Ottende Kapitel. ANDRE BETYDNINGSFULDE FORBILLEDER. Forgaards-Støtterne. — De hvide Omhæng. — Sølvkrogene. — Dørposterne i det Hellige og i det Allerhelligste. — Guldbordet. — Guldlysestagen. — De modbilledlige Præster, som ser de dybe Ting, og Leviterne, som ikke ser dem. — Guldalteret. — Pagtens Ark i det Allerhelligste. — Dens Indhold og dettes Betydning. — Naadestolen. — De to Keruber. — Præsten uden Lyde. — Den Hemmelighed, der har været skjult fra Tiders og Slægters Begyndelse. I den foregaaende Beskrivelse har vi med Forsæt undladt at forklare nogle interessante Enkeltheder, som nu bedre vil kunne forstaas af dem, som gennem et omhyggeligt Studium har faaet en klar Forstaaelse af Tabernaklets Indretning i Almindelighed, dets Offer-Tjenester og dets forbilledlige Betydning. Støtterne, som stod i „Forgaarden" og holdt de hvide Omhæng, fremstillede retfærdiggjor — te  Troende, — Forgaarden fremstillede, som vi allerede har set, den retfærdiggjorte Tilstand. Støtterne var af Træ, et forgængeligt Materiale, og fremstillede derved, at denne Klasse ikke i Virkeligheden var fuldkomne som menneskelige Væsner; thi eftersom menneskelig Fuldkommenhed var fremstillet ved Kobber, skulde disse Støtter enten have været af Kobber eller beklædte med Kobber for at kunne frem-[40] stille virkelig fuldkomne Væsner. Men skønt forarbejdede af Træ var de stillede i Kobberfodstykker, hvilket lærer os, at om de end i Virkeligheden er ufuldkomne, har de dog en Stilling som fuldkomne Mennesker. Det vilde være umuligt at fremstille Retfærdiggørelse ved Tro paa en tydeligere Maade. De hvide Omhæng, som, understøttet af disse Støtter, dannede „Forgaarden", fremstillede paa en passende Maade den samme Retfærdiggørelse eller Renhed. Saaledes skal de Retfærdiggjorte stadig holde op for Verdens („Lejrens") Øjne det rene Lin, der fremstiller Kristi Retfærdighed som deres Dække. Sølvkrogene, hvormed Støtterne holdt Omhængene, var Sindbilleder paa Sandhed. Sølv er i Almindelighed brugt som Billede paa Sandhed. De retfærdiggjorte Troende, fremstillede ved Støtterne i „Forgaarden", kan saaledes med Sandhed gøre Krav paa, at Kristi Retfærdighed dækker al deres Ufuldkommenhed. (2. Mos. 27, 11-17). Det er ogsaa kun ved Hjælp af Sandhede n, at de er i Stand til at holde fast ved deres Retfærdiggørelse. Dørposterne ved Tabernaklets Indgang —ved Døren til „det Hellige" — var dækkede af det første „Forhæng". De var aldeles forskellige fra. Støtterne i „Forgaarden" og fremstillede „Nye Skabninger i Kristus" — de indviede Hellige. Forskellen mellem disse og Støtterne i Forgaarden fremstillede Forskellen mellem de retfærdiggjorte Troende og de hellige Troende. Det retfærdiggjorte Menneskes Indvielse til Døden har vi set er Vejen ind i „det Hellige", idet de gaar gennem den menneskelige Viljes, det kødelige Sinds Død, det første Forhæng. Derfor skulde disse Støtter fremstille denne Forvandling, og det gør de; thi de var bedækkede med Guld, Sindbillede paa den guddommelige Natur. At de stod i Fodstykker af Kobber fremstiller, hvorledes „vi har denne Skat [den guddommelige Natur] i Lerkar" (2. Kor. 4, 7); vor nye Natur er endnu grundet paa og hviler i vor retfærdiggjorte Menneskenatur. Vi husker, at dette svarer nøjagtig til, hvad vi fandt, at „det Hellige" symboliserede, nemlig vor Stilling eller vort Stade som Nye Skabninger, der endnu ikke er fuldkommede. — 2. Mos. 26, 37. Dørposterne i „det Allerhelligste" var lige indenfor det andet „Forhæng" og fremstiller dem, som gaar helt bag om Kødets