I dette Kapitel har vi et mere sammentrængt Billede af Forsoningsværket og Ofrene end i det, vi allerede har undersøgt (3. Mos. 16), og desuden indeholder det visse Træk, som, i Lyset af det foregaaende, vil være af Interesse saavel som til Gavn for os. Det er et andet Billede af Forsoningsofrene.

Moses sagde: „Dette, som Herren har befalet, skal I gøre; saa skal Herrens Herlighed aabenbare sig for eder". Og Moses sagde til Aron: Trædfrem til Alteret og ofre dit Syndoffer og dit Brændoffer, og gør Forligelse for dig selv [de, som [28] skulde kaldes til at være Lemmer paa „Hans Legeme", krævede det] og for Folket [Verden]".

Dette Forbillede fremstillede den Kendsgerning, at vor Herre Jesus (Synofferoksen) var tilstrækkelig til at genløse baade „sit Legeme", den „lille Hjord" og ogsaa hele Menneskeslægten. Menighedens Delagtighed i Syndofret kunde helt have været undværet. Vi kunde være bleven sparede for de særlige Prøvelser paa vor „snævre Vej", sparede for Opofringens Lidelser og kunde være bleven genoprettede til menneskelig Fuldkommenhed, ligesom hele Menneskeslægten vil blive. Men det behagede Jehova ikke alene at udvælge Jesus til dette store Offerværk, men ogsaa at gøre Ham til Høvding eller Hoved for „Menigheden, som er Hans Legeme", og at disse saavel som deres Høvding skulde gøres f uldko mne som Aandevæsner ved Lidelser i Kødet som Syndofre. — Heb. 2, 10; Kol. 1, 24.

Apostelen Paulus siger, idet han hentyder til vort inderlige Forhold til vort Hoved: „Lovet være Gud og vor Herre Jesu Kristi Fader, som har velsignet o s med al aandelig Velsignelse i det Himmelske [„det Hellige" og „det Allerhelligste"] i Kristus, ligesom Han har udvalgt os i Ham, før Verdens Grundvold blev lagt — sin herlige Naade til Pris, ved hvilken Han har benaadet os i den Elskede". (Ef. 1, 4, 6). Gud „kaldte eder ved vort Evangelium til at vinde vor Herre Jesu Kristi Herlighed". (2. Tess. 2, 14), saa at „dersom vi lider med Ham, skal vi ogsaa regere med Ham". — 2. Tim. 2, 12.

Efter at Ypperstepræsten havde ofret sit eget Offer én Gang for alle, skulde Han „ofre Folkets Offer [Bukken] og gøre Forligelse for dem [hele Israel], saaledes som Jehova befalede". Den Ordning, at vi skulde have Del i Forsoningsofret, var en Del af vor Faders Befaling eller oprindelige Plan, som Paulus bevidner. — Kol. 1, 24-26.

„Og Aron traadte frem til Alteret og slagtede den Syndofferkalv [hebraisk: en ung Okse], som var for ham selv [som hans Stedfortræder]. Og Arons Sønner bar Blodet hen til ham, og han dyppede sin Finger i Blodet og strøg det paa Alterets Horn, men Fedtet [o. s. v.] ... brændte han paa Alteret ... og Kødet og Huden opbrændte han med Ild udenfor Lejren. Og han slagtede Brændofret [en Væder], og Arons Sønner rakte ham Blodet, som han stænkede rundt omkring paa Alteret. Og de rakte ham Brændofret, og han tvættede Indvoldene og Lægbenene og brændte dem tillige med Brændofret paa Alteret". (Omtrent den samme Beretning som i Kap. 16 og med omtrent samme Betydning.)

Saaledes har Jesu Brændoffer brændt gennem hele Evangeliets Tidsalder og har vidnet for alle, som har været i „Forgaards"-Tilstanden (de Retfærdiggjorte) om Guds Antagelse af Ham og af alle Lemmerne paa „Hans Legeme" — der heniagdes tillige med Hovedet paa Alteret.

