Bind 6 - Den  nye  Skabning

 KAPITEL 6

ORDEN OG DISCIPLIN INDENFOR DEN NYE
SKABNING.

Betydningen af Ordet »Ordination«. — Kun de tolv Apostle befuldmægtigede. — »Gejstighed« og »Lægfolk«. — Valg af Ældste og Diakoner. — Indsættelse af Ældste i hver Menighed. — Hvem kan vælge Ældste og hvorledes? — Flertal ikke tilstrækkeligt. — ­Forskellige Tjenester. — Skal Menighedstjenerne være lønnede? — Disciplin i Menigheden. — Misforstaaet Kaldelse til at praedike. — »Paamind de uskikkelige.« — Ikke alle skal paaminde. — Offentlige Tilrettevisninger bør være sjældne. — »Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt.« — »Lad os opflamme hverandre til Kærlighed.« — »Forsøm ikke at komme sammen.« — Vore Møders Beskaffenhed. — Lære fremdeles nødvendig. — Anledninger til at stille Spørgsmaal. — Eksempler paa gavnlige Møder. — »Enhver have fuld Vished i sit eget Sind.« — Begravelses-gudstjernester. — Tiende, Kollekter og Almisser.

NAAR vi skal undersøge dette Emne, er det af Vigtghed, at vi fastholder Tanken om Menighedens Enhed og husker paa, at samtidig med, at hele Menigheden Verden over udgør een Menighed, saa repræsenterer dog i en anden Forstand hver enkelt Forsamling af troende den hele Menighed. Hver enkelt Ekklesia maa derfor betragte Herren som sit Hoved og de tolv Apostle som de tolv lysende Stjerner eller Lærere, som Herren paa en særlig Maade holdt i sin Haand og ledede, idet han brugte dem som sine Talerør til at undervise Menigheden paa ethvert Sted, hver enkelt Forsamling hele Tidsalderen igennem.

Hver Menighed eller Ekklesia maa altid — selv om den kun bestaar af to eller tre — søge at rette sig efter Hovedets Vilje under alle Forhold. Den bør føle, at den er eet med alle de kære Ekklesier, der har samme dyrebare Tro« paa Genløserens store Offer og Guds dyrebare Forjættelser. Den maa glæde sig over at høre om deres Velfærd og bør forstaa, at Herren, som har Overopsyn med sit Værk, nu som a1tid kan bruge sær- [300] lige Redskaber til at tjene Meniglheden som et Hele, ligesom han ogsaa kan bruge visse Medlemmer af hver enkelt lille Menighed. Den Menighed, som saaledes ser hen til Herren og forstaar, at de Tjenere, som han vil anvende, maa være ydmyge, nidkære, have godt Vidnesbyrd, være befæstet i Sandheden og klart lægge for Dagen, at de er salvet med den hellige Aand, den vil kunne vente at blive betjent efter sit Behov, og hvert enkelt Medlem af Menigheden bør søge at blive delagtig i den fælles Velsignelse og i den Uddeling af »Mad i rette Tid«, som Mesteren har lovet os. Ligeledes vil den især komme i Hu, at Herren har lovet særlige Velsignelser ved Afslutningen af denne Tidsalder, lovet at bringe frem baade nyt og gammelt til Troens egne gennem dertil skikkede Kanaler, som han selv udvælger sig. — Matt. 24, 45-47.

Redskaberne og Kanalerne for disse Velsignelser vil Herren selv hjælpe og vejlede. Alle Legemets Lemmer, som ønsker at være i Harmoni med Hovedet, bør have Tillid til og se hen til Opfyldelsen af hans Forjættelser; men ikke desto mindre bør de »prøve Aanderne« — prøve Læresætningerne, hvem de saa end kommer fra. En saadan Undersøgelse eller Prøve er ikke et Tegn paa Mistillid overfor dem, der er anerkendt som guddommeligt ledede Kanaler for Sandheden. Men det er et Tegn paa Trofasthed overfor Herren og Sandheden, idet disse stilles langt over alle menneskelige Lærere og deres Teorier. Det er ogsaa et Tegn paa, at man ikke lytter til Menneskers Røst, men til Overhyrdens Røst, og at man henter Næring fra hans Ord og elsker dem — elsker at tygge og fordøje dem, at ransage og tilegne sig dem. Saadanne Lemmer paa Legemet vokser stærkere og hurtigere i Herren og i hans Vældes Kraft end mange andre, fordi de er mere agtpaagivende overfor Herrens Undervisning og Vejledning.