Forhæng ind i den aandelige Tilstands Fuldkommenhed. Disse Støtter var saaledes konstruerede, at de tilfulde illustrerede dette. De var beklædte med Guld, der fremstiller guddommelig Natur, men ikke længer stillede i Kobberfodstykker — ikke længer afhængige af nogen menneskelig Tilstand. De var derimod stillede i Fodstykker af Sølv (Virkelighed, Sandhed), hvilket synes at sige til os: naar du kommer indenfor dette Forhæng, vil du være fuldkommen — i Virkelighed og i Sandhed en Ny Skabning. — 2. Mos. 26, 32. Guldbordet, som stod i „det Hellige" og bar Skuebrødet, fremstillede Menigheden som et Hele, indbefattende Jesus og Apostlene — alle de Hellige i Kristus, som tjener ved „at fremholde Livets Ord". (Fil. 2, 16). Den sande Menigheds store Arbejde har i Løbet af denne Evangelie-Tidsalder været at føde, styrke og oplyse alle, som igennem en Pagt kommer ind i den aandelige Tilstand. Kristi Brud maa gøre sig selv rede. (Aab. 19, 7). Vidnesbyrdet for Verden skulde i denne Tidsalder være underordnet og foreløbigt. Den fulde Velsignelse for Verden vil følge i Guds „belejlige Tid", efter at Evangeliets Tidsalder (den modbilledlige Forsoningsdag med dens Syndofre) er endt. Guldlysestagen, som stod lige overfor Guldbordet og gav Lys til alt i „det Hellige", var af Guld — af ét Stykke drevet Arbejde. Den havde syv Grene, som hver holdt en Lampe, hvilket udgjorde syv Lamper ialt — et fuldkomment Tal. Dette fremstillede den fuldtallige Menighed fra Hovedet, Jesus, til og indbefattende de sidste Medlemmer af den „lille Hjord", som Han har taget ud fra Menneskene for at gøre dem delagtige i den guddommelige Natur (Guld). Herren siger: „De syv Lysestager, som du saa, er de syv Menigheder" (Aab. 1, 20) — den ene Menighed, hvis syv Stadier eller Udviklingstrin var symboliserede ved de syv Menigheder i Lilleasien. (Aab. 1, 11). Ja, den Lysestage fremstillede hele den Førstefødtes Menighed — ikke Navnkirken, men den sande Menighed — hvis Navne er skrevne i Himmelen — de sande Lysbærere —det „kongelige Præsteskab". Dens kunstneriske Udførelse var smuk — en Frugt og en Blomst, en Frugt og en Blomst, som fulgte efter hinanden og fremstillede den sande Menighed som baade smuk og frugtbar fra først til sidst. Lampen paa Toppen af hver Gren var dannet ligesom en Mandel, hvis Betydning vi skal se, naar vi betragter Betydningen af Arons Stav. Olien, der anvendtes til denne Lampe, var renset Olivenolie, og Lamperne blev altid holdt tændte. Denne Olie var et Sindbillede paa den Helligaand, og dens Lys fremstillede hellig Oplysning — Sand-[41] hedens Aand. Kun Præsterne havde Fordel af dens Lys, thi det var ikke tilladt nogen anden nogensinde at se den eller drage Fordel af dens Lys. Saaledes fremstilledes Guds Aand eller Sind, som er givet til at oplyse Menigheden om Guds Dybheder, hvilke er fuldstændig skjulte for det naturlige Menneske (1. Kor. 2, 14), selv om han er en Troende — en Retfærdiggjort (en Levit). Kun de i Sandhed Indviede, det „kongelige Præsteskab", er det tilladt at se ind i dette dybere Lys, som er skjult i „det Hellige". Præsterne (Kristi indviede Legeme) har altid Adgang til „det Hellige"; det er deres Ret og Privilegium; det var bestemt for dem.(Heb. 9, 6). Levitklassen kan ikke se derind paa Grund af det menneskelige Sinds Forhæng, som kommer imellem dem og de hellige Ting; og den eneste Maade at fjerne det paa er helt at indvie og opofre den menneskelige Vilje og Natur. Lamperne skulde pudses og renses hver Morgen og Aften af Ypperstepræsten — Aron og hans Sønner, som fulgte efter ham i Embedet .