„Og han førte Folkets Offer frem; og han tog Syndofferbukken, som var f o r Folket [ikke for Præsterne og Leviterne som den forrige] og slagtede den og ofrede den til et Syndoffer, ligesom den første"; d. v. s. behandlede den nøjagtig, som han behandlede Oksen. Denne Buk er den samme som ,,Herrens Buk" i det andet Billede; Syndebukken og de andre Træk er ikke nævnte i denne mere almindelige Oversigt. Det er en videre Bekræftelse af den Lærdom, at de, som følger i Jesu Fodspor, er delagtige i Synofret.

„Og han førte Brændofret frem og ofrede det, som det var anordnet. Og han bragte Madofret frem og tog en Haandfuld deraf og brændte det paa Alteret foruden Morgen-Brændofret. Og han slagtede Oksen og Væderen til et Takoffer [eng. Fredsoffer], som var for Folket".

Takofret [Fredsofret] fremstillede, som allerede beskrevet, et Løfte eller en Pagt. I Forbindelse med Ypperstepræstens Syndoffer betegnede det Løfter, Forpligtelser og Pagter, som Præsten paatog sig, og som var grundede paa Syndofret. I Forbilledet blev Freden oprettet mellem Jehova og Israel paa følgende Maade: Naar Syndofret var ofret og tillige Brændofret, som tilkendegav Syndofrets Velbehagelighed for Gud, var der Fred mellem Jehova og Israel, fordi deres foregaaende adamitiske Synd var forbilledlig bortfjernet, og de var da forpligtede til at leve lydige mod en Pagt, der var grundet paa deres Tilgivelse — d. v. s. de skulde holde Loven — „den, som gør disse Ting, skal leve derved (som en Belønning for at holde dem). Men ligesom vort Syndoffer er bedre end det forbilledlige, saaledes ogsaa med Takofret eller Pagten, der blev oprettet ved disse Ofre; det er en bedre Pagt. I dette Takoffer eller Pagtoffer ser vi saaledes Præsten tjene til Eksempel paa eller Skygge af a andelige Ting —en bedre Pagts Midler (Heb. 8, 6-13) — den Pagt, under hvilken alle Folk skal velsignes med Genoprettelse og saaledes blive i Stand til at lyde den fuldkomne Lov og leve evigt.

„Og Aron opløftede sine Hænder mod Folket ogvelsignede dem; og han steg ned, efter at han havde ofret Syndofret, Brændofret og Takofret". Her ser vi i Forbilledet den Kendsgerning fremstillet [29] at skønt Velsignelsen ikke er fuldt færdig til at komme over Folket, før alle Ofrene er endte, kommer dog et Maal af Velsignelse over Menneskeslægten gennem Præstens Lemmer, selvnu under denne Offertid, før vi alle gaar ind i „det Allerhelligste" eller den aandelige Tilstand. Og hvor sandt er det ikke, at hvor som helst de kongelige Præster er, flyder der en mere eller mindre tydelig Velsignelse ud fra disse til deres Omgivelser.

„Og Moses og Aron gik ind i Samrnenkomstens
Telt, og de gik ud og velsignede Folket".

Naar denne Offerdag (Tidsalder) er forbi, vil den fuldstændiggjorte Præst (Hoved og Legeme) træde frem for Gud og give Bevis for, at de har mødt alle Retfærdighedens Krav paa Folket (Verden). Det maa bemærkes, at medens Forbilledet i 3. Mos. 16 delte Forsoningsdagens Værk og i alle Enkeltheder viste, hvorledes Herrens Offer først gør vort Offer værdigt til Antagelse o. s. v., viste dette Forbillede hele Evangelie-Tidsalderens Arbejde som flere efter hverandre følgende Ofre, dog i Virkeligheden forenede til ét — alle Kristuspersonens Lidelser, straks efterfulgt af Genoprettelsens Velsignelser. At Moses gik ind i Tabernaklet sammen med Aron synes at betyde: Loven er fuldt ud tilfredsstillet og dens Retfærdighed haandhævet i Kristi Offer. Loven (fremstillet i Forbilledet ved Moses) skal vidne for deres Skyld, som var under Loven — Israel efter Kødet — at alle, som var fordømte under den, ogsaa bliver retfærdiggjorte til Liv gennem Præstens Offer — Hans, som „ofrede sig selv" en Gang for alle.