Denne Enhed i Legemet, denne gensidige Sympati, denne almindelige Undervisning gennem en fælles Kanal, som Herren har oprejst for at samle sine Juveler [301] under sin anden Nærværelse (Mal. 3, 17, eng. Overs.; Matt. 24, 31), staar dog ikke paa nogen Maade i Strid med en ret Erkendelse af Orden i hver enkelt lille Skare eller Ekklesia. Hvor lille en Menighed end er, bør der være Orden i den. Med »Orden« mener vi imidlertid ikke Stivhed. eller Formalitet. Den bedste og mest tilfredsstillende Orden er den, som virker ganske stille, saa at man slet ikke lægger. Mærke til Maskineriet. Der, hvor der kun samles tre, fem eller ti, bør man alligevel søge ved. Herrens. Hjælp at finde ud af, hvem af dem der er bedst skikkede til at være Ældste, hvem der er de mest fremskredne i Sandheden og besidder de forskellige Egenskaber, som vi allerede har set, at Guds Ord fordrer hos en Ældste, nemlig klar Indsigt i Sandheden, Duelighed til at lære, et rent og ulasteligt Liv i moralsk Henseende og Evne til at vedligeholde Orden uden unødvendig Gnidning, saaledes som  han kan have lagt det for Dagen i sin Familie o. s. v.

Hvis denne lille Menighed saaledes holder sig til Herrens Ord og er ledet af hans Aand, bør det Resultat, Medlemmerne i Fællesskab kommer til ved Valget af Menighedstjenere, betragtes som Herrens Afgørelse eller Mening i denne Sag — de, som saaledes er valgt til Ældste, vil efter al Sandsynlighed være de bedste og mest passende iblandt dem. Man bør imidlertid sørge for, at saadanne Valg ikke finder Sted uden efter nøje Overvejelse og Bøn; det er derfor tilraadeligt, at alle paa Forhaand sættes grundigt ind i Sagen og kommer til at forstaa, at kun saadanne, som bekender, at de er Medlemmer af den nye Skabning (Mænd og Kvinder), bør forsøge at give Udtryk for Herrens Vilje i denne Sag — ved Afstemningen, Disse bør derfor alle­rede have angret deres Synd og saa vidt muligt gjort den god igen; de bør have antaget Jesu Offer som Grundlag for deres Harmoni med Gud og maa derefter helt og fuldt have indviet sig til Herren og saaledes være kommet ind under Salvelsen og alle de Privilegier, som hører »Sønnernes Hus« til. Kun disse vil være i [302] Stand til at forsitaa og give Ud1tryk for hans Sind og Vilje, som er Hovedet for Legemet. Kun disse udgør Menigheden, Kristi Legeme, selv om andre, der endnu ikke har taget dette Indvielsens Skridt, men som tror paa det dyrebare Blod, kan regnes med til »Troens egne«, om hvem man maa haabe, at de vil gøre Fremskridt, og hvis Vel man maa have for Øje.

Valg af Ældste i hver Menighed.

»Efter at de i hver Menighed [Ekklesia] havde udvalgt Ældste for dem, overgav de dem under Bøn og Faste til Herren, hvem de havde givet deres Tro.« — Ap. G. 14, 23.

Denne Fremstilling saavel som mange andre Udtalelser om de Ældste i de forskellige Menigheder beret­tiger til den Slutning, at dette var en staaende Skik i den første Menighed. Udtrykket »Ældste« indbefatter, som det fremgaar af Teksten, Evangelister, Pastorer Lærere og Profeter (eller offentlige Udlæggere); det er derfor vigtigt, at vi har en ret Forstaaelse af, hvad der menes med dette Ord »udvalgt« (eng. Overs.: ordineret). Ordet ordineret bruges nu for Tiden i Almindelighed om en ceremoniel Indsættelse; men dette er ikke Betydningen af det græske Ord cheirotoneo, som er anvendt i denne Tekst, og som betyder »at vælge ved at strække Haanden frem«, hvilket endnu er den sædvanlige Fremgangsmaade ved Afstemning. Denne Definition findes i Professor Young's »Analytical Bible Concordance«. Da denne kan betragtes som en presbyteriansk Autoritet, vil vi ogsaa gengive den Definition, der fremsættes i »Strong's Exhaustive Concordance«, og som kan betragtes som en metodistisk Autoritet. Denne giver følgende Definition af Ordets Rod: »En Haand-Rækker eller en, der afgiver Stemme (ved Haandso- prækning).«

