end den, som er lagt, Jesus
Kristus. (I Kor. 3, 11.) Paa denne Grundvold begyndte
Jesus som Faderens Repræsentant at bygge sin Menighed, idet han kaldte de tolv Apostle. Det var
ikke en Tilfældighed, at deres Antal var tolv,
ligesom det heller ikke var tilfældigt,
at Israels Børns Stammer
var tolv; i begge Tilfælde
var dette Antal i Overensstemmelse med Guds Plan.
Herren udvalgte kun disse tolv til denne særlige Stilling og gav aldrig
nogen Bemyndigelse til at vælge flere. Da Judas havde vist sig uværdig, indsatte Herren
selv Paulus i han.s Sted.
Vi lægger Mærke til,
med hvilken Omsorg Herren vaagede over Apostlene.
Han bad for Peter i dennes Fristelsesstund
og
opfordrede ham senere til at vogte hans
Faar og hans Lam. Han havde Omsorg for den [228] tvivlende Thomas og vilde gerne have ham grundigt overbevist
om, at han virkelig var opstanden. Af de tolv mistede han ingen
undtagen Fortabelsens Søn; og at een af de tolv skulde falde
fra, var forudsagt af Profeterne og kendt af Herren i Forfvejen.
Valget af Matthias, som omtales i Apostlenes Gerninger, kan ikke
anerkendes som Herrens Valg. Matthias var uden Tvivl
en god Mand; men han blev valgt
af de elleve uden nogen
Bemyndigelse fra Herren. De var
blevet opfordret til at bie i Jerusalem og vente paa Kraften
fra det høje ved den hellige Aands Udgydelse.
I denne Ventetid før Pinsen var det, at de begik den Fejltagelse at
vælge Matthias ved Lodtrækning
i Judas' Sted. Herren
bebrejdede dem ikke deres uforsætlige Indblanding i hans Anliggender, men lod simpelthen deres Valg ude
af Betragtning. Paa sin egen Tid fremførte han Paulus,
om hvem han erklærede: »Han er mig et
udvalgt Redskab.« Apostelen
selv siger, at han var udvalgt fra Moders Liv til at være
en særlig Tjener, og at han
ikke i noget Stykke mente sig at staa
tilbage for
de andre Apostle. — Gal. 1,
5; 2 Kor. 11, 5.
Vi kan altsaa ikke slutte os til Pavekirkens, den protestantiske Episkopalkirkes,
den katolsk-apostoliske Kirkes og
Mormonernes Anskuelser, naar samtlige disse paastaar, at de tolv Apostle hele Tiden indtil nu har haft
Efterfølgere i Embedet, hvilke har talt og skrevet med
lige saa stor Autoritet som de første tolv. Som
Bevis imod denne Paastand
henviser vi til, at Herren særlig
udvalgte disse tolv, og at Tolvtallet spiller en
fremtrædende Rolle i religiøse
Ting, som staar i Forbindelse med dette Valg.
Det mest afgørende Bevis finder vi
i den symbolske Skildring i Aab. 21 af den herliggjorte
Menighed. Der bliver det nye Jerusalem — Symbolet
paa Tusindaarsrigets Regering, Menigheden, Bruden, forenet med sin
Herre — udførligt beskrevet; og i denne billedlige
Fremstilling siges der bestemt,
at paa Stadens tolv kostelige Grundstene
var [229] Navnene paa »Lammets tolv
Apostle« skrevet — hverken flere
eller færre. Hvilket
sikrere Bevis kunde vi vel begære for,
at der aldrig har været mere end tolv Lammets Apostle,
og at alle andre, som har udgivet sig for
saadanne, har været, som Paulus siger, »falske
Apostle «? — 2 Kor. 11,
13.
Vi kan heller ikke indse, at der kunde
trænges til flere Apostle; thi vi har jo endnu disse tolv iblandt os,
idet vi har deres
skrevne Vidnesbyrd og Frugten af deres
Arbejde, og dette endog i en langt bekvemmere
Form end deres samtidige,
som var med dem personligt
under deres Virksomhed. Bibelen fortæller
om deres Virksomhed, gengiver deres Beretninger
om, hvad Herren talte,
om hans Undergerninger o.
s. v. Deres Fremtillinger af den kristne Læres forskellige
Punkter har vi i deres
Breve. Disse Ting er tilstrækkelige,
»for at Guds-Mennesket maa blive fuldkomment«.