Da det blev fremstillet, var hele Ofret „helligt og Gud velbehageligt", og dette blev vist derved, at Moses og Aron ikke døde paa Dørtærskelen ind til det Allerhelligste. Og Moses og Aron kom ud og velsignede tilsammen Folket. Saaledes vil Kristus i den kommende Tidsalder velsigne alle Jordens Slægter (Gal. 3, 8. 16. 29; 1. Mos. 12, 3); dog ikke ved at tilsidesætte eller ignorere Guds Lov og undskylde Synd, men ved gradvist at genoprette Menneskene til menneskelig Fuldkommenhed, i hvilken Tilstand de vil blive i Stand til at holde Guds fuldkomne Lov og blive velsignede gennem den. Velsignet af Præsten og gjort fuldkommen og i Stand til at holde Loven — adlyde og leve — vil „den, der gør Retfærdighed og er retfærdig", være en stor Velsignelse; thi hvem, som vil, kan da adlyde og leve evigt i Lykke og Samfund med Jehova.

„Da aabenbarede Herrens Herlighed sig for hele Folket".

Eftersom Velsignelserne skrider frem (genoprettende og opløftende Slægten baade med Hensyn til Sind og Legeme), vil Resultaterne blive aabenbare. Folket — Verden i Almindelighed — vil erkende Guds naaderige Kærlighed mere og mere for hver Dag, der gaar. Saaledes vil det ske, at „Herrens Herlighed vil blive aabenbaret, og alt Kød skal se det tilhobe". (Es. 40, 5). De vil gradvist komme til at se Længden og Bredden og Højden og Dybden af Guds Kærlighed, som overgaar al Forstand.

Det er værd at lægge Mærke til, at den Velsignelse, som her er omtalt, ikke var en Velsignelse af Underpræsterne. Nej, de var repræsenterede i den Velsignende — i Aron. Velsignelsen kom over hele Israels Fo1k, som i Forbilledet fremstillede Verden Det er denne Velsignelse af Verden gennem „Sæden" — den fuldstændige Kristus, efter at alle Trængsler er opfyldte af Legemet (Kol. 1, 24) —som Paulus hentyder til, naar han siger: „Hele Skabningen (Menneskeheden) sukker og er tilsammen i Smerte indtil nu ... ventende paa Guds Sønners Aabenbarelse". Før de kan erfare Frigørelse fra Forkrænkelighedens Trældom (Synd og Død) og Genoprettelse til Guds Sønners Frihed (Frigørelse fra Fordømmelse, Synd og Død o. s. v.), som Guds første Søn Adam nød (Luk. 3, 38), maa Forsoningsdagens Ofre først være endte, og Præsterne, som ofrede, maa være iklædte de herlige Klæder, den kongelige, guddommelige Myndighed og Magt til saaledes at kunne sætte dem i Frihed. — Rom. 8, 19-22.

Det er uden Tvivl den samme Velsignelse over hele Folket — Frelse fra Døden og dens Brod, Synden, som Paulus henfører til, naar han siger: „Anden Gang skal Han uden at være Syndoffer [og uden Besmittelse fra de Synder, Han bar for Syndere] ses til Saliggørelse for dem, som forventer Ham". (Heb. 9, 28). Verden har set Præsten — Hovedet og Legemet — lide som et Syndoffer i Løbet af denne Tidsalder; Jesus blev aabenbaret for Jøderne i Kødet (som et Syndoffer), og som Paulus kunde sige, saaledes kan de, der følger i hans Fodspor, sige: „Kristus er aabenbaret i vort dødelige Kød". (2. Kor. 4, 11). Ligesom den hele Kristus saaledes er bleven aabenbaret og har lidt i Kødet, saaledes skal de ogsaa herliggøres sammen for Verden; „thi Herrens Herlighed [Velsignelse og Frelse] skal aabenbares, og alt Kød skal  se det [30] tilhobe". Naar Han aabenbares, skal vi aabenbres med Ham i Herlighed". — Kol. 3, 4.

