Studies in the Scriptures

Tabernacle Shadows

 The PhotoDrama of Creation

 

Bind 6 - Den  nye  Skabning

 

 KAPITEL 6

ORDEN OG DISCIPLIN INDENFOR DEN NYE
SKABNING
.

Betydningen af Ordet »Ordination«. Kun de tolv Apostle befuldmægtigede. »Gejstighed« og »Lægfolk«. Valg af Ældste og Diakoner. Indsættelse af Ældste i hver Menighed. Hvem kan vælge Ældste og hvorledes? Flertal ikke tilstrækkeligt. ­Forskellige Tjenester. Skal Menighedstjenerne være lønnede? Disciplin i Menigheden. Misforstaaet Kaldelse til at praedike. »Paamind de uskikkelige.« Ikke alle skal paaminde. Offentlige Tilrettevisninger bør være sjældne. »Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt.« »Lad os opflamme hverandre til Kærlighed.« »Forsøm ikke at komme sammen.« — Vore Møders Beskaffenhed. Lære fremdeles nødvendig. Anledninger til at stille Spørgsmaal.  Eksempler paa gavnlige Møder. »Enhver have fuld Vished i sit eget Sind.« Begravelses-gudstjernester. Tiende, Kollekter og Almisser.

NAAR vi skal undersøge dette Emne, er det af Vigtghed, at vi fastholder Tanken om Menighedens Enhed og husker paa, at samtidig med, at hele Menigheden Verden over udgør een Menighed, saa repræsenterer dog i en anden Forstand hver enkelt Forsamling af troende den hele Menighed. Hver enkelt Ekklesia maa derfor betragte Herren som sit Hoved og de tolv Apostle som de tolv lysende Stjerner eller Lærere, som Herren paa en særlig Maade holdt i sin Haand og ledede, idet han brugte dem som sine Talerør til at undervise Menigheden paa ethvert Sted, hver enkelt Forsamling hele Tidsalderen igennem.

Hver Menighed eller Ekklesia maa altid selv om den kun bestaar af to eller tre søge at rette sig efter Hovedets Vilje under alle Forhold. Den bør føle, at den er eet med alle de kære Ekklesier, der har samme dyrebare Tro« paa Genløserens store Offer og Guds dyrebare Forjættelser. Den maa glæde sig over at høre om deres Velfærd og bør forstaa, at Herren, som har Overopsyn med sit Værk, nu som a1tid kan bruge sær- [300] lige Redskaber til at tjene Meniglheden som et Hele, ligesom han ogsaa kan bruge visse Medlemmer af hver enkelt lille Menighed. Den Menighed, som saaledes ser hen til Herren og forstaar, at de Tjenere, som han vil anvende, maa være ydmyge, nidkære, have godt Vidnesbyrd, være befæstet i Sandheden og klart lægge for Dagen, at de er salvet med den hellige Aand, den vil kunne vente at blive betjent efter sit Behov, og hvert enkelt Medlem af Menigheden bør søge at blive delagtig i den fælles Velsignelse og i den Uddeling af »Mad i rette Tid«, som Mesteren har lovet os. Ligeledes vil den især komme i Hu, at Herren har lovet særlige Velsignelser ved Afslutningen af denne Tidsalder, lovet at bringe frem baade nyt og gammelt til Troens egne gennem dertil skikkede Kanaler, som han selv udvælger sig. Matt. 24, 45-47.

Redskaberne og Kanalerne for disse Velsignelser vil Herren selv hjælpe og vejlede. Alle Legemets Lemmer, som ønsker at være i Harmoni med Hovedet, bør have Tillid til og se hen til Opfyldelsen af hans Forjættelser; men ikke desto mindre bør de »prøve Aanderne« prøve Læresætningerne, hvem de saa end kommer fra. En saadan Undersøgelse eller Prøve er ikke et Tegn paa Mistillid overfor dem, der er anerkendt som guddommeligt ledede Kanaler for Sandheden. Men det er et Tegn paa Trofasthed overfor Herren og Sandheden, idet disse stilles langt over alle menneskelige Lærere og deres Teorier. Det er ogsaa et Tegn paa, at man ikke lytter til Menneskers Røst, men til Overhyrdens Røst, og at man henter Næring fra hans Ord og elsker dem elsker at tygge og fordøje dem, at ransage og tilegne sig dem. Saadanne Lemmer paa Legemet vokser stærkere og hurtigere i Herren og i hans Vældes Kraft end mange andre, fordi de er mere agtpaagivende overfor Herrens Undervisning og Vejledning.

Denne Enhed i Legemet, denne gensidige Sympati, denne almindelige Undervisning gennem en fælles Kanal, som Herren har oprejst for at samle sine Juveler [301] under sin anden Nærværelse (Mal. 3, 17, eng. Overs.; Matt. 24, 31), staar dog ikke paa nogen Maade i Strid med en ret Erkendelse af Orden i hver enkelt lille Skare eller Ekklesia. Hvor lille en Menighed end er, bør der være Orden i den. Med »Orden« mener vi imidlertid ikke Stivhed. eller Formalitet. Den bedste og mest tilfredsstillende Orden er den, som virker ganske stille, saa at man slet ikke lægger. Mærke til Maskineriet. Der, hvor der kun samles tre, fem eller ti, bør man alligevel søge ved. Herrens. Hjælp at finde ud af, hvem af dem der er bedst skikkede til at være Ældste, hvem der er de mest fremskredne i Sandheden og besidder de forskellige Egenskaber, som vi allerede har set, at Guds Ord fordrer hos en Ældste, nemlig klar Indsigt i Sandheden, Duelighed til at lære, et rent og ulasteligt Liv i moralsk Henseende og Evne til at vedligeholde Orden uden unødvendig Gnidning, saaledes som  han kan have lagt det for Dagen i sin Familie o. s. v.

