Sjette Kapitel.   OFRE, SOM FULGTE EFTER „FORSONINGSDAGEN". Disse er Forbilleder paa Anger, Løfter, Pagter o. s. v. i Løbet af Tusindaarsdagen. — Folkets Brændofre. — Dets Fredseller Takofre. — Dets Madofre. — Dets Skyldofre. — Mandlige og kvindelige Forskelligheder skal ophøre, som vist i Forbilledet.   De Ofre, der ofredes af Folket (Israel — Verden) paa deres egen personlige Regning efter For­soningsdagens Ofre, forbilledlig fremstillet ved Israels almindelige Ofre, tilhører den næste Tidsaldei og vil da blive fremstillede for det herliggjorte kongelige Præsteskab. Ikke desto mindre har dette en meget ringe Begyndelse nu; det Verdensmenneskene, som ejer Rigdom, er saaledes i den Forstand en Husholder over Guds Ting og kan nu bruge dette „Mammon" [33] og derved erhverve sig Venner, saa at han, naar denne Tidsalder, hvor Satan har Herredømmet, er endt, og Kristi Regering begynder (i hvilken han ikke længere skal være en Husholder) da kan blive velsignet af dem, som han viste Godhed imod. Dersom Husholderne over de verdslige Rigdomme (denne Tidsalders Mammon eller Gud) var vise, vilde de bruge flere af deres Midler saaledes. Thi hvo som giver blot et Bæger koldt Vand til en af de mindste af disse Præster, fordi han er en saadan, skal paa ingen Maade miste sin Løn, naar Kristi Rige er oprettet, og dets Regimente begynder. — Luk. 16, 1-9; Matt. 10, 42. De Ofre, som ikke hører til den Klasse, vi kaldte „Forsoningsdagens Ofre", fremstillede Ofre, som tilhører Tusindaarsrigets Tidsalder. Ligesom Forsoningsdagens Ofre i Forbilledet gik forud for alle andre og var en Grundvold for den almindelige Tilgivelse og Guds Antagelse af hele Israel, og ligesom de efterfulgtes af andre Ofre, ofrede af enkelte Individer efter den Dag, og som benævnedes „Syndofre", „Skyldofre", „Takofre" o.s.v. saaledes vil det ogsaa blive i Modbilledet. Efter at denne Evangelie-Tidsalders Ofre har bragt „Folket", Verden, ind i en retfærdiggjort Tilstand, vil der endnu blive begaaet Synder og Overtrædelser, som vil kræve Bekendelse og Forligelse og gøre disse senere Ofre nødvendige. Forsoningsdagens Ofre fremstillede Udslettelsen af den adamitiske Synd ved Kristi Offer; men under Tusindaarsriget, medens Forsoningens Velsignelser bliver anvendte paa Verden, og den lidt efter lidt bliver genoprettet til virkelig Fuldkommenhed og Liv og Harmoni med Gud, vil Misgreb blive begaaede, for hvilke de i noget Maal vil være ansvarlige. For saadanne maa de gøre nogen Afbigt ledsaget af Anger, før de igen kan komme i Harmoni med Gud gennem Kristus, deres Midler. Indvielse vil ogsaa blive forlangt i den næste Tidsalder, skønt denne, paa Grund af Verdens forandrede Styrelse, ikke som nu vil være til Døden, men derimod til Liv; thi samtidig med at det Ondes Regering slutter, vil Pine, Sorg og Død ophøre, undtagen for dem, der gør Uret. Indvielse maa altid være en frivillig Fremstilling af ens Kræfter, og derfor er dette fremstillet i nogle af de Ofre, der fulgte efter Forsoningsdagen. Da „Forsoningsdagens" Ofre vil være Grundvolden for al Syndstilgivelse i den næste Tidsalder, kunde man vente i Forbilledet at finde, at Synderen bragte noget Offer, som vilde erkende „Forsoningsdagens" Ofre som Aarsagen til fornyet Tilgivelse. Og saaledes finder vi, at alle