Men Verdens store Ypperstepræst vil kun blive genkendt af „dem, som forventer Ham". Hvis Han skulde aabenbares som et kødeligt Væsen i Skyen eller andetsteds, vilde det blive en Aabenbarelse for a11e, enten de forventer Ham eller ikke; men vi har allerede set, at Skriften lærer, at Hovedet er blevet fuldkommet som et Aandevæsen, og at Hans „lille Hjord" vil blive gjort „lig Ham", Aandevæsner af den guddommelige Natur, som intet Menneske har set eller kan se. (1. Tim. 6, 16). Vi har set, at Maaden, hvorpaa Verden vil se den herliggjorte Menighed, vil være ved at fatte det med Sindet, i samme Forstand, som man kan sige om en Blind, at han ser. Paa samme Maade, som vi nu ser Klenodiet, „Livsens Krone", „medens vi ikke har de synlige Ting for Øje, men de [for det legemlige Øje] usynlige; thi de synlige er timelige, men de usynlige er evige". (2. Kor. 4, 18).  Det er paa denne Maade, at hele Menigheden i denne Tidsalder har „set hen til Jesus"; saaledes „ser vi Jesus". (Heb. 2, 9; 12, 2). Med Forstandens Øjne og i rette Tid ser „de Vaagne" saaledes Herrens anden Nærværelse ved det guddommelige Ords Lys. Og senere skal Verden, hvert Øje, se Ham paa lignende Maade, men ved Lyset af Hans Dommes „Ildslue". — 2. Tess. 1, 8.

Dette er den eneste Maade, paa hvilken menneskelige Væsner kan se eller fatte Ting paa det aandelige Plan. Jesus udtrykte den samme Tanke til Disciplene, nemlig, at de, som erkendte Hans Aand eller Sind og saaledes kendte Ham, ogsaa vilde lære Faderen at kende paa samme Maade. „Dersom I havde kendt mig, havde I ogsaa kendt min Fader; og herefter kender I Ham og har set Ham". (Joh. 8, 19; 14, 9). Dette er den eneste Forstand, i hvilken Verden nogensinde vil se Gud, thi „intet Menneske har nogen Tid set Gud" („som intet Menneske har set eller kan se") — „den enbaarne Søn har forklaret [aabenbaret] Ham". (1. Tim. 6, 16; Joh. 1, 18). Jesus aabenbarede eller lod Disciplene s e Faderen ved at gøre Hans Karakter kendt — idet Han ved Ord og Gerninger aabenbarede Ham som Kærlighedens Gud.

Paa samme Maade viste Luther og andre — og mange har set det — at Pavesystemet var Antikrist; eller, som Paulus havde sagt, det onde System eller det Syndens Menneske blev da aabenbaret, skønt mange endnu ikke ser det saaledes.

Saaledes er det, at vor Herre Jesus, Hovedet [nu nærværende for at samle sine Juveler] nu i Tiden bliver aabenbaret for de levende Medlemmer af den „lille Hjord", skønt andre ikke ved noget om Hans Nærværelse. — Luk. 17, 26-30; Mal. 3, 17.

Saaledes vil det ogsaa blive paa Tusindaarsdagen, naar den fuldstændige Kristus — Præsten — aabenbares. Han vil kun blive aabenbaret for dem, som forventer Ham, og kun disse vil s e Ham. De andre vil se Ham, ikke med deres legemlige Øje, men saaledes som vi nu ser alle aandelige Ting — vor Herre Jesus, Faderen, Klenodiet o. s. v. — med Troens øje. Menneskene vil ikke faa Kristus at se med deres legemlige Øjne, paa Grund af, at de lever paa et andet Tilværelsesplan end Han — Han paa det aandelige Plan, de paa det kødelige Plan; af den samme Grund vil de heller aldrig kunne se Jehova. Men vi [den lille Hjord, naar den er herliggjort] skal se Ham, som Han e r, thi vi skal blive Ham lig. — 1. Joh. 3, 2.