Hvis denne lille Menighed saaledes holder sig til Herrens Ord og er ledet af hans Aand, bør det Resultat, Medlemmerne i Fællesskab kommer til ved Valget af Menighedstjenere, betragtes som Herrens Afgørelse eller Mening i denne Sag de, som saaledes er valgt til Ældste, vil efter al Sandsynlighed være de bedste og mest passende iblandt dem. Man bør imidlertid sørge for, at saadanne Valg ikke finder Sted uden efter nøje Overvejelse og Bøn; det er derfor tilraadeligt, at alle paa Forhaand sættes grundigt ind i Sagen og kommer til at forstaa, at kun saadanne, som bekender, at de er Medlemmer af den nye Skabning (Mænd og Kvinder), bør forsøge at give Udtryk for Herrens Vilje i denne Sag ved Afstemningen, Disse bør derfor alle­rede have angret deres Synd og saa vidt muligt gjort den god igen; de bør have antaget Jesu Offer som Grundlag for deres Harmoni med Gud og maa derefter helt og fuldt have indviet sig til Herren og saaledes være kommet ind under Salvelsen og alle de Privilegier, som hører »Sønnernes Hus« til. Kun disse vil være i [302] Stand til at forsitaa og give Ud1tryk for hans Sind og Vilje, som er Hovedet for Legemet. Kun disse udgør Menigheden, Kristi Legeme, selv om andre, der endnu ikke har taget dette Indvielsens Skridt, men som tror paa det dyrebare Blod, kan regnes med til »Troens egne«, om hvem man maa haabe, at de vil gøre Fremskridt, og hvis Vel man maa have for Øje.

Valg af Ældste i hver Menighed.

»Efter at de i hver Menighed [Ekklesia] havde udvalgt Ældste for dem, overgav de dem under Bøn og Faste til Herren, hvem de havde givet deres Tro.« Ap. G. 14, 23.

Denne Fremstilling saavel som mange andre Udtalelser om de Ældste i de forskellige Menigheder beret­tiger til den Slutning, at dette var en staaende Skik i den første Menighed. Udtrykket »Ældste« indbefatter, som det fremgaar af Teksten, Evangelister, Pastorer Lærere og Profeter (eller offentlige Udlæggere); det er derfor vigtigt, at vi har en ret Forstaaelse af, hvad der menes med dette Ord »udvalgt« (eng. Overs.: ordineret). Ordet ordineret bruges nu for Tiden i Almindelighed om en ceremoniel Indsættelse; men dette er ikke Betydningen af det græske Ord cheirotoneo, som er anvendt i denne Tekst, og som betyder »at vælge ved at strække Haanden frem«, hvilket endnu er den sædvanlige Fremgangsmaade ved Afstemning. Denne Definition findes i Professor Young's »Analytical Bible Concordance«. Da denne kan betragtes som en presbyteriansk Autoritet, vil vi ogsaa gengive den Definition, der fremsættes i »Strong's Exhaustive Concordance«, og som kan betragtes som en metodistisk Autoritet. Denne giver følgende Definition af Ordets Rod: »En Haand-Rækker eller en, der afgiver Stemme (ved Haandso- prækning).«

Et ganske andet græsk Ord er anvendt i Joh. 15, 16, hvor Jesus siger om Apostlene: »Jeg har udvalgt eder og sat [eng. Overs.: ordineret] eder.«  Dette er det samme Ord, tithemi, som Apostelen bruger, naar han taler om sin Udvælgelse: »Jeg er blevet sat [eng. Overs.: [303] ordineret] til Prædiker og Apostel.« (1 Tim. 2, 7.) Men Apostelen siger udtrykkeligt om denne Ordination eller Indsættelse, at den var »ikke af Mennesker, ikke heller ved noget Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader«. (Gal. 1, 1.) Alle Lemmerne paa den Salvedes Legeme, som er forenet med Hovedet og delagtige i hans Aand, er derved ordineret paa lignende Maade, ganske vist ikke til at være Apostle ligesom Paulus, men til gat være Sandhedens Forkyndere (Tjenere), enhver efter de Evner og Lejligheder, han har. (Es. 61, 1.) Kun de tolv blev ordineret til at være Apostle eller særlige Repræsentanter befuldmæg tigede Sendebud.

Vi vil vende tilbage til Ordinationen eller Valget af Ældste ved Afstemning indenfor den nye Skabnings Menighed (Ekklesia) »ved Haandsoprækning«, saaledes som vi ovenfor har set. Og vi lægger da Mærke til, at dette var den almindelige Fremgangsmaade; thi Apostelen bruger det samme græske Ord, naar han siger om den Broder, han havde faaet som Medhjælp: »Han er ogsaa udvalgt af Menighederne til at rejse med os.« De fremhævede Ord er oversat fra det græske Ord cheirotoneo, der som ovenfor vist betyder »at vælge ved Haandsoprækning«. Og desuden indbefatter Ordet »ogsaa« i vor Tekst, at Apostelen selv var valgt ved en lignende Afstemning. Han var ikke valgt til at være Apostel, men til at være Missionær en Repræsentant for Menighederne ved denne Lejlighed og uden Tvivl paa deres Bekostning.

Nogle af Apostlenes senere Rejser foretoges imildler­tid sandsynligvis uden Valg eller Understøttelse fra Menigheden i Antiokia. (2 Tim. 1, 15.) I den første Menighed havde alle Frihed til at anvende deres Evner og Lejligheder efter deres eget Omdømme. Det stod de forskellige Ekklesier eller Menigheder frit for at modtage eller forkaste Tjeneste endog af Apostlene som deres særlige Repræsentanter, ligesom ogsaa Apostlene kunde antage eller forkaste Menighedernes Opfordrin- [304] ger de havde alle fuld Frihed til at gøre, hvad de ansaa for ret.

Men taler det nye Testamente ikke om nogen anden Ordination af Ældste o. s. v. end denne ved et Valg? Er der intet, der betyder at give Myndighed eller Tilladelse til at prædike, hvad vort Ord ordinere nu sædvanligvis betegner indenfor alle Samfund i Forbindelse med at indsætte, ordinere Æjldste, Prædikanter o. s. v.? Vi vil undersøge diisse Spørgsmaal nærmere.