Et ganske andet græsk Ord er anvendt i Joh. 15, 16, hvor Jesus siger om Apostlene: »Jeg har udvalgt eder og sat [eng. Overs.: ordineret] eder.«  Dette er det samme Ord, tithemi, som Apostelen bruger, naar han taler om sin Udvælgelse: »Jeg er blevet sat [eng. Overs.: [303] ordineret] til Prædiker og Apostel.« (1 Tim. 2, 7.) Men Apostelen siger udtrykkeligt om denne Ordination eller Indsættelse, at den var »ikke af Mennesker, ikke heller ved noget Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader«. (Gal. 1, 1.) Alle Lemmerne paa den Salvedes Legeme, som er forenet med Hovedet og delagtige i hans Aand, er derved ordineret paa lignende Maade, ganske vist ikke til at være Apostle ligesom Paulus, men til gat være Sandhedens Forkyndere (Tjenere), enhver efter de Evner og Lejligheder, han har. (Es. 61, 1.) Kun de tolv blev ordineret til at være Apostle eller særlige Repræsentanter — befuldmæg tigede Sendebud.

Vi vil vende tilbage til Ordinationen eller Valget af Ældste ved Afstemning indenfor den nye Skabnings Menighed (Ekklesia) »ved Haandsoprækning«, saaledes som vi ovenfor har set. Og vi lægger da Mærke til, at dette var den almindelige Fremgangsmaade; thi Apostelen bruger det samme græske Ord, naar han siger om den Broder, han havde faaet som Medhjælp: »Han er ogsaa udvalgt af Menighederne til at rejse med os.« De fremhævede Ord er oversat fra det græske Ord cheirotoneo, der som ovenfor vist betyder »at vælge ved Haandsoprækning«. Og desuden indbefatter Ordet »ogsaa« i vor Tekst, at Apostelen selv var valgt ved en lignende Afstemning. Han var ikke valgt til at være Apostel, men til at være Missionær — en Repræsentant for Menighederne ved denne Lejlighed og uden Tvivl paa deres Bekostning.

Nogle af Apostlenes senere Rejser foretoges imildler­tid sandsynligvis uden Valg eller Understøttelse fra Menigheden i Antiokia. (2 Tim. 1, 15.) I den første Menighed havde alle Frihed til at anvende deres Evner og Lejligheder efter deres eget Omdømme. Det stod de forskellige Ekklesier eller Menigheder frit for at modtage eller forkaste Tjeneste endog af Apostlene som deres særlige Repræsentanter, ligesom ogsaa Apostlene kunde antage eller forkaste Menighedernes Opfordrin- [304] ger — de havde alle fuld Frihed til at gøre, hvad de ansaa for ret.

Men taler det nye Testamente ikke om nogen anden Ordination af Ældste o. s. v. end denne — ved et Valg? Er der intet, der betyder at give Myndighed eller Tilladelse til at prædike, hvad vort Ord ordinere nu sædvanligvis betegner indenfor alle Samfund i Forbindelse med at indsætte, ordinere Æjldste, Prædikanter o. s. v.? Vi vil undersøge diisse Spørgsmaal nærmere.

Ordet ordinere er kun brugt om Ældste paa eet Sted til i den engelske Bibel og er der oversat fra et andet græsk Ord nemlig kathestemi, som baade ifølge Professor Young og Dr. Strong betyder at indsætte. Dette Ord findes i Tit. 1, 5: »Du skulde bringe i Orden, hvad der stod tilbage, og indsætte Ældste i hver By, som jeg paalagde dig.« Overfladisk betragtet synes denne Tekst at indbefatte, at Titus var bemyndiget til at ansætte disse Ældste uden Hensyn til Menighedernes (Ekklesiernes) Ønsker; og det er herpaa, at den episkopale Menighedsordning er bygget. Katolikkerne, de episkopale og de metodistisk-episkopale hævder alle, at deres Biskopper har apostolisk Myndighed til at indsætte Ældste i Menighederne, uden at disse vælges af Menighederne ved Haandsoprækning.

Den anførte Tekst bruges som Støtte for denne Opfattelse; men det er i Sandhed en meget svag Støtte, naar vi lægger Mærke til den sidste Passus, »som jeg paalagde dig«, og betænker, at Apostelen sikkert ikke vilde »paalægge« Titus at gøre andet, end han (Apostelen) selv gjorde i lignende Tilfælde. Beretningen om Apostelens egen Fremgangsmaade er meget tydelig, naar den rettelig oversættes saaledes: »Efter at de i hver Ekklesia havde udvalgt Ældste for dem ved Haands­oprækning, overgav de dem under Bøn og Faste til Herren.« — Ap. G. 14, 23.