Men om end kun „de, der forventer Ham", vil blive i Stand til at erkende Kristus som den Befrier, der vil frelse dem fra Dødens Vælde, vil dette dog omfatte hele Verden; thi Aabenbarelsesmaaden vil blive en saadan, at alle tilsidst maa se. „Hvert Øje skal se Ham"; og alle de i Gravene, som da skal opvaagne, selv de, som har gennemstunget Ham, vil faa at se, at de korsfæstede Herlighedens Herre. „Han skal aabenbares [i Skyen? Nej!] i Ildslue [Dom] og tage Hævn over dem, som ikke kender [anerkender] Gud, og [ogsaa over dem] som ikke er vor Herre Jesu Kristi Evangelium lydige". Det vil ikke tage lang Tid for hele Menneskeslægten at genkende Ham under saadanne Omstændigheder. Nu lider de Gode, men da skal der igen være Forskel „mellem den, der tjener Gud, og den, der ikke tjener Ham"; thi paa den Dag vil Forskellen blive aabenbaret. (Mal. 3, 15-18). Da kan alle, ved at modtage Kristus og Hans Tilbud om Liv under den Nye Pagt, faa evigt Liv; thi „vi tror paa den levende Gud, som er alle Menneskers Frelser, især deres, som tror". — 1. Tim. 4, 10.

„Og efter Døden, Dommen".

En Tekst, som er direkte forbunden med vort Emne, hvad der tydeligt kan ses af Sammenhængen, men som hyppigere bliver fejlagtig anvendt og misforstaaet end maaske nogen anden i Bibelen, lyder saaledes: „Og ligesom det er beskikket for Mennesker [Aron og hans Efterfølgere, som kun var Forbilleder paa den Nye Skabnings Ypperstepræst] én Gang at dø [forbilledlig som fremstillet i Dyrets Slagtning] og derefter [som et Resultat af disse[31] Ofre] Dommen [Guds Dom, der billiger eller misbilliger Ofret], saaledes er og Kristus en Gang ofret [og det vil aldrig blive gentaget] for at bære manges [„hvert Menneskes"] Synder; anden Gang skal Han uden at være Syndoffer [hverken besmittet med de Synder, Han har baaret, eller for at gentage Syndofret] ses til Saliggørelse for dem, som forventer Ham" — for at give evigt Liv til alle, som ønsker det paa Guds Vilkaar, ved Tro og Lydighed. — Heb. 9, 27. 28.

Hver Gang en Præst gik ind i „det Allerhellig­ste" paa Forsoningsdagen, risikerede han sit Liv; thi dersom hans Offer havde været ufuldkomment, vilde han være død, naar han gik gennem det „andet Forhæng". Han vilde ikke være blevet antaget i „det Allerhelligste", heller ikke vilde hans ufuldkomne Offer været blevet antaget som en Forsoning for Folkets Synder. Derfor betød enhver Forseelse hans Død og Fordømmelse for alle dem, for hvis Synder han forsøgte at gøre Forligelse. Dette var den „Dom", som er omtalt i denne Tekst, og som den forbilledlige Præst hvert Aar maatte gennemgaa; Præstens Liv og den aarlige forbilledlige Forsoning for Folkets Synder afhang af denne Doms gunstige Forløb.

Vor store Ypperstepræst, Kristus Jesus, gik gennem det modbilledlige andet Forhæng, da Han døde paa Golgata, og dersom Hans Offer i noget Maal eller i nogen Grad havde været ufuldkomment, vilde Han aldrig være bleven oprejst fra de Døde —Rettens „Dom" vilde være gaaet Ham imod. Men Hans Opstandelse paa den tredje Dag beviste, at Hans Værk var fuldkommen udført, at det bestod den guddommelige „Doms" Prøve. — Se Ap. G. 17, 31.

Et andet Tegn paa, at Herren lykkeligt gennemgik denne „Dom" en Gang for alle, og at Hans Offer blev antaget, er klart bevist i Pinsefestens Velsignelse; og den var en Forsmag paa de endnu større fremtidige Velsignelser og paa Aandens Udgydelse over alt Kød (Joel 3, 1), en Garanti for eller Forsikring om, at Han (og vi i Ham) tilsidst skal staa frem for at velsigne Folket (Verden), for hvis Synder Han fuldt ud har gjort Forsoning.