Ordet ordinere er kun brugt om Ældste paa eet Sted til i den engelske Bibel og er der oversat fra et andet græsk Ord nemlig kathestemi, som baade ifølge Professor Young og Dr. Strong betyder at indsætte. Dette Ord findes i Tit. 1, 5: »Du skulde bringe i Orden, hvad der stod tilbage, og indsætte Ældste i hver By, som jeg paalagde dig.« Overfladisk betragtet synes denne Tekst at indbefatte, at Titus var bemyndiget til at ansætte disse Ældste uden Hensyn til Menighedernes (Ekklesiernes) Ønsker; og det er herpaa, at den episkopale Menighedsordning er bygget. Katolikkerne, de episkopale og de metodistisk-episkopale hævder alle, at deres Biskopper har apostolisk Myndighed til at indsætte Ældste i Menighederne, uden at disse vælges af Menighederne ved Haandsoprækning.

Den anførte Tekst bruges som Støtte for denne Opfattelse; men det er i Sandhed en meget svag Støtte, naar vi lægger Mærke til den sidste Passus, »som jeg paalagde dig«, og betænker, at Apostelen sikkert ikke vilde »paalægge« Titus at gøre andet, end han (Apostelen) selv gjorde i lignende Tilfælde. Beretningen om Apostelens egen Fremgangsmaade er meget tydelig, naar den rettelig oversættes saaledes: »Efter at de i hver Ekklesia havde udvalgt Ældste for dem ved Haands­oprækning, overgav de dem under Bøn og Faste til Herren.« Ap. G. 14, 23.

Vi kan være sikre paa, at Brødrene ikke blot vilde være glade for, men ogsaa ivrige efter at opnaa Raad fra Apostelen og fra Titus, som han særlig kunde an- [305] befale til Brødrene som en trofast, Sandhedens Tjener, og sikkert vilde de ogsaa som Regel følge disse Raad. Men ikke desto mindre søgte Apostelen og alle, som fulgte i hans Spor, at lægge Ansvaret der, hvor Gud lagde det, nemlig paa Menigheden, hvis Pligt det er at »prøve Aanderne [Lærere og Læresætninger], om de er af Gud«. (1 Joh. 4, 1.) Dersom nogen ikke taler i Overensstemmelse med dette Ord, da er det, fordi der ikke er noget Lys i ham. Fra saadanne skal vi vende os bort, siger Apostelen; man skal ikke stemme paa dem eller paa nogen Maade antage dem som Lærere, Ældste o. s. v. Es. 8, 20, eng. Overs.

Under alle Omstændigheder vilde Menighedens Med­virken være nødvendig, hvad enten det som her nævnt skete ved Afstemning eller ikke; thi lad os antage, at Titus havde indsat Ældste, som ikke passede for Brødrene, hvor længe vilde Freden da have været raadende i Menigheden? Hvorledes vilde en saadan Ældste, som var forkastelig i Menighedens Øjne, kunne lede og betjene den? Det vilde praktisk talt være umuligt.

Kirkepolitik og ikke Jesu og hans tolv Apostles Lær­domme bærer Ansvaret for, at de hellige blev, delt i to Klasser, som kaldes »Gejstlighed« og »Lægfolk«. Det er Præstebedragets og Antikristens Aand, som stadig søger at gøre sig til Herre over Guds Arv i Forhold til den Sløvhed og Uvidenhed, der er raadende i Menigheden. Det er ikke Herren og Apostlene, som skal udpege de Ældste, men Menigheden (Ekklesia) som Kristi Legeme; og hvor, stor Ære og Værdighed, der end tilkommer de Ældste som Herrens og Menighedens Tjenere, saa er det dog ikke tilstrækkeligt, at de selv eller de andre Ældste anser dem for at være stikkede til denne Gerning. Menigheden, som vælger dem, maa kende dem, maa erkende deres kristelige Dyder og Evner i Lyset af Guds Ord, ellers kan de ikke give dem nogen saadan Stilling eller Ære. En Ældste er derfor aldrig berettiget til at ansætte sig selv. Den Broder, som er tilbøjelig til at ignorere Menigheden, Kristi Legeme, [306]  og at stille sig selv og sin Dom over alt og alle, afgiver i Sandhed derved det bedste Bevis for, at han ikke er i den rette Stilling til at blive anerkendt som Ældste, idet Ydmyghed og Erkendelse af Menighedens Enhed som Kristi Legeme er de første Betingelser for en saadan Tjeneste.

Heller ikke bør nogen Broder paatage sig offentlige Pligter i Menigheden som Leder, Repræsentant o. s. v., uden at han er valgt dertil selv om han er sikker paa, at ingen vil have noget derimod. Ifølge Bibelen ordineres eller indsættes de Ældste i alle Menighederne ved Menighedsvalg ved Afstemning med Haands­oprækning. At gøre Fordring paa et saadant Valg, førend man paatager sig en Tjeneste, er at rette sig efter Bibelens Forskrifter. Det styrker den Ældstes Stilling og minder desuden Menigheden om dens Pligter og Ansvar som den, der udvælger de Ældste i Herrens Navn og Aand, idet den giver Udtryk for Guds Valg, Guds Vilje. Desuden gør denne bibelske Fremgangsmaade Menighedens Medlemmer interesseret i alt, hvad de Ældste siger og gør som deres Tjenere og Repræsentanter. Deu modvirker den alt for fremherskende Tanke, at de Ældste ejer og behersker Menigheden, og gør det umuligt for dem at tænke paa og tale om Menigheden som »vore Folk« i Stedet for som »Herrens Folk, som vi tjener«.

Hvorfor bliver disse Ting, som Bibelen saa klart lærer, ikke fremholdt og forstaaet af alle? Fordi den menneskelige Natur søger Ære og Ophøjelse og har let ved at afpasse sig efter Forhold, som er urette, men gunstige i saa Henseende fordi disse Ting allerede har vundet Hævd i sytten Aarhundreder, og fordi Folket finder sig i disse Forhold og foretrækker dem frem for den Frihed, hvormed Kristus frigør. Desuden er der mange, som har følt sig saa forvissede om, at hvad der er Skik og Brug i Babylon, maa være ret, at de aldrig har studeret Guds Ord angaaende denne Sag.