Og til yderligere Forklaring siger
Apostelen: »Jeg unddrog mig ikke
fra at forkynde eder hele Guds Raad.« Hvad mere trænges der saa til? — 2
Tim. 3, 17, Ap. G. 20, 27.
Straks efter de
40 Dages Eftertanke og Fristelse
i Orkenen begyndte Jesus
med fuld Vished om, hvilke Vej
der var den rette for ham, at forkynde
Evangeliet om det kommende
Gudsrige og at kalde til sig Efterfolgere,
Disciple. Blandt disse udvalgte
han saa de tolv Apostle. (Luk.
6, 13-16.) Alle disse
havde for indaget, hvad man kunde kalde en ringere Stilling
i Samfundet. Flere af dem var saaledes
Fiskere. Vi læser, at
de styrende
»kunde mærke,
at de var ulærde Mænd
og Lægfolk«, noget, som Apostlene
slet ikke benægtede. Uden Tvivl
blev ogsaa de tolv fra først af
regnet som Disciple, som Jesu Efterfølgere
i Almindelighed, der
omfattede hans Sag med Interesse uden dog
at forlade deres daglige
Gerning. Senere fik de
Tilbud om at blive hans
Medarbejdere i Evangeliets Tjeneste og f orlod
da alt for at følge
ham. (Matt.
4, 17- 22 ;
Mark. 1, 16-20;
3, 13-19; Luk. 5, 9-11.)
De [230] 70, som Jesus ved een Lejlighed udsendte, blev aldrig anerkendt
som Apostle. I sin udførlige Beretning om Udvaelgelsen af de tolv siger
Lukas, at lige før denne Begivenhed trak Herren sig tilbage til et Bjerg
for at bede — tydeligt nok for at spørge
Faderen til Raads angaaende sit Arbejde og sine Medarbejdere. Hele Natten
bad han. Næste Dag kaldte han saa sine Disciple til sig og udvalgte
iblandt dem tolv, som han kaldte Apostle (apostolos — Udsending). Derved kom de
tolv til at indtage en særlig Stilling blandt Disciplene. — Luk. 6, 12. 13. 17.
De øvrige Disciple blev ogsaa elsket af Herren. Uden Tvivl bifaldt de
hans Valg af de tolv, idet de indsaa, at det var til Bedste for Arbejdet i
Almindelighed. Hvad Herren grundede sit Valg paa, siges der intet om; men
i sin Bøn sagde han: »De var dine, og du gav mig dem. . . . Ingen af dem
blev fortabt uden Fortabelsens Søn« — Judas. Det har intet at sige i denne Sammenhæng,
i hvilken Grad eller Udstrækning Faderen udvalgte de tolv. De har
sikkert været ydmyge, og deres uanselige Samfundsstilling saavel som
deres tidligere Arbejde har uden Tvivl været særlig egnet til at gøre
dem ikke alene ydmyge, men ogsaa karakterfaste, beslutsomme og udholdende.
Der fortælles os, at Formaalet med Udvælgelsen af de tolv paa et saa
tidligt Tidspunkt i Stedet for ved Pinsen (da Menigheden blev aandsavlet)
for en stor Del var dette, at de skulde have speciel Lejlighed til at være
sammen med Herren for at se hans Gerninger og høre hans Ord, saa de
senere kunde blive Førstehaandsvidner for alle Guds Venner om de
vidunderlige Gerninger og de Livets Ord, der blev aabenbaret gennøm
Jesus. — Luk. 24, 44-48; Ap. G. 10,
39-42.
Apostlenes Opgave.
Vi finder intet Sted saa meget som en Antydning om, at Apostlene skulde være
Herrer over Guds Hjord, [231] at de skulde være forskellige fra,
andre troende, staa over
Guds Lov eller være særlig
begunstigede og sikre
paa at vinde den evige Arv. De fik
Formaning til at huske paa,
at de alle var Brødre og een deres Mester,
Kristus, at det var nødvendigt
for dem at befæste
deres Kaldelse og Udvælgelse, og at
de aldrig vilde kunne
komme ind i Guds
Rige, medmindre de var lydige mod Guds Kærlighedslov og ydmyge
som, smaa Børn. De fik ingen
Titler, og der blev ingen Forskrifter givet dem om at klæde
eller opføre,
sig paa nogen særlig Maade,
men kun om, hvorledes de i alt skulde være Eksempler for
Hjorden, for at andre ved at se deres gode Gerninger maatte
ære Faderen og, naar
de vandrede i
deres Spor, derved ogsaa maatte vandre i deres Mesters
Spor og opnaa den samme
Herlighed, AEre og Udødelighed,
blive delagtige i den samme guddommelige Natur som
Medlemmer af den samme nye Skabning.