Folkets Ofre efter „Forsoningsdagen" var af den Art, at de pegede tilbage paa eller anerkendte den Dags Ofre. Disse Ofre kunde bestaa af  Kvæg, Faar eller Fjerkræ (Turtelduer eller unge Duer) eller af fint Mel — den ofrede Genstand afhang af den Ofrendes Formuesomstændigheder. I Løbet af Tusindaarsrigets Tidsalder vil alle Mennesker „komme til Sandhedens Erkendelse" og saaledes faa fuld Lejlighed til Frelse fra den adamitiske Døds Forbandelse (Fordømmelse eller Dom). (1. Tim. 2, 4). Naar vi husker, at denne Død indbefatter al Sygdom, Pine og Ufuldkommenhed, som Menneskene nu er underlagte, ser vi, at Guds Plan indbefatter en fuld Genoprettelse til menneskelig Fuldkommenhed; kun de, som forsætlig afslaar eller forsømmer de Lejligheder, som da er stillede indenfor alles Rækkevidde, vil dø den anden Død. Men Fuldkommenheden vil komme gradvist, og det vil kræve en Medvirken af Synderens egen Vilje, hvis han nogensinde skal naa den. Han maa gøre, hvad han kan, for at klatre op igen til Fuldkommenhed, og han vil faa al den nødvendige Hjælp. Dette vises ved disse Ofre i Almindelighed: de skulde være efter hver Mands Evne. Skønt fornedret af Synd og ufuldkommen maa enhver, naar han kommer til Kundskab om Sandheden, fremstille sig for Gud, og Ofret angiver hans Tilstand. Duen, der i Forbilledet blev bragt af de Fattigste, fremstillede det retfærdiggjorte A it hos de moralsk Fattige og Fornedrede; Bukken, der blev ofret af andre, der var mere formuende, fremstillede deres A1t, der i mindre Grad er fornedrede, medens Oksen fremstillede deres A1t, som havde opnaaet den menneskelige Naturs Fuldkommenhed. Ligesom der blev brugt en Okse (meget fed) til at fremstille Jesu fuldkomne Offer som Menneske og en Buk (genstridig og mager) til at fremstille de Helliges ufuldkomne menneskelige Natur i denne Forsoningsdags Ofre, saaledes fremstillede disse Dyr paa lignende Maade de Ofrende (Israel — Forbillede paa den troende Verden i Tusindaarsriget) i deres Indvielse. Men vi maa huske, at disse Fremtidens Brændofre og Takofre fremstiller Folket som dem, der in d v i er sig — idet de overgiver sig til Herren. De fremstiller ikke Syndofre for at sikre Forsoning, saaledes som Forsoningsdagens Ofre gør. Der var virkelig Skyldofre, som paa en Maade var Syndofre for de Enkelte; men disse var, hvad vi om lidt skal se, helt forskellige fra Forsoningsdagens Syndofre for hele Folket.[34] Naar de af Menneskeslægten, som er villige til at tage mod Guds Naade, er bleven bragte til Fuldkommenhed ved Slutningen af Tusindaarsigets Tidsalder, vil der ikke længere være nogen Fattig i den Forstand, at han er ude af Stand til at ofre en Okse, — i Betydningen af Mangel paa moralsk, mental og fysisk Evne. Alle vil være fuldkomne Mennesker, og deres Ofre vil være deres fuldkomne Jeg, forbilledlig fremstillet ved Okser. David siger, idet han taler herom: „Da skal Du have Behag i Retfærdigheds Ofre [rette Handlinger], i Brændoffer og helt Offer; da skal man ofre Okser [fuldkomne Ofre] paa Dit Alter". (Ps. 51, 21). At dette Ord af David dog ikke skal forstaas, som om det betød Genindførelsen af de bogstavelige, blodige, forbilledlige Ofre, er tydeligt, thi i samme Forbindelse siger han: „Du har ikke Lyst til Slagtofre [hverken forbilledlige eller