Vi kan være sikre paa, at Brødrene ikke blot vilde være glade for, men ogsaa ivrige efter at opnaa Raad fra Apostelen og fra Titus, som han særlig kunde an- [305] befale til Brødrene som en trofast, Sandhedens Tjener, og sikkert vilde de ogsaa som Regel følge disse Raad. Men ikke desto mindre søgte Apostelen og alle, som fulgte i hans Spor, at lægge Ansvaret der, hvor Gud lagde det, nemlig paa Menigheden, hvis Pligt det er at »prøve Aanderne [Lærere og Læresætninger], om de er af Gud«. (1 Joh. 4, 1.) Dersom nogen ikke taler i Overensstemmelse med dette Ord, da er det, fordi der ikke er noget Lys i ham. Fra saadanne skal vi vende os bort, siger Apostelen; man skal ikke stemme paa dem eller paa nogen Maade antage dem som Lærere, Ældste o. s. v. — Es. 8, 20, eng. Overs.

Under alle Omstændigheder vilde Menighedens Med­virken være nødvendig, hvad enten det som her nævnt skete ved Afstemning eller ikke; thi lad os antage, at Titus havde indsat Ældste, som ikke passede for Brødrene, hvor længe vilde Freden da have været raadende i Menigheden? Hvorledes vilde en saadan Ældste, som var forkastelig i Menighedens Øjne, kunne lede og betjene den? Det vilde praktisk talt være umuligt.

Kirkepolitik og ikke Jesu og hans tolv Apostles Lær­domme bærer Ansvaret for, at de hellige blev, delt i to Klasser, som kaldes »Gejstlighed« og »Lægfolk«. Det er Præstebedragets og Antikristens Aand, som stadig søger at gøre sig til Herre over Guds Arv — i Forhold til den Sløvhed og Uvidenhed, der er raadende i Menigheden. Det er ikke Herren og Apostlene, som skal udpege de Ældste, men Menigheden (Ekklesia) som Kristi Legeme; og hvor, stor Ære og Værdighed, der end tilkommer de Ældste som Herrens og Menighedens Tjenere, saa er det dog ikke tilstrækkeligt, at de selv eller de andre Ældste anser dem for at være stikkede til denne Gerning. Menigheden, som vælger dem, maa kende dem, maa erkende deres kristelige Dyder og Evner i Lyset af Guds Ord, ellers kan de ikke give dem nogen saadan Stilling eller Ære. En Ældste er derfor aldrig berettiget til at ansætte sig selv. Den Broder, som er tilbøjelig til at ignorere Menigheden, Kristi Legeme, [306]  og at stille sig selv og sin Dom over alt og alle, afgiver i Sandhed derved det bedste Bevis for, at han ikke er i den rette Stilling til at blive anerkendt som Ældste, idet Ydmyghed og Erkendelse af Menighedens Enhed som Kristi Legeme er de første Betingelser for en saadan Tjeneste.

Heller ikke bør nogen Broder paatage sig offentlige Pligter i Menigheden som Leder, Repræsentant o. s. v., uden at han er valgt dertil — selv om han er sikker paa, at ingen vil have noget derimod. Ifølge Bibelen ordineres eller indsættes de Ældste i alle Menighederne ved Menighedsvalg — ved Afstemning med Haands­oprækning. At gøre Fordring paa et saadant Valg, førend man paatager sig en Tjeneste, er at rette sig efter Bibelens Forskrifter. Det styrker den Ældstes Stilling og minder desuden Menigheden om dens Pligter og Ansvar som den, der udvælger de Ældste i Herrens Navn og Aand, idet den giver Udtryk for Guds Valg, Guds Vilje. Desuden gør denne bibelske Fremgangsmaade Menighedens Medlemmer interesseret i alt, hvad de Ældste siger og gør som deres Tjenere og Repræsentanter. Deu modvirker den alt for fremherskende Tanke, at de Ældste ejer og behersker Menigheden, og gør det umuligt for dem at tænke paa og tale om Menigheden som »vore Folk« i Stedet for som »Herrens Folk, som vi tjener«.