Hver Fortolkning af denne Tekst, som anvender den paa Menneskeslægtens Død i Almindelighed, er helt igennem i Strid med Sammenhængen.

Mange har paa en ubestemt Maade ventet paa en god Tid, som skulde komme — en Bortfjernelse af Synd og Død og alt Ondt i Almindelighed, men de har ikke forstaaet den lange Udsættelse. De ser ikke klart, at „Forsoningsdagens" Offer er nødvendigt og maa være endt, før Herligheden og Velsig­nelsen kan komme; de ser heller ikke, at Menigheden ,de „Udvalgte", den „lille Hjord", er meddelagtige i Kristi Offer og Lidelser, ligesom de ogsaa skal være det i Herligheden, som skal følge efter. „Hele Skabningen sukker og er tilsammen i Smerte indtil nu, ventende [skønt i Uvidenhed] paa Guds Sønners [Menighedens] Aabenbarelse". — Rom. 8, 19. 22.

Eftersom den forbilledlige Præst fremstillede saavel „Legemet" som „Hovedet" af den modbilledlige Præst, Kristuspersonen, følger det, at hvert Medlem af Menigheden maa gennemgaa denne „Dom" — at skønt mange er bleven kaldte, vil ingen blive udvalgte som antagelige Lemmer paa Kristi Legeme, Grene paa det sande Vintræ, med mindre de bliver „Sejrvindere" — tro indtil Døden. (Aab. 3, 21). Dog ikke saaledes forstaaet, at saadanne maa opnaa Fuldkommenhed i Kødet, men Fuldkommenhed i Hjertet, i Viljen, i Hensigten; de maa blive „rene af Hjertet" — Skatten maa være af rent Guld prøvet i Ildovnen, skønt dens nuværende Skrin kun er et ufuldkomment Lerkar.

Guds Antagelse aabenbaret,

„Og der udgik Ild fra Herrens Aasyn og fortærede Brændofret og Fedtstykkerne paa Alteret; og hele Folket saa det, og de opløftede Fryderaab og faldt ned paa deres Ansigter og tilbad". Dette er den samme Tanke udtrykt i en anden Form. Ilden symboliserede Guds Velbehag; at Folket erkendte det viste, at Verden vil komme til at se Ofret og dets Værd i Guds Øjne som Prisen for deres Befrielse fra Døden og Graven, og naar de ser det, vil de tilbede Jehova og Hans Repræsentant, Præsten.

Det er klart, at dette endnu ikke er gaaet i Opfyldelse. Gud har endnu ikke a a b en b ar et sin Antagelse af den store Forsoningsdags Offer med Ild; Folket har endnu ikke opløftet Fryderaab og er endnu ikke faldne paa deres Ansigter i Tilbedelse af den store Konge og Hans Repræsentant. Nej, Verden ligger endnu i det Onde (1. Joh. 5, 19); denne Verdens Gud forblinder endnu mere eller mindre næsten hele Menneskeslægten (2. Kor. 4, 4); Mørke dækker Jorden og Mulm Folkene. (Es. 60, 2). Vi kan heller ikke forvente de store Genoprettelses Velsignelser, som er forud tegnede i dette Forbillede, før alle Medlemmerne af Menigheden, den store Ypperstepræsts „Legeme", først er gaaede hinsides det [32] andet Forhæng (den virkelige Død) ind i det Allerhelligste ved Forvandlingen i Opstandelsen. Heller ikke vil denne „Velsignelse" i Forbilledet blive opfyldt før efter den store Trængselstid. Naar da Menneskeslægten er tugtet, gjort ædru og ydmyget, vil den som et Hele „forvente" og „spejde efter" den store Kristus, Abrahams Sæd, for at Han maa velsigne og opløfte den.

Hvor skønt lærer ikke disse Forbilleder en fuld Genløsning for alt Folket og en Genoprettelse og Velsignelse, som er gjort mulig for alle.