(2. Mos. 27, 20. 21; 30, 8). Saaledes fylder vor Ypperstepræst os daglig mere og mere med Kristi Sind og bortrenser Affaldet fra vor gamle Natur — Vægen, hvorigennem den Hellig-Aand virker. Modbilledlige Præster og Leviter. Bliver vi ikke undertiden forbavsede over at se, at nogle religiøse Mennesker kun kan skelne naturlige Ting, men ikke kan skelne de dybere aandelige Ting i Guds Ord? — at de kan se Genoprettelsen for naturlige Mennesker, men ikke det guddommelige himmelske Kald. Disse Tabernakel-Studier viser os Grunden til dette. De er Brødre i den retfærdiggjorte Tilstand, af „Troens Husfolk", men ikke Brødre i Kristus — ikke helt indviede — ikke Offer­præster. De er Leviter — i „Forgaarden": de indviede sig aldrig som Præster til at opofre deres menneskelige Rettigheder og Privilegier, og som Følge deraf kan de aldrig træde ind i „det Hellige" eller se de Ting, som alene er beredte for Præsteklassen. Det naturlige Øje har ikke set og Øret ikke hørt, og heller ikke er det opkommet i noget Menneskes Hjerte, hvad Gud har beredt for dem, som Ham elsker. Men os har Gud aabenbaret det [os, som gennem Indvielse er bleven „Nye Skabninger", kaldte til Meddelagtighed i den guddommelige Natur] ved sin Aand [Lampens Lys], thi Aanden ransager [aabenbarer] alle Ting, ogsaa Guds Dybheder". —1. Kor. 2, 9. Navnkirken har altid indbefattet baade de retfær­diggjorte og de helliggjorte Klasser — Leviter og Præster — saavel som Hyklere. I Apostelen Pauli Breve var visse Dele henvendte til den retfærdig­gjorte Klasse (Leviterne), som ikke fuldt ud havde indviet sig. Saaledes skriver han til Galaterne, at „de, som hører Kristus til, har korsfæstet Kødet med dets Lyster og Begæringer". (Gal. 5, 24). Han synes derved at antyde, at kun nogle af dem havde indvilliget i Evangeliets Kald til Opofrelse — Korsfæstelse af Kødet. Paa samme Maade henvendte han sig til Romerne (12, 1): „Derfor formaner jeg eder Brødre [Troende — retfærdiggjorte ved Troen paa Kristus — Leviter] ved Guds Barmhjertighed [aabenbar gennem Kristus i vor Retfærdiggørelse], at I fremstiller eders Legemer som et levende ,helligt, Gud velhageligt Offer [at I indvier eder helt og saaledes bliver Præster]". Alle, som i Hjertet forsager Synd og modtager Guds Naade i Kristus, er retfærdiggjorte frit ved Troen paa Jesus — idet Gud antager dem som regnede for syndfri eller hellige, og saadanne Offerpræster og deres Ofre har Gud erklæret sig villig til at antage gennem Kristus i Løbet af denne Forsonings­dag (Evangeliets Tidsalder), indtil det udvalgte Antal af det kongelige Præsteskab er fuldtalligt. „Nu er den behagelige Tid" — Tiden hvor saadanne Ofre bliver antagne. Som vi nylig har set, vil Gud antage Verdens Ofre, og det vil altid være den eneste rigtige Fremgangsmaade for alle at følge, at overgive deres genløste Tilværelse til Herren. Men efter at denne Tidsalder er endt, vil det ikke blive tilladt nogen at opofre sig lige til Død og Lidelser — saadanne Ofre vil være umulige, efter at den nye Tidsalder og dens Regler er indførte. Det synes klart, at det langt overvejende Antal i de første Menigheder ikke var indviede til Døden, og som Følge deraf hørte de ikke til det modbilledlige „kongelige Præsteskab", men var kun Leviter, som gjorde Tjeneste ved Helligdommen, men[42] ikke ofrede, og dette kan siges om en endnu langt større Del af den moderne verdslige Blanding, Nutidens forvirrede „Babylon". Naar vi ser tilbage paa Forbilledet i Loven, finder vi, at der var 8,580 Leviter