Det var Apostlenes Opgave at tjene. De
skulde tjene hverandre og Herren, samt sætte
Livet til i Brodrenes Tjeneste. Deres specielle Tjeneste gik ud paa at forkynde Evangeliet.
De var blevet delagtige i
den Salvelse, der
kom over Mesteren, og som kommer over
alle de nye Skabninger,
de kongelige Præster. Profeten siger
herom: »Den Herre Herres Aand
er over mig, fordi Herren har salvet mig til at forkynde
et godt Budskab for
de sagtmodige, . . . til at forbinde dem, som har
et sønderbrudt Hjerte.« —
Es. 61, 1. 2; Luk.
4, 17-21; Matt. 10, 5-8; Mark. 3,
14. 15; Luk. 10, 1-17.
Skont denne Salvelse ikke direkte
kom over dem før ved Pinsen, havde de dog før den Tid faaet
en Forsmag paa
den, idet Herren meddelte
dem en De1 af sin
hellige Aands Kraft, da han sendte dem ud for
at prædike.
De fik ingen
Anledning til at blive hovmodige over denne Kraft;
thi Herren udsendte senere 70 andre med samme Opgave og med samme Magt til at gøre
Undere i hans Navn. Deres egentlige
Apostelgerning [232] begyndte derfor ikke før ved Pinsen. Da blev der tildelt
dem en
særlig, guddommelig Magt; ikke
blot fik de selv den hellige Aand og
dens Gaver, men de blev tillige sat
i Stand til at meddele disse Gaver til andre. Fra
da af indtog de paa Grund af
denne sidste Evne en Særstilling i Menigheden. De andre troende blev ogsaa nok
regnet for Lemmer paa Kristi salvede Legeme, fik
Del i hans Aand og blev ved denne Aand avlet til et nyt
Liv; men ingen kunde modtage nogen særlig Aandens
Gave, medmindre han fik den gennem Apostlene. Disse Gaver til at gøre Mirakler,
tale i Tunger, udtyde Tunger o.
s. v. traadte dog ingenlunde i Stedet for eller
hindrede Udviklingen af den
hellige Aands Frugter,
som hos hver enkelt troende
maatte modnes ved Lydighed — i samme Grad som den enkelte
voksede i Naade, Kundskab og Kærlighed. Kun
Apostlene sad inde
med denne Evne til at meddele Aandens Gaver, og derved blev de udmærket som Herrens særlige Tjenere eller Repræsentanter i Arbejdet
med Menighedens Grundlæggelse; det var
imidlertid muligt, at nogen kunde
modtage disse Gaver og dog ikke være andet end et lydende Malm og en klingende Bjælde. — 1 Kor. 12, 7-10; 13, 1-3.
Da Herren udvalgte og oplærte disse Apostle, havde han til
Formaal gennem dem at bringe Velsignelse og Vejledning
til alle sine Efterfølgere ned til Slutningen af Tidsalderen.
Dette fremgaar klart af hans Bøn
ved Afslutningen af hans Virksomhed, idet han deri med Henblik
paa Disciplene beder: »Jeg har aabenbaret dit Navn
for de Mennesker [Apostlene], som du har givet mig
ud af Verden;
de var dine, og du gav mig dem, og
de har holdt dit Ord. Nu ved
de, at alt det, som du
har givet mig, er fra dig. Thi de Ord, som du har givet
mig, har
jeg givet dem; og de har modtaget dem.
. . . Jeg beder for dem; jeg beder
ikke for Verden, men for
dem, som du har givet mig; thi de er dine . . . . Men
jeg beder ikke alene for disse [Apostlene],
men
[233] ogsaa for dem, som ved deres Ord tror paa mig [hele Evangeliemenigheden],
at de
maa alle være,
eet [i Hensigt,
i Kaerlighed]; ligesom du, Fader, i mig, og jeg
i dig, at ogsaa de skal være
eet i os [og derpaa nævner han det endelige Fomaal
med Udvælgelsen saavel
af Apostlene som af den nye Skabning som Helhed, idet han
tilføjer] — for at Verden [som Gud
har elsket, medens
den
endnu var i Synden, og genløst
ved det dyrebare Blod] maa tro, at du har
udsendt mig« — for at