Der er intet i Forbillederne, som synes at gøre Forskel mellem de Levende og de Døde, og nogle kan maaske være tilbøjelige til at drage den Slutning, at naar Ypperstepræstens Ofre er forbi, og Velsignelserne begynder, vil kun de, som da lever, blive storlig velsignede. Men vi svarer: Nej! I Guds Øjne er de Levende og de Døde lige; Han taler om dem alle som døde. Alle kom under Dødens Fordømmelse i Adam; og den lille Livsgnist, som hvert Menneske nu ejer, er i Virkeligheden kun et Stadium i Dødsprocessen. Den er nu en død Slægt paa Grund af Adams Synd; men ved Slutningen af den modbilledlige „Forsoningsdag" vil Velsignelse, Retfærdiggørelse og Liv blive tilbudt alle paa Betingelser, som alle vil være i Stand til at adlyde; og hvem, der vil, kan af Genløseren faa alt det tilbage, der tabtes i Adam — Liv, Frihed, Guds Yndest o. s v. — saavel de, der har gaaet hele Vejen ned i Døden, som de, der endnu tøver paa Brinken — „i Dødens Skyggedal".

Dette er de modbilledlige Syndofres Formaal: at frigøre „alt Folket", hele Menneskeslægten, fra Syndens og Dødens Herredømme, at genoprette dem til den fuldkomne Tilstand, som er nødvendig til fuldkommen Lykke og Enhed med Skaberen.

Dette er den Velsignelse, som skal komme over alle Jordens Slægter gennem Abrahams Sæd. Dette er de gode Tidender, som blev forkyndt Abraham. Vi læser: „Men da Skriften forudsaa, at Gud vilde retfærdiggøre Hedningerne [hele Menneskeslægten] ved Tro, forjættede den Abraham forud: I dig og i din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes [retfærdiggøres] ... hvilken Sæd er Kristus [først Hovedet, dernæst Legemet] : og er I Kristi [Lemmer [, da er I jo Abrahams Sæd og Arvinger efter Forjættelsen" — den ovenfor omtalte: (Gal. 3, 8. 16. 29). Men denne Sæd maa være fuldtallig, inden Velsig­nelserne kommer, saaledes som det er vist i Forbilledet, som vi lige har betragtet: Syndofret maa væreendt, før alle de Velsignelser, som bliver Resultatet deraf, kan strømme ud.

Den Indskrænkning, at Ypperstepræsten alene gik ind i „det Allerhelligste" én Gang om Aaret for at gøre Forsoning, maa ikke misforstaas saaledes, at det skulde betyde, at han og Underpræsterne aldrig gik derind de efterfølgende Dage — efter at Forsoningsdagen havde gjort fuld Forligelse for Synder. Ypperstepræsten gik tværtimod ofte derind efter den Dag. Det var ind i „det Allerhelligste" han gik, naar han spurgte Jehova til Raads angaaende Israels Vel o. s. v., idet han brugte Dommens Brystspan, Urim og Tummim. Naar Lejren brød op, hvad der ofte skete, gik Præsten ind og tog „Forhængene" ned og indhyllede Arken og de hellige Kar, før det blev tilladt Leviterne at bære dem. — 4. Mos. 4, 5-16.

Atter, naar en Israelit ofrede et Syndoffer til Præ­sterne (efter at Forsoningsdagens Ofre var endte), aad de det alle i „det Allerhelligste". (4. Mos. 18, 10. Se eng. Overs.) Saaledes ogsaa med Modbilledet efter at den nærværende „Forsoningsdag" er forbi: det „kongelige Præsteskab" skal være i „det Allerhelligste" eller den fuldkomne aandelige Tilstand og vil dér modtage (æde) de Syndofre, som Mennesker bringer for deres egne Overtrædelser (ikke for den oprindelige adamitiske Synd, som blev udslettet paa „Forsoningsdagen"). I den fuldkomne aandelige Tilstand vil Præsteskabet dømme i enhver Sag, som det er fremstillet i de Afgørelser og Svar, der blev givet Israel ved Urim og Tummim.

Indholdsfortegnelse - Forord - Kapitel 1 - Kapitel 2 - Kapitel 3 - 
Kapitel 4 -  Kapitel 5 - Kapitel 6 - Kapitel 7 - Kapitel 8 - Drawings - Index