beskæftigede ved den forbilledlige Tjeneste, medens kun 5 Præster var udsete til den forbilledlige Offertjeneste (4. Mos. 4, 46- 48; 2. Mos. 28, 1). Det kan være, at dette saavel som de andre Træk i „Skyggen" var bestemte til at vise Forholdet mellem retfærdiggjorte Troende og selvopofrende indviede Troende. Skønt Navnkirken nu tæller Millioner, vil det dog, naar vi fraregner Hyklerne, og naar kun én af hvert syttende Hundrede af Resten formodes at være et levende Offer (skønt faa, er det dog det rigtige Antal ifølge Forbilledet), være ganske klart, at Herren ikke tog fejl, naar Han sagde at de (det kongelige Præsteskab), som vilde annamme Riget, kun vilde være en „liden Hjord". (Luk. 12, 32). Og naar vi husker, at to af de fem Præster blev slagne af Herren (Sindbillede paa den anden Døds Straf for utro Præster), finder vi, at Forholdet mellem tre Præster og 8580 Leviter kun vilde være en af 2800. Den Omstændighed, at vi ser Troende, som søger at aflægge deres Synder, er ikke i sig selv noget Bevis for, at de er „Præster"; thi Leviterne saavel som Præsterne skulde udøve „Hjertets Omskærelse" — „aflægge Kødets Urenhed" (Synden). Alt dette er sindbilledlig fremstillet ved Vandbækkenet i „Forgaarden", hvori baade Præsterne og Leviterne vaskede sig. Heller ikke er en sagtmodig, venlig, godgørende og moralsk Aand altid Kendetegn paa Indvielse til Gud. Disse Egenskaber tilhører det fuldkomne, naturlige Menneske (Guds Billede), og har lejlighedsvis delvist overlevet Faldets Ødelæggelse. Men saadanne Tegn gaar ofte i Navnkirken for at være Beviser paa fuld Indvielse. Selv om vi ser Troende udøve Selvfornægtelse i en eller anden god Sag med Hensyn til politiske eller moralske Reformer, er det ikke Bevis paa Indvielse til Gud, om det end kan være Bevis paa Indvielse til en Gerning. Indvielse til Gud betyder: Hvilket som helst Arbejde, hvor som helst; „jeg glæder mig ved at gøre Din Vilje, o min Gud"; maa Din Vilje ske ad  Din Vej. Indvielse til Gud indbefatter derfor en Undersøgelse af Hans Plan, aabenbaret i Hans Ord, for at vi kan være i Stand til at kunne bruges af Ham og i Hans Tjeneste i Overensstemmelse med Hans forud ordnede og aabenbarede Plan. Undres derfor ikke over, at kun saa faa har set Herlighederne i Tabernaklet; kun Præsterne kan se dem. Leviterne kan kun kende dem, efter hvad de har hørt fortælle. De har aldrig set det skjulte Lys, heller aldrig ædt af „Skuebrødet", heller aldrig ofret velbehagelig Røgelse paa „Guldalteret". Nej, for at nyde disse Ting maa man passere „Forhænget" og fuldt ud indvie sig til Gud i Løbet af Forsoningsdagen. Guldalteret i „det Hellige" synes at fremstille den „lille Hjord", den indviede Menighed i dens nuværende ofrende Tilstand. Fra dette Alter opstiger en sød Lugt, velbehagelig for Gud ved Jesus Kristus —Præsternes frivillige Tjeneste: deres Lovprisning, deres villige Lydighed — alt hvad de gør til Guds Ære. De, som saaledes ofrer velbehagelig Røgelse for Gud (1. Pet. 2, 5), kommer meget nær til deres Fader — tæt op til „Forhænget", som skiller dem fra „det Allerhelligste"; og dersom d e har Bønner at frembære, kan disse fremstilles sammen med Røgelsen —„megen Røgelse tillige med de Helliges Bønner". (Aab. 8, 3. eng. Overs.) Guds Præsters Bønner er virkningsfulde. Vor Herre Jesus holdt stadig Røgelsen brændende og kunde sige: „Jeg ved, at Du altid hører mig". (Joh. 11, 42). Saaledes vil Underpræsterne, „Hans Legemes Lemmer", altid blive hørte, dersom de vedblivende ofrer Troens, Kærlighedens og Lydighedens Røgelse; og