modbilledlige — fuld Forsoning for Synd er ved den Tid bleven bragt „én Gang for alle"] ... Guds Ofre er en sønderbrudt Aand, et sønderbrudt og sønderknust Hjerte vil du, o Gud, ikke foragte". Alle disse Ofre maa bringes som Følge af den Ofrendes frie Vilje og Ønske. — 3. Mos. 1, 3. Indvielsens Fuldstændighed vistes ved, at Dyret dræbtes — det vil sige, hvert Medlem af Slægten maa indvie sin Vilje; men det vil hverken blive efterfulgt af den menneskelige Naturs ødelæggelse (Kødets Opbrænding udenfor Lejren) eller af Livets Indførelse i en ny Natur — i „det Allerhelligste". Kun Præsterne kommer derind, som det er vist i Forso­ningsofrene. Nej! naar de har indviet sig, bliver de antagne som menneskelige Væsener og vil blive fuldkommede som saadanne, — idet deres Ret til Liv som saadanne er bleven købt til dem af Ypperste­præsten, i hvis Legemes Lemmer hele den sejrvindende Menighed er fremstillet. Indvielsen fremstiller en Værdsættelse af Genløsningen og en Under kastelse under Guds Lov som det Vilkaar, paa hvilken de kan vedblive at leve evigt i Harmoni med og i Yndest hos Gud. Folkets Brændofre. Præsternes Brændofre skulde vedblivende vedligeholdes paa Alteret, og Ilden maatte aldrig dø ud. „Dette er Loven om Brændoffer: Det er et Brændoffer, fordi det brænder paa Alteret hele Natten lige til Morgenen, og Ilden paa Alteret skal vedligeholdes ... den skal ikke slukkes, og Præsten skal tænde Ved i Brand paa den hver Morgen, og han skal lægge Brændofret tilrette paa den ... En bestandig Ild skal holdes tændt paa Alteret; den skal ikke slukkes". — 3. Mos. 6, 2. 5. 6. Saaledes blev der for enhver af de Ofrendes Sind fremstillet den Kendsgerning, at Alteret allerede var helliget eller sat tilside for Gud, og at deres Ofre vilde være antagelige paa Grund af, at Gud havde antaget Forsoningsdagens Ofre. Til dette Alter bragte Israeliten sit frivillige Offer, som det er berettet i 3. Mos. 1. Det blev gjort paa den sædvanlige Maade: Dyret blev skaaret itu og vasket, og Stykkerne blev lagt hen til Hovedet paa Alteret og brændt helt, et Offer fuld af sød Lugt for Gud. Dette skulde tjene til forbilledlig at fremstille en Takkebøn til Jehova — en Erkendelse af Hans Barmhjertighed, Visdom og Kærlighed, som aabenbaret i Kristi brudte Legeme — deres Genløsning. Folkets Takofre. Ofret skulde tages af Hjorden; og det kunde ofres enten for at holde et Løfte (en Pagt) eller som et frivilligt „Takoffer". En Del deraf skulde den Ofrende bringe til Jehova — „Han skal med egne Hænder bringe Herrens Ildoffer; Fedtet tillige med Brystet skal han bringe", og Præsten skal brænde Fedtet paa Alteret og svinge Brystet for Herrens Aasyn. Men Brystet skal være Præstens og ogsaa Boven. Den Ofrende maa æde Ofret. — 3. Mos. 3og 7, 11— 18 ; 30-34. Dette synes at vise, at dersom noget Menneske da vil komme ind i en Tilstand af fuld Fred og Harmoni (hvad alle maa, hvis de ikke skal blive afskaarne i den anden Død), maa han æde eller opfylde en Pagt om fuldstændig Indvielse til Gud. Dersom han, efter at være saaledes fuldkommet, igen bliver besmittet ved forsætlig Synd, maa han dø (den anden Død), som det er vist ved Straffen for at røre urene Ting. — 3. Mos. 7, 19-21. Sammenlign. Aab. 20, 9. 