Hvorfor bliver disse Ting, som Bibelen saa klart lærer, ikke fremholdt og forstaaet af alle? Fordi den menneskelige Natur søger Ære og Ophøjelse og har let ved at afpasse sig efter Forhold, som er urette, men gunstige i saa Henseende — fordi disse Ting allerede har vundet Hævd i sytten Aarhundreder, og fordi Folket finder sig i disse Forhold og foretrækker dem frem for den Frihed, hvormed Kristus frigør. Desuden er der mange, som har følt sig saa forvissede om, at hvad der er Skik og Brug i Babylon, maa være ret, at de aldrig har studeret Guds Ord angaaende denne Sag.

Tidslængden for de Ældstes Tjeneste. [307]

Der siges intet i Bibelen om, for hvor lang Tid en Ældste bør vælges. Vi har derfor Frihed til selv at overveje og træffe Bestemmelser i denne Sag. Mange kan betragtes som Ældste eller fremstaaende, veludviklede Brødre i Menigheden og kan være til stor Nytte og højt værdsatte uden derfor at være blevet valgt til Ældste af Menigheden som dens Repræsentanter — Evangelister, Lærere, Pastorer. Saaledes taler Apostlene flere Gange hædrende om »de ældre Kvinder«*), uden den mindste Antydning om, at nogen af dem nogen Sinde har været valgt, til at repræsentere Menigheden (Ekklesia) som Ældste eller Lærere. Nogle af dem, som er valgt til at tjene Menigheden, kunde ophøre med at besidde de nødvendige og ønskelige Egenskaber, eller andre kunde ved Guds Hjælp udvikles til større Duelighed i Menighedens Tjeneste. Et Aar eller mindre — et halvt eller et kvart Aar — kunde synes at være en passende Tid for saadanne Tjenester — den kortere Tid, dersom det var mindre prøvede Brødre, den længere, dersom de var vel prøvede og ansete. Da Bibelen ikke opstiller nogen Regel, nej, end ikke giver noget Raad eller noget Forslag, bliver det den enkelte Menigheds Sag efter bedste Evne at bestemme, hvad den tror, der er Herrens Vilje i denne Sag.

*) Kvindens Stilling i Menigheden er behandlet i Kap. 5.

Antallet af Ældste.

De Ældstes Antal er ikke begrænset i Skriften; men naturligvis kommer meget til at afhænge af Menighedens Størrelse, saavel som af hvor mange der findes, som kan anvendes — er kompetente o. s. v . (Det er ikke nok, at man tror, at en er troende og fuldt indviet; baade ved Ord og Gerning maa han have givet uomstødelige Beviser for sin Tro og sin Indvielse, længe før han vælges til Ældste.) Vi anbefaler at vælge alle dem til Ældste, som er i Besiddelse af de fornødne Egenskaber, og da at dele Tjenesterne imellem dem.

[308] Om de er fyldt med den rette Nidkærhedens Aand, vil Arbejdet for Sandhedens Forkyndelse snart lægge Beslag paa nogle af dem eller i alt Fald paa en Del af de flestes Tid. Hver Ekklesia bør saaledes være et teologisk Seminarium, hvorfra der stadig udgaar dygtige Lærere til større Arbejdsfelter. En Ældste, som var skinsyg paa andre og ønskede at hindre dem i at tjene, skulde anses for uværdig til at blive i sin Stilling; dog skulde man ikke vælge nogen inkompetent eller en, som er ny i Sandheden — for at tilfredsstille hans Forfængelighed. Menighedens Medlemmer maa som Lemmer paa Kristi Legeme stemme saaledes, som de tror, Hovedet vilde ønske, de skulde stemme.

Der bør maaske endnu advares imod at vælge en Ældste, hvor der ikke findes nogen, som er passende til denne Tjeneste, eller som har de Egenskaber, Apostlene fremholder; det er langt bedre ikke at have nogen Ældste end at have saadanne, som er inkompetente. Indtil man kan finde en Broder, som er skikket til at tjene, kan man lade Møderne foregaa ganske enkelt, idet man har Bibelen til Tekstbog og Broder Russell nærværende som Lærer, repræsenteret ved »Studier i Skriften« og »Vagt-Taarnet« — som eders valgte Ældste, om I saa vil. Ethvert Spørgsmaal, som angaar eders Vel, og som kan besvares med Bibelen, vil det være ham en Glæde at modtage, om I tilskriver ham.

Hvem kan vælge Ældste og hvorledes?