ingen som ikke saaledes holder deres Pagt, kan vente at faa deres Bønner anerkendte. „Dersom I bliver i mig, og mine Ord [min Lære] bliver i eder, da bed om hvad som helst I vil, og det skal vederfares eder". (Joh. 15, 7). At det er nødvendigt at have en klar Forstaaelse af Jesu Lære som en Vejledning med Hensyn til vore Bønner og Forventninger, for at vi ikke skal „bede ilde" og i Modstrid med Guds Plan, er klart vist ved dette Skriftsted — men det er noget, som der sjældent bliver agtet paa. Vi har gennem de Forbilleder, vi har betragtet, lært noget at kende om Herligheden i „det Aller­helligste" (den fuldkomne guddommelige Tilstand), som intet Menneske kan komme nær til (1. Tim. 6, 16), men hvortil „de Nye Skabninger i Kristus Jesus", som er gjorte delagtige i den guddommelige Natur — tilsidst vil komme, naar Røgelse-Ofringen for det fuldstændiggjorte Kristi Legemes, det „kongelige Præsteskabs" Vedkommende er endt, og Røgen af Røgelsen gaar forud for dem ind i Jehovas Nærværelse, for at de kan leve hinsides „Forhænget", antagelige og velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus, deres Herre.[43] I det Allerhelligste. Pagtens Ark eller „Vidnesbyrdets Ark" var det eneste Stykke Inventar i det Allerhelligste. (Se Heb. 9, 4. Ordene: „Som havde det gyldne Røgelsekar" maa, tror vi, ved en Afskrivers Forseelse eller paa anden Maade være flyttet fra Slutningen af det andet Vers ned til Begyndelsen af det fjerde Vers. Det var saa meget mere muligt, eftersom der dengang ikke fandtes Inddeling i Vers og heller ikke Tegnsætning. Det vatikanske Manuskript bekræfter ogsaa dette, hvad den saakaldte Diaglott Oversættelse forsikrer os om). Dens Navn tilkendegiver, at den var en sammentrængt Fremstilling af Jehovas Plan, som Han havde lagt før Skabningens Begyndelse — før den mindste Udvikling af Hans Plan havde fundet Sted. Den fremstillede Guds evige Raadslutning — Hans forudfattede Plan om Hans Naades Rigdomme for Menneskeslægten gennem Kristus (Hoved og Legeme) — „den skjulte Hemmelighed". (Se Millenniets Daggry, Bind I). Arken fremstiller derfor Kristus Jesus og Hans Brud, den „lille Hjord", som skal blive delagtig i den guddommelige Natur og iklædes Magt og stor Herlighed — Klenodiet, som hører til vort Kald herovenfra — den Glæde, der var stillet frem for Herren og for alle Hans Legemes Lemmer. Arken var som før sagt en firkantet, aflang Kasse, beklædt med Guld, som fremstillede den guddom­melige Natur, der er skænket den herliggjorte Menighed. Den indeholdt de to Lovens Tavler (5. Mos. 31, 24), Arons blomstrende Stav (4. Mos. 17, 8) og den gyldne Krukke' med Manna. (2. Mos. 16, 32). Loven viste, hvorledes Kristus tilfulde vilde opfylde alle Guds fuldkomne Lovs Fordringer, og ogsaa, at lovlig Myndighed vilde blive tildelt Ham som Lovens Udøver. Lovens Retfærdighed blev virkelig opfyldt i vort Hoved, og den er ogsaa regnet som opfyldt i alle de Nye Skabninger i Kristus, „som ikke vandrer efter Kødet, men efter Aanden", det vil sige, som vandrer i Lydighed mod det nye Sind. (Rom. 8, 1). Den gamle Naturs Svagheder, som vi daglig korsfæster, bliver, naar de engang er dækkede af Genløsnings-Betalingen, ikke igen tilregnet os som Nye Skabninger — saa længe vi bliver i Kristus. Naar der staar skrevet, at „Lovens Retfærdighed er opfyldt i os", betyder det, at Maalet for vort Løb (Fuldkommenhed) er tilregnet os, fordi vi vandrer efter eller henimod den aandelige Fuldkommenhed, som, naar den er naaet, vil være Tilstanden i „det Allerhelligste", fremstillet