13-15. Sammen med dette Offer blev der fremstillet et Offer af usyrede Kager blandede med Olie og tynde Kager overstrøgne med Olie, hvilke fremstillede den Ofrendes Tillid til Kristi Karakter, som han vil efterligne; og syret Brød angiver hans Erkendelse af sin egen Ufuldkommenhed ved den Tid, da han indvier sig. Surdejg er et Billede paa Synd. — 3. Mos. 7, 11-13. Folkets Madofre. Disse Ofre, der bestod af Kager af fint Mel blandet med Olie o. s. v., blev fremstillede for Herren gennem Præsten. De fremstillede sandsynligvis Lovprisning [35] og Tilbedelse, som Verden gennem Menigheden skal ofre til Herren. „Ham være Ære i Menigheden ved Kristus Jesus gennem alle Slægter i al Evighed". (Ef. 3. 21). Disse blev modtagne af Præsterne. En Prøve deraf, der blev ofret paa Alteret, viste, at det havde Jehovas Bifald og Velbehag. Folkets Skyldeller Syndoffer. „Naar nogen handler troløst og forsynder sig af Vanvare mod nogle af Herrens hellige Ting ... og naar nogen synder ved at gøre mod noget som helst af Herrens Bud om, hvad der ikke skal gøres, og det var ham uvitterligt, er han dog skyldig og skal bære sin Misgerning. Og han skal bringe en Buk uden Lyde af Smaakvæget, og Penge efter Præstens Vurdering af Overtrædelsen, og en Femtedel deraf skal han lægge til, og dette skal være hans Offer. Og Præsten skal gøre Forsoning for ham. Og dersom nogen synder med Vilje og skader eller bedrager sin Næste, skal han erstatte det fulde Beløb og føje en Femtepart til (20 Procent Rente) og give det til den Forurettede. Og han skal bringe en Buk til Skyldoffer for Herren." — 3. Mos. 5, 15-25. Dette viser, at for hver Uret, der begaas, maa der ydes Erstatning med Rente, ledsaget af Anger eller Bøn om Herrens Tilgivelse gennem Menigheden (Præsteskabet); — Overtræderens Erkendelse af sin egen Ufuldkommenhed og af Genløsningens Værd er vist i den fremstillede Buk. Men læg Mærke til Forskellen mellem Behand­lingen af saadanne Skyldofre og ,,Forsoningsdagens" Syndofre. De sidste blev ofrede til Gud (Retfærdigheden, i det „Allerhelligste" som „bedre Ofre"; de første blev ofrede til Præsterne, som i Løbet af Forsoningsdagen havde købt Folket. Folket vil lægge sin Erkendelse for Dagen overfor sin Genløser. Præsten tog virkelig en Del af Ofret og ofrede det til Herren som en „Ihukommelse" og Anerkendelse af, at den hele Genløsningsplan udført paa Forsoningsdagen (Evangeliets Tidsalder), skyldes den himmelske Fader; men Præsten tilegnede sig selv Resten — ved at æde det. Hele Verden, købt med Kristi dyrebare Blod (menneskelige Liv), skal, for at faa Syndstilgivelse, fremstille sig for det „kongelige Præsteskab", hvis Antagelse af deres Gaver eller deres Indvielse vil betyde Tilgive1se. Med dette stemmer vor Herre Jesu Ord til sine Disciple: „Han aandede paa dem og sagde: Annanmmer den Hellig-Aand. Hvem I forlade Synderne, dem er de forladte, og hvem I nægte Forladelse, dem er den nægtet." — Joh. 20, 23. Medens denne „Forligelsens Tjeneste" i sin fuldeste Forstand tilhører den næste Tidsalder, naar alle Forsoningsdagens Ofre vil være fuldendte, kan dog nu ethvert Medlem af det „kongelige Præsteskab" sige til dem, som tror og angrer: „Dine Synder er dig forladte" — lige som vort Hoved gjorde, idet vi som Han formedelst Tro ser fremad til Syndofrenes Fuldendelse. Desuden k e n der disse Præster nu