Tidslængden for de Ældstes Tjeneste. [307]

Der siges intet i Bibelen om, for hvor lang Tid en Ældste bør vælges. Vi har derfor Frihed til selv at overveje og træffe Bestemmelser i denne Sag. Mange kan betragtes som Ældste eller fremstaaende, veludviklede Brødre i Menigheden og kan være til stor Nytte og højt værdsatte uden derfor at være blevet valgt til Ældste af Menigheden som dens Repræsentanter Evangelister, Lærere, Pastorer. Saaledes taler Apostlene flere Gange hædrende om »de ældre Kvinder«*), uden den mindste Antydning om, at nogen af dem nogen Sinde har været valgt, til at repræsentere Menigheden (Ekklesia) som Ældste eller Lærere. Nogle af dem, som er valgt til at tjene Menigheden, kunde ophøre med at besidde de nødvendige og ønskelige Egenskaber, eller andre kunde ved Guds Hjælp udvikles til større Duelighed i Menighedens Tjeneste. Et Aar eller mindre et halvt eller et kvart Aar kunde synes at være en passende Tid for saadanne Tjenester den kortere Tid, dersom det var mindre prøvede Brødre, den længere, dersom de var vel prøvede og ansete. Da Bibelen ikke opstiller nogen Regel, nej, end ikke giver noget Raad eller noget Forslag, bliver det den enkelte Menigheds Sag efter bedste Evne at bestemme, hvad den tror, der er Herrens Vilje i denne Sag.

*) Kvindens Stilling i Menigheden er behandlet i Kap. 5.

Antallet af Ældste.

De Ældstes Antal er ikke begrænset i Skriften; men naturligvis kommer meget til at afhænge af Menighedens Størrelse, saavel som af hvor mange der findes, som kan anvendes er kompetente o. s. v . (Det er ikke nok, at man tror, at en er troende og fuldt indviet; baade ved Ord og Gerning maa han have givet uomstødelige Beviser for sin Tro og sin Indvielse, længe før han vælges til Ældste.) Vi anbefaler at vælge alle dem til Ældste, som er i Besiddelse af de fornødne Egenskaber, og da at dele Tjenesterne imellem dem.

[308] Om de er fyldt med den rette Nidkærhedens Aand, vil Arbejdet for Sandhedens Forkyndelse snart lægge Beslag paa nogle af dem eller i alt Fald paa en Del af de flestes Tid. Hver Ekklesia bør saaledes være et teologisk Seminarium, hvorfra der stadig udgaar dygtige Lærere til større Arbejdsfelter. En Ældste, som var skinsyg paa andre og ønskede at hindre dem i at tjene, skulde anses for uværdig til at blive i sin Stilling; dog skulde man ikke vælge nogen inkompetent eller en, som er ny i Sandheden for at tilfredsstille hans Forfængelighed. Menighedens Medlemmer maa som Lemmer paa Kristi Legeme stemme saaledes, som de tror, Hovedet vilde ønske, de skulde stemme.

Der bør maaske endnu advares imod at vælge en Ældste, hvor der ikke findes nogen, som er passende til denne Tjeneste, eller som har de Egenskaber, Apostlene fremholder; det er langt bedre ikke at have nogen Ældste end at have saadanne, som er inkompetente. Indtil man kan finde en Broder, som er skikket til at tjene, kan man lade Møderne foregaa ganske enkelt, idet man har Bibelen til Tekstbog og Broder Russell nærværende som Lærer, repræsenteret ved »Studier i Skriften« og »Vagt-Taarnet« som eders valgte Ældste, om I saa vil. Ethvert Spørgsmaal, som angaar eders Vel, og som kan besvares med Bibelen, vil det være ham en Glæde at modtage, om I tilskriver ham.

Hvem kan vælge Ældste og hvorledes?

Kun Menigheden (Legemet Mænd og Kvinder), den nye Skabning, har Ret til at vælge eller stemme. Den øvrige Del af »Troens egne«, troende, som ikke har indviet sig, har intet at gøre med et saadant Valg; thi det er Herrens Valg, som søges, gennem hans Legeme, der besidder hans Aand. Alle, som hører til det indviede Legeme, bør stemme, og enhver af dem kan fremkomme med Forslag til Ældste paa et Møde, som er sammenkaldt i den Hensigt helst en Uge før Afstemningen, for at der kan blive Tid til at tænke over Sagen. [309]

Nogle har hævdet, at Afstemningen bør ske ved Stemmesedler, saa at enhver kan føle fuld Frihed til at udtrykke sin virkelige Mening. Vi svarer, at hvilke Fordele dette end kan indbefatte, saa er Manglerne dog langt større, idet man derved gaar Glip af den Disciplin og Karakterstyrke, som udvikles ved at følge Apostlenes Fremgangsmaade at stemme »ved Haandsoprækning«. Enhver maa lære at være oprigtig og frimodig og dog paa samme Tid kærlig og mild. Vi maa huske, at Afstemningen skal tilkendegive Herrens Valg udtrykt af hans Legemes Lemmer, alt efter den Evne de har til at kunne opfatte det. Ingen har Ret til at unddrage sig denne Pligt eller til at foretrække en fremfor en anden, medmindre han tror, at han derved udviser Herrens Sind og udtrykker hans Vilje.

Flertal ikke tilstrækkeligt.

Ved Afgørelsen af verdslige Sager er det tilstrækkeligt, at der findes Majoritet. Men saaledes bør det øjensynlig ikke være i Herrrens Ekklesia eller Legeme. Snarere bør det saa vidt muligt være saaledes som i den engelske Jury, at man søger at opnaa en enstemmig Dom eller Afgørelse. Øm en Broder vælges med almindeligt Flertal, vil hverken han eller Menigheden kunne finde det tilfredsstillende at betragte dette som »Herrens Valg«. Man bør da hellere søge at finde en anden, som bliver støttet af alle eller næsten alle om fornødent ved at stemme om igen Uge efter Uge, indtil han findes, eller Sagen opgives; eller lad alle samles om to eller tre eller flere, som da kan tjene skiftevis og saaledes tilfredsstille enhver. Men hvis alle er besjælet af en brændende Kærlighed til Herren og Sandheden og inderligt beder om Guds Vejledning, og hvis den ene ønsker at give den anden Fortrinnet, hvor Evnerne i øvrigt er de samme, vil det i Almindelighed være let at blive enige om, hvad der maa anses for at være Guds Vilje i denne Sag. »Gød intet af Egennytte eller Lyst til tom Ære.« »Gør eder Flid for at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand.« Fil. 2, 3; Ef. 4, 3. [310]

Samme Fremgangsmaade bør ogsaa  fø1ges ved Valg af  Hjælpere, de saakaldte Diakoner og Diakonisser, hvis gode Rygte ogsaa maa betragtes som en nødvendig Forudsætning. (Se I Tim. 3, 8-13.) Disse kan tjene, hvor det viser sig ønskligt, og de bør have saa mange som muligt af de Egenskaber, der kræves hos en Ældste; de bør saaledes ogsaa være dygtige til at lære og i Besiddelse af Aadens Frugter.