Kun Menigheden (Legemet — Mænd og Kvinder), den nye Skabning, har Ret til at vælge eller stemme. Den øvrige Del af »Troens egne«, troende, som ikke har indviet sig, har intet at gøre med et saadant Valg; thi det er Herrens Valg, som søges, gennem hans Legeme, der besidder hans Aand. Alle, som hører til det indviede Legeme, bør stemme, og enhver af dem kan fremkomme med Forslag til Ældste paa et Møde, som er sammenkaldt i den Hensigt — helst en Uge før Afstemningen, for at der kan blive Tid til at tænke over Sagen. [309]

Nogle har hævdet, at Afstemningen bør ske ved Stemmesedler, saa at enhver kan føle fuld Frihed til at udtrykke sin virkelige Mening. Vi svarer, at hvilke Fordele dette end kan indbefatte, saa er Manglerne dog langt større, idet man derved gaar Glip af den Disciplin og Karakterstyrke, som udvikles ved at følge Apostlenes Fremgangsmaade at stemme »ved Haandsoprækning«. Enhver maa lære at være oprigtig og frimodig og dog paa samme Tid kærlig og mild. Vi maa huske, at Afstemningen skal tilkendegive Herrens Valg — udtrykt af hans Legemes Lemmer, alt efter den Evne de har til at kunne opfatte det. Ingen har Ret til at unddrage sig denne Pligt eller til at foretrække en fremfor en anden, medmindre han tror, at han derved udviser Herrens Sind og udtrykker hans Vilje.

Flertal ikke tilstrækkeligt.

Ved Afgørelsen af verdslige Sager er det tilstrækkeligt, at der findes Majoritet. Men saaledes bør det øjensynlig ikke være i Herrrens Ekklesia eller Legeme. Snarere bør det saa vidt muligt være saaledes som i den engelske Jury, at man søger at opnaa en enstemmig Dom eller Afgørelse. Øm en Broder vælges med almindeligt Flertal, vil hverken han eller Menigheden kunne finde det tilfredsstillende at betragte dette som »Herrens Valg«. Man bør da hellere søge at finde en anden, som bliver støttet af alle eller næsten alle — om fornødent ved at stemme om igen Uge efter Uge, indtil han findes, eller Sagen opgives; eller lad alle samles om to eller tre eller flere, som da kan tjene skiftevis og saaledes tilfredsstille enhver. Men hvis alle er besjælet af en brændende Kærlighed til Herren og Sandheden og inderligt beder om Guds Vejledning, og hvis den ene ønsker at give den anden Fortrinnet, hvor Evnerne i øvrigt er de samme, vil det i Almindelighed være let at blive enige om, hvad der maa anses for at være Guds Vilje i denne Sag. »Gød intet af Egennytte eller Lyst til tom Ære.« »Gør eder Flid for at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand.« — Fil. 2, 3; Ef. 4, 3. [310]

Samme Fremgangsmaade bør ogsaa  fø1ges ved Valg af  Hjælpere, de saakaldte Diakoner og Diakonisser, hvis gode Rygte ogsaa maa betragtes som en nødvendig Forudsætning. (Se I Tim. 3, 8-13.) Disse kan tjene, hvor det viser sig ønskligt, og de bør have saa mange som muligt af de Egenskaber, der kræves hos en Ældste; de bør saaledes ogsaa være dygtige til at lære og i Besiddelse af Aadens Frugter.

Forskellige Tjenester.

Som vi allerede har set, kan de Ældste have særlige Evner i den ene eller den anden Retning. Nogle er særlig dygtige til at formane, andre til at undervise, andre til klart at udlægge Ordet, andre til at være Evangelister, til at vække de ikke-troendes Opmærk­somhed, og atter andre til at være Pastorer, der fører et almindeligt Overtilsyn med Hjorden og med dens forskellige stedlige og almindelige Interesser. Apostelen Paulus' Tale til de Ældste i Menigheden i Efesus giver os et almindeligt Overblik over den Tjeneste, hvorefter hver enkelt maa søge at afpasse sine Evner som  Husholder. Hans Ord er vel værd at undersøge nøje og under Bøn, især for alle, som paatager sig en Ældstes Tjeneste  i nogen Gren af Arbejdet. Han sagde: »Saa giv Agt paa eder selv og den hele Hjord, i hvilken den hellige Aand satte eder som Tilsynsmænd til at vogte Guds Menighed [Ekklesia].« (AP. G. 20, 28) Ja, sikkert, de  Ældste behøver først og fremmest at give Agt paa sig selv, for at ikke den Smule Ære, som deres Stilling medfører, skal gøre dem stolte og tilbøjelige til at herske, og for at de ikke selv skal tiltage sig den M