Vilkaarene og Betingelserne, paa hvilke der er lovet Tilgivelse, og de kan tale med Myndighed, naar som helst de ser, at Betingelserne bliver opfyldte. Forsoningsdagens Ofre blev, som vi har set, altid brændte (3. Mos. 6, 23; Heb. 13, 11), men de senere Skyldofre, ofrede efter Forsoningsdagen, blev ikke brændte, men Præsterne aad (tilegnede sig) dem. Forskellighederne mellem Mand og Kvinde vil ophøre. „Dette er Loven om Syndoffer (Skyldoffer). Præsten, som ofrer det for Synder, skal æde det ... Alt Mandkøn blandt Præsterne skal æde deraf." — 3 Mos. 6, 18-22. Herren og alle de hellige Engle er i Skriften hentydet til som  mandlige, medens alle de Hellige tilsammen er fremstillet som en Kvinde, en „Jomfru", trolovet med vor Herre Jesus som Ægtemand. Men Kvinden var oprindelig en Del af Manden, skabt i Guds Billede, og er endnu (skønt midlertidig skilt fra ham for don menneskelige Forplantnings Skyld) en Del af Manden — og ingen af dem er fuldstændig hver for sig. Ligesom det fuldkomne Menneske blev kaldt Adam, saaledes ogsaa da de blev gjort til to, „kaldte Gud deres Navn Adam", — idet Manden forblev Overhovedet og saaledes blev gjort til Beskytter for Kvinden som en Del af hans eget Legeme. (Ef. 5, 23-28). Denne Adskillelse mellem Kønnene gjorde ikke Adam ufuldkommen; den delte blot hans Fuldkommenhed mellem to Legemer, for hvilke han endnu var „Hovedet". Skriften viser, at tilsidst, ved Slutningen af „Genoprettelses-Tiderne", vil alle (Mænd og Kvinder) blive genoprettede til den fuldkomne Tilstand — den Tilstand, der blev fremstillet i Adam, tør Eva blev skilt fra ham. Vi tror ikke, at hverken Mænd eller Kvinder vil miste deres Identitet, men at hver af dem vil tilegne sig de Egenskaber, de nu mangler. Dersom denne Tanke er rigtig, synes den at indbefatte, [36] at det yderliggaaende fine og svage med Hensyn til baade Sind og Legeme hos nogle Kvinder og det yderliggaaende grove og barske hos nogle Mænd, er en Følge at Faldet, og at Genoprettelse til en Fuldkommenhed, i hvilken begge Kønnenes Egen­skaber vilde blive fuldkomment sammenblandede og bragte til Harmoni, vilde være det ideale Menne­ske efter Guds Plan. Da vor kære Genløser var ,,Mennesket Kristus Jesus", var Han sandsynligvis hverken barsk eller haard og heller ikke kvindagtig. i Ham var Mandens Sindsstyrke og Storhed paa det skønneste blandet med den sande Kvindeligheds ædle Renhed, ømhed og Ynde. Var Han ikke det fuldkomne Menneske, som døde for vor Slægt og genløste begge Køn? Lad os ikke glemme, at som en Mand havde Han ingen Medhjælp: skulde Han derfor ikke have været fuldkommen i sig selv og i Stand til at betale den fulde Genløsningspris for Adam (Mand og Kvinde)? Enten blev Eva paa den Maade fremstillet i den store Genløsning eller ved hendes Husbond som hendes „Hoved", — ellers blev Moder Eva slet ikke genløst, en Tanke, som vilde være i Strid med andre Skriftsteder. I Skriften er Evangeliemenigheden kaldt en „Brud", dog ikke som tilhørende „Mennesket Kristus Jesus", men som tilhørende den opstandne og højt ophøjede Kristus. Som Nye Skabninger, avlede af Guds Aand til aandelig Natur, er vi trolovede med Aandevæsnet Jesus, hvis Navn, Ære og Trone vi skal dele. Menigheden er ikke det opofrede Menneskes, Kristi Jesu, Brud, men den herliggjorte