Forskellige Tjenester.

Som vi allerede har set, kan de Ældste have særlige Evner i den ene eller den anden Retning. Nogle er særlig dygtige til at formane, andre til at undervise, andre til klart at udlægge Ordet, andre til at være Evangelister, til at vække de ikke-troendes Opmærk­somhed, og atter andre til at være Pastorer, der fører et almindeligt Overtilsyn med Hjorden og med dens forskellige stedlige og almindelige Interesser. Apostelen Paulus' Tale til de Ældste i Menigheden i Efesus giver os et almindeligt Overblik over den Tjeneste, hvorefter hver enkelt maa søge at afpasse sine Evner som  Husholder. Hans Ord er vel værd at undersøge nøje og under Bøn, især for alle, som paatager sig en Ældstes Tjeneste  i nogen Gren af Arbejdet. Han sagde: »Saa giv Agt paa eder selv og den hele Hjord, i hvilken den hellige Aand satte eder som Tilsynsmænd til at vogte Guds Menighed [Ekklesia].« (AP. G. 20, 28) Ja, sikkert, de  Ældste behøver først og fremmest at give Agt paa sig selv, for at ikke den Smule Ære, som deres Stilling medfører, skal gøre dem stolte og tilbøjelige til at herske, og for at de ikke selv skal tiltage sig den Myndighed og Ære, der tilkommer Hovedet Overhyrden. At vogte Hjorden er Herrens Sag, som der staar skrevet: »Som en Hyrde skal han vogte sin Hjord.« (Es. 40, 11.) Naar derfor nogen vælges til Ældste, er det, for at han kan repræsenters Overhyrden være det Redskab eller den Kanal, hvorigennem den store Faarenes Hyrde kan give sine egne »Mad i rette Tid«, »nyt og gammelt«. [311]

»Ve de Hyrder, som ødelægger og adspreder den Hjord, jeg  føder, siger Herren: Derfor, saa siger Herren, Israels Gud, om de Hyrder, som røgter mit Folk: I har adspredt mine Faar og fordrevet dem og ikke tilset dem; se, jeg hjemsøger eder for eders Idrætters Ondskab, siger Herren. ... Jeg vil oprejse Hyrder over dem, og de skal røgte dem; og de skal ikke frygte mere og ikke forfærdes.« Jer. 23, 1. 2. 4.

Haandspaalæggelse af de Ældste.

1) »Forsøm ikke den  Naadegave, som er i dig, som blev givet dig under Profeti [Forudsigelse] med Haandspaa­læggelse af de Ældste.« 1 Tim 4, 14.

2) »Dem [de syv Diakoner, valgt af Menigheden] stillede de frem for Apostlene; og disse bad og lagde Hænderne paa dem.«  Ap. G. 6, 6.

3) »I Antiokia, i den derværende Menighed [Ekklesia], . . . sagde den hellige Aand: Udtag mig Barnabas og Saulus til den Gerning, hvortil jeg har kaldet dem. Da fastede de og bad og lagde Hænderne paa dem og lod dem fare.« Ap. G. 13, 1-3.

4) »Vær ikke hastig til at lægge Hænderne paa nogen, og gør dig ikke delagtig i andres Synder.« 1 Tim. 5, 22.

5) »Og da Paulus lagde Hænderne paa dem, kom den hellige Aand over dem, og de talte i Tunger og profeterede [prædikede].« Ap. G. 19, 6.

6) »Da lagde de [Apostlene] Hænderne paa dem, og de fik  den hellige Aand.« Ap. G. 8, 17-19.

7) »Opflam den Guds Naadegave, som er i dig ved mine Hænders Paalæggelse.« 2 Tim. 1, 6.

Vi har saaledes samlet de inspirerede Vidnesbyrd om Haandspaalæggelse i den nye Skabnings Ekklesia. I de sidste tre (5, 6, 7) hentydes der aabenbart til de »Naadegaver«, der var almindelige i den første Menighed. Apostlene lagde saaledes Hænderne paa alle de indviede troende, og een eller flere Naadegaver fulgte med »at tale med Tunger« o.  s. v. »Til enhver gives Aandens Aabenbarelse [et Maal af Aanden] til det, som er gavnligt.« (Se Bind V, Kap. 8.) De første fire Tekster (1, 2, 3, 4) giver alle sammen Udtryk for Billigelse eller Godkendelse, men taler ikke noget om Tilladelse eller Bemyndigelse.

1) Timotheus, Paulus' »Søn« i Tjenesten, var allerede blevet døbt og havde allerede modtaget den hellige. [312 Aands Gave ved Apostelen Paulus' Haandspaalæggelse (se 7), da han fulgte med denne  til Jerusalem. (Ap. G. 21, 15-19.) Uden Tvivl var det ved den Anledning, at »Jakob og alle de Ældste« apostoliske Ældste i Forening velsignede Timotheus og lagde deres Hænder paa ham som en Godkendelse, idet de anerkendte hans Hengivenhed og nære Forening med Paulus. Det fremgaar af hele Beretningen, at de ikke gjorde dette med alle Paulus' Ledsagere, heller ikke som noget, der var en Skik, men »under Profeti«, hvilket viser, at en eller anden Forudsigelse eller Underretning fra Herren ledte dem dertil.