ved Pagtens Ark. Arkens Indhold. „Arons blomstrende Stav" viste den udvalgte Karakter hos det „kongelige Præsteskabs" Medlemmer. Ved at læse 4. Mos. 17 ser vi, at den blomstrende Stav betyder Jehovas Antagelse af Aron og hans Sønner — det forbilledlige Præsteskab, Repræsentanter for Kristus og Hans Menighed — som de eneste, der kunde udføre Præstens Midlertjeneste. Staven fremstillede derfor Antagelsen af det „kongelige Præsteskab" — Kristus, Hoved og Legeme. Staven blomstrede og frembragte Mandler. En Særegen­hed ved Mandeltræet er, at Frugtknopperne kommer til Syne før Bladene. Saaledes ogsaa med det „kongelige Præsteskab": de ofrer eller begynder at frembringe Frugt, før Bekendelsens Blade kommer til Syne. Den gyldne Krukke med Manna fremstillede Udødelighed som en af de Egenskaber, der tilhører Guds Kristus. Vor Herre Jesus hentydede uden Tvivl hertil, da Han sagde: „Den, som sejrer, vil jeg give at æde af den skjulte Manna". —Aab. 2, 17. Manna var det Brød, der kom ned fra Himlen som Ernæringsmiddel for Israel. Det fremstiller det levende Brød, som Gud har bragt til Veje for Verden gennem Kristus. Men ligesom Israeliterne maatte samle denne Manna daglig, hvis de ikke skulde mangle og sulte ihjel, saaledes vil det blive nødvendigt for Verden stadig at søge ny Forsyning af Liv og Naade, dersom de vil leve evigt. Men dem, som bliver Kristi Medarvinger, Lemmer paa det salvede Legeme, gør Gud et særligt Tilbud om en særlig Slags Manna, den samme og dog forskellig fra den, der gives til andre — „den skjulte Manna". En Særegenhed ved denne Krukke Manna var, at den var uforgængelig; derfor illustrerer den godt den udødelige, uforkrænkelige Tilstand, der er forjættet alle Medlemmerne af „Sæden" — som er Menigheden. Den Manna, som Israel aad, var ikke uforgængelig og maatte derfor samles daglig. Saaledes vil alle de Lydige af Menneskeslægten, som efterhaanden skal anerkendes som sande Israeliter, blive forsynede med evigt, men betinget Liv, meddelt og stadig fornyet Liv, medens den „lille Hjord", som under de nuværende ugunstige Tilstande er trofaste „Sejrvindere", vil faa en uforkrænke-lig Del — Udødelighed. — Aab. 2, 17. (Se Millenniets Daggry, Bind I, Side 191). Her i den gyldne Ark var altsaa den Herlighed fremstillet, som skal aabenbares i den guddommelige Kristus. Den blomstrende Stav var et Billede paa[44] Guds udvalgte Præsteskab; Lovens Tavler var Billede paa den retfærdige Dommer; den uforgængelige Manna i Guldkrukken var Billede paa Udødelighed, den guddommelige Natur. Som et Laag over denne Ark var „Naadestolen" — en massiv Guldplade, paa hvis to Ender der af samme Stykke Metal var dannet to Keruber med Vingerne opløftede, som om de var rede til at flyve, og med Ansigterne vendt indad mod Midtpunktet af Pladen, paa hvilken de stod. Mellem Keruberne paa „Naadestolen" fremstillede et klart Lys Jehovas Nærværelse. Ligesom Arken fremstillede Kristus, saaledes fremstillede „Naadestolen", Herlighedslyset og Keruberne tilsammen Jehova Gud — „Hoved for Guds Kristus". (1. Kor. 11, 3). Som med Kristus, saaledes ogsaa med Jehova; Han er her fremstillet ved Ting, som er Billeder paa Hans Karakters Egenskaber. Lyset, som kaldtes „Shikinah-Herlighed", fremstillede Jehova selv som Universets Lys, ligesom Kristus er Verdens Lys. Dette er bevidnet ved mange Skriftsteder. „Du, som bor mellem Keruber, straaler frem". — Ps. 80, 2. eng. Overs.; 1. Sam. 4, 4; 2. Sam. 6, 2; Es. 37, 16. Menneskene kan ikke træde ind i Jehovas Nær­værelse; derfor maa den kongelige