Jesu Brud, Hans, som ved sit andet Komme vil kræve hende som sin Ejendom. — Rom. 7, 4. Som med Manden og Kvinden i den næste Tidsalder, saaledes vil det blive med Kristus og Menig­heden — efter at Menigheden er herliggjort, vil alt kvindeligt falde bort — „Vi skal blive Ham lig" —Lemmer paa Hans Legeme. „Og dette er det Navn, med hvilket h u n [da] skal kaldes [hendes Herres Navn], Jehovas Retfærdighed". (Jer. 33, 16; 23, 6). Som den store Profets, Præsts og Konges. Legeme, vil Menigheden være en Del af den evige Fader og Livgiver for Verden. — Es. 9, 6. Denne samme Tanke gaar igennem hele Skriften. Kun Mændene af den præstelige Stamme forrettede Ofringen og aad af Skyldofrene, og de alene gik ind i Tabernaklet og hinsides Forhænget. Paa samme Maade har Gud ordnet alt i denne Evangelie­Tidsalder — „Han indsatte (mandlige) Apostle, (mandlige) Profeter, (mandlige) Evangelister og (mandlige) Hyrder og Lærere til de Helliges fuldomne Beredelse, til Tjenestens Gerning, til den Salvedes Opbyggelse". (Ef. 4, 11-12. Diaglott). Ordet mandlig, som ovenfor anvendt, burde findes i den danske Tekst saa vel som i den græske, og Herrens og Apostlenes Anordninger stemmer hermed. „Men Kvinden (i Menigheden) tillader jeg ikke at lære, ikke heller at byde over Manden", erklærede Apostelen tydeligt. (1 Tim. 2, 12). Dette er et Billede paa det nuværende Forhold mellem Kristus og Menigheden, som vi tror vil slutte og ophøre ved Slutningen af denne Tidsalder, naar Sejrvinderne vil blive herliggjorte og blive virkelig ét med Herren — som „Brødre". Dette betyder dog ikke, at Søstrene i Menigheden ikke ligeledes „fremstiller deres Legemer som levende Ofre, hellige og velbehagelige for Gud", og ud­fører en vigtig „Tjeneste" i Menigheden som Medlemmerafdet „kongelige Praeste-skab"; de er Gud lige saa velbehagelige som Brødrene, thi i Virkeligheden bliver al Forskel paa Køn, Farve og ydre Vilkaar. overset af Gud og ikke mere agtet, fra den Stund af, da vi bliver „Nye Skabninger i Kristus Jesus". (2 Kor. 5, 17; Gal. 3, 28); men Forbilledet og den Lektie, som læres derigennem, maa fortsættes, og derfor bliver Forskellene saa kraftigt opretholdt i de særlige og mere vigtige Dele af Kristi Menigheds Tjeneste. Derimod har Modstanderen altid søgt at beherske Manden religiøst gennem den Kærlighed og Agtelse, som Mænd nærer for Kvinder; — derfor ophøjede han Jomfru Maria til en Gudindes Rang og til Til­bedelse hos Katolikerne. Derfor var ogsaa Isis Gudinde hos de gamle Ægyptere, og i Apostelen Pauli Dage var Diana Gudinde i Efesus. Og søger ikke Satan endnu at handle med og gennem Kvinden som i Edens Have? Er ikke Kvinden hans Hovedmedier i Spiritismen og hans Hovedapostle og Profeter i Teo­sofi og „kristelig Videnskab"? Satans Antagelse af Kvinden som sit Talerør har heller ikke været til hendes Fordel. Tværtimod staar Kvinder paa et langt højere socialt og intellektuelt Plan og er mest skattede for deres sande Kvindelighed i de Lande, hvor Bibelens Anordninger er anerkendte og respekterede, og af dem, som mest om­hyggeligt følger Skriftens Vejledning. [37]   Indholdsfortegnelse - Forord - Kapitel 1 - Kapitel 2 - Kapitel 3 -  Kapitel 4 -  Kapitel 5 - Kapitel 6 - Kapitel 7 - Kapitel 8 - Drawings - Index Return to DanoNorwegian Home Page