2) Disse Diakoner blev ikke ordineret eller bemyndiget til at prædike, ved at Apostlene lagde Hænderne paa dem; thi de var ikke valgt til at være Prædikanter, men til at tjene ved Bordene. Og desuden havde de allerede i Kraft af den hellige Aands Salvelse fuld Myndighed til at prædike efter de Evner og Anledninger, som de havde. Uden at der er Tale om nogen som helst Bemyndigelse, Tilladelse eller Ordination fra nogen som helst, finder vi dog, at Stefanus, der var en af disse Diakoner, prædikede med en saadan Iver og Nidkærhed, at han var den første efter Mesteren til at besegle sit Vidnesbyrd med sit Blod. Apostlenes Haandspaalæggelse betegnede aabenbart blot deres Billigelse og Velsignelse.

3) At der blev lagt Hænder paa Paulus og Barnabas kunde ikke have været for at give dem Tilladelse til at prædike; thi de var allerede anerkendt som Ældste og havde været Lærere i Antiokiamenigheden i over et Aar. Desuden havde de begge tidligere prædiket paa andre Steder. (Sammenlign Ap. G. 9, 20-29; 11, 26.) Denne Haandspaalæggelse kunde blot indbefatte en Godkendelse af det Missionsarbejde, som skulde optages af Paulus og Barnabas; den var et Tegn paa, at Antiokiamenigheden tog Del med dem i dette Arbejde og sandsynligvis bestred deres Udgifter. [313]

4) Her lod Apostelen Paulus Timotheus forstaa, at naar han lagde Hænderne paa en Med arbejder i Vingaarden, gav han ham derved sin Billigelse eller Godkendelse, saa at om vedkommende viste sig uskikket i nogen Henseende, vilde det ogsaa blive regnet Timotheus til Last. Han skulde saa vidt muligt være sikker paa, at han ikke brugte sin Indflydelse til at faa nogen  frem, som kunde skade Herrens Faar ved sin Levevis eller ved sin Lære.

Man burde ikke udsætte sig for nogen Risiko, men udvise Forsigtighed, hvad enten man sendte et Anbefalingsbrev eller offentligt godkendte nogen. Dette Raad gælder stadig alle Herrens Folk, alt efter den Indflydelse de besidder. Dette indbefattede imidlertid ikke paa nogen Maade, at man var afhængig af Timotheus' Godkendelse for et have Ret til at prædike; alle, som har modtaget Salvelsens hellige Aand, har nemlig faaet denne Ret af Herren i Forhold til deres Evner.

Skal Menighedstijenerne være lønnede?

Det er nu almindeligt at lønne enhver Tjeneste i Menigheden, og mange anser dette for uundgaaeligt. Men saaledes var det ikke i den første Menighed. Jesus og hans udvalgte Apostle var, saa vidt vi kan se af Bibelens Udtalelser, fattige, muligvis med Undtagelse af Jakob, Johannes og Matthæus. Jøderne var vante til at give frivillige Bidrag til Levitterne, og dette fik dem øjensynlig til at støtte alt, hvad der var religiøst, og som de fandt at være fra Gud. Disciplene havde en fælles Regnskabsfører, Judas (Joh. 12, 6; 13, 29), og de manglede øjensynlig, aldrig noget, skønt det er lige saa øjensynlig, at de aldrig tiggede om Penge. Intet af denne Art er blot saa meget som antydet i Jesu Ord. Han stolede paa Faderens Forsorg. Nogle agtværdige Kvinder tjente ham og hans Apostle med deres Ejendele. Se Matt. 27, 55. 56; Luk. 8, 2. 3.

Dersom Jesu Prædikener og Lignelser havde været spækket med Anmodninger om Penge, vilde det have [314] suget Kraften af dem. Der er intet, der tiltaler os mere end den aabenbare Uegennytte, som  Mesteren og hans særlig udvalgte lagde for Dagen. Judas var den eneste Undtagelse, og hans Begærlighed medførte hans Fald. (Joh.  l 2,  5. 6.) Babylons Pengekærhed, dets Pragtlyst og dets Tiggersystem staar dets mægtige Indflydelse meget i Vejen; og den Omstændighed, at Herrens trofaste nu ligesom ved hans første Nærværelse er fri for denne Aand, taler i høj Grad til deres Fordel overfor dem, der studerer dem som levende Breve uden til fulde at kunne værdsætte deres Lære. Paa en ganske særlig Maade har Herren indtil nu draget Omsorg for sit »Høstarbejde«, uden at der en eneste Gang er blevet anmodet om Penge, og vi stoler paa, at det aldrig vil blive anderledes, idet vi tror at dette er Herrens Vilje.

Lad dem, som attraar denne Verdens Rigdommre og Overflod, søge disse Ting indenfor Forretningsverdenen eller ved indbringende Stillinger; ingen bør blive Kristi Evangeliums Tjenere af noget andet Motiv end Kærlighed til Gud, til hans Sandhed og til Brødrene en Kærlighed, som med Glæde vil opofre Behagelighed, Rigdom og menneskelig Ære, ikke modvilligt, men af Hjertet. Men ak! Navnkristenheden er blevet mægtig og verdslig, og dens Tjenere bliver beæret med Titler som Ærværdige, Velærværdige, Højærværdige og Doctor theologiæ, og med disse høje Titler følger tilsvarende Lønninger ikke efter disse Tjeneres Behov, men rent forretningsmæssigt udregnet efter deres Evne til at drage store Forsamlinger og velhavende Folk til sig. Og Resultatet er ikke udeblevet: »Zions Præster lærer for Betaling, og dets Profeter spaar for Penge, og [dog vil de hævde, at] paa Herren stoler de og siger: Er ikke Herren i vor Midte? Der kommer ingen Ulykke over os. »Dets Vægtere er blinde alle sammen, de ved intet. Alle sammen er de stumme Hunde, som ikke kan gø, som ligger og. Drømmer, som holder af at sove; og de Hunde er graadige, kender ikke til ttelse. De er Hyrder, som ikke ved at give Agt; [315] alle sammen har de  vendt  sig til deres egen Vej  [deres eget Velfærd], hver til sin Vinding, fra den første til den sidste.« »Efter deres egne Begæringer tager de sig selv Lærere i Hobetal, efter hvad der kildrer deres Øren [efter Menneskers Ære], og de skal vende Ørene fra Sandheden og vende sig en til Fablerne.« Mika 3, 11; Es. 56, 10. 11; Fil. 3, 2; 2 Tim. 4, 3. 4.