Præst, Hoved og Legeme, fremstillet ved Aron, blive Nye Skabninger „delagtige i den guddommelige Natur" (efter at have korsfæstet og begravet det Menneskelige), før de kan komme i Nærheden af denne overordentlige Herlighed. Guldpladen, som kaldtes „Naadestolen" (eller mere rigtigt Forsoningsstolen, fordi Præsterne paa den stænkede Blodet af de Ofre, som forsonede eller tilfredsstillede Guds Retfærdigheds Fordringer), fremstillede det underliggende Princip i Jehovas Karakter — Retfærdighed. Guds Trone er grundfæstet paa Retfærdighed. „Retfærdighed og Ret er Din Trones Grundvold". — Ps. 89, 15; Job. 36, 17; 37, 23; Es. 56, 1; Aab. 15, 3. Apostelen Paulus bruger det græske Ord for Naadestol eller Forsoning (hilasterion), hvor han hentyder til vor Herre Jesus og siger — „Hvem Gud har fremstillet til en Forsoning [eller Naadestol] ... for at vise sin Retfærdighed ... at Han maa være retfærdig og gøre den retfærdig, som er af Jesu Tro". (Rom. 3, 25, 26). Tanken her er i Harmoni med den foregaaende Fremstilling. Retfærdigheden, Visdommen, Kærligheden, Magten er Guds egen, saavel som den Plan, ved hvilken alle disse samarbejder til Menneskets Frelse: men det behagede Gud, at i hans elskede Søn, vor Herre Jesus, skulde al Hans egen Fylde bo og fremstilles for Menneskene. Saaledes var den forbilledlige Ypperstepræst, idet han kom ud fra det Allerhelligste, den levende Repræsentant for Jehovas Retfærdighed, Visdom, Kærlighed og Magt overfor Mennesker — den levende Repræsentant for den guddommelige Barmhjertighed, Tilgivelse og Forsoning. Skønt det guddommelige Væsen er tilsløret, skjult for det menneskelige Øje, skal Hans guddommelige Egenskaber dog lægges for Dagen for alle Mennesker af vor store Ypperste­præst, der, som den levende Naadestol, ved Slutningen af denne Tidsalder vil drage nær til Menneske­slægten og lade alle komme til en Forstaaelse af Guds Naades Rigdomme. De to Keruber fremstillede to andre Sider af Jehovas Karakter, saaledes som den er aabenbaret i Hans Ord, nemlig: guddommelig Kærlighed og guddommelig Magt. Disse Egenskaber — Hans Retfærdighed, som er Grundprincipet, og Hans Kærlighed og Magt, som er af samme Oprindelse og saa at sige oprettede paa denne — er i fuldkommen Harmoni. De er alle gjorte af ét Stykke: de er helt igennem et. Hverken Kærlighed eller Magt kan udøves, før Retfærdigheden er fuldt ud tilfredsstillet. Da flyver de til Hjælp for at opløfte og velsigne. De var beredte til at flyve, men de ventede; de saa indad imod „Naadestolen", imod Retfærdigheden, for at faa at vide, naar de maatte flyve. Naar Ypperstepræsten nærmede sig med Forsoningsofrenes Blod, stænkede han det ikke paa Keruberne. Nej, hverken guddommelig Kærlighed eller guddommelig Magt fordrede i og for sig Ofret; derfor behøvede Ypperstepræsten ikke at bestænke Keruberne. Det er Retfærdighedens Egenskab hos Gud, som paa ingen Maade vilde frikende den Skyldige, fordi det var Retfærdigheden, som sagde: „Syndens Sold er Død". Naar derfor Ypperstepræsten vil give en Genløsning for Syndere, er det til Retfærdigheden, den maa betales. Derfor var det rigtigt at stænke Blodet paa „Naadestolen" — Forsoningsstolen. Kærlighed ledte til hele Genløsningsplanen. Det var fordi Gud saaledes elskede Verden, at Han sendte sin énbaarne Søn for at genløse den ved at betale Genløsningsbetalingen til Retfærdigheden. Saaledes har Kærligheden været virksom og har forberedt Genløsningen, lige siden Synden kom ind i Verden; ja, fra „før Verdens Grundvold blev lagt". — 1. Pet. 1, 20.