Nogle kan drage den Slutning, at man bør undgaa begge Yderligheder, de høje  Lønninger og slet ingen Lønninger, og de kan anføre Jesu Ørd: »Årbejderen er sin Løn værd« og Apostelen Paulus' Ord: »Naar vi har saaet eder de aandelige Ting, er det da noget stort, om vi høster eders timelige?« Dog maa vi huske, at selv disse Bibelens stærkeste Udtalelser gælder ikke fyrstelige Gager, men blot det nødvendige Udkomme. Dette illustrerer Apostelen ved at citere fra Moseloven: »Du maa ikke binde Munden til paa en Okse, som  tærsker.« Oksen skulde have Lov til at forsyne sig med, hvad den selv behøvede, men heller ikke mere. Paulus har ladet  os forstaa, hvorfor han selv havde saa god Fremgang i sin Tjeneste, idet han siger: »Jeg vil ikke falde til Byrde; thi jeg søger ikke eders Gods, men eder selv. ... Men jeg vil med Glæde gøre Opofrelser, ja opofres for eders Sjæle. Mon jeg, naar jeg elsker eder højere, elskes mindre?« 2 Kor. 12, 14. 15.

At følge i Jesu Fodspor fører ikke til høje Lønninger, og lige saa lidt at følge i hans ypperste Apostels, Paulus', Fodspor; thi skønt Paulus viser os, at det ikke paa nogen Maade vilde være uretfærdigt at forlange en jørdisk Godtgørelse for aandelige Tjenester, saa fortæller han dog som Modsætning hertil, hvorledes han selv bar sig ad:

»Jeg har ikke  begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon. I ved selv, at disse [mine] Hænder har tjent for mine Fornødenheder og  for dem, som var med mig. Jeg viste eder I alle Ting, at saaledes bør vi arbejde og tage os af de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selv har sagt: Det er saligere at give end at tage.« — Ap. G. 20, 33-35. [316]

»Vi har ikke brugt denne Ret [over eder til at forlange timelige Goder til Gengæld for aandelige]; men vi taaler alt, for at vi ikke skal lægge noget i Vejen for Kristi Evan gelium.« (1 Kor. 9, 12.) »Medens jeg var nærværende hos eder og kom i Trang, faldt jeg ingen til Byrde; thi min Trang afhjalp Brødrene [frivilligt], da de kom fra Makedonien.« 2 Kor. 11, 8. 9.

Vi har i disse Henseender nøjagtig de samme Friheder som Apostlene; og vor Trofasthed vil lede os til at følge i deres Fodspor saavel i denne som i alle andre Sager. Herren, Apostlene og deres Medhjælpere, som rejste og gav hele deres Tid til Sandhedens Tjeneste, modtog frivillige Gaver fra Brødrene til at bestride deres Udgifter med; og som vi allerede har nævnt, synes den Omstændighed, at Menigheden i Antiokia lagde Hænderne paa Paulus og Barnabas, da de skulde til at paabegynde deres første Missionsrejse, at have indbefattet, at Menigheden paatog sig Ansvaret for deres Udgifter og saaledes deltog i deres Arbejde, ligesom vi nu alle i Fællesskab som Vagt-Taarnets Bibel- og Traktatselskab udsender »Pilgrimbrødre« og derved paatager os Ansvaret for deres Udgifter.

Der findes ingen Antydning hverken direkte eller indirekte om, at de Ældste, som tjente i Menigheden hjemme, modtog Løn eller andet Vederlag, og vi tror, at det i Almindelighed vil vise sig at være mest fordelagtigt for hver enkelt Menighed at anvende sine egne Medlemmers frivillige Tjenester, hvad enten de er faa eller mange, store eller ubetydelige. Denne bibelske Fremgangsmaade vil give aandelig Styrke; den vil faa de forskellige Medlemmer til at anvende deres aandelige Gaver og faa alle til at se hen til Herren som den sande Hyrde, langt mere end Lønningsmetoden gør. Efterhaanden som Antallet af dygtige Lærere tager til, bør man følge Antiokiamenighedens Eksempel og sende nogle ud som Missionærer, Kolportører, Pilgrimbrødre ø. s. v.

Om nogen Menighed alligevel mener, at dens Virkefelt er saa stort, at det vilde være en Fordel, om en [317] Broder anvendte hele sin Tid i dens Tjeneste og i Missionsarbejdet, og dersom den derfor frivilligt tilbyder ham saa mange Penge, at han kan bestride sine Udgifter, da kender vi ikke noget Skriftsted, som vilde forbyde, at dette Tilbud blev modtaget. Men baade den tjenende Ældste og den understøttende Ekklesia bør se til, at det saaledes anvendte Beløb ikke overstiger, hvad der er nødvendigt til et rimeligt Livsophold for den tjenende og dem, som med Rette er afhængige af ham. Og begge Parter bør desuden se til, at alle Menighedens Medlemmer kommer i Virksomhed, og særlig saadanne som er duelige som Ældste; ellers kan man være sikker paa, at Babylons, Kirkevæsenets Aand vil  tage Overhaand.

Disciplin i Menigheden.
Matt. 18, 15-18.

Opretholdelsen af Disciplin er ikke blot de Ældstes Sag, men hele Menighedens. Dersom nogen synes at begaa en Fejl eller Synd, da bør kun den forurettede eller den, som først opdager det urette, foreholde ham hans formodede Fejl. Hvis den, som saaledes, er tilrettevist, ikke kan gøre Rede for sig og fortsætter i det urette, da bør to eller tre Brødre, som er aldeles fordomsfrie, anmodes om  at høre Sagen og give de uenige Raad. (De kan være Ældste eller ej, saa giver deres Egenskab af ÆIdste dem dog ingen yderligere Magt eller Myndighed i denne Sag, uden for saa vidt som man af de Ældste kan vente en modnere Dom og en større Indflydelse.) Dersom denne Komite enstemmigt giver den ene Part Ret, da bør den anden bøje sig og Sagen dermed være fuldt afsluttet idet der beredvilligt gives Oprejsning, om det er muligt. Om nogen af dem, der oprindelig var uenige, stadig fortsætter med at handle uret, da (men heller ikke før) kan de anden eller en af dem, som var med i Komiteen, eller helst alle disse i Fællesskab, gøre Brug af, deres Ret ti at bringe Sagen frem for Menigheden, Kristi Legeme. Det er saaledes klart, at de Ældste ikke i nogen Hen- [318] seende skulde være Dommere over de andre. At forhøre og at dømme var helt overladt til den enkelte Menighed eller Ekklesia.

Efter at de to første Skridt som ovenfor omtalt er taget, og de Ældste er blevet underrettet herom, da bliver det disses Pligt at sammenkalde et almindeligt Møde af den hele Ekklesia eller indviede Skare som en Domstol, der da skal høre Sagen i alle dens Enkeltheder og i dens Hoveds Navn træffe en Afgørelse. Sagen skal gøres saa klar og den dømte behandles saa ædelmodigt, at Afgørelsen kan blive enstemmig eller næsten enstemmig. Paa den Maade vil Legemets (Menighedens) Fred og Enhed blive bevaret. Anger er mulig lige indtil det Øjeblik, da Menigheden afsiger sin Dom; ja, den egentlige Hensigt med hvert enkelt Skridt i disse Forhandlinger er at faa den fejlende til at angre og forbedre sig, og det gælder slet ikke om at faa ham straffet. At straffe hører ikke os, men Gud til. »Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren.« (Rom. 12, 19.) Dersom den skyldige angrer før eller senere under Forhandlingerne, vil det være en Grund til Taksigelse og Glæde for alle, som har Herrens Aand; og ingen andre end disse er Lemmer paa hans Legeme. Rom. 8, 9.

Ja selv om Overtræderen nægter at høre (adlyde) hele Menighedens Afgørelse, skal man dog ikke paalægge ham nogen Straf, nej, end ikke forsøge derpaa. Men hvad da? Menigheden skal undlade at have Samfund med ham og ikke vise ham noget som helst Tegn paa Broderskab. Fra da af skal han behandles »ligesom en Hedning og en Tolder«. Matt. 18, 17.

Ved disse Forhandlinger bør man aldrig lade Offentligheden faa noget at vide om Overtræderens Fejl eller Forseelser og derved bringe Skam over ham, Menigheden og Herren, Menighedens Hoved. Heller ikke bør man tale haardt om ham, end ikke efter Adskillelsen ligesom vi ikke bør haane eller spotte Hedninger og Toldere, »ikke forhaane nogen«, men »gøre det gode [319] imod alle«. (Tit. 3, 2; Gal. 6, 10.)  Kærligheden fordrer absolut Lydighed mod disse sidste to Fordringer overfor »alle«. Hvor meget mere vil Kærligheden da ikke fordre, at man ikke blot undgaar at skade en »Broder«, et Medlem af Menigheden, Kristi Legeme, ved falske og forvrængede Fremstillinger, men desuden ogsaa, at man omhyggeligt skjuler hans Svagheder, Fejl eller Synder, ikke blot for den ufølsomme Verden, men ogsaa for Troens egne, ja, endogsaa for Menigheden, indtil det bliver fundet absolut nødvendigt at foretage det sidste Skridt, at »sige det til Menigheden«. Kærlighedens Aand vil ved hvert Skridt haabe, at den fejlende er besnæret og bundet af forskellige Misforstaaelser, og vil derfor stadig bede om Visdom og Naade til at kunne omvende Synderen fra hans Vejs Vildfarelse for (muligvis) derved at frelse en Sjæl fra Døden. Jak. 5, 20.

O, om den hellige Aand, Kærlighedens Aand, rigtig maatte faa Lov til at fylde hvert enkelt Medlem af Menigheden, saa at det bliver dem en Lidelse at høre noget nedsættende om nogen, især naar det gælder et andet Medlem af Menigheden, en Broder! Dette vilde straks bortfjerne mindst Halvdelen af den Gnidning, der nu findes. Ovenstaaende Fremgangsmaade, som Herren har fremsat for os, vil ikke føre til, at der ofte indankes en Sag for Menigheden, men vil snarere, samtidig med at den fjerner enhver Grund til Uvilje og Bitterhed, give alle en dyb Respekt for Menighedens Dom, idet den vil blive betragtet som Herrens Dom; og Menigheden vil i samme Forhold blive hørt og adlydt. Desuden kan vi være sikre paa, at naar Orden og Kærlighed saaledes er fremherskende, vil enhver søge saa vidt muligt at »passe sine egne Sager« og ikke ge at irettesætte sin Broder eller bringe en Sag frem for nogen Komite eller for Menigheden, dersom det ikke er en Sag af virkelig Betydning for ham selv, for Menigheden eller for Sandheden. [320]

Uden Tvivl opstaar de allerfleste Menighedsvanske ligheder (saavel som ogsaa Samfunds og Familievanskeligheder) ikke som Følge af noget Ønske om at forurette eller som Følge af en uforsætligt begaaet Fejl, men som Følge af Misforstaaelser og i det mindste delvis fejlagtige Udlægninger af andres Hensigter eller Motiver. Det er i Almindelighed Tungen, som volder Fortræd; og et sundt Sinds Aand vil derfor sørge for at sætte Vagt for Læberne saavel som for Hjertet, hvorfra de uædle Følelser udgaar, som, naar de bliver udtrykt i Ord, kan antænde de daarlige Tilbøjeligheder og ofte skade mange. Den nye Skabning, Menigheden, har faaet strenge Formaninger fra sin Herre og sit Hoved angaaende dette vigtige Emne. Dens Medlemmer maa være fyldte med hans Kærligheds Aand, naar de gaar alene til den, som har forurettet dem, uden paa Forhaand at have drøftet Sagen eller omtalt den for nogen. De skal ikke gaa for at faa vedkommende til at skamme sig over sin Opførsel eller for at forhaane eller paa anden Maade straffe ham, men for at faa det onde til at høre op og om muligt faa den lidte Skade godtgjort. At tale