[45] Naar Forsoningsdagens Ofre (Oksen og Bukken) er fuldstændige, tøver Kærligheden for at se Resultaterne af sin Plan. Naar Blodet er stænket, raaber Retfærdigheden: det er nok; det er fuldbragt! Saa kommer det Øjeblik, da Kærlighed og Magt kan handle, og da hæver de deres Vinger til Flugt for at velsigne den genløste Slægt. Naar Retfærdigheden er tilfredsstillet, begynder Magten sit Værk, som har samme Omfang som Kærlighedens, idet den bruger det samme Redskab — Kristus, Arken eller det sikre Gemmested for guddommelige Gunstbevisninger. Den guddommelige Families Samfund og Enhed — Sønnen og Hans Brud, der er fremstillede ved Arken, i Harmoni og Enhed med Faderen, der fremstilledes ved Laaget — blev vist derved, at „Naadestolen" var Arkens Laag og derfor en Del deraf — dens Top eller Hoved. Ligesom Kristus Jesus er Menighedens Hoved, saaledes er Gud Hovedet for den fuldstændiggjorte Kristus. (1. Kor. 11, 3). Dette er den Enhed, for hvilken Jesus bad, idet Han sagde: „Jeg beder ikke for Verden, men for dem, som Du har givet mig" — „at de alle maa være ét; som Du, Fader, i mig, og jeg i Dig, og at de ogsaa maa være ét i os, for at Verden [da] kan tro". — Joh. 17, 9, 21. Præsten maatte være uden Lyde. Det er ogsaa betydningsfuldt, at intet Medlem af Præsteskabet, som havde en Mangel paa Øje, Haand, Næse, Fod eller andet Sted, kunde tjene som Præst (Ypperstepræst); heller ikke nogen, som havde et overflødigt Lem, som en ekstra Finger eller Taa. Dette viser, at hvert Lem paa Kristi herliggjorte Legeme vil være fuldkomment — uden at mangle noget; og ogsaa, at der i den „lille Hjord" hverken vil være en for mange eller en for lidt, men nøjagtig det forud kendte og forud bestemte Antal. Naar engang Kristi Legeme er fuldstændigt, vil der ingen videre Tilføjelser blive — intet overflødigt. Alle, som derfor er bleven „kaldte" med dette „høje Kald" til at blive Lemmer paa Kristi Legeme, og som har modtaget dette Kald, bør derfor alvorligt stræbe efter at befæste deres Kald og Udvælgelse (som Medlemmer af den „lille Hjord") ved at løbe saaledes, at de kan vinde Klenodiet. Dersom en saadan bliver skødesløs og mister Klenodiet, vil en anden vinde det i hans Sted, thi Legemet skal være fuldstændigt; der vil ikke være ét Lem for lidt og ikke ét for mange. „Hold fast ved det, du har, at ingen skal tage din Krone". —Aab. 3, 11. „Den Hemmelighed, der var skjult fra alle Tiders  og Slægters Begyndelse". --Kol. 1:26-- Det har forekommet mange mærkeligt, at Tabernaklets Herlighed og Skønhed — dets gyldne Vægge, dets gyldne og smukt forarbejdede Inventar og dets Forhæng af kunstigt Arbejde — var saa fuldstændig dækket og skjult for Folkets Øjne; selv Sollyset var stængt ude — dets eneste Lys var Lampen i det Hellige og Shekinah Herligheden i det Allerhelligste. Men dette er i fuldkommen Harmoni med de Lærdomme, vi har modtaget fra dets gudstjenstlige Handlinger. Ligesom Gud tildækkede Forbilledet og skjulte dets Skønhed under Omhæng og raa, uigennemsigtige Huder, saaledes er ogsaa de aandelige Tings Skønhed og Herlighed skjulte, og de ses kun af dem, som kommer ind i den hellige Tilstand, det „kongelige Præsteskab". Disse kommer ind i en skjult, men herlig Tilstand, som Verden og alle, som er udenfor, ikke kan værdsætte. Deres herlige Haab og deres Stilling som Nye Skabninger er skjult for deres Medmennesker.   Indholdsfortegnelse - Forord - Kapitel 1 - Kapitel 2 - Kapitel 3 -  Kapitel 4 -  Kapitel 5 - Kapitel 6 - Kapitel 7 - Kapitel 8 - Drawings - Index Return to DanoNorwegian Home Page